Om Gjenoptagelse af en Straffesag.

Der er Tilfalde, hvor en Straffesag, som har fået en ris Realiteten vedkommende Afslutning, kan gjenoptages, uden at særegnr Betingelser behøve at foreligge. Herhen hører for det Første det Tilfælde, at Sagen er bleven henlagt, uden at nogen bestemt Person var sigtet. En Straffesag mod den Sigtede har ikke været begyndt, og der er med Hensyn til ham Intet sket, hvilket han kunde påberåbe fig som Hindring mod Sagens Gjenoptagelse, se § 420. Dernæst vil en Sag, under hvilken en Sigtet er bleven frisunden på Grund af Anklagerens manglende Påtaleret, utvivlsomt kunne gjenoptages af eller på Begjæring af rette Vedkommende. Dette følger af de almindelige Grænser for Virkningen af Dømmens Retskraft. Såmeget mere må det Samme gjælde, når den nævnte Omstændighed ikke har ført til en Frifindelsesdom, men til Sagens Stansning på tidligere Trin, se § 421. Endelig må hertil endnu henregnes det i § 422 1ste Stykke i Slutningen nævnte Tilfælde, idet der vel er Tale om Gjenoptagelse på et andet Trin, men ikke om en højere Instants. Da efter Udkastet Forundersøgelsen i intet Tilfælde er Betingelse for at kunne rejse Sag ved den dømmende Ret, kan den Kjendelse af Undersøgelsesdommeren, ved hvilken han i Henhold til § 229 nægter at tage Andragende om Forundersøgelse til følge af en Realitetsgrund, kun da bringe Anklageren i den nødvendighed at påanke, når han ikke antager sig i Stand til at fore Sagen

videre uden en Forundersøgelse. Antager han derimod at kunne undvære Forundersøgelse, kan hin Kjendelse ikke være til Hinder for, at han rejfer Anklagen, uagtet han slet intet andet Grundlag har end det, der forelå for Undersøgelsesdømmeren. I den Sigtedes Interesse må dog her opstilles den samme Frist som for Besværingen imod hin Kjendelse, nemlig 4 Uger ifølge § 409. After denne Frisks Udløb kommer altså den almindelige Regel i § 422 til Anvendelse.

Udenfor de nævnte Tilfælde må der ud« kræves særegne Betingelser til en Straffesags Gjenoptagelse. Men herved må dog atter skjelnes imellem, om Dom er gået eller ikke. Som en særlig Klasse af Tilfælde må der« næst i Straffeprocessen udfondres Oprejsning mod Udeblivelsesvirkninger, sorsåvidt sådanne overhovedet forekomme. Om disse forskjellige Forhold handles i l) § 422, 2) §§ 423— 437 og 3) §§ 438—439.

Det ligger i Forholdets Natur, at der må være forskjel mellem Betingelserne for en Stræffesags Gjenoptagelse, efterat Dom er gået, og dens Gjenoptagelse, når Forfølgningen er standset, uden at Dom er gået. f. Ex. at der er nægtet Anklagen Fremme som ugrundet, eller at forfølgningen er fra« falden, førend Hovedforhandlingen var begyndt (jfr. § 32). I hint Tilfælde kommer Principet om dømmes Retskraft, der utvivlsomt også må have Gyldighed i Straffeprocessen, til Anvendelse. Sagen er endelig afgjort; Hovedforhandlingen er beregnet på at fore ikke blot de Beviser frem, som ere erhvervede, men alle Beviser overhovedet, I det andet Tilfælde kan der kun lægges det ind i Afgjørelsen, at de hidtil fremkomne Mistankegrunde ikke ere tilstrækkelige, og den Sigtede kan derfor kun være beskyttet mod Gjenoptagelse af Sagen på det samme Grundlag; har Forholdet forandret sig, må Gjenoptagetsen stå åben. først når Anklageren har ladet Sagen gå til Hovedforhandling og derved anerkjendt Grundlaget for tilstrækkeligt til Doms Afsigelse, kommer han ind under hine strengere Regler.

