Nr. 169.

✂ Mel. Den kiere solens lys og pragt.

✂ Den vey du gikst i kors og trang,
I bøn og striid og møye,

✂ Min JEsu! livets snevre gang,
Lad mig den kiende nøye,
U-agtet kiød og blod
Vil sette sig imod,
Jeg dog frimodig haster frem,
Og stræber kun til himlen hiem.

✂ 2. O lad mig, som dit naades kar,
Af naade overflyde,
(Den arme verden intet har,
Som sielen ret kand fryde,)
Min brudgom! føer mig ved
Din egen haand afsted,
At jeg, mit lam! dig følge maa,
Og aldrig mere stille staae.

✂ 3. Dit lys bestraale korsets dal,
Og altid for mig brænde,
At jeg fra dines lille tal
Mig aldrig lader vende,
Dig følger op og ned
Med saadan munterhed,
At du min vandring ynde maa,
Og jeg din himmel snart kand naae.

✂ 4. Hvor vil jeg glædes da engang,
Naar jeg dig troe er bleven,
At ingen møye, spot og trang
Mig har tilbage dreven,
At jeg dit ord og røst
Har ene fuldt med lyst,
Og frem for alting sat mig for,
At trine kun i dine spor.

✂ 5. Velan, jeg vover det derpaa,
Din tornesti jeg ynder,
Jeg veed, hvad ende det skal faae,
Som mig dit ord forkynder,
At trængsel, spee og spot
Er vey til ærens slot,
O hvad er den fornuftig dog,
Der favner dig, du søde aag!