Om Fuldbyrdelsen af dømme i Straffesager.

En stor Del tyske, også nyere Love opstille den Regel, som stemmer med den ældre tyske Ret, at Omsorgen for Straffedommens Fuldbyrdelse henlægges til Domstolene. Man finder i en anden Regel en Miskjendelse af den principrigtige Bestemmelse af den dømmende Magts Område. Rigtigt kan imidlertid kun det erkjendes at være, at Omsorgen for Straffedommens Fuldbyrdelse hører ind under Retsplejen i den videre Forstand, ifølge hvilken også de særlig for Retsplejens Skyld indstiftede eller med særlige Beføjelser for dette Formåal udrustede Øvrighedsmyndigheder må henregnes til dennes Organer. Fra dette

Synspunkt kan det ikke blot forsvares som principrigtigt, men er fremfor Alt hensigtsmæssigt at henlægge Omsorgen for Straffedommens Fuldbyrdelse til de sidstnævnte Myndigheder og ikke til Domstolene, navnlig når man ved hine Love dermed mener den Domstol, der har kjendt i Sagen, altså hyppig en kollegial Ret. Udkastet havde derfor ingen Opfordring til at forlade den Grundfætning, der i denne Henseende hyldes i vor nugjældende Ret, som ligeledes er optaget i den franske Lovgivning og i flere tyske Love (Preussen, Bajern), og som nu ved det almindelige tyske Udkast stræbes indfort for Tyskland i det Hele.

Efter det angivne Synspunkt må det fremdeles findes rigtigt og konsekvent, som § 463 foreskriver, at Politimesteren i Sager, som høre under Statsanklagernes Virkekreds, står under dennes Overtilsyn med Hensyn til Omsorgen for Straffedømmens Fuldbyrdelse. At Inddrivelse af Bøder, hvor denne endnu finder Sted, fordi de ere tillagte den Forurettede, ikke mindre end Inddrivelse af en under Straffesagen tilkjendt Erstatning må rette sig efter Reglerne i Loven om den borgerlige Retspleje, behøver ingen Forklaring, fålidt som Slutning/bestemmelsen i § 463.

En væsentlig Lempelse i den ældre Rets Regler kræver imidlertid Forholdets Natur, som det også er erkjendt i hine Love, med hvis Ordning på dette Punkt Udkastet samstemmer, nemlig at ethvert retligt Stridspunkt, som opstår med Hensyn til Fuldbyrdelsen mellem den Domfældte og den strafudøvende Myndighed, må afgjøres af retten, se § 464, jft. det tyske Udkast § 412. Herved må det dog, for at ikke Fuldbyrdelsen skal kunne forhales ved ugrundede Indsigelser, fastholdes, at en Standsning af Fuldbyrdelsen ikke i medfør af Loven kan blive Følgen af, at der opstår et Spørgsmål, som må forelægges Retten, men at det må bero på Retten, om sådan Standsning kan finde Sted. Da Rettens Afgjørelse ordentligvis vil dreje sig om Retsspørgsmål, kan Behandlingen gå frem efter Reglerne i § 257 og Retsmidlet efter Reglerne i sjette Afsnit Kap,

III. En særegen Bestemmelse måtte der derimod gives for det i det sidste Stykke af § 464 omhandlede Tilfælde, hvor Striden drejer sig om et faktisk Spørgsmål, og hvor der derfor bliver Tale om Bevisførelse, jfr. herved den wüttbg. Lov § 510.

I §§ 465 og 466 afgjøres det Spørgsmål, når Fuldbyrdelsen af en Straffedom kan begynde. De enkelte Bestemmelser i disse Paragrafer behøve ingen Forklaring. Om Udsættelse eller Standsning af Fuldbyrdelsen handler § 467. Hvorvidt en sådan bliver følgen af Anvendelsen af Retsmidler mod dømmen, er bestemt i Afsnittet om disse. I denne Paragraf blev derimod særlig at omtale den Udsættelse eller Standsning, der hidrører fra de under 1—4 nævnte Omstændigheder, samt af Hensyn til Benådningsretteus Anvendelse udenfor det i § 466 omtalte Tilfalde. Hvad de Første Tilfælde angår, behøver Realiteten af Bestemmelserne ingen Forklaring. Hvad Formen angår, bemærkes, at Sondringen mellem Bestemmelserne under Nr. 2 og 3 er nødvendig, for at den Urimelighed ikke skal udtales, at en Livsstraf ikke kan fuldbyrdes, når Fuldbyrdelsen ikke kan finde Sted uden Livsfare eller varig og betydelig Skade, jfr. den württbg. Lov § 503. Med Hensyn til Benådning skjelner § 467 mellem Udsættelse af Straffens Fuldbyrdelse, der finder Sted i medfør af Loven, når Retten, som har fældet Dommen, indstiller den Domfældte til fuldstændig Benådning eller til at benådes med en mildere Strafart, eller når Ansøgning herom indgives af den Domfældte, der ikke alt tidligere har fået en Ansogning afskået, — og Standsning af den alt begyndte Fuldbyrdelse. Her kunde selvfølgelig en lignende Virkning ikke i medfør af Loven tillægges den Domfældtes Ansogning; men Afgjørelsen, om og hvorvidt Standsning skal finde Sted, må bero på Justitsministeren.

