Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie, 3.-7. del, samt 2 tillæg. - 1953

b

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

UDGIVET AF
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

UNDER TILSYN AF
PAUL DIDERICHSEN OG EJNAR THOMSEN

KØBENHAVN

I

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

VED
L. J. KOCH 📖 2. BIND
TROENS RARE KLENODIE
3.-7. DEL
SAMT 2 TILLÆG
O. LOHSES FORLAG, EFTF. 1953

II

MISSIONSTRYKKERIET, KBHVN.
V/ O. SIEBUHR

III
IV

H. A. BRORSON

ET HIDTIL UKENDT BILLEDE

Billedet er en lille miniature, indfattet i en guldmedaillon, her gengivet i dobbelt størrelse. Det ejedes af grosserer Ernst Emil Carstensen (død 1952 i en alder af 82 år), som tilhørte den Brorsonske slægtkreds. Han stammede nemlig fra H. A. Brorsons ældste broder, Nicolai Brorson; dennes sønnedatter Magdalene Christine var gift med landvæsenskommissær P. S. Hjardemaal, deres datter Mette Maria med sognepræst i Raarup, J. P. Carstensen, som var Ernst Emil Carstensens farfader. Grosserer Carstensen udtalte, at miniaturen havde været i hans families eje, så længe han kunne huske, og at den forestillede salmedigteren Brorson. Efter hans død tilhører den fru Ida Brorson, enke efter læge Svend Louis Brorson. Billedet viser lighed med de to kendte billeder af H. A. Brorson (se foran i 1. bind), særlig tydeligt med J. Hörners maleri på Frederiksborg. Derimod ligner det ikke Nicolai Brorson, så den mulighed, at det var et billede af ham, der af familien var blevet antaget at forestille salmedigteren, må betragtes som udelukket.

Museumsdirektør Jørgen Paulsen har velvilligt bistået ved billedets identificering.

V

Det foreliggende andet bind af Hans Adolph Brorsons samlede skrifter indeholder de resterende dele af Troens rare Klenodie med tillæg. Den i første bind omtalte sproglige karakteristik, som vil blive udarbejdet af professor, dr. phil. Paul Diderichsen, har man vedtaget at udskyde til tredie bind, dels af pladshensyn, dels fordi man har ment det naturligt at lade en sådan sproglig behandling omfatte Brorsons samlede produktion på modersmålet.

Det danske sprog- og litteraturselskab.

VI

Forfatterne

til Brorsons oversatte salmer i nærværende bind.

Anna Sophia, landgrevinde af Hessen-Darmstadt (1638-83): Nr. 178.

Arnold, Gottfried, kirkehistoriker, præst (1666-1714): Nr. 191, 196 (?), 238 (?).

Beck, Johann Joseph, retslærd (ca. 1650): Nr. 167.

Bernstein, Christian Andreas, præst (1672-99): Nr. 188.

v. Bonin, Ulrich Bogislaus, officer, embedsmand (1682-1752): Nr. 169, 223.

Böhmer, Maria Magdalena, ugift søster til J. H. Böhmer, se 1. bind, s. XXIII (død 1743 el. 44): Nr. 170.

Crasselius, Bartholomæus, præst (1677-1724): Nr. 135.

Elmenhorst, Heinrich, præst (1632-1704): Nr. 175.

Falkner, Justus, præst (1672-1723): Nr. 205.

Francisci (Finx), Erasmus, skribent (1627-94): Nr. 253.

Franck, Johann, borgmester (1618-77): Nr. 148.

Francke, August Hermann, professor (1663-1727): Nr. 155 (?).

Freylinghausen, Johann Anastasius, præst (1670-1739): Nr. 163.

Fritsch, Ahasverus, kansler (1629-1701): Nr. 237, 239 (?), 247 (?), 254 (?).

Gedicke, Lampertus, præst (1683-1735): Nr. 265.

Gensch v. Breitenau, Christoph, kansler (1638-1732): Nr. 179.

Gerhardt, Paul, præst (1607-76): Nr. 141, 151, 173, 199.

v. Gersdorf, Henrietta Catharina, gehejmrådinde (1648-1726): Nr. 136, 153.

Gotter, Ludwig Andreas, hofråd (1661-1735): Nr. 134, 215.

Heermann, Johann, præst (1585-1647): Nr. 160 (v. 4), 249.

Herrnschmidt, Johann Daniel, professor (1675-1723): Nr. 195, 241.

Hinckelmann, Abraham, præst (1652-95): Nr. 182.

Koitsch, Christian Jacob, rektor (1671-1735): Nr. 157, 217.

VII

Kongell, Michael, borgmester (1646-1710): Nr. 198.

Lackmann, Peter, præst (1659-1713): Nr. 233, 234 (?), 244.

Lange, Johann Christian, generalsuperintendent (1669-1756): Nr. 171.

Laurenti, Laurentius (Lorenzen, Lorenz), kantor (1660-1722): Nr. 137, 252.

Ludämilia Elisabeth, grevinde af Schwarzburg-Rudolstadt (1640-72): Nr. 176.

Mauritii, Anna Maria (ca. 1700): Nr. 206.

Menzer, Johann, præst (1658-1734): Nr. 267.

Neander, Joachim, præst (1650-80): Nr. 138.

Neusz, Heinrich Georg, superintendent (1654-1716): Nr. 224.

Olearius, Johann, generalsuperintendent (1611-84): Nr. 140.

Petersen, Johann Wilhelm, præst (1649-1727): Nr. 133, 216.

Philippi, Ernst Christian, hofprædikant (1668-1736): Nr. 139.

Prætorius, Benjamin, præst (1636-74): Nr. 174.

Rambach, Johann Jacob, professor og superintendent (1693-1735): Nr. 221 (?).

Reusner, Christoph, udgiver af en salmebog for den tyske kirke i Stockholm (Gottselige Haus- und Kirchen Andacht, nyt oplag 1683): Nr. 209 (?).

Richter, Christian Friedrich, læge (1676-1711): Nr. 166, 183, 201, 202, 211, 212, 226, 243, 245.

Rist, Johann, præst (1607-67): Nr. 143, 210, 255.

Rothe, Johann Andreas, præst (1688-1758): Nr. 203.

Ruben, Johann Christoph, amtmand (f. ca. 1665, d. efter 1748): Nr. 228.

Schade, Johann Caspar, præst (1666-98): Nr. 161 (v. 5-6?), 184, 232 (?).

Scheffler, Johann (Angelus Silesius), læge, katolsk præst (1624-77): Nr. 161 (v. 1-4), 162 (v. 1-3, 6-8), 177, 248, 268.

Schmidt, Johann Eusebius, præst (1670-1745): Nr. 207, 227, 235.

Schmolcke, Benjamin, præst (1672-1734): Nr. 181.

Schrader, Johann Hermann, provst (1684-1737): Nr. 152, 197.

Schröder, Johann Heinrich, præst (1666-99): Nr. 168.

VIII

Schütz, Johann Jacob, retskonsulent (1640-90): Nr. 250 (?), 269.

Sinold, genannt v. Schütz, Philipp Balthasar (Amadeus Creutzberg), gehejmråd (1657-1742): Nr. 281.

Tietze, Christoph, præst (1641-1703): Nr. 154.

Ulrika Eleonora, dansk prinsesse, svensk dronning (1656-93): Nr. 209 (?).

Weiszmann, Christian Eberhard, professor (1677-1747): Nr. 232 (?), 234 (?).

Werenberg, Heinrich Jonathan, superintendent (1651-1713): Nr. 142.

Wolf, Johann Gabriel, juridisk professor (1684-1751): Nr. 264.

Ziegler, Johann Conrad, teologisk kandidat (1692-1731): Nr. 160 (÷ v. 4).

v. Zinzendorf, Nicolaus Ludwig, greve (1700-1760): Nr. 204.

Ämilia Juliana, grevinde af Schwarzburg-Rudolstadt (1637-1706: Nr. 159.

Ukendte forfattere: Nr. 158, 161 (v. 7-12), 162 (v. 4-5), 172, 180, 190, 200, 222, 225, 231, 236, 242, 246, 251, 272, 273.

*
1

DEN TREDIE DEEL.
TROENS MIDLER.

1. Om GUds Ord, Loven og Evangelio.

Nr. 129.

Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

Loven er et helligt bud,
Viser os vor GUd allene
Frem for alle ting at tiene,
Og at ære, som en GUd;
Intet uden ham at ynde,
Ham at elske nat og dag,
Intet uden ham begynde,
Det er lovens hoved-sag.

2. Det er og vor skyldighed,
Har vi dog af hannem livet,
GUd allene hver har givet,
Hvad hand har, og kand og veed.
Kunde vi dog intet finde
Ham til vederlag igien,
Bør dog alle vore sinde
Vendes til hans ære hen.

3. Deraf og nødvendig maa
Følge, som udi en kiede,

* * * 2

At vi skal vor næste glæde,
Og til haande gierne gaae,
Hvad man nu sin GUd vil yde,
Som det ikke har behov,
Dette skal vor næste nyde
Efter kierlighedens lov.

4. Dette bud om kierlighed
Stod i Adams hierte skrevet,
Blev ved synden sønderrevet,
Da hand faldt i døden ned,
Lyst at vilde, kraft at kunde
Holde lovens varetægt,
Sank ved Adams fald til grunde
For den hele Adams slægt.

5. Da nu hele verden laae
Under HErrens dom og vrede,
Straffen den var ogsaa rede,
Som der skulde følge paa,
Da begyndte GUd at tale
Om sin egen kiere søn,
Som hans vrede skulde svale
For det gandske Adams kiøn.

6. Det var nu et andet ord,
Verdens jammer at fordrive,
Og at faae igien til live
Alle folk paa denne jord,

* 3

Lovens svare band og torden
Skulde JEsum eene slaae,
Og det arme folk paa jorden
Skulde evig glæde faae.

7. Det er ogsaa evig vist,
Hvo sig vil til JEsum vende,
Hans forbandelse har ende,
Hand skal evig glædes hist,
Men vil nogen ikke lyde
Livets evangelium,
Evig skal hand det fortryde,
Det er ordets hoved-sum.

8. Tænk mig nu engang, hvordan
Staaer det til i verdens rige,
Synden skulde man undvige,
Der vil verden ikke an,
Det er sagen, det er knuden,
Syndens lyst man have vil,
Mener dog man des foruden
Nok kand høre JEsum til.

9. Slige staae endnu udi
Deres synders skam og blusel,
Under vredens haarde trusel
Og det mørke slaverie.
Loven skielder dem og truer
Med GUds vredes svare band
Og forfærdelige luer
I en evig pines stand.

* * * 4

10. Intet gielder, at man her
Sig paa JEsu død beraaber,
Og en evig frelse haaber,
Naar man synden dog har kier,
Her maa skee en ret forening
Mellem GUd og os igien,
Det er ordets rette mening,
Der vil det os have hen.

11. Har vi ham, som har betalt,
Har vi ham, som fyldest giorte,
Da er lovens trusel borte,
JEsus har det klaret alt,
Ja hand selv os kræfter giver
Til at følge lovens bud,
GUd den Hellig Aand os driver,
At vor gierning skeer i GUd.

12. Da er loven os et speyl,
Som vi kand for øyne sette,
Altid meer og meer at rette
Vore mange synde-feyl,
Da er loven intet andet
End en hellig himmelstie,
Ja med hiertens fryd beblandet,
Naar man gaaer kuns ret deri.

13. Søde JEsu, lad da ey
Satan mine øyne blinde,
Lær mig ved dit ord at finde
Himmeriges rette vey,
Dig, kun dig af alle kræfter
Ret at søge, ret at faae,

* 5

Dig at følge trolig efter,
Ind med dig i himlen gaae.

Nr. 130.

Mel. Paa GUd allene.

Jeg er den eene
Alvise stærke GUd,
Mig skal du tiene,
Og frygte mine bud,
Dermed bemandet,
Foragt al verdens vind,
Elsk mig, ey andet,
Af gandske siel og sind,
Tro mig, om vandet
End gik i sielen ind.

2. Du skal ey tage
Mit navn forfængeligt,
Straf skal hand smage,
Som understaaer sig sligt,
Ey bande, svære,
Og skuffe ved mit navn,
Ney du skal bære
Det i dit hiertes favn,
Thi det skal være
I al din nød din havn.

* * * 6

3. Tag hvile-dagen
Særdeles vel i agt,
At drive sagen
Af gandske fliid og magt,
GUds ord at høre,
Og faae i hiertet fat,
Derefter giøre
Alvorlig dag og nat,
Og andre føre
Til denne himmel-skat.

4. Viis mod din fader
Og moder lydighed,
Alt got jeg lader
Da paa dig flyde ned,
Giv dennem ære,
Som du skal tiene her,
Meest dem, som bære
Og bruge magtens sverd,
Lyd dem, som lære
Dig himlens vandrings-færd.

5. Slaa ey din næste,
Langt mindre slaa ihiel,
Men søg hans beste
Og gavn til liv og siel,
Bort klammers hede
Og bittre miners mord,
Bort had og vrede
Af hele verdens jord,
I satans rede
Min naade aldrig boer.

* 7

6. Du skal og ikke
Bedrive horerie,
Den satans strikke
Ved naaden gak forbi,
Fly den, der agter
At gaae i lyster blind,
Vær reen i fagter,
I ord og alt dit sind,
Som den, der tragter,
At gaae i himlen ind.

7. Du skal ey tage,
Hvad andre hører til,
Ved list og plage,
Paa ting, i kiøb og spil,
Flye ladheds sæde,
Og æd dit eget brød,
Tag det med glæde
Som af min haand og skiød,
Jeg vil dig klæde
Og føde til din død.

8. Lad dig ey finde
Paa falskheds vrange sti,
Lad retten vinde,
Staa de fortrykte bi,
Set ey din næste
En klak og lyde paa,
Tal til hans beste,
Som kand med sandhed staae,
Jeg vil befæste
Din gang og med dig gaae.

* 8

9. Du skal ey vilde
Din næstes eye faae,
Stop utugts kilde
I hiertets dybe vraae,
Lad dig fortryde
Den mindste stoltheds vind,
Lær strax at bryde
Al vellyst i dit sind,
Saa skal der flyde
En himmel-lyst derind.

10. Merk ydermere,
Din næstes hustrue skalt
Du ey begiere
Og hvad hand eyer alt,
Mit billeds ære,
Fuldkommenhedens pragt,
Mig liig at være
I hellighedens dragt,
Det skal du bære,
Og tænk hvem det har sagt.

11. O JEsu lilde!
Du kiender min natur,
At hiertets kilde
Er skiden, beesk og suur,
Hvor jeg ey kunde
Det mindste selv formaae,
Men slet til grunde
I døden skulde gaae,
Om ingenlunde
Var anden hielp at faae.

* 9

12. Men skaden heles
I dine vunders blod:
Du har aldeles
Giort for os pligt og bod,
Til dig at rende
Giør al min byrde let,
Dig ind at spende
I troens arme tet,
Det giør en ende
Paa lovens strenge ret.

13. Da kand jeg trøstig
I loven kige ind,
Og trine lystig
I et fornøyet sind,
Al verdens mørke
Forsigtig gaae forbi,
Og dig ret dyrke
I alt mit levnets sti,
Du est min styrke
At vandre derudi.

14. Hvad mig da feyler
I dette svage leer,
Naar jeg mig speyler,
Og ind i loven seer,
Det vil jeg rette
Ved aandens vise tugt,
Men alting sette
I dine vunders frugt,

* 10

Da lovens trette
Er gandske udelukt.

15. Jeg vil ey nøyes
Med verdens døde troe,
Hvor intet pløyes,
Og syndens tidsel groe,
Vil du dig give
Saa gandske til mig hen,
Da maa jeg blive
Jo gandske din igien,
I død og live,
At følge dig min ven.

16. Saa skee dig ære,
O JEsu, for din død,
Som lovens lære
Har for mig giort saa sød,
At jeg kand træde
De onde lyster ned,
Og gaae med glæde,
Af verdens glæde keed,
Til brude-sæde
I evig herlighed.

Nr. 131.

Mel. En hver, som troer etc.

GUds riges evangelium
Er sødt som honning-kage,
Naar det kun faaer i hiertet rum,
At man det ret kand smage,

* * * * 11

Da er det sielens honning-mad,
Giør hiertet let og mæt og glad
Og smuk i JEsu øyne.

2. Det søde ord er kommen af
GUds egen mund og hierte,
Det er et kys, som GUd os gaf,
Mod al vor nød og smerte,
Det er GUds eget hiertes kraft,
Som bliver til en honning-saft
Mod syndens byld og plage.

3. Vansmægtet siel, hvi gaaer du saa
Forknust i jammers sukke?
Kom hid, her er jo nok at faae,
Her er jo nok at plukke,
Kys ordet i din JEsu mund,
Og synk det ned i hiertets grund,
Saa skal du trøst fornemme.

4. Est du i synden haardt bespendt,
Som du har her bedrevet,
Her er en skrift fra himlen sendt,
Kom, læs hvad der staaer skrevet:
Saa sandt GUd lever, vil hand ey
Til dine sukke sige ney,
Men kierlig mod dig tage.

5. Tag dette ord kun i din mund,
Og leg det paa din smerte,
Suk kun til GUd af hiertens grund,
Saa rører du hans hierte,

* * * 12

Gak lige til i JEsu navn
Hen ind i naadens søde favn,
GUd under dig det gierne.

6. Hand er dog ey saa haard og grum,
Som satan ham beskriver,
Hand er, som evangelium
Den sag saa mægtig driver,
En fader, hiertemild og sød,
Som favner hver i naadens skiød,
Der sig kun vil omvende.

7. Kom, set dig som en flittig bie
I ordets blomster-enge,
Søg selv, hvad kraft der er udi,
Bliv ved at sue længe,
Saa faaer du honning vist og sandt,
Det blod, af JEsu vunder randt,
Du kandst i ordet finde.

8. Du tænker, varst du selv kun god,
Da vilde du ey tvile,
Men føler du i hiertets rod
De onde lysters pile,
Da er dit hierte snart forsagt,
Fordi du selv har ingen magt
Til synden bort at drive.

9. Ney! siig mig, fegter du da ey
Med dine egne kræfter,
Og selv vil finde himlens vey,
Det leer kun satan efter,
Just derfor maa det stolte sind
I den sin afmagts klemme ind,
At naaden rum kand finde.

* * * 13

10. Din egen gierning intet tør,
Ey heller kand fortiene,
Men JEsu søde naade giør
Den gandske sag allene.
Kun hen til ham i hiertens troe,
Saa faaer din siel en liflig roe,
Naar det kun skeer alvorlig.

11. Og var din synd end nok saa stor,
Den har dog lidt at sige
Mod kraften i GUds sande ord
Og naadens stærke rige,
En hver som troer skal naade faae,
Det være, hvo det være maa
I alle verdens lande.

12. Du siger: kand GUds kierlighed
Vel saadan een antage?
Jeg siger, at hand bliver vred,
Om du vil staae tilbage,
Men kommer du i hiertens bod,
Saa skal du see, hand er saa god,
Som ordet ham beskriver.

Nr. 132.

Mel. Alleneste GUd i himmerig.

Op alle folk paa denne jord,
GUds kierlighed at kiende,

* * * * 14

Som raabes ud ved livets ord
Til hele verdens ende,
At alle arme syndre maae
Kun komme hid og naade faae,
Ja evigt liv og glæde.

2. Jeg veed vel mangen suer gift
Af disse naades bryster,
Og bruger saadan hellig skrift
Til skiul i deres lyster,
Man siger: det har ingen nød,
Beraaber sig paa JEsu død
I alle sine synder.

3. Man sover tryg ved ordets glands,
Som burde dem at vække,
Man bruger det som horens krands,
Sin skidenhed at dekke.
Saa drive de med ordet spot,
Dog mene, saa er alting got,
Skiønt JEsus aldrig søges.

4. Nu, det er vel en sag, som kand
Umuelig nok begrædes,
Man agter det for naadens stand,
at naaden undertrædes,
Man bruger ordet som et sværd,
At naaden ey kand komme nær
Til deres arme hierter.

5. Hvor mangen tænker ey paa GUd,
Undtagen, naar de mindes,

* * * 15

At sielen maa af synden ud,
Om naaden ret skal findes,
Da raabes der, at GUd er from,
Da roses evangelium
Til naaden at foragte.

6. Dog des u-agtet maa man ey
Den bange siel forvilde,
Her bør at være aaben vey
Til JEsu vunders kilde,
Det søde maa ey giøres suurt,
Men her skal læres reent og puurt,
Hvor høyt vor GUd os ynder.

7. Ja det, at GUd er mild, og lod
Sig ved sin søn forsone,
Det ord om JEsu død og blod,
Det har saa stærk en tone,
At det opvækker den igien,
Som døde før i synden hen,
Naar hand det ret annammer.

8. Det skinner ind i hiertets nat,
At det i sielen dages,
Og JEsus, den forborgne skat,
I troen favne-tages,
Da bliver vores vandring nye,
Da vil og kand man synden flye,
Og følge JEsum efter.

9. Saa lad, o hierte søde GUd,
Dit ord i kraft forkyndes,
Og dette milde himmel-bud
I hele verden yndes,
At folk maa see, hvor sød du est,
Og holde daglig fryde-fest
I JEsu rige naade.

*
16

Nr. 133.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Hvor lystig, sød og yndig
Er deres fødders lyd,
Som kraftig, liflig, fyndig
Bebuder fred og fryd
De bange og de arme,
Som føle syndens byld,
At GUd sig vil forbarme
For JEsu pines skyld.

2. Den lov, som GUd har givet,
Er vel et herligt bud,
Men skaffer ingen livet,
Og fører ey til GUd.
Naar vi den gift fornemmer
Af kiødets onde lyst,
Og satan hiertet klemmer,
Veed loven ingen trøst.

3. Hun vil, at sielen efter
GUds villie skal gaae,
Dog dertil ingen kræfter
Hos hende er at faae,
Hun siger, vi skal høre
Den GUd, som os har skabt,
Men evne, det at giøre,
Har sielen gandske tabt.

4. De onde kand hun vække
Med hendes tordenslag,
Samvittigheden skrekke
Med dommens store dag,

* * * 17

Hvordan GUds vrede brænder,
Naar hun er overtraad,
Men naar man det erkiender,
Saa veed hun ingen raad.

5. Saa prædiker de arme
Det ret i hiertet ind,
At GUd sig vil forbarme
Med meer end faders sind,
At giøre dennem rene
I JEsu dyre blod,
Og livets kraft forlene
I deres hierte-rod.

6. GUd, som os skulde straffe,
Har selv udi sin søn
Os redning vildet skaffe,
Da syndens beeske løn
Blev lagt paa JEsu hierte,
Da hand for verdens flok
Til døden lod sig smerte,
Det var betalning nok.

7. Vi røve GUd hans ære
Med synd saa tyk som sand,
Og satans merke bære
Af Evæ æbletand,
GUd selv vor borgen bliver,
Da det om redning galdt,
Og sig i døden giver,
At faae vor gield betalt.

* * * * 18

8. Vor jammer hand paatager,
Dog gandske synde-fri,
I alle andre plager
Et menniske som vi,
Ja meer, i alt det andet
Af satan, synd og nød
Blev fristet, ja forbandet
Til korsets beeske død.

9. Der haver hand da kæmpet
Med GUd, som ham forlod,
Og al hans vrede dæmpet,
Der hand sin prøve stod.
Det havde at betyde,
Den hele satans leyr
For os at giennembryde,
Og vinde saadan seyr.

10. Nu er vor GUd forsonet
Og al vor skyld forladt,
Vor JEsus hand er kronet
Og GUd ved siden sat,
Og satan hand maa høre
Den sag med skændsel paa,
Hvad vil hand os nu giøre,
Ham kand hand ikke naae.

11. Nu maa den slange vide,
Naar hand os fange vil,
Den hos GUds høyre side,
Hand siger ney dertil.
Hand kiender vor formue,
Hvor lidet vi formaae,

* * * 19

Hand selv vil satan kue,
At vi kand seyren faae.

12. Fri ere vi og blive
Fra lovens tordensky,
GUd vil i hiertet give
Sit eget sind paa nye,
Hans aand vil hiertet sette
I kierlighedens brand
Og al vor vandring rette
Til himlens fryde-land.

13. Saa har da lovens trusel
Fremdeles ingen fynd,
Guds søn har skiult vor blusel,
Og gandske reen fra synd
Os stiller for sin fader,
Og lindrer al vor vee,
Ey fra sin haand os lader,
Før vi ham faae at see.

14. See, der er mad at smage
I evangelio
For dem, som synder plage,
Og søge siele-roe,
Som dødens beske miner
Og satan bange giør,
Samvittigheden piner,
Og lukker naadens dør.

15. Her ingen vrede findes,
Vor straf vor JEsus leed,

* * * 20

Og alle saar forbindes
I JEsu blod og sveed,
Her ængstes intet hierte,
Al fare er forbi,
Thi JEsu død og smerte
Har giort os gandske fri.

16. GUds søn, vor viisdom bleven,
Var satans magt for klog,
Som blev med skam fordreven,
Før hand sig vare tog,
Retfærdighed hand bliver
Os, naar vi naade faae,
Og hellighed i iver
Paa livets vey at gaae.

17. Den sag var høy og vigtig,
At redde Adams kiøn,
GUd kom og gav os rigtig
Sin egen kiere søn,
I ham sit eget hierte
Og alting gandske hen,
Og det en steen maa smerte,
Hand elskes lidt igien.

18. Den naade vil jeg prise
Til døden inderlig,
I gierning vil jeg vise,
Hvad hand har giort mod mig.
Jeg vil ham evig tiene,
Og den retfærdighed,
Hand vilde mig forlene,
Er al den pragt jeg veed.

* 21

19. Min JEsum blaa og blodig
Jeg har i troen paa,
Og dermed vil frimodig
For HErrens ansigt staae,
Vil synd og satan skade,
Jeg tager JEsum fat,
Hand kand mig ey forlade,
Hand er min egen skat.

Nr. 134.

Det er et lifligt ord,
At JEsus selv er kommen,
At GUd vort kiød paatog,
At verdens mørke jammer-krog
Har saadan himmel-fryd fornommen,
Ja! hvo den sag har ret betænkt,
Maa nok vor GUd et offer bringe,
At hiertet kand i livet springe,
Fordi hand os sin egen søn har skenkt,
Det er et lifligt ord.

2. Det er et lifligt ord,
De svage at forbinde,
At JEsus, som er sat
Til arme syndres deel og skat,
Kand synd og døden overvinde.
Hvo paa ham troer er fri fra synd,
Og skal ved JEsu naades gave
Lys, liv og fuld forløsning have,
Thi her er naadens fulde flod og brønd,
Det er et lifligt ord.

* * * * 22

3. Det er lifligt ord,
Hand kom ey for de fromme,
Her er jo ikke een,
Som findes af naturen reen,
For syndre skulde JEsus komme,
Kun syndre dette ord angaaer,
Dog at man verdens lyster hader,
Og sig bodfærdig finde lader,
Saa læger hand ulægelige saar,
Det er et lifligt ord.

4. Det er et lifligt ord,
Hvormed hand hver vil lokke,
At haste til ham ind,
Og ey med et gienstridigt sind
Sig mod hans søde ord forstokke,
Det griber hiertet an med magt,
At det ham lydig faaer at være,
Og kierligheden høyt at ære,
Som har os saadan fryd og ære bragt,
Det er et lifligt ord.

5. Det er et lifligt ord,
At troen ham behager,
Naar den er ikkun ret,
Men al vor gierning er for slet,
Hvor meget man sig end umager,
Her er forbarmelse den grund,
Som sielen fast i troen fatter,
Sin JEsum over alting skatter,
Og priser GUd for naadens blide stund,
Det er et lifligt ord.

* * * 23

6. Det er et lifligt ord,
At os af JEsu livet
Paa haard udstanden nød,
Som giør vor kiød og blod sin død,
I evighed skal vorde givet,
Vi skulle legemlig opstaae,
Og ham, som vores død har hevnet,
At satans vold er derved revnet,
Med evig herlighed i syne faae,
Det er et lifligt ord.

7. Det er et lifligt ord,
Som dertil os skal gavne,
At vi vor Goel, som
Os arme folk til frelse kom,
I troen hiertelig kand favne,
Al feyde nu er endt,
Nu kand os intet skade,
GUds fred os satan selv maa lade,
Som JEsus os saa dyre har fortient,
Det er et lifligt ord.

2. Om Bønnen.

Nr. 135.

Dig, dig, min HErre, vil jeg prise,
Thi hvor er dog en GUd som du saa sød,
Dig vil jeg al min konst bevise,
Men hielp mig selv, at finde til dit skiød,

* * * * 24

At jeg i JEsu navn kand trine frem,
Og derfor være dig ret angenem.

2. Drag mig hen til din søn, o fader,
Saa fører sønnen mig til dig igien,
Naar aanden øynene oplader,
At jeg kand til min fader frit gaae hen,
At jeg din naades sødhed smage maa,
Og hiertet som en harpe i mig slaae.

3. Giv mig kun dertil aandens glæde,
Saa skal min psalme have art og klem,
I aand og sandhed at fremtræde,
Saa veed jeg og først ret, hvor jeg har hiem,
Saa løftes sielen op fra denne jord,
At synge dig en sang i høye chor.

4. Din aand vil selv for mig fremtræde
Med suk, som ingen mund udsige kand,
Da beder hiertet ret med glæde,
Naar hand forsikrer mig min naade-stand,
At jeg GUds arving er og JEsu bruud,
Da toner jeg mit abba liflig ud.

5. Naar hiertet saa af andagt syder,
Ved din den Hellig Aands hans guddoms ild,

* * * 25

Da strax din indvold i dig lyder,
Dit hierte vender du til mig saa mild,
Og lader mig dit blide ansigt see
Med den forsikring: hvad jeg vil, skal skee.

6. Hvad mig da selv din aand indgiver,
Det kand ey være mod dit faders sind,
Men vist bønhørt og trøstet bliver,
Naar jeg i JEsu navn gaaer til dig ind,
Jeg, som ved ham din arving bleven er,
Og derfor vist nok faaer hvad jeg begier.

7. Vel mig, som den forsikring haver,
Som giør mit gandske sind og hierte glad,
Jeg veed, at alle gode gaver,
Som jeg af GUd forlange vil, og hvad
Jeg kand i denne verden trænge til,
Det, og langt mere, hand mig give vil.

8. Vel mig, i JEsu navn jeg beder,
I hvilken alting ja og amen er,
Som ved sin forbøn mig bereder
En aaben vey til alt, hvad jeg begier,
Vel mig! jeg aldrig nok kand raabe ud,
Hvad du est mig en sød og liflig GUd.

* * *
26

Nr. 136.

De ord, som du mig lader høre,
Dem kysser jeg i inderst hiertets grund,
At du, o store GUd! dit øre
Vil bøye til min arme bettelmund,
Jeg skal kun frit min vilkor sige frem,
Og al den hielp, jeg fattes, bære hiem.

2. Dit raad jeg da vil trøstig følge,
Og trine frit til naade-stolen ind,
Jeg vil den mindste trang ey dølge
For dig, min GUd, som hænger i mit sind,
Endskiønt du selv tilforne veedst saa vel
Alt hvad jeg har behov til liv og siel.

3. Dog at min ringe talemaade
Dig, store Konge, ret befalde maa,
Saa giv mig dertil aand og naade,
At bønnen kand af gandske hierte gaae,
At jeg, som er kun aske, støv og jord,
Maa komme frem med himmel-skikket ord.

4. Men som din aand vil ikke tage
Din bolig der, hvor ondskabs synder skee,
Saa kom, mit hierte at randsage
Og alle mine tanker giennemsee,
Og driv alt det du hader strax paa dør,
Som dig udi din virkning hindring giør.

* * * 27

5. Saa skal mit abba liflig klinge,
Naar du har selv mit hiertes harpe stemt,
Saa skal jeg GUd mit offer bringe,
Som ham kand være kiert og angenemt,
Naar du har samlet det forstrødde sind,
Og viet hiertet til din tempel ind.

6. Ved dig, GUds aand! jeg trøstig vover,
At bære frem til GUd min ringe bøn,
Min fader! giv mig hvad du lover,
At skenke mig udi din kiere søn,
Og lad det altid blive mig tilkiendt
Hvad JEsus med sin død mig har fortient.

Nr. 137.

Mel. HErre JEsu Christ sand Menniske.

Vel den! der veed, i JEsu navn
At løbe ret vor GUd i favn,
Hand faaer i sandhed hvad hand vil,
Som JEsus selv har sagt ham til.

2. Dog er det dem, der frisk og frie
Fra ondskabs synd og hyklerie
Mod himlen brede hænder ud,
Dem favner mildt den søde GUd.

3. Naar barnet til sin fader gaaer,
Hvor gierne det en gave faaer,
Og skriger det i hungers nød,
Saa faaer det jo et stykke brød.

* * * * * 28

4. En fader lader ham ey faae
I hunger steen at bide paa;
Hvem gav sin søn en basilisk,
Naar hand forlanger kiød og fisk?

5. Er GUd din fader, troe ham til,
At hand dig hielpe kand og vil,
Men den, der gaaer paa syndens vey,
Den hører GUd vor Fader ey.

6. Kun den, som ud fra synden gaaer,
Og JEsum i sit hierte faaer,
Hand kand allene bede smukt,
Og finder sine bønners frugt.

7. Saa beed ey med den bare mund,
Men ret af gandske hiertens grund,
Og tviil saa aldrig mere paa
Den deel, du beder om, at faae.

8. Men søde JEsu! selv mig lær,
Din fader ret at komme nær,
At jeg kand altid faae ved dig,
Min JEsu! hvad der tiener mig.

Nr. 138.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Jeg er rede
Til at bede,
Hiertens søde JEsu hør.
Jeg vil ligge
Her og tigge
Ved din store naades dør.

* * * * * 29

Lad dig finde, lad dig finde,
Som du har mig lovet før.

2. Kast et øye
Paa min møye,
At jeg dig kand komme nær,
Du allene
Kandst mig tiene,
Dig jeg eene søger her.
Lad dig finde, lad dig finde,
Tag mig hen og hav mig kier.

3. Jeg ey mere
Vil begiere
End en liden naadens-drik,
Som du giver
Den, der bliver
Hos dig fast til sidste nik.
Lad dig finde, lad dig finde,
Hvo dig faaer, hand alting fik.

4. O du søde
Morgenrøde,
Paradises beste flod,
Hiertet haster,
Raaber, kaster
Sig i støvet for din fod.
Lad dig finde, lad dig finde,
Sterke helt af Davids rod.

5. See hvor saare
Længsels taare
Rinder paa min svage kind,
Hvor jeg trænges,
Hvor jeg længes
Efter dig i siel og sind.

* * 30

Lad dig finde, lad dig finde,
Lad mig trænge til dig ind.

6. Ære-sæde,
Guld og glæde,
Og hvad verden glædes ved,
Er kun smerte
For mit hierte,
Himlen er mit rette sted.
Lad dig finde, lad dig finde,
Store Gud, jeg er bered.

Nr. 139.

Mel. Fader vor i Himmerig.

Giv dig, min kiere siel, til roe,
Og kom herhid i sindet fro,
Vi ville til vor fader gaae,
Jeg seer i brand hans hierte staae,
Hand vinker fuld af kierlighed,
Og bøyer øret til os ned.

2. Din fader raaber mildelig,
Kom kiere siel, jeg giver dig,
Thi jeg din gavn jo best forstaaer,
Alt hvad min kierlighed formaaer,
Jeg giør med dig en evig pagt,
At hielpe dig ved Guddoms magt.

3. Jeg skabte dig, jeg vil og kand
Dig holde liv og siel i stand,

* * * 31

Jeg styrker dig i al din nød,
Jeg med dig gaaer i liv og død,
Jeg giver dig det gierne, som
Du mig af hiertet beder om.

4. Din fader er mit evig navn,
Jeg bærer dig i naadens favn,
Og merker paa din bøn saa tit
Du kun gaaer frem i troen frit,
Da rekker dig min milde haand,
Hvad dig er got til liv og aand.

5. O hvad er dog dit gode stort,
Som os til dine børn har giort,
O kierlighed! den store Gud
Har valdt os arme orme ud,
Til himlens arve-ret at faae,
Og vi ham fader kalde maae.

6. Dog see, hvor dybt hand bøyer sig,
Den høyeste, og giver mig,
Hvad verdens daarer ey forstaae,
Som midt om dagen blinde gaae,
Nu er jeg meer end meget riig,
Og blir vor HErres engler liig.

7. Jeg raaber: Fader! du est min,
Jeg er, min fader! gandske din,
Din aand er min besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv hand fører bønnen frem,
At den for dig er angenem.

* * * 32

8. Hvad siger nu den blinde flok,
Som gik mig efter længe nok,
At jeg den nu god nat har sagt,
Og staaer for Gud paa bønnens vagt,
Som til min længsel kierlig seer,
Og giver hvad jeg vil, ja meer.

9. Bort verden, jeg dig ey vil see,
Din lyst den føder evig vee,
Du skal mig ikke giøre blind,
Til himlen ene staaer mit sind,
Den himmel, hvor mit blive-sted
Til evig tiid mig er bered.

10. Imidlertid jeg har min lyst
Til Gud, mit hiertes lys og trøst,
Som letter al min trængsels stand,
Naar jeg ham fader kalde kand,
Og er jeg end til døden træt,
Saa giør hand mig til himlen let.

11. I kors jeg klager nat og dag:
Min fader! see! jeg er saa svag;
I fattigdom med øyne-graad
Jeg siger: Fader! skaf mig raad!
Naar korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader! hielp mig snart!

12. Saa grusom er dog ingen nød,
Saa bitter er dog ingen død,
Jeg faaer jo lindring, raad og trøst,
Naar jeg opløfter bønnens røst,

* * * 33

Lad slippe hele verdens flok,
Gud er min fader, det er nok.

Nr. 140.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Falder paa dig modgangs hede,
Nød og jammer, spee og spot,
O da maa du flittig bede,
Bønnen er for alting got.
Midt igiennem korsets vee
Kand du da i ordet see,
Hvordan JEsu milde hierte
Seer og føler al din smerte.

2. Ingen bliver dog til skamme,
Som forlader sig paa Gud,
Lad der, hvad der vil, dig ramme,
Beed og troe og hold kun ud,
Synes det, hand seer dig ey,
O hand kiender al din vey,
Al din brøst du ham skal klage,
Og i ingen nød forsage.

3. Bede, banke, raabe, græde
Er de christnes største kunst,
Trøstig frem for Gud at træde
Finder frelse, trøst og gunst,
Hvo kun troer vor HErre vel,
Er den allerbeste siel,
Hand skal altid redning finde,
Intet kand ham overvinde.

* * * * 34

4. Lær vor HErres vey og maaden,
Som hand fører sine paa,
Hand vil styrke dem i naaden,
Naar hand fanger an at slaae,
Lever dog vor Gud endnu,
Tier hand, saa tael kun du,
Storm med magt til himlens volde,
Gud kand intet dig forholde.

5. Troe hvad du i ordet hører,
Bliv paa sandheds visse sti,
Satan, som saa mange fører,
Skal vel lade dig gaae fri,
Al din liid og love set
Paa Guds sandheds lys og ret,
Troe kun Gud, hand kand ey svige,
Beed, saa skal din kummer vige.

6. Gud skee lof for al sin naade,
Som mig giver saadan magt,
At jeg tør i ingen vaade
Gaae bedrøvet og forsagt,
Derfor vil jeg daglig paa
HErrens prises harpe slaae,
Og i baade sorg og glæde
Halleluja lystig qvæde.

3. Om Daaben.

Nr. 141.

Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

Du folk, som christne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,

* * * 35

Alt siden hand ved daaben til
Sin samfund dig lod komme,
Betænk, betænk, og agt det stort,
Hvad Gud har dig i daaben giort,
Hvad naade dig er skenket.

2. Du varst, før du til verden kom,
Og før du noget giorte,
Alt under vredens strenge dom,
Fordømt, fortabt og borte,
Du havde af forældres blod
Et sind, som var din Gud imod,
Og vilde ham ey kiende.

3. Dit liv og siel var fuld af synd
I gierning, ord og tanker,
Som i en ond og raadden brønd
Det fule vand sig sanker,
Den deylighed du i var skabt,
Guds billede, du havde tabt,
Og al din pragt forloret.

4. Der du var saa elendig fød,
Hvad havde du at vente?
Guds vrede, straf og evig død
Som syndens sold og rente,
Din arme siel med kroppen var
En satans træl, et vredens kar,
Som evig skulde brænde.

5. Al denne ulyksalighed,
Alt det dig skade kunde,

* 36

Det sank i daabens vande ned,
Og evig gik til grunde,
Alt hvad ved Adam var forseet,
Og ved dig selv var ilde skeet,
Har Gud i daaben druknet.

6. De sorte lenker sank som bly
I daabens frelse-vande,
Gud lod dig fri og skiøn og ny
I naadens rige lande,
Hand gav dig børne-ret og navn,
Og tog dig i sin milde favn,
Som alle himle bærer.

7. Hvad af naturen er med band
Og vredens dom beslaget,
Det haver Gud i daabens vand
Igien til naade taget,
I daaben bliver døden død,
Og satans rige lider nød,
Naar Gud os toer og bader.

8. O søde daab! o himmel-bad!
Jeg kom til dig saa usel,
Men JEsus mødte mig saa glad,
Og skiulte al min blusel,
Ham selv jeg til en klædning fik,
Og i hans blod og død jeg gik
Her ind i naadens arme.

9. O rene flod! o livets brønd!
O paradises egne!
Al verden er mod dig kun dynd
Og pøle-vand at regne,

* 37

I dig har Gud en virkning lagt,
For hvilken satans hele magt
Forferdes maa og falde.

10. Din væde er ey saa gemeen
Som alle andre brønde,
Thi du giør sielen himmel-reen
Og fuld af JEsu ynde,
Guds kierlighed og Christi blod
Udgyder sig i daabens flod
Ved Aandens naade-strømme.

11. Det bør dog tages vel i agt,
Og holdes høyt i ære,
Dit levnet om din daabes pagt
Bør altid vidne bære,
At det af dyder skinne kand,
Og prise Gud for naadens stand
I alle sine dage.

12. Saa lad da ingen satans list
Berøve dig dit gode,
Men vær en deylig himmel-qvist,
Og frugtbar JEsu pode,
Der svarer til det christen navn,
At du din daabes frugt og gavn
Kand her og evig nyde.

* * *
38

Nr. 142.

I siele, som igien saa ilde
Har taget syndens byrde paa,
Endnu, mens naaden er at faae,
Endnu, og før det er for silde,
Enhver fra sine synder flye,
At eders vandring bliver nye.

2. Den flod, som JEsu blod har farvet,
Det himmel-rene daabens vand,
Har eder sat i naadens stand,
Og hvad I har af Adam arvet,
Af synd og skam fra haand til fod,
Er renset af i daabens flod.

3. Hvi vil man da med magt ey vide,
At man er døbt i JEsu død,
Som os har frelst af al vor nød,
At vi ved daaben her skal lide
Og døe med ham, at hver og een
Staaer op retfærdig, nye og reen.

4. Du skal til korset daglig banke
Enhver forbandet syndig lyst,
Korsfæste inden i dit bryst
Den allermindste onde tanke,

* * * 39

Den gamle Adam staaer sin straf
Og klemmes ind i JEsu grav.

5. Est du nu død paa saadan maade,
At du fra syndens magt er frie,
Da syndens straf er og forbi,
Da staaer du, ved din JEsu naade,
Op til et helligt liv, som ey
Vil see engang den brede vey.

6. Saa skal du derfor dig nu agte
For den, som er fra synden død,
Men nye igien til himlen fød,
Og derhen bør allene tragte,
Betænkende, hvorledes du
I Christo bør at leve nu.

7. Lad, JEsu, mig da plantet vorde
Med dig til samme død, og giv,
Jeg ogsaa ligne maa dit liv,
Min gamle Adam daglig jorde,
Ved din opreysning seyerriig,
Dig vorde her og evig liig.

Nr. 143.

Mel. Christus kom selv til Jordans Flod.

O hvad er det en herre-stand,
Naar vi det ret betænker,
Guds Søn sit blod i daabens vand
Os arme syndre skenker,

* * * * * 40

Tre ting paa jorden vidner mod
Alt hvad os vil anklage,
Og det er aand og vand og blod,
Som sielen kand unddrage
Til livets strøm at smage.

2. Du har, o milde JEsu! jo
Selv indsat døbe-vandet,
Da du dig lod i jordan toe,
Og med dit blod det blandet,
Det renser sielens dybe grund,
Og os med Gud forbinder,
At hiertet ret sin fryde-stund
I daabens vande finder,
Naar man sig ret besinder.

3. Ved daaben drog du siel og sind
Til kirkens samfunds glæde,
Og skrev mit navn blant hine ind,
Som skal for thronen træde,
Det vandbad udi ordet giør
Os synde-frie og rene,
Saa hielp, at vi, som det sig bør,
Det trolig med dig mene,
Og elske dig allene.

4. Vi traadde ind ved daabens pagt
I naadens søde rige,
Saa ingen nu tør gaae forsagt,
Som JEsum ey vil svige,
Den pagt er stærk, og evig staaer,

* 41

At intet os kand tage
Vor himmel bort, i hvor det gaaer,
Trods verdens lyst og plage,
Gid ingen nu forsage!

5. Af helved-unger har Gud giort
Os til sin slægt paa jorden,
Det agtes overmaade stort
I JEsu lemmers orden,
Ja Christus med sit blod og død
Er gandske os foræret,
Saa staae vi fast mod satans stød,
Og fegte ey i været,
Gud være evig æret!

6. Gud har os børne-arve-ret
Til himmerige skenket,
Og alle vore synder slet
I havets dyb nedsenket,
Nu kand al satans magt og vold
Os ey til skade røre,
Vor JEsus er vor muur og skiold,
Hand selv vor striid vil føre.
O vi har got at giøre!

7. Gud lad os bære megen frugt,
Hvortil vor daab forpligter,
At hver, fra verden udelukt,
Kun alt til himlen sigter,
Lad mig ved daglig bøn og bod
Med JEsu døe saaledes,
At jeg i kamp mod kiød og blod
Ved striden aldrig kedes,
At verden ret udsvedes.

* 42

8. Hielp! at vi daabens dyre pagt
Og naade aldrig glemme,
Og lad os vores daabs foragt
Af ingen meer fornemme,
Lad daaben være os til trøst
Mod al vor vee og plage,
Et vand som giør al syndens lyst
For os saa salt som lage,
Saa hiem til himlen drage.

4. Om Alterens Sacramente.

Nr. 144.

Mel. Mit hierte! hvi græmmer du dig.

O siel! hvor blev de gode ord,
Som JEsus fik,

* * * * 43

Den tiid du gik
Nu sidst til HErrens bord,
Der du i skrifte-stolen sad,
Og om vor HErres naade bad?

2. Da vilde du forbedre dig
Af hiertens grund,
Saa har din mund
Vel talet dristelig,
Men med hvad hierte det er skeet,
Er siden noksom kiendt og seet.

3. Dit skidne hiertes hykle-bod
Er løfte-riig,
Men list og sviig
Giør aldrig sagen god,
Det er at bade sig i dynd,
Og skiule kun sin synd med synd.

4. Du gaaer saa ofte frek og fri
Ved hykle-trin
Og bønnens skin
Guds naades dør forbi,
Og giør ved din forvovenhed
Kun Gud i himlen mere vred.

5. At sige hen i vær og vind
De bare ord,
Til HErrens bord
At gaae med samme sind,
Den altergang og skriftemaal
Giør hiertet haardt som steen og staal.

* * * 44

6. Din banden, vrede, gierighed,
Guds ords foragt,
Din stats og pragt,
Din vellyst bliver ved,
Dit levnet slaaer dig paa din mund,
Og viser hiertets falske grund.

7. At sige HErre! HErre! kand
Ey her forslaae,
Men hiertet maa
Af den fordervet stand,
Dit følesløse sind maa hen,
Og JEsus selv derind igien.

8. Spørg hiertet, om det og har lyst,
At skiemte meer
Med den, som seer
Hver tanke i dit bryst,
Og stevner al din kirke-sag
For dommens store skrifte-dag.

9. Græd for den tiid, som er forbi,
Suk raab og beed,
At miskundhed
Dig denne gang vil frie,
Og at ved JEsu saar og blod
Din skriftegang maa blive god.

10. Randsag dit hierte ret for Gud,
Om og din bod
Har saadan rod,
At du, som JEsu bruud,
Ey siger anden troskab til,
End den du ogsaa holde vil.

* * * 45

11. Fornye med Gud din daabes pagt
Hver dag og tiid,
Til kamp og striid
Mod satans list og magt.
Hav, hvor du vandrer ud og ind,
Guds ord og himmel i dit sind.

12. For alting lad den blodig sveed,
Den bittre nød
Og haarde død,
Som JEsus for dig leed,
I sielen ret som prentet staae,
Saa kand du smukt til alters gaae.

Nr. 145.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

I morgen skal mit bryllup staae,
Ach morgen sød at tænke paa,
Min længsels sødeste behag,
Og sielens store høytids-dag!

2. Kom med din man og himmel-brød,
Som døden selv kand giøre sød,
Med dug, som Hermons overgaaer,
Den skal jeg faae af JEsu saar.

3. Kom morgen dog, du ædle tiid!
Kom, jeg vil bruge dig med fliid,
Før morgen-dug giør jorden vaad,
Jeg møde skal med længsels graad.

* * * * * 46

4. Og om jeg end min hvile fandt
Mens nattens sorte taage svandt,
At legemet forfrisker sig,
Dog vaager sielen idelig.

5. Thi JEsu pines røde saar
Mig nat og dag i tanker staaer,
Og bruger i den trygge slum
Mit længsels ord: O! JEsu kom.

6. Dog længes jeg, at natten maa
Jo før jo bedre ende faae,
Jeg qvæger mig ved JEsu ord,
Og længes efter JEsu bord.

7. Væk JEsu selv min arme krop
Til rette tide munter op,
At før den blide soel opgaaer
Jeg brude-pyntet for dig staaer.

8. Saa sover jeg i JEsu favn,
Saa vaagner jeg i JEsu navn,
At JEsus bliver dag og nat
Mit hiertes gandske deel og skat.

Nr. 146.

Mel. JEsu! du min glæde.

Aldrig kand jeg sige
Hvilket himmerige
Jeg i sielen fandt,
Hvordan al min vaade

* * * * * 47

Ved min JEsu naade
Af mit hierte svandt,
Der hand lod
Sit kiød og blod
Mig i brød og viin fremdrage,
Og i sielen smage.

2. Der var mad at æde
Fuld af himmel-glæde
Ved min JEsu bord,
Der var saadan drikke,
At jeg finder ikke
Allermindste ord,
Til den trøst
Og hiertens lyst,
Som jeg finder, at udsige,
Der var himmerige.

3. Samme himmel-glæde
Er endnu til stede
I mit svage bryst,
Alle blode-draaber
I mit hierte raaber:
JEsus er min lyst!
Det er meer
End verden seer,
Naar man kand i sielen finde
JEsum selv derinde.

4. O at jeg dog kunde
Skaffe alle munde
Til at hielpe mig,
JEsu lof at siunge,
Thi min arme tunge
Er for skrøbelig!

* 48

Tak og priis
Paa engle-viis
Burde jeg min JEsu bringe,
Det var dog for ringe.

5. Derfor mine taare
Rinde skal saa saare,
For jeg ikke kand
Synge som jeg vilde,
Derfor øyets kilde
Øser beske vand,
Det er det
Jeg mener ret,
Om mig nogen seer at græde,
JEsus er min glæde.

6. O min ædle smykke!
Lad min siel sig trykke
Heftig til dig ind,
Af din himmeldrue
Idelig at sue
Glæde for mit sind,
At jeg faaer
I dine saar
Det, som kand min siel fornøye,
Og fra verden bøye.

7. Og som vor forening
Ey i anden mening
Nu fornyes kand,
End at jeg allene
Elske skal og tiene
Dig, min Frelsermand,

* * * 49

O saa lad
Ey satans had
Af mit paradiis mig drive,
Det skal amen blive.

Nr. 147.

Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

Vil du til HErrens alter gaae,
Den sag er høy og vigtig,
Om ellers nogen sinde, maa
Du handle her forsigtig,
Prøv om du er i saadan stand,
At du med glæde komme kand,
Den sag maa vides rigtig.

2. Saa viid, at den, som hidindtil
I verdens skiød har sovet,
Den synden ey forlade vil,
Som er saa ofte lovet,
Og kommer dog til HErrens bord,
Hand skyldig er i JEsu mord,
Hans blod er paa hans hovet.

