§ 277.

Under Hovedforhandlingen afsiges dømmen, efterat Bevisførelse har fundet Sted og Parterne ere hørte.

§ 278.

De til Sagens Afgjørelse kaldede dømmere samt en til at fore Retsbogen bemyndiget Person skulle være tilstede under hele Hovedforhandlingen. Det Samme gjælder om Nævningerne, indtil deres erklæring er afgiven.

Ved Forhandlinger, som forudsees at blive af længere Varighed, kunne Erstatningsdommere medtages; disse have at overvære Forhandlingen samt, naar det på Grund af en Dommers Forfald bliver nødvendigt, efter Tjenestealder at indtræde i dennes Sted.

Med Hensyn til Erstatningsnævninger gjælder Reglen i § 311.

Retsskriverens Hverv kan, naar det måtte gjøres fornødent, udføres af forskjellige Personer efter hverandre.

§ 279.

Statsanklageren samt den beskikkede For-

svarer skulle være tilstede under hele Hovedforhandlingen, sålænge de have Adgang til at fåe Ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskjellige Personer udfore Statsanklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv i Sagen.

Udebliver Statsanklageren enten ved Hovedforbandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, udsættes Sagen. Det Samme gjælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Sagforer ikke møder i Tilfælde, hvor dette vil gjøre en Beskikkelse nødvendig, medmindre Omstændighederne måtte gjøre det muligt for Formanden at beskikke en Forsvarer, som strax kan udføre Hvervet.

§ 280.

Den Sigtede stal, forsåvidt Loven ikke hjemler Undtagelser, personlig være tilstede ved hele Hovedforhandlingen, sålænge han har Adgang til at fåe Ordet under samme.

Udebliver den Sigtede ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, og Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han strax kan bringes tilstede, udsættes Sagen.

§ 281.

Bliver den Sigtede i løbet af Hovedforhandlingen så syg, at han ikke længere kan være tilstede, kan Sagens Behandling fortsættes, naar Retten efter Forhandlingens Standpunkt og det under samme Fremkomne skjønner, at Udfaldet utvivlsomt vil blive Frifindelse.

§ 282.

Formanden kan beslutte, at en Sigtet skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en Medsigtet afhøres, naar særegne Grunde tale for, at en uforbeholden Udtalelse af denne ellers ikke kan opnåes.

Er en Sigtet i medfør af foranstående Bestemmelse aftrådt, skal Afhørelsen gjentages efter de almindelige Regler, naar han atter indlades i Retssalen.

Ovenstående Regler gjælde også med Hensyn til de i Henhold til § 45 Nr. 2 valgte Forsvarere.

§ 283.

Naar en Sigtet fjernes fra Retssalens i Henhold til § 83, kan Forhandlingen fortsættes, hvis Formanden ikke finder en Udsættelse nødvendig.

Den Sigtede bør i så Fald, såsnart og såvidt hans Adfærd gjør det muligt, atter indføres i Retssalen og gjøres bekjendt med det under hans Fraværelse Forefaldne; så

bør der og, forsåvidt det ester Forhandlingens Standpunkt endnu er muligt, gives ham Adgang til at fremkomme med, hvad han under almindelige Forhold vilde havt Lejlighed til.

Lignende Regler gjælde med fornøden Lempelse, naar Ordet fratages den Sigtede i Henhold til § 83 eller § 288.

§ 284.

Naar Hovedforhandlingen er begyndt, fortsættes den såvidt mulig uafbrudt, indtil endelig Afgjørelse har fundet Sted.

Rettens Formand afbryder Forhandlingen,

a) naar han af Hensyn til den fornødne Hvile for de medvirkende Personer finder det nødvendigt at udsætte eller slutte Retsmødet;

d) naar han beslutter Sagens Udsættelse.

Finder Afbrydelsen Sted, efterat den Sigtedes Afhørelse angående Anklagen var begyndt, kan Rettens Formand beslutte, at Forhandlingen, fra og med den Sigtedes Af-

hørelse, skal gjentages, naar Sagen atter kommer for.

§ 285.

Naar Forhandlingen afbrydes, fordi Retsmødet udsættes eller sluttes, fortsættes den henholdsvis til den for Retsmødets Gjenoptagelse af Formanden fastsætte Tid eller i det næste påfølgende Retsmøde.

Sker Afbrydelse på Grund af Sagens Udsættelse, tilkendegives det alle Vedkommende, at de skulle møde til den Tid, som berammes i Retsmødet, eller hvorom senere Meddelelse finder Sted.

§ 286.

