✂

Nr. 129.

✂ Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

✂ Loven er et helligt bud,
Viser os vor GUd allene
Frem for alle ting at tiene,
Og at ære, som en GUd;
Intet uden ham at ynde,
Ham at elske nat og dag,
Intet uden ham begynde,
Det er lovens hoved-sag.

✂ 2. Det er og vor skyldighed,
Har vi dog af hannem livet,
GUd allene hver har givet,
Hvad hand har, og kand og veed.
Kunde vi dog intet finde
Ham til vederlag igien,
Bør dog alle vore sinde
Vendes til hans ære hen.

✂ 3. Deraf og nødvendig maa
Følge, som udi en kiede,

* Nr. 129. J1-7. *- - - *Nr. 129. Original. En salme om lov og evangelium. V. 1-3: Loven, udtrykt i budet
om kærlighed til Gud og næsten (Mt. 22, 37-40). V. 4: Syndefaldet gjorde mennesket afmægtigt til at holde loven. V. 5-7: Straks efter syndefaldet lovede Gud en frelse; den blev virkeliggjort af Jesus, da han tog lovens forbandelse på sig, og evangeliet herom stiller nu mennesket over for evighedsvalget. V. 8-10: I verden vil man dog vige uden om valget; man prøver at forene synd med frelse, men er da stadig under lovens dom. V. 11-12: Lever man derimod med Jesus, er lovens trusel borte; man får kraft ved Helligånden, og loven får nu en ny betydning som vejleder på himmelvejen. V. 13: Bøn om vejledning. - 1, 2: viser] anviser, byder. - 2, 5-8: Selv om vi ikke kan finde noget at give Gud som vederlag, bør i hvert fald hele vort sind (alle vore sinde) være optaget af at ære ham. - 2, 5: kunde] vistnok = kunne (kan). - 3, 2: udi en kiede] i nøje sammenhæng. 2

✂ At vi skal vor næste glæde,
Og til haande gierne gaae,
Hvad man nu sin GUd vil yde,
Som det ikke har behov,
Dette skal vor næste nyde
Efter kierlighedens lov.

✂ 4. Dette bud om kierlighed
Stod i Adams hierte skrevet,
Blev ved synden sønderrevet,
Da hand faldt i døden ned,
Lyst at vilde, kraft at kunde
Holde lovens varetægt,
Sank ved Adams fald til grunde
For den hele Adams slægt.

✂ 5. Da nu hele verden laae
Under HErrens dom og vrede,
Straffen den var ogsaa rede,
Som der skulde følge paa,
Da begyndte GUd at tale
Om sin egen kiere søn,
Som hans vrede skulde svale
For det gandske Adams kiøn.

✂ 6. Det var nu et andet ord,
Verdens jammer at fordrive,
Og at faae igien til live
Alle folk paa denne jord,

*3, 6: som] hører til GUd i l. 5. - 4, 4: 1. Mos. 3, 3. 19. 22; ved døden tænkes der her på åndelig og evig død. - 4, 6: holde lovens varetægt] overholde iagttagelsen af loven. - 4, 7: til grunde] til bunds (som i havet), jfr. nr. 58, 3, 6. - V. 5: Forsætningen, begyndende med da i l. 1, omfatter l. 1-4; med da i l. 5 begynder eftersætningen. - 5, 5-6; 1. Mos. 3, 15: ordene om, at kvindens sæd (dvs. Kristus) skal knuse slangens hoved. - 5, 7: Rom. 5, 9; 1. Thess. 1, 10. - 5, 8: kiøn] slægt. - 6, 1: det var nu et andet ord] det, nemlig hvad Gud lovede om sin søn (5, 5-8), var en anden tale end den om dom, vrede og straf (5, 1-4). Resten af v. 6 udvikler så, hvad der lå i Guds løfte. 3

✂ Lovens svare band og torden
Skulde JEsum eene slaae,
Og det arme folk paa jorden
Skulde evig glæde faae.

✂ 7. Det er ogsaa evig vist,
Hvo sig vil til JEsum vende,
Hans forbandelse har ende,
Hand skal evig glædes hist,
Men vil nogen ikke lyde
Livets evangelium,
Evig skal hand det fortryde,
Det er ordets hoved-sum.

✂ 8. Tænk mig nu engang, hvordan
Staaer det til i verdens rige,
Synden skulde man undvige,
Der vil verden ikke an,
Det er sagen, det er knuden,
Syndens lyst man have vil,
Mener dog man des foruden
Nok kand høre JEsum til.

✂ 9. Slige staae endnu udi
Deres synders skam og blusel,
Under vredens haarde trusel
Og det mørke slaverie.
Loven skielder dem og truer
Med GUds vredes svare band
Og forfærdelige luer
I en evig pines stand.

*6, 5: band] baand J3-7 , trykfejl. 9, 1: staae] staar J1-3 . *- - - *6, 5-6: Gal. 3, 13. - 6, 5: band] forbandelse; torden] se under nr. 1, 5, 3. - 6, 6: skulde JEsum eene slaae] skulle ramme Jesus alene og ikke menneskene. - 7, 1-4: Joh. 3, 16. - 7, 6: livets evangelium] evangeliet om evigt liv. - 8, 4: vil ikke an] vil ikke være med. - 9, 3: vreden] Guds vrede. - 9, 4: det mørke slaverie] trældommen under Satan og synden, jfr. nr. 112, 1, 2. - 9, 5: skielder] irettesætter el. anklager. - 9, 8: stand] tilstand. 4

✂ 10. Intet gielder, at man her
Sig paa JEsu død beraaber,
Og en evig frelse haaber,
Naar man synden dog har kier,
Her maa skee en ret forening
Mellem GUd og os igien,
Det er ordets rette mening,
Der vil det os have hen.

✂ 11. Har vi ham, som har betalt,
Har vi ham, som fyldest giorte,
Da er lovens trusel borte,
JEsus har det klaret alt,
Ja hand selv os kræfter giver
Til at følge lovens bud,
GUd den Hellig Aand os driver,
At vor gierning skeer i GUd.

✂ 12. Da er loven os et speyl,
Som vi kand for øyne sette,
Altid meer og meer at rette
Vore mange synde-feyl,
Da er loven intet andet
End en hellig himmelstie,
Ja med hiertens fryd beblandet,
Naar man gaaer kuns ret deri.

✂ 13. Søde JEsu, lad da ey
Satan mine øyne blinde,
Lær mig ved dit ord at finde
Himmeriges rette vey,
Dig, kun dig af alle kræfter
Ret at søge, ret at faae,

*10, 1: intet gielder] det har ingen gyldighed, betyder intet. - 10, 5: forening] forligelse. - 11, 2: fyldest giorte] ydede Gud fuld erstatning el. oprejsning (satisfaktion) for synden. - 11, 5: kræfter] nemlig ved Helligåndens gerning, l. 7-8. - 11, 8: at] så at. - 12, 1: loven et speyl] jfr. Jak. 1, 23-25. - 12, 6: himmelstie] en sti, der fører til himlen. - 12, 8: deri] på himmelstien, jfr. nr. 130, 13, 8. 10 (»i«, hvor vi siger »på«). 5

✂ Dig at følge trolig efter,
Ind med dig i himlen gaae.

✂

Nr. 130.

✂ Mel. Paa GUd allene.

✂ Jeg er den eene
Alvise stærke GUd,
Mig skal du tiene,
Og frygte mine bud,
Dermed bemandet,
Foragt al verdens vind,
Elsk mig, ey andet,
Af gandske siel og sind,
Tro mig, om vandet
End gik i sielen ind.

✂ 2. Du skal ey tage
Mit navn forfængeligt,
Straf skal hand smage,
Som understaaer sig sligt,
Ey bande, svære,
Og skuffe ved mit navn,
Ney du skal bære
Det i dit hiertes favn,
Thi det skal være
I al din nød din havn.

* Nr. 130. J1-7. * - - - *Nr. 130. Original. Ligesom nr. 129 en salme om lov og evangelium. Men her er det de 10 bud (2. Mos. 20, 3. 7-17; 5. Mos. 5, 7. 11-21), hvori loven finder udtryk. De gennemgås i v. 1-10, eet bud i hvert vers; gengivelsen viser påvirkning af Luthers forklaringer i den lille katekismus undtagen ved det 6., 9. og 10. bud. Betragtningen af Guds bud aftvinger i v. 11 digteren en bekendelse af hjertets fordærvelse og afmagt, og derefter følger i v. 12-16 salmens evangeliske del. - 1, 1-2. 7-8: 5. Mos. 6, 4-5. - 1, 4: frygte] have ærefrygt for. - 1, 5: bemandet] styrket, gjort modig. - 1, 6: vind] storm og modvind el. måske tomhed, tant. - 1, 7: ey andet] du må ikke elske andet end Gud, svarende til det 1. bud om ikke at have andre guder. - 1. 9: tro mig] stol på mig. - 1, 9-10: om vandet end gik i sielen ind] billede på dødelig fare, Sl. 69, 2. - 2, 1-2: tage forfængeligt] behandle letfærdigt; i ældre oversættelser lød det 2. bud: »Du skal ikke tage Herrens din Guds navn forfængeligen«. - 2, 3-4: 2. Mos. 20, 7b. - 2, 5: svære] sværge. - 2, 6: skuffe] datidens gengivelse af trügen (bedrage) i Luthers forklaring til det 2. bud (således Pontoppidans katekismusforklaring, 1737). 6

✂ 3. Tag hvile-dagen
Særdeles vel i agt,
At drive sagen
Af gandske fliid og magt,
GUds ord at høre,
Og faae i hiertet fat,
Derefter giøre
Alvorlig dag og nat,
Og andre føre
Til denne himmel-skat.

✂ 4. Viis mod din fader
Og moder lydighed,
Alt got jeg lader
Da paa dig flyde ned,
Giv dennem ære,
Som du skal tiene her,
Meest dem, som bære
Og bruge magtens sverd,
Lyd dem, som lære
Dig himlens vandrings-færd.

✂ 5. Slaa ey din næste,
Langt mindre slaa ihiel,
Men søg hans beste
Og gavn til liv og siel,
Bort klammers hede
Og bittre miners mord,
Bort had og vrede
Af hele verdens jord,
I satans rede
Min naade aldrig boer.

*3, 3: sagen] den sag, som det gælder om søndagen, nemlig Guds ord at høre og faae i hiertet fat, l. 5-6. - 3, 9-10: I Pontoppidans gengivelse af Luthers forklaring hedder det om Guds ord, ikke blot: »det gierne høre af andre«, men tillige: »og lære andre«. - 4, 3-4: 2. Mos. 20, 12b. - 4, 7-10: Pontoppidan, stk. 161, regner »Øvrigheds-Personer, ... Præster, Skole-Mestere« til dem, der ifølge det 4. bud skal æres. - 5, 4: liv] legeme. - 5, 5-8: Mt. 5, 21-22; 1. Joh. 3, 15. - 5, 5: klammer] klammeri. - 5, 9: Hvor der er had, har Satan en rede. 7

✂ 6. Du skal og ikke
Bedrive horerie,
Den satans strikke
Ved naaden gak forbi,
Fly den, der agter
At gaae i lyster blind,
Vær reen i fagter,
I ord og alt dit sind,
Som den, der tragter,
At gaae i himlen ind.

✂ 7. Du skal ey tage,
Hvad andre hører til,
Ved list og plage,
Paa ting, i kiøb og spil,
Flye ladheds sæde,
Og æd dit eget brød,
Tag det med glæde
Som af min haand og skiød,
Jeg vil dig klæde
Og føde til din død.

✂ 8. Lad dig ey finde
Paa falskheds vrange sti,
Lad retten vinde,
Staa de fortrykte bi,
Set ey din næste
En klak og lyde paa,
Tal til hans beste,
Som kand med sandhed staae,
Jeg vil befæste
Din gang og med dig gaae.

*6, 3: strikke] snare. - 6, 4: ved nåden] ved Guds nådes hjælp. - 7, 3: ved... plage] »med Vold«, som det hedder i Pontoppidans gengivelse af Luthers forklaring. - 7, 4: paa ting] i retten; der tænkes vel på en uretfærdig dommer, Pontoppidan, stk. 233, 5. - 8, 6: klak] plet. - 8, 8: som] hvad der; med sandhed staae] stemme overens med sandhed. 8

✂ 9. Du skal ey vilde
Din næstes eye faae,
Stop utugts kilde
I hiertets dybe vraae,
Lad dig fortryde
Den mindste stoltheds vind,
Lær strax at bryde
Al vellyst i dit sind,
Saa skal der flyde
En himmel-lyst derind.

✂ 10. Merk ydermere,
Din næstes hustrue skalt
Du ey begiere
Og hvad hand eyer alt,
Mit billeds ære,
Fuldkommenhedens pragt,
Mig liig at være
I hellighedens dragt,
Det skal du bære,
Og tænk hvem det har sagt.

✂ 11. O JEsu lilde!
Du kiender min natur,
At hiertets kilde
Er skiden, beesk og suur,
Hvor jeg ey kunde
Det mindste selv formaae,
Men slet til grunde
I døden skulde gaae,
Om ingenlunde
Var anden hielp at faae.

*V. 9 forbyder ud fra det 9. bud forskellige former af ondt begær, hvortil også henregnes stolthed, l. 6. - 9, 6: den mindste stoltheds vind] så lidt som blot et vindpust. - V. 10: Med l. 4 er opregningen af budene forbi. Tænk et punktum derefter. L. 5-10 sammenfatter som slutning lovens krav i det at bære Guds billede (1. Mos. 1, 26-27; Kol. 3, 10): fuldkommenhed og hellighed (Mt. 5, 48; 1. Pet. 1, 15). - 10, 10: tænk hvem det har sagt] tænk på, at det er Gud selv, som har sagt det. - 11, 5: hvor] hvorledes. - 11, 7: slet] fuldstændig. - 11, 8: i døden] enten = når døden kommer, eller: i åndelig og evig død. 9

✂ 12. Men skaden heles
I dine vunders blod:
Du har aldeles
Giort for os pligt og bod,
Til dig at rende
Giør al min byrde let,
Dig ind at spende
I troens arme tet,
Det giør en ende
Paa lovens strenge ret.

✂ 13. Da kand jeg trøstig
I loven kige ind,
Og trine lystig
I et fornøyet sind,
Al verdens mørke
Forsigtig gaae forbi,
Og dig ret dyrke
I alt mit levnets sti,
Du est min styrke
At vandre derudi.

✂ 14. Hvad mig da feyler
I dette svage leer,
Naar jeg mig speyler,
Og ind i loven seer,
Det vil jeg rette
Ved aandens vise tugt,
Men alting sette
I dine vunders frugt,

*12, 1-2: Rom. 5, 9; Ef. 1, 7; 1. Joh. 1, 7. - 12, 4: gøre pligt og bod] udstå straffen. - 12, 5: til dig at rende] at ty til dig. - 12, 7: spende] trykke, omfavne. - V. 13-14: Når forsoningen ved Jesu blod, modtaget i tro, har gjort ende på lovens strenge ret (v. 12), får loven en ny betydning som en hjælper. I 13, 1-2; 14, 1-6 udtrykkes dette under billedet af loven som et spejl, hvori den kristne ser sine fejl, så han bliver i stand til ved aandens vise tugt af få dem rettet, jfr. nr. 129, 12; Jak. 1, 23-25. Men 14, 7-10 fremhæver, at alt dette stadig må hvile på Jesu vunders frugt dvs: den uforskyldte syndsforladelse, hvorved lovens trette dvs. dens anklage er udelukket. - 13, 3: trine] gå frem. - 13, 3-4: lystig, fornøyet] om åndelig glæde, jfr. nr. 6, 1, 2. 7. - 13, 5: al verdens mørke] vel om de sataniske åndemagter, Ef. 6, 12, hvor man i ældre tid læste: »i denne verdens mørke«. - 13, 8. 10: jfr. nr. 129, 12, 8: »i«, hvor vi siger »på«. - 13, 10: at] til at. 10

✂ Da lovens trette
Er gandske udelukt.

✂ 15. Jeg vil ey nøyes
Med verdens døde troe,
Hvor intet pløyes,
Og syndens tidsel groe,
Vil du dig give
Saa gandske til mig hen,
Da maa jeg blive
Jo gandske din igien,
I død og live,
At følge dig min ven.

✂ 16. Saa skee dig ære,
O JEsu, for din død,
Som lovens lære
Har for mig giort saa sød,
At jeg kand træde
De onde lyster ned,
Og gaae med glæde,
Af verdens glæde keed,
Til brude-sæde
I evig herlighed.

✂

Nr. 131.

✂ Mel. En hver, som troer etc.

✂ GUds riges evangelium
Er sødt som honning-kage,
Naar det kun faaer i hiertet rum,
At man det ret kand smage,

* Nr. 131. J1-7. *- - - *15, 2: Jak. 2, 17. 26. - 15, 3: hvor intet pløyes] hvor der ikke gøres noget for at få ukrudtet op. - 15, 4: tidsel] flertal. - 15, 8: igien] til gengæld. *Nr. 131. Original. - 1, 1-2: Ordsp. 16, 24: »Liflige taler er en honningkage, sød for sjælen og en lægedom for legemet«; Sl. 119, 103: »Hvad var dine ord sødere for min gane end honning for min mund«. Med honning-kage kan der være tænkt på vokskagen med honning i, jfr. 1. Sam. 14, 25-27, eller måske på den bagte honningkage. - 1, 4: at] så at. 11

✂ Da er det sielens honning-mad,
Giør hiertet let og mæt og glad
Og smuk i JEsu øyne.

✂ 2. Det søde ord er kommen af
GUds egen mund og hierte,
Det er et kys, som GUd os gaf,
Mod al vor nød og smerte,
Det er GUds eget hiertes kraft,
Som bliver til en honning-saft
Mod syndens byld og plage.

✂ 3. Vansmægtet siel, hvi gaaer du saa
Forknust i jammers sukke?
Kom hid, her er jo nok at faae,
Her er jo nok at plukke,
Kys ordet i din JEsu mund,
Og synk det ned i hiertets grund,
Saa skal du trøst fornemme.

✂ 4. Est du i synden haardt bespendt,
Som du har her bedrevet,
Her er en skrift fra himlen sendt,
Kom, læs hvad der staaer skrevet:
Saa sandt GUd lever, vil hand ey
Til dine sukke sige ney,
Men kierlig mod dig tage.

✂ 5. Tag dette ord kun i din mund,
Og leg det paa din smerte,
Suk kun til GUd af hiertens grund,
Saa rører du hans hierte,

*2, 3: gaf] gav J4-7. 2, 5: det] der J2-7. 4, 1: est] er J6-7; haardt] hart J1-3. *- - - *2, 3-4: Lk. 15, 20. - 2, 6: honning-saft] i ældre tid brugt = honning. - 3, 4: Nyt billede, denne gang fra plukning af lægeurter, jfr. nr. 173, 8. - 3, 5: jfr. hos Kingo: »Kys Jesu læber og giiv agt Paa hvad han har til afskeed sagt« (»Gak under Jesu kors at staae«), måske fra Ordsp. 24, 26: »Man skal kysse læberne på den, som svarer rette ord«. - 4, 1: bespendt] betrængt, angrebet. - 4, 5-7: Ez. 33, 11. - 5, 2: leg] læg. 12

✂ Gak lige til i JEsu navn
Hen ind i naadens søde favn,
GUd under dig det gierne.

✂ 6. Hand er dog ey saa haard og grum,
Som satan ham beskriver,
Hand er, som evangelium
Den sag saa mægtig driver,
En fader, hiertemild og sød,
Som favner hver i naadens skiød,
Der sig kun vil omvende.

✂ 7. Kom, set dig som en flittig bie
I ordets blomster-enge,
Søg selv, hvad kraft der er udi,
Bliv ved at sue længe,
Saa faaer du honning vist og sandt,
Det blod, af JEsu vunder randt,
Du kandst i ordet finde.

✂ 8. Du tænker, varst du selv kun god,
Da vilde du ey tvile,
Men føler du i hiertets rod
De onde lysters pile,
Da er dit hierte snart forsagt,
Fordi du selv har ingen magt
Til synden bort at drive.

✂ 9. Ney! siig mig, fegter du da ey
Med dine egne kræfter,
Og selv vil finde himlens vey,
Det leer kun satan efter,
Just derfor maa det stolte sind
I den sin afmagts klemme ind,
At naaden rum kand finde.

*7, 7: kandst] kan J6-7. 8, 1: varst] var J6-7. 8, 2: tvile] tvivle J2. *- - - *6, 4: driver] taler indtrængende om. - 6, 6: Billedet af en fader, som tager barnet på skødet og omfavner det. - 7, 1-2: Honningbilledet er her ændret; der tænkes ikke som i v. 1 på mennesket, der vederkvæger sig ved honning, men på bien, der suger saften af blomsterne. - 9, 7: at] for at. 13

✂ 10. Din egen gierning intet tør,
Ey heller kand fortiene,
Men JEsu søde naade giør
Den gandske sag allene.
Kun hen til ham i hiertens troe,
Saa faaer din siel en liflig roe,
Naar det kun skeer alvorlig.

✂ 11. Og var din synd end nok saa stor,
Den har dog lidt at sige
Mod kraften i GUds sande ord
Og naadens stærke rige,
En hver som troer skal naade faae,
Det være, hvo det være maa
I alle verdens lande.

✂ 12. Du siger: kand GUds kierlighed
Vel saadan een antage?
Jeg siger, at hand bliver vred,
Om du vil staae tilbage,
Men kommer du i hiertens bod,
Saa skal du see, hand er saa god,
Som ordet ham beskriver.

✂

Nr. 132.

✂ Mel. Alleneste GUd i himmerig.

✂ Op alle folk paa denne jord,
GUds kierlighed at kiende,

* Nr. 132. J1-7. *- - - *10, 1: tør] har lov til el. behøver. - 10, 3: giør] udretter, gennemfører. - 11, 4: rige] magt. - 12, 2: saadan een] sådan en som mig. - 12, 4: staae tilbage] holde dig tilbage fra at modtage nåden. *Nr. 132. Original. Salmen er ejendommelig ved sin forening af strenghed og mildhed. V. 1 kundgør i en hovedsum evangeliet om Guds nåde. Derefter retter v. 2-5 et skarpt angreb mod dem, der bruger dette nådesbudskab som beroligelsesmiddel under et liv i synd. V. 6-8: Imidlertid har disse skarpe ord åbenbart gjort digteren ængstelig for, at de urette kunne blive ramt, så modet blev taget fra de »bange sjæle«; derfor forkynder han med særlig styrke den åbne adgang til Guds kærlighed i Kristus, idet han samtidig peger på den kraft til et nyt liv, som dette budskab rummer, når det virkelig bliver modtaget. V. 9 slutter salmen med bøn for nådesordets forkyndelse. 14

✂ Som raabes ud ved livets ord
Til hele verdens ende,
At alle arme syndre maae
Kun komme hid og naade faae,
Ja evigt liv og glæde.

✂ 2. Jeg veed vel mangen suer gift
Af disse naades bryster,
Og bruger saadan hellig skrift
Til skiul i deres lyster,
Man siger: det har ingen nød,
Beraaber sig paa JEsu død
I alle sine synder.

✂ 3. Man sover tryg ved ordets glands,
Som burde dem at vække,
Man bruger det som horens krands,
Sin skidenhed at dekke.
Saa drive de med ordet spot,
Dog mene, saa er alting got,
Skiønt JEsus aldrig søges.

✂ 4. Nu, det er vel en sag, som kand
Umuelig nok begrædes,
Man agter det for naadens stand,
at naaden undertrædes,
Man bruger ordet som et sværd,
At naaden ey kand komme nær
Til deres arme hierter.

✂ 5. Hvor mangen tænker ey paa GUd,
Undtagen, naar de mindes,

*1, 7: evigt] evig J2-7. 2, 2: naades] naadens J6-7. 3, 3: bruger] henger J7; horens krands] hoved-krands J1-2. *- - - *1, 3: livets ord] Joh. 6, 68; Ap. G. 5, 20; Fil. 2, 16. - 2, 3: saadan hellig skrift] hvad den hellige skrift siger om nåden. - 3, 5: så] således. - 4, 3: nådens stand] tilstanden under Guds nåde. - 4, 5-7: Den falske trøst ved ordet om nåden er som et våben, der afværger den sande tilegnelse. - 4, 6: at] så at. - 5, 1: hvor mangen tænker ey paa Gud] hvor mangen er der, som ikke tænker på Gud. - 5, 2: naar de mindes] når de bliver påmindet om. 15

✂ At sielen maa af synden ud,
Om naaden ret skal findes,
Da raabes der, at GUd er from,
Da roses evangelium
Til naaden at foragte.

