Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 7. Del. Troens Ende

DEN SYVENDE DEEL.
TROENS ENDE.

1. Om dette Livs Forfængelighed.

Nr. 246.

Du arme støv og jord, hvad bilder du dig ind,
Giør du en evighed af tiden i dit sind?
O ney! bedrag dig ey, du kand ey længe staae,
Og maa, før du det troer, med smerte undergaae.

2. See al den pragt, du har, og herlighed, du seer,
Hvor intet er det alt, en drøm og intet meer,
Som glasset brydes snart, og røgen drives bort,
Som græsset fældes, er det hastig med dig giort.

3. Hvor mangen prægtig stad og kongelig pallads
Er bleven til en ørk og rørdrums hvile-plads.
Hvor mangen kæmpe-arm og kronet hovet saae
Man i elendighed og vee at undergaae.

4. Dit skiønne ansigt med sin røde rosen-kind,
Hvor hastig er det sort og stinkende og blind?
Dit ranke friske liv omsider tager af,
Fortørres, bukker sig og segner i sin graf.

5. Dit guld som andet støv tit bliver vidt bortstrød,
Den længe sanket mynt er ofte snart forød,
Hvor tit foer vinden bort med saadant flyve-sand,
Man veed ey hvor det blev i verdens vide land.

* * * * 321

6. Saa farer verden bort med hendes herlighed,
Jo meer hun stiger op, jo mere gaaer hun ned,
Saa længe holdt det iis, saa længe laae den snee,
Og det, der følger paa, er jammer, nød og vee.

7. Nu fule orme-sæk, saa faaer du da vel troe,
At du ey ene skal paa jorden evig boe,
Skriv verdens herlighed blant dine nuller ind,
Korsfæst dit kiød og blod, og bryd dit stolte sind.

8. Betænk hvad hun er lang, den store evighed,
Bereed dig til din død, hun slaaer dig, før du veed.
Giør got og bedre dig, at du paa dommens dag
Skal ey beskæmmes, men der staae med vunden sag.

9. Opløft din siel til Gud, og kast dit hele sind,
Med hvad du haver, paa hans milde hierte ind.
Forelsk dig i ham, kydsk, bedrøvet for ham vær,
Hvor salig den, som har Gud over alting kier.

2. Om Døden og Opstandelsen.

Nr. 247.

Mel. Dagen viger og etc.

Allevegne hvor jeg vanker
Jeg min JEsum har i tanker,
Hvor jeg ligger, sidder, gaaer,
Efter ham min længsel staaer.

* * * * * 322

2. Bort fra verdens land at ile,
Mæt af møye, hiem til hvile,
Jeg er reyse-færdig til,
Naar min søde JEsus vil.

3. Naar jeg med ham skal regiere,
I det høye triumphere,
O hvor vil jeg være glad
I den gyldne engle-stad.

4. O hvor vil jeg mig da glæde,
Naar min JEsus mig vil klæde,
Føre ind paa himlens slot,
O hvad vil det være got.

5. Da skal mund og hierte klinge,
Med min Frelser lof at bringe,
Blant udvaltes sang og lyd,
I Guds englers selskabs fryd.

6. Der er livet ufortrøden,
Fri fra synden, fri fra døden,
O hvor vil jeg være froe
I Guds englers samqvems roe.

Nr. 248.

Den tiid gaaer an, som JEsus selv har sat,
Da al min vee skal sige mig god nat,
Far vel, far vel, du onde verdens stad,
Mit fængsel, Gud skee lof, nu skilles ad.

* * * * 323

2. Kom nu, min siel, nu vil vi derhen gaae,
hvor lammet og hans troe udvalde staae,
Vi ville gaae med Zions flok i rad,
Som er u-endelig i JEsu glad.

3. Velsignet vær evindelig min dag,
Da jeg gaaer ud fra kroppens skiul og tag,
Som hindrer mig, det dødelige leer,
At jeg, Guds søn, dit ansigt ikke seer.

4. O JEsu, du mit liv i dødens nat,
Min ven, naar jeg af alting er forladt,
Min aand med magt ansøgning hos dig giør,
Ach luk mig op den skiønne himlens dør.

