Brorson, Hans Adolph Troens rare Klenodie, 3.-7. del, samt 2 tillæg. - 1953

b

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

UDGIVET AF
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

UNDER TILSYN AF
PAUL DIDERICHSEN OG EJNAR THOMSEN

KØBENHAVN

I

HANS ADOLPH BRORSON

📖 SAMLEDE SKRIFTER

VED
L. J. KOCH 📖 2. BIND
TROENS RARE KLENODIE
3.-7. DEL
SAMT 2 TILLÆG
O. LOHSES FORLAG, EFTF. 1953

II

MISSIONSTRYKKERIET, KBHVN.
V/ O. SIEBUHR

III

        

IV

H. A. BRORSON

ET HIDTIL UKENDT BILLEDE

Billedet er en lille miniature, indfattet i en guldmedaillon, her gengivet i dobbelt størrelse. Det ejedes af grosserer Ernst Emil Carstensen (død 1952 i en alder af 82 år), som tilhørte den Brorsonske slægtkreds. Han stammede nemlig fra H. A. Brorsons ældste broder, Nicolai Brorson; dennes sønnedatter Magdalene Christine var gift med landvæsenskommissær P. S. Hjardemaal, deres datter Mette Maria med sognepræst i Raarup, J. P. Carstensen, som var Ernst Emil Carstensens farfader. Grosserer Carstensen udtalte, at miniaturen havde været i hans families eje, så længe han kunne huske, og at den forestillede salmedigteren Brorson. Efter hans død tilhører den fru Ida Brorson, enke efter læge Svend Louis Brorson. Billedet viser lighed med de to kendte billeder af H. A. Brorson (se foran i 1. bind), særlig tydeligt med J. Hörners maleri på Frederiksborg. Derimod ligner det ikke Nicolai Brorson, så den mulighed, at det var et billede af ham, der af familien var blevet antaget at forestille salmedigteren, må betragtes som udelukket.

Museumsdirektør Jørgen Paulsen har velvilligt bistået ved billedets identificering.

V

Det foreliggende andet bind af Hans Adolph Brorsons samlede skrifter indeholder de resterende dele af Troens rare Klenodie med tillæg. Den i første bind omtalte sproglige karakteristik, som vil blive udarbejdet af professor, dr. phil. Paul Diderichsen, har man vedtaget at udskyde til tredie bind, dels af pladshensyn, dels fordi man har ment det naturligt at lade en sådan sproglig behandling omfatte Brorsons samlede produktion på modersmålet.

Det danske sprog- og litteraturselskab.

VI

Forfatterne

til Brorsons oversatte salmer i nærværende bind.

Anna Sophia, landgrevinde af Hessen-Darmstadt (1638-83): Nr. 178.

Arnold, Gottfried, kirkehistoriker, præst (1666-1714): Nr. 191, 196 (?), 238 (?).

Beck, Johann Joseph, retslærd (ca. 1650): Nr. 167.

Bernstein, Christian Andreas, præst (1672-99): Nr. 188.

v. Bonin, Ulrich Bogislaus, officer, embedsmand (1682-1752): Nr. 169, 223.

Böhmer, Maria Magdalena, ugift søster til J. H. Böhmer, se 1. bind, s. XXIII (død 1743 el. 44): Nr. 170.

Crasselius, Bartholomæus, præst (1677-1724): Nr. 135.

Elmenhorst, Heinrich, præst (1632-1704): Nr. 175.

Falkner, Justus, præst (1672-1723): Nr. 205.

Francisci (Finx), Erasmus, skribent (1627-94): Nr. 253.

Franck, Johann, borgmester (1618-77): Nr. 148.

Francke, August Hermann, professor (1663-1727): Nr. 155 (?).

Freylinghausen, Johann Anastasius, præst (1670-1739): Nr. 163.

Fritsch, Ahasverus, kansler (1629-1701): Nr. 237, 239 (?), 247 (?), 254 (?).

Gedicke, Lampertus, præst (1683-1735): Nr. 265.

Gensch v. Breitenau, Christoph, kansler (1638-1732): Nr. 179.

Gerhardt, Paul, præst (1607-76): Nr. 141, 151, 173, 199.

v. Gersdorf, Henrietta Catharina, gehejmrådinde (1648-1726): Nr. 136, 153.

Gotter, Ludwig Andreas, hofråd (1661-1735): Nr. 134, 215.

Heermann, Johann, præst (1585-1647): Nr. 160 (v. 4), 249.

Herrnschmidt, Johann Daniel, professor (1675-1723): Nr. 195, 241.

Hinckelmann, Abraham, præst (1652-95): Nr. 182.

Koitsch, Christian Jacob, rektor (1671-1735): Nr. 157, 217.

VII

Kongell, Michael, borgmester (1646-1710): Nr. 198.

Lackmann, Peter, præst (1659-1713): Nr. 233, 234 (?), 244.

Lange, Johann Christian, generalsuperintendent (1669-1756): Nr. 171.

Laurenti, Laurentius (Lorenzen, Lorenz), kantor (1660-1722): Nr. 137, 252.

Ludämilia Elisabeth, grevinde af Schwarzburg-Rudolstadt (1640-72): Nr. 176.

Mauritii, Anna Maria (ca. 1700): Nr. 206.

Menzer, Johann, præst (1658-1734): Nr. 267.

Neander, Joachim, præst (1650-80): Nr. 138.

Neusz, Heinrich Georg, superintendent (1654-1716): Nr. 224.

Olearius, Johann, generalsuperintendent (1611-84): Nr. 140.

Petersen, Johann Wilhelm, præst (1649-1727): Nr. 133, 216.

Philippi, Ernst Christian, hofprædikant (1668-1736): Nr. 139.

Prætorius, Benjamin, præst (1636-74): Nr. 174.

Rambach, Johann Jacob, professor og superintendent (1693-1735): Nr. 221 (?).

Reusner, Christoph, udgiver af en salmebog for den tyske kirke i Stockholm (Gottselige Haus- und Kirchen Andacht, nyt oplag 1683): Nr. 209 (?).

Richter, Christian Friedrich, læge (1676-1711): Nr. 166, 183, 201, 202, 211, 212, 226, 243, 245.

Rist, Johann, præst (1607-67): Nr. 143, 210, 255.

Rothe, Johann Andreas, præst (1688-1758): Nr. 203.

Ruben, Johann Christoph, amtmand (f. ca. 1665, d. efter 1748): Nr. 228.

Schade, Johann Caspar, præst (1666-98): Nr. 161 (v. 5-6?), 184, 232 (?).

Scheffler, Johann (Angelus Silesius), læge, katolsk præst (1624-77): Nr. 161 (v. 1-4), 162 (v. 1-3, 6-8), 177, 248, 268.

Schmidt, Johann Eusebius, præst (1670-1745): Nr. 207, 227, 235.

Schmolcke, Benjamin, præst (1672-1734): Nr. 181.

Schrader, Johann Hermann, provst (1684-1737): Nr. 152, 197.

Schröder, Johann Heinrich, præst (1666-99): Nr. 168.

VIII

Schütz, Johann Jacob, retskonsulent (1640-90): Nr. 250 (?), 269.

Sinold, genannt v. Schütz, Philipp Balthasar (Amadeus Creutzberg), gehejmråd (1657-1742): Nr. 281.

Tietze, Christoph, præst (1641-1703): Nr. 154.

Ulrika Eleonora, dansk prinsesse, svensk dronning (1656-93): Nr. 209 (?).

Weiszmann, Christian Eberhard, professor (1677-1747): Nr. 232 (?), 234 (?).

Werenberg, Heinrich Jonathan, superintendent (1651-1713): Nr. 142.

Wolf, Johann Gabriel, juridisk professor (1684-1751): Nr. 264.

Ziegler, Johann Conrad, teologisk kandidat (1692-1731): Nr. 160 (÷ v. 4).

v. Zinzendorf, Nicolaus Ludwig, greve (1700-1760): Nr. 204.

Ämilia Juliana, grevinde af Schwarzburg-Rudolstadt (1637-1706: Nr. 159.

Ukendte forfattere: Nr. 158, 161 (v. 7-12), 162 (v. 4-5), 172, 180, 190, 200, 222, 225, 231, 236, 242, 246, 251, 272, 273.

*
1

DEN TREDIE DEEL. TROENS MIDLER.

1. Om GUds Ord, Loven og Evangelio.

Nr. 129.

Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

Loven er et helligt bud,
Viser os vor GUd allene
Frem for alle ting at tiene,
Og at ære, som en GUd;
Intet uden ham at ynde,
Ham at elske nat og dag,
Intet uden ham begynde,
Det er lovens hoved-sag.

2. Det er og vor skyldighed,
Har vi dog af hannem livet,
GUd allene hver har givet,
Hvad hand har, og kand og veed.
Kunde vi dog intet finde
Ham til vederlag igien,
Bør dog alle vore sinde
Vendes til hans ære hen.

3. Deraf og nødvendig maa
Følge, som udi en kiede,

* * * 2

At vi skal vor næste glæde,
Og til haande gierne gaae,
Hvad man nu sin GUd vil yde,
Som det ikke har behov,
Dette skal vor næste nyde
Efter kierlighedens lov.

4. Dette bud om kierlighed
Stod i Adams hierte skrevet,
Blev ved synden sønderrevet,
Da hand faldt i døden ned,
Lyst at vilde, kraft at kunde
Holde lovens varetægt,
Sank ved Adams fald til grunde
For den hele Adams slægt.

5. Da nu hele verden laae
Under HErrens dom og vrede,
Straffen den var ogsaa rede,
Som der skulde følge paa,
Da begyndte GUd at tale
Om sin egen kiere søn,
Som hans vrede skulde svale
For det gandske Adams kiøn.

6. Det var nu et andet ord,
Verdens jammer at fordrive,
Og at faae igien til live
Alle folk paa denne jord,

* 3

Lovens svare band og torden
Skulde JEsum eene slaae,
Og det arme folk paa jorden
Skulde evig glæde faae.

7. Det er ogsaa evig vist,
Hvo sig vil til JEsum vende,
Hans forbandelse har ende,
Hand skal evig glædes hist,
Men vil nogen ikke lyde
Livets evangelium,
Evig skal hand det fortryde,
Det er ordets hoved-sum.

8. Tænk mig nu engang, hvordan
Staaer det til i verdens rige,
Synden skulde man undvige,
Der vil verden ikke an,
Det er sagen, det er knuden,
Syndens lyst man have vil,
Mener dog man des foruden
Nok kand høre JEsum til.

9. Slige staae endnu udi
Deres synders skam og blusel,
Under vredens haarde trusel
Og det mørke slaverie.
Loven skielder dem og truer
Med GUds vredes svare band
Og forfærdelige luer
I en evig pines stand.

* * * 4

10. Intet gielder, at man her
Sig paa JEsu død beraaber,
Og en evig frelse haaber,
Naar man synden dog har kier,
Her maa skee en ret forening
Mellem GUd og os igien,
Det er ordets rette mening,
Der vil det os have hen.

11. Har vi ham, som har betalt,
Har vi ham, som fyldest giorte,
Da er lovens trusel borte,
JEsus har det klaret alt,
Ja hand selv os kræfter giver
Til at følge lovens bud,
GUd den Hellig Aand os driver,
At vor gierning skeer i GUd.

12. Da er loven os et speyl,
Som vi kand for øyne sette,
Altid meer og meer at rette
Vore mange synde-feyl,
Da er loven intet andet
End en hellig himmelstie,
Ja med hiertens fryd beblandet,
Naar man gaaer kuns ret deri.

13. Søde JEsu, lad da ey
Satan mine øyne blinde,
Lær mig ved dit ord at finde
Himmeriges rette vey,
Dig, kun dig af alle kræfter
Ret at søge, ret at faae,

* 5

Dig at følge trolig efter,
Ind med dig i himlen gaae.

Nr. 130.

Mel. Paa GUd allene.

Jeg er den eene
Alvise stærke GUd,
Mig skal du tiene,
Og frygte mine bud,
Dermed bemandet,
Foragt al verdens vind,
Elsk mig, ey andet,
Af gandske siel og sind,
Tro mig, om vandet
End gik i sielen ind.

2. Du skal ey tage
Mit navn forfængeligt,
Straf skal hand smage,
Som understaaer sig sligt,
Ey bande, svære,
Og skuffe ved mit navn,
Ney du skal bære
Det i dit hiertes favn,
Thi det skal være
I al din nød din havn.

* * * 6

3. Tag hvile-dagen
Særdeles vel i agt,
At drive sagen
Af gandske fliid og magt,
GUds ord at høre,
Og faae i hiertet fat,
Derefter giøre
Alvorlig dag og nat,
Og andre føre
Til denne himmel-skat.

4. Viis mod din fader
Og moder lydighed,
Alt got jeg lader
Da paa dig flyde ned,
Giv dennem ære,
Som du skal tiene her,
Meest dem, som bære
Og bruge magtens sverd,
Lyd dem, som lære
Dig himlens vandrings-færd.

5. Slaa ey din næste,
Langt mindre slaa ihiel,
Men søg hans beste
Og gavn til liv og siel,
Bort klammers hede
Og bittre miners mord,
Bort had og vrede
Af hele verdens jord,
I satans rede
Min naade aldrig boer.

* 7

6. Du skal og ikke
Bedrive horerie,
Den satans strikke
Ved naaden gak forbi,
Fly den, der agter
At gaae i lyster blind,
Vær reen i fagter,
I ord og alt dit sind,
Som den, der tragter,
At gaae i himlen ind.

7. Du skal ey tage,
Hvad andre hører til,
Ved list og plage,
Paa ting, i kiøb og spil,
Flye ladheds sæde,
Og æd dit eget brød,
Tag det med glæde
Som af min haand og skiød,
Jeg vil dig klæde
Og føde til din død.

8. Lad dig ey finde
Paa falskheds vrange sti,
Lad retten vinde,
Staa de fortrykte bi,
Set ey din næste
En klak og lyde paa,
Tal til hans beste,
Som kand med sandhed staae,
Jeg vil befæste
Din gang og med dig gaae.

* 8

9. Du skal ey vilde
Din næstes eye faae,
Stop utugts kilde
I hiertets dybe vraae,
Lad dig fortryde
Den mindste stoltheds vind,
Lær strax at bryde
Al vellyst i dit sind,
Saa skal der flyde
En himmel-lyst derind.

10. Merk ydermere,
Din næstes hustrue skalt
Du ey begiere
Og hvad hand eyer alt,
Mit billeds ære,
Fuldkommenhedens pragt,
Mig liig at være
I hellighedens dragt,
Det skal du bære,
Og tænk hvem det har sagt.

11. O JEsu lilde!
Du kiender min natur,
At hiertets kilde
Er skiden, beesk og suur,
Hvor jeg ey kunde
Det mindste selv formaae,
Men slet til grunde
I døden skulde gaae,
Om ingenlunde
Var anden hielp at faae.

* 9

12. Men skaden heles
I dine vunders blod:
Du har aldeles
Giort for os pligt og bod,
Til dig at rende
Giør al min byrde let,
Dig ind at spende
I troens arme tet,
Det giør en ende
Paa lovens strenge ret.

13. Da kand jeg trøstig
I loven kige ind,
Og trine lystig
I et fornøyet sind,
Al verdens mørke
Forsigtig gaae forbi,
Og dig ret dyrke
I alt mit levnets sti,
Du est min styrke
At vandre derudi.