✂ 6. Dog des u-agtet maa man ey
Den bange siel forvilde,
Her bør at være aaben vey
Til JEsu vunders kilde,
Det søde maa ey giøres suurt,
Men her skal læres reent og puurt,
Hvor høyt vor GUd os ynder.

✂ 7. Ja det, at GUd er mild, og lod
Sig ved sin søn forsone,
Det ord om JEsu død og blod,
Det har saa stærk en tone,
At det opvækker den igien,
Som døde før i synden hen,
Naar hand det ret annammer.

✂ 8. Det skinner ind i hiertets nat,
At det i sielen dages,
Og JEsus, den forborgne skat,
I troen favne-tages,
Da bliver vores vandring nye,
Da vil og kand man synden flye,
Og følge JEsum efter.

✂ 9. Saa lad, o hierte søde GUd,
Dit ord i kraft forkyndes,
Og dette milde himmel-bud
I hele verden yndes,
At folk maa see, hvor sød du est,
Og holde daglig fryde-fest
I JEsu rige naade.

*5, 5: from] mild. - 9, 1: hierte] kære.

✂

Nr. 133.

✂ Mel. Hiertelig mig nu længes.

✂ Hvor lystig, sød og yndig
Er deres fødders lyd,
Som kraftig, liflig, fyndig
Bebuder fred og fryd
De bange og de arme,
Som føle syndens byld,
At GUd sig vil forbarme
For JEsu pines skyld.

✂ 2. Den lov, som GUd har givet,
Er vel et herligt bud,
Men skaffer ingen livet,
Og fører ey til GUd.
Naar vi den gift fornemmer
Af kiødets onde lyst,
Og satan hiertet klemmer,
Veed loven ingen trøst.

✂ 3. Hun vil, at sielen efter
GUds villie skal gaae,
Dog dertil ingen kræfter
Hos hende er at faae,
Hun siger, vi skal høre
Den GUd, som os har skabt,
Men evne, det at giøre,
Har sielen gandske tabt.

✂ 4. De onde kand hun vække
Med hendes tordenslag,
Samvittigheden skrekke
Med dommens store dag,

* Nr. 133. J1-7. *- - - *Nr. 133. Oversættelse. Wie lieblich, sanft und süsse, J. W. Petersen, Schr. s. 662. - 1, 1-4: Es. 52, 7; Rom. 10, 15. - 1, 1: lystig] frydefuld. - 1, 3: som] hører til deres i l. 2. - 1, 4-5: Meningen er, at de bebuder de bange og arme (fattige) fred og fryd. - 1, 7: at] nemlig at, forklaring af, hvad der lå i fred og fryd, l. 4. - 2, 3: skaffer ingen livet] Gal. 3, 21. - 3, 1: hun] loven. 17

✂ Hvordan GUds vrede brænder,
Naar hun er overtraad,
Men naar man det erkiender,
Saa veed hun ingen raad.

✂ 5. Saa prædiker de arme
Det ret i hiertet ind,
At GUd sig vil forbarme
Med meer end faders sind,
At giøre dennem rene
I JEsu dyre blod,
Og livets kraft forlene
I deres hierte-rod.

✂ 6. GUd, som os skulde straffe,
Har selv udi sin søn
Os redning vildet skaffe,
Da syndens beeske løn
Blev lagt paa JEsu hierte,
Da hand for verdens flok
Til døden lod sig smerte,
Det var betalning nok.

✂ 7. Vi røve GUd hans ære
Med synd saa tyk som sand,
Og satans merke bære
Af Evæ æbletand,
GUd selv vor borgen bliver,
Da det om redning galdt,
Og sig i døden giver,
At faae vor gield betalt.

*4, 6: overtraad] overtraadt J4-7. *- - - *5, 1: prædiker] imperativ. - 5, 5-6: 1. Joh. 1, 7; Joh. Åb. 7, 14. - 5, 5: at] for at. - 5, 7 og 18, 7: forlene] skænke. - 6, 7: smerte] pine. - 7, 2: saa tyk] så tæt. - 7, 4: Evæ æbletand] Evas tand, hvormed hun ved syndefaldet bed i æblet, 1. Mos. 3, 6; den tænkes vel at have bidt et satansmærke i hendes efterkommere. Billedet er Brorsons. - 7, 5: GUd] Kristus, som er sand Gud; borgen] garant, der indestår for betalingen. - 7, 8: at] for at. *2 18

✂ 8. Vor jammer hand paatager,
Dog gandske synde-fri,
I alle andre plager
Et menniske som vi,
Ja meer, i alt det andet
Af satan, synd og nød
Blev fristet, ja forbandet
Til korsets beeske død.

✂ 9. Der haver hand da kæmpet
Med GUd, som ham forlod,
Og al hans vrede dæmpet,
Der hand sin prøve stod.
Det havde at betyde,
Den hele satans leyr
For os at giennembryde,
Og vinde saadan seyr.

✂ 10. Nu er vor GUd forsonet
Og al vor skyld forladt,
Vor JEsus hand er kronet
Og GUd ved siden sat,
Og satan hand maa høre
Den sag med skændsel paa,
Hvad vil hand os nu giøre,
Ham kand hand ikke naae.

✂ 11. Nu maa den slange vide,
Naar hand os fange vil,
Den hos GUds høyre side,
Hand siger ney dertil.
Hand kiender vor formue,
Hvor lidet vi formaae,

*8, 4: menniske] menneske J1-3. 6-7. *- - - *V. 8: Hebr. 4, 15; Gal. 3, 13. - 8, 1: paatager] påtager sig. - 8, 3: alle andre plager] bortset fra synden. - 9, 1-2: Mt. 27, 46. - 9, 3: Rom. 5, 9; 1. Thess. 1, 10. - 9, 4: der] da. - 9, 6: leyr] her vel fæstning. - 10, 4: GUd ved siden sat] sat ved siden af Gud, Mk. 16, 19. - 10, 8: ham] Jesus. - 11, 3: den hos Guds høyre side] Jesus, som sidder ved Guds højre hånd. - 11, 5: formue] evne. 19

✂ Hand selv vil satan kue,
At vi kand seyren faae.

✂ 12. Fri ere vi og blive
Fra lovens tordensky,
GUd vil i hiertet give
Sit eget sind paa nye,
Hans aand vil hiertet sette
I kierlighedens brand
Og al vor vandring rette
Til himlens fryde-land.

✂ 13. Saa har da lovens trusel
Fremdeles ingen fynd,
Guds søn har skiult vor blusel,
Og gandske reen fra synd
Os stiller for sin fader,
Og lindrer al vor vee,
Ey fra sin haand os lader,
Før vi ham faae at see.

✂ 14. See, der er mad at smage
I evangelio
For dem, som synder plage,
Og søge siele-roe,
Som dødens beske miner
Og satan bange giør,
Samvittigheden piner,
Og lukker naadens dør.

✂ 15. Her ingen vrede findes,
Vor straf vor JEsus leed,

*13, 5: stiller] stillet J6-7. 13, 6: vee] væ J1-3. 14, 1: der er] det er J1. 14, 3: synder] synden J1-7 , sikkert en konstant trykfejl, orig.: kommt die ihr seyd beladen mit sünden um und um. *- - - *13, 2: fremdeles] fremtidig; fynd] kraft. - 13, 3: blusel] skam. - 13, 5: stiller] fremstiller, Kol. 1, 22. - 13, 7: lader] slipper. - 14, 1: mad] sjæleføde, jfr. Joh. 6, 27. - 14, 3-4: Sætningsbygningen er unøjagtig, idet som er objekt for plage, subjekt for søge, jfr. nr. 165, 9, 6-7. - 14, 7-8: hvem samvittigheden piner, og for hvem den lukker nådens dør. 20

✂ Og alle saar forbindes
I JEsu blod og sveed,
Her ængstes intet hierte,
Al fare er forbi,
Thi JEsu død og smerte
Har giort os gandske fri.

✂ 16. GUds søn, vor viisdom bleven,
Var satans magt for klog,
Som blev med skam fordreven,
Før hand sig vare tog,
Retfærdighed hand bliver
Os, naar vi naade faae,
Og hellighed i iver
Paa livets vey at gaae.

✂ 17. Den sag var høy og vigtig,
At redde Adams kiøn,
GUd kom og gav os rigtig
Sin egen kiere søn,
I ham sit eget hierte
Og alting gandske hen,
Og det en steen maa smerte,
Hand elskes lidt igien.

✂ 18. Den naade vil jeg prise
Til døden inderlig,
I gierning vil jeg vise,
Hvad hand har giort mod mig.
Jeg vil ham evig tiene,
Og den retfærdighed,
Hand vilde mig forlene,
Er al den pragt jeg veed.

*V. 16 er bygget over 1. Kor. 1, 30, hvor det hedder, at Kristus »er bleven os visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning«; originalen har alle 4 ord; men Brorson har ikke fået det sidste med. - 16, 3-4: som, hand] Satan. - 16, 5-6: retfærdighed] den retfærdighed, som Gud tilregner uforskyldt: naar vi naade faae, jfr. 18, 6-7; Rom. 4, 5-6. - 16, 7-8: hellighed bliver Kristus os ved at fremkalde iver efter paa livets vey at gaae. - 16, 8: livets vey] Jer. 21, 8; Mt. 7, 14. - 17, 2: kiøn] slægt. - 17, 3 gav hører sammen med gandske hen i l. 6. - 17, 7-8: Brorsons tanke, som ikke findes i originalen, jfr. nr. 11, 5. - 17, 8: igien] til gengæld. 21

✂ 19. Min JEsum blaa og blodig
Jeg har i troen paa,
Og dermed vil frimodig
For HErrens ansigt staae,
Vil synd og satan skade,
Jeg tager JEsum fat,
Hand kand mig ey forlade,
Hand er min egen skat.

✂

Nr. 134.

✂ Det er et lifligt ord,
At JEsus selv er kommen,
At GUd vort kiød paatog,
At verdens mørke jammer-krog
Har saadan himmel-fryd fornommen,
Ja! hvo den sag har ret betænkt,
Maa nok vor GUd et offer bringe,
At hiertet kand i livet springe,
Fordi hand os sin egen søn har skenkt,
Det er et lifligt ord.

✂ 2. Det er et lifligt ord,
De svage at forbinde,
At JEsus, som er sat
Til arme syndres deel og skat,
Kand synd og døden overvinde.
Hvo paa ham troer er fri fra synd,
Og skal ved JEsu naades gave
Lys, liv og fuld forløsning have,
Thi her er naadens fulde flod og brønd,
Det er et lifligt ord.

*Nr. 134. J1-7. 1, 3: vort] vor J1-3. 1, 5: fornommen] fornummen J4-7. *- - - *19, 1-2: min JEsum... jeg har paa] jeg er iført Jesus, Gal. 3, 27. - 19, 1: blaa] enten om blå mærker efter slag, f. eks. i ansigtet, eller om den blågrå hudfarve, der kan fremkaldes ved chok efter tortur eller om ligpletternes blå farve (dr. med. Mogens Fenger). - 19, 8: Brorsons udtryk; Jesus er tænkt som brudgommen. *Nr. 134. Oversættelse. Das ist ein theures wort, L. A. Gotter, Schr. s. 379. - 1, 3: Joh. 1, 14. - 1, 8: at] så at. - 2, 1-5: Det liflige ord er, at JEsus... kand synd og døden overvinde; l. 2 er indskudt for at vise, hvilken lægedom dette ord rummer: et ord til at forbinde de svage dvs. forbinde deres sår, jfr. 3, 9. - 2, 6: fri fra synd] fordi synden er tilgivet. 22

✂ 3. Det er lifligt ord,
Hand kom ey for de fromme,
Her er jo ikke een,
Som findes af naturen reen,
For syndre skulde JEsus komme,
Kun syndre dette ord angaaer,
Dog at man verdens lyster hader,
Og sig bodfærdig finde lader,
Saa læger hand ulægelige saar,
Det er et lifligt ord.

✂ 4. Det er et lifligt ord,
Hvormed hand hver vil lokke,
At haste til ham ind,
Og ey med et gienstridigt sind
Sig mod hans søde ord forstokke,
Det griber hiertet an med magt,
At det ham lydig faaer at være,
Og kierligheden høyt at ære,
Som har os saadan fryd og ære bragt,
Det er et lifligt ord.

✂ 5. Det er et lifligt ord,
At troen ham behager,
Naar den er ikkun ret,
Men al vor gierning er for slet,
Hvor meget man sig end umager,
Her er forbarmelse den grund,
Som sielen fast i troen fatter,
Sin JEsum over alting skatter,
Og priser GUd for naadens blide stund,
Det er et lifligt ord.

*5, 3: ikkun] ikkuns J1-3. *- - - *3, 7: dog at] dog er det nødvendigt, at. - 4, 3: at] til at. - 4, 5: forstokke] forhærde. - 4, 6: det] ordet; griber hiertet an] trænger ind på hjertet. - 4, 7: at] angiver, hvad ordet siger til hjertet. - 5, 3: Brorson har indsat linien; ret] rigtig; der menes: sand, ægte, jfr. nr. 192, 4. - 5, 6: forbarmelse] Guds barmhjertighed; grund] grundvold. - 5, 7: fatter] griber. - 5, 9: naadens blide stund] vel = nådens tid, da Gud tilbyder mennesket sin nåde, se nr. 108, 1, 1. 23

✂ 6. Det er et lifligt ord,
At os af JEsu livet
Paa haard udstanden nød,
Som giør vor kiød og blod sin død,
I evighed skal vorde givet,
Vi skulle legemlig opstaae,
Og ham, som vores død har hevnet,
At satans vold er derved revnet,
Med evig herlighed i syne faae,
Det er et lifligt ord.

✂ 7. Det er et lifligt ord,
Som dertil os skal gavne,
At vi vor Goel, som
Os arme folk til frelse kom,
I troen hiertelig kand favne,
Al feyde nu er endt,
Nu kand os intet skade,
GUds fred os satan selv maa lade,
Som JEsus os saa dyre har fortient,
Det er et lifligt ord.

✂

Nr. 135.

✂ Dig, dig, min HErre, vil jeg prise,
Thi hvor er dog en GUd som du saa sød,
Dig vil jeg al min konst bevise,
Men hielp mig selv, at finde til dit skiød,

* Nr. 135. J1-7. *- - - *6, 2-5: Meningen er: at evighedslivet efter den hårde nød, som medfører døden for legemet, skal blive givet os af Jesus. - 6, 3: paa] oven på, efter. - 6, 4: giør] volder. - 6, 7: ham] Jesus; han har hevnet vores død ved at overvinde Satan. - 6, 8: at] så at; vold] fæstningsvold; revnet] jfr. nr. 219, 6, 9-10. - 7, 2: dertil... gavne] hjælpe til. - 7, 3: Goel] hebr.: forløser, om Jesus. - 7, 8: lade] lade beholde. - 7, 9: dyre] dyrt. *Nr. 135. Oversættelse. Dir, dir, Jehovah! will ich singen, B. Crasselius, Schr. s. 783. - 1, 3: min konst] min sangkunst, orig.: dir will ich meine lieder bringen; bevise] yde, jfr. udtryk som at bevise ære, bevise en tjeneste. 24

✂ At jeg i JEsu navn kand trine frem,
Og derfor være dig ret angenem.

✂ 2. Drag mig hen til din søn, o fader,
Saa fører sønnen mig til dig igien,
Naar aanden øynene oplader,
At jeg kand til min fader frit gaae hen,
At jeg din naades sødhed smage maa,
Og hiertet som en harpe i mig slaae.

✂ 3. Giv mig kun dertil aandens glæde,
Saa skal min psalme have art og klem,
I aand og sandhed at fremtræde,
Saa veed jeg og først ret, hvor jeg har hiem,
Saa løftes sielen op fra denne jord,
At synge dig en sang i høye chor.

✂ 4. Din aand vil selv for mig fremtræde
Med suk, som ingen mund udsige kand,
Da beder hiertet ret med glæde,
Naar hand forsikrer mig min naade-stand,
At jeg GUds arving er og JEsu bruud,
Da toner jeg mit abba liflig ud.

✂ 5. Naar hiertet saa af andagt syder,
Ved din den Hellig Aands hans guddoms ild,

*2, 3: øynene] øyene J1-2. *- - - *1, 6: derfor] fordi jeg kommer i Jesu navn; angenem] velbehagelig, kærkommen. - 2, 1: Joh. 6, 44. - 2, 2: Joh. 14, 6. 9. - 2, 3-4: Rom. 8, 15-16. - 2, 3: øynene] mine øjne. - 2, 4: at] til at se, at. - 2, 5: at] for at. - 2, 6: underforstået maa; hjertets slag skal klinge som harpetoner dvs. som lovsang, jfr. nr. 6, 6, 5-7; i originalen lyder l. 5-6: Dasz ich den frieden GOttes schmeck' und fühl', Und dir darob im hertzen sing' und spiel'. - 3, 1: aandens glæde] den glæde, som Helligånden skænker, Rom. 14, 17. - 3, 2: klem] kraft, jfr. nr. 219, 10, 6. - 3, 3: Joh. 4, 23; fremtræde] for Guds ansigt. - 3, 6: chor] koret i en kirkebygning; her tænkes på himlens helligdom, jfr. Svane-Sang LXIX, 1, 13-14. - 4, 1-2: Rom. 8, 26. Talen er om suk, der rummer noget så dybt hos den bedende, at det ikke kan udsiges med ord; disse suk frembærer Ånden for Gud og gør dem derved til bøn, jfr. nr. 125, 8. - 4, 1: for mig] i forbøn for mig. - 4, 4: hand] Helligånden; forsikrer mig min naade-stand] forvisser mig om, at jeg står i nåden. - 4, 5: at jeg GUds arving er] Rom. 8, 17; JEsu bruud] ikke i originalen. - 4, 6: toner ud] synger ud; abba] fader, Rom. 8, 15. - 5, 1: syder] Brorsons udtryk, måske ud fra Rom. 12, 11, hvor »brændende i ånden« ordret betyder: »sydende i ånden«. - 5, 2: ved din Helligånds guddomsild, jfr. Mt. 3, 11. 25

✂ Da strax din indvold i dig lyder,
Dit hierte vender du til mig saa mild,
Og lader mig dit blide ansigt see
Med den forsikring: hvad jeg vil, skal skee.

✂ 6. Hvad mig da selv din aand indgiver,
Det kand ey være mod dit faders sind,
Men vist bønhørt og trøstet bliver,
Naar jeg i JEsu navn gaaer til dig ind,
Jeg, som ved ham din arving bleven er,
Og derfor vist nok faaer hvad jeg begier.

✂ 7. Vel mig, som den forsikring haver,
Som giør mit gandske sind og hierte glad,
Jeg veed, at alle gode gaver,
Som jeg af GUd forlange vil, og hvad
Jeg kand i denne verden trænge til,
Det, og langt mere, hand mig give vil.

✂ 8. Vel mig, i JEsu navn jeg beder,
I hvilken alting ja og amen er,
Som ved sin forbøn mig bereder
En aaben vey til alt, hvad jeg begier,
Vel mig! jeg aldrig nok kand raabe ud,
Hvad du est mig en sød og liflig GUd.

*5, 6: med] men J3-6, trykfejl. 7, 2: som giør mit gandske sind og hierte glad] det giør mig vel i sind og hierte glad J1-2. 8, 6: est] er J6-7. *- - - *5, 3: indvold] indre, hjerte; lyder] giver lyd, klinger. - 5, 6: Mt. 15, 28; jeg] den bedende. - 6, 1-2: Rom. 8, 27. - 6, 2: faders sind] fadersind. - 6, 3: vist] sikkert, utvivlsomt. Arlaud mener, at subjektet til bønhørt og trøstet bliver er hvad mig din aand indgiver, l. 1; han beråber sig på, at originalen har: was mich dein Geist selbst bitten lehret, das... wird gewisz von dir erhöret. Men den danske tekst har fået en skikkelse, som ikke passer til denne forståelse. Her hedder det nemlig ikke blot bønhørt, men også trøstet, hvad der forudsætter en person som subjekt, og i l. 4 fortsættes der med jeg, medens originalen har: weil es im nahmen deines Sohns geschicht. Det sandsynligste er derfor, at subjektet til bønhørt og trøstet bliver er et underforstået jeg, en foreteelse, som man møder oftere hos Brorson, f.eks. nr. 31, 8, 3; 120, 7, 4; 148, 4, 7. - 6, 4: Joh. 16, 24. - 6, 6: vist nok] sikkert nok. - 7, 1: forsikring] forvisning. - 7, 6: Ef. 3, 20. - 8, 2: hvilken] hvem, nemlig Jesus, l. 1; i ham er alting ja og amen dvs. alt hos ham er til at stole på, 2. Kor. 1, 19-20. - 8, 3: Jesu forbøn, Rom. 8, 34.

✂

Nr. 136.

✂ De ord, som du mig lader høre,
Dem kysser jeg i inderst hiertets grund,
At du, o store GUd! dit øre
Vil bøye til min arme bettelmund,
Jeg skal kun frit min vilkor sige frem,
Og al den hielp, jeg fattes, bære hiem.

✂ 2. Dit raad jeg da vil trøstig følge,
Og trine frit til naade-stolen ind,
Jeg vil den mindste trang ey dølge
For dig, min GUd, som hænger i mit sind,
Endskiønt du selv tilforne veedst saa vel
Alt hvad jeg har behov til liv og siel.

✂ 3. Dog at min ringe talemaade
Dig, store Konge, ret befalde maa,
Saa giv mig dertil aand og naade,
At bønnen kand af gandske hierte gaae,
At jeg, som er kun aske, støv og jord,
Maa komme frem med himmel-skikket ord.

✂ 4. Men som din aand vil ikke tage
Din bolig der, hvor ondskabs synder skee,
Saa kom, mit hierte at randsage
Og alle mine tanker giennemsee,
Og driv alt det du hader strax paa dør,
Som dig udi din virkning hindring giør.

*Nr. 136. J1-7. 1, 2: hiertets] hiertes J1-2. 6-7, måske trykfejl for hiertens. 2, 5: veedst] veed J6-7. *- - - *Nr. 136. Oversættelse. Ich hör', aus deinem wahren munde, Henrietta Catharina v. Gersdorf, Schr. s. 784. - 1, 3: at] bringer indholdet af de ord, l. 1. - 1, 5: min vilkor] mine vilkaar el. forhold. - 1, 6: så skal jeg tå lov at bringe al den hjælp, jeg mangler, med hjem fra Gud. - 2, 2 naade-stolen] her om Guds trone, Hebr. 4, 16, hvor det i ældre oversættelser hedder: »Lader os træde frem til nådestolen«, jfr. nr. 19, 8, 2. - 2, 4: som] hører til trang i l. 3. - 3, 1: at] for at; min talemaade] min måde at tale på. - 3, 2: befalde] behage. - 3, 6: himmel-skikket] skikket el. passende for himlen. - 4, 1: som] eftersom. - 4, 2: din] man venter »sin«. - 4, 3-4: Sl. 139, 23. - 4, 6: som] det, som. 27

✂ 5. Saa skal mit abba liflig klinge,
Naar du har selv mit hiertes harpe stemt,
Saa skal jeg GUd mit offer bringe,
Som ham kand være kiert og angenemt,
Naar du har samlet det forstrødde sind,
Og viet hiertet til din tempel ind.

✂ 6. Ved dig, GUds aand! jeg trøstig vover,
At bære frem til GUd min ringe bøn,
Min fader! giv mig hvad du lover,
At skenke mig udi din kiere søn,
Og lad det altid blive mig tilkiendt
Hvad JEsus med sin død mig har fortient.

✂

Nr. 137.

✂ Mel. HErre JEsu Christ sand Menniske.

✂ Vel den! der veed, i JEsu navn
At løbe ret vor GUd i favn,
Hand faaer i sandhed hvad hand vil,
Som JEsus selv har sagt ham til.

✂ 2. Dog er det dem, der frisk og frie
Fra ondskabs synd og hyklerie
Mod himlen brede hænder ud,
Dem favner mildt den søde GUd.

✂ 3. Naar barnet til sin fader gaaer,
Hvor gierne det en gave faaer,
Og skriger det i hungers nød,
Saa faaer det jo et stykke brød.

