↩

Nr. 183.

✂ Min nok beklemte aand!
Kast bort din trængsels baand,
Og stræb at være stille,
At din forstrødde ville
Gaaer fiendens list forbi,
Du kandst i sorgens vinde
Den sagte lyd ey finde,
Som JEsus hviler i.

✂ 2. Forlad al verdens rund
Og ind i sielens grund
Med alle dine tanker,
At de sig der kun sanker,
Og hold dit hierte tys
I stille længsels miner,
Til JEsus selv fremtriner,
Og giver sielen kys.

*Nr. 183. FJ1-7. 1, 4: ville] villie J1. 7. 1, 6: kandst] kan J6-7. 2, 5: hold] holtF. *- - - *Nr. 183. Oversættelse. Mein gnug-beschwerter sinn, C. F. Richter, Schr. s. 547. Salmen har et præg af mystik. Den besynger sjælens flugt fra verdens uro ind i den stilhed, hvor Jesus er at finde og synden er lukket ude. I Brorsons gengivelse lægger man mærke til enkelte ændringer af indholdsmæssig art. Først den, at han giver udtryk for, at sjælens hvile findes i Jesu vunder, altså i tilegnelsen af forsoningen: At sielen ret kand smile I JEsu vunders hvile (7, 6-7); I JEsu roe og vunder, Som verden ey begrunder, Lad dig kun gandske ind (12, 6-8). I originalen er denne tanke ikke fremme. På det sidstnævnte sted kunne rimhensyn ganske vist være årsagen; men på det førstnævnte kan der næppe være anden grund, end at Brorson har følt trang til at få dette sagt. Dernæst har han udeladt originalens tale om en kærlighedsleg, hvor man spøger med Guds hjerte: Man treibt solch liebes-spiel. So ofte man nur will, Man mag mit GOttes hertzen In sanfter liebe schertzen (9, 1-4); Wie zart ist das gefühl Bey diesem liebes-spiel... In diesem himmels-schertz (10, 1-2. 5). - 1, 1: nok] tilstrækkeligt. - 1, 4: forstrødde] adspredte, orig.: dein zerstreuter wille. - 1, 6: sorgen] vistnok = bekymring, se nr. 81, 4, 5; vinde] storme. - 1, 7: den sagte lyd] 1. Kong. 19, 12-13. - 2, 1: verdens rund] jordens kreds, jfr. nr. 209, 2, 1. - 2, 2: ind] udråb: gå ind; i sielens grund] i sjælens dyb. - 2, 5 tys] tyst, stille. - 2, 6: miner] om ansigtsudtrykket, der afspejler længselen, orig. l. 5-6: Und suche deinen freund Mit sanften liebesblicken. - 2, 8: Højs. 1, 2, udtrykket er her Brorsons. 136

✂ 3. Bort egensindighed,
Som ingen udgang veed,
Bort onde grillers pile,
Som taale ingen hvile
Udi mit arme sind,
Bort alle lysters vinde,
Som sprede mine sinde
I hele verden ind.

✂ 4. Det er det, maa du troe,
Som hindrer dig din roe,
Saa længe sielens kræfter
Ved verdens torne hefter,
Som aldrig hvile gav,
Du faaer i verden ude
Ey mere hvile-pude,
End paa det vilde hav.

✂ 5. Ind i sin siel man maa
Med sielens kræfter gaae,
Sig selv og verden glemme,
Saa ere vi først hiemme,
Thi ellers findes her
Ey saadan stille bolig,
At sielen gandske rolig
Sig skulde finde der.

✂ 6. Saa striid, og overvind
Dit egensindigt sind,

*4, 1: maa] maat FJ1-3. *- - - *3, 1: egensindighed] Der menes det at kræve, at livet skal gå efter ens egne ønsker. - 3, 2: som ingen udgang veed] som ikke ved besked om den gode udgang, som Gud giver af de prøvelser, han tilskikker; jfr. 1. Kor. 10, 13, hvor de ældre oversættelser netop bruger ordet »udgang«. - 3, 3: griller] nykker, selvrådige indfald. - 3, 4: taale] finder sig i, tillader. - 3, 7: mine sinde] mit sind. - 4, 1-2 er en periode for sig; tænk punktum efter l. 2; det første det går på, hvad der er sagt i 3, 6-8 om lysterne, der spreder og verdsliggør sindet. - 5, 6-8: Brorson har sluppet originalens billede: Sonst wird selbst in den wäldern Und auch in stillen feldern Die unruh' wohl vermehrt. - 5, 7: at] så at. - 5, 8: finde] føle. 137

✂ Og holder hun dig bunden,
Saa stræb des meer, i grunden
At trænge ind til Gud,
Men lad dig ikke tvinge,
Før alle lenker springe,
At du kandst slippe ud.

