✂

Nr. 258.

✂ Mel. Jeg løfter høyt op øyne mine etc.

✂ Paa JEsu død og blodig saar
Begynder jeg mit kirke-aar,
Hans reyse til Jerusalem
Giør al min vandring angenem,
Det sidste trin skal blive got,
Ret lige op paa Zions slot.

✂ 2. Paa JEsu sande livsens ord
Min troe og salighed beroer,
Den vey, hand viser, vil jeg gaae,
Den arv, hand lover, vil jeg faae,
Og uden ordets klare skin
Jeg ey vil giøre mindste trin.

✂ 3. Min JEsu jeg mig ofre vil
Og al den deel mig hører til,
Ey noget er saa got og rart,
At det for ham skal blive spart,
Hvad ham til ære kastes hen,
Det findes tusend'-fold igien.

* Nr. 258. J2-7. *- - - *Nr. 258. Original. Salmen er digtet over evangeliet til 1. søndag i advent, Mt. 21, 1-9. - 1, 3-6: Evangeliets fortælling om Jesu indtog i Jerusalem udnyttes her allegorisk om rejsen til det ny Jerusalem, hvor den kristne følger ham for til sidst at nå til Zions slot dvs. himlen. - 1, 4: angenem] dejlig. - 2, 1: Joh. 6, 68. - 2, 4: Ap. G. 20, 32; 1. Pet. 1, 4. - 2, 5-6: Sl. 119, 105. - 3, 1-2: Objekt for ofre er mig... og al den deel. - 3, 3: rart] sjældent, kosteligt. - 3, 5-6: Lk. 18, 29-30. 354

✂ 4. Jeg holder daglig kirke-gang
Med ordets læsning, bøn og sang,
Osanna mig i mund og sind
Skal følge baade ud og ind,
Fordi, du Davids Søn! du est
Mit hiertes daglig fryde-fest.

✂ 5. O! GUd skee lof til evig tiid,
At tiden er saa himmel-bliid,
Ret ligesom det var en vaar
Til evighedens kirke-aar,
At vi kand her begynde paa
For thronen nat og dag at staae.

✂ 6. Osanna! milde Davids Søn,
Vor ærens priis og tusend-skiøn!
O maatte ey den gandske jord
Nu blive til et synge-chor,
Al verden til en helligdom!
Fordi GUds Søn til verden kom.

✂ 7. Op! Zion! leg din enke-dragt!
Iføer dig lysets brude-pragt!
Strøe palmer for hans fødders gang,
Og mød din skat med fryde-sang!
Forkynd hvor sød hand er og bliid
Fra nu og indtil evig tiid!

*6, 4: synge] siunge J2-3. *- - - *4, 3-6: Mt. 21, 9. - 4, 3: osanna] hosianna, hebraisk festråb: frels dog. - 5, 2: tiden] Der tænkes næppe på digterens nutid som en særlig vækkelsestid, men snarere i almindelighed på tiden modsat evigheden; den har ved Kristus fået en helt ny karakter. - 5, 5-6: Hebr. 4, 16, jfr. Joh. Åb. 7, 9. - 5, 5: at] så at; her] allerede her på jorden. - 6, 2: ærens priis, tusend-skiøn] blomsternavne. - 7, 1: Zion] den kristne menighed. - 7, 3: Mt. 21, 8; Joh. 12, 13. - 7, 4: din skat] Jesus som brudgommen.

✂

Nr. 259.

✂ Mel. Jeg veed et evigt himmerig.

✂ Omenniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?

✂ 2. Giv agt, og merk hvad sandheds mund,
Som ingen kand bedrage,
Har talet om den sidste stund,
Og hvordan det vi! smage:

✂ 3. Naar dommeren vil bryde frem,
En hver sin løn at give,
Naar alle jordens folk skal hiem,
Hvor de skal evig blive.

✂ 4. Da, naar de store tegn skal skee
I stierner, soel og maane,
Naturen, som i fødsels vee,
Er færdig til at daane.

✂ 5. Naar havet bruser op i skye
Og vælter sine strømme,
Ret som det vilde strax paa nye
Al verden oversvømme.

✂ 6. Naar alle torden sammenslaaer,
Og alle vinde suser,
Naar jorden som en vugge gaaer,
Og himlens hvelning ruser.

*Nr. 259. J2-7. 1, 1: menniske] menneske J3. 6-7. *- - - *Nr. 259. Original. Salmen er digtet over evangeliet til 2. søndag i advent, Lk. 21, 25-36. - 1, 1-2: Angående Brorsons forvisning om Herrens nære genkomst se under nr. 19, 6, 1-4 samt i Povl Otzen, Nogle hidtil utrykte vers af Brorson, 1950, s. 24. - 1, 2: 2. Pet. 3, 10. - 1, 3: sikkerhed] verdslig tryghed. - 2, 1: sandheds mund] Kristus. - 2, 4: hvordan det vil smage] fortsættes i v. 3 med naar i l. 1 og 3. - 3, 4: hvor de skal evig blive] enten i himlen eller i helvede. - 4, 1: da, naar] indleder en række forsætninger med naar (5, 1; 6, 1. 3); eftersætningen kommer med da i 7, 1; tænk komma efter v. 4, v. 5 og v. 6. - 4, 3: der er underforstået et »og« eller »når« foran naturen. - 5, 3: paa nye] som ved syndfloden, 1. Mos. 7, 17-23. - 6, 4: hvelning] hvælving; ruser] skrider sammen, jfr. nr. 251, 1, 11. 356

✂ 7. Da just udi den samme stund
Vil Christus aabenbares,
Og at der skal til baade pund
Og alle renter svares.

✂ 8. Da skal de alle, ogsaa de,
Som vilde være blinde,
Da skal de livsens fyrste see,
Og mange øyne rinde.

✂ 9. Samvittighed! som vogner vred,
Hvad vil du luften giøre
Som helvede saa rød og heed,
Naar du dig da vil røre.

✂ 10. Den store hob er trint omkring
Bespendt med frygt og plage,
For baade de fremfarne ting,
Og hvad de nu skal smage.

✂ 11. Men ham at skue, som de her
Forskiød, som for dem døde,
O GUd! hvor dette vil i sær
Med helved-marter støde!

✂ 12. Men glade vil de gode staae
Ved deres Frelsers komme,
O tusind lyst at see ham paa,
Og findes blant de fromme!

✂ 13. De glædes, før de faaer ham seet,
Hvad naar de seer hans rige,
Hans herlighed og majestæt?
Hvad vil de da vel sige?

*7, 3: Fra l. 2 er underforstået vil foran at; Kristus vil det. - 7, 3-4: Mt. 25, 19-30, hvor ældre bibeloversættelser gengiver talenter ved pund. - 9, 2: hvad] hvor. - 10, 2: bespendt] beklemt, trykket. - 10, 3: de fremfarne (dvs. forbigangne) ting] livet, som de har levet og nu skal stå til ansvar for. - 11, 4: støde] angribe el. knuse. - 12, 3: see ham paa] betragte ham. 357

✂ 14. Velan, I fromme! tiden sig
Alt meer og mere nærmer,
Og dagen kommer pludselig,
Naar verden grummest sværmer.

✂ 15. O! tager eder vel i agt
For verdens sorg og glæde,
Ey nogen stund fra bønnens vagt
Og troens kamp at træde.

✂ 16. Men I, som livsens vey beleer,
Og bliver ved at synde,
Naar I ham snart paa thronen seer,
Hvad vil I da begynde?

✂ 17. O menniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?

✂

Nr. 260.

✂ Mel. O GUd, du fromme GUd.

✂ Den gamle Adams sind med verdens frygt sig piner,
Vil gierne tækkes hver og holde gode miner,
Den frygt ved HErrens kraft skal trines under fod,
Hvo JEsum have vil, det koste liv og blod.

*17, 1: menniske] menneske J7. *- - - * Nr. 260. J2-7. *14, 3-4: Lk. 21, 34; Mt. 24, 42-43. 48-51; 25, 13; 1. Thess. 5, 2-3. - 14, 4: grummest] værst; sværmer] om udsvævelser (»svire og sværme«). - 15, 2: verdens sorg og glæde] verdslig bekymring og syndig glæde, Lk. 21, 34: »Vogter eder selv, at eders hjerter ikke nogen tid besværes med frådseri og drukkenskab og med sorg for næring«. - 16, 1: livsens vey] Jer. 21, 8; Mt. 7, 14; beleer] ler ad. - 16, 3: Mt. 25, 31. -16, 4: begynde] stille op. *Nr. 260. Original. En salme om at bekende Kristus. Forbindelsen med advent er ikke så let at finde; snarest må man tænke på 4. søndag i advent: evangeliet om Johannes døbers bekendelse, Joh. 1, 19-28. - 1, 1 og 10, 1: verdens frygt] frygten for verden. - 1, 4: hvo JEsum have vil] hvis man vil have Jesus; det koste] selv om det skal koste; hører til skal trines under fod. 358

✂ 2. At troe paa JEsum og ham gierne at bekiende,
Det er den sikre vey, som faaer en salig ende,
Til himlen skal man gaae med hiertens ydmygt sind,
Dog ingen tænke, hand vil stiele sig derind.

✂ 3. Naar GUd ved ordets lys en siel af synden vækker,
See! da er det og een af satans største trækker,
Lad blive, siger hand, og flye dog verdens skam,
Lad ulven dig ey see, du taabelige lam!

✂ 4. Saa viser hand en vey, at baade leeg og klerke
Kand tiene GUd saavel, og ingen det skal merke,
Hand siger: kierlighed og troe kand ingen see,
Frygt GUd saaledes, at dig andre ey belee.

✂ 5. Ach GUd, hvor mangen har hand fast i denne strikke,
Som baade efter GUd og verden sig vil skikke,
Det skriften kalder dog en plat umuelighed,
Ret som at stige op, i det man stiger ned.

✂ 6. Hvad hand mod os har giort, GUds Søn af himmerige,
Det er en sag, som snart al verden veed at sige,
Dog vil den samme mund ey være ham bekiendt,
Som siger, at hans død os livet har fortient.

✂ 7. Hand skammede sig ey al verdens skam at bære,
For GUd og verden en forbandet ting at være,
Vor blusel skiulte hand, selv taalig drak vor spee,
Og rart, at man engang om efter ham vil see.

✂ 8. Men, hvad vil dette faae omsider for en ende?
Paa dommens dag hand dem for sine ey vil kiende,

*7, 3: taalig] taallig J2-3. *- - - *2, 1-2: Rom. 10, 9-10. - 2, 3-4: Meningen er: nok ydmyg, men ikke forknyt; stiele sig derind] om menneskefrygt. - 3, 2: trækker] en træk dvs. et bedrag eller kneb. - 3, 3: lad blive] lad være, nemlig at træde åbent op. - 4, 1: at] så at; leeg og klerke] lægfolk og præster. - 4, 4: dig belee] ler ad dig. - 5, 3: Mt. 6, 24; Jak. 4, 4; plat] fuldstændig. - 7, 2: Gal. 3, 13. - 7, 3: blusel] skændsel; taalig] tålmodig; drak vor spee] Joh. 19, 28-30. - 7, 4: rart] sjældent; meningen er, at det kun er sjældent, at man vil vende sig om og se efter Jesus. 359

✂ Det staar med klare ord, o! give GUd, det stod
Os alle prentet ind i inderst hierte-rod.