Betingelsen for Gjenoptagelsen, hvor Dom ikke er gået, kan altså kun være den, som §

422 udtaler, at nye Kjendsgjerninger eller! Beviser af Vægt fremsøres mod den Sigtede.! Om disse vare kjendte tidligere eller ikke, er! uden Betydning; om de have Betydning ved! sig selv alene eller kun i Forbindelse med det tidligere Fremkomne, ligeså. En Sondring! som den i § 423 mellem Nr. 1 og 2 er fremdeles efter Udtrykkenes Almindelighed overflødig. I formel Henseende behøves ingen særegne Forskrifter; thi en sådan Hindring for Gjenoptagelsen, som ved den endelig afgjorte Sag ligger i dømmen, der først må bortryddes, er her ikke forhånden. Om hin Betingelse er tilstede, afgjør simpelt hen den dømmer, for hvem Sagen anhængiggjøres, se § 422 2det Stykke.

Medens der i Reglen ikke er nogen væsentlig Uoverensstemmelse i Lovene med Hensyn til Behandlingen af det nysomtalte Tilfalde, er der derimod megen Forskellighed i Afgjørelsen af det andet spørgsmål, om og under hvilke Betingelser en Straffesag kan gjenoptages, i hvilken Dom er gået. spørgsmålet er derhos mere omfattende; der er ikke blot spørgsmål om, hvorvidt Anklageren kan såe Sagen gjenoptaget, men også og navnlig, om den Sigtede, der er bleven dømt, kan opnå Sagens nye Forhandling. Medens nogle Love lægge den afgjørende Vægt på Dømmens Retskraft og derfor drage meget snevre Grændser for Gjenoptagelsen, er i andre Love Vægten lagt på, at formelle Hindringer ikke bør stå i Vejen for Fyldestgjørelse af Retfærdighedens Fordringer. Iderligere Forskjel fremkommer derved, at mange Love helve til det Første Synspunkt, hvor Talen er om Gjenoptagelse til den Sigtedes Skade, men til det andet, når spørgsmålet er om Sagens Gjenoptagelse til Gunst for den dømte. Den engelske og franske Ret stå begge utvivlsomt på det Første Standpunkt; navnlig tilsteder ingen af dem Mulig« heden af Gjenoptagelse af Sagen mod den Sigtede. I den franske Ret formindskes dog i hoj Grad Betydningen af denne Regel derved, at Grundsætningen om dømmes Retskraft forståes således, at en Anklage, der henfører den samme Handling under et andet Forbrydelsesbegreb, ikke antages udelukket, jfr. også

for Belgiens Vedkommende en Lov af 21de April 1850, der afgjorde i samme Retning en Strid herom mellem Kassationsretten og Appeldomstolene. Gjenoptagelse af Sagen til Gunst for den Sigtede tilstede begge Lovgivninger, men dog kun indenfor snevre Grænser. Den franske Lovgivning indskrænker navnlig denne Gjenoptagelse til 3 bestemte Tilfælde, nemlig Uforeneligheden af to dømme, overgåede forskjellige Personer for den samme Handling, Domfældelse på Grund af Drab, når det viser sig, at den formentlig Dræbte lever, samt når Vidner, hvis Udsagn have medført Domfældelsen, have aflagt falsk Vidnesbyrd. Skjønt det måtte Være indlysende, at der ingensomhelst fornuftig Grund er til Begrænsningen netop til disse Tilfælde, idet ligesåvel ved andre Forbrydelser som ved Drab Umuligheden af den ydre Kjendsgjerning, i hvilken Forbrydelsen består, kan blive klar, idet fremdeles også andre Beviser end Vidnebeviser kunne vise sig at have været falske, samt idet der intet Hensyn er taget til den Mulighed, at dømmere eller nævninger på forbryderfk Måde have bøjet Retten, eller at vel ikke Eriskensen af Retsbrudet, men det, at den dømte er Gjemingsmand, kan vise sig at være umuligt, gik ikke destomindre den franske Rets Regler uforandrede over i flere tyske Love. Et disse og andre Urimeligheder rettende, konsekvent gjennemfort Udtryk for det Standpunkt, der ligger til Grund for den franske Lovgivning, findes derimod i det nye tyske Udkast i den Første Redaktion, der dels tilsteder Gjenoptagelse såvel for som imod den Sigtede af Grunde, som nærmest svare til de i § 423 Nr. 1 og K 424 Nr. 1 angivne, dels videre tilsteder Gjenoptagelse til den Sigtedes Gunst, når der foreligger Kjendsgjerninger, af hvilke det fremgår, at den Handling, for hvilken han er dømt, enten aldeles ikke er begået, eller ikke kan være be« gået af ham, med andre Ord, når det ny Fremkomne, dets Rigtighed forudsat, godtgjør Umuligheden af, at den i dømmen antagne Sagsammenhæng kan være den sande, se det nævnte Udkast § 268 og § 271, samt Mo» tiverne til dette S. 232 o. fl.

