Om Undersøgelsen, førend Anklage er rejst, i Sager, som forfølges af Statsanklageren eller Politiet

At ingen Straffesag kan bringes til Afgjørelse for den dømmende Ret uden Anklage, er en ligefrem følge af Anklageprincipet. Af Umiddelbarhedsprincipet følger dernæst, at Behandlingen for den dømmende Ret må indbefatte Bevisførelsen. Disse Grundregler medføre nødvendigvis en væsentlig Forskjel i Gangen i de offentlige Straffesagers Behandling, ikke blot fra den, der finder Sted i en ren Inkvisitionsproces, men også fra den Behandling, ved hvilken, som i Iustitssagerne hos os, vel Anklageformen er bevaret forsåvidt, som der ikke kan gå Dom uden Anklage, men hvor dog Bevisførelsen er henlagt til den Anklagen forudgående Behandling af Sagen, Forundersøgelsen. Denne sidste må i den nye Proces antage en anden Karakter; den må føres tilbage til at blive en blot Forberedelse for Anklagen og Hovedforhandlingen, dersom Bevisførelsen for den dømmende Ret ikke skal blive en Gjentagelse, et nyt yderligere Stadium i Processen, føjet til de tidligere, men blive hvad den skal være, den virkelige Kjærne i Sagens Behandling. Om disse Sætninger er der i Principet intetsteds Uenighed. Men den praktiske Gjennemførelse

har ikke altid svaret til Theorien. Idet nemlig den franske og tyske Proces fra den ældre Ret bibeholdt som et Anklagen forudgående Stadium en ganske inkvisitorisk Forundersøgelse, kunde det vanskelig undgåes, at Undersøgelsesdommeren opfattede sin Opgave væsentlig på samme Måde som tidligere. I Lovens Magt stod det vel i enkelte Retninger at træffe Bestemmelser, der hævdede Forundersøgelsens nye Karakter (ordentligvis ingen Edfæstelse, ingen Konfrontation); men dels vare end ikke sådanne Bestemmelser trufne i Lovene, der for en stor Del tvertimod gik i modsat Retning i disse Punkter, dels står det ikke i Lovens Magt at forhindre en til den forandrede Karakter lidet svarende, i Enkelthederne gående Vidtløftighed af Forundersøgelsen, som opretholdes ved Traditionen, og uden hvilken Undersøgelsesdommeren, der udfører et Hverv, hvis Resultat skal være til Brug for Andre end ham selv, let vil mene, ikke at have løst sin Opgave. Foruden de Angreb, for hvilke den judicielle inkvisitoriske Forundersøgelse som et Anklagen forudgående Led af Sagens Behandling i den nye Proces således har været Gjenstand med Hensyn til dens Forhold til Hovedforhandlingen, er den også, rent selvstændigt betragtet, blevet angrebet på Grund af dens fuldstændige Fornægtelse af Anklageprincipet. Er Anklageprincipet overhovedet det rette og naturlige, bør det formentlig heller ikke være udelukket i den Undersøgelse, der går forud for Anklagen. At hverken den engelske eller den skotske Straffeproces kjender en sådan efter Inkvisitionsprocessens Principer ordnet Forundersøgelse, måtte være en yderligere Opfordring til at prøve, om og hvorvidt det Standpunkt, på hvilket den franske og tyske reformerede Strafferetspleje i dette Punkt befandt sig, kunde principielt eller af praktiske Hensyn forsvares. Ordningen af den Anklagen forudgående Undersøgelse har derfor også i de senere År været Gjenstand for megen Forhandling og er i de nyere Love og Udkast undergået Ændringer i Retning navntig af Indskrænkning af den judicielle inkvisitoriske Forundersøgelse. Denne Vej har også

det foreliggende Udkast fulgt, som det nu nærmere skal vises.

