Brorson, Hans Adolph Taalmodighed behøves

Nr. 173.

Mel. Fra Gud vil jeg ey vige etc.

Taalmodighed behøves,
Naar troe og haabet skal
Ved megen trængsel prøves
I denne jammerdal,
Du Guds udvalde flok!
Taalmodighed maa læres,
Om kronen der skal bæres,
Det kand ey siges nok.

2. Taalmodighed er ikke
For kiødet angenem,

* * * * 116

Hun veed sig ey at skikke,
Naar riset kommer frem,
Man har frimodighed
I fred og gode dage,
Men kommer kors og plage,
Da synker modet ned.

3. Taalmodighed at lære
Er ey saa let en sag,
Man vil en christen være,
Men i sin gode mag,
Da Gud det dog saa klart
Udi sit ord forkynder,
Jeg straffer den jeg ynder,
Hand bliver aldrig spart.

4. Taalmodigheden gives
Af Gud den Hellig Aand,
Naar hiertet ret oplives
I hans forenings baand,
Den søde himmel-giest
Formilder vores plage
Og vender kiødets klage
Til aandens fryde-test.

5. Taalmodigheden tændes
I troen til Guds ord,
Naar HErrens naade kiendes
Mod dem, som paa ham troer,
For sielens faste borg,
At man sig overlader,
Og lader Gud vor fader
Kun bære al vor sorg.

* 117

6. Taalmodigheden helder
Sig op til Christi blod,
Naar satan sig anmelder,
Saa fatter hun et mod,
Ey! tænker hun, hvad vil
Den knuste slange giøre,
Trods, at hand mig skal røre!
Jeg hører JEsum til.

7. Taalmodighed er stille,
Naar ingen hielp hun seer,
Og tænker: HErrens ville
Dog aldrig ilde skeer,
Hun tænker, lad det gaae,
Hvem kand sig mod ham sperre,
Er hand dog husets herre,
Hans ville gielde maa.

8. Taalmodighed kand bie,
Naar tiden bliver lang,
Fordriver hendes svie
Med en spadsere-gang
I ordets urtegaard
Med sang og dybe sukke,
Der kand hun urter plukke
Mod alle hendes saar.

9. Taalmodighed er rede
At følge HErrens bud,
Kand taale andres vrede,
Og glæde sig i Gud,
Lad fnyse, hvem der vil,
Jeg bliver ey til skamme,

* * * 118

Gud skal vel alting ramme,
Naar hannem synes til.

10. Taalmodigheden viger
Ey fra vor HErre bort,
Skiønt korset daglig stiger,
Og alting bliver sort,
Hun tænker: frisk deran!
Med Gud jeg alting vover,
Og ham i korset lover,
Saa smager det som man.

11. Taalmodighed forlænger
De frommes leve-aar,
I det, hvad hiertet trænger,
Hun bort af sindet slaaer,
Hun er et kaabberskiold
For alle frommes hierter,
At ingen vee og smerter
Kand bryde ind med vold.

12. Taalmodigheden glæder,
Giør sielen fryde-fuld,
Hun gaaer i brude-klæder
Med kronen paa af guld
Og palme-green i haand,
Som frygten har til fange,
Som trøster alle bange,
Og løser alle baand.

* * * 119

13. Taalmodighed jeg ærer,
Og lyder hendes bud,
En kierlighed jeg bærer
Til hende, som en bruud.
Gud giv taalmodighed,
Saa vil jeg intet mere
Paa denne jord begiere,
Det er mit øye-meed!

14. Taalmodighed jeg leder
I bønnen stedse om,
I hvad jeg ellers beder,
Er det min hovedsum,
Og naar jeg skal engang
Fra denne jord mig vende,
Da giv en taalig ende
Paa al min verdens trang.