*5, 6: viet] vie J1; din] dit J1-3. * Nr. 137. J1-7. *- - - *5, 1: abba] fader, Rom. 8, 15; Gal. 4, 6. - 5, 2: Billedet af harpen er Brorsons, jfr. nr. 6, 6, 6-7. - 5, 4: angenemt] velbehageligt, velkomment. - 5, 5: forstrødde] adspredte, orig.: den zerstreuten sinnen-lauff. - 6, 6: hvad] hører til det i l. 5. *Nr. 137. Oversættelse. Wohl dem der fest im glauben steht, L. Laurenti, Schr. s. 797. - V. 1: Joh. 16, 24. - 2, 3: Es. 1, 15; 1. Tim. 2, 8. - 3, 2: hvor gerne giver faderen da barnet en gave! 28

✂ 4. En fader lader ham ey faae
I hunger steen at bide paa;
Hvem gav sin søn en basilisk,
Naar hand forlanger kiød og fisk?

✂ 5. Er GUd din fader, troe ham til,
At hand dig hielpe kand og vil,
Men den, der gaaer paa syndens vey,
Den hører GUd vor Fader ey.

✂ 6. Kun den, som ud fra synden gaaer,
Og JEsum i sit hierte faaer,
Hand kand allene bede smukt,
Og finder sine bønners frugt.

✂ 7. Saa beed ey med den bare mund,
Men ret af gandske hiertens grund,
Og tviil saa aldrig mere paa
Den deel, du beder om, at faae.

✂ 8. Men søde JEsu! selv mig lær,
Din fader ret at komme nær,
At jeg kand altid faae ved dig,
Min JEsu! hvad der tiener mig.

✂

Nr. 138.

✂ Mel. HErre jeg har handlet ilde.

✂ Jeg er rede
Til at bede,
Hiertens søde JEsu hør.
Jeg vil ligge
Her og tigge
Ved din store naades dør.

*6, 4: finder] finde J7. 7, 3: tviil] tvivl J1-3. 7. * Nr. 138. J1-7. *- - - *V. 4: Mt. 7, 9-11. - 4, 3: basilisk] giftslange. - 5, 3-4: Sl. 66, 18. - 5, 4: den] ham. - 7, 4: den deel] alt det. *Nr. 138. Oversættelse. Sieh', hie bin ich, ehrenkönig, J. Neander, Schr. s. 790. Oversættelsen er meget fri. 29

✂ Lad dig finde, lad dig finde,
Som du har mig lovet før.

✂ 2. Kast et øye
Paa min møye,
At jeg dig kand komme nær,
Du allene
Kandst mig tiene,
Dig jeg eene søger her.
Lad dig finde, lad dig finde,
Tag mig hen og hav mig kier.

✂ 3. Jeg ey mere
Vil begiere
End en liden naadens-drik,
Som du giver
Den, der bliver
Hos dig fast til sidste nik.
Lad dig finde, lad dig finde,
Hvo dig faaer, hand alting fik.

✂ 4. O du søde
Morgenrøde,
Paradises beste flod,
Hiertet haster,
Raaber, kaster
Sig i støvet for din fod.
Lad dig finde, lad dig finde,
Sterke helt af Davids rod.

✂ 5. See hvor saare
Længsels taare
Rinder paa min svage kind,
Hvor jeg trænges,
Hvor jeg længes
Efter dig i siel og sind.

*2, 5: kandst] kan J6-7. *1, 7-9: Jer. 29, 13-14. - 3, 6: nik] muligvis = blund. - 4, 3: paradises beste flod] udtrykket er Brorsons, 1. Mos. 2, 10 flg. - 4, 8: Joh. Åb. 5, 5. - 5, 4: trænges] have det trangt, om beklemmende længsel. 30

✂ Lad dig finde, lad dig finde,
Lad mig trænge til dig ind.

✂ 6. Ære-sæde,
Guld og glæde,
Og hvad verden glædes ved,
Er kun smerte
For mit hierte,
Himlen er mit rette sted.
Lad dig finde, lad dig finde,
Store Gud, jeg er bered.

✂

Nr. 139.

✂ Mel. Fader vor i Himmerig.

✂ Giv dig, min kiere siel, til roe,
Og kom herhid i sindet fro,
Vi ville til vor fader gaae,
Jeg seer i brand hans hierte staae,
Hand vinker fuld af kierlighed,
Og bøyer øret til os ned.

✂ 2. Din fader raaber mildelig,
Kom kiere siel, jeg giver dig,
Thi jeg din gavn jo best forstaaer,
Alt hvad min kierlighed formaaer,
Jeg giør med dig en evig pagt,
At hielpe dig ved Guddoms magt.

✂ 3. Jeg skabte dig, jeg vil og kand
Dig holde liv og siel i stand,

*Nr. 139. J1-7. *- - - *Nr. 139. Oversættelse. Stell', liebste seele! dich in ruh', E. C. Philippi, Schr. s. 791. Salmen falder i 3 afsnit: 1) Opfordring til sjælen om at søge ro ved at vende sig til faderen i himlen, v. 1. 2) Faderen forsikrer sjælen om sin kærlighed og hjælp, v. 2-4. 3) Som svar herpå følger en lovprisning, der går over i en betragtning af, hvad Gud har givet, vekslende med sjælens tilsagn om helt at ville tilhøre ham og sige sig løs fra verden, v. 5-12. - 2, 3 er en parentes; 2, 4 hører til giver i l. 2. - 2, 5: Es. 55, 3; Jer. 32, 40; Ez. 16, 60. 31

✂ Jeg styrker dig i al din nød,
Jeg med dig gaaer i liv og død,
Jeg giver dig det gierne, som
Du mig af hiertet beder om.

✂ 4. Din fader er mit evig navn,
Jeg bærer dig i naadens favn,
Og merker paa din bøn saa tit
Du kun gaaer frem i troen frit,
Da rekker dig min milde haand,
Hvad dig er got til liv og aand.

✂ 5. O hvad er dog dit gode stort,
Som os til dine børn har giort,
O kierlighed! den store Gud
Har valdt os arme orme ud,
Til himlens arve-ret at faae,
Og vi ham fader kalde maae.

✂ 6. Dog see, hvor dybt hand bøyer sig,
Den høyeste, og giver mig,
Hvad verdens daarer ey forstaae,
Som midt om dagen blinde gaae,
Nu er jeg meer end meget riig,
Og blir vor HErres engler liig.

✂ 7. Jeg raaber: Fader! du est min,
Jeg er, min fader! gandske din,
Din aand er min besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv hand fører bønnen frem,
At den for dig er angenem.

*4, 1: evig] evigt J4-7. 4, 3: og] o J2. 4, 5: rekker] rekkes J1-7, trykfejl; orig. l. 5-6: Da geb' ich was dir nöthig thut, Und dir an leib und seel ist gut. 7, 1: est] er J6-7. *- - - *4, 3: merker paa] agter på. - 5, 1 hvad] hvor; dit gode] din godhed. - 5, 5: Rom. 8, 17; Gal. 4, 7. - 6, 1: dog see] se dog; dog er ikke modsættende. - 7, 3: besegling] omtrent = bekræftelse, 2. Kor. 1, 22; Ef. 1, 13; 4, 30; se under nr. 63, 14, 3-4. - 7, 5-6: Rom. 8, 26-27. - 7, 6: at] så at; angenem] velbehagelig, kærkommen. 32

✂ 8. Hvad siger nu den blinde flok,
Som gik mig efter længe nok,
At jeg den nu god nat har sagt,
Og staaer for Gud paa bønnens vagt,
Som til min længsel kierlig seer,
Og giver hvad jeg vil, ja meer.

✂ 9. Bort verden, jeg dig ey vil see,
Din lyst den føder evig vee,
Du skal mig ikke giøre blind,
Til himlen ene staaer mit sind,
Den himmel, hvor mit blive-sted
Til evig tiid mig er bered.

✂ 10. Imidlertid jeg har min lyst
Til Gud, mit hiertes lys og trøst,
Som letter al min trængsels stand,
Naar jeg ham fader kalde kand,
Og er jeg end til døden træt,
Saa giør hand mig til himlen let.

✂ 11. I kors jeg klager nat og dag:
Min fader! see! jeg er saa svag;
I fattigdom med øyne-graad
Jeg siger: Fader! skaf mig raad!
Naar korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader! hielp mig snart!

✂ 12. Saa grusom er dog ingen nød,
Saa bitter er dog ingen død,
Jeg faaer jo lindring, raad og trøst,
Naar jeg opløfter bønnens røst,

*8, 3: at jeg den nu god nat har sagt] at jeg den gode nat har sagt J1. *- - - *8, 1-3: hvad siger den blinde flok til, at jeg har sagt den god nat dvs. farvel? - 8, 2: som gik mig efter] som efterstræbte mig; orig.: die du mir hast so nachgestellt. - 8, 5: som] hører til Gud i l. 4. - 8, 6: Ef. 3, 20. - 9, 5-6: Joh. 14, 2-3. - 10, 1: imidlertid] i mellemtiden, inden jeg når til himlen. - 10, 1-2: jeg har min lyst til Gud] jeg har min glæde i Gud, orig.: hab' ich meine lust an GOtt. - 10, 6: til himlen let] let til himmelvandringen. - 11, 1. 5: kors] lidelse. - 11, 4: raad] udvej, hjælp. - 11, 5: når lidelsen bliver langvarig og tung. 33

✂ Lad slippe hele verdens flok,
Gud er min fader, det er nok.

✂

Nr. 140.

✂ Mel. Som en Hiort tørstig etc.

✂ Falder paa dig modgangs hede,
Nød og jammer, spee og spot,
O da maa du flittig bede,
Bønnen er for alting got.
Midt igiennem korsets vee
Kand du da i ordet see,
Hvordan JEsu milde hierte
Seer og føler al din smerte.

✂ 2. Ingen bliver dog til skamme,
Som forlader sig paa Gud,
Lad der, hvad der vil, dig ramme,
Beed og troe og hold kun ud,
Synes det, hand seer dig ey,
O hand kiender al din vey,
Al din brøst du ham skal klage,
Og i ingen nød forsage.

✂ 3. Bede, banke, raabe, græde
Er de christnes største kunst,
Trøstig frem for Gud at træde
Finder frelse, trøst og gunst,
Hvo kun troer vor HErre vel,
Er den allerbeste siel,
Hand skal altid redning finde,
Intet kand ham overvinde.

*Nr. 140. J1-7. 1, 1: dig] din J2-3. *- - - *12, 5: slippe] vistnok: svigte, jfr. nr. 208, 10, 1. *Nr. 140. Oversættelse. Wenn dich unglück hat betreten, J. Olearius, Schr. s. 795. - 2, 8: forsage] tabe modet. - 3, 1-2: Mt. 7, 7-8. - 3, 3-4: Infinitiven at træde er subjekt til finder; orig.: Freudig all'zeit vor GOtt treten, Findet hülffe, gnad' und gunst. 34

✂ 4. Lær vor HErres vey og maaden,
Som hand fører sine paa,
Hand vil styrke dem i naaden,
Naar hand fanger an at slaae,
Lever dog vor Gud endnu,
Tier hand, saa tael kun du,
Storm med magt til himlens volde,
Gud kand intet dig forholde.

✂ 5. Troe hvad du i ordet hører,
Bliv paa sandheds visse sti,
Satan, som saa mange fører,
Skal vel lade dig gaae fri,
Al din liid og love set
Paa Guds sandheds lys og ret,
Troe kun Gud, hand kand ey svige,
Beed, saa skal din kummer vige.

✂ 6. Gud skee lof for al sin naade,
Som mig giver saadan magt,
At jeg tør i ingen vaade
Gaae bedrøvet og forsagt,
Derfor vil jeg daglig paa
HErrens prises harpe slaae,
Og i baade sorg og glæde
Halleluja lystig qvæde.

✂

Nr. 141.

✂ Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

✂ Du folk, som christne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,

* Nr. 141. J1-7. *4, 4: fanger an] begynder. - 4, 5: vor Gud lever dog endnu. - 4, 7: Mt. 11, 12; Lk. 16, 16. - 5, 3: fører] er anfører for. - 5, 5: liid og love] tillid. - 6, 3: tør] behøver. - 6, 8: halleluja] her med tonen på 3. stavelse; lystig] frydefuld. *Nr. 141. Oversættelse. Du volck, das du getauffet bist, P. Gerhardt, Schr. s. 666. - 1, 2: salvede] 2. Kor. 1, 21. 35

✂ Alt siden hand ved daaben til
Sin samfund dig lod komme,
Betænk, betænk, og agt det stort,
Hvad Gud har dig i daaben giort,
Hvad naade dig er skenket.

✂ 2. Du varst, før du til verden kom,
Og før du noget giorte,
Alt under vredens strenge dom,
Fordømt, fortabt og borte,
Du havde af forældres blod
Et sind, som var din Gud imod,
Og vilde ham ey kiende.

✂ 3. Dit liv og siel var fuld af synd
I gierning, ord og tanker,
Som i en ond og raadden brønd
Det fule vand sig sanker,
Den deylighed du i var skabt,
Guds billede, du havde tabt,
Og al din pragt forloret.

✂ 4. Der du var saa elendig fød,
Hvad havde du at vente?
Guds vrede, straf og evig død
Som syndens sold og rente,
Din arme siel med kroppen var
En satans træl, et vredens kar,
Som evig skulde brænde.

✂ 5. Al denne ulyksalighed,
Alt det dig skade kunde,

*2, 1: varst] var J6-7. 2, 2 giorte] giorde J7. 3, 7: forloret] forlaaret J1-3.
- - -
2, 1-3: EL 2, 3. - 2, 5: Sl. 51, 7. - V. 3: Brorson har sluppet originalens billede i l. 1-2 (Dein leib und seel' war mit der sünd' Als einem gift durchkrochen) og indført sit eget i l. 3-4. - 3, 4: fule] rådne. - 3, 5-6: 1. Mos. 1, 26-27. - 4, 1: der] da. - 4, 4: syndens sold] Rom. 6, 23: »Syndens sold er døden«; sold] løn, egl. en soldats lønning; der tænkes på den løn, synden giver dem, der tjener den. - 4, 6: vredens kar] Rom. 9, 22. 36

✂ Det sank i daabens vande ned,
Og evig gik til grunde,
Alt hvad ved Adam var forseet,
Og ved dig selv var ilde skeet,
Har Gud i daaben druknet.

✂ 6. De sorte lenker sank som bly
I daabens frelse-vande,
Gud lod dig fri og skiøn og ny
I naadens rige lande,
Hand gav dig børne-ret og navn,
Og tog dig i sin milde favn,
Som alle himle bærer.

✂ 7. Hvad af naturen er med band
Og vredens dom beslaget,
Det haver Gud i daabens vand
Igien til naade taget,
I daaben bliver døden død,
Og satans rige lider nød,
Naar Gud os toer og bader.

✂ 8. O søde daab! o himmel-bad!
Jeg kom til dig saa usel,
Men JEsus mødte mig saa glad,
Og skiulte al min blusel,
Ham selv jeg til en klædning fik,
Og i hans blod og død jeg gik
Her ind i naadens arme.

✂ 9. O rene flod! o livets brønd!
O paradises egne!
Al verden er mod dig kun dynd
Og pøle-vand at regne,

*6, 7: bærer] bære J1-7, sikkert en konstant trykfejl.
- - -
6, 1-2: Billedet er Brorsons. Udtrykket frelse-vande ligesom at lande i l. 4 (også Brorsons) stammer vel fra 1. Pet. 3, 20-21 med sidestillingen af syndflodens og dåbens vand. - 6, 5: Gal. 4, 5; 1. Joh. 3, 1. - 7, 1: band] forbandelse. - 7, 2: beslaget] slået, ramt af. - 8, 1: himmel-bad] jfr. Tit. 3, 5. - 8, 4: blusel] skam. - 8, 5: Gal. 3, 27. - 9, 1-4: Billederne er Brorsons. 37

✂ I dig har Gud en virkning lagt,
For hvilken satans hele magt
Forferdes maa og falde.

✂ 10. Din væde er ey saa gemeen
Som alle andre brønde,
Thi du giør sielen himmel-reen
Og fuld af JEsu ynde,
Guds kierlighed og Christi blod
Udgyder sig i daabens flod
Ved Aandens naade-strømme.

✂ 11. Det bør dog tages vel i agt,
Og holdes høyt i ære,
Dit levnet om din daabes pagt
Bør altid vidne bære,
At det af dyder skinne kand,
Og prise Gud for naadens stand
I alle sine dage.

✂ 12. Saa lad da ingen satans list
Berøve dig dit gode,
Men vær en deylig himmel-qvist,
Og frugtbar JEsu pode,
Der svarer til det christen navn,
At du din daabes frugt og gavn
Kand her og evig nyde.

*12, 2: dit gode] det gode J2-7. *- - - *10, 1: gemeen] almindelig, om noget dagligdags. - V. 11 er væsentlig Brorsons, måske med en let påvirkning fra v. 2 i Kingos »Enhver som troer og bliver døbt«: »O JEsu, lad os stige Ved daabens kraft i dyder frem«. - 12, 3-4: Billedet er Brorsons. - 12, 4: pode] enten podekvist eller ung plante, se under nr. 10, 1, 3. Hvis det har første betydning, så den døbte ses som indpodet i Jesus, svarer det til v. 8 i Kingos »Mig lyster nu at træde«: »Saa er vi da Guds poder, I JEsu planted' ind«, og til tanken i »Enhver som troer og bliver døbt«, v. 1: »Thi hand ved JEsu blod er kiøbt, Som vil sig ham indlive«, jfr. tiltalen til fadderne i kirkeritualet 1685, hvor det hedder: »at [Barnet] maa, naar det opvoxer, blive ved Christum, ligesom det nu ved Daaben er indpodet udi hannem«. Men det er dog et spørgsmål, om ikke selve udtrykket en JEsu pode naturligere forstås om en plante, der tilhører ham eller er plantet af ham, end om en kvist, der er indpodet i ham. - 12, 5: christen] kristne, jfr. Kirke-Ritual 1685: »din Christen Kirke«. - 12, 6: at] så at.

✂

Nr. 142.

✂ I siele, som igien saa ilde
Har taget syndens byrde paa,
Endnu, mens naaden er at faae,
Endnu, og før det er for silde,
Enhver fra sine synder flye,
At eders vandring bliver nye.

✂ 2. Den flod, som JEsu blod har farvet,
Det himmel-rene daabens vand,
Har eder sat i naadens stand,
Og hvad I har af Adam arvet,
Af synd og skam fra haand til fod,
Er renset af i daabens flod.

✂ 3. Hvi vil man da med magt ey vide,
At man er døbt i JEsu død,
Som os har frelst af al vor nød,
At vi ved daaben her skal lide
Og døe med ham, at hver og een
Staaer op retfærdig, nye og reen.

✂ 4. Du skal til korset daglig banke
Enhver forbandet syndig lyst,
Korsfæste inden i dit bryst
Den allermindste onde tanke,

*Nr. 142. J1-7. 3, 4: ved] med J1-2. 3, 5: og døe] at døe J1-2. *- - - *Nr. 142. Oversættelse. Ihr seelen! die den laster-banden, H. J. Werenberg, Schr. s. 669. Salmen er digtet over Rom. 6, 1-14. - V. 1: Tænk et udråbstegn efter l. 2. L. 3-4 hører til l. 5. - 1, 6: at] så at. - V. 3: Tankerne er hentet fra Rom. 6, 3-4. L. 1-2: Det er en bestemt side ved dåben, som mennesker absolut (med magt) ikke vil vide af, nemlig at den er en dåb i JEsu død; den døbte er så at sige bleven deltager i Jesu død; l. 4-5a viser derefter, at i kraft heraf (ved daaben) skal den kristne virkelig lide og dø med Jesus dvs. i sit liv gennemføre den afdøen fra synden, som principielt er sket i dåben; endelig viser l. 5b-6, at også Kristi opstandelse til et nyt liv skal virkeliggøres hos den døbte. De 3 at kan være sideordnede, eller de 2 sidste - snarest blot det sidste - kan betyde så at. - V. 4 forklarer det, der var sagt i 3, 4-5a, som en korsfæstelse af al syndig lyst; den gamle Adam dvs. det gamle syndige jeg skal lide dødsstraf og begraves i Jesu grav. Tankerne er fra Rom. 6, 6, jfr. Gal. 5, 24, og fra Rom. 6, 3. - 4, 1: banke] vi ville sige: nagle. 39

✂ Den gamle Adam staaer sin straf
Og klemmes ind i JEsu grav.

✂ 5. Est du nu død paa saadan maade,
At du fra syndens magt er frie,
Da syndens straf er og forbi,
Da staaer du, ved din JEsu naade,
Op til et helligt liv, som ey
Vil see engang den brede vey.

✂ 6. Saa skal du derfor dig nu agte
For den, som er fra synden død,
Men nye igien til himlen fød,
Og derhen bør allene tragte,
Betænkende, hvorledes du
I Christo bør at leve nu.

✂ 7. Lad, JEsu, mig da plantet vorde
Med dig til samme død, og giv,
Jeg ogsaa ligne maa dit liv,
Min gamle Adam daglig jorde,
Ved din opreysning seyerriig,
Dig vorde her og evig liig.

✂

Nr. 143.

✂ Mel. Christus kom selv til Jordans Flod.

✂ O hvad er det en herre-stand,
Naar vi det ret betænker,
Guds Søn sit blod i daabens vand
Os arme syndre skenker,

*5, 1: est] er, J6-7. *Nr. 143. J1-7. 1, 4: syndre] synder J1-2. *- - - *4, 5: staaer] udstår. - 4, 6: klemmes ind] vel sagtens, fordi den gamle Adam i sit hovmod er så stor. - 5, 3: da] eftersætning. - 5, 5-6: ey vil see engang den brede vey] ikke vil så meget som se til den, langt mindre vandre på den, Mt. 7, 13. - 6, 1-2: du skal agte dig dvs. anse dig for død fra synden, Rom. 6, 11. - 6, 4: derhen] til himlen. - 7, 1-2: plantet med dig] Rom. 6, 5, hvor »sammenvokset med ham« i ældre tid har været oversat: »plantet sammen med ham«. *Nr. 143. Oversættelse. O welch ein unvergleichlichs guht, J. Rist, Schr. s. 673. - 1, 1: hvad] hvor. - 1, 3; 2, 4: Jfr. nr. 142, 2, 1-2. Den tanke, at Jesus har blandet sit blod i dåbens vand, skriver sig måske fra ord som Hebr. 12, 24; 1. Pet. 1, 2, hvor der tales om bestænkelse med Kristi blod, sammenholdt med Hebr. 10, 22, hvor dåben betegnes som en bestænkelse, jfr. Ez. 36, 25. 40

✂ Tre ting paa jorden vidner mod
Alt hvad os vil anklage,
Og det er aand og vand og blod,
Som sielen kand unddrage
Til livets strøm at smage.

✂ 2. Du har, o milde JEsu! jo
Selv indsat døbe-vandet,
Da du dig lod i jordan toe,
Og med dit blod det blandet,
Det renser sielens dybe grund,
Og os med Gud forbinder,
At hiertet ret sin fryde-stund
I daabens vande finder,
Naar man sig ret besinder.

✂ 3. Ved daaben drog du siel og sind
Til kirkens samfunds glæde,
Og skrev mit navn blant hine ind,
Som skal for thronen træde,
Det vandbad udi ordet giør
Os synde-frie og rene,
Saa hielp, at vi, som det sig bør,
Det trolig med dig mene,
Og elske dig allene.

✂ 4. Vi traadde ind ved daabens pagt
I naadens søde rige,
Saa ingen nu tør gaae forsagt,
Som JEsum ey vil svige,
Den pagt er stærk, og evig staaer,

*1, 5--7: 1. Joh. 5, 7-8. - 1, 7: aand og vand og blod] Helligånden, dåbens vand, Jesu blod. - 1, 8: unddrage] drage bort (fra den ydre verden). - 1, 9: livets strøm] enten som i nr. 64, 1, 1 at forstå ud fra Joh. Åb. 22, 1: »livets vands flod« i det ny Jerusalem, i så fald en forsmag, eller ud fra Joh. 4, 14; 7, 38-39; i hvert fald er vel Helligånden den virkelighed, der tænkes på. - 2, 1-3: Mt. 3, 13 flg. - 2, 5: Ap. G. 22, 16; Ef. 5, 26; Hebr. 10, 22. - 2, 2: indsat] indstiftet, indført. - 2, 7: at] så at. - 3, 1-2: 1. Kor. 12, 13. - 3, 3-4: Lk. 10, 20; Fil. 4, 3; Joh. Åb. 3, 5. - 3, 5-6: Ef. 5, 26; ordet] døbeordet. - 3, 8: trolig] trofast, oprigtig. - 4, 1: daabens pagt] 1. Pet. 3, 21. 4, 3: tør] behøver. - 4, 5: Es. 55, 3; Jer. 32, 40. 41

✂ At intet os kand tage
Vor himmel bort, i hvor det gaaer,
Trods verdens lyst og plage,
Gid ingen nu forsage!