I Modsætning til den franske Lovgivning

have de fleste nyere tyske (også østrigske) Love, samt det nye tydske Udkast i dm seneste Redaktion (§§ 320 og 323) tilstedet Gjenoptagelse i videre Omfang, med den Tanke forøje, at det i Straffeprocessen fremfor Alt kommer an på at syldestgjøre den virkelige Retfærdighed, og at Dømmens Retskraft derfor ikke bør opretholdes videre, end hint Hensyn tilsteder. Som følge heraf indrømmes der navnlig til den Sigtedes Fordel Adgang til Gjenoptagelse ikke blot, hvor nye Data vise Umuligheden af det tidligere Antagne, men overhovedet, hvor det ny Fremkomne, være sig alene eller i Forbindelse med de tidligere førte Beviser egnet til at begrunde Frifindelse, og for denne Ud videlse af Gjenoptagelsestilfældene til Fordel for den Sigtede har også Videnskaben i det Hele taget Ordet. Hvad derimod Gjenoptagelse af Sagen imod den Sigtede angår, anerkjendes det i det aldeles overvejende Flertal af Love, at Grænsen må drages snevrere. Alligevel er det også her i disse Love det Almindelige, at nye Beviser mod den Sigtede kunne bevirke Gjenoptagelsen; men Fordringen er på forskjellig Måde skjærpet, således f. Ex., at de nye Beviser i sig selv og uden Forbindelse med de tidligere fremførte Anklagebeviser skulle være egnede til at bevirke Domfældelse, eller at kun enkelte, bestemte nye Beviser give Adgang til Gjenoptagelse, f. Ex. den Sigtedes senere aflagte Tilståelse (således f. Ex. det tyske Udkast i sin seneste Skikkelse § 323 Nr. 4), eller at Anklageren ikke tidligere må have kjendt de Beviser, han nu fremfører osv.

Udkastet har i alt væsentligt sluttet sig til den Opfattelse, der ligger til Grund for de fidstomtalte Love; navnlig ere de i §§ 423 og 424 opstillede Regler i nær Overensstemmelse med de Bestemmelser, der findes i den nye østrigske Lov (Glaser). Det er altså ikke alene erkjendt, hvad der nutildags ikke er meget omtvistet, at Gjenoptagelse må til stedes såvel for som imod den Sigtede, under de i begge de nævnte Paragrafer i Nr. 1 nævnte Omstændigheder; men det er endvidere erkjendt, at også nye Kjendsgjerninger og Beviser må give Adgang til Gjenoptagelse såvel for som imod den Sigtede, og det Første ikke blot, når det ny Fremkomne godtgjør

Umuligheden af den Sigtedes Skyld. At en Adgang til ny Foretagelse af Sagen på Grund af nye Beviser til den Sigtedes Gunst navnlig er uundværlig, når Påanke med Hensyn til Bevisspørgsmåalet er udelukket, anerkjendtes i Motiverne til det nye tyske Udkast (Første Redaktion). For den Begrænsning, som dette Udkast havde fastholdt, anførtes navnlig som Grund Hensynet til Mundtlighedsprincipet: Retten kan — fremhævedes det — på det skriftlige Grundlag, der foreligger ved Afgjørelsen af, om ny Forhandling skal tilstedes, ikke komme til et pålideligt Skjøn, om det ny Fremkomne er i Stand til at afkræfte Beviset for den Sigtedes Skyld; således som Reglen derimod var begrænset i dette Udkast, havde Retten kun at prøve, om der i det Fremkomne indeholdes en Gjendrivelse af den i den anfægtede Dom antagne Sammenhæng. De anførte Motiver anerkjendte imidlertid, at den således givne Adgang til Gjenoptagelse kan vise sig utilstrækkelig; men når der i så Henseende henvistes til Benådning, kan det dog ikke erkjendes, at den Lov er fyldestgørende, der må lade sig noje med at henvise et Retfærdighedskravs Opfyldelse til en Nådesakt. Det synes også at være en overdreven Omsorg for Mundtlighedsprincipet, der her havde gjort sig gjaldende. For det første er det ingen endelig Afgjørelse i Sagen, men kun Sagens Henvisning til Forhandling, der afgjørelse på skriftlig Grundlag. Dernæst trcesses denne foreløbige Afgjørelse ikke på det samme Bevisgrundlag, som har foreligget den Ret, der foldede dømmen, idet nye ikke tidligere prøvede Beviser forudsættes at foreligge. Afgjørende Betænkeligheder fra Mundtlighedsprincipet synes sun at gjøre sig gjældende, når man vilde indrømme Adgang til ny Foretagelse af Sagen, uden at noget Nyt er fremkommet, men dette har Udkastet ikke gjort. Det har navnlig derfor ikke optaget den Gjenoptagelse af Sagen til den Sigtedes Gunst, som Glaser har forfægtet, og som den nye østrigske Lov samt den württembergske Lov har optaget, hvorefter Kassationsretten, når den får væsentlige Betænkeligheder mod Rigtigheden af de Kjendsgjerninger, hvorpå en domfældende

