II.

Andre Midler til at fåe synlige Bevismidler i Hænde.

Ransagning vil ikke altid behøves for at fåe Bevisgjenstande i Hænde, som ere i Nogens Værge; et retteligt givet Pålæg eller Opfordring vil ofte være tilstrækkelig. Ransagning kan dernæst være udelukket eller have vift sig frugtesløs; der bliver da Spørgsmål om andre Virkninger af det ikke efterkomne Pålæg. Om det sidste Punkt bandler § 120. Herved må der skjelnes imellem, om den Vægrende er den Sigtede eller en privat Anklager eller andre Personer. Forudsætningen er i denne Paragraf i alle Tilfælde, at Opfordringen eller Pålæget udgår fra Retten; en Opfordring eller Pålæg af Politiet kan ingen Virkninger medføre undtagen Beføjelsen til Ransagning i de i § 127 nævnte Tilfælde. Forudsætningen er dernæst også, at den Vægrende bevislig er i Besiddelse af Tingen. At der, når den Sigtede vægrer sig ved at udlevere Bevisgjenstande, som ere i hans Besiddelse, ikke kan anvendes Tvang mod hans Person for at bevæge ham til Udlevering, følger af Udkastets almindelige Grundsætninger. Mod den vægrende Sigtede må der forholdes på samme Måde som, når den Sigtede vægrer sig ved at svare under afhørelsen, se § 205. Vægrer en privat Anklager sig ved at efterkomme en Opfordring af Retten om at fremkomme med Bevisgjenstande, ligger det i Anklageprincipet, at der ikke kan blive Spørgsmål om Tvangsmidler, men han må ansees at frafalde Anklagen, se § 206. Derimod vil der ordentligvis kunne anvendes Personlige Tvangsmidler mod andre Personer, der vægre sig ved at efterkomme et Pålæg af Retten om at udlevere Bevisgjenstande, der bevislig ere i deres Besiddelse, lignende Tvangsmidler nemlig, som ere hjemlede mod Vidner, der vægre sig ved at svare. Sådan Tvang må dog være udelukket i Tilfælde, der svare til dem, som hjemle Undtagelse fra

Vidnepligten; thi den Pågjældende erkjendes her ikke at være pligtig til positiv Virksomhed for Straffesagens Formål. Dernæst bør hin personlige Tvang først anvendes, når Ransagning har vist sig frugtesløs, jfr. würtb. Lov § 162. Forholdet bliver altså dette, at der regelmæssig er hiemlet bande Ransagning og eventuelt Vidiketvang mod Trediemand for at fåe Bevisting, af hvilke han bevislig er i Besiddelse, udleverede, men at i visse Tilfælde kun Ransagning, ikke Vidnetvang kan anvendes.

I de i §§ 121—124 ommeldte Tilfælde, hvor det må antages, at det rettelig givne Pålæg vil blive efterkommet, fordi det rettes til offentlige Embedsmænd eller Funktionærer, ere de særegne Regler foranledigede ved Hensynet til, at der opstår Spørgsmål om, og tildels må anerkjendes færegne formelle og materielle Betingelse for, at flige Pålæg skulle være hjemlede. Hvad angår de materielle Betingelser, er der ordentligvis ikke Grund til at afvige fra de almindelige Principer, og i Henhold hertil fastsætter § 121, at ikke alene Embedsakter, som skjønnes at kunne give Oplysning om en Forbrydelse, kunne kræves meddelte, men at også private, hos offentlige Myndigheder beroende Dokumenter under den samme Forudsætning kunne kræves udleverede, og det selv om de måtte være givne i embedsmæssig Forvaring med det Formål, at Indholdet skal være hemmeligt. Hvad det Første Punkt angår, jævnføres Reglen om Embedsmænds Vidnepligt i § 130 3die Stykke, og det er også en til den der hjemlede Undtagelse svarende, som findes i § 121, ligesom fremdeles Reglerne i § 130 Nr. 1 og navnlig Nr. 3 kunne begrunde Undtagelser. Hvad det andet Punkt angår, er Spørgsmålet omtvistet for det Tilfælde, at Dokumentet er givet og modtaget i Forvaring i den Hensigt, at Indholdet skal hemmeligholdes, idet man mod Udleveringen påberåber sig det givne Løfte om Hemmeligholdelse, og i al Fald vil hævde Undtagelse for det Tilfælde, at den, der har givet Dokumentet i Forvaring, ikke vilde være pligtig til at udlevere det, hvis han selv havde beholdt det i sit værge (§ 114 3die Stykke). Men hvad den første Betragt-