✂ 5. Af helved-unger har Gud giort
Os til sin slægt paa jorden,
Det agtes overmaade stort
I JEsu lemmers orden,
Ja Christus med sit blod og død
Er gandske os foræret,
Saa staae vi fast mod satans stød,
Og fegte ey i været,
Gud være evig æret!

✂ 6. Gud har os børne-arve-ret
Til himmerige skenket,
Og alle vore synder slet
I havets dyb nedsenket,
Nu kand al satans magt og vold
Os ey til skade røre,
Vor JEsus er vor muur og skiold,
Hand selv vor striid vil føre.
O vi har got at giøre!

✂ 7. Gud lad os bære megen frugt,
Hvortil vor daab forpligter,
At hver, fra verden udelukt,
Kun alt til himlen sigter,
Lad mig ved daglig bøn og bod
Med JEsu døe saaledes,
At jeg i kamp mod kiød og blod
Ved striden aldrig kedes,
At verden ret udsvedes.

*4, 6: at] så at. - 4, 9: forsage] tabe modet. - 5, 2: sin slægt] sine børn. - 5, 4: JEsu lemmer] Ef. 5, 30; orden] menneskegruppe med bibetydning af noget ærefuldt. - 5, 6: foræret] skænket. - 5, 8: fegte ey i været] kampen er ikke spilfægteri, men alvor, 1. Kor. 9, 26: »Jeg fægter ikke således som den, der slår i vejret.« - 6, 1-2: Rom. 8, 17. - 6, 3-4: Mika 7, 19. - 6, 3: slet] fuldstændig. - 6, 9: har got at giøre] er godt stillet. - 7, 4: alt] lige. - 7, 6: Rom. 6, 8. - 7, 9: udsvedes] som i en svedekur. 42

✂ 8. Hielp! at vi daabens dyre pagt
Og naade aldrig glemme,
Og lad os vores daabs foragt
Af ingen meer fornemme,
Lad daaben være os til trøst
Mod al vor vee og plage,
Et vand som giør al syndens lyst
For os saa salt som lage,
Saa hiem til himlen drage.

✂

Nr. 144.

✂ Mel. Mit hierte! hvi græmmer du dig.

✂ O siel! hvor blev de gode ord,
Som JEsus fik,

*Nr. 144.J1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. *- - - *8, 3-4: skån os for at se vor dåb foragtet af mennesker; originalen: Und sich kein freches hertz noch mund Zu schmähen ihn (diesen gnaden-bund) vermessen. - 8, 9: saa] derpå; let unøjagtighed i forbindelsen med det foregående. *Nr. 144. Original. En skriftemålssalme. I tankegang ligger den nær ved nytårssalmen nr. 19. Ifølge kirkeritualet af 1685 skulle de, der ville til alters, »indstille sig for Præsten i Skriftestolen, bekiende deris Synder for hannem og bede om Afløsning«. Når så »Præsten har hørt en Synders Bekiendelse og der hos fornummet en hiertelig Fortrydelse over Synden, samt en inderlig Længsel efter Guds Naade med et Christeligt og alvorligt Forset til en sand Bedring, da skal hand... forreholde hannem sin Synds Vederstyggelighed og onde Fortieniste efter Guds Lov og der imod fremføre kraftig Trøst og Lægedom af Evangelio,... stille hannem Christi dyre Fortieniste for Øjen... og endelig formane hannem til at nyt og helligt Levnet..., hvorpå hand omsider med Haandens Paaleggelse i den Hellige Trefoldigheds Navn tilsiger hannem alle hans Synders Forladelse ikke ynskendis eller med nogen Vilkor, om hand giør en sand Poenitense, men med en vis og fast Slutning paa denne Maade: Efterdi I af Hiertet angrer og fortryder eders Synder og i en stadig Tro henflyer til Guds Barmhiertighed i Christo Jesu, lover derhos at beflitte eder paa et bedre og skikkeligere Liv herefter, da... tilsiger jeg eder alle eders Synders Forladelse o. s. v.« Ud herfra må salmen forstås. Med de gode ord, 1, 1, menes de ord, hvormed den skriftende under forskellige former gav udtryk for sin anger, sin længsel efter nåden og sit forsæt om forbedring. Den tiltale med lov, evangelium og formaning til et helligt liv, som præsten efter ritualet skulle rette til den skriftende, møder vi også i salmen. De pietistiske præsters almindelige uvilje mod skriftemålet som et bedrag, fordi syndsforladelsen uden vilkår kunne blive tilsagt ubodfærdige mennesker, mærker vi ikke noget til. Men det er klart, at det for Brorson frem for alt gælder om at vække de ubodfærdige, hvis løfte om forbedring kun kommer fra munden, v. 2, og for hvem de gode ord blot er de bare ord, sagt hen i vær og vind, 5, 1-2. 43

✂ Den tiid du gik
Nu sidst til HErrens bord,
Der du i skrifte-stolen sad,
Og om vor HErres naade bad?

✂ 2. Da vilde du forbedre dig
Af hiertens grund,
Saa har din mund
Vel talet dristelig,
Men med hvad hierte det er skeet,
Er siden noksom kiendt og seet.

✂ 3. Dit skidne hiertes hykle-bod
Er løfte-riig,
Men list og sviig
Giør aldrig sagen god,
Det er at bade sig i dynd,
Og skiule kun sin synd med synd.

✂ 4. Du gaaer saa ofte frek og fri
Ved hykle-trin
Og bønnens skin
Guds naades dør forbi,
Og giør ved din forvovenhed
Kun Gud i himlen mere vred.

✂ 5. At sige hen i vær og vind
De bare ord,
Til HErrens bord
At gaae med samme sind,
Den altergang og skriftemaal
Giør hiertet haardt som steen og staal.

*3, 1: dit] det J4-7. 5, 1: vær] væir J1. 5, 6: haardt] hart J2-3. *- - - *1, 5: der] da. - 3, 3: list og sviig] hvormed man søger at narre Gud, fordi man vil slippe uden om opgøret. - 4, 2: hykle-trin] om den blot vanemæssige gang til kirke og til alters. - 4, 3: bønnens skin] en bøn, som kun er skin. - 4, 5: forvovenhed] at turde nærme sig Gud på en sådan måde. - V. 5. L. 1-2: skriftemålet, l. 3-4: altergangen; med samme sind] som det, hvormed man gik til skrifte; det var dagen før altergangen, at skriftemålet fandt sted, så der havde været tid til at skifte sind. 44

✂ 6. Din banden, vrede, gierighed,
Guds ords foragt,
Din stats og pragt,
Din vellyst bliver ved,
Dit levnet slaaer dig paa din mund,
Og viser hiertets falske grund.

✂ 7. At sige HErre! HErre! kand
Ey her forslaae,
Men hiertet maa
Af den fordervet stand,
Dit følesløse sind maa hen,
Og JEsus selv derind igien.

✂ 8. Spørg hiertet, om det og har lyst,
At skiemte meer
Med den, som seer
Hver tanke i dit bryst,
Og stevner al din kirke-sag
For dommens store skrifte-dag.

✂ 9. Græd for den tiid, som er forbi,
Suk raab og beed,
At miskundhed
Dig denne gang vil frie,
Og at ved JEsu saar og blod
Din skriftegang maa blive god.

✂ 10. Randsag dit hierte ret for Gud,
Om og din bod
Har saadan rod,
At du, som JEsu bruud,
Ey siger anden troskab til,
End den du ogsaa holde vil.

*8, 2: at skiemte meer] at skiemte-spille meer J1. 10, 1: randsag dit hierte ret for Gud] randsag om tro e du er for Gud J1. *- - - *7, 1: Mt. 7, 21. - 7, 5: hen] bort. - 8, 5: al din kirke-sag] hele sagen med din kirkegang, og hvad dertil hører. - 10, 1: 1. Kor. 11, 28; 2. Kor. 13, 5. - 10, 4-6: 2. Kor. 11, 2-3. 45

✂ 11. Fornye med Gud din daabes pagt
Hver dag og tiid,
Til kamp og striid
Mod satans list og magt.
Hav, hvor du vandrer ud og ind,
Guds ord og himmel i dit sind.

✂ 12. For alting lad den blodig sveed,
Den bittre nød
Og haarde død,
Som JEsus for dig leed,
I sielen ret som prentet staae,
Saa kand du smukt til alters gaae.

✂

Nr. 145.

✂ Mel. JEsu søde Hukommelse.

✂ I morgen skal mit bryllup staae,
Ach morgen sød at tænke paa,
Min længsels sødeste behag,
Og sielens store høytids-dag!

✂ 2. Kom med din man og himmel-brød,
Som døden selv kand giøre sød,
Med dug, som Hermons overgaaer,
Den skal jeg faae af JEsu saar.

✂ 3. Kom morgen dog, du ædle tiid!
Kom, jeg vil bruge dig med fliid,
Før morgen-dug giør jorden vaad,
Jeg møde skal med længsels graad.

*12, 6 smukt] smuk J1-2. *Nr. 145. J1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 3, 1: kom morgen dog] kom morgen dag J3, kom morgen-dag J4-7. *- - - *12, 1: Lk. 22, 44. *Nr. 145. Original. En betragtning aftenen før altergangen. - 1, 1: mit bryllup] om nadveren, hvor sjælen som bruden forenes med Jesus som brudgommen; til grund ligger den allegoriske fortolkning af Højsangen i den form, der lader bruden betyde den enkelte sjæl, ikke menigheden; sådan ofte hos Brorson. - 2, 1: man] manna, 2. Mos. 16, 4-15; himmel-brød] Joh. 6, 32 flg. 51. - 2, 3: Sl. 133, 3. 46

✂ 4. Og om jeg end min hvile fandt
Mens nattens sorte taage svandt,
At legemet forfrisker sig,
Dog vaager sielen idelig.

✂ 5. Thi JEsu pines røde saar
Mig nat og dag i tanker staaer,
Og bruger i den trygge slum
Mit længsels ord: O! JEsu kom.

✂ 6. Dog længes jeg, at natten maa
Jo før jo bedre ende faae,
Jeg qvæger mig ved JEsu ord,
Og længes efter JEsu bord.

✂ 7. Væk JEsu selv min arme krop
Til rette tide munter op,
At før den blide soel opgaaer
Jeg brude-pyntet for dig staaer.

✂ 8. Saa sover jeg i JEsu favn,
Saa vaagner jeg i JEsu navn,
At JEsus bliver dag og nat
Mit hiertes gandske deel og skat.

✂

Nr. 146.

✂ Mel. JEsu! du min glæde.

✂ Aldrig kand jeg sige
Hvilket himmerige
Jeg i sielen fandt,
Hvordan al min vaade

*7, 1: arme] matte J7. *Nr. 146. J1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. *- - - *V. 4: Højs. 5, 2. - 4, 3: at] så at. - 5, 3-4: og bruger] måske underforstået »jeg«, se under nr. 31, 8, 3; muligt er det vel også, at JEsu pines røde saar, l. 1, kan være subjekt til bruger; i så fald er meningen, at Jesu pine selv under søvnen - i drømme? - kalder længselsordet frem i sjælen. - 5, 4: JEsu kom] Joh. Åb. 22, 17. 20. - 8, 3: at] så at. *Nr. 146. Original. Betragtning og bøn efter altergangen. 47

✂ Ved min JEsu naade
Af mit hierte svandt,
Der hand lod
Sit kiød og blod
Mig i brød og viin fremdrage,
Og i sielen smage.

✂ 2. Der var mad at æde
Fuld af himmel-glæde
Ved min JEsu bord,
Der var saadan drikke,
At jeg finder ikke
Allermindste ord,
Til den trøst
Og hiertens lyst,
Som jeg finder, at udsige,
Der var himmerige.

✂ 3. Samme himmel-glæde
Er endnu til stede
I mit svage bryst,
Alle blode-draaber
I mit hierte raaber:
JEsus er min lyst!
Det er meer
End verden seer,
Naar man kand i sielen finde
JEsum selv derinde.

✂ 4. O at jeg dog kunde
Skaffe alle munde
Til at hielpe mig,
JEsu lof at siunge,
Thi min arme tunge
Er for skrøbelig!

*1, 7: der] da. - 1, 9: mig fremdrage] sætte frem for mig. - 2, 9: finder] føler. - 3, 9-10: 2. Kor. 13, 5; Ef. 3, 17. 48

✂ Tak og priis
Paa engle-viis
Burde jeg min JEsu bringe,
Det var dog for ringe.

✂ 5. Derfor mine taare
Rinde skal saa saare,
For jeg ikke kand
Synge som jeg vilde,
Derfor øyets kilde
Øser beske vand,
Det er det
Jeg mener ret,
Om mig nogen seer at græde,
JEsus er min glæde.

✂ 6. O min ædle smykke!
Lad min siel sig trykke
Heftig til dig ind,
Af din himmeldrue
Idelig at sue
Glæde for mit sind,
At jeg faaer
I dine saar
Det, som kand min siel fornøye,
Og fra verden bøye.

✂ 7. Og som vor forening
Ey i anden mening
Nu fornyes kand,
End at jeg allene
Elske skal og tiene
Dig, min Frelsermand,

*4, 9: Jesu] Jesum J1-3. 5, 4: synge] siunge J1-3. 5, 6: beske vand] bekke vand J3, bække vand J4-5, bække-vand J6-7. 5, 7: det er det] der er det J1. *- - - *4, 10: dog] selv om det skete paa engle-viis, l. 8. - 5, 1: taare] flertal af taar. - 5, 3: for] fordi. - 5, 6: øser] udøser. - 5, 7-8: det jeg mener ret] nemlig JEsus er min glæde, l. 10. - 6, 7: at] så at. - 6, 9: fornøye] se under nr. 6, 1, 2. - 7, 1: som] eftersom. - 7, 2: ey i anden mening] i en anden og herligere mening skal foreningen med Jesus fuldbyrdes i himlens salighed. 49

✂ O saa lad
Ey satans had
Af mit paradiis mig drive,
Det skal amen blive.

✂

Nr. 147.

✂ Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

✂ Vil du til HErrens alter gaae,
Den sag er høy og vigtig,
Om ellers nogen sinde, maa
Du handle her forsigtig,
Prøv om du er i saadan stand,
At du med glæde komme kand,
Den sag maa vides rigtig.

✂ 2. Saa viid, at den, som hidindtil
I verdens skiød har sovet,
Den synden ey forlade vil,
Som er saa ofte lovet,
Og kommer dog til HErrens bord,
Hand skyldig er i JEsu mord,
Hans blod er paa hans hovet.

✂ 3. Til JEsu pine og fortred
Vi alle aarsag vare,
Vor synd var og i flokken med
Blant JEsu morder-skare,
Dog regnes det ham ikke til,

*Nr. 147. J1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 1, 1: vil] vilt J6. 2, 7: hovet] hoved J4-7. *- - - *7, 10: det skal amen blive] det skal stå fast; om amen (hebr.) som betegnelse for, hvad der er fast, se nærmere under nr. 236, 10, 5-7. *Nr. 147. Original. En formaning før altergangen, i tankegang beslægtet med nr. 144, desuden med nr. 8, nr. 19 og nr. 41. - 1, 5: stand] tilstand. - 2, 3: den, som ikke vil slippe synden. - 2, 4: lovet] vel ved tidligere skriftemål. - 2, 6-7: 1. Kor. 11, 27 ud fra den i ældre tid almindelige gengivelse: »Hvo som æder dette brød eller drikker Herrens kalk uværdigt, skal være skyldig i Herrens legeme og blod«. - 2, 7: hans blod] enten Jesu blod eller måske synderens eget blod ud fra Josva 2, 19; 2. Sam. 1, 16: »Hans (dit) blod skal være på hans (dit) hoved«, som udtryk for, at den pågældende selv bærer ansvaret for, at dødsstraffen rammer ham. 50

✂ Som JEsum sig tilegne vil,
Hand skal ey dertil svare.

✂ 4. Men den, som vidste, hvad hand leed,
Hvad JEsus os fortiente,
Den søde himmel-salighed,
Og sig dog ey omvendte,
Hand bliver JEsu banemand,
Og maa betænke hvad hand kand
For saadan skyld forvendte.

✂ 5. Man regne al den skyld, som fra
Det første er bedreven,
Hvad skrekkeligt om Sodoma
Og Choræ grav er skreven,
Hvad er det alt at ligne mod,
At JEsu pine, død og blod
Er saa foragtet bleven?

✂ 6. Det giør de christnes skyld saa stor,
Det topper syndens maade,
Fordi man har Guds sande ord
Om JEsu død og naade,
Man giør sig dog som flint saa haard,
At ingen tale meer formaaer
Fra synden dem at raade.

✂ 7. Saa see, o sikre siel! hvordan
Du her kand staae din prøve,
Vil du endnu, som du er van,
Guds helligdomme røve?

*5, 1: man regne] man regner J1-7, vel en konstant trykfejl. 7, 2: staae] naae J6-7. 7, 3: endnu] end nu J2-3. *- - - *3, 6: som] hører til ham i l. 5; sig tilegne] tilegne sig i troen. - 4, 5: Hebr. 6, 6. - 5, 3: 1. Mos. 19, 23-28. - 5, 4: 4. Mos. 16, 23-35; Choræ] Koras. - 6, 2: topper syndens maade] gør syndens mål topfuldt; maade] et kar til at måle med (»hundrede måder hvede«, Lk. 16, 7). - 6, 7: fra synden dem at raade] få dem til at afstå fra synden. - 7, 4: Guds helligdomme] Jesu legeme og blod i nadveren; at røve dem vil sige at rive dem til sig uden at have åndelig ret dertil. 51

✂ Vil du da altid blive ved,
At komme frem saa ubered,
Og naadens aand bedrøve?

✂ 8. Vil du da ey den synd, du veed,
Engang til side sette?
Vil du den pine, JEsus leed,
Evindelig forgiette?
Vil du ey kiende naadens tiid,
Men ret med al din magt og fliid
Guds store godhed trette?

✂ 9. Er det din mening, at du vil
Ey anderledes blive?
Vil du kun idel leeg og spil
Med JEsu marter drive?
Vil du kun byde munden frem,
Som Judas den forbandet lem,
Og satan hiertet give?

✂ 10. Ach tænk, det er en farlig sag,
Sin naades tiid at spilde,
Saa kommer vist engang den dag,
At du saa gierne vilde
Fra pinen være qvit og frie,
Men da er naadens tiid forbi,
Din klagen er for silde.

✂ 11. O lad endnu dog dette raad
Dig denne stund behage,
Vend om med megen suk og graad,
Din ondskab at beklage,
Som du har drevet hidindtil,
Saa maa du troe, at JEsus vil
Dig an i naade tage.

*7, 6: 1. Kor. 11, 28. - 7, 7: Ef. 4, 30. - 8, 5: Lk. 19. 44; naadens tiid] se under nr. 108, 1, 1. - 8, 7: Guds godhed trette] gøre Gud træt af at vise godhed. - 9, 5-7: Mt. 26, 47-49; Lk. 22, 3; Joh. 13, 27. - 9, 6: Måske betegnes Judas som den forbandet lem dvs. forhen lem på Kristi legeme eller Satans lem; måske er meningen: som Judas bød sin mund frem, og hans mund betegnes da som den forbandet lem. - 10, 1: tænk] betænk. - 10, 3-7: Lk. 16, 22-26. - 11, 5: drevet] bedrevet, udøvet. 52

✂ 12. Vaag op! hvi vil du synder gaae
Saaledes hen i blinde:
Det er den høye tiid, du maa
Dig dog engang besinde,
Men ingen raad jeg mere veed,
Om JEsu store kierlighed
Dig ey kand overvinde.

✂

Nr. 148.

✂ Op og smyk dig, siel! med glæde,
Ud fra syndens mørke sæde,
Frem til lyset! hid at prange
Glad i Gud med fryde-sange,
Den, som alle engler fryder,
Dig i dag til giest indbyder,
Den, som himlen har i vælde,
Lader sig hos dig anmelde.

✂ 2. Som forlovet bruud, din søde
Himmelbrudgom løb imøde,
Hør! hvor hand med naadens hammer
Banker paa dit hiertes kammer,
Luk op for ham aandens sale,
Byd ham ind med liflig tale,
Beed ham ved hans dyre navne,
At din siel ham ret maa favne.

✂ 3. Sølv og guld for dyre vare
Pleyer man vel ey at spare,
Men du vil for al din gave
Ey den mindste penge have.

*Nr. 148. J1-7. 2, 6: liflig] livlig J1-3. 3, 3: vil] vilt J1-3. *- - - *12, 1: vaag op] vågn op. *Nr. 148. Oversættelse. Schmücke dich, o liebe seele, J. Franck, Schr. s. 700. - 1, 3: prange] stråle - 1, 7: Mt. 28, 18. - V. 2: til dels genklang af Højsangen. - 3, 3: du] talen rettes nu til frelseren. 53

✂ Alle bergverks skat og evne
Mod den man er ey at nævne,
Mod det blod, min siel kand sue
Ind i viin af livets drue.

✂ 4. Ach hvor hungrer mine sinde
Efter denne kost at finde!
Ach hvor tit der taarer flyde
Efter denne mad at nyde,
Efter blodets kalk mig tørster!
Fyrste over alle fyrster!
Ønsker kun, at mine bene
Sig ved Gud med Gud forene.

✂ 5. Frygt og fryd mod disse høye
Blusser op i sielens øye,
Denne spises høye naade
Og den spiisnings dybe maade
Giør, at jeg med lyst kand merke
Dine hænders store verke,
Aldrig fandtes den, som kunde
Den din almagts dyb begrunde.

✂ 6. Ney, fornuft! du maa til side,
Kand det under ey bestride,
At den spise ey fortæres,
Hvorved dog saa mange næres,

*3, 6: den man] den mann' J7. 6, 4: mange] mangen J2. *- - - *3, 5: bergverks] bjergværkers, orig.: in allen bergwercks-gründen. - 3, 6: man] manna, 2. Mos. 16, 4-15, jfr. Joh. 6, 31 flg., her Kristi legeme i nadverbrødet. - 4, 1: mine sinde] mit sind. - 4, 2: kost] føde. - 4, 7: ønsker] underforstået »jeg«, se til nr. 31, 8, 3; mine bene] vistnok ud fra gammeltestamentlig sprogbrug = mit indre, min sjæl, Sl. 6, 3: »Mine ben er forfærdede«; Sl. 51, 10: »Lad mig høre fryd og glæde, at de ben må fryde sig, som du har sønderstødt«. - 4, 7-8: Ønsket går ud på, at sjælen ved Gud dvs. ved i nadveren at modtage Kristus, som er sand Gud, må blive forenet med Gud. - 5, 1: mod disse høye] over for disse guddommelige højder, det mysterium, der på een gang fremkalder frygt og fryd. - 5, 4: spiisning] bespisning. - 5, 5-6: merke dine hænders store verke] mærke de store gerninger, som Gud udretter i sjælen; udtrykket hænders verke er måske formet under indflydelse af Sl. 138, 8. - 5, 8: begrunde] udgrunde, fatte. - 6, 3: fortæres] blive brugt op. 54

✂ At i saft af viintræ-grene
Gud os kand sit blod forlene,
Nok! vi tingen faaer og smager,
Maaden HErrens Aand randsager.

✂ 7. JEsu livets soel og glæde!
See! her er jeg da til stede,
JEsu! alle naaders kilde!
Hør, hvad jeg saa gierne vilde,
See! jeg falder dig til fode,
Giv, at mig til gavn og gode
Og dit store navn til ære
Jeg din giest i dag maa være.

✂ 8. Medynk har jo, bart at sige,
Draget dig fra himmerige,
At du villig haver livet
For os hen i døden givet,
Og dit dyre blod udgydet,
Hvorved sielen bliver frydet,
Og din kierlighed betænkes,
Naar det os i vinen skenkes.

✂ 9. JEsu, livets mad og drikke,
Hielp mig! hielp mig! at jeg ikke
Til forgieves eller skade
Skulde mig bespise lade,
Men at jeg din sødhed smager,
Naar jeg denne spise tager,
Siden, naar basunen høres,
Ind til bords i himlen føres.

