Om Afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager.

I den moderne Straffeproces er det, som det i Motiverne til det tyske Udkast bemærkes, en selvforståelig Grundsætning, at Tvangsmidler, der gå ud på at nøde en Sigtet til en Grklæring, ere utilladelige. Forsåvidt den Sigtede under Afhørelsen tilstår eller fremkommer med enkelte sandhedstro Udsagn, er selvfølgelig dette, som et frivilligt ydet Bidrag til Sandhedens Oplysning, også i den moderne Proces af største Værd; men det kan ikke fordres, at den Sigtede mod sin Villie skal bidrage til Bevisførelsen imod sig. Derved udelukkes også enhver middelbar Tvang, som tilsigter at fremskaffe ufrivillige Åbenbarelser, navnlig også Forelæggelse af Spørgsmål, hvis Rækkevidde og Sammenhæng med Anklagebeviserne han ikke overskuer.

Hertil skal endnu følgende føjes. I Inkvisitionsprocessen, der ikke anerkjender den Sigtede som Part, men pålægger Dommeren at søge Sandheden oplyst ved de Kilder, der foreligge, gjælder som Princip, at det påhviler den Sigtede som en Retspligt, hvis Fyldestgjørelse i og for sig må kunne fremtvinges, at give sandhedstro Forklaringer. Når

Tidernes Humanitet og Grkjendelsen af mange tidligere anvendte Midlers Upålidelighed lidt efter lidt førte til, at Kredsen af de Midler, hvormed Opfyldelsen af denne Retspligt skulde fremtvinges, efterhånden begrænsedes mere og mere, ophævede dette dog ikke Principet, og ligesom man mange Steder vedblev at have Tvang mod den Sigtede til overhovedet at give Svar eller Straffe for løgnagtige Udtalelser for Retten, således måtte fremfor Alt et Forhør over den Sigtede, under hvilket det er Dommerens Opgave ved Anvendelse af psykologiske Påvirkningsmidler at afvriste den Sigtede Sandheden eller at fange ham ved at hilde ham i Modsigelser o. s. v., ansees for en berettiget Håndhævelse af hin den Sigtedes Tvangspligt. I Anklageprocessen er den Sigtede ikke et sådant Udforskningsobjekt, hverken for Dommer eller Modpart. En Pligt til at understøtte Undersøgelsen mod sig, hvis Opfyldelse det skulde være berettiget at fremtvinge, kan der ikke være Tale om. Opgivelsen af Tvangsmidler er ikke blot Indrømmelse til Humaniteten, men Konsekvents af Processens Princip: den retlige Hjemmel til hint ovenfor omtalte Forhør mangler. På den anden Side kunne heller ikke de civilprocessuelle Regler om Retsvirkningerne af en tilbageholden Procedure og særlig af Tavshed eller Ubestemthed i Svarene under den ved det civile Udkasts § 96 hjemlede Afhørelse af Parter bringes til Anvendelse i Straffesager. Den Regel, at Parten må finde sig i, at hans Tavshed, Ubestemthed o. s. v. fortolkes på den for Modparten gunstigste Måde, og at Retten navnlig holder sig til dennes Forklaring, kan ikke overføres i Straffesager, fordi Straf ikke kan pålægges af den Grund, at den Sigtede indvilger deri, og altså endnu mindre, fordi han må finde sig i at betragtes som indvilgende.

I Overensstemmelse med det Anførte har Udkastet i det nærværende Kapitel fjernet Alt, hvad der ved Afhørelsen umiddelbart eller middelbart involverer en Tvang eller Pression mod den Sigtede, se navnlig §§203 2det Stykke, 204 og 205. Den Oplysning

om Sandheden, som tilstræbes ved Afhørelsen, skal kun kunne haves, når den Sigtede frivillig bestemmer sig til at yde den ved de Spørgsmål, som Dommeren i Medfør af § 203 forelægger ham. Medens Reglen er, at den Sigtedes Vægring ved at svare m. V. kun har den i § 205 2det Stykke nævnte Virkning, nemlig at Dommeren efter Omstændighederne har at gjøre den Sigtede opmærksom på de Ulemper for ham selv, som et sådant Forhold fra hans Side let vil medføre, er der dog i Lighed med hvad der er foreskrevet i §§ 366 og 451, ved visse mindre Forseelser, givet den videre gående Bestemmelse, at Dommeren kan anse de Kjendsgjerninger, om hvilke den Sigtede nægter at udtale sig, for beviste, når Omstændighederne ikke tale derimod, se §§ 367 og 453, hvortil der på dette Sted i Udkastet henvises. At dette dog ikke går såvidt som det civilprocessuelle Princip, er klart. — Iøvrigt suppleres de almindelige Regler i dette Kapitel om den Sigtedes Afhørelse ved de særlige Bestemmelser om Afhørelsen på Sagens forskjellige Trin. Det vil af disse fremgå, at Udkastet har draget Omsorg for at ordne denne således, at Afhørelsen ikke udsættes for at fåe Karakteren af en Pression på den Sigtede; men herom må her henvises til det følgende.

Af den private Anklagers Rådighed over Sagen følger, at hans Pligt til at lade sig afhøre kan ordnes efter væsentlig de samme Grundsætninger som i Civilprocessen med Hensyn til Parterne. Dog kan Virkningen af hans Udeblivelse eller Vægring ikke blive ganske den samme, fordi Afgjørelsen af Skyld eller Uskyld i Straffesager alene kan bero på Bevis; men Virkningen må blive, at han ansees at frafalde Anklagen, og dette er også Reglen i fremmede Love. Ved Erstatningskravet, som forfølges i Forbindelse med Straffesagen, må derimod den civilprocessuelle Regel ligefrem finde Anvendelse, forsåvidt ikke Påkjendelsen overhovedet forhindres ved Udeblivelsen, eller Vægringen, jfr. § 460.