Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 4. Del. Troens Frugt

DEN FIERDE DEEL. TROENS FRUGT.

1. Daglig Prøve om et helligt Levnet.

Nr. 150.

Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

O siel, som daglig glad og sund
Din gierning foretager,
Staa stille dog en liden stund,
At sandse dine sager!
Betænk, om du af gandske magt
Har tient din Gud og næste,
Og taget stedse vel i agt
Din arme sieles beste.

2. Hvor stræber ey en verdens træl,
Sin riigdom at forøge,
Men riigdom for den arme siel
I naadens tiid at søge,
Det har den største deel forsømt
I alle verdens dage,
Men siden heder det: fordømt
Til evig helved-plage.

3. Hvor stræber ey en arbeids-mand
I daglig fliid og møye,
Dog kedes ey, men stedse kand
Sig i sin sveed fornøye,
At hand en god betalning faaer
Til sig og sines føde,
Om hand end, saa at sige, gaaer,
Og slæber sig til døde.

* 60

4. Hvor mangen haard og blodig kamp
Maa dog en stridsmand holde,
Naar fienden spruder ild og damp
Som sorte helved-trolde,
Dog i det bare haab at faae
Et bytte med tilbage,
Saa vover hand sit liv derpaa,
Og lader sig ey jage.

5. Vel er det nødigt, ret og got,
Sit brød med fliid at tiene,
Men det er og en evig spot,
At sørge derfor ene,
Hvordan man kand sin næring faae
Og giennem verden komme,
Sørg først, at det dig vel maa gaae,
Naar tiden den er omme.

6. Den salighed, som JEsu blod
Saa dyre os fortiente,
Er uden daglig kamp og bod
Umuelig vist at vente,
Forsigtig og arbeidsom bør
En christen altid være,
Thi troen, som os salig giør,
Maa altid frugter bære.

7. Du veed jo, satan løber om
Dig, naar hand kand, at sluge,
Hvor bør dig i din christendom
Da al din fliid at bruge,

* * * 61

I bønnen stride dag og nat
Og ingen møye spare,
Thi ellers er den dyre skat,
Din arme siel, i fare.

8. Som da soldaten fra sin vagt
Ey øyeblik maa vige,
At ikke fienderne med magt
Hans skandse skal bestige,
Saa tænk, du her med kiød og blod
Ey ene har at stride,
Men satan gaaer din siel imod,
Og agter den at slide.

9. Her skal man ret paa kæmpe-viis
Bestorme himlens volde,
Og under saligheds forliis
Sig stærk og tapper holde,
Her skal man sin forbandet synd
Veemodelig begræde,
Ved JEsu pines kraft og fynd
Al verden undertræde.

10. Saa forarbeid din salighed
Med bevelse og møye,
Lad bedrings taarer flyde ned
Mangfoldig af dit øye,
Læs HErrens ord, og vel betragt
Det samme, giør derefter,
Og tien din Gud af gandske magt
Og alle sielens kræfter.

* * * 62

11. Din næste hielp hvori du kand,
Endog til egen skade,
Ja dem dig ønske baal og brand,
Og uden aarsag hade,
Saa skal du, naar din korte tiid
Har ende, see og skiønne,
At Gud af naade vil din fliid
Mangfoldig vel belønne.

Nr. 151.

Mel. Christus kom selv til Jordans flod.

O Gud! mit lives fader! vilt
Du selv mit liv ey raade,
Saa er mit gandske levnet spildt,
Den beste leve-maade
Foruden dig er idel død,
En stank af raadne bene,
Saa længe synden agtes sød,
Tør aldrig nogen mene,
At hand har livet fundet.

2. Saa vend dig til dit arme barn,
Mig veyen ret at lære,
Og føer mig selv, at satans garn
Mig aldrig skal besnære,
Lad slangen i mit hiertes grund
Sin rede aldrig hitte,
Lad ingen syndig ord min mund
Og raaden snak besmitte,
Til dine at bedrøve.

* * * * 63

3. Bevar mit øre, lad det ey
For verdens lyst sig blotte,
Langt mindre være gang og vey
For deres ord, som spotte,
Der tales tit et syndigt ord,
Som andre gierne høre,
O hvilken død og siele-mord
Kand saadan pest ey giøre,
Før man sig tager vare!

4. Regier mit øye, hvor og hvad
Jeg haver her at drive,
Et uforskammet ansigt lad
Langt borte fra mig blive,
Hvad ærbart er, hvad dig er kiert,
Hvad englerne behager,
Hvad JEsu levnet os har lært,
Hvad ey af vellyst smager,
Det lad mig altid elske.

5. Lad drukkenskab og fraadserie
Mit levnet aldrig skiende,
Din lyst og ingen anden i
Mit hierte altid brænde,
Den lyst, som kildrer verdens sind,
Og føder evig smerte,
O lad den aldrig komme ind
Udi mit arme hierte,
Men altid dig at ynde.

6. Vel den, som altid nærer sig
Med himmel-sukker-kage,

* 64

Som intet andet idelig
Vil høre, see og smage,
End det os kand til himlen hiem
Og evig glæde føre,
Hvor engle-flokken angenem
Og liflig er at høre
I evig fryd og ære.

2. Om en hellig Frygt for GUd.

Nr. 152.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Du est allene, store Gud!
Al priis og ære værdig,
Man skulde gribe dine bud
Som guld og sølv saa færdig,
Man skulde glædes ved dit ord
Som hungrig mave til sit bord,
Og frygte for din vrede.

2. Men see vi os i verden om
Fra een til anden ende,
O Gud! hvad er hun blind og dum
Til dine ord at kiende,
Man seer din straf og dommedag
Kun an som en fortiet sag,
Der af sig selv maa falde.

3. Af daarlighed er sielen fuld,
Og følger sine lyster,

* * * * 65

I saadan stand det arme muld
Sig dog mod himlen bryster,
At frygte Gud, at faae ham kier,
Det agtes ey den møye værd,
Unødigt og umueligt.

4. Man legger sig i synden ned,
Og vil dem nogen vække,
Da gribe de Guds kierlighed
Til deres synders dække,
Man velter sig i synden om,
Og siger: Gud er mild og from,
Og saa er det til ende.

5. De kaste Gud af siel og sind,
Dog skal hand sielen favne,
De seyle stærk for satans vind,
Vil dog i himlen havne,
De træde naaden under fod,
Og pukke dog, at Gud er god,
Hand faaer dem vel at have.

6. Og findes skiønt en trældoms frygt
I et og andet hierte,
Naar du med riset har forsøgt
Det kaade kiød at snerte,
Saa er det dog kun hyklerie,
At man, naar straffen er forbi,
Sig strax i verden glæder.

* * * 66

7. O Gud! hvor lidt og intet kand
Jeg om din naade sige,
Den gandske jord er kun et grand
Og støv udi dit rige,
Retfærdighed dit konge-spiir,
Og hellighed din glands og ziir,
Din viisdom alting skuer.

8. Men det er kun en ringe sag
I folkes blinde tanker,
Man hører, lærer dag fra dag,
Og ingen kundskab sanker,
Man har vel ofte følt din haand,
At vilde løse sielens baand,
Og vil dig dog ey kiende.

9. Det er den beske syndens frugt
Og verdens gamle mode,
At vilde være udelukt
Fra Gud, sit største gode,
Man frygter ey, at Gud os seer,
Men midt i al sin ondskab leer
Paa dievle-viis og maade.

10. Nu er jo dog din frygt, o Gud,
Al viisdoms rod og kilde,
Som lærer os dit ord og bud,
Og naaden ey at spilde,

* * * 67

Det første livets aande-fang,
Et lys paa al vor vey og gang,
At vi hos Christo blive.

11. Hun lærer os, hvorledes vi
Skal Gud i aanden tiene,
Foruden nogen hyklerie
Med ham det trolig mene,
Hun smykker sielen meer end skiøn,
Og giver lyst og fryd til løn,
Ja riigdom uden ende.

12. Saa lad, o Gud, mit arme sind
Dog nyde denne gave,
Og plant din frygtes blomster ind
Udi mit hiertes have,
At hvad jeg giør, og hvad der skeer,
Jeg alt paa dine øyne seer,
Din villie at fremme.

13. Lad dog din høye majestæt
Mig saadan frygt indjage,
At bedre hvad der er forseet,
Og intet foretage,
Som kunde synes dig imod,
Men vove ære, liv og blod
For det, som dig behager.

14. Vil andres høye gunst og pragt
Mig lokke eller skrekke,

* 68

Saa lad din u-omskrænkte magt
Den frygt i mig opvække,
At jeg ad sure miner leer,
Og intet paa de søde seer,
Kun dig allene søger.

15. O lad mig, hvor jeg gaaer og staaer
Din frygt i hiertet bære,
Og al den deel min siel formaaer,
Dig elske, følge, ære,
At din natur og væsen maa
Mig som et speyl for øyne staae,
At efterfølge trolig.

16. Min gierning, ord og tanke lad
Kun al din ville følge,
Og ey for verdens gunst og had
Din naades virkning dølge,
At sindet uforandret maa
Kun lige frem ad veyen gaae,
Som til Guds rige fører.

17. Ach lad mig altid aandens frugt
Fornemme og bevare,
Saa bliver satan udelukt
Af hiertet med sin snare,
At jeg er altid vel bered,
Naar Gud berammer tiid og sted
Fra denne jord at fare.

18. Saa faaer jeg altid meer og meer
Din naades lys at kiende,
Og hvordan du saa naadig seer
Mit levnets løb til ende,

* * * 69

Lad synd og død og satans magt
Da komme, jeg er uforsagt,
Jeg staaer i HErrens naade.

19. Lad det saa vendes op og ned,
Jeg gaaer i naadens orden,
Og finder i Guds kierlighed
Et paradiis paa jorden.
Og HErrens frygt, som med mig gaaer,
Forsikrer altid, at jeg staaer
Hos Gud i naade, Amen!

3. Om Tillid paa Gud.

Nr. 153.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du est allene værd, o Gud for alle guder,
At man fra slægt til slægt din trofasthed bebuder,
Og breder ud din lof i verdens vide land,
Som sender hielp og trøst, naar ingen hielpe kand.

2. O! lær mig, milde Gud, med agtsomhed at merke
Paa dine vise raad og store vunder-verke,
At man tit ey et tegn til nogen redning seer,
Og hielpen altid dog til rette tide skeer.

3. Her staaer jeg med min sorg for dig, min Gud, til skamme,
Hvor tit du hielper mig, saa er det dog det samme,
Saa snart du setter mig paa prøven lidt igien,
Da veed jeg ikke, hvor jeg vil for kummer hen.

* * * * 70

4. Jeg kunde blevet af saa mangen forsyns prøve
Uovervindelig, behiertet som en løve,
Jeg seer jo, at du mig dog ey forlade kand,
Jeg synes at forgaae, og kommer dog til land.

5. Men jeg i øyeblik vil hielpen see og høre,
Før prøven kand sin cuur og rette virkning giøre,
Da bliver det min siel saa tungt som svare pund,
At bie op den dig bekiendte hielpe-stund.

6. Ach! lad din Aand mig til frimodighed opvække,
Naar kiødet lader sig saa ubesindig skrekke,
Naar korsets mørke paa mig falder som en nat,
Og sielen tænker, at hun er af dig forladt.

7. Jo større korset er, jo mere lad mig fatte
Dit ord, at aldrig saae man dine slet forladte,
Dit vise almagts raad forglemmer ey min trang,
Og bier det end lidt, det kommer dog engang.

8. Din aand er mægtig nok, mit svage haab at styrke,
Naar satan og fornuft det gierne vil formørke,
I sær naar faren har saaledes overhaand,
At ingen verdens hielp kand løse mine baand.

9. Da kand man ret din kraft i sielen agte nøye,
Naar al umuelighed for hende sig maa bøye,
Det er min anker-grund og troens faste slot,
Som du har giort, saa vil du giøre alting got.

* * *
71

Nr. 154.

Synes det i kors og pine,
Som Gud tit forglemte sine,
Dog er jeg forsikret paa
Hielpen vist engang at faae.