At Anklageprincipet medfører og i det Mindste må gjennemføres så vidt, at Undersøgelsesdommeren ikke i Embeds medfør skal påbegynde en Forundersøgelse, men må afvente Begjæring herom af den Påtaleberettigede, er en Sætning, om hvilken der nu hersker almindelig Enighed, og fra hvilken kun enkelte ældre Love afvige, se også det tydske Udkast § 133. Heraf følger allerede med Nødvendighed, at der forud for Sagens Indbringelse for Retten vil komme til at gå et efter Omstændighederne kortere eller længere forberedende Stadium, i hvilket den påtaleberettigede Myndighed efterforsker, om den Mistanke, der er opstået om, at en Forbrydelse er begået, er således begrundet, at der overhovedet er Grund til at forfølge den videre ved at indbringe Sagen for Retten. Dette ligger ligefrem i Anklageprincipet; thi enhver Indbringelse for Retten af Sagen fra Anklagerens Side, være sig i den ene eller den anden Form, er en Anklage, om end mulig kun en foreløbig. Den bringes frem af Anklageren ifølge hans Ret og Pligt som sådan, og under deraf følgende Ansvar. Den er ikke og kan ikke være en simpel Anmeldelse, hvis Begrundethed det overlades Retten videre at efterforske, og som ligeså godt kunde udgå fra enhver anden end den Påtaleberettigede. Denne af Anklagemyndigheden ledede Efterforskning gjenfindes derfor også under forskjellige Navne i alle de Love, der ikke pålægge undersøgelsesdommeren at træde i Virksomhed i Embeds Medfør. Skal altså Forundersøgelse for Retten bibeholdes, så vil der være at sondre mellem to Bestanddele af den Anklagen forudgående Undersøgelse, Efterforskningen og Forundersøgelsen for Retten. Det Spørgsmål er imidlertid i nyere Tid blevet rejst, om hin i Anklagerens Hånd liggende Efterforskning ikke er tilstrækkelig eller kan ordnes således, at den bliver tilstrækkelig som forberedende Stadium for Anklagen, så at en judiciel Forundersøgelse overhovedet ikke behøves. Herved vilde da ikke blot det inkvisitoriske Princip i Sagens forberedende Undersøgelse

være grundig udryddet og de deraf følgende Misligheder være undgåede, men fremdeles vilde en væsentlig Afkortelse af Straffesagernes Behandling ved Retten opnåes.

Der er utvivlsomt i de for en sådan Ordning anførte Betragtninger adskilligt Rigtigt, men tillige en åbenbar Ensidighed. Den Betragtning ligger ganske vist nær, at en Straffesag først bør anhængiggjøres for Retten, når Auklage rejses (jfr. den civile Proces), og at det må være Anklagerens Sag at forskaffe sig Grundlaget for sin Afgjørelse, om Anklage bør rejses eller ikke, både hans Ret, som han ikke behøver at overlade til eller dele med en anden Myndighed, der måske kan have en anden Opfattelse om Undersøgelsens hensigtsmæssige Plan, og hans Pligt, hvis Opfyldelse han ikke bør kunne overlade til eller dele med en Dommer, til hvis naturlige Funktioner en Retssags Forberedelse og Instruktion ikke hører. Til at afvige herfra er der nu heller ingen Grund fra Anklagens Standpunkt. Man kan navnlig ikke gjøre gjældende, at Betryggelsen af Borgernes Rettigheder er til Hinder for, at der i Anklagerens Hånd lægges en sådan Beføjelse til at anvende mange af de Midler, hvilke Straffeprocessen hjemler til Opnåelse af Straffesagers Formål (jfr. Udkastets 2 det Afsnit), som kan tillægges Dommeren, medens dog Anvendelsen af disse Midler aldeles ikke kan undværes, når den Oplysning skal fremskaffes, der behøves for at afgjøre, om Anklage skal rejses, eller iøvrigt for at sikre den eventuelle Sags Gjennemførelse. Thi heraf følger aldeles ikke, at den offentlige Anklager må være indskrænket til de Efterforstningsmidler, over hvilke han selv kan råde, men kun, at han er nødt til, når der er Tale om Forholdsregler, som kun en Dommer kan anordne, at henvende sig med Andragende herom til denne. Dommeren afgjør da, om de legale Betingelser for Anvendelsen ere tilstede, og i Henhold hertil tager han enten Andragendet til følge, eller afslår det, medens det Spørgsmål, om det er formålstjenligt at gå således til Værks, selvfølgelig ikke vil vedkomme Dommeren, og dennes Virksomhed heller ikke vil strække sig ud over den enkelte Forholdsregel, der begjæres. Intet af de Mid-

