Nr. 277.
✂ Mel. Som en hiort med tørst.
✂
Ach! hvorledes skal jeg skue
Alles liv at være død?
Livets søde himmel-drue
At behøve jordens skiød?
Guds og alle englers lyst,
Alle arme syndres trøst,
Udi graven at nedsettes?
Aldrig det af mig forgiettes.
✂
2. Jeg vil og i flokken træde
I din lige-skare ind,
✂
Og i sørge-dragt mig klæde,
Sørge udi siel og sind;
Daane udaf hierte-vee;
Græde, skiønt enhver vil lee;
Sette mig hos havens side,
Til jeg faaer din grav at vide.
✂
3. Saa vil jeg beskue nøye,
Hvor man dig vil legge ned,
Siden gaae for hver mands øye
Til dig i dit hvile-sted;
Og besee det hierte-lag,
Som har dreven denne sag
For mig, at hans eget hierte
Brast i dødens vee og smerte.
✂
4. Denne sag den burde tegnes
Ind i hiertets dybe rod,
Og af alle bør at regnes,
Som vi nu hos graven stod,
Og besaae hans jorde-færd,
Alle tage sig det nær,
Hvorfor skal den mørke hule
Dog saa kier en Frelser skiule?
✂
5. Jeg og du er aarsag bleven,
At Guds eget hierte-blad
Blev ham som af brystet reven,
Til at gaae i dødens bad;
For vor synd og skidenhed,
Og for Gud hand var saa vred,
Derfor kom hand ned at lide,
For vor salighed at stride.
✂
6. Denne sag er uden lige,
For fornuften alt for stor,
✂
Hvordan Gud af himmerige
Vilde gaae i dette mord.
Kierlighed var demant-haard,
Agtet intet blodigt saar,
Ingen marter, ingen smerte
Kunde skrekke hendes hierte.
✂
7. Seer den milde siele-hyrde
Brænde udaf kierlighed;
Hand sig lader gierne myrde,
Og i graven legge ned.
Kand hand kun vor frelse faae,
Ja, saa vil hand gierne gaae
Giennem helveds vee og svie,
Og dog blive ved at tie.
✂
8. Døden selv ham ey fortryder;
O! hvad har hand verden kier;
Kierlighed hans hierte bryder,
Det er nok forundring værd:
O! hvor blev hand spendt og strakt!
Og paa pinebænken lagt,
Hvor det dyre blod har runden,
Førend hand fik overvunden.
✂
9. O! hvor høyt man skulde agte
JEsu marter, død og blod,
Hvor veemodelig betragte
Den med graad, med bøn og bod;
Men der findes dog saa faa,
Som vil i hans fodspor gaae;
Faa vil følge JEsu lære,
Og dog sande christne være.
✂
10. Hører! lader eder raade!
Under saligheds forliis;
✂
Regner ikke JEsu naade
Mere for saa liden priis:
Slipper verdens skidne lyst;
Følger JEsu søde røst;
Beder, hand sig vil forbarme;
Favner ham i troens arme.
✂
11. O! hvor sød og rosen-yndig
Er vor JEsu dyre død,
O! hvor liflig, kraftig, fyndig,
Naar man er i siele-nød;
Og da fuld forløsning faaer
Ved vor JEsu blod og saar,
Det er ret et himmerige,
Som har aldrig havt sin lige.
✂
12. Gid mit hierte var en kilde
Fuld af længsel, suk og graad,
At jeg kunde aarle, silde
Have troens øye vaad;
Og i hvor jeg gaaer og staaer,
Holde mig til dine saar,
Til min korte tiid er omme,
Og jeg siden hiem kand komme.
✂
13. Saa er graven al min glæde,
Hvor jeg ret skal hvile mig:
Saa vil jeg ey mere græde,
For at man begraver dig;
Thi du blevst dog ikke død,
Men kun dødens porte brød,
Og opslugte hendes mørke
Ved din guddoms kraft og styrke.
✂ Th. H.
* * *