Om Besværing mod den dømmende Rets Kjendelser og Beslutninger.

Ikke mod alle Kjendelser og Beslutninger af den dømmende Ret gives der et Retsmiddel. Visse af de Beslutninger, der ved-

røre Sagens Gang og Ledelse, ere af den Beskaffenhed, at de ikke egne sig til at være Gjenstand for et sådant, hvoraf følger, at der ikke på dem kan bygges nogen Ankegrund mod Dommen. Hvorledes end Retten handler, foreligger der ingen processuel Retskrænkelse mod Parten. Dette gjælder for det Første klarlig om de i § 417 Nr. 2 nævnte Kjendelser og Beslutninger; thi det ligger i Forholdets Natur og Straffeprocessens Grundsætninger, at Retten må have Frihed til at lade de af Loven overhovedet tilstedte Undersøgelser foretage og Beviser fremføre, som den anser fornødne til Sandhedens Oplysning, og at intet Skjøn af en højere Ret kan indskrænke den i den Henseende, jfr. derimod i omvendt Retning § 374 Nr. 9. Dernæst må det Samme gjælde om de i § 417 Nr. 3 ommeldte Beslutninger; thi de angå kun det rent Ydre ved Sagens Behandling, ved hvilket der alene er Spørgsmål om Hensigtsmæssighedshensyn. Af særlig Vigtighed er Reglen i § 417 Nr, 1. Den i de fleste Love optagne Grundsætning, at ingen Sag kunde komme til Hovedforhandling uden Rettens Forprøvelse af Anklagen også med Hensyn til Beviset, blev i Reglen ført videre ud i den Konsekvente, at der også indrommedes Retsmidler mod den Beslutning, der tilstedte Anklagen. Derved blev da den hele Forberedelse af Hovedforhandlingen (Anklageverfahren) endnu mere indviklet og tjenlig til at forhale Sagen. Til de Grundsætninger, som navnlig Glaser i Modsætning til den almindelige Ordning har hævdet med Hensyn til en sådan judiciel Forprøvelses Mulighed eller Nødvendighed, hører også Afskaffelsen af Retsmidler mod Henvisningsbeslutningen, og dette Princip er også kommet til Anerkjendelse i de nyere Love og Udkast, jfr. det tyske Udkast § 173. Hertil har Udkastet sluttet sig. Er end det Onde at skulle stilles for Retten som anklaget for en grov Forbrydelse i og for sig så betydeligt, at det kan begrunde et Krav for den Sigtede til en Forprøvelse af Anklagen, så er dette Onde dog væsentlig af moralsk Natur. Tilstedes Anklagen, har den Sigtede dog stedse sit fulde, ubeskårne Forsvar og det i Hovedforhandlingens

mere betryggende Former; der er i Sagen selv Intet tabt for ham ved, at den kommer til Hovedforhandling. Under disse Omstændigheder bør den Betryggelse for den Sigtede, som ligger i hans Adgang til at kræve Forprøvelse, ikke overdrives til Skade for Sagens hurtige Afgjørelse. Dertil kommer, at Erfaringen har vist, hvad i og for sig er let forklarligt, at det er yderst sjældent, at den højere Ret har nægtet Henvisning i sådanne Tilfælde, hvor to med Sagen nøje kjendte Myndigheder, Statsanklageren og Landsretten, have fundet den tilstrækkelig begrundet ved det Foreliggende. Øjemedet for den Sigtede ved at gribe til Retsmidler mod Beslutningen vil derfor hyppig kun være at forhale Sagen. Heller ikke kan her påberåbes Hensynet til Parternes Ligestilling. At Anklageren må have Retsmiddel mod en Kjendelse, der nægter Anklagen Fremme ganske eller delvis, er klart, se § 416. Men Sagen er for ham også en ganske anden. En sådan Kjendelse har nemlig for Anklageren samme Betydning som en endelig Dom i Sagen.

Forsåvidt Retsmidler ikke ere udelukkede, må det med Hensyn til de Sagens Gang og Ledelse vedrørende Beslutninger af Retten gjælde, at de kun kunne påankes i Forbindelse med Dommen. Undtagelse herfra gjør efter Sagens Natur den nys omhandlede Beslutning, hvorved Anklagen nægtes Fremme, da Dom her ikke finder Sted, jfr. fremdeles §§ 20, 48, 312 m. fl. I Modsætning til hine Kjendelser og Beslutninger stå de, der angå mellemkommende Realitetsspørgsmål, som på ganske lignende Måde kunne foreligge for en Undersøgelsesdommer, altså navnlig hyppig Beslutninger om Anvendelse af de i 2det Afsnit omhandlede Midler til en Straffesags Fremme, ved hvilke den Ankeberettigede også ofte er Trediemand. Mod disse Beslutninger kan et særskilt Retsmiddel anvendes, altså Besværing, og denne går frem efter de samme Regler, som gjælde med Hensyn til Besværing over Undersøgelsesdommerens Handlinger, se §§ 418—419. Når Reglerne om Besværingens processuelle Behandling også ere gjorte anvendelige ved Anklagerens Anke over,

at Anklagen er nægtet. Fremme, kan dette ingen Betænkelighed have; thi Afgjørelsen skete også i første Instants på skriftligt Grundlag. spørgsmålet kunde kun være, om den mundtlige Forhandling her, med særligt Hensyn til § 257, fluide gjøres til Regel. Bestemmelsen i § 414, der hjemler Retten Beføjelse til på Andragende eller i Embeds medfør at anordne mundtlig Forhandling, synes imidlertid at være tilstrækkelig.