5. Jeg giver dig af gandske hierte hen
Det, som du har fra døden løst igien,
Tag sielen, naar den arme krop er død,
Udi din haand og milde JEsu skiød.

6. Du est mit maal, min ende, roes og priis,
Min middel-punct, mit søde paradiis.
I dig min roe alleneste bestaaer,
Og derfor al min længsel til dig gaaer.

7. Ach, ach, hvor haardt jeg længes efter dig,
Kom dog, mit liv, min glæde, kom til mig,
Tøv ikke, kom, at hente sielen brat
Til livets lys fra denne verdens nat.

8. Jeg længes med umættelig attraae,
Af JEsu selv et evigt kys at faae.
Min aand, i dig forelsket, er fra mig
Som borte, og alt reyst hen efter dig.

* * * 324

9. Dog vil jeg ey selvraadig hvad jeg vil,
Men seer paa dig, og gierne bier til
Den rette stund, naar jeg engang skal staae
Ved JEsu haand med livets krone paa.

Nr. 249.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

Nu, Gud skee lof, at stunden
Er sød og bliid oprunden,
Jeg gaaer til paradiis.
Forældre tør ey klage,
Men til min grav ledsage
Mig hen med HErrens lof og priis.

2. Hvor kand Gud bedre giøre,
End mig fra verden føre,
Som er saa synde-fuld,
Hver hvo ey her har hiemme,
Dens fiendskab maa fornemme,
Indtil man legges hen i muld.

3. Det er de sidste dage,
Da trængsel, vee og plage
Med vælde bryder frem.
Mig river Gud i tide
Fra verdens storm til side,
Og fører mig saa deylig hiem.

4. Min tiid var her kun stakket,
Som hvad i gaaer blev snakket,
Men nu begynder ret

* * * * 325

Min himle-leve-maade,
Hvor synd og død og vaade
Er i al evighed forgiet.

5. Gud haster bort med sine
Fra denne verdens pine,
De frommes græde-dal,
Et snart og saligt ende
Er snart at faae i hænde
Sin arv i himlens fryde-sal.

6. Hvor ofte ey forførtes
Et barn, hvorom der hørtes
Et Gud opofret sind,
Den onde verden rekker
Sit snare-garn, og trekker
Saa mange hierter til sig ind.

7. Nu maa hun snarer stille,
Mig skal hun ikke drille
Og giøre meer fortred.
Hvor kand hun den anfegte
Som blant udvaltes slægte
Er med fuldkommenhed beklæd.

8. Før var jeg eders glæde,
Nu sørge I og græde,
Da jeg er vel forvart,
Naar I det ret betragte,
Og, hvad Gud giør, høyt agte,
Skal eders taarer tørres snart.

* * * 326

9. Gud eene tiden deler,
Hand baade slaaer og heler,
Hand kiender lidt og stort,
Som intet ont bestemte,
Og intet got forglemte.
Alt hvad hand giør, er herligt giort.

10. Naar I skal see mig træde
For Gud i brude-klæde,
Med livets krone paa,
Med seyrens skiønne palmer,
Med himlens fryde-psalmer,
For lammet ynde-fuld at staae.

11. Da skal I eder fryde,
Og begge to fortryde,
At I for mig har grædt,
Vel den! som i Guds ville
Sig overgiver stille,
Hans hierte vist vil blive let.

12. Far vel, jeg afsked tager,
Den sorg, som I nu smager,
Vil andre flere skee,
Gud eder selv ledsage,
Saa skal vi uden klage
Hver andre snart for thronen see.

* * * 327

Nr. 250.

Mel. Hvad min Gud vil etc.

Eller: Vor troe kand giennem etc.

Saa kom, forønskte dødens stund,
Som ender al min møye,
Jeg seer i denne syndens grund
Op efter Zions høye,
Forønskte død, kom hastig frem,
Jeg smertelig forlanger,
At komme snart i flok med dem,
Som for Guds throne pranger.