2. Hielpen derfor ey forgiettes,
Om den nogenstund opsettes,
Bier den, saa troe og viid:
Hielpen skeer til rette tiid.

3. Som en fader strax ey giver
Det, som altid fodret bliver,
Saa har Gud sin tiid dertil,
Naar hand sine hielpe vil.

4. Gud kand al min trang formilde,
Om det aldrig gik saa ilde,
Bærer til mig dag fra dag
Meer end faders hierte-lag.

5. Trods den gamle helved-drage,
Trods al verdens skam og plage,
Bort al frygt af sind og hu,
Lever dog min Gud endnu.

6. Trods den bittre dødens kolde,
Trods al verdens spyd og skiolde,
Lad dem tage alting hen,
Gud i himlen er min ven.

7. Lad kun avind-syge siele
Hade, true, spotte, qvæle,
Gud, som seer det gandske spil,
Selv i sagen dømme vil.

* * * 72

8. Lad dem gandske mig forjage,
Himlen skal mig ingen tage,
Har jeg ikke steen og stok,
Himlen er mig lige nok.

9. Verden! jeg dig glad forlader,
Hvad du agter høyt, jeg hader,
Tag det alt med haar og hud,
Lad mig kun beholde Gud.

10. O Gud! vil du min kun blive,
Maa alt andet gierne drive,
Skal og graven skiule mig,
Gierne! naar jeg har kun dig.

Nr. 155.

Det er den daglig trøst, hvormed
Jeg undertræder al fortred,
Ja synd og død og satan overvinder:
Jeg har min Gud i hiertet fat,
Og himlen er min egen skat,
Hvad fattes mig, naar jeg mig ret besinder?

2. Vil jeg i ordet see mig om,
O, hvor livsalig, mild og from
Er du, min søde Gud! deri at kiende,
Det giver baade siel og mund
Saa mangen daglig fryde-stund,
At jeg min velstand ey kand see til ende.

* * * * * 73

3. Saa sandt Gud boer i himlens sal,
Saa sandt er jeg blant deres tal,
Som kalde ham med rette: hierte fader,
Hand har til mig et faders sind,
Mig slutter i hans forsorg ind,
At intet mig bedrøver eller skader.

4. Saa sandt som JEsus er Guds søn,
Og har forløst vort arme kiøn,
Saa sandt kand jeg mig af hans gunst berømme,
Hans kierlighed er saadan brand,
At hand mig aldrig glemme kand,
Min frelse har ham kostet blode-strømme.

5. Saa sandt som Gud den Hellig Aand
I daaben rakte mig sin haand,
Og frelste mig af alle mine synder,
Saa vist hand mig i hiertet boer,
Og giør forsikring ved sit ord,
At Gud mig ret af gandske hierte ynder.

6. Den helligste Tre-Enighed,
For hvilken alle throner ned
Med halleluja u-ophørlig falde,
Hand i mit hierte har bered
Sin helligdom og blive-sted,
At jeg mig kand hans egen tempel kalde.

7. Saa vil jeg bruge al min fliid
I denne korte lives tiid
Din trofasthed med lyst at overveye,
Men lad mig snart den deel, jeg troer,
Og glædes til paa denne jord,
I himlen faae til evig arv og eye.

* * *
74

Nr. 156.

Mel. Den kiere Solens lys og pragt.

Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer,
Min siel skal altid tænke,
At satan allevegne staaer
I veyen med sin lenke,
Hans skiulte helved-brand
Mig let forvilde kand,
Naar jeg ey paa min skandse staaer,
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer.

2. Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer,
Mod synden skal jeg stride,
Om Gud med korsets riis mig slaaer,
Det skal jeg taalig lide,
Tit ingen vey jeg seer,
Hvor jeg kand vandre meer,
Naar modgangs taage om mig staaer.
Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer.

3. Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer,
Og veed mig ikke sikker,
Ey nogen dag og time, naar
Hand har mig alt i strikker,
Et lidet aandefang
Kand ende al min gang,
At jeg i evigheden staaer,
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer.

* * * 75

4. Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer,
De skal mig vel bevare,
Slet intet satans magt formaaer
I saadan himmel-skare,
Bort verdens suk og sorg;
Jeg gaaer i engle-borg,
Trods nogen rører mig et haar,
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer.

5. Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer,
Hand har mig ved sin side,
Hand skiuler mig med sine saar,
Og hielper mig at stride,
Hvor hand sin fodspor lod,
Der setter jeg min fod,
Trods al den deel mig ilde spaaer,
Jeg gaaer med JEsu, hvor jeg gaaer.

6. Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer,
Frimodig da mit hierte,
Kun did, hvor du en ende faaer
Paa al din synd og smerte,
Bort verdens lyst og pragt,
Til himlen staaer min agt,
Al verdens eye jeg forsmaaer,
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer.

* * *
76

4. Om Begierlighed og Længsel efter Gud.

Nr. 157.

Mel. Vær trøstig mit Hierte etc.

Min JEsu! mit lives
Livsaligste brynd,
Hvor trøsten udgives
Mod sorrig og synd,
O levende kilde!
Hvis strømme saa milde,
Saa skiønne og klare som beste christal
Udflyde i siele-beængstelses dal.

2. Du siger: saa mange,
Som tørstige gaae,
Beklemte og bange
For naaden at faae,
Her har jeg en vædske,
Som evig kand lædske,
Saa træder hid alle, og drikker det vand,
Som giver en evig fornøyelses stand.

3. Min hyrde! din stemme
Mit hierte fornam,
Saa lad dig beqvemme,
At ledske dit lam,
Giv hvad du har lovet,
Min HErre og hovet,
Du seer, hvor nødtørftig og fattig jeg staaer,
Og ingen fortiener den naade, hand faaer.

4. Du ledsker i grunden
Mit hierte og mod,

* * * 77

Hvo dig kun har funden,
O kierligheds flod,
Hans hierte udbryder,
Som strømmene flyder,
Med lystige toner i frydelig sang,
Og finder ey mere sin smerte og trang.

5. Saa kom mig at skenke
Med rundeste haand,
Og lad mig nedsenke
Min tørstige aand
I kierligheds vande,
Til himlen at lande,
At hvad jeg skal giøre, min længsel maa gaae
Som strømmen i floden til himlen at naae.

6. Naar du og vil skenke
Med bitterste graad,
Saa lad mig betænke
Dit viseste raad,
At korset maa taale
Og smage den skaale,
Som du os til frelse saa gandske drak ud,
Enhver, som i himlen vil være din bruud.

7. Der lad mig da tage
Den sødeste skaal,
Og lysterne smage
Med fuldeste maal,
Hvor alle fremtræde
I himmelske glæde,

* * * 78

Og leges med harper i himlene ind,
Som lagde i verden paa hellighed vind.

5. Om Kierlighed til Gud.

Nr. 158.

Mel. Den skiønnest og lifligst.

I prægtige himle og jorden tillige!
O vær er mig vidne til det jeg vil sige,
Alt det, som mit hierte kand glæde og gavne,
Er JEsum at elske, at kysse og favne.

2. Den høyeste ære, hvorefter jeg stunder,
Bestaaer i at være i JEsu hans vunder,
Mig synes saa mange slags himle oprinde,
Som sielen blodsmykkede vunder kand finde.

3. Lad verden kun true, og tænderne vise,
Jeg vil min livsaligste JEsum dog prise,
Lad huldre og lyne og tordne tillige,
Jeg tænker fra JEsu dog aldrig at vige.

4. Lad luften bespendes med giftigste buer
Og jorden og havet staae begge i luer,
Saa skal dog min JEsus mig altid behage,
Ham intet skal kunde mit hierte betage.

5. Thi JEsus betragter de ængstede hierter,
Forsøder med glæde de bitterste smerter,
Det veed jeg, thi vil jeg ham aldrig forsage,
Men stedse hans liflighed kysse og smage.

* * * * 79

6. Ach seer dog! der kommer min persede drue,
Mit hierte at favne i kierligheds lue,
O sødhed! ey nogensteds mere at finde,
Hvo vilde sig med ham ey evig forbinde?

7. Al gierning og tanke paa hannem kun sigter,
Til ham jeg mig gandske og evig forpligter,
Ham har jeg udvaldt mig for alle at have,
Den sødeste rose og yndigste gave.

8. Naar læber og kinder i døden skal blegne,
Da vil jeg til slutning med sukke betegne,
At JEsus, kun JEsus, min JEsus skal være,
Ham eene og evig at elske og ære.

Nr. 159.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke,
Og alle øyeblik hans kierlighed betænke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din JEsu purpur-saar.

2. Ach ja, hvor kunde jeg, min JEsu! dig forglemme,
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.

* * * * 80

3. Min siel er giennemblødt af JEsu lifligheder,
Hver aare, i mig slaaer, kun efter JEsum leder.
Mit hierte drypper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i JEsu sødheds kraft.

4. Saa stort, ach meer end stort et naades lys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.

5. O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altid har i dig et uforfærdet mod,
Og døer saa, naar Gud vil, paa JEsum og hans blod.

Nr. 160.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Min JEsus hand er min begyndelse og ende
I al den deel jeg giør, i hvor jeg mig skal vende,
Hand er mit øye-meed paa denne verdens jord,
Og intet uden ham udi mit hierte boer.

2. Naar jeg kun JEsum har, hvad skiøtter jeg om jorden,
Hvad agter jeg om sluud, om storm og ild og torden,
Hans kierlighed den giør mig al min last til lyst,
Jeg intet uden ham vil huse i mit bryst.

3. Med JEsu vaager jeg, med JEsu vil jeg sove,
Med JEsu gaaer jeg glad, og alting frisk tør vove,
Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae,
Hvad skader mig, naar jeg kun JEsum have maa?

* * * * * 81

4. Min JEsu! føer mig selv i alle mine dage,
Ey uden dig et trin paa denne jord at tage;
Skal jeg mig føre selv, forføres jeg saa let,
Men fører du mig, da er al min vandring ret.

5. Hvad du begynder selv, det vil du selv fuldende,
Trods alle buer, som sig derimod vil spende,
Jeg som en borre vil mig henge ved dig fast,
Saa gaaer min gierning fort, og er mig ingen last.

6. Dig vil jeg gandske mig med rod og top hengive,
Med hvad jeg tænke, hvad jeg tale skal og drive,
Ach! tag det offer an, endskiønt det er kun slet,
Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret.

7. Saa meget mueligt, vil jeg stedse mig bemøye,
Mig som et lydigt barn i alle ting at føye,
At være dig i sorg og glæde huld og troe,
Saa længe jeg skal her i denne verden boe.

8. Og naar det endelig dit vise raad behager,
At du fra denne jord til evig fred mig tager,
Ach ja, min JEsu! kom, saa følger jeg dig glad,
Ach gid det var i dag, ach gid jeg hos dig sad.

Nr. 161.

Vil du have roe min siel?
Vil du leve glad og vel?
Ønsker du i al din møye
Dig at glæde og fornøye,

* * * * * 82

Elsk din Jesum, intet meer,
Saa skal du og see: det skeer.

2. Ingen haver det begrædt,
At hand elskte JEsum ret,
Ingen deraf vee har funden,
At hand var med ham forbunden,
JEsum ene have kier
Er at være salig her.

3. JEsus er den største skat,
Ham at elske dag og nat,
Ret at elske, det kand give
Evig glæde her i live,
Jesu kierlighed vor tiid
Giør os himmel-sød og bliid.

4. Ønsker du dig da engang,
Fri fra denne verdens trang,
Al din møye at forglemme
Og en liflig roe fornemme,
Hav din JEsum ene kier,
Saa er sielens hvile der.

* * * 83

5. Kiere hierte! ach at du
Ikke denne sag endnu
Hidindtil har vildet vide,
Men det beste sat til side,
Lad det hiertens inderlig
Smerte og bedrøve dig.

6. Agt al verdens beste lyst
Som en daarlig tidsel-høst,
Der kand ingen hvile give,
Men din hvile nok fordrive,
JEsus ene elskes maa,
Saa kand sielen hvile faae.

7. Nu min JEsu! hielp mig til,
At jeg dig kun elske vil,
Ret af hiertens grund, saaledes,
At jeg ved al verden kedes,
Dig at have hierte-kier,
Alt det er, jeg ønsker her.

8. Lad din aand i kierlighed
Flyde mig i sielen ned,
Fylde mig med saadan brynde,
Intet, uden dig, at ynde,
Saa er kierligheden reen,
Thi jeg haver nok i een.

9. O! hvad bliver hiertet let,
Naar man elsker JEsum ret,
Agter ingen anden gave,
Naar man maa sin JEsum have,
Da forlanger hun ey meer,
Thi i dig hun alting seer.

10. Roe og alt det got, jeg veed,
Giver JEsu kierlighed,

* * * 84

O! at sielen kunde finde
Veyen, JEsum ret at vinde,
Ret at elske, ret at faae,
JEsu! hielp mig det at naae.

11. Gud er kierlighed, hans art,
Hvor hand findes, kiendes snart,
Da vil sielen altid mere,
Intet uden Gud begiere,
Aanden driver os dertil,
At man JEsum elske vil.

