Nr. 209.
✂
Er jeg da her allene vild og fremmet?
Til døden haardt beængstet og forgremmet?
Naar skal jeg dog den haarde siele-tvang,
Naar skal jeg den dog blive qvit engang?
✂
2. Gaaer solen op, al verdens rund at glæde,
Saa vækker den mig op igien at græde,
Giør maanen nat til andres rolighed,
Da dekker den mig kun i jammer ned.
✂
3. Gud truer mig med sine grumme pile,
Hans haand, som kand de trætte give hvile,
Den giør mit sind forfærdet og forvendt,
Den har med magt sin bue mod mig spendt.
✂
4. Mit hierte i landflygtighed er dreven,
Ja dødens dom er over mig beskreven,
Jeg gaaer beklemt og ængstet nat og dag,
Ret som jeg var i helvedes beslag.
✂
5. Hvi setter du paa mig saa haardt i rette?
Er det din lyst, at pidske og hudflette?
Har du da for min ungdoms lysters skiemt
En domme-dag i tiden alt bestemt?
✂
6. Forbandet lyst, fortabte glædes dage,
Hvis daarligheds forgift jeg nu maa smage,
Den røg gik hen, nu kommer hendes brand,
Gud dæmpe den, da ellers ingen kand.
✂
7. Vil du min synd evindelig betænke,
Hvad har dog jeg til vederlag at skenke,
Jeg har kun synd, synd er den deel jeg har,
Er naaden ey saa vigtig, tung og svar?
✂
8. Dog lader du mig sidde fast i nøden,
Som faaer maaskee mig ned til sidst i døden,
Hvad hielper mig, at prøve bønnens vey?
Min vaade kind gaaer altid bort med ney.
✂
9. Du agter ey min beske graad og klage,
Men bliver ved at trænge og forjage,
Din nidkierheds, din ivers grumme magt
Har liv og siel i dødens perse lagt.
✂
10. Jeg løfter op mit reent forgrædte øye
Med suk og skriig og taarer til det høye,
Men du har dig bedekket med en skye,
Og vreden er mod mig hver morgen nye.
✂
11. De, som dit ord og naade undertræde,
Nu har de mig til spot i deres glæde,
De ondes raad, de frekke folkes magt
Har mig bespendt, som vilde dyr paa jagt.
✂
12. En hind er ey saa angest-fuld til mode,
Naar hun paa flugt maa falde den til fode,
✂
Som ved sit skud forkorter hendes vey,
At jeg jo er paa jorden mere fey.
✂
13. O Gud! hvad har jeg prøvet dybe vande!
Ja snart forsøgt paa helvede at strande!
See, er jeg ey i verden snart forbrændt,
Dog staaer endnu din bue mod mig spendt.
✂
14. Min ven har reent forladt mig i min jammer,
At jeg mig for de sorte aander skammer,
Jeg trildes af min skiebne som et hiul,
Og løber for det mindste vær i skiul.
✂
15. O! havde jeg dog duens hvasse vinge,
Mig hen et sted til rolighed at svinge,
Hvor vilde hun sig hvile da, min aand,
Dog hvem kand flye for HErrens høyre haand?
✂
16. Ney! stille! jeg vil bære HErrens vrede,
Og vil hand til mig mere ovne hede,
Med stille mod, hans vise raad til priis,
Jeg knæler ned, og kysser paa hans riis.
✂
17. Jeg levet har saa ilde, alt for ilde,
Hvad om vor Gud nu alting hevne vilde,
Al priis er din, o Gud! hvor er din favn?
En naadig Gud er jo dit rette navn.