Kapitel VI.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar.

I dette Kapitel omhandles den anden Part i Straffesagen, den Sigtede. Den formelle Betingelse for, at en Mistænkt kan betragtes som Part, er selvfølgelig, at en Straffesag mod ham er begyndt, hvilket ikke blot er

Tilfældet, når Anklage for den dømmende Ret er rejst, men også når der er andraget på Rettens Forundersøgelse, hvilken efter Udkastet kun kan finde Sted, når en bestemt Person sigtes (§ 227 2det Stykke). Det er iøvrigt ikke anset for nødvendigt, som enkelte Love gjøre, at lægge det Bånd på den almindelige Sprogbrug, som vilde behøves for at skabe særegne Betegnelser for den Mistænkte (f. Ex. henholdsvis „Anklaget“ og „Sigtet“), eftersom Sagen befinder sig på det ene eller det andet af disse Trin. Da Rettens Indskriden imod en Mistænkt efter Udkastets §221 3die Stykke kun kan begjæres i Forbindelse med Andragende om Forundersøgelse eller Anklage, og da Undersøgelsesdommerens Indskriden mod en Mistænkt uden Andragende, hvilken Udkastet hjemler i påtrængende Tilfælde, i § 227 betragtes som en exceptionel Måde at indlede Forundersøgelse på, der snarest mulig skal suppleres ved det fornødne Andragende af Politimesteren, vil det regelmæssig ikke finde Sted, at en Person i Realiteten behandles som mistænkt, uden at den formelle Betingelse for at betragte ham som sigtet, nemlig at Forfølgning mod ham er indledet eller begyndt for Retten, er tilstede. Udkastet hjemler imidlertid overensstemmende med Forholdets Natur Politiet en Ret til under særegne Betingelser at skride ind mod en Mistænkt, mod hvem ingen Forfølgning for Retten endnu er indledet, f. Ex. ved Anholdelse, se § 174, ved Ransagning, se § 117. Her mangler den formelle Betingelse for at betegne den Mistænkte som Sigtet; det er kun foreskrevet, at Sagens Behandling ved Retten skal foranlediges inden en vis kort Frist, se §§ 117 og 177. I det mellemliggende korte Tidsrum er Sag mod den Mistænkte endnu ikke indledet, men kun forberedt. Retsreglerne om den Sigtede må imidlertid komme til Anvendelse også i denne Mellemtid, forsåvidt de ikke udelukkes ved Forholdets Natur. Med særliat Hensyn hertil er § 43 affattet. Grundsynspunktet for den Sigtedes Stilling som Part i Straffesagen er ifølge dennes Natur hans Ret til at forsvare sig, hvorimod der kun i enkelte Retninger, såsom med Hensyn til Retsmidler, Valg af Ret eller af Forsvarer,

bliver Spørgsmål om Beføjelse for ham til at råde over Sagen, således som Reglen er i borgerlige Retstrætter; om Myndigheden til at udøve Rådigheden over Sagen i disse enkelte Retninger findes det Fornødne på vedkommende Steder. Af det Anførte følger, at det, der vilde kunne være Gjenstand for de almindelige Regler om den Sigtede som Part, vilde være Alt, hvad der betinger hans Adgang til Forsvar, altså hans Ret til at blive bekjendt med Sagens Aktstykker og Beviser, hans Ret til at deltage i Retsmøderne, og hans Ret til at benytte eller have Forsvarer. Reglerne om de to første Punkter synes det imidlertid hensigtsmæssigere at medtage i andre Forbindelser, nemlig ved de forskjellige Trin i Straffesagen, da de i ikke ringe Grad nødvendigvis må præges af disses særegne

Karakter. Udkastet har derfor i dette Kapitel kun optaget Regler om det sidste Punkt, om Forsvarerne, idet det i §§ 44—47 omhandler valgte, i §§ 48—59 beskikkede eller offentlige Forsvarere. At herved Reglerne om valgte Forsvarere stilles i Spidsen, har sin Grund i, at Bestikkelsen af en offentlig Forsvarer naturlig fremtræder som en Forholdsregel, der kun bør finde Sted, når den Sigtede ikke selv har sørget for sit Forsvar på en sådan Måde, at også det Offentliges Interesse i Forsvaret derved må ansees for betrygget.