12. Ach du rene himmel-glød,
Giør mig sielen lue-rød
Efter kierlighed at rende,
Ret i kierlighed at brænde,
Hierte! hav din Jesum kier,
Ellers est du ham ey værd.

Nr. 162.

Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

Bort verden af mit sind og øye,
Din lyst du selv beholde maa,
Som mig ey mere kand fornøye
End jorden, som jeg spytter paa.

* * * * * 85

Hver elske, hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

2. Hand er min riigdom og min ære,
Min daglig lyst og tiids-fordriv,
I ham jeg ret til freds kand være,
Thi JEsus hand er selv mit liv.
Hver elske etc.

3. Naar munden smag og mæle mister,
Og mumler mod den mørke grav,
Naar øynene i døden brister,
Hvor bliver verdens lyst da af?
Hver elske etc.

4. I svaghed bliver hand min styrke,
Og giør mig al min trængsel sød,
Hand er mit liv i dødens mørke,
Hand sviger ey i liv og død.
Hver elske etc.

* * * 86

5. Hand hersker over alle himle,
Hans throne i det høye staaer,
Saa vidt, som creaturer vrimle,
Hans herredom og rige naaer.
Hver elske etc.

6. Hans slot kand ingen magt bestride,
Det staaer paa evighedens grund,
Hans fiende maa i græsset bide,
Naar hand kun taler med sin mund.
Hver elske etc.

7. Hans deylighed er uden lige,
Som verden dog ey kiende vil,
Hans riigdom ingen kand udsige,
Og hvad hand har, mig hører til.
Hver elske etc.

8. Lad mig kun her foragtet være,
Og leve i en ringe stand,
Jeg skal i himlen kronen bære,
Og herske med min frelsermand.
Hver elske hvad ham synes til,
Jeg kun min JEsum elske vil.

6. Om den sande Viisdom.

Nr. 163.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Kommer, hvo vil viisdom lære!
Kommer hid i hobe-tal!
Rette vise folk at være
Er den deel, der læres skal,

* * * * 87

Hver vil have navn derfor,
Faa kun finde viisdoms spor,
Og just de, som viisdom finde,
Sees af andre an for blinde.

2. Vise ere, som befalde
Sig ey selv i deres sind,
De, som selv sig daarer kalde,
Villen død, forstanden blind,
Da de ikke Gud har kiendt,
Men sig gandske fra ham vendt,
Deres daarlighed fortryde,
Og i bedrings taarer flyde.

3. Vise ere de, som trænge
Sig i JEsu vunder ind,
Sig ved ham i troen hænge
Med et plat hengivet sind,
Verdens viisdom kaste bort,
Og hvad verden agter stort,
Rette alle deres sinde
Kun til JEsum ret at vinde.

4. Vise ere de, som bede
Stedse om Guds Aand at faae,
Og af ham sig lade lede
Paa den rette vey at gaae,
Hvo af hannem føres ey,
Vandrer paa den brede vey,
Skiønt hand veed om naadens rige
Mange store ting at sige.

* * * 88

5. Vise ere de, sig speyle
I Guds ord, ved hvert et trin,
At de ikke skulde feyle
I at skille kraft fra skin;
Hvo vil den bedrage let,
Som vil følge ordet ret?
Ordet sviger ingenlunde,
Staaer, naar alting gaaer til grunde.

6. Vise ere de, som haste
Bort fra det, man her kand see,
Som forbande og forkaste
Det, som føder evig vee,
Som i verden elske ey
Riigdom, ære, lysters vey,
Agte det for slige sager,
Hvormed folk sig selv kun plager.

7. Vise ere de, som halte
Ikke meer paa begge been,
Gud til deres skat udvaldte,
Vil ey have meer end een,
Finde ey i andet smag,
Men i hannem al behag,
Ham allene vil befalde,
Dem kand man ret vise kalde.

8. Vise ere, som sig skamme
Aldrig ved vor JEsu spot,
Gladere hans kors annamme
End det beste herre-slot,

* * * 89

Christi kors har herre-magt,
Lyser med en himmel-pragt,
Hvo til viisdom sig vil skynde,
Skal ved Christi kors begynde.

9. Vise ere de, som tragte
Efter deres rette hiem,
Vandre frisk og uforsagte
Alle tider bedre frem,
Lade saa den store flok
Elske verden længe nok,
Som de havde den i fæste,
De kun agte sig for gieste.

10. Gud! hvis viisdom ey indspendes
I al verdens snevre egn,
Lad dog klarlig hos mig kiendes
Disse viisdoms rette tegn,
At jeg seer mit mørke sind,
Finder til min JEsum ind,
Om din aands oplysning skriger,
Og fra ordet aldrig viger,

11. Verden hen for intet selger,
Kalder dig min beste skat,
Christi kors og spot udvælger,
Seer til himlen dag og nat.
Fader! hør mig, hør Guds Søn!
Hør, o hellig Aand! min bøn,

* * * 90

At jeg dog maa her paa jorden
Findes i de vises orden.

7. Om Christi Efterfølgelse og Verdens Fornegtelse.

Nr. 164.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Hvo vil med til himmerige,
Kommer, JEsus raaber nu,
Kommer, fattige og rige,
Vender hierte, sind og hu
Fra den arme verden bort,
Tiden er herefter kort,
Her er mere at bestille,
End med verdens lyst at spille.

2. Har I drevet eders dage
Hen i synd og sikkerhed,
Hvad vil det for ende tage?
Gaaer det ey i pølen ned?
Vender om, og søger raad
I en hiertens bedrings graad,
Søger udi saadan smerte
JEsum ret af gandske hierte.

3. Dermed vandrer anderledes
End den store verdens flok,
Her skal kæmpes, her skal bedes,
Sagen er jo vigtig nok,

* * * * 91

Hver en lyst skal gribes an,
Hvortil nogen før var van,
At den aldrig, aldrig mere
Over sielen skal regiere.

4. JEsu fodspor er allene
Vey til himlens herlighed,
Og hvo dette ey vil mene,
Den af Gudsfrygt intet veed,
Al hans viisdom, al hans konst,
Al hans gierning er omsonst,
Vil man vey til himlen vide,
Da maa verden først til side.

5. Du maa vrie dig og vende
Her saa længe, som du vilt,
Syndens lyst maa have ende,
Ellers er Guds naade spildt.
Siger du: du veedst det grandt,
Hvem der kunde kun saa sandt,
Hen til Gud om kraft at bede!
Hand til hielpen jo er rede.

6. Kiender man, at det er nødigt,
Ret at bruge naadens tiid,
Agter det dog overflødigt
Ret at bruge al sin fliid,
Saa er det beviis derpaa,
Man kun ey for satan maa.
Skulde man ham mere lyde,
Maatte det en steen fortryde.

* * * 92

7. Op I christne! seer dog eder
Ret i denne verden for,
Vaager, sukker, banker, leder
Efter JEsu rette spor,
Gaaer i denne verden frem,
Som det ret kand sømme dem,
Der hvert øyeblik med glæde
Færdig staae for doms at træde.

8. Op I christne! samler kræfter,
Fatter mod i barm og bryst,
Ret at følge JEsum efter,
Ret at følge ham med lyst,
Holder eder til ham nær,
Faaer ham altid mere kier,
Elsker trolig eders næste,
Søger alt hverandres beste.

9. Kiender eders store vaade
I en grundig ydmyghed,
I vor Herres JEsu naade
Senker eder gandske ned,
Legger u-ophørlig vind
Paa at have JEsu sind,
Hvad han giorde, giører efter,
Hand skal give mod og kræfter.

10. Er det ikke tiid at vandre,
Evigheden er os nær,
Beder, stræber med hverandre,
At formane hver i sær,
Hid I store! hid I smaae!
Tager JEsu kors kun paa,
Følger alle, ingen svige,
Hvem der vil til himmerige.

* * *
93

Nr. 165.

Mel. Guds godhed ville vi prise.

Den onde leve-maade,
Den kiødets gamle stiil,
Om himlen og Guds naade
At bære ingen tviil,
Og dog foruden aand
Og kraft og lys saa sikker
At gaae i satans strikker,
Har taget overhaand.

2. Hver følger kun sin vane,
Som hand har vant sig til,
Den gamle Adams bane
Saa nødig slippes vil,
Vil nogen vise vey,
Det med fortred kun høres,
Om end undskyldning giøres,
Betyder det dog ney.

3. Man taler om de gamles
Maneer at vandre frem,
Man ønsker alt at samles
I døden kun med dem,
Den ene synder paa
Den anden sig beraaber,
Naar disse himlen haaber,
Vil jeg den og vel faae.

* * * 94

4. O kiere siel, som vanker
I verdens mørke om,
Og har saa ringe tanker
Om HErrens strenge dom,
O! tænk dig om engang,
Og for Guds død og smerte,
Leg denne sag paa hierte,
At evighed er lang.

5. Hvor skal jeg, vil du sige,
Den rette vey forstaae?
De lærde selv jo krige,
Og mod hverandre gaae,
Een spender buen hart
Om Christi kors at bære,
En anden veed at lære
En mildre leve-art.

6. O siel! du ey est bunden
Til nogens mund og pen,
Men selv randsag i grunden
Den vey, hvor du gaaer hen,
I JEsu fodspor maa
Dit liv og vandring være,
Saa lyder JEsu lære,
Med hannem skal du gaae.

7. Her skal dit sind forandres
I bøn og kamp og striid,
Og anderledes vandres
End hid til denne tiid.

* * * 95

Din JEsu leve-art
Guds ord jo ikke dølger,
Saa lær, at du ham følger
Oprigtig, frisk og snart.

8. See nu, hvor heel ulige
Hans levnet er med dit,
Du vil til ære stige,
I synden glædes frit,
I pragt og riigdom boe,
Hand flydde verdens ære,
Hand vilde fattig være,
Hand græd naar andre loe.

9. Den vey i synd at glædes,
Den satans egen stie,
Den vey skal ret begrædes,
Hver stund man gik deri,
Det sorte helved-trav,
Som verden lystig render,
Og sig i pølen ender,
Den vey skal skaffes af.

10. Far vel med dine gange,
Du vellyst-fulde vey!
Lad andre paa dig prange,
Jeg siger evig ney,
Din ende er for haard,
Jeg lystes ey at trine
Paa roser til den pine,
Som ingen ende faaer.

* * * 96

11. Far vel du brede stræde,
Du seer mig aldrig meer,
Bort syndig selskabs glæde,
Som i din jammer leer,
Du est mig alt for leed,
Lad andre tænke andet,
Jeg kalder dig forbandet,
Saa stor du est og bred.

12. Dig, rette vey! jeg ynder,
Som gaaer til himlens land,
Paa dig jeg nu begynder
At trine, hvad jeg kand,
At dræbe kiød og blod,
Og verdens lyst forsage;
Og har det skiønt sin plage,
Saa er dog enden god.

13. Velan I fromme hierter!
Jeg følger eders trop
Igiennem mange smerter
Til himlens glæde op,
Lad møde hvad der maa,
Det har slet ingen fare,
Naar vi den ondes snare
Kun ret forbi kand gaae.

14. O JEsu! see hvor farlig
Er vores vandrings færd,
Hielp, at vi færdes varlig,
Og vær os altid nær,
Viis os, hvordan vi skal
I dine fodspor ile,
Saa kand vi snart os hvile
I himlens brude-sal.

* * * 97

Nr. 166.

Paa sin egen Melodie.

Den snevre vey er bred nok til Guds rige,
Naar man gaaer sagte, lige, stille fort,
At hvert et trin forsigtig bliver giort,
Naar man har lært hen op at stige,
Saa er den vey og bred nok til Guds rige.

2. Vor HErres vey er fuld af lifligheder,
Naar man den har i troen rigtig kiendt,
At hiertet er til veyen trøstig vendt,
Naar man sig dertil ret bereder,
Saa er vor vey og fuld af lifligheder.

3. Hvor kand en biørn som lammet taalig være,
Den vilde ulv vil nødig lukkes ind,
Hvor kand vort kiød faae lyst til aandens sind,

* * * 98

Og himlens rette fodspor lære,
Hvor kand en biørn som lammet taalig være.

4. Du maa først aand af aand ved ordet fødes,
Saa kandst du gaae den snevre livets gang,
Men ellers er din vey forgieves trang,
Dit falske sind det først maa dødes,
Du maa først aand af aand ved ordet fødes.

5. Hvo fødselen af Christo først erlanger,
Hand følger og sin HErre trolig med,
Hand lider først hans skændsel og fortræd,
Før hand med ham i lyset pranger,
Hand fødselen af Christo først erlanger.

