Brorson, Hans Adolph O de siele, de allene

Nr. 226.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder etc.

O de siele, de allene,
Som med JEsu sig foreene,

6, 6: syng] siung J1-3.

Nr. 226. J1-7.

- - -

4, 5-7: Billederne krud, rose, due er Brorsons; krud] urt; rose] se under nr. 81, 1, 1; due] Højs. 2, 14; 5, 2. - 5, 4-6: Rom. 8, 34. - 6, 2: har mig] har mig hos sig.

Nr. 226. Oversættelse. O! wie seelig sind die seelen, C. F. Richter, Schr. s. 1026. Uden at blive citeret ligger Højsangen til grund i den kendte udlægning af brudgommen om Jesus, af bruden om sjælen. Salmen falder i to dele: 1) brudens herlighed, v. 1-6, 2) de krav, som denne herlighed stiller, v. 7-10. I første del møder vi en sværmerisk Jesusmystik. Det er ikke den kommende herliggørelse i himlen, som skildres; det er nutid: De sjæle, som med JEsu sig foreene, deres herlighed er stor, v. 1; de synes her forladte, men har dog en høyhed, som overgår al forstand, v. 2; originalen siger ligefrem i v. 2: Denn wer fasset ihre würde, Die bey dieser leibes-bürde Sich in ihnen schon befind't? Nutidig fortsætter herlighedsskildringen også i de følgende vers, stigende til det næsten ekstatiske v. 6, der taler om den herlighedens glands, Som i brudens hierte flyder, Og som strømme overgyder Sielens villie og sands. I anden del er tonen ændret. Her opfordres der i v. 7 til at stræbe efter den forening med Jesus, hvorom v. 1 havde talt; bruden må forsage, fornægte sig selv, finde sig i at lide modgangs tørke, v. 8-9; ja salmen

264

Deres herlighed er stor,
Som fra verdens lyst fordrevne,
Ere eet med JEsu blevne,
At de i hans hierte roer.

2. Hvo kand deres høyhed skatte,
Skiønt de synes her forladte?
Den gaaer over al forstand,
Alle himle er for ringe
For den siel, hvis bryst og bringe
Føler livets konges brand.

3. Naar GUds englers øyne dekkes,
For hans Majestæt forskrekkes,
Da kand bruden smile ad
Hans forunderlige krone,
Seer ham paa sin høye throne
Uden dekke mild og glad.

4. Andre skielve maae i glæde,
Naar de skal for lyset træde,
Lammets hellighed at see,
Men med bruden, som trolovet
Er med Christo, hendes hovet,
Kand det uden rædsel skee.

5. Nest Jehovæh Guddoms ære
Kand vel intet større være,

* * * 265

End som brudens herlighed,
Som utroelig vel til mode
Med det allerstørste gode
Sig saa nær foreenet veed.

6. Alle perlers pragt maa blegne,
Demant er som leer at regne
Mod den herlighedens glands,
Som i brudens hierte flyder,
Og som strømme overgyder
Sielens villie og sands.

7. O! saa stræbe man allene,
At man kand sig ret foreene
Med vor skat, Immanuel,
Skal man derved noget lide,
Og sig løs fra alting slide,
Det betaler sig saa vel.

8. Hielp da, JEsu, at jeg vanker
Ud og ind i himmel-tanker,
Og allene pønser paa,
Som din egen bruud og mage,
U-ophørlig at forsage
Al den deel, som skal forgaae.

9. Saa vil jeg mig selv fornegte,
Skulde end mit liv vansmægte,
JEsum jeg ey slippe vil,
Skal jeg lide modgangs tørke,
Saa vil jeg mig derved styrke,
At jeg hører JEsum til.

* 266

10. Uden nogen trøst at finde,
Vil jeg troe, at JEsus inde
I mit hierte altid boer,
Siden er det tiid at skue,
Naar GUds himmels bryllups-stue
Samler os i engle-chor.