3. Til JEsu pine og fortred
Vi alle aarsag vare,
Vor synd var og i flokken med
Blant JEsu morder-skare,
Dog regnes det ham ikke til,

* * * * 50

Som JEsum sig tilegne vil,
Hand skal ey dertil svare.

4. Men den, som vidste, hvad hand leed,
Hvad JEsus os fortiente,
Den søde himmel-salighed,
Og sig dog ey omvendte,
Hand bliver JEsu banemand,
Og maa betænke hvad hand kand
For saadan skyld forvendte.

5. Man regne al den skyld, som fra
Det første er bedreven,
Hvad skrekkeligt om Sodoma
Og Choræ grav er skreven,
Hvad er det alt at ligne mod,
At JEsu pine, død og blod
Er saa foragtet bleven?

6. Det giør de christnes skyld saa stor,
Det topper syndens maade,
Fordi man har Guds sande ord
Om JEsu død og naade,
Man giør sig dog som flint saa haard,
At ingen tale meer formaaer
Fra synden dem at raade.

7. Saa see, o sikre siel! hvordan
Du her kand staae din prøve,
Vil du endnu, som du er van,
Guds helligdomme røve?

* * * 51

Vil du da altid blive ved,
At komme frem saa ubered,
Og naadens aand bedrøve?

8. Vil du da ey den synd, du veed,
Engang til side sette?
Vil du den pine, JEsus leed,
Evindelig forgiette?
Vil du ey kiende naadens tiid,
Men ret med al din magt og fliid
Guds store godhed trette?

9. Er det din mening, at du vil
Ey anderledes blive?
Vil du kun idel leeg og spil
Med JEsu marter drive?
Vil du kun byde munden frem,
Som Judas den forbandet lem,
Og satan hiertet give?

10. Ach tænk, det er en farlig sag,
Sin naades tiid at spilde,
Saa kommer vist engang den dag,
At du saa gierne vilde
Fra pinen være qvit og frie,
Men da er naadens tiid forbi,
Din klagen er for silde.

11. O lad endnu dog dette raad
Dig denne stund behage,
Vend om med megen suk og graad,
Din ondskab at beklage,
Som du har drevet hidindtil,
Saa maa du troe, at JEsus vil
Dig an i naade tage.

* 52

12. Vaag op! hvi vil du synder gaae
Saaledes hen i blinde:
Det er den høye tiid, du maa
Dig dog engang besinde,
Men ingen raad jeg mere veed,
Om JEsu store kierlighed
Dig ey kand overvinde.

Nr. 148.

Op og smyk dig, siel! med glæde,
Ud fra syndens mørke sæde,
Frem til lyset! hid at prange
Glad i Gud med fryde-sange,
Den, som alle engler fryder,
Dig i dag til giest indbyder,
Den, som himlen har i vælde,
Lader sig hos dig anmelde.

2. Som forlovet bruud, din søde
Himmelbrudgom løb imøde,
Hør! hvor hand med naadens hammer
Banker paa dit hiertes kammer,
Luk op for ham aandens sale,
Byd ham ind med liflig tale,
Beed ham ved hans dyre navne,
At din siel ham ret maa favne.

3. Sølv og guld for dyre vare
Pleyer man vel ey at spare,
Men du vil for al din gave
Ey den mindste penge have.

* * * * 53

Alle bergverks skat og evne
Mod den man er ey at nævne,
Mod det blod, min siel kand sue
Ind i viin af livets drue.

4. Ach hvor hungrer mine sinde
Efter denne kost at finde!
Ach hvor tit der taarer flyde
Efter denne mad at nyde,
Efter blodets kalk mig tørster!
Fyrste over alle fyrster!
Ønsker kun, at mine bene
Sig ved Gud med Gud forene.

5. Frygt og fryd mod disse høye
Blusser op i sielens øye,
Denne spises høye naade
Og den spiisnings dybe maade
Giør, at jeg med lyst kand merke
Dine hænders store verke,
Aldrig fandtes den, som kunde
Den din almagts dyb begrunde.

6. Ney, fornuft! du maa til side,
Kand det under ey bestride,
At den spise ey fortæres,
Hvorved dog saa mange næres,

* * * 54

At i saft af viintræ-grene
Gud os kand sit blod forlene,
Nok! vi tingen faaer og smager,
Maaden HErrens Aand randsager.

7. JEsu livets soel og glæde!
See! her er jeg da til stede,
JEsu! alle naaders kilde!
Hør, hvad jeg saa gierne vilde,
See! jeg falder dig til fode,
Giv, at mig til gavn og gode
Og dit store navn til ære
Jeg din giest i dag maa være.

8. Medynk har jo, bart at sige,
Draget dig fra himmerige,
At du villig haver livet
For os hen i døden givet,
Og dit dyre blod udgydet,
Hvorved sielen bliver frydet,
Og din kierlighed betænkes,
Naar det os i vinen skenkes.

9. JEsu, livets mad og drikke,
Hielp mig! hielp mig! at jeg ikke
Til forgieves eller skade
Skulde mig bespise lade,
Men at jeg din sødhed smager,
Naar jeg denne spise tager,
Siden, naar basunen høres,
Ind til bords i himlen føres.

*
55

Nr. 149.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

Saa gaaer nu sielens høytid an,
Vor JEsus med sit legems man
Og blodet af hans purpur-saar
Til dig at pleye færdig staaer.

2. Op da, hver naade-hungrig siel!
Din søde JEsus veed saa vel,
Hand dig kand give kraft igien,
Gak du kun trøstig til ham hen.

3. Frygt ey for din uværdighed,
Din JEsus nok din jammer veed,
Gak, nyd din frelsers kiød og blod,
Saa faaer du styrke derimod.

4. Ach! see, hvor hand sig stiller frem
Saa hierte-mild og angenem,
Hand kommer ey mod dig til dom,
Ney dertil er hand alt for from.

5. Hvor kand din brudgom mod sin bruud
Vel gaae til doms, og føre ud
Den af ham selv fuldendte sag,
End sige paa din æres dag?

* * * 56

6. At hand med trusels torden slaaer
Blant mange, som til alters gaaer
I verdens sind, som hver er van,
Hvad gaaer det knuste hierter an?

7. Du længes til din JEsum hen,
Hand længes efter dig igien,
Den begge siders længsel maa
Dog vist en nær forening naae.

8. Betænk, at hvad dig ængster, alt
Tilhobe er af ham betalt,
Saa vær kun du en kierlig giest,
Og hold i aanden fryde-fest.

9. Hans hierte staaer i længsels brand,
Hans øyne vinker hvad de kand,
Hans arme favner efter dig,
Og munden raaber: Kom til mig!

10. Tag denne spise, den er sød,
Mit legeme i dette brød,
Der kand dit hierte smage, at
Din synd er gandske dig forladt.

11. Kom, drik mit eget blod i viin,
Thi jeg er din, og du est min,
Det er for dig et sikkert pant,
At du est min, at det er sandt.

12. Det skeer fordi jeg har dig kier,
Og med dig vil forbindes nær,

* * * 57

Dig giver jeg mig gandske hen,
Og vist vil have dig igien.

13. O JEsu, søde JEsu, hvor
Er dog din kierlighed saa stor,
Hvad giør den søde himmel-mad,
Hvad giør den dog mit hierte glad!

14. Nu gaaer jeg frisk, og trættes ey
At vandre paa den snevre vey,
Den trange stie har ingen trang
Paa mad og styrke til vor gang.

15. Det blod, som flød for syndens gield,
Er i min siel en livets væld,
Det slukte vreden før saa vel,
Nu ledsker det min tørstig siel.

16. Det flyder ind udi mit bryst,
Og drukner verdens vee og lyst,
Det flyder om mit gandske sind,
Og lukker til Guds have ind.

17. Nu skammer sig den onde aand,
At buen brister i hans haand,
Da hand min arme siel skal see
Ved HErrens bord saa mild at lee.

18. Hand har til mig slet ingen ret,
Min synd er reent forladt, forgiet,
Hans magt ey magter ved et haar,
Saa længe jeg i JEsu staaer.

19. Det giv mig da, min frelsermand,
Som det allene give kand,

* * * 58

At jeg i din forening maa
Til døden frisk og mandig staae.

20. Jeg veed vel, det vil koste striid,
Og fienden giør nu mere fliid,
Men dette veed jeg og om dig,
At du skal aldrig slippe mig.

21. Hielp, at jeg strider, som en mand
Mod al den deel os skille kand,
Og det ved dig til sidste striid,
Saa har jeg dig til evig tiid.

*
59

DEN FIERDE DEEL.
TROENS FRUGT.

1. Daglig Prøve om et helligt Levnet.

Nr. 150.

Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

O siel, som daglig glad og sund
Din gierning foretager,
Staa stille dog en liden stund,
At sandse dine sager!
Betænk, om du af gandske magt
Har tient din Gud og næste,
Og taget stedse vel i agt
Din arme sieles beste.

2. Hvor stræber ey en verdens træl,
Sin riigdom at forøge,
Men riigdom for den arme siel
I naadens tiid at søge,
Det har den største deel forsømt
I alle verdens dage,
Men siden heder det: fordømt
Til evig helved-plage.

3. Hvor stræber ey en arbeids-mand
I daglig fliid og møye,
Dog kedes ey, men stedse kand
Sig i sin sveed fornøye,
At hand en god betalning faaer
Til sig og sines føde,
Om hand end, saa at sige, gaaer,
Og slæber sig til døde.

* 60

4. Hvor mangen haard og blodig kamp
Maa dog en stridsmand holde,
Naar fienden spruder ild og damp
Som sorte helved-trolde,
Dog i det bare haab at faae
Et bytte med tilbage,
Saa vover hand sit liv derpaa,
Og lader sig ey jage.

5. Vel er det nødigt, ret og got,
Sit brød med fliid at tiene,
Men det er og en evig spot,
At sørge derfor ene,
Hvordan man kand sin næring faae
Og giennem verden komme,
Sørg først, at det dig vel maa gaae,
Naar tiden den er omme.

6. Den salighed, som JEsu blod
Saa dyre os fortiente,
Er uden daglig kamp og bod
Umuelig vist at vente,
Forsigtig og arbeidsom bør
En christen altid være,
Thi troen, som os salig giør,
Maa altid frugter bære.

7. Du veed jo, satan løber om
Dig, naar hand kand, at sluge,
Hvor bør dig i din christendom
Da al din fliid at bruge,

* * * 61

I bønnen stride dag og nat
Og ingen møye spare,
Thi ellers er den dyre skat,
Din arme siel, i fare.

8. Som da soldaten fra sin vagt
Ey øyeblik maa vige,
At ikke fienderne med magt
Hans skandse skal bestige,
Saa tænk, du her med kiød og blod
Ey ene har at stride,
Men satan gaaer din siel imod,
Og agter den at slide.

9. Her skal man ret paa kæmpe-viis
Bestorme himlens volde,
Og under saligheds forliis
Sig stærk og tapper holde,
Her skal man sin forbandet synd
Veemodelig begræde,
Ved JEsu pines kraft og fynd
Al verden undertræde.

10. Saa forarbeid din salighed
Med bevelse og møye,
Lad bedrings taarer flyde ned
Mangfoldig af dit øye,
Læs HErrens ord, og vel betragt
Det samme, giør derefter,
Og tien din Gud af gandske magt
Og alle sielens kræfter.

* * * 62

11. Din næste hielp hvori du kand,
Endog til egen skade,
Ja dem dig ønske baal og brand,
Og uden aarsag hade,
Saa skal du, naar din korte tiid
Har ende, see og skiønne,
At Gud af naade vil din fliid
Mangfoldig vel belønne.

Nr. 151.

Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

O Gud! mit lives fader! vilt
Du selv mit liv ey raade,
Saa er mit gandske levnet spildt,
Den beste leve-maade
Foruden dig er idel død,
En stank af raadne bene,
Saa længe synden agtes sød,
Tør aldrig nogen mene,
At hand har livet fundet.

2. Saa vend dig til dit arme barn,
Mig veyen ret at lære,
Og føer mig selv, at satans garn
Mig aldrig skal besnære,
Lad slangen i mit hiertes grund
Sin rede aldrig hitte,
Lad ingen syndig ord min mund
Og raaden snak besmitte,
Til dine at bedrøve.

* * * * 63

3. Bevar mit øre, lad det ey
For verdens lyst sig blotte,
Langt mindre være gang og vey
For deres ord, som spotte,
Der tales tit et syndigt ord,
Som andre gierne høre,
O hvilken død og siele-mord
Kand saadan pest ey giøre,
Før man sig tager vare!

4. Regier mit øye, hvor og hvad
Jeg haver her at drive,
Et uforskammet ansigt lad
Langt borte fra mig blive,
Hvad ærbart er, hvad dig er kiert,
Hvad englerne behager,
Hvad JEsu levnet os har lært,
Hvad ey af vellyst smager,
Det lad mig altid elske.

5. Lad drukkenskab og fraadserie
Mit levnet aldrig skiende,
Din lyst og ingen anden i
Mit hierte altid brænde,
Den lyst, som kildrer verdens sind,
Og føder evig smerte,
O lad den aldrig komme ind
Udi mit arme hierte,
Men altid dig at ynde.

6. Vel den, som altid nærer sig
Med himmel-sukker-kage,

* 64

Som intet andet idelig
Vil høre, see og smage,
End det os kand til himlen hiem
Og evig glæde føre,
Hvor engle-flokken angenem
Og liflig er at høre
I evig fryd og ære.

2. Om en hellig Frygt for GUd.

Nr. 152.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Du est allene, store Gud!
Al priis og ære værdig,
Man skulde gribe dine bud
Som guld og sølv saa færdig,
Man skulde glædes ved dit ord
Som hungrig mave til sit bord,
Og frygte for din vrede.

2. Men see vi os i verden om
Fra een til anden ende,
O Gud! hvad er hun blind og dum
Til dine ord at kiende,
Man seer din straf og dommedag
Kun an som en fortiet sag,
Der af sig selv maa falde.

3. Af daarlighed er sielen fuld,
Og følger sine lyster,

* * * * 65

I saadan stand det arme muld
Sig dog mod himlen bryster,
At frygte Gud, at faae ham kier,
Det agtes ey den møye værd,
Unødigt og umueligt.

4. Man legger sig i synden ned,
Og vil dem nogen vække,
Da gribe de Guds kierlighed
Til deres synders dække,
Man velter sig i synden om,
Og siger: Gud er mild og from,
Og saa er det til ende.

5. De kaste Gud af siel og sind,
Dog skal hand sielen favne,
De seyle stærk for satans vind,
Vil dog i himlen havne,
De træde naaden under fod,
Og pukke dog, at Gud er god,
Hand faaer dem vel at have.

6. Og findes skiønt en trældoms frygt
I et og andet hierte,
Naar du med riset har forsøgt
Det kaade kiød at snerte,
Saa er det dog kun hyklerie,
At man, naar straffen er forbi,
Sig strax i verden glæder.

* * * 66

7. O Gud! hvor lidt og intet kand
Jeg om din naade sige,
Den gandske jord er kun et grand
Og støv udi dit rige,
Retfærdighed dit konge-spiir,
Og hellighed din glands og ziir,
Din viisdom alting skuer.

8. Men det er kun en ringe sag
I folkes blinde tanker,
Man hører, lærer dag fra dag,
Og ingen kundskab sanker,
Man har vel ofte følt din haand,
At vilde løse sielens baand,
Og vil dig dog ey kiende.

9. Det er den beske syndens frugt
Og verdens gamle mode,
At vilde være udelukt
Fra Gud, sit største gode,
Man frygter ey, at Gud os seer,
Men midt i al sin ondskab leer
Paa dievle-viis og maade.

10. Nu er jo dog din frygt, o Gud,
Al viisdoms rod og kilde,
Som lærer os dit ord og bud,
Og naaden ey at spilde,

* * * 67

Det første livets aande-fang,
Et lys paa al vor vey og gang,
At vi hos Christo blive.

11. Hun lærer os, hvorledes vi
Skal Gud i aanden tiene,
Foruden nogen hyklerie
Med ham det trolig mene,
Hun smykker sielen meer end skiøn,
Og giver lyst og fryd til løn,
Ja riigdom uden ende.

12. Saa lad, o Gud, mit arme sind
Dog nyde denne gave,
Og plant din frygtes blomster ind
Udi mit hiertes have,
At hvad jeg giør, og hvad der skeer,
Jeg alt paa dine øyne seer,
Din villie at fremme.

13. Lad dog din høye majestæt
Mig saadan frygt indjage,
At bedre hvad der er forseet,
Og intet foretage,
Som kunde synes dig imod,
Men vove ære, liv og blod
For det, som dig behager.

14. Vil andres høye gunst og pragt
Mig lokke eller skrekke,

* 68

Saa lad din u-omskrænkte magt
Den frygt i mig opvække,
At jeg ad sure miner leer,
Og intet paa de søde seer,
Kun dig allene søger.

15. O lad mig, hvor jeg gaaer og staaer
Din frygt i hiertet bære,
Og al den deel min siel formaaer,
Dig elske, følge, ære,
At din natur og væsen maa
Mig som et speyl for øyne staae,
At efterfølge trolig.

16. Min gierning, ord og tanke lad
Kun al din ville følge,
Og ey for verdens gunst og had
Din naades virkning dølge,
At sindet uforandret maa
Kun lige frem ad veyen gaae,
Som til Guds rige fører.

17. Ach lad mig altid aandens frugt
Fornemme og bevare,
Saa bliver satan udelukt
Af hiertet med sin snare,
At jeg er altid vel bered,
Naar Gud berammer tiid og sted
Fra denne jord at fare.

18. Saa faaer jeg altid meer og meer
Din naades lys at kiende,
Og hvordan du saa naadig seer
Mit levnets løb til ende,

* * * 69

Lad synd og død og satans magt
Da komme, jeg er uforsagt,
Jeg staaer i HErrens naade.

19. Lad det saa vendes op og ned,
Jeg gaaer i naadens orden,
Og finder i Guds kierlighed
Et paradiis paa jorden.
Og HErrens frygt, som med mig gaaer,
Forsikrer altid, at jeg staaer
Hos Gud i naade, Amen!

3. Om Tillid paa Gud.

Nr. 153.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du est allene værd, o Gud for alle guder,
At man fra slægt til slægt din trofasthed bebuder,
Og breder ud din lof i verdens vide land,
Som sender hielp og trøst, naar ingen hielpe kand.

2. O! lær mig, milde Gud, med agtsomhed at merke
Paa dine vise raad og store vunder-verke,
At man tit ey et tegn til nogen redning seer,
Og hielpen altid dog til rette tide skeer.

3. Her staaer jeg med min sorg for dig, min Gud, til skamme,
Hvor tit du hielper mig, saa er det dog det samme,
Saa snart du setter mig paa prøven lidt igien,
Da veed jeg ikke, hvor jeg vil for kummer hen.

* * * * 70

4. Jeg kunde blevet af saa mangen forsyns prøve
Uovervindelig, behiertet som en løve,
Jeg seer jo, at du mig dog ey forlade kand,
Jeg synes at forgaae, og kommer dog til land.

5. Men jeg i øyeblik vil hielpen see og høre,
Før prøven kand sin cuur og rette virkning giøre,
Da bliver det min siel saa tungt som svare pund,
At bie op den dig bekiendte hielpe-stund.

6. Ach! lad din Aand mig til frimodighed opvække,
Naar kiødet lader sig saa ubesindig skrekke,
Naar korsets mørke paa mig falder som en nat,
Og sielen tænker, at hun er af dig forladt.

7. Jo større korset er, jo mere lad mig fatte
Dit ord, at aldrig saae man dine slet forladte,
Dit vise almagts raad forglemmer ey min trang,
Og bier det end lidt, det kommer dog engang.

8. Din aand er mægtig nok, mit svage haab at styrke,
Naar satan og fornuft det gierne vil formørke,
I sær naar faren har saaledes overhaand,
At ingen verdens hielp kand løse mine baand.

9. Da kand man ret din kraft i sielen agte nøye,
Naar al umuelighed for hende sig maa bøye,
Det er min anker-grund og troens faste slot,
Som du har giort, saa vil du giøre alting got.

* * *
71

Nr. 154.

Synes det i kors og pine,
Som Gud tit forglemte sine,
Dog er jeg forsikret paa
Hielpen vist engang at faae.

2. Hielpen derfor ey forgiettes,
Om den nogenstund opsettes,
Bier den, saa troe og viid:
Hielpen skeer til rette tiid.

3. Som en fader strax ey giver
Det, som altid fodret bliver,
Saa har Gud sin tiid dertil,
Naar hand sine hielpe vil.

4. Gud kand al min trang formilde,
Om det aldrig gik saa ilde,
Bærer til mig dag fra dag
Meer end faders hierte-lag.

5. Trods den gamle helved-drage,
Trods al verdens skam og plage,
Bort al frygt af sind og hu,
Lever dog min Gud endnu.

6. Trods den bittre dødens kolde,
Trods al verdens spyd og skiolde,
Lad dem tage alting hen,
Gud i himlen er min ven.

7. Lad kun avind-syge siele
Hade, true, spotte, qvæle,
Gud, som seer det gandske spil,
Selv i sagen dømme vil.

* * * 72

8. Lad dem gandske mig forjage,
Himlen skal mig ingen tage,
Har jeg ikke steen og stok,
Himlen er mig lige nok.

9. Verden! jeg dig glad forlader,
Hvad du agter høyt, jeg hader,
Tag det alt med haar og hud,
Lad mig kun beholde Gud.

10. O Gud! vil du min kun blive,
Maa alt andet gierne drive,
Skal og graven skiule mig,
Gierne! naar jeg har kun dig.

Nr. 155.

Det er den daglig trøst, hvormed
Jeg undertræder al fortred,
Ja synd og død og satan overvinder:
Jeg har min Gud i hiertet fat,
Og himlen er min egen skat,
Hvad fattes mig, naar jeg mig ret besinder?

2. Vil jeg i ordet see mig om,
O, hvor livsalig, mild og from
Er du, min søde Gud! deri at kiende,
Det giver baade siel og mund
Saa mangen daglig fryde-stund,
At jeg min velstand ey kand see til ende.

* * * * * 73

3. Saa sandt Gud boer i himlens sal,
Saa sandt er jeg blant deres tal,
Som kalde ham med rette: hierte fader,
Hand har til mig et faders sind,
Mig slutter i hans forsorg ind,
At intet mig bedrøver eller skader.

4. Saa sandt som JEsus er Guds søn,
Og har forløst vort arme kiøn,
Saa sandt kand jeg mig af hans gunst berømme,
Hans kierlighed er saadan brand,
At hand mig aldrig glemme kand,
Min frelse har ham kostet blode-strømme.

5. Saa sandt som Gud den Hellig Aand
I daaben rakte mig sin haand,
Og frelste mig af alle mine synder,
Saa vist hand mig i hiertet boer,
Og giør forsikring ved sit ord,
At Gud mig ret af gandske hierte ynder.

6. Den helligste Tre-Enighed,
For hvilken alle throner ned
Med halleluja u-ophørlig falde,
Hand i mit hierte har bered
Sin helligdom og blive-sted,
At jeg mig kand hans egen tempel kalde.

7. Saa vil jeg bruge al min fliid
I denne korte lives tiid
Din trofasthed med lyst at overveye,
Men lad mig snart den deel, jeg troer,
Og glædes til paa denne jord,
I himlen faae til evig arv og eye.

* * *
74

Nr. 156.

Mel. Den kiere Solens lys og pragt.

Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer,
Min siel skal altid tænke,
At satan allevegne staaer
I veyen med sin lenke,
Hans skiulte helved-brand
Mig let forvilde kand,
Naar jeg ey paa min skandse staaer,
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer.

2. Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer,
Mod synden skal jeg stride,
Om Gud med korsets riis mig slaaer,
Det skal jeg taalig lide,
Tit ingen vey jeg seer,
Hvor jeg kand vandre meer,
Naar modgangs taage om mig staaer.
Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer.

3. Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer,
Og veed mig ikke sikker,
Ey nogen dag og time, naar
Hand har mig alt i strikker,
Et lidet aandefang
Kand ende al min gang,
At jeg i evigheden staaer,
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer.

* * * 75

4. Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer,
De skal mig vel bevare,
Slet intet satans magt formaaer
I saadan himmel-skare,
Bort verdens suk og sorg;
Jeg gaaer i engle-borg,
Trods nogen rører mig et haar,
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer.

5. Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer,
Hand har mig ved sin side,
Hand skiuler mig med sine saar,
Og hielper mig at stride,
Hvor hand sin fodspor lod,
Der setter jeg min fod,
Trods al den deel mig ilde spaaer,
Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer.

6. Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer,
Frimodig da mit hierte,
Kun did, hvor du en ende faaer
Paa al din synd og smerte,
Bort verdens lyst og pragt,
Til himlen staaer min agt,
Al verdens eye jeg forsmaaer,
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer.

* * *
76

4. Om Begierlighed og Længsel efter Gud.

Nr. 157.

Mel. Vær trøstig mit Hierte etc.

Min JEsu! mit lives
Livsaligste brynd,
Hvor trøsten udgives
Mod sorrig og synd,
O levende kilde!
Hvis strømme saa milde,
Saa skiønne og klare som beste christal
Udflyde i siele-beængstelses dal.

2. Du siger: saa mange,
Som tørstige gaae,
Beklemte og bange
For naaden at faae,
Her har jeg en vædske,
Som evig kand lædske,
Saa træder hid alle, og drikker det vand,
Som giver en evig fornøyelses stand.

3. Min hyrde! din stemme
Mit hierte fornam,
Saa lad dig beqvemme,
At ledske dit lam,
Giv hvad du har lovet,
Min HErre og hovet,
Du seer, hvor nødtørftig og fattig jeg staaer,
Og ingen fortiener den naade, hand faaer.

4. Du ledsker i grunden
Mit hierte og mod,

* * * 77

Hvo dig kun har funden,
O kierligheds flod,
Hans hierte udbryder,
Som strømmene flyder,
Med lystige toner i frydelig sang,
Og finder ey mere sin smerte og trang.

5. Saa kom mig at skenke
Med rundeste haand,
Og lad mig nedsenke
Min tørstige aand
I kierligheds vande,
Til himlen at lande,
At hvad jeg skal giøre, min længsel maa gaae
Som strømmen i floden til himlen at naae.

6. Naar du og vil skenke
Med bitterste graad,
Saa lad mig betænke
Dit viseste raad,
At korset maa taale
Og smage den skaale,
Som du os til frelse saa gandske drak ud,
Enhver, som i himlen vil være din bruud.

7. Der lad mig da tage
Den sødeste skaal,
Og lysterne smage
Med fuldeste maal,
Hvor alle fremtræde
I himmelske glæde,

* * * 78

Og leges med harper i himlene ind,
Som lagde i verden paa hellighed vind.

5. Om Kierlighed til Gud.

Nr. 158.

Mel. Den skiønnest og lifligst.

I prægtige himle og jorden tillige!
O vær er mig vidne til det jeg vil sige,
Alt det, som mit hierte kand glæde og gavne,
Er JEsum at elske, at kysse og favne.

2. Den høyeste ære, hvorefter jeg stunder,
Bestaaer i at være i JEsu hans vunder,
Mig synes saa mange slags himle oprinde,
Som sielen blodsmykkede vunder kand finde.

3. Lad verden kun true, og tænderne vise,
Jeg vil min livsaligste JEsum dog prise,
Lad huldre og lyne og tordne tillige,
Jeg tænker fra JEsu dog aldrig at vige.

4. Lad luften bespendes med giftigste buer
Og jorden og havet staae begge i luer,
Saa skal dog min JEsus mig altid behage,
Ham intet skal kunde mit hierte betage.

5. Thi JEsus betragter de ængstede hierter,
Forsøder med glæde de bitterste smerter,
Det veed jeg, thi vil jeg ham aldrig forsage,
Men stedse hans liflighed kysse og smage.

* * * * 79

6. Ach seer dog! der kommer min persede drue,
Mit hierte at favne i kierligheds lue,
O sødhed! ey nogensteds mere at finde,
Hvo vilde sig med ham ey evig forbinde?

7. Al gierning og tanke paa hannem kun sigter,
Til ham jeg mig gandske og evig forpligter,
Ham har jeg udvaldt mig for alle at have,
Den sødeste rose og yndigste gave.

8. Naar læber og kinder i døden skal blegne,
Da vil jeg til slutning med sukke betegne,
At JEsus, kun JEsus, min JEsus skal være,
Ham eene og evig at elske og ære.

Nr. 159.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke,
Og alle øyeblik hans kierlighed betænke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din JEsu purpur-saar.

2. Ach ja, hvor kunde jeg, min JEsu! dig forglemme,
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.

* * * * 80

3. Min siel er giennemblødt af JEsu lifligheder,
Hver aare, i mig slaaer, kun efter JEsum leder.
Mit hierte drypper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i JEsu sødheds kraft.

4. Saa stort, ach meer end stort et naades lys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.

5. O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altid har i dig et uforfærdet mod,
Og døer saa, naar Gud vil, paa JEsum og hans blod.

Nr. 160.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Min JEsus hand er min begyndelse og ende
I al den deel jeg giør, i hvor jeg mig skal vende,
Hand er mit øye-meed paa denne verdens jord,
Og intet uden ham udi mit hierte boer.

2. Naar jeg kun JEsum har, hvad skiøtter jeg om jorden,
Hvad agter jeg om sluud, om storm og ild og torden,
Hans kierlighed den giør mig al min last til lyst,
Jeg intet uden ham vil huse i mit bryst.

3. Med JEsu vaager jeg, med JEsu vil jeg sove,
Med JEsu gaaer jeg glad, og alting frisk tør vove,
Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae,
Hvad skader mig, naar jeg kun JEsum have maa?

* * * * * 81

4. Min JEsu! føer mig selv i alle mine dage,
Ey uden dig et trin paa denne jord at tage;
Skal jeg mig føre selv, forføres jeg saa let,
Men fører du mig, da er al min vandring ret.

5. Hvad du begynder selv, det vil du selv fuldende,
Trods alle buer, som sig derimod vil spende,
Jeg som en borre vil mig henge ved dig fast,
Saa gaaer min gierning fort, og er mig ingen last.

6. Dig vil jeg gandske mig med rod og top hengive,
Med hvad jeg tænke, hvad jeg tale skal og drive,
Ach! tag det offer an, endskiønt det er kun slet,
Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret.

7. Saa meget mueligt, vil jeg stedse mig bemøye,
Mig som et lydigt barn i alle ting at føye,
At være dig i sorg og glæde huld og troe,
Saa længe jeg skal her i denne verden boe.

8. Og naar det endelig dit vise raad behager,
At du fra denne jord til evig fred mig tager,
Ach ja, min JEsu! kom, saa følger jeg dig glad,
Ach gid det var i dag, ach gid jeg hos dig sad.

Nr. 161.

Vil du have roe min siel?
Vil du leve glad og vel?
Ønsker du i al din møye
Dig at glæde og fornøye,

* * * * * 82

Elsk din Jesum, intet meer,
Saa skal du og see: det skeer.

2. Ingen haver det begrædt,
At hand elskte JEsum ret,
Ingen deraf vee har funden,
At hand var med ham forbunden,
JEsum ene have kier
Er at være salig her.

3. JEsus er den største skat,
Ham at elske dag og nat,
Ret at elske, det kand give
Evig glæde her i live,
Jesu kierlighed vor tiid
Giør os himmel-sød og bliid.

4. Ønsker du dig da engang,
Fri fra denne verdens trang,
Al din møye at forglemme
Og en liflig roe fornemme,
Hav din JEsum ene kier,
Saa er sielens hvile der.

* * * 83

5. Kiere hierte! ach at du
Ikke denne sag endnu
Hidindtil har vildet vide,
Men det beste sat til side,
Lad det hiertens inderlig
Smerte og bedrøve dig.

6. Agt al verdens beste lyst
Som en daarlig tidsel-høst,
Der kand ingen hvile give,
Men din hvile nok fordrive,
JEsus ene elskes maa,
Saa kand sielen hvile faae.

7. Nu min JEsu! hielp mig til,
At jeg dig kun elske vil,
Ret af hiertens grund, saaledes,
At jeg ved al verden kedes,
Dig at have hierte-kier,
Alt det er, jeg ønsker her.

8. Lad din aand i kierlighed
Flyde mig i sielen ned,
Fylde mig med saadan brynde,
Intet, uden dig, at ynde,
Saa er kierligheden reen,
Thi jeg haver nok i een.

9. O! hvad bliver hiertet let,
Naar man elsker JEsum ret,
Agter ingen anden gave,
Naar man maa sin JEsum have,
Da forlanger hun ey meer,
Thi i dig hun alting seer.

10. Roe og alt det got, jeg veed,
Giver JEsu kierlighed,

* * * 84

O! at sielen kunde finde
Veyen, JEsum ret at vinde,
Ret at elske, ret at faae,
JEsu! hielp mig det at naae.

11. Gud er kierlighed, hans art,
Hvor hand findes, kiendes snart,
Da vil sielen altid mere,
Intet uden Gud begiere,
Aanden driver os dertil,
At man JEsum elske vil.

12. Ach du rene himmel-glød,
Giør mig sielen lue-rød
Efter kierlighed at rende,
Ret i kierlighed at brænde,
Hierte! hav din Jesum kier,
Ellers est du ham ey værd.

Nr. 162.

Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

Bort verden af mit sind og øye,
Din lyst du selv beholde maa,
Som mig ey mere kand fornøye
End jorden, som jeg spytter paa.

* * * * * 85

Hver elske, hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

2. Hand er min riigdom og min ære,
Min daglig lyst og tiids-fordriv,
I ham jeg ret til freds kand være,
Thi JEsus hand er selv mit liv.
Hver elske etc.

3. Naar munden smag og mæle mister,
Og mumler mod den mørke grav,
Naar øynene i døden brister,
Hvor bliver verdens lyst da af?
Hver elske etc.

4. I svaghed bliver hand min styrke,
Og giør mig al min trængsel sød,
Hand er mit liv i dødens mørke,
Hand sviger ey i liv og død.
Hver elske etc.

* * * 86

5. Hand hersker over alle himle,
Hans throne i det høye staaer,
Saa vidt, som creaturer vrimle,
Hans herredom og rige naaer.
Hver elske etc.

6. Hans slot kand ingen magt bestride,
Det staaer paa evighedens grund,
Hans fiende maa i græsset bide,
Naar hand kun taler med sin mund.
Hver elske etc.

7. Hans deylighed er uden lige,
Som verden dog ey kiende vil,
Hans riigdom ingen kand udsige,
Og hvad hand har, mig hører til.
Hver elske etc.

8. Lad mig kun her foragtet være,
Og leve i en ringe stand,
Jeg skal i himlen kronen bære,
Og herske med min frelsermand.
Hver elske hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

6. Om den sande Viisdom.

Nr. 163.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Kommer, hvo vil viisdom lære!
Kommer hid i hobe-tal!
Rette vise folk at være
Er den deel, der læres skal,

* * * * 87

Hver vil have navn derfor,
Faa kun finde viisdoms spor,
Og just de, som viisdom finde,
Sees af andre an for blinde.

2. Vise ere, som befalde
Sig ey selv i deres sind,
De, som selv sig daarer kalde,
Villen død, forstanden blind,
Da de ikke Gud har kiendt,
Men sig gandske fra ham vendt,
Deres daarlighed fortryde,
Og i bedrings taarer flyde.

3. Vise ere de, som trænge
Sig i JEsu vunder ind,
Sig ved ham i troen hænge
Med et plat hengivet sind,
Verdens viisdom kaste bort,
Og hvad verden agter stort,
Rette alle deres sinde
Kun til JEsum ret at vinde.

4. Vise ere de, som bede
Stedse om Guds Aand at faae,
Og af ham sig lade lede
Paa den rette vey at gaae,
Hvo af hannem føres ey,
Vandrer paa den brede vey,
Skiønt hand veed om naadens rige
Mange store ting at sige.

* * * 88

5. Vise ere de, sig speyle
I Guds ord, ved hvert et trin,
At de ikke skulde feyle
I at skille kraft fra skin;
Hvo vil den bedrage let,
Som vil følge ordet ret?
Ordet sviger ingenlunde,
Staaer, naar alting gaaer til grunde.

6. Vise ere de, som haste
Bort fra det, man her kand see,
Som forbande og forkaste
Det, som føder evig vee,
Som i verden elske ey
Riigdom, ære, lysters vey,
Agte det for slige sager,
Hvormed folk sig selv kun plager.

7. Vise ere de, som halte
Ikke meer paa begge been,
Gud til deres skat udvaldte,
Vil ey have meer end een,
Finde ey i andet smag,
Men i hannem al behag,
Ham allene vil befalde,
Dem kand man ret vise kalde.

8. Vise ere, som sig skamme
Aldrig ved vor JEsu spot,
Gladere hans kors annamme
End det beste herre-slot,

* * * 89

Christi kors har herre-magt,
Lyser med en himmel-pragt,
Hvo til viisdom sig vil skynde,
Skal ved Christi kors begynde.

9. Vise ere de, som tragte
Efter deres rette hiem,
Vandre frisk og uforsagte
Alle tider bedre frem,
Lade saa den store flok
Elske verden længe nok,
Som de havde den i fæste,
De kun agte sig for gieste.

10. Gud! hvis viisdom ey indspendes
I al verdens snevre egn,
Lad dog klarlig hos mig kiendes
Disse viisdoms rette tegn,
At jeg seer mit mørke sind,
Finder til min JEsum ind,
Om din aands oplysning skriger,
Og fra ordet aldrig viger,

11. Verden hen for intet selger,
Kalder dig min beste skat,
Christi kors og spot udvælger,
Seer til himlen dag og nat.
Fader! hør mig, hør Guds Søn!
Hør, o hellig Aand! min bøn,

* * * 90

At jeg dog maa her paa jorden
Findes i de vises orden.

7. Om Christi Efterfølgelse og Verdens Fornegtelse.

Nr. 164.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Hvo vil med til himmerige,
Kommer, JEsus raaber nu,
Kommer, fattige og rige,
Vender hierte, sind og hu
Fra den arme verden bort,
Tiden er herefter kort,
Her er mere at bestille,
End med verdens lyst at spille.

2. Har I drevet eders dage
Hen i synd og sikkerhed,
Hvad vil det for ende tage?
Gaaer det ey i pølen ned?
Vender om, og søger raad
I en hiertens bedrings graad,
Søger udi saadan smerte
JEsum ret af gandske hierte.

3. Dermed vandrer anderledes
End den store verdens flok,
Her skal kæmpes, her skal bedes,
Sagen er jo vigtig nok,

* * * * 91

Hver en lyst skal gribes an,
Hvortil nogen før var van,
At den aldrig, aldrig mere
Over sielen skal regiere.

4. JEsu fodspor er allene
Vey til himlens herlighed,
Og hvo dette ey vil mene,
Den af Gudsfrygt intet veed,
Al hans viisdom, al hans konst,
Al hans gierning er omsonst,
Vil man vey til himlen vide,
Da maa verden først til side.

5. Du maa vrie dig og vende
Her saa længe, som du vilt,
Syndens lyst maa have ende,
Ellers er Guds naade spildt.
Siger du: du veedst det grandt,
Hvem der kunde kun saa sandt,
Hen til Gud om kraft at bede!
Hand til hielpen jo er rede.

6. Kiender man, at det er nødigt,
Ret at bruge naadens tiid,
Agter det dog overflødigt
Ret at bruge al sin fliid,
Saa er det beviis derpaa,
Man kun ey for satan maa.
Skulde man ham mere lyde,
Maatte det en steen fortryde.

* * * 92

7. Op I christne! seer dog eder
Ret i denne verden for,
Vaager, sukker, banker, leder
Efter JEsu rette spor,
Gaaer i denne verden frem,
Som det ret kand sømme dem,
Der hvert øyeblik med glæde
Færdig staae for doms at træde.

8. Op I christne! samler kræfter,
Fatter mod i barm og bryst,
Ret at følge JEsum efter,
Ret at følge ham med lyst,
Holder eder til ham nær,
Faaer ham altid mere kier,
Elsker trolig eders næste,
Søger alt hverandres beste.

9. Kiender eders store vaade
I en grundig ydmyghed,
I vor Herres JEsu naade
Senker eder gandske ned,
Legger u-ophørlig vind
Paa at have JEsu sind,
Hvad han giorde, giører efter,
Hand skal give mod og kræfter.

10. Er det ikke tiid at vandre,
Evigheden er os nær,
Beder, stræber med hverandre,
At formane hver i sær,
Hid I store! hid I smaae!
Tager JEsu kors kun paa,
Følger alle, ingen svige,
Hvem der vil til himmerige.

* * *
93

Nr. 165.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

Den onde leve-maade,
Den kiødets gamle stiil,
Om himlen og Guds naade
At bære ingen tviil,
Og dog foruden aand
Og kraft og lys saa sikker
At gaae i satans strikker,
Har taget overhaand.

2. Hver følger kun sin vane,
Som hand har vant sig til,
Den gamle Adams bane
Saa nødig slippes vil,
Vil nogen vise vey,
Det med fortred kun høres,
Om end undskyldning giøres,
Betyder det dog ney.

3. Man taler om de gamles
Maneer at vandre frem,
Man ønsker alt at samles
I døden kun med dem,
Den ene synder paa
Den anden sig beraaber,
Naar disse himlen haaber,
Vil jeg den og vel faae.

* * * 94

4. O kiere siel, som vanker
I verdens mørke om,
Og har saa ringe tanker
Om HErrens strenge dom,
O! tænk dig om engang,
Og for Guds død og smerte,
Leg denne sag paa hierte,
At evighed er lang.

5. Hvor skal jeg, vil du sige,
Den rette vey forstaae?
De lærde selv jo krige,
Og mod hverandre gaae,
Een spender buen hart
Om Christi kors at bære,
En anden veed at lære
En mildre leve-art.

6. O siel! du ey est bunden
Til nogens mund og pen,
Men selv randsag i grunden
Den vey, hvor du gaaer hen,
I JEsu fodspor maa
Dit liv og vandring være,
Saa lyder JEsu lære,
Med hannem skal du gaae.

7. Her skal dit sind forandres
I bøn og kamp og striid,
Og anderledes vandres
End hid til denne tiid.

* * * 95

Din JEsu leve-art
Guds ord jo ikke dølger,
Saa lær, at du ham følger
Oprigtig, frisk og snart.

8. See nu, hvor heel ulige
Hans levnet er med dit,
Du vil til ære stige,
I synden glædes frit,
I pragt og riigdom boe,
Hand flydde verdens ære,
Hand vilde fattig være,
Hand græd naar andre loe.

9. Den vey i synd at glædes,
Den satans egen stie,
Den vey skal ret begrædes,
Hver stund man gik deri,
Det sorte helved-trav,
Som verden lystig render,
Og sig i pølen ender,
Den vey skal skaffes af.

10. Far vel med dine gange,
Du vellyst-fulde vey!
Lad andre paa dig prange,
Jeg siger evig ney,
Din ende er for haard,
Jeg lystes ey at trine
Paa roser til den pine,
Som ingen ende faaer.

* * * 96

11. Far vel du brede stræde,
Du seer mig aldrig meer,
Bort syndig selskabs glæde,
Som i din jammer leer,
Du est mig alt for leed,
Lad andre tænke andet,
Jeg kalder dig forbandet,
Saa stor du est og bred.

12. Dig, rette vey! jeg ynder,
Som gaaer til himlens land,
Paa dig jeg nu begynder
At trine, hvad jeg kand,
At dræbe kiød og blod,
Og verdens lyst forsage;
Og har det skiønt sin plage,
Saa er dog enden god.

13. Velan I fromme hierter!
Jeg følger eders trop
Igiennem mange smerter
Til himlens glæde op,
Lad møde hvad der maa,
Det har slet ingen fare,
Naar vi den ondes snare
Kun ret forbi kand gaae.

14. O JEsu! see hvor farlig
Er vores vandrings færd,
Hielp, at vi færdes varlig,
Og vær os altid nær,
Viis os, hvordan vi skal
I dine fodspor ile,
Saa kand vi snart os hvile
I himlens brude-sal.

* * * 97

Nr. 166.

Paa sin egen Melodie.

Den snevre vey er bred nok til Guds rige,
Naar man gaaer sagte, lige, stille fort,
At hvert et trin forsigtig bliver giort,
Naar man har lært hen op at stige,
Saa er den vey og bred nok til Guds rige.

2. Vor HErres vey er fuld af lifligheder,
Naar man den har i troen rigtig kiendt,
At hiertet er til veyen trøstig vendt,
Naar man sig dertil ret bereder,
Saa er vor vey og fuld af lifligheder.

3. Hvor kand en biørn som lammet taalig være,
Den vilde ulv vil nødig lukkes ind,
Hvor kand vort kiød faae lyst til aandens sind,

* * * 98

Og himlens rette fodspor lære,
Hvor kand en biørn som lammet taalig være.

4. Du maa først aand af aand ved ordet fødes,
Saa kandst du gaae den snevre livets gang,
Men ellers er din vey forgieves trang,
Dit falske sind det først maa dødes,
Du maa først aand af aand ved ordet fødes.

5. Hvo fødselen af Christo først erlanger,
Hand følger og sin HErre trolig med,
Hand lider først hans skændsel og fortræd,
Før hand med ham i lyset pranger,
Hand fødselen af Christo først erlanger.

6. Hand bliver med ham i hans død begraven,
I graven bliver til en tiid forvart,
Staaer op, og holder saa sin himmelfart,

* * * 99

Faaer aanden, som er fæstegaven,
Naar hand er først i døden med begraven.

7. Den aand, som Christum drev, hans christne driver,
Den samme aand har altid samme skik,
De faae at gaae den samme vey hand gik,
Vel den, som det i hiertet skriver:
Den aand, som Christum drev, hans christne driver.

8. Og skal man skiønt i skarpe torne trine,
Det stød og sting kun ind i hælen gaaer,
Er lideligt, giør ingen hierte-saar,
Naar man er taalig i sin pine,
Om man end fik i helved-frygt at trine.

9. Det lette aag kand ey for haardt besvære,
Det onde sind kun derved trykkes ned,
Det tvinger kun din egenkærlighed,
Naar man forstaaer det ret at bære,
Det lette aag kand ey for haardt besvære.

10. Det lette aag kand lette vore sinde,
At hiertet sig til Gud oprette kand,
Og aanden ret faae luft i saadan stand,
At man Guds kierlighed kand finde,
Det lette aag kand lette vore sinde.

11. Hielp JEsu! dig at følge allevegne,
Du seer, jeg gaaer endnu saa skrøbelig,
O! drag mig, at jeg frisk kand følge dig,
Saa skal mig sødhed nok begegne,
Hielp JEsu! dig at følge allevegne.

* * *
100

Nr. 167.

Mel. Min siel nu lover HErren etc.

Min siel, hvo vilde være
Begierlig efter det man veed,
Der kand dig kun besnære,
Og hindre fra din salighed,
I verdens ære prange,
Som kand saa snart forgaae,
Forbandet tusind gange
Den ære kaldes maa,
Som styrter ned i pine
Og skændsel siel og krop,
Vil du til ære trine,
Saa søg til himlen op.

2. Hvad kand os vellyst nytte,
Der er saa slet og hastig endt,
Hvad kand os riigdom skytte,
Naar døden har sin bue spendt,
Min JEsu æres sæde
Har uforgænglig guld,
Af hiertens fryd og glæde
En gandske himmel fuld,
Mod hvilket verdens rige
Er kun som skum paa vand,
Kom hierte! lad os fige
Til himlens fryde-land.

3. Hvad skal vi da ey smage
For liflighed i siel og krop,
Naar disse gode dage
I evighed ey høre op,

* * * 101

For JEsu stoel at træde
I himlens blanke slot,
I JEsu sig at glæde
Er evig sødt og got,
I JEsu sig at fryde
I evig ære-stand,
Har mere at betyde,
End nogen tænke kand.

4. I JEsu har jeg mængden
Af riigdom, lystighed og pragt,
Det skal man see i længden,
Naar verden er i aske lagt,
Lad verden mig foragte,
Det intet hindre kand,
Jeg efter dig vil tragte,
Du himlens ære-stand.
Lad verden mig kun hade,
Jeg bliver JEsu troe,
Og aldrig ham vil lade,
Saa er min siel i roe.

5. Bort verden, vær forbandet
Med al den deel, dig hører til,
Min JEsum, intet andet,
Jeg til min riigdom have vil,
Lad verden mig kun træde
I spot og skændsel ned,
Min JEsus mig kand glæde
I tiid og evighed.
Og skulde jeg end smage
Her døden tusindfold,
Det kand mig intet tage,
Hist er jeg i behold.

* * * * 102

6. Det kand jeg frit bekiende,
Og glædes nat og dag dertil,
Et rige uden ende
Gud mig i himlen unde vil,
Lad verden sig fornøye
I det, som snart forgaaer,
Min krone i det høye
Alt færdig til mig staaer,
Jeg skal med Gud regnere
I evig herlighed,
Hvem vilde sørge mere,
Imens jeg dette veed?

7. O JEsu! al min glæde,
Naar kommer dog den blide stund,
At jeg derop kand træde,
Og prise dig med engle-mund,
Naar skal jeg brude-smykkes?
Naar skal den vexel skee?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faaer at see?
O! und mig snart den ære,
I frydens paradiis
Min seyers krands at bære,
Dig selv til evig priis.

Nr. 168.

Eet er nødigt, dette ene
Lær mig, Gud! at kiende ret,
Verden kand mig intet tiene,
Skiønt hun synes flin og slet,

* * * * 103

Hun er kun en byrde, som nager og plager,
Hvor sielen dog ingen ret liflighed smager,
Men faaer jeg det ene for alting kun fat,
Da bliver mig een ting for alting min skat.

2. Vil du dette ene tage,
Søg det ey paa denne jord,
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det hvor
At guddom og manddom forenet sig finde,
Og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,
Der, der er det ene nødvendige ret,
Der, der er min ene, mit alting i eet.

3. Som Mariæ hierte-rødder
Søgte denne ene skat,
Da hun sig ved JEsu fødder
Fuld af længsel havde sat,
Hans tale var liflig i hierte og øre,
Hun vilde saa gierne hans villie høre,
Hun smagte den sødhed i frelseren laae,
Hand ene for hende var alting at faae.

4. Saadan længes jeg med smerte,
Søde JEsu! efter dig,
Lad dig finde i mit hierte,
Overgiv dig dog til mig,
Og vilde end mange til verden sig vende,
Saa vil jeg dog efter dig løbe og rende,
Du haver det evige saligheds ord,
I dig al fornøyelses herlighed boer.

* * * 104

5. O! al viisdoms vælde-kilde,
Lad den trædske slange ey
Mig forføre og forvilde
Fra den rene sandheds vey,
At jeg i eenfoldig- og ydmygheds gange
Din viisdom kand søge og liflig undfange,
At kiende dig, JEsu, og have dig kier,
Saa er jeg til himlen og evighed lærd.

6. Jeg for Gud kand intet bringe
Uden dig og dine saar,
Under din forsonings vinge
Jeg for Gud frimodig staaer,
En evig retfærdighed du os fortiente,
Der pinen og døden dit hierte bespendte,
Der har jeg de klæder, der smykke mig ud,
At prange for thronen som deyligste bruud.

7. Nu saa lad mig her opvækkes
Til et helligt liv i dig,
At det onde daglig svækkes
Ved din store kraft i mig,
Thi hvad mig til gudelig vandring i livet
Kand tiene, er i dig, min JEsu, mig givet,
Riiv mig fra al kiødets forfængelig lyst,
Saa lever jeg i dig, min eneste trøst.

8. Ja! hvad skal jeg mere sige,
Her er naadens fulde flod,
Du gikst ind i himmerige
For mig eengang med dit blod,

* * * 105

Du derved en evig forløsning har funden,
Hvorved jeg er hiulpet og reddet i grunden.
Guds hierte er aabnet ved denne din gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig klang.

9. Sielen veed af ingen byrde,
Har et frit og lystigt mod,
Hun er ført af hendes hyrde
Ind i livets eng og flod,
Ey nogen forfriskning mod denne kand veye,
At have sin JEsum, ham evig at eye,
Slet intet mig glæder, og dæmper min vee,
Foruden min JEsum i troen at see.

10. Derfor JEsus hand mit ene
Og mit alting være skal,
Prøv, om jeg det ret vil mene,
Eller er blant hyklers tal,
See, om jeg mig vender i sikkerheds leye,
Og føer mig paa livets de evige veye,
At agte for skade al vellystens flok,
Og JEsum at vinde, hand eene er nok.

Nr. 169.

Mel. Den kiere solens lys og pragt.

