Om Påtalen.

Anklageprincipets første Konsekvents er, at Rettens Virksomhed betinges af en Anklagers Optræden (uden Anklager ingen Dommer). Denne almindelige Sætning udtaler § 31. Begjæringen til Retten er efter Omstændighederne Andragende til Undersøgelsesdommeren eller Anklage for den dømmende Ret. Undtagelsen sigter til Reglerne i §

211 sidste Stykke og § 227 i Slutningen. Den angår sådanne Tilfælde, hvor Øjemedet vilde forspildes, hvis Begjæring skulde afventes, og er ikke udstrakt udover, hvad denne Grund kroever.

Men ikke blot Rettens træden i Virksomhed, også dens Forbliven i Virksomhed betinges af en Anklage. De almindelige herpå beroende Sætninger udtaler § 32. Først når Dom er gået, eller hvad dermed må sættes i Klasse, Nævningernes Erklæring afgiven, er Sagen bragt til et Punkt, hvor der ikke længere kan blive Spørgsmål om en Ret for den Påtaleberettigede til at frafalde Forfølgning*). At Rettens Virksomhed må standse, når den til Påtalen Berettigede frafalder forfølgning, er en så klar Konsekvents af Anklageprincipet, at der måtte særegne Grunde til at afvige fra den. En sådan kan nu ikke søges i den offentlige Interesse; thi i Sager, som forfølges af det Offentlige, må man gå ud fra, at de Myndigheder, hvem Anklagerhvervet er betroet, tilbørlig væretage den offentlige Interesse. Kunde der ikke gåes ud fra det, måtte Anklagerhvervet betroes Domstolene, d. v. s. Anklageprincipet , opgives; men det fremkalder el skjævt Forhold, når man fastholder Adskillelsen mellem de anklagende og dømmende Myndigheder, da at sætte hine under disses Kontrol i Punkter, der efter deres Natur uimodsigelig høre under de førstes Område. Ikke heller kan man indrømme den Sigtede et Retskrav på Sagens Fortsættelse, om end en sådan mulig kunde have Interesse for ham, lige så lidt som der kan indrømmes en Person Ret til at fordre en kriminel Undersøgelse for Retten for at fåe Ugrundetheden af en mod ham forhåndenværende Mistanke godtgjort. Kun det Hensyn må der tages til den Sigtedes Interesse, at han, når forfølgningen frafaldes,

*) Et ejendommeligt Tilfælde, hvor Anklagen ifølge Udkastet kan frasaldes, efter at Nævningernes Erklæring er afgiven, omhandles i § 350; men den nærmere Forklaring herom kan ikke gives på dette Sted.

efterat Hovedforhandlingen er begyndt, retlig bliver stillet på samme Måde, som når Retten ester ført Forhandling kommer til det Resultat, at han bør frisindes. I sådant Tilfælde bør derfor Opgivelsen af forfølgningen medføre en Frifindelsesdom af Retten. I Modsætning til Udkastet er det i tyske Love den almindelige Regel, at den offentlige Klage, efterat Sagen er bleven anhængig, ikke kan tages tilbage, jfr. nu også det tyske Udkasts § 136. Men i de tyske Straffeproceslove er overhovedet Anklageprincipet i Almindelighed meget ufuldstændig gjennemført. Navnlig er den offentlige Anklagemyndighed gjennemgående sat under Domstolenes Kontrol også i Punkter, som efter Sagens Natur må siges at falde indenfor dens Hvervs Område. Det rigtige Princip er derimod på dette Punkt i det Væsentlige kommet til sin Ret i den østrigske Stræffeproceslov, se §§ 109, 112 og 259 Nr. 2, jfr. herfor navnlig også Glaser Ges. kl. Schr. II S. 98 ff.

Det kan på dette Sted bemærkes, at der også af Anklageprincipet følger nødvendige Begrænsninger for Omfanget af Retternes Virksomhed. Men Reglerne herom, der stille sig forskjellig efter det Trin, på hvilket Sagen besinder sig, ere givne i anden Forbindelse, hvortil her må henvises, se §§ 221 i Slutningen, 228 3 die Stykke, 308 og 309, jfr. endvidere § 391.

Efter de to almindelige Bestemmelser i §§ 31 og 32 indeholder det nærværende Kapitel en Række Regler for, hvem Påtalen af Forbrydelser tilkommer, og hvad dermed står i Forbindelse. Grundlaget for disse Regler er givet i den materielle Stræfferet, forsåvidt denne drager Grænsen mellem Forbrydelser, der ere offentlig Påtale undergivne, og dem, som ere henviste til privat Forfølgning, og fremdeles giver Regler om den betingede offentlige Påtale; og der er al Grund til i det Væsentlige at bibeholde den herom gjaldende Ordning. Det erindres imidlertid, at også Sager om Forbrydelser, der forfølges af Private, i Henhold til ovenfor fremstillede Betragtninger falde indenfor Udkastets Ramme, og det Samme gjælder om Sager, hvis Forfølgning der findes Grund til at overlade andre

offentlige Myndigheder end dem, hvem det egentlige offentlige Anklagerhverv er betroet. Foruden de sidstnævnte Myndigheder, hvis Opgave det regelmæssig bliver at påtale de under Lovens Område hørende Sager, nævner derfor § 33 også særlige Forvaltningsmynheder og Private i Opregningen af de Påtaleberettigede.