2. I svage lemmer grue vel
Paa død og grav at tænke,
Ja og den himmel-givne siel
Kand, uden sig at krænke,
Tit ikke sige sit god nat,
Snart er hun vel til mode,
Snart er det anderledes fat,
Sligt føle tit de gode.

3. Dog for min JEsu kierlighed
Skal al min frygt forsvinde,
Lad mig i døden synkes ned,
Der skal jeg JEsum finde,
Der finder jeg og holder dig,
Og favner tusind gange,
Der er det just, min JEsus mig
Saa liflig vil undfange.

* * * 328

4. Saa døer jeg ey i denne død,
Thi JEsus i mig lever,
Og efter det udstandne stød
I evig glæde svever,
Hos livets blide strøm og elv,
I salighedens sæde,
Hvor herlighedens Gud er selv
Min trøst, min soel og glæde.

5. Til livet gik du ey forbi,
Men lige giennem døden,
Saa bliver jo den samme sti
Til himlen mig fornøden,
Det sidste trin til himlens land
Er døden for de fromme,
Er hovedet i himle-stand,
Hvor kand hans lem omkomme.

6. Forsag da ey, mit svage sind,
Lad kroppens aske vige,
Slip, hvad der vil i graven ind,
Lad jord til jord kun blive,
Din siel paa den udstandne striid
I Herrens haand skal hvile,
Og indtil evig, evig tiid
I himlens ynde smile.

7. Basunen i Guds domsdags skye
Skal sanke dem tilhobe,
Hver siel skal faae sin krop paa ny,
Hver been og blode-draabe,

* * * 329

Da støvet for Guds riges stoel,
Saa deylige, saa mange,
Langt meer end himlens middags-soel
Forunderlig skal prange.

8. Hos dig din dødlighed kun døer,
Du selv est u-beskaaren.
Og kroppen bliver skiøn og føer
Og nye til himlen baaren,
Thi hvad man her i støvet saaer,
Og maa i graven stinke,
Det skal, naar det igien opstaaer,
Med himmel-straaler blinke.

9. Saa gaaer, I svage lemmer! ned
I gravens skiød at sove,
I skal staae op i herlighed
Guds Majestæt at love,
Ja der skal eder samme hud,
I her har haft, beklæde,
I skal med samme øyne Gud
Da see i evig glæde.

10. Den jeg har her i troen tient,
Skal ey mit støv forgiette,
Men faae det op af graven hent
Og blant Guds engler sette,
O søde Gud, hvor vil hun dig
Da skue ret, mit øye,
Hvor vil min mund u-endelig
Din kierlighed ophøye.

* * * 330

11. Gud selv vil med sit ansigt mig
Evindelig fornøye,
Hans eget lys forunderlig
Skal glimre for mit øye,
Hvad vil jeg da vel sige, naar
Guds helgene sig skynde,
For thronen mig ved haanden faaer,
Og lammets sang begynde.

3. Om den yderste Dom og Verdens Ende.

Nr. 251.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Op! op! I folk paa jordens kreds,
O vaager op dog allesteds,
Herud af syndens slumme,
Hvi sove I, hvor er det fat,
Da verdens endes mørke nat,
Og dommens dag vil komme,
Smyk dig,
Hastig,
Tiden endes,
Verden brændes,
Himlen ruser,
Dommedagens skye alt suser.

2. Op, søvnig christenhed, paa vagt,
Thi dommeren med tordens magt
Om midnats tiid vil møde,

* * * * * 331

Vel den! som sig bereder her,
Og ret har haft sin JEsum kier,
Den skal hand ey forstøde,
Hvo ey
Den vey
Følge vilde
Og for silde
Det vil kiende,
Hand maa evig, evig brænde.

3. Ach, ach! hvor vil I der bestaae,
Som frekke her i synden gaae,
Og HErrens ret forvende,
Naar I skal frem af eders grav,
Og legge regenskabet af,
Hvad vil det faae for ende,
Langt ud
Fra Gud
Skal I stødes
Bort, og nødes
Ind at ligge
Hos den rige mand at tigge.