Den vey du gikst i kors og trang,
I bøn og striid og møye,

* * * * * 106

Min JEsu! livets snevre gang,
Lad mig den kiende nøye,
U-agtet kiød og blod
Vil sette sig imod,
Jeg dog frimodig haster frem,
Og stræber kun til himlen hiem.

2. O lad mig, som dit naades kar,
Af naade overflyde,
(Den arme verden intet har,
Som sielen ret kand fryde,)
Min brudgom! føer mig ved
Din egen haand afsted,
At jeg, mit lam! dig følge maa,
Og aldrig mere stille staae.

3. Dit lys bestraale korsets dal,
Og altid for mig brænde,
At jeg fra dines lille tal
Mig aldrig lader vende,
Dig følger op og ned
Med saadan munterhed,
At du min vandring ynde maa,
Og jeg din himmel snart kand naae.

4. Hvor vil jeg glædes da engang,
Naar jeg dig troe er bleven,
At ingen møye, spot og trang
Mig har tilbage dreven,
At jeg dit ord og røst
Har ene fuldt med lyst,
Og frem for alting sat mig for,
At trine kun i dine spor.

* * * 107

5. Velan, jeg vover det derpaa,
Din tornesti jeg ynder,
Jeg veed, hvad ende det skal faae,
Som mig dit ord forkynder,
At trængsel, spee og spot
Er vey til ærens slot,
O hvad er den fornuftig dog,
Der favner dig, du søde aag!

Nr. 170.

Ach! maatte hun sin JEsum skue,
Min siel, som JEsus har saa kier,
Skiønt hun er intet mindre værd,
Og gaae fra kroppens orme-tue
Til den, som hende kraftig drager
Til sig fra denne verden op,
Med hvilken hun omsonst umager
Sit hele arme levnets lob.

2. Ach! maatte jeg hans aabne side
Saa længe kysse som jeg gad,
Og siden hvert et saar i rad,
Som hand for mig har vildet lide.
Ach! maatte jeg hans fødder favne,
Og væde med en taare-flod,
Da kunde aldrig bedre havne
Mit synd- og sorg-beklemte mod.

* * * * 108

3. Ach! lad mig med Johanne ligge
Tæt op til dit det ædle bryst,
At glemme gandske verdens lyst,
Ey meer ved hendes dør at tigge,
Som har mig hidindtil bedaaret,
At kaste hendes narverk hen,
Og vorde gandske hierte-saaret
Af længsel efter dig igien.

4. Ja, jeg maa noget større bede,
O! drag mig gandske ind i dig,
Og kom du, JEsu, selv til mig,
At jeg af dig mig lader lede,
Som det dig ene kand behage,
Ja raab og driv mig til dig ind,
At jeg ey mere seer tilbage,
Saa faaer jeg et fornøyet sind.

5. Saa vil jeg alting da forlade,
Dig følge over bierg og dal,
Ey agte hvad mig møde skal,
Mit eget liv og levnet hade,
At jeg kun vist til dig kand komme,
I hvordan det skal siden gaae,
Kun vist, kun vist med alle fromme
Engang for lammets throne staae.

*
109

8. Om Glæde i Gud.

Nr. 171.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Min JEsu, søde siele-lyst!
Hvor himler hiertet i mit bryst,
Sig selv og verden glemmer,
Naar jeg dit kys og favne-tag
Af saadan høy og himmel-smag
Udi min siel fornemmer,
Fra mig
Til dig,
Fra min møye
Til det høye
Sielen svinger
Sig ved kierlighedens vinger.

2. Hvad havde jeg for lys og fryd,
Før jeg, o alle dyders dyd!
Dit blide ansigt kiendte,
Hvor gik jeg da saa vild og blind
I alle verdens lyster ind,
Som sielens kraft forbrændte,
Af dig
Til mig
Lys og livet
Ret blev givet
Dig at kiende,
I din kierlighed at brænde.

3. Den arme verden har det skin,
Ret som de sorte helved-trin

* 110

Gav rette gode dage;
Men see, hvor snart den skygge fløy,
Da seer man, hvad det er for tøy,
Som verden kand bedrage,
Men du,
JEsu,
Til mig haver
Høye gaver,
Som mig fryder,
Naar al verdens lyst hensyder.

4. Hvo JEsum favner i sin troe,
Hand kand den anden verdens roe
Udi sit hierte smage,
Og vil hand skiønt i kors og trang
Sin naades sødhed mangen gang
For sine slet unddrage,
Er dog
Hans aag
Let at drage,
Sødt at smage,
Fuldt af glæde,
Meer end noget herresæde.

5. Og seer jeg dine veye an,
Saa veed jeg, du est aldrig van
Med alle bort at vige,
Du lukker øyet for mig til,
At det med større glæde vil
Til mig engang fremkige,

* * * 111

Naar du
Seer nu,
Jeg er rede
Kuld og hede
At fordrage,
Faaer jeg trøst igien at smage.

6. Saa skal da aldrig nogen nød,
Ey selv engang den bittre død,
Mit hierte fra dig bøye,
Jeg veed, du har mig hierte-kier,
Saa følger jeg dig uforfærd
Igiennem verdens møye,
Skik mig,
Som dig
Selv behager,
Korsets plager,
Mig at krænke,
Du skal dog vel paa mig tænke.

7. Og skal jeg ey din himmel-man,
Hvortil min arme siel er van,
I verden mere smage,
Dog trøster jeg mig vist dertil,
At mig min søde JEsus vil
I himlen favne-tage,
Saa frit,
Saa tit
Mig kun lyster,
Jeg dig kryster
Fri fra smerte
Heftig til mit bryst og hierte.

* * * 112

8. Min søde brudgom! himmel-prinds!
Jeg veed hvordan du est til sinds,
Naar tornene os støde,
Det hierte, korset legger paa,
Det samme JEsu hierte maa
Til sidst af medynk bløde,
At mit
Kors lidt
Har at sige
Mod den rige
Trøst jeg finder,
Naar du mig igien forbinder.

9. Med balsom salver du min aand,
At glæden tager overhaand
Udi mit arme hierte,
Jeg kiender korset nok, fra hvem
Det er, og hvad hand giver dem,
Som gierne lide smerte,
Desto
Meer troe
Lad mig være
Til at bære
Mine plager,
At jeg aldrig dig forsager.

10. Min troe den har en vældig haand,
Og holder dig som stærke baand,
Vil ikke gaae tilbage.
I troen kand dig ingen mig,
I troen kand mig ingen dig,
Min frelsermand, betage,

* * * 113

Ved dig
Trøstig
Synden, plagen,
Døden, dragen,
Naar hand griner,
Jeg beleer og undertriner.

Nr. 172.

O JEsu! min brudgom! livsaligste ven!
Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen,
Min nød er forsvunden,
Jeg haver dig funden,
Den lifligste time er kommen igien.

2. Jeg ligger ved JEsus hans bryster saa tæt,
Og bliver af kierlighed drukken og mæt,

* * * * 114

Med honning og sukker
For sielen hand klukker
Og giør mig mit hierte saa lystigt og let.

3. Jeg er nu ey mere, min kiereste! min,
Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din,
Din kierligheds iver
Mig fører og driver,
Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin.

4. Hvad skiøtter jeg derom, at andre de leer,
Og mine bekiendte mig sure anseer,
Bort venner og frender,
Som JEsum ey kiender,
Vi kiende og derfor hverandre ey meer.

5. Men kommer, I fromme! med glædelig røst,
Her har vi den kilde, som giver os lyst,
Op lader os siunge
Med hierte og tunge,
At hiertet kand springe i alles vort bryst.

6. Din kierlighed haver mit hierte giort saar,
Hun tænder og brænder, som luer i blaar,
Fortærer min jammer
Med hedeste flammer,
Og giver mig glæde, som ingen forstaaer.

7. Trods synden og døden og helvede med,
At nogen nu skulde mig giøre fortred,

* * * 115

Er JEsus mit hierte,
Hvad skulde mig smerte,
Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd?

8. Bort scepter og krone, I gielde ey meer!
Bort riigdommens prangen med glimrende leer!
Min riigdom og ære
Min JEsus skal være,
Alt andet jeg ikkun for skygger anseer.

9. Naar skal jeg al verden dog sige god nat,
Mit hierte af livet er mere end sat,
Naar faaer jeg den glæde
For thronen at træde,
Dig evig at prise, min yndigste skat!

9. Om Taalmodighed.

Nr. 173.

Mel. Fra Gud vil jeg ey vige etc.

Taalmodighed behøves,
Naar troe og haabet skal
Ved megen trængsel prøves
I denne jammerdal,
Du Guds udvalde flok!
Taalmodighed maa læres,
Om kronen der skal bæres,
Det kand ey siges nok.

2. Taalmodighed er ikke
For kiødet angenem,

* * * * 116

Hun veed sig ey at skikke,
Naar riset kommer frem,
Man har frimodighed
I fred og gode dage,
Men kommer kors og plage,
Da synker modet ned.

3. Taalmodighed at lære
Er ey saa let en sag,
Man vil en christen være,
Men i sin gode mag,
Da Gud det dog saa klart
Udi sit ord forkynder,
Jeg straffer den jeg ynder,
Hand bliver aldrig spart.

4. Taalmodigheden gives
Af Gud den Hellig Aand,
Naar hiertet ret oplives
I hans forenings baand,
Den søde himmel-giest
Formilder vores plage
Og vender kiødets klage
Til aandens fryde-test.

5. Taalmodigheden tændes
I troen til Guds ord,
Naar HErrens naade kiendes
Mod dem, som paa ham troer,
For sielens faste borg,
At man sig overlader,
Og lader Gud vor fader
Kun bære al vor sorg.

* 117

6. Taalmodigheden helder
Sig op til Christi blod,
Naar satan sig anmelder,
Saa fatter hun et mod,
Ey! tænker hun, hvad vil
Den knuste slange giøre,
Trods, at hand mig skal røre!
Jeg hører JEsum til.

7. Taalmodighed er stille,
Naar ingen hielp hun seer,
Og tænker: HErrens ville
Dog aldrig ilde skeer,
Hun tænker, lad det gaae,
Hvem kand sig mod ham sperre,
Er hand dog husets herre,
Hans ville gielde maa.

8. Taalmodighed kand bie,
Naar tiden bliver lang,
Fordriver hendes svie
Med en spadsere-gang
I ordets urtegaard
Med sang og dybe sukke,
Der kand hun urter plukke
Mod alle hendes saar.

9. Taalmodighed er rede
At følge HErrens bud,
Kand taale andres vrede,
Og glæde sig i Gud,
Lad fnyse, hvem der vil,
Jeg bliver ey til skamme,

* * * 118

Gud skal vel alting ramme,
Naar hannem synes til.

10. Taalmodigheden viger
Ey fra vor HErre bort,
Skiønt korset daglig stiger,
Og alting bliver sort,
Hun tænker: frisk deran!
Med Gud jeg alting vover,
Og ham i korset lover,
Saa smager det som man.

11. Taalmodighed forlænger
De frommes leve-aar,
I det, hvad hiertet trænger,
Hun bort af sindet slaaer,
Hun er et kaabberskiold
For alle frommes hierter,
At ingen vee og smerter
Kand bryde ind med vold.

12. Taalmodigheden glæder,
Giør sielen fryde-fuld,
Hun gaaer i brude-klæder
Med kronen paa af guld
Og palme-green i haand,
Som frygten har til fange,
Som trøster alle bange,
Og løser alle baand.

* * * 119

13. Taalmodighed jeg ærer,
Og lyder hendes bud,
En kierlighed jeg bærer
Til hende, som en bruud.
Gud giv taalmodighed,
Saa vil jeg intet mere
Paa denne jord begiere,
Det er mit øye-meed!

14. Taalmodighed jeg leder
I bønnen stedse om,
I hvad jeg ellers beder,
Er det min hovedsum,
Og naar jeg skal engang
Fra denne jord mig vende,
Da giv en taalig ende
Paa al min verdens trang.

Nr. 174.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær i korset troe og stille,
Tænk, hvad JEsus for dig leed,
Lad dig ingen jammer skille
Fra hans store kierlighed,
Tænk, hvor mangen vey hand gik,
Før hand dig tilbage fik,
Da du fra ham vendte hiertet,
Om det ikke ham har smertet.

2. Vær dog troe i troens stride,
Uforandret, uforsagt,

14, 7: en] et FJ1; taalig] taalligt F, taaligt J1.

* * * * 120

Fast paa JEsum kun at lide,
At du fra den visse pagt,
Som du har i daaben giort,
Aldrig, aldrig viger bort,
Men beflitter alle dage
Dig, din JEsu at behage.

3. Vær dog troe i kierligheden
Til din Gud af gandske siel,
Elsk din fiende, og i steden
For hans vrede und ham vel,
Tænk, hvor JEsus bad for dem,
Som ham piinte hvert et lem,
Saadan maa du ogsaa blive,
Skal Gud dig din synd tilgive.

4. Vær dog troe i haab at vinde,
Kandst du ingen udgang see,
Gud kand snart et middel finde
Til at ende al din vee,
Haab kun stadig, Gud er her,
Som dig har af hiertet kier,
Haab, at Gud din sag vil fremme,
Haabet skal dig ey beskæmme.

5. Vær dog troe i dødens dale,
Er det dog den sidste striid,
Er det dog saa kort en dvale
Og saa stor en seyers tiid;
Hvo med Gud i kampen gaaer,
Og med Jakob mandig staaer,
Hand en evig seyer vinder,
Og den skiønne krone finder.

* * * 121

6. Vær dog troe til sidste ende,
Føer til seyren hver en kamp,
Lad det bide, lad det brænde,
Lad det koste sveed og damp,
Er dog al vor trængsel her
Ikke herligheden værd,
Som dig JEsus hisset giver,
Naar du hans medarving bliver.

7. Nu vel an, saa vil jeg lide,
Troe og elsk' og haabe fast,
JEsus hielper mig at stride,
Aldrig har hand den forkast,
Som i korset holder fod,
Og paa ham sig fast forlod,
Ham vil jeg mig overgive,
Hand skal al min nød fordrive.

10. Om Hiertets Opofrelse til Gud.

Nr. 175.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du skenker mig dig selv, du selv min deel vil være,
Min JEsu! ach hvad skal jeg dig igien forære?
Alt hvad jeg er og har, for intet regnes kand,
Alt hvad jeg kand og veed, det veyer ey et grand.

2. Du skenker mig dig selv, o soel! min siel at glæde,
Bort sorg! hvor kand jeg nu bedrøvet gaae og græde,
Thi JEsus skinner nu saa deylig i mit bryst,
Og fylder hiertet med sit klare lys og lyst.

* * * * 122

3. Du skenker mig dig selv, o manna! mig at føde,
Min siel er fuld, som før var hungrig, tom og øde,
Nu kand jeg giøre mig til gode i min siel,
O man! hvad smager du mig dog saa sød og vel!

4. Du skenker mig dig selv, o klare livets kilde!
Det søde himmel-vand kand al min tørst formilde,
Naar jeg er fuld af sorg, og verdens trøst er suur,
Saa er den kilde sød, livsalig, reen og puur.

5. Du skenker mig dig selv, o rose! mig at pryde,
Du rare rosmarin kand siel og hierte fryde,
Din rene manddoms vext er aandens liv og lugt,
Jeg finder paradiis i dine læbers frugt.

6. Du skenker mig dig selv, o du mit hiertes hierte,
Min siel sig aabner vidt med tusind længsels smerte,
At blive fyldt af dig, dig gandske tage ind,
O store gave! bliv mig altid i mit sind.

7. Tag dog til takke med det jeg igien kand føre,
Alt det, som i mig er, begynder sig at røre
Og vil dig ofres op, min leylighed du seer,
Tag mig saadan jeg er, jeg har jo intet meer.

8. Mit øye skal du faae, som sig i dig forlyster,
Min troe, som sig ved dig til himlen fast fortrøster,

* * * 123

At du paa jorden komst til mig fra faders stoel,
Og jeg til evig tiid skal see dig der, min soel!

9. Min mund jeg skenker dig, din kierlighed at smage,
Hvorved mit kiød og blod du vilde paa dig tage,
Fyld med din kierlighed mit hierte nat og dag,
Saa er al verden mask for sielens himmel-smag.

10. Jeg skenker dig min lyst, begierlighed og ville,
At hende intet fra din kierlighed skal skille,
Kun du, Immanuel! livs-kilde! Gud og mand,
Al min begierlighed og længsel fylde kand.

11. Mit hierte vil jeg dig til evigt offer bære,
Der har du det, men du skal selv mit hierte være,
Din aabne sides saar jeg søger som en bie,
Saa har jeg hierte nok at døe og leve i.

12. Min siel jeg skenker dig, o brudgom, jeg er bruden,
Jeg vilde heller døe, end leve dig foruden,
Jeg lever, ikke jeg, du lever selv i mig,
Og hvad jeg lever, det jeg lever glad i dig.

13. Forsmaa mig ikke, o min hiertens lyst og krone!
Min manna! livets soel og milde naade-throne!
Skift med mig, giv mig dig, og tag hvad jeg formaaer,
Saa har jeg alting, dig, du mig og intet faaer.

* * *
124

Nr. 176.

JEsum, JEsum, JEsum sigter
Al mit hiertes ønske til,
Og sig hermed stærk forpligter,
At jeg vil hvad JEsus vil;
Hiertet, i ham glad og mildt,
Raaber: Herre, som du vilt.

2. Hand den ene er og bliver,
Som jeg elsker idelig,
JEsus er det, som jeg giver,
Hvad hand haver givet mig,
Har dit blod Guds vrede stilt,
O! saa føer mig som du vilt.

3. Synes noget mig at nytte,
Og dog ey behager dig,
O saa lad det fra mig flytte,
Giv kun hvad der tiener mig,
Alt det andet er kun spildt,
Giv mig dig, og hvad du vilt.

4. O! fuldføer din gode ville
I, hos, ved mig nat og dag,
Saa skal ingen nød mig skille
Fra at elske dit behag,
Hiertet føre dette skildt
Midt i døden: som du vilt.

* * * 125

5. JEsu, det er meer end meget,
At jeg dig til gave fik,
Tag mit hierte som dit eget,
Set det ret i stiil og skik,
At det altid frisk og mildt
Raaber: JEsu! som du vilt.

Nr. 177.

Allerstørste præst, som dig
Har opofret selv for mig,
Und mit hierte og den ære,
Evig dig at ofret være.

2. Hvad du ikke selv har giort,
Syntes det end meer end stort,
Gud det ey vil see og høre,
Du maat selv vort offer giøre.

3. Derfor slagt og offer op
Sands og ville, siel og krop,
Riv mit hierte af mit hierte,
Koster det end tusind smerte!

4. Ilden paa dit alter tænd,
Og mig slet til aske brænd,
O! at jeg aldeles kunde
Brændes op, og gaae til grunde.

* * * * * 126

5. Dog det lykkes skal ved dig,
Milde JEsu! hielp kun mig,
At jeg og kand her i live,
Gud et helligt offer blive.

Nr. 178.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

JEsu, du min lyst i live,
Al min længsel, skat og deel!
Dig jeg mig igien vil give
Saadan som jeg er, saa heel,
Jeg med alt, hvad jeg formaaer,
Dig at ofres færdig staaer,
Din liv-egen svend at være
Kalder jeg min største ære.

2. Vil du først mit hierte tage,
Nu vel an, der er det da,
Ingen velstand eller plage
Skal dig dette tage fra,
Aldrig skal det hede mit,
Hiertet skal kun være dit,
Dig til døden troe forblive,
Elske dig i død og live.

3. Dig jeg mine øyne skenker,
De skal udi fryd og vee,
Hvad jeg taler, giør og tænker,
Efter dig allene see,

* * * 127

Du skal nok, jeg kiender dig,
See, at intet fattes mig,
Du, mit øyes lys og øye,
Skal mit hierte nok fornøye.

4. Dig opofrer jeg mit øre,
Hvor jeg er paa denne jord,
Alt at elske, lyde, giøre
Hvad du siger i dit ord,
Dig opofrer jeg min mund,
At hun baade tiid og stund
Dine naaders lyst og ynde
Skal med fryde-sang forkynde.

5. Mine hænder vil jeg give
Dig, min søde frelsermand!
Det at give, tage, drive,
Som kun dig behage kand,
Gaaer jeg, da skal hvert et skrit,
Søde JEsu, være dit,
Al min vey og gang skal være,
Milde frelser! dig til ære.

6. Endelig vil jeg dig give
Al den deel jeg er og har,
Lad det dit saaledes blive,
Som det mit ey mere var,
Leg det i din favn og skiød,
Giem det vel i nød og død,
Brug det til din priis og ære,
Din allene vil jeg være.

* * *
128

11. Om Hiertets Overladenhed og Hengivenhed i Guds Villie.

Nr. 179.

Mel. Min JEsu, mit Lives livsaligste etc.

Vær trøstig mit hierte, bedrøv dig ey meer,
Tænk, at dig til beste dog alle ting skeer,
Vil Gud det forordne,
Lad lyne og tordne,
Saa kommer dog solen omsider igien,
Kun derfor frimodig, og sorgen kast hen.

2. Man vinder dog intet med suk og med sorg,
Til freds sig at give er tryggeste borg,
At lade sig nøye,
Som Gud det vil føye,
Det kalder man himlen paa jorden med skiel,
Thi hvad Gud behager, det tiener os vel.

3. Hengivenhed deri allene bestaaer,
At man er fornøyet, hvorledes det gaaer,
I medgang og glæde
Tør mangen fremtræde,
Og tale om altid frimodig i Gud,
Vær ogsaa fornøyet, naar glæden gaaer ud.

4. Fornøyelses riigdom er bedre end guld
Og krone af perler og demanter fuld,
En himmel hand finder
Paa jorden, som vinder,
Og tapper i striden og prøven bestaaer,
Hengivenhed vinder og alting formaaer.

* * * * 129

5. Gud lade os finde hengivenheds slot,
Hvad HErren os giver, at holde for got,
Den hylen og klagen
Giør intet til sagen,
Man svækker sin sundhed og piner sin siel,
Vær glad i vor HErre, og troe ham kun vel.

6. Vel! jeg er i JEsu fornøyet og froe,
I trængsel og glæde hand bliver min roe,
Hvad ham kun behager
Jeg gierne antager,
Hand veed hvad mig tiener, og søger min fred,
Thi er jeg frimodig, og bliver derved.

Nr. 180.

Mel. Nu rinder Solen op.

Sielen.

Lær mig, hvordan jeg skal dig, JEsu, finde,
Hvordan jeg mig ved dig kand overvinde,
Fra, hvad mit eget er, forløst at blive,
Og hvad sig søger selv, at overgive.

JEsus.

2. Stat i hengivenhed opofret stille,
Og efterlev med fliid min gode ville,
Dig overgiv mig plat i fryd og plage,
At intet dig formaaer fra mig at drage.

Sielen.

3. Hvor kand jeg arme orm saaledes blive?
Hvor kand jeg mig saa plat dig overgive?

* * * * 130

Som allevegne dog saa meget finder,
Der giør mig i mit løb saa stor en hinder.

JEsus.

4. Din ville skal du mig til offer bære,
Min ville skal din roe allene være,
Din siel du grundig ned i mig skal senke,
Saa har jeg dig i mig stor kraft at skenke.

Sielen.

5. Naar jeg saaledes, dig hengiven, lever,
Og over alting, som i luften, svever,
Hvorledes skal jeg det saa siden giøre,
At du dit billed kandst i sielen føre?

JEsus.

6. Lad hiertets grund af Gud først ret beredes,
Og fra dig selv gak ud, af ham at ledes,
Behold dig intet for i nogen maade,
Som ikke virkes af min kraft og naade.

Sielen.

7. Hvad skal jeg siden da i mig fornemme,
Naar jeg er hos mig selv som ikke hiemme?
Skal jeg da ikke snart dig i mig finde,
At du med mig dig vil ret nær forbinde?

JEsus.

8. Naar jeg til saadan stand vil veyen bane,
Da har jeg mestendeels den viis og vane,
Alt hvad jeg givet har, jeg fra dig tager,
Saa staaer du raadvild der i alle sager.

* * * 131

9. Da lærer du dig selv først ret at kiende,
Da har din egen trøst og hielp en ende,
Da seer du, hvad du jord og støv udretter,
Naar Gud kun lidt sin hielp til side setter.

10. Da vil hengivenhed først ret oprinde,
Naar du ey trøst, ey hielp, ey Gud kand finde,
Naar jeg dig al din roe og raad betager,
Mig selv med al min trøst dig slet unddrager.

11. Naar du den mørkhed har i dig fornommen,
Har slidt dig fra dig selv, og est undkommen,
Har midt i største kamp, blant tusind pile,
Dog i min ville lært din siel at hvile.

12. Saa kand du mig igien, min rose! finde,
Saa kand du dig ved mig ret overvinde,
At egensindighed i graven segner
Med al den deel man høyt i verden regner.

Sielen.

13. O JEsu! lær mig, at jeg ret dig favner,
Forkaster verden heel, som jord og avner,
At jeg, om aaben stod Guds himles sæde,
Dog uden dig derind ey vilde træde.

JEsus.

14. Følg du kun efter mig, min bruud og due,
Saa skal du i mig stor forundring skue,

* * * 132

Kast dig kun for min fod, og lad mig raade,
Saa skal du blive fuld af kraft og naade.

Sielen.

15. Jeg legger mig da ned i haabet stille,
Og venter, hvad der er din gode ville,
Døe vil jeg fra mig selv og alle gaver,
Nok, naar jeg kun min Gud allene haver.

Nr. 181.

Sørger du endnu min siel?
O nu, hvortil tiener sorgen,
Troe dog, JEsus vil dig vel,
Skiønt hans raad dig er forborgen,
Ach! hvor ofte har hans magt
Roser ud af torne bragt.

2. Kast kun anker, her er grund,
Det er got paa Gud at bygge,
Har du trang en liden stund,
O! det er dog kun en skygge,
Korset er en overgang,
Glæden bliver evig lang.

3. Christi vey er altid god,
Ret og rigtig nok befunden,
Som sig haver med sit blod
Til din frelse høyt forbunden,
Troe dog da, at det er sandt,
Mens du har saa stort et pant.

* * * * * 133

4. JEsus giver fryd og graad,
Og er ingen slumpe-lykke,
Men vor HErres vise raad,
Lad det da dig ey mistykke,
Bie og tie i bøn og troe,
Det skal give sielen roe.

5. Vist er veyen tung og trang
Til at vandre for de fromme,
Skal vi blive fri engang,
Faae vi jo den vey at komme,
Giennem ørken skal vi gaae,
Saa er Canaan at faae.

6. Derop da, mit bange sind!
Hvor man seyers krandse finder,
Og kun frisk i kampen ind,
Det har ingen nød, jeg vinder,
Thi jeg er jo, JEsu! din,
Saa est du og himlen min.

12. Om Sielens Roe og Hvile i GUd.

Nr. 182.

Stille er min siel til GUd,
Til min GUd, som hielpe kand,
Verdens trøst kand snart gaae ud,
Flyder hastig bort som vand,
Løb, min siel, fra hendes boe,
Træng dig ind til GUd i roe.

* * * * * 134

2. Tordner det af verdens skye,
Oven til er luften klar,
Hos vor HErre er der lye,
Himlen ingen torden har,
Sindet maa til himlen gaae,
Der er fred og roe at faae.

3. Er samvittigheden fri,
Saa lad verden snakke hen,
Det er i en hast forbi,
Nok, naar JEsus er din ven,
Verdens had og verdens gunst,
Er dog begge kun en dunst.

4. Frygter du for hver en vind,
Dermed legger du et aag
Paa dit nok beklemte sind,
Da dit arme hierte dog
Saadan verdens plagerie
Kunde rigtig gaae forbi.

5. Kunde noget hende sig,
Som din fromme fader saae,
At det vilde skade dig,
Maatte du vel bange gaae,
Men du veedst: dig intet skeer,
Som dig GUd ey tienligt seer.

6. Ind i JEsu favn dig giv,
Hand skal dig ey slenge hen
Satan til en tiids-fordriv,
Ney! hand er for troe en ven,
Lad det storme som det kand,
Du skal komme vel til land.

* * *
135

Nr. 183.

Min nok beklemte aand!
Kast bort din trængsels baand,
Og stræb at være stille,
At din forstrødde ville
Gaaer fiendens list forbi,
Du kandst i sorgens vinde
Den sagte lyd ey finde,
Som JEsus hviler i.

2. Forlad al verdens rund
Og ind i sielens grund
Med alle dine tanker,
At de sig der kun sanker,
Og hold dit hierte tys
I stille længsels miner,
Til JEsus selv fremtriner,
Og giver sielen kys.

* * * 136

3. Bort egensindighed,
Som ingen udgang veed,
Bort onde grillers pile,
Som taale ingen hvile
Udi mit arme sind,
Bort alle lysters vinde,
Som sprede mine sinde
I hele verden ind.

4. Det er det, maa du troe,
Som hindrer dig din roe,
Saa længe sielens kræfter
Ved verdens torne hefter,
Som aldrig hvile gav,
Du faaer i verden ude
Ey mere hvile-pude,
End paa det vilde hav.

5. Ind i sin siel man maa
Med sielens kræfter gaae,
Sig selv og verden glemme,
Saa ere vi først hiemme,
Thi ellers findes her
Ey saadan stille bolig,
At sielen gandske rolig
Sig skulde finde der.

6. Saa striid, og overvind
Dit egensindigt sind,

* * * 137

Og holder hun dig bunden,
Saa stræb des meer, i grunden
At trænge ind til Gud,
Men lad dig ikke tvinge,
Før alle lenker springe,
At du kandst slippe ud.

7. Saa skal du under see,
Saa skal det snarlig skee,
At du foruden hinder
Udi dit hierte finder
Din kampes søde frugt,
At sielen ret kand smile
I JEsu vunders hvile,
Naar hendes tørst er slukt.

8. Da har man ingen trang,
Da agtes ey engang
De onde flyve-tanker,
Man ligger da for anker
I JEsu naades havn,
Hvad skulde kunde qvæle
De himmel-givne siele,
Som JEsus har i favn?

9. Da fattes ingen trøst,
Thi sielen idel lyst,
Saa tit hun selv behager,
I JEsu sødhed smager,
Her findes ingen brand
Af bitterhed og vrede,

* * * 138

Thi al den deel er rede,
Som kun fornøye kand.

10. O! hvilken høytids-dag,
O! hvilken liflig smag,
O! hvilken mad at æde,
O! hvilket herre-sæde
Er sielens roe i Gud,
Den rette leve-maade,
Den største siele-baade,
Et dagligt giestebud.

11. Naar sig en syndig lyst
Vil melde i dit bryst,
Samvittigheden trykker,
Og satan mod dig rykker
Med al sin helved-flok,
Har du kun skiult din ville
I det forønskte stille,
Saa kæmper sielen nok.

12. Hvor sikker kandst du boe
I saadan stille roe,
Hvor HErrens fred bevarer
Fra alle synde-snarer
Dit indelukte sind,
I JEsu roe og vunder,
Som verden ey begrunder,
Lad dig kun gandske ind.

* * * 139

13. Hvo før var kold og dovn,
Den hedes som en ovn,
Jo meer man frihed kiender,
Jo mere hiertet brænder
Til JEsum dag fra dag,
Naar de udmatted sinde
Alt meer og mere finde
Hans søde manna-smag.

14. Saa vil jeg løbe fra
Mig selv og verden da,
Ved JEsum roe erlange,
Og ikke gaae en fange
Af sindets gøgle-spil,
Saa gaaer jeg fri i sinde,
Og lykkelig vil finde
Det maal, jeg sigter til.

Nr. 184.

Roe er sielens beste skat,
Som der findes kand,
Hvo sig ret i Gud har sat,
Har en himmel-stand,
Det skal du troe:
Her og der er ingen roe,
Hen til Gud, i ham at boe,
Gud er vor roe.

* * * * 140

2. Roe vel alle ønske sig,
Meest et christen sind,
O min siel! opmuntre dig,
Træng med magt derind,
Det giør dig froe:
Her og der etc.

3. Roe er ey i verdens land,
Lyst er hendes sæd,
Hvoraf hun kun høste kand
Jammer og fortred
Til hendes loe:
Her og der etc.

4. Roe er ey i ære-stand,
Verdens lyst er last,
Riigdom veyer ey et grand,
Svinder i en hast,
En raadden broe:
Her og der etc.

5. Roe allene give kand
Guds eenbaarne søn,
Hand er det forjætte land
For Israels kiøn,
Hand raaber jo:
Her og der etc.

6. Roe er her hos mig at faae,
Kommer alle mand,
Hid I store og I smaa;
Her er livets vand

* * * 141

Og got at boe:
Her og der etc.

7. Roe jeg giver alle nok,
Som kun til mig flye,
Hid du arme vilde flok,
Her er roe og lye,
Kun hid, og troe:
Her og der etc.

8. Roe er alle tider sød
Den, hvis hierte hart
Er bespendt i siele-nød,
Ængstes, som det snart
Vil gaae i to:
Her og der etc.

9. Roe giør sindet glad igien,
Giver hiertet mod,
Skiønt det vilde smelte hen
I en jammers flod,
Kun frisk og fro:
Her og der etc.

10. Roe for intet byder frem
JEsu søde mund,
Hand har nok at give dem
Ret af hiertens grund,
Vor A og O:
Her og der etc.

11. Roe hand villig deler ud
Til enhver i sær,
Favner sielen som en bruud,

* * * 142

Der vil komme nær
Til ham i troe:
Her og der etc.

12. Roe er som en rosen-knop,
Troen hendes rod,
Roe forfrisker siel og krop,
Giver lyst og mod,
Hvor hun maa groe:
Her og der etc.

13. Roe har meest dog overhaand
I et lydigt sind,
En i Gud bekræftet aand
Agter ingen vind,
Men gaaer for to:
Her og der etc.

14. Roe og taal hinanden maa
Følge allesteds,
Den, som ingen modgang saae,
Aldrig var til freds,
Om hand end loe:
Her og der etc.

15. Roe hand har, som Christi aag
Bærer glædelig,
Trykker det, hand ønsker dog
Ingenlunde sig
Derfra at snoe:
Her og der etc.

16. Roe er hvor man setter sig
Ved sin JEsu fod,
Merker vel, og idelig

* 143

Øver sig i bod
Og hiertens troe:
Her og der etc.

17. Roe foruden ydmyghed
Aldrig kand bestaae,
Hvad der ikke dybt vil ned,
Ingen rod kand faae,
Kand ikke groe:
Her og der etc.

18. Roe og kierlighed kand ey
Nogen skille ad,
Kierlighed er just den vey
Man kand vandre glad
I brude-skoe:
Her og der etc.

19. Roe, kun kort at sige, veed
Aldrig noget sind,
Som i JEsu kierlighed
Ey vil trænge ind
Med bøn og troe,
Her og der er ingen roe,
Hen til Gud, i ham at boe,
Gud er vor roe.

* * *
144

13. Om den almindelige og broderlige kierlighed.

Nr. 185.

Mel. Fryd dig du Christi bruud.

Den ypperligste vey
For bruden, som vil ey
I verden gaae i blinde,
Men JEsu fodspor finde,
Er stierne-lys at prange
I kærlighedens gange.

2. Thi om du kunde end
Som høy oplyste mænd,
Ja som en engel tale,
Er kierlighed i dvale,

* * * * * 145

Da er din troe ey andet,
End boblerne paa vandet.

3. Som bieldens stærke klang
Og liflig klokke-sang
Bevæger dem, som høre,
Har selv dog ingen øre,
Saa lidt din tale gavner,
Som kierligheden savner.

4. Og havde du forstand
Saa dyb, som havets vand,
Ja troe, at kunde fælde
De allerstørste fielde,
Det dog for intet skattes,
Hvor kierligheden fattes.

5. Ja var den deel du har,
Som verdens sand, saa svar,
Og du det give vilde
Til dem, som lide ilde,
Det ingen gavn dig giorte,
Naar kierlighed var borte.

6. Om nogen skiønt frembød
Sig til en blodig død,
Til øxe, baal og strikke,
Var kierlighed der ikke,
Hans pine var tilhaabe
Ey værd en regne-draabe.

* * * 146

7. Den sande kierlighed
Af ingen vrede veed,
Vil gierne ringe være,
Kand dog de svage bære,
Er nidkier, sterk og vældig,
Dog taalig og lemfældig.

8. Uskikkeligheds stie
Gaaer kierlighed forbi,
Hun søger ey sit eget,
Forbittres ey, hvor meget
Man hende slaaer og plager,
Hun efter fred kun jager.

9. Hun glædes ikke, naar
Hun seer det ilde gaaer,
Men merker hun, hvorledes
GUds rige vidt udbredes,
At mange blive gode,
Da er hun vel til mode.

10. Hun haaber alle ting,
Hun taaler alle sting,
Hun troer, naar alle truer,
Hun slykker alle luer,
Hun kand sit scepter bære,
Dog hver mands skovisk være.

* * * 147

11. Den sande kierlighed
Af ingen ende veed,
Naar troe og haab er omme,
At vi til himlen komme,
Skal kierligheden brænde
Først ret og uden ende.

12. O JEsu! lad mig saa
Din kierlighed forstaae,
At hvad jeg foretager,
Af kierligheden smager,
At alt mit liv maa være
Din kierlighed til ære.

Nr. 186.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

Skal kierlighed sin prøve staae,
Da maa hun til din fiende naae,
At du est mild naar hand er vreed,
Det er en christen kierlighed.

* * * * 148

2. Den lærdom er saa beesk og suur,
Som døden selv, for vor natur,
Det synes alt for tungt og svart
For Adams flinte-haarde art.

3. Dog gielder her slet ingen ney,
Saa sandt du vil den rette vey,
At elske dem, som elske dig,
Det kand en hedning magelig.

4. Men JEsus taler rene ord,
Som dog saa faa i verden troer,
Undskyldning gielder ikke her,
Din fiende skal du have kier.

5. Er hand forbittret, suur og vild,
Saa skal du være from og mild,
Vil hand dig giøre vee og spot,
Du skal betale ham med got.

6. Du tænker: det kand aldrig skee,
At elske dem, som os belee,
At kunde vilde den saa vel,
Som vil os gierne slaae ihiel.

7. Ja! see vi til vor egen magt,
Da er man let i harnisk bragt,
Og finder ingen kraft imod
Den gamle Adams olme blod.

8. Lad hiertet komme ind i bod,
Og smelte hen i JEsu blod,

* * * 149

Da bliver Christi milde sind
I sielen deylig prentet ind.

9. Naar vi ved troens lys og brand
Vor JEsu hierte finde kand,
At hand for sine mordre bad,
Da de kun stod, og loe derad.

10. Naar vi betænke, hvor hand gik,
Vor siele-hyrde, før hand fik
Os ud af dødens fare rykt,
Hvor tidt og længe hand har søgt.

11. Naar vi besee i hiertens grund
De mange svare syndens pund,
Som GUd saa gierne os forlod
For JEsu pine, død og blod.

12. Naar aanden giør os dette klart,
Da tændes udi sielen snart
Den stærke kierlighedens brand,
At man sin fiende elske kand.

13. Saa lue-stærk er kierlighed,
Hun slaaer al verdens aske ned,
Og drager sielen ind til GUd,
Da lære vi det femte bud.

14. Vil nogen sige da: jeg kand
Ey elske ret min avindsmand,

* * * 150

Hand vidner, at hand ey forstaaer
Hvad JEsu kierlighed formaaer.

15. Men siger du: jeg gierne vil,
Men finder ingen kraft dertil,
Da løb til JEsu vunder hen,
Saa tændes kierlighed igien.

16. At man saa lidt i verden veed
Af JEsu søde kierlighed,
Det volder, at den bittre aand
Saa stærk har taget overhaand.

17. O lad mig hiertens inderlig,
Min søde JEsu! elske dig,
Og komme dine vunder nær,
Saa faaer jeg nok min fiende kier.

Nr. 187.

Mel. Jeg løfter høyt op Øyne mine.

Hvor seer det ud i verdens ørk,
Hvad er hun fæl og suur og mørk,
Had, vrede og misundelse
Har dekket verden, som en snee,
Man neppe meer at nævne veed
Den broderlige kierlighed.

* * * 151

2. Hvad er dog bitterhed gemeen?
Hvad er det rart at finde een,
Som ey er paa en anden vred,
Dog tør i slig u-enighed
Sig rose af GUds naades favn,
Og trodse paa sit christen navn.

3. Hvem troer dog JEsu egne ord?
At had i hiertet er et mord,
At den, som ey tilgive vil,
Kand aldrig høre JEsum til,
At man sin fiende sette skal
Blant sine kiere venners tal.

4. Da det er nu saaledes fat
Blant denne verdens torn og krat,
Saa har dog GUd i himlen her
Paa jorden dem, som har ham kier,
Et Gosen i Ægypti land,
Som intet mørke dæmpe kand.

5. Det er GUds sande Israel,
Som baade troer og lever vel,
En slægt af GUd ved ordet fød,
En deylig bruud i naadens skiød,

* * * 152

Paa jorden en forborgen skat,
Og dog et lys i verdens nat.

6. Det er GUds egen slægt og art,
Som ikke agte det for svart,
At giøre deres fiender got,
Og gierne derfor lide spot,
Thi kierlighed er just den stie,
Som de med JEsu vandre i.

7. Men det er ret det tegn, hvorpaa
De ufeylbarlig kiendes maae,
At de indbyrdes og i sær
Hverandre have hierte-kier,
Paa dette visse merke man
Vor JEsu brødre kiende kand.

8. Man føler vel det onde sind,
Men dæmper det, og trænger ind
I JEsu søde kierlighed,
Saa synker hiertets taage ned,
At mellem dem jo meer og meer
I GUd en nær foreening skeer.

9. Hver green af JEsu har sin kraft,
Dog ikke lige megen saft,
Som forskiel er paa sted og tiid,
Paa hvers forfarenhed og fliid,
Dog ere alle eet i GUd,
Og følge kierlighedens bud.

* * * 153

10. I bygning settes steen paa steen,
De blive alle som til een,
De store jevnes med de smaa,
At de mod ild og vand bestaae,
Saa samles alle frommes sind,
Og vies til GUds tempel ind.

11. De sterke med de svage gaae,
De rige med de arme staae,
Forfarne med lemfældighed
Veyvise den, som lidet veed,
At alting passer sig saa net,
Naar alles kræfter samles ret.

12. Naar dette himmel-sterke baand
I verden tager overhaand,
Da voxer kierlighed til GUd,
Da bredes JEsu rige ud,
Og drager daglig andres sind
I dette himmel-selskab ind.

13. Des mindre tør man undre paa,
At satan derimod vil staae,
Faar kierlighed først saadan magt,
Saa er hans rige alt for svagt,
Saa vil hans hierte sprekke ved,
At see GUds kirkes søde fred.

14. Da samler hand sin hele magt
Af vold og løgne og foragt,
Bevæger al den deel hand kand,
At saae fortred og misforstand
Iblant GUds Søns udvalde flok,
Saa veed hand, hand har vunden nok.

* * * 154

15. I da, som føre HErrens sværd,
Staaer sammen, ach! staaer sammen nær,
Forbindes ret i kierlighed,
Og tænker paa vor daabes eed,
Det er den allerstørste sag,
Saa har alt fienden tabt sit slag.

16. Forbinder eder nær i GUd,
Og tænker paa det søde bud,
Som JEsus har os alle sagt,
Og hver i sær paa hiertet lagt,
At hvo der er i eders tal
Af kierligheden kiendes skal.

17. O JEsu, du, som kom herned,
At stifte fred og kierlighed,
Udbred dit rige vidt og bredt,
Forbind os alle ret til eet,
At vi med dig og dine maae
Til evig tiid i samfund staae.

Nr. 188.

I HErrens udvalde, som hellighed øve,
Hvor staaer det med kierligheds vigtige prøve?
Staae I ret forbundne ved eenigheds aand?
Har intet forvirret det liflige baand?
Vor fader i himlen kand hierterne kiende,
Hvor kierlighed fattes, har troen en ende,
Den høyestes flamme bør himmel-høyt brænde. :,:

* * * * * 155

2. Saa snart vi er' oven fra fødde og baarne,
Af JEsu vi ere til brødre udkaarne,
Een fader, een troe og een aand og een daab,
Een vey til at vandre, et eneste haab
Kand brødrenes hierter aldeles forbinde,
Vi kunde ey andet end kierlighed finde,
Mistanke, had, vrede og tvedragt maa svinde :,:

3. Vor moder her oven til mener det samme,
Og favner os alle i kierligheds flamme,
Paa høyhed i verden her bliver ey seet,
Thi samlingen er udi ydmyghed skeet,
Hvor tvedragt og idel spliidagtighed giøres,
Og kierlighed bare af munden kun høres,
Der kand man til englernes selskab ey føres :,:

4. De himmel-foreenede brødre fornegter
Naturlig og jordisk kun sindede slægter,
Hvo verden kun bærer i hierte og sind,
Og vil sig dog hykle blant brødrene ind,
Den kand de umuelig for broder erkiende,
Hand maa sig først grundig til JEsum omvende,
Og verdens lyst i ham maa have en ende :,:

5. Men brødre af himmel-høy-prisede stamme,
Vi tør ved vor herkomst jo ikke os skamme,

* * * 156

Ach! giver ham ære, som ærer os nok,
At kaldes hans egen velsignede flok,
Ach lader os flokkes, og synge tillige,
Med samlede munde og hierter at sige:
Lof skee dig, vor fader i himlenes rige :,:

6. Hvad jeg er, min broder, det er du og bleven,
Og begge vor navne i himlen er skreven,
Til himlen er alles vor længsel og tørst,
Hver haster og stræber at komme der først,
Dog elsker den ene den anden af hierte,
Som JEsus, vor sødeste broder os lærte,
Den ene fornemmer den anden hans smerte :,:

7. Ach lader os alle hverandre erindre,
At ingen sig lader fra kronen forhindre,
Naar verden og satan vil bruge sin magt,
Saa staae vi forenede alle paa vagt,
Vor fader hand hører de samlede sukke,
Mod enige hierter tør satan ey pukke,
Hvo vilde foreenede aander udslukke! :,:

8. Saa lader os glædes og elske af hierte,
Forsøde hverandre den bitterste smerte,
Forbindes, I aander, tilsammen som een,
At kierlighed findes oprigtig og reen,
Og lader vor fader en fryde-sang høre,
Det skal ham hans hierte usigelig røre,
Skiønt børnene kand det saa konstig ey giøre :,:

* * * 157

9. I himlen vi bedre skal høye paa tonen,
Naar brødrene samlede træde for thronen
I heftigste lue og deyligste rang,
Med lifligste harper og sødeste sang,
Saa løfter op samlede hierter og hænder,
Og længes at sankes, hvor striden sig ender,
Og kierligheds lue evindelig brænder :,:

14. Om Kydskhed.

Nr. 189.

Mel. Hierte Fader, straf mig ey.

Far her ud, urene aand!
Hen til dine lige!
Jeg har givet JEsu haand,
Aldrig ham at svige,
Gaa din vey,
Jeg vil ey
Verdens lyst begiere,
Eller høre mere.

2. Vil min siel en grundig lyst
Og forfriskning nyde,
O min JEsu favn og bryst
Kand til fulde fryde.
JEsu skiød
Har en sød
Vederqvæge-maade
Fuld af naade, naade.

* * * * * 158

3. Skulde da mit liv og aand,
Som er kiøbt saa dyre,
Gives hen i satans haand,
For en lyst at styre,
Ney! jeg veed
Nok beskeed,
Hvordan legen endes,
Jeg vil ikke brændes.

4. Er mit hierte ey for got
Til de sorte slanger,
Hvor min JEsus har sit slot,
Og hans rige pranger?
Hand er min,
Alt for fiin
Til at kunde mistes,
I hvor haardt jeg fristes.

5. Skulde mine øyne lee
Helved-lyst-betændte,
Som til himlen bør at see,
JEsum daglig vente?
Ney man maa
Og forstaae
Af mit øyes fagter
Hvorhen sielen agter.

6. Skal mit øre ikke flye
For en daares læbe,
Naar hans ord som slange-spye
Andre siele dræbe?
Ney jeg maa
Merke paa

* * * 159

Hvad GUds aand mig minder
Verdens lyst til hinder.

7. Skal min mund, som saadan reen
Alter-spise tager,
Giøre sig med den gemeen,
Som af vellyst smager?
Ney min mund
Troens grund
I min siel skal vise,
Og GUds naade prise.

8. Veed jeg ikke, hvert et lem
Er min JEsu eget?
Hand skal ene eye dem,
Som har kost saa meget.
Kort, jeg vil
Gandske til
GUd mig overgive,
Derved skal det blive.

9. Fattes det paa kraft og mod,
Satan maa dog vige,
Naar jeg kun vil holde fod,
Og tilbørlig krige.
JEsu saar
Med mig staaer,
At jeg seyren finder,
Og des mere vinder.

10. O! hvor trøstig kand jeg da
Til min JEsum rende,
Naar mig ingen vellyst fra
Ham formaaer at vende,

* * * 160

Naar jeg kand
Som en mand
Fienden allevegne
Kiempe-sterk begegne.

11. Efter striden faaer jeg tit
JEsu kys til bytte,
Naar jeg ham kand favne frit
I hans naades hytte,
Hist er giemt
Og bestemt
Kronen til mit hovet,
Som hand mig har lovet.

12. O en ret forbandet sag,
Himlens fryd at spilde,
Og for lystens korte smag
Lide evig ilde.
Ja! jeg var
Satans nar
Vilde jeg ham lyde,
Det skal GUd forbyde.

13. Far her ud, urene aand!
Hen til dine lige!
Jeg har givet JEsu haand,
Aldrig ham at svige.
Gaa din vey,
Jeg vil ey
Verdens lyst begiere,
Eller høre mere.

* * *
161

Nr. 190.

Mel. Op og smyk dig Siel mod.

Flye min aand, og bryd med styrke
Ud af Adams lysters mørke,
Kæmp dig giennem satans pile
Ind i paradises hvile,
Hvor man haanlig undertræder
Denne verdens raadne glæder,
Rene aander kysses, smykkes,
Og fra verdens lyst undrykkes.

2. Glandsen af GUds naades rige
Gaaer tilbage, og maa vige,
Naar man kiødets lyst vil huse,
Og ey ret for alvor knuse,
Straalerne tilbage drives,
Hvorved sielen kand oplives,
Solen daler, dagen endes,
Naar de skidne lamper tændes.

3. Lad din arme siel ey blottes,
Om du siden ey vil spottes,
Lad din roe i GUd ey slippe,
Giør dig haard som staal og klippe,
At du holdes ey tilbage
Fra GUds himles bryllups-dage,
Hvor de rene siele lande,
Og al verdens lyst forbande.

* * * 162

4. Kys GUds søn med himmel-lader,
Og i JEsu kys din fader,
Hold din sieles læber rene,
Sig med aanden at foreene,
Overskygges ret i glæden,
Derved at undfange sæden,
Ordet, som dig nye kand giøre,
Og dig bruud til JEsum føre.

5. Flye min aand fra Sodoms egne,
Saa vil JEsus dig begegne,
Breed dig, rose, ud for solen,
Cherub, bliv ved naade-stolen,
Dæmp din lyst med JEsu pine,
Fat din GUd med kæmpe-mine,
Dig vil hand som bruud undfange,
Og i himlen med dig prange.

*
163

Nr. 191.

Mel. Den vey gaaer vist til himmerige.

Du hiertens fryd for rene sinde,
Udvalde kydske jomfrue-frugt,
Som vil med alle dig forbinde,
Der følge aandens vise tugt,
Hvor vilde jeg dog gierne tragte
Blant dines jomfrue-tal at staae,
Som verdens kierlighed foragte,
Og efter lammet stedse gaae.

2. Du fodrer kun et renset hierte,
Men hvor er det at faae for mig,
Som stoed i baade fryd og smerte
I kierlighedens brand til dig,
Forgieves er min egen møye,
Om du ey klarer selv mit sind,
Og tager, med dit blide øye,
Mit arme hierte gandske ind.

3. Den salve heler Adams skade,
Din kierlighed er sielens kuur,
Vilt du mig den kun finde lade,
Saa bliver verdens lyst mig suur,
Den giør fornøyet, fri og sikker
Fra verdens lysters fiske-krog,
At jeg kand flye de fine strikker,
Som mangen ned i pølen drog.

* * * 164

4. Lad denne balsom i mig flyde,
Og giennemtrænge alt mit sind,
Lad mig din kierlighed kun nyde,
Saa lukkes ingen anden ind.
Den ild al verdens lyst forbrænder,
Og holder den for narre-spil,
O hvem din kierlighed kun kiender,
Hand ingen anden have vil.