Som Myndigheder, hvem Påtale af Forbrydelser på det Offentliges Vegne er overdraget, nævner § 33 Statsanklageren og Politimesteren. Statsanklagerens Påtaleret omfatter alle ikke undtagne Sager, se § 34. Som alt ved forrige Kapitel bemærket, er der Opfordring til at overdrage Politimesteren en selvstændig Påtaleret i en stor Mængde Underretssager, ved hvilke en særlig let og hurtig Afgjørelse bør være Formålet (jfr. den nugjældende Rets offentlige Politisager). Når derimod § 34 også tillægger Politimesteren Retten til at påtale for Undersøgelsesdommeren i de Sager, der høre under Statsanklagerens Virkekreds, er dette ingen selvstændig Påtaleret. Dels skal Statsanklageren ikke være udelukket fra selv at træde i Politimesterens Sted, dels står Politimesteren i denne sin Funktion under Statsanklagerens Overtilsyn, jfr. §§ 211, 221, 227, 231 samt Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 109, hvorved dog mærkes de særlige Regler for Kjøbenhavn. Om Grunden til denne Ordning henvises til, hvad der bemæcks ved det sidstnævnte Udkast og ved forrige Kapitel. En Følge af Politimesterens Afhængighed på dette Område af Statsanklageren er Reglen i Slutningen af § 34. Den Råden over Sagen, som ligger i Frasaldelse af Forfølgning, kan han i en Sag, i hvilken han blot skal forberede Statsanklagerens Virksomhed, kun udøve med dennes Samtykke.

I § 35 angives nærmere Området for Politimesterens selvstændige Påtaleret. At Politimesterens Kompetence til at påtale må være indskrænket til Underretssager, er påvist. Men ikke i alle Underretssager kan Påtalen overdrages ham. Behandlingsmåden af alle Underretssager kan nemlig ikke være ens. Vel er Principet for Afgrænsningen af Underrettens Kompetence det,

at kun mindre betydelige Stræffesager ere henlagte til den; men foruden at den væsentlig ved praktiske Hensyn motiverede Regel i § 8 Nr. 3 går noget udenfor denne Gramse, er også Kredsen af Underretssager blevet videre, end den strengeste Opfattelse af hint Princip vilde have ført til, idet alle de Sager, om hvilke det kan siges, at de ligge på Grænsen, ere henlagte til Underretten. At disse Grænsetilfælde ikke ere få, forklares naturligt ved, at Stræffelovgivningen ikke hidtil har havt Opfordring til såavidt mulig at anordne Stræfferammerne med særligt Hensyn til en Forskjel i Retternes Kompetence. Til Grænsetilfældene må navnlig efter det tidligere ved §§ 7 og 8 Udviklede i Almindelighed henregnes de, hvor Stræfferammen stiller simpelt Fængsel og Fængsel på Vand og Brød til rettens Valg. Sager om sådanne strafbare Handlinger har Udkastet henlagt til Underretten, undtagen i de Tilfælde, hvor Stræfferammen tillige rummer Strafarbejde, og denne Straf findes forskyldt i det konkrete Tilfalde. Så rigtigt det nu end er af praktiske Hensyn at give Underretskompetencen en sådan Rummelighed, som på nogen Måde kan forenes med Principet, gjør den det dog nødvendigt indenfor Underretssagernes Kreds atter at gjøre en Adskillelse med Hensyn til Behandlingen. Der er utvivlsomt en Trang til med Hensyn til en stor Mængde af de til Underretten henlagte Stræffesager at anordne en så simpel, hurtig og let Behandling, som overhovedet er forenelig med de Straffeprocessuelle Principer, ja endog til i visse Retninger at stå Noget af på, hvad den strenge Konsekvents af disse Principer i og for sig fordrer, ligesom der på den anden Side er Opfordring til at give Afkald på Anvendelsen af visse Midler til Opnåelse af en Stræffesags Øjemed, som ikke stå i Forhold til Beskaffenheden af den Straf, hvorom der er Spørgsmål. Ligesom Grundloven i sidstnævnte Henseende anviser Vejen ved at udelukke Varetægtsfængsel ved Forseelser, der kun kunne pådrage Straf af Bøder eller simpelt Fængsel, således har Udkastet en Række af særegne Bestemmelser i den angivne Ånd for Underretssager, som ligge

indenfor en nærmere bestemt lav Gramse, således angående snevrere Grænser for Anvendelsen af Ransagning, Varetægtsfængsel m. v., Udelukkelse af Forundersøgelse (§ 227), særegne Regler om Domsbehandlingen, hvorunder navnlig må fremhæves Bestemmelserne i §§ 365—367, samt med Hensyn til Påanke, se § 397 2 det Stykke. De nævnte Bestemmelser kunne eller bør imidlertid ikke gjøres anvendelige paa alle Underretsfager, for det Første ikke, når det beror på det konkrete Tilfælde, om Sagen kommer for Underretten eller Landsretten, og dernæst overhovedet ikke i hine Grænsetilfælde af tvivlsom Karakter. Det bliver således nødvendigt indenfor Underretssagerne at gjøre en Adskillelse mellem de Sager, hvis Behandling væsentlig kun derved skjelner sig fra Landsretssagernes, at Pådømmelsen i første Instants er henlagt til Underretten, medens iøvrigt i Hovedsagen de samme processuelle Regler finde Anvendelse på dem, og de Sager, ved hvilke det ovenfor angivne Hensyn bør være ledende, og indenfor hvis Kreds derfor de antydede særegne Bestemmelser alene kunne finde Anvendelse. Med Hensyn til den Første Klasse af Sager bør, navnlig på Grund af den i Hovedsagen med Landsretsproceduren ensartede Hovedforhandling, Påtalen være Statsanklageren forbeholdt, medens hele den lettere Behandling gjør det muligt og hensigtsmæssigt at overdrage Påtalen i den anden Klasse til Politimesteren. Denne Klasse af Sager vil da under den nye Proces indtage en lignende Plads som de offentlige Politisager nu, ihvorvel det følger af den hele Forandring i Processen, at hverken Behandlingen af de offentlige Politisager i Udkastets Betydning i alle Stykker kan blive den samme, som den er nu, eller Bestemmelsen af disse Sagers Område blive den samme som nu, såmeget mindre som der i sidstnævnte Henseende i den nugjældende Ret er så megen Uensartethed og Vilkårlighed, en naturlig Følge af Reglernes Fremkomst spredt og lejlighedsvis.