14. Hvad mig da feyler
I dette svage leer,
Naar jeg mig speyler,
Og ind i loven seer,
Det vil jeg rette
Ved aandens vise tugt,
Men alting sette
I dine vunders frugt,

* 10

Da lovens trette
Er gandske udelukt.

15. Jeg vil ey nøyes
Med verdens døde troe,
Hvor intet pløyes,
Og syndens tidsel groe,
Vil du dig give
Saa gandske til mig hen,
Da maa jeg blive
Jo gandske din igien,
I død og live,
At følge dig min ven.

16. Saa skee dig ære,
O JEsu, for din død,
Som lovens lære
Har for mig giort saa sød,
At jeg kand træde
De onde lyster ned,
Og gaae med glæde,
Af verdens glæde keed,
Til brude-sæde
I evig herlighed.

Nr. 131.

Mel. En hver, som troer etc.

GUds riges evangelium
Er sødt som honning-kage,
Naar det kun faaer i hiertet rum,
At man det ret kand smage,

* * * * 11

Da er det sielens honning-mad,
Giør hiertet let og mæt og glad
Og smuk i JEsu øyne.

2. Det søde ord er kommen af
GUds egen mund og hierte,
Det er et kys, som GUd os gaf,
Mod al vor nød og smerte,
Det er GUds eget hiertes kraft,
Som bliver til en honning-saft
Mod syndens byld og plage.

3. Vansmægtet siel, hvi gaaer du saa
Forknust i jammers sukke?
Kom hid, her er jo nok at faae,
Her er jo nok at plukke,
Kys ordet i din JEsu mund,
Og synk det ned i hiertets grund,
Saa skal du trøst fornemme.

4. Est du i synden haardt bespendt,
Som du har her bedrevet,
Her er en skrift fra himlen sendt,
Kom, læs hvad der staaer skrevet:
Saa sandt GUd lever, vil hand ey
Til dine sukke sige ney,
Men kierlig mod dig tage.

5. Tag dette ord kun i din mund,
Og leg det paa din smerte,
Suk kun til GUd af hiertens grund,
Saa rører du hans hierte,

* * * 12

Gak lige til i JEsu navn
Hen ind i naadens søde favn,
GUd under dig det gierne.

6. Hand er dog ey saa haard og grum,
Som satan ham beskriver,
Hand er, som evangelium
Den sag saa mægtig driver,
En fader, hiertemild og sød,
Som favner hver i naadens skiød,
Der sig kun vil omvende.

7. Kom, set dig som en flittig bie
I ordets blomster-enge,
Søg selv, hvad kraft der er udi,
Bliv ved at sue længe,
Saa faaer du honning vist og sandt,
Det blod, af JEsu vunder randt,
Du kandst i ordet finde.

8. Du tænker, varst du selv kun god,
Da vilde du ey tvile,
Men føler du i hiertets rod
De onde lysters pile,
Da er dit hierte snart forsagt,
Fordi du selv har ingen magt
Til synden bort at drive.

9. Ney! siig mig, fegter du da ey
Med dine egne kræfter,
Og selv vil finde himlens vey,
Det leer kun satan efter,
Just derfor maa det stolte sind
I den sin afmagts klemme ind,
At naaden rum kand finde.

* * * 13

10. Din egen gierning intet tør,
Ey heller kand fortiene,
Men JEsu søde naade giør
Den gandske sag allene.
Kun hen til ham i hiertens troe,
Saa faaer din siel en liflig roe,
Naar det kun skeer alvorlig.

11. Og var din synd end nok saa stor,
Den har dog lidt at sige
Mod kraften i GUds sande ord
Og naadens stærke rige,
En hver som troer skal naade faae,
Det være, hvo det være maa
I alle verdens lande.

12. Du siger: kand GUds kierlighed
Vel saadan een antage?
Jeg siger, at hand bliver vred,
Om du vil staae tilbage,
Men kommer du i hiertens bod,
Saa skal du see, hand er saa god,
Som ordet ham beskriver.

Nr. 132.

Mel. Alleneste GUd i himmerig.

Op alle folk paa denne jord,
GUds kierlighed at kiende,

* * * * 14

Som raabes ud ved livets ord
Til hele verdens ende,
At alle arme syndre maae
Kun komme hid og naade faae,
Ja evigt liv og glæde.

2. Jeg veed vel mangen suer gift
Af disse naades bryster,
Og bruger saadan hellig skrift
Til skiul i deres lyster,
Man siger: det har ingen nød,
Beraaber sig paa JEsu død
I alle sine synder.

3. Man sover tryg ved ordets glands,
Som burde dem at vække,
Man bruger det som horens krands,
Sin skidenhed at dekke.
Saa drive de med ordet spot,
Dog mene, saa er alting got,
Skiønt JEsus aldrig søges.

4. Nu, det er vel en sag, som kand
Umuelig nok begrædes,
Man agter det for naadens stand,
at naaden undertrædes,
Man bruger ordet som et sværd,
At naaden ey kand komme nær
Til deres arme hierter.

5. Hvor mangen tænker ey paa GUd,
Undtagen, naar de mindes,

* * * 15

At sielen maa af synden ud,
Om naaden ret skal findes,
Da raabes der, at GUd er from,
Da roses evangelium
Til naaden at foragte.

6. Dog des u-agtet maa man ey
Den bange siel forvilde,
Her bør at være aaben vey
Til JEsu vunders kilde,
Det søde maa ey giøres suurt,
Men her skal læres reent og puurt,
Hvor høyt vor GUd os ynder.

7. Ja det, at GUd er mild, og lod
Sig ved sin søn forsone,
Det ord om JEsu død og blod,
Det har saa stærk en tone,
At det opvækker den igien,
Som døde før i synden hen,
Naar hand det ret annammer.

8. Det skinner ind i hiertets nat,
At det i sielen dages,
Og JEsus, den forborgne skat,
I troen favne-tages,
Da bliver vores vandring nye,
Da vil og kand man synden flye,
Og følge JEsum efter.

9. Saa lad, o hierte søde GUd,
Dit ord i kraft forkyndes,
Og dette milde himmel-bud
I hele verden yndes,
At folk maa see, hvor sød du est,
Og holde daglig fryde-fest
I JEsu rige naade.

*
16

Nr. 133.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Hvor lystig, sød og yndig
Er deres fødders lyd,
Som kraftig, liflig, fyndig
Bebuder fred og fryd
De bange og de arme,
Som føle syndens byld,
At GUd sig vil forbarme
For JEsu pines skyld.

2. Den lov, som GUd har givet,
Er vel et herligt bud,
Men skaffer ingen livet,
Og fører ey til GUd.
Naar vi den gift fornemmer
Af kiødets onde lyst,
Og satan hiertet klemmer,
Veed loven ingen trøst.

3. Hun vil, at sielen efter
GUds villie skal gaae,
Dog dertil ingen kræfter
Hos hende er at faae,
Hun siger, vi skal høre
Den GUd, som os har skabt,
Men evne, det at giøre,
Har sielen gandske tabt.

4. De onde kand hun vække
Med hendes tordenslag,
Samvittigheden skrekke
Med dommens store dag,

* * * 17

Hvordan GUds vrede brænder,
Naar hun er overtraad,
Men naar man det erkiender,
Saa veed hun ingen raad.

5. Saa prædiker de arme
Det ret i hiertet ind,
At GUd sig vil forbarme
Med meer end faders sind,
At giøre dennem rene
I JEsu dyre blod,
Og livets kraft forlene
I deres hierte-rod.

6. GUd, som os skulde straffe,
Har selv udi sin søn
Os redning vildet skaffe,
Da syndens beeske løn
Blev lagt paa JEsu hierte,
Da hand for verdens flok
Til døden lod sig smerte,
Det var betalning nok.

7. Vi røve GUd hans ære
Med synd saa tyk som sand,
Og satans merke bære
Af Evæ æbletand,
GUd selv vor borgen bliver,
Da det om redning galdt,
Og sig i døden giver,
At faae vor gield betalt.

* * * * 18

8. Vor jammer hand paatager,
Dog gandske synde-fri,
I alle andre plager
Et menniske som vi,
Ja meer, i alt det andet
Af satan, synd og nød
Blev fristet, ja forbandet
Til korsets beeske død.

9. Der haver hand da kæmpet
Med GUd, som ham forlod,
Og al hans vrede dæmpet,
Der hand sin prøve stod.
Det havde at betyde,
Den hele satans leyr
For os at giennembryde,
Og vinde saadan seyr.

10. Nu er vor GUd forsonet
Og al vor skyld forladt,
Vor JEsus hand er kronet
Og GUd ved siden sat,
Og satan hand maa høre
Den sag med skændsel paa,
Hvad vil hand os nu giøre,
Ham kand hand ikke naae.

11. Nu maa den slange vide,
Naar hand os fange vil,
Den hos GUds høyre side,
Hand siger ney dertil.
Hand kiender vor formue,
Hvor lidet vi formaae,

* * * 19

Hand selv vil satan kue,
At vi kand seyren faae.

12. Fri ere vi og blive
Fra lovens tordensky,
GUd vil i hiertet give
Sit eget sind paa nye,
Hans aand vil hiertet sette
I kierlighedens brand
Og al vor vandring rette
Til himlens fryde-land.

13. Saa har da lovens trusel
Fremdeles ingen fynd,
Guds søn har skiult vor blusel,
Og gandske reen fra synd
Os stiller for sin fader,
Og lindrer al vor vee,
Ey fra sin haand os lader,
Før vi ham faae at see.

14. See, der er mad at smage
I evangelio
For dem, som synder plage,
Og søge siele-roe,
Som dødens beske miner
Og satan bange giør,
Samvittigheden piner,
Og lukker naadens dør.

15. Her ingen vrede findes,
Vor straf vor JEsus leed,

* * * 20

Og alle saar forbindes
I JEsu blod og sveed,
Her ængstes intet hierte,
Al fare er forbi,
Thi JEsu død og smerte
Har giort os gandske fri.

16. GUds søn, vor viisdom bleven,
Var satans magt for klog,
Som blev med skam fordreven,
Før hand sig vare tog,
Retfærdighed hand bliver
Os, naar vi naade faae,
Og hellighed i iver
Paa livets vey at gaae.

17. Den sag var høy og vigtig,
At redde Adams kiøn,
GUd kom og gav os rigtig
Sin egen kiere søn,
I ham sit eget hierte
Og alting gandske hen,
Og det en steen maa smerte,
Hand elskes lidt igien.

18. Den naade vil jeg prise
Til døden inderlig,
I gierning vil jeg vise,
Hvad hand har giort mod mig.
Jeg vil ham evig tiene,
Og den retfærdighed,
Hand vilde mig forlene,
Er al den pragt jeg veed.

* 21

19. Min JEsum blaa og blodig
Jeg har i troen paa,
Og dermed vil frimodig
For HErrens ansigt staae,
Vil synd og satan skade,
Jeg tager JEsum fat,
Hand kand mig ey forlade,
Hand er min egen skat.

Nr. 134.

Det er et lifligt ord,
At JEsus selv er kommen,
At GUd vort kiød paatog,
At verdens mørke jammer-krog
Har saadan himmel-fryd fornommen,
Ja! hvo den sag har ret betænkt,
Maa nok vor GUd et offer bringe,
At hiertet kand i livet springe,
Fordi hand os sin egen søn har skenkt,
Det er et lifligt ord.

2. Det er et lifligt ord,
De svage at forbinde,
At JEsus, som er sat
Til arme syndres deel og skat,
Kand synd og døden overvinde.
Hvo paa ham troer er fri fra synd,
Og skal ved JEsu naades gave
Lys, liv og fuld forløsning have,
Thi her er naadens fulde flod og brønd,
Det er et lifligt ord.

* * * * 22

3. Det er lifligt ord,
Hand kom ey for de fromme,
Her er jo ikke een,
Som findes af naturen reen,
For syndre skulde JEsus komme,
Kun syndre dette ord angaaer,
Dog at man verdens lyster hader,
Og sig bodfærdig finde lader,
Saa læger hand ulægelige saar,
Det er et lifligt ord.

4. Det er et lifligt ord,
Hvormed hand hver vil lokke,
At haste til ham ind,
Og ey med et gienstridigt sind
Sig mod hans søde ord forstokke,
Det griber hiertet an med magt,
At det ham lydig faaer at være,
Og kierligheden høyt at ære,
Som har os saadan fryd og ære bragt,
Det er et lifligt ord.

5. Det er et lifligt ord,
At troen ham behager,
Naar den er ikkun ret,
Men al vor gierning er for slet,
Hvor meget man sig end umager,
Her er forbarmelse den grund,
Som sielen fast i troen fatter,
Sin JEsum over alting skatter,
Og priser GUd for naadens blide stund,
Det er et lifligt ord.

* * * 23

6. Det er et lifligt ord,
At os af JEsu livet
Paa haard udstanden nød,
Som giør vor kiød og blod sin død,
I evighed skal vorde givet,
Vi skulle legemlig opstaae,
Og ham, som vores død har hevnet,
At satans vold er derved revnet,
Med evig herlighed i syne faae,
Det er et lifligt ord.

7. Det er et lifligt ord,
Som dertil os skal gavne,
At vi vor Goel, som
Os arme folk til frelse kom,
I troen hiertelig kand favne,
Al feyde nu er endt,
Nu kand os intet skade,
GUds fred os satan selv maa lade,
Som JEsus os saa dyre har fortient,
Det er et lifligt ord.

2. Om Bønnen.

Nr. 135.

Dig, dig, min HErre, vil jeg prise,
Thi hvor er dog en GUd som du saa sød,
Dig vil jeg al min konst bevise,
Men hielp mig selv, at finde til dit skiød,

* * * * 24

At jeg i JEsu navn kand trine frem,
Og derfor være dig ret angenem.

2. Drag mig hen til din søn, o fader,
Saa fører sønnen mig til dig igien,
Naar aanden øynene oplader,
At jeg kand til min fader frit gaae hen,
At jeg din naades sødhed smage maa,
Og hiertet som en harpe i mig slaae.

3. Giv mig kun dertil aandens glæde,
Saa skal min psalme have art og klem,
I aand og sandhed at fremtræde,
Saa veed jeg og først ret, hvor jeg har hiem,
Saa løftes sielen op fra denne jord,
At synge dig en sang i høye chor.

4. Din aand vil selv for mig fremtræde
Med suk, som ingen mund udsige kand,
Da beder hiertet ret med glæde,
Naar hand forsikrer mig min naade-stand,
At jeg GUds arving er og JEsu bruud,
Da toner jeg mit abba liflig ud.

5. Naar hiertet saa af andagt syder,
Ved din den Hellig Aands hans guddoms ild,

* * * 25

Da strax din indvold i dig lyder,
Dit hierte vender du til mig saa mild,
Og lader mig dit blide ansigt see
Med den forsikring: hvad jeg vil, skal skee.

6. Hvad mig da selv din aand indgiver,
Det kand ey være mod dit faders sind,
Men vist bønhørt og trøstet bliver,
Naar jeg i JEsu navn gaaer til dig ind,
Jeg, som ved ham din arving bleven er,
Og derfor vist nok faaer hvad jeg begier.