Udkastets § 44 udtaler i sit 1ste Stykke den Regel, at den Sigtede har Ret til at benytte en valgt Forsvarer, når Anklage er rejst for den dømmende Ret, såvel i Retsmøderne som ved Affattelse af Processkrifter (jfr. f. Ex. § 254 samt Skrifter i Anledning af Retsmidler). Om den Sigtedes Ret til fra dette Tidspunkt og på de Trin af Sagen, der herefter fremkomme, at benytte en valgt Forsvarer har der ingenfinde været rejst Tvivl. Sagen ligger nu for til Bevisførelse og Afgjørelse. Anklageprincipet kræver med ufravigelig Nødvendighed, at den Sigtede får fuld og fri Adgang til Forsvar og til Benyttelse derved af den Bistand, han finder fornøden. Yderligere Udvikling herom vil ikke i behøves. Forsvarerens Hverv kan være såvel at handle for den Sigtede som at bistå ham;

i Retsmøderne kunne altid både den Sigtede og hans Forsvarer tage Ordet. Nogen Grund til skarp Sondring mellem Forsvareren i hans Egenskab af egentlig Rettergangsfuldmægtig og af Bistand, som enkelte Love have gjort („Vertreter“ i Modsætning til „Vertheidiger“), er der hverken i Retsreglerne eller i den hos os tilvante Sprogbrug. En Trang til flere Forsvarere kan tænkes at forekomme ved Hovedforhandlingen, idet f. Ex. navnlig een Forsvarer benyttes ved Bevisførelsen (f. Ex. ved afhørelsen af Vidner) en anden til Forsvarsforedraget. Da en Ret til at medtage flere Forsvarere uden Indskrænkning dog let kunde misbruges til Skade for Sagens Forhandling, har Udkastet ment at burde gjøre Adgangen afhængig af

Rettens Indvilgelse, og at indskrænke selve Adgangen til Hovedforhandlingen for Landsretten, idet der udenfor denne ikke let vil kunne tænkes en virkelig Trang til flere Forsvarere. Fremdeles er det anset for rigtigt særlig at udtale, at flere Forsvarere ordentligvis kun kunne benyttes på den Måde, at de dele Opgaven imellem sig, ikke således, at de flere Forsvarere i Forening kunne optræde på de enkelte Trin af Forhandlingen, hvorved denne vilde kunne trækkes i Langdrag; i ganske særlige Tilfælde bør det dog ikke være udelukket, at Rettens Formand kan give Tilladelse hertil.

Medens den Sigtedes Ret til at benytte Forsvarer, efter at Anklage er rejst, står fast er det et i den nyere Tid meget omtvistet Spørgsmål, om og i hvilken Udstrækning der bør indrømmes den Sigtede Adgang til at benytte Forsvarer allerede under Forundersøgelsen.

Det sees let, at det ommeldte Spørgsmål står i nøjeste Forbindelse med den hele Ordning af Forundersøgelsen, og navnlig med Spørgsmålet, om og hvorvidt Anklageprincipet også skal komme i Betragtning på dette Trin af Straffesagens Behandling. Da den nyere Straffeprocesses Indførelse i Fastlandets Stater begyndte, var der ikke Tale herom. Den franske Lovgivning og efter dens Forbillede de tyske Straffeproceslove fra 1848 og de nærmest følgende År — med Undtagelse ar den brunsvigske, i flere Henseender ejendommelige Straffeproces — bibeholdt på dette Punkt ganske Inkvisitionsprincipet uden

nogen Lempelse. Undersøgelsen lededes, når Anklagerens Andragende forelå, af Dommeren, uden at der var Spørgsmål om Medvirkning af Parter som sådanne. Hovedbestanddelen af Forundersøgelsen vedblev at være det inkvisitoriske Forhor over den Sigtede. Hemmelighed og Skriftlighed beherskede Forundersøgelsen, ligesom tidligere. Under disse Omstændigheder var der ingen Rimelighed i eller Tanke om at indrømme den Sigtede Ret til at benytte Forsvarere, når undtages ganske særegne Tilfalde. Senere har imidlertid Videnskaben påpeget den indre Modsigelse, der ligger i at bygge Processens to Hovedtrin på ganske uforligelige Principer, og påvist den uundgåelige praktiske Følge, at Vægten mod alle de Forudsætninger, som lå til Grund for Reformen, kom til at hvile på Forundersøgelsen, ikke på Hovedforhandlingen, så at Anklageprincipets Herredømme under denne udsættes for at blive et illusorisk Fremskridt. Man blev opmærksom på, at England, fra hvis Ret Reformernes Grundtanker vare hentede, kjendte en Forundersøgelse, der væsentlig hvilede på Anklageprincipet, og man stillede mere eller mindre vidtgående Fordringer om, at der ved en Revision af Straffeprocessen skulde tages Hensyn til Anklageprincipet også ved Forundersøgelsen, om man end indrømmede, at det ikke på dette Trin af Sagen kunde komme til ligeså udstrakt Gyldighed som under Hovedforhandlingen. Til de deraf følgende Konsekventser hører også Fordringen om, at den Sigtede skal have en Ret til at benytte Forsvarer allerede under Forundersøgelsen. — Mod disse Fordringer, som Theorien har opstillet, have Lovene ikke sat nogen absolut Modstand. De nyere Udkast og Love have ikke opretholdt Forundersøgelsens gamle Karakter aldeles uforandret, medens det dog derved stadig har været fastholdt, at Inkvisitionsprincipet må bevare en større Betydning for Forundersøgelsen end for Hovedforhandlingen. I Overensstemmelse hermed er der også i de nyere Love og Udkast åbnet den Sigtede en mer eller mindre udstrakt Adgang til at benytte Forsvarer under Forundersøgelsen. Ganske almindeligt er det i de nugjældende tyske Love at tilstede Benyttelse af Forsvarer ved Affat-