✂ 9. Da gik og søgte man slet ingen anden ære
End ved et helligt liv sin Frelsers spot at bære,
Da blev hans aag os sødt, hans byrde kier og let,
Da blev man ikke paa saa kort en vey saa træt.

✂ 10. Men verdens frygt er fuld af baade skam og plage,
Den ene fod vil frem, den anden vil tilbage,
Man frygter for en skye, at den vil falde ned,
Og vover yderlig sin siel og salighed.

✂ 11. Saa gaaer det, naar et saar ey ret af grunden heles,
Og om end det er skeet, at hiertet siden deles,
Da bliver sielen vild, vil baade til og fra,
Ey ret af porten ud, og op paa Golgatha.

✂ 12. I fromme! seer I ret det smukke himmerige?
O! løber, lige got, hvad andre dertil sige,
De faaer at snakke hen, som bedre ey forstaae,
Og sligt er ikke værd engang at tænke paa.

✂ 13. Den vey, GUds Søn har lært, den maae vi altid følge,
Og det for ingen mand i ord og gierning dølge,
Saa vaagner mangen op af sikkerhedens nat,
Naar lyset bliver ret paa lyse-stagen sat.

✂ 14. Op! Zion! det er tiid, at lunkenhed har ende,
Enhver med hiertens lyst sin deyligste bekiende,
Og intet føle til den tidens korte vee
For glæden, at man skal sin JEsum evig see.

*8, 3: Mt. 10, 33. - 9, 1: da gik man ikke og søgte nogen anden ære. - 9, 2: Hebr. 11, 26; 13, 13. - 9, 3: Mt. 11, 30. - 10, 3: Billede på en ubegrundet frygt. - 10, 4: vover yderlig] sætter i yderste fare. - 11, 3: vild] vildfarende. - 11, 4: vil ikke ud for at lide med Kristus, Hebr. 13, 12-13. - 13, 2-4: En åben bekendelse virker vækkende på andre. - 13, 3: sikkerhed] verdslig tryghed. - 13, 4: Mt. 5, 15. - 14, 1: Zion] den kristne menighed; lunkenhed] jfr. Joh. Åb. 3, 15-16. - 14, 2: sin deyligste] Kristus som brudgommen. 360

✂

Nr. 261.

✂ Mel. Guds godhed ville vi prise.

✂ O Gud, som tiden vender
Og styrer i din haand,
Vi folde vore hænder
Og sukke ved din aand:
I JEsu Christi navn
Lad dette aar os være
Velsignet dig til ære
Og vore sieles gavn.

✂ 2. Dit ord og sacramenter
Vi har til denne stund,
Men ach! hvordan forrenter
Vi disse store pund?
For JEsu blod og saar
Lad dog dit lys tiltage,
Og vidt og bredt opdage
I det begyndte aar!

✂ 3. Giv, at din naade virker
Med dem, som forestaae
I skoler og i kirker,
At frugten kiendes maa,
For JEsu skyld formeer
Din priis til verdens ender,
At man i alle stænder
Din naades virkning seer.

* Nr. 261. J2-7. *Nr. 261. Original. Af indhold er salmen et sidestykke til nr. 17. Da denne først fremkom 1739 i J1, er det mærkeligt, at Brorson allerede 3 år efter i J2 udgiver en nytårssalme, der står den så nær. I kongehuset eller i landet var der jo ikke sket forandringer, som kunne være grunden dertil. - 1, 5: Hentydning til nytårsdags evangelium, Lk. 2, 21, hvis indhold er Jesusnavnet, jfr. nr. 14, 4, 1-3 og nr. 18; i salmen her nævnes Jesu navn i femte linie af hvert vers, næsten som et omkvæd. - 2, 7: opdage] skinne frem. - 3, 2: forestaae] er ledere. 361

✂ 4. Styrk dem, som os frembærer
Din naades søde bud,
Lad hver, som andre lærer,
Selv være lært af Gud,
For JEsu Christi blod
Lad mørkheds magt beskæmmes
Og ordets kraft fornemmes
I alles hierte-rod.

✂ 5. Guds fred fremdeles pryde
Vor Konge, hvor hand gaaer,
Al verden at betyde,
Hvad Christi kraft formaaer,
For JEsu skyld bliv ved
Vor Konges dyrebare
Person og liv at spare
Til rigets sande fred.

✂ 6. Vor Dronning, din udvalde,
Din miskundhed beviis,
Din man til hende falde
Som dug i Paradiis,
For JEsu blide navn
Lad landets Moder hvile
Mod alle fiendens pile
I hendes Frelsers favn!

✂ 7. Bevar din egen pode
Vor Arve-Prinds og giv
Ham fremvext i det gode,
Et sundt langvarigt liv,
For JEsu skyld far fort,
Din himmel-vext at vande,
Din David at bemande
Til det, du agter stort.

*7, 3: ham] hans J2-5; komma efter gode mangler i J2-3. *- - - *4, 4: Joh. 6, 45. - 5, 3: betyde] vise. - 6, 3: man] manna, 2. Mos. 16, 4-15, jfr. Joh. 6, 48-50. - 7, 1: pode] se under nr. 10, 1, 3; her har vi vel betydningen ung plante. - 7, 5: far fort] bliv ved. - 7, 7: din David] arveprinsen; bemande] gøre mandig. 362

✂ 8. Printzesserne sig pryde
I naadens høye rang!
Alt kongens huus sig fryde
I livsens Fyrstes gang!
For JEsu navn og saar
Lad kongens residentzer
Staae fast i naadens grendser,
Saa længe verden staaer.

✂ 9. Giv dem, som kongen tiene
I deres høye stand,
At de det trofast mene
Med Gud og kongens land,
For JEsu skyld forfrem,
Hvad got de gode stifter,
Og helvedes bedrifter
Til evig tiid beskæm.

✂ 10. Giør kongens magt forsigtig,
Frimodig, fast og stærk,
At hver, som hand er pligtig,
Kand fremme HErrens verk,
For JEsu skyld forleen
Os fred i vore dage,
Og lad os dig behage
I troen hver og een.

✂ 11. Lad ægteskaber smykkes
Med HErrens frygt, som kand
Ved børne-tugten lykkes
Til en forbedret stand!
For JEsu skyld forfrem
Enhver gudfrygtig næring,
Og giør os vor besværing
Ved naaden angenem.

*8, 3: alt] hele. - 8, 4: i livsens Fyrstes gang] på Kristi vej. - 8, 7: grendser] område, rige. - 11, 4: stand] tilstand. - 11, 7-8: Den hos Brorson hyppige tanke om trængslerne som noget værdifuldt for den kristne, se f. eks. nr. 6, 6, 5-7 og nr. 193. - 11, 7: besværing] tynge. - 11, 8: angenem] tiltalende. 363

✂ 12. Opfyld de gamles hierne
Med dybe tanker om
At slippe verden gierne,
Og møde for din dom,
For JEsu mildhed lær
De unge sig at tvinge,
At agte verden ringe,
Og have JEsum kier.

✂ 13. Lad dem, som ikke kiende,
At JEsus er saa sød,
Med hiertens graad sig vende
Til naadens blide skiød!
For JEsu skyld bevæg
De haarde demant-hierter,
Og alle siele-smerter
Med JEsu vunder læg.

✂ 14. O søde Gud! vi senker
Udi din kierlighed
I sær forladte enker
Og faderløse ned,
For JEsu skyld giør sund
Enhver, som lider svie,
Og hielp dem at opbie
Den rette hielpe-stund.

✂ 15. Vi vide ey tilhaabe,
Som for dit ansigt staaer,
Hvem døden bort vil raabe
I det begyndte aar,
For JEsu skyld bered
Til døden vore sinde,
Saaledes at vi finde
I døden salighed.

*15, 1: tilhaabe] tilhobe J4-7. 364

✂

Nr. 262.

✂ Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

✂ Syndre! hvad er klokken slagen?
Tænker du ey snart herfra?
Det alt sildig er paa dagen,
See dig for paa Golgatha
Og udi Gethsemane,
Begge stæder kand du see:
Om din korte tiid sig rimer
Med Guds pines lange timer.

✂ 2. JEsus maalede med sukke
Vor forløsnings dag og nat,
Vilde intet øye lukke,
Før hand fik vor frelse fat,
JEsu pines tynge stærk
Driver naadens seyer-verk,
Men ey øyeblik vil give
Dig i vellyst at fordrive.

*Nr. 262. J2-7. 1, 1: syndre] synder J7; syndre er sandsynligvis trykfejl eller måske forkortelse af den gamle enkelttalsform syndere. 1, 3: alt sildig] al sildig J4-7. 1, 7: din] den J7. 2, 5: JEsu pines tynge stærk] JEsu pine tynges stærk J4-7, trykfejl. *- - - *Nr. 262. Original. En betragtning over døgnet fra skærtorsdag aften til langfredag aften. Hovedhensigten er at knytte mindet om frelserens lidelse sammen med vort daglige liv. Digteren forestiller sig time for time, hvilken begivenhed af lidelseshistorien der kan være sket ved hvert klokkeslet, og vil, at man skal have det i tanker døgnet igennem. V. 1-3 er en indledning, der i almindelighed taler om Jesu lidelsestimer som det, der skal sætte præg på vort liv; derpå bringer v. 4-8 de - for største delen frit udtænkte - klokkeslet; endelig dvæler v. 9-12 ved dybden af Herrens lidelse og værdien af de timer, da han fik nådens lys til at stråle frem. - V. 1 er en opfordring til selvprøvelse ud fra tanken om livets korthed. Først (l. 1-2) spørges der: Hvor langt tror du, at du har igen (hvad er klokken slagen)? Tænker du ikke på, at du snart skal herfra? Derefter (l. 3) siges det ligefrem, at det er sent på dagen dvs. livsdagen, og der opfordres derfor (l. 4-5) til at vende blikket mod Jesu lidelse (Golgatha... Gethsemane). Derved (l. 6-8) kan du få klarhed over, om dit korte liv svarer til det, at Jesus har lidt for dig. - 1, 8: Gud] Jesus, som er sand Gud; lange] følt lange på grund af lidelsens storhed. - 2, 1-2: Ligesom uret udmåler tidens gang minut for minut, sådan var det Jesu sukke, der målte tiden i det døgn, da forløsningsværket skete. - 2, 5-6: Det fremadskridende frelsesværk er tænkt som et ur (naadens seyerverk), hvis drivkraft er Jesu lidelse; JEsu pines tynge] billedet er de tunge lodder, som driver et stort ur. 365

✂ 3. Fra skiertorsdags aften-svale,
Til langfredags soel gik ned,
Saae man livsens soel at dale,
Da hand for al verden leed,
Denne døgn skal al din tiid
Rettes efter ind med fliid,
Tænk, naar satan dig vil lokke:
Hvad er nu Guds pines klokke?