7. Vel mig, som den forsikring haver,
Som giør mit gandske sind og hierte glad,
Jeg veed, at alle gode gaver,
Som jeg af GUd forlange vil, og hvad
Jeg kand i denne verden trænge til,
Det, og langt mere, hand mig give vil.

8. Vel mig, i JEsu navn jeg beder,
I hvilken alting ja og amen er,
Som ved sin forbøn mig bereder
En aaben vey til alt, hvad jeg begier,
Vel mig! jeg aldrig nok kand raabe ud,
Hvad du est mig en sød og liflig GUd.

* * *
26

Nr. 136.

De ord, som du mig lader høre,
Dem kysser jeg i inderst hiertets grund,
At du, o store GUd! dit øre
Vil bøye til min arme bettelmund,
Jeg skal kun frit min vilkor sige frem,
Og al den hielp, jeg fattes, bære hiem.

2. Dit raad jeg da vil trøstig følge,
Og trine frit til naade-stolen ind,
Jeg vil den mindste trang ey dølge
For dig, min GUd, som hænger i mit sind,
Endskiønt du selv tilforne veedst saa vel
Alt hvad jeg har behov til liv og siel.

3. Dog at min ringe talemaade
Dig, store Konge, ret befalde maa,
Saa giv mig dertil aand og naade,
At bønnen kand af gandske hierte gaae,
At jeg, som er kun aske, støv og jord,
Maa komme frem med himmel-skikket ord.

4. Men som din aand vil ikke tage
Din bolig der, hvor ondskabs synder skee,
Saa kom, mit hierte at randsage
Og alle mine tanker giennemsee,
Og driv alt det du hader strax paa dør,
Som dig udi din virkning hindring giør.

* * * 27

5. Saa skal mit abba liflig klinge,
Naar du har selv mit hiertes harpe stemt,
Saa skal jeg GUd mit offer bringe,
Som ham kand være kiert og angenemt,
Naar du har samlet det forstrødde sind,
Og viet hiertet til din tempel ind.

6. Ved dig, GUds aand! jeg trøstig vover,
At bære frem til GUd min ringe bøn,
Min fader! giv mig hvad du lover,
At skenke mig udi din kiere søn,
Og lad det altid blive mig tilkiendt
Hvad JEsus med sin død mig har fortient.

Nr. 137.

Mel. HErre JEsu Christ sand Menniske.

Vel den! der veed, i JEsu navn
At løbe ret vor GUd i favn,
Hand faaer i sandhed hvad hand vil,
Som JEsus selv har sagt ham til.

2. Dog er det dem, der frisk og frie
Fra ondskabs synd og hyklerie
Mod himlen brede hænder ud,
Dem favner mildt den søde GUd.

3. Naar barnet til sin fader gaaer,
Hvor gierne det en gave faaer,
Og skriger det i hungers nød,
Saa faaer det jo et stykke brød.

* * * * * 28

4. En fader lader ham ey faae
I hunger steen at bide paa;
Hvem gav sin søn en basilisk,
Naar hand forlanger kiød og fisk?

5. Er GUd din fader, troe ham til,
At hand dig hielpe kand og vil,
Men den, der gaaer paa syndens vey,
Den hører GUd vor Fader ey.

6. Kun den, som ud fra synden gaaer,
Og JEsum i sit hierte faaer,
Hand kand allene bede smukt,
Og finder sine bønners frugt.

7. Saa beed ey med den bare mund,
Men ret af gandske hiertens grund,
Og tviil saa aldrig mere paa
Den deel, du beder om, at faae.

8. Men søde JEsu! selv mig lær,
Din fader ret at komme nær,
At jeg kand altid faae ved dig,
Min JEsu! hvad der tiener mig.

Nr. 138.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Jeg er rede
Til at bede,
Hiertens søde JEsu hør.
Jeg vil ligge
Her og tigge
Ved din store naades dør.

* * * * * 29

Lad dig finde, lad dig finde,
Som du har mig lovet før.

2. Kast et øye
Paa min møye,
At jeg dig kand komme nær,
Du allene
Kandst mig tiene,
Dig jeg eene søger her.
Lad dig finde, lad dig finde,
Tag mig hen og hav mig kier.

3. Jeg ey mere
Vil begiere
End en liden naadens-drik,
Som du giver
Den, der bliver
Hos dig fast til sidste nik.
Lad dig finde, lad dig finde,
Hvo dig faaer, hand alting fik.

4. O du søde
Morgenrøde,
Paradises beste flod,
Hiertet haster,
Raaber, kaster
Sig i støvet for din fod.
Lad dig finde, lad dig finde,
Sterke helt af Davids rod.

5. See hvor saare
Længsels taare
Rinder paa min svage kind,
Hvor jeg trænges,
Hvor jeg længes
Efter dig i siel og sind.

* * 30

Lad dig finde, lad dig finde,
Lad mig trænge til dig ind.

6. Ære-sæde,
Guld og glæde,
Og hvad verden glædes ved,
Er kun smerte
For mit hierte,
Himlen er mit rette sted.
Lad dig finde, lad dig finde,
Store Gud, jeg er bered.

Nr. 139.

Mel. Fader vor i Himmerig.

Giv dig, min kiere siel, til roe,
Og kom herhid i sindet fro,
Vi ville til vor fader gaae,
Jeg seer i brand hans hierte staae,
Hand vinker fuld af kierlighed,
Og bøyer øret til os ned.

2. Din fader raaber mildelig,
Kom kiere siel, jeg giver dig,
Thi jeg din gavn jo best forstaaer,
Alt hvad min kierlighed formaaer,
Jeg giør med dig en evig pagt,
At hielpe dig ved Guddoms magt.

3. Jeg skabte dig, jeg vil og kand
Dig holde liv og siel i stand,

* * * 31

Jeg styrker dig i al din nød,
Jeg med dig gaaer i liv og død,
Jeg giver dig det gierne, som
Du mig af hiertet beder om.

4. Din fader er mit evig navn,
Jeg bærer dig i naadens favn,
Og merker paa din bøn saa tit
Du kun gaaer frem i troen frit,
Da rekker dig min milde haand,
Hvad dig er got til liv og aand.

5. O hvad er dog dit gode stort,
Som os til dine børn har giort,
O kierlighed! den store Gud
Har valdt os arme orme ud,
Til himlens arve-ret at faae,
Og vi ham fader kalde maae.

6. Dog see, hvor dybt hand bøyer sig,
Den høyeste, og giver mig,
Hvad verdens daarer ey forstaae,
Som midt om dagen blinde gaae,
Nu er jeg meer end meget riig,
Og blir vor HErres engler liig.

7. Jeg raaber: Fader! du est min,
Jeg er, min fader! gandske din,
Din aand er min besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv hand fører bønnen frem,
At den for dig er angenem.

* * * 32

8. Hvad siger nu den blinde flok,
Som gik mig efter længe nok,
At jeg den nu god nat har sagt,
Og staaer for Gud paa bønnens vagt,
Som til min længsel kierlig seer,
Og giver hvad jeg vil, ja meer.

9. Bort verden, jeg dig ey vil see,
Din lyst den føder evig vee,
Du skal mig ikke giøre blind,
Til himlen ene staaer mit sind,
Den himmel, hvor mit blive-sted
Til evig tiid mig er bered.

10. Imidlertid jeg har min lyst
Til Gud, mit hiertes lys og trøst,
Som letter al min trængsels stand,
Naar jeg ham fader kalde kand,
Og er jeg end til døden træt,
Saa giør hand mig til himlen let.

11. I kors jeg klager nat og dag:
Min fader! see! jeg er saa svag;
I fattigdom med øyne-graad
Jeg siger: Fader! skaf mig raad!
Naar korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader! hielp mig snart!

12. Saa grusom er dog ingen nød,
Saa bitter er dog ingen død,
Jeg faaer jo lindring, raad og trøst,
Naar jeg opløfter bønnens røst,

* * * 33

Lad slippe hele verdens flok,
Gud er min fader, det er nok.

Nr. 140.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Falder paa dig modgangs hede,
Nød og jammer, spee og spot,
O da maa du flittig bede,
Bønnen er for alting got.
Midt igiennem korsets vee
Kand du da i ordet see,
Hvordan JEsu milde hierte
Seer og føler al din smerte.

2. Ingen bliver dog til skamme,
Som forlader sig paa Gud,
Lad der, hvad der vil, dig ramme,
Beed og troe og hold kun ud,
Synes det, hand seer dig ey,
O hand kiender al din vey,
Al din brøst du ham skal klage,
Og i ingen nød forsage.

3. Bede, banke, raabe, græde
Er de christnes største kunst,
Trøstig frem for Gud at træde
Finder frelse, trøst og gunst,
Hvo kun troer vor HErre vel,
Er den allerbeste siel,
Hand skal altid redning finde,
Intet kand ham overvinde.

* * * * 34

4. Lær vor HErres vey og maaden,
Som hand fører sine paa,
Hand vil styrke dem i naaden,
Naar hand fanger an at slaae,
Lever dog vor Gud endnu,
Tier hand, saa tael kun du,
Storm med magt til himlens volde,
Gud kand intet dig forholde.

5. Troe hvad du i ordet hører,
Bliv paa sandheds visse sti,
Satan, som saa mange fører,
Skal vel lade dig gaae fri,
Al din liid og love set
Paa Guds sandheds lys og ret,
Troe kun Gud, hand kand ey svige,
Beed, saa skal din kummer vige.

6. Gud skee lof for al sin naade,
Som mig giver saadan magt,
At jeg tør i ingen vaade
Gaae bedrøvet og forsagt,
Derfor vil jeg daglig paa
HErrens prises harpe slaae,
Og i baade sorg og glæde
Halleluja lystig qvæde.

3. Om Daaben.

Nr. 141.

Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

Du folk, som christne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,

* * * 35

Alt siden hand ved daaben til
Sin samfund dig lod komme,
Betænk, betænk, og agt det stort,
Hvad Gud har dig i daaben giort,
Hvad naade dig er skenket.

2. Du varst, før du til verden kom,
Og før du noget giorte,
Alt under vredens strenge dom,
Fordømt, fortabt og borte,
Du havde af forældres blod
Et sind, som var din Gud imod,
Og vilde ham ey kiende.

3. Dit liv og siel var fuld af synd
I gierning, ord og tanker,
Som i en ond og raadden brønd
Det fule vand sig sanker,
Den deylighed du i var skabt,
Guds billede, du havde tabt,
Og al din pragt forloret.

4. Der du var saa elendig fød,
Hvad havde du at vente?
Guds vrede, straf og evig død
Som syndens sold og rente,
Din arme siel med kroppen var
En satans træl, et vredens kar,
Som evig skulde brænde.

5. Al denne ulyksalighed,
Alt det dig skade kunde,

* 36

Det sank i daabens vande ned,
Og evig gik til grunde,
Alt hvad ved Adam var forseet,
Og ved dig selv var ilde skeet,
Har Gud i daaben druknet.

6. De sorte lenker sank som bly
I daabens frelse-vande,
Gud lod dig fri og skiøn og ny
I naadens rige lande,
Hand gav dig børne-ret og navn,
Og tog dig i sin milde favn,
Som alle himle bærer.

7. Hvad af naturen er med band
Og vredens dom beslaget,
Det haver Gud i daabens vand
Igien til naade taget,
I daaben bliver døden død,
Og satans rige lider nød,
Naar Gud os toer og bader.

8. O søde daab! o himmel-bad!
Jeg kom til dig saa usel,
Men JEsus mødte mig saa glad,
Og skiulte al min blusel,
Ham selv jeg til en klædning fik,
Og i hans blod og død jeg gik
Her ind i naadens arme.

9. O rene flod! o livets brønd!
O paradises egne!
Al verden er mod dig kun dynd
Og pøle-vand at regne,

* 37

I dig har Gud en virkning lagt,
For hvilken satans hele magt
Forferdes maa og falde.

10. Din væde er ey saa gemeen
Som alle andre brønde,
Thi du giør sielen himmel-reen
Og fuld af JEsu ynde,
Guds kierlighed og Christi blod
Udgyder sig i daabens flod
Ved Aandens naade-strømme.

11. Det bør dog tages vel i agt,
Og holdes høyt i ære,
Dit levnet om din daabes pagt
Bør altid vidne bære,
At det af dyder skinne kand,
Og prise Gud for naadens stand
I alle sine dage.

12. Saa lad da ingen satans list
Berøve dig dit gode,
Men vær en deylig himmel-qvist,
Og frugtbar JEsu pode,
Der svarer til det christen navn,
At du din daabes frugt og gavn
Kand her og evig nyde.

* * *
38

Nr. 142.

I siele, som igien saa ilde
Har taget syndens byrde paa,
Endnu, mens naaden er at faae,
Endnu, og før det er for silde,
Enhver fra sine synder flye,
At eders vandring bliver nye.

2. Den flod, som JEsu blod har farvet,
Det himmel-rene daabens vand,
Har eder sat i naadens stand,
Og hvad I har af Adam arvet,
Af synd og skam fra haand til fod,
Er renset af i daabens flod.

3. Hvi vil man da med magt ey vide,
At man er døbt i JEsu død,
Som os har frelst af al vor nød,
At vi ved daaben her skal lide
Og døe med ham, at hver og een
Staaer op retfærdig, nye og reen.

4. Du skal til korset daglig banke
Enhver forbandet syndig lyst,
Korsfæste inden i dit bryst
Den allermindste onde tanke,

* * * 39

Den gamle Adam staaer sin straf
Og klemmes ind i JEsu grav.

5. Est du nu død paa saadan maade,
At du fra syndens magt er frie,
Da syndens straf er og forbi,
Da staaer du, ved din JEsu naade,
Op til et helligt liv, som ey
Vil see engang den brede vey.

6. Saa skal du derfor dig nu agte
For den, som er fra synden død,
Men nye igien til himlen fød,
Og derhen bør allene tragte,
Betænkende, hvorledes du
I Christo bør at leve nu.

7. Lad, JEsu, mig da plantet vorde
Med dig til samme død, og giv,
Jeg ogsaa ligne maa dit liv,
Min gamle Adam daglig jorde,
Ved din opreysning seyerriig,
Dig vorde her og evig liig.

Nr. 143.

Mel. Christus kom selv til Jordans Flod.

O hvad er det en herre-stand,
Naar vi det ret betænker,
Guds Søn sit blod i daabens vand
Os arme syndre skenker,

* * * * * 40

Tre ting paa jorden vidner mod
Alt hvad os vil anklage,
Og det er aand og vand og blod,
Som sielen kand unddrage
Til livets strøm at smage.

2. Du har, o milde JEsu! jo
Selv indsat døbe-vandet,
Da du dig lod i jordan toe,
Og med dit blod det blandet,
Det renser sielens dybe grund,
Og os med Gud forbinder,
At hiertet ret sin fryde-stund
I daabens vande finder,
Naar man sig ret besinder.

3. Ved daaben drog du siel og sind
Til kirkens samfunds glæde,
Og skrev mit navn blant hine ind,
Som skal for thronen træde,
Det vandbad udi ordet giør
Os synde-frie og rene,
Saa hielp, at vi, som det sig bør,
Det trolig med dig mene,
Og elske dig allene.

4. Vi traadde ind ved daabens pagt
I naadens søde rige,
Saa ingen nu tør gaae forsagt,
Som JEsum ey vil svige,
Den pagt er stærk, og evig staaer,

* 41

At intet os kand tage
Vor himmel bort, i hvor det gaaer,
Trods verdens lyst og plage,
Gid ingen nu forsage!

