Brorson, Hans Adolph Her løber jeg i blinde

Nr. 208.

Mel. Hiertelig mig nu etc.

Sielen.

Her løber jeg i blinde,
Og veed ey selv hvorhen,
Jeg kand ham ikke finde,
Som heder syndres ven,
Jeg kand ham ikke miste,
Jeg kand ham ikke faae,
Saa hiertets baand maa briste,
Og livets kraft forgaae.

* 215

2. Jeg mindes nok de dage,
Der gik med fryd og lyst,
Jeg glemte let min plage
Ved JEsu søde bryst,
Da kunde jeg vel smile
Ad al min trang og nød,
Thi sielen fandt sin hvile
I JEsu favn og skiød.

3. Hvi blev saa snart en enke
Af saadan lystig bruud,
Af brude-baand en lenke,
Af soelskin regn og sluud,
Af frydens sal et fængsel,
Af gylden-dragt en sæk,
Af himlen helved-trængsel,
Forfærdelse og skrek?

4. GUd agter ey min klage,
Men bliver mere vred,
At jeg maa plat forsage
I min elendighed,
Jo mere jeg vil raabe,
Jo større er min nød,
Hvad skal jeg mere haabe?
Min hiertens fryd er død.

5. O! hierte JEsu lille,
Jeg er saa haardt bespendt!
Er naadens søde kilde
Fortørret og forvendt?

* * * 216

Har solen ingen varme?
Har ordet ingen grund?
Vil GUd sig ey forbarme,
At giøre sielen sund?

Jesus.

6. O! Sulamith, min glæde!
Udvalde hiertens bruud!
Hvad volder dig at græde,
Og see saa bange ud?
Kom, hør, og lad dig sige!
Hvem bilder dig dog ind,
At jeg dig kunde svige?
Er da mit ord kun vind?

7. Du taler om de dage,
Da du kun sad og loe
Ad al din nød og plage
I sielens stille roe,
Ja got, men har du ikke
Om andre mine hørt,
At jeg i dødens strikke
Dem ogsaa tit har ført.

8. Til søde himmerige
Er veyen altid trang,
Dog ey for alle lige
Besværlig, tung og lang,
En kand for torne grue,
En anden derimod
Maa giennem ild og lue
Og dødens sorte flod.

* * * 217

9. Man skal dig ikke kalde
En enke og forladt,
Men Zion den udvalde,
Guds egen bruud og skat,
At du det ey kand kiende,
Det giør din svare striid,
Men den skal snart faae ende
Paa sin bestemte tiid.

10. Lad jordens grundvold slippe,
Og verden slet forgaae,
Min naade er en klippe,
Som evig skal bestaae,
Hvi frygter du den skade,
Du aldrig faaer at see?
Jeg kand dig ey forlade,
Det kand umueligt skee.

11. Paa roserne at trine
I verdens jevne gang,
Er det for mig og mine?
Ney, kommer kors og trang,
Saa er det du maa lide
Din arvedeels beviis,
Thi de udvalde stride
Sig ind i paradiis.

12. Jeg JEsus, er din milde
Og trofast siele-ven,
Troe kun, min naades kilde
Skal aldrig tørres hen,

* * * 218

Jeg skal i himmerige
Dig giøre engle-liig,
Vil satan andet sige,
Da er det løgn og sviig.