✂ 4. Sex var hand ved paaske-retter,
Som det rette paaske-lam,
Syv sit sacrament indsetter,
At vi skulde nyde ham,
Otte venlig afskeed tog,
Ni til urtegaarden drog,
Ti forraades, fanges, føres,
Elleve hand stærkt forhøres.

✂ 5. Tolv de falske vidner møde
(Spøgelser om midnats-tiid),
Et blev hand fordømt til døde,
Tog mod dommen mild og bliid.
To er hver mands næve knyt,
Tre man saae ham fuld af spyt,
Fire narres, spottes, drilles,
Fem igien for retten stilles.

✂ 6. Mørket viger, natten endes,
Pinen var dog ey forbi,
Dødsens bue skulde spendes,
Før blev verden ikke fri,

*4, 8: stærkt] sterk J2-3. *- - - *3, 3: livsens soel] Jesus, jfr. nr. 148, 7, 1. - 3, 5-6: Hele din tid dvs. hver time på dagen skal indrettes efter dette døgn. - 4, 1: paaske-retter] påskemåltidet, Mt. 26, 17. 20. - 4, 2: 1. Kor. 5, 7. - 4, 3-4: Mt. 26, 26-28. - 4, 3: indsetter] indstifter. - 4, 5: Joh. 14-16. - 4, 6: Mt. 26, 30. 36; Joh. 18, 1. - 4, 7: Mt. 26, 47-50. 57. - 4, 8: Joh. 18, 13. 19 flg. - 5, 1-2: Mt. 26, 59 flg. - 5, 3: Mt. 26, 65-66. - 5, 5-7: Mt. 26, 67-68. - 5, 7: narres] bliver gjort nar ad. - 5, 8: Mt. 27, 1; Lk. 22, 66 flg. - 6, 3: Jesus skulle rammes af dødens pil, jfr. Sl. 11, 2. - 6, 4: fri] frigjort fra syndeskylden. 366

✂ Det var den bestemte dag,
Da al verdens frelses sag
Skulde nu til ende føres,
Inden aften reent afgiøres.

✂ 7. Klokken sex vor JEsus gives
Over i Pilati magt,
Syv til kong Herodes drives,
Hvor hand leed saa stor foragt,
Otte pidskes JEsu krop,
Ni paa korset henges op,
Ti for sine fiender beder,
Elleve sin moder glæder.

✂ 8. Tolv blev begge sole mørke,
Den formørkelse var stor,
Et endnu i vredens tørke
Og den grumme pines mord,
To endnu i dødsens bad,
Tre hand skreeg og græd og bad,
Fire JEsu side rinder,
Fem sin roe i graven finder.

✂ 9. Tiden kun saa kort betegnes,
Og saa vit man slutte kand,
Efter hvilket kand beregnes
Resten af hans pines stand,
Men, min siel, din regning fik,
Om du kun et øyeblik

*8, 3: vredens] verdens J2. 8, 4: grumme] grummes J2. 9, 5: regning] redning J4-7, vistnok trykfejl. *- - - *7, 1-2: Mt. 27, 2. - 7, 3-4: Lk. 23, 7 flg. - 7, 5: Joh. 19, 1. - 7, 6: Mk. 15, 25. - 7, 7: Lk. 23, 34. - 7, 8: Joh. 19, 26-27. - 8, 1: Mt. 27, 45; begge sole] solen på himlen og Jesus, jfr. 3, 3. - 8, 3: vreden] Guds vrede. - 8, 5: bad] kan i ældre sprog bruges om hård behandling, pinsel o. lign.; Brorson taler i »Lissabons Undergang« om, at Propheten saae... Babylon i Bad. - 8, 6: Mt. 27, 46. - 8, 7: Joh. 19, 34. - 8, 8: Mt. 27, 59-60. - 9, 1-4: Meningen er: Tidspunkterne er her kun angivet ganske kort og ud fra, hvad man kan slutte sig til; derefter kan enhver selv udfylde dette skema med resten af lidelseshistorien. - 9, 4: stand] tilstand. - 9, 5-8: Jesu pine var så frygtelig, at hvis du blot skulle opleve, hvad der svarede til et øjeblik af den, ville det for dig være en evighed; din regning, hvor din syndegæld står opskreven, ville aldrig få ende dvs. ville aldrig være betalt. 367

✂ Af hans marter skulde kiende,
Aldrig fik din regning ende.

✂ 10. Hand ey eene lod sig spotte,
Henge, slide, pidske, flaae,
Men Guds grumme vrede maatte
Ham i Guddoms iver slaae,
Ach! da Guds retfærdighed
Hele timer slog og sleed
Paa det milde JEsu hierte,
Ach! hvad leed hand da for smerte.

✂ 11. O I dyre-bare timer!
Da man her paa jorden saae
Naade-solens røde strimer
Dødsens taage bort at slaae,
Eders milde straalers skin
Giør det lyyst for mine trin,
Naar I op i sielen rinder,
Al min nat og trang forsvinder.

✂ 12. Da min JEsus leed og døde,
Vredens nat og mørke sank,
Naadens blide morgen-røde
Lyser over sielen blank,
Tidens skændsel JEsus bar,
Deraf blev min tiid saa klar,
At jeg uforsagt tør vove
Midt i dødsens nat at sove.

*9, 8: regning] redning J4-7, vistnok trykfejl. 12, 8: dødsens] dødens J6-7. *- - - *10, 1: ey eene] ikke blot. - 10, 3-7: Es. 53, 5. 8; Mt 27, 46; Rom. 3, 25; 2. Kor. 5, 21; Gal. 3, 13. - 10, 4: iver] harme. - 11, 3: strimer] stråler; i udtrykket røde strimer ligger måske tanken om Jesu blod. - 11, 4: slaae] drive. - 11, 8: trang] trængsel.- 12, 2: vreden] Guds vrede; sank] sank ned, forsvandt. - 12, 4: blank] strålende. - 12, 5: Jesus bar hele tidens dvs. alle tiders syndeskyld. - 12, 6: klar] lys. 368

✂

Nr. 263.

✂ Mel. Paa Gud allene.

✂ Op! op! at møde
Din Goel, JEsu bruud!
Som for dig døde,
Og gik fra døden ud,
Som ey blev borte,
Den stund hand var forkast,
Som bandt den sorte,
Den tiid hand selv var fast,
Som freden giorte,
Den gang hans hierte brast.

✂ 2. O! hvilken qvale
Hans siel og legem bandt,
Før hand sin dvale
I gravens hvile fandt,
Hand gik i borgen
For os, vor beste ven,
Sank som i sorgen
Og døden gandske hen,
Paa paaske-morgen
Da fik vi ham igien.

✂ 3. O! al min glæde,
Jeg løber dig imod,
Din grav at væde
Med glæde-taarers flod.
O tusind gange
Velkommen fra min straf,

*Nr. 263. J2-7. 3, 5: tusind] tusend J2-3. *- - - *Nr. 263. Original. 1, 2: Goel] hebr., forløser, befrier. - 1, 5-6: Han forsvandt ikke i døden, da mennesker havde forkastet ham. - 1, 7: den sorte] djævelen, jfr. nr. 82, 7, 2. - 1, 8: fast] naglet fast til korset. - 1, 9: freden giorte] stiftede fred mellem Gud og mennesker, Es. 53, 5; Rom. 5, 1, jfr. Ef. 2, 14-17. - 2, 1: qvale] ældre sideform af kval. - 2, 7: som] ligesom, så at sige. - 3, 1: al min glæde] Jesus. - 3, 6: fra min straf] fra at have lidt straffen for mig. 369

✂ Fra dine mange
Og svare piners haf,
Fra din den trange
Og mørke død og grav!

✂ 4. Vor nat er svunden
For naadens lyse dag,
Og vi har vunden
Med ære al vor sag,
Gid ingen vanke
I sorgens mørke meer,
Derpaa at anke,
Hvad os i verden skeer,
Da vi de blanke
Guds himle aabne seer.

✂ 5. Vil satan fnyse
Mod det, som synes svagt,
Lad dig ey kyse,
Hand har slet ingen magt,
Lad ham kun larme,
Din JEsus er din trøst,
Kast dine arme
Om den opstandnes bryst,
Sig at forbarme
Er ham den største lyst.

✂ 6. Sank hand til grunde
For os i dødens aae,
Mon hand da kunde
Af sine haanden slaae?
Ney, hand vil være
Vor skiold mod satans list,
Hand vil os hære,
Naar vi vor kraft har mist,

*4, 7-8: så han klager over, hvad der sker os af modgang i verden. - 4, 9: blanke] lyse. - 5, 2: det, som synes svagt] dem, som synes svage. - 5, 5: larme] rase. - 6, 1: til grunde] til bunds. 370

✂ Og os erklære
For sine her og hist.

✂ 7. Saa er mig døden
Og livet begge kier,
Er det fornøden
At leve lidet her,
I JEsu naade
Mit levnet skal bestaae,
Den levemaade
Er sød at tænke paa,
Saa kand jeg baade
I sorg og glæde gaae.

✂ 8. Men skal jeg træde
Til gravens mørke port,
Ja ret med glæde
Den gang skal blive giort,
Med brude-mine
Jeg hilse vil min død,
Har JEsus sine
Dog hende giort saa sød;
Trods dødsens pine!
Jeg døer i JEsu skiød.

✂ 9. Kom, søde leye!
I gravens stille borg,
Dig kand jeg eye
Foruden synd og sorg;
Trods dine pile,
Du hele mørkheds trop!
Der kand jeg hvile
Min arme ømme krop,
Der kand jeg smile,
Naar jeg igien skal op.

*8, 9: dødsens] dødens J6-7. *- - - *7, 5-6: Jesu nåde skal være mit livs indhold. - 7, 10: gaae] vel = færdes. - 8, 7-8: har JEsus... dog] Jesus har dog. - 8, 8: hende] døden. - 8, 9 og 9, 5: trods] lige meget med. - 9, 2: borg] tilflugtssted. - 9, 6: mørkheds trop] djævelen og hans engle, Ef. 6, 12. - 9, 10: naar jeg igien skal op] på den yderste dag. 371

✂

Nr. 264.

✂ Mel. Den vey gaaer vist til himmerige etc.

✂ Den siel, som Gud i sandhed kiender,
Og finder smag i livsens ord,
Som sig med lyst fra verden vender,
Og med sit sind i himlen boer,
Den kand sig ret i Gud fornøye,
Og verden er ham derimod
Som røgen for det svage øye,
For ham er Gud allene god.

✂ 2. Guds væsen hand med lyst betragter,
Som englerne i fryd beseer,
Gud for sin eneste hand agter,
Hand kand og vil ey have meer,
Forsmaaer det mindste med det største
Af det, som kiødet have vil,
Gud er den sidste og den første,
Som al hans længsel sigter til.

✂ 3. Thi, hvad for kiødet herlig blinker,
Som blus og røg og damp forgaaer,
En lyst, som hastig døer og stinker,
En skat, som ingen med sig faaer,
En trøst, som er dog falsk i grunden,
En riigdom, sielens fange-blok.
Men den, som er med Gud forbunden,
Har baade her og evig nok.