Dom har bygget, — uden at andre Betingelser kræves — extraordinært og af egen Drift kan anordne Sagens Gjenoptagelse. Her kan det siges, at et Skjøn i Henhold til skrevne Akter fættes over den Bevisafgjørelse, der har fundet Sted efter mundtlig Forhandling. Når Udkastets Betingelser derimod fastholdes, drejer spørgsmålet sig i Virkeligheden ikke derom, hvorvidt Reglen kan forsvares ligeoverfor Mundtlighedsprincipet, men om den kan hævdes ligeoverfor Principet om dømmes Retskraft. Men dette var allerede i sin Strenghed opgivet ved Reglen i hint celdre tyske Udkast, og det samme Retsærdigbedsbensyn, som forsvarer denne, byder ikke at blive stående herved. Heller ikke turde den Betænkeligbed have nogen virkelig Betydning, 'om Motiverne til dette Udkast fremhævede, at den Sigtede da kan spekulere i at holde visse Beviser tilbage for senere, når imidlertid Anklageheviset ved Vidners Død eller deslige er svækket, at komme frem med dem med Udsigt til nu at opnå en Frifindelse, han ikke vilde have opnået, hvis de strax vare komne frem. En sådan Beregning vil uimodsigelig høre til de højst usandsynlige Ting. iøvrigt er Forudsætningen, hvorpå denne Betragtning bygges, rigtig, nemlig at det ikke kan komme i Betragtning, om den Sigtede under den tidligere Sag allerede kjendte de Beviser, han nu fremforer. Det er her et af de Punkter, hvor Stræffeprocessen ifølge sit Grundprincip må adskille sig fra Civilprocessen, der kun vil tilstede Sagens nye Foretagelse, når det ikke kan lægges Parten til Last, at Beviset ikke blev ført under Sagen. Derimod må dette Hensyn komme i Betragtning, når der er Tale om Genoptagelse imod den Sigtede. Thi om end Udkastet ikke har troet at burde gå så vidt, aldeles at nægte Gjenoptagelse mod den Sigtede på Grund af nye Beviser, så må det dog erkjendes, at der er eu naturlig Forskjel mellem dette Tilfalde og det foregående. Det er en højere Interesse, der står på Spil, at en Uskyldig ikke dømmes, end at en Skyldig ikke går fri for Straf. Let« sindig bør Ingen udsættes for det Onde, oftere at undergives Anklage s'or den samme Handling. Anklageren stal, som tidligere be-

mærket, fore alle Beviser, som han kjender, frem, og gjør han det ikke, må denne Fejl blive til den Sigtedes Fordel. Dette er altså en i Sagens Natur grundet Forskjel mellem Betingelserne for Genoptagelsen for og imod den Sigtede, at der i det sidste Tilfælde må kræves. som § 423 Nr. 2 siger, at de nye Beviser først efter dømmen , komme for Dagen", medens der i det først kun kræves, se § 424 Nr. 2, at Beviserne ikke ere komne frem under den tidligere Sag. Derimod ere andre Skjærpelser af Betingelserne for Gjenoptagelsen mod den Sigtede kunstige og kildels praktisk uigjennemførlige (f.Ex. den. at de nye Beviser i og for sig, og uden at der behøves nogen Støtte i de tidligere fremførte Anklagebeviser, ere egnede til at begrunde Domfældelse, se württh. Lov § 470) — Når § 424 under Nr. 3 som et særligt Tilfælde nævner de flere uforenelige dømme, er det vel i og for sig ikke nødvendigt at fremhæve dette ved Siden af den almindelige Regel i Nr. 2, men det er hensigtsmæssigt med Hensyn til flere ejendommelige Regler, som dette Tilfælde fremkalder, fe § 428 og navnlig § 432.