Efter det ovenfor angivne Synspunkt kan der ingen Indvending gjøres imod at henlægge til Politimesterens Påtalemyndighed alle For«

seelser, som stå under en Stræffebestemmelse, der ikke hjemler anden Straf end Formuestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse af en Næringøret (§ 35 Nr. 1)*). Når herfra undtages Embedsforbrydelser og de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser, følger dette allerede af, at Sager herom ikke ere Underretssager,' i de 3 andre undtagne Tilfælde kunne Handlingerne trods Stræffens Ensartethed heller ikke sættes i Klasse med de Forseelser, på hvilke Reglen under Nr. 1 ellers bliver anvendelig. Henvisningen til § 9 tilsigter ved Reglens Anvendelse at overføre den samme Forståelse, som ved hin Paragraf er opstillet med Hensyn til § 8, hvad Forholdets Natur kræver. Af hvad der er udviklet ved §§ 7 og 8, vil det imidlertid fremgå, at ikke enhver Forseelse, for hvilken fængsel på Vand og Brød kan idømmes, bør være unddragen Politimesterens Påtale, i de Tilfælde nemlig ikke, hvor Lovgiveren åbenbart ikke har betragtet den som en i sig selv strengere Straf end simpelt Fængsel, men er gået ud fra, at Skjærpelsen i Udførelsen og Forkortelsen af Tidslængden gå lige op. At dette er Synspunktet, kan fremgå af forskjellige Omstændigheder, snart af Handlingens Karakter (navnlig ved adskillige ældre Lovbud, som hjemle Vand- og Brødsstraf), snart af den ringe Straffegrad, der foreskrives, eller af den Omstændighed, at simpelt Fængsel er hjemlet alternativt men ikke til det legale Maximum. En på en Prøvelse af disse og lignende Synspunkter grundet Opregning af de pågjældende Forseelser enkeltvis er imidlertid nødvendig, og en sådan er given i § 35 Nr. 2. Det skal herved kun med Hensyn til Litr. k. bemærkes, at Straffelovens § 111 er det eneste Exempel i Stræffeloven på en Stræfferamme, der stiller et i Henseende til Mari-

*) Af de i 7 nævnte Strafarter er der ved denne Lejlighed ingen Grund til særlig Omtale af Fængsel på sædvanlig Fangkost, da Lovgivningen intet Exempel frembyder på en Strafferamme, der hjemler denne Straf uden tillige at hjemle Fængsel på Band og Brød, ej heller Rottingslag, da denne straf kun anvendes som subsidiær Straf.

mum begrænset simpelt Fængsel til Rettens Valg ved Siden af Fængsel på Vand og Brød, at Straffelovens §§ 277 2det Stykke og 278 2det Stykke ere medtagne, fordi den forhøjede Straf for Gjentagelse ikke bør gjøre Forandring i den Kompetence til at påtale, der gjælder for Forseelsen, første Gang begået, § 296, fordi den her undtagelsesvis indtrædende offentlige Påtale egentlig ikke grunder sig på en Egenskab ved Forseelsen selv, men på dens Sammenstød med en anden, offentlig Påtale undergivet Forseelse, der bortset fra Sammenstødet vilde falde ind under Politimesterens Påtale, og § 180 med særligt Hensyn til Forholdet til de under Litr. n. nævnte Stræffebestemmelser. Med Hensyn til Litr. l. finder den samme Betragtning Anvendelse som ved Straffelovens § 111, og hvad Litr. m. angår, den nysanførte Betragtning om Forbrydelsens Gjentagelse.

Af den selvstændige Stilling. Politimesteren indtager med Hensyn til de forannævnte, under hans Påtale henlagte Forseelser, følger, at Påtalen kun kan ske red Statsanklageren efter Overenskomst med Politimesteren; imod en sådan Overenskomst kan imidlertid ingen Indvending gjøres, da Sagens Behandling bliver omhyggeligere. Derimod må Statsanklageren træde ind i Sagen, når Forening med en Sag, der påtales af Statsanklageren, skal finde Sted, altså når Politimesteren vil have Forseelsen forfulgt på samme Tid som hin Sag, jfr. Udkastets § 70.

§§ 36 og 37 give nærmere Regler med Hensyn til Statsanklagerens og Politimesterens Ret og Pligt til at påtale. Dog er kun den første Paragraf fælles; den sidste angår alene Statsanklageren. Ordentligvis ere de nævnte Myndigheder berettigede til at påtale i Embeds Medfør. De i § 36 ommeldte Undtagelser fra denne Regel optage i det Væsentlige gjældende Ret, idet det dog med Hensyn til Nr. 1 bemærkes, at Udkastet altid fordrer Justitsministerens Befaling til Påtale af Embedsforbrydelser, fordi den under en særlig Forvaltningsmyndighed hørende Embedsmands Overtrædelse af en Embedspligt, der ej kan stræffes disciplinært, ikke kan be-

