Brorson, Hans Adolph Een draabe kun at smage

Nr. 253.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Een draabe kun at smage
Af himmeriges lyst,

* * * * * * 337

Kand hiertet meer indtage
End hele verdens høst
Og strømme fuld af glæde,
Hvo himlen have vil,
Hand under fødder træde,
Hvad verden sigter til.

2. Hvo der kun maatte skue
Et blink af dig, vor GUd,
Hvor vilde din formue,
O! verden! da see ud,
Hvor sort og fæl og syndig
Som Babel, ørk og nat,
Saa liflig og saa yndig
Og herlig er min skat.

3. Den sande GUd at skue
Er salighedens stand,
Og paradises drue
At kiende GUd og mand,
Dig Abraham saa saare
I verdens fremmed boe
Har søgt med længsels taare,
Du varst hans A og O.

4. Det giorde Jakob lystig
Da kampen alt var skeet,
Hand sagde glad og trøstig:
GUds ansigt har jeg seet.

* * * 338

Man kunde ey fordrage
At see paa Mosis hud,
Da hand i nogle dage
Nu havde seet sin GUd.

5. Du, de udvaldes glæde,
Og meget store løn,
Hvad er din boligs sæde
Saa deylig og saa skiøn!
Der maa vel findes freden
Og alle hierter lee,
Hvor Guddoms-lifligheden
Skinbarlig er at see.

6. O lys, som evig brænder!
O evig varend' høst,
Som ey forandring kiender,
O liflig selskabs lyst,
At GUd og engler kalde
Os til sig ind i sal,
Og alle GUds udvalde
Saa høyt velsignes skal!

7. Nye frugter altid giver
Fuldkommen kierlighed,
Som uden ende bliver
Af hendes fylde ved:
GUd u-ophørlig priset
Paa evighedens stoel,
Hand selv i paradiset
Er sine rosers soel.

* * * 339

8. Hans lys skal hiertet fryde,
Hans balsoms honnings saft
Skal sielen overgyde
Med livets høye kraft,
Hvor kand der noget feyle
I hellighedens trin,
Hvor sielen sig kand speyle
I HErrens eget skin?

9. Hvad ønsker du for gave?
Det skal du finde der,
Og i dig see og have
Din GUd saa sød og nær,
Hvem agter meer det fine
Af guld og af juveel,
GUd selv vil boe i sine,
Og hand er deres deel.

10. Naar skal jeg eengang finde
Til dette frydens slot?
O var jeg alt derinde!
Hvad havde jeg da got?
Mit øye fælder taare,
Dem vilt du ey forsmaae,
Det længes nu saa saare,
At see dit ansigt paa.