5. Men griber du begierligheden
Ey an med magt og kraftens aand,
Da kand den ligge skiult i reden,
Og siden tage overhaand,
O GUd! din sødhed tit anvendes
Til kiødets sikkerhed og roe,
Naar aandens iver ey optændes
Ved daglig kamp i bøn og troe.

6. Hvad kand os frie fra denne fare?
Din kierlighed kun det formaaer,
Naar sielen den vil tage vare,
En anden lyst og drift hun faaer,
Som den beknytted ville drager
Hen ind i naadens blide stand,
At verdens lyst ey bedre smager
End mask og raaden pøle-vand.

7. Naar GUd er her, og ingenlunde
Med verden vil i hiertet boe,
Saa gaaer al verdens lyst til grunde,
Og hiertet faaer sin rette roe,

* * * 165

Naar sielen lærer dybt at grave,
Og varer denne perle vel,
Den skat kand JEsu bruud kun have,
Og ikke nogen verdens træl.

8. Set JEsu kierlighed til grunden,
Er hand din bygnings hiørne-steen,
Saa bliver sielen altid funden
Aarvaagen til at holdes reen,
Hand selv din seyers krone bliver
Ved hver en leylighed til kamp,
Thi denne soel dig let fordriver
Al verdens vellyst som en damp.

9. Saa triumpherer allerede
GUds liv i dødlighedens krop,
Thi just naar vi i kampen svede,
Da stræbe vi til kronen op;
Hvor kunde ellers sielen vinde,
Og dæmpe kiødets stærke brand,
Om kierlighed var ey derinde,
Som alle ting bestride kand?

10. Den korte møye vey bereder
Til uskatteerlig siele-fred,
GUds himles skiulte lifligheder
Til slige siele flyde ned,

* * * 166

Som verdens lysters skum og fraade
Beleer, foragter og forsmaaer,
Lad kun din brudgom ene raade,
See saa hvad kierlighed formaaer.

11. Hun kroner lammets rene brude
Til bryllup med GUds egen Søn,
De skidne lukkes alle ude,
Thi kierlighed er kydskheds løn,
O hvem der smager JEsu ynde,
Har nok og alting, det er vist,
Hans kierligheds fuldkomne brynde
Giør ret fornøyet her og hist.

*
167

DEN FEMTE DEEL.
TROENS KAMP OG SEYER.

1. Om Korsets Hemmelighed i Almindelighed.

Nr. 192.

Mel. Jeg vil din Priis udsynge.

Den troe, som JEsum favner,
Og hiertet rense kand,
Den troe, hvorved man havner
I himlens fryde-land,
Den troe er sterk, og maa
Al verden undertræde,
I sorrig og i glæde
Sin prøve kunde staae.

2. En christen bærer sværdet,
Og fast i striden staaer,
Mod satan har hand hærdet
Sit sind i JEsu saar,

* * * 168

Hand maa ved liv og død
Sig ikke lade binde,
Saa sandt hand hist vil finde
Sin roe i JEsu skiød.

3. Den troe, som vil med lempe
Og uden møye frem,
Den troe, som ey vil kæmpe
Sig giennem verden hiem,
Den troe er død og kold,
Ey værd en troe at nævne,
Har ingen kraft og evne
Mod satans piil og skiold.

4. Den sande troe i striden
Er mangen gang vel svag,
Og synes undertiden
At have tabt sit slag;
Dog er den sande troe
Saa sandt i hiertet inde,
Saa kand hun overvinde,
Før faaer hun ingen roe.

5. Den troe, som ham har funden,
Der heder sielens skat,
Er hun end skiult i grunden,
Og synes gandske mat,
Saa sandt hun er kun der,
Saa har hun kraft at kæmpe,
At fælde og at dæmpe
Den hele satans hær.

6. Den svage troes sukke
Er fienden dog for sterk,

* 169

Hun kand hans pile slukke,
Og skiende al hans verk;
Den gnist, den svage troe
Mod satan er en lue,
Det rør er spyd og bue
At slaae hans magt i to.

7. Hun kand vel ogsaa slykkes
I hiertet gandske ud,
Naar villien forrykkes,
Og viger fra sin GUd;
Men vil det svage sind
Sin JEsum ikke slippe,
Saa staaer hun som en klippe
Mod fiendens hav og vind.

8. Vor troe, er hun end liden,
Saa er hun dog af GUd,
Og derfor sterk i striden
Mod alle satans skud,
Vor troe er dog den seyr,
Som verden overvinder,
Som alle lyster binder,
Og spotter satans leyr.

9. Vel an I svage hierter!
Saa fatter kun et mood,
Og lad det koste smerter,
Ja ære, liv og blod,
O holder eder tæt
Til JEsu blod og vunder,
Saa ligger satan under
Med al sin magt og ret.

* * * 170

10. Det er en sag at merke
Til trøst i kampens tiid,
De svage blive sterke
I allerstørste striid,
Jo værre det gaaer til,
Jo mere skal du vinde,
Og større kraft befinde,
Naar du kun stride vil.

11. Men giør dig ingen tanker
Om troen i dit sind,
Naar du saa villig vanker
I verdens lyster ind,
Vil blive i din roe,
Og ey mod synden stride,
Du har, det maa du vide,
Du har slet ingen troe.

12. Var det en troe, med munden
At sige kun: Jeg troer!
Naar hiertet ey i grunden
Er renset ved GUds ord,
Da var der fromme nok
Og troende i tiden,
Da var hun ey saa liden
Den rette troens flok.

13. Ney det, vilt du det vide,
Er troens rette tegn,
Mod verdens lyst at stride
I denne jammer-egn,
Sin JEsum have kier,
Ham ey at kunde miste,
Før skulde hiertet briste,
Det viser troen her.

* * * 171

14. O JEsu! hierte-milde
Og yndigste GUds lam!
O! tænk dog, hvad det vilde
Mig være for en skam,
Om jeg dig, du, som mig
Med blodig kamp har vunden,
Saa troløs blev befunden,
At kunde miste dig.

15. Ney, ney, min lyst og ære,
Du est mig alt for sød,
Ney, din jeg vist vil være,
Det gielde liv og død;
Lad komme hvad der vil,
Jeg vil det alt bestride,
Og intet andet vide
End høre JEsum til.

Nr. 193.

Mel. Jeg raaber fast, o HErre.

Vor trængsel, hvor besværlig
Den ogsaa synes kand,
Er for GUds folk en herlig
Og uskatteerlig stand:
Vor trængsel, vi som trine
I JEsu fodspor ned,
Vor største trang og pine
Er idel herlighed.

2. Vor trængsel, ikke deres,
Som die verdens bryst,

* * * * * 172

Og mangen gang besværes
I deres beste lyst,
Vor trængsel, den allene,
Og ey de ondes riis,
Skal ufeylbarlig tiene
Til u-ophørlig priis.

3. Vor trængsel er en gave
Af JEsu milde haand,
Et tegn, som de skal have,
Der drives af GUds aand,
Vor trængsel er en ære,
Som GUd os dertil gaf,
Vor JEsu liig at være,
Det rose vi os af.

4. Vor trængsel giør os trette
Af verdens slaverie,
Og derimod saa lette
At gaae paa livets stie,
Vor trængsel giør bestandig
I JEsu rene sind,
Frimodig, kek og mandig
At gaae i kampen ind.

5. Vor trængsel er vor bane
For himlens kirke-flok,
Vor trængsel er vor fane
Mod satans hele skok,

* * * 173

Vor trængsel er vort anker
Mod alle lysters søe,
Som holder vore tanker
Fra verden, til vi døe.

6. Vor trængsel er vort Vaaben
Og adelige skiold,
Staaer himlen selv dog aaben
For JEsu kæmpers vold;
Vor orden er oprunden
Af Christi kamp og sveed,
Og staaer med GUd forbunden
I evig pagt og eed.

7. Vor trængsel er det merke
Hvorefter JEsus seer,
Naar torden af den sterke
GUds doms basune skeer,
Da skal vor trængsel give
Sin fulde glædes frugt,
Vor bittre myrrhe blive
En evig livets lugt.

8. Hvo vilde da ey lide,
Og gierne takke til?
Hver skynde sig at stride,
Som vist til himlen vil!
Saa skal man selv befinde,
Hvad de for ære faae,
Som her i verden vinde,
Naar kronen settes paa.

* * * 174

9. O søde kors, min lykke
Og skiønne arvedeel,
GUds kirkes gyldne smykke
Og deylige juveel,
Her vil jeg dig undfange
Med kys og favnetag,
Og siden med dig prange
Paa dommens store dag.

Nr. 194.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Vort kors giør sure miner,
Naar det os sendes til,
Man veed da tit for piner
Ey hvor man være vil;
Men lærer man at kiende
Hvad korset giør for gavn,
Og seer den sag til ende,
Da tages hun i favn.

2. Hun fører os ved smerte
Fra verdens daarlighed,
Og slaaer det stolte hierte
I støv og aske ned,
I ydmyghed er hvile
Og meget got at boe,
Saa jager korsets pile
Os ind med magt til roe.

3. Hun kommer fra GUds hierte,
Og drager os derhen,

* * * * 175

Da bliver korsets smerte
Til idel fryd igien;
Hvor mangen aldrig kiendte
Den rette roe i GUd,
Om GUd ham ey lod hente
Ved korsets visse bud?

4. Hun giver lyst at grunde
Paa ordet dag og nat,
Da kand man ingenlunde
Undvære denne skat;
Naar det saa dybt indtrykkes
Ved korset i vort sind,
Kand tit vor siel undrykkes
Ret som i himlen ind.

5. Hun trykker os saa længe,
Til vi nødvendig faaer
Fra verden os at trænge
Hen ind i JEsu saar;
Naar sielen der er hiemme
Og i saa tryg en havn,
Da kand hun ret fornemme
Sit korses store gavn.

6. Hun lærer os at klage
I bønnen dag og nat,
Beklemte sukke tage
GUd ret om hiertet fat,
Da vil vi have naade,
Gaaer ikke før derfra;
Og naar vor troe vil raade,
Maa JEsus sige ja.

7. Hun puster op i luer
Den lille troens gnist,

* 176

At man ey mere gruer
For satans magt og list,
Men ved sin trængsel hærdet,
Som staal i ild og vand,
Derefter uforfærdet
Mod alting tage kand.

8. Hun giør vort hiertes have
Fra verdens klinte reen,
Og holder under ave
De kaade lysters green,
At vi i nær foreening
Med JEsu komme maae,
Og det er just hans mening,
Naar korset os skal slaae.

9. Ja det er, kort at sige,
Ret aarsag til vor trang,
At hun til himmerige
Skal jage os paa gang;
At vi med mere iver
I JEsu fodspor gaae,
Da lønnen større bliver,
Som vi af naade faae.

10. Af JEsu torne bryde
De smukke roser ud,
Som skal i himlen pryde
Og krone JEsu bruud;
Vor JEsu kors fortiente
Os denne skat at faae,
Men vil vi kronen vente,
Da skal vi med ham gaae.

* * * 177

11. Jo meer vi da maae stride,
At komme JEsum nær,
Jo mere vi maae lide,
Fordi vi har ham kier;
Jo mere kors vi taale,
Jo større demant-glands
Og perler skal der straale
Af sielens brude-krands.

Nr. 195.

Mel. Det koster megen etc.

Vor GUd er tro i liv og død,
Vor korses kalk hand ey med gift vil blande,
Hand bliver og vor Fader i vor nød,
Hans kierlig mund kand sine ey forbande!
Ey! hør, hvor hand dig raaber til med magt:
Vær uforsagt! vær uforsagt!

2. Betænk, at du est kaldet til
At gaae ved trængsel ind i himmerige,
Saa vist man da en christen kaldes vil,
Saa vist man ey kand kors og tvang undvige,
Kun medgang vil det kielne verdens barn,
Men det er skarn, men det er skarn.

3. Du har om korset ofte hørt,
Og har det let i munden kundet bære,
Ney! du maa selv i korset blive ført,
Kun frisk heran, det vil ey andet være;
Hvo det forstod, har aldrig mangel haft
Paa trøst og kraft, paa trøst og kraft.

* * * * 178

4. Skal Joseph op til herre-magt,
Da maa hand først det sorte fængsel skue,
Skal David frem til konge-spiir og pragt,
Hvor blev hand først som en forjaget due?
Og Ezechias gik paa dødens sti
Sin død forbi, sin død forbi.

5. Selv JEsus for i veyen gik,
Og maatte giennem mange torne komme,
Før hand den store ærens krone fik
Og evig fryd for sig og alle fromme;
Hvo kun i kampen tro og mandig staaer,
Hand kronen faaer, hand kronen faaer.

6. Saa kast dit haab kun fast paa GUd,
Som er din fader midt i største jammer,
Din brudgom staaer, naar alle lys gaae ud,
Og kiger ind i hiertets mørke kammer,
Hand seer saa vel, naar du er hierte-kryst
Og uden trøst, og uden trøst.

7. Da brydes hiertet i hans bryst,
Hand siger: Ach! jeg skal mig dog forbarme!
Kom siel, som uden mig har ingen trøst!
Og leg dig kun i mine naades arme,
Kun vel til freds! din hielpe-stund er nær,
Nu er den her, nu er den her.

8. Dig være tak, o frelsermand!
Som kand ey andet end i nød os ynke,
Naar satan spruder helved-svovl og brand,
Det synes som vi skal forgaae og synke,
Da styrter du ham ned til helveds grund,
I samme stund, i samme stund.

* * * 179

9. Giv at vi, som du har saa kier,
Af kierlighed os nød og redning sender,
Maae komme dig i korset gandske nær,
At kierligheden meer end korset brænder!
Saa være dig lof, priis og ære sagt
Af gandske magt! af gandske magt!

Nr. 196.

Mel. Paa dig haaber jeg etc.

Min christen, er dit kors saa svart
Og af den allerhaardest art,
Lad dog dit taal ey svinde.
Troe, kiere siel,
GUd vil dig vel,
Det skal du vist befinde.

2. Skal du bedrøved og forsmaaed,
Foruden hielp og trøst og raad,
Paa korsets bierg opstige,
Græd eller lee,
Det maa dog skee,
Vil du til himmerige.

3. Om GUd dig end saa heftig slog,
At du paa alting skade tog,
Vær frisk, og troe kun sikker;
Hand drager dig
Kun nær til sig
Med korsets baand og strikker.

* * * * * 180

4. Umuelig man med verden paa
Sin ryg kand ind i himlen gaae,
Og dertil holdes værdig;
Det vil hand da
Dig tage fra,
Saa est du reyse-færdig.

5. Gaaer du med korset trøstig frem,
Saa bærer korset selv dig hiem
Til evig fryd og ære;
Men vil du ey,
Saa vil din vey
Dig dobbelt piinsom være.

6. Kand du dig selv kun blive qvit,
Forsage alting, stort og lidt,
Saa har du veyen fundet;
Giv dig deri,
Saa est du fri,
Saa har du overvundet.

7. Fat dig kun et bestandigt sind,
Lad blæse hvad der vil for vind,
At rosen-krands og nelder,
At suur og sød,
At liv og død
Dig lige meget gielder.

8. Kors var et sværd i JEsu haand,
Den tiid hand bandt den onde aand;
Hvor kand det noksom prises?

* * * 181

Der fattes seyr
I ingen leyr,
Hvor korsets fane vises.

9. Kors er den vey til himlens land,
Som ellers aldrig findes kand,
Den JEsus selv opsøgte;
Kun trøstig frem,
Du JEsu lem!
Du tørst dig aldrig frygte.

10. Kors er det tegn, der spørges om,
Naar JEsus kommer til sin dom,
Hvo da vil staae med ære,
Maa korsets tegn
I jammers egn
Og Bochims dale bære.

11. Ey nogen trængsel er saa lang,
Var hun end helved-heed og trang,
At den os kunde bide,
Naar vi kun til
GUds ære vil
Saa gierne noget lide.

12. Vor HErre strider ikke mod
Dig selv, men mod dit kiød og blod;
O maatte det forbrændes!
Hvad kunde vi
Da vandre fri
I al den deel os hændes.

* * * 182

13. Det eget sind, det satans frøe,
Skal plukkes, brændes op, og døe,
Som alt vort liv forvilder;
Det kand ey skee,
Naar korsets vee
Os ey vor vellyst spilder.

14. Just derfor har vor frelser giort
Anviisning om den snevre port;
Hvo denne vey vil tage,
Hand vandrer fri,
Og kand forbi
Sig selv og verden drage.

15. I ham opstaaer et andet sind,
Som stedse lystig kiger ind
I det, som GUd behager,
Er lige glad,
Hvor, naar og hvad
Vor HErre foretager.

16. Ved kors gik JEsus ind til GUd,
Og giver os et HErre-bud,
At vi skal selskab giøre,
En hver, som vil
Ham høre til,
Saa vil hand selv os føre.

Nr. 197.

Den vey gaaer vist til himmerige,
Som JEsus selv paa jorden gik,

* * * * * 183

Seer du ham til hans kors at stige,
Det er hans himmel-vandrings skik,
Hand er den formand, vi skal kiende,
Hvo ham kun følger huld og troe,
Hans trængsel faaer en salig ende,
Og kommer gandske vist til roe.

2. Hvad er det, som vor aand bedrøver?
Kun denne verdens lyst og fryd,
Naar man i daarlighed sig øver,
Og spørger ey om got og dyd;
Naar man kun efter ære tragter,
Seer verdens riigdom an for skiøn,
Og derimod saa ringe agter,
Hvad GUd os skenker i sin søn.

3. Det er den kilde til vor jammer,
Som giør os livets vey saa krum,
Og bliver trængsel da den hammer,
Der vækker os af trygheds slum,
Naar den paa hiertets dørre banker,
At øyet smelter hen i graad,
Og skrekker alle vore tanker,
At vi maae søge anden raad.

4. Saa dybt er det forvendte hierte
I daarligheder sunket ned,
At GUd foruden nød og smerte
Den jammer ey at ændre veed,
Skal hand den arme siel oplede,
Og føre til sig selv igien,

* * * 184

Hielp GUd! hvor maa den først da svede,
Før den til ham vil haste hen.

5. Til dette høye verk at drive
GUds søn blev selv vort kiød og blod,
At hand saaledes kunde give
Sig ind i al vor jammers flod,
I svaghed, trængsel, skam og pine,
Ja ind i korsets haarde død,
Hand vilde selv saa villig trine
Kun for at frelse os af nød.

6. Den vey, vort hoved da har funden,
Den vey hans lemmer følge maa,
At hvo som er med ham forbunden,
Og i hans fodspor ret vil gaae,
Den skal i nød og jammer føres
Langt bort fra verdens lys og skin,
At kiødet kand til intet giøres,
Som vil forvilde vore trin.

7. Den, disse dybe ting kand lære,
Giør ingen modgang let forsagt;
Thi det, vi agte tungt at være,
Det bringer aanden lys og magt,
Al verdens lyst at undertræde,
Da hun, hvad jordisk er, forsmaaer,
Og kalder ingen ting sin glæde,
Som ey til evig tiid bestaaer.

8. Thi hvad er verdens pragt? en prikke,
En røg, en damp, slet intet meer!

* * * 185

Hvad er al verdens lyst? en strikke,
Som fængsler os i dette leer,
Hvori vi maatte holdes bunden,
Og aldrig deraf kunde gaae,
Var korset ey af JEsu funden,
Hvorved vi kand vor frihed faae.

9. Men korset jager vore blinde
Og høye verdens tanker bort,
Saa vi kand selv forstaae og finde,
At verden har slet intet stort;
Da lære vi at være stille,
Og taalig gaae vor korses gang,
Og ønske kun, at GUd vil skille
Os fra os selv, vor største tvang.

10. Thi korset er kun baand og fængsel
For vores egensindigt sind,
At vi kand finde roe i trængsel,
Naar vi til JEsum haste ind;
Det giør, at vores største smerte
Kand blive taalelig og sød;
Thi derved finde vi GUds hierte,
Og hvile i vor faders skiød.

11. Det lærer os, os selv at hade,
Og kalde GUd allene god,

* * * 186

Naar vi for hans skyld gierne lade
Gods, ære, venner, liv og blod;
Og disse prøver bør at vise,
Hvo ret en Christen kaldes vil;
Thi de, som GUd i korset prise,
De høre GUd i sandhed til.

12. O lær mig da, mit kors at skatte
Som en ophøyet ære-stand,
I modgang kæmpe-mood at fatte,
Og staae i trængsel som en mand!
I farligheder fryd at finde,
Som intet verdens sind forstaaer,
At korset os kun fast vil binde
Til JEsu hierte, blod og saar.

13. Riv alting da kun fra mit hierte,
Om det mig aldrig var saa kiert,
Mig selv at miste ved min smerte,
O lad mig faae det grundig lært!
Ach! ja, den gamle Adams kræfter,
Ach drukne dem i modgangs vand!
At aanden bliver stærk herefter,
Og dig sig plat opofre kand.

14. Du kiender jo vor onde ville,
Hvor snart den vendes fra dig bort,
Naar vi os noget forestille
I verden, som vi agte stort:
Hvor ofte os en ven fornøyer
Med gode ord, med hielp og trøst,
Og dermed hemmeligen bøyer
Vort hierte hen til verdens lyst.

* * * 187

15. Det kunde vi besværlig vide,
Saa længe saadan lyst kand staae,
Men settes dette lys til side,
Da maa det eget sind forgaae,
Da lære vi vor troe at kiende,
Om den paa GUd er ene sat,
Om kierligheden da vil brænde,
Naar verdens trøst har sagt: god nat!

16. Saa drag os da ved haarde prøver
Fra verdens hob og hyklerie!
At sielen aldrig sig bedrøver,
Naar du vil vise os den stie,
Hvordan vi ind til GUd kand trænge,
Slut vor begiering i dig ind,
At vi ved dig, ved dig kun hænge
Med gandske hierte, hu og sind.

17. Da skal vor trængsel snart bortrinde,
Som vilde hiertet slaae i toe;
Thi korset jager vore sinde
Hen ind i din foreenings roe,
Da gaae vi giennem bitter møye
Til naadens riges stille stand,

* * * 188

Hvor ey det dybe eller høye
Os fra vor JEsu skille kand.

18. Thi som GUds søn, vor ordens mester,
Ved korset selv fuldkommet blev,
Saa kand hans folk og himmel-giester
Ey have noget friheds-brev,
Men som hand gik i verdens møye,
Saa bør det og med dem at skee,
Saa sandt man med forklaret øye
Sig skal i GUd forklaret see.

Nr. 198.

Kun frisk derind!
Du drukner ey, mit sind!
Det røde hav skal dig vel plads forunde.
Hvi tviler du? Mon hand ey hielpe kunde?
Som truede paa havet veyr og vind?
Kun frisk derind!

2. Bedrøvet aand!
Som gaaer i trængsels baand,
Opmuntre dig og dine svage sinde!
Dit korses flod skal dog engang bortrinde,
Naar aandens glæde tager overhaand;
Bedrøvet aand!

* * * * 189

3. Vor soel og skiold
Giør havet til en vold,
Før hand sit folk i floden skulde slippe,
Maa vandet staae dem til en muur og klippe,
Hand er til lands og vands vor hinderhold,
Vor soel og skiold.

4. Et freydigt mood
Gaaer ind i korsets flod,
Og lader sig af ingen bølger jage,
Den stærkest vind for hende gaaer tilbage;
Hun staaer i GUd, som træet ved sin rod,
Et freydigt mood.

5. En kæmpe maa
Som muur i feldten staae,
Det lader slet, naar hand vil gaae til side,
Og ey, som det sig sømmer, mandig stride,
Saaledes gaaer en christen ey i vraa,
Men kæmpe maa.

6. Det ende faaer
Med alting, hvor det gaaer,
Hvem vilde da i krigen blive fangen?
GUds kiere søn er for i spidsen gangen:
See til du altid ham i hælen staaer!
Det ende faaer.

7. Dit korses tvang
Er ikke evig lang,

* 190

Det er en kalk, hvis bond du snart skal finde,
Naar du med den dig ret kun an vil binde:
Saa gaaer hun og i lidelsen sin gang,
Dit korses tvang.

8. Dit trængsels pund
Opsluger dødens mund,
Heran! heran! hvo JEsu spor vil følge,
Hand styrer selv din modgangs veyr og bølge,
Hand gaaer foran, og triner ned i grund
Dit trængsels pund.

9. Din frelsermand
Dig ey forlade kand,
Hand vil dig selv paa sine skuldre drage,
Og engle-vogn er færdig dig at tage,
Og gik du vild, hand fører dig til land,
Din frelsermand.

10. Kast, svage sind!
Dit kors i veyr og vind,
Lad see, hvor du kand giennem dybet vade,
Din JEsus selv vil staae for al din skade,
At føre dig uskadt i havnen ind,
Mit svage sind!

11. De christnes stand
Er som et oprørt vand,
En bølge maa den anden stedse drive,
Saa gik det ham, der os skal styrke give:

* * * 191

I stormen er saa ofte vidt fra land
De christnes stand.

12. Hvo vandre vil,
Maa vist sig lave til
At friste bierg og dal og dybe pytte,
Saa maa man og til himlen daglig flytte;
Hand har ey for sig leeg og børne-spil,
Hvo vandre vil.

13. O søde GUd!
Hvor du gaaer ind og ud,
Derhen jeg og mit gandske liv vil vende,
Saa faaer det vist ved dig en salig ende,
Og dertil er dit kors mit himmel-bud,
O søde GUd!

Nr. 199.

Mel. O GUd af himlen see her til.

Nu derfor maa du dog ey plat
Udi din nød forsage,
GUd lader efter korsets nat
En glædes soel opdage:
Forlad dig der kun gandske til,
Og lad ham giøre hvad hand vil,
Hand kand dig ey forsømme.

2. Er det da nu den første gang,
At GUd os har bedrøvet?
Har vi ey været før i trang,
Og korsets vinde prøvet?

* * * * 192

Vi har vel liidt saa meget før,
Og GUd har altid hielpens dør
Til rette tide aabnet.

3. Saa er det da GUds mening ey,
Naar hand os modgang sender,
At hand vil selv da gaae sin vey
Som den, os aldrig kiender;
Ney! derudi bestaaer hans raad,
At den, som har ham før forsmaad
Skal sig til ham omvende.

4. Thi det er kiødets onde art,
Naar man i velstand vanker,
At intet glemmes da saa snart
Som GUd af sind og tanker;
Vi ere jord, og agte meer
Hvad her i denne verden skeer,
End hvad i himlen findes.

5. Da griber GUd os an igien,
At vi det ret kand finde,
Og tager tit det kierest hen,
At vi os skal besinde,
At søge ham, som vi forlod,
Og kiende, at hand er saa god
Og hiertehuld en fader.

6. Skeer det, da vil hand mild og bliid
Os an i naade tage,
Og vende korsets vintertiid
Til skiønne sommer-dage;
Og det er ham en ringe kunst,
Thi den, som finder ret hans gunst,
Den er og snarlig hiulpen.

* * * 193

7. Saa skynd dig hen i hiertens bod
Til naadens trøste-kilde,
Og beed, at hand for JEsu blod
Vil lade sig formilde,
Forlade hvad du ont har giort,
Og tage ogsaa straffen bort,
Som vores rette læge.

8. Thi naade dog for retten gaaer,
For gunst maa vreden vige,
Vi skal og bør at hielpes, naar
Vi ret om redning skrige;
Det er den haand, os holder fast,
Men slippes den, er baade mast
Og roor og anker borte.

9. Paa GUds den store kierlighed
Du skal dig fast beraabe,
At, om end himlen selv faldt ned,
Du dog paa GUd vil haabe;
Hans ord er klart: hielp skal du faae,
Saa vov det trøstig kun derpaa,
Saa kand det aldrig feyle.

10. Saa tør du ogsaa om hans magt
Ey meget tviilsom være,
Hvo har vel jordens grundvold lagt?
Hvo kand al verden bære?
GUd giør det, hand er og den mand,
Som raad og redning finde kand,
Naar alle vil forsage.

11. Dig synes, at du aldrig kand
Dets muelighed betænke,

* * * 194

Saa vil du ind i din forstand
GUds store almagt skrænke;
O daarlighed! GUds arm er fri,
Giør hvad hand vil, langt meer end vi
Kand tænke og begiere.

12. Er hans det hele rige ey
Fuldt af forundrings sager?
Hand gaaer, hvor der er ingen vey,
Hvor intet er, hand tager;
Den ære du ham give maa,
Saa fremt du vil den glæde naae,
Hans helligdom at skue.

2. Om allehaande aandelig Striid.

Nr. 200.

En christen har et kæmpe-mood
Og kræfter til at stride,
Hand feyer verden, kiød og blod
Og satan selv til side,
Indvortes og
Udvortes tog
Hand u-ophørlig finder,
Dog altid overvinder.

2. Tilforne var jeg heel forsagt,
Og kunde intet lide,
Til GUd mig satte selv paa vagt,
Og jeg fik kraft at stride,

* * * * * 195

Din styrke vi
Os føre i,
Saa faae vi ret i sinde
At stride og at vinde.

3. Jeg sagde: jeg er alt for ræd
Og ringe til at kæmpe,
Som intet har at stride med,
Saa stor en magt at dæmpe,
GUd hielpe mig
Dog naadelig,
Og lad mig naade finde,
Saa kand jeg overvinde.

4. Jeg lod mit egensindigt sind
Med kiødets lyst betage,
Paa verdens fred jeg lagde vind
Og søgte gode dage,
Men jeg har lært,
Hvad mig var kiert
At gribe an og binde,
Mig selv at overvinde.

5. Ja falder det mig ind igien,
Og vil mig liflig smage,
Jeg skal ved JEsu død det hen
I øyeblikket jage,
Den søde lyst
Udi mit bryst
Skal ingen hvile finde,
Jeg vil den overvinde.

* * * 196

6. Vil verdens gode ord og had
Mig skrekke og forføre,
Jeg spytter ad den lokke-mad,
Og gift mig ey kand røre,
Thi had og gunst
Er kun en dunst
De daarlige at blinde,
Men jeg skal overvinde.

7. Har jeg kun trængsel hvor jeg mig
I denne verden vender,
Saa har jeg dog min JEsu! dig,
Som mig i nøden kiender,
Hvert hug og saar,
Mit hierte faaer,
Det vil du selv forbinde,
At jeg kand overvinde.

8. Vil verden skenke spot og spee,
Det kun min krone zirer,
Som rosen op af tornene
Til brude-krandse spirer,
Om tusinde
Blodtørstige
Sig lode mod mig finde,
Jeg vil dog overvinde.

9. Vil satan i sin løve-hud
Mit arme hierte skrekke,
GUd vil sin kylling og sin bruud
Med almagts vinger dekke,

* * * 197

Er hand saa vild
Som pulver ild,
GUd skal hans magt vel binde,
At jeg kand overvinde.

10. Men kommer hand i faare-skind,
Og med en engle-mine,
En tilladt lyst mig skyder ind,
Fra kampen lidt at trine,
Saa seer jeg snart
Hans slange-art,
Naar jeg mig ret besinder,
Og straxen overvinder.

11. Men vil du selv, o Gud! imod
Mig orm og aske krige,
Nu da, vel an, jeg holder fod,
Et straae-bredt ey vil vige,
Skiønt det skal staae
Lidt længe paa,
Det skal sig dog vel finde.
GUd vil jeg overvinde.

12. Vil GUd mit øye lukke til,
Saa blind fornuften giøre,
At jeg ey veed, hvad vey hand vil
Mig arme synder føre,
At min forstand
I nøden kand
Ey nogen udgang finde,
Dog vil jeg overvinde.

* * * 198

13. Saa skrekker mig og døden ey,
Jeg er alt død i tiden,
Og døden er den himmel-vey,
Som jeg alt længe siden
Har vandret paa,
Og did at gaae,
Hvor ingen taarer rinde,
Da kand jeg overvinde.

14. Hvad har det kostet megen striid,
Mig selv at overgive!
Med verden i en stakket tiid
Jeg og vil færdig blive,
Paa hende seer
Jeg ikke meer,
Naar hun, som død, mig finder,
Da er jeg stærk, og vinder.

15. Klenodiet er for mig sat,
Thi vil jeg tapper stride,
Med ingen fiende dag og nat
Af nogen stilstand vide.
Frisk løs derpaa,
Jeg seer dem staae,
Som seyer-krandsen binde;
Kun sagen er, at vinde.

* * *
199

Nr. 201.

Det koster megen kamp og striid,
Naar man i grunden vil en christen blive,
For kiødet er det som den dyre tiid,
I Christi død sig stedse hen at give,
Og har man een og anden kamp forbi,
Der følger ti, der følger ti.

2. Paa slanger har man her at gaae,
Der giver os saa mangen sting i hælen,
Da vil der meget nøye passes paa,
At giften sig ey trænger ind i sielen,
Forfarenhed om denne siele-pest
Kand tale best :,:

* * * 200

3. Dog er det vel den møye værd,
Naar man den fryd og herlighed besinder,
Som den, der ret har lært at kæmpe her,
Til seyer-krands for lammets throne finder,
Det er vel svart, men naaden giør det let,
Forstaaer det ret :,:

4. Man skal som barn og arving staae,
Som solen blank og deylig i det høye,
Ja solens glands kun lidet vil forslaae
Mod straalerne, der gaae af sielens øye,
GUds deylighed er brudens egen glands
Og brudekrands :,:

5. Da barnet seer sin fader paa,
I saadan syn ham selv med lyst befinder,
Det bliver fuldt af livets klare aae,
Som til een aand ham da med GUd forbinder.
O hvem forstaaer hvad da i aanden skeer,
Før man det seer :,:

6. Da faaer man viisdom selv til deel,
Hvo hende har med lydighed fornøyet,
Hun kroner ham med perle og juveel,
Og bliver ham som bruud ved siden føyet,
Da er den ting, som før forborgen var,
Os himmelklar :,:

7. Hvad GUd hand har, det har man og,
Der staaer GUds himmel os til brug og pleye,

* * * 201

Hvor yndeligt og lifligt er det dog,
At have JEsum selv til arv og eye,
Og vidre kand jo ingen ønsker gaae,
End GUd at faae :,:

8. Op, op min siel bliv ikke træt,
Al mørkheds vold og magt at giennembryde!
Hvad klager du, din evne er saa slet,
Betænk din kraft, som GUd dig lader byde,
Betænk, at slippe ind ad himlens dør,
Hvor got det giør :,:

Nr. 202.

Det koster ey for megen striid,
En himmel-sindet christen siel at blive;
Thi er vort kiød skiønt ikke mild og bliid,
Naar hun i Christi død sig hen skal give,
Saa giver GUd den Gud-hengivne aand
Dog overhaand,
Dog overhaand.

2. Giør som et barn, og leg dig ned
I JEsu skiød og hiertens hulde arme,
Hand skal dig som et barn med kierlighed
I sine vunders lye snart giennemvarme,
Mon det er svart, naar man er ham saa nær,
At faae ham kier? :,:

* * * * 202

3. GUd intet ont dig giøre vil,
Men al din vee, den giør din egen ville;
Byd GUd dit arme bange hierte til,
Hand skal det snart med trøst og glæde stille,
Giv GUd din ville, al din ville, snart,
Saa er det klart :,:

4. Kast al din frygt og banghed hen,
Hvad skal den meer dit arme hierte plage?
Væk op dit sind til hiertens fryd igien,
Hvo vilde her i naadens tiid forsage,
Siig: fader! tag mit hiertes trængsel bort,
Saa er det giort :,:

5. Vær stille i taalmodighed,
Naar du din faders hielp ey strax kand finde,
Forseer du dig, saa gaa den vey du veed,
Og lad dig strax i JEsu blod forbinde,
Saa er din feyl, og hvad du har forseet,
Som aldrig skeet :,:

6. I troen lad dit hierte roe,
Naar trængsels nat og mørkhed dig vil dække.
Din fader kand du altid sikker troe,
Lad dig kun ingen vind og fare skrekke,
Ja seer det suurt og mørkt i hver en krog,
Saa troe kun dog :,:

7. Saa skal dit lys igien opgaae,
Og solen skinne efter nattens skygge,
Hvad du har troet skal synlig for dig staae,

* * * 203

Paa GUd du kand frimodig altid bygge,
En christen i en salig tilstand staaer,
I hvor det gaaer :,:

8. Op op, min aand, i haab og troe
Saa sød en GUd dig plat at overgive,
Gak ind, min siel, og nyd den søde roe,
Din JEsus skal din trang saa let fordrive,
Med al din nød dig i hans arme kast,
Hand holder fast :,:

Nr. 203.

Nærmer kun eder, spot, jammer og nød,
Kommer tillige
Mod os at krige,
Her er GUds tempel og himlenes rige,
Mægtig at tage mod blodige stød.
Nærmer kun eder, spot, jammer og nød.

2. Elskende siele er alting en lyst,
Giftigste bue,
Hedeste lue
Kand dem fra striden ey skrekke og true,
Himlen de bære i hierte og bryst.
Elskende siele er alting en lyst.

3. Haabet hun triner i sikkerste spor,
Midt i sin møye
Har hun et øye
Altid paa kronen, som staaer i det høye,

* * * * 204

Skal hun da lide, da veed hun hvorfor.
Haabet hun triner i sikkerste spor.

4. Ach det kand giøre os sielen saa sund,
Trusel og vrede
Er kun en hede,
Hvori vi verden af sindet udsvede,
At det kand læges i inderste grund.
Ach det kand giøre os sielen saa sund.

5. Det maa du grundig forlade dig paa,
Naar du skal finde
Taarerne rinde,
Striid og anfegtninger ude og inde,
Det er just veyen til himlen at gaae.
Det maa du grundig forlade dig paa.

6. Troe kun din JEsum, saa bliver du stærk,
Bitterste sager,
Skændsel og plager
Endelig liflig som sukkeret smager,
Det er vor HErres hans herligste verk.
Troe kun din JEsum, saa bliver du stærk.

7. Bange gemytter er alting til last,
Vil GUd dem føre,
Det kand de høre,
Riset dem aldrig en finger maa røre,
Verdens fornøyelse holder dem fast.
Bange gemytter er alting til last.

8. Alt for utidig betænkning er slem,
GUds raad at kiende,

* * * 205

Derhen sig vende,
Skiønt man umuelig seer anfang og ende,
Det maa, naar andre forvirres, gaae frem.
Alt for utidig betænkning er slem.

9. Priser den store alviseste GUd,
Naar hand fordrager,
At man os plager,
Da vil hand drive de vigtigste sager,
Alting skal falde saa ønskelig ud!
Priser den store alviseste GUd.

Nr. 204.

Mel. Hvad min GUd vil.

Vor troe kand giennem alle baand
Og muur og klipper trænge,
Hun har Guds almagt selv i haand
Til satans magt at sprenge,
Kand du slet intet? kand du troe?
Saa kand du alting tvinge,
Og al din modstand skal i toe,
Som traad for ilden, springe.

2. Da JEsus ey endnu var sendt,
Vor jammer-stand at bode,
Og før saa klar var giort bekiendt
Hans naades store gode,
Hvad saae man ved Guds folk da ey
En mægtig troe at vinde,

* * * * 206

Langt mere bør vi nu den vey
Til troens seyer finde.

3. I sandhed, vilde JEsu hær
Kun giøre hvad de kunde,
I troen ret forbindes nær,
Gik fienden snart til grunde,
Hand skulde synke ned som blye,
Hans trusel skulde svinde,
Som regnen i den tykke skye,
For troens sterke vinde.

4. Vor Salomons berusted vagt,
Som kongens seng beringe,
De staae som een med samled magt,
Trods nogen den kand tvinge,
Vil fienden komme dem for nær,
Skal det sig selv befinde,
At eenighed i HErrens hær
Er ey at overvinde.

5. Velsignet er din tapperhed,
Du folk i naadens rige,
Din fiende er forvoven vred,
Men skal med skamme vige,
Hvor sikker tienes vor monark,
Hvor liflig er hans skygge,
Som kand i øyeblik en ark
Mod alle vande bygge.

6. Og naar Guds sandheds vidner see,
At liv og blod skal voves,

* * * 207

Saa lade de det gierne skee,
Naar JEsus kun kand loves,
De vilde ikke være frie,
Og Christi sandhed svige,
Da gaae de deres kirke-stie
I blod til himmerige.

7. Man fandt jo dette himmel-sind
Hos hine gamle helte,
Der gik omkring i faare-skind
Og ringe leder-belte,
I ørken lidde nød og trang,
Som vare verdens ære,
Ja! tænk paa livets fyrstes gang,
Som korset vilde bære.

8. Saa følge vi da troens flok,
Hvem vilde ønske bedre?
Lad satan spotte længe nok,
Vi troe med vore fædre,
Skal man da her i Torne gaae,
Som det er let at vide,
Det gik vor JEsu ligesaa,
Saa lad os med ham lide!

Nr. 205.

Op I christne! ruster eder!
Christi lemmer! ud paa vagt,
Satan sig til striid bereder,
Og vil bruge al sin magt,

* * * * * 208

Op en hver!
Drager sværd!
Fienden trodser Herrens hær.

2. Følger eders fyrste efter,
Stoler paa hans stærke arm,
Satan bruger alle kræfter,
Fører hid sin hele svarm,
For os gaaer,
Med os staaer
Den, som alle ting formaaer.

3. Nu det gielder troe og love,
U-ophørlig bøn og vagt.
Frisk paa JEsu blod det vove,
Griber saa kun an med magt,
JEsu blod
Giver mod,
Triner satan under fod.

4. Christi blod-bestenkte fane
Fører frisk i striden ind,
Og den daglig kæmpe-vane
Giver kraft i siel og sind,
Hvert et saar
Giør dig haard,
At du altid seyren faaer.

5. Dette haver sandt befundet
Alle helgens kekke mod,
Som har kæmpet og har vundet,
Styrkede i lammets blod,
Skulde vi

* * * 209

Da gaae fri
Alle christnes kamp forbi?

6. Hvo i slaverie vil blive,
Her og indtil evig tiid,
Synden ikke overgive,
Har og ringe lyst til striid,
Verdens pragt
Satans magt
Har ham udi søvne bragt.

7. Men hvo ret i sagen kiender,
Friheds herlighed forstaaer,
Og til Gud sig gandske vender,
Hannem kiender, søger, faaer,
Hand er ey
Lad og fey,
At betræde kampens vey.

8. Mangen har vel trang i livet,
Som dog ingen frihed faaer,
Hvo sig GUd ey plat har givet,
Stille hen i angest gaaer,
Kiød og blod
Under fod!
Saa faaer kæmpen lyst og mod.

9. Op! ved JEsu blod at vinde,
Seyren bliver vis og stor,
For vor pande vil vi binde
Vidnesbyrdets faste ord.

* 210

Lad det gaae,
Som det maa,
Ordet evig skal bestaae.

10. Er vort liv i GUd forborgen,
Synes det som visnet hen,
Paa den sidste blide morgen
Skal det klare op igien,
Striid og saar
Da forgaaer,
Seyren aldrig ende faaer.

11. Da skal Christi hær optræde,
For hans throne stille sig,
Bære livets krands og klæde
Med saa stort et seyers skrig,
Tænk engang,
Hvilken sang!
Himmel-sød og evig-lang.

* * *
211

Nr. 206.

Frisk op beklemte sind,
Kast med et heldte-mod
Din sorg i veyr og vind,
Det koste liv og blod,
Lad dig ey paa nogen side
Af din fiendes magt bestride.

2. En heldt man kiende kand
Af blodig kamp og striid,
Saa er og himlens land
At faae til evig tiid,
Værd sig derfor at umage,
Indtil blodet ey forsage.

3. Skiønt os den milde GUd
Sin naade fri har skenkt,
Saa er det dog hans bud,
Som bliver lidt betænkt,
At man skal med JEsu lide,
Kaste verdens lyst til side.

4. Hvad gik dog Job en vey,
Før hand sin krone tog,
Og Paulus fegted ey
Som den, i veyret slog,
Hver en martyrs krands og seyer
Blomstrede i blodig leyer.

* * * 212

5. En svend i nød og død
Sin herre følger med,
Thi kierlighed giør sød
Al fare og fortred,
Kierlighed kand døden jage,
Christi aag er let at drage.

6. I haabet seer jeg alt
De skiønne palmers glands,
Den liflige gestalt
At bære seyrens krands,
Hos de fromme blant saa mange
I den hvide dragt at prange.

7. Min JEsus skal den sveed,
Mig tit har giennemblødt,
Og giort i kampen heed,
Med egen haand saa sødt
Og saa mildelig afviske,
Da skal jeg mig ret forfriske.

Nr. 207.

Far dog fort! far dog fort!
Zion! fort i livets trin,
Lad den første brand ey slykkes
Skynd dig frem ved dagens skin,
At dig maalet ey forrykkes;
Zion! ind ad livets snevre port.
Far dog fort! far dog fort!

* * * * 213

2. Uforsagt :,:
Zion! uforsagt i striid,
Bort med sorgens klage-tone,
Hold dig kek en liden tiid,
See kun alt til livets krone,
Zion! merker du skiønt fiendens magt.
Uforsagt :,:

3. Følg kun ey :,:
Zion! følg kun ey den flok,
Som dig stor og stolt vil giøre,
Lover guld og penge nok,
Lad som du kand ikke høre,
Zion! naar man viser lystens vey.
Følg kun ey :,:

4. Prøv dog ret :,:
Zion! prøv dog ret den aand,
Hvoraf slige forslag giøres,
Tag dog ikke i hans haand,
Lad dig af din stierne føres,
Zion! her er baade krumt og slet.
Prøv det ret :,:

5. Træng herind :,:
Zion! træng herind til GUd,
Mod og kraft og lys at finde,
Lad din lampe ey gaae ud,
Fat i JEsu mod at vinde,
Zion! ud fra verdens hykle-sind.
Træng herind :,:

* * * 214

6. Bryd herud :,:
Zion! bryd herud med magt,
Seer du ey hvor andre brænde?
Staaer du fast i naadens pagt?
Nu vel an! saa lad det kiende,
Zion! viis, at du est JEsu bruud.
Bryd herud :,:

7. Til din død :,:
Zion! til din død staa fast,
Lad dig aldrig meer beknyttes,
Tiden endes med en hast,
Kronerne skal snart udbyttes,
Zion! vær kun troe, som JEsus bød,
Til din død :,:

3. Om høye aandelige Anfegtninger.

Nr. 208.

Mel. Hiertelig mig nu etc.

Sielen.

Her løber jeg i blinde,
Og veed ey selv hvorhen,
Jeg kand ham ikke finde,
Som heder syndres ven,
Jeg kand ham ikke miste,
Jeg kand ham ikke faae,
Saa hiertets baand maa briste,
Og livets kraft forgaae.

* 215

2. Jeg mindes nok de dage,
Der gik med fryd og lyst,
Jeg glemte let min plage
Ved JEsu søde bryst,
Da kunde jeg vel smile
Ad al min trang og nød,
Thi sielen fandt sin hvile
I JEsu favn og skiød.

3. Hvi blev saa snart en enke
Af saadan lystig bruud,
Af brude-baand en lenke,
Af soelskin regn og sluud,
Af frydens sal et fængsel,
Af gylden-dragt en sæk,
Af himlen helved-trængsel,
Forfærdelse og skrek?

4. GUd agter ey min klage,
Men bliver mere vred,
At jeg maa plat forsage
I min elendighed,
Jo mere jeg vil raabe,
Jo større er min nød,
Hvad skal jeg mere haabe?
Min hiertens fryd er død.

5. O! hierte JEsu lille,
Jeg er saa haardt bespendt!
Er naadens søde kilde
Fortørret og forvendt?

* * * 216

Har solen ingen varme?
Har ordet ingen grund?
Vil GUd sig ey forbarme,
At giøre sielen sund?

Jesus.

6. O! Sulamith, min glæde!
Udvalde hiertens bruud!
Hvad volder dig at græde,
Og see saa bange ud?
Kom, hør, og lad dig sige!
Hvem bilder dig dog ind,
At jeg dig kunde svige?
Er da mit ord kun vind?

7. Du taler om de dage,
Da du kun sad og loe
Ad al din nød og plage
I sielens stille roe,
Ja got, men har du ikke
Om andre mine hørt,
At jeg i dødens strikke
Dem ogsaa tit har ført.

8. Til søde himmerige
Er veyen altid trang,
Dog ey for alle lige
Besværlig, tung og lang,
En kand for torne grue,
En anden derimod
Maa giennem ild og lue
Og dødens sorte flod.

* * * 217

9. Man skal dig ikke kalde
En enke og forladt,
Men Zion den udvalde,
Guds egen bruud og skat,
At du det ey kand kiende,
Det giør din svare striid,
Men den skal snart faae ende
Paa sin bestemte tiid.

10. Lad jordens grundvold slippe,
Og verden slet forgaae,
Min naade er en klippe,
Som evig skal bestaae,
Hvi frygter du den skade,
Du aldrig faaer at see?
Jeg kand dig ey forlade,
Det kand umueligt skee.

11. Paa roserne at trine
I verdens jevne gang,
Er det for mig og mine?
Ney, kommer kors og trang,
Saa er det du maa lide
Din arvedeels beviis,
Thi de udvalde stride
Sig ind i paradiis.

12. Jeg JEsus, er din milde
Og trofast siele-ven,
Troe kun, min naades kilde
Skal aldrig tørres hen,

* * * 218

Jeg skal i himmerige
Dig giøre engle-liig,
Vil satan andet sige,
Da er det løgn og sviig.

Nr. 209.

Er jeg da her allene vild og fremmet?
Til døden haardt beængstet og forgremmet?
Naar skal jeg dog den haarde siele-tvang,
Naar skal jeg den dog blive qvit engang?

2. Gaaer solen op, al verdens rund at glæde,
Saa vækker den mig op igien at græde,
Giør maanen nat til andres rolighed,
Da dekker den mig kun i jammer ned.

3. Gud truer mig med sine grumme pile,
Hans haand, som kand de trætte give hvile,
Den giør mit sind forfærdet og forvendt,
Den har med magt sin bue mod mig spendt.

4. Mit hierte i landflygtighed er dreven,
Ja dødens dom er over mig beskreven,
Jeg gaaer beklemt og ængstet nat og dag,
Ret som jeg var i helvedes beslag.

5. Hvi setter du paa mig saa haardt i rette?
Er det din lyst, at pidske og hudflette?
Har du da for min ungdoms lysters skiemt
En domme-dag i tiden alt bestemt?

* * * * * 219

6. Forbandet lyst, fortabte glædes dage,
Hvis daarligheds forgift jeg nu maa smage,
Den røg gik hen, nu kommer hendes brand,
Gud dæmpe den, da ellers ingen kand.

7. Vil du min synd evindelig betænke,
Hvad har dog jeg til vederlag at skenke,
Jeg har kun synd, synd er den deel jeg har,
Er naaden ey saa vigtig, tung og svar?

8. Dog lader du mig sidde fast i nøden,
Som faaer maaskee mig ned til sidst i døden,
Hvad hielper mig, at prøve bønnens vey?
Min vaade kind gaaer altid bort med ney.

9. Du agter ey min beske graad og klage,
Men bliver ved at trænge og forjage,
Din nidkierheds, din ivers grumme magt
Har liv og siel i dødens perse lagt.

10. Jeg løfter op mit reent forgrædte øye
Med suk og skriig og taarer til det høye,
Men du har dig bedekket med en skye,
Og vreden er mod mig hver morgen nye.

11. De, som dit ord og naade undertræde,
Nu har de mig til spot i deres glæde,
De ondes raad, de frekke folkes magt
Har mig bespendt, som vilde dyr paa jagt.

12. En hind er ey saa angest-fuld til mode,
Naar hun paa flugt maa falde den til fode,

* * * 220

Som ved sit skud forkorter hendes vey,
At jeg jo er paa jorden mere fey.

13. O Gud! hvad har jeg prøvet dybe vande!
Ja snart forsøgt paa helvede at strande!
See, er jeg ey i verden snart forbrændt,
Dog staaer endnu din bue mod mig spendt.

14. Min ven har reent forladt mig i min jammer,
At jeg mig for de sorte aander skammer,
Jeg trildes af min skiebne som et hiul,
Og løber for det mindste vær i skiul.

15. O! havde jeg dog duens hvasse vinge,
Mig hen et sted til rolighed at svinge,
Hvor vilde hun sig hvile da, min aand,
Dog hvem kand flye for HErrens høyre haand?

16. Ney! stille! jeg vil bære HErrens vrede,
Og vil hand til mig mere ovne hede,
Med stille mod, hans vise raad til priis,
Jeg knæler ned, og kysser paa hans riis.

17. Jeg levet har saa ilde, alt for ilde,
Hvad om vor Gud nu alting hevne vilde,
Al priis er din, o Gud! hvor er din favn?
En naadig Gud er jo dit rette navn.

* * *
221

Nr. 210.

Mel. Nattergalen er alt oppe.