*6, 6: forlene] give. - 6, 8: 1. Kor. 2, 10. - 8, 1: bart] rent ud. - 8, 3: at] så at. - 9, 3-4: 1. Kor. 11, 29. - 9, 3: til forgieves] ældre udtryk = forgæves. - 9, 7: basunen] Mt. 24, 31; 1. Kor. 15, 52; 1. Thess. 4, 16.

✂

Nr. 149.

✂ Mel. JEsu søde Hukommelse.

✂ Saa gaaer nu sielens høytid an,
Vor JEsus med sit legems man
Og blodet af hans purpur-saar
Til dig at pleye færdig staaer.

✂ 2. Op da, hver naade-hungrig siel!
Din søde JEsus veed saa vel,
Hand dig kand give kraft igien,
Gak du kun trøstig til ham hen.

✂ 3. Frygt ey for din uværdighed,
Din JEsus nok din jammer veed,
Gak, nyd din frelsers kiød og blod,
Saa faaer du styrke derimod.

✂ 4. Ach! see, hvor hand sig stiller frem
Saa hierte-mild og angenem,
Hand kommer ey mod dig til dom,
Ney dertil er hand alt for from.

✂ 5. Hvor kand din brudgom mod sin bruud
Vel gaae til doms, og føre ud
Den af ham selv fuldendte sag,
End sige paa din æres dag?

*Nr. 149. J1-7. 1, 1: høytid] høyhed J1, jfr. nr. 236, 16, 4. *- - - *Nr. 149. Original. De 5 originale salmer i afsnittet Om Alterens Sacramente har en højst forskellig karakter. I nr. 144 og 147, som hører hjemme før altergangen, møder vi den strenge bodsprædikant. Nr. 145 og 146 er rent personlige digte, lyse, fulde af følelse. De udtrykker Brorsons Jesusmystik, det første - før altergangen - i stille inderlighed, det sidste - efter altergangen - i næsten ekstatisk jubel. Endelig har vi her i nr. 149 Brorsons egentlige altergangssalme. Dens første afsnit, v. 1-12, er en nådefuld indbydelse, der vil hjælpe sjælen ud over alt, hvad der ængster; fra slutningen af v. 9 er Jesus selv den talende. Derefter kommer i v. 13-18 altergæstens svar, som tolker glæden over den rigdom, der skænkes ved nadveren. Til sidst sluttes der i v. 19-21 med bøn om at blive bevaret i samfundet med frelseren og få hjælp til at gennemkæmpe den strid, som nu venter. - 1, 1: gaaer an] begynder; høytid] måske = bryllup, jfr. nr. 236, 16, 4. - 1, 2: man] manna, 2. Mos. 16, 4-15; Joh. 6, 31-35. 51. - 1, 4: pleye] vederkvæge el. nære, jfr. nr. 47, 3, 8; 78, 8, 5. - 2, 3 med underforstået at er objekt for veed i l. 2. - 3, 2: nok] fuldtud. - 3, 4: derimod] mod din uværdighed og jammer. - 4, 2: angenem] yndig. - 4, 3: Joh. 3, 17. - 4, 4: from] mild. - 5, 2-3: føre ud den af ham selv fuldendte sag] gennemføre den retssag, som han selv havde gjort ende på ved at frikende. - 5, 4: æres dag] bryllupsdag, jfr. nr. 145, 1. 56

✂ 6. At hand med trusels torden slaaer
Blant mange, som til alters gaaer
I verdens sind, som hver er van,
Hvad gaaer det knuste hierter an?

✂ 7. Du længes til din JEsum hen,
Hand længes efter dig igien,
Den begge siders længsel maa
Dog vist en nær forening naae.

✂ 8. Betænk, at hvad dig ængster, alt
Tilhobe er af ham betalt,
Saa vær kun du en kierlig giest,
Og hold i aanden fryde-fest.

✂ 9. Hans hierte staaer i længsels brand,
Hans øyne vinker hvad de kand,
Hans arme favner efter dig,
Og munden raaber: Kom til mig!

✂ 10. Tag denne spise, den er sød,
Mit legeme i dette brød,
Der kand dit hierte smage, at
Din synd er gandske dig forladt.

✂ 11. Kom, drik mit eget blod i viin,
Thi jeg er din, og du est min,
Det er for dig et sikkert pant,
At du est min, at det er sandt.

✂ 12. Det skeer fordi jeg har dig kier,
Og med dig vil forbindes nær,

*6, 3: hver] der J1, de J2. 11, 2: est] er J6-7. 11, 4: est] er J6-7. *- - - *V. 6: Ligesom i nr. 132, 6 bliver digteren her bange for, at de truselsord, der rettes mod de verdsligsindede vanekristne, skal ramme de urette, og han forsikrer derfor, at alt det slet ikke vedkommer de bodfærdige. - 6, 4 knuste hierter] Sl. 51, 19, jfr. nr. 6, 6, 8. - 7, 4: vist] sikkert, afgjort. - 9, 4: Mt. 11, 28. - V. 10-11 gengiver den lutherske nadverlære. - 11, 4: at det er sandt] måske undrende: at det virkelig er sandt! 57

✂ Dig giver jeg mig gandske hen,
Og vist vil have dig igien.

✂ 13. O JEsu, søde JEsu, hvor
Er dog din kierlighed saa stor,
Hvad giør den søde himmel-mad,
Hvad giør den dog mit hierte glad!

✂ 14. Nu gaaer jeg frisk, og trættes ey
At vandre paa den snevre vey,
Den trange stie har ingen trang
Paa mad og styrke til vor gang.

✂ 15. Det blod, som flød for syndens gield,
Er i min siel en livets væld,
Det slukte vreden før saa vel,
Nu ledsker det min tørstig siel.

✂ 16. Det flyder ind udi mit bryst,
Og drukner verdens vee og lyst,
Det flyder om mit gandske sind,
Og lukker til Guds have ind.

✂ 17. Nu skammer sig den onde aand,
At buen brister i hans haand,
Da hand min arme siel skal see
Ved HErrens bord saa mild at lee.

✂ 18. Hand har til mig slet ingen ret,
Min synd er reent forladt, forgiet,
Hans magt ey magter ved et haar,
Saa længe jeg i JEsu staaer.

✂ 19. Det giv mig da, min frelsermand,
Som det allene give kand,

*17, 2: brister] ryster J3. *- - - *13, 3. 4: hvad] hvor. - 14, 2-3: den snevre vey, den trange stie] Mt 7, 13-14. -14, 3: trang] mangel; ordspil mellem trange og trang. - 15, 3: vreden] Guds vrede, Rom. 5, 9; 1. Thess. 1, 10; før] på langfredag. - 17, 2: at] over, at; jfr. 1. Sam. 2, 4; Sl. 37, 15. - 17, 4: lee] smile. - 18, 2: forgiet] glemt. - 18, 3: ved et haar] så meget som et hår. - 18, 4: i JEsu] i livssamfund med Jesus. 58

✂ At jeg i din forening maa
Til døden frisk og mandig staae.

✂ 20. Jeg veed vel, det vil koste striid,
Og fienden giør nu mere fliid,
Men dette veed jeg og om dig,
At du skal aldrig slippe mig.

✂ 21. Hielp, at jeg strider, som en mand
Mod al den deel os skille kand,
Og det ved dig til sidste striid,
Saa har jeg dig til evig tiid.

*19, 3: i din forening] i forening med dig. - 20, 2: nu] netop nu efter altergangen. - 21, 2: al den deel] alt det. - 21, 3: ved dig] ved din kraft.

✂

Nr. 150.

✂ Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

✂ O siel, som daglig glad og sund
Din gierning foretager,
Staa stille dog en liden stund,
At sandse dine sager!
Betænk, om du af gandske magt
Har tient din Gud og næste,
Og taget stedse vel i agt
Din arme sieles beste.

✂ 2. Hvor stræber ey en verdens træl,
Sin riigdom at forøge,
Men riigdom for den arme siel
I naadens tiid at søge,
Det har den største deel forsømt
I alle verdens dage,
Men siden heder det: fordømt
Til evig helved-plage.

✂ 3. Hvor stræber ey en arbeids-mand
I daglig fliid og møye,
Dog kedes ey, men stedse kand
Sig i sin sveed fornøye,
At hand en god betalning faaer
Til sig og sines føde,
Om hand end, saa at sige, gaaer,
Og slæber sig til døde.

*Nr. 150. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 1, 1: o siel] op siel J6-7. 2, 3: men] mens F. 3, 5: betalning] betaling FJ1-2.
- - -
Nr. 150. Original 1, 4: sandse] overveje. - 1, 5-6: Mt. 22, 37-40. - 3, 5: at] fordi. 60

✂ 4. Hvor mangen haard og blodig kamp
Maa dog en stridsmand holde,
Naar fienden spruder ild og damp
Som sorte helved-trolde,
Dog i det bare haab at faae
Et bytte med tilbage,
Saa vover hand sit liv derpaa,
Og lader sig ey jage.

✂ 5. Vel er det nødigt, ret og got,
Sit brød med fliid at tiene,
Men det er og en evig spot,
At sørge derfor ene,
Hvordan man kand sin næring faae
Og giennem verden komme,
Sørg først, at det dig vel maa gaae,
Naar tiden den er omme.

✂ 6. Den salighed, som JEsu blod
Saa dyre os fortiente,
Er uden daglig kamp og bod
Umuelig vist at vente,
Forsigtig og arbeidsom bør
En christen altid være,
Thi troen, som os salig giør,
Maa altid frugter bære.

✂ 7. Du veed jo, satan løber om
Dig, naar hand kand, at sluge,
Hvor bør dig i din christendom
Da al din fliid at bruge,

*5, 1: nødigt] nødig J6-7. *- - - *4, 5: i det bare haab] blot i håbet om. - 4, 8: jage] drive på flugt. - 5, 1: nødigt] nødvendigt. - 5, 4-6: derfor] nemlig hvordan man kand sin næring faae o. s. v. - 5, 8: tiden] modsat evigheden. - 6, 4: vist] med sikkerhed, modsat en usikker forhåbning, jfr. nr. 218, 12, 8. - 6, 5: forsigtig] med tanken på de farer, som truer, jfr. nr. 219, 10, 7-8; arbeidsom] snarest at forstå ud fra Fil. 2, 12, jfr. v. 10, 1. - 7, 1-2: 1. Pet. 5, 8. 61

✂ I bønnen stride dag og nat
Og ingen møye spare,
Thi ellers er den dyre skat,
Din arme siel, i fare.

✂ 8. Som da soldaten fra sin vagt
Ey øyeblik maa vige,
At ikke fienderne med magt
Hans skandse skal bestige,
Saa tænk, du her med kiød og blod
Ey ene har at stride,
Men satan gaaer din siel imod,
Og agter den at slide.

✂ 9. Her skal man ret paa kæmpe-viis
Bestorme himlens volde,
Og under saligheds forliis
Sig stærk og tapper holde,
Her skal man sin forbandet synd
Veemodelig begræde,
Ved JEsu pines kraft og fynd
Al verden undertræde.

✂ 10. Saa forarbeid din salighed
Med bevelse og møye,
Lad bedrings taarer flyde ned
Mangfoldig af dit øye,
Læs HErrens ord, og vel betragt
Det samme, giør derefter,
Og tien din Gud af gandske magt
Og alle sielens kræfter.

*9, 6: veemodelig] væmodelig FJ1-3. 10, 3: taarer] taare J1-2. *- - - *8, 5: saa] således, svarende til som i l. 1. - 8, 5-7: Ef. 6, 11-12. - 8, 8: slide] sønderrive. - 9, 1-2: om bønnen; udtrykket er fra Mt. 11, 12; Lk. 16, 16. - 10, 1-2: Fil. 2, 12, der i ældre oversættelser lød: »Forarbejder eders egen saliggørelse med frygt og bævelse«. - 10, 3: bedring] bod. - 10, 6: det samme] nemlig HErrens ord, l. 5, jfr. nr. 32, 2, 3; 52, 4, 1 (det samme = dette); giør derefter] Rom. 2, 13; Jak. 1, 22. 62

✂ 11. Din næste hielp hvori du kand,
Endog til egen skade,
Ja dem dig ønske baal og brand,
Og uden aarsag hade,
Saa skal du, naar din korte tiid
Har ende, see og skiønne,
At Gud af naade vil din fliid
Mangfoldig vel belønne.

✂

Nr. 151.

✂ Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

✂ O Gud! mit lives fader! vilt
Du selv mit liv ey raade,
Saa er mit gandske levnet spildt,
Den beste leve-maade
Foruden dig er idel død,
En stank af raadne bene,
Saa længe synden agtes sød,
Tør aldrig nogen mene,
At hand har livet fundet.

✂ 2. Saa vend dig til dit arme barn,
Mig veyen ret at lære,
Og føer mig selv, at satans garn
Mig aldrig skal besnære,
Lad slangen i mit hiertes grund
Sin rede aldrig hitte,
Lad ingen syndig ord min mund
Og raaden snak besmitte,
Til dine at bedrøve.

*Nr. 151. FJ1-7. 1, 9: fundet] funden F. 2, 1: vend] vendt F. *- - - *11, 3-4: Mt. 5, 44. *Nr. 151. Oversættelse. O GOtt, mein schöpfer, edler fürst, P. Gerhardt, Schr. s. 468. - 1, 2: raade] beherske, styre. - 1, 5: foruden] uden. - 1, 8: tør] har lov til. - 2, 5-6: Billedet (og tanken) er Brorsons. - 2, 6: hitte] finde. - 2, 8: Ef. 4, 29. 63

✂ 3. Bevar mit øre, lad det ey
For verdens lyst sig blotte,
Langt mindre være gang og vey
For deres ord, som spotte,
Der tales tit et syndigt ord,
Som andre gierne høre,
O hvilken død og siele-mord
Kand saadan pest ey giøre,
Før man sig tager vare!

✂ 4. Regier mit øye, hvor og hvad
Jeg haver her at drive,
Et uforskammet ansigt lad
Langt borte fra mig blive,
Hvad ærbart er, hvad dig er kiert,
Hvad englerne behager,
Hvad JEsu levnet os har lært,
Hvad ey af vellyst smager,
Det lad mig altid elske.

✂ 5. Lad drukkenskab og fraadserie
Mit levnet aldrig skiende,
Din lyst og ingen anden i
Mit hierte altid brænde,
Den lyst, som kildrer verdens sind,
Og føder evig smerte,
O lad den aldrig komme ind
Udi mit arme hierte,
Men altid dig at ynde.

✂ 6. Vel den, som altid nærer sig
Med himmel-sukker-kage,

*4, 1: mit] mig F. 4, 6: englerne] Englene F. 5, 4: altid] aldrig J4-7.
- - -
3, 2: blotte] åbne. - 4, 1-2: hvor og hvad jeg haver her at drive] hvor jeg end har min gerning, og hvad den end består i; drive] udøve, arbejde. - 4, 3: et uforskammet ansigt] et skamløst, ublufærdigt udtryk i mit ansigt. - 4, 7: Tanken om Jesu liv som forbillede er her Brorsons. - 5, 1-2: Lk. 21, 34; ældre oversættelser har her »frådseri og drukkenskab«. - 5, 2: skiende] ødelægge. - 5, 3: din lyst] hvad der er din glæde. - 6, 2: med himmel-sukker-kage] orig.: mit himmels-speis' und träncken. 64

✂ Som intet andet idelig
Vil høre, see og smage,
End det os kand til himlen hiem
Og evig glæde føre,
Hvor engle-flokken angenem
Og liflig er at høre
I evig fryd og ære.

✂

Nr. 152.

✂ Mel. Alleneste Gud i himmerig.

✂ Du est allene, store Gud!
Al priis og ære værdig,
Man skulde gribe dine bud
Som guld og sølv saa færdig,
Man skulde glædes ved dit ord
Som hungrig mave til sit bord,
Og frygte for din vrede.

✂ 2. Men see vi os i verden om
Fra een til anden ende,
O Gud! hvad er hun blind og dum
Til dine ord at kiende,
Man seer din straf og dommedag
Kun an som en fortiet sag,
Der af sig selv maa falde.

✂ 3. Af daarlighed er sielen fuld,
Og følger sine lyster,

*Nr. 152. FJ1-7. 2, 1: see] seer F. *- - - *6, 7: angenem] yndig. *Nr. 152. Oversættelse. HErr du bist würdig preisz und ruhm, J. H. Schrader, Schr. s. 530. Brorsons gengivelse er til dels meget fri; v. 5 og v. 7 er næsten helt hans værk. - 1, 3-4. 5-6: Billederne er Brorsons. - 1, 4: saa færdig] så villig, el. så rask, hører til skulde gribe i l. 3. - 2, 3: dum] døv. - 2, 5-7: Man ser på Guds straf og dommedag som en sag, der bliver tiet ihjel og dermed falder bort af sig selv. - 3, 1: daarlighed] tåbelighed el. slethed. 65

✂ I saadan stand det arme muld
Sig dog mod himlen bryster,
At frygte Gud, at faae ham kier,
Det agtes ey den møye værd,
Unødigt og umueligt.

✂ 4. Man legger sig i synden ned,
Og vil dem nogen vække,
Da gribe de Guds kierlighed
Til deres synders dække,
Man velter sig i synden om,
Og siger: Gud er mild og from,
Og saa er det til ende.

✂ 5. De kaste Gud af siel og sind,
Dog skal hand sielen favne,
De seyle stærk for satans vind,
Vil dog i himlen havne,
De træde naaden under fod,
Og pukke dog, at Gud er god,
Hand faaer dem vel at have.

✂ 6. Og findes skiønt en trældoms frygt
I et og andet hierte,
Naar du med riset har forsøgt
Det kaade kiød at snerte,
Saa er det dog kun hyklerie,
At man, naar straffen er forbi,
Sig strax i verden glæder.

*5, 1: kaste] kaster F. 5, 3: seyle] Seyler F. *- - - *3, 3: stand] tilstand; det arme muld] mennesket, jfr. 1. Mos. 2, 7. - V. 4-5: Til tanken jfr. nr. 132, 3-5. - 4, 4: til deres synders dække] til at dække deres synder med, nemlig for at beholde dem uforstyrret. - 4, 6: from] det samme som mild. - 4, 7: saa er det til ende] så behøver der ikke at tænkes mere på den ting. - 5, 2. 4. 6-7 viser, hvad verdensmenneskene mener at kunne opnå hos Gud uagtet det liv i trods mod ham, som skildres i l. 1. 3. 5. - 5, 6: pukke] beråbe sig på, sætte sin lid til. - 5, 7: hand faaer dem vel at have] Gud bliver dog nok nødt til at have dem i sin himmel. - 6, 1: skiønt] end; trældoms frygt] Rom. 8, 15. - 6, 3-4: Billedet er Brorsons. - 6, 4: det kaade kiød] der tænkes vel på løssluppen kødelig lyst, jfr. nr. 19, 4, 3. - 6, 5: det] det, at der opstår en frygt i hjertet, l. 1-2. - 6, 6: at] så at. 66

✂ 7. O Gud! hvor lidt og intet kand
Jeg om din naade sige,
Den gandske jord er kun et grand
Og støv udi dit rige,
Retfærdighed dit konge-spiir,
Og hellighed din glands og ziir,
Din viisdom alting skuer.

✂ 8. Men det er kun en ringe sag
I folkes blinde tanker,
Man hører, lærer dag fra dag,
Og ingen kundskab sanker,
Man har vel ofte følt din haand,
At vilde løse sielens baand,
Og vil dig dog ey kiende.

✂ 9. Det er den beske syndens frugt
Og verdens gamle mode,
At vilde være udelukt
Fra Gud, sit største gode,
Man frygter ey, at Gud os seer,
Men midt i al sin ondskab leer
Paa dievle-viis og maade.

✂ 10. Nu er jo dog din frygt, o Gud,
Al viisdoms rod og kilde,
Som lærer os dit ord og bud,
Og naaden ey at spilde,

*8, 5: følt] fuldt FJ3, fult J1, fuld J2; fuldt (fult) kunne være = fulgt som f.eks. i nr. 169, 4, 6; men originalen har: man fühlt oft deine kraft und hand. 10, 3: som] saa J1-2. F har vistnok saa; det er utydeliggjort ved en blækrettelse til som. *- - - *7, 3-4: Es. 40, 15. - 8, 6: løse sielens baand] befri sjælen fra dens trældom, jfr. nr. 112, 1, 1-4. - V. 10: I modsætning til den foregående skildring af verdens ligegyldighed over for Gud kommer nu det på tale, som ifølge overskriften er salmens egentlige emne: en hellig frygt for Gud. Herom siger v. 10 3 ting: først, at gudsfrygten er al viisdoms rod og kilde, l. 1-2, dernæst, sideordnet hermed, at den er det første livets aande-fang, l. 5, og endelig, at den er et lys paa al vor vey og gang, l. 6. - 10, 1-2: Sl. 111, 10; Ordspr. 1, 7; 9, 10. - 10, 3-4: som] hører vel til al viisdom i l. 2; visdommen lærer os Guds ord og bud, og den lærer os ikke at spilde dvs. forspilde hans nåde. 67

✂ Det første livets aande-fang,
Et lys paa al vor vey og gang,
At vi hos Christo blive.

✂ 11. Hun lærer os, hvorledes vi
Skal Gud i aanden tiene,
Foruden nogen hyklerie
Med ham det trolig mene,
Hun smykker sielen meer end skiøn,
Og giver lyst og fryd til løn,
Ja riigdom uden ende.

✂ 12. Saa lad, o Gud, mit arme sind
Dog nyde denne gave,
Og plant din frygtes blomster ind
Udi mit hiertes have,
At hvad jeg giør, og hvad der skeer,
Jeg alt paa dine øyne seer,
Din villie at fremme.

✂ 13. Lad dog din høye majestæt
Mig saadan frygt indjage,
At bedre hvad der er forseet,
Og intet foretage,
Som kunde synes dig imod,
Men vove ære, liv og blod
For det, som dig behager.

✂ 14. Vil andres høye gunst og pragt
Mig lokke eller skrekke,

*10, 5: Når gudsfrygten kaldes det første livets aande-fang, menes der, at den er det første kendetegn på åndeligt liv hos et menneske; den svarer på åndens område til det første åndedrag hos det nyfødte barn. - 10, 5-6: Billederne er Brorsons. - 10, 7: at] så at. - 11, 1: hun] gudsfrygten. - 11, 2: i aanden] i Helligånden som livssfære eller - mere almindeligt - »i ånd og sandhed«. Joh. 4, 23 flg. - 11, 4: trolig] oprigtigt. - 11, 6: lyst] glæde. - 12, 5-7: så at jeg under alle forhold - hvad jeg end gør, og hvad der end sker - ser ufravendt (alt) på dine øjne, for at jeg kan gøre din vilje. Der tænkes på et barn, der i sin faders øjne kan læse, hvad han vil, det skal gøre, jfr. Sl. 32, 8. - 13, 2: frygt indjage] her er det klart, at der med at frygte Gud ikke udelukkende menes ærefrygt, men også virkelig frygt. - 13, 3: at bedre] at gøre godt igen. - 14, 1: andres høye gunst] den høje gunst, som de nyder; der tænkes på højtstående personer. 68

✂ Saa lad din u-omskrænkte magt
Den frygt i mig opvække,
At jeg ad sure miner leer,
Og intet paa de søde seer,
Kun dig allene søger.

✂ 15. O lad mig, hvor jeg gaaer og staaer
Din frygt i hiertet bære,
Og al den deel min siel formaaer,
Dig elske, følge, ære,
At din natur og væsen maa
Mig som et speyl for øyne staae,
At efterfølge trolig.

✂ 16. Min gierning, ord og tanke lad
Kun al din ville følge,
Og ey for verdens gunst og had
Din naades virkning dølge,
At sindet uforandret maa
Kun lige frem ad veyen gaae,
Som til Guds rige fører.

✂ 17. Ach lad mig altid aandens frugt
Fornemme og bevare,
Saa bliver satan udelukt
Af hiertet med sin snare,
At jeg er altid vel bered,
Naar Gud berammer tiid og sted
Fra denne jord at fare.

