↩

Nr. 194.

✂ Mel. Hiertelig mig nu længes.

✂ Vort kors giør sure miner,
Naar det os sendes til,
Man veed da tit for piner
Ey hvor man være vil;
Men lærer man at kiende
Hvad korset giør for gavn,
Og seer den sag til ende,
Da tages hun i favn.

✂ 2. Hun fører os ved smerte
Fra verdens daarlighed,
Og slaaer det stolte hierte
I støv og aske ned,
I ydmyghed er hvile
Og meget got at boe,
Saa jager korsets pile
Os ind med magt til roe.

✂ 3. Hun kommer fra GUds hierte,
Og drager os derhen,

* Nr. 194. IJ1-7. *- - - *9, 1: kors] det samme som trængsel. - 9, 5: undfange] modtage. - 9, 7: prange] træde strålende frem. *Nr. 194. Original. - 1, 1: giør] volder, fremkalder. - 1, 7: seer til ende] tænker igennem. - 1, 8: hun] korset. - 2, 2: daarlighed] dårskab. - 2, 4: i støv og aske] udtryk for bod, se under nr. 120, 8, 4. - 2, 7: saa] således. - 3, 2: derhen] til Guds hjerte. 175

✂ Da bliver korsets smerte
Til idel fryd igien;
Hvor mangen aldrig kiendte
Den rette roe i GUd,
Om GUd ham ey lod hente
Ved korsets visse bud?

✂ 4. Hun giver lyst at grunde
Paa ordet dag og nat,
Da kand man ingenlunde
Undvære denne skat;
Naar det saa dybt indtrykkes
Ved korset i vort sind,
Kand tit vor siel undrykkes
Ret som i himlen ind.

✂ 5. Hun trykker os saa længe,
Til vi nødvendig faaer
Fra verden os at trænge
Hen ind i JEsu saar;
Naar sielen der er hiemme
Og i saa tryg en havn,
Da kand hun ret fornemme
Sit korses store gavn.

✂ 6. Hun lærer os at klage
I bønnen dag og nat,
Beklemte sukke tage
GUd ret om hiertet fat,
Da vil vi have naade,
Gaaer ikke før derfra;
Og naar vor troe vil raade,
Maa JEsus sige ja.

✂ 7. Hun puster op i luer
Den lille troens gnist,

*3, 5: hvor mangen aldrig kiendte] hvor mangen er der, som aldrig kom til at kende. - 4, 2: ordet] Guds ord. - 4, 5: det] ordet. - 4, 7: undrykkes] bortrykkes. - 5, 2-3: faaer... at] må. - 6, 3: jfr. nr. 192, 6, 1. - 7, 2: troens gnist] jfr. nr. 192, 6, 5. 176

✂ At man ey mere gruer
For satans magt og list,
Men ved sin trængsel hærdet,
Som staal i ild og vand,
Derefter uforfærdet
Mod alting tage kand.

✂ 8. Hun giør vort hiertes have
Fra verdens klinte reen,
Og holder under ave
De kaade lysters green,
At vi i nær foreening
Med JEsu komme maae,
Og det er just hans mening,
Naar korset os skal slaae.

✂ 9. Ja det er, kort at sige,
Ret aarsag til vor trang,
At hun til himmerige
Skal jage os paa gang;
At vi med mere iver
I JEsu fodspor gaae,
Da lønnen større bliver,
Som vi af naade faae.

✂ 10. Af JEsu torne bryde
De smukke roser ud,
Som skal i himlen pryde
Og krone JEsu bruud;
Vor JEsu kors fortiente
Os denne skat at faae,
Men vil vi kronen vente,
Da skal vi med ham gaae.

*8, 1: vort] vor J1-7. *- - - *7, 3: at] så at. - 8, 5: at] for at. - 8, 8: slaae] ramme. - 9, 1: det] hvad der indføres med at i l. 3. - 9, 2: trang] trængsel. - 9, 4: paa gang] på vej. - 9, 5: at] så at. - 9, 6: 1. Pet. 2, 21. - 10, 1: JEsu torne] tornekronen. - 10, 7-8: Jak. 1, 12; Joh. Åb. 2, 10. 177

✂ 11. Jo meer vi da maae stride,
At komme JEsum nær,
Jo mere vi maae lide,
Fordi vi har ham kier;
Jo mere kors vi taale,
Jo større demant-glands
Og perler skal der straale
Af sielens brude-krands.