Brorson, Hans Adolph Ach! hvorledes skal jeg skue

Nr. 277.

Mel. Som en hiort med tørst.

Ach! hvorledes skal jeg skue
Alles liv at være død?
Livets søde himmel-drue
At behøve jordens skiød?
Guds og alle englers lyst,
Alle arme syndres trøst,
Udi graven at nedsettes?
Aldrig det af mig forgiettes.

2. Jeg vil og i flokken træde
I din lige-skare ind,

* * * 407

Og i sørge-dragt mig klæde,
Sørge udi siel og sind;
Daane udaf hierte-vee;
Græde, skiønt enhver vil lee;
Sette mig hos havens side,
Til jeg faaer din grav at vide.

3. Saa vil jeg beskue nøye,
Hvor man dig vil legge ned,
Siden gaae for hver mands øye
Til dig i dit hvile-sted;
Og besee det hierte-lag,
Som har dreven denne sag
For mig, at hans eget hierte
Brast i dødens vee og smerte.

4. Denne sag den burde tegnes
Ind i hiertets dybe rod,
Og af alle bør at regnes,
Som vi nu hos graven stod,
Og besaae hans jorde-færd,
Alle tage sig det nær,
Hvorfor skal den mørke hule
Dog saa kier en Frelser skiule?

5. Jeg og du er aarsag bleven,
At Guds eget hierte-blad
Blev ham som af brystet reven,
Til at gaae i dødens bad;
For vor synd og skidenhed,
Og for Gud hand var saa vred,
Derfor kom hand ned at lide,
For vor salighed at stride.

6. Denne sag er uden lige,
For fornuften alt for stor,

* * * 408

Hvordan Gud af himmerige
Vilde gaae i dette mord.
Kierlighed var demant-haard,
Agtet intet blodigt saar,
Ingen marter, ingen smerte
Kunde skrekke hendes hierte.

7. Seer den milde siele-hyrde
Brænde udaf kierlighed;
Hand sig lader gierne myrde,
Og i graven legge ned.
Kand hand kun vor frelse faae,
Ja, saa vil hand gierne gaae
Giennem helveds vee og svie,
Og dog blive ved at tie.

8. Døden selv ham ey fortryder;
O! hvad har hand verden kier;
Kierlighed hans hierte bryder,
Det er nok forundring værd:
O! hvor blev hand spendt og strakt!
Og paa pinebænken lagt,
Hvor det dyre blod har runden,
Førend hand fik overvunden.

9. O! hvor høyt man skulde agte
JEsu marter, død og blod,
Hvor veemodelig betragte
Den med graad, med bøn og bod;
Men der findes dog saa faa,
Som vil i hans fodspor gaae;
Faa vil følge JEsu lære,
Og dog sande christne være.

10. Hører! lader eder raade!
Under saligheds forliis;

* * * 409

Regner ikke JEsu naade
Mere for saa liden priis:
Slipper verdens skidne lyst;
Følger JEsu søde røst;
Beder, hand sig vil forbarme;
Favner ham i troens arme.

11. O! hvor sød og rosen-yndig
Er vor JEsu dyre død,
O! hvor liflig, kraftig, fyndig,
Naar man er i siele-nød;
Og da fuld forløsning faaer
Ved vor JEsu blod og saar,
Det er ret et himmerige,
Som har aldrig havt sin lige.

12. Gid mit hierte var en kilde
Fuld af længsel, suk og graad,
At jeg kunde aarle, silde
Have troens øye vaad;
Og i hvor jeg gaaer og staaer,
Holde mig til dine saar,
Til min korte tiid er omme,
Og jeg siden hiem kand komme.

13. Saa er graven al min glæde,
Hvor jeg ret skal hvile mig:
Saa vil jeg ey mere græde,
For at man begraver dig;
Thi du blevst dog ikke død,
Men kun dødens porte brød,
Og opslugte hendes mørke
Ved din guddoms kraft og styrke.

Th. H.

* * *