↩

Nr. 267.

✂ Mel. Hvo kun vor Gud.

✂ O havde jeg dog tusind tunger
Og alle toners beste klang,
Hvor skulde sidens lyst og hunger
Til Gud at prise denne gang
Oprette sig et paradiis,
Og mætte sig i HErrens priis.

✂ 2. O kunde dog min stemme bryde
Hen ind i himlens fryde-land,
Og alle blode-draaber syde
I JEsu milde hiertes brand,
O gav dog hver en puls sin klang,
Hver aande-drag en deylig sang.

✂ 3. Op! op! til fryd, I tunge sinde,
Hvad giøres eders suk behov,
Fort, alle kræfter sig forbinde
Og stemmes til vor HErres lov,

*12, 1: tusinde] tusende J2-3. *Nr. 267. J2-7. 3, 2: giøres] giøre J2. 3, 4: lov] lof J4-6. *- - - *12, 2: draabe] blodsdråbe. - 12, 3: tysse] bringe til at tie. - 12, 4: dine er subjekt, din pine objekt. *Nr. 267. Oversættelse. O! dasz ich tausend zungen hätte, J. Menzer, Schr. s. 1254. V. 1-5 er en indledning, hvori digteren udtrykker sin egen attrå efter til fulde at prise Gud (v. 1-2) og opfordrer alt levende til det samme (v. 3-5). Derpå følger selve lovprisningen i v. 6-15, rettet først til Faderen, Sønnen og Ånden (v. 6-8), derefter i almindelighed til Gud for hans nåde og velgerninger (v. 9-15). - 1, 5: Billedet er Brorsos. - 2, 4: i JEsu milde hiertes brand] vel: i brændende tak for Jesu milde hjerte. - 2, 5: puls] pulsslag, jfr. Svane-Sang, nr. XXXII, 4, 3. - 3, 3: fort] hurtig, skynd jer. - 3, 4: stemmes] jfr. nr. 6, 6, 6. 379

✂ At alt, hvad liv og siel formaaer,
Paa HErrens prises harpe slaaer.

✂ 4. Bevæges, alle grønne skove,
Lad høre, hvert et blad, din lyd,
Og hielper mig min Gud at love,
Slaaer sammen høyt til sang og fryd,
I blomster, bøyer eders pragt,
At ære med mig HErrens magt.

✂ 5. Hid, al den deel, som sig kand røre,
Og drager aande i sit bryst,
Hid, hielper mig min tak at giøre,
Og laaner mig enhver sin røst,
Til at ophøye naadens verk,
Som har omringet mig saa stærk.

✂ 6. Dig være, mildeste Gud Fader,
Lof, priis og tak i evighed
For alt det got, du til mig lader
Saa u-ophørlig flyde ned,
For hvert fornøyet øyeblik,
Jeg baade venter, har og fik.

✂ 7. Dig være priis foruden ende,
O du livsaligste Guds lam,
Som lod dig hid til verden sende,
At lide dødsens vee og skam,
For mig at frie fra satans tand,
Tak, tusind tak, min Frelsermand.

✂ 8. Dig ogsaa skee al lof og ære,
O søde Hellig Aand, for al
Din hielp og bistand, ord og lære,
For naadens trøst og søde kald,

*7, 4: dødsens] dødens J6-7. *- - - *3, 6: Billedet er Brorsons. - 5, 1: al den deel, som] alt, hvad der. - 7, 5: satans tand] Satan er tænkt enten som slangen, 1. Mos. 3, 1; Joh. Åb. 12, 9, eller som løven, 1. Pet. 5, 8. 380

✂ Thi findes noget got i mig,
Det alt jo virket er af dig.

✂ 9. Hvo overøser mig med naade?
Det giør jo ingen uden du.
Hvo staaer mig bi i al min vaade?
Du giorde det, og giør endnu,
Og bærer med min skyld saa stor
Taalmodighed paa denne jord.

✂ 10. Dit navn særdeles være priset
For korset, som du mig har sendt,
I ydmyghed jeg kysser riset,
Det har mig hiem fra verden hent,
Og tient mig til beviis i sær,
At Gud mig har saa hierte-kier.

✂ 11. Jeg har i mine lives dage
Havt mange store prøver paa,
At du i baade fryd og plage
Har ført mig, ja bekiende maa,
Du altid mig ved haanden fik,
Naar vandet indtil sielen gik.

✂ 12. Hvi skulde jeg da ikke brænde
Som lyset til min fryde-sang,
Og triumpherende bekiende
Din trofasthed i største trang?
Thi vil jeg aldrig sørge meer,
Om ogsaa himlen sprak som leer.

*9, 4: giorde] giorte J2-3. 11, 1: lives] livets J6-7. 11, 6: indtil] ind til J2. 12, 3: triumpherende] triumpherendes J2-3. *- - - *9, 5-6: bærer med min skyld... taalmodighed] bærer tålmodigt over med min skyld, orig.: Du trägst mit meiner sünden-schuld Unsäglich gnädige gedult. - 10, 1: særdeles] især. - 10, 2: korset] lidelsen. - 10, 4: hiem fra verden] fra verdsligheden til livet med Gud, der ses som det sande hjem; hent] hentet. - 10, 5-6: Hebr. 12, 6-8. - 11, 6: naar vandet indtil sielen gik] udtryk for den dybeste nød, Sl. 69, 2; 124, 4-5. - 12, 1-2: Billedet er Brorsons, måske hentet fra en højtid, hvor alterlysene brænder, mens lovsangen lyder - 12, 4: trang] trængsel. - 12, 5-6: Orig.: Und fiele auch der himmel ein, So will ich doch nicht traurig seyn. Brorsons billede er, at himmelhvælvingen brister som indtørret ler. - 12, 5: thi] derfor. 381

✂ 13. Bort baade verdens lyst og smerte,
I skal ey trykke meer mit sind,
Til himlen svinger sig mit hierte
Fra eder bort for thronen ind,
Al priis og ære være dig,
Min søde Gud i himmerig.

✂ 14. Din godhed skal min siel kundgiøre
Til livets allersidste stund,
Ja naar min tunge ey kand røre
Sig mere i min svage mund,
At prise dig, som den var van,
Da stemmer jeg med sukke an.

✂ 15. Den ringe tak, jeg her kand give,
Forsmaa dog ey, min søde skat,
I himlen skal det bedre blive,
Naar jeg faaer engle-tonen fat,
I høye koor jeg synger da:
Evindelig halleluja.