telse af Processkrifter på hint Stadium, såsom ved skriftlige Andragender til undersøgelsesdommeren og ved de Skrifter, hvorved Påanke af dennes Handlinger (Besværing) gjøres gjældende. Endvidere indrømme en Del Love Adgang for en valgt Forsvarer til at deltage i Retsmøderne under Forundersøgelsen i Tilfælde af den Art, som Udkastets § 49 omhandler, hvor nemlig Retshandlingen har en definitiv Karakter, og i hvilke der derfor endogså efter Omstændighederne må blive Spørgsmål om en offentlig Forsvarers Bestikkelse. Kun undtagelsesvis gå enkelte Love og Udkast videre i enkelte Retninger, og da under den Betingelse, at Dommeren ikke finder, at en Forsvarers Nærværelse vil være til Skade for Undersøgelsen. Videst gik Udkastet til en fælles tyst Straffeproces i sin tidligere Skikkelse. Det anerkjendte en Ret for den Sigtede til at have Forsvarer også ved Afhørelsen af Vidner og Synsmænd i Almindelighed; kun ved afhørelsen af den Sigtede måtte Forsvareren ikke være tilstede, se det lyske Udkast (ar Januar 1873) §§ 122, 155 og 156. I den Skikkelse, hvori Udkastet efter den sidste Omarbejdelse fremtræder (1874), er Retten derimod atter bleven begrænset. En Forsvarers Nærværelse ved Afhørelsen af Vidner og Synsmænd tilstedes kun, når den afhørte rimeligvis vil være hindret fra at møde under Hovedforhandlingen eller på Grund af Afstanden ikke skal indkaldes til denne (§ 159). Men trods disse Begrænsninger udtales det dog endnu i dette Udkast som i dets tidligere Redaktioner som Reglen, at den Sigtede kan benytte en Forsvarers Hjælp på ethvert Trin af Sagen (§ 124). Til Begrundelse af denne almindelige Grundsætning bemærkes der i Motiverne til det nævnte Udkast følgende: „Det er en Retfærdighedsfordring strax fra Sagens Begyndelse at tilstede den Sigtedes Forsvar fri Bevægelse, ligesom Anklageren har det for sit Angreb. Det kan vel ikke nægtes, at der vil være Tilfælde, i hvilke Tilstedelsen af en Forsvarer under Forundersøgelsen kan være til Hinder for Sandhedens Udfindelse; men det er på den anden Side hævet over enhver Tvivl, at et Forsvar i mange Tilfælde kan fremme Sandhedens Udfindelse og bidrage til

