↩

Nr. 239.

✂ Mel. I prægtige himle og jorden.

✂ Min brudgom, den liflige, skiønne og søde,
Som hiorden blant lillier pleyer at føde,
Er hemmelig fra mine telte bortgangen,
O! at jeg ham havde tilbørlig undfangen.

*7, 4: ogsaa] og saa J1. 8, 3: ved kors] med kors J1-2, orig.: durchs creutz. * Nr. 239. J1-7. *- - - *V. 7: Blot sjælen altid var indstillet mod Gud! Så ville hans tilgivende nåde stå klart for den, og samvittigheden ville ikke have møje med at finde fred. Eller: Så ville samvittighedens besvær med at finde den rette handlemåde være overflødiggjort, fordi man handlede ud af forbindelsen med Gud. I det ene tilfælde tænkes der på samvittigheden som tilbageskuende, i det andet som fremadskuende. Orig.: So hätt' auch das sorglich quälen Im gewissen gantz ein end'. - 7, 3: at] så at. - 8, 2: din forening] foreningen el. forbindelsen med dig. - 8. 3: ved kors] ved at lægge korset på mig. *Nr. 239. Oversættelse. Mein liebster, mein schönster, mein tröster im leiden, A. Fritsch?, Schr. s. 1043. Dette religiøse hyrdedigt er bygget over tre partier af Højsangen: V. 1-5 over Højs. 5, 2-8: Bruden tøver med at lukke op for brudgommen, da han om natten banker på; da hun endelig gør det, er han borte, og nu leder hun efter ham med smerte. V. 6-7 og slutningen v. 17-18 over Højs. 3, 1-4, der også handler om, at brudgommen er bleven borte, men hvor bruden pludselig finder ham og tager ham med til sin moders hus. V. 8-16 over Højs. 5, 9-16, hvor hun priser hans skønhed for Jerusalems døtre. Digtet lader en ung kvindes forelskelse træde levende frem med dens smerte og med dens jubel over den elskede; men i virkeligheden er det jo en allegori om sjælen, der ved egen skyld mister Jesus og finder ham igen for aldrig at slippe ham. Medens originalen næsten helt holder sig til allegoriens billedtale, har Brorson hist og her ladet den bagved liggende mening udtale sig umiddelbart. Det sker i 3, 4: min JEsus, i de af ham digtede linier 14, 3-4: Jeg skifter vel stedet snart ude snart inde, Men allesteds JEsum jeg hos mig kand finde, og i 17, 1: den evige klippe. - 1, 2: Højs. 2, 16; 6, 2-3. - 1, 4 og 6, 4: undfangen] modtaget. 300

✂ 2. Hand raabte saa kierlig, jeg elskte min dvale,
Nu døer jeg for idel hiert-knusende qvale,
Jeg kurrer og klager, og ængstes saa saare,
Mit hierte det svømmer i blodige taare.

✂ 3. Hvor skal jeg ham søge, hvor skal jeg ham finde,
Hvor skal jeg henvende de ængstede sinde?
Et anskrig paa gader og stræder jeg giorte,
Ach kummer og jammer, min JEsus er borte!

✂ 4. Jeg vægterne sagde den trængsel, jeg finder,
Til giensvar de gave mig blodige kinder,
Jeg tænkte, de skulde mig lindre min plage,
Da torde de ogsaa mit smykke borttage.

✂ 5. Jerusalems døttre, forbarmer dog eder,
Ach kommer, og hielper, og søger og leder,
Og naar I ham finde, og naar I ham møde,
Da siger: jeg sørger mig for ham til døde.

✂ 6. Saa løb jeg, saa skreeg jeg: hvor est du min fromme!
Da saae jeg, min lifligste mod mig at komme,
Jeg var kun et øyeblik fra dem hengangen,
Da blev jeg af hannem saa naadig undfangen.

✂ 7. O sødere time end sukker i munden,
Da jeg nu igien har min kiereste funden!
Jeg har ham, jeg seer ham i kierligheds brynde,
Og veed ey, hvad jeg skal for glæde begynde.

✂ 8. Hvor skulde mit hierte ey fryde-fuld møde,
Hans tale er honning, kand alting forsøde,
Hand hopper, hand springer paa bierge og høye,
Jeg speyler mig i hans forelskede øye.