4. Strax lukkes himlens døre til,
Hvor meget man end banke vil,
Man bør dog staae der ude,
Da skal I hen med satan gaae,
Hos de fordømte ligge saa
I evig baand og knude,
Hvor der
Da er
Graad og jammer
I de flammer

* * * 332

Af den hede
Evig brændende Guds vrede.

5. For Guds i himlen skyld da seer
Dog til, at I ey sove meer
I verdens synde-glæde,
Naar hendes korte lyst forgaaer,
I da med JEsu sande faar
Frimodig frem kand træde,
Naar Guds
Doms buds
Torden kommer,
Verdens sommer
Ende tager,
I da ind i himlen drager.

6. Hvor det livsaligste Guds lam
Er deres skiul, som elskte ham,
Som grundig sig omvendte,
Som stode fast i troens striid,
Og deres ædle naadens tiid
Til salighed anvendte,
Det tal
Det skal
Da bestige
Magt og rige
I det høye,
Evig sig i Gud fornøye.

7. Ach, søde JEsu, kom dog brat,
Kast verden over ende, at
Vi snart dig see og tale,
Hielp, JEsu, at vi vist maae naae
Den herlighed, med dig at gaae

* * * 333

I himlens fryde-sale,
Hvor sig
Liflig
Høre lade
Alle glade
Himmelgiester,
Guds propheter, konger, præster.

8. Hent os fra denne græde-dal
Til dines flok i frydens sal,
Hvor engle-cither røres,
Hvor der er evig harpe-klang,
Hvor glæden har sin fulde gang,
Hvor tre gang hellig høres,
Det verk
Saa stærk,
Saa eendrægtig
Og saa mægtig
Alle drive,
Naar de Gud al ære give.

9. Naar Frelseren saa mild vil gaae
Og sette livets krone paa
De hvide-klædte skarer,
Naar de gaae ind med ham i fryd
Med himmelske basuners lyd,
Naar Gud sig aabenbarer,
Naar man
Da kand
Jubilere,
Triumphere,
Uden ende,
Da maa verden evig brænde.

* * *
334

Nr. 252.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

I Jomfruer, I kloge,
O! tænder lamper, seer,
Hvor det i verdens kroge
Nu mørknes meer og meer,
Vor brudgom er opstanden,
Og kommer med en fart,
Op! vaager med hinanden,
Nu er det midnat snart.

2. Giør hver sin lampe færdig,
At man kand rede staae,
Og vorde agtet værdig
Med Brudgommen at gaae,
Thi Zions vægtre raabe:
Vor Brudgom nu er nær,
Begegner ham til hobe
I troens fryde-fær.

3. I Jomfruer, saa mange
Som ere ved forstand,
O kommer at undfange
Vor søde Frelsermand,
See himlens aabne porte
Og brylluppet bereed,
Hand ikke langt er borte,
Som heder Zions fred.

4. Ney, snart kun op at møde,
Hand er, nu er hand her,
Seer figentræets grøde,
At sommeren er nær,

* * * 335

Seer hvor saa klar frembryder
Den røde aften-skye,
Som os den dag betyder,
Naar al vor nat maa flye.

5. Bort derfor søvnens taage!
Hvo vaager, hand er viis,
En hver, som ey vil vaage,
Skal føle vredens riis,
Fordervelse og plagen,
De, som tilbedet har
Dyrs-billedet og dragen,
Thi vreden er saa svar.

6. Men møder ham, I fromme!
Med fryd og glæde-sang,
Vor sorrigs tiid er omme,
Lad klagen gaae sin gang,
O seer dog fryde-stunden,
Som bærer kronen frem,
Nu er den snart oprunden,
Som henter bruden hiem.

7. I, som med JEsu lide
I denne græde-dal,
Skal efter sorgens tide
Faae fryd i tusind tal,
Da skal I med regiere,
Hvo kand vel det forstaae,
Og evig triumphere
Med ærens krone paa.