6. Hand bliver med ham i hans død begraven,
I graven bliver til en tiid forvart,
Staaer op, og holder saa sin himmelfart,

* * * 99

Faaer aanden, som er fæstegaven,
Naar hand er først i døden med begraven.

7. Den aand, som Christum drev, hans christne driver,
Den samme aand har altid samme skik,
De faae at gaae den samme vey hand gik,
Vel den, som det i hiertet skriver:
Den aand, som Christum drev, hans christne driver.

8. Og skal man skiønt i skarpe torne trine,
Det stød og sting kun ind i hælen gaaer,
Er lideligt, giør ingen hierte-saar,
Naar man er taalig i sin pine,
Om man end fik i helved-frygt at trine.

9. Det lette aag kand ey for haardt besvære,
Det onde sind kun derved trykkes ned,
Det tvinger kun din egenkærlighed,
Naar man forstaaer det ret at bære,
Det lette aag kand ey for haardt besvære.

10. Det lette aag kand lette vore sinde,
At hiertet sig til Gud oprette kand,
Og aanden ret faae luft i saadan stand,
At man Guds kierlighed kand finde,
Det lette aag kand lette vore sinde.

11. Hielp JEsu! dig at følge allevegne,
Du seer, jeg gaaer endnu saa skrøbelig,
O! drag mig, at jeg frisk kand følge dig,
Saa skal mig sødhed nok begegne,
Hielp JEsu! dig at følge allevegne.

* * *
100

Nr. 167.

Mel. Min siel nu lover HErren etc.

Min siel, hvo vilde være
Begierlig efter det man veed,
Der kand dig kun besnære,
Og hindre fra din salighed,
I verdens ære prange,
Som kand saa snart forgaae,
Forbandet tusind gange
Den ære kaldes maa,
Som styrter ned i pine
Og skændsel siel og krop,
Vil du til ære trine,
Saa søg til himlen op.

2. Hvad kand os vellyst nytte,
Der er saa slet og hastig endt,
Hvad kand os riigdom skytte,
Naar døden har sin bue spendt,
Min JEsu æres sæde
Har uforgænglig guld,
Af hiertens fryd og glæde
En gandske himmel fuld,
Mod hvilket verdens rige
Er kun som skum paa vand,
Kom hierte! lad os fige
Til himlens fryde-land.

3. Hvad skal vi da ey smage
For liflighed i siel og krop,
Naar disse gode dage
I evighed ey høre op,

* * * 101

For JEsu stoel at træde
I himlens blanke slot,
I JEsu sig at glæde
Er evig sødt og got,
I JEsu sig at fryde
I evig ære-stand,
Har mere at betyde,
End nogen tænke kand.

4. I JEsu har jeg mængden
Af riigdom, lystighed og pragt,
Det skal man see i længden,
Naar verden er i aske lagt,
Lad verden mig foragte,
Det intet hindre kand,
Jeg efter dig vil tragte,
Du himlens ære-stand.
Lad verden mig kun hade,
Jeg bliver JEsu troe,
Og aldrig ham vil lade,
Saa er min siel i roe.

5. Bort verden, vær forbandet
Med al den deel, dig hører til,
Min JEsum, intet andet,
Jeg til min riigdom have vil,
Lad verden mig kun træde
I spot og skændsel ned,
Min JEsus mig kand glæde
I tiid og evighed.
Og skulde jeg end smage
Her døden tusindfold,
Det kand mig intet tage,
Hist er jeg i behold.

* * * * 102

6. Det kand jeg frit bekiende,
Og glædes nat og dag dertil,
Et rige uden ende
Gud mig i himlen unde vil,
Lad verden sig fornøye
I det, som snart forgaaer,
Min krone i det høye
Alt færdig til mig staaer,
Jeg skal med Gud regnere
I evig herlighed,
Hvem vilde sørge mere,
Imens jeg dette veed?

7. O JEsu! al min glæde,
Naar kommer dog den blide stund,
At jeg derop kand træde,
Og prise dig med engle-mund,
Naar skal jeg brude-smykkes?
Naar skal den vexel skee?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faaer at see?
O! und mig snart den ære,
I frydens paradiis
Min seyers krands at bære,
Dig selv til evig priis.

Nr. 168.

Eet er nødigt, dette ene
Lær mig, Gud! at kiende ret,
Verden kand mig intet tiene,
Skiønt hun synes flin og slet,

* * * * 103

Hun er kun en byrde, som nager og plager,
Hvor sielen dog ingen ret liflighed smager,
Men faaer jeg det ene for alting kun fat,
Da bliver mig een ting for alting min skat.

2. Vil du dette ene tage,
Søg det ey paa denne jord,
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det hvor
At guddom og manddom forenet sig finde,
Og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,
Der, der er det ene nødvendige ret,
Der, der er min ene, mit alting i eet.

3. Som Mariæ hierte-rødder
Søgte denne ene skat,
Da hun sig ved JEsu fødder
Fuld af længsel havde sat,
Hans tale var liflig i hierte og øre,
Hun vilde saa gierne hans villie høre,
Hun smagte den sødhed i frelseren laae,
Hand ene for hende var alting at faae.

4. Saadan længes jeg med smerte,
Søde JEsu! efter dig,
Lad dig finde i mit hierte,
Overgiv dig dog til mig,
Og vilde end mange til verden sig vende,
Saa vil jeg dog efter dig løbe og rende,
Du haver det evige saligheds ord,
I dig al fornøyelses herlighed boer.

* * * 104

5. O! al viisdoms vælde-kilde,
Lad den trædske slange ey
Mig forføre og forvilde
Fra den rene sandheds vey,
At jeg i eenfoldig- og ydmygheds gange
Din viisdom kand søge og liflig undfange,
At kiende dig, JEsu, og have dig kier,
Saa er jeg til himlen og evighed lærd.

6. Jeg for Gud kand intet bringe
Uden dig og dine saar,
Under din forsonings vinge
Jeg for Gud frimodig staaer,
En evig retfærdighed du os fortiente,
Der pinen og døden dit hierte bespendte,
Der har jeg de klæder, der smykke mig ud,
At prange for thronen som deyligste bruud.

7. Nu saa lad mig her opvækkes
Til et helligt liv i dig,
At det onde daglig svækkes
Ved din store kraft i mig,
Thi hvad mig til gudelig vandring i livet
Kand tiene, er i dig, min JEsu, mig givet,
Riiv mig fra al kiødets forfængelig lyst,
Saa lever jeg i dig, min eneste trøst.

8. Ja! hvad skal jeg mere sige,
Her er naadens fulde flod,
Du gikst ind i himmerige
For mig eengang med dit blod,

* * * 105

Du derved en evig forløsning har funden,
Hvorved jeg er hiulpet og reddet i grunden.
Guds hierte er aabnet ved denne din gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig klang.

9. Sielen veed af ingen byrde,
Har et frit og lystigt mod,
Hun er ført af hendes hyrde
Ind i livets eng og flod,
Ey nogen forfriskning mod denne kand veye,
At have sin JEsum, ham evig at eye,
Slet intet mig glæder, og dæmper min vee,
Foruden min JEsum i troen at see.

10. Derfor JEsus hand mit ene
Og mit alting være skal,
Prøv, om jeg det ret vil mene,
Eller er blant hyklers tal,
See, om jeg mig vender i sikkerheds leye,
Og føer mig paa livets de evige veye,
At agte for skade al vellystens flok,
Og JEsum at vinde, hand eene er nok.

Nr. 169.

Mel. Den kiere solens lys og pragt.

Den vey du gikst i kors og trang,
I bøn og striid og møye,

* * * * * 106

Min JEsu! livets snevre gang,
Lad mig den kiende nøye,
U-agtet kiød og blod
Vil sette sig imod,
Jeg dog frimodig haster frem,
Og stræber kun til himlen hiem.

2. O lad mig, som dit naades kar,
Af naade overflyde,
(Den arme verden intet har,
Som sielen ret kand fryde,)
Min brudgom! føer mig ved
Din egen haand afsted,
At jeg, mit lam! dig følge maa,
Og aldrig mere stille staae.

3. Dit lys bestraale korsets dal,
Og altid for mig brænde,
At jeg fra dines lille tal
Mig aldrig lader vende,
Dig følger op og ned
Med saadan munterhed,
At du min vandring ynde maa,
Og jeg din himmel snart kand naae.

4. Hvor vil jeg glædes da engang,
Naar jeg dig troe er bleven,
At ingen møye, spot og trang
Mig har tilbage dreven,
At jeg dit ord og røst
Har ene fuldt med lyst,
Og frem for alting sat mig for,
At trine kun i dine spor.

* * * 107

5. Velan, jeg vover det derpaa,
Din tornesti jeg ynder,
Jeg veed, hvad ende det skal faae,
Som mig dit ord forkynder,
At trængsel, spee og spot
Er vey til ærens slot,
O hvad er den fornuftig dog,
Der favner dig, du søde aag!

Nr. 170.

Ach! maatte hun sin JEsum skue,
Min siel, som JEsus har saa kier,
Skiønt hun er intet mindre værd,
Og gaae fra kroppens orme-tue
Til den, som hende kraftig drager
Til sig fra denne verden op,
Med hvilken hun omsonst umager
Sit hele arme levnets lob.

2. Ach! maatte jeg hans aabne side
Saa længe kysse som jeg gad,
Og siden hvert et saar i rad,
Som hand for mig har vildet lide.
Ach! maatte jeg hans fødder favne,
Og væde med en taare-flod,
Da kunde aldrig bedre havne
Mit synd- og sorg-beklemte mod.

* * * * 108

3. Ach! lad mig med Johanne ligge
Tæt op til dit det ædle bryst,
At glemme gandske verdens lyst,
Ey meer ved hendes dør at tigge,
Som har mig hidindtil bedaaret,
At kaste hendes narverk hen,
Og vorde gandske hierte-saaret
Af længsel efter dig igien.

4. Ja, jeg maa noget større bede,
O! drag mig gandske ind i dig,
Og kom du, JEsu, selv til mig,
At jeg af dig mig lader lede,
Som det dig ene kand behage,
Ja raab og driv mig til dig ind,
At jeg ey mere seer tilbage,
Saa faaer jeg et fornøyet sind.

5. Saa vil jeg alting da forlade,
Dig følge over bierg og dal,
Ey agte hvad mig møde skal,
Mit eget liv og levnet hade,
At jeg kun vist til dig kand komme,
I hvordan det skal siden gaae,
Kun vist, kun vist med alle fromme
Engang for lammets throne staae.

*
109

8. Om Glæde i Gud.

Nr. 171.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Min JEsu, søde siele-lyst!
Hvor himler hiertet i mit bryst,
Sig selv og verden glemmer,
Naar jeg dit kys og favne-tag
Af saadan høy og himmel-smag
Udi min siel fornemmer,
Fra mig
Til dig,
Fra min møye
Til det høye
Sielen svinger
Sig ved kierlighedens vinger.

2. Hvad havde jeg for lys og fryd,
Før jeg, o alle dyders dyd!
Dit blide ansigt kiendte,
Hvor gik jeg da saa vild og blind
I alle verdens lyster ind,
Som sielens kraft forbrændte,
Af dig
Til mig
Lys og livet
Ret blev givet
Dig at kiende,
I din kierlighed at brænde.

3. Den arme verden har det skin,
Ret som de sorte helved-trin

* 110

Gav rette gode dage;
Men see, hvor snart den skygge fløy,
Da seer man, hvad det er for tøy,
Som verden kand bedrage,
Men du,
JEsu,
Til mig haver
Høye gaver,
Som mig fryder,
Naar al verdens lyst hensyder.

4. Hvo JEsum favner i sin troe,
Hand kand den anden verdens roe
Udi sit hierte smage,
Og vil hand skiønt i kors og trang
Sin naades sødhed mangen gang
For sine slet unddrage,
Er dog
Hans aag
Let at drage,
Sødt at smage,
Fuldt af glæde,
Meer end noget herresæde.

5. Og seer jeg dine veye an,
Saa veed jeg, du est aldrig van
Med alle bort at vige,
Du lukker øyet for mig til,
At det med større glæde vil
Til mig engang fremkige,

* * * 111

Naar du
Seer nu,
Jeg er rede
Kuld og hede
At fordrage,
Faaer jeg trøst igien at smage.

6. Saa skal da aldrig nogen nød,
Ey selv engang den bittre død,
Mit hierte fra dig bøye,
Jeg veed, du har mig hierte-kier,
Saa følger jeg dig uforfærd
Igiennem verdens møye,
Skik mig,
Som dig
Selv behager,
Korsets plager,
Mig at krænke,
Du skal dog vel paa mig tænke.