5. Af helved-unger har Gud giort
Os til sin slægt paa jorden,
Det agtes overmaade stort
I JEsu lemmers orden,
Ja Christus med sit blod og død
Er gandske os foræret,
Saa staae vi fast mod satans stød,
Og fegte ey i været,
Gud være evig æret!

6. Gud har os børne-arve-ret
Til himmerige skenket,
Og alle vore synder slet
I havets dyb nedsenket,
Nu kand al satans magt og vold
Os ey til skade røre,
Vor JEsus er vor muur og skiold,
Hand selv vor striid vil føre.
O vi har got at giøre!

7. Gud lad os bære megen frugt,
Hvortil vor daab forpligter,
At hver, fra verden udelukt,
Kun alt til himlen sigter,
Lad mig ved daglig bøn og bod
Med JEsu døe saaledes,
At jeg i kamp mod kiød og blod
Ved striden aldrig kedes,
At verden ret udsvedes.

* 42

8. Hielp! at vi daabens dyre pagt
Og naade aldrig glemme,
Og lad os vores daabs foragt
Af ingen meer fornemme,
Lad daaben være os til trøst
Mod al vor vee og plage,
Et vand som giør al syndens lyst
For os saa salt som lage,
Saa hiem til himlen drage.

4. Om Alterens Sacramente.

Nr. 144.

Mel. Mit hierte! hvi græmmer du dig.

O siel! hvor blev de gode ord,
Som JEsus fik,

* * * * 43

Den tiid du gik
Nu sidst til HErrens bord,
Der du i skrifte-stolen sad,
Og om vor HErres naade bad?

2. Da vilde du forbedre dig
Af hiertens grund,
Saa har din mund
Vel talet dristelig,
Men med hvad hierte det er skeet,
Er siden noksom kiendt og seet.

3. Dit skidne hiertes hykle-bod
Er løfte-riig,
Men list og sviig
Giør aldrig sagen god,
Det er at bade sig i dynd,
Og skiule kun sin synd med synd.

4. Du gaaer saa ofte frek og fri
Ved hykle-trin
Og bønnens skin
Guds naades dør forbi,
Og giør ved din forvovenhed
Kun Gud i himlen mere vred.

5. At sige hen i vær og vind
De bare ord,
Til HErrens bord
At gaae med samme sind,
Den altergang og skriftemaal
Giør hiertet haardt som steen og staal.

* * * 44

6. Din banden, vrede, gierighed,
Guds ords foragt,
Din stats og pragt,
Din vellyst bliver ved,
Dit levnet slaaer dig paa din mund,
Og viser hiertets falske grund.

7. At sige HErre! HErre! kand
Ey her forslaae,
Men hiertet maa
Af den fordervet stand,
Dit følesløse sind maa hen,
Og JEsus selv derind igien.

8. Spørg hiertet, om det og har lyst,
At skiemte meer
Med den, som seer
Hver tanke i dit bryst,
Og stevner al din kirke-sag
For dommens store skrifte-dag.

9. Græd for den tiid, som er forbi,
Suk raab og beed,
At miskundhed
Dig denne gang vil frie,
Og at ved JEsu saar og blod
Din skriftegang maa blive god.

10. Randsag dit hierte ret for Gud,
Om og din bod
Har saadan rod,
At du, som JEsu bruud,
Ey siger anden troskab til,
End den du ogsaa holde vil.

* * * 45

11. Fornye med Gud din daabes pagt
Hver dag og tiid,
Til kamp og striid
Mod satans list og magt.
Hav, hvor du vandrer ud og ind,
Guds ord og himmel i dit sind.

12. For alting lad den blodig sveed,
Den bittre nød
Og haarde død,
Som JEsus for dig leed,
I sielen ret som prentet staae,
Saa kand du smukt til alters gaae.

Nr. 145.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

I morgen skal mit bryllup staae,
Ach morgen sød at tænke paa,
Min længsels sødeste behag,
Og sielens store høytids-dag!

2. Kom med din man og himmel-brød,
Som døden selv kand giøre sød,
Med dug, som Hermons overgaaer,
Den skal jeg faae af JEsu saar.

3. Kom morgen dog, du ædle tiid!
Kom, jeg vil bruge dig med fliid,
Før morgen-dug giør jorden vaad,
Jeg møde skal med længsels graad.

* * * * * 46

4. Og om jeg end min hvile fandt
Mens nattens sorte taage svandt,
At legemet forfrisker sig,
Dog vaager sielen idelig.

5. Thi JEsu pines røde saar
Mig nat og dag i tanker staaer,
Og bruger i den trygge slum
Mit længsels ord: O! JEsu kom.

6. Dog længes jeg, at natten maa
Jo før jo bedre ende faae,
Jeg qvæger mig ved JEsu ord,
Og længes efter JEsu bord.

7. Væk JEsu selv min arme krop
Til rette tide munter op,
At før den blide soel opgaaer
Jeg brude-pyntet for dig staaer.

8. Saa sover jeg i JEsu favn,
Saa vaagner jeg i JEsu navn,
At JEsus bliver dag og nat
Mit hiertes gandske deel og skat.

Nr. 146.

Mel. JEsu! du min glæde.

Aldrig kand jeg sige
Hvilket himmerige
Jeg i sielen fandt,
Hvordan al min vaade

* * * * * 47

Ved min JEsu naade
Af mit hierte svandt,
Der hand lod
Sit kiød og blod
Mig i brød og viin fremdrage,
Og i sielen smage.

2. Der var mad at æde
Fuld af himmel-glæde
Ved min JEsu bord,
Der var saadan drikke,
At jeg finder ikke
Allermindste ord,
Til den trøst
Og hiertens lyst,
Som jeg finder, at udsige,
Der var himmerige.

3. Samme himmel-glæde
Er endnu til stede
I mit svage bryst,
Alle blode-draaber
I mit hierte raaber:
JEsus er min lyst!
Det er meer
End verden seer,
Naar man kand i sielen finde
JEsum selv derinde.

4. O at jeg dog kunde
Skaffe alle munde
Til at hielpe mig,
JEsu lof at siunge,
Thi min arme tunge
Er for skrøbelig!

* 48

Tak og priis
Paa engle-viis
Burde jeg min JEsu bringe,
Det var dog for ringe.

5. Derfor mine taare
Rinde skal saa saare,
For jeg ikke kand
Synge som jeg vilde,
Derfor øyets kilde
Øser beske vand,
Det er det
Jeg mener ret,
Om mig nogen seer at græde,
JEsus er min glæde.

6. O min ædle smykke!
Lad min siel sig trykke
Heftig til dig ind,
Af din himmeldrue
Idelig at sue
Glæde for mit sind,
At jeg faaer
I dine saar
Det, som kand min siel fornøye,
Og fra verden bøye.

7. Og som vor forening
Ey i anden mening
Nu fornyes kand,
End at jeg allene
Elske skal og tiene
Dig, min Frelsermand,

* * * 49

O saa lad
Ey satans had
Af mit paradiis mig drive,
Det skal amen blive.

Nr. 147.

Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

Vil du til HErrens alter gaae,
Den sag er høy og vigtig,
Om ellers nogen sinde, maa
Du handle her forsigtig,
Prøv om du er i saadan stand,
At du med glæde komme kand,
Den sag maa vides rigtig.

2. Saa viid, at den, som hidindtil
I verdens skiød har sovet,
Den synden ey forlade vil,
Som er saa ofte lovet,
Og kommer dog til HErrens bord,
Hand skyldig er i JEsu mord,
Hans blod er paa hans hovet.

3. Til JEsu pine og fortred
Vi alle aarsag vare,
Vor synd var og i flokken med
Blant JEsu morder-skare,
Dog regnes det ham ikke til,

* * * * 50

Som JEsum sig tilegne vil,
Hand skal ey dertil svare.

4. Men den, som vidste, hvad hand leed,
Hvad JEsus os fortiente,
Den søde himmel-salighed,
Og sig dog ey omvendte,
Hand bliver JEsu banemand,
Og maa betænke hvad hand kand
For saadan skyld forvendte.

5. Man regne al den skyld, som fra
Det første er bedreven,
Hvad skrekkeligt om Sodoma
Og Choræ grav er skreven,
Hvad er det alt at ligne mod,
At JEsu pine, død og blod
Er saa foragtet bleven?

6. Det giør de christnes skyld saa stor,
Det topper syndens maade,
Fordi man har Guds sande ord
Om JEsu død og naade,
Man giør sig dog som flint saa haard,
At ingen tale meer formaaer
Fra synden dem at raade.

7. Saa see, o sikre siel! hvordan
Du her kand staae din prøve,
Vil du endnu, som du er van,
Guds helligdomme røve?

* * * 51

Vil du da altid blive ved,
At komme frem saa ubered,
Og naadens aand bedrøve?

8. Vil du da ey den synd, du veed,
Engang til side sette?
Vil du den pine, JEsus leed,
Evindelig forgiette?
Vil du ey kiende naadens tiid,
Men ret med al din magt og fliid
Guds store godhed trette?

9. Er det din mening, at du vil
Ey anderledes blive?
Vil du kun idel leeg og spil
Med JEsu marter drive?
Vil du kun byde munden frem,
Som Judas den forbandet lem,
Og satan hiertet give?

10. Ach tænk, det er en farlig sag,
Sin naades tiid at spilde,
Saa kommer vist engang den dag,
At du saa gierne vilde
Fra pinen være qvit og frie,
Men da er naadens tiid forbi,
Din klagen er for silde.

11. O lad endnu dog dette raad
Dig denne stund behage,
Vend om med megen suk og graad,
Din ondskab at beklage,
Som du har drevet hidindtil,
Saa maa du troe, at JEsus vil
Dig an i naade tage.

* 52

12. Vaag op! hvi vil du synder gaae
Saaledes hen i blinde:
Det er den høye tiid, du maa
Dig dog engang besinde,
Men ingen raad jeg mere veed,
Om JEsu store kierlighed
Dig ey kand overvinde.

Nr. 148.

Op og smyk dig, siel! med glæde,
Ud fra syndens mørke sæde,
Frem til lyset! hid at prange
Glad i Gud med fryde-sange,
Den, som alle engler fryder,
Dig i dag til giest indbyder,
Den, som himlen har i vælde,
Lader sig hos dig anmelde.

2. Som forlovet bruud, din søde
Himmelbrudgom løb imøde,
Hør! hvor hand med naadens hammer
Banker paa dit hiertes kammer,
Luk op for ham aandens sale,
Byd ham ind med liflig tale,
Beed ham ved hans dyre navne,
At din siel ham ret maa favne.

3. Sølv og guld for dyre vare
Pleyer man vel ey at spare,
Men du vil for al din gave
Ey den mindste penge have.

* * * * 53

Alle bergverks skat og evne
Mod den man er ey at nævne,
Mod det blod, min siel kand sue
Ind i viin af livets drue.

4. Ach hvor hungrer mine sinde
Efter denne kost at finde!
Ach hvor tit der taarer flyde
Efter denne mad at nyde,
Efter blodets kalk mig tørster!
Fyrste over alle fyrster!
Ønsker kun, at mine bene
Sig ved Gud med Gud forene.

5. Frygt og fryd mod disse høye
Blusser op i sielens øye,
Denne spises høye naade
Og den spiisnings dybe maade
Giør, at jeg med lyst kand merke
Dine hænders store verke,
Aldrig fandtes den, som kunde
Den din almagts dyb begrunde.

6. Ney, fornuft! du maa til side,
Kand det under ey bestride,
At den spise ey fortæres,
Hvorved dog saa mange næres,

* * * 54

At i saft af viintræ-grene
Gud os kand sit blod forlene,
Nok! vi tingen faaer og smager,
Maaden HErrens Aand randsager.

7. JEsu livets soel og glæde!
See! her er jeg da til stede,
JEsu! alle naaders kilde!
Hør, hvad jeg saa gierne vilde,
See! jeg falder dig til fode,
Giv, at mig til gavn og gode
Og dit store navn til ære
Jeg din giest i dag maa være.

8. Medynk har jo, bart at sige,
Draget dig fra himmerige,
At du villig haver livet
For os hen i døden givet,
Og dit dyre blod udgydet,
Hvorved sielen bliver frydet,
Og din kierlighed betænkes,
Naar det os i vinen skenkes.

9. JEsu, livets mad og drikke,
Hielp mig! hielp mig! at jeg ikke
Til forgieves eller skade
Skulde mig bespise lade,
Men at jeg din sødhed smager,
Naar jeg denne spise tager,
Siden, naar basunen høres,
Ind til bords i himlen føres.

*
55

Nr. 149.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

Saa gaaer nu sielens høytid an,
Vor JEsus med sit legems man
Og blodet af hans purpur-saar
Til dig at pleye færdig staaer.

2. Op da, hver naade-hungrig siel!
Din søde JEsus veed saa vel,
Hand dig kand give kraft igien,
Gak du kun trøstig til ham hen.

3. Frygt ey for din uværdighed,
Din JEsus nok din jammer veed,
Gak, nyd din frelsers kiød og blod,
Saa faaer du styrke derimod.

4. Ach! see, hvor hand sig stiller frem
Saa hierte-mild og angenem,
Hand kommer ey mod dig til dom,
Ney dertil er hand alt for from.

5. Hvor kand din brudgom mod sin bruud
Vel gaae til doms, og føre ud
Den af ham selv fuldendte sag,
End sige paa din æres dag?

* * * 56

6. At hand med trusels torden slaaer
Blant mange, som til alters gaaer
I verdens sind, som hver er van,
Hvad gaaer det knuste hierter an?

7. Du længes til din JEsum hen,
Hand længes efter dig igien,
Den begge siders længsel maa
Dog vist en nær forening naae.

8. Betænk, at hvad dig ængster, alt
Tilhobe er af ham betalt,
Saa vær kun du en kierlig giest,
Og hold i aanden fryde-fest.

9. Hans hierte staaer i længsels brand,
Hans øyne vinker hvad de kand,
Hans arme favner efter dig,
Og munden raaber: Kom til mig!

10. Tag denne spise, den er sød,
Mit legeme i dette brød,
Der kand dit hierte smage, at
Din synd er gandske dig forladt.

11. Kom, drik mit eget blod i viin,
Thi jeg er din, og du est min,
Det er for dig et sikkert pant,
At du est min, at det er sandt.

12. Det skeer fordi jeg har dig kier,
Og med dig vil forbindes nær,

* * * 57

Dig giver jeg mig gandske hen,
Og vist vil have dig igien.

13. O JEsu, søde JEsu, hvor
Er dog din kierlighed saa stor,
Hvad giør den søde himmel-mad,
Hvad giør den dog mit hierte glad!

14. Nu gaaer jeg frisk, og trættes ey
At vandre paa den snevre vey,
Den trange stie har ingen trang
Paa mad og styrke til vor gang.

15. Det blod, som flød for syndens gield,
Er i min siel en livets væld,
Det slukte vreden før saa vel,
Nu ledsker det min tørstig siel.

16. Det flyder ind udi mit bryst,
Og drukner verdens vee og lyst,
Det flyder om mit gandske sind,
Og lukker til Guds have ind.

17. Nu skammer sig den onde aand,
At buen brister i hans haand,
Da hand min arme siel skal see
Ved HErrens bord saa mild at lee.

