Nr. 210.
✂ Mel. Nattergalen er alt oppe.
- ✂
- Sielen.
-
✂ Jammer har mig plat omgivet,
Sorrig er min klæde-dragt,
Angest er min deel i livet,
Hiertet bever og er svagt,
Gud har mig forladt i vrede,
Her er ingen trøst til rede,
Sorgen har for stor en magt :,:
✂ 2. Meget grusom er jeg dreven
Fra vor HErres ansigt ud,
Og af ham befunden bleven
Som en slem og troløs bruud,
Billig maa jeg skamfuld vige,
For jeg ikke lod mig sige,
Ret at følge HErrens bud :,:
✂ 3. Ach! jeg gaaer dog vist til grunde,
For anfegtnings haarde vind,
Gud, som ene hielpe kunde,
Trænger kun med straffen ind,
Her vil intet anker holde,
Ordets løfter ere kolde,
For mit snart fortvilet sind :,:
✂
4. Gud har glemt mig i min vaade,
For jeg ey har skiønnet paa
Hans usigelige naade,
Da hand lod mig den forstaae,
Nu er hand min fiende bleven,
Al min synd har hand opskreven,
Naaden er ey meer at faae :,:
✂
5. HErre, hvor er trøst at finde
For din vredes haarde stød?
Hvo vil dette saar forbinde?
Hvo vil frie fra evig død?
Jeg kand nok den tiid erindre,
Da mig intet kunde hindre,
Fra at finde trøst i nød :,:
✂
6. Men nu er min soel forandret
Til den mørke torden-skye,
Naaden gandske bort er vandret,
Vreden bliver daglig nye,
Gud er plat fra mig bortviget,
Grumhed har min siel bekriget,
At jeg ingensteds kand flye :,:
✂
7. Hvert et trøste-sprog, jeg nævner,
Setter mig i bangheds bom,
Thi samvittigheden stevner
Mig kun alt for ret og dom,
Thi den død, som ey har ende,
Synes som den vilde spende
Mig den samme time om :,:
✂
8. Vil jeg paa din naade tænke,
Der at søge ly og læ,
Da maa jeg i bangheds lenke
Ryste som et løv paa træ;
Summa: jeg paa veyen render,
Der sig udi pølen ender,
Som et helved-slagtet fæ :,:
✂
9. Er der ingen trøst at finde?
Er der ingen redning til?
Skal min graad i luften svinde?
Er min bøn kun narre-spil?
Vil mig ingen hielper ynke
Da jeg færdig er at synke,
Og mit hierte briste vil :,:
- ✂
- JEsus.
-
✂ 10. Kiere siel! hold op at klage,
Tonen alt for høyt er stemt,
Solen i de mørke dage
Synes borte, død og glemt,
Sees dog siden smukt oprinde,
Saa skal du engang befinde,
At Gud bruger kun sin skiemt :,:
✂ 11. Synes JEsus for dig borte,
O! saa kommer vist den dag,
Da hand skal din nød forkorte
Ved et lifligt favne-tag,
Lad dig aldrig det indbilde,
At din JEsus vil dig ilde,
Det er mod hans hiertelag :,:
✂
12. Har din fromme Gud tilladet,
At dig satan sigte maa,
Midlertid du bliver badet
I anfegtnings dybe aae,
Det er tegn, at Gud dig ynder,
Sligt hand ey med dem begynder,
Som kun hen i synden gaae :,:
✂
13. Skiønt samvittigheden nager,
Og din aand er pine-fuld,
Helved-angest dig betager,
Ret som luen smelter guld,
Troe kun: Gud det trolig mener,
Og dig snarlig hielp forlener,
Bliv kun taalig, troe og huld :,:
✂
14. Det har Moses og erfaret,
Aaron fik sin deel deraf,
Noa blev og ikke sparet,
David laae i samme grav,
Joseph og den troe Elias,
Petrus, Paulus og Tobias
Tumlet blev paa samme hav :,:
✂
15. Kiere siel, kun vel til mode,
Livets vey er haardt bespendt,
Christne vente deres gode,
Naar at pinen her er endt,
Er det skiønt saa heel ulige,
Dog maa hver med sandhed sige,
At hand verre har fortient :,:
✂
16. Bølgen stærk i dag sig velter,
Speyle-blank i morgen staaer,
Iset snart for solen smelter,
Der var før som flint, saa haard,
Vær til freds, din vee og vaade
Svinde skal for Jesu naade,
Ret som dug for solen gaaer :,:
✂
17. Hvorfor, hierte! saa urolig?
Tænk paa HErren Zebaoth!
Alting mener hand saa trolig,
Alting vil hand giøre got,
Vilde hand dig slet fortære,
Vil hand dog din frelser være
Helvede til evig spot :,: