Brorson, Hans Adolph Giv dig, min kiere siel, til roe

Nr. 139.

Mel. Fader vor i Himmerig.

Giv dig, min kiere siel, til roe,
Og kom herhid i sindet fro,
Vi ville til vor fader gaae,
Jeg seer i brand hans hierte staae,
Hand vinker fuld af kierlighed,
Og bøyer øret til os ned.

2. Din fader raaber mildelig,
Kom kiere siel, jeg giver dig,
Thi jeg din gavn jo best forstaaer,
Alt hvad min kierlighed formaaer,
Jeg giør med dig en evig pagt,
At hielpe dig ved Guddoms magt.

3. Jeg skabte dig, jeg vil og kand
Dig holde liv og siel i stand,

* * * 31

Jeg styrker dig i al din nød,
Jeg med dig gaaer i liv og død,
Jeg giver dig det gierne, som
Du mig af hiertet beder om.

4. Din fader er mit evig navn,
Jeg bærer dig i naadens favn,
Og merker paa din bøn saa tit
Du kun gaaer frem i troen frit,
Da rekker dig min milde haand,
Hvad dig er got til liv og aand.

5. O hvad er dog dit gode stort,
Som os til dine børn har giort,
O kierlighed! den store Gud
Har valdt os arme orme ud,
Til himlens arve-ret at faae,
Og vi ham fader kalde maae.

6. Dog see, hvor dybt hand bøyer sig,
Den høyeste, og giver mig,
Hvad verdens daarer ey forstaae,
Som midt om dagen blinde gaae,
Nu er jeg meer end meget riig,
Og blir vor HErres engler liig.

7. Jeg raaber: Fader! du est min,
Jeg er, min fader! gandske din,
Din aand er min besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv hand fører bønnen frem,
At den for dig er angenem.

* * * 32

8. Hvad siger nu den blinde flok,
Som gik mig efter længe nok,
At jeg den nu god nat har sagt,
Og staaer for Gud paa bønnens vagt,
Som til min længsel kierlig seer,
Og giver hvad jeg vil, ja meer.

9. Bort verden, jeg dig ey vil see,
Din lyst den føder evig vee,
Du skal mig ikke giøre blind,
Til himlen ene staaer mit sind,
Den himmel, hvor mit blive-sted
Til evig tiid mig er bered.

10. Imidlertid jeg har min lyst
Til Gud, mit hiertes lys og trøst,
Som letter al min trængsels stand,
Naar jeg ham fader kalde kand,
Og er jeg end til døden træt,
Saa giør hand mig til himlen let.

11. I kors jeg klager nat og dag:
Min fader! see! jeg er saa svag;
I fattigdom med øyne-graad
Jeg siger: Fader! skaf mig raad!
Naar korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader! hielp mig snart!

12. Saa grusom er dog ingen nød,
Saa bitter er dog ingen død,
Jeg faaer jo lindring, raad og trøst,
Naar jeg opløfter bønnens røst,

* * * 33

Lad slippe hele verdens flok,
Gud er min fader, det er nok.