✂ 4. Thi hand, som sielens skat vil være,
Hand selv er idel kierlighed,

*Nr. 264. J2-7. 2, 2: englerne] Englene J2-3. *- - - *Nr. 264. Oversættelse. Ein hertz das GOtt erkennen lernet, J. G. Wolf, Schr. s. 356. Brorsons gengivelse er adskillige steder ret fri. - 1, 6-7: Billedet er Brorsons. - 2, 6: kiødet] den syndige menneskenatur. - 2, 7: jfr. Es. 44, 6; 48, 12; Joh. Åb. 1, 18; 2, 8; 22, 13. - 3, 1: blinker] skinner, stråler. - 3, 3: Billedet er Brorsons. - 3, 4: jfr. 1. Tim. 6, 7. - 3, 6: en rigdom, der fængsler sjælen til denne verden; billedet er Brorsons. 372

✂ Sligt alle skabte ting os lære,
Thi det er deres øye-meed,
Vort sind fra dennem selv at rykke,
Og vise det henop til Gud,
Som mørket kand med lyset smykke,
Og alting fik af intet ud.

✂ 5. Den aarsag, hvorfor hand os skabte,
Var idel evig kierlighed,
Og, da hand saae os slet fortabte,
Kom jo hans egen Søn herned,
Retfærdighed mod synden brændte,
Og kierlighed et middel fandt,
Til Adams kiøn igien at hente,
Og sig til os saa stærk forbandt.

✂ 6. Det er det dybe og det høye
Af kierlighed, at Gud har vendt
Til dem saa naadefuldt et øye,
Som evig pine har fortient,
Saa søger hand nu og at drage
Dig, hierte! til sig ind saa nær,
At du i troens kraft kand smage,
Hvor inderlig hand har dig kier.

✂ 7. Hand overøser dig med naade,
Og spiser dig med himmel-brød,
Hans øye vil din vandring raade,
Og redde dig fra synd og død,
Hand skenker dig af livsens kilde,
I kierlighed du finder lye
Mod alle dem, som vil dig ilde,
Og den er alle tider nye.

*4, 3: sligt] at Gud er kærlighed. - 4, 4-6: at rykke og vise er apposition til øye-meed; skabningens formål er at vise bort fra sig selv og hen til Gud. - 4, 8: alting fik af intet ud] ved verdens skabelse, 2. Mak. 7, 28. - 5, 3: slet] helt. - 5, 5: brændte] i vrede. - 5, 6: et middel] nemlig Kristi forsonerdød. - 5, 7: kiøn] slægt; igien at hente] hente tilbage til Gud. - 5, 8: sig til os... forbandt] forpligtede sig overfor os, jfr. nr. 181, 3, 3-4. - 6, 1-2: jfr. Ef. 3, 18. - 6, 4: Tanken er Brorsons. - 7, 2: Joh. 6, 32 flg.; spiser] bespiser. - 7, 3: raade] lede. - 7, 5: Joh. 4, 14; 7, 37. - 7, 8: Klages. 3, 23. 373

✂ 8. Jo meer af denne aandens gave
En naade-hungrig siel har smagt,
Jo mere ønsker den at have,
Og trættes ey paa bønnens vagt,
Saa mangen gang i graad at svømme,
Naar hun saa tørstig haster til
Den søde Frelsers naade-strømme,
Og satan det forhindre vil.

✂ 9. Al verdens kors kand ikke kue
Den kierlighed til himlen vendt,
Men setter den i større lue,
Og giør den sande troe bekiendt,
Med u-ophørlig længsels iver,
At trænge altid mere ind
I JEsu purpur-saar, som giver
Et ret i Gud fornøyet sind.

✂ 10. Hand kiender verdens lysters jammer,
Hvis ende heder: evig vee,
Hand glædes til sit sove-kammer,
Og ønsker kun sin Gud at see,
Igiennem alle torne render,
Og ingen hvile vil forstaae,
Før hand sit løb i himlen ender,
Og faaer den skiønne krone paa.

✂ 11. Thi her vil synden tit formørke
Den rene kierlighedens brand,

*8, 5-8 siger, hvad det er, sjælen ikke trættes af på bønnens vagt. - 9, 1: kors] lidelse. - 9, 4: giør den sande troe bekiendt] lader den sande tro vise sig. - 9, 5-7 forklarer, hvad der ligger i den sande troe. - 10, 1: hand kommer mærkeligt, da der i v. 8 var tale om en naade-hungrig siel, der betegnes som hun (8, 6), og i v. 9 om kierlighed til himlen vendt; der foreligger sikkert en uagtsomhed af digteren; han har simpelt hen gengivet originalens »er« (er flieht die wollust dieser erden) uden at lægge mærke til, at dette gik tilbage på »ein mensch« i 8, 1 (je mehr ein mensch diesz guht geschmecket). - 10, 2: heder] hedder. - 10, 3: sit sove-kammer] graven. - 10, 6: ingen hvile vil forstaae] ikke vil tænke på hvile. - 10, 8: 2. Tim. 4, 8; Joh. Åb. 2, 10 (krone, nu »sejrskrans«). - 11, 1: thi bringer begrundelsen af den troendes ilsomme løb for at nå himlen (9, 5-8). 374

✂ Hist kand hun bruge al sin styrke,
Naar intet hende hindre kand,
Da seer man op til Salems porte,
Og sukker, naar man himlen seer,
O! at det dog engang var borte,
Som trykker os i dette leer.

✂

Nr. 265.

✂ Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

✂ Hvor Gud mig fører, gaaer jeg glad,
Hand, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alletider, hvad
Min Gud mig skikker, naade,
Gud fører mig dog lige hiem;
Thi gaaer jeg altid trøstig frem,
Og paa hans hierte drister.

✂ 2. Hvor Gud mig fører, gaaer jeg med,
Hans egen haand mig fører,
Skiønt kiødet lider sin fortred,
Og sindet tit oprører,
Hvor Gud mig fører her og hist,
Det kalder jeg u-stridig vist
Min allerstørste baade.

✂ 3. Hvor Gud mig fører, vil jeg fri
Hans trofasthed bekiende,

* Nr. 265. J2-7. *- - - *11, 3: hun] kærligheden. - 11, 5: Salem] det ny Jerusalem. - 11, 8: dette leer] enten legeme eller som i nr. 197, 8, 4 denne usle verden. *Nr. 265. Oversættelse. Wie GOtt mich führt, so will ich gehn, L. Gedicke, Schr. s. 603. - 1, 7: drister] stoler. - 2, 5: her og hist] her i tiden, hist i evigheden, orig. l. 5-7: Wie GOtt mich führt, bin ich bereit In zeit und auch in ewigkeit Stets seinen schlusz zu ehren. Som ordene her og hist står i den danske salme, synes de ikke rigtig at passe til tanken; i originalen hører in zeit und auch in ewigkeit til det efterfølgende, hvad Brorson ikke har været opmærksom på. - 2, 6: ustridig vist] med ubestridelig vished. - 2, 7: baade] gavn. 375

✂ Og kysser paa den trange stie,
Som har saa sød en ende:
Hans allerbeste ville skee,
Paa den jeg vil allene see
I livet og i døden.

✂ 4. Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
Ham gandske overgive,
Og synes sagen underlig,
Hand veed dog nok at drive,
Hvad hand med mig sig foretog,
Før hand af moders liv mig drog,
Jeg er jo ey min egen.

✂ 5. Hvor Gud mig fører, er i troe
Og haab mit hierte stille,
I mig hans egen kraft vil boe,
Hvad kand mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt mod,
Fordi Guds vey er altid god,
Ja vist den allerbeste.

✂ 6. Hvor Gud mig fører, vil jeg gaae,
Om foden skulde brænde,
Kand jeg det forud ey forstaae,
Til sidst jeg dog skal kiende,
At det er idel trofasthed,
Hvor hand mig fører op og ned,
Det er min troes anker.

*3, 5: ville] villje J7. 4, 3: synes] siunes J2-3. *- - - *3, 3: Mt. 7, 14; til udtrykket her, som er Brorsons, jfr. nr. 11, 2, 2. - 3, 5: Mt. 6, 10; 26, 42; ville] vilje. - 4, 4: drive] gennemføre. - 4, 5: sig foretog] foresatte sig, om Guds rådslutning, orig.: was er in liebe hat bedacht. - 4, 6: Sl. 22, 10. - 5, 3: 2. Kor. 12, 9. - 5, 5: thi] derfor. - 5, 7: vist] afgjort. - 6, 6: op og ned] om medgang og modgang. - 6, 7: jfr. Hebr. 6, 19. 376

✂

Nr. 266.

✂ Mel. Min Brudgom den liflige.

✂ I sinde, som finde ey hvile paa jorden,
Men længes at mænges i englernes orden,
Bereder dog eder, o gid I var mange,
At møde den søde vor Frelser med sange!

✂ 2. De andre, der vandre, som lysten dem drager,
Hvis taler kun praler af jordiske sager,
O jammer! de skammer sig ikke mod eder
At braske med aske, som vinden bortspreder.

✂ 3. Lad fare den skare, hvis lokken og trusel
Selv blotter og spotter sin skændige blusel,
Hvis munde dog kunde ey andet end skumme
Af giften, som skriften forbyder de fromme.

✂ 4. I siele, hvis mæle skal verden beskæmme,
Og bære al ære til Frelserens giemme,
I tunger, som siunger saa gierne om palmer,
Hvi tier og bier saa ofte vor' psalmer?

✂ 5. Var havet begavet med sandser og evne,
At kunde begrunde det mindste vi nævne,
Hvor skulde til fulde dets afgrund da syde,
Vor HErre til ære forunderlig skryde.

*Nr. 266. J2-7. 1, 2: englernes] englenes J2-3. 2, 3: de] der J2. 4, 4: vor'] vor J2-3. 7. 5, 3: dets] dens J2-7, sikkert permanent trykfejl. *- - - *Nr. 266. Original. - 1, 2: mænges] blande jer; orden] skare. - 2, 3-4: mod eder at braske] over for jer eller i modsætning til jer at prale; aske, som vinden bortspreder] betegnelse for jordiske rigdomme. - 3, 1 b-2: Den måde, hvorpå verdensmenneskene lokker og truer, afslører (blotter) deres skændsel (skændige blusel) og viser, hvor foragtelig den er (spotter den). - 3, 3-4: hvis munde skummer over af giftig snak, Kol. 3, 8. - 3, 3: kunde] kunne (kan). - 4, 1: mæle] om ord, vidnesbyrd. - 4, 2: Vidnesbyrdet skal alene tjene til frelserens ære. - 4, 3: palmer] salighedens palmegrene, Joh. Åb. 7, 9. - 4, 4: tier og bier... vor' psalmer] om salmesang, som forstummer eller i hvert fald kommer trevent. - 5, 2: begrunde] udgrunde, fatte (igen i 8, 2). - 5, 3: dets] havets; syde] vel om, at havet ved heftig bølgegang ville udtrykke undren over Guds skabermagt. - 5, 4: skryde] bruse. 377

✂ 6. Græs, grene og stene med sandet paa banke,
Og blade, som lade af vinden sig sanke,
Ja poder hos floder, o kunde de tale,
Hvor maatte de spotte vor lunkenheds-dvale!