ler, som kunne anvendes under en judiciel Forundersøgelse, behøver således at mangle under en af Anklageren ledet Efterforskning, medens dog samtidig Dommeren stedse vedbliver at være kun Dommer, og ingen Sammenblanding af Funktioner finder Sted. Spørgsmålet kan således kun være, om en Forberedelse af Anklagen alene ved den i Anklagerens Hånd liggende Efterforskning må anfees for utilstrækkelig fra den Sigtedes Standpunkt. Her må der skjelnes mellem den Sigtedes Interesse i den forudgående Undersøgelse for Hovedforhandlingens Skyld, og hans Interesse i den, i og for sig betragtet. Hvad det Første Punkt angår, kunde man mod en i Anklagerens Hånd alene liggende Efterforskning gjøre Følgende gjældende. Anklageren er Part, og om det end følger af den offentlige Anklagers Embedspligt (han skal agte på, at ingen Uskyldig forfølges), at alle Grunde, som tale for en Mistænkts Skyldfrihed, også må efterforskes, medfører dog selve Forholdets Natur en Fare for, at Anklagerens Efterforskning kan blive ensidig i Anklagens Interesse, og i al Fald kan det ikke ventes eller fordres, at den Sigtede eller endog den offentlige Interesse i Forsvaret skal berolige sig ved, at Anklageren ligesåvel bør have Forsvarsgrundene som Anklagemomenterne for Øje. Disse Betragtninger, der skulde føre til, at en Forundersøgelse for Retten nødvendig skal gå forud for Hovedforhandlingen (obligatorisk Forundersøgelse), ere selvfølgelig afgjørende, når den forud for Anklagen gående Behandling af Sagen, som Tilfældet er i vor nugjældende Ret, skal fremskaffe Grundlaget ikke blot for Anklagen, men og for Dommen, idet den indbefatter Bevisførelsen. I den nye Proces kan Henlæggelsen af den Anklagen forudgående Undersøgelse til Anklageren derimod ikke udsætte den Sigtede for den Fare at blive dømt på et af hans Modpart alene tilvejebragt Grundlag. For at Oplysninger, der ere fremkomne under den Anklagen forudgående Behandling, overhovedet skulle kunne benyttes som Beviser under Hovedforhandlingen, hvad der kun kan ske undtagelsesvis, må de foreligge i Retsbøger, altså være fremkomne under Retshandlinger,

og der kan ved disse Retshandlinger ydes den Mistænkte de samme Garantier, når de foretages under Efterforskningen, som når de udgjøre Led af en judiciel Forundersøgelse. Det må imidlertid erkjendes, at den Sigtedes naturlige Krav går videre. Allerede det er et væsentligt Onde, at måtte underkaste sig den ordentligvis offentlige Hovedforhandling for den dømmende Ret i Anledning af en Anklage for en grov Forbrydelse. Også det er et Retfærdighedskrav, at den Mistænkte ikke underkastes dette Onde på Grundlag af en af hans Modpart alene foretagen Efterforskning, forsåvidt der er Grund til at antage, at den ensidig har været ledet i Anklagens Interesse. Ej heller kan, når Hovedforhandling skal finde Sted, Forsvaret ubetinget være betrygget ved den Forberedelse af Forsvarsbeviset, som ligger i den af Anklageren foretagne Efterforskning, og som den Sigtede ikke altid ved egen og Forsvarers Kræfter vil være i Stand til at udfylde. Men denne den Sigredes Ret til at betrygges mod Ensidighed til hans Skade i Fremskaffelsen af de Oplysninger, på Grundlag af hvilke det skal afgjøres, om Hovedforhandling skal finde Sted, eller som eventuelt skulle yde ham Materialet til Forsvar under Hovedforhandlingen, gjør det ikke nødvendigt at fordre en judiciel Forundersøgelse for Anklagen. Den Sigtedes berettigede Krav i denne Henseende kan fyldestgjøres fuldstændig, efterat Anklage er rejst, derved at han erkjendes for berettiget til ikke blot at fåe Rettens Afgjørelse for, om Anklagen er således begrundet, at Hovedforhandling bør finde Sted, men også til på dette Tidspunkt at begjære en judiciel Forundersøgelse for i Forsvarets Interesse at fåe det af Anklageren forelagte Grundlag for Anklagen suppleret, jfr. Udkastets §§ 254 Nr. 1 og 2, 258 og 271.*)

