Nr. 227.

✂ Vær lystig i HErren, hans due og dukke,
Med dine brude-klæders pragt,
Din JEsus dig giver, mod jammer og sukke,
Retfærdighedens høye dragt,
Din synd den borttager
Hand med sit blod,
At intet dig nager
Fra haand til fod.
De pletter og rynker, som sielen forskrekker,
Din JEsus med purpur og skarlagen dekker.

✂ 2. O himmelske smykke, din soel er opgangen
Med naadens Straaler over dig,
Og synden, som holdt dig tilforne saa fangen,
Og stod i veyen idelig,
Nu er den forsvunden
Til evig tiid,
Nu har du forvunden
Din vee og striid,

✂ Du lærde, aldeles fornøyet at være,
Da du fik din Frelseres byrde at bære.

✂ 3. Saa glæde sig alting da ude og inde,
At du med GUd forsonet blev,
Priis JEsum med hierte og samlede sinde,
Som alle strikker sønderrev,
Hand har dig til mage
Og dronning valdt,
Som arven skal tage
Med ham i alt.
Trods synden og døden og helvedes rige!
Nu skal du til kronen i himlen opstige.

✂ 4. O riigdom, o herlighed uden al ende,
Som du nu faaer af JEsu haand,
Just det, som var borte, vil JEsus dig sende,
Og skenke ved sit ord og aand,
I troen saa meget
Des meer griib fat,
Det er jo dit eget,
Men giem din skat,
Den er dig jo derfor saa dyre forhvervet,
Og dersom den mistes, er sielen fordervet.