✂ 7. Hvi slumme I fromme, som burde at prise
Vor konge, og siunge hans kierligheds vise,
Udbreder dog eder, som roser mod solen,
Betyder hans dyder, som sidder paa stolen.

✂ 8. Beskriver hans iver i kierligheds flamme,
Begrunder hans vunder, og kysser de samme,
Hand lidde og stridde, betalede brøden,
Da livet blev givet for alle i døden.

✂ 9. De hvide og blide Guds helgenes mængde,
Som prange med sange af evigheds længde,
Som haster og kaster sig alle for thronen
For Lammet, annammet til spiret og kronen.

✂ 10. De vilde saa milde og gierne fornemme,
At mange med sange dog skulde istemme.
De skue den drue i heftigste brynde,
Begiere alt mere hans sødhed forkynde.

✂ 11. Slaaer sammen: ja amen! al viisdom og vælde
Med magten og pragten i evigheds ælde

*10, 4: alt] at J2. *- - - *6, 3: poder] unge planter, se under nr. 10, 1, 3. - 6, 4: lunkenheds-dvale] lunkenhed til at prise Gud, jfr. nr. 83, 5, 1-4. - 7, 1: slumme] slumre. - 7, 4: 1. Pet. 2, 9: »I skal forkynde hans (Guds) dyder«; betyde] tilkendegive, kundgøre; som] henviser til hans; stolen] tronen, jfr. nr. 19, 8, 2. - 8, 2: de samme] dem (hans vunder). - 8, 3: lidde] led; stridde] stred; betalede brøden] Mt. 20, 28. - 8, 4: livet] vel Kristus selv, Joh. 11, 25; 14, 6; Kol. 3, 4. - 9, 1: de hvide og blide Guds helgenes mængde] genoptages ved de i 10, 1; tænk komma efter v. 9; hvide] hvidklædte, Joh. Åb. 7, 9; blide] måske i ældre betydning = strålende eller glade. - 9, 2: prange] træde strålende frem. - 9, 3: jfr. Joh. Åb. 4, 10; 7, 11. - 9, 4: Joh. Åb. 5, 11-12; annammet] kendt værdig. - 10, 1: milde] i deres mildhed. - 10, 3: den drue] Kristus, jfr. nr. 158, 6, 1; brynde] brand, om kærlighedens varme. - 10, 4: alt mere] bestandig mere. - 11, 1: slaaer sammen] om håndklap som udtryk for jubel og hyldest, se nr. 54, 1, 1. 4. 11; 268, 2, 6; ja amen] tilslutning til helgenernes lovsang efter deres ønske i 10, 1-2. - 11, 2: ælde] om den ubegrænsede tid. - 11, 1-3 er formet efter Joh. Åb. 7, 12. 378

✂ Skal være vor kiere forløsere givet,
Som friede i tide os arme til livet.

✂ 12. O rinder, I kinder, med tusinde taarer,
Hver draabe skal raabe i sener og aarer:
Vor lykke, vort smykke, hvad skulde os tysse?
Din pine skal dine evindelig kysse.

✂

Nr. 267.

✂ Mel. Hvo kun vor Gud.

✂ O havde jeg dog tusind tunger
Og alle toners beste klang,
Hvor skulde sidens lyst og hunger
Til Gud at prise denne gang
Oprette sig et paradiis,
Og mætte sig i HErrens priis.

✂ 2. O kunde dog min stemme bryde
Hen ind i himlens fryde-land,
Og alle blode-draaber syde
I JEsu milde hiertes brand,
O gav dog hver en puls sin klang,
Hver aande-drag en deylig sang.

✂ 3. Op! op! til fryd, I tunge sinde,
Hvad giøres eders suk behov,
Fort, alle kræfter sig forbinde
Og stemmes til vor HErres lov,

*12, 1: tusinde] tusende J2-3. *Nr. 267. J2-7. 3, 2: giøres] giøre J2. 3, 4: lov] lof J4-6. *- - - *12, 2: draabe] blodsdråbe. - 12, 3: tysse] bringe til at tie. - 12, 4: dine er subjekt, din pine objekt. *Nr. 267. Oversættelse. O! dasz ich tausend zungen hätte, J. Menzer, Schr. s. 1254. V. 1-5 er en indledning, hvori digteren udtrykker sin egen attrå efter til fulde at prise Gud (v. 1-2) og opfordrer alt levende til det samme (v. 3-5). Derpå følger selve lovprisningen i v. 6-15, rettet først til Faderen, Sønnen og Ånden (v. 6-8), derefter i almindelighed til Gud for hans nåde og velgerninger (v. 9-15). - 1, 5: Billedet er Brorsos. - 2, 4: i JEsu milde hiertes brand] vel: i brændende tak for Jesu milde hjerte. - 2, 5: puls] pulsslag, jfr. Svane-Sang, nr. XXXII, 4, 3. - 3, 3: fort] hurtig, skynd jer. - 3, 4: stemmes] jfr. nr. 6, 6, 6. 379

✂ At alt, hvad liv og siel formaaer,
Paa HErrens prises harpe slaaer.

✂ 4. Bevæges, alle grønne skove,
Lad høre, hvert et blad, din lyd,
Og hielper mig min Gud at love,
Slaaer sammen høyt til sang og fryd,
I blomster, bøyer eders pragt,
At ære med mig HErrens magt.

✂ 5. Hid, al den deel, som sig kand røre,
Og drager aande i sit bryst,
Hid, hielper mig min tak at giøre,
Og laaner mig enhver sin røst,
Til at ophøye naadens verk,
Som har omringet mig saa stærk.

✂ 6. Dig være, mildeste Gud Fader,
Lof, priis og tak i evighed
For alt det got, du til mig lader
Saa u-ophørlig flyde ned,
For hvert fornøyet øyeblik,
Jeg baade venter, har og fik.

✂ 7. Dig være priis foruden ende,
O du livsaligste Guds lam,
Som lod dig hid til verden sende,
At lide dødsens vee og skam,
For mig at frie fra satans tand,
Tak, tusind tak, min Frelsermand.

✂ 8. Dig ogsaa skee al lof og ære,
O søde Hellig Aand, for al
Din hielp og bistand, ord og lære,
For naadens trøst og søde kald,

*7, 4: dødsens] dødens J6-7. *- - - *3, 6: Billedet er Brorsons. - 5, 1: al den deel, som] alt, hvad der. - 7, 5: satans tand] Satan er tænkt enten som slangen, 1. Mos. 3, 1; Joh. Åb. 12, 9, eller som løven, 1. Pet. 5, 8. 380

✂ Thi findes noget got i mig,
Det alt jo virket er af dig.

✂ 9. Hvo overøser mig med naade?
Det giør jo ingen uden du.
Hvo staaer mig bi i al min vaade?
Du giorde det, og giør endnu,
Og bærer med min skyld saa stor
Taalmodighed paa denne jord.

✂ 10. Dit navn særdeles være priset
For korset, som du mig har sendt,
I ydmyghed jeg kysser riset,
Det har mig hiem fra verden hent,
Og tient mig til beviis i sær,
At Gud mig har saa hierte-kier.

✂ 11. Jeg har i mine lives dage
Havt mange store prøver paa,
At du i baade fryd og plage
Har ført mig, ja bekiende maa,
Du altid mig ved haanden fik,
Naar vandet indtil sielen gik.

✂ 12. Hvi skulde jeg da ikke brænde
Som lyset til min fryde-sang,
Og triumpherende bekiende
Din trofasthed i største trang?
Thi vil jeg aldrig sørge meer,
Om ogsaa himlen sprak som leer.

*9, 4: giorde] giorte J2-3. 11, 1: lives] livets J6-7. 11, 6: indtil] ind til J2. 12, 3: triumpherende] triumpherendes J2-3. *- - - *9, 5-6: bærer med min skyld... taalmodighed] bærer tålmodigt over med min skyld, orig.: Du trägst mit meiner sünden-schuld Unsäglich gnädige gedult. - 10, 1: særdeles] især. - 10, 2: korset] lidelsen. - 10, 4: hiem fra verden] fra verdsligheden til livet med Gud, der ses som det sande hjem; hent] hentet. - 10, 5-6: Hebr. 12, 6-8. - 11, 6: naar vandet indtil sielen gik] udtryk for den dybeste nød, Sl. 69, 2; 124, 4-5. - 12, 1-2: Billedet er Brorsons, måske hentet fra en højtid, hvor alterlysene brænder, mens lovsangen lyder - 12, 4: trang] trængsel. - 12, 5-6: Orig.: Und fiele auch der himmel ein, So will ich doch nicht traurig seyn. Brorsons billede er, at himmelhvælvingen brister som indtørret ler. - 12, 5: thi] derfor. 381

✂ 13. Bort baade verdens lyst og smerte,
I skal ey trykke meer mit sind,
Til himlen svinger sig mit hierte
Fra eder bort for thronen ind,
Al priis og ære være dig,
Min søde Gud i himmerig.

✂ 14. Din godhed skal min siel kundgiøre
Til livets allersidste stund,
Ja naar min tunge ey kand røre
Sig mere i min svage mund,
At prise dig, som den var van,
Da stemmer jeg med sukke an.

✂ 15. Den ringe tak, jeg her kand give,
Forsmaa dog ey, min søde skat,
I himlen skal det bedre blive,
Naar jeg faaer engle-tonen fat,
I høye koor jeg synger da:
Evindelig halleluja.

✂

Nr. 268.

✂ Op! op! min aand, fra hele verdens rige,
Op, siel og hierte, sind og mod,
Alt hvad jeg er og har, slaaer an tillige,
Hver aandedrag og draabe blod,
Ophøyer Adams slægters trøst
Og alle himles himle-lyst,

*13, 6: Gud i] Gud, i J2-7, trykfejl. 14, 6: da] dog J2-3, orig.: so stimm' ich doch mit seufzen ein. 15, 3: det] der J2. 15, 5: synger] siunger J2-3. * Nr. 268. J2-7. *- - - *14, 6: stemmer an] stemmer i. - 15, 5: høye koor] den himmelske helligdom, tænkt som højkoret i en kirkebygning, jfr. Svane-Sang nr. LXIX, 1, 13. *Nr. 268. Oversættelse. Auf! auf! mein geist! und du, o mein gemühte!, J. Scheffler, Schr. s. 1225. - 1, 1: fra] bort fra. - 1, 3. 7 slaaer an] opfordring til at begynde harpespillet, jfr. nr. 71, 8, 5; 107, 11, 2, udtryk for lovprisning, se nr. 267, 3, 6; billedet er Brorsons; tillige] tilsammen, på een gang. - 1, 5-6: Adams slægters trøst, alle himles himle-lyst] Jesus; himle-lyst] himmelsk glæde. 382

✂ Slaaer an af yderste formue
I kierlighedens lyse lue.

✂ 2. Som ørne op fra jordens torne-gierder,
Og ind for lammets purpur-pragt
Gaaer frem med vel anstændige geberder,
Og synger saa med samlet magt,
Gaaer hen blant dem, som staae omkring,
Slaaer haand i haand med fryde-spring,
Udøser hele glædes strømme,
Hans død og pine at berømme.

