↩

Nr. 187.

✂ Mel. Jeg løfter høyt op Øyne mine.

✂ Hvor seer det ud i verdens ørk,
Hvad er hun fæl og suur og mørk,
Had, vrede og misundelse
Har dekket verden, som en snee,
Man neppe meer at nævne veed
Den broderlige kierlighed.

* Nr. 187. FJ1-7. *- - - *Nr. 187. Original. En salme om kærlighedens menighedsdannende magt. Som baggrund maler v. 1-3 den kærlighedsløse verdens ørken. Derefter giver v. 4-12 et lysende billede af den sande menighed: født af Gud - præget af kærlighed til fjender - ved alles forening med Jesus sammenknyttet i indbyrdes kærlighed til gensidig støtte, derfor også dragende for dem, der står udenfor. Men - hedder det i v. 13-16 - netop fordi denne kærlighedens magt er så farlig for Satan, gør han alt for at få sået splittelse i Guds kirke; og for dem, der kæmper for Herrens sag, gælder det da frem for alt om at stå sammen i kærlighed. Herom bedes der til slutning i v. 17. - 1, 2: hvad] hvor. 151

✂ 2. Hvad er dog bitterhed gemeen?
Hvad er det rart at finde een,
Som ey er paa en anden vred,
Dog tør i slig u-enighed
Sig rose af GUds naades favn,
Og trodse paa sit christen navn.

✂ 3. Hvem troer dog JEsu egne ord?
At had i hiertet er et mord,
At den, som ey tilgive vil,
Kand aldrig høre JEsum til,
At man sin fiende sette skal
Blant sine kiere venners tal.

✂ 4. Da det er nu saaledes fat
Blant denne verdens torn og krat,
Saa har dog GUd i himlen her
Paa jorden dem, som har ham kier,
Et Gosen i Ægypti land,
Som intet mørke dæmpe kand.

✂ 5. Det er GUds sande Israel,
Som baade troer og lever vel,
En slægt af GUd ved ordet fød,
En deylig bruud i naadens skiød,

*2, 6: sit christen navn] sit christne navn J6-7. 4, 4: som har ham kier] som ham kier J1, som ham har kier J2-7. *- - - *2, 1-2: hvad] hvor. - 2, 1: gemeen] almindelig. - 2, 2: rart] sjældent. - 2, 4-6: Den verdens ørk (1, 1), hvorom der er tale, hører udvortes til kirken og regner sig selv for kristen, jfr. nr. 8, 1, 5-8; 129, 8. 10; 132, 2-5. - 2, 4: dog] og dog. - 3, 1-2: Mt. 5, 21 flg., jfr. 1. Joh. 3, 15. - 3, 3-4: Mt. 18, 28 flg. - 3, 5-6: Mt 5, 44. - 4, 1: da] i forbindelse med dog i l. 3 = skønt. - 4, 2: torn og krat] betegnelse for gudsrigets modstandere, Ez. 28, 24; Mik. 7, 4; Nah. 1, 10. - 4, 3-4: GUd i himlen] de 3 ord hører sammen, ligeså her på jorden. - 4, 5-6: Gosen] den egn i Ægypten, hvor Israel boede, 1. Mos. 47, 27; denne egn blev ikke ramt af det mørke, som var den næstsidste af Ægyptens plager, 2. Mos. 10, 23; dæmpe] formørke. - 5, 1: Israel] om den kristne menighed, Gal. 6, 16. - 5, 3 af GUd ved ordet fød] Joh. 1, 13; 1. Pet. 1, 23. 25. - 5, 4: bruud] her om menigheden og ikke som så ofte om den enkelte kristensjæl. 152

✂ Paa jorden en forborgen skat,
Og dog et lys i verdens nat.

✂ 6. Det er GUds egen slægt og art,
Som ikke agte det for svart,
At giøre deres fiender got,
Og gierne derfor lide spot,
Thi kierlighed er just den stie,
Som de med JEsu vandre i.

✂ 7. Men det er ret det tegn, hvorpaa
De ufeylbarlig kiendes maae,
At de indbyrdes og i sær
Hverandre have hierte-kier,
Paa dette visse merke man
Vor JEsu brødre kiende kand.