5, 4: vredens] verdens J1. 5, 7: dyrs-billedet] dyrs billede J1, dyrs billedet J2-3.
- - -
4, 5-8: jfr. Mt. 16, 2-3. - 5, 2: hvo] hvem der. - 5, 6-8: dyrs-billedet] Dyret er Antikrist, hvis billede verdensmenneskene bringes til at tilbede, Joh. Åb. 13, 1 flg. 15; 14, 9. 11; dragen] djævelen, Joh. Åb. 12, 9; 13, 4; vreden] Guds vrede, Joh. Åb. 14, 10; svar] tung, forfærdelig. - 6, 4: gaae sin gang] gå sin vej, høre op. - 6, 7: den] = fryde-stunden, l. 5. - 7, 5: 2. Tim. 2, 12; med] med Jesus.

336

8. Her er de palme-grene
I deres haand, som vandt,
Her er de raske bene,
Hvis kraft tilforne svandt,
Her er de skiønne vange,
Som efter vinter saa
Livsalige og mange
I himmel-grøde staae.

9. Her er for alle stæder
Den stad Jerusalem,
Hvor HErrens arv sig glæder
Til der at komme hiem,
Der er de gyldne gader,
Der er den bryllups-sal,
Hvor bruden sig nedlader
I deylig rosen-dal.

10. O JEsu, lad det komme
Dog snart dertil engang,
At alle dine fromme
Maae møde dig med sang,
Giør, JEsu! snart en ende
Paa dines haarde striid,
Og lad min lampe brænde
Til min forløsnings-tiid.

4. Om Saligheden og det evige Liv.

Nr. 253.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Een draabe kun at smage
Af himmeriges lyst,

* * * * * * 337

Kand hiertet meer indtage
End hele verdens høst
Og strømme fuld af glæde,
Hvo himlen have vil,
Hand under fødder træde,
Hvad verden sigter til.

2. Hvo der kun maatte skue
Et blink af dig, vor GUd,
Hvor vilde din formue,
O! verden! da see ud,
Hvor sort og fæl og syndig
Som Babel, ørk og nat,
Saa liflig og saa yndig
Og herlig er min skat.

3. Den sande GUd at skue
Er salighedens stand,
Og paradises drue
At kiende GUd og mand,
Dig Abraham saa saare
I verdens fremmed boe
Har søgt med længsels taare,
Du varst hans A og O.

4. Det giorde Jakob lystig
Da kampen alt var skeet,
Hand sagde glad og trøstig:
GUds ansigt har jeg seet.

* * * 338

Man kunde ey fordrage
At see paa Mosis hud,
Da hand i nogle dage
Nu havde seet sin GUd.

5. Du, de udvaldes glæde,
Og meget store løn,
Hvad er din boligs sæde
Saa deylig og saa skiøn!
Der maa vel findes freden
Og alle hierter lee,
Hvor Guddoms-lifligheden
Skinbarlig er at see.

6. O lys, som evig brænder!
O evig varend' høst,
Som ey forandring kiender,
O liflig selskabs lyst,
At GUd og engler kalde
Os til sig ind i sal,
Og alle GUds udvalde
Saa høyt velsignes skal!

7. Nye frugter altid giver
Fuldkommen kierlighed,
Som uden ende bliver
Af hendes fylde ved:
GUd u-ophørlig priset
Paa evighedens stoel,
Hand selv i paradiset
Er sine rosers soel.

* * * 339

8. Hans lys skal hiertet fryde,
Hans balsoms honnings saft
Skal sielen overgyde
Med livets høye kraft,
Hvor kand der noget feyle
I hellighedens trin,
Hvor sielen sig kand speyle
I HErrens eget skin?

9. Hvad ønsker du for gave?
Det skal du finde der,
Og i dig see og have
Din GUd saa sød og nær,
Hvem agter meer det fine
Af guld og af juveel,
GUd selv vil boe i sine,
Og hand er deres deel.

10. Naar skal jeg eengang finde
Til dette frydens slot?
O var jeg alt derinde!
Hvad havde jeg da got?
Mit øye fælder taare,
Dem vilt du ey forsmaae,
Det længes nu saa saare,
At see dit ansigt paa.