At Reglerne i §§ 423 og 424 også må komme til Anvendelse, hvor det ikke gjælder Frifindelse eller henholdsvis Domfældelse, men Anvendelse af stengere eller mildere Stræffebestemmelser på Handlingen, er i og for sig klart. Det vilde imidlertid, når hensees til den Vidde, Strafferammerne have efter Straffeloven, Være en Formalisme, når det ikke også anerkjendes, at en Gjenoptagelse kunde finde Sted med Hensyn til Valget af en højere eller lavere Stræffegrad indenfor den samme Stræfferammes Grænser. Derimod bør det i begge Tilfælde fastholdes, at Betingelsen bør være, at det kan antages, at der vil blive en væsentlig forskjel i Straffen, fe § 426, jfr. württb. Lov § 473. spørgsmålet, hvem der er berettiget til at begjære Sagens nye Foretagelse, er i Udkastet besværet efter de samme Grundsætninger, som ere sastholdte ved Påanke. Der er derfor ikke tillagt Statsanklageren Beføjelse til sådant Andragende i den Sigtedes Interesse, jfr. derimod § 425 2det Stykke. En Selvfølge er det, at en

Gjenoptagelse af Sagen mod den Sigtede ikke kan finde Sted, når denne er død. Derimod er det allevegne anerkjendt, efter megen og langvang Forhandling nu endelig også i Frankrig ved Lov af 29de Juni 1867, at Gjenoptagelse af Sagen til Gunst for den Sigtede også må kunne sinde Sted efter dennes Død. At Virkningen af en Frifindelse efter Døden kun kan medføre Ophøret af Ærevirkningen, kan ikke komme i Betragtning; det Samme kan også være Tilfældet vcd Gjenoptagelse, når den Sigtede lever, da det må ansees for en Selvfølge, at Gjenoptagelse ikke udelukkes ved den Omstændighed, at Stræffen er udstået, se § 427 2det Stykke. Forsåvidt da Lovgivningen anerkjender Nogen som berettiget til at værne om Afdødes Ære, er det også naturligt, at der tillægges dem Besøjelse til at andrage på en Sags Gjenoptagelse for at rense den domsældte Afdødes Ære. I Henhold til denne Betragtning har Udkastets § 425 tillagt de Personer, som Stræffelovens § 223 nævner, Ret til at andrage på Gjenoptagelse, når Domfældelsen angår en i den offentlige Mening vanærende Handling. At det heromhandlede Retsmiddel ikke sinder Anvendelse ved de af Underretten afsagte dømme, se § 427, er begrundet i den Omstændighed, at Udkastet med Hensyn til disse dømme giver Enhver af Parterne Ret til uden nærmere Betingelser ved Påanke at fåe Sagen påny forhandlet for højere Ret. Vel kan i Stræffeprocessen Andragende om Sagens Gjenoptagelse ikke vceve indskrænket til nogen Tidskrift, i al Fald ikke Gjenoptagelsen i den Sigtedes Interesse*), medens en kort Frist er sat for Påanke, Men Reglen i § 379 bevirker, at der alligevel ingen Trang kan være til det her omspurgte Retsmiddel i Underretssager.

Er Sagen imidlertid ifølge Påanke bleven pådømt ved Landsretten, må Retsmidlet stå åbent At det ikke finder Anvendelse, sålænge Påanke efter Loven står åben eller Afgjørelse af en sket Påanke ikke har fundet Sted, se § 427 1ste Stykke i Slutningen, er stemmende med Forholdets Natur. Påanken og i Tilfælde af Hjemvisning den nye Forhandling kan mulig fjerne Grunden til at gribe til dette Retsmiddel.

Hvad de processuelle Regler angår, som nødvendiggjøres ved Anerkjendelsen af dette Retsmiddel, bliver der at skjelne mellem Forhandlingen om Andragendet, hvis Formål er at afgjøre, om Sagen skal gjenoptages (§§ 428—432), og den videre Behandling af Sagen, som indtræder, når Andragendet tages til følge (§§ 433—436).