✂ 18. Saa faaer jeg altid meer og meer
Din naades lys at kiende,
Og hvordan du saa naadig seer
Mit levnets løb til ende,

*16, 2: al] alt F, ald J2-3; ville] villie J1, villje J7. 17, 1: aandens] Aandsens F. *- - - *14, 3: u-omskrænkte] ubegrænsede; orig.: dein' unumschränckte macht. - 15, 3: al den deel] alt, hvad. - 16, 3: for] af hensyn til. - 17, 1: aandens frugt] Gal. 5, 22. - 17, 5: at] så at. - 18, 3-4: seer til ende] overskuer (nr. 155, 2, 6), eller tanken er: hvordan du i nåde ser (til mig), indtil mit levnedsløb er til ende. 69

✂ Lad synd og død og satans magt
Da komme, jeg er uforsagt,
Jeg staaer i HErrens naade.

✂ 19. Lad det saa vendes op og ned,
Jeg gaaer i naadens orden,
Og finder i Guds kierlighed
Et paradiis paa jorden.
Og HErrens frygt, som med mig gaaer,
Forsikrer altid, at jeg staaer
Hos Gud i naade, Amen!

✂

Nr. 153.

✂ Mel. O Gud! du fromme Gud.

✂ Du est allene værd, o Gud for alle guder,
At man fra slægt til slægt din trofasthed bebuder,
Og breder ud din lof i verdens vide land,
Som sender hielp og trøst, naar ingen hielpe kand.

✂ 2. O! lær mig, milde Gud, med agtsomhed at merke
Paa dine vise raad og store vunder-verke,
At man tit ey et tegn til nogen redning seer,
Og hielpen altid dog til rette tide skeer.

✂ 3. Her staaer jeg med min sorg for dig, min Gud, til skamme,
Hvor tit du hielper mig, saa er det dog det samme,
Saa snart du setter mig paa prøven lidt igien,
Da veed jeg ikke, hvor jeg vil for kummer hen.

*Nr. 153. FJ1-7. 1, 1: est] er J6-7. 2, 4: til rette tide] til retter Tide F, jfr. nr. 199, 2, 7. 3, 1: jeg med min sorg] jeg med Sorg F, jeg nu med sorg J1-2; orig.: mit meinem heul- und grämen. *- - - *19, 2: i naadens orden] i den menneskegruppe, som er under Guds nåde, jfr. nr. 163, 11, 8. - 19, 6: forsikrer] forvisser mig om. *Nr. 153. Oversættelse. Nur du bist würdig, HErr, du grosser GOtt der Götter, Henrietta Catharina v. Gersdorf, Schr. s. 535. - 1, 1: for] over el. frem for. - 1, 2: Tanken er, at den ene slægt bebuder den næste, at den kan regne med Guds trofasthed. - 1, 4: som] du, som. - 2, 2: vunder-verke] undergerninger; en i 17.-18. århundrede ikke ualmindelig germanisme. 70

✂ 4. Jeg kunde blevet af saa mangen forsyns prøve
Uovervindelig, behiertet som en løve,
Jeg seer jo, at du mig dog ey forlade kand,
Jeg synes at forgaae, og kommer dog til land.

✂ 5. Men jeg i øyeblik vil hielpen see og høre,
Før prøven kand sin cuur og rette virkning giøre,
Da bliver det min siel saa tungt som svare pund,
At bie op den dig bekiendte hielpe-stund.

✂ 6. Ach! lad din Aand mig til frimodighed opvække,
Naar kiødet lader sig saa ubesindig skrekke,
Naar korsets mørke paa mig falder som en nat,
Og sielen tænker, at hun er af dig forladt.

✂ 7. Jo større korset er, jo mere lad mig fatte
Dit ord, at aldrig saae man dine slet forladte,
Dit vise almagts raad forglemmer ey min trang,
Og bier det end lidt, det kommer dog engang.

✂ 8. Din aand er mægtig nok, mit svage haab at styrke,
Naar satan og fornuft det gierne vil formørke,
I sær naar faren har saaledes overhaand,
At ingen verdens hielp kand løse mine baand.

✂ 9. Da kand man ret din kraft i sielen agte nøye,
Naar al umuelighed for hende sig maa bøye,
Det er min anker-grund og troens faste slot,
Som du har giort, saa vil du giøre alting got.

*7, 4: det... det] hun... hun FJ1. 9, 4: vil] vilt F. *- - - *4, 1: af saa mangen forsyns prøve] ved at opleve så mangen prøve på Guds forsyn. - 4, 2. 4: Billederne er Brorsons. - 5, 1: i øyeblik] på øjeblikket, straks. - 5, 3: svare pund] tunge pundslodder, byrder. - 5, 4: bie op] oppebie, afvente. - 6, 3: korset] lidelsen. - 7, 2: Sl. 37, 25. - 7, 3: raad] rådslutning, plan. - 7, 4: det] Guds almagts raad, l. 3. - 9, 2: for hende] for Guds kraft i sjælen. - 9, 3: ankergrund] jfr. nr. 18, 2, 6; 120, 1; slot] borg, fæstning, Sl. 46, 8. 12.

✂

Nr. 154.

✂ Synes det i kors og pine,
Som Gud tit forglemte sine,
Dog er jeg forsikret paa
Hielpen vist engang at faae.

✂ 2. Hielpen derfor ey forgiettes,
Om den nogenstund opsettes,
Bier den, saa troe og viid:
Hielpen skeer til rette tiid.

✂ 3. Som en fader strax ey giver
Det, som altid fodret bliver,
Saa har Gud sin tiid dertil,
Naar hand sine hielpe vil.

✂ 4. Gud kand al min trang formilde,
Om det aldrig gik saa ilde,
Bærer til mig dag fra dag
Meer end faders hierte-lag.

✂ 5. Trods den gamle helved-drage,
Trods al verdens skam og plage,
Bort al frygt af sind og hu,
Lever dog min Gud endnu.

✂ 6. Trods den bittre dødens kolde,
Trods al verdens spyd og skiolde,
Lad dem tage alting hen,
Gud i himlen er min ven.

✂ 7. Lad kun avind-syge siele
Hade, true, spotte, qvæle,
Gud, som seer det gandske spil,
Selv i sagen dømme vil.

*Nr. 154.FJ1-7. 2, 3: den] hun FJ1. 2, 4: til rette] den retteF. 3, 2: fodret] fordretFJ7. 6, 1: dødens] Dødsens F. 7, 4: sagen] SaggenF. *- - - *Nr. 154. Oversættelse. Solt' es gleich bisweilen scheinen, C. Tietze, Schr. s. 538. - 1, 3: forsikret] forvisset. - 2, 1: forgiettes] glemmes, nemlig af Gud. - 3, 2: fodre] fordre. -5, 1: Joh. Åb. 12, 9. - 6, 1: kolde] koldfeber, nr. 255, 12, 4, her overført om kuldegysning, dødskulde, orig.: trotz des bittern todes-gähnen. - 6, 3: hen] bort. - 7, 1: avind-syge] misundelige. - 7, 2: qvæle] pine. 72

✂ 8. Lad dem gandske mig forjage,
Himlen skal mig ingen tage,
Har jeg ikke steen og stok,
Himlen er mig lige nok.

✂ 9. Verden! jeg dig glad forlader,
Hvad du agter høyt, jeg hader,
Tag det alt med haar og hud,
Lad mig kun beholde Gud.

✂ 10. O Gud! vil du min kun blive,
Maa alt andet gierne drive,
Skal og graven skiule mig,
Gierne! naar jeg har kun dig.

✂

Nr. 155.

✂ Det er den daglig trøst, hvormed
Jeg undertræder al fortred,
Ja synd og død og satan overvinder:
Jeg har min Gud i hiertet fat,
Og himlen er min egen skat,
Hvad fattes mig, naar jeg mig ret besinder?

✂ 2. Vil jeg i ordet see mig om,
O, hvor livsalig, mild og from
Er du, min søde Gud! deri at kiende,
Det giver baade siel og mund
Saa mangen daglig fryde-stund,
At jeg min velstand ey kand see til ende.

*10, 1: vil du] viltu F. *Nr. 155. FJ1-7. 2, 3: er du] estu F. *- - - *8, 3: steen og stok] vel udtryk for de ringeste jordiske ting. - 8, 4: lige] akkurat, netop eller substantiv: erstatning. - 10, 2: drive] fare bort, forsvinde. *Nr. 155. Oversættelse. Mein trost, damit ich nacht und tag, A. H. Francke?, i J. A. Freylingshausen, Neues geist-reiches Gesang-Buch, Halle 1714, s. 887, findes ikke hos Schr. Originalens 7. vers er udeladt af Brorson. - 2, 2: from] det samme som mild. - 2, 6: at jeg min velstand ey kand see til ende] så at jeg ikke kan overskue den rigdom, jeg ejer. 73

✂ 3. Saa sandt Gud boer i himlens sal,
Saa sandt er jeg blant deres tal,
Som kalde ham med rette: hierte fader,
Hand har til mig et faders sind,
Mig slutter i hans forsorg ind,
At intet mig bedrøver eller skader.

✂ 4. Saa sandt som JEsus er Guds søn,
Og har forløst vort arme kiøn,
Saa sandt kand jeg mig af hans gunst berømme,
Hans kierlighed er saadan brand,
At hand mig aldrig glemme kand,
Min frelse har ham kostet blode-strømme.

✂ 5. Saa sandt som Gud den Hellig Aand
I daaben rakte mig sin haand,
Og frelste mig af alle mine synder,
Saa vist hand mig i hiertet boer,
Og giør forsikring ved sit ord,
At Gud mig ret af gandske hierte ynder.

✂ 6. Den helligste Tre-Enighed,
For hvilken alle throner ned
Med halleluja u-ophørlig falde,
Hand i mit hierte har bered
Sin helligdom og blive-sted,
At jeg mig kand hans egen tempel kalde.

✂ 7. Saa vil jeg bruge al min fliid
I denne korte lives tiid
Din trofasthed med lyst at overveye,
Men lad mig snart den deel, jeg troer,
Og glædes til paa denne jord,
I himlen faae til evig arv og eye.

*6, 6: egen] eget J1-3. 7, 2: lives] livets J7. *- - - *3, 3: hierte] kære. - 3, 5: hans] sin. - 3, 6: at] så at. - 4, 2: kiøn] (menneske-) slægt. - 5, 4: saa vist] indfører eftersætningen. - 6, 2: throner] benævnelse for en englegruppe, Kol. 1, 16, her vel = engle. - 6, 3: halleluja] pris Jah (Jahve), her med tonen på 3. stavelse. - 6, 6: at] så at. - 7, 4: den deel] alt det. - 7, 5: Meningen er: hvad jeg her på jorden glæder mig til at skulle få i himlen.

✂

Nr. 156.

✂ Mel. Den kiere Solens lys og pragt.

✂ Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer,
Min siel skal altid tænke,
At satan allevegne staaer
I veyen med sin lenke,
Hans skiulte helved-brand
Mig let forvilde kand,
Naar jeg ey paa min skandse staaer,
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer.

✂ 2. Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer,
Mod synden skal jeg stride,
Om Gud med korsets riis mig slaaer,
Det skal jeg taalig lide,
Tit ingen vey jeg seer,
Hvor jeg kand vandre meer,
Naar modgangs taage om mig staaer.
Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer.

✂ 3. Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer,
Og veed mig ikke sikker,
Ey nogen dag og time, naar
Hand har mig alt i strikker,
Et lidet aandefang
Kand ende al min gang,
At jeg i evigheden staaer,
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer.

*Nr. 156. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 2, 3: om] og F. 2, 4: taalig] taallig F. *- - - *Nr. 156. Original. Salmen falder i 2 dele, hver på 3 vers, der nøje svarer til hinanden. Til v. 1: Jeg gaaer i fare, svarer v. 4: Jeg gaaer blant engler; til v. 2: Jeg gaaer i trængsel, svarer v. 5: Jeg gaaer med JEsu; og til v. 3: Jeg gaaer til døden, svarer v. 6: Jeg gaaer til himlen. Man har undertiden i kirken sunget versene i den her angivne orden. - 1, 3-4: jfr. nr. 112, 1, 2. - 1, 5-6: Billedet er et blus, som vandringsmanden tror, han kan lade sig lede af på en farlig vej om natten; måske er der tænkt på en »lygtemand«, som kan lokke en ud i mosen. At en brand kaldes skiult, ser mærkeligt ud; men forklaringen er vel den, at der sigtes til noget, som foregår i sjæledybet, skjult for andre. - 2, 7: Læg mærke til det malende udtryk om tågen, at den staaer om mig; man føler dens tæthed. - 3, 4: i strikker] i sin snare. - 3, 5: aandefang] åndedrag. - 3, 7: at] så at. 75

✂ 4. Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer,
De skal mig vel bevare,
Slet intet satans magt formaaer
I saadan himmel-skare,
Bort verdens suk og sorg;
Jeg gaaer i engle-borg,
Trods nogen rører mig et haar,
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer.

✂ 5. Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer,
Hand har mig ved sin side,
Hand skiuler mig med sine saar,
Og hielper mig at stride,
Hvor hand sin fodspor lod,
Der setter jeg min fod,
Trods al den deel mig ilde spaaer,
Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer.

✂ 6. Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer,
Frimodig da mit hierte,
Kun did, hvor du en ende faaer
Paa al din synd og smerte,
Bort verdens lyst og pragt,
Til himlen staaer min agt,
Al verdens eye jeg forsmaaer,
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer.

*5, 5: sin] sit FJ1. *- - - *4, 6: i engle-borg] billedet er vel en Skjoldborg, hvormed krigerne omgav den, de ville beskytte. - 4, 7: trods] ikke tale om, at. - 5, 7: al den deel] alt det.

✂

Nr. 157.

✂ Mel. Vær trøstig mit Hierte etc.

✂ Min JEsu! mit lives
Livsaligste brynd,
Hvor trøsten udgives
Mod sorrig og synd,
O levende kilde!
Hvis strømme saa milde,
Saa skiønne og klare som beste christal
Udflyde i siele-beængstelses dal.

✂ 2. Du siger: saa mange,
Som tørstige gaae,
Beklemte og bange
For naaden at faae,
Her har jeg en vædske,
Som evig kand lædske,
Saa træder hid alle, og drikker det vand,
Som giver en evig fornøyelses stand.

✂ 3. Min hyrde! din stemme
Mit hierte fornam,
Saa lad dig beqvemme,
At ledske dit lam,
Giv hvad du har lovet,
Min HErre og hovet,
Du seer, hvor nødtørftig og fattig jeg staaer,
Og ingen fortiener den naade, hand faaer.

✂ 4. Du ledsker i grunden
Mit hierte og mod,

*Nr. 157. FJ1-7. 1, 2: brynd] brønd J1-7. 2, 4: naaden] Naade F. 2, 7: drikker] drikkeF. 3, 6: hovet] hoved J1-7. * - - - *Nr. 157. Oversættelse. O ursprung des lebens! o ewiges licht!, C. J. Koitsch, Schr. s. 985. - V. 1-2: Joh. 4, 10. 13-14; 7, 37 flg. - 2, 1: foran saa mange er underforstået I. - 2, 8: fornøyelse] se under nr. 6, 1, 2; stand] tilstand. - 3, 1-4: Sl. 23, 1-2. - 3, 6: hovet] Ef. 4, 15; Kol. 1, 18. - 3, 7: nødtørftig] trængende. - 4, 1: i grunden] i det dybeste. 77

✂ Hvo dig kun har funden,
O kierligheds flod,
Hans hierte udbryder,
Som strømmene flyder,
Med lystige toner i frydelig sang,
Og finder ey mere sin smerte og trang.

✂ 5. Saa kom mig at skenke
Med rundeste haand,
Og lad mig nedsenke
Min tørstige aand
I kierligheds vande,
Til himlen at lande,
At hvad jeg skal giøre, min længsel maa gaae
Som strømmen i floden til himlen at naae.

✂ 6. Naar du og vil skenke
Med bitterste graad,
Saa lad mig betænke
Dit viseste raad,
At korset maa taale
Og smage den skaale,
Som du os til frelse saa gandske drak ud,
Enhver, som i himlen vil være din bruud.

✂ 7. Der lad mig da tage
Den sødeste skaal,
Og lysterne smage
Med fuldeste maal,
Hvor alle fremtræde
I himmelske glæde,

*6, 1: vil] vilt F. *- - - *4, 7: lystige] glade. - 4, 8: finder] føler. - 5, 2: rund] gavmild. - 5, 6: til himlen at lande] for at lande i himlen; det hedder at lande til ligesom i Svane-Sang, XXXXVIII, 2, 5 (til Fryde-Borg at lande). Tanken om en landing passer ikke rigtig ind i billedet her. - 5, 7: hvad] hvad end. - 6, 1-2: skenke med] på samme måde, som man siger at beværte med. - 6, 4: raad] rådslutning. - 6, 5-8: Subjektet i at-sætningen er enhver: at enhver, som vil være Jesu brud, må tåle korset og smage skålen. - 6, 6-7: Mt. 20, 22-23; 26, 39. 42; skaale] jfr. nr. 30, 3, 4. - 7, 3: lysterne] glæderne. 78

✂ Og leges med harper i himlene ind,
Som lagde i verden paa hellighed vind.

✂

Nr. 158.

✂ Mel. Den skiønnest og lifligst.

✂ I prægtige himle og jorden tillige!
O vær er mig vidne til det jeg vil sige,
Alt det, som mit hierte kand glæde og gavne,
Er JEsum at elske, at kysse og favne.

✂ 2. Den høyeste ære, hvorefter jeg stunder,
Bestaaer i at være i JEsu hans vunder,
Mig synes saa mange slags himle oprinde,
Som sielen blodsmykkede vunder kand finde.

✂ 3. Lad verden kun true, og tænderne vise,
Jeg vil min livsaligste JEsum dog prise,
Lad huldre og lyne og tordne tillige,
Jeg tænker fra JEsu dog aldrig at vige.

✂ 4. Lad luften bespendes med giftigste buer
Og jorden og havet staae begge i luer,
Saa skal dog min JEsus mig altid behage,
Ham intet skal kunde mit hierte betage.

✂ 5. Thi JEsus betragter de ængstede hierter,
Forsøder med glæde de bitterste smerter,
Det veed jeg, thi vil jeg ham aldrig forsage,
Men stedse hans liflighed kysse og smage.

*Nr. 158. FJ1-7. 4, 1: giftigste] giftige J6-7. 5, 4: liflighed] livlighed FJ1-3. *- - - *7, 7: leges ind] spilles ind dvs. føres ind med spil. - 7, 8: som] hører til alle i l. 5. *Nr. 158. Oversættelse. Ach alles, was himmel und erden umschliesset, forfatter?, Schr. s. 473. - 1, 1-2: 5. Mos. 4, 26; 30, 19; 31, 28. - 2, 2: jfr. nr. 156, 5, 3. - 2, 3: saa mange] lige så mange (som l. 4). - 4, 1-2: Billederne er Brorsons. - 4, 1: bespendes] fyldes; giftigste buer] buer, der udskyder forgiftede pile. - 4, 4: betage] fratage; intet skal kunne skille ham fra mit hjerte. - 5, 1: betragter] holder øje med. - 5, 3: thi] derfor; forsage] sige mig løs fra. 79

✂ 6. Ach seer dog! der kommer min persede drue,
Mit hierte at favne i kierligheds lue,
O sødhed! ey nogensteds mere at finde,
Hvo vilde sig med ham ey evig forbinde?

✂ 7. Al gierning og tanke paa hannem kun sigter,
Til ham jeg mig gandske og evig forpligter,
Ham har jeg udvaldt mig for alle at have,
Den sødeste rose og yndigste gave.

✂ 8. Naar læber og kinder i døden skal blegne,
Da vil jeg til slutning med sukke betegne,
At JEsus, kun JEsus, min JEsus skal være,
Ham eene og evig at elske og ære.

✂

Nr. 159.

✂ Mel. O GUd! Du fromme GUd.

✂ Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke,
Og alle øyeblik hans kierlighed betænke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din JEsu purpur-saar.

✂ 2. Ach ja, hvor kunde jeg, min JEsu! dig forglemme,
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.

* Nr. 159. FJ1-7. *- - - *6, 1: min persede drue] om Jesus som den, hvis blod blev bragt til at flyde ligesom saften af druen, når den presses, jfr. nr. 35, 12, 2. - 6, 3: mere] yderligere. - 7, 2: gandske om graden, evig om varigheden af forpligtelsen. - 7, 3: for alle] frem for alle. - 7, 4: rose] billedet er Brorsons, jfr. nr. 10; nr. 29, 16, 3. - 8, 2: med sukke betegne] vise med sukke, nemlig når jeg ikke mere kan udtale det med ord, jfr. nr. 267, 14, 3-6. - 8, 3: min JEsus skal være] vel hentydning til, at navnet Jesus betyder frelser, se under nr. 14, 4, 1-3. *Nr. 159. Oversættelse. Ach! wenn ich mich doch könnt' in JEsu liebe sencken, Ämilia Juliana, grevinde af Schwarzburg-Rudolstadt, Schr. s. 475. - 2, 2-3: Joh. 6, 56; dit kiød og blod] der tænkes på nadveren; i originalen lyder l. 2-4: Das, was ich oftmals hab' getruncken und gegessen, Dein eigen fleisch und blut, das hat mein hertz und sinn Verwandelt, daz ich voll von JEsu liebe bin. - 2, 4: taget ind] indtaget, vundet. 80

✂ 3. Min siel er giennemblødt af JEsu lifligheder,
Hver aare, i mig slaaer, kun efter JEsum leder.
Mit hierte drypper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i JEsu sødheds kraft.

✂ 4. Saa stort, ach meer end stort et naades lys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.

✂ 5. O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altid har i dig et uforfærdet mod,
Og døer saa, naar Gud vil, paa JEsum og hans blod.

✂

Nr. 160.

✂ Mel. O Gud! du fromme Gud.

✂ Min JEsus hand er min begyndelse og ende
I al den deel jeg giør, i hvor jeg mig skal vende,
Hand er mit øye-meed paa denne verdens jord,
Og intet uden ham udi mit hierte boer.

✂ 2. Naar jeg kun JEsum har, hvad skiøtter jeg om jorden,
Hvad agter jeg om sluud, om storm og ild og torden,
Hans kierlighed den giør mig al min last til lyst,
Jeg intet uden ham vil huse i mit bryst.

✂ 3. Med JEsu vaager jeg, med JEsu vil jeg sove,
Med JEsu gaaer jeg glad, og alting frisk tør vove,
Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae,
Hvad skader mig, naar jeg kun JEsum have maa?

*3, 1: lifligheder] livligheder FJ1-2. 4, 4: thi] des F. * Nr. 160. FJ1-7. *- - - *V. 4 er stærkt omformet af Brorson; udtrykkene et naades lys (l. 1), en himmel i mig finder (l. 2), draabe... et gandske hav (l. 3) og støvet i min grav (l. 4) skyldes ham. Med det sidste tænkes der på forventningen om legemets opstandelse. - 5, 2: at] så at; mage] ordne. *Nr. 160. Oversættelse. Mit JEsu fang' ich an, mit JEsu will ich enden, J. C. Ziegler, v. 4 af J. Heermann, Schr. s. 497. - 1, 1: Joh. Åb. 22, 13. - 1, 2: al den deel] alt det. - 1, 3: øye-meed] formål. - 1, 4: Gal. 2, 20. - 2, 2: Billederne er Brorsons. - 2, 3 og 5, 4: last] byrde. 81

✂ 4. Min JEsu! føer mig selv i alle mine dage,
Ey uden dig et trin paa denne jord at tage;
Skal jeg mig føre selv, forføres jeg saa let,
Men fører du mig, da er al min vandring ret.

✂ 5. Hvad du begynder selv, det vil du selv fuldende,
Trods alle buer, som sig derimod vil spende,
Jeg som en borre vil mig henge ved dig fast,
Saa gaaer min gierning fort, og er mig ingen last.

✂ 6. Dig vil jeg gandske mig med rod og top hengive,
Med hvad jeg tænke, hvad jeg tale skal og drive,
Ach! tag det offer an, endskiønt det er kun slet,
Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret.

✂ 7. Saa meget mueligt, vil jeg stedse mig bemøye,
Mig som et lydigt barn i alle ting at føye,
At være dig i sorg og glæde huld og troe,
Saa længe jeg skal her i denne verden boe.

✂ 8. Og naar det endelig dit vise raad behager,
At du fra denne jord til evig fred mig tager,
Ach ja, min JEsu! kom, saa følger jeg dig glad,
Ach gid det var i dag, ach gid jeg hos dig sad.

✂

Nr. 161.