tragtes blot fra det Synspunkt, der er gjort gjældende under Nr. 2, — og med Hensyn til Nr. 3, at der er tilføjet en ikke tidligere udtalt Regel om Medskyldige, som kræves af Retfærdighedshensyn og stemmer med Ånden i de pågjældende Bestemmelser. Reglen i § 36 under Nr. 2, der navnlig får praktisk Betydning for Politimesteren, idet stige Overtrædelser regelmæssig ville falde ind under § 35, er i den nugældende Ret måske hyppigere det i Forholdene begrundede faktisk Sædvanlige end retlig Nødvendige; men det stemmer ganske med disse Forseelsers Natur, at det bliver den pågjældende særlige (Stats- eller kommunale) Myndigheds Ret og Ansvar at afgjøre, om de skulle påtales. I 2det Stykke af § 36 udtales de i Forholdets Natur grundede Regler, at der under visse nærmere Betingelser kan i de undtagne Tilfælde foretages uopsættelige Skridt, uagtet Betingelsen for Påtale endnu ikke foreligger, og dernæst, at den Myndighed, der ifølge Reglerne under Nr. 1 og 2 er rådig over, om forfølgning skal finde Sted, også kan standse den, indtil Dom er afsagt. Derimod ligger det ikke nødvendigt i Forholdets Natur, at den samme Magt skal tilkomme den Private, af hvis Begjæring den offentlige Påtale er afhængig. Thi Forholdet ved den således betingede offentlige Forfølgning er ikke det, som i § 39, at det Offentlige undtagelsesvis påtager sig at handle som Fuldmægtig for den Private; men Lovgivningens Synspunkt er det, at en i og for sig det Offentlige tilkommende Forfølgning af særegne Hensyn gjøres afhængig af en Privats Begjæring. At den Private skulde have Ret til at standse den engang begyndte Forfølgning, kan heller ikke antages at være gjældende Ret, hvor det ikke særlig er udtalt som i Straffelovens § 254, jfr. med Hensyn til denne Bestemmelse Bornemann: Saml. Skr. III. S. 251 —52. I hvilken Udstrækning den Private bør have en sådan Ret, må bero på en Prøvelse af de enkelte Tilfælde, og herefter vil Svaret blive forskjelligt. Det Skånsomhedshensyn, som motiverer Reglerne i Straffelovens § 159 og § 175, er der nu vistnok al Grund til at indrømme den videst mulige Indflydelse. Det Samme kan derimod

ikke siges med Hensyn til Straffelovens § 174 og § 176, jfr. § 174. Det vilde, når hensees til disse Forbrydelsers Karakter, være urimeligt, om Forbryderen her skulde kunne slippe for Straf, når Alt i Sagen allerede var oplyst, og den krænkede Kvinde således dog ikke i nogen væsentlig Grad kunde opnå at undgå en hendes Følelser sårende og hendes Ulykke måske forværrende Undersøgelse. Ej heller er der Grund til at indrømme Tilbagekaldelsen en så indgribende Virkning i de Tilfælde, hvor Reglen væsentlig er begrundet ved den på Sagens første Trin i Reglen forhåndenværende faktiske Tvivl, om der virkelig foreligger et strafbart Forhold, som er Gjenstand for offentlig Forfølgning, en Tvivl, der vanskelig kan hæves, når den Forurettede holder sig tilbage. Er først Vanskeligheden hævet, er der ingen Grund til senere at standse Forfølgningen, fordi den Forurettede ønsker det. I de ommeldte Tilfælde er det derfor naturligt at begramse den vedkommende Parts Ret til at standse forfølgningen således, at den ikke finder Anvendelse, når Anklage for den dømmende Ret alt er sket; efter dette Tidspunkt vil den Regel, som § 37 Nr. 3 indeholder, være tilstrækkelig til at fyldestgjøre alle berettigede Hensyn. At den Undsagte derimod må kunne standse den efter hans Begjæring begyndte Sag om Anvendelsen af Straffelovens § 299, er uomtvisteligt. Forholdet er her et andet end ved den betingede offentlige forfølgning af Forbrydelser; den offentlige Påtale er her virkelig en Hjælp, der bydes den Undsagte. Det sees deraf, at også efter Dommen kan den Undsagte opgive Sikkerhedsstillelsen, Noget, hvorom der aldrig er Tale med Hensyn til Straf, der er idømt under en ifølge Begjæring anlagt offentlig Sag.

Udkastets § 37 opstiller den Regel, at Statsanklageren er forpligtet til at påtale i ethvert Tilfælde, hvor han skjønner, at Undersøgelsen kan ventes at føre til, at en Person findes skyldig, hvorunder indbefattes Hensyn både til Bevis- og Retsspørgsmålet*); en

*) Også den er ikke-skyldig, hvis oprindelige Strafskyld er udslettet senere, f. Ex. ved Foraldelse.

diskretioner Beføjelse til at skjønne, om ikke andre Hensyn end Straffelovens Håndhævelse gjøre Forfølgning utilrådelig, er ikke tillagt ham (Legalitetsvrincipet). Omvendt kan det selvfølgelig ikke være Pligt for Statsanklageren at påtale, når han stjønner, Være sig af faktiske eller retlige Grunde, at Undersøgelsen ikke kan føre til, at en Person findes skyldig; det er hans Embedspligt ikke blot at agte på, at strafskyldige Personer drages til Ansvar, men også på, at Forfølgning af Personer, som ikke ere strafskyldige, ikke finder Sted, se § 24. Dette gjælder navnlig også om de i § 36 Nr. 2 og 3 berørte Tilfælde; Opfordringen eller Begjæringen kan ikke i og for sig forpligte ham til Påtale. Derimod følger det af Statsanklagerens Underordnelsesforhold til Justitsministeren (og Overstatsanklageren), at en Befaling fra denne om at påtale er forbindende uden Hensyn til eget Skjøn, se §§ 25 og 27.

Idet Udkastet opstiller Legalitetsprincipet som Norm for Statsanklageren, går det ikke ud fra, at Straffelovens Håndhævelse er et så ubetinget og ufravigeligt Krav, at der ikke kan være Spørgsmål om i noget Tilfælde at lade dette Hensyn vige for andre modstridende Samfundsinteresser, en Grundsætning, som i denne Strenghed hverken har Hjemmel i Forholdets Natur eller i Staternes virkelige Praxis, andetsteds lige så lidt som hos os, hvad der blandt Andet fremgår af den forfatningsmæssig hjemlede Benådningsret. Men Udkastet er gået ud fra, at den Afvejelse af Hensynet til Straffelovens Håndhævelse og andre Samfundsinteresser, som efter Omstændighederne kan gjøre Undladelse af forfølgning forsvarlig, ikke kan ligge indenfor en Myndigheds Kompetence, som særlig er beskikket til at virke for Straffelovens Håndhævelse (jfr. også Straffelovens § 131), men kun kan tilkomme Myndigheder, hvis offentlige Hverv er Varetagelsen af Samfundsinteresser i større Almindelighed, hvorved Straffelovens Håndhævelse kun bliver et enkelt, om end ofte overvejende Hensyn. Ved de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds, vil denne Myndighed regelmæssig være Justitsministeren. Derfor hedder det i § 37, at kun ifølge Pålæg