I Henhold til det Anførte har Udkastet ikke i noget Tilfælde fordret en judiciel Forundersøgelse som et nødvendigt Stadium før Anklagen. Utvivlsomt opnåes herved det Gode, at mange Sager, i hvilke der ikke af andre Grunde behøves Forundersøgelse. kunne undgå den deri liggende Forhaling. Denne Regel gjælder også i England; i denne Ånd har fremdeles den franske Lovgivning i stort Omfang indført den såkaldte citation directe, og de senere tyske Love ere gåede i samme Retning, navnlig med Hensyn til hele Mellemklassen af Straffesager. Derimod er i Frankrig og Tyskland gjennemgående den judicielle Forundersøgelse før Anklagen bibeholdt som en Nødvendighed for Sager om de groveste Forbrydelser, i Reglen Nævningesager. Men når Hensynet til Hovedforhandlingen overhovedet ikke kan anføres som Grund til at forlange en judiciel Forundersøgelse, kan dette kun betragtes som en Inkonsekvents, der også nu er forladt af det tyske Udkast, fe § 149. I al Fald må den Ordning, som det foreliggende Udkast har optaget i Henseende til Afgrænsningen af Nævningesager, udelukke en herpå bygget Sondring. Skulde Forundersøgelsen være ubetinget nødvendig i Nævningesager, vilde den vanskelig kunne undgå at blive det i Landsretssager overhovedet.

Derimod må det erkjendes, at den Mistænkte har en Interesse i den Anklagen forudgående Undersøgelse, i og for sig betragtet, som må være en Hindring for, at denne ubetinget kan overlades til Anklagerens frie Rådighed Det gjælder i alle Tilfælde, hvor det bliver nødvendigt for Anklageren at begjære Retshandlinger foretagne mod en Mistænkt,

At Retten kan komme til også i Embeds Medfør at henvise Sagen til Forundersøgelse af Omsorg for Forsvaret tilsiger Straffeprocessens Princip; men at dette dog først bør kunne finde Sted, når det under Hovedforhandlingen Fremkomne opfordrer dertil følger af Betragtninger, som nærmere ville blive fremstillede ved Udkastets 4de Afsnit. Når Udkastets § 254 Nr. 2 som Betingelse for, at den Sigtede kan begjære Sagen henvist til Forundersøgelse, Angivelse af, at „nærmere betegnede” Oplysninger derved kunne fremskaffes, som ville fjerne Mistanken eller godtgjøre Grunde til Straffrihed, og når § 258, for at Retten kan tage Andragendet til Følge, kræver, at der findes ikke at mangle rimelig Grund for Begjæringen, kigger heri ingen virkelig Indstrænkning af den Sigtedes Ret til at fordre judiciel Forundersøgelse, men kun, hvad Forholdets Natur tilsiger. Undersøgelsesdommeren vil dog ikke kunne foretage Noget, når den Sigtede (og hans her ofte beskikkede Forsvarer) ikke ser sig i Stand til at betegne nærmere, hvilke Oplysninger der antages at kunne fremskaffes, og han vilde dog ikke foretage Eftersorstninger i en Retning, for hviller aldeles ingen rimelig Grund forekå

førend han endnu ser sig istand til at rejse Anklage for den dømmende Ret. At dette må kunne finde Sted, er nomtvisteligt, og Forholdene medføre, at det ofte vil finde Sted. Men det er i og for sig modsigende, at en Undersøgelse, der således har antaget Karakteren af Forfølgning mod en bestemt Perfon, vedbliver at være overladt til den ene Part. Den Mistænkte er faktisk Sigtet, og dertil bør også retlig Sags Anhængiggjørelse mod ham svare. Kan han ikke strax anklages for den dømmende Ret, bør der formuleres en foreløbig Anklage for Undersøgelsesdommeren, hvorved den Mistænkte og som sådan Behandlede alene kan opnå den Garanti mod sin Modparts Vilkårligheder i Undersøgelsens Ledelse, hvorpå han har et retfærdigt Krav. Klart viser Betydningen heraf sig, når den Retshandling, der begjæres mod den Mistænkte, er hans Fængsling. Anklagens Interesse kræver, at en sådan Fængsling må kunne finde Sted, førend Sagen er moden til Anklage, og at den efter Omstændighederne kan vedvare, indtil den er modnet til Anklage eller Afgjørelse. At sætte en bestemt Frist, inden hvilken Anklage for den dømmende Ret må være rejst, når en sådan Fængsling er besluttet, vil komme i Strid med Forholdets Natur, idet det nødvendigvis må bero på de konkrete Forhold, når Sagen kan blive moden til Anklage. En kort Frist vil ofte gå Anklagens Interesser for nær; en lang Frist vil ikke give den Sigtede tilstrækkelig Betryggelse mod Sagens Forhaling. Den Mistænkte har imidlertid et retfærdigt Krav på, at hans Fængsling ikke forlænges udover det Nødvendige, og det strider imod hans Ret, at det skal bero på hans Modpart, hvorlænge Fængslingen skal vare. Men det vil blive Tilfældet, når Anklageren også efter Fængslingen, vedblivende ukontrolleret af Retten, skal have Undersøgelsen i sin Hånd. Den Mistænkte vilde vel kunne æste Dommerens Kjendelse, om Fængslingen kan ophøre; men sålænge de oprindelige Grunde til denne ere tilstede, vil Dommeren ikke kunne beslutte Løsladelse. Det udelukker altså ikke, at Anklageren kan trække Efterforskningen i Langdrag. Det er heller ikke tilstrækkeligt at give Dommeren Beføjelse til