✂ Vil du have roe min siel?
Vil du leve glad og vel?
Ønsker du i al din møye
Dig at glæde og fornøye,

*5, 1: vil] vilt F. 6, 1: dig] dog J7. 6, 4: ville] villie J1, villje J7. *Nr. 161. FJ1-7. 1, 1: vil] vilt F. 1, 2: vil] vilt F. *- - - *5, 1: Fil. 1, 6. - 5, 2: Billedet er Brorsons. - 5, 4: fort] fremad el. hurtigt. - 6, 2: drive] udføre. - 6, 3: tag an] modtag; slet] ringe. - 7, 1: mig bemøye] bestræbe mig. - 8, 1: raad] rådslutning. - 8, 3: Joh. Åb. 22, 20. *Nr. 161. Oversættelse. Meine seele wilt du ruhn, v. 1-4 af J. Scheffler, v. 5-6 vistnok af J. C. Schade, v. 7-12 af ukendt forfatter, Schr. s. 496 - 1, 4: fornøye] se under nr. 6, 1, 2. 82

✂ Elsk din Jesum, intet meer,
Saa skal du og see: det skeer.

✂ 2. Ingen haver det begrædt,
At hand elskte JEsum ret,
Ingen deraf vee har funden,
At hand var med ham forbunden,
JEsum ene have kier
Er at være salig her.

✂ 3. JEsus er den største skat,
Ham at elske dag og nat,
Ret at elske, det kand give
Evig glæde her i live,
Jesu kierlighed vor tiid
Giør os himmel-sød og bliid.

✂ 4. Ønsker du dig da engang,
Fri fra denne verdens trang,
Al din møye at forglemme
Og en liflig roe fornemme,
Hav din JEsum ene kier,
Saa er sielens hvile der.

*1, 6: skal] skalt F. *- - - *1, 5: intet meer] enten: mere behøves ikke, eller: du må ikke elske andet end Jesus; orig.: liebe JEsum und sonst nichts. - 3, 5: vor tiid] vor levetid. - V. 4: Man kan spørge, om verset skal opfattes om noget hinsidigt. Herfor kunne det tale, at der i l. 1 står engang, som kunne betyde: engang i himlens salighed; fri fra denne verdens trang i l. 2 lå det nær at forstå på samme måde og ligeledes der i l. 6: saa er sielens hvile der dvs. så er den rede til dig i himlen. Denne forståelse er dog næppe den rette. Imod den taler, at der i l. 1 står da; hermed drages der jo en slutning ud fra det foregående vers, som klart nok er dennesidigt (evig glæde her i live, vor tiid), og man må derfor antage, at det samme gælder v. 4. I så fald må der med engang være ment: endelig engang, nemlig efter at du så længe har manglet sjælefred; fri fra denne verdens trang må betegne en frigørelse af indre art, og der i l. 6 må stå ubestemt: så er den der dvs. så indfinder den sig. I originalen lyder de 2 sidste linier af v. 3: Seine liebe macht die zeit Gleich der süssen ewigkeit, og derefter v. 4: Drum so du von aller pein Wünschest frey und losz zu seyn, So du such'st dich zu ergetzen Und in ew'ge ruh' zu setzen, Liebe JEsum und sonst nichts, Meine seele! so geschichts. Sikkert at forstå dennesidigt; ew'ge ruh i l. 4 taler ikke herimod, da det netop er en af salmens tanker, at den, der elsker Jesus, ejer det evige liv her på jorden, se hos Brorson 2, 5-6; 3, 4. - 4, 2: trang] trængsel. 83

✂ 5. Kiere hierte! ach at du
Ikke denne sag endnu
Hidindtil har vildet vide,
Men det beste sat til side,
Lad det hiertens inderlig
Smerte og bedrøve dig.

✂ 6. Agt al verdens beste lyst
Som en daarlig tidsel-høst,
Der kand ingen hvile give,
Men din hvile nok fordrive,
JEsus ene elskes maa,
Saa kand sielen hvile faae.

✂ 7. Nu min JEsu! hielp mig til,
At jeg dig kun elske vil,
Ret af hiertens grund, saaledes,
At jeg ved al verden kedes,
Dig at have hierte-kier,
Alt det er, jeg ønsker her.

✂ 8. Lad din aand i kierlighed
Flyde mig i sielen ned,
Fylde mig med saadan brynde,
Intet, uden dig, at ynde,
Saa er kierligheden reen,
Thi jeg haver nok i een.

✂ 9. O! hvad bliver hiertet let,
Naar man elsker JEsum ret,
Agter ingen anden gave,
Naar man maa sin JEsum have,
Da forlanger hun ey meer,
Thi i dig hun alting seer.

✂ 10. Roe og alt det got, jeg veed,
Giver JEsu kierlighed,

*6, 5: Jesus] Jesu J4-7, trykfejl. *- - - *8, 3: brynde] brand, varme. - 9, 1: hvad] hvor. - 9, 5: hun] hjertet. 84

✂ O! at sielen kunde finde
Veyen, JEsum ret at vinde,
Ret at elske, ret at faae,
JEsu! hielp mig det at naae.

✂ 11. Gud er kierlighed, hans art,
Hvor hand findes, kiendes snart,
Da vil sielen altid mere,
Intet uden Gud begiere,
Aanden driver os dertil,
At man JEsum elske vil.

✂ 12. Ach du rene himmel-glød,
Giør mig sielen lue-rød
Efter kierlighed at rende,
Ret i kierlighed at brænde,
Hierte! hav din Jesum kier,
Ellers est du ham ey værd.

✂

Nr. 162.

✂ Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

✂ Bort verden af mit sind og øye,
Din lyst du selv beholde maa,
Som mig ey mere kand fornøye
End jorden, som jeg spytter paa.

*12, 6: est du] estu F, er du J6-7. *Nr. 162. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. *- - - *10, 4: vinde] få i eje, Fil. 3, 8. - 11, 1-2: Meningen er, at da Gud er kærlighed, må det samme kærlighedsvæsen (hans art) også give sig til kende hos de mennesker, hos hvem han findes, 1. Joh. 4, 7-8. 16. - 11, 3-4: Da vil sjælen i altid stigende grad få det sådan, at den ikke begærer andet end Gud. - 12, 2-3: lue-rød efter kierlighed at rende] glødende ivrig til at stræbe efter kærlighed. - 12, 5-6: Mt. 10, 37. *Nr. 162. Oversættelse. Ach sagt mir nichts von gold und schätzen, v. 1-3, 6-8 af J. Scheffler, v. 4-5 af ukendt forfatter, Schr. s. 474. Som salmen findes hos Schrader - ligesom også i Freylinghausen, Geist-reiches Gesang-Buch, Halle 1715, s. 563 - har den 9 vers, medens Brorson har bragt den ned til 8 ved at sammensmelte v. 7 og 8 til eet vers. Brorsons gengivelse er så fri, at det er med tvivlsom ret, man kalder den en oversættelse. Versformen er den samme, og ganske enkelte linier svarer virkelig til originalen; men ellers er det blot hovedtankerne, som den danske digter optager og udformer på sin egen måde, i v. 3 og 4 endda sådan, at disse vers nærmer sig til helt at være hans værk. Sammensmeltningen af originalens 7. og 8. vers er sket på den måde, at han har taget en linie fra det 7. og 85

✂ Hver elske, hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

✂ 2. Hand er min riigdom og min ære,
Min daglig lyst og tiids-fordriv,
I ham jeg ret til freds kand være,
Thi JEsus hand er selv mit liv.
Hver elske etc.

✂ 3. Naar munden smag og mæle mister,
Og mumler mod den mørke grav,
Naar øynene i døden brister,
Hvor bliver verdens lyst da af?
Hver elske etc.

✂ 4. I svaghed bliver hand min styrke,
Og giør mig al min trængsel sød,
Hand er mit liv i dødens mørke,
Hand sviger ey i liv og død.
Hver elske etc.

*4, 3: dødens] Dødsens F. *- - - *nogle tanker fra dem begge og deraf dannet sit v. 7. Hos Scheffler er omkvædet uforandret undtagen i det sidste vers; hos Freylinghausen og Schrader varieres omkvædets anden linie, i sidste vers også den første; Brorson har samme omkvæd i alle vers. Hans omdigtning af salmen betyder imidlertid ikke blot en forandring af enkeltheder; den har for en del givet salmen en ny tone, en djærv kraft, hvor originalens præg var ophøjet inderlighed. Det træder frem i v. 1 med bort verden af mit sind og øye og med ordene om jorden, som jeg spytter paa, i v. 3 med den uhyggelige realisme i skildringen af døden, der igen i v. 4 medfører linien: Hand er mit liv i dødens mørke, og endelig i v. 6 med det drabelige: Hans fiende maa i græsset bide, Naar hand kun taler med sin mund. Et særligt forhold møder vi i v. 6, der hos Scheffler og Freylinghausen begynder med linierne: Sein schlosz kan keine macht zerstöhren, Sein reich vergeht nicht mit der zeit; her er den første linie hos Schrader ændret til: Den schlusz soll keine macht zerstöhren. Formodentlig er schlusz i steden for schlosz blot en trykfejl; men den har givet anledning til den yderligere omdannelse af linien, og der er herved fremkommet en hentydning til 5, 3-4, hvor det hedder: Er kan mir ew'ges heyl gewähren Und retten mich aus allem streit; om denne frelsende afslutning på livet (den schlusz) er det så, der siges, at ingen magt skal kunne ødelægge den. Brorson har imidlertid valgt at fastholde den oprindelige form og oversætter: Hans slot kand ingen magt bestride; jfr. nr. 53 og 115, hvor Brorson har fulgt Freylinghausen mod Schrader. Det er urigtigt, når Arlaud siger, at de 2 vers, som ikke er af Scheffler, ikke findes hos Brorson. De findes i den omtalte frie udformning ligesom de andre. Salmen er behandlet af Fr. Orluf i Danske Studier, 1951, s. 86-90. - 1, 5: hvad ham synes til] hvad han synes om, har lyst til, jfr. nr. 173, 9, 8. - 2, 4: Kol. 3, 4. - 4, 1: Sl. 18, 2; Es. 49, 5. 86

✂ 5. Hand hersker over alle himle,
Hans throne i det høye staaer,
Saa vidt, som creaturer vrimle,
Hans herredom og rige naaer.
Hver elske etc.

✂ 6. Hans slot kand ingen magt bestride,
Det staaer paa evighedens grund,
Hans fiende maa i græsset bide,
Naar hand kun taler med sin mund.
Hver elske etc.

✂ 7. Hans deylighed er uden lige,
Som verden dog ey kiende vil,
Hans riigdom ingen kand udsige,
Og hvad hand har, mig hører til.
Hver elske etc.

✂ 8. Lad mig kun her foragtet være,
Og leve i en ringe stand,
Jeg skal i himlen kronen bære,
Og herske med min frelsermand.
Hver elske hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

✂

Nr. 163.

✂ Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

✂ Kommer, hvo vil viisdom lære!
Kommer hid i hobe-tal!
Rette vise folk at være
Er den deel, der læres skal,

*Nr. 163. FJ1-7. 1, 2: i hobe-tal] i haabe-Tal F. *- - - *5, 3: creaturer] skabninger. - 6, 1: slot] fæstning; bestride] overvinde. - 6, 3-4: Es. 11, 4; 2. Thess. 2, 8. - 8, 3: Joh. Åb. 3, 11. - 8, 4: Rom. 5, 17; 2. Tim. 2, 12; Joh. Åb. 22, 5. *Nr. 163. Oversættelse. Kommt ihr menschen, lasz't euch lehren, J. A. Freylinghausen, Schr. s. 523. - 1, 1: hvo] hvo som. - 1, 4: den deel] det. 87

✂ Hver vil have navn derfor,
Faa kun finde viisdoms spor,
Og just de, som viisdom finde,
Sees af andre an for blinde.

✂ 2. Vise ere, som befalde
Sig ey selv i deres sind,
De, som selv sig daarer kalde,
Villen død, forstanden blind,
Da de ikke Gud har kiendt,
Men sig gandske fra ham vendt,
Deres daarlighed fortryde,
Og i bedrings taarer flyde.

✂ 3. Vise ere de, som trænge
Sig i JEsu vunder ind,
Sig ved ham i troen hænge
Med et plat hengivet sind,
Verdens viisdom kaste bort,
Og hvad verden agter stort,
Rette alle deres sinde
Kun til JEsum ret at vinde.

✂ 4. Vise ere de, som bede
Stedse om Guds Aand at faae,
Og af ham sig lade lede
Paa den rette vey at gaae,
Hvo af hannem føres ey,
Vandrer paa den brede vey,
Skiønt hand veed om naadens rige
Mange store ting at sige.

*2, 4: villen] villien J1-2. 7. *- - - *1, 5: have navn derfor] have navn af at være vis. - 2, 1: som] de, som (ligeså i 8, 1); befalde] finde behag i. - 2, 5-6 hører til l. 4; orig.:... wie so blind Beydes wille und verstand, Weil sie sich von Gott gewandt, hvorefter der står semikolon. - 2, 7-8 hører til som i l. 3. - 2, 8: bedring] bod, orig.: und zur busse sich bequehmen, jfr. til nr. 120, 8, 4. - 3, 4: plat] fuldtud. - 3, 7: alle deres sinde] hele deres sind. - 3, 8: Fil. 3, 8: »for at jeg kan vinde Kristus« dvs. få ham i eje. - 4, 1-2: Lk. 11, 13. - 4, 3. 5: ham, hannem] Guds ånd; Rom. 8, 14, hvor man kan oversætte: »som ledes el. føres af Guds ånd.«. - 4, 6: Mt. 7, 13. 88

✂ 5. Vise ere de, sig speyle
I Guds ord, ved hvert et trin,
At de ikke skulde feyle
I at skille kraft fra skin;
Hvo vil den bedrage let,
Som vil følge ordet ret?
Ordet sviger ingenlunde,
Staaer, naar alting gaaer til grunde.

✂ 6. Vise ere de, som haste
Bort fra det, man her kand see,
Som forbande og forkaste
Det, som føder evig vee,
Som i verden elske ey
Riigdom, ære, lysters vey,
Agte det for slige sager,
Hvormed folk sig selv kun plager.

✂ 7. Vise ere de, som halte
Ikke meer paa begge been,
Gud til deres skat udvaldte,
Vil ey have meer end een,
Finde ey i andet smag,
Men i hannem al behag,
Ham allene vil befalde,
Dem kand man ret vise kalde.

✂ 8. Vise ere, som sig skamme
Aldrig ved vor JEsu spot,
Gladere hans kors annamme
End det beste herre-slot,

*6, 7: agte] agter F. 7, 5: finde] finder F (ved trykfejl i for r). *- - - *5, 1-2: Jak. 1, 23-25, jfr. nr. 129, 12, 1-4; 130, 14, 1-5. - 5, 4: at skille kraft fra skin] der menes: hos sig selv, 2. Tim. 3, 5, jfr. Svane-Sang LXIV, 2, 5-6. - 5, 8: Mt. 24, 35. - 6, 1-2: 2. Kor. 4, 18. - 6, 6: lysters vey] den vej, hvor man får sine lyster tilfredsstillet. - 6, 7-8: Der menes at anse det, der lige var nævnt, for ting, der kun volder mennesker plage. - 7, 1-2: 1. Kong. 18, 21; at halte til begge sider vil her sige at ville tjene Gud og verden på een gang. - 7, 7: befalde] være til behag. - 7, 8: ret vise] virkelig vise. - 8, 1-2: Hebr. 11, 26; 13, 13; ved vor JEsu spot] ved at lide samme spot som den, der ramte Jesus. - 8, 3: Mt. 10, 38; 16, 24. 89

✂ Christi kors har herre-magt,
Lyser med en himmel-pragt,
Hvo til viisdom sig vil skynde,
Skal ved Christi kors begynde.

✂ 9. Vise ere de, som tragte
Efter deres rette hiem,
Vandre frisk og uforsagte
Alle tider bedre frem,
Lade saa den store flok
Elske verden længe nok,
Som de havde den i fæste,
De kun agte sig for gieste.

✂ 10. Gud! hvis viisdom ey indspendes
I al verdens snevre egn,
Lad dog klarlig hos mig kiendes
Disse viisdoms rette tegn,
At jeg seer mit mørke sind,
Finder til min JEsum ind,
Om din aands oplysning skriger,
Og fra ordet aldrig viger,

✂ 11. Verden hen for intet selger,
Kalder dig min beste skat,
Christi kors og spot udvælger,
Seer til himlen dag og nat.
Fader! hør mig, hør Guds Søn!
Hør, o hellig Aand! min bøn,

*10, 8: Punktum efter viger er af hensyn til meningen rettet til komma. *- - - *8, 7-8: 1. Kor. 1, 23-24. - 9, 1-2: 2. Kor. 5, 8; Hebr. 11, 14-16. - 9, 6-7: De elsker verden, som om de aldrig skulle miste den. At en mand havde en bondegård i fæste, betød, at han havde brugsretten uopsigeligt. - 9, 8: de] de vise; Hebr. 11, 13: »de havde bekendt, at de var gæster og udlændinge på jorden.«. - 10, 1-2: Meningen er vel, at Guds visdom omfatter langt mere end denne verden, som for ham kun er et snævert område. Noget anderledes er tanken i originalen: HErr, des Weiszheit zu erreichen Keinem möglich hier auf erd'! - 10, 5: mørke] ved synden formørkede. - 11, 1-4 fortsætter den med at i 10, 5 begyndte sætning. - 11, 1: verden hen for intet sælger] der menes at holde verden i så ringe værdi, at man giver den fra sig uden at forlange erstatning. 90

✂ At jeg dog maa her paa jorden
Findes i de vises orden.

✂

Nr. 164.

✂ Mel. Som en Hiort tørstig etc.

✂ Hvo vil med til himmerige,
Kommer, JEsus raaber nu,
Kommer, fattige og rige,
Vender hierte, sind og hu
Fra den arme verden bort,
Tiden er herefter kort,
Her er mere at bestille,
End med verdens lyst at spille.

✂ 2. Har I drevet eders dage
Hen i synd og sikkerhed,
Hvad vil det for ende tage?
Gaaer det ey i pølen ned?
Vender om, og søger raad
I en hiertens bedrings graad,
Søger udi saadan smerte
JEsum ret af gandske hierte.

✂ 3. Dermed vandrer anderledes
End den store verdens flok,
Her skal kæmpes, her skal bedes,
Sagen er jo vigtig nok,

*Nr. 164. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 3, 1: vandrer] vandre J1. *- - - *11, 8: orden] menneskegruppe el. klasse med tanken på noget ærefuldt. *Nr. 164. Original. - 1, 6: Der tænkes vel på den yderste dags nærhed, se under nr. 19, 6, 1-4. - 1, 8: spille] lege. - 2, 4: pølen] helvede, Johs. Åb. 21, 8. - 2, 6: bedring] bod. - 3, 1: dermed] som følge deraf. 91

✂ Hver en lyst skal gribes an,
Hvortil nogen før var van,
At den aldrig, aldrig mere
Over sielen skal regiere.

✂ 4. JEsu fodspor er allene
Vey til himlens herlighed,
Og hvo dette ey vil mene,
Den af Gudsfrygt intet veed,
Al hans viisdom, al hans konst,
Al hans gierning er omsonst,
Vil man vey til himlen vide,
Da maa verden først til side.

✂ 5. Du maa vrie dig og vende
Her saa længe, som du vilt,
Syndens lyst maa have ende,
Ellers er Guds naade spildt.
Siger du: du veedst det grandt,
Hvem der kunde kun saa sandt,
Hen til Gud om kraft at bede!
Hand til hielpen jo er rede.

✂ 6. Kiender man, at det er nødigt,
Ret at bruge naadens tiid,
Agter det dog overflødigt
Ret at bruge al sin fliid,
Saa er det beviis derpaa,
Man kun ey for satan maa.
Skulde man ham mere lyde,
Maatte det en steen fortryde.

*5, 1: maa] maat FJ1. 5, 3: syndens] Syndsens F. 5, 5: veedst] veed J6-7. *- - - *3, 5-6: Enhver syndig lyst, hvortil man før var vant, skal angribes. - 3, 7: at] for at. - 4, 1-2: 1. Pet. 2, 21. - 4, 7-8: Jak. 4, 4. - 5, 5-7: Hvis man ved, hvad det rette er, kan man ikke nøjes med et ønske om, at man kunne gøre det; man må søge hen til Gud for at finde hjælpen dertil. - 5, 5: grandt] nøje. - 6, 1: kiender] føler; nødigt] nødvendigt. - 6, 5-8: så viser det blot, at Satan ikke vil give en lov til det, og det var dog frygteligt, om man skulle lyde ham. - 6, 7: mere] måske = længere, eller der er tænkt på at lyde Satan mere end det, som ens følelser ifølge l. 1-2 tilsiger en. - 6, 8: en steen fortryde] vække fortrydelse selv hos en sten. 92

✂ 7. Op I christne! seer dog eder
Ret i denne verden for,
Vaager, sukker, banker, leder
Efter JEsu rette spor,
Gaaer i denne verden frem,
Som det ret kand sømme dem,
Der hvert øyeblik med glæde
Færdig staae for doms at træde.

✂ 8. Op I christne! samler kræfter,
Fatter mod i barm og bryst,
Ret at følge JEsum efter,
Ret at følge ham med lyst,
Holder eder til ham nær,
Faaer ham altid mere kier,
Elsker trolig eders næste,
Søger alt hverandres beste.

✂ 9. Kiender eders store vaade
I en grundig ydmyghed,
I vor Herres JEsu naade
Senker eder gandske ned,
Legger u-ophørlig vind
Paa at have JEsu sind,
Hvad han giorde, giører efter,
Hand skal give mod og kræfter.

✂ 10. Er det ikke tiid at vandre,
Evigheden er os nær,
Beder, stræber med hverandre,
At formane hver i sær,
Hid I store! hid I smaae!
Tager JEsu kors kun paa,
Følger alle, ingen svige,
Hvem der vil til himmerige.

*7, 8: staae] staaer F. 9, 7: giorde] giorte F. *- - - *7, 3: Mt. 26, 41; 7, 7 flg. - 7, 8: for doms] for Guds dom; udtrykket er formet efter »til doms«. - 8, 7: Mt. 22, 39. - 8, 8: alt] fuldtud, eller alt hverandres beste betyder: alt det bedste for hverandre. - 9, 5-6: Fil. 2, 5; 1. Pet. 4, 1. - 10, 6: Mt. 10, 38; 16, 24.

✂

Nr. 165.

✂ Mel. Guds godhed ville vi prise.

✂ Den onde leve-maade,
Den kiødets gamle stiil,
Om himlen og Guds naade
At bære ingen tviil,
Og dog foruden aand
Og kraft og lys saa sikker
At gaae i satans strikker,
Har taget overhaand.

✂ 2. Hver følger kun sin vane,
Som hand har vant sig til,
Den gamle Adams bane
Saa nødig slippes vil,
Vil nogen vise vey,
Det med fortred kun høres,
Om end undskyldning giøres,
Betyder det dog ney.

✂ 3. Man taler om de gamles
Maneer at vandre frem,
Man ønsker alt at samles
I døden kun med dem,
Den ene synder paa
Den anden sig beraaber,
Naar disse himlen haaber,
Vil jeg den og vel faae.

*Nr. 165. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. 1, 2: kiødets] kiødsensF. 1, 4: tviil] tvivl J7. 2, 7: om end] om en F J1; undskyldning] undskylding FJ1. 2, 8: betyder det dog ney] saa gielder det dog NeyF, saa gielder det dog ey J1, betyder det dog ey J4-7. 3, 4: med dem] mod dem FJ1, trykfejl. 3, 5: synder] Syndre F. *- - - *Nr. 165. Original. Salmen er i sin tankegang beslægtet med nr. 5, nr. 27, nr. 47 og nr. 79, 11 flg. - 1, 2: kiødet] den syndige natur, Gal. 5, 19; stiil] adfærd. - 1, 3-7: Skildring af den levemaade, som Brorson angriber: man tvivler ikke om himlen og Guds naade dvs. om, at man nok skal komme i himlen, og at man har Guds nåde; men samtidig lever man et uåndeligt liv og er i virkeligheden under Satans herredømme. - 1, 5: foruden] uden. - 1, 6: Jfr. nr. 8, 4; sikker] ubekymret, om det verdsligsindede menneskes tryghed, jfr. nr. 8, 5, 3; 19, 6, 1; 103, 7, 6. - 1, 7: strikker] bånd. - 2, 3: den gamle Adam] Rom. 6, 6; Ef. 4, 22; Kol. 3, 9; bane] vej. - 2, 6: fortred] fortrydelse, uvilje. - 2, 7: om man end er så høflig at give en undskyldning; jfr. Lk. 14, 18 flg. 94

✂ 4. O kiere siel, som vanker
I verdens mørke om,
Og har saa ringe tanker
Om HErrens strenge dom,
O! tænk dig om engang,
Og for Guds død og smerte,
Leg denne sag paa hierte,
At evighed er lang.