Efterat Hovedforhandlingen er begyndt,

bør Formanden kun udsætte Sagen, være sig

på Andragende eller i Embeds medfør, når det ifølge Lovens Bud eller iøvrigt af vigtige Grunde findes nødvendigt.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde på en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, påhviler det enhver Vedkommende snarest mulig at underrette rettens Formand, for at Bestemmelse om Udsættelsen om mulig kan tages og Meddelelse til alle Vedkommende finde Sted, førend Sagen påny skulde have Været for.

§ 287.

Hovedforhandlingen er mundtlig; Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes frit Foredrag; Oplæsning tilstedes kun, hvor Loven hjemler det.

§ 288.

Rettens Formand leder Hovedforhandlingen. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, forsåvidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom. Ingen må tage Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg for såvidt mulig at fjerne Alt, hvad der til Unytte trækker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhandlingens enkelte Dele, når han anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig behandlet.

Om Slutning af Bevisførelsen i det Hele eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne ere fremførte, samt om Gjentagelse af den sluttede Bevisførelse, tager Retten Beslutning.

§ 289.

Omfatter Hovedforhandlingen Anklage mod den samme Person for flere strafbare Handlinger eller Anklage mod flere Personer, skal Formanden ordentligvis lade Forhandlingen foregå og tilendebringe postvis for de enkelte Forbrydelser. Dommen omfatter alle Anklagepunkterne under Et.

§ 290.

Fremsættes Afvisningspåstand, eller antager Rettens Formand, at Omstændigheder

ere tilstede, ifølge hvilke der kan opstå Spørgsmål om Afvisning, kan han udsætte eller standse Forhandlingen om Sagens Realitet og sætte Afvisningsspørgsmålet særlig under Forhandling. Når Afvisningsdom ikke afsiges fortsættes den afbrudte Forhandling.

Tilsvarende Regler finde Anvendelse, når der opstår Spørgsmål, om Anklageren er påtaleberettiget.

§ 291.

Den Sigtede høres af Rettens Formand angående Sigtelsen og de Beviser, som fremføres mod ham. Dommerne og Nævningerne, Anklageren og Forsvareren kunne andrage på, at yderligere spørgsmål stilles til ham. Dommerne og Nævningerne have også Ret til selv at rette enkelte Spørgsmål til den Sigtede, efter dertil at have fået Ordet af Formanden.

§ 292.

Bevis kan føres både direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis, forsåvidt Loven ingen Indskrænkning gjør.

§ 293.

Bevisførelsen er nærmest Parternes Sag; de ere ikke udelukkede fra at føre Vidner, som Retten har nægtet at indkalde, forsåvidt § 273 ej er til Hinder; men de således førte Vidner have intet Krav på Godtgjørelse af det Offentlige.

Parterne afhøre selv de ifølge Andragende af dem indkaldte eller af dem fremstillede Vidner, Syns- eller Skjønsmænd. Når Partens Tilspørgsel om et Punkt er tilendebragt, er Modparten berettiget til nærmere at udspørge med Hensyn til dette.

Skal på en Parts Begjæring Oplæsning af Dokumenter og Aktstykker finde Sted for Bevisførelsens Skyld, beslutter Rettens Formand, om Oplæsningen skal ske ved Parten eller ved Retsskriveren.

§ 294.

Rettens Formand våger over, at util-

børlige, navnlig forvirrende Spørgsmål ikke finde Sted ved Afhørelsen af Vidner og Synseller Skjønsmænd. Sker Afhørelsen trods Formandens Pålæg og Irettesættelser på utilbørlig Måde eller på en Måde, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som går udenfor Sagen, kan han unddrage den pågjældende Part Afhørelsen og selv overtage den. Skjønner han, at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

Formanden er berettiget og forpligtet til, nårsomhelst han i Sandhedens Interesse finder Grund dertil, at rette Spørgsmål til den, som afhøres. Har den Sigtede hverken beskikket eller valgt Forsvarer, overtager Formanden Afhørelsen på hans Vegne.

§ 295.

Vidner og Syns- eller Skjønsmænd, som fremstilles efter rettens eller Formandens Beslutning i Ginbeds medfør, afhøres af Formanden; dog er han beføjet til at overlade Afhørelsen til Parterne efter foranstående Regler.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand, kunne Parterne andrage på, at yderligere Spørgsmal stilles; Formanden kan overlade det til dem selv at stille sådanne enkelte Spørgsmål.

Skulle ifølge Beslutning i Embeds medfør Dokumenter og andre Aktstykker oplæses for Bevisførelsens Skyld, sker Oplæsning ved Retsskriveren.

§ 296.

Dommerne og Nævningerne ere berettigede til at rette Spørgsmål til de fremstillede Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, efter at have erholdt Ordet af Formanden.

§ 297.