Nr. 254.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Er det saaledes, eller skeer
Mig det i synen, at jeg seer

* * * * * 340

GUds himles aabne dørre,
GUd selv paa thronen seer min aand,
Og Sønnen hos hans høyre haand,
Som vil vor graad aftørre.
O saa!
Slaaer paa
Harpe-strænge
Skarp og længe,
Synger! spiller!
JEsus al vor jammer stiller.

2. Jeg seer, at hand giør alting nye,
Og bruden til ham uden skye
I dyre silke træder.
Den klædning er af evigt guld,
Som himlen er af stierner fuld,
O hvilke brude-klæder!
Seer hvor
Hvert chor
Cherubiner,
Seraphiner,
Frem i smykke,
Ønsker bruden høyt til lykke.

3. O hvilken glæde bruden har,
Hvor skinner hun saa reen og klar,
Som solen i GUds rige,
Man fører hende fuld af stads
Hen ind i evigheds pallads,
Til thronen at bestige.
Plagen,
Klagen,
Solens hede,
Tordens vrede

* * * 341

Er forsvunden,
Lammet haver overvunden.

4. Hun smager livets strømmes hav,
Her tørres hendes taare af,
GUd selv vil boe hos hende.
Hun er hans folk, hand hendes GUd,
Hand gaaer med dennem ind og ud,
Den lyst har ingen ende.
Seer, hvor
GUd boer
Høy og herlig,
Mild og kierlig
Uden ende,
Hos de syndre, sig omvende.

5. Hvor herlig er Jerusalem!
Den himmel-slægt! GUd boer i dem,
Og de i ham saa glade,
Hvad der vil ind, skal være reent,
Hvad syndigt er, forvendt, gemeent,
I svovlens pøl maa bade.
Rene
Stene
Gandske dummes
Af de frommes
Lys, som funkler
Meer end jaspis og karbunkler.

6. Den stad har ingen soel behov,
Og maanens lys har og forlov,
Thi deres soel er lammet.
Her skinner HErrens herlighed,

* * * 342

Og kongerne skal lystes ved
At vorde her annammet.
Al nat
Er plat
Her forsvunden,
Overvunden,
Striid er borte,
Her er altid aabne porte.

7. Fra stolen flyder livets aae,
Som midt paa gaden vande maae
De træer med livets grene,
Som har om aaret tolv gang frugt,
Og bladene, som blive brugt,
Til folkets sundhed tiene.
O! vand,
Som kand
Svend og fyrste,
Naar de tørste,
Naar de smage,
Med GUds himles fryd indtage.

8. Hvad er den verden nye og rar,
Som GUd os forbeholden har,
Til evig fryd og pleye,
O! JEsu, du har og et sted
I dette Zion mig bered,
Saa lad mig det dog eye,
Vend da
Mig fra
Jordens hytter,
At jeg flytter
Med min længsel
Daglig hiem fra verdens fængsel.

* * *
343

5. Om den evige Fordømmelse.

Nr. 255.

Mel. Nu hviler mark etc.

I sikre folk paa jorden!
O seer, hvor vredens torden
Dog trekker op i skye!
Seer dog, hvor de skal brænde,
Som sig fra GUd bortvende,
Og ikke vil fra synden flye!

2. Gaaer med mig i det dybe,
Seer de fordømte krybe
I deres pines stand,
I saadan vee og smerte,
Som ingen mund og hierte
Udsige og begribe kand.

3. Du siger: jeg vil æde,
Din spise er at græde,
Din hunger evig staaer.
Du tørster uden ende,
Og ingen vil dig sende
I evighed den mindste taar.

4. Naar du paa klæder tænker,
Med pølen man bestænker
Dig, som en helved-giest.
Forbandelsen og flammen
Slaaer over dig tilsammen,
Dog bliver nøgen, som du est.

5. Du vilde boe som førre,
Nu ingen anden dørre
End helvedes du seer.

* * * 344

I hendes fæle grunde
For de fordømte hunde
Er evig jammerlig qvarteer.