7. Og skal jeg ey din himmel-man,
Hvortil min arme siel er van,
I verden mere smage,
Dog trøster jeg mig vist dertil,
At mig min søde JEsus vil
I himlen favne-tage,
Saa frit,
Saa tit
Mig kun lyster,
Jeg dig kryster
Fri fra smerte
Heftig til mit bryst og hierte.

* * * 112

8. Min søde brudgom! himmel-prinds!
Jeg veed hvordan du est til sinds,
Naar tornene os støde,
Det hierte, korset legger paa,
Det samme JEsu hierte maa
Til sidst af medynk bløde,
At mit
Kors lidt
Har at sige
Mod den rige
Trøst jeg finder,
Naar du mig igien forbinder.

9. Med balsom salver du min aand,
At glæden tager overhaand
Udi mit arme hierte,
Jeg kiender korset nok, fra hvem
Det er, og hvad hand giver dem,
Som gierne lide smerte,
Desto
Meer troe
Lad mig være
Til at bære
Mine plager,
At jeg aldrig dig forsager.

10. Min troe den har en vældig haand,
Og holder dig som stærke baand,
Vil ikke gaae tilbage.
I troen kand dig ingen mig,
I troen kand mig ingen dig,
Min frelsermand, betage,

* * * 113

Ved dig
Trøstig
Synden, plagen,
Døden, dragen,
Naar hand griner,
Jeg beleer og undertriner.

Nr. 172.

O JEsu! min brudgom! livsaligste ven!
Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen,
Min nød er forsvunden,
Jeg haver dig funden,
Den lifligste time er kommen igien.

2. Jeg ligger ved JEsus hans bryster saa tæt,
Og bliver af kierlighed drukken og mæt,

* * * * 114

Med honning og sukker
For sielen hand klukker
Og giør mig mit hierte saa lystigt og let.

3. Jeg er nu ey mere, min kiereste! min,
Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din,
Din kierligheds iver
Mig fører og driver,
Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin.

4. Hvad skiøtter jeg derom, at andre de leer,
Og mine bekiendte mig sure anseer,
Bort venner og frender,
Som JEsum ey kiender,
Vi kiende og derfor hverandre ey meer.

5. Men kommer, I fromme! med glædelig røst,
Her har vi den kilde, som giver os lyst,
Op lader os siunge
Med hierte og tunge,
At hiertet kand springe i alles vort bryst.

6. Din kierlighed haver mit hierte giort saar,
Hun tænder og brænder, som luer i blaar,
Fortærer min jammer
Med hedeste flammer,
Og giver mig glæde, som ingen forstaaer.

7. Trods synden og døden og helvede med,
At nogen nu skulde mig giøre fortred,

* * * 115

Er JEsus mit hierte,
Hvad skulde mig smerte,
Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd?

8. Bort scepter og krone, I gielde ey meer!
Bort riigdommens prangen med glimrende leer!
Min riigdom og ære
Min JEsus skal være,
Alt andet jeg ikkun for skygger anseer.

9. Naar skal jeg al verden dog sige god nat,
Mit hierte af livet er mere end sat,
Naar faaer jeg den glæde
For thronen at træde,
Dig evig at prise, min yndigste skat!

9. Om Taalmodighed.

Nr. 173.

Mel. Fra Gud vil jeg ey vige etc.

Taalmodighed behøves,
Naar troe og haabet skal
Ved megen trængsel prøves
I denne jammerdal,
Du Guds udvalde flok!
Taalmodighed maa læres,
Om kronen der skal bæres,
Det kand ey siges nok.

2. Taalmodighed er ikke
For kiødet angenem,

* * * * 116

Hun veed sig ey at skikke,
Naar riset kommer frem,
Man har frimodighed
I fred og gode dage,
Men kommer kors og plage,
Da synker modet ned.

3. Taalmodighed at lære
Er ey saa let en sag,
Man vil en christen være,
Men i sin gode mag,
Da Gud det dog saa klart
Udi sit ord forkynder,
Jeg straffer den jeg ynder,
Hand bliver aldrig spart.

4. Taalmodigheden gives
Af Gud den Hellig Aand,
Naar hiertet ret oplives
I hans forenings baand,
Den søde himmel-giest
Formilder vores plage
Og vender kiødets klage
Til aandens fryde-test.

5. Taalmodigheden tændes
I troen til Guds ord,
Naar HErrens naade kiendes
Mod dem, som paa ham troer,
For sielens faste borg,
At man sig overlader,
Og lader Gud vor fader
Kun bære al vor sorg.

* 117

6. Taalmodigheden helder
Sig op til Christi blod,
Naar satan sig anmelder,
Saa fatter hun et mod,
Ey! tænker hun, hvad vil
Den knuste slange giøre,
Trods, at hand mig skal røre!
Jeg hører JEsum til.

7. Taalmodighed er stille,
Naar ingen hielp hun seer,
Og tænker: HErrens ville
Dog aldrig ilde skeer,
Hun tænker, lad det gaae,
Hvem kand sig mod ham sperre,
Er hand dog husets herre,
Hans ville gielde maa.

8. Taalmodighed kand bie,
Naar tiden bliver lang,
Fordriver hendes svie
Med en spadsere-gang
I ordets urtegaard
Med sang og dybe sukke,
Der kand hun urter plukke
Mod alle hendes saar.

9. Taalmodighed er rede
At følge HErrens bud,
Kand taale andres vrede,
Og glæde sig i Gud,
Lad fnyse, hvem der vil,
Jeg bliver ey til skamme,

* * * 118

Gud skal vel alting ramme,
Naar hannem synes til.

10. Taalmodigheden viger
Ey fra vor HErre bort,
Skiønt korset daglig stiger,
Og alting bliver sort,
Hun tænker: frisk deran!
Med Gud jeg alting vover,
Og ham i korset lover,
Saa smager det som man.

11. Taalmodighed forlænger
De frommes leve-aar,
I det, hvad hiertet trænger,
Hun bort af sindet slaaer,
Hun er et kaabberskiold
For alle frommes hierter,
At ingen vee og smerter
Kand bryde ind med vold.

12. Taalmodigheden glæder,
Giør sielen fryde-fuld,
Hun gaaer i brude-klæder
Med kronen paa af guld
Og palme-green i haand,
Som frygten har til fange,
Som trøster alle bange,
Og løser alle baand.

* * * 119

13. Taalmodighed jeg ærer,
Og lyder hendes bud,
En kierlighed jeg bærer
Til hende, som en bruud.
Gud giv taalmodighed,
Saa vil jeg intet mere
Paa denne jord begiere,
Det er mit øye-meed!

14. Taalmodighed jeg leder
I bønnen stedse om,
I hvad jeg ellers beder,
Er det min hovedsum,
Og naar jeg skal engang
Fra denne jord mig vende,
Da giv en taalig ende
Paa al min verdens trang.

Nr. 174.

Mel. Som en Hiort med etc.

Vær i korset troe og stille,
Tænk, hvad JEsus for dig leed,
Lad dig ingen jammer skille
Fra hans store kierlighed,
Tænk, hvor mangen vey hand gik,
Før hand dig tilbage fik,
Da du fra ham vendte hiertet,
Om det ikke ham har smertet.

2. Vær dog troe i troens stride,
Uforandret, uforsagt,

14, 7: en] et FJ1; taalig] taalligt F, taaligt J1.

* * * * 120

Fast paa JEsum kun at lide,
At du fra den visse pagt,
Som du har i daaben giort,
Aldrig, aldrig viger bort,
Men beflitter alle dage
Dig, din JEsu at behage.

3. Vær dog troe i kierligheden
Til din Gud af gandske siel,
Elsk din fiende, og i steden
For hans vrede und ham vel,
Tænk, hvor JEsus bad for dem,
Som ham piinte hvert et lem,
Saadan maa du ogsaa blive,
Skal Gud dig din synd tilgive.

4. Vær dog troe i haab at vinde,
Kandst du ingen udgang see,
Gud kand snart et middel finde
Til at ende al din vee,
Haab kun stadig, Gud er her,
Som dig har af hiertet kier,
Haab, at Gud din sag vil fremme,
Haabet skal dig ey beskæmme.

5. Vær dog troe i dødens dale,
Er det dog den sidste striid,
Er det dog saa kort en dvale
Og saa stor en seyers tiid;
Hvo med Gud i kampen gaaer,
Og med Jakob mandig staaer,
Hand en evig seyer vinder,
Og den skiønne krone finder.

* * * 121

6. Vær dog troe til sidste ende,
Føer til seyren hver en kamp,
Lad det bide, lad det brænde,
Lad det koste sveed og damp,
Er dog al vor trængsel her
Ikke herligheden værd,
Som dig JEsus hisset giver,
Naar du hans medarving bliver.

7. Nu vel an, saa vil jeg lide,
Troe og elsk' og haabe fast,
JEsus hielper mig at stride,
Aldrig har hand den forkast,
Som i korset holder fod,
Og paa ham sig fast forlod,
Ham vil jeg mig overgive,
Hand skal al min nød fordrive.

10. Om Hiertets Opofrelse til Gud.

Nr. 175.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

Du skenker mig dig selv, du selv min deel vil være,
Min JEsu! ach hvad skal jeg dig igien forære?
Alt hvad jeg er og har, for intet regnes kand,
Alt hvad jeg kand og veed, det veyer ey et grand.

2. Du skenker mig dig selv, o soel! min siel at glæde,
Bort sorg! hvor kand jeg nu bedrøvet gaae og græde,
Thi JEsus skinner nu saa deylig i mit bryst,
Og fylder hiertet med sit klare lys og lyst.

* * * * 122

3. Du skenker mig dig selv, o manna! mig at føde,
Min siel er fuld, som før var hungrig, tom og øde,
Nu kand jeg giøre mig til gode i min siel,
O man! hvad smager du mig dog saa sød og vel!

4. Du skenker mig dig selv, o klare livets kilde!
Det søde himmel-vand kand al min tørst formilde,
Naar jeg er fuld af sorg, og verdens trøst er suur,
Saa er den kilde sød, livsalig, reen og puur.

5. Du skenker mig dig selv, o rose! mig at pryde,
Du rare rosmarin kand siel og hierte fryde,
Din rene manddoms vext er aandens liv og lugt,
Jeg finder paradiis i dine læbers frugt.

6. Du skenker mig dig selv, o du mit hiertes hierte,
Min siel sig aabner vidt med tusind længsels smerte,
At blive fyldt af dig, dig gandske tage ind,
O store gave! bliv mig altid i mit sind.

7. Tag dog til takke med det jeg igien kand føre,
Alt det, som i mig er, begynder sig at røre
Og vil dig ofres op, min leylighed du seer,
Tag mig saadan jeg er, jeg har jo intet meer.

8. Mit øye skal du faae, som sig i dig forlyster,
Min troe, som sig ved dig til himlen fast fortrøster,

* * * 123

At du paa jorden komst til mig fra faders stoel,
Og jeg til evig tiid skal see dig der, min soel!

9. Min mund jeg skenker dig, din kierlighed at smage,
Hvorved mit kiød og blod du vilde paa dig tage,
Fyld med din kierlighed mit hierte nat og dag,
Saa er al verden mask for sielens himmel-smag.

10. Jeg skenker dig min lyst, begierlighed og ville,
At hende intet fra din kierlighed skal skille,
Kun du, Immanuel! livs-kilde! Gud og mand,
Al min begierlighed og længsel fylde kand.

11. Mit hierte vil jeg dig til evigt offer bære,
Der har du det, men du skal selv mit hierte være,
Din aabne sides saar jeg søger som en bie,
Saa har jeg hierte nok at døe og leve i.

12. Min siel jeg skenker dig, o brudgom, jeg er bruden,
Jeg vilde heller døe, end leve dig foruden,
Jeg lever, ikke jeg, du lever selv i mig,
Og hvad jeg lever, det jeg lever glad i dig.

13. Forsmaa mig ikke, o min hiertens lyst og krone!
Min manna! livets soel og milde naade-throne!
Skift med mig, giv mig dig, og tag hvad jeg formaaer,
Saa har jeg alting, dig, du mig og intet faaer.

* * *
124

Nr. 176.

JEsum, JEsum, JEsum sigter
Al mit hiertes ønske til,
Og sig hermed stærk forpligter,
At jeg vil hvad JEsus vil;
Hiertet, i ham glad og mildt,
Raaber: Herre, som du vilt.

2. Hand den ene er og bliver,
Som jeg elsker idelig,
JEsus er det, som jeg giver,
Hvad hand haver givet mig,
Har dit blod Guds vrede stilt,
O! saa føer mig som du vilt.

3. Synes noget mig at nytte,
Og dog ey behager dig,
O saa lad det fra mig flytte,
Giv kun hvad der tiener mig,
Alt det andet er kun spildt,
Giv mig dig, og hvad du vilt.