ning angår, følger det af sig selv, at Staten kun påtager sig en Hemmelighedsholdelsespligt indenfor de Grænser, altså med de Undtagelser, som Loven fordrer; med Hensyn til det andet Punkt gjælder den almindelige Grundsætning om Undtagelser fra Vidnepligt og Udleveringspligt netop kun de pågjældende Personer selv, ej Andre, til hvem de måtte have betroet sig under Tavshedsløfte, selv om dette er et Løfte, der i Reglen har retlig Betydning. Undtagelse fra Reglen i § 121 2det Stykke, kan derfor kun indrømmes, hvor den pågjældende Embedsmand selv er undtagen fra Vidnepligten, hvad der her kan tænkes med Hensyn til Reglen i § 130 Nr. 1. En anden Sag er det, at Udleveringen kun bør forlanges, når bydende Grunde kræve det (jfr. Udtrykket „nødvendigt").

I Kraft af de nysanførte Betragtninger må også Brevhemmeligheden og Telegrafhemmeligheden eller Post- og Telegrafvæsenets Pligter mod Korrespondenterne undergives de for Straffesagens Formål nødvendige Indskrænkninger (§§ 121—123), uden at den Sigtedes (eller andre ikke Vidnepligtiges) Frihed for positivt at understøtte Sagens Formål kan påberåbes; thi det, at de have betroet sig til Postvæsenet, gjør netop de herom gjældende Regler uanvendelige. Men på den anden Side må færegne Regler kræves, fordi Indholdet er ukjendt, og et Pålæg om Udlevering altså ikke kan motiveres ved Hensynet til dette. Der må følgelig, hvis ikke Brevhemmeligheden ganske skal prisgives, fastsættes objektive Kriterier ved Forsendelsen, som i og for sig gjøre det sandsynligt, at de kunne have Hensyn til eller Betydning for Straffesagen. Dette objektive Kriterium er nu det, at det er den Sigtedes Korrespondance (fra eller til ham), der er Tale om, hvorimod andre Personers Korrespondance kun undtagelsesvis kan rammes af Reglen, når nemlig særegne Omstændigheder gjøre det sandsynligt, at den skjuler hin. Foruden denne Betingelse, der danner den almindelige Gramse, fordres der naturlig i det konkrete Tilfælde, at der er påviselig Grund til at antage, at Forsendelsens Indhold er af Betydning for Sagen. Endelig må det betragtes som en naturlig

Begrænsning, at Indgreb i Brevhemmeligheden m. v, kun bør sinde Anvendelse ved Forbrydelser, der ikke ere ubetydelige. Da det i Reglen vil være uden Nytte, at undergive den

Sigtedes Korrespondance en sådan Indskrænkning, når ethvert andet Samkvem står ham frit, kan det heller ikke volde noget Savn, at disse Forholdsregler ere udelukkede i de Tilfælde, hvor Varetægtsfængsel er udelukket.

Hvad de formelle Regler om de i §§ 121 —124 omhandlede Pålæg angår, kræves der Retskjendelse efter § 121 2det Stykke og § 122. jfr. § 124. Politiet kan altså navnlig ikke kræve Udlevering af Forsendelser fra Post- og Telegrafvæsenet, men kun pålægge foreløbig Tilbageholdelse i det i § 123 ommeldte Tilfælde. Dette er ganske stemmende med de Grundsætninger, på hvilke Udkastet bviler, og med Grundlovens Aand. Hvad § 121 1ste Stykke angår, er det derimod stemmende med Forholdets Natur, jfr. Reglen i § 213, at Politiet kan kræve Meddelelse af Embedsakter, omend kun i Gjenpart.