✂ 3. Aarvaagen skal, dit dyre blod til ære,
Min sieles sandser altid staae,
Min følelse dig plat opofret være,
Den vee, du fandt, at føle paa,
Mit øye skal dig altid see,
Mit øre lydigt sig betee,
Min smag din kierlighed skal smage,
Din lugt min lugtelse indtage.

✂ 4. Dig søger min forstand, og villen henter,
Hukommelsen bekræfter det,
Mit nemme sig din sødhed dybt indprenter,
Min aand med dig vil være eet,
Hver gang jeg drager aande, da
Er meningen halleluja,

*2, 4: synger] siunger J2-3. 2, 5: staae] staaer J2-3. 3, 4: Komma foran du og efter fandt er tilføjet i nærværende udgave ligesom også hos Arlaud. 4, 1: villen] villjen J7. *- - - *1, 7: formue] evne. - 2, 3: med vel anstændige geberder] med sømmelig adfærd. - 2, 6: slaaer haand i haand] håndklap som udtryk for jubel og hyldest, 2. Kong. 11, 12: »De slog hænderne tilsammen og sagde: Kongen level«; Sl. 47, 2; 98, 8, jfr. nr. 54, 1, 1. 4. 11; 266, 11, 1; med fryde-spring] om dans, Sl. 149, 3; 150, 4. Originalen: frolockt mit hånden, tantzt und springt. - 3, 3: plat] fuldstændig. - 3, 4: så at jeg føler den smerte, du følte (fandt); orig. l. 3-4: Zu deiner ehr' werd immerdar gefunden In meinem fühlen deine pein. - 3, 6: sig betee] vise sig. - 3, 8: Duften fra dig skal bemægtige sig min lugtesans, orig.: nach dir nur mein geruch sich strecken. - 4, 1: og villen henter] Meningen er, at forstanden drager viljen med, så Jesusforholdet ikke blot er en erkendelsessag. - 4, 2: hukommelsen] mindet om, hvad Jesus har sagt og gjort. - 4, 3: nemme] fatteevne. - 4, 4: 1. Kor. 6, 17. - 4, 6: halleluja] hebr., pris Herren. 383

✂ Og alle mine lemmer siunger,
Ret som de vare idel tunger.

✂ 5. Mit hierte i din kierlighed skal svømme,
Min siel dig altid favne vil,
Min mund dig vil med tusind tak berømme,
Og aldrig mere lukkes til,
De qvalte sukke i mit bryst
Skal bryde ud til sang og lyst,
Min lof dig altid skal omgive,
Og al min lives tiid fordrive.

✂ 6. Men som min tak til dig er alt for ringe,
Saa hielp mig tonen selv paa gang,
At du ved mig dig selv en lof kand bringe,
Som har den rette art og klang,
O lad mig her ey fare vild,
At ofre dig med fremmed ild,
Men hist til evig tiid bevise,
Hvor gierne jeg min Gud vil prise.

✂

Nr. 269.

✂ Mel. Alleneste Gud i himmerig.
Eller: Det er forvist paa tiden snart.

✂ Al priis og lof og ære bør
Al godheds Gud og Fader,
Den Gud, som alle under giør,
Den HErre Gud, som lader

*5, 2: favne] savne J2. * Nr. 269. J2-7. *- - - *5, 8: fordrive] så tiden ikke føles lang. - 6, 1: som] eftersom. - 6, 2: hjælp mig, så min lovsang kan komme i gang. - 6, 5-6: Der tænkes vel på en forvildelse, som bringer noget usandt ind i lovsangen; at ofre dig med fremmed ild] at bringe dig et offer, hvor offerilden er fremmed dvs. vanhellig. Tanken er Brorsons; den bygger på 3. Mos. 10, 1, hvor der fortælles, at to af Arons sønner bragte »fremmed ild« - vel en ild, som ikke var tændt på rette måde - ind i tabernaklet »for Herrens ansigt«, jfr. 2. Mos. 30, 9. *Nr. 269. Oversættelse. Sey lob und ehr' dem höchsten guht, J. J. Schütz, Schr. s. 1205. Det betonede vor i omkvædet og i 8, 6 falder mærkeligt, særlig hos Brorson, hvis sprogform ellers er så naturlig og let. - 1, 1: bør] tilkommer. 384

✂ Os finde trøst i største nød,
Og giør den surest jammer sød.
O! giver vor Gud ære.

✂ 2. Ham priser alle engle-koor
I alle himles himle,
Ja alle, som paa denne jord
I luft og havet vrimle,
Som haver alting, lidt og stort,
Saa vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

✂ 3. Hvad hand har giort og sat i stand,
Det holder hand ved lige,
Her fattes ey det mindste grand
I alt hans skabnings rige,
At stort og lidet, tungt og let
Er i sin sammenheng saa net.
O! giver vor Gud ære.

✂ 4. I nøden skreeg jeg til min Gud,
Ach HErre, merk min klage,
Da drog du mig af nøden ud,
Og endte al min plage,
Dig derfor, dig jeg takke vil,
Men hielper, alle, hielper til,
At give vor Gud ære.

✂ 5. Hand aldrig har sit folk forladt
I nogen nød og fare,
Hand vaager trolig dag og nat,
Sin arme hiord at vare,
Hand har dem som ved moders haand
I kierlighedens gange-baand.
O! giver vor Gud ære.

*2, 5: som] henviser til ham i 1. 1; lidt] småt, ligeså i 9, 5 og lidet i 3, 5. - 3, 5: at] så at. - 3, 6: net] smukt. - 4, 1-3: Sl. 50, 15. - 5, 4: vare] beskærme, vogte. - 5, 6: gange-baand] ledebånd. 385

✂ 6. Naar der i verdens største høst
Er ey et straae at vinde
Af nogen redning eller trøst,
Saa lader hand sig finde,
Saa er det paa hans rette tud,
Saa kommer hand saa mild og bliid.
O! giver vor Gud ære.

✂ 7. Jeg vil i alt mit lives gang
Din miskundhed kundgiøre,
At man min priis og fryde-sang
Skal allevegne høre,
Mit liv og siel, opmuntre dig,
Og alle kræfter fryde sig,
At give vor Gud ære.

✂ 8. I som bekiender HErrens ord,
Op, ham al tak at bære,
I som i naadens skygge boer,
Hans lof skal prægtig være,
Bort alt det verden drister paa,
Hos vor Gud alting er at faae.
O! giver vor Gud ære.

✂ 9. Saa kommer for hans ansigt ind
Med lystig mund og tunge,
Med sang og spil i siel og sind
Af hiertens grund at siunge:
Gud ene alting, lidt og stort,
Har vel betænkt og herlig giort.
O! giver vor Gud ære.

*7, 1: lives] livets J2. *- - - *6, 1-4: Billedet er Brorsons; til tanken jfr. nr. 84, 2. - 7, 1-2: Sl. 89, 2: »Jeg vil synge om Herrens miskundheder evindeligen«. - 7, 3: at] så at. - 7, 5: liv og siel] legeme og sjæl, orig. l. 6: mein geist und leib erfreue dich. - 8, 3: skygge] udtryk for beskærmelse, Sl. 91, 1. - 8, 5: drister paa] stoler på. - 9, 2: lystig] frydefuld. - 9, 3: Ef. 5, 19.

✂

Nr. 270.

✂ Mel. I Lemmer, hvis hoved.

✂ Mit hierte skal brænde som offer i ilden,
Hver tanke skal smelte til lofsang og fryd,
Min tunge skal flyde, som floden af kilden,
Med liflige toners bestandige lyd,
I HErren hans naade,
Paa kæmpernes maade,
Min siel sig skal rose, at ogsaa de bange,
Skal møde og tone med harpe og sange.

✂ 2. Ophøyer dog storligen med mig tilhaabe
Vor HErre! vor HErres hans hellige navn,
Jeg søgte hans ansigt, hand hørte mig raabe,
Og førte fra stormen saa sikker i havn,
Hans almagt det giorte,
At faren blev borte,
Den herlige frelse, af haardeste klemme,
Skal aldrig mit hierte og tunge forglemme.

✂ 3. Saa mange i nøden, som øynene vendte
Til HErren af inderste hierte og hu,
Saa mange til hannem sig skyndte og rendte,
Af dennem er ingen beskæmmet endnu,
Min yderste fare
Kand dette forklare,

✂ Nr. 270. J3-7. 1, 4: liflige] livlige J3. 2, 1: tilhaabe] tilhobe J4-7. 2, 2: hellige] herligeJ3. 2, 5: giorte] giorde J4-7. 3, 4: beskæmmet] beskiemmed J3.

✂ - - -

✂ Nr. 270. Original. Salmen er en gendigtning af Sl. 34. Men på et par steder - 2, 5-8 og 3, 5-8 - har Brorson formet ordene sådan, at de giver indtryk af noget for ham selv stærkt personligt. Man tager næppe fejl, når man antager, at der her hentydes til den lidelsestid, han havde gennemgået, året før salmen udkom i J3 1747. Han havde nemlig i 1746 været hjemsøgt af en hård og langvarig sygdom, der ikke blot standsede hans arbejde, men som tillige var ledsaget af de tungeste åndelige anfægtelser (se L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 11 931, s. 126-30, 21932, s. 128-32). Det er da udfrielsen af denne haardeste klemme (2, 7), som ligger bagved på de to steder, og man kan vel herudfra formode, at hele salmen her har sit udspring. - V. 1: Sl. 34, 2-3. - 1, 5-7: i HErren hans naade... min siel sig skat rose] min sjæl skal prise sig lykkelig over Herrens nåde. - 1, 7: at] så at; følgen af lovprisningen skal være, at ogsaa de bange får mod til at stemme i med. - 1, 8: tone] lade toner lyde. - V. 2: Sl. 34, 4-5. - V. 3: Sl. 34, 6-7. - 3, 1: i nøden] hører til vendte.

387

✂ Der denne hand raabte, maae alle bekiende,
Gud hørde og giorde paa pinen en ende.

✂ 4. Guds engel, den Zebaoths HErre, hand setter
Omkring de udvalde sin gloende vagt,
Naar alle hans fiender har kæmpet sig trætte,
Saa river hand sine af nøden med magt,
Betragter, besinder,
Ja smager og finder,
Hvor yndig er HErren, hvor lifligt hans gode
Dog altid har været mod alle, som troede.

✂ 5. Saa ærer, Guds hellige, HErren, og siunger,
Thi de, som ham frygte, har ingen slags trang,
De stærkeste løver mon brøle af hunger,
Og kæmpernes vælde vansmægter engang,
Men de, som den milde
Al saligheds kilde,
Vor JEsum, vil søge, tør ikke formode
Den ringeste mangel af noget slags gode.

✂ 6. I unge, som glædes i blomstrende alder,
Beqvemmer dog eder til viisdommens tugt,
Er ikke det, som I lyksalighed kalder,
Fornøylig at leve, Gudfrygtigheds frugt?