18. Hand har til mig slet ingen ret,
Min synd er reent forladt, forgiet,
Hans magt ey magter ved et haar,
Saa længe jeg i JEsu staaer.

19. Det giv mig da, min frelsermand,
Som det allene give kand,

* * * 58

At jeg i din forening maa
Til døden frisk og mandig staae.

20. Jeg veed vel, det vil koste striid,
Og fienden giør nu mere fliid,
Men dette veed jeg og om dig,
At du skal aldrig slippe mig.

21. Hielp, at jeg strider, som en mand
Mod al den deel os skille kand,
Og det ved dig til sidste striid,
Saa har jeg dig til evig tiid.

*
59

DEN FIERDE DEEL. TROENS FRUGT.

1. Daglig Prøve om et helligt Levnet.

Nr. 150.

Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

O siel, som daglig glad og sund
Din gierning foretager,
Staa stille dog en liden stund,
At sandse dine sager!
Betænk, om du af gandske magt
Har tient din Gud og næste,
Og taget stedse vel i agt
Din arme sieles beste.

2. Hvor stræber ey en verdens træl,
Sin riigdom at forøge,
Men riigdom for den arme siel
I naadens tiid at søge,
Det har den største deel forsømt
I alle verdens dage,
Men siden heder det: fordømt
Til evig helved-plage.

3. Hvor stræber ey en arbeids-mand
I daglig fliid og møye,
Dog kedes ey, men stedse kand
Sig i sin sveed fornøye,
At hand en god betalning faaer
Til sig og sines føde,
Om hand end, saa at sige, gaaer,
Og slæber sig til døde.

* 60

4. Hvor mangen haard og blodig kamp
Maa dog en stridsmand holde,
Naar fienden spruder ild og damp
Som sorte helved-trolde,
Dog i det bare haab at faae
Et bytte med tilbage,
Saa vover hand sit liv derpaa,
Og lader sig ey jage.

5. Vel er det nødigt, ret og got,
Sit brød med fliid at tiene,
Men det er og en evig spot,
At sørge derfor ene,
Hvordan man kand sin næring faae
Og giennem verden komme,
Sørg først, at det dig vel maa gaae,
Naar tiden den er omme.

6. Den salighed, som JEsu blod
Saa dyre os fortiente,
Er uden daglig kamp og bod
Umuelig vist at vente,
Forsigtig og arbeidsom bør
En christen altid være,
Thi troen, som os salig giør,
Maa altid frugter bære.

7. Du veed jo, satan løber om
Dig, naar hand kand, at sluge,
Hvor bør dig i din christendom
Da al din fliid at bruge,

* * * 61

I bønnen stride dag og nat
Og ingen møye spare,
Thi ellers er den dyre skat,
Din arme siel, i fare.

8. Som da soldaten fra sin vagt
Ey øyeblik maa vige,
At ikke fienderne med magt
Hans skandse skal bestige,
Saa tænk, du her med kiød og blod
Ey ene har at stride,
Men satan gaaer din siel imod,
Og agter den at slide.

9. Her skal man ret paa kæmpe-viis
Bestorme himlens volde,
Og under saligheds forliis
Sig stærk og tapper holde,
Her skal man sin forbandet synd
Veemodelig begræde,
Ved JEsu pines kraft og fynd
Al verden undertræde.

10. Saa forarbeid din salighed
Med bevelse og møye,
Lad bedrings taarer flyde ned
Mangfoldig af dit øye,
Læs HErrens ord, og vel betragt
Det samme, giør derefter,
Og tien din Gud af gandske magt
Og alle sielens kræfter.

* * * 62

11. Din næste hielp hvori du kand,
Endog til egen skade,
Ja dem dig ønske baal og brand,
Og uden aarsag hade,
Saa skal du, naar din korte tiid
Har ende, see og skiønne,
At Gud af naade vil din fliid
Mangfoldig vel belønne.

Nr. 151.

Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

O Gud! mit lives fader! vilt
Du selv mit liv ey raade,
Saa er mit gandske levnet spildt,
Den beste leve-maade
Foruden dig er idel død,
En stank af raadne bene,
Saa længe synden agtes sød,
Tør aldrig nogen mene,
At hand har livet fundet.

2. Saa vend dig til dit arme barn,
Mig veyen ret at lære,
Og føer mig selv, at satans garn
Mig aldrig skal besnære,
Lad slangen i mit hiertes grund
Sin rede aldrig hitte,
Lad ingen syndig ord min mund
Og raaden snak besmitte,
Til dine at bedrøve.

* * * * 63

3. Bevar mit øre, lad det ey
For verdens lyst sig blotte,
Langt mindre være gang og vey
For deres ord, som spotte,
Der tales tit et syndigt ord,
Som andre gierne høre,
O hvilken død og siele-mord
Kand saadan pest ey giøre,
Før man sig tager vare!

4. Regier mit øye, hvor og hvad
Jeg haver her at drive,
Et uforskammet ansigt lad
Langt borte fra mig blive,
Hvad ærbart er, hvad dig er kiert,
Hvad englerne behager,
Hvad JEsu levnet os har lært,
Hvad ey af vellyst smager,
Det lad mig altid elske.

5. Lad drukkenskab og fraadserie
Mit levnet aldrig skiende,
Din lyst og ingen anden i
Mit hierte altid brænde,
Den lyst, som kildrer verdens sind,
Og føder evig smerte,
O lad den aldrig komme ind
Udi mit arme hierte,
Men altid dig at ynde.

6. Vel den, som altid nærer sig
Med himmel-sukker-kage,

* 64

Som intet andet idelig
Vil høre, see og smage,
End det os kand til himlen hiem
Og evig glæde føre,
Hvor engle-flokken angenem
Og liflig er at høre
I evig fryd og ære.

2. Om en hellig Frygt for GUd.

Nr. 152.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Du est allene, store Gud!
Al priis og ære værdig,
Man skulde gribe dine bud
Som guld og sølv saa færdig,
Man skulde glædes ved dit ord
Som hungrig mave til sit bord,
Og frygte for din vrede.

2. Men see vi os i verden om
Fra een til anden ende,
O Gud! hvad er hun blind og dum
Til dine ord at kiende,
Man seer din straf og dommedag
Kun an som en fortiet sag,
Der af sig selv maa falde.

3. Af daarlighed er sielen fuld,
Og følger sine lyster,

* * * * 65

I saadan stand det arme muld
Sig dog mod himlen bryster,
At frygte Gud, at faae ham kier,
Det agtes ey den møye værd,
Unødigt og umueligt.

4. Man legger sig i synden ned,
Og vil dem nogen vække,
Da gribe de Guds kierlighed
Til deres synders dække,
Man velter sig i synden om,
Og siger: Gud er mild og from,
Og saa er det til ende.

5. De kaste Gud af siel og sind,
Dog skal hand sielen favne,
De seyle stærk for satans vind,
Vil dog i himlen havne,
De træde naaden under fod,
Og pukke dog, at Gud er god,
Hand faaer dem vel at have.

6. Og findes skiønt en trældoms frygt
I et og andet hierte,
Naar du med riset har forsøgt
Det kaade kiød at snerte,
Saa er det dog kun hyklerie,
At man, naar straffen er forbi,
Sig strax i verden glæder.

* * * 66

7. O Gud! hvor lidt og intet kand
Jeg om din naade sige,
Den gandske jord er kun et grand
Og støv udi dit rige,
Retfærdighed dit konge-spiir,
Og hellighed din glands og ziir,
Din viisdom alting skuer.

8. Men det er kun en ringe sag
I folkes blinde tanker,
Man hører, lærer dag fra dag,
Og ingen kundskab sanker,
Man har vel ofte følt din haand,
At vilde løse sielens baand,
Og vil dig dog ey kiende.

9. Det er den beske syndens frugt
Og verdens gamle mode,
At vilde være udelukt
Fra Gud, sit største gode,
Man frygter ey, at Gud os seer,
Men midt i al sin ondskab leer
Paa dievle-viis og maade.

10. Nu er jo dog din frygt, o Gud,
Al viisdoms rod og kilde,
Som lærer os dit ord og bud,
Og naaden ey at spilde,

* * * 67

Det første livets aande-fang,
Et lys paa al vor vey og gang,
At vi hos Christo blive.

11. Hun lærer os, hvorledes vi
Skal Gud i aanden tiene,
Foruden nogen hyklerie
Med ham det trolig mene,
Hun smykker sielen meer end skiøn,
Og giver lyst og fryd til løn,
Ja riigdom uden ende.

12. Saa lad, o Gud, mit arme sind
Dog nyde denne gave,
Og plant din frygtes blomster ind
Udi mit hiertes have,
At hvad jeg giør, og hvad der skeer,
Jeg alt paa dine øyne seer,
Din villie at fremme.

13. Lad dog din høye majestæt
Mig saadan frygt indjage,
At bedre hvad der er forseet,
Og intet foretage,
Som kunde synes dig imod,
Men vove ære, liv og blod
For det, som dig behager.

14. Vil andres høye gunst og pragt
Mig lokke eller skrekke,

* 68

Saa lad din u-omskrænkte magt
Den frygt i mig opvække,
At jeg ad sure miner leer,
Og intet paa de søde seer,
Kun dig allene søger.

15. O lad mig, hvor jeg gaaer og staaer
Din frygt i hiertet bære,
Og al den deel min siel formaaer,
Dig elske, følge, ære,
At din natur og væsen maa
Mig som et speyl for øyne staae,
At efterfølge trolig.

16. Min gierning, ord og tanke lad
Kun al din ville følge,
Og ey for verdens gunst og had
Din naades virkning dølge,
At sindet uforandret maa
Kun lige frem ad veyen gaae,
Som til Guds rige fører.

17. Ach lad mig altid aandens frugt
Fornemme og bevare,
Saa bliver satan udelukt
Af hiertet med sin snare,
At jeg er altid vel bered,
Naar Gud berammer tiid og sted
Fra denne jord at fare.

18. Saa faaer jeg altid meer og meer
Din naades lys at kiende,
Og hvordan du saa naadig seer
Mit levnets løb til ende,

* * * 69

Lad synd og død og satans magt
Da komme, jeg er uforsagt,
Jeg staaer i HErrens naade.

19. Lad det saa vendes op og ned,
Jeg gaaer i naadens orden,
Og finder i Guds kierlighed
Et paradiis paa jorden.
Og HErrens frygt, som med mig gaaer,
Forsikrer altid, at jeg staaer
Hos Gud i naade, Amen!

3. Om Tillid paa Gud.

Nr. 153.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du est allene værd, o Gud for alle guder,
At man fra slægt til slægt din trofasthed bebuder,
Og breder ud din lof i verdens vide land,
Som sender hielp og trøst, naar ingen hielpe kand.

2. O! lær mig, milde Gud, med agtsomhed at merke
Paa dine vise raad og store vunder-verke,
At man tit ey et tegn til nogen redning seer,
Og hielpen altid dog til rette tide skeer.

3. Her staaer jeg med min sorg for dig, min Gud, til skamme,
Hvor tit du hielper mig, saa er det dog det samme,
Saa snart du setter mig paa prøven lidt igien,
Da veed jeg ikke, hvor jeg vil for kummer hen.

* * * * 70

4. Jeg kunde blevet af saa mangen forsyns prøve
Uovervindelig, behiertet som en løve,
Jeg seer jo, at du mig dog ey forlade kand,
Jeg synes at forgaae, og kommer dog til land.

5. Men jeg i øyeblik vil hielpen see og høre,
Før prøven kand sin cuur og rette virkning giøre,
Da bliver det min siel saa tungt som svare pund,
At bie op den dig bekiendte hielpe-stund.

6. Ach! lad din Aand mig til frimodighed opvække,
Naar kiødet lader sig saa ubesindig skrekke,
Naar korsets mørke paa mig falder som en nat,
Og sielen tænker, at hun er af dig forladt.

7. Jo større korset er, jo mere lad mig fatte
Dit ord, at aldrig saae man dine slet forladte,
Dit vise almagts raad forglemmer ey min trang,
Og bier det end lidt, det kommer dog engang.

8. Din aand er mægtig nok, mit svage haab at styrke,
Naar satan og fornuft det gierne vil formørke,
I sær naar faren har saaledes overhaand,
At ingen verdens hielp kand løse mine baand.

9. Da kand man ret din kraft i sielen agte nøye,
Naar al umuelighed for hende sig maa bøye,
Det er min anker-grund og troens faste slot,
Som du har giort, saa vil du giøre alting got.

* * *
71

Nr. 154.

Synes det i kors og pine,
Som Gud tit forglemte sine,
Dog er jeg forsikret paa
Hielpen vist engang at faae.

2. Hielpen derfor ey forgiettes,
Om den nogenstund opsettes,
Bier den, saa troe og viid:
Hielpen skeer til rette tiid.

3. Som en fader strax ey giver
Det, som altid fodret bliver,
Saa har Gud sin tiid dertil,
Naar hand sine hielpe vil.

4. Gud kand al min trang formilde,
Om det aldrig gik saa ilde,
Bærer til mig dag fra dag
Meer end faders hierte-lag.

5. Trods den gamle helved-drage,
Trods al verdens skam og plage,
Bort al frygt af sind og hu,
Lever dog min Gud endnu.

6. Trods den bittre dødens kolde,
Trods al verdens spyd og skiolde,
Lad dem tage alting hen,
Gud i himlen er min ven.

7. Lad kun avind-syge siele
Hade, true, spotte, qvæle,
Gud, som seer det gandske spil,
Selv i sagen dømme vil.

* * * 72

8. Lad dem gandske mig forjage,
Himlen skal mig ingen tage,
Har jeg ikke steen og stok,
Himlen er mig lige nok.

9. Verden! jeg dig glad forlader,
Hvad du agter høyt, jeg hader,
Tag det alt med haar og hud,
Lad mig kun beholde Gud.

10. O Gud! vil du min kun blive,
Maa alt andet gierne drive,
Skal og graven skiule mig,
Gierne! naar jeg har kun dig.

Nr. 155.

Det er den daglig trøst, hvormed
Jeg undertræder al fortred,
Ja synd og død og satan overvinder:
Jeg har min Gud i hiertet fat,
Og himlen er min egen skat,
Hvad fattes mig, naar jeg mig ret besinder?

2. Vil jeg i ordet see mig om,
O, hvor livsalig, mild og from
Er du, min søde Gud! deri at kiende,
Det giver baade siel og mund
Saa mangen daglig fryde-stund,
At jeg min velstand ey kand see til ende.

* * * * * 73

3. Saa sandt Gud boer i himlens sal,
Saa sandt er jeg blant deres tal,
Som kalde ham med rette: hierte fader,
Hand har til mig et faders sind,
Mig slutter i hans forsorg ind,
At intet mig bedrøver eller skader.

4. Saa sandt som JEsus er Guds søn,
Og har forløst vort arme kiøn,
Saa sandt kand jeg mig af hans gunst berømme,
Hans kierlighed er saadan brand,
At hand mig aldrig glemme kand,
Min frelse har ham kostet blode-strømme.

5. Saa sandt som Gud den Hellig Aand
I daaben rakte mig sin haand,
Og frelste mig af alle mine synder,
Saa vist hand mig i hiertet boer,
Og giør forsikring ved sit ord,
At Gud mig ret af gandske hierte ynder.