✂ 7. Saa skal du under see,
Saa skal det snarlig skee,
At du foruden hinder
Udi dit hierte finder
Din kampes søde frugt,
At sielen ret kand smile
I JEsu vunders hvile,
Naar hendes tørst er slukt.

✂ 8. Da har man ingen trang,
Da agtes ey engang
De onde flyve-tanker,
Man ligger da for anker
I JEsu naades havn,
Hvad skulde kunde qvæle
De himmel-givne siele,
Som JEsus har i favn?

✂ 9. Da fattes ingen trøst,
Thi sielen idel lyst,
Saa tit hun selv behager,
I JEsu sødhed smager,
Her findes ingen brand
Af bitterhed og vrede,

*6, 8: kandst] kand J6-7. 7, 1: skal] skalt F. 7, 7: vunders] vunder J7. *- - - *6, 3: hun] det egensindige sind. - 6, 4: i grunden] grundigt, for alvor. - 6, 6: tvinge] betvinge, besejre. - 6, 8: at] så at. - 7, 5: kampes] kamps. - 7, 7: JEsu vunders hvile] den hvile, som Jesu vunder (dvs. hans død for vore synder) giver. - 7, 8: Joh. 4, 14; 7, 37. - 8, 1: trang] trængsel. - 8, 2-3: Man lægger ikke så meget mærke til de syndige flyvetanker, at de kan slå rod i sindet, orig.: Da gibt man kein gehör Den rauschenden gedancken. - 8, 4: Jfr. nr. 120, 1, 1 flg. - 8, 6: qvæle] pine. - 8, 7: de himmel-givne siele] de sjæle, der har givet sig til himlen. - 9, 2: lyst] velbehag, glæde. 138

✂ Thi al den deel er rede,
Som kun fornøye kand.

✂ 10. O! hvilken høytids-dag,
O! hvilken liflig smag,
O! hvilken mad at æde,
O! hvilket herre-sæde
Er sielens roe i Gud,
Den rette leve-maade,
Den største siele-baade,
Et dagligt giestebud.

✂ 11. Naar sig en syndig lyst
Vil melde i dit bryst,
Samvittigheden trykker,
Og satan mod dig rykker
Med al sin helved-flok,
Har du kun skiult din ville
I det forønskte stille,
Saa kæmper sielen nok.

✂ 12. Hvor sikker kandst du boe
I saadan stille roe,
Hvor HErrens fred bevarer
Fra alle synde-snarer
Dit indelukte sind,
I JEsu roe og vunder,
Som verden ey begrunder,
Lad dig kun gandske ind.

*10, 1: høytids-dag] Høytiids Dag F. 10, 2: liflig] livlig FJ1-3. 11, 6: ville] villie J2. 12, 1; kandst] kan J6-7. *- - - *9, 7: al den deel] alt det. - 9, 8: fornøye] se under nr. 6, 1, 2. - 10, 3: mad] sjæleføde. - 10, 4: herre-sæde] æresæde, om en ophøjet stilling, jfr. nr. 138, 6, 1. - 10, 7: siele-baade] sjælegavn. - V. 11: L. 1-5 hører til naar og er forsætning; eftersætningen kommer i l. 8 med en foranstillet betingelsessætning i l. 6-7. - 11, 5: helved-flok] de onde engle. - 11, 6-8: Sjælens kamp mod de onde magter består i, at den med sin vilje tyr ind i stilheden hos Gud og skjuler sig der; sker dette, så er der kæmpet nok. Kampen skal med andre ord føres indirekte ved at drage sig ind i et område, der er utilgængeligt for angriberen. - 11, 7: stille] stilhed. - 12, 3-5: genklang af Fil. 4, 7. -12, 5: indelukt] sikret ved at være inde i det uangribelige område. - 12, 7: begrunder] udgrunder, fatter. - 12, 8: lad dig ind] luk dig ind. 139

✂ 13. Hvo før var kold og dovn,
Den hedes som en ovn,
Jo meer man frihed kiender,
Jo mere hiertet brænder
Til JEsum dag fra dag,
Naar de udmatted sinde
Alt meer og mere finde
Hans søde manna-smag.

✂ 14. Saa vil jeg løbe fra
Mig selv og verden da,
Ved JEsum roe erlange,
Og ikke gaae en fange
Af sindets gøgle-spil,
Saa gaaer jeg fri i sinde,
Og lykkelig vil finde
Det maal, jeg sigter til.