*5, 1: forbarmer] forbarme J6-7. 5, 3: finde] finder J2-3. 6, 1: est] er J6-7. *- - - *2 1: dvale] søvn. - 2, 3: kurrer] bruden kaldes i Højsangen due, Højs. 2, 14; 5, 2. - 2, 4: taare] flertal af taar. - 3, 2: sinde] sind. - 4, 1: finder] føler. - 4, 4: mit smykke] sløret (således i ældre oversættelser til Højs. 5, 7), orig.: so dürften die räuber den schleyer auch plündern. - 7, 3: brynde] brand, varme. - 7, 4: begynde] foretage mig, finde på. - 8, 3: Højs. 2, 8: »Han kommer, springende over bjergene, hoppende over højene«. 301

✂ 9. Jerusalems døttre! ach siger og skiønner!
Er hand ikke liflig blant menniskens sønner?
Hvor kunde jeg andet end eder besvære?
Hvor kunde jeg saadan en brudgom undvære?

✂ 10. Betragter, om I dog hos andre vel finder,
Saa deylige rosen-bemalede kinder,
Kand nogen saaledes som denne behage?
Ey jorden, ey himlen jeg for ham vil tage.

✂ 11. Har I vel af nogen saa deylig hørt sige?
I ansigtet skinner et gyldene rige,
Hans krusede lokke saa sorte som ravnen,
For andre saa smukke, som hvede for avnen.

✂ 12. Hans øynes i kierlighed tindrende lue
Er ligesom stierner om natten at skue,
Hans kinder som urtebed liflig bemænget,
Hans læbe som rosen med myrrha besprenget.

✂ 13. Hans hænder beqvemme til store bedrifter
Som skiønne turkoser i gyldene stifter,
Hans lemmer den artigste danlighed zirer
Som elfenbeen smykket med klare saphirer.

✂ 14. Hans fødder staae faste og fra mig ey flytter,
Som piller af marmor paa gyldene stytter,
Jeg skifter vel stedet snart ude snart inde,
Men allesteds JEsum jeg hos mig kand finde.

*9, 2: menniskens] menneskens J1-3. 7. 10, 4: ey jorden, ey himlen] ey jorden og himlen J1-2. 12, 4: læbe] læber J7. 14, 1: staae] staaer J1-3. 14, 2: stytter] støtter J4-7. *- - - *10, 2: Udtrykket er Brorsons. - 10, 4: for ham vil tage] modtage i steden for ham. - 11, 2: i ansigtet skinner et gyldene rige] Meningen kan muligvis være: Det lyser ud af hans ansigt, at han er konge i et gyldent rige. Hermed kan der være tænkt på skildringen af det ny Jerusalem som den gyldne by, Joh. Åb. 21, 18. 21. Tanken er Brorsons; fra originalen har han kun forestillingen om guld; det hedder (l. 2-3): Dem haupte musz selbsten das feinste gold weichen, Des Salomons schätze in Ophir gegraben. gyldene] ældre form for gylden. - 11, 4: for] frem for. - 12, 3: bemænget] broget (egl. blandet). - 12, 4: besprenget] bestænket. - 13, 1: beqvemme] skikkede. - 13, 2: stifter] en art smykke. - 13, 3: artigste] nydeligste; danlighed] beskaffenhed, form. - 14, 2: stytter] her brugt om fodstykker. 302

✂ 15. Hans aasyn er yndigt for sielenes øye,
Som cederen pranger paa libanons høye,
Naar sielen ham kysser, hans gane den lugter
Af paradiis roser og himmelske frugter.

✂ 16. Ja saadan een har jeg for alle udkaaret,
Og saadan een var det, jeg havde forloret,
Ja saadan een er det, jeg elsker for andre,
I hvor jeg i verden skal være og vandre.

✂ 17. Ham vil jeg, ham har jeg, den evige klippe,
Ham vil jeg ey lade, hand kand mig ey slippe,
I moders gemakker jeg vil ham indføre,
Der vil hand mig favne og frydefuld giøre.

✂ 18. Saa lad nu din sødhed mig aldrig undrykkes,
Men dybt i mit hierte som seglet indtrykkes,
At intet min kierlighed dæmper og dølger,
Men lammet, i hvor det gaaer, elsker og følger.