Også, efter at Dom er gået, kan der blive spørgsmål om for Fuldbyrdelsens Skyld at anvende forskjellige af de Midler, som Loven hjemler til Opnåelse af Straffesagers Formål. Dette foranlediger nogle særlige Bestemmelser, da Reglerne i Udkastets

2det Afsnit ikke have den Anvendelse for Øje, som sker særlig for Domsfuldbyrdelsens Skyld. Herhen høre §§ 468—470. Ved disse bemærkes i Almindelighed, at Rettens Kompetence til at træffe Bestemmelse om hine Midlers Anvendelse på dette Tidspunkt må fastholdes i samme Udstrækning, som når Anvendelsen finder Sted tidligere. Der er ingen Grund til her at udvide Statsanklagerens eller Politiets Beføjelser. Dernæst bemærkes, at Reglerne kun have Hensyn til det Tilfælde, at der er gået Straffedom, ikke at den Sigtede er frifunden. Om en særegen Fuldbyrdelse af en Frifindelsesdom er det overhovedet ikke rigtigt at tale; navnlig kan Ophøret af visse Tvangsforholdsregler som fandt Sted under Processen (fængsling, Beslaglæggelse af Gods), ikke betragtes som Fuldbyrdelse af dømmen; Ophoret følger af, at de Forudsætninger glippe, til hvilke de efter Reglerne i andet Afsnit ere knyttede. Heraf følger, at Anklagerens Påanke af Frifindelsesdommen ikke kan medføre Udsættelse af Løsladelsen af den Frifundne, der har hensiddet i varetægtsfængsel, eller udsætte Ophøret af andre Tvangsforholdsregler. Noget Andet er, at den Ret, til hvilken Påanken sker, kan træffe Bestemmelse om deres Gjenindtræden efter Reglerne i andet Afsnit. Disse Grundsætninger, som ikke altid have været klart erkjendte, må nu betragtes som uomtvistede, jft. det tyske Udkast § 112*) og Motiverne S. 75—76. Hvad Bestemmelserne i det Enkelte angår, behøver § 468 1ste Stykke ingen Forklaring. I § 468 2det Stykke gives Regler for Anvendelsen efter Dom af den Formuebeslaglæggelse, som omhandles i §§ 197—199. Efter § 197 er Betingelsen for at anvende dette Middel mod den, der har undraget sig Forfølgning, at Sagen hører uuder Landsretten. Her måtte den

samme Tanke fore til en anden Bestemmelse; der måtte tages Hensyn til den idømte Straf. Når Paragrafen fordrer, at dommen skal

lyde på Strafarbeide eller Statsfængsel over to Aar, stemmer denne Grænse med § 7, jfrt. med Straffel. §§ 18 og 27. Nogle særegne Bestemmelser med Hensyn til Forholdsreglens Anvendelse efter Dom have deres Grund i Slutningsbestemmelserne i Straffel. § 70.

Med Hensyn til flere af de Tilfælde, som gå ind under § 469, foreskrive endel Love, at den Sigtede kan vælge foreløbig at begynde Straffens Udståelse trods Påanken. Udkastet har ikke fulgt denne Vej, der selvfølgelig måtte kræve nærmere Begrænsninger. Derimod må det erkjendes, at det væretægtsfængsel, som den Sigtede udstår i de nævnte Tilfælde, bør komme til Afdrag i Straffen, hvilket lettest udtrykkes ved Henvisning til Straffelovens § 58, — i det Første Tilfælde, fordi Fuldbyrdeisens Forhaling skyldes en urigtig Dom i Første Instants, i det andet Tilfælde, fordi Forhalingen skyldes Anklagerens formelt mangelfulde eller materielt ubegrundede Påanke. Hvad det sidste Tilfælde angår, behøvedes en særegen Forskrift om Måden, hvorpå Bestemmelsen skal bringes til Udførelse. Reglen i § 464 anviser denne. Ved § 470 behøves ingen Forklaring. I Almindelighed behøves der ingen særegne Forskrifter om Ophøret af Fuldbyrdelsen eller Fuldbyrdeligheden af Straffedomme. Kun med Hensyn til Bødestraffe har § 471 udtalt en Regel, der ikke i denne Udstrækning kan antages at gjælde for Tiden efter vor Ret, trods Reglerne i Straffelovens § 30 og Lov af 16de Februar 1866, men forlængst har været hævdet i Strafferetsvidenakaben som stemmende med Straffes Natur og Væsen, og som kun kan miskjendes, når man med Urette sætter Bødestraffens Egenskab af Formuepræstation over dens Egenskab af Straf. I nær Forbindelse med Spørgsmålet om Ophor as idømte Straffe står Ophøret af de af Straffedomme flydende Wrevirkninger. Der er ingen Grund til her at ændre Realiteten af Loven af 3 die April 1868; men en Henviisning til denne Lov er på sin Plads. § 473 behøver ingen Forklaring.

') Der Haftbefehl jft aufzuheben, wenn die Grunde der Verhaftung weggefallen sind, oder wenn der Beschuldigte freigesprochen oder auher Verfolgung gesetzt wird.

Durch Einlegung eines Rechtsmittels darf die Freilaffung des Beschuldigten nicht uerzögert werden.