4. O! fuldføer din gode ville
I, hos, ved mig nat og dag,
Saa skal ingen nød mig skille
Fra at elske dit behag,
Hiertet føre dette skildt
Midt i døden: som du vilt.

* * * 125

5. JEsu, det er meer end meget,
At jeg dig til gave fik,
Tag mit hierte som dit eget,
Set det ret i stiil og skik,
At det altid frisk og mildt
Raaber: JEsu! som du vilt.

Nr. 177.

Allerstørste præst, som dig
Har opofret selv for mig,
Und mit hierte og den ære,
Evig dig at ofret være.

2. Hvad du ikke selv har giort,
Syntes det end meer end stort,
Gud det ey vil see og høre,
Du maat selv vort offer giøre.

3. Derfor slagt og offer op
Sands og ville, siel og krop,
Riv mit hierte af mit hierte,
Koster det end tusind smerte!

4. Ilden paa dit alter tænd,
Og mig slet til aske brænd,
O! at jeg aldeles kunde
Brændes op, og gaae til grunde.

* * * * * 126

5. Dog det lykkes skal ved dig,
Milde JEsu! hielp kun mig,
At jeg og kand her i live,
Gud et helligt offer blive.

Nr. 178.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

JEsu, du min lyst i live,
Al min længsel, skat og deel!
Dig jeg mig igien vil give
Saadan som jeg er, saa heel,
Jeg med alt, hvad jeg formaaer,
Dig at ofres færdig staaer,
Din liv-egen svend at være
Kalder jeg min største ære.

2. Vil du først mit hierte tage,
Nu vel an, der er det da,
Ingen velstand eller plage
Skal dig dette tage fra,
Aldrig skal det hede mit,
Hiertet skal kun være dit,
Dig til døden troe forblive,
Elske dig i død og live.

3. Dig jeg mine øyne skenker,
De skal udi fryd og vee,
Hvad jeg taler, giør og tænker,
Efter dig allene see,

* * * 127

Du skal nok, jeg kiender dig,
See, at intet fattes mig,
Du, mit øyes lys og øye,
Skal mit hierte nok fornøye.

4. Dig opofrer jeg mit øre,
Hvor jeg er paa denne jord,
Alt at elske, lyde, giøre
Hvad du siger i dit ord,
Dig opofrer jeg min mund,
At hun baade tiid og stund
Dine naaders lyst og ynde
Skal med fryde-sang forkynde.

5. Mine hænder vil jeg give
Dig, min søde frelsermand!
Det at give, tage, drive,
Som kun dig behage kand,
Gaaer jeg, da skal hvert et skrit,
Søde JEsu, være dit,
Al min vey og gang skal være,
Milde frelser! dig til ære.

6. Endelig vil jeg dig give
Al den deel jeg er og har,
Lad det dit saaledes blive,
Som det mit ey mere var,
Leg det i din favn og skiød,
Giem det vel i nød og død,
Brug det til din priis og ære,
Din allene vil jeg være.

* * *
128

11. Om Hiertets Overladenhed og Hengivenhed i Guds Villie.

Nr. 179.

Mel. Min JEsu, mit Lives livsaligste etc.

Vær trøstig mit hierte, bedrøv dig ey meer,
Tænk, at dig til beste dog alle ting skeer,
Vil Gud det forordne,
Lad lyne og tordne,
Saa kommer dog solen omsider igien,
Kun derfor frimodig, og sorgen kast hen.

2. Man vinder dog intet med suk og med sorg,
Til freds sig at give er tryggeste borg,
At lade sig nøye,
Som Gud det vil føye,
Det kalder man himlen paa jorden med skiel,
Thi hvad Gud behager, det tiener os vel.

3. Hengivenhed deri allene bestaaer,
At man er fornøyet, hvorledes det gaaer,
I medgang og glæde
Tør mangen fremtræde,
Og tale om altid frimodig i Gud,
Vær ogsaa fornøyet, naar glæden gaaer ud.

4. Fornøyelses riigdom er bedre end guld
Og krone af perler og demanter fuld,
En himmel hand finder
Paa jorden, som vinder,
Og tapper i striden og prøven bestaaer,
Hengivenhed vinder og alting formaaer.

* * * * 129

5. Gud lade os finde hengivenheds slot,
Hvad HErren os giver, at holde for got,
Den hylen og klagen
Giør intet til sagen,
Man svækker sin sundhed og piner sin siel,
Vær glad i vor HErre, og troe ham kun vel.

6. Vel! jeg er i JEsu fornøyet og froe,
I trængsel og glæde hand bliver min roe,
Hvad ham kun behager
Jeg gierne antager,
Hand veed hvad mig tiener, og søger min fred,
Thi er jeg frimodig, og bliver derved.

Nr. 180.

Mel. Nu rinder Solen op.

Sielen.

Lær mig, hvordan jeg skal dig, JEsu, finde,
Hvordan jeg mig ved dig kand overvinde,
Fra, hvad mit eget er, forløst at blive,
Og hvad sig søger selv, at overgive.

JEsus.

2. Stat i hengivenhed opofret stille,
Og efterlev med fliid min gode ville,
Dig overgiv mig plat i fryd og plage,
At intet dig formaaer fra mig at drage.

Sielen.

3. Hvor kand jeg arme orm saaledes blive?
Hvor kand jeg mig saa plat dig overgive?

* * * * 130

Som allevegne dog saa meget finder,
Der giør mig i mit løb saa stor en hinder.

JEsus.

4. Din ville skal du mig til offer bære,
Min ville skal din roe allene være,
Din siel du grundig ned i mig skal senke,
Saa har jeg dig i mig stor kraft at skenke.

Sielen.

5. Naar jeg saaledes, dig hengiven, lever,
Og over alting, som i luften, svever,
Hvorledes skal jeg det saa siden giøre,
At du dit billed kandst i sielen føre?

JEsus.

6. Lad hiertets grund af Gud først ret beredes,
Og fra dig selv gak ud, af ham at ledes,
Behold dig intet for i nogen maade,
Som ikke virkes af min kraft og naade.

Sielen.

7. Hvad skal jeg siden da i mig fornemme,
Naar jeg er hos mig selv som ikke hiemme?
Skal jeg da ikke snart dig i mig finde,
At du med mig dig vil ret nær forbinde?

JEsus.

8. Naar jeg til saadan stand vil veyen bane,
Da har jeg mestendeels den viis og vane,
Alt hvad jeg givet har, jeg fra dig tager,
Saa staaer du raadvild der i alle sager.

* * * 131

9. Da lærer du dig selv først ret at kiende,
Da har din egen trøst og hielp en ende,
Da seer du, hvad du jord og støv udretter,
Naar Gud kun lidt sin hielp til side setter.

10. Da vil hengivenhed først ret oprinde,
Naar du ey trøst, ey hielp, ey Gud kand finde,
Naar jeg dig al din roe og raad betager,
Mig selv med al min trøst dig slet unddrager.

11. Naar du den mørkhed har i dig fornommen,
Har slidt dig fra dig selv, og est undkommen,
Har midt i største kamp, blant tusind pile,
Dog i min ville lært din siel at hvile.

12. Saa kand du mig igien, min rose! finde,
Saa kand du dig ved mig ret overvinde,
At egensindighed i graven segner
Med al den deel man høyt i verden regner.

Sielen.

13. O JEsu! lær mig, at jeg ret dig favner,
Forkaster verden heel, som jord og avner,
At jeg, om aaben stod Guds himles sæde,
Dog uden dig derind ey vilde træde.

JEsus.

14. Følg du kun efter mig, min bruud og due,
Saa skal du i mig stor forundring skue,

* * * 132

Kast dig kun for min fod, og lad mig raade,
Saa skal du blive fuld af kraft og naade.

Sielen.

15. Jeg legger mig da ned i haabet stille,
Og venter, hvad der er din gode ville,
Døe vil jeg fra mig selv og alle gaver,
Nok, naar jeg kun min Gud allene haver.

Nr. 181.

Sørger du endnu min siel?
O nu, hvortil tiener sorgen,
Troe dog, JEsus vil dig vel,
Skiønt hans raad dig er forborgen,
Ach! hvor ofte har hans magt
Roser ud af torne bragt.

2. Kast kun anker, her er grund,
Det er got paa Gud at bygge,
Har du trang en liden stund,
O! det er dog kun en skygge,
Korset er en overgang,
Glæden bliver evig lang.

3. Christi vey er altid god,
Ret og rigtig nok befunden,
Som sig haver med sit blod
Til din frelse høyt forbunden,
Troe dog da, at det er sandt,
Mens du har saa stort et pant.

* * * * * 133

4. JEsus giver fryd og graad,
Og er ingen slumpe-lykke,
Men vor HErres vise raad,
Lad det da dig ey mistykke,
Bie og tie i bøn og troe,
Det skal give sielen roe.

5. Vist er veyen tung og trang
Til at vandre for de fromme,
Skal vi blive fri engang,
Faae vi jo den vey at komme,
Giennem ørken skal vi gaae,
Saa er Canaan at faae.

6. Derop da, mit bange sind!
Hvor man seyers krandse finder,
Og kun frisk i kampen ind,
Det har ingen nød, jeg vinder,
Thi jeg er jo, JEsu! din,
Saa est du og himlen min.

12. Om Sielens Roe og Hvile i GUd.

Nr. 182.

Stille er min siel til GUd,
Til min GUd, som hielpe kand,
Verdens trøst kand snart gaae ud,
Flyder hastig bort som vand,
Løb, min siel, fra hendes boe,
Træng dig ind til GUd i roe.

* * * * * 134

2. Tordner det af verdens skye,
Oven til er luften klar,
Hos vor HErre er der lye,
Himlen ingen torden har,
Sindet maa til himlen gaae,
Der er fred og roe at faae.

3. Er samvittigheden fri,
Saa lad verden snakke hen,
Det er i en hast forbi,
Nok, naar JEsus er din ven,
Verdens had og verdens gunst,
Er dog begge kun en dunst.

4. Frygter du for hver en vind,
Dermed legger du et aag
Paa dit nok beklemte sind,
Da dit arme hierte dog
Saadan verdens plagerie
Kunde rigtig gaae forbi.

5. Kunde noget hende sig,
Som din fromme fader saae,
At det vilde skade dig,
Maatte du vel bange gaae,
Men du veedst: dig intet skeer,
Som dig GUd ey tienligt seer.

6. Ind i JEsu favn dig giv,
Hand skal dig ey slenge hen
Satan til en tiids-fordriv,
Ney! hand er for troe en ven,
Lad det storme som det kand,
Du skal komme vel til land.

* * *
135

Nr. 183.

Min nok beklemte aand!
Kast bort din trængsels baand,
Og stræb at være stille,
At din forstrødde ville
Gaaer fiendens list forbi,
Du kandst i sorgens vinde
Den sagte lyd ey finde,
Som JEsus hviler i.

2. Forlad al verdens rund
Og ind i sielens grund
Med alle dine tanker,
At de sig der kun sanker,
Og hold dit hierte tys
I stille længsels miner,
Til JEsus selv fremtriner,
Og giver sielen kys.

* * * 136

3. Bort egensindighed,
Som ingen udgang veed,
Bort onde grillers pile,
Som taale ingen hvile
Udi mit arme sind,
Bort alle lysters vinde,
Som sprede mine sinde
I hele verden ind.

4. Det er det, maa du troe,
Som hindrer dig din roe,
Saa længe sielens kræfter
Ved verdens torne hefter,
Som aldrig hvile gav,
Du faaer i verden ude
Ey mere hvile-pude,
End paa det vilde hav.

5. Ind i sin siel man maa
Med sielens kræfter gaae,
Sig selv og verden glemme,
Saa ere vi først hiemme,
Thi ellers findes her
Ey saadan stille bolig,
At sielen gandske rolig
Sig skulde finde der.

6. Saa striid, og overvind
Dit egensindigt sind,

* * * 137

Og holder hun dig bunden,
Saa stræb des meer, i grunden
At trænge ind til Gud,
Men lad dig ikke tvinge,
Før alle lenker springe,
At du kandst slippe ud.

7. Saa skal du under see,
Saa skal det snarlig skee,
At du foruden hinder
Udi dit hierte finder
Din kampes søde frugt,
At sielen ret kand smile
I JEsu vunders hvile,
Naar hendes tørst er slukt.

8. Da har man ingen trang,
Da agtes ey engang
De onde flyve-tanker,
Man ligger da for anker
I JEsu naades havn,
Hvad skulde kunde qvæle
De himmel-givne siele,
Som JEsus har i favn?