6. Du vilde gierne være,
Som før, i stand og ære,
Nu bør dig skam og last.
Nu er din stand, at lide
Forsmædelse, og vide,
At du har skændig GUd forkast.

7. Hvad lof bør den vel have,
Som sig har giort til slave
Af den urene aand?
GUd tog dig an i daaben,
Og himlen stod dig aaben,
Dog gav dig hen i satans haand.

8. Din gamle selskabs glæde,
I verdens lyst at træde,
Er ikke meer at faae;
Men der i dødens rige
Er satan selv din lige.
Det er jo s vart at tænke paa.

9. De skulde dig forbande,
Naar de i pølen lande,
Som du har her forført.
De skulde om dig storme,
Som basiliske-orme,
De, som du har til synd oprørt.

10. De, som gik her tilhaabe,
At drikke og at daabe
Paa mangt vellystigt sted,

* * * 345

Skal der hverandre bide,
Som galne hunde slide,
Ja, var det mueligt, led fra led.

11. De, som i gode dage
Tilsammen ride, jage,
I verdens syndig iid,
De skal tilsammen svede
I de fordømtes hede
Og u-ophørlig jagt og striid.

12. Her kand os let betage
En smerte, at vi klage
Og skrige vee og ach,
En byld, en steen, en kolde
Kand trykke, knuge, holde
Os fast i smerte dag fra dag.

13. Hvad mener du, hvorledes
At de ved livet kedes,
Hvor alle piners magt
Er kast paa een tilhaabe,
Hvor saadan siel maa raabe,
I al fortvilelse, forsagt.

14. De øyne vellyst-tændte,
Som andre siele vendte
I verdens lyster ind,
Hvor vil de der sig svømme
I tusind taare-strømme,
At de har her havt syn og sind!

15. De øren, de som priser
Og elsker hore-viser,
Forsager livets ord,

* * * 346

Skal skrekkes med at taale
Sig selv og andre skraale
I denne grumme evig mord.

16. Din egen stank du ikke
Kand taale der at drikke,
Dog faaer du andres med,
En evig helved-galde
Vil dig i munden falde
Til ubeskrivelig fortred.

17. Hvor ilden dig vil gløde,
Hvor satan dig vil støde,
Er over al forstand.
Ja alle dievle-munde
De vilde, om de kunde,
Dig slide smaa som møl og sand.

18. Ach GUd! da vil man raabe:
Saa falder dog tilhaabe
I bierge paa os ned.
Vee dem, som der skal brænde!
Vel dem, som det kand kiende,
Og søge sielens salighed!

En Morgen-Psalme.
Nr. 256.

Mel. Chrysillis, du mit hiertes guld.

See dagen bryder frem med magt,
Giør himlen lys igien,
Og driver mørket hen.
Op hierte paa din morgen-vagt!

* * * * * 347

Lad ingen trygheds blund
Formørke naadens stund;
Hierte, tag
Denne dag
Vel i agt, og tænk derpaa,
Mueligt seer
Aldrig meer
Dine øyne soel opstaae.
Hvor mangen morgen-rød
Var inden aften død,
Og i et øyeblik
Sin afskeed fik!
Hvad hielper øynene
Den lyse dag at see,
Naar sielen vandrer blind
I tiden ind?

2. Kom morgen-røde rosen-skiøn!
Giør himlen lys og blaa,
At mørket vige maa!
Min morgen-røde er GUds søn,
Hans vunders røde glands
Forfrisker sind og sands,
JEsu død
Purpur-rød
Giør mig Sielen himmel-blaa,
At mit sind
Kiger ind,
Hvor jeg skal for thronen staae.
Den dug, som over alt
Paa græs og urter faldt,

* * * 348

At væde bierg og dal,
Ey svinde skal,
Før jeg i JEsu blod
Forfrisket har mit mood
Og ret bedugget faaer
Udi hans saar.