af denne kan Statsanklageren undlade Forfølgning, jfr. § 25. Når iøvrigt et sådant Pålæg måtte være i Realiteten forsvarligt, er et Spørgsmål, som ligger udenfor Grænserne af de Undersøgelser, der vedkomme Loven om Stræfferetsplejen. Er Talen om Overtrædelser af Love, der vedkomme særlige Forvaltningsmyndigheder, må Afgjørelsen efter Forholdets Natur tilfalde denne, hvis fulde Frihed i så Henseende er væretaget ved Reglen i § 36 Nr. 2.

Det står selvfølgelig altid i Statsanklagerens Magt at foranledige en Afgjørelse af Justitsministeren, om Påtale skal finde Sted, når han finder, at særegne Hensyn kunde begrunde dens Bortfald, og i visse Tilfælde skal han forelægge Sagen til Ministerens Afgjørelse, se § 37 i Slutn. Men der gives fremdeles Tilsælde, hvor det undtagelsesvis bør være overladt Statsanklageren selv at undlade en forfølgning, hvortil han efter de almindelige Regler vilde være forpligtet. Disse Undtagelser opregnes i § 37 Nr. 1—3. Tilfælde af den under Nr. 1 nævnte Art findes f. Ex. i Straffelovens §§ 203, 256 og 257. Det er netop Meningen med disse Lovbud at lægge Spørgsmålet i den almindelige Anklagemyndigheds Hånd; hvor en Påtale undlades i Henhold til disse Bestemmelser, er det klart, at Straffelovens § 131 er uanvendelig. Det under Nr. 3 omtalte Tilfælde er allerede ovenfor berørt; Reglen herom ligger også i Konsekventsen af Reglen under Nr. 1. Hvad endelig det under Nr. 2 nævnte Tilfælde angår, er Forholdet det, at det vel må siges, at den Pågjældende er „skyldig“, selv om der på Grund af Reglerne i Straffelovens §§ 7 og 64 ikke idømmes nogen Straf (det vilde ikke være rigtigt at lade Domskonklusionen lyde på Frifindelse), men at det dog efter Straffeprocessens Øjemed og selve den Tanke, der ligger til Grund for de pågjældende Bestemmelser, ordentligvis ikke er naturligt, at en Straffesag skal finde Sted i sådanne Tilfælde. Det bør derfor heller ikke i dem være en Pligt for Statsanklageren at påtale. At en ved Forbrydelsen forurettet Privat kunde have Interesse af Sagens Anlæg, kan ikke komme i Betragtning, da det

ikke er Stræffeprocessensøjemed at skaffe den Private en Hjælp til privatretlige For« maals Opnaaelse, om det end kan indrømmes ham, naar Stræffesag skal finde Sted, at faae et Erstatningskrav paadømt under dm. Det

bør herved bemærkes, at den omhandlede Regel under den nye Proces vil faae en ikke li« det større praktisk Betydning end efter den nugjældende Net. Denne forudsætter, at flere af en Person begaaede Forbrydelser regelmæssig blive at paadømme under een Sag, hvorfor ogsaa Stræffelovens § 64 kun har det forøje, at der bliver Grund til en fe« nere Stræffesag om en Forbrydelse, der rar begaaet, forend Dom gik for en anden Forbrydelse, fordi hin ikke dengang var , oplyst V En saadan Regel frembyder nu heller ingen væsentlige Ulemper under en skriftlig Proces; derimod vil den under en mundtlig Procesform kunne blive overordentlig byrdefuld og stille uoverkommelige Krav til dømmere, nævninger og andre medvirkende Personer. Er der nu end ikke tilstrækkelig Grund til at at opstille ben modsætte Regel, at hver Forbrydelse skal være Gjenstand for særlig Sag, ,aa maa der dog indrommes retten en stor Frihed til at stille Behandlingen ad (jfr. herom Udkastets § 72). Sker det, er det en Selvfølge, at Reglerne i Stræffelovens § 64 maa finde analogisk Anvendelse med Hensyn tit de Forbrydelser, hvis Paadømmelse udsættes, og at saaledes jævnlig det i § 37 Nr. 2 omtalte spørgsmaal kan komme til at foreligge for Statsanklageren. Men ikke blot Retten kan adskille Forbrydelsernes forfølgning. Det ligger i Forholdets Natur og udelukkes selvfølgelig ikke ved Legalitetsprincipet, at Stats« anklageren maa have Frihed til at bestemme, Paa hvilket Tidspunkt han af processuelle Hensyn finder det benfigtsmæssigt at paatale; kun naar Forundersøgelse ved Retten har fAndet Sted, er der en Frist for Statsanklageren, inden hvilken han skal rejfe Anklage, hvis ban overhovedet vil (se § 245). § 70 medfører kun, at de flere Forbrydelser af den samme Person, som han paa samme Tid forfølger for Retten, skulle forenes at ham til eet Sogsmaal, hvilket det da bliver Retten overladt, om det findes rigtigt, at ad-

skille. Statsanklageren vil saaledes have det i sin Magt, naar Forholdene opfordre dertil, ved at udfætte forfølgningen as de Forbrydelser, som ikke kunne medføre nogen væsentlig Forhojelse af Stræffen, derfom Domfældelse ved den første Sag sinder Sted, at fremkalde den Situation, under hvilken Reglen i § 37 Nr. 2 kan blive anvendelig, jfr. ogsaa § 245, som færlig har taget Hensyn hertil.