6. Den helligste Tre-Enighed,
For hvilken alle throner ned
Med halleluja u-ophørlig falde,
Hand i mit hierte har bered
Sin helligdom og blive-sted,
At jeg mig kand hans egen tempel kalde.

7. Saa vil jeg bruge al min fliid
I denne korte lives tiid
Din trofasthed med lyst at overveye,
Men lad mig snart den deel, jeg troer,
Og glædes til paa denne jord,
I himlen faae til evig arv og eye.

* * *
74

Nr. 156.

Mel. Den kiere Solens lys og pragt.

Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer,
Min siel skal altid tænke,
At satan allevegne staaer
I veyen med sin lenke,
Hans skiulte helved-brand
Mig let forvilde kand,
Naar jeg ey paa min skandse staaer,
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer.

2. Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer,
Mod synden skal jeg stride,
Om Gud med korsets riis mig slaaer,
Det skal jeg taalig lide,
Tit ingen vey jeg seer,
Hvor jeg kand vandre meer,
Naar modgangs taage om mig staaer.
Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer.

3. Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer,
Og veed mig ikke sikker,
Ey nogen dag og time, naar
Hand har mig alt i strikker,
Et lidet aandefang
Kand ende al min gang,
At jeg i evigheden staaer,
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer.

* * * 75

4. Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer,
De skal mig vel bevare,
Slet intet satans magt formaaer
I saadan himmel-skare,
Bort verdens suk og sorg;
Jeg gaaer i engle-borg,
Trods nogen rører mig et haar,
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer.

5. Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer,
Hand har mig ved sin side,
Hand skiuler mig med sine saar,
Og hielper mig at stride,
Hvor hand sin fodspor lod,
Der setter jeg min fod,
Trods al den deel mig ilde spaaer,
Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer.

6. Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer,
Frimodig da mit hierte,
Kun did, hvor du en ende faaer
Paa al din synd og smerte,
Bort verdens lyst og pragt,
Til himlen staaer min agt,
Al verdens eye jeg forsmaaer,
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer.

* * *
76

4. Om Begierlighed og Længsel efter Gud.

Nr. 157.

Mel. Vær trøstig mit Hierte etc.

Min JEsu! mit lives
Livsaligste brynd,
Hvor trøsten udgives
Mod sorrig og synd,
O levende kilde!
Hvis strømme saa milde,
Saa skiønne og klare som beste christal
Udflyde i siele-beængstelses dal.

2. Du siger: saa mange,
Som tørstige gaae,
Beklemte og bange
For naaden at faae,
Her har jeg en vædske,
Som evig kand lædske,
Saa træder hid alle, og drikker det vand,
Som giver en evig fornøyelses stand.

3. Min hyrde! din stemme
Mit hierte fornam,
Saa lad dig beqvemme,
At ledske dit lam,
Giv hvad du har lovet,
Min HErre og hovet,
Du seer, hvor nødtørftig og fattig jeg staaer,
Og ingen fortiener den naade, hand faaer.

4. Du ledsker i grunden
Mit hierte og mod,

* * * 77

Hvo dig kun har funden,
O kierligheds flod,
Hans hierte udbryder,
Som strømmene flyder,
Med lystige toner i frydelig sang,
Og finder ey mere sin smerte og trang.

5. Saa kom mig at skenke
Med rundeste haand,
Og lad mig nedsenke
Min tørstige aand
I kierligheds vande,
Til himlen at lande,
At hvad jeg skal giøre, min længsel maa gaae
Som strømmen i floden til himlen at naae.

6. Naar du og vil skenke
Med bitterste graad,
Saa lad mig betænke
Dit viseste raad,
At korset maa taale
Og smage den skaale,
Som du os til frelse saa gandske drak ud,
Enhver, som i himlen vil være din bruud.

7. Der lad mig da tage
Den sødeste skaal,
Og lysterne smage
Med fuldeste maal,
Hvor alle fremtræde
I himmelske glæde,

* * * 78

Og leges med harper i himlene ind,
Som lagde i verden paa hellighed vind.

5. Om Kierlighed til Gud.

Nr. 158.

Mel. Den skiønnest og lifligst.

I prægtige himle og jorden tillige!
O vær er mig vidne til det jeg vil sige,
Alt det, som mit hierte kand glæde og gavne,
Er JEsum at elske, at kysse og favne.

2. Den høyeste ære, hvorefter jeg stunder,
Bestaaer i at være i JEsu hans vunder,
Mig synes saa mange slags himle oprinde,
Som sielen blodsmykkede vunder kand finde.

3. Lad verden kun true, og tænderne vise,
Jeg vil min livsaligste JEsum dog prise,
Lad huldre og lyne og tordne tillige,
Jeg tænker fra JEsu dog aldrig at vige.

4. Lad luften bespendes med giftigste buer
Og jorden og havet staae begge i luer,
Saa skal dog min JEsus mig altid behage,
Ham intet skal kunde mit hierte betage.

5. Thi JEsus betragter de ængstede hierter,
Forsøder med glæde de bitterste smerter,
Det veed jeg, thi vil jeg ham aldrig forsage,
Men stedse hans liflighed kysse og smage.

* * * * 79

6. Ach seer dog! der kommer min persede drue,
Mit hierte at favne i kierligheds lue,
O sødhed! ey nogensteds mere at finde,
Hvo vilde sig med ham ey evig forbinde?

7. Al gierning og tanke paa hannem kun sigter,
Til ham jeg mig gandske og evig forpligter,
Ham har jeg udvaldt mig for alle at have,
Den sødeste rose og yndigste gave.

8. Naar læber og kinder i døden skal blegne,
Da vil jeg til slutning med sukke betegne,
At JEsus, kun JEsus, min JEsus skal være,
Ham eene og evig at elske og ære.

Nr. 159.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke,
Og alle øyeblik hans kierlighed betænke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din JEsu purpur-saar.

2. Ach ja, hvor kunde jeg, min JEsu! dig forglemme,
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.

* * * * 80

3. Min siel er giennemblødt af JEsu lifligheder,
Hver aare, i mig slaaer, kun efter JEsum leder.
Mit hierte drypper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i JEsu sødheds kraft.

4. Saa stort, ach meer end stort et naades lys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.

5. O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altid har i dig et uforfærdet mod,
Og døer saa, naar Gud vil, paa JEsum og hans blod.

Nr. 160.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Min JEsus hand er min begyndelse og ende
I al den deel jeg giør, i hvor jeg mig skal vende,
Hand er mit øye-meed paa denne verdens jord,
Og intet uden ham udi mit hierte boer.

2. Naar jeg kun JEsum har, hvad skiøtter jeg om jorden,
Hvad agter jeg om sluud, om storm og ild og torden,
Hans kierlighed den giør mig al min last til lyst,
Jeg intet uden ham vil huse i mit bryst.

3. Med JEsu vaager jeg, med JEsu vil jeg sove,
Med JEsu gaaer jeg glad, og alting frisk tør vove,
Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae,
Hvad skader mig, naar jeg kun JEsum have maa?

* * * * * 81

4. Min JEsu! føer mig selv i alle mine dage,
Ey uden dig et trin paa denne jord at tage;
Skal jeg mig føre selv, forføres jeg saa let,
Men fører du mig, da er al min vandring ret.

5. Hvad du begynder selv, det vil du selv fuldende,
Trods alle buer, som sig derimod vil spende,
Jeg som en borre vil mig henge ved dig fast,
Saa gaaer min gierning fort, og er mig ingen last.

6. Dig vil jeg gandske mig med rod og top hengive,
Med hvad jeg tænke, hvad jeg tale skal og drive,
Ach! tag det offer an, endskiønt det er kun slet,
Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret.

7. Saa meget mueligt, vil jeg stedse mig bemøye,
Mig som et lydigt barn i alle ting at føye,
At være dig i sorg og glæde huld og troe,
Saa længe jeg skal her i denne verden boe.

8. Og naar det endelig dit vise raad behager,
At du fra denne jord til evig fred mig tager,
Ach ja, min JEsu! kom, saa følger jeg dig glad,
Ach gid det var i dag, ach gid jeg hos dig sad.

Nr. 161.

Vil du have roe min siel?
Vil du leve glad og vel?
Ønsker du i al din møye
Dig at glæde og fornøye,

* * * * * 82

Elsk din Jesum, intet meer,
Saa skal du og see: det skeer.

2. Ingen haver det begrædt,
At hand elskte JEsum ret,
Ingen deraf vee har funden,
At hand var med ham forbunden,
JEsum ene have kier
Er at være salig her.

3. JEsus er den største skat,
Ham at elske dag og nat,
Ret at elske, det kand give
Evig glæde her i live,
Jesu kierlighed vor tiid
Giør os himmel-sød og bliid.

4. Ønsker du dig da engang,
Fri fra denne verdens trang,
Al din møye at forglemme
Og en liflig roe fornemme,
Hav din JEsum ene kier,
Saa er sielens hvile der.

* * * 83

5. Kiere hierte! ach at du
Ikke denne sag endnu
Hidindtil har vildet vide,
Men det beste sat til side,
Lad det hiertens inderlig
Smerte og bedrøve dig.

6. Agt al verdens beste lyst
Som en daarlig tidsel-høst,
Der kand ingen hvile give,
Men din hvile nok fordrive,
JEsus ene elskes maa,
Saa kand sielen hvile faae.

7. Nu min JEsu! hielp mig til,
At jeg dig kun elske vil,
Ret af hiertens grund, saaledes,
At jeg ved al verden kedes,
Dig at have hierte-kier,
Alt det er, jeg ønsker her.

8. Lad din aand i kierlighed
Flyde mig i sielen ned,
Fylde mig med saadan brynde,
Intet, uden dig, at ynde,
Saa er kierligheden reen,
Thi jeg haver nok i een.

9. O! hvad bliver hiertet let,
Naar man elsker JEsum ret,
Agter ingen anden gave,
Naar man maa sin JEsum have,
Da forlanger hun ey meer,
Thi i dig hun alting seer.

10. Roe og alt det got, jeg veed,
Giver JEsu kierlighed,

* * * 84

O! at sielen kunde finde
Veyen, JEsum ret at vinde,
Ret at elske, ret at faae,
JEsu! hielp mig det at naae.

11. Gud er kierlighed, hans art,
Hvor hand findes, kiendes snart,
Da vil sielen altid mere,
Intet uden Gud begiere,
Aanden driver os dertil,
At man JEsum elske vil.

12. Ach du rene himmel-glød,
Giør mig sielen lue-rød
Efter kierlighed at rende,
Ret i kierlighed at brænde,
Hierte! hav din Jesum kier,
Ellers est du ham ey værd.

Nr. 162.

Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

Bort verden af mit sind og øye,
Din lyst du selv beholde maa,
Som mig ey mere kand fornøye
End jorden, som jeg spytter paa.

* * * * * 85

Hver elske, hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

2. Hand er min riigdom og min ære,
Min daglig lyst og tiids-fordriv,
I ham jeg ret til freds kand være,
Thi JEsus hand er selv mit liv.
Hver elske etc.

3. Naar munden smag og mæle mister,
Og mumler mod den mørke grav,
Naar øynene i døden brister,
Hvor bliver verdens lyst da af?
Hver elske etc.

4. I svaghed bliver hand min styrke,
Og giør mig al min trængsel sød,
Hand er mit liv i dødens mørke,
Hand sviger ey i liv og død.
Hver elske etc.

* * * 86

5. Hand hersker over alle himle,
Hans throne i det høye staaer,
Saa vidt, som creaturer vrimle,
Hans herredom og rige naaer.
Hver elske etc.

6. Hans slot kand ingen magt bestride,
Det staaer paa evighedens grund,
Hans fiende maa i græsset bide,
Naar hand kun taler med sin mund.
Hver elske etc.

7. Hans deylighed er uden lige,
Som verden dog ey kiende vil,
Hans riigdom ingen kand udsige,
Og hvad hand har, mig hører til.
Hver elske etc.

8. Lad mig kun her foragtet være,
Og leve i en ringe stand,
Jeg skal i himlen kronen bære,
Og herske med min frelsermand.
Hver elske hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

6. Om den sande Viisdom.

Nr. 163.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Kommer, hvo vil viisdom lære!
Kommer hid i hobe-tal!
Rette vise folk at være
Er den deel, der læres skal,

* * * * 87

Hver vil have navn derfor,
Faa kun finde viisdoms spor,
Og just de, som viisdom finde,
Sees af andre an for blinde.

2. Vise ere, som befalde
Sig ey selv i deres sind,
De, som selv sig daarer kalde,
Villen død, forstanden blind,
Da de ikke Gud har kiendt,
Men sig gandske fra ham vendt,
Deres daarlighed fortryde,
Og i bedrings taarer flyde.

3. Vise ere de, som trænge
Sig i JEsu vunder ind,
Sig ved ham i troen hænge
Med et plat hengivet sind,
Verdens viisdom kaste bort,
Og hvad verden agter stort,
Rette alle deres sinde
Kun til JEsum ret at vinde.

4. Vise ere de, som bede
Stedse om Guds Aand at faae,
Og af ham sig lade lede
Paa den rette vey at gaae,
Hvo af hannem føres ey,
Vandrer paa den brede vey,
Skiønt hand veed om naadens rige
Mange store ting at sige.

* * * 88

5. Vise ere de, sig speyle
I Guds ord, ved hvert et trin,
At de ikke skulde feyle
I at skille kraft fra skin;
Hvo vil den bedrage let,
Som vil følge ordet ret?
Ordet sviger ingenlunde,
Staaer, naar alting gaaer til grunde.

6. Vise ere de, som haste
Bort fra det, man her kand see,
Som forbande og forkaste
Det, som føder evig vee,
Som i verden elske ey
Riigdom, ære, lysters vey,
Agte det for slige sager,
Hvormed folk sig selv kun plager.

7. Vise ere de, som halte
Ikke meer paa begge been,
Gud til deres skat udvaldte,
Vil ey have meer end een,
Finde ey i andet smag,
Men i hannem al behag,
Ham allene vil befalde,
Dem kand man ret vise kalde.

8. Vise ere, som sig skamme
Aldrig ved vor JEsu spot,
Gladere hans kors annamme
End det beste herre-slot,

* * * 89

Christi kors har herre-magt,
Lyser med en himmel-pragt,
Hvo til viisdom sig vil skynde,
Skal ved Christi kors begynde.

9. Vise ere de, som tragte
Efter deres rette hiem,
Vandre frisk og uforsagte
Alle tider bedre frem,
Lade saa den store flok
Elske verden længe nok,
Som de havde den i fæste,
De kun agte sig for gieste.

10. Gud! hvis viisdom ey indspendes
I al verdens snevre egn,
Lad dog klarlig hos mig kiendes
Disse viisdoms rette tegn,
At jeg seer mit mørke sind,
Finder til min JEsum ind,
Om din aands oplysning skriger,
Og fra ordet aldrig viger,

11. Verden hen for intet selger,
Kalder dig min beste skat,
Christi kors og spot udvælger,
Seer til himlen dag og nat.
Fader! hør mig, hør Guds Søn!
Hør, o hellig Aand! min bøn,

* * * 90

At jeg dog maa her paa jorden
Findes i de vises orden.

7. Om Christi Efterfølgelse og Verdens Fornegtelse.

Nr. 164.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Hvo vil med til himmerige,
Kommer, JEsus raaber nu,
Kommer, fattige og rige,
Vender hierte, sind og hu
Fra den arme verden bort,
Tiden er herefter kort,
Her er mere at bestille,
End med verdens lyst at spille.