Sielen.

Jammer har mig plat omgivet,
Sorrig er min klæde-dragt,
Angest er min deel i livet,
Hiertet bever og er svagt,
Gud har mig forladt i vrede,
Her er ingen trøst til rede,
Sorgen har for stor en magt :,:

2. Meget grusom er jeg dreven
Fra vor HErres ansigt ud,
Og af ham befunden bleven
Som en slem og troløs bruud,
Billig maa jeg skamfuld vige,
For jeg ikke lod mig sige,
Ret at følge HErrens bud :,:

3. Ach! jeg gaaer dog vist til grunde,
For anfegtnings haarde vind,
Gud, som ene hielpe kunde,
Trænger kun med straffen ind,
Her vil intet anker holde,
Ordets løfter ere kolde,
For mit snart fortvilet sind :,:

* * * 222

4. Gud har glemt mig i min vaade,
For jeg ey har skiønnet paa
Hans usigelige naade,
Da hand lod mig den forstaae,
Nu er hand min fiende bleven,
Al min synd har hand opskreven,
Naaden er ey meer at faae :,:

5. HErre, hvor er trøst at finde
For din vredes haarde stød?
Hvo vil dette saar forbinde?
Hvo vil frie fra evig død?
Jeg kand nok den tiid erindre,
Da mig intet kunde hindre,
Fra at finde trøst i nød :,:

6. Men nu er min soel forandret
Til den mørke torden-skye,
Naaden gandske bort er vandret,
Vreden bliver daglig nye,
Gud er plat fra mig bortviget,
Grumhed har min siel bekriget,
At jeg ingensteds kand flye :,:

7. Hvert et trøste-sprog, jeg nævner,
Setter mig i bangheds bom,
Thi samvittigheden stevner
Mig kun alt for ret og dom,
Thi den død, som ey har ende,
Synes som den vilde spende
Mig den samme time om :,:

* * * 223

8. Vil jeg paa din naade tænke,
Der at søge ly og læ,
Da maa jeg i bangheds lenke
Ryste som et løv paa træ;
Summa: jeg paa veyen render,
Der sig udi pølen ender,
Som et helved-slagtet fæ :,:

9. Er der ingen trøst at finde?
Er der ingen redning til?
Skal min graad i luften svinde?
Er min bøn kun narre-spil?
Vil mig ingen hielper ynke
Da jeg færdig er at synke,
Og mit hierte briste vil :,:

JEsus.

10. Kiere siel! hold op at klage,
Tonen alt for høyt er stemt,
Solen i de mørke dage
Synes borte, død og glemt,
Sees dog siden smukt oprinde,
Saa skal du engang befinde,
At Gud bruger kun sin skiemt :,:

11. Synes JEsus for dig borte,
O! saa kommer vist den dag,
Da hand skal din nød forkorte
Ved et lifligt favne-tag,
Lad dig aldrig det indbilde,
At din JEsus vil dig ilde,
Det er mod hans hiertelag :,:

* * * 224

12. Har din fromme Gud tilladet,
At dig satan sigte maa,
Midlertid du bliver badet
I anfegtnings dybe aae,
Det er tegn, at Gud dig ynder,
Sligt hand ey med dem begynder,
Som kun hen i synden gaae :,:

13. Skiønt samvittigheden nager,
Og din aand er pine-fuld,
Helved-angest dig betager,
Ret som luen smelter guld,
Troe kun: Gud det trolig mener,
Og dig snarlig hielp forlener,
Bliv kun taalig, troe og huld :,:

14. Det har Moses og erfaret,
Aaron fik sin deel deraf,
Noa blev og ikke sparet,
David laae i samme grav,
Joseph og den troe Elias,
Petrus, Paulus og Tobias
Tumlet blev paa samme hav :,:

15. Kiere siel, kun vel til mode,
Livets vey er haardt bespendt,
Christne vente deres gode,
Naar at pinen her er endt,
Er det skiønt saa heel ulige,
Dog maa hver med sandhed sige,
At hand verre har fortient :,:

* * * 225

16. Bølgen stærk i dag sig velter,
Speyle-blank i morgen staaer,
Iset snart for solen smelter,
Der var før som flint, saa haard,
Vær til freds, din vee og vaade
Svinde skal for Jesu naade,
Ret som dug for solen gaaer :,:

17. Hvorfor, hierte! saa urolig?
Tænk paa HErren Zebaoth!
Alting mener hand saa trolig,
Alting vil hand giøre got,
Vilde hand dig slet fortære,
Vil hand dog din frelser være
Helvede til evig spot :,:

Sielen.

18. JEsu! lad din aand da glæde
Mit forknuste hierte-rod,
Saa vil jeg paa satan træde
Ved din pine, død og blod,
Jeg vil gierne lide, stride,
Lad mig kun, min JEsu! vide,
At min ende bliver god :,:

Nr. 211.

Armod volder mig at skrige
Til den rige,

* * * * * 226

Som mig ene hielpe kand,
JEsu! det er dig det gielder,
Da jeg fælder
Hele strømme taare-vand.

2. Ach hvor tager jeg dog kræfter,
Ret herefter
Alle synders lyst at flye,
JEsu! lad mit hierte brænde
Til at vende
Alle kræfter an paa nye.

3. Est du tom, al naadens kilde?
Det var ilde,
JEsu, du har nok til mig,
Du kandst min begiering stille,
At min ville
Finder al sin lyst i dig.

4. Driv tilbage hvad mig kuer,
Og udsuer
Troens rette kraft og fliid,
Lad mig ey i bønnen svækkes,
Men opvækkes
Til en ivrig kamp og striid.

5. Kom med vidt udspendte arme,
At forbarme
Dig dog over mig igien,
Du allene hiertet kiender,
Hvor det vender
Alle sukke til dig hen.

6. Du est al mit hiertes styrke,
Lys i mørke,

* * * 227

Naar al verden er mig sort,
Du est ene den udkaarne,
Som forlaarne
Syndre aldrig jager bort.

7. O! hvad er din kysse-maade
Sød af naade,
Fuld af kierlighed og lyst!
Og hvad skal jeg mere sige?
Himmerige
Vælder ud af JEsu bryst.

Nr. 212.

JEsu! hvor er livets kilde?
Hvor er vey?
Ser du ey,
Satan vil min siel forvilde?
Seer du ikke: hand vil myrde?
Siele-hyrde!

2. Du est lys, jeg gaaer i mørke,
Du est reen,
Jeg gemeen,
Du est kraft, jeg uden styrke,
Hvorfor skulde satan vinde?
Lad dig finde.

3. Vil min læge ey forbinde?
Hvorfor lod
Hand sit blod
Da saa overflødig rinde?

* * * * * 228

Skal jeg i min korses plage
Plat forsage?

4. Naade maa dog naade blive,
Skulde da
Den ey fra
Mig mit hiertes angest drive?
Nu du skal min vee og klemme
Ey forglemme.

5. Ja saa vist, som ilden brænder,
Veed jeg, at
Du min skat,
Den, som dig for frelser kiender,
Vil i allerstørste fare
Vel bevare.

6. Men, hvor længe skal jeg tie?
Før jeg seer,
Hielpen skeer,
Ach hvor længe skal jeg bie,
Er der ingen, som mig ynker,
Før jeg synker?

Svar:

7. Hielpen jeg dig gierne giver,
Hav mig kier,
Taalig vær,
Til du rodfæst i mig bliver,
Da jeg dig forløsning skenker,
Før du tænker.

* * *
229

4. Om den aandelige Aarvaagenhed.

Nr. 213.

Mel. O Drøvelse, etc.

Op! vaag og beed,
Min siel! du veed
Dig ellers ikke sikker,
At du jo kand drages ned
I den ondes strikker.

2. Vær uforsagt,
Men derhos agt
Paa sindet, hvor det vanker,
Lær at holde stedse vagt
Over alle tanker.

3. At følge smukt
Guds naades tugt,
Naar aanden dig vil minde,
Holder verden udelukt
Af de rene sinde.

4. Et lidet grand
Af suurdey kand
Den gandske dey forsyre,
Kommer gnisten først i brand,
Er hun ond at styre.

5. En tanke, som
I hiertet kom,
Og man den lidt lod raade,
Har saa tit giort sielen tom
Fra Guds søde naade.

* * * 230

6. Vor onde art
Bevæges snart
Af det vi see og høre,
Bliver saadan tanke spart,
Er der ont at giøre.

7. De siele-saar,
Som satan slaaer,
Gaaer ind ad skiulte gange,
Hvo som ey paa vagten staaer,
Bliver snart hans fange.

8. En syndig smiil
Kand som en piil
Det arme hierte dræbe,
Om vi noget staae i tviil
Derimod at stræbe.

9. Et syndigt ord
I Adam foer,
Det lagde verden øde,
Det har giort det siele-mord,
Hvorved alle døde.

10. En ringe ting
Giør dødens sting,
Og kand en siel bekrige,
Som ey varsom seer omkring
Her i verdens rige.

11. Ved øret kand
Som helved-brand
Et ord vor siel forrykke,

* * * 231

Har vi ikke aandens vand
Dette strax at slykke.

12. Alt dette veed
Forfarenhed
I alle Guds udvalde,
JEsus raaber: vaag og beed,
Om du ey vil falde.

13. At gaae saa fri
Paa himlens stie
Og ikke vilde vaage,
Det er idel hyklerie,
Sikkerhedens taage.

14. Op! op! paa vagt
Af gandske magt,
Og vaag med alle fromme,
Vaager, som Guds Søn har sagt,
Til I see ham komme.

Nr. 214.

Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

Hvad fattes mig? hvi er jeg dog
Saa søvnig og saa lunken?

* * * * * 232

Ret som min siel var spendt i aag,
Ja ned i jorden sunken,
Hvor er den lyst jeg havde før
Til ordets brød at sanke?
Hvi kand jeg ey paa naadens dør
Med kraft og iver banke?

2. Før, naar jeg tænkte kun paa bod,
Strax stod min siel i lue,
Mit hierte var af JEsu blod
Saa saftig som en drue.
Hver syndig gierning, som jeg saae,
Hvert daarligt ord, jeg hørde,
Ja al den deel, jeg tænkte paa,
Til nidkierhed mig rørde.

3. I korset var mig honning-sødt
Hvert trin jeg skulde trine,
Thi al min sands var giennemblødt
Af JEsu død og pine.
Slet intet mig til hiertet gik
Af verdens lyst og vaade
For al den liflighed jeg fik
Af JEsu død og naade.

4. Hvor est du nu, Getsemane?
Der giorde mig saa modig,
Og Golgatha, som lod mig see
Min JEsum blaa og blodig?

* * * 233

Hvi est du dog, mit paradiis,
For mig saa fremmed bleven?
Er jeg paa Adams gamle viis
Fra livets træ fordreven?

5. Ach! den forbandet sikkerhed
Er bleven mig den slange,
Som giør os livsens vey saa breed,
Og har forført saa mange,
Den tiid maa rettes op igien,
Som er saa plat forsovet,
Guds kiere søn, min siele-ven,
Skal knuse slangens hovet.

6. Du mit forvendte hierte! kom,
Og lad dig overhøre,
Du burde i din christendom
Jo daglig fremgang giøre,
Du burde daglig meer og meer
I troens kraft tiltage,
Og JEsus nu dit væsen seer,
Hvordan du gaaer tilbage.

7. Det piner mig i siel og sind,
Jeg kand det ikke dølge,
At jeg har ey lagt bedre vind
Paa, JEsum ret at følge,
Ach gid mit liv en liden tiid
Dog længer maatte vare,
Da vilde jeg alvorlig fliid
Til døden aldrig spare.

* * * 234

8. Ach! var det forsæt jeg har haft
Ved sikkerhed ey dæmpet,
Og jeg i troens fulde kraft
Mig havde giennemkæmpet,
Hvad kunde jeg da megen frugt
Min Gud til ære baaret,
Som nu er bleven udelukt,
Og sielen ilde saaret.

9. Min JEsu! see! hvor syg jeg gaaer,
For dig igien at finde,
See! hvor mit svage hierte slaaer,
Og mine øyne rinde;
Tænk, det er dig, min siele-ven,
Jeg ene længes efter,
Men hvordan kommer jeg derhen,
Som har saa ringe kræfter?

10. Jeg intet har i siel og sind
Foruden disse sukke,
Ach! vilde JEsus mig dog ind
I sine vunder lukke.
See! nu begynder troens glød
Mig inden til at varme,
Jeg finder JEsum honning-sød
I mine troes arme.

11. Nu! Gud skee lof, den søde tiid
Er alt igien oprunden,
At jeg min JEsum mild og bliid
Til al min trøst har funden.
O! lad mig da af hiertens grund
Dig saa i troen favne,
At jeg dig til min sidste stund
Skal aldrig mere savne.

* * *
235

Nr. 215.

Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

O vaager op af verdens drømme
I lunkne christne! op med magt,
Vor JEsus, som skal verden dømme,
Hand raaber høyt: herud paa vagt!
Herud af syndens søvn og slum,
Mens der endnu er tiid og rum.

2. O vaager op, at syndens natte
Ved lysets komme vige bort,
Guds store naade høyt at skatte,
Som hand mod Adams kiøn har giort,
Thi ellers har vi ingen gavn
Og glæde af vor christen-navn.

3. O vaager! er end aanden villig,
Saa er dog kiødet alt for svagt,
At alle sande christne billig
Sig tage desto meer i agt,
O! bruger dog forsigtighed,
Og følger den, som veyen veed.

4. O vaager! thi den gamle slange
Os ellers er for stærk og snild,
Hand agter mig og dig at fange,
Og slæbe hen i pølens ild,
Hvo her vil ikke mandig staae,
Hand maa i sandhed med ham gaae.

5. O vaager! førend døden kalder
Os i en u-beleylig stund,

* * * 236

Saa snart en gammel for ham falder,
Saa snart en deylig, riig og sund,
Vi vide ey hvad tiid og sted,
Vel den, som altid er bered.

6. O vaager, vi skal hen at svare
For HErrens ret og strenge dom,
Ret længe vil det ikke vare,
Før Gud vil giøre verden tom,
Indretter saadan eders sag,
Som hver dag var den sidste dag.

7. O vaager, det er Jesu stemme,
Herop af søvne, ud paa vagt,
Naar sielen er i evig klemme,
Da er det alt for silde sagt,
Nu kand vi søge sielens gavn,
Saa vaager da i JEsu navn.

Nr. 216.

JEsu al min fryd og ære,
Allermildeste Guds lam,

* * * * * 237

Som paatog dig al vor skam,
Din vil jeg allene være :,:
Skulde jeg dig overgive,
Bære titel af en bruud?
Og ey trofast holde ud?
Ney :,:,:,: jeg vil dig troe forblive.
Salig! salig! salig hver :,:
Salig! salig! salig hver,
Som sig bereder her
Til lammets høy-prægtigste bryllups-færd :,:

2. Lad mig aldrig saa vanære
Min fornemme christen-stand,
At jeg, udi korsets vand,
Skulde vankelmodig være, :,:
Eller lade verdens glæde
Fra din kierlighed mig faae,
Men at jeg behiertet maa
Al :,:,:,: forhindring undertræde.
Salig, salig etc.

3. Lad din naade altid gyde
Olie til troens brand,
At hun aldrig slykkes kand,
Men i større kraft frembryde, :,:
Lad min lampe smykket blive
Med aarvaagenhed og fliid,
At hun midt om midnats tiid
Kand :,:,:,: den største flamme give.
Salig, salig etc.

4. Lad mig ingen trygheds taage
Legge ned i syndens leyr,
Men til en bestandig seyr

* * * 238

Altid bede, stride, vaage :,:
Til den søde stund mig glæde,
Naar der raabes høyt engang,
Blant basuners stærke klang,
Op :,:,:,:! din brudgom er til stede.
Salig, salig etc.

5. Lad os da med glæde findes,
Naar du bryder hastig frem,
Og din bruud vil hente hiem,
Lad os da ret nær forbindes :,:
At jeg hos din side settes,
Og ved lammets brude-bord
Med en meer end meget stoer
Sød :,:,:,: og liflig glæde mættes.
Salig, salig etc.

Nr. 217.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Hvad skader dig, min aand, at du dig altid klager,
Og kommer ingensteds i dine siele-sager,
Gak ind i hiertets grund, randsag i hver en vraa,
Den rette aarsag til din svaghed at forstaae.

2. Det fattes aldrig paa din hulde frelsers side,
Men meget mere maa hans aand din modstand lide,
Thi hand af kierlighed selv altid drives til
At styrke dem, som mod hans virkning tage vil.

3. Er GUd dog sielens væld, lyst, livets kraft og styrke,
Hvad skulde hindre ham, sit eget land at dyrke?

* * * * * 239

GUd har sin skabning kier, thi hvad hand selv har giort,
Er alle tider i hans øyne got og stort.

4. Har hand jo dog sin søn for dig i døden givet,
At faae den døde siel ved ham igien oplivet,
Hvem nødde ham dertil? hand havde jo sit kor,
Hvem bad ham, at hand tog saa dybe sager for?

5. I dig var intet got, men alle lysters tynder,
En ørk og vildsomhed, en verden fuld af synder,
En pøl af lutter gift og al ulykkes hav,
Der stinkede din siel, der laae hun i sin grav.

6. Ey noget creatur din hielp befordre kunde,
Du laae, som hitte-barn, for vilde dyr og hunde,
Du havde satans sind og hans skabilken paa,
Hand havde ogsaa ret, din arme siel at faae.

7. Da kom vor frelsermand, og medynk brød hans kræfter,
Hans taare for os randt, og blodet fuldte efter,
Hand døde korsets død, og lod sig ofre hen,
Alt for den arme siel at faae til GUd igien.

8. Og hvad bevæger GUd, saa mangen gang at drage
Den arme siel fra synd og kiødets lyst tilbage?
Hand vil endnu, hand kand, hand har en vældig arm,
Men sygen stikker i dit eget bryst og barm.

9. Ach ja, min GUd, du est i alle ting retfærdig,
Og naar du dømmes, al lof, priis og ære værdig,
At drage mig til dig, det har du altid søgt,
Men jeg mig altid har igien tilbage rykt.

* * * 240

10. Nu saa randsag mig selv, og see paa mine gange,
Og lad mig ikke meer med hykle-fagter prange,
Du HErre, kiender mig, oplys mit dumme sind,
Til dine veye jeg endnu er alt for blind.

11. Skal jeg til himlen see, saa kand jeg ey tillige
Beskue jorden ret, eet maae af disse vige.
Saa giv min siel et klart eenfoldigt øye, som
Alt op ad seer, og ey i verden løber om.

12. Føer selv den gierning, som du har begyndt, til ende,
Og lad mig ved din aand dog ret for alvor kiende,
At jeg i denne tiid skal renses meer og meer,
Ja hielp mig, at det ved din naade ogsaa skeer.

13. Giør selv vor lunkenhed ved aandens kraft til skamme,
At alle hierter staae i troens fyr og flamme,
At vise daglig, hvad et liv i GUd formaaer,
Og brede ud din lof, saa vidt som himlen gaaer.

5. Om Bestandighed og Fremvext i Troen.

Nr. 218.

Mel. Nu rinder solen op etc.

Halleluja! jeg har
Min JEsum funden,
Hans naades glands er klar
I mig oprunden,

* * * * * 241

Nu seer jeg veyen til
GUds frydebolig,
Nu kand, nu skal, nu vil :,:
Jeg vandre trolig.

2. Velan! min tiid er knap,
Jeg faaer at rende,
Hvor løbe de i kap,
Som kronen kiende,
Al verden vil jeg først
Med eet forkaste,
Og som en hiort i tørst :,:
Til himlen haste.

3. Kun fort paa livets vey,
Oplyste siele!
I maae i sandhed ey
I verden dvæle,
En hver for GUd sig til
Den sag forpligte,
At vi til himlen vil :,:
Allene sigte.

4. Al verden er forgiort
I alle sinde,
Og troer: der ey er stort
Hos GUd at vinde,
Det gaaer, som det er van,
I alle hiørner,
Til hun i døden an :,:
Paa dommen tørner.

* * * 242

5. Da skal hun faae at see,
Hvorfor hun slæbte,
Og efter evig vee
I tiden stræbte.
At hun har giort sig alt
For stor umage,
At legges ned i salt :,:
Og helved-lage.

6. Det er jo ret nok til
De svine-lemmer,
Som jorden have vil
Og himlen glemmer,
Som verdens lysters mad
Og mask udvælge,
Og himlens engle-fad :,:
For intet selge.

7. I sær er det en spot,
Ja mord at kalde,
Naar de, som kiendte got,
Fra naaden falde,
Som hunden til sit spye
Sig graadig vender,
Og vasket soe paa nye :,:
Til sølen render.

8. Men I, som kiende ham,
Der for os døde,

* * * 243

Og kalde det en skam
Ham ey at møde,
Hvad øyeblik hand vil,
I brude-smykke,
I faaer i sandhed til :,:
Heran at rykke.

9. Gaaer fort, og strider mod
De onde tanker,
Som sig i eders blod
Om sielen sanker,
Endog den mindste lyst
Ret at bekrige,
Bekræfter haabets trøst :,:
Til himmerige.

10. Det er en liden tiid,
Saa har jeg vunden,
Saa er den gandske striid
Med eet forsvunden,
Saa kand jeg hvile mig
I rosen-sale,
Og u-afladelig :,:
Min JEsum tale.

11. Mig tykkes, at jeg seer,
Hvor GUd sig fryder,
Naar JEsu kæmper meer
Igiennembryder,
At det kand ende faae
Med deres plage,
Og hver sin krone maa :,:
Af JEsu tage.

* 244

12. Jeg seer dig nok, min krands,
I himmerige,
For dine perlers glands
Maa solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortiente,
Saa veed jeg, at jeg maa :,:
Dig vist forvente.

Nr. 219.

Mel. Paa GUd allene etc.

Nu da til lykke,
Mandhaftig christen-siel!
Lad dig ey trykke,
Her er Immanuel!
Gak fri i sinde,
Din JEsus med dig gaaer,
Fat mod at vinde,
Det alt paa troen staaer,
Lad satan finde,
Hvad Christi kraft formaaer.

2. Hvad hand har vundet
I Adams svare fald,
Det er forsvundet
Ved JEsu naades kald,
Det maa hand vide:
De folk, det støv og jord,
Som her i tide
Omvender sig og troer,

* * * * 245

Slaaer ham til side,
Var hand end nok saa stor.

3. Vel er hand listig,
At føre ud sit verk,
Forvoven, dristig,
Forfærdelig og sterk,
Hvo ey vil fegte
Og gaae ham stærk imod,
Sig selv fornegte,
Og staae, som træ ved roed,
Den maa forsmægte
Og daane for hans fod.

4. Men de, som hede
Og ere christne, de,
Som allerede
GUd her i troen see,
Den flok har andet
I deres hu og agt,
End saa forbandet
At svige naadens pagt,
Den gaaer bemandet
Mod alle sortes magt.

5. Est du vansmægtig,
At hiertet i dig slaaer?
See! hand er mægtig,
Som for i spidsen gaaer,
Følg ham kun efter,
Saa har det ingen nød,
Naar sielen hefter
Sig fast ved JEsu død,

* * * 246

Saa faaer hun kræfter
Mod alle satans stød.

6. Op! op! og spender
GUds sandheds belte fast
Om eders lender
Mod fiendens haarde kast,
Sank dine sandser
I JEsu blodig sveed,
Tag til dit pandser
GUds søns retfærdighed,
Og satans skandser
Skal revne for dig ned.

7. Din storme-hue
Skal være skriftens trøst,
Dit sverd og bue
Er bønnens stærke røst,
I det du beder,
Og ikke bliver træt,
Hvad JEsus heder,
For alting uforgiet,
Og om du sveder,
Da er det krigens ret.

8. Op, kun at tage
GUds fulde harnisk paa,
Gaa kun du svage,
GUds Søn vil med os gaae;
Lær kun at føre
Det stærke troens skiold,
Det er at giøre
Sin JEsum til sin vold,

* 247

Hvem vil dig røre?
Du est i god behold.

9. GUd, lad os prøve
Og giøre alvor af,
Den striid at øve
Frimodig til vor grav,
Den lunkne vane
Kand ikke taale stød,
GUds kæmpers bane
For os med blodet flød,
Op, blodig fane!
Og viis os JEsu død.

10. Her skal du være
I daglig kamp og striid,
Der skal du bære
Din krands til evig tiid,
Den sag er vigtig,
Og skal det have klem,
Faaer man forsigtig
Og mandig at gaae frem,
Saa gaaer man rigtig
Til GUd i himlen hiem.

11. Nu da til lykke,
Mandhaftig christen-siel!
Lad dig ey trykke,
Her er Immanuel,
Gak fri i sinde,
Din JEsus med dig gaaer,
Fat mod at vinde,
Det alt paa troen staaer,

* * * 248

Lad satan finde,
Hvad Christi kraft formaaer.

Nr. 220.

Mel. Nu rinder solen op etc.

Staa fast, min siel! staa fast
I HErrens krige,
Tænk hvilken skam og last
Sin GUd at svige,
Tænk hvilken skamfuld ting,
Først GUd at kiende,
Og siden sig omkring :,:
Til verden vende.

2. At trekke ud sit sverd
Med modig mine,
Og under øyne nær
Sin fiende trine,
Er vel begyndt, og maa
Saaledes være,
Forsagt til kamp at gaae :,:
Er ingen ære.

3. Begyndt er ikke endt,
Det maa du vide,
Som har din JEsum kiendt,
Bliv ved at stride,
Alt, hvad dit hierte vil
Fra himlen vende,

* * * * 249

Skal overvindes til :,:
Din sidste ende.

4. At lade sverdet om
I marken blinke,
Behiertet ligesom
Ad døden vinke;
Med staale-hærdet sind
I bryst og bringe
At gaae som lyn-ild ind :,:
Paa spyd og klinge.

5. At staae med magt imod
Paa alle sider,
Den sag er ret og god
For den, der strider,
Men der vil mere til,
Sin krands at finde,
Bestandigheden vil :,:
Allene vinde.

6. Hvad hielper mange saar
Og blodig skramme,
Naar man dog siden staaer
Til spot og skamme,
Vær tro til døden, saa,
Og ellers ikke,
Kand kronen smukt sig paa :,:
Dit hoved skikke.

7. Betænk! hvor haardt det stod,
Før du fikst naade
Og synden under fod,
Som vilde raade,

* * * 250

Hvor du mod verdens lyst
Din tro har øvet,
Og mangen mægtig dyst :,:
Med satan prøvet.

8. Alt dette leer hand ad,
Den gamle drage,
Om du til lystens mad
Igien vil tage,
O Gud hvad lader dog
Det alt for ilde,
At vinde himlen, og :,:
Den selv at spilde.

9. See op! og tænk engang
Paa livets krone,
Paa din bestemte rang
For lammets throne,
Gak ey til kampen meer
Med mange griller,
See! hvor din krone leer :,:
Og mod dig spiller.

10. Hvor funkler den saa stærk
Med demant-stene!
Fat mod til HErrens verk
I marv og bene,
I sandhed, hvad du her
Skal gaae og taale,
Af hende ey er værd :,:
Den mindste straale.

* * * 251

11. Ja tænk, min kiere siel,
Paa vores hoved,
Og hvad Immanuel
For os har voved,
For os han flyde lod
Sit blod tilhaabe,
Sit blod, GUds dyre blod :,:
Til sidste draabe.

12. Naar JEsu kierlighed
Kun ret betragtes,
Naar verden er os leed,
Og intet agtes,
Naar himlen er os kier
Og sød og yndig,
Da bliver HErrens hær :,:
I striden myndig.

13. GUd være lof og priis,
Ja hand allene,
Som lod os paradiis
Med blod fortiene,
GUds blodig kamp og striid
Til æreminde
Vi vil vor korte tiid :,:
Staae fast og vinde.

Nr. 221.

Det koster meer, end man for først betænker,
At være troe i det, som GUd os skenker,

* * * * * 252

I kærlighedens første kraft at staae,
Til man os seer fra kampens plads at gaae.

2. Hvor ofte maa man sig for himlen skamme,
Naar man ey meer kand see den første flamme,
Og overtydes grandt ved aandens tugt,
At meget af den første brand er slukt.

3. Hvor pranger ey den muntre siel i livet,
Naar JEsus den det første pant har givet,
De første kys giør hende syg og saar
Af kierlighed til JEsum, hvor hun gaaer.

4. De første kys har ret forundrings sager,
Og hiertet ind til JEsum gandske drager,
Paa verden da engang ey bliver seet,
Man følger alt kun op ad sin magnet.

5. Men denne brand begynder snart at sagtes,
Som dog for først af mange neppe agtes,
Men siden der vel klages her og hist,
At man har af sin iver meget mist.

6. Saa gaaer det, naar man fra sin vagt vil træde,
Og giør sig lidt gemeen med verdens glæde,
Da bliver snart forfalsket meer og meer
Det rene sind, hvorefter JEsus seer.

7. Man strider ey, den rene drift forsvinder,
Man virker vel, naar man at virke finder,

* * * 253

Dog uformerkt forgaaer den friheds-aand,
At hvad vi giør, det skeer i trældoms baand.

8. Snart lunkenhed sig søger ind at snige,
Den trætte fod vil ud af veyen vige,
Den synes haard, en anden vey man sig
Da vælger, til at vandre magelig.

9. Man for sig har endnu saa mange dage
Og den med dem forbundne last og plage,
Det aag er tungt, og heeden slaaer dertil,
Da veed man tiit ey hvor man være vil.

10. Man kand endog ved maalet ofte glide,
Og skade paa sin krone skamfuld lide,
Den bag os var, kand komme for os fort,
Og tage os vor seyers krone bort.

11. O slagtet lam! som stedse tro er ble ven,
Som kierlighed til død og grav har dreven,
Giv mig den kraft, at jeg til gravens muld
Maa være dig af hiertet tro og huld.

12. Naar jeg er svag, og mig saa meget hindrer,
Saa lad mig see, hvor kronen hisset tindrer,
Den mig engang din egen haand skal flye,
Saa faaer jeg kraft, og mood, og lyst paa nye.

* * *
254

Nr. 222.

Mel. Hvad er de Christne dog etc.

I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde,
Hvi gaae I, som gik I i verden endnu?
Op! op ad fra jorden, den tidsel og nelde,
Op, lærer dog kiødet at holde i ku,
Mod korset at tage,
Og alting forsage,
Hvad sielen sviigagtig fra JEsu forvilder,
Og himlens den evige salighed spilder.

2. Ach! naar jeg de første guld-christne betragter,
Den iver, den møye, den kamp, de har haft,
Og merker vor itzige christendoms fagter,
Da høre vi navnet, hvad see vi for kraft?
Det giordes fornøden,
De fleste fra døden
Ret grundig og fyndig til JEsum sig vendte,
Til hvilken de første i kierlighed brændte.

3. Dog det at forbigaae, vi har det at giøre
Med dem, som med verden i synden ey gaae,
Men stræbe et christeligt levnet at føre,
Paa helligheds veye til himlen at naae,
O stræber, I fromme,
Til himlen at komme,
Nu kand vi snart samles blant engler og throner,
At smykkes af JEsu med gyldene kroner.

* * * 255

4. Vor brudgom ey længe nu borte vil blive,
O! kiøber dog olie, triner paa vagt,
Ey mere vor christendom lunken at drive,
Men altid at vaage, som JEsus har sagt;
Staaer bundne om lender,
Med stave i hænder,
Som de, der fra verden hver time vil træde,
Og haste at finde den evige glæde.

5. I trætte og svage af trængselens tørke,
Ach tænker paa himmelens liggendefæ!
Og heder alvorlig, at JEsus vil styrke
De rystende hænder og bevende knæ,
At ingen skal slippe
Den evige klippe,
At ingen tilbage til Sodoma vender,
Og løbet med skamme paa halvveyen ender.

6. Hvo haanden begyndte at legge paa ploven,
Hand tage den ikke tilbage igien,
Frimodig, ey bange, ey heller forvoven,
Thi begge er ikke bestandigheds ven,
Hver stride saa længe,
Til sielen kand trænge
Sig ind i den evige himmelske bolig,
Som JEsus de stridende lover saa trolig.

7. Op! op dog, I salvede! kommer tillige,
Thi kongen gaaer eder med kronen imod,
Med ham I skal prange i himlenes rige,
Og glæden skal være en evigheds flod,
Hvo her kun faaer vunden,
Hans krands er alt bunden,

* * * 256

En krone der funkler med klarere strimer,
End solen om middags og midsommers timer.

8. Hid! lader mig taarerne eder af viske,
Saa kommer den mildeste JEsus til ords,
Her skal I nu sidde, og eder forfriske
Med Abraham, Isak og Jakob til bords;
Og giv mig de kræfter,
Min JEsu! herefter
Mig altid kun til dig at holde og vende,
Og finde en salig og glædelig ende.

Nr. 223.

Mel. Hand smelter hen i Kierlighed etc.

O slagtet lam! som dødens stærke strikker
Og seglene til vores frelse brød,
Min troe med suk et længsels kys dig slukker,
Og glædes til dit søde favn og skiød,
O lam! nu har du alle ting,
Hvad under, at min aand giør mod dig fryde-spring?

2. Al fiendens magt af dig er overvunden,
Os mangler ey paa kraft at stride ret,
Men skade, at jeg er endnu saa bunden
Og til min vandrings-færd saa tung og træt;

* * * * * 257

Du gikst i kors til kronen hiem,
Skal jeg ey samme vey med dig, som er dit lem?

3. O milde lam! vi paa dit ord kand lide,
Det søde ord, som fast og evig staaer:
At dine faar skal ingen fra dig slide,
Ja trods at een vil krumme dem et naar;
Jeg slutter mig med trøstigt sind
I dines tal, og i din aabne side ind.

4. End meer: naar jeg fra jorden er ophøyet,
Da drager jeg dem til mig ind i lye,
Hvo vilde da ey straxen ret fornøyet
Til dine saar og vunders fri-stad flye?
Drag kun, jeg følger gierne med,
Og lader, verden, dig din glæde og fortred.

5. Du fromme lam saa mange pinebænke
Har overblødt i største vee og skam,
Hvo vidste før slig kierlighed at tænke,
Hvo er dig liig, livsaligste GUds lam?
Saa tiit i aaren slaaer mit blod,
Jeg ære, gods og liv vil kaste for din fod.

6. Men tør jeg paa mit eget hierte lide?
Maaskee, at det er alt for meget sagt?
Og seer jeg til min egen kraft at stride,
Da har jeg jo aldeles ingen magt;
Men troen har dig selv, min skat!
Og din almægtighed, som alting virker, fat.

* * *

17

258

7. Trofaste lam! du, du vil selv forrette
I dine folk det, som din aand har kier,
Derfore let sig striden lader slette,
Jeg intet er, men du est alting værd.
O! du, som est saa troe og huld,
O! giør mig troe igien, som ovnens finest guld.

8. Min salighed tilskrives dig aldeles,
Du GUd og mand, du ene est det alt,
Ved dine saar min gandske skade heles,
Den krands, jeg faaer af dig, har du betalt;
Og er da slutningen derpaa:
At du, mit slagtet lam! mig alting være maa.

* * *
259

DEN SIETTE DEEL.
TROENS HERLIGHED.

1. Om de Troendes høye Adelskab.

Nr. 224.

Mel. Fader vor udi Himmerig.

Ach! seer dog, hvilken kierlighed
Den store GUd os har beteed,
At hand os kalder sine smaa,
Og ynder os i hvor vi gaae,
Tilgiver al vor synd og straf,
For JEsu skyld, som hand os gaf.

2. Den høyhed verden ikke seer,
Men meget mere os beleer,
De troe, at tiene GUd dermed,
Naar de kand giøre os fortred,
Hvi kiende de os ikke ret?
Fordi de kiende GUd saa slet.

3. Det skader ey imidlertiid,
At verden er os ikke bliid,
Thi hvad man os vil legge paa,
Dog til vort beste tiene maa,
Vi rose os, i hvor det gaaer,
At GUd vor Fader med os staaer.

4. Man bander, saa velsigne vi,
Og sukke paa vor trange stie,
At GUd dem deres blindhed vil
For Christi skyld ey regne til,

* * * 260

Saa kand vi JEsu fodspor naae,
Saa slægte vi vor Fader paa.

5. Naar vi med JEsu lide spot,
Og tage alting op for got,
Saa er vor vandring angenem,
Til al god giernings drift beqvem,
At man endog vort liv og stand
Paa jorden salig prise kand.

6. Da giver aanden os et klart
Beviis paa vores arve-part,
Og drager det oplyste sind
I dybe suk for thronen ind,
At sielen udi troens brand
Sin abba liflig favne kand.

7. Ja i anfegtnings mørke nat,
Naar baade mund og sind er mat,
Da træder aanden for os frem
Med sukke, at GUd føler dem,
Om sielen aldrig er saa tør,
Og al vor længsel fyldest giør.

8. Ved ham vi kaste verden bort,
Og ile kun til himlen fort,
Det allerbeste frydested,
Som til vor bolig er bered,
Hvor al vor længsel ende faaer,
Og haabet alt sit ønske naaer.

9. Er da for os den store GUd,
Hvad frygte vi for dødens bud,

* 261

GUd selv os kiender gandske fri,
Al anden dom foragte vi,
Hvad kand os skade fiern og nær,
Da GUd os har saa hierte-kier.

10. Saa bliver det da derved, at
Vi ere GUds hans børn og skat,
Og det er ey bekiendt endnu,
Hvad herlighed, vor Fader, du
Saa overmaade mild og bliid
Os skenke vil til evig tiid.

11. Dog det er evig vist og sandt,
Og derpaa har vi aandens pant,
At vi skal snart i himlen staae,
Og see GUds blide ansigt paa,
Da hver paa jorden seyer-riig
Skal blive der sin JEsu liig.

12. O GUd skee evig lof, som har
Os den betegning giort saa klar,
O giv os nu din Hellig Aand,
Som fører os ved egen haand,
Den vey til Faderen at gaae,
Og evig for vor GUd bestaae.

* * *
262

Nr. 225.

Mel. Synge vi af hiertens etc.

Jeg er GUds Jedidijah,
Født til himlen oven fra,
GUd min Fader, lys og trøst,
Jeg hans billed, barn og lyst.
O jeg arme jord og leer,
Christus er min broder, seer!
Kunde nogen ønske meer?

2. GUd har mig retfærdiggiort,
Aabnet for mig himlens port,
JEsus er min salighed,
GUd er aldrig paa mig vred,
Aldrig bliver jeg forladt,
Jeg er GUd i skiødet sat,
Hand er min, og jeg hans skat.

3. Hvad jeg beder, kand jeg faae,
Det er sødt at tænke paa,
Himlen den er GUds og min,
JEsus giør mig reen og fiin
Til GUds helligdom og koor,
Aanden i mit hierte boer,
O hvad er min glæde stor.

4. I min siel GUds kierlighed
Flyder u-ophørlig ned,
JEsus længe siden alt,
JEsus er det, som har valt

* * * 263

Mig, et vildt og giftigt krud,
Til sin egen rose ud,
Til sin due, skat og bruud.

5. Uforandret er min roe,
Uforfærdet er min troe,
Evig skal min sag bestaae,
Thi mig ingen dom kand naae,
Christus er den hulde ven,
Som sig gav i døden hen,
For at vinde mig igien.

6. Derfor er jeg vel til freds,
JEsus har mig allesteds,
U-ophørlig elsker mig,
Hand er min evindelig,
Tak da GUd, min siel, med fliid,
Syng mod himlen mild og bliid,
GUd er min til evig tiid.

Nr. 226.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder etc.

O de siele, de allene,
Som med JEsu sig foreene,

6, 6: syng] siung J1-3.

Nr. 226. J1-7.

- - -

4, 5-7: Billederne krud, rose, due er Brorsons; krud] urt; rose] se under nr. 81, 1, 1; due] Højs. 2, 14; 5, 2. - 5, 4-6: Rom. 8, 34. - 6, 2: har mig] har mig hos sig.

Nr. 226. Oversættelse. O! wie seelig sind die seelen, C. F. Richter, Schr. s. 1026. Uden at blive citeret ligger Højsangen til grund i den kendte udlægning af brudgommen om Jesus, af bruden om sjælen. Salmen falder i to dele: 1) brudens herlighed, v. 1-6, 2) de krav, som denne herlighed stiller, v. 7-10. I første del møder vi en sværmerisk Jesusmystik. Det er ikke den kommende herliggørelse i himlen, som skildres; det er nutid: De sjæle, som med JEsu sig foreene, deres herlighed er stor, v. 1; de synes her forladte, men har dog en høyhed, som overgår al forstand, v. 2; originalen siger ligefrem i v. 2: Denn wer fasset ihre würde, Die bey dieser leibes-bürde Sich in ihnen schon befind't? Nutidig fortsætter herlighedsskildringen også i de følgende vers, stigende til det næsten ekstatiske v. 6, der taler om den herlighedens glands, Som i brudens hierte flyder, Og som strømme overgyder Sielens villie og sands. I anden del er tonen ændret. Her opfordres der i v. 7 til at stræbe efter den forening med Jesus, hvorom v. 1 havde talt; bruden må forsage, fornægte sig selv, finde sig i at lide modgangs tørke, v. 8-9; ja salmen

264

Deres herlighed er stor,
Som fra verdens lyst fordrevne,
Ere eet med JEsu blevne,
At de i hans hierte roer.

2. Hvo kand deres høyhed skatte,
Skiønt de synes her forladte?
Den gaaer over al forstand,
Alle himle er for ringe
For den siel, hvis bryst og bringe
Føler livets konges brand.

3. Naar GUds englers øyne dekkes,
For hans Majestæt forskrekkes,
Da kand bruden smile ad
Hans forunderlige krone,
Seer ham paa sin høye throne
Uden dekke mild og glad.

4. Andre skielve maae i glæde,
Naar de skal for lyset træde,
Lammets hellighed at see,
Men med bruden, som trolovet
Er med Christo, hendes hovet,
Kand det uden rædsel skee.

5. Nest Jehovæh Guddoms ære
Kand vel intet større være,

* * * 265

End som brudens herlighed,
Som utroelig vel til mode
Med det allerstørste gode
Sig saa nær foreenet veed.

6. Alle perlers pragt maa blegne,
Demant er som leer at regne
Mod den herlighedens glands,
Som i brudens hierte flyder,
Og som strømme overgyder
Sielens villie og sands.

7. O! saa stræbe man allene,
At man kand sig ret foreene
Med vor skat, Immanuel,
Skal man derved noget lide,
Og sig løs fra alting slide,
Det betaler sig saa vel.

8. Hielp da, JEsu, at jeg vanker
Ud og ind i himmel-tanker,
Og allene pønser paa,
Som din egen bruud og mage,
U-ophørlig at forsage
Al den deel, som skal forgaae.

9. Saa vil jeg mig selv fornegte,
Skulde end mit liv vansmægte,
JEsum jeg ey slippe vil,
Skal jeg lide modgangs tørke,
Saa vil jeg mig derved styrke,
At jeg hører JEsum til.

* 266

10. Uden nogen trøst at finde,
Vil jeg troe, at JEsus inde
I mit hierte altid boer,
Siden er det tiid at skue,
Naar GUds himmels bryllups-stue
Samler os i engle-chor.

Nr. 227.

Vær lystig i HErren, hans due og dukke,
Med dine brude-klæders pragt,
Din JEsus dig giver, mod jammer og sukke,
Retfærdighedens høye dragt,
Din synd den borttager
Hand med sit blod,
At intet dig nager
Fra haand til fod.
De pletter og rynker, som sielen forskrekker,
Din JEsus med purpur og skarlagen dekker.

2. O himmelske smykke, din soel er opgangen
Med naadens Straaler over dig,
Og synden, som holdt dig tilforne saa fangen,
Og stod i veyen idelig,
Nu er den forsvunden
Til evig tiid,
Nu har du forvunden
Din vee og striid,

* 267

Du lærde, aldeles fornøyet at være,
Da du fik din Frelseres byrde at bære.

3. Saa glæde sig alting da ude og inde,
At du med GUd forsonet blev,
Priis JEsum med hierte og samlede sinde,
Som alle strikker sønderrev,
Hand har dig til mage
Og dronning valdt,
Som arven skal tage
Med ham i alt.
Trods synden og døden og helvedes rige!
Nu skal du til kronen i himlen opstige.

4. O riigdom, o herlighed uden al ende,
Som du nu faaer af JEsu haand,
Just det, som var borte, vil JEsus dig sende,
Og skenke ved sit ord og aand,
I troen saa meget
Des meer griib fat,
Det er jo dit eget,
Men giem din skat,
Den er dig jo derfor saa dyre forhvervet,
Og dersom den mistes, er sielen fordervet.

Nr. 228.

Mel. Hvor forfænglig etc.

O hvor yndigt
Og hvor fyndigt
Er en christens levnet!

* * * * * 268

Tør ey plage sig med sorgen
For sit liv i dag og morgen,
Er det dog i GUd forborgen.

2. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes dage!
Hvo i daglig troe og beden
Favner GUd, og nyder freden,
Den er alt i evigheden.

3. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes glæde!
Glæde, som af GUd oprinder,
Og os med ham selv forbinder,
Aldrig nogen ende finder.

4. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes skiønhed!
De, som aandens smykke nyder,
Vide nok, hvad det betyder,
Naar vor JEsus sielen pryder.

5. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes styrke!
Satan selv maa staae til skamme
Med sin fulde fyr og flamme,
Naar hand tænker dem at ramme.

6. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes lykke!

* 269

Hvad med GUd de foretage,
At det maa ham selv behage,
Det skal lykkes alle dage.

7. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes ære!
Verden kand de ey befalde,
JEsus lystes ved at kalde
Dennem brødre og udvalde.

8. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes digten!
HErrens godhed at bekiende,
Det er deres maal og ende,
Hvor de sig i verden vende.

9. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes viisdom!
Som sig løs fra synden slide,
Ville her med JEsu lide
Og af verden intet vide.

10. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes eye!
Hvad de sande christne haver,
Ere slige skiulte gaver,
Som ey nogen tyv opgraver.

11. O hvor yndig
Og hvor fyndig

* * * 270

Er de christnes rige!
Ydmyghed i sind og sæder
Verden daglig undertræder,
Til GUds riges arv sig glæder!

12. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes prangen!
Christne ingen pragt forlange,
Før man skal dem der undfange,
Hvor de gyldne gader prange.

13. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes sager!
GUd dem kraft og viisdom giver,
At de HErrens gierning driver,
Den bestaaer og evig bliver.

Nr. 229.

Mel. Paa GUd allene etc.

O! hvilken ære,
Og al begrib for stor,
Hans børn at være,
Som i det høye boer,
Naar man er bleven
Til HErren ret omvendt,
Fra verden reven,
Med JEsu ret bekiendt,
I himlen skreven
Med lammets røde prent.

* * * * 271

2. O hvilke smykker
Fra himlene er det!
O alle lykker,
O alle ting i eet,
Naar, hvad os skader,
Vi kand for thronen gaae,
Og sige: Fader,
Dit barn du hielpe maa,
O GUd! hvor lader
Det deyligt der at staae!

3. Lad andre kalde
Dig, hvad de kalde vil,
Hvad deres galde
Og løgne siger til,
Naar du undrender
Den onde verdens garn,
Og hun dig kiender
Og agter for et skarn,
GUds hierte brænder
Imod dig, som sit barn.

4. O bierge-toppe
Af friheds herre-stand,
Naar man er oppe
Fra verdens leer og sand,
Er sovet rolig
Fra hendes tummel hen,
Og nu fortrolig
Med sielens beste ven,

* 272

Og GUd sin bolig
I hiertet har igien.

5. O sielens blide
Og rette Thabors roe,
I JEsu side
Og purpur-saar at boe.
O hiertens fryder
Og paradiis paa nye,
Naar sielen bryder
Igiennem mørk og skye,
Og hvile nyder
I JEsu vunders lye.

6. Hvo kand udsige
Hvad Christi kraft formaaer,
Naar himlens rige
I sielen ret opgaaer,
Naar bruden svarer
Til hendes brudgoms røst,
Naar hand forklarer
Sig selv i hendes bryst,
Naar sindet farer
Fra verden op med lyst.

7. O suur-fortiente
Min sieles fryde-stund!
O søde rente
Af JEsu marters pund,
Er første-grøden
Saa meget angenem,
Hvad engle-føden,
Som der skal settes frem,

* 273

Naar efter døden
Jeg snart skal komme hiem.

8. Som paa hans himle,
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed,
Hvor jeg mig vender,
Og tænker op og ned,
Og mig omspender
Som himlen selv saa breed.

9. O! jeg har fundet
Lyksalighedens stand,
Og sødt forvundet
Min første fødsels band.
O hvor fornøyet
Er nu min arme siel,
Før dybt nedbøyet
Til jorden, som en træl,
Nu høyt ophøyet
Med sin Immanuel.

10. Naar jeg skal tage
Mod dødens sidste bud,
Da kand jeg drage
Med glæde til min GUd,
Lad hiertet svede,
Saa bliver sagen klar,
Den kuld og hede
Mig ikke synes svar,

* 274

Som allerede
Min GUd i armen har.

11. Lad graven skille
Mig ved mit legems graf,
Lad orme pille
De døde bene af,
Just det kand lindre
Min daglig kamp og sveed,
Hvad kand det hindre,
At støvet falder ned,
Hist skal det tindre
I evig herlighed.

Nr. 230.

Mel. O GUd! du fromme GUd.

O søde naade-stand!
O himmel her paa jorden!
GUds nye og udbrødt land,
En lyst for englers orden,
Et slot og fæstning mod
De sorte aanders frygt,
Som vunden er med blod
Af den, som dig har bygt.

2. O søde naade-stand!
I dig skal hiertet havne,
Saa frelses hun og kand,
Hvad evigt er, omfavne,

* * * * * 275

Du est ved himlen tæt,
Og dine grendser naaer
Til porten, hvor man ret
Hen ind i staden gaaer.

3. O søde naade-stand!
Du læger det, der svier
Endnu af Evæ tand,
Og efter hielpen bier,
Du har det skiulte man
Og rette himmel-brød.
Hvo dig forlader, hand
Maa lide dobbelt død.

4. O søde naade-stand!
Du har de rette vare,
Som for den sidste brand
Har aldrig nogen fare,
Din flod er sød og sund,
Og ned fra Zion gaaer,
Paa himlens naades grund
Din hele bygning staaer!

5. O søde naade-stand!
Hvor rart er det du eyer,
Dit allermindste grand
Meer end al verden veyer,

* * * 276

I dig man prøver seer
Af paradises frugt,
At hiertet aldrig meer
Kand taale syndens lugt.

6. O søde naade-stand!
I dine dybe egne
Der samles alt det vand,
Som himlen lader regne,
Hvad der er uden for,
Maa slet forgaae af tørst,
Vee! naar i dødens spor
Man det skal lære først.

7. O søde naade-stand!
Din urtegaard ved siden
Af dødens vilde strand
Mod hende synes liden,
Du ligger siid og lav
I ydmyghedens dal,
Dog trods, at noget hav
Dig oversvømme skal.

8. O søde naade-stand!
Hvor livets strømme rinde,
Thi her er GUd og Mand
Med tusind lyst at finde,
I dig er friheds egn
Og intet slaverie,
Kors er det visse tegn
Paa dem, du har giort frie.

* * * 277

9. O søde naade-stand!
At dog saa faa dig kiender,
Al verden efter sand
Og røg og skygger render,
Du har den rette roe
Og himlens vey og port,
Men det er verdens troe
For lidet og for stort.

10. O søde naade-stand,
Som syndens magt fordriver,
Og slaaer en hver med band,
Som ikke hellig bliver,
Alt hvad der er gemeent,
Du støder fra dig ud,
Dit folk maa være reent,
Og vandre ret for GUd.

11. O søde naade-stand!
Min JEsus dig har vundet,
Min siel sig fryde kand,
At hun dig og har fundet,
I dig er Golgatha,
Der vil jeg altid boe,
Til jeg skal gaae herfra
Til Zions søde roe.

12. O søger naadens stand,
En hver, som naade savner,
Hvad verden give kand,
I døden intet gavner,
Hvo dette ey vil troe,
Kand aldrig naade faae,

* 278

Herud af synden, hvo
Ey evig vil forgaae!

13. O søde naade-stand!
Hvor smerter det og krænker,
Naar hver en helved-brand
I pølen paa dig tænker,
Den tiid du var at faae,
Da har man det forsømt,
Og derfor være maa
Evindelig fordømt.

14. O søde naade-stand,
Du est i himmerige
Et meget lifligt land
For alle engle-lige,
Naar de erindre sig,
Som skeer hvert øyeblik,
At de igiennem dig
Til brude-salen gik.

