Brorson, Hans Adolph Du arme støv og jord, hvad bilder du dig ind

Nr. 246.

Du arme støv og jord, hvad bilder du dig ind,
Giør du en evighed af tiden i dit sind?
O ney! bedrag dig ey, du kand ey længe staae,
Og maa, før du det troer, med smerte undergaae.

2. See al den pragt, du har, og herlighed, du seer,
Hvor intet er det alt, en drøm og intet meer,
Som glasset brydes snart, og røgen drives bort,
Som græsset fældes, er det hastig med dig giort.

3. Hvor mangen prægtig stad og kongelig pallads
Er bleven til en ørk og rørdrums hvile-plads.
Hvor mangen kæmpe-arm og kronet hovet saae
Man i elendighed og vee at undergaae.

4. Dit skiønne ansigt med sin røde rosen-kind,
Hvor hastig er det sort og stinkende og blind?
Dit ranke friske liv omsider tager af,
Fortørres, bukker sig og segner i sin graf.

5. Dit guld som andet støv tit bliver vidt bortstrød,
Den længe sanket mynt er ofte snart forød,
Hvor tit foer vinden bort med saadant flyve-sand,
Man veed ey hvor det blev i verdens vide land.

* * * * 321

6. Saa farer verden bort med hendes herlighed,
Jo meer hun stiger op, jo mere gaaer hun ned,
Saa længe holdt det iis, saa længe laae den snee,
Og det, der følger paa, er jammer, nød og vee.

7. Nu fule orme-sæk, saa faaer du da vel troe,
At du ey ene skal paa jorden evig boe,
Skriv verdens herlighed blant dine nuller ind,
Korsfæst dit kiød og blod, og bryd dit stolte sind.

8. Betænk hvad hun er lang, den store evighed,
Bereed dig til din død, hun slaaer dig, før du veed.
Giør got og bedre dig, at du paa dommens dag
Skal ey beskæmmes, men der staae med vunden sag.

9. Opløft din siel til Gud, og kast dit hele sind,
Med hvad du haver, paa hans milde hierte ind.
Forelsk dig i ham, kydsk, bedrøvet for ham vær,
Hvor salig den, som har Gud over alting kier.