*3, 8: hørde og giorde] hørte og giorte J3. 4, 7: lifligt] livligt J3. 5, 1: ærer] ære J3; siunger] siunge J3. *- - - *3, 7-8: Det må alle bekende, at da denne (digteren) råbte til Gud, blev han bønhørt, og Gud gjorde ende på hans lidelse. - 3, 7: der] da. - V. 4: Sl. 34, 8-9. - 4, 1: Det er mærkeligt, at den Zebaoths HErre (hærskarernes Herre), der jo ellers er betegnelse for Gud, står som apposition til Guds engel. Kan der være ment en »overengel« (1. Thess. 4, 16), tænkt som »fyrste over Herrens hær« (Jos. 5, 14)? Eller beror det på, at »Herrens engel« undertiden i det gamle Testamente ses som en fremtrædelsesform for Herren selv, 1. Mos. 16, 7 flg. 13; 2. Mos. 3, 2. 4 flg.? - 4, 1. 3 har et ufuldkomment rim: setter - trætte. - 4, 2: 2. Kong. 6, 15-17. - 4, 5: besinder] betænk. - 4, 6: finder] føl. - 4, 7: gode] godhed. - V. 5: Sl. 34, 10-11. - 5, 2: har ingen slags trang] er ikke i trang for noget. - 5, 7: tør ikke formode] behøver ikke at vente. - V. 6: Sl. 34, 12-15. - 6, 3-4: det, som I lyksalighed kalder, forklares ved fornøylig at leve dvs. at eje den sande livsglæde; fornøye og de deraf afledede ord har hos Brorson en højere betydning end i nutidssproget, se under nr. 6, 1, 2. 388

✂ Guds naade at giemme,
Sin tunge at tæmme,
Af hiertet al ondskab og falskhed at hade,
Det giver de rette lyksalige dage.

✂ 7. Guds øyne de glæder, bevarer og leder
Retfærdige siele paa saligheds vey,
Hans ørne sig bøyer til alt det, de beder,
Hans hierte umuelig kand sige dem ney,
Da de, som sig glæde
I synderes sæde,
Skal føle hans ansigtes trusel og torden,
Naar hand deres navne udrydder af jorden.

✂ 8. Men HErrens retfærdige altid kand haabe,
Fordi dem tilhører al saligheds Gud,
Fordi de i nøden kand sukke og raabe,
Fordi hand saa gierne vil hielpe dem ud,
Fordi hand dem ikke
Det mindste kand skikke,
Af hvad dem i verden bedrøveligst hendes,
Som jo til den sødeste glæde omvendes.

✂ 9. Vor HErre sig nærmer til knusede hierter,
Omfavner og frelser en sønderstødt aand.
O! ærer og kysser den samme, som snerter
Og læger, den milde almægtige haand;
I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler, dette er sagen,
Hand hielper af alle, slet ingen undtagen.

*9, 6: dog] og J3. *- - - *6, 5: giemme] bevare, vogte på. - V. 7: Sl. 34, 16-17 (i oversættelsen af 1931 er de to vers byttet om). - 7, 3: ørne] øren. - 7, 5: da] medens. - 7, 6: i synderes sæde] i samvær med syndere, jfr. Sl. 1, 1: »sidde i spotteres sæde« (ældre oversættelse). - V. 8: Sl. 34, 18; verset er stærkt udvidet i forhold til det gammeltestamentlige grundlag. - 8, 5-8: Gud kan ikke sende dem det mindste af, hvad der er svært i livet, uden at det bliver vendt til glæde. - V. 9: Sl. 34, 19-20. - 9, 3-4: jfr. nr. 249, 9, 2: hand (dvs. Gud) baade slaaer og heler. - 9, 3: snerter] med riset. - 9, 8: af alle] af alle trængsler. 389

✂ 10. Hvad giøres da mere bekymring fornøden?
Vor HErre er sines den evige skiold,
I sorrig og glæde, i livet og døden,
Vi ere og blive i JEsu hans vold,
Ey dette all ene,
Men ogsaa de bene
I graven af vores formulstrede lemmer
Til hobe saa nøye vor Frelsere giemmer.

✂ 11. Det onde skal synderen følge og qvæle
Foruden al ende, naar tiden er endt,
Og de, som har plaget oprigtige siele,
Skal blive med evigheds angest bespendt,
Hvor vil de da svede
For Dommerens vrede,
Naar pølen, hvor helligheds fiender skal bades,
Og bøger, som skyer i torden, oplades.

✂ 12. Men tænker, I deylige siele, som lyde
Den HErre, som eder har himlen bereed,
Hvorledes dog dette vil hierterne fryde,
At finde blant HErrens forløste sit sted.
Thi ingen kand falme
For domme-dags qvalme,
Som søgte i JEsu hans vunder al naade,
Men dømmes uskyldig i høyeste maade.

*10, 8: til hobe] til haabe J3. *- - - *V. 10: Sl. 34, 21; verset er stærkt udvidet, og ordene i grundstedet: »Han (Herren) bevarer alle hans (den retfærdiges) ben, at ikke eet af dem skal blive sønderbrudt«, er forstået om, at legemet gemmes til opstandelsen, l. 6-8. - 10, 7: formulstrede] hensmuldrede. - V. 11: Sl. 34, 22. - 11, 1: qvæle] pine. - 11, 2: tiden] modsat evigheden. - 11, 4: bespendt] beklemt, trykket. - 11, 5: svede] af angst. - 11, 7-8: pølen... og bøger er subjekt til oplades; til tanken se Joh. Åb. 20, 12. 15. - V. 12: Sl. 34, 23. - 12, 2: Mt. 25, 34. - 12, 5: falme] blegne. - 12, 6: qvalme] = qvalm, nr. 236, 12, 3, tyk luft, røg, måske med tanken på dommedags ildprøve, 1. Kor. 3, 13. - 12, 8: dømmes uskyldig] frikendes.

✂

Nr. 271.

✂ Mel. Som en Hiort med Tørst.

✂ Hører dog, I christne-lande!
Merk engang, du døbte Flok!
Førend Vredens stærke vande
Ikke levner steen og stok,
Førend Guds Langmodighed
Ingen mere redning veed,
Før vi sidde fast i snaren,
Og kand ey undløbe faren.

✂ 2. Synde-fulde orme-sekke,
Tidens spot og dødsens rov,
Hvordan løbe vi saa frekke,
Som det vilde fæ i skov,
Sandse ikke, hvor vi gaaer,
Mindre hvad os forestaaer,
Medens alle synder stige,
Over os i himlen skrige.

✂ 3. Veed vi ey vor HErres veye?
Har vi aldrig hørt hans ord?
Har vi ingen siele-pleye,
Ingen HErrens daab og bord?

*Nr. 271. J3-7. I J3 afviger denne salme fra alle andre ved, at substantiverne i de fleste tilfælde har store begyndelsesbogstaver. J4 har villet fjerne denne afvigelse, men ikke fået det fuldt gennemført, se 1, 2-3. 5; 5, 2-3; 10, 2; 12, 1. 6; 13, 6. Denne inkonsekvens er bibeholdt i nærværende udgave. 1, 2: Flok] Folk J4-7, trykfejl. 2, 2: dødsens] dødens J6-7. *- - - *Nr. 271. Original. Med den begyndte Lande-Plage menes den kvægpest, som hærgede Danmark i 1745 og de følgende år. Sygdommen var i høj grad dødelig og derfor en frygtelig fare for landets økonomi; i 7 år bortrev den 2 millioner stkr. hornkvæg. Et reskript af 26. marts 1745 påbød bøn i alle kirker i anledning af, at sygdommen da havde vist sig i Slesvig (L. Fogtman, Kgl. Rescripter, IV, 2. bd., 1788, s. 650), og fra Brorson fremkaldte den 2 monita til præsterne i Ribe stift (P. N. Frost, Efterretninger om Ribe Domkirke, 1841, s. 86). - 1, 3: Vreden] Guds vredes; stærke vande] billede på undergang, Sl. 18, 17; 124, 4-5. - 1, 4: ikke... steen og stok] ikke det allermindste. - 2, 1: orme-sekke] mennesker som de, der har grav og forkrænkelighed i vente. - 2, 2: tidens spot] som er til spot for tiden. - 2, 3: hvordan løbe vi] hvor kan det være, at vi løber. - 2, 4: fæ] kvæg. - 2, 8: jfr. 1. Mos. 4, 10. 391

✂ Vidner vor samvittighed,
At vi ikke bedre veed
End at bruge leve-maaden,
Som saa ringe agter naaden.

✂ 4. Gud har ingen naades gaver
Nogensinde for os spart,
Ordet har vi havt og haver
Det endnu saa riigt og klart.
Kunde andre stæder faae
Smulerne at kysse paa
Af den Man, hvorpaa vi træde,
O hvor skulde de sig glæde!

✂ 5. O! de mange gode dage,
Vi har haft i Fred og Ly,
Medens andre Rigers klage
Gik med angest høyt i skye;
Havde vi dog kiendt vort raad
Af saa mange andres graad,
Og besindet HErrens gode,
Før vi rykkes op med rode.

✂ 6. Nu du gode, tromme, søde
Hierte-Fader milde Gud,
Gik des uden os i møde
Med saa mangt et varsels-bud,
Men din store godheds maal,
Hiertet, blev til steen og staal,

*3, 5-8: Kan vi med god samvittighed undskylde os med, at vi ikke ved bedre besked end, at man har lov at leve på en måde, der viser ringeagt for Guds nåde?. - 4, 5-8: Guds ord er himmelbrødet (Man dvs. manna, 2. Mos. 16, 4-15), som vi foragter (hvorpaa vi træde), medens andre ville glæde sig blot ved smulerne af det. Der tænkes vel på ikke-kristne eller måske katolske lande. - 5, 1-4: Ordene i Fred tyder på, at andre Rigers klage gælder krigens rædsler. 1745 havde Danmark-Norge jo haft fred i 25 år, medens krigen havde raset anden steds i Europa. - 5, 5-6: Havde vi dog ved at se andres lidelser forstået, hvad der var os til gavn (kiendt vort raad). - 5, 7: besindet] betænkt; gode] godhed. - 6, 2: Hierte-Fader] kære fader. - 6, 4: varsels-bud] måske naturbegivenheder, hvori man kunne se en advarsel, jfr. 7, 1 flg. - 6, 5-6: Hjertet, som var det mål, Guds godhed sigtede mod, blev blot forhærdet. 392

✂ Ondskab voxte uden maade
Ved den falske trøst om naade.

✂ 7. Truer himlen, ryster jorden,
Skrekker hvert et element,
Er vort land af vredens torden
Som i øyeblik bespendt,
Vil da ingen see sig om
Til at give naaden rum,
Vil Gomorra ikke grue,
Før hun staaer i vredens lue.

✂ 8. Endelig er tiden kommen,
Da enhver bekiende maa,
Og i sandhed har fornommen,
Herren vil nu til at slaae.
Luften er det første riis
Til ubodelig forliis,
Vil Gud ikke plagen møde,
Saa er hele landet øde.

✂ 9. Store Gud i himmerige,
Nu kand ingen tvile meer,
Men det hele land maa sige:
Det er HErrens haand vi seer!
Alle skielve maae derved,
Du har ramt det rette sted,
Og kand det os ikke drage,
Er vel intet haab tilbage.