De afhørte Vidner samt Syns- eller Skjønsmænd forblive tilstede under den senere Forhandling, indtil Formanden, efter at have givet Parterne Lejlighed til derom at udtale sig, tillader dem at forlade Retten ubetinget eller mod at blive tilstede i Nærheden. Retten kan på Begjæring eller i Embeds medfør lade

dem afhøre påny, når dertil findes Anledning, sir. § 144.

Formanden kan på Begjæring af en Part eller i Embeds medfør bestemme, at et Vidne midlertidig skal forlade Retssalen, når en uforbeholden Forklaring af et andet Vidne ellers ikke kan ventes.

Vidnerne samt Syns- eller Skjønsmænd må ikke forelægge den Sigtede eller hverandre Spørgsmål, men de kunne andrage på, at de selv eller et andet Vidne eller den Sigtede yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuldstændiggjøre eller berigtige forudgående Udsagn.

Syns- eller Skjønsmænd kunne i Henhold til § 157 2det Stykke også under Hovedforhandlingen fordre Spørgsmål forelagte den Sigtede eller Vidner angående Punkter, som ere af Vigtighed for deres Svar.

§ 298.

Dokumenter, der påståes at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som yde umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Sigtedes Forhold til denne, blive at oplæse, når Bevisførelsen kræver det.

Dokumenter og Aktstykker, som indeholde Erklæringer eller Vidnesbyrd, må ordentligvis ikke benyttes som Bevismidler. Herfra undtages:

1) Tilførsler i Retsbøger om Ransagninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser, Syns- eller Skønsforretninger, foretagne udenfor Hovedforhandlingen;

2) Erklæringer til Retten afgivne af Syns- eller Skjønsmænd;

3) tilførfler til Retsbøger om de af den Sigtede under afhørelsm om Sigtelsen afgivne Erklæringer, når den Sigtede enten nu vægrer sig ved at svare, eller den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere;

4) Tilførsler til Retsbøger angående de af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd under afhørelse afgivne Forklaringer, når disse Personer enten ere døde eller af anden Grund ikke kunne afhøres påny, eller deres Fremstilling for Retten ikke finder Sted af de i §

133 Nr. 1—3, jfr. § 160, angivne Grunde, eller når den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller når et Vidne vægrer sig ved at afgive Forklaring uden Hjemmel i § 131, og de foreskrevne Tvangsmidler forgjæves ere blevne anvendte.

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i medfør af et offentligt Hverv, derunder Udskrifter af tidligere den Sigtede overgåede Straffedomme.

Hvad der er tilført Retsbøger om Retshandlinger under Efterforskningen, kan dog kun benyttes som Bevis, når Opsættelse af Retshandlingen, indtil Sag mod den Sigtede kunde anhængiggjøres, vilde have medført Fare for Tab af Bevismidler, eller den Sigtede har indvilget eller indvilger i Benyttelsen.

§ 299.

Oplæsning af Tilførsler til Retsbøger angående Udsagn af den Sigtede, Vidner eller Syns- eller Skjønsmænd på Grund af de nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med de tidligere afgivne bør kun finde Sted, efterat der på foreskreven Måde er givet de Pågjældende Lejlighed til sammenhængende Udtalelser om Gjenstanden for Afhørelsen, og de yderligere Spørgsmål, hvortil denne Udtalelse opfordrer, ere stillede.

Når Oplæsning af de i § 298 Nr. 3 og 4 ommeldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden meddeles af Rettens Formand og tilføres Retsbogen; så bør det og bemærkes, om Vidnets eller Syns- og Skjønsmandens Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken Grund.

§ 300.

Når Beviser i medfør af § 273 skulle færes, om hvilke Meddelelse til vedkommende Part ikke er sket mindst 4 Dage før Hovedforhandlingens Begyndelse, bliver Sagen at udsætte, medmindre Parten har givet Afkald herpå.

Formanden træffer fornøden Foranstaltning

for at give alle Vedkommende behørig Adgang til Gjennemsyn af Aktstykker i Sagen, som indkomme efter Hovedforhandlingens Begyndelse.

§ 301.

En Part kan med Modpartens Samtykke frafalde et af ham anmeldt Bevis; dog kan Retten bestemme, at det frafaldte Bevis skal føres.

Vægrer Modparten sig ved at samtykke i, at et anmeldt Bevis frafaldes, træffer Retten Afgjørelse.

§ 302.

Rettens Afgjørelse af Tvistepunkter, som opstå under Bevisførelsen mellem Parterne, samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, sker ved Kjendelse.

§ 303.

Førend Dom eller Kjendelse afsiges under Hovedforhandlingen, bør der være givet Parterne Lejlighed til at udtale sig. Den Sigtede 📖 har stedse det sidste Ord.