✂ 5. Hvor skal jeg, vil du sige,
Den rette vey forstaae?
De lærde selv jo krige,
Og mod hverandre gaae,
Een spender buen hart
Om Christi kors at bære,
En anden veed at lære
En mildre leve-art.

✂ 6. O siel! du ey est bunden
Til nogens mund og pen,
Men selv randsag i grunden
Den vey, hvor du gaaer hen,
I JEsu fodspor maa
Dit liv og vandring være,
Saa lyder JEsu lære,
Med hannem skal du gaae.

✂ 7. Her skal dit sind forandres
I bøn og kamp og striid,
Og anderledes vandres
End hid til denne tiid.

*5, 1: vil] vilt F. 6, 1: est] er J6-7. 6, 8: skal] skalt F. *- - - *4, 6: for Guds død og smerte] lignende udtryk som »for Guds skyld«; meningen er: for at det ikke skal være forgæves, at Gud (dvs. Kristus, som er sand Gud) har lidt døden for dig. - 4, 7: leg] læg. - 5, 5-6: en stiller strenge krav og fordrer, at man skal tage Kristi kors på sig, Mt. 10, 38; 16, 24. - 6, 3: i grunden] grundigt. - 6, 5-6: 1. Pet. 2, 21. - 7, 4: hid til denne tiid] hidindtil. 95

✂ Din JEsu leve-art
Guds ord jo ikke dølger,
Saa lær, at du ham følger
Oprigtig, frisk og snart.

✂ 8. See nu, hvor heel ulige
Hans levnet er med dit,
Du vil til ære stige,
I synden glædes frit,
I pragt og riigdom boe,
Hand flydde verdens ære,
Hand vilde fattig være,
Hand græd naar andre loe.

✂ 9. Den vey i synd at glædes,
Den satans egen stie,
Den vey skal ret begrædes,
Hver stund man gik deri,
Det sorte helved-trav,
Som verden lystig render,
Og sig i pølen ender,
Den vey skal skaffes af.

✂ 10. Far vel med dine gange,
Du vellyst-fulde vey!
Lad andre paa dig prange,
Jeg siger evig ney,
Din ende er for haard,
Jeg lystes ey at trine
Paa roser til den pine,
Som ingen ende faaer.

*8, 3: vil] vilt F. *- - - *7, 5-6: Guds ord giver jo klar besked om, hvordan Jesu liv var. - 8, 6: Joh. 5, 41. - 8, 7: Mt. 8, 20; 2. Kor. 8, 9. - 8, 8: Lk. 19, 41. - 9, 5: sorte] sort er hos Brorson djævelens farve, se f.eks. nr. 68, 12, 11; 82, 7, 2; helved-trav] et travløb, som fører til helvede. - 9, 6-7: som er objekt for render og subjekt til ender, en uregelmæssighed, som undertiden findes hos Brorson. - 9, 7: pølen] helvede, Joh. Åb. 21, 8. - 10, 1-2: med dine gange] Tanken er vel, at den vellystfulde vey går gennem smilende omgivelser med parkagtige gange ved siderne; måske kunne gange også betyde trin, vandringer. - 10, 3: prange] om flot optræden. - 10, 6: lystes] har lyst til. 96

✂ 11. Far vel du brede stræde,
Du seer mig aldrig meer,
Bort syndig selskabs glæde,
Som i din jammer leer,
Du est mig alt for leed,
Lad andre tænke andet,
Jeg kalder dig forbandet,
Saa stor du est og bred.

✂ 12. Dig, rette vey! jeg ynder,
Som gaaer til himlens land,
Paa dig jeg nu begynder
At trine, hvad jeg kand,
At dræbe kiød og blod,
Og verdens lyst forsage;
Og har det skiønt sin plage,
Saa er dog enden god.

✂ 13. Velan I fromme hierter!
Jeg følger eders trop
Igiennem mange smerter
Til himlens glæde op,
Lad møde hvad der maa,
Det har slet ingen fare,
Naar vi den ondes snare
Kun ret forbi kand gaae.

✂ 14. O JEsu! see hvor farlig
Er vores vandrings færd,
Hielp, at vi færdes varlig,
Og vær os altid nær,
Viis os, hvordan vi skal
I dine fodspor ile,
Saa kand vi snart os hvile
I himlens brude-sal.

*11, 5: est] er J6-7. 11, 8: est] er J6-7. *- - - *11, 1: Mt. 7, 13. - 11, 7-8: dig] den brede vej, tænkt som en stor hovedgade: stor og bred, jfr. nr. 47, 1, 3. - 12, 1-2: Mt. 7, 14. - 12, 5: Rom. 8, 13; Gal. 5, 24; Kol. 3, 5. - 12, 6: forsage] sige sig løs fra. - 12, 7: skiønt] end. 97

✂ Nr. 166.

✂ Paa sin egen Melodie.

✂ Den snevre vey er bred nok til Guds rige,
Naar man gaaer sagte, lige, stille fort,
At hvert et trin forsigtig bliver giort,
Naar man har lært hen op at stige,
Saa er den vey og bred nok til Guds rige.

✂ 2. Vor HErres vey er fuld af lifligheder,
Naar man den har i troen rigtig kiendt,
At hiertet er til veyen trøstig vendt,
Naar man sig dertil ret bereder,
Saa er vor vey og fuld af lifligheder.

✂ 3. Hvor kand en biørn som lammet taalig være,
Den vilde ulv vil nødig lukkes ind,
Hvor kand vort kiød faae lyst til aandens sind,

*Nr. 166. FJ1-7. 3, 1. 5: taalig] taallig F. *- - - *Nr. 166. Oversættelse. Der schmale weg ist breit genug zum leben, C. F. Richter, Schr. s. 903. Salmens udgangspunkt er Jesu ord: »Den port er snæver, og den vej er trang, som fører til livet«, Mt. 7, 14. V. 1-2 forkynder, at er vejen end snæver, så er den dog fremkommelig, ja tilmed rig på glæder, men rigtignok kun under bestemte forudsætninger. Om grundforudsætningen handler så v. 3-4; her peges der på, at mennesket, som det er af naturen, er et vilddyr og derfor umulig kan følge Herrens vej; dette bliver først muligt gennem en ny fødsel til et Åndens liv. Når denne fødsel er sket, siger v. 5, får man det sind, der vil følge Kristus i lidelsen, før man skal dele herligheden med ham. Hermed har salmen egentlig fulgt den snævre vej til enden; men nu griber v. 6 tilbage til den nye fødsel, dog under et andet billede, nemlig som en åndelig oplevelse af langfredag, påske, himmelfart og endelig pinse, hvor Helligånden gives, og v. 7 viser, at denne ånd med nødvendighed fører ind på den samme vej, som Kristus gik. V. 8-10 skildrer derefter vejens lidelser, som dog er tålelige, fordi de ikke kan ramme hjertet, samt vejens byrde - åget -, som må bæres, men som bringer velsignelse ved at nedtrykke egenkærligheden og frigøre hjertet, så det kan løfte sig til Gud. Endelig slutter salmen i v. 11 med bøn om Jesu hjælp til at følge ham efter. - 1, 2: sagte] langsomt; fort] fremad. - 1, 3: at] så at; forsigtig] tanken er Brorsons, jfr. nr. 219, 10, 7. - 1, 4: naar man har lært hen op at stige] måske om at stige op til Gud i bønnen; men snarere er det dog sådan, at kristenlivets vandring ad den snævre vej her er tænkt som en opstigning ad et fjæld: det gælder om at gå langsomt; hvert trin må gøres forsigtigt; men hvis man har lært at stige på denne måde, så vil det vise sig, at vejen i sig selv er bred nok. Originalen har ikke dette billede; men om bønnen taler den ikke, og l. 4 siger, at man må give sig rigtig ind på vejen (man musz sich recht hinein begeben), hvad der nok kan have fået Brorson ind på tanken om at lære opstigningens kunst. hen op] op (hinauf). - 2, 2: kiendt] lært at kende. - 2, 3: at] så at; trøstig] tillidsfuldt, frimodigt. - 3, 3: aandens sind] det sind, som Helligånden giver. 98

✂ Og himlens rette fodspor lære,
Hvor kand en biørn som lammet taalig være.

✂ 4. Du maa først aand af aand ved ordet fødes,
Saa kandst du gaae den snevre livets gang,
Men ellers er din vey forgieves trang,
Dit falske sind det først maa dødes,
Du maa først aand af aand ved ordet fødes.

✂ 5. Hvo fødselen af Christo først erlanger,
Hand følger og sin HErre trolig med,
Hand lider først hans skændsel og fortræd,
Før hand med ham i lyset pranger,
Hand fødselen af Christo først erlanger.

✂ 6. Hand bliver med ham i hans død begraven,
I graven bliver til en tiid forvart,
Staaer op, og holder saa sin himmelfart,

*4, 1. 5: maa] maat FJ1-3. 4, 2: kandst] kan J6-7; livets] lifsens F. 5, 3: lider] lide J1-7, orig.: er leidet erst. *- - - *3, 4: himlens fodspor] de fodspor, den vej, der fører til himlen; måske ligger 1. Pet. 2, 21 til grund. - 4, 1: Du må først fødes som ånd (åndsmenneske) af Helligånden, Joh. 3, 3. 6: »Uden nogen bliver født påny, kan han ikke se Guds rige... Hvad som er født af Ånden, er ånd«. Brorson har indføjet ved ordet efter 1. Pet. 1, 23. Om genfødelse se under nr. 107; ligesom der tænkes her på voksnes genfødelse dvs. på omvendelsen, set som Guds værk. - 4, 2: livets gang] gang til det evige liv, Mt. 7, 14. - 4, 3-4: ellers (dvs. uden den nye fødsel) er din vey forgieves trang] Der er sikkert tænkt på, at mennesker i det ydre kan bære sig ad som kristne: bringe ofre, afholde sig fra at følge deres lyster o. lign., så de tilsyneladende vandrer på den trange vej; men da det ikke udspringer af et indre liv, er alt, hvad de på den måde tager på sig eller nægter sig, forgæves. De har det falske sind, fordi de i virkeligheden blot higer efter at synes fromme i andres eller i deres egne øjne. Tanken kan minde om 1. Kor. 13, 3. - 5, 1: erlanger] opnår. - 5, 3: Hebr. 13, 13. - 5, 4: pranger] stråler. - V. 6 er ikke at forstå bogstaveligt om den kristnes død, opstandelse og hjemgang til himlen; det ser man, når det hedder, at han efter sin himmelfart får Ånden; for en kristen har jo Guds ånd allerede her på jorden. Det hele er en billedtale, som skildrer stadierne i den nye fødsel: Først må man dø og begraves med Kristus, hvormed der tænkes på syndserkendelsen, der døder det falske sind (4, 4); derpå bliver man forvaret en tid i graven dvs. fastholdt i syndenøden, for at man ikke skal slippe for let igennem; derefter kommer som en opstandelse og himmelfart frembruddet af det nye liv med himmelske følelser og endelig som en pinse meddelelsen af Helligånden, der giver frelsesvished. Skildringen, der er nøje gengivet efter originalen, gør et mere skematisk (metodepræget) indtryk end Brorsons egen genfødelsesskildring i nr. 107, 3-11. 99

✂ Faaer aanden, som er fæstegaven,
Naar hand er først i døden med begraven.

✂ 7. Den aand, som Christum drev, hans christne driver,
Den samme aand har altid samme skik,
De faae at gaae den samme vey hand gik,
Vel den, som det i hiertet skriver:
Den aand, som Christum drev, hans christne driver.

✂ 8. Og skal man skiønt i skarpe torne trine,
Det stød og sting kun ind i hælen gaaer,
Er lideligt, giør ingen hierte-saar,
Naar man er taalig i sin pine,
Om man end fik i helved-frygt at trine.

✂ 9. Det lette aag kand ey for haardt besvære,
Det onde sind kun derved trykkes ned,
Det tvinger kun din egenkærlighed,
Naar man forstaaer det ret at bære,
Det lette aag kand ey for haardt besvære.

✂ 10. Det lette aag kand lette vore sinde,
At hiertet sig til Gud oprette kand,
Og aanden ret faae luft i saadan stand,
At man Guds kierlighed kand finde,
Det lette aag kand lette vore sinde.

✂ 11. Hielp JEsu! dig at følge allevegne,
Du seer, jeg gaaer endnu saa skrøbelig,
O! drag mig, at jeg frisk kand følge dig,
Saa skal mig sødhed nok begegne,
Hielp JEsu! dig at følge allevegne.

*7, 3: faae] faaer F. 8, 4: taalig] taallig F. 9, 1. 5: haardt] hart FJ1-3. 9, 3: din] den FJ1-5, formodentlig en trykfejl. At der her står 2. person og i næste linie man, er ikke nogen modgrund, se v. 10, hvor l. 1 har vore og l. 4 man. 11, 3: ol] og J1-2. *- - - *6, 4: fæstegaven] trolovelsesgaven, som brudgommen giver sin fæstemø; her om Helligånden, der gives den kristne som pant på, at han skal opnå saligheden, 2. Kor. 1, 22; Ef. 1, 14; jfr. nr. 1, 7, 5; 63, 14, 5. - V. 7 viser følgen af at have fået Ånden: at man må gå den samme vej, som Kristus gik; den nye fødsel fører altså med nødvendighed ind på den snevre vey. - 8, 1: skiønt] end. - 8, 2: sting] stik. - 8, 3: lideligt] tåleligt. - 9, 1 og 10, 1: det lette aag] Mt. 11, 29-30. - 10, 1: vore sinde] vort sind. - 10, 2. 4: at] så at. - 10, 2: sig oprette] opløfte sig. - 10, 3: stand] tilstand. - 11, 4: begegne] møde.

✂

Nr. 167.

✂ Mel. Min siel nu lover HErren etc.

✂ Min siel, hvo vilde være
Begierlig efter det man veed,
Der kand dig kun besnære,
Og hindre fra din salighed,
I verdens ære prange,
Som kand saa snart forgaae,
Forbandet tusind gange
Den ære kaldes maa,
Som styrter ned i pine
Og skændsel siel og krop,
Vil du til ære trine,
Saa søg til himlen op.

✂ 2. Hvad kand os vellyst nytte,
Der er saa slet og hastig endt,
Hvad kand os riigdom skytte,
Naar døden har sin bue spendt,
Min JEsu æres sæde
Har uforgænglig guld,
Af hiertens fryd og glæde
En gandske himmel fuld,
Mod hvilket verdens rige
Er kun som skum paa vand,
Kom hierte! lad os fige
Til himlens fryde-land.

✂ 3. Hvad skal vi da ey smage
For liflighed i siel og krop,
Naar disse gode dage
I evighed ey høre op,

*Nr. 167. FJ1-7. 1, 9: som] saa F, vel trykfejl. 1, 11: vil] vilt F. 2, 2: der] det J2-3. 3, 2: liflighed] livlighed FJ1-3. *- - - *Nr. 167. Oversættelse. Lass' uns doch nicht begehren, J. J. Beck, Schr. s. 924. - V. 1. Sætningsforbindelsen er noget vanskelig. Man bør tænke et udråbstegn efter salighed i l. 4; dette har originalen. L. 5-6: i verdens ære prange, som kand saa snart forgaae, er en foranstillet apposition til den ære i l. 8. - 2, 2: slet] dårligt, ilde. - 2, 3: skytte] beskytte. - 2, 11: fige] haste. - 3, 1-2: hvad... for liflighed] hvilken liflighed. - 3, 3: disse gode dage] dagene i himlen. 101

✂ For JEsu stoel at træde
I himlens blanke slot,
I JEsu sig at glæde
Er evig sødt og got,
I JEsu sig at fryde
I evig ære-stand,
Har mere at betyde,
End nogen tænke kand.

✂ 4. I JEsu har jeg mængden
Af riigdom, lystighed og pragt,
Det skal man see i længden,
Naar verden er i aske lagt,
Lad verden mig foragte,
Det intet hindre kand,
Jeg efter dig vil tragte,
Du himlens ære-stand.
Lad verden mig kun hade,
Jeg bliver JEsu troe,
Og aldrig ham vil lade,
Saa er min siel i roe.

✂ 5. Bort verden, vær forbandet
Med al den deel, dig hører til,
Min JEsum, intet andet,
Jeg til min riigdom have vil,
Lad verden mig kun træde
I spot og skændsel ned,
Min JEsus mig kand glæde
I tiid og evighed.
Og skulde jeg end smage
Her døden tusindfold,
Det kand mig intet tage,
Hist er jeg i behold.

*3, 8: evig] evigt J6-7. *- - - *3, 5: stoel] trone. - 3, 6: blanke] lyse. - 4, 2: lystighed] om åndelig glæde. - 4, 3: i længden] der tænkes på evigheden. - 4, 4: 2. Pet. 3, 10. - 4, 6: det intet hindre kand] det kan ikke gøre (mig) noget, orig.: das kränckt mich nicht ein haar. - 4, 11: lade] forlade. - 5, 2: al den deel] alt det. - 5, 11: det kand mig *intet tage] det (at smage døden) kan ikke tage noget fra mig. 102

✂ 6. Det kand jeg frit bekiende,
Og glædes nat og dag dertil,
Et rige uden ende
Gud mig i himlen unde vil,
Lad verden sig fornøye
I det, som snart forgaaer,
Min krone i det høye
Alt færdig til mig staaer,
Jeg skal med Gud regnere
I evig herlighed,
Hvem vilde sørge mere,
Imens jeg dette veed?

✂ 7. O JEsu! al min glæde,
Naar kommer dog den blide stund,
At jeg derop kand træde,
Og prise dig med engle-mund,
Naar skal jeg brude-smykkes?
Naar skal den vexel skee?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faaer at see?
O! und mig snart den ære,
I frydens paradiis
Min seyers krands at bære,
Dig selv til evig priis.

✂

Nr. 168.

✂ Eet er nødigt, dette ene
Lær mig, Gud! at kiende ret,
Verden kand mig intet tiene,
Skiønt hun synes flin og slet,

*Nr. 168. FJ1-7. Varianter fra en håndskreven form bliver meddelt i et tillæg. *- - - *6, 3: Hebr. 12, 28. - 6, 7-8: 2. Tim. 4, 8: »Retfærdigheds krone er henlagt til mig«. - 6, 9: regnere] regere. - 6, 12: imens] når. - 7, 6: vexel] omveksling, forandring, nemlig fra ringhed til herlighed. - 7, 11: seyers krands] 2. Tim. 4, 8; Brorson ved, at »krans« egentlig er betydningen af det ord, som bibeloversættelserne dengang gengav ved »krone«. *Nr. 168. Oversættelse. Eins ist noht! ach HErr! diesz Eine, J. H. Schröder, Schr. s. 921. Salmens udgangspunkt og beherskende tanke er Lk. 10, 42: »Eet er fornødent«. - 1, 3: Verden kan ikke hjælpe mig. - 1, 4: hun] verden; slet] jævn, glat. 103

✂ Hun er kun en byrde, som nager og plager,
Hvor sielen dog ingen ret liflighed smager,
Men faaer jeg det ene for alting kun fat,
Da bliver mig een ting for alting min skat.

✂ 2. Vil du dette ene tage,
Søg det ey paa denne jord,
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det hvor
At guddom og manddom forenet sig finde,
Og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,
Der, der er det ene nødvendige ret,
Der, der er min ene, mit alting i eet.

✂ 3. Som Mariæ hierte-rødder
Søgte denne ene skat,
Da hun sig ved JEsu fødder
Fuld af længsel havde sat,
Hans tale var liflig i hierte og øre,
Hun vilde saa gierne hans villie høre,
Hun smagte den sødhed i frelseren laae,
Hand ene for hende var alting at faae.

✂ 4. Saadan længes jeg med smerte,
Søde JEsu! efter dig,
Lad dig finde i mit hierte,
Overgiv dig dog til mig,
Og vilde end mange til verden sig vende,
Saa vil jeg dog efter dig løbe og rende,
Du haver det evige saligheds ord,
I dig al fornøyelses herlighed boer.

*2, 1: vil] vilt F. 3, 5: liflig] livlig FJ1. 4, 6: og] at F. *- - - *1, 7-8: for alting] frem for alle ting. - 2, 1: tage] få i eje. - 2, 5-6: I Kristus er guddom og manddom forenet, da han på een gang er sand Gud og sandt menneske; i ham er al fuldkommenheds fylde, Kol. 2, 9 (»i ham bor al guddommens fylde legemlig«). - 2, 5: sig finde] findes. - 2, 8: min ene] Jesus; det er ham, som er det ene nødvendige (l. 7) eller mit alting i eet. - 3, 1-4: Ordet: »Eet er fornødent«, hører jo hjemme i fortællingen om Maria, der satte sig ved Jesu fødder og hørte på hans tale, Lk. 10, 39 flg. - 3, 8: Han alene var (dvs. betød) for hende at få alt. - 4, 7: Joh. 6, 68. - 4, 8: fornøyelse] se under nr. 6, 1, 2. 104

✂ 5. O! al viisdoms vælde-kilde,
Lad den trædske slange ey
Mig forføre og forvilde
Fra den rene sandheds vey,
At jeg i eenfoldig- og ydmygheds gange
Din viisdom kand søge og liflig undfange,
At kiende dig, JEsu, og have dig kier,
Saa er jeg til himlen og evighed lærd.

✂ 6. Jeg for Gud kand intet bringe
Uden dig og dine saar,
Under din forsonings vinge
Jeg for Gud frimodig staaer,
En evig retfærdighed du os fortiente,
Der pinen og døden dit hierte bespendte,
Der har jeg de klæder, der smykke mig ud,
At prange for thronen som deyligste bruud.

✂ 7. Nu saa lad mig her opvækkes
Til et helligt liv i dig,
At det onde daglig svækkes
Ved din store kraft i mig,
Thi hvad mig til gudelig vandring i livet
Kand tiene, er i dig, min JEsu, mig givet,
Riiv mig fra al kiødets forfængelig lyst,
Saa lever jeg i dig, min eneste trøst.

✂ 8. Ja! hvad skal jeg mere sige,
Her er naadens fulde flod,
Du gikst ind i himmerige
For mig eengang med dit blod,

*7, 7: riiv mig fra] riv fra mig FJ1-3, se herom 1. bind, s. XIX-XX. 7, 8: lever jeg i dig] lever jeg dig J4-7. 8, 3. gikst] gik J6-7. *- - - *5, 2: 1. Mos. 3, 1; trædsk] lumsk. - 5, 6: undfange] modtage, opnå. - 5, 7: at kiende dig o. s. v.] apposition til din viisdom i l. 6. - 5, 8: så har jeg den lærdom, som behøves for at nå til himlen. - 6, 1: for Gud] frem for Guds ansigt. - 6, 3-4: jfr. Sl. 63, 8. - 6, 6: der] da; bespendte] klemte, knugede. - 6, 7-8: jfr. Joh. Åb. 19, 7 flg. - 6, 7: smykke ud] udsmykke, pryde. - 7, 3: at] så at. - 7, 4: Ef. 1, 19; 3. 20. - 7, 5: gudelig] gudfrygtig, from. - 7, 7: Brorson oversætter efter Freylinghausen, Geist-reiches Gesang-Buch, hvor det hedder: entreisse mich aller vergänglichen lust, medens Schrader har aber i st. f. aller; forfængelig] tom, indholdsløs. - 8, 3-5: Hebr. 9, 11-12. 105

✂ Du derved en evig forløsning har funden,
Hvorved jeg er hiulpet og reddet i grunden.
Guds hierte er aabnet ved denne din gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig klang.

✂ 9. Sielen veed af ingen byrde,
Har et frit og lystigt mod,
Hun er ført af hendes hyrde
Ind i livets eng og flod,
Ey nogen forfriskning mod denne kand veye,
At have sin JEsum, ham evig at eye,
Slet intet mig glæder, og dæmper min vee,
Foruden min JEsum i troen at see.

✂ 10. Derfor JEsus hand mit ene
Og mit alting være skal,
Prøv, om jeg det ret vil mene,
Eller er blant hyklers tal,
See, om jeg mig vender i sikkerheds leye,
Og føer mig paa livets de evige veye,
At agte for skade al vellystens flok,
Og JEsum at vinde, hand eene er nok.