3. Ach det forfrisker al min tiid,
Naar jeg til sengen gaaer,
Naar jeg igien opstaaer,
Det giør min morgen-stund saa bliid,
Det skyder glæder ind
Som straaler i mit sind,
At jeg veed,
Den, som leed
For mig, JEsus, er min skat,
At jeg paa
JEsum maa
Sikker bygge dag og nat.
Saa tryg jeg lagde mig,
Og sov saa sødelig,
Fordi mit hierte paa
Dit hierte laae;
Saa sund paa siel og krop
Saa glad jeg vogned op,
Og JEsu kys jeg fandt,
Før natten svandt.

4. Tak derfor, søde siele-ven!
For saadan tiids-fordriv,
At du er selv mit liv.
Mit liv jeg ofrer dig igien,

* * * 349

Thi jeg vil idelig
I tiden leve dig.
Al min tiid,
Al min fliid
Giver jeg min Frelser-mand,
Og jo meer
Jeg dig seer,
Tændes jeg i saadan brand.
Ach straal i sielen ind,
Min soel! og giør mig blind
Til verdens lyst at see,
Saa skal det skee,
At hverken medgangs tiid
Ey heller kors og striid
Skal kunde hindre mig,
At elske dig.

5. Saa gaaer jeg da saa vel til freds
Hen i mit kald og stand,
At giøre hvad jeg kand.
Min JEsus føer mig allesteds
Ved haanden som sin bruud,
Hvor jeg gaaer ind og ud,
At jeg maa
Færdig staae
Hver minut at gaae herfra,
Siden hist
Gandske vist
Synge mit hallelujah.
Hallelujah! min trang
Gaaer bort ved tidens gang,
Gaaer dagen, min fortred
Gaaer ogsaa med:

* * * 350

Som strømmen føre kand
Det tunge skib til land,
Saa fører tiden mig
Til himmerig.

En Aften-Psalme.
Nr. 257.

Under samme Melodie.

Syng hierte! syng en aften-sang
Om den, der elsker dig,
Lad alting fryde sig.
Hvert suk skal give harpe-klang,
Det mindste aande-drag
Skal giøre cither-slag,
Sind og mood,
Liv og blod,
Og hvad i mig røres kand,
Fryder sig
Inderlig
I den søde Frelser-mand.
Naar jeg kun tænker paa
Den glæde jeg skal faae,
Naar jeg skal JEsum see
I himlene,
Strax utaalmodig er
Min længsel og begier,
At jeg dog eengang maa
Mit ønske naae.

2. Nu solen bag det mørke hav
Sin gylden straale-pragt

* * * 351

Har ned i dvale lagt;
Nu verden mørknes som en grav,
Og jordens humle-boe
Er stille og i roe,
Er mit muld
Længsels fuld
Efter gravens hvile-stavn,
Thi mit sind
Haster ind
Til sin søde himmel-havn;
Ey, at min verdens trang
Er mig saa tung og lang,
Den jo er honning-sød
Ved JEsu død,
Ey, at den mørke nat
Kand giøre sielen mat,
Saa længe JEsu saar
Mig aaben staaer.

3. Men jeg vil til min JEsum hiem
I evighed at staae,
Og see hans ansigt paa,
Og skulde ey dit eget lem,
O JEsu! smertelig
Dog længes efter dig?
Seer en bruud
Ynksom ud
Efter hendes hierte-ven;
Skulde da
Jeg ey fra
Verden længes til dig hen?

* * * 352

Jeg bier gierne, til
Du selv mig hente vil,
Den tiid, jeg leve maa,
Skal snart forgaae.
Jeg ved min senge-stok
Har meer end glæde nok,
At jeg kand tænke paa
Mit sidste straa.

4. Saa leg dig, søvne-tunge krop,
Tak verden gandske af,
Og hviil som i din graf,
Din JEsus dig skal vække op,
Om ey før, dog eengang
Ved Guds basunes klang.
Far og vel,
Du min siel!
I din JEsu søde favn,
Der er trøst,
Der er lyst,
Nu god nat i JEsu navn.
Den tiid er snart forbi,
At du skalt vorde frie
Fra kroppens fængsle-tvang,
At gaae din gang
Til lammets brude-sal,
Til tusind englers tal,
Til din udvalde skat.
God nat! god nat!

* * * *