Hin Forhandling sinder regelmæssig Sted for den Landsret, der har afsagt Dømmen være sig i første Instants eller som følge af Påanke. Der er ingen Grund til i det Første Tilfælde at henlægge Afgjørelsen til højesteret; thi det påktåes ikke, at Lands« retten har bedømt Sagen, således som den var fremfort for den, urigtig; kun det spørgsmål foreligger, om der er Grund til at antage, at Retten vilde være kommen til et. andet Resultat, når det ny Fremkomne tidligere havde foreligget. Men til en Afgjørelse herom er den Ret, som har afsagt den ansægtede Dom, nærmest kaldet. Til højesteret henlægger Udkastet Afgjørelsen om Andragendet, for det første i det i § 424 Nr. 3 nævnte Tilfælde, hvilket er nødvendigt på Grund af Neglen i § 432, men dernæst også, når højesteret som følge af Påanke har afsagt Dømmen. Det må vel indrømmes, hvad Motiverne til det tyske Udkast bemærke, at der ikke altid er nødvendighed for den sidste Regel; thi om end højesteret i Henhold til § 393 har dømt i Sagen, har den dog grundet dømmen på de ved Landsretten fastsætte Bevisresultater, og der kan altså Me deri, at Andragendet tages til følge, ligge nogen Kritik af højesterets Dom. Men det synes dog at være den naturligere Form at lade højesteret udtale Ophævelsen af den Dom, mod hvis Indhold Retsmidlet

*) Med Hensyn til Anklagerens Andragende om Sagens Gjenoptagelse have nogle Love foreskrevet en relativ Frist, således den wifrttem bergske Lov § 476 15 Dage fra den Dag, da Stats-anklageren fik Hundskab om de Hjendsgjerninger eller Beviser, der begrunde Andragendet Men en sådan Frist har dog Banskeligheber, da Statsanklageren oste kan have Grund til videre Gsterforskninger, inden han bestutter sig til at fremkomme med fik Andragende.

er rettet, naar det er Højesteret, hvem dette Indhold skyldes, og hvor Retsmidlet er rettet mod Strafudmælingen (426), har Højesteret efter det nærværende Udkast også forsåvidt afgjort faktiste Spørgsmål selvstændigt. Reglerne i § 428 2det Stykke, behøve ingen særlig Forklaring. Hvad Andragendets Behandling angår, er det Grundsætningen, at en Bevisførelse efter Umidddelbarhedsprincipets medfør ikke skal finde Sted. Skjønnet finder Sted på skriftligt Grundlag, men efter en mundtlig Forhandling mellem Parterne. Hvad Grundlaget for Afgjorelsen angår, er Retten efter Straffeprocessens Grundsætninger ikke indskrænket til det af Andrageren Forelagte. Da Virksomhed af Undersøgelsesdommeren i den engang afgjorte Sag ligesåvel er udelukket ved Dømmen som Forhandling for den dømmende Ret, kan det stille sig så, at Andrageren foreløbig begjærer Forundersøgelse eller anden Virksomhed af Undersøgelgelselsesdommeren til at supplere det forhåndenværende Materiale for Afgjørelsen, og Retten kan fremdeles i Embeds medfør anordne Sådant, se § 431. Den mundtlige Forhandling kan bortfalde, dels fordi Retten finder sig tilstrækkelig overbevist om, at Andragendet ikke bør tages til Følge, se § 429 1ste Stykke, dels ifølge § 430, når et fra den Domfældtes Side indgivet Andragende i den skriftlige Møderklæring, hvortil der gives Anklageren Lejlighed (§ 429 2det Stykke), finder Tilslutning fra dennes Side. Dette kan vel ikke i og for sig være nok til at tage Andragendet til følge, da Anklageren, efterat Dom er gaaet, ingen Rådighed har over Sagen, men det kan være få afgjørende for Rettens skjøn, at den mundtlige Forhandling bliver overflødig. For den mundtlige Forhandling passe iøvrigt Reglerne i §§ 386—388, jfr. § 399, i det Væsentlige, se § 432 1ste Stykke. Henvisningen til § 399 er nødvendig med Hensyn til Udeblivelsesvirkninger, hvorved må jævnfores § 50.