at forhindre, at uskyldige Personer stilles for den dømmende Ret. Til disse almindelige Betragtninger kommer nu den særlige Grund, at Udkastet ikke kjender den egentlige Appel mod Straffedomme. Dermed bortfalder en af de Indretninger i Straffeprocessen, der ansees som Garantier for den Sigtede, og det bliver nødvendigt at udruste den første Instants med desto større Garantier for ham. En sådan Garanti er Tilstedelsen af Forsvareres Benyttelse under Forundersøgelsen. Ligeoverfor denne Vetragtning måtte de Betænkeligheder ansees for underordnede, som for Tiden endnu gjøres gjældende imod Indførelse af Forsvaret i Forundersøgelsen. Udkastet har imidlertid dog ved forskellige Regler taget særligt Hensyn til at forebygge Misbrug af denne Forsvarsret“. Hvad disse Begrænsninger af Regler angår, udtales det særligt med Hensyn til Forhoret over den Sigtede: „Vel må det anerkjendes, at Nærværelsen af en Forsvarer ved Undersøgelsesdommerens Forhor kan være til Nytte for den Sigtede, ligesom også, at mulige Tilståelser under Forundersøgelsen fåe forhøjet værd, når de ere aflagte i Nærværelse af en Forsvarer. Men end skjønt Udkastet helt igjennem lægger an på at forskaffe Forsvaret tilbørlig Anerkjenoelse allerede under Forundersøgelsen, kunde det dog ikke undlade at tage Hensyn til den Betragtning, at den Sigtedes Afhørelse, uagtet denne ikke derved skal nødes til en Tilståelse, dog altid vedbliver at være et vigtigt Undersøgelsesmiddel, på hvilket man i mange Tilfælde sågodtsom ganske vilde give Afkald, når man vilde tilstede Forsvarerne at være tilstede ved afhørelsen og holde den Sigtede tilbage fra enhver Udtalelse, til hvilken han måtte være tilbøjelig“. Under Forhandlingerne om dette Spørgsmål har hele Kommissionen været enig i, at der ikke burde være Tale om ganske at udelukke Benyttelse af Forsvarer under Forundersøgelsen. Allerede i den nugældende Ret er der ved Grundlovens fjerde midlertidige Bestemmelse givet Adgang til Rådførsel med Forsvarer med Hensyn til Påanke af Undersøgelsesdommerens Handlinger. Dette i det Mindste har man altid villet bevare under den forandrede Straffeproces, hvilken

man ved hin Bestemmelse i Grundloven jo på en vis Måde foregreb. Men Kommissionen har endvidere været enig i, at man ikke burde blive stående herved. Muligheden for en noget videre Anerkendelse af Retten til at have Forsvarer ligger i, at Udkastet ikke bevarer Forundersøgelsens strengt inkvisitoriske Karakter og de deraf flydende Konsekventser. Vel er der på dette Punkt en ikke uvæsentlig Meningsulighed mellem Kommissionens Medlemmer; men Enighed er der dog om mange vigtige Punkter, der give Forundersøgelsen en forandret Karakter. Først og fremmest skal et egentlig inkvisitorisk Forhor af den Art, at der udøves en Pression på den Sigtede for at fåe hans Tilståelse, forsvinde, se navnlig § 203 2det Stykke, jfr. § 237. Dernæst skal der i al Fald indrømmes Parterne som sådanne en Ret til Medvirkning under Forundersøgelsen (se §§ 231, 234, 235, 236.) Dette er, som let sees, en betydelig Indrømmelse til Anklageprincipet. Endelig har Udkastet, ligesom de ældre Udkast hos os, ikke taget i Betænkning at fastholde som Regel Retsmødernes Offentlighed under Forundersøgelsen, se § 79, en Regel, hvorved der endog gåes et Skridt videre i at forlade den nuværende Forundersøgelses Karakter, end man endnu andetsteds har dristet sig til, og som navnlig det tyske Udkast ikke har optaget. Med særligt Hensyn til hin Adgang for Pagterne til at medvirke under Forundersøgelsen, og i nær Tilslutning til Tanken i Grundlovens ovenfor nævnte midlertidige Bestemmelse, kunde der ikke være Tvivl om, at der burde indrømmes den Sigtede Ret til at benytte Forsvarer til at fremsætte skriftlige Andragender til Dommeren. Fremdeles kunde de Betænkeligheder, der ellers kunde være mod at tilstede en Forsvarer personlig Adgang til og Deltagelse i selve Retsmøderne, ikke komme i Betragtning i de Tilfælde, hvor Retshandlingen har en definitiv Karakter, og således fremtræder som et foregrebet Stykke af Hovedforhandlingen, eller hvor der ordentligvis ikke kan blive Spørgsmål om Gjentagelse af Handlingen. Derfor ere alle Kommissionens Medlemmer også enige i, at Forsvarer bør kunne medtages ved Besigtigelser, Syns- eller Skjøns-