at sætte en vis Frist, inden hvilken Anklagen skal rejses, således at Oversiddelsen medfører, at den fængslede løslades. Thi det vil være fjældent, at Dommeren, der Intet har med Undersøgelsen at gjøre, kan fåe en så bestemt Overbevisning om, at Sagen trækkes i Langdrag, at han drister sig til at træffe en sådan Bestemmelse, og desto sjældnere, jo mere Opretholdelsen af den Forholdsregel, der er Tale om, er Betingelse for Sagens Gjennemførelse. Også denne Betryggelse for den Sigtede vil derfor let vise sig illusorisk. Anklagens og den Sigtedes modstridende Interesser kunne kun ligelig betrygges derved, at Anklagens Berettigelse fra nu af unddrages Anklagerens (Partens) Gnerådighed, så at der istedetfor Anklagerens Efterforskning indtræder en Forundersøgelse for dommeren.

Af det Anførte følger altså, at en judiciel Forundersøgelse før Anklagen ikke bør i være en ubetinget Nødvendighed, og fremdeles, at den ikke bør kunne finde Sted, førend en bestemt Person kan sigtes. Men når det bliver nødvendigt at rette forfølgningen mod en bestemt Person, førend Anklage kan rejses for den dømmende Ret, da kan og må den finde Sted. Herfra kan der dog gjøres en Undtagelse ved ubetydeligere Sager. Der vil her fjælden være Trang til den. Disse Sager bør afgjøres så hurtig som mulig; Anklageren bør i dem være i Stand til at rejse Anklage for den dømmende Ret i samme Øjeblik, han vil have Perfonen behandlet som mistænkt. Det er også det Sædvanlige i Lovene, at den judicielle Forundersøgelse er udelukket i Småsager. Når således i betydeligere Sager en judiciel Forundersøgelse før Anklagen både må være mulig og betingelsesvis nødvendig, og man altså ikke ved ganske at slå en Streg over den kan fjerne det inkvisitoriske Princip i Straffesagens Behandling før Anklagen, bliver det et nyt og vigtigt Spørgsmål, om da ikke selve denne judicielle Forundersøgelse kan bringes i større Overensstemmelse med Anklageprincipet, end Tilfældet i Reglen hidtil har været. At det til en vis Grad kan og bør ske, derom er Kommissionen enig, medens der dog er Meningsulighed om den Udstrækning, i hvilken det kan og bør finde Sted. Det Nærmere

herom må imidlertid henvises til Bemærkningerne angående Afsnittets 2det Kapitel.

Efter den Ordning af Undersøgelsen for Anklagen i offentlige Straffesager, hvis Grundtræk ere udviklede i det Foregående, bliver der i dette Afsnit af Udkastet givet Regler dels for Efterforskningen ↄ: den i Anklagerens Hånd liggende forberedende Undersøgelse (Kap. 1), dels for Rettens Forundersøgelse (Kap. II), hvilken vel i intet Tilfælde er gjort til Betingelse for at rejse Anklagen, men som med Undtagelse af de ubetydeligere Sager under nærmere Betingelser kan og må begjæres af Anklageren.