15. O søde naade-stand!
Jeg offentlig vil raabe
Det ud i verdens land,
At din den mindste draabe
Har mere got, end alt
Den hele verdens guld,
Ti tusind gange talt
Af ædelstene fuld.

* * *
279

Nr. 231.

JEsu! naar jeg sindet ned
I en dyb betragtning senker,
Og din store kierlighed
For min salighed betænker,
O! da bliver jeg saa glad,
Som jeg snart i himlen sad.

2. Om den skidne syndens lyst
Vil jeg da et ord ey høre,
Thi jeg finder i mit bryst
Kraft et helligt liv at føre,
Derfor er jeg allesteds
Overmaade vel til freds.

3. Lammet være priis og magt,
Som sig lod for synden slagte,
At oprette naadens pagt,
Som en evig frelse bragte,
Den jeg udi daaben fik,
Da min synd til grunde gik.

4. Dette giør mig reen og glat,
Som det guld paa naade-stolen,
Deylig som en brude-skat,
Alle pletter fri som solen,
Saadan giør du mig, GUds Søn,
Ja som du est selv saa skiøn.

5. Helvede er ødelagt,
Kand sig over mig ey glæde,
Og den onde verdens magt
Vil jeg under fødder træde,

* * * 280

Ja ved JEsu kraft det skeer,
At jeg kun ad døden leer.

6. Tordner det paa Sinai
Over alle synde-slaver,
Her er JEsus, jeg er fri,
Alt hvad hand forhvervet haver,
Det er mig af GUd tilkiendt,
Som jeg selv det havde tient.

7. Hand, som naade til mig vandt,
Lystes i min siel at blive,
Og til sikker fæste-pant
Mig den Hellig Aand at give,
GUd min arme siel beboer,
Som sin helligdom og chor.

8. Tie fornuft, og kald mig ey
Slet og usel allevegne,
Troen siger dertil ney,
Jeg er een af JEsu egne,
Og min Fader hierte-kier,
Allerede salig her.

9. Driv kun fra mig al den skum,
Som mit hierte vil besvære,
Lad dit evangelium,
Daab og nadvere mig nære,
At jeg derved styrke faaer,
Hvordan det mig siden gaaer.

10. Og med saadan siele-mad
Vil jeg mig saa længe mætte,

* 281

Til du mig i engle-rad
Vil til bords i himlen sette,
Da jeg smage skal en ræt,
Som giør evig glad og mæt.

Nr. 232.

O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes levnet,
Naar al verdens glæde endes,
Alting op og ned ad vendes,
Da vort levnet herlig kiendes.

2. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes dage,
Lad kun tiden slet bortrinde,
Da vi evigheden finde,
Som umuelig kand forsvinde.

3. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes glæde,
Verdens er kun kort og liden,
Vores giver fred i striden,
Hører ikke op med tiden.

4. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes skiønhed,

* * * 282

Verdens pragt og blomsters lykke
Kuld og hede snart kand trykke,
Evig varer sielens smykke.

5. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes styrke,
Slagte-faar, og dog som løver,
Gnist, som ingen strømme døver,
Rov, som døden selv berøver.

6. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes lykke,
Verdens velstand fra os drager,
Ofte før hun ret opdager,
GUd os ingen ting betager.

7. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes ære,
De man her med fødder træder,
Faae i himlen herre-sæder,
Kysse GUd i hvide klæder.

8. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes viisdom,
Naar de vise gaae i blinde,
Vide disse vey at finde
Til et evigt slot at vinde.

9. O hvor rigtig,
O hvor vigtig

* 283

Er de christnes digten,
Hvo som JEsum ret har funden,
Staaer med ham i kraft forbunden,
Hand har meer end alting vunden.

10. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes riigdom,
Naar os brand og bølge true,
Ja al verden staaer i lue,
Da skal man vor riigdom skue.

11. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes rige,
Her kun skumpelskud at være,
Der med Christo kronen bære,
Det kand al vor brek fortære.

12. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes brammen,
Her saa bange, der saa blide,
Her saa sorte, der saa hvide,
Der, ja der ved Christi side.

13. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes sager,
Hvad man stort i verden kalder,
Alting visner, døer og falder,
Gudsfrygt har en evig alder.

* * *
284

Nr. 233.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Ach! hvad er man uden JEsu fremmed, ræd og bettel-arm,
JEsu, tag vor nød til hierte, tag os i din naades barm,
Lad den nød vi dig frembære,
Trolig dig befalet være.

2. Alt i mørke, søde JEsu, gaae vi uden dig omkring,
Og i saadan ørken qvælet af den onde slanges sting,
Giften volder vores hierte
Den ulægelige smerte.

3. Uden dig, min søde JEsu, satan mig med banghed slaaer,
At for helvede jeg ryster her paa stedet som jeg staaer,
Min samvittighed mig plager,
Og den sorte afgrund brager.

4. Giennem verden kand vi, JEsu, uden dig ey komme ret,
Hun er fuld af synde-snarer, skiønt hun synes gandske slet,
Smigrer, hykler, trodser, truer,
Meder os paa alle buer.

5. Ach hvor kraftesløse, JEsu, rette sig de svage op,
Vores magt er idel afmagt, vores trætte levnets lob,

* * * 285

Det er trøst for verdens galde,
At vi feyle tiit og falde.

6. Derfor styrk os, søde JEsu, vær vort lys, at vi kand see,
Aabne selv de blinde øyne, lad dit ansigt mod os lee,
Spil, vor soel, med livets straale,
At vi kand vor trængsel taale.

7. Trin du satan, stærke JEsu, under vores svage fod,
Lad din arme bruud dig kysse, at forfriske hendes blod,
At, naar hun din sødhed smager,
Aldrig agter verdens plager.

8. Føer os selv, o søde JEsu, paa vor fremmed vandringsfærd,
At vi skynde os, og himlen komme meer og mere nær,
Lad os aldrig see tilbage,
Altid efter himlen jage.

9. Lad din Hellig Aand, o JEsu, lette selv vor svage fod,
Til dit fodspor frisk at følge finde baade kraft og mod,
Uden dig vi ere blinde,
Ved dig kand vi veyen finde.

10. Da skal alle raabe, JEsu! søde hierte rosen-mund,
Evig, evig, evig ære, for den blide naades-stund,
Lof og priis og tak og rige,
Alle lande amen sige.

* * *
286

Nr. 234.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Ach hvad er man dog i JEsu salig, mægtig, skiøn og riig,
Fuld af naade, kraft og livet, JEsu kier, og JEsum liig,
Som behage ret hans hierte,
Og som ingen død kand smerte.

2. Helte ere vi i JEsu, alle ting ved ham formaae,
Intet, som vi ey ved hannem trøstig under øyne gaae,
Paa vor HErres tro og love
Alle ting i JEsu vove.

3. Tusinde mod een i JEsu magter intet, hugge feyl,
Her er HErrens sværd og fane, satan faaer at stryge seyl,
Naar vi os i GUd befinde,
Kand os intet overvinde.

4. Man er ey en træl i JEsu, men vor HErres egen slægt,
Melchisedechs præstedømme under himlens varetægt,
HErrens egen arv og eye
Til hans fiender bort at feye.

5. O hvad har vi ey i JEsu, som dog har ham selv i haand,
Med sin hierte-fromme Fader og den søde Hellig Aand,
Har vi ikke dog den ære,
GUd i bryst og barm at bære?

* * * 287

6. HErrens herlighed i JEsu og hans rige i os boer,
Hand igien os elsker, ynder, bærer vores støv og jord,
Det er vores herligheder,
At GUd selv os har og leder.

7. Det er vores roes i JEsu, at vi høre HErren til,
Det er vores hiertens glæde, at hand i os blive vil,
Intet alting har at nyde,
Israel i Gud sig fryde.

Nr. 235.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er din herlighed dog stor,
O christne siel, paa denne jord,
Hvad vil den siden blive,
Saa sandt du est en christen, som
Har vendt dig ret fra synden om,
Til HErrens verk at drive,
Herlig,
Gud dig
Har til livet
Salve givet,
Aandens gaver
Dig saa høyt ophøyet haver.

2. Du est Guds egen slægt og æt,
Til himlen har du arve-ret
Af din den høye stamme,

* * * * 288

Den herlighed er meer end stor,
Al verdens pragt paa denne jord
Sig derved maatte skamme,
Men hun
Leer kun
Ad vor lykke,
Og vil trykke
Os og hade,
Skiønt hun faaer os den at lade.

3. En himmel-lærd prophet du est,
Som kiender livets vey, en præst,
Som HErren offer bringer,
Du est en konge fuld af pragt,
Som undertriner satans magt,
Og seyrens palmer svinger.
Den sag
Hver dag
Let kand vides,
Naar her strides,
Naar her vindes,
Dette skeer hvor troen findes.

4. Du est din JEsu egen bruud,
Har hand ey selv dig pyntet ud,
Og sig med dig trolovet?
Har sielen ey hans pant i haand,
Den søde værdig Hellig Aand,
Som lærer dig: dit hovet
Christo
Ret troe

* * * 289

At forblive,
Ham at give
Alt dit hierte
Udi velstand og i smerte.

5. Du staaer med Gud i forbunds eed,
Dit hierte har den herlighed,
Hans boligs sted at være,
Hand kalder dig sin egen skat,
En throne, som hand selv har sat
Sit store navn til ære,
Og dig
Hos sig
Hielper, skytter,
Bærer, flytter,
Favner, kryster
Tæt til sine naades bryster.

6. Hvo er vel nogen tiid, som kand
Din herlighed og ære-stand
Ret male og beskrive,
Den høyhed ingen her forstaaer,
Men det skal rigtig kiendes, naar
Du JEsu liig skal blive.
Din krop
Skal op
I det høye,
Med sit øye
Gud beskue,
Tindrende af livets lue.

7. Betænk din stand, o christen siel,
Betænk den herlighed dog vel,

* 290

Som JEsus dig har givet,
Hold den, trods verden, vel i agt,
Vær derved glad og uforsagt
I døden og i livet,
Men staa
Derpaa
Som en klippe
Ey at slippe
Denne ære,
Lad dig slangen ey besnære.

2. Om den Aandelige Forening med JEsu.

Nr. 236.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Min JEsum vil jeg, intet meer,
Mit hierte har hand inde,
Mit øye efter ham kun seer
Og alle mine sinde,
Al verden vil jeg glemme heel,
I hende kand jeg ingen deel
Min siel til baade finde.

2. Ney dertil er min aand for god,
Og sielen alt for dyre,
At hun sin lyst i verden lod
Og jordens sager styre,
Hun alt for fiin en brudgom har,
At giøre sig til verdens nar
For saadan skiden hyre.

* * * 291

3. Ney uden dig er alting sort
Udi min sieles øye,
Hvad verden kalder høyt og stort,
Det kalder jeg kun møye,
Til himlen figer dag og nat
Mit hierte, der dig frit, min skat!
At kysse i det høye.

4. Min konges øye, som en soel,
Saa liflig ad mig vinker,
Jeg holder mig op til hans stoel,
Hans ansigt mod mig blinker,
Hand giver mig et favne-tag,
At verden efter denne dag
Alt mere ad mig stinker.

5. Du est min ven med liv og blod,
Min nærmeste forvandte,
Som mig ved korsets pine lod
Din kierlighed forpante,
Bort verdens venskab, din bedrift,
Udvortes smiil, indvortes gift
Af satans første plante.

6. Min brudgom, du mig elsket har,
I mine spæde aare,
Da jeg endnu din fiende var,
Du lodst dig for mig saare,
Giør saa forelsket mig igien,
At jeg til dig maa svømme hen
I kierlighedens taare.

* * * * 292

7. Ach vidste jeg dog den maneer,
Hvor skal jeg det begynde,
At faae dig til mig meer og meer
Ret heftig og i brynde,
At du maat sige, vend dig bort,
Du har mit hierte heftigt giort
Med dine øynes ynde.

8. Est du min brudgom, giør din bruud
Da til en laaset kilde,
Som vælder ey for andre ud,
Din kierlighed at spilde.
For andre er mit hierte ey,
For dig er her en aaben vey,
O kom, o gid du vilde.

9. Est du min brudgom, o saa lad
Mig ret din sødhed nyde,
Som duggen staaer paa rosen-blad,
Saa lad mig overgyde
Med dine vunders honning-dug,
Trods verdens lysters svine-trug,
I dig mig ret at fryde.

10. Du est min brudgom fra den stund,
Jeg saae dig først i live,
Da jeg dig hierte, haand og mund
Til ja-ord maatte give,

* * * 293

Ja amen lad det evig staae,
Og tryk dit eget segl derpaa,
At det skal amen blive.

11. Og efterdi du byder, at
Jeg alting skal forsage,
Og dig min eneste og skat
Allene favne-tage,
O giv mig da Rebekkæ mod,
Der slægt og venner efterlod,
Glad reyste til sin mage.

12. Al verden gaaer sin sikre gang,
Som vinden dem vil føye,
Men doms-dags qvalm vil blive trang
For deres hore-øye,
Saa fører mig min Isaak
Ind i sit herligheds gemak,
Mig evig at fornøye.

13, Hvor glad vil jeg da kysse dig,
Og ofte favne-tage,
Naar ingen synd kand ængste mig,
Og ingen sorg mig plage;
Naar alt det man for øyne seer,
Er nyt og sødt, og ad os leer
I himlens bryllups-dage.

* * * 294

14. Kom brudgom, see din bruud er klar
I al sin pynt og rede,
Kom, mig, som du trolovet har,
I brude-sal at lede,
Giør ende paa den sorg engang,
Hvi i min trængsels nat saa lang,
Hvor længe skal jeg svede?

15. Naar skal jeg høre dog din røst:
Kom hid, min bruud og due,
Som har foragtet verdens lyst
I aandens rene lue,
Jeg strekker mine arme ud,
Kom, favn mig, nu skal, milde bruud,
Dig ingen mere kue.

16. Hvem bringer mig det budskab: See!
Din brudgom er til stede,
Og alle fromme hierter lee
I JEsu høytids glæde?
Hvor vil jeg da, hvor vil, hvor vil
Jeg hastig, trøstig, lystig til
Min søde JEsum træde!

Nr. 237.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

JEsus.

Hvo er denne fyrste-datter,
Der saa prægtig her gaaer frem,

* * * * * 295

Al den deel, man herlig skatter,
Giør den jomfrue angenem,
Hun som maanen er saa hviid,
Og som morgenrøden bliid,
Reen som solens rene lue,
Skrekkelig som spyd og bue.

Sielen.

2. Hvo er den, som fra sin throne
Bøyer rigets scepter ned?
Hvo er den, hvis konge-krone
Er saa fuld af herlighed?
Den, som gaaer i konge-stads
Af sit elfenbeens palads,
Med en kæmpe-hær omgivet,
Som har lyst at vove livet?

JEsus.

3. Du min søster uden lige,
Skiøn og deylig seer du ud,
Mod dig intet har at sige
Esther Ahasveri bruud,
Hvor manerlig er din gang,
Hvor livsalig er din sang,
Hvor anstændig dine fagter,
Som jeg ynder høyt og agter.

Sielen.

4. Du est høy- og himmel-baaren,
Frem for nogen som er fød,
Du for alle est udkaaren,
Du est deylig, hviid og rød,

* * * 296

Hovedet har gylden-glands,
Haaret staaer som urte-krands,
Dine kinder tusind gange
Meer end alle blomster prange.

JEsus.

5. Ret som carmel er dit hovet
Og som elfenbeen saa fiin,
Munden, som mig troe har lovet,
Er som deyligste rubiin,
Duers øyne har min bruud,
Marmor-glat er hendes hud,
Hendes kinder rosen-røde
Som granate-æblers grøde.

Sielen.

6. Som saphirer og turkoser
Er min brudgoms deylighed,
Læber haver hand som roser,
Hvor af myrrha flyder ned,
Høy anseelig hans gestalt,
Ret som libanon udvaldt,
Og hans øyne ikke mindre
End de blankest stierner tindre.

JEsus.

7. Kom, min søster! lad mig smage
Troens kys af hiertens grund,
Sød som melk og honning-kage
Er din søde rosen-mund,
Dine klæder, du har paa,
Alle farver overgaae,

* * * 297

Ja med lugten huset fylder,
Og med deres glands forgylder.

Sielen.

8. Som det guld og ædel-stene
Paa hans hænders melk og blod,
Marmor-støtter er hans bene
Satte paa en gylden fod.
Som det hvide elfenbeen
Hand er over alt saa reen,
Oversat med blaa saphirer,
Al fuldkommenhed ham zirer.

JEsus.

9. Vend dig bort, dit øyes lue
Har min siel i lue sat,
Vil du hiertet reent udsue,
Hold dog lidet op, min skat!
Vend dig, vend dig, din gestalt
Har mig saaret over alt.
Vil du hiertet slet borttage,
Saa behold det alle dage.

Sielen.

10. Kom! i døden og i livet
Er jeg din og dermed klar,
Dig aldeles overgivet
Er jeg, hvad jeg er og har,
Jeg, som ved dit blod er kiøbt,
Jeg, som paa dit blod er døbt,
Vil dig troe til døden blive.
Amen, det vil JEsus give!

* * *
298

Nr. 238.

Hvem der havde dog forlaaret
Alting, ja sig selv forgiet,
Og det eene kun udkaaret,
Som kand giøre evig mæt!

2. O hvem Gud allene kiendte,
Og det andet havde glemt,
O hvad kunde hiertet vente,
Blev det i Guds hierte giemt!

3. O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed!
Aldrig blev der da fornommen,
At man nogen trængsel leed.

4. O hvem alting kunde slippe,
At man ret i frihed stod,
Uforandret som en klippe
Mod saa megen korses flod.

5. O at verdens glands ey mere
Kunde vore hierter naae,
Men Gud eene ret begiere,
Hvor dog alting er at faae.

6. O at vi Gud maatte finde
I os, o hvad var det sødt,
Og med ham os ret forbinde!
Uden ham er alting dødt.

* * * 299

7. O var sielens klare øye
Stedse til vor HErre vendt!
At samvittighedens møye
Derved ogsaa vel var endt.

8. Lær min siel og aand at trænge
Ind i din forening ret,
Lær mig det ved kors saa længe,
Til jeg bliver med dig eet.

Nr. 239.

Mel. I prægtige himle og jorden.

Min brudgom, den liflige, skiønne og søde,
Som hiorden blant lillier pleyer at føde,
Er hemmelig fra mine telte bortgangen,
O! at jeg ham havde tilbørlig undfangen.

* * * * * 300

2. Hand raabte saa kierlig, jeg elskte min dvale,
Nu døer jeg for idel hiert-knusende qvale,
Jeg kurrer og klager, og ængstes saa saare,
Mit hierte det svømmer i blodige taare.

3. Hvor skal jeg ham søge, hvor skal jeg ham finde,
Hvor skal jeg henvende de ængstede sinde?
Et anskrig paa gader og stræder jeg giorte,
Ach kummer og jammer, min JEsus er borte!

4. Jeg vægterne sagde den trængsel, jeg finder,
Til giensvar de gave mig blodige kinder,
Jeg tænkte, de skulde mig lindre min plage,
Da torde de ogsaa mit smykke borttage.

5. Jerusalems døttre, forbarmer dog eder,
Ach kommer, og hielper, og søger og leder,
Og naar I ham finde, og naar I ham møde,
Da siger: jeg sørger mig for ham til døde.

6. Saa løb jeg, saa skreeg jeg: hvor est du min fromme!
Da saae jeg, min lifligste mod mig at komme,
Jeg var kun et øyeblik fra dem hengangen,
Da blev jeg af hannem saa naadig undfangen.

7. O sødere time end sukker i munden,
Da jeg nu igien har min kiereste funden!
Jeg har ham, jeg seer ham i kierligheds brynde,
Og veed ey, hvad jeg skal for glæde begynde.

8. Hvor skulde mit hierte ey fryde-fuld møde,
Hans tale er honning, kand alting forsøde,
Hand hopper, hand springer paa bierge og høye,
Jeg speyler mig i hans forelskede øye.

* * * 301

9. Jerusalems døttre! ach siger og skiønner!
Er hand ikke liflig blant menniskens sønner?
Hvor kunde jeg andet end eder besvære?
Hvor kunde jeg saadan en brudgom undvære?

10. Betragter, om I dog hos andre vel finder,
Saa deylige rosen-bemalede kinder,
Kand nogen saaledes som denne behage?
Ey jorden, ey himlen jeg for ham vil tage.

11. Har I vel af nogen saa deylig hørt sige?
I ansigtet skinner et gyldene rige,
Hans krusede lokke saa sorte som ravnen,
For andre saa smukke, som hvede for avnen.

12. Hans øynes i kierlighed tindrende lue
Er ligesom stierner om natten at skue,
Hans kinder som urtebed liflig bemænget,
Hans læbe som rosen med myrrha besprenget.

13. Hans hænder beqvemme til store bedrifter
Som skiønne turkoser i gyldene stifter,
Hans lemmer den artigste danlighed zirer
Som elfenbeen smykket med klare saphirer.

14. Hans fødder staae faste og fra mig ey flytter,
Som piller af marmor paa gyldene stytter,
Jeg skifter vel stedet snart ude snart inde,
Men allesteds JEsum jeg hos mig kand finde.

* * * 302

15. Hans aasyn er yndigt for sielenes øye,
Som cederen pranger paa libanons høye,
Naar sielen ham kysser, hans gane den lugter
Af paradiis roser og himmelske frugter.

16. Ja saadan een har jeg for alle udkaaret,
Og saadan een var det, jeg havde forloret,
Ja saadan een er det, jeg elsker for andre,
I hvor jeg i verden skal være og vandre.

17. Ham vil jeg, ham har jeg, den evige klippe,
Ham vil jeg ey lade, hand kand mig ey slippe,
I moders gemakker jeg vil ham indføre,
Der vil hand mig favne og frydefuld giøre.

18. Saa lad nu din sødhed mig aldrig undrykkes,
Men dybt i mit hierte som seglet indtrykkes,
At intet min kierlighed dæmper og dølger,
Men lammet, i hvor det gaaer, elsker og følger.

Nr. 240.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

At livet blev til sinds
Mod dødens skaal at tage,
Den HErre, himlens prinds,
Forbandelsen at smage,
Hvad vilde kierlighed,
Da hun saa haardt tog paa?
Det var hans øye-meed,
Sin Sulamith at faae.

* * * 303

2. Gud Fader soer, og lod
Sig aldrig det fortryde,
At sønnens dyre blod
I døden skulde flyde,
Den store slutning gik
Paa det allene ud,
At livets fyrste fik
Dig til sin kiere bruud.

3. Den sag var selsom for
Guds englers dybe sinde,
De kunde ingen spor
Til saadant under finde,
De maatte haanes ved,
At see din skændsel paa,
Og hørde nu om fred,
Som ingen kand forstaae.

4. Guds fred ved livets ord
Blev Sulamith forkyndet,
Vel er din ondskab stor,
Du har dig haardt forsyndet,
Men den, som elskte dig,
Har baaret al din straf,
Guds Søn og hierte sig
I døden for dig gav.

5. Hvad tænkte Sulamith?
Hun svømmede i taare,

* * * 304

Ach, at jeg har saa tit
Fortørnet Gud saa saare,
Da stødtes haab og frygt,
Da stridde liv og død,
Til hiertet blev undrykt
I hendes brudgoms skiød.

6. O det er ey saa let
At troe saa stor en naade,
Naar hiertet kiender ret
Sin skændsel, nød og vaade,
Gud Hellig Aand hans trøst
Maa selv i sielen ind,
Saa seer man først med lyst
Sin JEsu milde sind.

7. Men hvor begyndte hun
Sin HErres fod at væde,
Saa snart hun merkte kun
En gnist af troens glæde,
O! hvor er dog saa sød
Den mindste naades lye
For sielen, som er død
Fra verdens lysters spye.

8. Her saae hun meer og meer
Sin JEsu hierte brænde,
Thi det, som ingen seer,
Kand troen klarlig kiende,
Hun gik i ægte-pagt,
Og hendes eed derpaa,

* * * 305

Trods satans hele magt,
Den skulde evig staae.

9. Hand vilde brudens tarv
Besørge alle dage,
Hun skulde med ham arv
I alle himle tage,
Hun skulde ingen deel
I verden bygge paa,
Saa skulde himlen heel
Til hendes eye staae.

10. O søde JEsu! hvad
Skal jeg nu hertil sige,
At saadant orme-rad
Skal arve himmerige.
Jeg, som er døden værd,
En skyldig helved-brand,
Hvi har du mig saa kier,
Du søde Gud og mand?

11. Vel an saa vil jeg mig
Dig hermed plat hengive,
Saa hiertens inderlig
Med dig forenet blive,
Bort verden, du est død
Med al din lyst og pragt,
En bruud i JEsu skiød
Har andet i sin agt.

12. Bliv ved, min Goel, da,
Din Sulamith at ynde,
Der har du hiertets ja
I kierlighedens brynde,

* * * 306

Tryk selv dit segl derpaa,
Og giør min vandring ret,
At jeg dig følge maa
Til sidste aande-dræt.

Nr. 241.

Bruden.

Meer end himmel-søde
Milde Jesse riis,
See mit hierte bløde
Efter dig, min priis,
See! hvordan mig driver
Kierlighedens iver
Fra mig selv til dig,
Til dig, mit paradiis.

2. Jorden har kun møye,
Ubestandighed,
Sielens klare øye
Af det støv er keed,
Bort de tankers nelder,
Som til verden helder,
Tag mig, at jeg kun
Af dig allene veed.

Brudgommen.

3. Prægtigste fyrstinde,
Det er troens pragt,

* * * 307

Ingen trøst at linde,
Og dog uforsagt;
Tag ved taal din bange
Længsel flux til fange,
Og forsikre dig,
Jeg bliver ved min pagt.

4. At dig jorden bærer,
Intet hindre kand,
At hun dig besværer,
Det er mod din stand,
Troe kun gandske sikker,
At hvad jeg dig skikker,
Vist det beste er,
Var det end baal og brand.

Bruden.

5. Amen! ja jeg bliver
Fast ved dette baand,
At mig intet river
Af din hulde haand,
Men mit arme hierte
Des uagtet smerte
Daglig føle maa,
Som qvæler haardt min aand.

Brudgommen.

6. Vil du med regiere,
Dog gaae kors forbi,

* * * 308

Tael da intet mere
Om den trange sti,
Due! lad dig sige:
Kors til himmerige
Er allene vey,
Slet ingen bliver fri.

Bruden.

7. Brudgom! milde hierte!
Hist er alting sødt,
Her er idel smerte,
Alting koldt og dødt.
Er det da ey billigt,
At mit sind er villigt
Snart at gaae herfra,
Som er af sorg forstødt?

Brudgommen.

8. Flyve-tanker drage
Dig i verden ind,
Selv sig at forsage
Giør et himmel-sind,
Stille skal du tie,
Til jeg kommer, bie,
Nok, at jeg er din,
Og du min rosen-kind.

9. Lad dig ey forvilde
Af dit eget mod,
Aldrig foer hand ilde,
Som sig overlod,

* * * 309

Jeg din sag kand sette
Uden dig til rette,
Hviil du kun i mig,
Thi enden bliver god.

Bruden.

10. JEsu, jeg med smerte
Klager, mig ey værd,
At dit milde hierte
Har min siel saa kier,
Vil din livsens lære
Stedse lydig være;
Thi du ene veedst
Hvad mig kand tiene her.

11. Skal jeg længer bære
Dette svage leer,
Du mit liv skal være,
Nu hvad vil jeg meer,
Skal jeg afskeed tage,
Glad vil jeg da drage
Ind i himlens fryd,
Ja, amen, vist det skeer.

12. O! hvor skal min tone,
Hvad jeg kand formaae,
I saphirers throne
For dig liflig gaae,
Naar jeg skal fornemme
Alle englers stemme,
Og at jeg blant dem
I jubel-fryd skal staae.

* * * 310

13. Ja og her istemme,
Hver som JEsum seer,
Og hans lof forfremme
Daglig meer og meer.
Ingen tie stille,
Alle hierter spille,
Til den trætte aand
Gaaer hiem fra kroppens leer.

Nr. 242.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder.

Bort I kiødelige tanker,
Hvad har I at snoge her,
Satan! kom mig ikke nær,
Bort fra hiertets dørres planker,
JEsu lys og liv og sind
Drager i mit hierte ind.

2. Plat omsonst er eders møye,
Snart at gaae er eder best,
Jeg har saadan yndig giest,
Som mig evig vil fornøye,
JEsus, o den fryd er stor,
JEsus i mit hierte boer.

3. Hand har døren lukt og bunden,
Holder med mig aftens-mad,
Sielen sidder himmel-glad
Med det skiulte man i munden,

* * * * * 311

JEsu, det er sødt og kiert,
Du est baade mad og vert.

4. O det skulde lade ilde,
Nogen lukte op min dør,
(Uden JEsus selv det giør,)
Være sig for hvem det vilde,
Ja, jeg var jo helved-blind,
Lukte jeg hans fiende ind.

5. Hiertet reent og ubeblandet,
JEsu, det skal være dit,
Der kand jeg dig favne frit,
Jeg har ikke tiid til andet,
Hiertet har jeg vel betænkt
Til min JEsu bolig skenkt.

6. Bliv og boe og hersk derinde,
At der ingen lyster tør
Komme inden vores dør,
Set en vold om mine sinde,
Saa at du og jeg, et par,
Huus og bord til fælles har.

* * *
312

3. Om de troendes forborgene liv.

Nr. 243.

Den sagte bevægelses liflige vind,
Som hiertet opliver,
Og stedse mig driver,
Den kommer af JEsu hans mildeste sind,
Hand kand mig saa vel
Forfriske min siel,
Hans skiemtende lyst
Indtager mit bryst :,:

2. Hand giør mig mit hierte saa roligt og glad,
Fordriver de lede
Forvirringers hede,
Hans villie bliver min sødeste mad,
Dens himmelske art
Forandrer mig snart
Min mørkeste skye
Til soelskin og lye :,:

3. Saa lugter din balsom, saa drypper din gang,
O kongernes konge,
Mit hierte og tunge
Dig derfor vil prise med frydelig sang,
Den forsmag er god,
Og styrker mit mod,

* * * 313

Est du nu saa kier,
Hvad bliver du der? :,:

4. Dog hvad jeg kand føle, er ikke mit maal,
Alt hvad der kand svinde,
Skal ikke mig binde,
Har ikke bestandig fornøyelses skaal,
Jeg søger og faaer,
Hvad evig bestaaer,
Og derfor er nød
Og trængsel mig sød :,:

5. Op hierte, langt over hvad sindet kand see,
Og søg kun, din ville
I JEsu at stille
Og glædes i aandelig fattigdoms vee,
Hvi drømmer dog du,
Og tøver endnu?
Din JEsum at see
I troen skal skee :,:

6. Saa føer mig i høyden ved aandelig trang,
Befordre ved smerte
Og tiende hierte,
Som det dig behager, den hurtige gang,
De trangeste spor
Jeg ynder, hvorfor?

* * * 314

Saa bliver jeg dig,
Min deyligste, liig :,:

7. Din skikkelse haver mig gandske antændt,
Mit hierte det brænder,
Men derhos bekiender,
Jeg elsker dig mere, som dette har sendt,
Du har mig saa kier,
Og kommer saa nær,
Og varmer saa mild
Med kierligheds ild :,:

8. Jerusalems døttre, ach hielper dog til,
At elske vor konge,
At prise og siunge,
Og leege for HErren med psalter og spil,
Ophøyer den pragt,
Betænker den magt,
At riget hand vil,
Skal høre os til :,:

9. Jeg trænger i brudgommens telte hen ind,
Og vil mig beflitte,
At knuse og splitte
Alt hvad der vil hindre mit tørstige sind,
Og synes hand vreed,
Jeg veed jo beskeed,
Hand bliver dog huld,
Af kierlighed fuld :,:

* 315

Nr. 244.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder giøre.

O du, den jeg længes efter,
Du udkaarne og udvalde søde brudgom hør min bøn,
Ach forleen mig dog de kræfter,
At jeg kand dig høyt ophøye, allerlifligste Guds søn.

2. Du est ene værd at skattes
For saa sødt og høy velsignet frydefuldt et paradiis,
O! hvad skulde mig vel fattes,
Naar jeg dig i hiertet haver, alle himles roes og priis.

3. Lader du din kraft fornemme,
O hvor mægtig giennemtrængend den bemestrer sig mit sind!
At jeg al min nød kand glemme,
Aandens balsom hiertet fører høyt henop i himlen ind.

4. Du est den magnet, der trekker
Sielen fast og u-ophørlig ind i kierlighedens brand,
At hun efter dig sig strekker,
Til hun i dit milde hierte endelig rodfæstes kand.

5. Hvo dig ret dog elske kunde,
Blæs da kierlighedens lue op i hiertet immerfort,
Kierlighed har dybe grunde,
Efter disse kilder tørster jeg og render, som en hiort.

6. Verdens gift med hendes glæde
Spyer jeg ud af gandske hierte, spytter ad den raadne mad,
Giv mig i min ørk at æde
Kierlighedens søde manna, til jeg kommer til min stad.

7. Du min eeneste udkaarne,
Som saa kierlig og saa herlig fryder hierte, been og marv,

* * * 316

Søger, finder det forlaarne,
Dig jeg have vil allene, giv mig dig til evig arv.

8. See! hvor vel jeg er til mode,
Og hvordan hun hopper, springer, min med dig forbundne aand,
Thi hun smager selv dit gode,
Ach bliv hos mig evig, evig, til jeg palmer faaer i haand.

Nr. 245.

Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes! udvortes har solen dem brændt,
De frugter, som JEsus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,

* * * * * 317

Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i sielen befunden,
At være som lyset i mørke oprunden.

2. Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med JEsu i armene liflig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, naar tiden sig ender,
At kysse vor JEsum med palmer i hænder.

3. De ere vel ellers af Adam, som andre,
Og bære den jordiskes billede med,
De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortred,
I jordiske skikke,
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.

4. Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som HErren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i Over-Jerusalems skiød,
Guds engler sig glæde
Blant dennem at træde,

* * * * 318

I samqvem at synge: halleluja! amen.
Hvor deylig maa dette dog klinge tilsammen.

5. De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaae,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting dog har og formaae,
De komme i skade,
Og blive dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staae dog indvortes i deyligste grøde.

6. Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok,
Da skal de som jordens høy-prægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere,
Og evig florere,
I allerlivsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde som aadsel vil stinke.

7. O! springer I dale og bierge tillige,
Mod solen, af himlen velsignede jord,

* * * 319

Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer,
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger,
Hvorefter med dennem du sukker og figer.

8. O JEsu! vort lives livsaligste eye,
Den inderste verdens forborgene flor,
Hielp, at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i Faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.

* * *
320

DEN SYVENDE DEEL.
TROENS ENDE.

1. Om dette Livs Forfængelighed.

Nr. 246.

Du arme støv og jord, hvad bilder du dig ind,
Giør du en evighed af tiden i dit sind?
O ney! bedrag dig ey, du kand ey længe staae,
Og maa, før du det troer, med smerte undergaae.

2. See al den pragt, du har, og herlighed, du seer,
Hvor intet er det alt, en drøm og intet meer,
Som glasset brydes snart, og røgen drives bort,
Som græsset fældes, er det hastig med dig giort.

3. Hvor mangen prægtig stad og kongelig pallads
Er bleven til en ørk og rørdrums hvile-plads.
Hvor mangen kæmpe-arm og kronet hovet saae
Man i elendighed og vee at undergaae.

4. Dit skiønne ansigt med sin røde rosen-kind,
Hvor hastig er det sort og stinkende og blind?
Dit ranke friske liv omsider tager af,
Fortørres, bukker sig og segner i sin graf.

5. Dit guld som andet støv tit bliver vidt bortstrød,
Den længe sanket mynt er ofte snart forød,
Hvor tit foer vinden bort med saadant flyve-sand,
Man veed ey hvor det blev i verdens vide land.

* * * * 321

6. Saa farer verden bort med hendes herlighed,
Jo meer hun stiger op, jo mere gaaer hun ned,
Saa længe holdt det iis, saa længe laae den snee,
Og det, der følger paa, er jammer, nød og vee.

7. Nu fule orme-sæk, saa faaer du da vel troe,
At du ey ene skal paa jorden evig boe,
Skriv verdens herlighed blant dine nuller ind,
Korsfæst dit kiød og blod, og bryd dit stolte sind.

8. Betænk hvad hun er lang, den store evighed,
Bereed dig til din død, hun slaaer dig, før du veed.
Giør got og bedre dig, at du paa dommens dag
Skal ey beskæmmes, men der staae med vunden sag.

9. Opløft din siel til Gud, og kast dit hele sind,
Med hvad du haver, paa hans milde hierte ind.
Forelsk dig i ham, kydsk, bedrøvet for ham vær,
Hvor salig den, som har Gud over alting kier.

2. Om Døden og Opstandelsen.

Nr. 247.

Mel. Dagen viger og etc.

Allevegne hvor jeg vanker
Jeg min JEsum har i tanker,
Hvor jeg ligger, sidder, gaaer,
Efter ham min længsel staaer.

* * * * * 322

2. Bort fra verdens land at ile,
Mæt af møye, hiem til hvile,
Jeg er reyse-færdig til,
Naar min søde JEsus vil.

3. Naar jeg med ham skal regiere,
I det høye triumphere,
O hvor vil jeg være glad
I den gyldne engle-stad.

4. O hvor vil jeg mig da glæde,
Naar min JEsus mig vil klæde,
Føre ind paa himlens slot,
O hvad vil det være got.

5. Da skal mund og hierte klinge,
Med min Frelser lof at bringe,
Blant udvaltes sang og lyd,
I Guds englers selskabs fryd.

6. Der er livet ufortrøden,
Fri fra synden, fri fra døden,
O hvor vil jeg være froe
I Guds englers samqvems roe.

Nr. 248.

Den tiid gaaer an, som JEsus selv har sat,
Da al min vee skal sige mig god nat,
Far vel, far vel, du onde verdens stad,
Mit fængsel, Gud skee lof, nu skilles ad.

* * * * 323

2. Kom nu, min siel, nu vil vi derhen gaae,
hvor lammet og hans troe udvalde staae,
Vi ville gaae med Zions flok i rad,
Som er u-endelig i JEsu glad.

3. Velsignet vær evindelig min dag,
Da jeg gaaer ud fra kroppens skiul og tag,
Som hindrer mig, det dødelige leer,
At jeg, Guds søn, dit ansigt ikke seer.

4. O JEsu, du mit liv i dødens nat,
Min ven, naar jeg af alting er forladt,
Min aand med magt ansøgning hos dig giør,
Ach luk mig op den skiønne himlens dør.

5. Jeg giver dig af gandske hierte hen
Det, som du har fra døden løst igien,
Tag sielen, naar den arme krop er død,
Udi din haand og milde JEsu skiød.

6. Du est mit maal, min ende, roes og priis,
Min middel-punct, mit søde paradiis.
I dig min roe alleneste bestaaer,
Og derfor al min længsel til dig gaaer.

7. Ach, ach, hvor haardt jeg længes efter dig,
Kom dog, mit liv, min glæde, kom til mig,
Tøv ikke, kom, at hente sielen brat
Til livets lys fra denne verdens nat.

8. Jeg længes med umættelig attraae,
Af JEsu selv et evigt kys at faae.
Min aand, i dig forelsket, er fra mig
Som borte, og alt reyst hen efter dig.

* * * 324

9. Dog vil jeg ey selvraadig hvad jeg vil,
Men seer paa dig, og gierne bier til
Den rette stund, naar jeg engang skal staae
Ved JEsu haand med livets krone paa.

Nr. 249.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

Nu, Gud skee lof, at stunden
Er sød og bliid oprunden,
Jeg gaaer til paradiis.
Forældre tør ey klage,
Men til min grav ledsage
Mig hen med HErrens lof og priis.

2. Hvor kand Gud bedre giøre,
End mig fra verden føre,
Som er saa synde-fuld,
Hver hvo ey her har hiemme,
Dens fiendskab maa fornemme,
Indtil man legges hen i muld.

3. Det er de sidste dage,
Da trængsel, vee og plage
Med vælde bryder frem.
Mig river Gud i tide
Fra verdens storm til side,
Og fører mig saa deylig hiem.

4. Min tiid var her kun stakket,
Som hvad i gaaer blev snakket,
Men nu begynder ret

* * * * 325

Min himle-leve-maade,
Hvor synd og død og vaade
Er i al evighed forgiet.

5. Gud haster bort med sine
Fra denne verdens pine,
De frommes græde-dal,
Et snart og saligt ende
Er snart at faae i hænde
Sin arv i himlens fryde-sal.

6. Hvor ofte ey forførtes
Et barn, hvorom der hørtes
Et Gud opofret sind,
Den onde verden rekker
Sit snare-garn, og trekker
Saa mange hierter til sig ind.

7. Nu maa hun snarer stille,
Mig skal hun ikke drille
Og giøre meer fortred.
Hvor kand hun den anfegte
Som blant udvaltes slægte
Er med fuldkommenhed beklæd.

8. Før var jeg eders glæde,
Nu sørge I og græde,
Da jeg er vel forvart,
Naar I det ret betragte,
Og, hvad Gud giør, høyt agte,
Skal eders taarer tørres snart.

* * * 326

9. Gud eene tiden deler,
Hand baade slaaer og heler,
Hand kiender lidt og stort,
Som intet ont bestemte,
Og intet got forglemte.
Alt hvad hand giør, er herligt giort.

10. Naar I skal see mig træde
For Gud i brude-klæde,
Med livets krone paa,
Med seyrens skiønne palmer,
Med himlens fryde-psalmer,
For lammet ynde-fuld at staae.

11. Da skal I eder fryde,
Og begge to fortryde,
At I for mig har grædt,
Vel den! som i Guds ville
Sig overgiver stille,
Hans hierte vist vil blive let.

12. Far vel, jeg afsked tager,
Den sorg, som I nu smager,
Vil andre flere skee,
Gud eder selv ledsage,
Saa skal vi uden klage
Hver andre snart for thronen see.

* * * 327

Nr. 250.

Mel. Hvad min Gud vil etc.

Eller: Vor troe kand giennem etc.

Saa kom, forønskte dødens stund,
Som ender al min møye,
Jeg seer i denne syndens grund
Op efter Zions høye,
Forønskte død, kom hastig frem,
Jeg smertelig forlanger,
At komme snart i flok med dem,
Som for Guds throne pranger.

2. I svage lemmer grue vel
Paa død og grav at tænke,
Ja og den himmel-givne siel
Kand, uden sig at krænke,
Tit ikke sige sit god nat,
Snart er hun vel til mode,
Snart er det anderledes fat,
Sligt føle tit de gode.

3. Dog for min JEsu kierlighed
Skal al min frygt forsvinde,
Lad mig i døden synkes ned,
Der skal jeg JEsum finde,
Der finder jeg og holder dig,
Og favner tusind gange,
Der er det just, min JEsus mig
Saa liflig vil undfange.

* * * 328

4. Saa døer jeg ey i denne død,
Thi JEsus i mig lever,
Og efter det udstandne stød
I evig glæde svever,
Hos livets blide strøm og elv,
I salighedens sæde,
Hvor herlighedens Gud er selv
Min trøst, min soel og glæde.

5. Til livet gik du ey forbi,
Men lige giennem døden,
Saa bliver jo den samme sti
Til himlen mig fornøden,
Det sidste trin til himlens land
Er døden for de fromme,
Er hovedet i himle-stand,
Hvor kand hans lem omkomme.

6. Forsag da ey, mit svage sind,
Lad kroppens aske vige,
Slip, hvad der vil i graven ind,
Lad jord til jord kun blive,
Din siel paa den udstandne striid
I Herrens haand skal hvile,
Og indtil evig, evig tiid
I himlens ynde smile.

7. Basunen i Guds domsdags skye
Skal sanke dem tilhobe,
Hver siel skal faae sin krop paa ny,
Hver been og blode-draabe,

* * * 329

Da støvet for Guds riges stoel,
Saa deylige, saa mange,
Langt meer end himlens middags-soel
Forunderlig skal prange.

8. Hos dig din dødlighed kun døer,
Du selv est u-beskaaren.
Og kroppen bliver skiøn og føer
Og nye til himlen baaren,
Thi hvad man her i støvet saaer,
Og maa i graven stinke,
Det skal, naar det igien opstaaer,
Med himmel-straaler blinke.

9. Saa gaaer, I svage lemmer! ned
I gravens skiød at sove,
I skal staae op i herlighed
Guds Majestæt at love,
Ja der skal eder samme hud,
I her har haft, beklæde,
I skal med samme øyne Gud
Da see i evig glæde.

10. Den jeg har her i troen tient,
Skal ey mit støv forgiette,
Men faae det op af graven hent
Og blant Guds engler sette,
O søde Gud, hvor vil hun dig
Da skue ret, mit øye,
Hvor vil min mund u-endelig
Din kierlighed ophøye.

* * * 330

11. Gud selv vil med sit ansigt mig
Evindelig fornøye,
Hans eget lys forunderlig
Skal glimre for mit øye,
Hvad vil jeg da vel sige, naar
Guds helgene sig skynde,
For thronen mig ved haanden faaer,
Og lammets sang begynde.

3. Om den yderste Dom og Verdens Ende.

Nr. 251.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Op! op! I folk paa jordens kreds,
O vaager op dog allesteds,
Herud af syndens slumme,
Hvi sove I, hvor er det fat,
Da verdens endes mørke nat,
Og dommens dag vil komme,
Smyk dig,
Hastig,
Tiden endes,
Verden brændes,
Himlen ruser,
Dommedagens skye alt suser.

2. Op, søvnig christenhed, paa vagt,
Thi dommeren med tordens magt
Om midnats tiid vil møde,

* * * * * 331

Vel den! som sig bereder her,
Og ret har haft sin JEsum kier,
Den skal hand ey forstøde,
Hvo ey
Den vey
Følge vilde
Og for silde
Det vil kiende,
Hand maa evig, evig brænde.

3. Ach, ach! hvor vil I der bestaae,
Som frekke her i synden gaae,
Og HErrens ret forvende,
Naar I skal frem af eders grav,
Og legge regenskabet af,
Hvad vil det faae for ende,
Langt ud
Fra Gud
Skal I stødes
Bort, og nødes
Ind at ligge
Hos den rige mand at tigge.

4. Strax lukkes himlens døre til,
Hvor meget man end banke vil,
Man bør dog staae der ude,
Da skal I hen med satan gaae,
Hos de fordømte ligge saa
I evig baand og knude,
Hvor der
Da er
Graad og jammer
I de flammer

* * * 332

Af den hede
Evig brændende Guds vrede.

5. For Guds i himlen skyld da seer
Dog til, at I ey sove meer
I verdens synde-glæde,
Naar hendes korte lyst forgaaer,
I da med JEsu sande faar
Frimodig frem kand træde,
Naar Guds
Doms buds
Torden kommer,
Verdens sommer
Ende tager,
I da ind i himlen drager.

6. Hvor det livsaligste Guds lam
Er deres skiul, som elskte ham,
Som grundig sig omvendte,
Som stode fast i troens striid,
Og deres ædle naadens tiid
Til salighed anvendte,
Det tal
Det skal
Da bestige
Magt og rige
I det høye,
Evig sig i Gud fornøye.

7. Ach, søde JEsu, kom dog brat,
Kast verden over ende, at
Vi snart dig see og tale,
Hielp, JEsu, at vi vist maae naae
Den herlighed, med dig at gaae

* * * 333

I himlens fryde-sale,
Hvor sig
Liflig
Høre lade
Alle glade
Himmelgiester,
Guds propheter, konger, præster.

8. Hent os fra denne græde-dal
Til dines flok i frydens sal,
Hvor engle-cither røres,
Hvor der er evig harpe-klang,
Hvor glæden har sin fulde gang,
Hvor tre gang hellig høres,
Det verk
Saa stærk,
Saa eendrægtig
Og saa mægtig
Alle drive,
Naar de Gud al ære give.

9. Naar Frelseren saa mild vil gaae
Og sette livets krone paa
De hvide-klædte skarer,
Naar de gaae ind med ham i fryd
Med himmelske basuners lyd,
Naar Gud sig aabenbarer,
Naar man
Da kand
Jubilere,
Triumphere,
Uden ende,
Da maa verden evig brænde.

* * *
334

Nr. 252.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

I Jomfruer, I kloge,
O! tænder lamper, seer,
Hvor det i verdens kroge
Nu mørknes meer og meer,
Vor brudgom er opstanden,
Og kommer med en fart,
Op! vaager med hinanden,
Nu er det midnat snart.

2. Giør hver sin lampe færdig,
At man kand rede staae,
Og vorde agtet værdig
Med Brudgommen at gaae,
Thi Zions vægtre raabe:
Vor Brudgom nu er nær,
Begegner ham til hobe
I troens fryde-fær.

3. I Jomfruer, saa mange
Som ere ved forstand,
O kommer at undfange
Vor søde Frelsermand,
See himlens aabne porte
Og brylluppet bereed,
Hand ikke langt er borte,
Som heder Zions fred.

4. Ney, snart kun op at møde,
Hand er, nu er hand her,
Seer figentræets grøde,
At sommeren er nær,

* * * 335

Seer hvor saa klar frembryder
Den røde aften-skye,
Som os den dag betyder,
Naar al vor nat maa flye.

5. Bort derfor søvnens taage!
Hvo vaager, hand er viis,
En hver, som ey vil vaage,
Skal føle vredens riis,
Fordervelse og plagen,
De, som tilbedet har
Dyrs-billedet og dragen,
Thi vreden er saa svar.

6. Men møder ham, I fromme!
Med fryd og glæde-sang,
Vor sorrigs tiid er omme,
Lad klagen gaae sin gang,
O seer dog fryde-stunden,
Som bærer kronen frem,
Nu er den snart oprunden,
Som henter bruden hiem.

7. I, som med JEsu lide
I denne græde-dal,
Skal efter sorgens tide
Faae fryd i tusind tal,
Da skal I med regiere,
Hvo kand vel det forstaae,
Og evig triumphere
Med ærens krone paa.

5, 4: vredens] verdens J1. 5, 7: dyrs-billedet] dyrs billede J1, dyrs billedet J2-3.
- - -
4, 5-8: jfr. Mt. 16, 2-3. - 5, 2: hvo] hvem der. - 5, 6-8: dyrs-billedet] Dyret er Antikrist, hvis billede verdensmenneskene bringes til at tilbede, Joh. Åb. 13, 1 flg. 15; 14, 9. 11; dragen] djævelen, Joh. Åb. 12, 9; 13, 4; vreden] Guds vrede, Joh. Åb. 14, 10; svar] tung, forfærdelig. - 6, 4: gaae sin gang] gå sin vej, høre op. - 6, 7: den] = fryde-stunden, l. 5. - 7, 5: 2. Tim. 2, 12; med] med Jesus.

336

8. Her er de palme-grene
I deres haand, som vandt,
Her er de raske bene,
Hvis kraft tilforne svandt,
Her er de skiønne vange,
Som efter vinter saa
Livsalige og mange
I himmel-grøde staae.

9. Her er for alle stæder
Den stad Jerusalem,
Hvor HErrens arv sig glæder
Til der at komme hiem,
Der er de gyldne gader,
Der er den bryllups-sal,
Hvor bruden sig nedlader
I deylig rosen-dal.

10. O JEsu, lad det komme
Dog snart dertil engang,
At alle dine fromme
Maae møde dig med sang,
Giør, JEsu! snart en ende
Paa dines haarde striid,
Og lad min lampe brænde
Til min forløsnings-tiid.

4. Om Saligheden og det evige Liv.

Nr. 253.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Een draabe kun at smage
Af himmeriges lyst,

* * * * * * 337

Kand hiertet meer indtage
End hele verdens høst
Og strømme fuld af glæde,
Hvo himlen have vil,
Hand under fødder træde,
Hvad verden sigter til.

2. Hvo der kun maatte skue
Et blink af dig, vor GUd,
Hvor vilde din formue,
O! verden! da see ud,
Hvor sort og fæl og syndig
Som Babel, ørk og nat,
Saa liflig og saa yndig
Og herlig er min skat.

3. Den sande GUd at skue
Er salighedens stand,
Og paradises drue
At kiende GUd og mand,
Dig Abraham saa saare
I verdens fremmed boe
Har søgt med længsels taare,
Du varst hans A og O.

4. Det giorde Jakob lystig
Da kampen alt var skeet,
Hand sagde glad og trøstig:
GUds ansigt har jeg seet.

* * * 338

Man kunde ey fordrage
At see paa Mosis hud,
Da hand i nogle dage
Nu havde seet sin GUd.