Ved Begrundelsen af Kjendelser, der ikke særskilt kunne påankes, skulle de faktiske Omstændigheder, hvorpå der bygges, nøjagtig angives, forsåvidt Retsbogen ikke indeholder det Fornødne.

§ 304.

Alle Forsvarsgrunde mod den rejste Anklage, som ere egnede til at bevirke Afvisning eller Frifindelse, kunne under Hovedforhandlingen gjøres gjældende af den Sigtede, ligesom de og i Embeds Medfør bør tages i Betragtning af Retten. Dette gjælder også om sådanne Afvisningsgrunde, der kunde være gjort gjældende, eller som af Retten have været prøvede i Anledning af Spørgsmålet om Anklagens Henvisning til Hovedforhandling, forsåvidt Andet ikke særlig er bestemt.

Indsigelser, som gå ud på, at den Forbrydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen så tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller

at der ikke er givet tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, eller at der uden Hjemmel er givet kortere Varsel end en Uge, skulle fremsættes før Oplæsningen af Anklageskriftet, eller i Nævningesager førend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger begynder, jfr. endvidere §§ 13, 18, 68, 312, 314, 318, 322 samt Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 81.

§ 305.

Hovedforhandlingen afsluttes ved Rettens Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som anhængig ved Retten, indtil Dommens Fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af Påanke Sagens Aktstykker ere indsendte til Højesteret.

Den vedtagne Afgjørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller den af de i Afgjørelsen deltagende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages. Stemmetallet må ikke optages i Rettens Afgjørelser eller iøvrigt gjøres bekjendt.

Efter at være affattet, underskrives Afgjørelsen af Rettens Formand og Retsfkriveren. Dens Afsigelse foregår derved, at den oplæses i et Retsmøde. Er den Sigtede fængslet, bør ban bringes tilstede ved Dommens Afsigelse.

Rettens Afgjørelser træffes snarest mulig, efterat den pågjældende Forhandling er tilende. Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, skulle Kjendelser afsiges senest Dagen efter, Dommen senest inden 8 Dage.

Er den Sigtede domfældt, bliver Udskrift af Dommen at forkynde ham, hvis han ikke var tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde meddeles der ham Udskrift på Begjæring. Af alle Domme tilstilles der Statsanklageren Udskrift.

§ 306.

Dommen skal, forfåvidt den ikke går ud på Sagens Afvisning, enten domfælde eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, når Anklageren ikke er påtaleberettiget, når Anklage frafaldes, samt når den Sigtede ikke findes skyldig.

§ 307.

Ved Afgjørelsen af, om Noget er bevist eller ikke, har Retten, henholdsvis Nævningerne, alene at tage Hensyn til de Beviser, som ere

fremførte under Hovedforhandlingen; Aktstykker og andre Dokumenter kunne kun tages i Betragtning som Bevismidler, når de ere blevne oplæste under denne.

Iøvrigt er Afgjørelsen ikke bunden ved Lovregler, men træffes efter fri, på samvittighedsfuld prøvelse af det Fremførte beroende Overbevisning.

§ 308.

Retten kan kun domfælde for den eller de Forbrydelser, for hvilke Anklage på lovlig Måde er rejst. Denne Regel galder ikke blot, forsåvidt Talen er om en anden Handling end den, der ligger til Grund for Anklagen, men også, med de i § 309 nævnte Undtagelser, i Henseende til Anklagens Angivelse af de nærmere Omstændigheder ved Handlingen og den i samme indeholdte Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter.

§ 309.

Undtagelser fra de i § 308 ommeldte Begrænsninger for Domfældelsen finde Sted:

1) når det eller de Lovbud, som i Anklagen nævnes til Hjemmel for Påstanden om Straf, eller de den Sigtede betimelig meddelte Aktstykker tydelig vise, at den Måde, hvorpå Anklagen er stilet, ikke udtrykker Anklagerens virkelige Mening;

2) også ellers, når den Adgang til Forsvar, som den Sigtede har havt, uanset Afvigelsen fra Anklagen, under de foreliggende Omstændigheder må betragtes som fyldestgjørende. I Henhold hertil kan der i Domfældelsen afviges fra Anklagens Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter:

a) når Anklagen går videre end Domfældelsen, idet alle de begrebsmæssige Bestanddele af den Forbrydelse, på hvilken Dommen lyder, indeholdes i den Forbrydelses Begreb, på hvilken Anklagen lyder;

b) når der er så nært Slægtskab mellem de Forbrydelser, på hvikke Anklagen og Dommen lyder, at Afvigelsen i og for sig ikke kan medføre Forandring i Forsvarets Forudsætninger, og der iøvrigt ikke i det enkelte Tilfælde er Noget, som efter det angivne Synspunkt udelukker Afvigelsen.