For Politimesteren kan Legalitetsprincipet ikke gjøres til Regel. Med Hensyn til ham gjør sig netop ikke gjældende, at han som Statsanklageren er en væsentlig til at væretage det offentlige Anklagerhverv beskikket Embedsmand. Hans Myndighed til at paat^.le visse Forseelser er nærmeft at betragte som et enkelt Led eller Forgrening af Politiets mere omfattende Hverv. Ligger det nu i Forholdets Natur, at der ved de Forseelser, som paatales af ham, langt jævnligere end ved de Statsankiageren vedkommende Forbrydelser maa blive spørgsmaal om at undlade en Forfølgning, skjønt en Domfældelse kunde ventes, saa vilde det være urimeligt og besværmde, om Loven i ethvert faadant Tilfælde vilde forlange Afgjørelse af højere Myndighed*) og blot indrømme ham diskretionær Vi yndighed i de i § 37 Nr. 1—3 nævnte Tilfælde. At træffe Regler om dette spørgsmaal, hvad Politimyndighederne angaar, maa overhovedet betragtes fom liggende udenfor Stræffeproceslovens Opgave, ligesom ved de Overtrædelser, der vedkomme særlige Forvalmingsmyndigheder. De for Politiet nugjældende Regler blive alt« faa her bestaaende.

Overtrædelser af Love, hvis Efterlevelse det paahviler særlige offentlige Myndigheder at vaage over, er der i og for sig ingen Grund til at udelukke fra de offentlige Anklagemyndigheders Virkekreds. Dette gjælder ogsaa om Toldsvig, Ltempelovertrædelser m. v., for hvilke der i den nugjældende Ret gjælder særegne Regler. Ligesom dog § 36 Nr. 2 her ordent«

ligvis kræver en Opfordring (mærk dog Ordet „nærmest“), således har § 38 hjemlet vedkommende særlige Embedsmænd en Påtaleret, der er beregnet på at undgå det Omsvøb, som det efter Omstændighederne vil være, navnlig i klare Sager, når en Henvendelse først skal ske til Politimesteren, for at Sagen af ham kan bringes for retten. Den er indskrænket til de Tilfælde, hvor Påtalen vilde tilkomme Politimesteren, og hvor derfor Sagens simple Behandling ikke kan frembyde nogen Vanskelighed ved Reglens Anvendelse. Skal efter Loven (§ 70) Forening med en Straffesag, der påtales af Statsanklager eller Politimester, finde Sted, bortfalder selvfølgelig denne Påtaleret.

Hvad endelig angår den Private tilkommende Påtaleret, er der med Hensyn til § 39 kun at bemærke, at det følger af Grænserne for Underrettens Kompetence, sammenholdt med Straffebestemmelserne for de Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til Påtale af Private, at de Sager, som påtales i Henhold til denne Paragraf, alle ere Underretssager. Den Regel, som indeholdes i § 39 2det Stykke, kan ingen Betænkelighed have og har Forbilleder i den gjaldende Ret, se således Lov om Jagt 1. April 1871, § 19.

Ved Siden af denne Påtaleret i Sager, der bortset fra de ved § 39 hjemlede Undtagelser ikke kunne påtales af det Offentlige, har imidlertid Udkastet fremdeles ment at burde hjemle den ved en Forbrydelse, der er offentlig Påtale undergiven, forurettede Private Ret til at påtale denne, når Statsanklageren eller Politimesteren har nægtet at påtale, — altså ment at burde optage den såkaldte subsidiære Privatanklage. Principet herom er opstillet i § 40 1ste Stykke. Som bekjendt, er det i den nugjældende Ret omtvistet, om den private Forfølgning til Straf, der en Gang var Reglen, endnu kan finde Sted ved de Forbrydelser, ved hvilke offentlig Påtale er bleven det Regelmæssige. Hin private Påtaleret er nemlig aldrig udtrykkelig ophævet, og den er åbenbart ikke i og for sig uforenelig med Anerkendelsen af den offentlige Påtale. Ligesom det imidlertid er vist, at der i lange Tider ikke har været gjort Brug af den, så-

ledes kan det heller ikke nægtes, at der er en så stor Modsætning imellem en Forbrydelses Forfølgning i en væsentlig inkvisitorisk Proces, og dens Forfølgning efter den civile Processes Regler, at der vel kan spørges, om ikke dette Hensyn må føre til at betragte hin Ret til privat Påtale som ikke længere bestående, hvilket undertiden andetsteds, hvor Processen antog hin inkvisitoriske Karakter, f. Ex. i Preussen, udtrykkelig udtaltes af Lovgiveren. Indførelsen af en Anklageproces gjør det derimod ikke blot muligt at inddrage de private Straffesager overhovedet under Straffeprocessen og fjerne den Anomali, at visse Straffesager behandles som borgerlige Retstrætter; men den gjør det også muligt, hvis det ellers er rigtigt og hensigtsmæssigt, at anerkjende en privat Påtaleret ved Siden af den offentlige. Derved ville nemlig nu ikke væsentlig forskjellige Regler eller Grundsætninger blive bragte til Anvendelse ved Sagens Behandling. I Anklageprocessens Hjem er man også fuldkommen på det Rene med, at en privat Påtaleret kan og bør bestå ved Siden af den offentlige. I England, hvor man endnu mangler en fast offentlig Anklagemyndighed, men hvor dette allerede længe har været anerkjendt som en Mangel, er man dog langtfra tilsinds ganske at lade den private Anklage fortrænges af den offentlige Anklage, på hvis Indførelse der arbejdes. Hin opfattes som en vigtig forfatningsmæssig Ret, der ved Indførelsen af en offentlige Anklagemyndighed kun skal indskrænkes forsåviot, som den bliver subsidier, altså kun skal finde Sted, når denne ikke strider ind. I Skotland og Irland, hvor der er offentlige Anklagemyndigheder (Lord Advocate, Attorney-general), er den subsidiære Privatanklage anerkendt i fuldeste Omfang, og det Samme gjælder om flere sveißerste Straffeproceslove (Argau 1858, Zurich 1866). Da Anklageprocessen indførtes i Frankrig med en offentlig Anklagemyndighed (ministère public), blev der vel ikke indrømmet den forurettede Private en egentlig Straffeklage, men han kan efter art. 63 ff. i cods d’instruction criminelle bringe sit Erstatningskrav for Straffedømmeren, og denne må da, når han antager en strafbar Handling for bevist, dømme ikke blot til Erstatning, men og til Straf, selv om

