↩

Nr. 245.

✂ Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes! udvortes har solen dem brændt,
De frugter, som JEsus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,

* * * * * 317

✂ Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i sielen befunden,
At være som lyset i mørke oprunden.

✂ 2. Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med JEsu i armene liflig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, naar tiden sig ender,
At kysse vor JEsum med palmer i hænder.

✂ 3. De ere vel ellers af Adam, som andre,
Og bære den jordiskes billede med,
De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortred,
I jordiske skikke,
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.

✂ 4. Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som HErren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i Over-Jerusalems skiød,
Guds engler sig glæde
Blant dennem at træde,

* * * * 318

✂ I samqvem at synge: halleluja! amen.
Hvor deylig maa dette dog klinge tilsammen.

✂ 5. De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaae,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting dog har og formaae,
De komme i skade,
Og blive dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staae dog indvortes i deyligste grøde.

✂ 6. Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok,
Da skal de som jordens høy-prægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere,
Og evig florere,
I allerlivsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde som aadsel vil stinke.

✂ 7. O! springer I dale og bierge tillige,
Mod solen, af himlen velsignede jord,

* * * 319

✂ Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer,
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger,
Hvorefter med dennem du sukker og figer.

✂ 8. O JEsu! vort lives livsaligste eye,
Den inderste verdens forborgene flor,
Hielp, at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i Faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.

* * *

Brorson, Hans Adolph Hvad ere de christne dog glimrende smukke

Nr. 245.