5. Du, de udvaldes glæde,
Og meget store løn,
Hvad er din boligs sæde
Saa deylig og saa skiøn!
Der maa vel findes freden
Og alle hierter lee,
Hvor Guddoms-lifligheden
Skinbarlig er at see.

6. O lys, som evig brænder!
O evig varend' høst,
Som ey forandring kiender,
O liflig selskabs lyst,
At GUd og engler kalde
Os til sig ind i sal,
Og alle GUds udvalde
Saa høyt velsignes skal!

7. Nye frugter altid giver
Fuldkommen kierlighed,
Som uden ende bliver
Af hendes fylde ved:
GUd u-ophørlig priset
Paa evighedens stoel,
Hand selv i paradiset
Er sine rosers soel.

* * * 339

8. Hans lys skal hiertet fryde,
Hans balsoms honnings saft
Skal sielen overgyde
Med livets høye kraft,
Hvor kand der noget feyle
I hellighedens trin,
Hvor sielen sig kand speyle
I HErrens eget skin?

9. Hvad ønsker du for gave?
Det skal du finde der,
Og i dig see og have
Din GUd saa sød og nær,
Hvem agter meer det fine
Af guld og af juveel,
GUd selv vil boe i sine,
Og hand er deres deel.

10. Naar skal jeg eengang finde
Til dette frydens slot?
O var jeg alt derinde!
Hvad havde jeg da got?
Mit øye fælder taare,
Dem vilt du ey forsmaae,
Det længes nu saa saare,
At see dit ansigt paa.

Nr. 254.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Er det saaledes, eller skeer
Mig det i synen, at jeg seer

* * * * * 340

GUds himles aabne dørre,
GUd selv paa thronen seer min aand,
Og Sønnen hos hans høyre haand,
Som vil vor graad aftørre.
O saa!
Slaaer paa
Harpe-strænge
Skarp og længe,
Synger! spiller!
JEsus al vor jammer stiller.

2. Jeg seer, at hand giør alting nye,
Og bruden til ham uden skye
I dyre silke træder.
Den klædning er af evigt guld,
Som himlen er af stierner fuld,
O hvilke brude-klæder!
Seer hvor
Hvert chor
Cherubiner,
Seraphiner,
Frem i smykke,
Ønsker bruden høyt til lykke.

3. O hvilken glæde bruden har,
Hvor skinner hun saa reen og klar,
Som solen i GUds rige,
Man fører hende fuld af stads
Hen ind i evigheds pallads,
Til thronen at bestige.
Plagen,
Klagen,
Solens hede,
Tordens vrede

* * * 341

Er forsvunden,
Lammet haver overvunden.

4. Hun smager livets strømmes hav,
Her tørres hendes taare af,
GUd selv vil boe hos hende.
Hun er hans folk, hand hendes GUd,
Hand gaaer med dennem ind og ud,
Den lyst har ingen ende.
Seer, hvor
GUd boer
Høy og herlig,
Mild og kierlig
Uden ende,
Hos de syndre, sig omvende.

5. Hvor herlig er Jerusalem!
Den himmel-slægt! GUd boer i dem,
Og de i ham saa glade,
Hvad der vil ind, skal være reent,
Hvad syndigt er, forvendt, gemeent,
I svovlens pøl maa bade.
Rene
Stene
Gandske dummes
Af de frommes
Lys, som funkler
Meer end jaspis og karbunkler.

6. Den stad har ingen soel behov,
Og maanens lys har og forlov,
Thi deres soel er lammet.
Her skinner HErrens herlighed,

* * * 342

Og kongerne skal lystes ved
At vorde her annammet.
Al nat
Er plat
Her forsvunden,
Overvunden,
Striid er borte,
Her er altid aabne porte.

7. Fra stolen flyder livets aae,
Som midt paa gaden vande maae
De træer med livets grene,
Som har om aaret tolv gang frugt,
Og bladene, som blive brugt,
Til folkets sundhed tiene.
O! vand,
Som kand
Svend og fyrste,
Naar de tørste,
Naar de smage,
Med GUds himles fryd indtage.

8. Hvad er den verden nye og rar,
Som GUd os forbeholden har,
Til evig fryd og pleye,
O! JEsu, du har og et sted
I dette Zion mig bered,
Saa lad mig det dog eye,
Vend da
Mig fra
Jordens hytter,
At jeg flytter
Med min længsel
Daglig hiem fra verdens fængsel.

* * *
343

5. Om den evige Fordømmelse.

Nr. 255.

Mel. Nu hviler mark etc.

I sikre folk paa jorden!
O seer, hvor vredens torden
Dog trekker op i skye!
Seer dog, hvor de skal brænde,
Som sig fra GUd bortvende,
Og ikke vil fra synden flye!

2. Gaaer med mig i det dybe,
Seer de fordømte krybe
I deres pines stand,
I saadan vee og smerte,
Som ingen mund og hierte
Udsige og begribe kand.

3. Du siger: jeg vil æde,
Din spise er at græde,
Din hunger evig staaer.
Du tørster uden ende,
Og ingen vil dig sende
I evighed den mindste taar.

4. Naar du paa klæder tænker,
Med pølen man bestænker
Dig, som en helved-giest.
Forbandelsen og flammen
Slaaer over dig tilsammen,
Dog bliver nøgen, som du est.

5. Du vilde boe som førre,
Nu ingen anden dørre
End helvedes du seer.

* * * 344

I hendes fæle grunde
For de fordømte hunde
Er evig jammerlig qvarteer.

6. Du vilde gierne være,
Som før, i stand og ære,
Nu bør dig skam og last.
Nu er din stand, at lide
Forsmædelse, og vide,
At du har skændig GUd forkast.

7. Hvad lof bør den vel have,
Som sig har giort til slave
Af den urene aand?
GUd tog dig an i daaben,
Og himlen stod dig aaben,
Dog gav dig hen i satans haand.

8. Din gamle selskabs glæde,
I verdens lyst at træde,
Er ikke meer at faae;
Men der i dødens rige
Er satan selv din lige.
Det er jo s vart at tænke paa.

9. De skulde dig forbande,
Naar de i pølen lande,
Som du har her forført.
De skulde om dig storme,
Som basiliske-orme,
De, som du har til synd oprørt.

10. De, som gik her tilhaabe,
At drikke og at daabe
Paa mangt vellystigt sted,

* * * 345

Skal der hverandre bide,
Som galne hunde slide,
Ja, var det mueligt, led fra led.

11. De, som i gode dage
Tilsammen ride, jage,
I verdens syndig iid,
De skal tilsammen svede
I de fordømtes hede
Og u-ophørlig jagt og striid.

12. Her kand os let betage
En smerte, at vi klage
Og skrige vee og ach,
En byld, en steen, en kolde
Kand trykke, knuge, holde
Os fast i smerte dag fra dag.

13. Hvad mener du, hvorledes
At de ved livet kedes,
Hvor alle piners magt
Er kast paa een tilhaabe,
Hvor saadan siel maa raabe,
I al fortvilelse, forsagt.

14. De øyne vellyst-tændte,
Som andre siele vendte
I verdens lyster ind,
Hvor vil de der sig svømme
I tusind taare-strømme,
At de har her havt syn og sind!

15. De øren, de som priser
Og elsker hore-viser,
Forsager livets ord,

* * * 346

Skal skrekkes med at taale
Sig selv og andre skraale
I denne grumme evig mord.

16. Din egen stank du ikke
Kand taale der at drikke,
Dog faaer du andres med,
En evig helved-galde
Vil dig i munden falde
Til ubeskrivelig fortred.

17. Hvor ilden dig vil gløde,
Hvor satan dig vil støde,
Er over al forstand.
Ja alle dievle-munde
De vilde, om de kunde,
Dig slide smaa som møl og sand.

18. Ach GUd! da vil man raabe:
Saa falder dog tilhaabe
I bierge paa os ned.
Vee dem, som der skal brænde!
Vel dem, som det kand kiende,
Og søge sielens salighed!

En Morgen-Psalme.
Nr. 256.

Mel. Chrysillis, du mit hiertes guld.

See dagen bryder frem med magt,
Giør himlen lys igien,
Og driver mørket hen.
Op hierte paa din morgen-vagt!

* * * * * 347

Lad ingen trygheds blund
Formørke naadens stund;
Hierte, tag
Denne dag
Vel i agt, og tænk derpaa,
Mueligt seer
Aldrig meer
Dine øyne soel opstaae.
Hvor mangen morgen-rød
Var inden aften død,
Og i et øyeblik
Sin afskeed fik!
Hvad hielper øynene
Den lyse dag at see,
Naar sielen vandrer blind
I tiden ind?

2. Kom morgen-røde rosen-skiøn!
Giør himlen lys og blaa,
At mørket vige maa!
Min morgen-røde er GUds søn,
Hans vunders røde glands
Forfrisker sind og sands,
JEsu død
Purpur-rød
Giør mig Sielen himmel-blaa,
At mit sind
Kiger ind,
Hvor jeg skal for thronen staae.
Den dug, som over alt
Paa græs og urter faldt,

* * * 348

At væde bierg og dal,
Ey svinde skal,
Før jeg i JEsu blod
Forfrisket har mit mood
Og ret bedugget faaer
Udi hans saar.

3. Ach det forfrisker al min tiid,
Naar jeg til sengen gaaer,
Naar jeg igien opstaaer,
Det giør min morgen-stund saa bliid,
Det skyder glæder ind
Som straaler i mit sind,
At jeg veed,
Den, som leed
For mig, JEsus, er min skat,
At jeg paa
JEsum maa
Sikker bygge dag og nat.
Saa tryg jeg lagde mig,
Og sov saa sødelig,
Fordi mit hierte paa
Dit hierte laae;
Saa sund paa siel og krop
Saa glad jeg vogned op,
Og JEsu kys jeg fandt,
Før natten svandt.

4. Tak derfor, søde siele-ven!
For saadan tiids-fordriv,
At du er selv mit liv.
Mit liv jeg ofrer dig igien,

* * * 349

Thi jeg vil idelig
I tiden leve dig.
Al min tiid,
Al min fliid
Giver jeg min Frelser-mand,
Og jo meer
Jeg dig seer,
Tændes jeg i saadan brand.
Ach straal i sielen ind,
Min soel! og giør mig blind
Til verdens lyst at see,
Saa skal det skee,
At hverken medgangs tiid
Ey heller kors og striid
Skal kunde hindre mig,
At elske dig.

5. Saa gaaer jeg da saa vel til freds
Hen i mit kald og stand,
At giøre hvad jeg kand.
Min JEsus føer mig allesteds
Ved haanden som sin bruud,
Hvor jeg gaaer ind og ud,
At jeg maa
Færdig staae
Hver minut at gaae herfra,
Siden hist
Gandske vist
Synge mit hallelujah.
Hallelujah! min trang
Gaaer bort ved tidens gang,
Gaaer dagen, min fortred
Gaaer ogsaa med:

* * * 350

Som strømmen føre kand
Det tunge skib til land,
Saa fører tiden mig
Til himmerig.

En Aften-Psalme.
Nr. 257.

Under samme Melodie.

Syng hierte! syng en aften-sang
Om den, der elsker dig,
Lad alting fryde sig.
Hvert suk skal give harpe-klang,
Det mindste aande-drag
Skal giøre cither-slag,
Sind og mood,
Liv og blod,
Og hvad i mig røres kand,
Fryder sig
Inderlig
I den søde Frelser-mand.
Naar jeg kun tænker paa
Den glæde jeg skal faae,
Naar jeg skal JEsum see
I himlene,
Strax utaalmodig er
Min længsel og begier,
At jeg dog eengang maa
Mit ønske naae.

2. Nu solen bag det mørke hav
Sin gylden straale-pragt

* * * 351

Har ned i dvale lagt;
Nu verden mørknes som en grav,
Og jordens humle-boe
Er stille og i roe,
Er mit muld
Længsels fuld
Efter gravens hvile-stavn,
Thi mit sind
Haster ind
Til sin søde himmel-havn;
Ey, at min verdens trang
Er mig saa tung og lang,
Den jo er honning-sød
Ved JEsu død,
Ey, at den mørke nat
Kand giøre sielen mat,
Saa længe JEsu saar
Mig aaben staaer.

3. Men jeg vil til min JEsum hiem
I evighed at staae,
Og see hans ansigt paa,
Og skulde ey dit eget lem,
O JEsu! smertelig
Dog længes efter dig?
Seer en bruud
Ynksom ud
Efter hendes hierte-ven;
Skulde da
Jeg ey fra
Verden længes til dig hen?

* * * 352

Jeg bier gierne, til
Du selv mig hente vil,
Den tiid, jeg leve maa,
Skal snart forgaae.
Jeg ved min senge-stok
Har meer end glæde nok,
At jeg kand tænke paa
Mit sidste straa.

4. Saa leg dig, søvne-tunge krop,
Tak verden gandske af,
Og hviil som i din graf,
Din JEsus dig skal vække op,
Om ey før, dog eengang
Ved Guds basunes klang.
Far og vel,
Du min siel!
I din JEsu søde favn,
Der er trøst,
Der er lyst,
Nu god nat i JEsu navn.
Den tiid er snart forbi,
At du skalt vorde frie
Fra kroppens fængsle-tvang,
At gaae din gang
Til lammets brude-sal,
Til tusind englers tal,
Til din udvalde skat.
God nat! god nat!

* * * *
353

ET LIDET TILLÆG TIL TROENS RARE KLENODIE

Advents-Psalmer.

Nr. 258.

Mel. Jeg løfter høyt op øyne mine etc.

Paa JEsu død og blodig saar
Begynder jeg mit kirke-aar,
Hans reyse til Jerusalem
Giør al min vandring angenem,
Det sidste trin skal blive got,
Ret lige op paa Zions slot.

2. Paa JEsu sande livsens ord
Min troe og salighed beroer,
Den vey, hand viser, vil jeg gaae,
Den arv, hand lover, vil jeg faae,
Og uden ordets klare skin
Jeg ey vil giøre mindste trin.

3. Min JEsu jeg mig ofre vil
Og al den deel mig hører til,
Ey noget er saa got og rart,
At det for ham skal blive spart,
Hvad ham til ære kastes hen,
Det findes tusend'-fold igien.

* * * 354

4. Jeg holder daglig kirke-gang
Med ordets læsning, bøn og sang,
Osanna mig i mund og sind
Skal følge baade ud og ind,
Fordi, du Davids Søn! du est
Mit hiertes daglig fryde-fest.

5. O! GUd skee lof til evig tiid,
At tiden er saa himmel-bliid,
Ret ligesom det var en vaar
Til evighedens kirke-aar,
At vi kand her begynde paa
For thronen nat og dag at staae.

6. Osanna! milde Davids Søn,
Vor ærens priis og tusend-skiøn!
O maatte ey den gandske jord
Nu blive til et synge-chor,
Al verden til en helligdom!
Fordi GUds Søn til verden kom.

7. Op! Zion! leg din enke-dragt!
Iføer dig lysets brude-pragt!
Strøe palmer for hans fødders gang,
Og mød din skat med fryde-sang!
Forkynd hvor sød hand er og bliid
Fra nu og indtil evig tiid!

* * *
355

Nr. 259.

Mel. Jeg veed et evigt himmerig.

Omenniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?

2. Giv agt, og merk hvad sandheds mund,
Som ingen kand bedrage,
Har talet om den sidste stund,
Og hvordan det vi! smage:

3. Naar dommeren vil bryde frem,
En hver sin løn at give,
Naar alle jordens folk skal hiem,
Hvor de skal evig blive.

4. Da, naar de store tegn skal skee
I stierner, soel og maane,
Naturen, som i fødsels vee,
Er færdig til at daane.

5. Naar havet bruser op i skye
Og vælter sine strømme,
Ret som det vilde strax paa nye
Al verden oversvømme.

6. Naar alle torden sammenslaaer,
Og alle vinde suser,
Naar jorden som en vugge gaaer,
Og himlens hvelning ruser.

* * * 356

7. Da just udi den samme stund
Vil Christus aabenbares,
Og at der skal til baade pund
Og alle renter svares.

8. Da skal de alle, ogsaa de,
Som vilde være blinde,
Da skal de livsens fyrste see,
Og mange øyne rinde.

9. Samvittighed! som vogner vred,
Hvad vil du luften giøre
Som helvede saa rød og heed,
Naar du dig da vil røre.

10. Den store hob er trint omkring
Bespendt med frygt og plage,
For baade de fremfarne ting,
Og hvad de nu skal smage.

11. Men ham at skue, som de her
Forskiød, som for dem døde,
O GUd! hvor dette vil i sær
Med helved-marter støde!

12. Men glade vil de gode staae
Ved deres Frelsers komme,
O tusind lyst at see ham paa,
Og findes blant de fromme!

13. De glædes, før de faaer ham seet,
Hvad naar de seer hans rige,
Hans herlighed og majestæt?
Hvad vil de da vel sige?

* 357

14. Velan, I fromme! tiden sig
Alt meer og mere nærmer,
Og dagen kommer pludselig,
Naar verden grummest sværmer.

15. O! tager eder vel i agt
For verdens sorg og glæde,
Ey nogen stund fra bønnens vagt
Og troens kamp at træde.

16. Men I, som livsens vey beleer,
Og bliver ved at synde,
Naar I ham snart paa thronen seer,
Hvad vil I da begynde?

17. O menniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?

Nr. 260.

Mel. O GUd, du fromme GUd.

Den gamle Adams sind med verdens frygt sig piner,
Vil gierne tækkes hver og holde gode miner,
Den frygt ved HErrens kraft skal trines under fod,
Hvo JEsum have vil, det koste liv og blod.

* * * * * 358

2. At troe paa JEsum og ham gierne at bekiende,
Det er den sikre vey, som faaer en salig ende,
Til himlen skal man gaae med hiertens ydmygt sind,
Dog ingen tænke, hand vil stiele sig derind.

3. Naar GUd ved ordets lys en siel af synden vækker,
See! da er det og een af satans største trækker,
Lad blive, siger hand, og flye dog verdens skam,
Lad ulven dig ey see, du taabelige lam!

4. Saa viser hand en vey, at baade leeg og klerke
Kand tiene GUd saavel, og ingen det skal merke,
Hand siger: kierlighed og troe kand ingen see,
Frygt GUd saaledes, at dig andre ey belee.

5. Ach GUd, hvor mangen har hand fast i denne strikke,
Som baade efter GUd og verden sig vil skikke,
Det skriften kalder dog en plat umuelighed,
Ret som at stige op, i det man stiger ned.

6. Hvad hand mod os har giort, GUds Søn af himmerige,
Det er en sag, som snart al verden veed at sige,
Dog vil den samme mund ey være ham bekiendt,
Som siger, at hans død os livet har fortient.

7. Hand skammede sig ey al verdens skam at bære,
For GUd og verden en forbandet ting at være,
Vor blusel skiulte hand, selv taalig drak vor spee,
Og rart, at man engang om efter ham vil see.

8. Men, hvad vil dette faae omsider for en ende?
Paa dommens dag hand dem for sine ey vil kiende,

* * * 359

Det staar med klare ord, o! give GUd, det stod
Os alle prentet ind i inderst hierte-rod.

9. Da gik og søgte man slet ingen anden ære
End ved et helligt liv sin Frelsers spot at bære,
Da blev hans aag os sødt, hans byrde kier og let,
Da blev man ikke paa saa kort en vey saa træt.

10. Men verdens frygt er fuld af baade skam og plage,
Den ene fod vil frem, den anden vil tilbage,
Man frygter for en skye, at den vil falde ned,
Og vover yderlig sin siel og salighed.

11. Saa gaaer det, naar et saar ey ret af grunden heles,
Og om end det er skeet, at hiertet siden deles,
Da bliver sielen vild, vil baade til og fra,
Ey ret af porten ud, og op paa Golgatha.

12. I fromme! seer I ret det smukke himmerige?
O! løber, lige got, hvad andre dertil sige,
De faaer at snakke hen, som bedre ey forstaae,
Og sligt er ikke værd engang at tænke paa.

13. Den vey, GUds Søn har lært, den maae vi altid følge,
Og det for ingen mand i ord og gierning dølge,
Saa vaagner mangen op af sikkerhedens nat,
Naar lyset bliver ret paa lyse-stagen sat.

14. Op! Zion! det er tiid, at lunkenhed har ende,
Enhver med hiertens lyst sin deyligste bekiende,
Og intet føle til den tidens korte vee
For glæden, at man skal sin JEsum evig see.

* 360

En Nyt-Aars-Psalme.

Nr. 261.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

O Gud, som tiden vender
Og styrer i din haand,
Vi folde vore hænder
Og sukke ved din aand:
I JEsu Christi navn
Lad dette aar os være
Velsignet dig til ære
Og vore sieles gavn.

2. Dit ord og sacramenter
Vi har til denne stund,
Men ach! hvordan forrenter
Vi disse store pund?
For JEsu blod og saar
Lad dog dit lys tiltage,
Og vidt og bredt opdage
I det begyndte aar!

3. Giv, at din naade virker
Med dem, som forestaae
I skoler og i kirker,
At frugten kiendes maa,
For JEsu skyld formeer
Din priis til verdens ender,
At man i alle stænder
Din naades virkning seer.

* * 361

4. Styrk dem, som os frembærer
Din naades søde bud,
Lad hver, som andre lærer,
Selv være lært af Gud,
For JEsu Christi blod
Lad mørkheds magt beskæmmes
Og ordets kraft fornemmes
I alles hierte-rod.

5. Guds fred fremdeles pryde
Vor Konge, hvor hand gaaer,
Al verden at betyde,
Hvad Christi kraft formaaer,
For JEsu skyld bliv ved
Vor Konges dyrebare
Person og liv at spare
Til rigets sande fred.

6. Vor Dronning, din udvalde,
Din miskundhed beviis,
Din man til hende falde
Som dug i Paradiis,
For JEsu blide navn
Lad landets Moder hvile
Mod alle fiendens pile
I hendes Frelsers favn!

7. Bevar din egen pode
Vor Arve-Prinds og giv
Ham fremvext i det gode,
Et sundt langvarigt liv,
For JEsu skyld far fort,
Din himmel-vext at vande,
Din David at bemande
Til det, du agter stort.

* * * 362

8. Printzesserne sig pryde
I naadens høye rang!
Alt kongens huus sig fryde
I livsens Fyrstes gang!
For JEsu navn og saar
Lad kongens residentzer
Staae fast i naadens grendser,
Saa længe verden staaer.

9. Giv dem, som kongen tiene
I deres høye stand,
At de det trofast mene
Med Gud og kongens land,
For JEsu skyld forfrem,
Hvad got de gode stifter,
Og helvedes bedrifter
Til evig tiid beskæm.

10. Giør kongens magt forsigtig,
Frimodig, fast og stærk,
At hver, som hand er pligtig,
Kand fremme HErrens verk,
For JEsu skyld forleen
Os fred i vore dage,
Og lad os dig behage
I troen hver og een.

11. Lad ægteskaber smykkes
Med HErrens frygt, som kand
Ved børne-tugten lykkes
Til en forbedret stand!
For JEsu skyld forfrem
Enhver gudfrygtig næring,
Og giør os vor besværing
Ved naaden angenem.

* 363

12. Opfyld de gamles hierne
Med dybe tanker om
At slippe verden gierne,
Og møde for din dom,
For JEsu mildhed lær
De unge sig at tvinge,
At agte verden ringe,
Og have JEsum kier.

13. Lad dem, som ikke kiende,
At JEsus er saa sød,
Med hiertens graad sig vende
Til naadens blide skiød!
For JEsu skyld bevæg
De haarde demant-hierter,
Og alle siele-smerter
Med JEsu vunder læg.

14. O søde Gud! vi senker
Udi din kierlighed
I sær forladte enker
Og faderløse ned,
For JEsu skyld giør sund
Enhver, som lider svie,
Og hielp dem at opbie
Den rette hielpe-stund.

15. Vi vide ey tilhaabe,
Som for dit ansigt staaer,
Hvem døden bort vil raabe
I det begyndte aar,
For JEsu skyld bered
Til døden vore sinde,
Saaledes at vi finde
I døden salighed.

* 364

En Passions-Psalme.

Nr. 262.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Syndre! hvad er klokken slagen?
Tænker du ey snart herfra?
Det alt sildig er paa dagen,
See dig for paa Golgatha
Og udi Gethsemane,
Begge stæder kand du see:
Om din korte tiid sig rimer
Med Guds pines lange timer.

2. JEsus maalede med sukke
Vor forløsnings dag og nat,
Vilde intet øye lukke,
Før hand fik vor frelse fat,
JEsu pines tynge stærk
Driver naadens seyer-verk,
Men ey øyeblik vil give
Dig i vellyst at fordrive.

* * * 365

3. Fra skiertorsdags aften-svale,
Til langfredags soel gik ned,
Saae man livsens soel at dale,
Da hand for al verden leed,
Denne døgn skal al din tiid
Rettes efter ind med fliid,
Tænk, naar satan dig vil lokke:
Hvad er nu Guds pines klokke?

4. Sex var hand ved paaske-retter,
Som det rette paaske-lam,
Syv sit sacrament indsetter,
At vi skulde nyde ham,
Otte venlig afskeed tog,
Ni til urtegaarden drog,
Ti forraades, fanges, føres,
Elleve hand stærkt forhøres.

5. Tolv de falske vidner møde
(Spøgelser om midnats-tiid),
Et blev hand fordømt til døde,
Tog mod dommen mild og bliid.
To er hver mands næve knyt,
Tre man saae ham fuld af spyt,
Fire narres, spottes, drilles,
Fem igien for retten stilles.

6. Mørket viger, natten endes,
Pinen var dog ey forbi,
Dødsens bue skulde spendes,
Før blev verden ikke fri,

* * * 366

Det var den bestemte dag,
Da al verdens frelses sag
Skulde nu til ende føres,
Inden aften reent afgiøres.

7. Klokken sex vor JEsus gives
Over i Pilati magt,
Syv til kong Herodes drives,
Hvor hand leed saa stor foragt,
Otte pidskes JEsu krop,
Ni paa korset henges op,
Ti for sine fiender beder,
Elleve sin moder glæder.

8. Tolv blev begge sole mørke,
Den formørkelse var stor,
Et endnu i vredens tørke
Og den grumme pines mord,
To endnu i dødsens bad,
Tre hand skreeg og græd og bad,
Fire JEsu side rinder,
Fem sin roe i graven finder.

9. Tiden kun saa kort betegnes,
Og saa vit man slutte kand,
Efter hvilket kand beregnes
Resten af hans pines stand,
Men, min siel, din regning fik,
Om du kun et øyeblik

* * * 367

Af hans marter skulde kiende,
Aldrig fik din regning ende.

10. Hand ey eene lod sig spotte,
Henge, slide, pidske, flaae,
Men Guds grumme vrede maatte
Ham i Guddoms iver slaae,
Ach! da Guds retfærdighed
Hele timer slog og sleed
Paa det milde JEsu hierte,
Ach! hvad leed hand da for smerte.

11. O I dyre-bare timer!
Da man her paa jorden saae
Naade-solens røde strimer
Dødsens taage bort at slaae,
Eders milde straalers skin
Giør det lyyst for mine trin,
Naar I op i sielen rinder,
Al min nat og trang forsvinder.

12. Da min JEsus leed og døde,
Vredens nat og mørke sank,
Naadens blide morgen-røde
Lyser over sielen blank,
Tidens skændsel JEsus bar,
Deraf blev min tiid saa klar,
At jeg uforsagt tør vove
Midt i dødsens nat at sove.

* * * 368

En Paaske-Psalme.

Nr. 263.

Mel. Paa Gud allene.

Op! op! at møde
Din Goel, JEsu bruud!
Som for dig døde,
Og gik fra døden ud,
Som ey blev borte,
Den stund hand var forkast,
Som bandt den sorte,
Den tiid hand selv var fast,
Som freden giorte,
Den gang hans hierte brast.

2. O! hvilken qvale
Hans siel og legem bandt,
Før hand sin dvale
I gravens hvile fandt,
Hand gik i borgen
For os, vor beste ven,
Sank som i sorgen
Og døden gandske hen,
Paa paaske-morgen
Da fik vi ham igien.

3. O! al min glæde,
Jeg løber dig imod,
Din grav at væde
Med glæde-taarers flod.
O tusind gange
Velkommen fra min straf,

* * * 369

Fra dine mange
Og svare piners haf,
Fra din den trange
Og mørke død og grav!

4. Vor nat er svunden
For naadens lyse dag,
Og vi har vunden
Med ære al vor sag,
Gid ingen vanke
I sorgens mørke meer,
Derpaa at anke,
Hvad os i verden skeer,
Da vi de blanke
Guds himle aabne seer.

5. Vil satan fnyse
Mod det, som synes svagt,
Lad dig ey kyse,
Hand har slet ingen magt,
Lad ham kun larme,
Din JEsus er din trøst,
Kast dine arme
Om den opstandnes bryst,
Sig at forbarme
Er ham den største lyst.

6. Sank hand til grunde
For os i dødens aae,
Mon hand da kunde
Af sine haanden slaae?
Ney, hand vil være
Vor skiold mod satans list,
Hand vil os hære,
Naar vi vor kraft har mist,

* 370

Og os erklære
For sine her og hist.

7. Saa er mig døden
Og livet begge kier,
Er det fornøden
At leve lidet her,
I JEsu naade
Mit levnet skal bestaae,
Den levemaade
Er sød at tænke paa,
Saa kand jeg baade
I sorg og glæde gaae.

8. Men skal jeg træde
Til gravens mørke port,
Ja ret med glæde
Den gang skal blive giort,
Med brude-mine
Jeg hilse vil min død,
Har JEsus sine
Dog hende giort saa sød;
Trods dødsens pine!
Jeg døer i JEsu skiød.

9. Kom, søde leye!
I gravens stille borg,
Dig kand jeg eye
Foruden synd og sorg;
Trods dine pile,
Du hele mørkheds trop!
Der kand jeg hvile
Min arme ømme krop,
Der kand jeg smile,
Naar jeg igien skal op.

* * * 371

Om Guds Venlighed og Kierlighed i Christo.

Nr. 264.

Mel. Den vey gaaer vist til himmerige etc.

Den siel, som Gud i sandhed kiender,
Og finder smag i livsens ord,
Som sig med lyst fra verden vender,
Og med sit sind i himlen boer,
Den kand sig ret i Gud fornøye,
Og verden er ham derimod
Som røgen for det svage øye,
For ham er Gud allene god.

2. Guds væsen hand med lyst betragter,
Som englerne i fryd beseer,
Gud for sin eneste hand agter,
Hand kand og vil ey have meer,
Forsmaaer det mindste med det største
Af det, som kiødet have vil,
Gud er den sidste og den første,
Som al hans længsel sigter til.

3. Thi, hvad for kiødet herlig blinker,
Som blus og røg og damp forgaaer,
En lyst, som hastig døer og stinker,
En skat, som ingen med sig faaer,
En trøst, som er dog falsk i grunden,
En riigdom, sielens fange-blok.
Men den, som er med Gud forbunden,
Har baade her og evig nok.

4. Thi hand, som sielens skat vil være,
Hand selv er idel kierlighed,

* * * 372

Sligt alle skabte ting os lære,
Thi det er deres øye-meed,
Vort sind fra dennem selv at rykke,
Og vise det henop til Gud,
Som mørket kand med lyset smykke,
Og alting fik af intet ud.

5. Den aarsag, hvorfor hand os skabte,
Var idel evig kierlighed,
Og, da hand saae os slet fortabte,
Kom jo hans egen Søn herned,
Retfærdighed mod synden brændte,
Og kierlighed et middel fandt,
Til Adams kiøn igien at hente,
Og sig til os saa stærk forbandt.

6. Det er det dybe og det høye
Af kierlighed, at Gud har vendt
Til dem saa naadefuldt et øye,
Som evig pine har fortient,
Saa søger hand nu og at drage
Dig, hierte! til sig ind saa nær,
At du i troens kraft kand smage,
Hvor inderlig hand har dig kier.

7. Hand overøser dig med naade,
Og spiser dig med himmel-brød,
Hans øye vil din vandring raade,
Og redde dig fra synd og død,
Hand skenker dig af livsens kilde,
I kierlighed du finder lye
Mod alle dem, som vil dig ilde,
Og den er alle tider nye.

* 373

8. Jo meer af denne aandens gave
En naade-hungrig siel har smagt,
Jo mere ønsker den at have,
Og trættes ey paa bønnens vagt,
Saa mangen gang i graad at svømme,
Naar hun saa tørstig haster til
Den søde Frelsers naade-strømme,
Og satan det forhindre vil.

9. Al verdens kors kand ikke kue
Den kierlighed til himlen vendt,
Men setter den i større lue,
Og giør den sande troe bekiendt,
Med u-ophørlig længsels iver,
At trænge altid mere ind
I JEsu purpur-saar, som giver
Et ret i Gud fornøyet sind.

10. Hand kiender verdens lysters jammer,
Hvis ende heder: evig vee,
Hand glædes til sit sove-kammer,
Og ønsker kun sin Gud at see,
Igiennem alle torne render,
Og ingen hvile vil forstaae,
Før hand sit løb i himlen ender,
Og faaer den skiønne krone paa.

11. Thi her vil synden tit formørke
Den rene kierlighedens brand,

* 374

Hist kand hun bruge al sin styrke,
Naar intet hende hindre kand,
Da seer man op til Salems porte,
Og sukker, naar man himlen seer,
O! at det dog engang var borte,
Som trykker os i dette leer.

Om Hiertets Hengivenhed i Guds Villie.

Nr. 265.

Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

Hvor Gud mig fører, gaaer jeg glad,
Hand, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alletider, hvad
Min Gud mig skikker, naade,
Gud fører mig dog lige hiem;
Thi gaaer jeg altid trøstig frem,
Og paa hans hierte drister.

2. Hvor Gud mig fører, gaaer jeg med,
Hans egen haand mig fører,
Skiønt kiødet lider sin fortred,
Og sindet tit oprører,
Hvor Gud mig fører her og hist,
Det kalder jeg u-stridig vist
Min allerstørste baade.

3. Hvor Gud mig fører, vil jeg fri
Hans trofasthed bekiende,

* * * * 375

Og kysser paa den trange stie,
Som har saa sød en ende:
Hans allerbeste ville skee,
Paa den jeg vil allene see
I livet og i døden.

4. Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
Ham gandske overgive,
Og synes sagen underlig,
Hand veed dog nok at drive,
Hvad hand med mig sig foretog,
Før hand af moders liv mig drog,
Jeg er jo ey min egen.

5. Hvor Gud mig fører, er i troe
Og haab mit hierte stille,
I mig hans egen kraft vil boe,
Hvad kand mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt mod,
Fordi Guds vey er altid god,
Ja vist den allerbeste.

6. Hvor Gud mig fører, vil jeg gaae,
Om foden skulde brænde,
Kand jeg det forud ey forstaae,
Til sidst jeg dog skal kiende,
At det er idel trofasthed,
Hvor hand mig fører op og ned,
Det er min troes anker.

* * * 376

Om GUds Lof og Priis.

Nr. 266.

Mel. Min Brudgom den liflige.

I sinde, som finde ey hvile paa jorden,
Men længes at mænges i englernes orden,
Bereder dog eder, o gid I var mange,
At møde den søde vor Frelser med sange!

2. De andre, der vandre, som lysten dem drager,
Hvis taler kun praler af jordiske sager,
O jammer! de skammer sig ikke mod eder
At braske med aske, som vinden bortspreder.

3. Lad fare den skare, hvis lokken og trusel
Selv blotter og spotter sin skændige blusel,
Hvis munde dog kunde ey andet end skumme
Af giften, som skriften forbyder de fromme.

4. I siele, hvis mæle skal verden beskæmme,
Og bære al ære til Frelserens giemme,
I tunger, som siunger saa gierne om palmer,
Hvi tier og bier saa ofte vor' psalmer?

5. Var havet begavet med sandser og evne,
At kunde begrunde det mindste vi nævne,
Hvor skulde til fulde dets afgrund da syde,
Vor HErre til ære forunderlig skryde.

* * * 377

6. Græs, grene og stene med sandet paa banke,
Og blade, som lade af vinden sig sanke,
Ja poder hos floder, o kunde de tale,
Hvor maatte de spotte vor lunkenheds-dvale!

7. Hvi slumme I fromme, som burde at prise
Vor konge, og siunge hans kierligheds vise,
Udbreder dog eder, som roser mod solen,
Betyder hans dyder, som sidder paa stolen.

8. Beskriver hans iver i kierligheds flamme,
Begrunder hans vunder, og kysser de samme,
Hand lidde og stridde, betalede brøden,
Da livet blev givet for alle i døden.

9. De hvide og blide Guds helgenes mængde,
Som prange med sange af evigheds længde,
Som haster og kaster sig alle for thronen
For Lammet, annammet til spiret og kronen.

10. De vilde saa milde og gierne fornemme,
At mange med sange dog skulde istemme.
De skue den drue i heftigste brynde,
Begiere alt mere hans sødhed forkynde.

11. Slaaer sammen: ja amen! al viisdom og vælde
Med magten og pragten i evigheds ælde

* * * 378

Skal være vor kiere forløsere givet,
Som friede i tide os arme til livet.

12. O rinder, I kinder, med tusinde taarer,
Hver draabe skal raabe i sener og aarer:
Vor lykke, vort smykke, hvad skulde os tysse?
Din pine skal dine evindelig kysse.

Nr. 267.

Mel. Hvo kun vor Gud.

O havde jeg dog tusind tunger
Og alle toners beste klang,
Hvor skulde sidens lyst og hunger
Til Gud at prise denne gang
Oprette sig et paradiis,
Og mætte sig i HErrens priis.

2. O kunde dog min stemme bryde
Hen ind i himlens fryde-land,
Og alle blode-draaber syde
I JEsu milde hiertes brand,
O gav dog hver en puls sin klang,
Hver aande-drag en deylig sang.

3. Op! op! til fryd, I tunge sinde,
Hvad giøres eders suk behov,
Fort, alle kræfter sig forbinde
Og stemmes til vor HErres lov,

* * * * * 379

At alt, hvad liv og siel formaaer,
Paa HErrens prises harpe slaaer.

4. Bevæges, alle grønne skove,
Lad høre, hvert et blad, din lyd,
Og hielper mig min Gud at love,
Slaaer sammen høyt til sang og fryd,
I blomster, bøyer eders pragt,
At ære med mig HErrens magt.

5. Hid, al den deel, som sig kand røre,
Og drager aande i sit bryst,
Hid, hielper mig min tak at giøre,
Og laaner mig enhver sin røst,
Til at ophøye naadens verk,
Som har omringet mig saa stærk.

6. Dig være, mildeste Gud Fader,
Lof, priis og tak i evighed
For alt det got, du til mig lader
Saa u-ophørlig flyde ned,
For hvert fornøyet øyeblik,
Jeg baade venter, har og fik.

7. Dig være priis foruden ende,
O du livsaligste Guds lam,
Som lod dig hid til verden sende,
At lide dødsens vee og skam,
For mig at frie fra satans tand,
Tak, tusind tak, min Frelsermand.

8. Dig ogsaa skee al lof og ære,
O søde Hellig Aand, for al
Din hielp og bistand, ord og lære,
For naadens trøst og søde kald,

* * * 380

Thi findes noget got i mig,
Det alt jo virket er af dig.

9. Hvo overøser mig med naade?
Det giør jo ingen uden du.
Hvo staaer mig bi i al min vaade?
Du giorde det, og giør endnu,
Og bærer med min skyld saa stor
Taalmodighed paa denne jord.

10. Dit navn særdeles være priset
For korset, som du mig har sendt,
I ydmyghed jeg kysser riset,
Det har mig hiem fra verden hent,
Og tient mig til beviis i sær,
At Gud mig har saa hierte-kier.

11. Jeg har i mine lives dage
Havt mange store prøver paa,
At du i baade fryd og plage
Har ført mig, ja bekiende maa,
Du altid mig ved haanden fik,
Naar vandet indtil sielen gik.

12. Hvi skulde jeg da ikke brænde
Som lyset til min fryde-sang,
Og triumpherende bekiende
Din trofasthed i største trang?
Thi vil jeg aldrig sørge meer,
Om ogsaa himlen sprak som leer.

* * * 381

13. Bort baade verdens lyst og smerte,
I skal ey trykke meer mit sind,
Til himlen svinger sig mit hierte
Fra eder bort for thronen ind,
Al priis og ære være dig,
Min søde Gud i himmerig.

14. Din godhed skal min siel kundgiøre
Til livets allersidste stund,
Ja naar min tunge ey kand røre
Sig mere i min svage mund,
At prise dig, som den var van,
Da stemmer jeg med sukke an.

15. Den ringe tak, jeg her kand give,
Forsmaa dog ey, min søde skat,
I himlen skal det bedre blive,
Naar jeg faaer engle-tonen fat,
I høye koor jeg synger da:
Evindelig halleluja.

Nr. 268.

Op! op! min aand, fra hele verdens rige,
Op, siel og hierte, sind og mod,
Alt hvad jeg er og har, slaaer an tillige,
Hver aandedrag og draabe blod,
Ophøyer Adams slægters trøst
Og alle himles himle-lyst,

* * * * * 382

Slaaer an af yderste formue
I kierlighedens lyse lue.

2. Som ørne op fra jordens torne-gierder,
Og ind for lammets purpur-pragt
Gaaer frem med vel anstændige geberder,
Og synger saa med samlet magt,
Gaaer hen blant dem, som staae omkring,
Slaaer haand i haand med fryde-spring,
Udøser hele glædes strømme,
Hans død og pine at berømme.

3. Aarvaagen skal, dit dyre blod til ære,
Min sieles sandser altid staae,
Min følelse dig plat opofret være,
Den vee, du fandt, at føle paa,
Mit øye skal dig altid see,
Mit øre lydigt sig betee,
Min smag din kierlighed skal smage,
Din lugt min lugtelse indtage.

4. Dig søger min forstand, og villen henter,
Hukommelsen bekræfter det,
Mit nemme sig din sødhed dybt indprenter,
Min aand med dig vil være eet,
Hver gang jeg drager aande, da
Er meningen halleluja,

* * * 383

Og alle mine lemmer siunger,
Ret som de vare idel tunger.

5. Mit hierte i din kierlighed skal svømme,
Min siel dig altid favne vil,
Min mund dig vil med tusind tak berømme,
Og aldrig mere lukkes til,
De qvalte sukke i mit bryst
Skal bryde ud til sang og lyst,
Min lof dig altid skal omgive,
Og al min lives tiid fordrive.

6. Men som min tak til dig er alt for ringe,
Saa hielp mig tonen selv paa gang,
At du ved mig dig selv en lof kand bringe,
Som har den rette art og klang,
O lad mig her ey fare vild,
At ofre dig med fremmed ild,
Men hist til evig tiid bevise,
Hvor gierne jeg min Gud vil prise.

Nr. 269.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.
Eller: Det er forvist paa tiden snart.

Al priis og lof og ære bør
Al godheds Gud og Fader,
Den Gud, som alle under giør,
Den HErre Gud, som lader

* * * * * 384

Os finde trøst i største nød,
Og giør den surest jammer sød.
O! giver vor Gud ære.

2. Ham priser alle engle-koor
I alle himles himle,
Ja alle, som paa denne jord
I luft og havet vrimle,
Som haver alting, lidt og stort,
Saa vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

3. Hvad hand har giort og sat i stand,
Det holder hand ved lige,
Her fattes ey det mindste grand
I alt hans skabnings rige,
At stort og lidet, tungt og let
Er i sin sammenheng saa net.
O! giver vor Gud ære.

4. I nøden skreeg jeg til min Gud,
Ach HErre, merk min klage,
Da drog du mig af nøden ud,
Og endte al min plage,
Dig derfor, dig jeg takke vil,
Men hielper, alle, hielper til,
At give vor Gud ære.

5. Hand aldrig har sit folk forladt
I nogen nød og fare,
Hand vaager trolig dag og nat,
Sin arme hiord at vare,
Hand har dem som ved moders haand
I kierlighedens gange-baand.
O! giver vor Gud ære.

* 385

6. Naar der i verdens største høst
Er ey et straae at vinde
Af nogen redning eller trøst,
Saa lader hand sig finde,
Saa er det paa hans rette tud,
Saa kommer hand saa mild og bliid.
O! giver vor Gud ære.

7. Jeg vil i alt mit lives gang
Din miskundhed kundgiøre,
At man min priis og fryde-sang
Skal allevegne høre,
Mit liv og siel, opmuntre dig,
Og alle kræfter fryde sig,
At give vor Gud ære.

8. I som bekiender HErrens ord,
Op, ham al tak at bære,
I som i naadens skygge boer,
Hans lof skal prægtig være,
Bort alt det verden drister paa,
Hos vor Gud alting er at faae.
O! giver vor Gud ære.

9. Saa kommer for hans ansigt ind
Med lystig mund og tunge,
Med sang og spil i siel og sind
Af hiertens grund at siunge:
Gud ene alting, lidt og stort,
Har vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

* * *
386

Nr. 270.

Mel. I Lemmer, hvis hoved.

Mit hierte skal brænde som offer i ilden,
Hver tanke skal smelte til lofsang og fryd,
Min tunge skal flyde, som floden af kilden,
Med liflige toners bestandige lyd,
I HErren hans naade,
Paa kæmpernes maade,
Min siel sig skal rose, at ogsaa de bange,
Skal møde og tone med harpe og sange.

2. Ophøyer dog storligen med mig tilhaabe
Vor HErre! vor HErres hans hellige navn,
Jeg søgte hans ansigt, hand hørte mig raabe,
Og førte fra stormen saa sikker i havn,
Hans almagt det giorte,
At faren blev borte,
Den herlige frelse, af haardeste klemme,
Skal aldrig mit hierte og tunge forglemme.

3. Saa mange i nøden, som øynene vendte
Til HErren af inderste hierte og hu,
Saa mange til hannem sig skyndte og rendte,
Af dennem er ingen beskæmmet endnu,
Min yderste fare
Kand dette forklare,

Nr. 270. J3-7. 1, 4: liflige] livlige J3. 2, 1: tilhaabe] tilhobe J4-7. 2, 2: hellige] herligeJ3. 2, 5: giorte] giorde J4-7. 3, 4: beskæmmet] beskiemmed J3.

- - -

Nr. 270. Original. Salmen er en gendigtning af Sl. 34. Men på et par steder - 2, 5-8 og 3, 5-8 - har Brorson formet ordene sådan, at de giver indtryk af noget for ham selv stærkt personligt. Man tager næppe fejl, når man antager, at der her hentydes til den lidelsestid, han havde gennemgået, året før salmen udkom i J3 1747. Han havde nemlig i 1746 været hjemsøgt af en hård og langvarig sygdom, der ikke blot standsede hans arbejde, men som tillige var ledsaget af de tungeste åndelige anfægtelser (se L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 11 931, s. 126-30, 21932, s. 128-32). Det er da udfrielsen af denne haardeste klemme (2, 7), som ligger bagved på de to steder, og man kan vel herudfra formode, at hele salmen her har sit udspring. - V. 1: Sl. 34, 2-3. - 1, 5-7: i HErren hans naade... min siel sig skat rose] min sjæl skal prise sig lykkelig over Herrens nåde. - 1, 7: at] så at; følgen af lovprisningen skal være, at ogsaa de bange får mod til at stemme i med. - 1, 8: tone] lade toner lyde. - V. 2: Sl. 34, 4-5. - V. 3: Sl. 34, 6-7. - 3, 1: i nøden] hører til vendte.

387

Der denne hand raabte, maae alle bekiende,
Gud hørde og giorde paa pinen en ende.

4. Guds engel, den Zebaoths HErre, hand setter
Omkring de udvalde sin gloende vagt,
Naar alle hans fiender har kæmpet sig trætte,
Saa river hand sine af nøden med magt,
Betragter, besinder,
Ja smager og finder,
Hvor yndig er HErren, hvor lifligt hans gode
Dog altid har været mod alle, som troede.

5. Saa ærer, Guds hellige, HErren, og siunger,
Thi de, som ham frygte, har ingen slags trang,
De stærkeste løver mon brøle af hunger,
Og kæmpernes vælde vansmægter engang,
Men de, som den milde
Al saligheds kilde,
Vor JEsum, vil søge, tør ikke formode
Den ringeste mangel af noget slags gode.

6. I unge, som glædes i blomstrende alder,
Beqvemmer dog eder til viisdommens tugt,
Er ikke det, som I lyksalighed kalder,
Fornøylig at leve, Gudfrygtigheds frugt?

* * * 388

Guds naade at giemme,
Sin tunge at tæmme,
Af hiertet al ondskab og falskhed at hade,
Det giver de rette lyksalige dage.

7. Guds øyne de glæder, bevarer og leder
Retfærdige siele paa saligheds vey,
Hans ørne sig bøyer til alt det, de beder,
Hans hierte umuelig kand sige dem ney,
Da de, som sig glæde
I synderes sæde,
Skal føle hans ansigtes trusel og torden,
Naar hand deres navne udrydder af jorden.

8. Men HErrens retfærdige altid kand haabe,
Fordi dem tilhører al saligheds Gud,
Fordi de i nøden kand sukke og raabe,
Fordi hand saa gierne vil hielpe dem ud,
Fordi hand dem ikke
Det mindste kand skikke,
Af hvad dem i verden bedrøveligst hendes,
Som jo til den sødeste glæde omvendes.

9. Vor HErre sig nærmer til knusede hierter,
Omfavner og frelser en sønderstødt aand.
O! ærer og kysser den samme, som snerter
Og læger, den milde almægtige haand;
I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler, dette er sagen,
Hand hielper af alle, slet ingen undtagen.

* * * 389

10. Hvad giøres da mere bekymring fornøden?
Vor HErre er sines den evige skiold,
I sorrig og glæde, i livet og døden,
Vi ere og blive i JEsu hans vold,
Ey dette all ene,
Men ogsaa de bene
I graven af vores formulstrede lemmer
Til hobe saa nøye vor Frelsere giemmer.

11. Det onde skal synderen følge og qvæle
Foruden al ende, naar tiden er endt,
Og de, som har plaget oprigtige siele,
Skal blive med evigheds angest bespendt,
Hvor vil de da svede
For Dommerens vrede,
Naar pølen, hvor helligheds fiender skal bades,
Og bøger, som skyer i torden, oplades.

12. Men tænker, I deylige siele, som lyde
Den HErre, som eder har himlen bereed,
Hvorledes dog dette vil hierterne fryde,
At finde blant HErrens forløste sit sted.
Thi ingen kand falme
For domme-dags qvalme,
Som søgte i JEsu hans vunder al naade,
Men dømmes uskyldig i høyeste maade.

* * *
390

En Psalme mod den begyndte Lande-Plage 1745.

Nr. 271.

Mel. Som en Hiort med Tørst.

Hører dog, I christne-lande!
Merk engang, du døbte Flok!
Førend Vredens stærke vande
Ikke levner steen og stok,
Førend Guds Langmodighed
Ingen mere redning veed,
Før vi sidde fast i snaren,
Og kand ey undløbe faren.

2. Synde-fulde orme-sekke,
Tidens spot og dødsens rov,
Hvordan løbe vi saa frekke,
Som det vilde fæ i skov,
Sandse ikke, hvor vi gaaer,
Mindre hvad os forestaaer,
Medens alle synder stige,
Over os i himlen skrige.

3. Veed vi ey vor HErres veye?
Har vi aldrig hørt hans ord?
Har vi ingen siele-pleye,
Ingen HErrens daab og bord?

* * * 391

Vidner vor samvittighed,
At vi ikke bedre veed
End at bruge leve-maaden,
Som saa ringe agter naaden.

4. Gud har ingen naades gaver
Nogensinde for os spart,
Ordet har vi havt og haver
Det endnu saa riigt og klart.
Kunde andre stæder faae
Smulerne at kysse paa
Af den Man, hvorpaa vi træde,
O hvor skulde de sig glæde!

5. O! de mange gode dage,
Vi har haft i Fred og Ly,
Medens andre Rigers klage
Gik med angest høyt i skye;
Havde vi dog kiendt vort raad
Af saa mange andres graad,
Og besindet HErrens gode,
Før vi rykkes op med rode.

6. Nu du gode, tromme, søde
Hierte-Fader milde Gud,
Gik des uden os i møde
Med saa mangt et varsels-bud,
Men din store godheds maal,
Hiertet, blev til steen og staal,

* 392

Ondskab voxte uden maade
Ved den falske trøst om naade.

7. Truer himlen, ryster jorden,
Skrekker hvert et element,
Er vort land af vredens torden
Som i øyeblik bespendt,
Vil da ingen see sig om
Til at give naaden rum,
Vil Gomorra ikke grue,
Før hun staaer i vredens lue.