2. Har I drevet eders dage
Hen i synd og sikkerhed,
Hvad vil det for ende tage?
Gaaer det ey i pølen ned?
Vender om, og søger raad
I en hiertens bedrings graad,
Søger udi saadan smerte
JEsum ret af gandske hierte.

3. Dermed vandrer anderledes
End den store verdens flok,
Her skal kæmpes, her skal bedes,
Sagen er jo vigtig nok,

* * * * 91

Hver en lyst skal gribes an,
Hvortil nogen før var van,
At den aldrig, aldrig mere
Over sielen skal regiere.

4. JEsu fodspor er allene
Vey til himlens herlighed,
Og hvo dette ey vil mene,
Den af Gudsfrygt intet veed,
Al hans viisdom, al hans konst,
Al hans gierning er omsonst,
Vil man vey til himlen vide,
Da maa verden først til side.

5. Du maa vrie dig og vende
Her saa længe, som du vilt,
Syndens lyst maa have ende,
Ellers er Guds naade spildt.
Siger du: du veedst det grandt,
Hvem der kunde kun saa sandt,
Hen til Gud om kraft at bede!
Hand til hielpen jo er rede.

6. Kiender man, at det er nødigt,
Ret at bruge naadens tiid,
Agter det dog overflødigt
Ret at bruge al sin fliid,
Saa er det beviis derpaa,
Man kun ey for satan maa.
Skulde man ham mere lyde,
Maatte det en steen fortryde.

* * * 92

7. Op I christne! seer dog eder
Ret i denne verden for,
Vaager, sukker, banker, leder
Efter JEsu rette spor,
Gaaer i denne verden frem,
Som det ret kand sømme dem,
Der hvert øyeblik med glæde
Færdig staae for doms at træde.

8. Op I christne! samler kræfter,
Fatter mod i barm og bryst,
Ret at følge JEsum efter,
Ret at følge ham med lyst,
Holder eder til ham nær,
Faaer ham altid mere kier,
Elsker trolig eders næste,
Søger alt hverandres beste.

9. Kiender eders store vaade
I en grundig ydmyghed,
I vor Herres JEsu naade
Senker eder gandske ned,
Legger u-ophørlig vind
Paa at have JEsu sind,
Hvad han giorde, giører efter,
Hand skal give mod og kræfter.

10. Er det ikke tiid at vandre,
Evigheden er os nær,
Beder, stræber med hverandre,
At formane hver i sær,
Hid I store! hid I smaae!
Tager JEsu kors kun paa,
Følger alle, ingen svige,
Hvem der vil til himmerige.

* * *
93

Nr. 165.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

Den onde leve-maade,
Den kiødets gamle stiil,
Om himlen og Guds naade
At bære ingen tviil,
Og dog foruden aand
Og kraft og lys saa sikker
At gaae i satans strikker,
Har taget overhaand.

2. Hver følger kun sin vane,
Som hand har vant sig til,
Den gamle Adams bane
Saa nødig slippes vil,
Vil nogen vise vey,
Det med fortred kun høres,
Om end undskyldning giøres,
Betyder det dog ney.

3. Man taler om de gamles
Maneer at vandre frem,
Man ønsker alt at samles
I døden kun med dem,
Den ene synder paa
Den anden sig beraaber,
Naar disse himlen haaber,
Vil jeg den og vel faae.

* * * 94

4. O kiere siel, som vanker
I verdens mørke om,
Og har saa ringe tanker
Om HErrens strenge dom,
O! tænk dig om engang,
Og for Guds død og smerte,
Leg denne sag paa hierte,
At evighed er lang.

5. Hvor skal jeg, vil du sige,
Den rette vey forstaae?
De lærde selv jo krige,
Og mod hverandre gaae,
Een spender buen hart
Om Christi kors at bære,
En anden veed at lære
En mildre leve-art.

6. O siel! du ey est bunden
Til nogens mund og pen,
Men selv randsag i grunden
Den vey, hvor du gaaer hen,
I JEsu fodspor maa
Dit liv og vandring være,
Saa lyder JEsu lære,
Med hannem skal du gaae.

7. Her skal dit sind forandres
I bøn og kamp og striid,
Og anderledes vandres
End hid til denne tiid.

* * * 95

Din JEsu leve-art
Guds ord jo ikke dølger,
Saa lær, at du ham følger
Oprigtig, frisk og snart.

8. See nu, hvor heel ulige
Hans levnet er med dit,
Du vil til ære stige,
I synden glædes frit,
I pragt og riigdom boe,
Hand flydde verdens ære,
Hand vilde fattig være,
Hand græd naar andre loe.

9. Den vey i synd at glædes,
Den satans egen stie,
Den vey skal ret begrædes,
Hver stund man gik deri,
Det sorte helved-trav,
Som verden lystig render,
Og sig i pølen ender,
Den vey skal skaffes af.

10. Far vel med dine gange,
Du vellyst-fulde vey!
Lad andre paa dig prange,
Jeg siger evig ney,
Din ende er for haard,
Jeg lystes ey at trine
Paa roser til den pine,
Som ingen ende faaer.

* * * 96

11. Far vel du brede stræde,
Du seer mig aldrig meer,
Bort syndig selskabs glæde,
Som i din jammer leer,
Du est mig alt for leed,
Lad andre tænke andet,
Jeg kalder dig forbandet,
Saa stor du est og bred.

12. Dig, rette vey! jeg ynder,
Som gaaer til himlens land,
Paa dig jeg nu begynder
At trine, hvad jeg kand,
At dræbe kiød og blod,
Og verdens lyst forsage;
Og har det skiønt sin plage,
Saa er dog enden god.

13. Velan I fromme hierter!
Jeg følger eders trop
Igiennem mange smerter
Til himlens glæde op,
Lad møde hvad der maa,
Det har slet ingen fare,
Naar vi den ondes snare
Kun ret forbi kand gaae.

14. O JEsu! see hvor farlig
Er vores vandrings færd,
Hielp, at vi færdes varlig,
Og vær os altid nær,
Viis os, hvordan vi skal
I dine fodspor ile,
Saa kand vi snart os hvile
I himlens brude-sal.

* * * 97

Nr. 166.

Paa sin egen Melodie.

Den snevre vey er bred nok til Guds rige,
Naar man gaaer sagte, lige, stille fort,
At hvert et trin forsigtig bliver giort,
Naar man har lært hen op at stige,
Saa er den vey og bred nok til Guds rige.

2. Vor HErres vey er fuld af lifligheder,
Naar man den har i troen rigtig kiendt,
At hiertet er til veyen trøstig vendt,
Naar man sig dertil ret bereder,
Saa er vor vey og fuld af lifligheder.

3. Hvor kand en biørn som lammet taalig være,
Den vilde ulv vil nødig lukkes ind,
Hvor kand vort kiød faae lyst til aandens sind,

* * * 98

Og himlens rette fodspor lære,
Hvor kand en biørn som lammet taalig være.

4. Du maa først aand af aand ved ordet fødes,
Saa kandst du gaae den snevre livets gang,
Men ellers er din vey forgieves trang,
Dit falske sind det først maa dødes,
Du maa først aand af aand ved ordet fødes.

5. Hvo fødselen af Christo først erlanger,
Hand følger og sin HErre trolig med,
Hand lider først hans skændsel og fortræd,
Før hand med ham i lyset pranger,
Hand fødselen af Christo først erlanger.

6. Hand bliver med ham i hans død begraven,
I graven bliver til en tiid forvart,
Staaer op, og holder saa sin himmelfart,

* * * 99

Faaer aanden, som er fæstegaven,
Naar hand er først i døden med begraven.

7. Den aand, som Christum drev, hans christne driver,
Den samme aand har altid samme skik,
De faae at gaae den samme vey hand gik,
Vel den, som det i hiertet skriver:
Den aand, som Christum drev, hans christne driver.

8. Og skal man skiønt i skarpe torne trine,
Det stød og sting kun ind i hælen gaaer,
Er lideligt, giør ingen hierte-saar,
Naar man er taalig i sin pine,
Om man end fik i helved-frygt at trine.

9. Det lette aag kand ey for haardt besvære,
Det onde sind kun derved trykkes ned,
Det tvinger kun din egenkærlighed,
Naar man forstaaer det ret at bære,
Det lette aag kand ey for haardt besvære.

10. Det lette aag kand lette vore sinde,
At hiertet sig til Gud oprette kand,
Og aanden ret faae luft i saadan stand,
At man Guds kierlighed kand finde,
Det lette aag kand lette vore sinde.

11. Hielp JEsu! dig at følge allevegne,
Du seer, jeg gaaer endnu saa skrøbelig,
O! drag mig, at jeg frisk kand følge dig,
Saa skal mig sødhed nok begegne,
Hielp JEsu! dig at følge allevegne.

* * *
100

Nr. 167.

Mel. Min siel nu lover HErren etc.

Min siel, hvo vilde være
Begierlig efter det man veed,
Der kand dig kun besnære,
Og hindre fra din salighed,
I verdens ære prange,
Som kand saa snart forgaae,
Forbandet tusind gange
Den ære kaldes maa,
Som styrter ned i pine
Og skændsel siel og krop,
Vil du til ære trine,
Saa søg til himlen op.

2. Hvad kand os vellyst nytte,
Der er saa slet og hastig endt,
Hvad kand os riigdom skytte,
Naar døden har sin bue spendt,
Min JEsu æres sæde
Har uforgænglig guld,
Af hiertens fryd og glæde
En gandske himmel fuld,
Mod hvilket verdens rige
Er kun som skum paa vand,
Kom hierte! lad os fige
Til himlens fryde-land.

3. Hvad skal vi da ey smage
For liflighed i siel og krop,
Naar disse gode dage
I evighed ey høre op,

* * * 101

For JEsu stoel at træde
I himlens blanke slot,
I JEsu sig at glæde
Er evig sødt og got,
I JEsu sig at fryde
I evig ære-stand,
Har mere at betyde,
End nogen tænke kand.

4. I JEsu har jeg mængden
Af riigdom, lystighed og pragt,
Det skal man see i længden,
Naar verden er i aske lagt,
Lad verden mig foragte,
Det intet hindre kand,
Jeg efter dig vil tragte,
Du himlens ære-stand.
Lad verden mig kun hade,
Jeg bliver JEsu troe,
Og aldrig ham vil lade,
Saa er min siel i roe.

5. Bort verden, vær forbandet
Med al den deel, dig hører til,
Min JEsum, intet andet,
Jeg til min riigdom have vil,
Lad verden mig kun træde
I spot og skændsel ned,
Min JEsus mig kand glæde
I tiid og evighed.
Og skulde jeg end smage
Her døden tusindfold,
Det kand mig intet tage,
Hist er jeg i behold.

* * * * 102

6. Det kand jeg frit bekiende,
Og glædes nat og dag dertil,
Et rige uden ende
Gud mig i himlen unde vil,
Lad verden sig fornøye
I det, som snart forgaaer,
Min krone i det høye
Alt færdig til mig staaer,
Jeg skal med Gud regnere
I evig herlighed,
Hvem vilde sørge mere,
Imens jeg dette veed?

7. O JEsu! al min glæde,
Naar kommer dog den blide stund,
At jeg derop kand træde,
Og prise dig med engle-mund,
Naar skal jeg brude-smykkes?
Naar skal den vexel skee?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faaer at see?
O! und mig snart den ære,
I frydens paradiis
Min seyers krands at bære,
Dig selv til evig priis.

Nr. 168.

Eet er nødigt, dette ene
Lær mig, Gud! at kiende ret,
Verden kand mig intet tiene,
Skiønt hun synes flin og slet,

* * * * 103

Hun er kun en byrde, som nager og plager,
Hvor sielen dog ingen ret liflighed smager,
Men faaer jeg det ene for alting kun fat,
Da bliver mig een ting for alting min skat.

2. Vil du dette ene tage,
Søg det ey paa denne jord,
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det hvor
At guddom og manddom forenet sig finde,
Og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,
Der, der er det ene nødvendige ret,
Der, der er min ene, mit alting i eet.

3. Som Mariæ hierte-rødder
Søgte denne ene skat,
Da hun sig ved JEsu fødder
Fuld af længsel havde sat,
Hans tale var liflig i hierte og øre,
Hun vilde saa gierne hans villie høre,
Hun smagte den sødhed i frelseren laae,
Hand ene for hende var alting at faae.

4. Saadan længes jeg med smerte,
Søde JEsu! efter dig,
Lad dig finde i mit hierte,
Overgiv dig dog til mig,
Og vilde end mange til verden sig vende,
Saa vil jeg dog efter dig løbe og rende,
Du haver det evige saligheds ord,
I dig al fornøyelses herlighed boer.

* * * 104

5. O! al viisdoms vælde-kilde,
Lad den trædske slange ey
Mig forføre og forvilde
Fra den rene sandheds vey,
At jeg i eenfoldig- og ydmygheds gange
Din viisdom kand søge og liflig undfange,
At kiende dig, JEsu, og have dig kier,
Saa er jeg til himlen og evighed lærd.

6. Jeg for Gud kand intet bringe
Uden dig og dine saar,
Under din forsonings vinge
Jeg for Gud frimodig staaer,
En evig retfærdighed du os fortiente,
Der pinen og døden dit hierte bespendte,
Der har jeg de klæder, der smykke mig ud,
At prange for thronen som deyligste bruud.

7. Nu saa lad mig her opvækkes
Til et helligt liv i dig,
At det onde daglig svækkes
Ved din store kraft i mig,
Thi hvad mig til gudelig vandring i livet
Kand tiene, er i dig, min JEsu, mig givet,
Riiv mig fra al kiødets forfængelig lyst,
Saa lever jeg i dig, min eneste trøst.

8. Ja! hvad skal jeg mere sige,
Her er naadens fulde flod,
Du gikst ind i himmerige
For mig eengang med dit blod,

* * * 105

Du derved en evig forløsning har funden,
Hvorved jeg er hiulpet og reddet i grunden.
Guds hierte er aabnet ved denne din gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig klang.

9. Sielen veed af ingen byrde,
Har et frit og lystigt mod,
Hun er ført af hendes hyrde
Ind i livets eng og flod,
Ey nogen forfriskning mod denne kand veye,
At have sin JEsum, ham evig at eye,
Slet intet mig glæder, og dæmper min vee,
Foruden min JEsum i troen at see.

10. Derfor JEsus hand mit ene
Og mit alting være skal,
Prøv, om jeg det ret vil mene,
Eller er blant hyklers tal,
See, om jeg mig vender i sikkerheds leye,
Og føer mig paa livets de evige veye,
At agte for skade al vellystens flok,
Og JEsum at vinde, hand eene er nok.

Nr. 169.

Mel. Den kiere solens lys og pragt.

Den vey du gikst i kors og trang,
I bøn og striid og møye,

* * * * * 106

Min JEsu! livets snevre gang,
Lad mig den kiende nøye,
U-agtet kiød og blod
Vil sette sig imod,
Jeg dog frimodig haster frem,
Og stræber kun til himlen hiem.

2. O lad mig, som dit naades kar,
Af naade overflyde,
(Den arme verden intet har,
Som sielen ret kand fryde,)
Min brudgom! føer mig ved
Din egen haand afsted,
At jeg, mit lam! dig følge maa,
Og aldrig mere stille staae.

