↩

Nr. 180.

✂ Mel. Nu rinder Solen op.

✂

Sielen.

✂ Lær mig, hvordan jeg skal dig, JEsu, finde,
Hvordan jeg mig ved dig kand overvinde,
Fra, hvad mit eget er, forløst at blive,
Og hvad sig søger selv, at overgive.

✂

JEsus.

✂ 2. Stat i hengivenhed opofret stille,
Og efterlev med fliid min gode ville,
Dig overgiv mig plat i fryd og plage,
At intet dig formaaer fra mig at drage.

✂

Sielen.

✂ 3. Hvor kand jeg arme orm saaledes blive?
Hvor kand jeg mig saa plat dig overgive?

*Nr. 180. FJ1-7. 2, 2: ville] villie J1. *- - - *5, 1: slot] fæstning, tilflugtssted, jfr. nr. 28, 5, 1. - 5, 6: Fil. 4, 4. - 6, 2: roe] enten hvile eller glæde. - 6, 4: antager] modtager, finder mig i. *Nr. 180. Oversættelse. O JEsu lehre mich, wie ich dich finde, forfatter?, Schr. s. 595. - 1, 2: ved dig] ved din hjælp. - 1, 3: forløst] frigjort. - 1, 4: at slippe det, som går ud på at søge sit eget. - 2, 1: hengivenhed] se under nr. 179, 3, 1. - 2, 3: plat] fuldstændig. - 2, 4: at] så at. 130

✂ Som allevegne dog saa meget finder,
Der giør mig i mit løb saa stor en hinder.

✂

JEsus.

✂ 4. Din ville skal du mig til offer bære,
Min ville skal din roe allene være,
Din siel du grundig ned i mig skal senke,
Saa har jeg dig i mig stor kraft at skenke.

✂

Sielen.

✂ 5. Naar jeg saaledes, dig hengiven, lever,
Og over alting, som i luften, svever,
Hvorledes skal jeg det saa siden giøre,
At du dit billed kandst i sielen føre?

✂

JEsus.

✂ 6. Lad hiertets grund af Gud først ret beredes,
Og fra dig selv gak ud, af ham at ledes,
Behold dig intet for i nogen maade,
Som ikke virkes af min kraft og naade.

✂

Sielen.

✂ 7. Hvad skal jeg siden da i mig fornemme,
Naar jeg er hos mig selv som ikke hiemme?
Skal jeg da ikke snart dig i mig finde,
At du med mig dig vil ret nær forbinde?

✂

JEsus.

✂ 8. Naar jeg til saadan stand vil veyen bane,
Da har jeg mestendeels den viis og vane,
Alt hvad jeg givet har, jeg fra dig tager,
Saa staaer du raadvild der i alle sager.

*4, 1: ville] villie J1. 7; skal] skalt F. 4, 2: ville] villie J1. 7. 5, 4: kandst] kan J6-7. 7, 4: vil] vilt F. *- - - *3, 3: som] hører til jeg i l. 2. - 3, 4: mit løb] 1. Kor. 9, 24; Gal. 5, 7; 2. Tim. 4, 7; Hebr. 12, 1. - 4, 2: roe] vel = glæde. - 4, 4: så har jeg i mig en kraft, som jeg kan skænke dig. - 5, 2: over alting, som i luften, svever] der menes at være hævet over alt det jordiske. - 5, 4: i sielen føre] bringe ind i sjælen. - 6, 3: behold dig intet for] forbehold dig intet. - 6, 4: jfr. nr. 177, 2. - 7, 2: fordi jeg er gået ud fra mig selv, 6, 2. - 7, 3: Joh. 17, 23; Gal. 2, 20. - V. 8-12: Til tanken jfr. nr. 84. - 8, 3: alt hvad jeg givet har] den fred og kraft, som Herren har givet sjælen at føle. 131

✂ 9. Da lærer du dig selv først ret at kiende,
Da har din egen trøst og hielp en ende,
Da seer du, hvad du jord og støv udretter,
Naar Gud kun lidt sin hielp til side setter.

✂ 10. Da vil hengivenhed først ret oprinde,
Naar du ey trøst, ey hielp, ey Gud kand finde,
Naar jeg dig al din roe og raad betager,
Mig selv med al min trøst dig slet unddrager.

✂ 11. Naar du den mørkhed har i dig fornommen,
Har slidt dig fra dig selv, og est undkommen,
Har midt i største kamp, blant tusind pile,
Dog i min ville lært din siel at hvile.

✂ 12. Saa kand du mig igien, min rose! finde,
Saa kand du dig ved mig ret overvinde,
At egensindighed i graven segner
Med al den deel man høyt i verden regner.

✂

Sielen.

✂ 13. O JEsu! lær mig, at jeg ret dig favner,
Forkaster verden heel, som jord og avner,
At jeg, om aaben stod Guds himles sæde,
Dog uden dig derind ey vilde træde.

✂

JEsus.

✂ 14. Følg du kun efter mig, min bruud og due,
Saa skal du i mig stor forundring skue,

*11, 1: fornommen] fornummen J4-7. 11, 2: est] er J6-7. 11, 4: ville] villie J1. 7. 14, 2. 4: skal] skalt F. *- - - *9, 3: du jord og støv] 1. Mos. 2, 7: »Gud Herren havde dannet mennesket af støv, af jorden«. - 10, 1: da først vil du nå frem til ret at hengive dig i Guds vilje. - 10, 3: raad] der menes muligheden for selv at finde på råd; betager] fratager. - 10, 4: slet] helt. - V. 11 kan knyttes til det foregående derved, at naar bringer en fortsættelse af de to naar i 10, 2. 3; i så fald må man tænke komma efter v. 10. Eller verset kan forstås som en forsætning begyndende med naar; eftersætningen kommer da med saa i v. 12, og komma bliver at tænke efter v. 11. Originalen taler snarest for den første mulighed. - 11, 1: den mørkhed] den tilstand i et åndeligt mørke, som var skildret i 10, 2-4. - 11, 2: har slidt dig fra dig selv] har revet dig løs fra det, du byggede på hos dig selv. - 12, 1: min rose] udtryk for, hvor dyrebar sjælen er for Jesus, se nr. 81, 1, 1; 225, 4, 4 flg.; udtrykket er Brorsons. - 12, 2: ved mig] ved min kraft. - 12, 3: at] så at. - 14, 1: bruud] Højs. 4, 8 flg.; due] Højs. 2, 14; 5, 2; begge højsangsordene skyldes her Brorson. - 14, 2: i mig stor forundring skue] se noget forunderligt hos mig, orig.: an mir noch wunder sehen. 132

✂ Kast dig kun for min fod, og lad mig raade,
Saa skal du blive fuld af kraft og naade.

✂

Sielen.

✂ 15. Jeg legger mig da ned i haabet stille,
Og venter, hvad der er din gode ville,
Døe vil jeg fra mig selv og alle gaver,
Nok, naar jeg kun min Gud allene haver.