Brorson, Hans Adolph Al priis og lof og ære bør

Nr. 269.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.
Eller: Det er forvist paa tiden snart.

Al priis og lof og ære bør
Al godheds Gud og Fader,
Den Gud, som alle under giør,
Den HErre Gud, som lader

* * * * * 384

Os finde trøst i største nød,
Og giør den surest jammer sød.
O! giver vor Gud ære.

2. Ham priser alle engle-koor
I alle himles himle,
Ja alle, som paa denne jord
I luft og havet vrimle,
Som haver alting, lidt og stort,
Saa vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

3. Hvad hand har giort og sat i stand,
Det holder hand ved lige,
Her fattes ey det mindste grand
I alt hans skabnings rige,
At stort og lidet, tungt og let
Er i sin sammenheng saa net.
O! giver vor Gud ære.

4. I nøden skreeg jeg til min Gud,
Ach HErre, merk min klage,
Da drog du mig af nøden ud,
Og endte al min plage,
Dig derfor, dig jeg takke vil,
Men hielper, alle, hielper til,
At give vor Gud ære.

5. Hand aldrig har sit folk forladt
I nogen nød og fare,
Hand vaager trolig dag og nat,
Sin arme hiord at vare,
Hand har dem som ved moders haand
I kierlighedens gange-baand.
O! giver vor Gud ære.

* 385

6. Naar der i verdens største høst
Er ey et straae at vinde
Af nogen redning eller trøst,
Saa lader hand sig finde,
Saa er det paa hans rette tud,
Saa kommer hand saa mild og bliid.
O! giver vor Gud ære.

7. Jeg vil i alt mit lives gang
Din miskundhed kundgiøre,
At man min priis og fryde-sang
Skal allevegne høre,
Mit liv og siel, opmuntre dig,
Og alle kræfter fryde sig,
At give vor Gud ære.

8. I som bekiender HErrens ord,
Op, ham al tak at bære,
I som i naadens skygge boer,
Hans lof skal prægtig være,
Bort alt det verden drister paa,
Hos vor Gud alting er at faae.
O! giver vor Gud ære.

9. Saa kommer for hans ansigt ind
Med lystig mund og tunge,
Med sang og spil i siel og sind
Af hiertens grund at siunge:
Gud ene alting, lidt og stort,
Har vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

* * *