Brorson, Hans Adolph Den gamle Adams sind med verdens frygt sig piner

Nr. 260.

Mel. O GUd, du fromme GUd.

Den gamle Adams sind med verdens frygt sig piner,
Vil gierne tækkes hver og holde gode miner,
Den frygt ved HErrens kraft skal trines under fod,
Hvo JEsum have vil, det koste liv og blod.

* * * * * 358

2. At troe paa JEsum og ham gierne at bekiende,
Det er den sikre vey, som faaer en salig ende,
Til himlen skal man gaae med hiertens ydmygt sind,
Dog ingen tænke, hand vil stiele sig derind.

3. Naar GUd ved ordets lys en siel af synden vækker,
See! da er det og een af satans største trækker,
Lad blive, siger hand, og flye dog verdens skam,
Lad ulven dig ey see, du taabelige lam!

4. Saa viser hand en vey, at baade leeg og klerke
Kand tiene GUd saavel, og ingen det skal merke,
Hand siger: kierlighed og troe kand ingen see,
Frygt GUd saaledes, at dig andre ey belee.

5. Ach GUd, hvor mangen har hand fast i denne strikke,
Som baade efter GUd og verden sig vil skikke,
Det skriften kalder dog en plat umuelighed,
Ret som at stige op, i det man stiger ned.

6. Hvad hand mod os har giort, GUds Søn af himmerige,
Det er en sag, som snart al verden veed at sige,
Dog vil den samme mund ey være ham bekiendt,
Som siger, at hans død os livet har fortient.

7. Hand skammede sig ey al verdens skam at bære,
For GUd og verden en forbandet ting at være,
Vor blusel skiulte hand, selv taalig drak vor spee,
Og rart, at man engang om efter ham vil see.

8. Men, hvad vil dette faae omsider for en ende?
Paa dommens dag hand dem for sine ey vil kiende,

* * * 359

Det staar med klare ord, o! give GUd, det stod
Os alle prentet ind i inderst hierte-rod.

9. Da gik og søgte man slet ingen anden ære
End ved et helligt liv sin Frelsers spot at bære,
Da blev hans aag os sødt, hans byrde kier og let,
Da blev man ikke paa saa kort en vey saa træt.

10. Men verdens frygt er fuld af baade skam og plage,
Den ene fod vil frem, den anden vil tilbage,
Man frygter for en skye, at den vil falde ned,
Og vover yderlig sin siel og salighed.

11. Saa gaaer det, naar et saar ey ret af grunden heles,
Og om end det er skeet, at hiertet siden deles,
Da bliver sielen vild, vil baade til og fra,
Ey ret af porten ud, og op paa Golgatha.

12. I fromme! seer I ret det smukke himmerige?
O! løber, lige got, hvad andre dertil sige,
De faaer at snakke hen, som bedre ey forstaae,
Og sligt er ikke værd engang at tænke paa.

13. Den vey, GUds Søn har lært, den maae vi altid følge,
Og det for ingen mand i ord og gierning dølge,
Saa vaagner mangen op af sikkerhedens nat,
Naar lyset bliver ret paa lyse-stagen sat.

14. Op! Zion! det er tiid, at lunkenhed har ende,
Enhver med hiertens lyst sin deyligste bekiende,
Og intet føle til den tidens korte vee
For glæden, at man skal sin JEsum evig see.

* 360