At Andragendet tages til følge, får sit Udtryk i, at dømmen ophæves (§ 432 2det Stykke), hvilken Ophævelse dog efter Sagens Natur ikke er uigjenkaldelig, jfr. §§ 435 og 436 Nr. 5. Fore-

ligge to uforenelige dømme, kan det men vil ingenlunde altid være nødvendigt, at begge Dømmene ophæves. Foruden dette negative Resultat medfører Andragendets Bevilgelse endvidere med Nødvendighed en positiv Afgjørelse; ordentligvis vil denne bestaa i Anordning af ny Hovedforhandling, men i visse Tilfælde kan Retten strar stride til at afsige ny Dom uden Hovedforhandling. Disse Tilfælde angives i § 433. Til Forklaring af det under Nr. 1 nævnte Tilfælde bemærkes, at det vel, sem ovenfor sagt, ikke kan bero på Statsanklageren, om den Sigtedes Andragende om Sagens Gjenoptagelse skal tages til følge; thi med dømmen er hans Raadighed over Sagen ophort, jfr. § 32. Men når Retten har erkjendt Andragendet for begrAndet og som følge deraf har ovhævet dømmen, rykkes Sagen derved tilbage til et Trin. på hvilket Anklageren kan frafalde Anklagen, jfr. også § 435. Gjør han Brug af denne sin Ret, må den samme Virkning indtræde, som når Sagen efter ny Forhandling falder ud til den Sigtedes Fordel. Naar § 32 kun i det Tilfælde lader Frafald af Anklagen medføre Frifindelsesdom, hvis den sker, efterat Hovedforhandlingen er begyndt, kan der her ikke lægges Vægt på dette Moment, da den Sigtede, der engang med Urette er dømt, har Krav på en frifindende Dom. Retten afsiger altså strar. Frifindelsesdom eller, forsåvidt spørgsmålet kun er om Anvendelse af en mildere Straffebestemmelse, Dom i Henhold til denne. Den nye Udmåling af Straffen, som i det sidstnævnte Tilfælde skal finde Sted, udkræver efter den Betragtning, hvorpaa Udkastets § 393 hviler, ikke ny Hovedforhandling. Af denne sidste Grund går Reglen i § 433 Nr. 2 videre end Nr. 1, idet den tillægger Retten Beføjelse til at afsige ny Dom strar uden ny Hovedforhandling, naar det for begrundet erkjendte Andragende alene er rettet på en ny Udmåling af Straffen indenfor de lovbestemte Grænser jfr. § 426. Det kommer her ikke i Betragtning, om det er Anklageren eller den Sigtede, der er fremkommen med Andragendet, og ej heller, om Modparten bestrider den i samme indeholdte Påstand. Med

Paragrafens Slutningsregel jævnføres § 393 sidste Stykke.

Udenfor de i § 433 nævnte Tilfælde har Retten, der tager Andragendet om Gjenoptagelse til følge, at beslutte ny Hovedforhandling. Ordentligvis finder denne Sted ved den Ret, som tidligere i Første Instants har pådømt Sagen. Gjælder det imidlertid Spørgsmål om Anvendelse af en strengere Straffebestemmelse på Handlingen, kunne Kompetencereglerne gjøre Forhandling ved Landsretten nødvendig, medens Sagen tidligere er behandlet som Underretsfag, se § 434. I det omvendte Tilfælde må Sagen derimod vedblivende være Landsretsfag, da Udfaldet af Forhandlingen kan blive, at den foreløbig ophævede Dom igjen sættes i Kraft, se § 436 Nr. 5. Et særeget Tilfælde er det, at to uforenelige dømme ere ophævede; her er det naturligt, at Forhandlingen af begge Sagerne sker ved en anden Ret end dem, der have afsagt de pågjældende dømme. Om Nævninger skulle medvirke ved den nye Forhandling, afgjøres efter de almindelige Regler, altså også med Valgret for den Sigtede efter Udkastets Regler, uden Hensyn til det Valg, som måtte være truffet under den tidligere Sag, se § 434.

Hvad enten det er Anklagerens eller den Sigtedes Andragende, der er Anledningen til Sagens Genoptagelse, må Initiativet til den nye Sag udgå fra Anklageren, ved Indgivelse af Bevisførtegnelse, efter Omstændighederne også et nyt Anklageskrift. Den Ret, ved hvilken Sagen skal forhandles, fætter herfor en Frist af lignende Betydning, som den i § 245 ommeldte, jfr. § 401. Virkningen af Oversiddelsen af Fristen har § 435 overensstemstemmende med Forholdets Natur fastsat på lignende Måde, som sket er i § 401. Med Hensyn til selve den nye Forhandling finde de om Domssagers Behandling i Første Instants givne Regler i det Hele Anvendelse. Nogle enkelte særlige Bestemmelser er der dog Trang til som en følge af de ejendømmelige Forhold; disse angives i § 436. For det Første (§ 436, Nr. 1) er det en Selvfølge, at en Del af de Regler, der indeholdes i 4de Afsnit Kap. I, må blive uden Anvendelse,