forretninger samt ved Afhørelse i de i § 49 nævnte

Tilfælde,hvor der jo endog efter Omstændighederne må beskikkes en Forsvarer. På den anden Side have alle Kommissionens Medlemmer også været enige i, at en Forsvarer ikke burde kunne deltage ved Forhøret over den Sigtede. Udkastet står med Hensyn til dette Forhor på samme Standpunkt som det tyske Udkast: enhver Slags Tvang eller Pression på den Sigtede for at opnå Tilståelse bør fjernes. Men når det tyske Udkast desuagtet dog på dette Punkt har troet at burde fastholde Udelukkelsen af Forsvarer, kan Vagten af den derfor i Motiverne anførte, ovenfor refererede Grund ikke miskjendes. Hvad endelig det Spørgsmål angår, om Medvirkning af Forsvarer skal tilstedes ved Afhørelsen af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd udenfor de i § 49 ommeldte Tilfælde har Udkastet også, ligesom det tyske Udkast i sin nuværende Skikkelse, besværet dette benægtende, uden at nogen Meningsulighed fremtræder. I Virkeligheden er der imidlertid her en Uenighed tilstede mellem Kommissionens Medlemmer, der står i Forbindelse med den Uenighed, som træder frem ved § 231. De Medlemmer af Kommissionen, der ved denne Paragraf have opstillet et Mindretalsforstag, have kun under den Forudsætning, at dette blev Lov, kunnet tiltræde Udkastets Regel om det her foreliggende Spørgsmål. Under den modsætte Forudsætning vilde de anse det for rigtigt at give Forsvarerens Adgang til Retsmøderne en større Udstrækning. Men til at stille Forslag, der gik ud fra denne Forudsætning, har Mindretallet ikke havt Opfordring. Flertallets Betragtningsmåde er følgende. Da efter dets Forslag om Forundersøgelsens Ordning, se § 231, Dommernes Virksomhed under denne til Formålets Opnåelse ikke skal være blot subsidiær, men Dommeren tvertimod skal vedblive at være den, på hvis Virksomhed der væsentlig regnes som Drivhjulet i Forundersøgelsen, bør Parterne ikke udrustes med Rettigheder, der sætte dem i Stand til at krydse og modarbejde hans Undersøgelsesplan. Ligesom Dommeren må kunne lukke Dørene, hvor Offentligheden vil være til Skade for Sagens Oplysning, se § 79, således må han også under samme Forudsæt-

ning være værnet mod den Sigtedes Forsvarer. Hvor Forholdet derimod er det, hvad der forudsættes at være Reglen, at Offentligheden ikke behøver at udelukkes, da er denne tilstrækkelig. Ved Hjælp af denne og Adgangen til skriftlige Andragender har den Sigtede opnået det Væsentlige af, hvad Retten til at have Forsvarer kan betyde for ham. En direkte Medvirkning af en Forsvarer behøver da ikke at hjemles, og den bør det ikke, fordi det kan forudsees, at det vilde gjøre Undersøgelsesdømmerens i Forvejen besværlige og mange Gange ubehagelige Hverv endnu byrdefuldere, når han, hvad der kan ventes ofte at ville blive Tilfældet, skal kæmpe mod de Hindringer, en Sagfører med Lethed kan lægge ham i Vejen med mere eller mindre chikanøse Indsigelser o. desl. Flertallet kan kun føle sig bestyrket i fin Opfattelse derved, at det tyske Udkast har opgivet den videregående Indrømmelse til Forsvaret, som det i tidligere Redaktioner gjorde. Da det tyske Udkast derhos ikke anerkjender Forundersøgelsens Offentlighed, indrømmer det endogså nu den Sigtede Mindre end Flertallets Forslag.

Det Mindretal i Kommissionen, som opstiller et særligt Forstag til § 231, går ud fra, at ved dette betrygges den Sigtedes Forsvar under Forundersøgelsen på en virksommere og fyldigere Måde, end ved Retten til at benytte en Forsvarer. Når Forundersøgelsens Ordning bliver en sådan, at den ikke påtvinger Dommeren en Rolle, der regelmæssig og naturlig bør tilfalde Anklageren, vil Dommerens supplerende Selvvirksomhed navnlig vise sig deri, at han kommer Forsvaret til Hjælp, jfr. den engelske Rets Sætning: the judge is the counsel of the prisoner. Heri vil ligge en større og betydningsfuldere Betryggelse for de Sigtede end i Retten til at tilkalde en Forsvarer. Denne vil nemlig i Virkeligheden kun undtagelsesvis fåe praktisk Betydning, da der ikke kan være Tale om udenfor de enkelte Tilfælde, som nævnes i § 49, på dette Trin at bestikke den Sigtede en offentlig Forsvarer. Der kunde vel ikke efter denne Ordning af Forundersøgelsen være noget væsentligt imod at give den Sigtede en videre Adgang til at medtage en valgt For-