3. Dit lys bestraale korsets dal,
Og altid for mig brænde,
At jeg fra dines lille tal
Mig aldrig lader vende,
Dig følger op og ned
Med saadan munterhed,
At du min vandring ynde maa,
Og jeg din himmel snart kand naae.

4. Hvor vil jeg glædes da engang,
Naar jeg dig troe er bleven,
At ingen møye, spot og trang
Mig har tilbage dreven,
At jeg dit ord og røst
Har ene fuldt med lyst,
Og frem for alting sat mig for,
At trine kun i dine spor.

* * * 107

5. Velan, jeg vover det derpaa,
Din tornesti jeg ynder,
Jeg veed, hvad ende det skal faae,
Som mig dit ord forkynder,
At trængsel, spee og spot
Er vey til ærens slot,
O hvad er den fornuftig dog,
Der favner dig, du søde aag!

Nr. 170.

Ach! maatte hun sin JEsum skue,
Min siel, som JEsus har saa kier,
Skiønt hun er intet mindre værd,
Og gaae fra kroppens orme-tue
Til den, som hende kraftig drager
Til sig fra denne verden op,
Med hvilken hun omsonst umager
Sit hele arme levnets lob.

2. Ach! maatte jeg hans aabne side
Saa længe kysse som jeg gad,
Og siden hvert et saar i rad,
Som hand for mig har vildet lide.
Ach! maatte jeg hans fødder favne,
Og væde med en taare-flod,
Da kunde aldrig bedre havne
Mit synd- og sorg-beklemte mod.

* * * * 108

3. Ach! lad mig med Johanne ligge
Tæt op til dit det ædle bryst,
At glemme gandske verdens lyst,
Ey meer ved hendes dør at tigge,
Som har mig hidindtil bedaaret,
At kaste hendes narverk hen,
Og vorde gandske hierte-saaret
Af længsel efter dig igien.

4. Ja, jeg maa noget større bede,
O! drag mig gandske ind i dig,
Og kom du, JEsu, selv til mig,
At jeg af dig mig lader lede,
Som det dig ene kand behage,
Ja raab og driv mig til dig ind,
At jeg ey mere seer tilbage,
Saa faaer jeg et fornøyet sind.

5. Saa vil jeg alting da forlade,
Dig følge over bierg og dal,
Ey agte hvad mig møde skal,
Mit eget liv og levnet hade,
At jeg kun vist til dig kand komme,
I hvordan det skal siden gaae,
Kun vist, kun vist med alle fromme
Engang for lammets throne staae.

*
109

8. Om Glæde i Gud.

Nr. 171.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Min JEsu, søde siele-lyst!
Hvor himler hiertet i mit bryst,
Sig selv og verden glemmer,
Naar jeg dit kys og favne-tag
Af saadan høy og himmel-smag
Udi min siel fornemmer,
Fra mig
Til dig,
Fra min møye
Til det høye
Sielen svinger
Sig ved kierlighedens vinger.

2. Hvad havde jeg for lys og fryd,
Før jeg, o alle dyders dyd!
Dit blide ansigt kiendte,
Hvor gik jeg da saa vild og blind
I alle verdens lyster ind,
Som sielens kraft forbrændte,
Af dig
Til mig
Lys og livet
Ret blev givet
Dig at kiende,
I din kierlighed at brænde.

3. Den arme verden har det skin,
Ret som de sorte helved-trin

* 110

Gav rette gode dage;
Men see, hvor snart den skygge fløy,
Da seer man, hvad det er for tøy,
Som verden kand bedrage,
Men du,
JEsu,
Til mig haver
Høye gaver,
Som mig fryder,
Naar al verdens lyst hensyder.

4. Hvo JEsum favner i sin troe,
Hand kand den anden verdens roe
Udi sit hierte smage,
Og vil hand skiønt i kors og trang
Sin naades sødhed mangen gang
For sine slet unddrage,
Er dog
Hans aag
Let at drage,
Sødt at smage,
Fuldt af glæde,
Meer end noget herresæde.

5. Og seer jeg dine veye an,
Saa veed jeg, du est aldrig van
Med alle bort at vige,
Du lukker øyet for mig til,
At det med større glæde vil
Til mig engang fremkige,

* * * 111

Naar du
Seer nu,
Jeg er rede
Kuld og hede
At fordrage,
Faaer jeg trøst igien at smage.

6. Saa skal da aldrig nogen nød,
Ey selv engang den bittre død,
Mit hierte fra dig bøye,
Jeg veed, du har mig hierte-kier,
Saa følger jeg dig uforfærd
Igiennem verdens møye,
Skik mig,
Som dig
Selv behager,
Korsets plager,
Mig at krænke,
Du skal dog vel paa mig tænke.

7. Og skal jeg ey din himmel-man,
Hvortil min arme siel er van,
I verden mere smage,
Dog trøster jeg mig vist dertil,
At mig min søde JEsus vil
I himlen favne-tage,
Saa frit,
Saa tit
Mig kun lyster,
Jeg dig kryster
Fri fra smerte
Heftig til mit bryst og hierte.

* * * 112

8. Min søde brudgom! himmel-prinds!
Jeg veed hvordan du est til sinds,
Naar tornene os støde,
Det hierte, korset legger paa,
Det samme JEsu hierte maa
Til sidst af medynk bløde,
At mit
Kors lidt
Har at sige
Mod den rige
Trøst jeg finder,
Naar du mig igien forbinder.

9. Med balsom salver du min aand,
At glæden tager overhaand
Udi mit arme hierte,
Jeg kiender korset nok, fra hvem
Det er, og hvad hand giver dem,
Som gierne lide smerte,
Desto
Meer troe
Lad mig være
Til at bære
Mine plager,
At jeg aldrig dig forsager.

10. Min troe den har en vældig haand,
Og holder dig som stærke baand,
Vil ikke gaae tilbage.
I troen kand dig ingen mig,
I troen kand mig ingen dig,
Min frelsermand, betage,

* * * 113

Ved dig
Trøstig
Synden, plagen,
Døden, dragen,
Naar hand griner,
Jeg beleer og undertriner.

Nr. 172.

O JEsu! min brudgom! livsaligste ven!
Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen,
Min nød er forsvunden,
Jeg haver dig funden,
Den lifligste time er kommen igien.

2. Jeg ligger ved JEsus hans bryster saa tæt,
Og bliver af kierlighed drukken og mæt,

* * * * 114

Med honning og sukker
For sielen hand klukker
Og giør mig mit hierte saa lystigt og let.

3. Jeg er nu ey mere, min kiereste! min,
Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din,
Din kierligheds iver
Mig fører og driver,
Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin.

4. Hvad skiøtter jeg derom, at andre de leer,
Og mine bekiendte mig sure anseer,
Bort venner og frender,
Som JEsum ey kiender,
Vi kiende og derfor hverandre ey meer.

5. Men kommer, I fromme! med glædelig røst,
Her har vi den kilde, som giver os lyst,
Op lader os siunge
Med hierte og tunge,
At hiertet kand springe i alles vort bryst.

6. Din kierlighed haver mit hierte giort saar,
Hun tænder og brænder, som luer i blaar,
Fortærer min jammer
Med hedeste flammer,
Og giver mig glæde, som ingen forstaaer.

7. Trods synden og døden og helvede med,
At nogen nu skulde mig giøre fortred,

* * * 115

Er JEsus mit hierte,
Hvad skulde mig smerte,
Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd?

8. Bort scepter og krone, I gielde ey meer!
Bort riigdommens prangen med glimrende leer!
Min riigdom og ære
Min JEsus skal være,
Alt andet jeg ikkun for skygger anseer.

9. Naar skal jeg al verden dog sige god nat,
Mit hierte af livet er mere end sat,
Naar faaer jeg den glæde
For thronen at træde,
Dig evig at prise, min yndigste skat!

9. Om Taalmodighed.

Nr. 173.

Mel. Fra Gud vil jeg ey vige etc.

Taalmodighed behøves,
Naar troe og haabet skal
Ved megen trængsel prøves
I denne jammerdal,
Du Guds udvalde flok!
Taalmodighed maa læres,
Om kronen der skal bæres,
Det kand ey siges nok.

2. Taalmodighed er ikke
For kiødet angenem,

* * * * 116

Hun veed sig ey at skikke,
Naar riset kommer frem,
Man har frimodighed
I fred og gode dage,
Men kommer kors og plage,
Da synker modet ned.

3. Taalmodighed at lære
Er ey saa let en sag,
Man vil en christen være,
Men i sin gode mag,
Da Gud det dog saa klart
Udi sit ord forkynder,
Jeg straffer den jeg ynder,
Hand bliver aldrig spart.

4. Taalmodigheden gives
Af Gud den Hellig Aand,
Naar hiertet ret oplives
I hans forenings baand,
Den søde himmel-giest
Formilder vores plage
Og vender kiødets klage
Til aandens fryde-test.

5. Taalmodigheden tændes
I troen til Guds ord,
Naar HErrens naade kiendes
Mod dem, som paa ham troer,
For sielens faste borg,
At man sig overlader,
Og lader Gud vor fader
Kun bære al vor sorg.

* 117

6. Taalmodigheden helder
Sig op til Christi blod,
Naar satan sig anmelder,
Saa fatter hun et mod,
Ey! tænker hun, hvad vil
Den knuste slange giøre,
Trods, at hand mig skal røre!
Jeg hører JEsum til.

7. Taalmodighed er stille,
Naar ingen hielp hun seer,
Og tænker: HErrens ville
Dog aldrig ilde skeer,
Hun tænker, lad det gaae,
Hvem kand sig mod ham sperre,
Er hand dog husets herre,
Hans ville gielde maa.

8. Taalmodighed kand bie,
Naar tiden bliver lang,
Fordriver hendes svie
Med en spadsere-gang
I ordets urtegaard
Med sang og dybe sukke,
Der kand hun urter plukke
Mod alle hendes saar.

9. Taalmodighed er rede
At følge HErrens bud,
Kand taale andres vrede,
Og glæde sig i Gud,
Lad fnyse, hvem der vil,
Jeg bliver ey til skamme,

* * * 118

Gud skal vel alting ramme,
Naar hannem synes til.

10. Taalmodigheden viger
Ey fra vor HErre bort,
Skiønt korset daglig stiger,
Og alting bliver sort,
Hun tænker: frisk deran!
Med Gud jeg alting vover,
Og ham i korset lover,
Saa smager det som man.

11. Taalmodighed forlænger
De frommes leve-aar,
I det, hvad hiertet trænger,
Hun bort af sindet slaaer,
Hun er et kaabberskiold
For alle frommes hierter,
At ingen vee og smerter
Kand bryde ind med vold.

12. Taalmodigheden glæder,
Giør sielen fryde-fuld,
Hun gaaer i brude-klæder
Med kronen paa af guld
Og palme-green i haand,
Som frygten har til fange,
Som trøster alle bange,
Og løser alle baand.

* * * 119

13. Taalmodighed jeg ærer,
Og lyder hendes bud,
En kierlighed jeg bærer
Til hende, som en bruud.
Gud giv taalmodighed,
Saa vil jeg intet mere
Paa denne jord begiere,
Det er mit øye-meed!

14. Taalmodighed jeg leder
I bønnen stedse om,
I hvad jeg ellers beder,
Er det min hovedsum,
Og naar jeg skal engang
Fra denne jord mig vende,
Da giv en taalig ende
Paa al min verdens trang.

Nr. 174.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær i korset troe og stille,
Tænk, hvad JEsus for dig leed,
Lad dig ingen jammer skille
Fra hans store kierlighed,
Tænk, hvor mangen vey hand gik,
Før hand dig tilbage fik,
Da du fra ham vendte hiertet,
Om det ikke ham har smertet.

2. Vær dog troe i troens stride,
Uforandret, uforsagt,

14, 7: en] et FJ1; taalig] taalligt F, taaligt J1.

* * * * 120

Fast paa JEsum kun at lide,
At du fra den visse pagt,
Som du har i daaben giort,
Aldrig, aldrig viger bort,
Men beflitter alle dage
Dig, din JEsu at behage.

3. Vær dog troe i kierligheden
Til din Gud af gandske siel,
Elsk din fiende, og i steden
For hans vrede und ham vel,
Tænk, hvor JEsus bad for dem,
Som ham piinte hvert et lem,
Saadan maa du ogsaa blive,
Skal Gud dig din synd tilgive.

4. Vær dog troe i haab at vinde,
Kandst du ingen udgang see,
Gud kand snart et middel finde
Til at ende al din vee,
Haab kun stadig, Gud er her,
Som dig har af hiertet kier,
Haab, at Gud din sag vil fremme,
Haabet skal dig ey beskæmme.

5. Vær dog troe i dødens dale,
Er det dog den sidste striid,
Er det dog saa kort en dvale
Og saa stor en seyers tiid;
Hvo med Gud i kampen gaaer,
Og med Jakob mandig staaer,
Hand en evig seyer vinder,
Og den skiønne krone finder.

* * * 121

6. Vær dog troe til sidste ende,
Føer til seyren hver en kamp,
Lad det bide, lad det brænde,
Lad det koste sveed og damp,
Er dog al vor trængsel her
Ikke herligheden værd,
Som dig JEsus hisset giver,
Naar du hans medarving bliver.

7. Nu vel an, saa vil jeg lide,
Troe og elsk' og haabe fast,
JEsus hielper mig at stride,
Aldrig har hand den forkast,
Som i korset holder fod,
Og paa ham sig fast forlod,
Ham vil jeg mig overgive,
Hand skal al min nød fordrive.

10. Om Hiertets Opofrelse til Gud.

Nr. 175.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du skenker mig dig selv, du selv min deel vil være,
Min JEsu! ach hvad skal jeg dig igien forære?
Alt hvad jeg er og har, for intet regnes kand,
Alt hvad jeg kand og veed, det veyer ey et grand.

2. Du skenker mig dig selv, o soel! min siel at glæde,
Bort sorg! hvor kand jeg nu bedrøvet gaae og græde,
Thi JEsus skinner nu saa deylig i mit bryst,
Og fylder hiertet med sit klare lys og lyst.

* * * * 122

3. Du skenker mig dig selv, o manna! mig at føde,
Min siel er fuld, som før var hungrig, tom og øde,
Nu kand jeg giøre mig til gode i min siel,
O man! hvad smager du mig dog saa sød og vel!

4. Du skenker mig dig selv, o klare livets kilde!
Det søde himmel-vand kand al min tørst formilde,
Naar jeg er fuld af sorg, og verdens trøst er suur,
Saa er den kilde sød, livsalig, reen og puur.

5. Du skenker mig dig selv, o rose! mig at pryde,
Du rare rosmarin kand siel og hierte fryde,
Din rene manddoms vext er aandens liv og lugt,
Jeg finder paradiis i dine læbers frugt.

6. Du skenker mig dig selv, o du mit hiertes hierte,
Min siel sig aabner vidt med tusind længsels smerte,
At blive fyldt af dig, dig gandske tage ind,
O store gave! bliv mig altid i mit sind.

7. Tag dog til takke med det jeg igien kand føre,
Alt det, som i mig er, begynder sig at røre
Og vil dig ofres op, min leylighed du seer,
Tag mig saadan jeg er, jeg har jo intet meer.

8. Mit øye skal du faae, som sig i dig forlyster,
Min troe, som sig ved dig til himlen fast fortrøster,

* * *