*9, 2: tvile] tvivle J3. 9, 8: intet] ingen J3. *- - - *6, 7-8: jfr. nr. 132, 2-5. - 7, 1: Arlaud henviser til, at den største komet i det 18. århundrede netop viste sig på samme tid, som kvægpesten udbrød her i landet; dette kan ifølge nr. 86, 8, 5-6 være opfattet som et ulykkesvarsel og ligge bag ved ordene: truer himlen. Ligeledes henviser han til, at danske aviser i begyndelsen af marts 1745 fortalte om jordskælv i Italien: ryster jorden. - 7, 2: skrekker] volder skræk. - 7, 4: som i øyeblik] pludselig; bespendt] omspændt. - 7, 7: Gomorra] 1. Mos. 19, 24-28; her betegnelse for det forhærdede Danmark. - 8, 5-6: Man mente i datiden, at kvægpesten enten kunne skyldes »luftens forrådnelse« eller usynlige giftige insekter i luften (Holberg i Skrifter, udg. af Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere II, 1746, s. 386-92). - 8, 7: møde] imødegå, standse. - 9, 7: drage] til Gud. 393

✂ 10. Nu vel an, I HErrens præster,
Skal vi være Jordens salt,
Elsker vi den deel vor Mester
Blodig-dyre har betalt:
Nidkierheds basune fat,
Tordner ind i verdens nat,
Viser Skue-Dal dens byrde,
Hvo der er en ærlig hyrde.

✂ 11. Op da, op i graad at svømme,
Arme synde-fulde land,
Og til evig tiid fordømme
Sikkerhedens fule stand.
Alle synde-strømmes dal,
Hvor og meeneed selv er fal,
Uretfærdighedens sæde,
Op at hyle og at græde.

✂ 12. Gamle, Unge, Arme, Rige,
Kommer, følger, Vender om!
Ja, hvo denne gang vil svige,
Bærer HErrens vredes dom.
Børnene paa moders knæ,
Ja det arme dumme Fæ,
Alle, hver en blode-draabe
Op til Gud i himlen raabe.

✂ 13. Hør, vor Fader, hvad vi bede,
Hør vort skriig i JEsu navn,

*11, 3: og] op J3. *- - - *10, 2: Mt. 5, 13. - 10, 3: den deel] alle dem. - 10, 4: 1. Kor. 6, 20; 7, 23 (»I er dyre købte«); dyre] dyrt. - 10, 5: fat] enten verbum i imperativ eller adverbium med underforstået »tag«. - 10, 7: Skue-Dal] synernes dal, Es. 22, 1 (»en byrde over Skue-dal«), opfattet som navn på Jerusalem, hvor profeterne havde set så mange syner, men vel med tanken på, at folket ikke havde agtet på profeternes formaning. Her er det brugt om den kristne menighed. byrde] vel syndebyrde. - 11, 4: sikkerhed] verdslig tryghed, nr. 8, 5, 3-4; fule] rådne, hæslige; stand] tilstand. - 11, 5: alle synde-strømmes dal] modsætning til profetsynernes dal. - 11, 6: meeneed] i datiden en hyppig synd (se brev fra Brorson i Kirkehist. Saml. I, 1849-52, s. 191); fal] til fals, almindelig. - 12, 1: Arme] fattige. - 12, 6: dumme Fæ] stumme (umælende) kvæg. 394

✂ Lad os ey forgieves lede
Efter naadens søde favn.
Staa os bi, Guds kiere Søn,
Med din blodig Sveed og Bøn,
At vor graad i dag maa være
Dig til evig priis og ære.

✂

Nr. 272.

✂ Mel. O! JEsu for din pine.

✂ I Christo har jeg livet,
I døden døer min vee,
Mit hierte, Gud hengivet,
Kand midt i døden lee.

✂ 2. Jeg takker for den ære,
At høre dødsens bud,
Jeg reyser glad, at være
Nu hiemme hos min Gud.

✂ 3. Nu har jeg overvunden
Ved JEsu blod og saar,
Jeg er med Gud forbunden,
Og glad til himlen gaaer.

✂ 4. Naar mine kræfter bukke,
Mit bryst og maal er stemt,
Saa har du mine sukke,
Min JEsu, dog ey glemt.

*13, 8: evig] ævig J3. *Nr. 272. J2-7. 2, 2: dødsens] dødens J6-7. *- - - *13, 6: blodig Sveed] Lk. 22, 44; Bøn] Rom. 8, 34; Hebr. 7, 25; 1. Joh. 2, 1. *Nr. 272. Oversættelse. Christus der ist mein leben, forfatter?, Schr. s. 1340. - 1, 1: 1. Joh. 5, 11-12. - 3, 1: overvunden] sejret. - 4, 1: bukke] bukker under, giver efter. - 4, 2: når det stæmmer for brystet og mælet er standset. 395

✂ 5. Naar alle mine sinde
Mig ikke lyde meer,
Naar haanden ey kand finde,
Og øyet ikke seer.

✂ 6. Da, naar det er din ville,
Jeg skal herfra igien,
Da lad mig sove stille
I JEsu vunder hen.

✂ 7. Jeg, som en borre, henger
Ved JEsum med mit sind,
Og giennem døden trænger
I himlens glæde ind.

✂

Nr. 273.

✂ Efter samme Melodie.

✂ Min død er mig til gode,
Thi JEsus er min ven,
Saa døer jeg vel til mode
Fra verdens jammer hen.

✂ 2. Jeg døer med fryde-tanker,
Thi jeg er JEsu lem,
Jeg letter glad mit anker,
Og seyler trøstig hiem.

* Nr. 273. J2-7. *- - - *5, 1: sinde] sandser eller måske snarere tanker, orig.: Wenn mein hertz und gedancken Vergehn... - V. 6 bringer eftersætningen til naar i 5, 1. 3; tænk komma efter v. 5. - 6, 2: igien] som jeg er kommen. - 7, 1: som en borre] billedet er originalens: wie eine klett' am kleid. *Nr. 273. Oversættelse. Christus der ist mein leben, forfatter?, Schr. s. 1340. Såvel L. R. Tuxen (H. A. Brorsons egne Psalmer og aandelige Sange, 1865) som Arlaud betragter salmen som en brorsonsk original; men i virkeligheden er den blot en anden oversættelse af den samme salme, som vi har i nr. 272. Det er ikke let at sige, hvilken af de to oversættelser der står originalen nærmest; men som dansk digt bærer nr. 273 sikkert prisen; sproget rinder lettere, billederne er skønnere (borren i 7, 1 er gleden ud), og tonen er mere jævn og hjertelig. Når Brorson alligevel har bevaret nr. 272, må det formodentlig skyldes, at salmen i denne form har været så kendt gennem afskrifter, at han ikke fandt det rigtigt at stryge den. - 1, 2: jfr. Joh. 15, 14-15. - 1, 4: hen] bort. - 2, 2: Ef. 5, 30. 396

✂ 3. Nu har jeg overvunden
Og striidt den gode striid,
I JEsu har jeg funden
Min Fader mild og bliid.

✂ 4. Naar jeg for vee og smerte
Ey mere tale maa,
Saa lad dig ret til hierte
Mit hiertes sukke gaae.

✂ 5. Naar livets lys udslykkes,
Al verden bliver sort,
Naar jeg skal døe og rykkes
Fra tidens jammer bort;

✂ 6. Da lad mig sove stille
Med et fornøyet sind
Og Gud hengiven ville
I JEsu arme ind.

✂ 7. O! du min frelses klippe
Og trøst i al min vee,
Lad troen dig ey slippe,
Før jeg dig hist kand see.

✂

Nr. 274.

✂ Mel. Paa Gud allene.

✂ Nu! jeg har vunden
Og striidt den gode striid,
Og afskeeds-stunden
Er kommen sød og bliid,

*3, 2: striidt] striid J2-3. 5, 1: udslykkes] udslukkes J4-7. *Nr. 274.J2-7. 1, 2: striidt] striid J2-3. *- - - *3, 1: se under nr. 272, 3, 1. - 3, 2: 2. Tim. 4, 7. - 3, 3: i JEsu] Der kan være tænkt på, at det er i Jesus, at Faderen har åbenbaret sin kærlighed, Mt. 11, 27 b; Joh. 14, 9; Rom. 5, 8; eller der kan være ment: fordi jeg er i Jesus (dvs. i livssamfund med Jesus), har jeg adgang til Guds nåde, Rom. 8, 1. - 4, 2: maa] kan. - 5, 1: udslykkes] udslukkes. - 6, 2: fornøyet] se under nr. 6, 1, 2. - 6, 3: ville] vilje. - 7, 1: Sl. 89, 27. *Nr. 274. Original. - 1, 2: 2. Tim. 4, 7. 397

✂ Gak til din hvile,
Min siel, af verden keed,
Leg dine pile
Og skiold og bue ned,
Kom nu at ile
Til evig herlighed.

✂ 2. Af mine mange
Med taarer, ach og vee
Opfyldte gange
Jeg kand den sidste see,
Har jeg maat rende,
Hvor man kand neppe gaae,
Men foden brænde,
Om man vil stille staae,
Nu har det ende,
Nu kand jeg kronen naae.

✂ 3. Her har jeg skioldet,
Nu kampens tiid gaaer ud,
Jeg har beholdet
Den sande troe til Gud,
Hvor er der tvistet
Om denne dyre skat,
Hvor har hand vristet
Paa troen dag og nat,
Som mig har fristet,
Men selv er bleven mat.

✂ 4. Derfor er kronen
Til mig i himlen giemt,
Guds Søn paa thronen
Har ærens krands bestemt,
Ey mig allene,
Men ogsaa hver i sær

*2, 3: gange] veje el. vandringer. - 2, 5: maat] måttet. - 2, 7: men hvor man kan brænde foden. - 2, 10: Joh. Åb. 2, 10. - 3, 1: skioldet] troens skjold, Ef. 6, 16. - 3, 3-4: 2. Tim. 4, 7. - 3, 7: hand] Satan, forklaret ved som i l. 9. - 3, 7-8: vristet paa troen] søgt at rokke ved troen. - V. 4: 2. Tim. 4, 8. 398

✂ Af dem, som tiene
Den milde Frelser her,
Og findes rene
I lammets høytids-færd.

✂ 5. Nu da, jeg takker
Al verden hermed af,
Fornøyet pakker
Nu sammen til min graf,
Lad jorden segne
Udi sin aske ind,
I jammers egne
Mit længe vante sind
Skal intet regne
Den sidste lille vind.

✂ 6. Al priis og ære,
Ja i al evighed,
Skal lammet være,
Som for os døden leed,
Hans blod og vunder,
Som hialp saa ofte, at
Jeg ey gik under,
Dem er det jeg har fat,
Og trøstig blunder
I JEsu saar: god nat.

*5, 4: graf] grav J4-7. *- - - *4, 10: høytid] her = bryllup, Joh. Åb. 19, 7-9. - 5, 1-2: takker af] siger farvel til. - 5, 5-6: Fra døden glider tanken her et øjeblik over til verdens undergang, 2. Pet. 3, 10. 12. - 5, 8-10: Mit sind, der så længe har været vant til lidelse, skal ikke regne den sidste korte storm (dødskampen) for noget. - 6, 6: at] til, at. - 6, 8: har fat] holder fast ved.