alle de nemlig, der vedkomme Spørgsmålet, om Anklagen skal henvises til Hovedforhandling eller ikke; thi dette Spørgsmål er her allerede afgjort, jfr. færlig med Hensyn til §254 Nr. 1 Bestemmelserne i § 431. Hvad Reglerne i §§ 267-269 og 270 angår, vil Forholdets Natur altid medføre nogen Lempelse i Anvendelsen; særlig behøver dog kun det at fremhæves, at Anvendelsen af dem, forsåvidt den medfører en Afvigelse fra Kjendelsen om Gjenoptagelse, der må tilfalde den Ret, som har afsagt denne, ikke altid kan ske ved den Ret, for hvilken Forhandlingen er bestemt til at foregå (§ 436 Nr. 2). Reglerne under Nr. 3 behøve ingen Forklaring. Bestemmelsen under Nr. 4 er en nødvendig Konsekvents af Udkastets Grundsætning, at Hovedforhandling ikke kan finde Sted, når den Sigtede unddrager sig Forfølgning, i Forbindelse med den Omstændighed, at den tidligere Dom kun betingelsesvis er ophævet. Reglerne i Nr. 5 1ste og 3die Punktum følge af de almindelige Grundsætninger, der gjælde ved Retsmidler; Bestemmelsen i 2 det Punktum behøver ingen Forklaring.

Hvad § 437 1ste Stykke angår, bemærkes, at det ikke er almindeligt i Lovene at give et Retsmiddel mod den Kjendelse, hvorved Genoptagelsen tilstedes. Udkaftet har troet at burde holde sig hertil. I Straffeprocessen kan denne Regel navnlig være naturlig, hvor det gjælder et Andragende fra den Sigtede; men Grundsætningen som Parternes Lighed må da fore til det samme Resultat, når det gjælder et Andragende fra Anklageren. Derimod må Besværing tilstedes mod Kjendelser, hvorved Gjenoptagelsen nægtes, selvfølgelig dog ikke, når Kjendelsen er afsagt af Højesteret, og efter Udkaftets Grundfætninger heller ikke, når Kjendelsen er afsagt ved Landsretten i en Sag, hvis nye Forhandling skulde finde Sted ved Underretten, medmindre her Besværingen særlig tilstedes overensstemmende med § 406. Reglen i § 437 2det Stykke behøver ingen Forklaring. Det sidste Stykke i Paragrafen afgjør spørgsmålet om det heromspurgte Retsmiddels suspensive Virkning. Det opstår

kun, når Andragendet udgår fra en Domfældt. At selve Andragendets Indgivelse ikke i medfør af Loven kan have denne Virkning, må ansees for en Selvfølge, hvorimod Udfættelse eller Standsning af Fuldbyrdelsen må indtræde, når Andragendet er taget til følge.

De to sidste Paragrafer i Kapitlet handle om Oprejsning mod Udeblivelsesvirkninger i Straffeprocessen. Det følger af dennes Grundsætninger, at der kun i forholdsvis ringe Omfang indtræder skadelige Virkninger af Udeblivelse. For den Sigtedes Vedkommende følger dette af Anklageprccessens Princip, således som tidligere udviklet. For Anklagens Vedkommende kommer man i offentlige Straffesager til samme Resultat af Henfyn til det Offentliges Interesse. Som det Foregående har vist, komme Udeblivelsesvirkninger dog frem navnlig ved Retsmidlerne, og enkelte andre Tilfælde forekomme også. At Oprejsning da må kunne opnåes under de i §§ 438 og 439 angivne Betingelser. kan ikke være tvivlsomt. I § 438 handles om den Sigtede; de opregnede Tilfælde have Hensyn til Anvendelsen af Retsmidler med Undtagelse af det Første, hvor Trangen til Oprejsning fremkommer ved Reglen i § 200, jfr. § 366, i Forbindelse med den Udelukkelse af Påanke, som hjemles ved § 397. De Afgjørelser, der omhandles i begge disse Paragrafer, falde ind under Reglen i § 108; der gives som Følge deraf ingen Retsmidler mod dem.