Om Eager, der påtales af Private i henhold til § 39.

De Betragtninger, i Henhold til hvilke Straffesager, der af Lovgivningen ere henvifte til Påtale af Private, ere inddragne under Udkastet til Lov om Strafferetsplejen, ere fremstillede tidligere. Af disse fremgår det, at Hovedgrunden er, at det civilprocessuelle Grundprincip, Parternes Rådighed over Sagen, ikke i en Sag om Straf kan gjøres anvendelig på den Sigtede. Med Hensyn til hans Stilling under Sagen må Straffeprocessens Grundsætninger blive anvendelige. Anderledes forholder det sig derimod med Anklageren. Idet Lovgiveren har henvist Sagen til privat Påtale, viser den, at Anklagen ikke er en offentlig men en væsentlig privat Interesse i disse Sager. Som en Følge heraf kan der ikke være Tvivl om, at Rådighedsprincipet og dets Konsekventser i fuld Udstrækning må komme til Anvendelse på Anklageren. Fremdeles er det klart, at Overførelsen af disse Sager fra Civilprocesfen til Straffeprocessen ingen Forandring bør gjøre i den Grundsætning, at den Påtaleberettigede intet Krav har på offentlige Myndigheders Bistand for at forskaffe sig Grundlaget for sin Anklage. Ligesålidt som der kan være spørgsmål om en offentlig Efterforskning af statsanklager, Politi eller en Indskriden i Efterforskningsøjemed af Undersøgelsesdommeren af egen Drift, ligefålidt kan den Påtaleberettigede begjære Forundersøgelse eller have en sådan almindelig Beføjelse til for Anklagen at andrage hos Undersøgelsesdommeren på enkelte Retshandlinger som den, der ved § 221 er hjemlet Statsanklageren og Politiet

under den offentlige Efterforskning, jfr. hvad der blev bemærket ved forrige Kapitel. At Anklageren i Tilfælde, hvor Omstændighederne ikke tilstede Opsættelse, har Udgang til Undersøgelsesdommeren, er noget Andet. På lignende Måde kan en Part også i Civilprocessen fåe Bevis ført for Hovedforhandlingen, og samme Beføjelse har også Modparten. I Overensstemmelse med det Anførte er Indholdet af § 446.

Hvad de herommeldte Sagers processuelle Behandling iøvrigt angår, kan der ikke, som i forrige Kapitel, henvises til de Regler, som vilde finde Anvendelse, hvis Eagen forfulgtes af det Offentlige, da sådan forfølgning her er udelukket. Der måtte altså gives en færlig Ordning. Af de to Former for Underretsbehandling, som Udkastet hjemler i offentlige Sager, frembod den Form, der er anvendelig i Sager, som påtales af Politiet, et naturligt Forbillede. Flere af de Særegenheder, der finde Sted i disse offentlige Sager, skyldes Grunde, der med samme Føje finde Anvendelse i de private Straffesager. Dette gjælder navnlig om Reglerne i §§363 og 364. Hovedforhandlingen finder altså Sted strar eller med kort Varsel; det første Møde er ikke særlig beregnet på Bevisførelse, medmindre Beviserne haves ved Hånden. Det er ikke mindre naturligt her end i offentlige Politisager først at se, om og hvorvidt Bevisførelse er nødvendig. Dette er Indholdet af § 447 1ste og 4de Stykke. Reglen i 2det Stykke er overført fra det civilprocessuelle Udkast; også Reglen i 3die Stykke har sit Forbillede i dette Udkast og behøver ingen Forklaring. Medens § 448 sidste Stykke hjemler en ellers i Straffesager ukjendt Konsekvents af Anklagerens Rådighed over Sagen, fastfætter det 3die Stykke en Forskjel med Hensyn til dommerens Stilling til Beviset, der begrundes ved Parternes forskjellige Stilling i disse Straffesager. At Forlig bør prøves, er aldeles naturligt. Men Betingelsen for, at et Forlig, der går ud på, at den Sigtede påtager sig en Straf, kan indgåes, må efter Sagens Natur være, at dommeren ikke finder Grund til at betvivle den Sigtedes Skyld. At det også er

en Betingelse, at Straffen, der vedtages, kun er Bøde, er stemmende med hvad også §368 har fastholdt i offentlige Sager. Af de Grunde, som ere udviklede ved den sidstnævnte Paragraf, følger, at den samme Regel, som denne indeholder, også må finde Anvendelse her, uafhængig af Forliget mellem Parterne. Anklageren har Krav på en Afgjørelse, om den Sigtede er skyldig, men hverken på, at dette skal finde sit Udtryk i en bestemt Form, eller på en bestemt størrelse af Straffen. Reglen i § 449 åbner Adgang til Forening af private Straffesager og borgerlige Retskrav til een Sag efter de Regler, som vilde gjælde, hvis de private Straffesager behandledes som borgerlige Domssager. Rettens Beføjelse til at adskille Søgsmålene og Slutningsbestemmelsen i Paragrafen medføre, at der ingen Betænkelighed kan virre ved disse formelle Lettelser. I §§ 450 og 451 gives Regler om Virkningerne af Parternes Udeblivelse. For Anklagerens Vedkommende måtte Virkningerne blive de samme, som ere foreskrevne i § 442 Nr. 1. Hvad den Sigtede angår, indeholder § 451 den samme Regel, som for Politisager er fastsat i § 366. Om denne Regels Forhold til Grundsætningen i § 200 er tidligere talt. Med Hensyn til § 453 jævnføres § 367 og § 205. Ved Spørgsmålet, om domme i disse Sager kunne påankes, var der ikke Grund til at udstrække Inappellabiliteten så vidt som efter § 397, idet det Offentlige ikke her foreløbig ud« reder Omkostningerne for Anklageren, og kun undtagelsesvis for den Sigtede, jfr. § 481. Her kunde derfor Grænsen bestemmes på lignende Måde, som i det civilprocessuelle Udkast, se § 454. Ligheden mellem Parterne kræver, at Straffesagens „værdi” bestemmes for begges Vedkommende efter Strafferammens Maximum. Med Hensyn til Udeblivelsen under Påankens Forhandling, måtte for den Sigtedes Vedkommende Reglerne i §§ 399 og 405 blive anvendelige; for Anklagerens Vedkommende måtte den i § 442 Nr. 4 givne Regel overføres. Iøvrigt finde i disse Sager de almindelige Regler for de offentlige Straffesager Anvendelse, se § 455.