✂ 8. Man føler vel det onde sind,
Men dæmper det, og trænger ind
I JEsu søde kierlighed,
Saa synker hiertets taage ned,
At mellem dem jo meer og meer
I GUd en nær foreening skeer.

✂ 9. Hver green af JEsu har sin kraft,
Dog ikke lige megen saft,
Som forskiel er paa sted og tiid,
Paa hvers forfarenhed og fliid,
Dog ere alle eet i GUd,
Og følge kierlighedens bud.

*6, 4: lide] lider J1-3. *- - - *5, 5-6: Tanken er vel, at de sande kristne ikke lader sig udpege af mennesker, men dog øver en mægtig indflydelse i verden, jfr. Pontoppidans Forklaring, stk. 525: »HErren kiender altid sine, men i Menniskenes Øyne er Forskiellen ey altid aabenbar, derfor kaldes Kirken usynlig, fordi dens Lemmer ere skiulte midt iblant den udvortes store hykkelske Hob«. - 5, 6: Mt. 5, 14. - 6, 1: GUds slægt og art] hans børn. - 6, 2: svart] tungt, svært. - 7, 3: i sær] hver enkelt for sig. - 7, 5-6: Joh. 13, 35. - 8, 1: man] = de, jfr. nr. 107, 11, 2. - 8, 2: dæmper] betvinger (som man dæmper ild). - 8, 4: hiertets taage] som hindrede i at se ret på de andre. - 8, 5: at] så at. - V. 9: Joh. 15, 5. - 9, 4: forfarenhed] erfaring. - 9, 5: Joh. 17, 21; Gal. 3, 28. 153

✂ 10. I bygning settes steen paa steen,
De blive alle som til een,
De store jevnes med de smaa,
At de mod ild og vand bestaae,
Saa samles alle frommes sind,
Og vies til GUds tempel ind.

✂ 11. De sterke med de svage gaae,
De rige med de arme staae,
Forfarne med lemfældighed
Veyvise den, som lidet veed,
At alting passer sig saa net,
Naar alles kræfter samles ret.

✂ 12. Naar dette himmel-sterke baand
I verden tager overhaand,
Da voxer kierlighed til GUd,
Da bredes JEsu rige ud,
Og drager daglig andres sind
I dette himmel-selskab ind.

✂ 13. Des mindre tør man undre paa,
At satan derimod vil staae,
Faar kierlighed først saadan magt,
Saa er hans rige alt for svagt,
Saa vil hans hierte sprekke ved,
At see GUds kirkes søde fred.

✂ 14. Da samler hand sin hele magt
Af vold og løgne og foragt,
Bevæger al den deel hand kand,
At saae fortred og misforstand
Iblant GUds Søns udvalde flok,
Saa veed hand, hand har vunden nok.

*10, 5: alle frommes] alles fromme J6-7. 11, 4: veyvise] veiviser J7. *- - - *V. 10: 1. Pet. 2, 5; Ef. 2, 20-22. - 10, 3 jevnes med] gøres lige med, ligestilles med (i betydning for bygningen). - 10, 4: at] så at. - V. 11: Til tanken jfr. 1. Kor. 12, 14-30. - 11, 2: arme] fattige. - 13, 2: derimod vil staae] vil kæmpe derimod. - 13, 5: sprekke] briste. - 14, 3: al den deel] alle dem. 154

✂ 15. I da, som føre HErrens sværd,
Staaer sammen, ach! staaer sammen nær,
Forbindes ret i kierlighed,
Og tænker paa vor daabes eed,
Det er den allerstørste sag,
Saa har alt fienden tabt sit slag.

✂ 16. Forbinder eder nær i GUd,
Og tænker paa det søde bud,
Som JEsus har os alle sagt,
Og hver i sær paa hiertet lagt,
At hvo der er i eders tal
Af kierligheden kiendes skal.

✂ 17. O JEsu, du, som kom herned,
At stifte fred og kierlighed,
Udbred dit rige vidt og bredt,
Forbind os alle ret til eet,
At vi med dig og dine maae
Til evig tiid i samfund staae.