↩

Nr. 220.

✂ Mel. Nu rinder solen op etc.

✂ Staa fast, min siel! staa fast
I HErrens krige,
Tænk hvilken skam og last
Sin GUd at svige,
Tænk hvilken skamfuld ting,
Først GUd at kiende,
Og siden sig omkring :,:
Til verden vende.

✂ 2. At trekke ud sit sverd
Med modig mine,
Og under øyne nær
Sin fiende trine,
Er vel begyndt, og maa
Saaledes være,
Forsagt til kamp at gaae :,:
Er ingen ære.

✂ 3. Begyndt er ikke endt,
Det maa du vide,
Som har din JEsum kiendt,
Bliv ved at stride,
Alt, hvad dit hierte vil
Fra himlen vende,

*11, 10: Christi kraft] Christi kors J7. *Nr. 220. IJ1-7. 1, 2: krige] Rige I. *- - - *Nr. 220. Original. Salmens emne er bestandighed dvs. udholdenhed, 5, 7. Det møder os både i begyndelses- og slutningsverset med staa fast. Under billeder fra krigen gennemspilles dette tema i en række variationer: 1) Dristig begyndt er ikke nok; kampen må kæmpes til ende, v. 2-3. 2) Heltemod i striden slår ikke til; bestandighed afgør sagen, v. 4-5. 3) De største ofre betyder intet uden troskab til døden, v. 6. 4) Alle et kristenlivs kampe er kun til latter for Satan, hvis man ender med at vende tilbage til verdens lyst, v. 7-8. Efter disse variationer kalder v. 9-12 på de bevæggrunde, som kan underbygge bestandigheden. - 1, 5: skamfuld] beskæmmende. 249

✂ Skal overvindes til :,:
Din sidste ende.

✂ 4. At lade sverdet om
I marken blinke,
Behiertet ligesom
Ad døden vinke;
Med staale-hærdet sind
I bryst og bringe
At gaae som lyn-ild ind :,:
Paa spyd og klinge.

✂ 5. At staae med magt imod
Paa alle sider,
Den sag er ret og god
For den, der strider,
Men der vil mere til,
Sin krands at finde,
Bestandigheden vil :,:
Allene vinde.

✂ 6. Hvad hielper mange saar
Og blodig skramme,
Naar man dog siden staaer
Til spot og skamme,
Vær tro til døden, saa,
Og ellers ikke,
Kand kronen smukt sig paa :,:
Dit hoved skikke.

✂ 7. Betænk! hvor haardt det stod,
Før du fikst naade
Og synden under fod,
Som vilde raade,

*7, 1: haardt] hart IJ2-3. 7, 2: fikst] fik J6-7. 7, 3: synden] Synder I. *- - - *V. 4-5: Rækken af infinitiver i v. 4 fortsættes i 5, 1 for i 5, 3 at samles i den sag; tænk komma efter v. 4. - 6, 5-8: Joh. Åb. 2, 10. - 7, 2: før du nåede til troen på Guds nåde. 250

✂ Hvor du mod verdens lyst
Din tro har øvet,
Og mangen mægtig dyst :,:
Med satan prøvet.

✂ 8. Alt dette leer hand ad,
Den gamle drage,
Om du til lystens mad
Igien vil tage,
O Gud hvad lader dog
Det alt for ilde,
At vinde himlen, og :,:
Den selv at spilde.

✂ 9. See op! og tænk engang
Paa livets krone,
Paa din bestemte rang
For lammets throne,
Gak ey til kampen meer
Med mange griller,
See! hvor din krone leer :,:
Og mod dig spiller.

✂ 10. Hvor funkler den saa stærk
Med demant-stene!
Fat mod til HErrens verk
I marv og bene,
I sandhed, hvad du her
Skal gaae og taale,
Af hende ey er værd :,:
Den mindste straale.

*9, 2: livets] Livsens I. *- - - *8, 2: Joh. Åb. 12, 9. - 8, 5-6: lader ilde] ser ilde ud. - 9, 2: Jak. 1, 12; Joh. Åb. 2, 10. - 9, 3: din bestemte rang] den for dig bestemte rang. - 9, 4; Joh. Åb. 7, 9; 22, 3. - 9, 6: griller] betænkeligheder. - 10, 5-8: Hvad du her i livet skal tåle, er ikke for noget at regne mod (ey værd) den mindste stråle fra kronen (af hende), jfr. Rom. 8, 18: »Den nærværende tids lidelser er ikke den herlighed værd (dvs. ikke at regne mod den herlighed), som skal åbenbares på os«. 251

✂ 11. Ja tænk, min kiere siel,
Paa vores hoved,
Og hvad Immanuel
For os har voved,
For os han flyde lod
Sit blod tilhaabe,
Sit blod, GUds dyre blod :,:
Til sidste draabe.

✂ 12. Naar JEsu kierlighed
Kun ret betragtes,
Naar verden er os leed,
Og intet agtes,
Naar himlen er os kier
Og sød og yndig,
Da bliver HErrens hær :,:
I striden myndig.

✂ 13. GUd være lof og priis,
Ja hand allene,
Som lod os paradiis
Med blod fortiene,
GUds blodig kamp og striid
Til æreminde
Vi vil vor korte tiid :,:
Staae fast og vinde.