svarer; thi de Ulemper, som Flertallet befrygter, ville for en stor Del af sig selv forsvinde under denne Ordning. Men selv mindre betydelige Ulemper herved kan der under denne Forudsætning tages Hensyn til uden at gå den Sigtede for nær, og det kan således fra dette Standpunkt retfærdiggjøres at begrænse Adgangen til at benytte Forsvarer under Forundersøgelsen, således som Udkastet har gjort. Forudsættes derimod den af Kommissionens Flertal fastholdte Ordning af Forundersøgelsen, kan Mindretallet ikke erkende, at de påpegede Ulemper ved en Forsvarers Tilstedeværelse ved og Deltagelse i Retsmøderne ved Vidners afhørelse m. v. have den Vægt, at det kan forsvares at berøve den Sigtede Retten hertil. Når den Sigtede ikke har fuld Betryggelse i Dommerens Stilling, er det en Retfærdighedsfordring, at han ikke udelukkes fra selv at sørge for sit Forsvar. Det kan ikke erkjendes, at der er ydet nok ved Retsmødernes Offentlighed; de skriftlige Andragenders Vej er besværlig og langsom og kan ikke have den Betydning som den umiddelbare Deltagelse. Mindretallet miskjender ikke, at der må skabes særegne Værn mod Kollusioner. Men disse Værn ligge i, at den Sigtede under særegne Omstændigheder kan midlertidig udelukkes fra Deltagelse i Retsmøderne; se § 234 Nr. 2 og 3. Sker det, følger deraf, at der heller ikke bliver Spørgsmål om en Forsvarers Deltagelse; thi denne kan kun finde Sted, når den Sigtede selv har Ret til Deltagelse. Der kan altså ikke henvises til Frygten for Kollusioner, men egentlig kun til den Ubehagelighed, en Forsvarers Deltagelse kan medføre for Dommeren; men dette er et Hensyn, der ikke kan veje op mod Retfærdighedens Krav. Ulemperne ere væsentlig begrundede i, at Dommeren tildels får et Anklagerhverv; netop derfor kunne de ikke komme i Betragtning til at skabe Hindringer for den Sigtedes Forsvar.

At Valget af Forsvarer ikke bør være indskrænket til den Kreds af Sagførere, der ere antagne til at modtage Bestikkelse som offentlige Forsvarere, men at enhver til Møde for vedkommende Domstol berettiget Sagfører må kunne vælges, behøver ingen Begrundelse, så lidt som den Sætning, at på den anden

Side også de Mænd må kunne vælges, der vel ikke ere Sagførere, men dog ere antagne til at beskikkes som offentlige Forsvarere, således som Tilfældet ifølge § 51, overensstemmende med den gjældende Ret, kan være ved Underretten. Det stemmer dernæst med de i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje optagne, dog her noget mere begramsede Regler, og det anbefales af nærliggende Grunde også at tilstede Valg af de i § 45 Nr. 2 nævnte Personer. Udenfor disse Grænser er der i Reglen ingen Grund til at gå. For at dog ikke Lovens Regel skal være en ubetinget Hindring i særegne Tilfælde og under Hovedforhandlingen, hvor en Forsvarers Nærværelse dog altid vil have størst Betydning, er der i Paragrafens 2det Stykke givet Retten Beføjelse til under de angivne Betingelser at tilstede en Person udenfor de nævnte Klasser som Forsvarer. Det sidste Stykke i § 45 forklares dels ved Hensynet til det Mislige for Sagens Forhandling i en sådan Dobbelthed i Stillingen, dels ved det Misbrug, der ellers navnlig på Grund af Reglen i Udkastets § 130 Nr. 2 kunde finde Sted. Hensynet til denne Forskrift forklarer også Optagelsen af den første Regel i § 46, hvis øvrige Bestemmelser i det Væsentlige stemme med Reglerne om Rettergangsfuldmægtige i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje. § 47 endelig sikrer dels den fængslede Sigtedes Samkvem med Forsvareren, hvorved den Grundsætning fastholdes, at Undtagelsesforholdsregler, begrundede i Frygten for Modvirkning af Undersøgelsen, i Reglen må ophøre senest, når Anklage er rejst, dels den Sigtedes Frihed til at rådslå med Forsvareren i Retsmøderne, med et Forbehold, der sigter til Reglen i § 204 i Slutningen.