den offentlige Anklager ikke andrager herpå. Heri ser man (Hélie, traité de l’ingtr. crim. II. S. 284) en vigtig Garanti for den borgerlige Frihed. Ved Siden heraf er den Regel optagen (c. d’instr. crim. art. 235), at de overordnede Domstole kunne pålægge den offentlige Anklagemyndighed at påtale. Derimod blev ved Indførelsen i de tyske Stater af Anklageproressen med offentlig Anklagemyndighed (Ståtsanwaltschaft) hverken den egentlige subsidiære Privatanklage eller den ejendommelige Adgang til Straffedommeren, som den franske Lovgivning hjemler den Forurettede, anerkjendt; men adskillige tyske Love optog den franske Rets Regel om Adgang til at fåe Statsanklagerens Nægtelse prøvet af Domstolene, der da kunde pålægge ham at påtale. Den vigtigste tyske Straffeproces, nemlig den preussiske, optog dog heller ikke denne Regel; den hævder udelukkende Ret for den offentlige Anklager til Initiativet til offentlige Forbrydelsers Forfølgning. I de senere År har der imidlertid i Tyskland, og navnlig i Preussen, rejst sig mange Stemmer for Indførelsen af den subsidiære Privatanklage, og på den første tyske Juristforfamling i Året 1860 blev, efterat Spørgsmålet var bragt på Bane af preussiske Jurisker, med overvejende Flertal en Resolution til Fordel for denne vedtagen, se disse Forhandlingers Bind I. S. 243 og II. S. 308-10, 332, 366—68, 669 ff. Den preussiske Regjering foranledigedes ved denne Bevægelse til i Året 1862 at forelægge et Lovforslag, der gik ud på at tillægge Appellationsretten Beføjelse til at påbyde offentlig Påtale, hvorimod Indførelsen af en subsidiær Privatanklage fandtes at være en Reform af så indgribende Betydning, at Spørgsmålet derom burde forbeholdes den fælles tyske Straffeproceslov, som man alt den Gang havde for Øje. Det nedsætte Udvalg frarådede imidlertid at gå ind på denne Lov, tog Ordet for Indførelsen af Privatanklagen og udarbejdede et herpå grundet Forslag. Til Forhandling kom Sagen ikke, da Repræsentationen blev opløft. I de senere tyske Udkast og Love findes den subsidiære Privatanklage i Reglen optagen, og Striden drejer sig for Tiden egentlig kun om, i hvilket Omfang dette bør ske. Den nye østrigske Lov

har optaget den i fuld Udstrækning (se §§ 2 og 48); andre Love og Udkast, og deriblandt navnlig det fælles tyske Udkast, ville kun anerkjende den i de Tilfalde, hvor den offentlige Forfølgning er betinget af den Forurettedes Begjæring (Antragsverbrechen *).

Ved Udkastets Ordning af dette Forhold have følgende Betragtninger været ledende Optagelsen af den fubsidiære Privatanklage Straffeprocessystemet kan og bør ikke betragtes som en delvis Opgivelse af den Opfattelse af Straffen, som udenfor den begramsede Kreds af Handlinger, hvis Påtale henvises til Private, er trængt igjennem i Nutidens Retsbevidsthed, nemlig som en Netshåndhævelse i Samfundets Interesse, ikke blot en Retsbeskyttelse for den Forurettede. Også den private Anklager må i hine Tilfælde betragtes som den, der kræver Retten håndhævet i Samfundets Interesse. Uden dette Synspunkt kan den fubsidiære Privatanklage ikke retfærdiggjøres, hverken i Almindelighed eller indenfor den snevrere Kreds, til hvilken det tyske Udkast vil have den indskrænket. Dette sidste hviler på den Betragtning, at Påtalen af de Forbrydelser, hvis offentlige Forfølgning er betinget af den Forurettedes Begjæring, sker i dennes Interesse; men denne Opfattelse kan i al Fald for den danske Rets Vedkommende ikke erkjendes for rigtig, således som det allerede i det Foregående er bemærket. Berettigelsen af Privatanklagen fra hint Synspunkt kan nu ikke bestrides ved den Betragtning, at den skulde indeholde et Indgreb i den offenlige Anklagemyndigheds Beføjelser. I Indførelsen af en sådan Myndighed med Ret og Pligt til at væretage den offentlige Interesse i Straffelovens Håndhævelse ligger ikke en Eneret, et Monopol. Privatanklagen indrømmes som Betryggelse mod Vilkårlighed, mod den offentlige Anklagemagts pligtstndige Forsømmelse af sit Hverv. Ihvorvel der nu ingenlunde kan eller skal gåes ud fra, at der skulde være nogen særlig Grund til at frygte for hin Vilkårlighed, så viser dog det ovenfor Meddelte om

*) Se her „Anlagen zu den Motiven der Strafprozeß- Ordnung". S. 147—171.

fremmede Lovgivninger, at man allevegne har havt Følelsen af, at det Straffeprocessystem, som intet Betryggelsesmiddel har derimod, er ufuldstændigt, og at det under særegne Forhold, hvis Mulighed ikke kan benægtes i nogetsomhelst Samfund, vil føles som en åbenbar Brøst, at den i og for sig velgrundede Tillid til de offentlige Myndigheder har ført til at berøve Samfundets Medlemmer ethvert Våben, hvormed Pligtforsømmelsen kunde mødes. Det er derfor intet Argument mod Privatanklagen, at den rimeligvis og efter Erfaringerne andetstedsfra (f. Ex. Skotland) meget sjælden vil fåe praktisk Anvendelse. Den skal efter sin Hensigt kun Være et Nødmiddel og må endnu mere blive det i et System, der hævder Legalitetsprincipet for Statsanklageren.