9. Da fattes ingen trøst,
Thi sielen idel lyst,
Saa tit hun selv behager,
I JEsu sødhed smager,
Her findes ingen brand
Af bitterhed og vrede,

* * * 138

Thi al den deel er rede,
Som kun fornøye kand.

10. O! hvilken høytids-dag,
O! hvilken liflig smag,
O! hvilken mad at æde,
O! hvilket herre-sæde
Er sielens roe i Gud,
Den rette leve-maade,
Den største siele-baade,
Et dagligt giestebud.

11. Naar sig en syndig lyst
Vil melde i dit bryst,
Samvittigheden trykker,
Og satan mod dig rykker
Med al sin helved-flok,
Har du kun skiult din ville
I det forønskte stille,
Saa kæmper sielen nok.

12. Hvor sikker kandst du boe
I saadan stille roe,
Hvor HErrens fred bevarer
Fra alle synde-snarer
Dit indelukte sind,
I JEsu roe og vunder,
Som verden ey begrunder,
Lad dig kun gandske ind.

* * * 139

13. Hvo før var kold og dovn,
Den hedes som en ovn,
Jo meer man frihed kiender,
Jo mere hiertet brænder
Til JEsum dag fra dag,
Naar de udmatted sinde
Alt meer og mere finde
Hans søde manna-smag.

14. Saa vil jeg løbe fra
Mig selv og verden da,
Ved JEsum roe erlange,
Og ikke gaae en fange
Af sindets gøgle-spil,
Saa gaaer jeg fri i sinde,
Og lykkelig vil finde
Det maal, jeg sigter til.

Nr. 184.

Roe er sielens beste skat,
Som der findes kand,
Hvo sig ret i Gud har sat,
Har en himmel-stand,
Det skal du troe:
Her og der er ingen roe,
Hen til Gud, i ham at boe,
Gud er vor roe.

* * * * 140

2. Roe vel alle ønske sig,
Meest et christen sind,
O min siel! opmuntre dig,
Træng med magt derind,
Det giør dig froe:
Her og der etc.

3. Roe er ey i verdens land,
Lyst er hendes sæd,
Hvoraf hun kun høste kand
Jammer og fortred
Til hendes loe:
Her og der etc.

4. Roe er ey i ære-stand,
Verdens lyst er last,
Riigdom veyer ey et grand,
Svinder i en hast,
En raadden broe:
Her og der etc.

5. Roe allene give kand
Guds eenbaarne søn,
Hand er det forjætte land
For Israels kiøn,
Hand raaber jo:
Her og der etc.

6. Roe er her hos mig at faae,
Kommer alle mand,
Hid I store og I smaa;
Her er livets vand

* * * 141

Og got at boe:
Her og der etc.

7. Roe jeg giver alle nok,
Som kun til mig flye,
Hid du arme vilde flok,
Her er roe og lye,
Kun hid, og troe:
Her og der etc.

8. Roe er alle tider sød
Den, hvis hierte hart
Er bespendt i siele-nød,
Ængstes, som det snart
Vil gaae i to:
Her og der etc.

9. Roe giør sindet glad igien,
Giver hiertet mod,
Skiønt det vilde smelte hen
I en jammers flod,
Kun frisk og fro:
Her og der etc.

10. Roe for intet byder frem
JEsu søde mund,
Hand har nok at give dem
Ret af hiertens grund,
Vor A og O:
Her og der etc.

11. Roe hand villig deler ud
Til enhver i sær,
Favner sielen som en bruud,

* * * 142

Der vil komme nær
Til ham i troe:
Her og der etc.

12. Roe er som en rosen-knop,
Troen hendes rod,
Roe forfrisker siel og krop,
Giver lyst og mod,
Hvor hun maa groe:
Her og der etc.

13. Roe har meest dog overhaand
I et lydigt sind,
En i Gud bekræftet aand
Agter ingen vind,
Men gaaer for to:
Her og der etc.

14. Roe og taal hinanden maa
Følge allesteds,
Den, som ingen modgang saae,
Aldrig var til freds,
Om hand end loe:
Her og der etc.

15. Roe hand har, som Christi aag
Bærer glædelig,
Trykker det, hand ønsker dog
Ingenlunde sig
Derfra at snoe:
Her og der etc.

16. Roe er hvor man setter sig
Ved sin JEsu fod,
Merker vel, og idelig

* 143

Øver sig i bod
Og hiertens troe:
Her og der etc.

17. Roe foruden ydmyghed
Aldrig kand bestaae,
Hvad der ikke dybt vil ned,
Ingen rod kand faae,
Kand ikke groe:
Her og der etc.

18. Roe og kierlighed kand ey
Nogen skille ad,
Kierlighed er just den vey
Man kand vandre glad
I brude-skoe:
Her og der etc.

19. Roe, kun kort at sige, veed
Aldrig noget sind,
Som i JEsu kierlighed
Ey vil trænge ind
Med bøn og troe,
Her og der er ingen roe,
Hen til Gud, i ham at boe,
Gud er vor roe.

* * *
144

13. Om den almindelige og broderlige kierlighed.

Nr. 185.

Mel. Fryd dig du Christi bruud.

Den ypperligste vey
For bruden, som vil ey
I verden gaae i blinde,
Men JEsu fodspor finde,
Er stierne-lys at prange
I kærlighedens gange.

2. Thi om du kunde end
Som høy oplyste mænd,
Ja som en engel tale,
Er kierlighed i dvale,

* * * * * 145

Da er din troe ey andet,
End boblerne paa vandet.

3. Som bieldens stærke klang
Og liflig klokke-sang
Bevæger dem, som høre,
Har selv dog ingen øre,
Saa lidt din tale gavner,
Som kierligheden savner.

4. Og havde du forstand
Saa dyb, som havets vand,
Ja troe, at kunde fælde
De allerstørste fielde,
Det dog for intet skattes,
Hvor kierligheden fattes.

5. Ja var den deel du har,
Som verdens sand, saa svar,
Og du det give vilde
Til dem, som lide ilde,
Det ingen gavn dig giorte,
Naar kierlighed var borte.

6. Om nogen skiønt frembød
Sig til en blodig død,
Til øxe, baal og strikke,
Var kierlighed der ikke,
Hans pine var tilhaabe
Ey værd en regne-draabe.

* * * 146

7. Den sande kierlighed
Af ingen vrede veed,
Vil gierne ringe være,
Kand dog de svage bære,
Er nidkier, sterk og vældig,
Dog taalig og lemfældig.

8. Uskikkeligheds stie
Gaaer kierlighed forbi,
Hun søger ey sit eget,
Forbittres ey, hvor meget
Man hende slaaer og plager,
Hun efter fred kun jager.

9. Hun glædes ikke, naar
Hun seer det ilde gaaer,
Men merker hun, hvorledes
GUds rige vidt udbredes,
At mange blive gode,
Da er hun vel til mode.

10. Hun haaber alle ting,
Hun taaler alle sting,
Hun troer, naar alle truer,
Hun slykker alle luer,
Hun kand sit scepter bære,
Dog hver mands skovisk være.

* * * 147

11. Den sande kierlighed
Af ingen ende veed,
Naar troe og haab er omme,
At vi til himlen komme,
Skal kierligheden brænde
Først ret og uden ende.

12. O JEsu! lad mig saa
Din kierlighed forstaae,
At hvad jeg foretager,
Af kierligheden smager,
At alt mit liv maa være
Din kierlighed til ære.

Nr. 186.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

Skal kierlighed sin prøve staae,
Da maa hun til din fiende naae,
At du est mild naar hand er vreed,
Det er en christen kierlighed.

* * * * 148

2. Den lærdom er saa beesk og suur,
Som døden selv, for vor natur,
Det synes alt for tungt og svart
For Adams flinte-haarde art.

3. Dog gielder her slet ingen ney,
Saa sandt du vil den rette vey,
At elske dem, som elske dig,
Det kand en hedning magelig.

4. Men JEsus taler rene ord,
Som dog saa faa i verden troer,
Undskyldning gielder ikke her,
Din fiende skal du have kier.

5. Er hand forbittret, suur og vild,
Saa skal du være from og mild,
Vil hand dig giøre vee og spot,
Du skal betale ham med got.

6. Du tænker: det kand aldrig skee,
At elske dem, som os belee,
At kunde vilde den saa vel,
Som vil os gierne slaae ihiel.

7. Ja! see vi til vor egen magt,
Da er man let i harnisk bragt,
Og finder ingen kraft imod
Den gamle Adams olme blod.

8. Lad hiertet komme ind i bod,
Og smelte hen i JEsu blod,

* * * 149

Da bliver Christi milde sind
I sielen deylig prentet ind.

9. Naar vi ved troens lys og brand
Vor JEsu hierte finde kand,
At hand for sine mordre bad,
Da de kun stod, og loe derad.

10. Naar vi betænke, hvor hand gik,
Vor siele-hyrde, før hand fik
Os ud af dødens fare rykt,
Hvor tidt og længe hand har søgt.

11. Naar vi besee i hiertens grund
De mange svare syndens pund,
Som GUd saa gierne os forlod
For JEsu pine, død og blod.

12. Naar aanden giør os dette klart,
Da tændes udi sielen snart
Den stærke kierlighedens brand,
At man sin fiende elske kand.

13. Saa lue-stærk er kierlighed,
Hun slaaer al verdens aske ned,
Og drager sielen ind til GUd,
Da lære vi det femte bud.

14. Vil nogen sige da: jeg kand
Ey elske ret min avindsmand,

* * * 150

Hand vidner, at hand ey forstaaer
Hvad JEsu kierlighed formaaer.

15. Men siger du: jeg gierne vil,
Men finder ingen kraft dertil,
Da løb til JEsu vunder hen,
Saa tændes kierlighed igien.

16. At man saa lidt i verden veed
Af JEsu søde kierlighed,
Det volder, at den bittre aand
Saa stærk har taget overhaand.

17. O lad mig hiertens inderlig,
Min søde JEsu! elske dig,
Og komme dine vunder nær,
Saa faaer jeg nok min fiende kier.

Nr. 187.

Mel. Jeg løfter høyt op Øyne mine.

Hvor seer det ud i verdens ørk,
Hvad er hun fæl og suur og mørk,
Had, vrede og misundelse
Har dekket verden, som en snee,
Man neppe meer at nævne veed
Den broderlige kierlighed.

* * * 151

2. Hvad er dog bitterhed gemeen?
Hvad er det rart at finde een,
Som ey er paa en anden vred,
Dog tør i slig u-enighed
Sig rose af GUds naades favn,
Og trodse paa sit christen navn.

3. Hvem troer dog JEsu egne ord?
At had i hiertet er et mord,
At den, som ey tilgive vil,
Kand aldrig høre JEsum til,
At man sin fiende sette skal
Blant sine kiere venners tal.

4. Da det er nu saaledes fat
Blant denne verdens torn og krat,
Saa har dog GUd i himlen her
Paa jorden dem, som har ham kier,
Et Gosen i Ægypti land,
Som intet mørke dæmpe kand.

5. Det er GUds sande Israel,
Som baade troer og lever vel,
En slægt af GUd ved ordet fød,
En deylig bruud i naadens skiød,

* * * 152

Paa jorden en forborgen skat,
Og dog et lys i verdens nat.

6. Det er GUds egen slægt og art,
Som ikke agte det for svart,
At giøre deres fiender got,
Og gierne derfor lide spot,
Thi kierlighed er just den stie,
Som de med JEsu vandre i.

7. Men det er ret det tegn, hvorpaa
De ufeylbarlig kiendes maae,
At de indbyrdes og i sær
Hverandre have hierte-kier,
Paa dette visse merke man
Vor JEsu brødre kiende kand.

8. Man føler vel det onde sind,
Men dæmper det, og trænger ind
I JEsu søde kierlighed,
Saa synker hiertets taage ned,
At mellem dem jo meer og meer
I GUd en nær foreening skeer.

9. Hver green af JEsu har sin kraft,
Dog ikke lige megen saft,
Som forskiel er paa sted og tiid,
Paa hvers forfarenhed og fliid,
Dog ere alle eet i GUd,
Og følge kierlighedens bud.

* * * 153

10. I bygning settes steen paa steen,
De blive alle som til een,
De store jevnes med de smaa,
At de mod ild og vand bestaae,
Saa samles alle frommes sind,
Og vies til GUds tempel ind.

11. De sterke med de svage gaae,
De rige med de arme staae,
Forfarne med lemfældighed
Veyvise den, som lidet veed,
At alting passer sig saa net,
Naar alles kræfter samles ret.

12. Naar dette himmel-sterke baand
I verden tager overhaand,
Da voxer kierlighed til GUd,
Da bredes JEsu rige ud,
Og drager daglig andres sind
I dette himmel-selskab ind.

