Brorson, Hans Adolph Op! op! min aand, fra hele verdens rige

Nr. 268.

Op! op! min aand, fra hele verdens rige,
Op, siel og hierte, sind og mod,
Alt hvad jeg er og har, slaaer an tillige,
Hver aandedrag og draabe blod,
Ophøyer Adams slægters trøst
Og alle himles himle-lyst,

* * * * * 382

Slaaer an af yderste formue
I kierlighedens lyse lue.

2. Som ørne op fra jordens torne-gierder,
Og ind for lammets purpur-pragt
Gaaer frem med vel anstændige geberder,
Og synger saa med samlet magt,
Gaaer hen blant dem, som staae omkring,
Slaaer haand i haand med fryde-spring,
Udøser hele glædes strømme,
Hans død og pine at berømme.

3. Aarvaagen skal, dit dyre blod til ære,
Min sieles sandser altid staae,
Min følelse dig plat opofret være,
Den vee, du fandt, at føle paa,
Mit øye skal dig altid see,
Mit øre lydigt sig betee,
Min smag din kierlighed skal smage,
Din lugt min lugtelse indtage.

4. Dig søger min forstand, og villen henter,
Hukommelsen bekræfter det,
Mit nemme sig din sødhed dybt indprenter,
Min aand med dig vil være eet,
Hver gang jeg drager aande, da
Er meningen halleluja,

* * * 383

Og alle mine lemmer siunger,
Ret som de vare idel tunger.

5. Mit hierte i din kierlighed skal svømme,
Min siel dig altid favne vil,
Min mund dig vil med tusind tak berømme,
Og aldrig mere lukkes til,
De qvalte sukke i mit bryst
Skal bryde ud til sang og lyst,
Min lof dig altid skal omgive,
Og al min lives tiid fordrive.

6. Men som min tak til dig er alt for ringe,
Saa hielp mig tonen selv paa gang,
At du ved mig dig selv en lof kand bringe,
Som har den rette art og klang,
O lad mig her ey fare vild,
At ofre dig med fremmed ild,
Men hist til evig tiid bevise,
Hvor gierne jeg min Gud vil prise.