Af de to Veje, som Lovene gå for at skabe en Betryggelse mod vilkårlig Undladelse af Påtale, må den at tilstede Anke til Domstolene, for at påtvinge Anklagemyndigheden en Påtale, den ikke af egen Drift vil tage i sin Hånd, siges at være uforenelig med Anklageprocessens Grundsætninger, hvorimod det at tilstede en subsidiær privat Anklage fuldstændig pasfer ind i Processystemet. Spørgsmålet er da, om der skulde være nogen særegen Fare ved denne Ordning. Men det kan ikke erkendes. Thi det er ikke en Fare, der først ved denne Ordning skabes, at der af urene Bevæggrunde kan finde Misbrug Sted f. Ex. til Pengeudpresning. Dette er også uden et sådant Institut en uundgåelig Fare i alle Tilfalde, hvor Angivelse faktisk er Betingelse for forfølgningen. Og bortset herfra lader det sig gjøre ved forskjellige særlige Bestemmelser at værne mod Institutionens Misbrug. Blandt disse Bestemmelser, som iøvrigt på vedkommende Steder i det Følaende ville blive omtalte, skal her allerede nævnes dette, at Retten til Privatanklage alene er tildelt den ved Forbrydelsen Forurettede. Det forholder sig nemlig vel så, som det i Motiverne til det tyske Udkast bemærkes, at den ovenfor hævdede Hjemmel for Privatanklagen i og for sig konsekvent fører til at indrømme ethvert Medlem af Samfundet samme, ligesom Tilfældet var ved den romerske actio popularis,

og som Reglen er i England; og det er fremdeles rigtigt, at der ellers også vil mangle en kompetent Privatanklager ved alle de Forbrydelser, som krænke en offentlig Interesse uden at krænke en Privat, hvilket dog den samme Tanke måtte kræve. Men når det med de nævnte Motiver må erkjendes, at det i al Fald ligeoverfor den almindelige Retsbevidsthed vilde have overvejende Betænkelighed at optage hin romersk-engelske Retsregel om Adgang for Alle og Enhver til at optræde som Anklager i Straffeprocessen, så kan denne Erkendelse dog ikke være et Argument mod den private Anklage indenfor de i Udkastet hjemlede Grænser. Det er en Indskrænkning, som forsvares ved det Hensyn, at en sådan ubegrænset Privatanklage giver et langt bredere og mere sandsynligt Grundlag for Misbrug, medens det vil være sjældnere, at den ved Forbrydelsen Forurettede træder i Skranken for Samfundet i „Kampen om Retten“ af urene og sædelig forkastelige Motiver. En anden Bestemmelse med lignende Formål er den, at Privatanklagen ikke skal kunne finde Sted, når den offentlige Påtales Undladelse har Hjemmel i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i denne Paragrafs 2den Stykke eller i en stedfunden Benådning, — altså overhovedet hvor Loven har givet de offentlige Myndigheder en særlig Hjemmel til at undlade Påtalen. Med Hensyn til de i § 37 Nr. 1 og 3 nævnte Tilfælde vil dette ordentligvis være en Selvfølge; men Indskrænkningen er af Vigtighed med Hensyn til Nr. 2, hvorved det imidlertid er klart, at den offentlige Anklagers Skjøn ikke er bindende for Retten. At en Benådning i Kraft af den Kongen grundlovsmæssig tilkommende Ret er en Hindring for den subsidiære Privatanklage, er klart; på at modvirke formentlige Misbrug af Benådninasretten er Privatanklagen ikke beregnet.

Uden Hensyn til hvad der antages om det Spørgsmål, om den ved en Forbrydelse Forurettede efter den nugjældende Ret kan påtale en offentlig Forbrydelse, er der enkelte Lovbud, som tillægge Private en med det Offentliges Ret jævnsides gående Påtaleret. Disse Lovbud, som hvile på

ganske andre Betragtninger, kunne ikke berøres af Bestemmelsen i § 40 1ste Stykke, se denne Paragrafs 2det Stykke.

At Retten i Embeds Medfør må prøve, om den, der forfølger, er berettiget til Påtale, se § 41, er efter Straffeprocessens Grundsætninger en Selvfølge. Det skal blot fremhæves, at denne Ret også vil komme til at gjælde med Hensyn til den private Påtale efter § 39, hvad Forholdets Natur efter det tidligere derom Bemærkede kræver.

Optagelsen af Privatanklagen, såvel den principale som den subsidiære, i Loven om Strafferetsplejen samt Anerkendelsen af den Forurettedes Ret til at påtale sit Erstatningskrav i Forbindelse med en Straffesag, nødvendiggjøre endelig Bestemmelser angående disse Personers Myndighed til at råde over Sagen (i den Udstrækning, i hvilken slig Rådighed efter Straffeprocesloven finder Sted), deres Adgang til at gå i Rette for sig selv samt om deres Rettergangsfuldmægtige. Men disse Bestemmelser kunne her gives ved Henvisning til de tilsvarende Regler i Loven om den borgerlige Retspleje om Sagsøgere; thi de høre ikke til dem, på hvilke Straffeprocessens særegne Grundsætninger fåe Indflydelse. Om Adgang til at fåe Sagfører beskikket efter de for borgerlige Domssager gjældende Regler kan der kun være Tale, når en Privat påtaler i Henhold til § 39, derimod hverken ved den subsidiære Privatanklage, ifølge dens Begrundelse, eller ved forfølgning af Erstatningskrav i Forbindelse med Straffesagen, der kun indrømmes, hvor dets Afgjørelse klart er given ved Udfaldet af Straffesagen.