13. Des mindre tør man undre paa,
At satan derimod vil staae,
Faar kierlighed først saadan magt,
Saa er hans rige alt for svagt,
Saa vil hans hierte sprekke ved,
At see GUds kirkes søde fred.

14. Da samler hand sin hele magt
Af vold og løgne og foragt,
Bevæger al den deel hand kand,
At saae fortred og misforstand
Iblant GUds Søns udvalde flok,
Saa veed hand, hand har vunden nok.

* * * 154

15. I da, som føre HErrens sværd,
Staaer sammen, ach! staaer sammen nær,
Forbindes ret i kierlighed,
Og tænker paa vor daabes eed,
Det er den allerstørste sag,
Saa har alt fienden tabt sit slag.

16. Forbinder eder nær i GUd,
Og tænker paa det søde bud,
Som JEsus har os alle sagt,
Og hver i sær paa hiertet lagt,
At hvo der er i eders tal
Af kierligheden kiendes skal.

17. O JEsu, du, som kom herned,
At stifte fred og kierlighed,
Udbred dit rige vidt og bredt,
Forbind os alle ret til eet,
At vi med dig og dine maae
Til evig tiid i samfund staae.

Nr. 188.

I HErrens udvalde, som hellighed øve,
Hvor staaer det med kierligheds vigtige prøve?
Staae I ret forbundne ved eenigheds aand?
Har intet forvirret det liflige baand?
Vor fader i himlen kand hierterne kiende,
Hvor kierlighed fattes, har troen en ende,
Den høyestes flamme bør himmel-høyt brænde. :,:

* * * * * 155

2. Saa snart vi er' oven fra fødde og baarne,
Af JEsu vi ere til brødre udkaarne,
Een fader, een troe og een aand og een daab,
Een vey til at vandre, et eneste haab
Kand brødrenes hierter aldeles forbinde,
Vi kunde ey andet end kierlighed finde,
Mistanke, had, vrede og tvedragt maa svinde :,:

3. Vor moder her oven til mener det samme,
Og favner os alle i kierligheds flamme,
Paa høyhed i verden her bliver ey seet,
Thi samlingen er udi ydmyghed skeet,
Hvor tvedragt og idel spliidagtighed giøres,
Og kierlighed bare af munden kun høres,
Der kand man til englernes selskab ey føres :,:

4. De himmel-foreenede brødre fornegter
Naturlig og jordisk kun sindede slægter,
Hvo verden kun bærer i hierte og sind,
Og vil sig dog hykle blant brødrene ind,
Den kand de umuelig for broder erkiende,
Hand maa sig først grundig til JEsum omvende,
Og verdens lyst i ham maa have en ende :,:

5. Men brødre af himmel-høy-prisede stamme,
Vi tør ved vor herkomst jo ikke os skamme,

* * * 156

Ach! giver ham ære, som ærer os nok,
At kaldes hans egen velsignede flok,
Ach lader os flokkes, og synge tillige,
Med samlede munde og hierter at sige:
Lof skee dig, vor fader i himlenes rige :,:

6. Hvad jeg er, min broder, det er du og bleven,
Og begge vor navne i himlen er skreven,
Til himlen er alles vor længsel og tørst,
Hver haster og stræber at komme der først,
Dog elsker den ene den anden af hierte,
Som JEsus, vor sødeste broder os lærte,
Den ene fornemmer den anden hans smerte :,:

7. Ach lader os alle hverandre erindre,
At ingen sig lader fra kronen forhindre,
Naar verden og satan vil bruge sin magt,
Saa staae vi forenede alle paa vagt,
Vor fader hand hører de samlede sukke,
Mod enige hierter tør satan ey pukke,
Hvo vilde foreenede aander udslukke! :,:

8. Saa lader os glædes og elske af hierte,
Forsøde hverandre den bitterste smerte,
Forbindes, I aander, tilsammen som een,
At kierlighed findes oprigtig og reen,
Og lader vor fader en fryde-sang høre,
Det skal ham hans hierte usigelig røre,
Skiønt børnene kand det saa konstig ey giøre :,:

* * * 157

9. I himlen vi bedre skal høye paa tonen,
Naar brødrene samlede træde for thronen
I heftigste lue og deyligste rang,
Med lifligste harper og sødeste sang,
Saa løfter op samlede hierter og hænder,
Og længes at sankes, hvor striden sig ender,
Og kierligheds lue evindelig brænder :,:

14. Om Kydskhed.

Nr. 189.

Mel. Hierte Fader, straf mig ey.

Far her ud, urene aand!
Hen til dine lige!
Jeg har givet JEsu haand,
Aldrig ham at svige,
Gaa din vey,
Jeg vil ey
Verdens lyst begiere,
Eller høre mere.

2. Vil min siel en grundig lyst
Og forfriskning nyde,
O min JEsu favn og bryst
Kand til fulde fryde.
JEsu skiød
Har en sød
Vederqvæge-maade
Fuld af naade, naade.

* * * * * 158

3. Skulde da mit liv og aand,
Som er kiøbt saa dyre,
Gives hen i satans haand,
For en lyst at styre,
Ney! jeg veed
Nok beskeed,
Hvordan legen endes,
Jeg vil ikke brændes.

4. Er mit hierte ey for got
Til de sorte slanger,
Hvor min JEsus har sit slot,
Og hans rige pranger?
Hand er min,
Alt for fiin
Til at kunde mistes,
I hvor haardt jeg fristes.

5. Skulde mine øyne lee
Helved-lyst-betændte,
Som til himlen bør at see,
JEsum daglig vente?
Ney man maa
Og forstaae
Af mit øyes fagter
Hvorhen sielen agter.

6. Skal mit øre ikke flye
For en daares læbe,
Naar hans ord som slange-spye
Andre siele dræbe?
Ney jeg maa
Merke paa

* * * 159

Hvad GUds aand mig minder
Verdens lyst til hinder.

7. Skal min mund, som saadan reen
Alter-spise tager,
Giøre sig med den gemeen,
Som af vellyst smager?
Ney min mund
Troens grund
I min siel skal vise,
Og GUds naade prise.

8. Veed jeg ikke, hvert et lem
Er min JEsu eget?
Hand skal ene eye dem,
Som har kost saa meget.
Kort, jeg vil
Gandske til
GUd mig overgive,
Derved skal det blive.

9. Fattes det paa kraft og mod,
Satan maa dog vige,
Naar jeg kun vil holde fod,
Og tilbørlig krige.
JEsu saar
Med mig staaer,
At jeg seyren finder,
Og des mere vinder.

10. O! hvor trøstig kand jeg da
Til min JEsum rende,
Naar mig ingen vellyst fra
Ham formaaer at vende,

* * * 160

Naar jeg kand
Som en mand
Fienden allevegne
Kiempe-sterk begegne.

11. Efter striden faaer jeg tit
JEsu kys til bytte,
Naar jeg ham kand favne frit
I hans naades hytte,
Hist er giemt
Og bestemt
Kronen til mit hovet,
Som hand mig har lovet.

12. O en ret forbandet sag,
Himlens fryd at spilde,
Og for lystens korte smag
Lide evig ilde.
Ja! jeg var
Satans nar
Vilde jeg ham lyde,
Det skal GUd forbyde.

13. Far her ud, urene aand!
Hen til dine lige!
Jeg har givet JEsu haand,
Aldrig ham at svige.
Gaa din vey,
Jeg vil ey
Verdens lyst begiere,
Eller høre mere.

* * *
161

Nr. 190.

Mel. Op og smyk dig Siel mod.

Flye min aand, og bryd med styrke
Ud af Adams lysters mørke,
Kæmp dig giennem satans pile
Ind i paradises hvile,
Hvor man haanlig undertræder
Denne verdens raadne glæder,
Rene aander kysses, smykkes,
Og fra verdens lyst undrykkes.

2. Glandsen af GUds naades rige
Gaaer tilbage, og maa vige,
Naar man kiødets lyst vil huse,
Og ey ret for alvor knuse,
Straalerne tilbage drives,
Hvorved sielen kand oplives,
Solen daler, dagen endes,
Naar de skidne lamper tændes.

3. Lad din arme siel ey blottes,
Om du siden ey vil spottes,
Lad din roe i GUd ey slippe,
Giør dig haard som staal og klippe,
At du holdes ey tilbage
Fra GUds himles bryllups-dage,
Hvor de rene siele lande,
Og al verdens lyst forbande.

* * * 162

4. Kys GUds søn med himmel-lader,
Og i JEsu kys din fader,
Hold din sieles læber rene,
Sig med aanden at foreene,
Overskygges ret i glæden,
Derved at undfange sæden,
Ordet, som dig nye kand giøre,
Og dig bruud til JEsum føre.

5. Flye min aand fra Sodoms egne,
Saa vil JEsus dig begegne,
Breed dig, rose, ud for solen,
Cherub, bliv ved naade-stolen,
Dæmp din lyst med JEsu pine,
Fat din GUd med kæmpe-mine,
Dig vil hand som bruud undfange,
Og i himlen med dig prange.

*
163

Nr. 191.

Mel. Den vey gaaer vist til himmerige.

Du hiertens fryd for rene sinde,
Udvalde kydske jomfrue-frugt,
Som vil med alle dig forbinde,
Der følge aandens vise tugt,
Hvor vilde jeg dog gierne tragte
Blant dines jomfrue-tal at staae,
Som verdens kierlighed foragte,
Og efter lammet stedse gaae.

2. Du fodrer kun et renset hierte,
Men hvor er det at faae for mig,
Som stoed i baade fryd og smerte
I kierlighedens brand til dig,
Forgieves er min egen møye,
Om du ey klarer selv mit sind,
Og tager, med dit blide øye,
Mit arme hierte gandske ind.

3. Den salve heler Adams skade,
Din kierlighed er sielens kuur,
Vilt du mig den kun finde lade,
Saa bliver verdens lyst mig suur,
Den giør fornøyet, fri og sikker
Fra verdens lysters fiske-krog,
At jeg kand flye de fine strikker,
Som mangen ned i pølen drog.

* * * 164

4. Lad denne balsom i mig flyde,
Og giennemtrænge alt mit sind,
Lad mig din kierlighed kun nyde,
Saa lukkes ingen anden ind.
Den ild al verdens lyst forbrænder,
Og holder den for narre-spil,
O hvem din kierlighed kun kiender,
Hand ingen anden have vil.

5. Men griber du begierligheden
Ey an med magt og kraftens aand,
Da kand den ligge skiult i reden,
Og siden tage overhaand,
O GUd! din sødhed tit anvendes
Til kiødets sikkerhed og roe,
Naar aandens iver ey optændes
Ved daglig kamp i bøn og troe.

6. Hvad kand os frie fra denne fare?
Din kierlighed kun det formaaer,
Naar sielen den vil tage vare,
En anden lyst og drift hun faaer,
Som den beknytted ville drager
Hen ind i naadens blide stand,
At verdens lyst ey bedre smager
End mask og raaden pøle-vand.

7. Naar GUd er her, og ingenlunde
Med verden vil i hiertet boe,
Saa gaaer al verdens lyst til grunde,
Og hiertet faaer sin rette roe,

* * * 165

Naar sielen lærer dybt at grave,
Og varer denne perle vel,
Den skat kand JEsu bruud kun have,
Og ikke nogen verdens træl.

8. Set JEsu kierlighed til grunden,
Er hand din bygnings hiørne-steen,
Saa bliver sielen altid funden
Aarvaagen til at holdes reen,
Hand selv din seyers krone bliver
Ved hver en leylighed til kamp,
Thi denne soel dig let fordriver
Al verdens vellyst som en damp.

9. Saa triumpherer allerede
GUds liv i dødlighedens krop,
Thi just naar vi i kampen svede,
Da stræbe vi til kronen op;
Hvor kunde ellers sielen vinde,
Og dæmpe kiødets stærke brand,
Om kierlighed var ey derinde,
Som alle ting bestride kand?

10. Den korte møye vey bereder
Til uskatteerlig siele-fred,
GUds himles skiulte lifligheder
Til slige siele flyde ned,

* * * 166

Som verdens lysters skum og fraade
Beleer, foragter og forsmaaer,
Lad kun din brudgom ene raade,
See saa hvad kierlighed formaaer.

11. Hun kroner lammets rene brude
Til bryllup med GUds egen Søn,
De skidne lukkes alle ude,
Thi kierlighed er kydskheds løn,
O hvem der smager JEsu ynde,
Har nok og alting, det er vist,
Hans kierligheds fuldkomne brynde
Giør ret fornøyet her og hist.

*