Det Synspunkt, fra hvilket Udkastet er gået ud ved Bestemmelsen af, når en offentlig Forsvarer bliver at beskikke, blev allerede ovenfor angivet. De nærmere Regler indeholdes i §§ 48—50, nemlig henholdsvis med Hensyn til Sagens Behandling for den i Første Instants dømmende Ret, Behandlingen, forend Anklage er rejst, og Retsmidlerne. En ubetinget Nødvendighed for Bestikkelsen af en offentlig Forsvarer er der efter disse Regler ikke i noget Tilfælde; selv ved

Behandlingen af Nævnnigesager for den dømmende Ret i Første Instants er Bestikkelsen gjort afhængig af, at Sagfører ikke er antagen, eller at den antagne Sagfører udebliver, hvorimod der efter Forholdets Natur ikke har kunnet tillægges Valget af en Forsvarer, der ikke er Sagfører, den samme Betydning. Hvad Behandlingen for den dømmende Ret i første Instants angår, skjelnes der iøvrigt imellem, om Sagen er anhængig for Landsretten eller for Underretten. I hint Tilfælde skal under den angivne Betingelse Forsvarer beskikkes i Nævningesager. At gjøre Bestikkelsen til en lignende Nødvendighed i alle Landsretssager vilde derimod føre for vidt. Kompetencereglerne bringe mange Sager til Landsretten, i hvilke der ikke kan siges at være nogen særlig Trang til retskyndig Bistand. Det er derfor fuldkomment tilstrækkeligt, når det i Udkastet også her opstilles som det Regelmæssige, at Forsvarer beskikkes, men således, at det kan undlades, når Rettens Formand skjønner det overflødigt. Ved denne Regel går Udkastet endnu ikke lidet videre end de fleste fremmede Love. I Underretssager er Forsvarers Bestikkelse i intet Tilfælde en Nødvendighed, men den kan finde Sted under de samme Betingelser som ved Landsretten, ordentligvis dog kun på Begjæring, og når lignende Omstændigheder ere tilstede som de, der i den borgerlige Retspleje give Adgang til at fåe Sagfører bestikket. Det kan nemlig ingen Betænkelighed have i disse Sager at fastholde som Regel, at den Sigtede selv bør sørge for at have den Bistand, han mener at behøve. At stille Begjæring eller Fattigdom som absolut Betingelse vilde dog føre for vidt, da den offentlige Interesse i et retskyndigt Forsvar aldrig bør være udelukket fra at kunne tages i Betragtning. Måden, hvorpå Reglen om Underretssager er stillet, gjør det overflødigt at gjøre en yderligere Forskjel mellem Sager, der påtales ved Underretten af Statsanklageren og af Politimesteren. Det følger af selve Reglen, at der vanskelig vil kunne blive Tale om Bestikkelse i de sidste Sager; men en absolut Udelukkelse bør dog ikke udtales. Fremdeles er det klart, at Reglerne ligeså vel rumme og ere passende for

Sager, der forfølges af private Anklagere, som for dem, der påtales af det Offentlige.

Bestikkelsen til Forsvarer i Sager, som ere anhængige for den dømmende Ret, omfatter efter Forholdets Natur også enkeltstående Retshandlinger, som måtte finde Sted på dette Trin af Sagen, hvorved der kan blive Tale om en særegen Forsvarer. Men medens den beskikkede Forsvarers Nærværelse ved Hovedforhandlingen er en Nødvendighed, for at Sagen kan forhandles, se § 279, kræve Forholdene her den samme Lempelse, som også gjælder efter § 49.

Adgang til at fåe offentlig Forsvarer bestikket, førend Anklage er rejst, må efter Forholdets Natur være langt mere indskrænket end ved den dømmende Ret. Den offentlige Interesse i Forsvaret er på dette forberedende Stadium fyldestgjort ved Dommerens Virksomhed ifølge Embedspligt. Dette er Lovens Synspunkt, hvad enten Ordningen af Forundersøgelsen tænkes efter Flertallets eller Mindretallets Forslag til § 231. De Tilfælde, hvor en offentlig Forsvarer på dette Sagens foreløbige Stadium kan blive at bestikke, ere derfor kun de, hvor af særegne Grunde en Foregribelse af Noget finder Sted, som under Tingenes regelmæssige Gang først skulde foretages for den dømmende Ret (anticiperet Bevisførelse), eller hvor det, der sker, i al Fald er afgjørende for Sagens fremtidige Undersøgelse. Under disse Omstændigheder bør offentlig Forsvarer beskikkes, dersom en sådan vilde være at bestikke for den dømmende Ret, dog med den af Forholdene krævede Lempelse i Slutningen af § 49. Forsåvidt det mulig endnu på den Tid, sådan Retshandling foretages, måtte være uvist, for hvilken Art af Ret Hovedforhandlingen skal føres, og dette kan have Betydning for Spørgsmålet om Bestikkelsen, bør dette for Sikkerheds Skyld afgjøres efter den Opfattelse, der vil føre videst i så Henseende.

