Nr. 142.

✂ I siele, som igien saa ilde
Har taget syndens byrde paa,
Endnu, mens naaden er at faae,
Endnu, og før det er for silde,
Enhver fra sine synder flye,
At eders vandring bliver nye.

✂ 2. Den flod, som JEsu blod har farvet,
Det himmel-rene daabens vand,
Har eder sat i naadens stand,
Og hvad I har af Adam arvet,
Af synd og skam fra haand til fod,
Er renset af i daabens flod.

✂ 3. Hvi vil man da med magt ey vide,
At man er døbt i JEsu død,
Som os har frelst af al vor nød,
At vi ved daaben her skal lide
Og døe med ham, at hver og een
Staaer op retfærdig, nye og reen.

✂ 4. Du skal til korset daglig banke
Enhver forbandet syndig lyst,
Korsfæste inden i dit bryst
Den allermindste onde tanke,

✂ Den gamle Adam staaer sin straf
Og klemmes ind i JEsu grav.

✂ 5. Est du nu død paa saadan maade,
At du fra syndens magt er frie,
Da syndens straf er og forbi,
Da staaer du, ved din JEsu naade,
Op til et helligt liv, som ey
Vil see engang den brede vey.

✂ 6. Saa skal du derfor dig nu agte
For den, som er fra synden død,
Men nye igien til himlen fød,
Og derhen bør allene tragte,
Betænkende, hvorledes du
I Christo bør at leve nu.

✂ 7. Lad, JEsu, mig da plantet vorde
Med dig til samme død, og giv,
Jeg ogsaa ligne maa dit liv,
Min gamle Adam daglig jorde,
Ved din opreysning seyerriig,
Dig vorde her og evig liig.