8. Endelig er tiden kommen,
Da enhver bekiende maa,
Og i sandhed har fornommen,
Herren vil nu til at slaae.
Luften er det første riis
Til ubodelig forliis,
Vil Gud ikke plagen møde,
Saa er hele landet øde.

9. Store Gud i himmerige,
Nu kand ingen tvile meer,
Men det hele land maa sige:
Det er HErrens haand vi seer!
Alle skielve maae derved,
Du har ramt det rette sted,
Og kand det os ikke drage,
Er vel intet haab tilbage.

* * * 393

10. Nu vel an, I HErrens præster,
Skal vi være Jordens salt,
Elsker vi den deel vor Mester
Blodig-dyre har betalt:
Nidkierheds basune fat,
Tordner ind i verdens nat,
Viser Skue-Dal dens byrde,
Hvo der er en ærlig hyrde.

11. Op da, op i graad at svømme,
Arme synde-fulde land,
Og til evig tiid fordømme
Sikkerhedens fule stand.
Alle synde-strømmes dal,
Hvor og meeneed selv er fal,
Uretfærdighedens sæde,
Op at hyle og at græde.

12. Gamle, Unge, Arme, Rige,
Kommer, følger, Vender om!
Ja, hvo denne gang vil svige,
Bærer HErrens vredes dom.
Børnene paa moders knæ,
Ja det arme dumme Fæ,
Alle, hver en blode-draabe
Op til Gud i himlen raabe.

13. Hør, vor Fader, hvad vi bede,
Hør vort skriig i JEsu navn,

* * * 394

Lad os ey forgieves lede
Efter naadens søde favn.
Staa os bi, Guds kiere Søn,
Med din blodig Sveed og Bøn,
At vor graad i dag maa være
Dig til evig priis og ære.

Om Døden.

Nr. 272.

Mel. O! JEsu for din pine.

I Christo har jeg livet,
I døden døer min vee,
Mit hierte, Gud hengivet,
Kand midt i døden lee.

2. Jeg takker for den ære,
At høre dødsens bud,
Jeg reyser glad, at være
Nu hiemme hos min Gud.

3. Nu har jeg overvunden
Ved JEsu blod og saar,
Jeg er med Gud forbunden,
Og glad til himlen gaaer.

4. Naar mine kræfter bukke,
Mit bryst og maal er stemt,
Saa har du mine sukke,
Min JEsu, dog ey glemt.

* * * * * 395

5. Naar alle mine sinde
Mig ikke lyde meer,
Naar haanden ey kand finde,
Og øyet ikke seer.

6. Da, naar det er din ville,
Jeg skal herfra igien,
Da lad mig sove stille
I JEsu vunder hen.

7. Jeg, som en borre, henger
Ved JEsum med mit sind,
Og giennem døden trænger
I himlens glæde ind.

Nr. 273.

Efter samme Melodie.

Min død er mig til gode,
Thi JEsus er min ven,
Saa døer jeg vel til mode
Fra verdens jammer hen.

2. Jeg døer med fryde-tanker,
Thi jeg er JEsu lem,
Jeg letter glad mit anker,
Og seyler trøstig hiem.

* * * * 396

3. Nu har jeg overvunden
Og striidt den gode striid,
I JEsu har jeg funden
Min Fader mild og bliid.

4. Naar jeg for vee og smerte
Ey mere tale maa,
Saa lad dig ret til hierte
Mit hiertes sukke gaae.

5. Naar livets lys udslykkes,
Al verden bliver sort,
Naar jeg skal døe og rykkes
Fra tidens jammer bort;

6. Da lad mig sove stille
Med et fornøyet sind
Og Gud hengiven ville
I JEsu arme ind.

7. O! du min frelses klippe
Og trøst i al min vee,
Lad troen dig ey slippe,
Før jeg dig hist kand see.

Nr. 274.

Mel. Paa Gud allene.

Nu! jeg har vunden
Og striidt den gode striid,
Og afskeeds-stunden
Er kommen sød og bliid,

* * * * * 397

Gak til din hvile,
Min siel, af verden keed,
Leg dine pile
Og skiold og bue ned,
Kom nu at ile
Til evig herlighed.

2. Af mine mange
Med taarer, ach og vee
Opfyldte gange
Jeg kand den sidste see,
Har jeg maat rende,
Hvor man kand neppe gaae,
Men foden brænde,
Om man vil stille staae,
Nu har det ende,
Nu kand jeg kronen naae.

3. Her har jeg skioldet,
Nu kampens tiid gaaer ud,
Jeg har beholdet
Den sande troe til Gud,
Hvor er der tvistet
Om denne dyre skat,
Hvor har hand vristet
Paa troen dag og nat,
Som mig har fristet,
Men selv er bleven mat.

4. Derfor er kronen
Til mig i himlen giemt,
Guds Søn paa thronen
Har ærens krands bestemt,
Ey mig allene,
Men ogsaa hver i sær

* 398

Af dem, som tiene
Den milde Frelser her,
Og findes rene
I lammets høytids-færd.

5. Nu da, jeg takker
Al verden hermed af,
Fornøyet pakker
Nu sammen til min graf,
Lad jorden segne
Udi sin aske ind,
I jammers egne
Mit længe vante sind
Skal intet regne
Den sidste lille vind.

6. Al priis og ære,
Ja i al evighed,
Skal lammet være,
Som for os døden leed,
Hans blod og vunder,
Som hialp saa ofte, at
Jeg ey gik under,
Dem er det jeg har fat,
Og trøstig blunder
I JEsu saar: god nat.

* * *
399

ET LIDET TILLEG AF MINE BRØDRES OG EN ANDEN KIER VENS PSALMER, SOM TIL DEELS I DE FORRIGE OPLAG HAVE VÆRET INDFØRTE IBLANT DE ANDRE I DENNE PSALME-BOG, MEN FINDES NU HER TRYKTE FOR SIG SELV.

400

Et lidet Tilleg medtages som led af »Troens rare Klenodie«; men da salmerne ikke er af H. A. Brorson, gives der ikke synderlig kommentar. Forfatterne er N. B., Nicolai Brorson, H. A. Brorsons ældste broder (1690-1757), sognepræst i Bedsted (1716-35), slotspræst i Frederiksborg (1735-38), sognepræst ved Nikolaj kirke i København (1738-57), B. B., Broder Brorson, H. A. Brorsons næstældste broder (1692-1778), rektor i Lemvig (1719-22), sognepræst i Mjolden (1722-36), stiftsprovst i Ribe (1736-37), biskop i Ålborg (1737-78), samt Th. H., formentlig Thomas Hansen, teologisk kandidat, død 1737 som informator ved vajsenhuset i København, se 1. Bind, s. XI.

401

1. En Advents-Psalme.

Nr. 275.

Mel. Folie d' Espagne.

Raaber, ach! raabe enhver, som kand raabe!
Raaber: Hosanna med glæde og sang!
Raaber saa længe som hiertet kand haabe,
Raaber, halleluja tusinde gang!

2. Raaber Hosanna min JEsu til ære!
Raaber: du deylige Zion, gak ud.
Raaber, min JEsu! din bruud jeg vil være,
Raaber, her kommer den saligste Gud.

3. Raaber, I præster! ach baner Guds veye,
Raaber, I herrer! min HErre jeg seer,
Raaber, ach! kunde jeg JEsum kun eye!
Raaber, jeg alting da agter som leer.

4. Raaber, I høye! I aabnede porte.
Raaber, I lave! vor tag ey forsmaa.
Raaber, ach glæde! al feyde er borte.
Raaber: til JEsum vi samtlig vil gaae.

5. Raaber, I ringe! jeg alting har funden,
Raaber: i JEsu al ære jeg har,
Raaber, I syge! min bræk er forsvunden,
Raaber: al sagen ved JEsum er klar.

6. Raaber, I gamle! Hosanna til lykke!
Raaber: al lykke kong Salomon skee!
Raaber, ach JEsu! ach! JEsu, mig smykke!
Raaber, om andre end spotte og lee.

* * * 402

7. Raaber, I unge! vil satan end briste,
Raaber: du lille sagtmodige lam!
Raaber: min JEsum jeg aldrig vil miste,
Raaber: hvad agter jeg menniskens skam?

8. Raaber, I kiere Gud-elskende hierter!
Raaber: min JEsum jeg haver i favn,
Raaber og længes med tusinde smerter,
Raaber i HErrens velsignede navn!

9. Raaber! ach raabe enhver, som kand raabe,
Raaber: Hosanna med glæde og sang!
Raaber saa længe som hiertet kand haabe,
Amen! halleluja tusinde gang.

N. B.

2. En Jule-Psalme.

Nr. 276.

Mel. Jeg beder dig, Fader etc.

Op, hierte, op med fryde-skriig,
Lad freds basuner høres,
Gud Faders Søn af himmerig
Er kommen ned til mig,
Som os saa yndelig
Ved Engle-sang kundgiøres.

2. Den tiid Augustus lod med skat
Guds eget folk besvære,
Der var af hver forhadt, forladt,
Da kom den salig nat,
Som var bestemt og sat
Til alle dages ære.

* * * * 403

3. Men verden var af satan lagt
I evig trældoms fængsel,
Saa var det nu vor JEsu agt,
At rive os med magt
Af satans vold og pagt
Og evig siele-trængsel.

4. Derfore vi af Engle faaer
Den frydesang at høre
Om saadan fred, som overgaaer
Hvad vid og sands forstaaer,
Som JEsu blod og saar
Til lyset skulde føre.

5. Velkommen da, livsalig noer,
Fra himlens lyse sale,
Fra evig glædes fryd og flor
Til denne syndig jord,
Til pine, spot og mord
I disse græde-dale.

6. Men agt, min siel! hans ringe pragt,
Hand, som al verden raader
Med Majestætisk Guddoms magt,
Er her i palter lagt,
Som ned til os har bragt
Saa mange tusind naader.

7. Ach! Gud, jeg seer dit leye paa
Med bitter graad i øye,
Kand du ey bedre senge faae,
End at du skal med straae
I staldens mørke vraae
Dig, JEsu! lade nøye.

* * * 404

8. Det kalder jeg en kierlighed,
At JEsus vilde stige
Til os i saadan jammer ned,
Og verdens skændsel leed,
For os at giøre ved
Sin armod evig rige.

9. Saa maatte jo hver draabe blod
I mig forbandet være,
Der ey i andagts lue stod,
Mens JEsus er saa god,
Af inderst hierte-rod
Ham dagligen at ære.

10. Ja, JEsu, jeg og veyen veed,
Hvor jeg skal til dig komme,
Du lagdes jo i hulen ned,
Saa veed jeg god beskeed,
At jeg i ydmyghed
Mig skal til jorden krumme.

11. O! Frelsermand, hvad est du kiøn,
Jeg dig i favn vil tage,
O brudgom! meer end tusend skiøn,
Gud Faders egen Søn,
O lad min graad og bøn
I troen dig behage!

12. Ach du mit hiertes rosen-blad,
Min siel i længsels lue
Saa piinlig ønsker, at den sad
Blant englerne i rad,
Og kunde der saa glad
Sin JEsum altid skue.

* * * 405

13. De himmel-søde frelses ord,
Jeg fik i dag at høre
Af englernes livsalig choer
Om dig, mit hiertes noer,
Skal op fra denne jord
Mit sind til himlen føre.

14. Far vel! og viid, o! verden, at
Du mig ey meer kand tiene,
Til himlen er mit ønske sat;
Al verdens lyst god nat,
I himlen er min skat,
Ham elsker jeg allene.

15. Naar da min arme krop eengang
I dødsens nat skal sove,
Skal sielen i Guds helgens rang
Blant engle-stemmers klang
Med evig jule-sang
Sin JEsum altid love.

16. Lys over Kongen naadelig
Din fred fra himlens sæde,
Hans gandske hierte fryde sig,
O! Davids Søn! i dig,
Og giør ham stærk og riig
I Aandens fryd og glæde!

17. Vor Konges Huus og gandske land
Guds søde fred befæste,
At hver udi sit sted og stand
Af hiertet skiønne kand,
Hvad du, o! Frelsermand!
Har giort for vores beste.

18. Din naade, som en himmel-skye
Og Hermons dug, udbrede
Sig stedse over denne bye,

13, 1: frelses] frelsers J2. 6-7. 13, 3: englernes] englenes J2-3. 15, 2: dødsens] dødens J6-7. 16, 1: lys] lius J2-3.

406

At vi maae synden flye,
Og dermed ey paa ny
Opirre dig til vrede.

19. Løft nu, min siel! din stemme saa
Høyt op i frydens tone,
At der, hvor de udvalde staae
Med ærens krone paa,
Din sang og høres maa
For JEsu Christi throne.

20. Gud, som udi det høye boer,
Vi prise allesammen,
Som sendte ned paa denne jord
Sin Søn med livsens ord,
At hvo, som paa ham troer,
Skal blive salig, Amen.

B. B.

3. Passions-Psalmer.

Nr. 277.

Mel. Som en hiort med tørst.

Ach! hvorledes skal jeg skue
Alles liv at være død?
Livets søde himmel-drue
At behøve jordens skiød?
Guds og alle englers lyst,
Alle arme syndres trøst,
Udi graven at nedsettes?
Aldrig det af mig forgiettes.

2. Jeg vil og i flokken træde
I din lige-skare ind,

* * * 407

Og i sørge-dragt mig klæde,
Sørge udi siel og sind;
Daane udaf hierte-vee;
Græde, skiønt enhver vil lee;
Sette mig hos havens side,
Til jeg faaer din grav at vide.

3. Saa vil jeg beskue nøye,
Hvor man dig vil legge ned,
Siden gaae for hver mands øye
Til dig i dit hvile-sted;
Og besee det hierte-lag,
Som har dreven denne sag
For mig, at hans eget hierte
Brast i dødens vee og smerte.

4. Denne sag den burde tegnes
Ind i hiertets dybe rod,
Og af alle bør at regnes,
Som vi nu hos graven stod,
Og besaae hans jorde-færd,
Alle tage sig det nær,
Hvorfor skal den mørke hule
Dog saa kier en Frelser skiule?

5. Jeg og du er aarsag bleven,
At Guds eget hierte-blad
Blev ham som af brystet reven,
Til at gaae i dødens bad;
For vor synd og skidenhed,
Og for Gud hand var saa vred,
Derfor kom hand ned at lide,
For vor salighed at stride.

6. Denne sag er uden lige,
For fornuften alt for stor,

* * * 408

Hvordan Gud af himmerige
Vilde gaae i dette mord.
Kierlighed var demant-haard,
Agtet intet blodigt saar,
Ingen marter, ingen smerte
Kunde skrekke hendes hierte.

7. Seer den milde siele-hyrde
Brænde udaf kierlighed;
Hand sig lader gierne myrde,
Og i graven legge ned.
Kand hand kun vor frelse faae,
Ja, saa vil hand gierne gaae
Giennem helveds vee og svie,
Og dog blive ved at tie.

8. Døden selv ham ey fortryder;
O! hvad har hand verden kier;
Kierlighed hans hierte bryder,
Det er nok forundring værd:
O! hvor blev hand spendt og strakt!
Og paa pinebænken lagt,
Hvor det dyre blod har runden,
Førend hand fik overvunden.

9. O! hvor høyt man skulde agte
JEsu marter, død og blod,
Hvor veemodelig betragte
Den med graad, med bøn og bod;
Men der findes dog saa faa,
Som vil i hans fodspor gaae;
Faa vil følge JEsu lære,
Og dog sande christne være.

10. Hører! lader eder raade!
Under saligheds forliis;

* * * 409

Regner ikke JEsu naade
Mere for saa liden priis:
Slipper verdens skidne lyst;
Følger JEsu søde røst;
Beder, hand sig vil forbarme;
Favner ham i troens arme.

11. O! hvor sød og rosen-yndig
Er vor JEsu dyre død,
O! hvor liflig, kraftig, fyndig,
Naar man er i siele-nød;
Og da fuld forløsning faaer
Ved vor JEsu blod og saar,
Det er ret et himmerige,
Som har aldrig havt sin lige.

12. Gid mit hierte var en kilde
Fuld af længsel, suk og graad,
At jeg kunde aarle, silde
Have troens øye vaad;
Og i hvor jeg gaaer og staaer,
Holde mig til dine saar,
Til min korte tiid er omme,
Og jeg siden hiem kand komme.

13. Saa er graven al min glæde,
Hvor jeg ret skal hvile mig:
Saa vil jeg ey mere græde,
For at man begraver dig;
Thi du blevst dog ikke død,
Men kun dødens porte brød,
Og opslugte hendes mørke
Ved din guddoms kraft og styrke.

Th. H.

* * *
410

Nr. 278.

Mel. I JEsu Navn skal al vor etc.

I JEsu saar
Er al min salighed,
Naar hiertet spaaer
Mig ilde, hvor jeg gaaer,
Det er al den deel jeg veed:
At JEsus gaf
Sig selv for verdens straf,
I dødens haarde band,
Og blev vor Frelsermand,
Ingen synd er nu saa stoer,
Naar man kun paa JEsum troer,
At den jo forlades kand.

2. I JEsu blod
Jeg senker hiertet ned,
Og for hans fod
Vil giøre hiertens bod;
Hand vil for min skidenhed,
Som jeg har giort,
Mig ikke vise bort,
Hans blod det svarer: ney,
Vil jeg paa bedrings vey
Kun til hannem løbe hen,
Er hand mild og god igien,
Og fortryder paa mig ey.

3. I JEsu død,
Og al den deel hand leed,
Jeg i min nød
Og hiertets haarde stød
Seer, at Gud er ikke vreed.
Jeg derfor gaaer
Til JEsum ind, og faaer

* * * 411

Fuldkommen vished paa,
At jeg kand naade faae;
Thi min JEsu død og blod
Giør min gandske jammer god,
Hvorfor vil jeg bange gaae?

4. I JEsu graf
Og i hans hvile-sted
Er al min straf,
Som i et afgrunds-haf,
Ret til grunde sunken ned.
Gud være lov,
Alt hvad jeg har behov
Har jeg i Jesu alt,
Som haver mig udvaldt
Ved hans pine til hans bruud,
Trods naar satan leer mig ud,
Hand har al min gield betalt.

Th. H.

4. Om Gelassenhed eller Hiertets Hengivenhed i Guds Villie.

Nr. 279.

Mel. Dagen viger og gaaer bort.

Halleluja tusind gang,
Aldrig har jeg nogen trang,
Thi mit kors kun driver mig
Til min JEsum kraftelig.

2. Til dig, JEsu! hvor jeg gaaer,
Sidder, ligger eller staaer,

* * * * * 412

Er min længsel idelig;
Thi din død forløste mig.

3. Vil du, jeg skal takke af,
Bæres til den mørke graf
Bort fra denne jammerdal,
Vel! jeg reyser, naar jeg skal.

4. Hiertelig jeg glædes vil,
Naar jeg prægtig føres til
Himlens slot og herlighed;
Thi jeg er af verden keed.

5. Ach! hvor salig, ach! hvor glad
Skal jeg udi engle-rad
Frydens gyldne cither slaae!
Ach hvor deylig skal det gaae.

6. Hos det glar-haf skal jeg see
Tolv gang tolv gang tusinde
Jomfruer, som Mosis sang
Synge blant Guds harpers klang.

7. Jeg og i Guds høye sal
Da med mund og hierte skal
Stemme an paa engle-viis:
JEsu, JEsu evig priis!

8. Da mit liv har skik og fynd,
Og er uden død og synd,
Derfor er min daglig sang:
Halleluja tusind gang.

N. B.

* * *
413

Nr. 280.

Mel. JEsus, JEsus, nichts als JEsus.

Hvor skal jeg vel lindring finde
I min store nød og trang?
Mon jeg vel og nogensinde
Bliver ret til freds eengang?
Ja, der fordres kun dertil:
At jeg vil hvad JEsus vil.

2. Ham jeg derfor ene giver
Al den ting jeg af ham har,
Ham jeg evig mig forskriver,
Ingen ting er mig saa rar,
Som jeg jo vil sette til,
Ham til ære, naar hand vil.

3. Synes noget til min baade,
Og det er ham ikke med,
Vil jeg nøyes, som hans naade
Selv vil have mig af sted:
Jeg vil lide taalig til
Døden, hvad min JEsus vil.

4. Alt hvad JEsus vil fuldføre
I, ved og paa mig, min Gud!
At jeg saa maa troe og giøre,
Som der fordres i hans bud,
Altid reyse-færdig til
Døden, naar og hvor hand vil.

* * * 414

5. Døe mit eget sind og ville;
Stive hierte! brist i toe,
At min siel herefter stille
Kand i JEsu arme roe.
Gaaer det baade fra og til,
Lad det gaae, som JEsus vil.

6. Din, min JEsu! vil jeg blive,
Min du blive skal igien,
Alting vil jeg gierne give
Uden dig, min JEsu! hen.
Alting hører mig da til,
Naar jeg vil, hvad JEsus vil.

7. Derfor riigdom, lyst og ære,
Sundhed, velstand, liv og blod,
Og hvad ellers kiert kand være,
Legger jeg for JEsu fod;
Tag det, naar dig synes til,
Alting, som min JEsus vil.

8. O! hvad er det dog en naade,
O, hvor salig er den stand,
At de sande christne baade
Korset har og elske kand,
Hvile sødt i JEsu skiød,
Vel til freds i liv og død.

9. Tak min milde, søde, fromme,
Dyrebare Frelsermand;
Tak fordi du lod mig komme
Ind i saadan liflig stand,
At jeg siger Amen til
Al den ting, som JEsus vil.

10. Amen, JEsus hand skal raade etc.
See den sidste Psalme.

N. B.

* 415

5. Om Bestandighed og Fremvext i Troen.

Nr. 281.

Mel. Sorrig og glæde de vandre til hobe.

JEsus. Aab. 2, 7.

Den, som der vinder, skal æde de søde
Frugter, som midt i Guds paradiis groer.
Ingen slags død eller jammer skal møde
Den paa mig stedse og hiertelig troer,
Qvægende saft,
Styrke og kraft
Gives den, seyren i døden har haft.

Sielen.

2. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
Ofte jeg strider med skrøbelig magt,
See, hvor kand synden mig hænderne binde,
At jeg i striden er næsten forsagt,
Frelsere bliid!
Føer du min striid!
At jeg kand vinde i angestens tiid.

JEsus. v. 11.

3. Den, som der vinder, tør ikke forsage,
Ingen skal nogen tiid skade hans siel,
Trods, at den anden død skulde den plage,
Som før har fegtet saa mandig og vel!
Hiertet skal lee,
Øyet skal see
Mig, som ham frelste af alle slags vee.

Sielen.

4. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
Lidet formaaer kun min skrøbelig troe,

* * * 416

Om ey din naade, som solen, vil rinde
Op i mit hiertes formørkede boe.
Mørket fordriv!
Synden giør stiv!
Gudsfrygt opvarme mit hierte og liv!

JEsus. v. 17.

5. Den, som der vinder, jeg giver at æde
Manna, som udi Guds ark er henlagt,
Saa og forsikring paa himlenes glæde,
Om hand den hvide steen tager i agt,
Hvo, som den faaer,
Eene forstaaer
Det navn, som alle Guds kæmper attraaer.

Sielen.

6. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
Verden sit kiødelig manna og strøer,
Hvorudi satans forgift er at finde,
Hvorved saa mangen en siel saa hendøer;
JEsu, mig kryst
Saa tit dit bryst,
At du for alting est ene min lyst.

JEsus. v. 26 etc.

7. Den, som der vinder, og striden fuldender,
Holder min gierning og bliver mig troe,
Jern hand skal føre, som riset i hænder,
Støde de onde, som potter, i toe,
Knuse dem smaae,
Slide og slaae,
Mens der er noget at hevne sig paa.

Sielen.

8. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
Giør du min christendom lutter og reen!

* * * 417

Alt det, som hedensk er, af mine sinde
Driv og bortryd hver forargelses steen!
Rens du i grund
Hierte og mund!
Giør mig i troen retsindig og sund!

JEsus. Cap. 3, 5.

9. Den, som der vinder, skal klædes med hvide
Stikkede klæder og finde sit navn
Skrevet i livets bog; hvo tør vel slide
Den af min haand, som mig haver i favn?
Stedse hand skal
Meer end christal
Skinne i himlens den deyligste sal.

Sielen.

10. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
See, hvad min kiortel er skiden og fuul,
Lad min forvendte indbildning forsvinde!
Thi for dig er der jo intet i skiul;
Toe du mig saa,
At jeg og maa
For dig i saligheds klæder bestaae.

JEsus. v. 12.

11. Den, som der vinder, bestandig skal blive
I min Guds tempel en pillere stærk,
Der jeg tre deylige navne vil skrive:
Stadens og Guds og mit nye navn vel merk:
Kæmpe, hold ud!
Jeg er din Gud,
Du est min borger, min daatter, min bruud.

Sielen.

12. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
See, hvor let tabes mit hierte og mod,

* * * 418

Styrke og naade er hos dig at finde,
Al min mundering er, JEsu, dit blod:
Trods da alt, hvad
Fnyser af had!
Dit blod mig, o! JEsu! giør modig og glad.

JEsus. v. 21.

13. Den, som der vinder, skal have den ære,
At hand beklæder min herligheds stoel.
Her hand i korset mit billed maa bære,
Der skal hand glimre som himlenes soel,
Himlenes boe
Fører ham roe,
Derfor striid tapper, standhaftig og troe.

Sielen.

14. Hielp mig, o! sødeste JEsu! at vinde,
Fiendernes mængde staaer mod mig paa luur,
Dievelen, verden og hendes gudinde,
Kiød og blod, som er min onde natur;
Jag dem nu hen!
Jeg er igien,
Christe! din, du og min sødeste ven.

N. B.

* * *
419

6. Om det evige Liv og Salighed.

Nr. 282.

Mel. Eya! mit Hierte ret etc.

Den elskte (a) Jerusalems (b) længsel (c) mig nøder at ile
Til JEsum, som duen (d) til Noa i arken at hvile;
Ach havde jeg vinger, (e)
Som ørnen sig svinger!
Jeg vilde opfare (f) fra alt hvad mig tvinger (g) og stinger.

2. Kom skiønneste, yndigste, sødeste, saligste time, (h)
Af attraa til JEsum jeg færdig nu er at besvime; (i)
Jeg ligger i dvale,
Gud ikke forhale (k)
Den time, da jeg dig min aand skal befale (l) og tale. (m)

3. Da jeg udi øyeblik skal iblant englernes skare
Med gloende heste og vogne til himlen opfare; (n)
Thi JEsus mig kiender, (o)
Mit aag hand fraspender, (p)
De engle, som mig og skal bære paa hænder, (q) hand sender. (r)

4. Den store Guds bolig, det prægtigste slot i det høye, (s)
Mig portene (t) aabner, hvorefter jeg længe med møye (u)
Har løbet og higet,

(a) Apoc. 20, 9. (b) Heb. 12, 22. (c) Ps. 63, 2. 2 Cor. 5, 2. (d) Gen. 8, 9. (e) Ps. 55, 7. (f) Es. 40, 31. (g) Ps. 55, 4. Rom. 7, 23. 2 Pet. 2, 7. 8. (h) Matth. 24, 42-47. Luc. 12, 35-40. (i) Cant. 5, 8. (k) Ps. 70, 2. (1) Ps. 31, 6. Luc. 23, 46. Act. 7, 59. (m) Matth. 25, 34. Luc. 19, 30. (n) 2 Reg. 2, 11. (o) Matth. 7, 23. 2. Tim. 2, 19. (p) Luc. 2, 29. Phil. 1, 23. (q) Ps. 91, 11. 12. Luc. 16, 22. (r) Hebr. 1, 14. (s) Apoc. 21, 10. &c. (t) Apoc. 21, 12 (u) Phil. 2, 12.

* * * * 420

Ja dagligen kriget, (v)
Til Gud mig har evig, som aldrig har sviget, (x) beriget. (y)

5. See gulven, (z) hvor deylig den glimrer i englenes stue
Af guldet, der skinner, som ildens den klareste lue;
De spillende rene
Og ædele stene
Dens mure, (a) og perler dens porte (b) allene betiene.

6. Her finder jeg for mig min salige hustrue (venner) og andre (c)
Gudfrygtige siele, hvis glæde kand ingen forandre. (d)
De Martyrers klare
Guld-kronede skare (e)
Gud priser, og alle foruden al fare kand svare. (f)

7. Ach glæde! ach sødeste glæde mig gandske beringer, (g)
Hosanna og evig halleluja (h) frydelig klinger,
Her harperne (i) røres,
Og sangerne (k) høres,
Ja alt, hvad formerer min glæde, fremføres og giøres.

8. Mit hoved en krone (l) af funklende røde rubiner
Bepryder, i silke (m) og stikkede (n) klæder jeg triner
Med palmer i hænder, (o)
Og hvor jeg mig vender,
Mig himlenes salige siele omspender (p) og kiender. (q)

(v) Ps. 42, 2. 3. Ps. 119, 60. 1 Cor. 9, 24-26. Phil. 3, 14. (x) Ps. 146, 6. (y) Matth. 19, 29. (z) Apoc. 21, 21. (a) Apoc. 21, 18-20. (b) Cap. 21, 21. (c) 2 Sam. 12, 23. (d) Es. 35, 10. Joh. 16, 22. (e) Apoc. 7, 9-15. (f) Apoc. 5, 8. 14. Cap. 19, 1-6. (g) Ps. 16, 11. (h) Apoc. 5, 11-13. Cap. 7, 9-12. Cap. 19, 1-7. (i) Apoc. 5, 8. Cap. 14, 2. Cap. 15, 2. (k) Cap. 5, 9. &c. Cap. 14, 3. Cap. 15, 3. (l) 2 Tim. 4, 8. Jac. 1, 12. 1 Petr. 5, 4. (m) Apoc. 19, 8. (n) Ps. 45, 15. (o) Apoc. 7, 9. (p) Hebr. 12, 22. 23. (q) Matth. 17, 4.

* * * 421

9. Her seer man de helgenes legemer smukke og mange,
Som mange gang tusinde, tusinde sole at prange, (r)
Som skyggen bortviger,
Naar solen fremkiger,
Saa seer man, de jordiske gyldene riger bortviger.

10. Hvo kand vel beskrive Guds viisdoms(s) og helligheds gaver, (t)
Vellysternes strømme (u) og andet hvad sielen den haver?
Ey hierte og tanke,
Ey øynene blanke, (v)
Ey ørne, hvad udi Guds rige skal vanke, kand sanke.

11. For alting at skue Guds blideste ansigt, husvaler, (x)
Hvis lifligste skiønhed sig ziirlig i sielene maler,
Som solen kand nøye
Foruden al møye
Sit deylige billed' det tindrende øye tilføye. (y)

12. Som moderen (z) barnet, mig JEsus med favnetag møder,
Ach yndigste sødhed! min JEsus mig alting forsøder, (a)
Hvor glæden den flyder, (b)
Som havet udbryder,
Hvor JEsus mig kroner, (c) mig kysser, (d) mig pryder (e) og fryder. (f)

13. Bort derfor al vellyst, (g) bort verdens opsvolmende ære, (h)
Bort mammon, som menniskens kræfter saa ilde fortære, (i)
Min riigdom (k) og glæde, (l)

(r) Matth. 13, 43. Cap. 17, 2. Dan. 12, 3. 1 Cor. 15, 40. Phil. 3, 21. (s) 1 Cor. 13, 12. (t) 1 Cor. 13, 13. Cap. 15, 49. Apoc. 19, 8. (u) Ps. 36, 9. (v) 1 Cor. 2, 9. (x) Ps. 17, 15. 1 Cor. 13, 12. 1 Joh. 3, 2. (y) 2 Cor. 3, 18. 1 Cor. 15, 49. Apoc. 19, 8. (z) Es. 66, 13. (a) Cant. 5, 10-16. (b) Es. 35, 10. (c) 2 Tim. 4, 8. (d) Cant. 1, 2. Cap. 5, 16. (e) Apoc. 19, 8. (f) Matth. 25, 21. 23. (g) 2 Pet. 2, 13. 1 Joh. 2, 15.16. (h) Joh. 15, 2. (i) Matth. 6, 24. Ps. 39, 7. (k) Matth. 6, 21. (l) Matth. 25, 23.

* * * 422

Min herligheds sæde, (m)
At være hos JEsum, hvor englerne qvæde, (n) til stede.

14. I gierning (o) jeg finder Apostelen sandhed at tale:
Jeg slutter, (p) at dette livs korte piinagtigheds qvale
Ey noget kand veye (q)
Mod himlen at eye,
Om verden end holder os for det, de pleye udfeye. (r)

15. Syng Amen, (s) mit hierte! syng Amen, mit inderste hierte!
I himlenes salighed endes din vaade og smerte, (t)
Gud lad os tilsammen
I glæde og gammen,
Som Christi bruud prunke med himmelske brammen, (u) syng Amen.

N. B.

7. En Beslutnings-Psalme.

Nr. 283.

Mel. JEsus, JEsus, nichts als JEsus.

Amen! JEsus hand skal raade, (a)
Amen er hans aand (b) og ord, (c)

(m) Matth. 19, 28. Apoc. 3, 21. (n) Apoc. 14, 2. 3. (o) Act. 10, 34. (p) Rom. 8, 18. (q) 2 Cor. 4, 17. (r) 1 Cor. 4, 13. (s) Neh. 8, 6. Jer. 28, 6. Apoc. 19, 4. (t) Luc. 16, 25. Sap. 3, 1. (u) vide v. 8. (a) Act. 21, 14. (b) Joh. 16, 13. (c) Joh. 17, 17. 2 Cor. 1, 20.

* * * * * * 423

Amen er hans kraft (d) og naade, (e)
Amen er hans daab (f) og bord, (g)
Amen er hans liv (h) og død, (i)
Amen! hvad er JEsus sød! (k)

2. Amen! JEsu min anfører! (l)
Amen er din himmel-fart. (m)
Amen, sandhed mig frigiører, (n)
Amen er GUds løfters art, (o)
Amen! JEsu! kom hid ind! (p)
Amen er dit navn (q) og sind. (r)

3. Amen! haabet ey beskæmmer, (s)
Amen! troen er min seyr, (t)
Amen! kierlighed istemmer:
Amen i de frommes leyr, (u)
Amen i GUds søde roe, (v)
Amen! her er got at boe. (x)

4. Amen! her er ingen fare, (y)
Amen! borte er min sorg, (z)
Amen selv skal mig forsvare, (aa)
Amen Jesus er min borg, (bb)
Amen er min beste ven, (cc)
Amen er i himmelen. (dd)

5. Amen! jeg til himlen farer, (ee)
Amen, alting er bereed, (ff)

(d) 2 Pet 1, 3. Eph. 6, 10. (e) 2 Cor. 13, 13. 2 Tim. 2, 1. Act. 4, 33. (f) Joh. 3, 5. (g) 1 Cor. 11, 23. Joh. 6, 53. (h) Luc. 24, 34. Act. 4, 33. 1 Cor. 15, 3-5. (i) Rom. 5, 10. Apoc. 1, 18. (k) Cant. 3, 3-5. Cap. 5, 16. (l) Ps. 48, 15. Rom. 5, 2. 1 Pet. 3, 18. (m) Ps. 47, 6. Act. 1, 9-11. (n) Joh. 8, 32. (o) 2 Cor. 1, 20. (p) Apoc. 22, 17. (q) Apoc. 3, 14. (r) 2 Cor. 1, 19. (s) Rom. 5, 5. (t) 1 Joh. 5, 4. (u) Ps. 72, 19. 118, 15. (v) Ps. 4, 9. Matth. 11, 29. Cant. 2, 3. (x) Matth. 17, 4. (y) Es. 65, 16. Rom. 8, 31. (z) Ps. 4, 8. 1 Sam. 2, 1. (aa) Es. 41, 10. Ps. 46, 2-6. Ps. 62, 7. 8. (bb) Ps. 18, 3. Prov. 18, 10. (cc) Cant. 5, 8-16. (dd) Col. 3, 1. (ee) Es. 40, 31. Phil. 3, 14. (ff) Matth. 22, 4.

* * * 424

Amen synge Engleskarer, (gg)
Amen i al evighed, (hh)
Amen høyt skal skingre da, (ii)
Amen og Hallelujah. (kk)

6. Amen raabe hver en tunge, (ll)
Amen er min himmel-sang, (mm)
Amen skal jeg evig siunge,
Amen blant GUds harpers klang, (nn)
Amen! her er livsens flod, (oo)
Amen! ach! hvad GUd er god. (pp)

7. Amen siger nu tilsammen, (qq)
Amen! HErren giøre saa! (rr)
Amen! JEsu! svar nu amen,
Amen er dit segl herpaa, (ss)
Amen! siig, kom i min favn, (tt)
Amen! ja i JEsu navn. (uu)

N. B.

(gg) Apoc. 5, 11. c. 7, 11. (hh) 1 Paral. 16, 36. Apoc. 7, 12. (ii) Apoc. 7, 10. Es. 6, 4. Apoc 14, 2. (kk) Ps. 106, 48. Apoc. 19, 4. (ll) Neh. 8, 7. Ps. 35, 27. (mm) Apoc. 7, 12. (nn) Apoc. 14, 2. (oo) Apoc. 21, 6. c. 22, 1. (pp) Apoc. 21, 3. 4. 22-24. (qq) 1 Par. 16, 36. Ps. 106, 48. (rr) 1 Reg. 1, 36. Jer. 28, 6. (ss) Matth. 6, 13. Joh. 3, 33. (tt) Apoc. 22, 20. (uu) Joh. 16, 23.

*
425

REGISTER

Nr.
Ach hvad er man dog i JEsu 234
Ach! hvad er man uden JEsu 233
Ach! hvorledes skal jeg skue 277
Ach! kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke 159
Ach! maatte hun sin JEsum skue 170
Ach! seer dog, hvilken kierlighed 224
Al priis og lof og ære bør 269
Aldrig kand jeg sige 146
Allerstørste præst, som dig 177
Allevegne hvor jeg vanker 247
Amen! JEsus hand skal raade 283
Armod volder mig at skrige 211
At livet blev til sinds 240
Bort I kiødelige tanker 242
Bort verden af mit sind og øye 162
De ord, som du mig lader høre 136
Den elskte Jerusalems længsel 282
Den gamle Adams sind 260
Den onde leve-maade 165
Den sagte bevægelses liflige vind 243
Den siel, som GUd i sandhed kiender 264
Den snevre vey er bred nok til GUds rige 166
Den, som der vinder, skal æde 281
Den tiid gaaer an, som JEsus 248
Den troe, som JEsum favner 192
Den vey, du gikst i kors og trang 169
Den vey gaaer vist til himmerige 197
Den ypperligste vey 185
Det er den daglig trøst, hvormed 155
Det er et lifligt ord 134
Det koster ey for megen striid 202
Det koster meer, end man for først betænker 221
Det koster megen kamp og striid 201
Dig, dig, min HErre, vil jeg prise 135
Du arme støv og jord 246
Du est allene, store GUd! 152
Du est allene værd, o Gud for alle guder 153
Du folk, som christne kaldes vil 141
Du hiertens fryd for rene sinde 191
Du skenker mig dig selv 175
Een draabe kun at smage 253
Eet er nødigt, dette ene 168 426
Nr.
En christen har et kæmpe-mood 200
Er det saaledes, eller skeer 254
Er jeg da her allene vild og fremmet? 209
Falder paa dig modgangs hede 140
Far dog fort! far dog fort! 207
Far her ud, urene aand! 189
Flye, min aand, og bryd med styrke 190
Frisk op beklemte sind! 206
Giv dig, min kiere siel, til roe 139
GUds riges evangelium 131
Halleluja! jeg har min JEsum funden 218
Halleluja tusind gang 279
Her løber jeg i blinde 208
Hvad er din herlighed dog stor 235
Hvad ere de christne dog 245
Hvad fattes mig? hvi er jeg dog 214
Hvad skader dig, min aand 217
Hvem der havde dog forlaaret 238
Hvo er denne fyrste-datter 237
Hvo vil med til himmerige 164
Hvor GUd mig fører, gaaer jeg glad 265
Hvor lystig, sød og yndig 133
Hvor seer det ud i verdens ørk 187
Hvor skal jeg vel lindring finde 280
Hører dog, I christne-lande! 271
I Christo har jeg livet 272
I HErrens udvalde, som hellighed øve 188
I JEsu saar er al min salighed 278
I jomfruer, I kloge 252
I lemmer, hvis hoved 222
I morgen skal mit bryllup staae 145
I prægtige himle og jorden tillige! 158
I siele, som igien saa ilde 142
I sikre folk paa jorden! 255
I sinde, som finde ey hvile 266
Jammer har mig plat omgivet 210
Jeg er den eene alvise stærke GUd 130
Jeg er GUds Jedidijah 225
Jeg er rede til at bede 138
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer 156
JEsu al min fryd og ære 216
JEsu, du min lyst i live 178
JEsu! hvor er livets kilde? 212
JEsu! naar jeg sindet ned 231
JEsum, JEsum, JEsum sigter 176
Kommer, hvo vil viisdom lære! 163
Kun frisk derind! 198
Loven er et helligt bud 129
Lær mig, hvordan jeg skal dig, JEsu, finde 180 427
Nr.
Meer end himmel-søde 241
Min brudgom, den liflige 239
Min christen, er dit kors saa svart 196
Min død er mig til gode 273
Min JEsu! mit lives livsaligste brynd 157
Min JEsu, søde siele-lyst! 171
Min JEsum vil jeg, intet meer 236
Min JEsus hand er min begyndelse og ende 160
Min nok beklemte aand! 183
Min siel, hvo vilde være 167
Mit hierte skal brænde som offer i ilden 270
Nu da til lykke 219
Nu derfor maa du dog ey plat 199
Nu, GUd skee lof, at stunden 249
Nu! jeg har vunden 274
Nærmer kun eder, spot, jammer og nød 203
O de siele, de allene 226
O du, den jeg længes efter 244
O GUd! mit lives fader! vilt 151
O GUd, som tiden vender 261
O havde jeg dog tusind tunger 267
O hvad er det en herre-stand 143
O hvilken ære 229
O hvor rigtig, o hvor vigtig 232
O hvor yndigt og hvor fyndigt 228
O JEsu! min brudgom! livsaligste ven 172
O menniske, som troer og veed 259
O siel! hvor blev de gode ord 144
O siel, som daglig glad og sund 150
O slagtet lam! som dødens stærke strikker 223
O søde naade-stand! 230
O vaager op af verdens drømme 215
Op alle folk paa denne jord 132
Op, hierte, op med fryde-skriig 276
Op I christne! ruster eder! 205
Op og smyk dig, siel! med glæde 148
Op! op! at møde 263
Op! op! I folk paa jordens kreds 251
Op! op! min aand, fra hele verdens rige 268
Op! vaag og beed 213
Paa JEsu død og blodig saar 258
Raaber, ach! raabe enhver 275
Roe er sielens beste skat 184
Saa gaaer nu sielens høytid an 149
Saa kom, forønskte dødens stund 250
See, dagen bryder frem med magt 256
Skal kierlighed sin prøve staae 186
Staa fast, min siel! staa fast 220
Stille er min siel til GUd 182
Syndre! hvad er klokken slagen? 262
Synes det i kors og pine 154 428
Nr.
Syng, hierte! syng en aften-sang 257
Sørger du endnu, min siel 181
Taalmodighed behøves 173
Vel den! der veed, i JEsu navn 137
Vil du have roe min siel 161
Vil du til HErrens alter gaae 147
Vor GUd er tro i liv og død 195
Vor troe kand giennem alle baand 204
Vor trængsel, hvor besværlig 193
Vort kors giør sure miner 194
Vær i korset troe og stille 174
Vær lystig i HErren 227
Vær trøstig, mit hierte, bedrøv dig ey meer 179

429

TYSKE SALMER

som findes oversatte i »Troens rare Klenodie«

(1.-2. bind i nærværende udgave)

Nr.
Ach alles, was himmel und erden umschliesset 158
Ach! dasz ein jeder nähm' in acht 22
Ach möcht' ich meinen JEsum senen 170
Ach sagt mir nichts von gold und schätzen 162
Ach! sehet, welche lieb' und gnad' 224
Ach! was sind wir in dir JEsu 234
Ach! was sind wir ohne JEsu 233
Ach! wenn ich mich doch könnt' in JEsu liebe sencken 159
Ach wunder-grosser sieges-held 56
Allenthalben wo ich gehe 247
Auf! auf! mein geist! und du, o mein gemühte 268
Auf! auf! und lass't uns wachsam seyn 251
Auf! auf! weil der tag erschienen 3
Auf diesen tag bedencken wir 55
Auf! hinauf zu deiner freude 123
Auf! ihr christen, Christi glieder 205
Bin ich allein ein frembdling hier auf erden 209
Bist du, seele! noch betrübt 181
Brich durch! mein angefochtnes hertz 28
Brunnquell aller güter 65
Christus der ist mein leben 272-73
Das ist ein theures wort 134
Das JEsulein kan keine herberg' finden 13
Den des Vaters sinn gebohren 44
Der glaube bricht durch stahl und stein 204
Der glaub' ist eine zuversicht 119
Der gnaden-brunn fleust noch 101
Der milde Schöpfer hat 90
Der schmale weg ist breit genug zum leben 166
Der weg, den Christus selbst gegangen 197
Die ihr mit sünden gantz beflecket 23
Die sanfte bewegung, die liebliche kraft 243
Die seele ist dazu gebohren 89
Die zeit geht an, die JEsus hat bestimmt 248
Dir, dir Jehovah! will ich singen 135
Du schenckest mir dich selbst 175
Du schnöder staub und erd', was bildest du dir ein 246
Du teufel solst die freude nicht 69
Du volck, das du getauffet bist 141 430
Nr.
Ein christ, ein tapfrer krieges-held 200
Ein hertz das GOtt erkennen lernet 264
Ein lämmlein geht und tragt die schuld 30
Eins ist noht! ach HErr! diesz Eine 168
Ein tröpflein von den reben 253
Erhebe dich, mein hertze 2
Ermuntert euch ihr frommen 252
Erquicke mich, du Heyl der sünder 102
Erweckt euch, ihr glieder des hauptes im himmel 222
Er wird es thun, der treue GOtt 195
Erwürgtes lamm! das die verwahrten siegel 223
Es gläntzet der christen inwendiges leben 245
Es ist nicht schwer ein christ zu seyn 202
Es kostet mehr, als man im anfang dencket 221
Es kostet viel ein christ zu seyn 201
Ew'ge liebe, mein gemühte waget einen kühnen blick 75
Fahre fort 207
Fleuch mein geist, zerreiss' die bande 190
Frisch auf! verzagtes hertz 206
Frohlocket jetzt mit händen 54
Gecrcetzigter! mein hertze sucht 32
Gedultigs Lämmlein, JEsu Christ 34
Gedult ist euch von nöhten 173
GOtt der wirds wohl machen 82
GOtt gieb einen milden regen 62
GOtt lob! die stund' ist kommen 249
GOtt lob, mein JEsus macht mich rein 24
Grosser GOtt! der mich erschaffen 73
Grosser Prophete! mein hertze begehret 92
Heiligster JEsu, heil'gungs-quelle 70
HErr du bist würdig preisz und ruhm 152
Heut' ist der tag des heyls 108
Höchste lust und hertz-vergnügen 244
Höchster priester, der du dich 177
Hosianna! unser hort 43
Hüter! wird die nacht der sünden 103
Ich bin Gottes bild und ehr 225
Ich habe nun den grund gefunden 120
Ich hör', aus deinem wahren munde 136
Ihr armen sünder kommt zu hauff 113
Ihr Christen seht, dasz ihr ausfegt 48
Ihr kinder des höchsten! wie stehts um die liebe 188
Ihr seelen! die den laster-banden 142
Ihr sünder hört, wer rufft euch dort 66
Ist GOtt für mich, so trete 125
Ist's? oder ist mein geist entzückt 254
Jammer hat mich gantz umgeben 210
JEsu, du mein liebstes leben 96
JEsu gieb mir deine fülle 212
JEsu, JEsu du mein leben 178
JEsu! liebste seele 124
JEsu! meiner seelen licht 31 431
Nr
JEsus, JEsus, nichts als JEsus 176
JEsus nimmt die sünder an 110
JEsu! wenn ich mein gemüht 231
Komm heil'ger Geist, du höchstes guht 64
Komm himmlischer regen 63
Kommt her ihr menschen-kinder 255
Kommt ihr menschen, lasz't euch lehren 163
Lasset uns den HErren preisen 51
Lass' uns doch nicht begehren 167
Liebster aller lieben 241
Liebster JEsu, liebstes leben 216
Liebster JEsu! was für müh' 94
Lobsinget GOtt, weil JEsus Christ 53
Mach' doch den engen lebens-weg 169
Meine armuht macht mich schreyen 211
Meine seele wilt du ruhn 161
Meine seel' ist still' zu GOtt 182
Mein geist frolocket und mein sinn 93
Mein gnug-beschwerter sinn 183
Mein hertzens JEsu, meine lust 95
Mein hertz' sey zu frieden 179
Mein hertz und sinn den HErren hoch erhebet 67
Mein Heyland ursprung reiner lust 85
Mein JEsu, süsse seelen-lust 171
Mein JEsus liegt mir in dem sinn 236
Mein liebster, mein schönster, mein tröster im leiden 239
Mein trost, damit ich nacht und tag 155
Mein Vater! zeuge mich, dein kind, nach deinem bilde 106
Mensch! drückt dein creutz dich ohne ziel 196
Mit JEsu fang' ich an, mit JEsu will ich enden 160
Monarche aller ding 74
Nachdem das alte jahr verflossen 14
Nähert euch immer, schmertz, mangel und schmach 203
Noch dennoch must du drum nicht gantz 199
Nun das alte jahr ist hin 16
Nur du bist würdig, HErr, du grosser GOtt der Götter 153
Nur frisch hinein 198
O auferstand'ner siegesfürst 49
O! dasz ich tausend zungen hatte 267
O der alles hätt' verlohren 238
O du allersüsz'ste freude 61
O du liebe meiner liebe 36
O GOttes Sohn, HErr JEsu Christ 121
O GOtt, mein schöpfer, edler fürst 151
O grosser GOtt! o höchstes guht 105
O JEsu Christ, mein schönstes licht 91
O JEsu! der du dich vom leyden 50
O JEsu! lehre mich, wie ich dich finde 180
O JEsu mein bräut'gam! wie ist mir so wohl 172
O Lamm! das keine sünde je beflecket 35
O liebe! die den himmel hat zerrissen 42
O meine seel', erhebe dich 72 432
Nr.
O! süsser GOtt, die gütigkeit 68
O süsses gnaden-wort 100
O theurer tröster, heil'ger Geist 60
O ursprung des lebens! o ewiges licht 157
O! wachet auf, ihr faulen christen 215
O welch ein unvergleichlichs guht 143
O welt! sieh hier dein leben 37
O! wie richtig und wie wichtig 228
O! wie seelig sind die seelen 226
Ruhe ist das beste guht 184
Schmücke dich, o liebe seele 148
Sey frölich im HErren, du heilige seele 227
Sey gegrüsset und geküsset 20
Sey getreu in deinem leyden 174
Sey lob und ehr' dem höchsten guht 269
Sey mir tausendmal gegrüsset 39
Sieh', hie bin ich, ehrenkönig 138
So komm', geliebte todes-stund 250
So komm', o liebster! komm', o held 97
Solt' es gleich bisweilen scheinen 154
Stell', liebste seele! dich in ruh' 139
Straff' mich nicht in deinem zorn 109
Strahl der Gottheit, kraft der höhe 59
Triumph! Triumph! der HErr ist auferstanden 52
Unveränderliches wesen 38
Verliebtes lust-spiel reiner seelen 191
Versuchet euch doch selbst 122
Weg, mein hertz, mit den gedancken 76
Weicht ihr eitelen gedancken 242
Wenn dich unglück hat betreten 140
Wer im hertzen will erfahren 21
Wer ist diese fürsten-dirne 237
Wer ist wohl wie du 98
Wer sich im geist beschneidet 15
Wer überwindet, soll vom holtz geniessen 281
Wie dasz du doch, o sündlichs hertz 111
Wie GOtt mich führt, so will ich gehn 265
Wie grosz ist deine herrlichkeit 235
Wie gut ists doch in GOttes armen 83
Wie lieblich, sanft und süsse 133
Wie soll ich dich empfangen 4
Wie unerforschlich sind o GOtt! wie wunder-voll die wege 84
Wie wird doch so gering 25
Wir singen dir, Immanuel 12
Wohl dem, der fest im glauben steht 137
Wohl recht wichtig und recht tüchtig 232
Woran fehlts immermehr 217
Wo soll ich fliehen hin 115
Zeuch ein zu deinen thoren 58
Zeuch uns nach dir 57