Hvad endelig angår Beskikkelse af offentlig Forsvarer, når Retsmidler anvendes (§ 50), skjelnes imellem Påanke af Domme, Andragende om Sagens Gjenoptagelse og Besværing. Når Landsrettens Dom påankes til Højesteret, er det anset for rigtigt al-

tid at kræve Bestikkelsen, hvis Sagfører ej er antagen eller møder, til Forhandlingen for Højesteret, altså ikke til de Skridt, der i Anledning af sådan Påanke finde Sted ved Landsretten, se med Hensyn til disse § 372 2det Stykke. Samme Regler må gjælde i de Tilfælde, hvor der undtagelsesvis i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse skal finde Forhandling Sted for Højesteret (§ 428). Når Underrettens Dom påankes til Landsretten, samt naar undtagelsesvis en yderligere Påanke til Højesteret tilstedes i slige Sager (§ 406), mangler der Grund til at gå videre end til Anvendelse af Reglerne om Bestikkelse ved Underretten, og det Samme gjælder, når der for Landsretten, der bar afgjort en Underretssag ifølge Påanke, skal finde mundtlig Forhandling Sted i Anledning af Andragende om Genoptagelse. Når derimod en sådan Forhandling skal finde Sted i en Sag, der er pådømt af Landsretten i første Instants, bør Reglerne i § 48 1ste Stykke følges. Hvad endelig angår Besværing over Kjendelser og Beslutninger, er der efter dette Retsmiddels regelmæssige Behandling ingen Grund til at bestikke en Forsvarer (se § 413 og § 419); kun i de Tilfælde, hvor undtagelsesvis en mundtlig Forhandling af sådan Påanke tilstedes (se § 414), bør der være Mulighed for Bestikkelse af Forsvarer, dog ikke videre end efter Reglerne i § 49 2det Stykke.

Almindelige ordnende Regler med Hensyn til Bestikkelsen af Forsvarer indeholdes i §§ 51 — 56. Grundtrækkene ere ikke forskellige fra den nugældende Ret; kun Ændringer, som den nye Proces kraner, — f. Ex. med Hensyn til den bestikkende Myndighed, se § 53 — ere foretagne, og enkelte med Forholdets Natur stemmende Forskrifter udtrykkelig optagne, f. Ex. Reglen i § 53. Ved § 51 jævnføres Lov om Sagførervirksomheden 26de Maj 1868 § 12. Ved § 55 jævnføres § 24 om de offentlige Anklagere; det sees heraf, at begge ere stillede ens ligeoverfor Retten, en naturlig Grundsætning, der andetsteds ofte er krænket. Ved § 56 2det Stykke jævnføres § 485. Ved de beskikkede Forsvarere kunde den nugjælden de Rets Regler om Rettens Kontrol med deres Hvervs Udførelse bibeholdes, af samme

Grunde som med Hensyn til de „offentlige Anklagere ved Underretterne“. I Overensmelse hermed er også Reglen i § 58 affattet. Den beskikkede Forsvarer har et offentligt Hverv; han må syldestgjøre, hvad dette Hverv kræver, uden Hensyn til den Sigtedes Ønske. Han indtager således en selvstændig Stilling ved Siden af den Sigtede, og det bør derfor udtrykkelig udtales, at han ordentligvis har de samme Rettigheder, som tilkomme den Sigtede for Forsvarets Skyld. Særlige Rettigheder kunne også være tillagte ham, se f. Ex. § 236 2det Stykke. På den anden Side er der også Rettigheder, der kun kunne udøves af den Sigtede, jfr. således § 315 (Retten til at forkaste Nævninger). At den offentlige Forsvarer må nyde den Tillid, at hans Samkvem med den fængslede Sigtede, også på Sagens foreløbige Trin, er uden Opsyn, ansees for en Selvfølge; derimod må Slutningsreglen i § 204 også gjælde ham. Det følger endelig af sig selv, at Beskikkelsen af en offentlig Forsvarer ikke gjør Indskrænkning i den Sigtedes Ret til selv at drage Omsorg for sit Forsvar. En anden Sag er det, at, når dette sker ved Antagelsen af en Sagfører til valgt Forsvarer, bortfalder efter de oven fremstillede Regler den offentlige Forsvarers Hverv.