Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fængsling samt om Beslaglæggelse af dens Formue, der unddrager sig forfølg« ning m. V.

Det nærværende Kapitel handler om de Midler, der stå til Rådighed for at hidføre Opsyldelsen eller hindre Tilsidesættelsen af de Retspligter, der i Anledning af en Straffesag påhvile den Sigtede. Hvilke disse Pligter ere, er et spørgsmål, på hvis Besvarelse de principielle Forskelligheder i Ordningen af Straffeprocessen nødvendigvis må ytre sin Indflydelse. I den reformerede Straffeproces er det anerkjendt, at den Sigtede ikke har nogen fremtvingelig Pligt til positivt at understøtte Undersøgelsen mod sig. Derimod vedbliver det for det Første selvfølgelig som for at være den Sigtedes Retspligt at blive til' stede og underkaste sig dømmen. Dernæst medfører Anklageprocessens Princip, skjønt af en anden Grund end Inkvisitionsprocessen, en Retspligt i visse Tilfælde for dm Sigtede til

personlig nærværelse ved Sagens Behandling. Dette gjælder for det Første med Hensyn til Hovedforhandlingen, navnlig Bevisførelsen, jfr. Udkastets §§ 200 og 280. Thi i Anklageprocessen er ingen Bevisførelse tilstrækkelig, som sker uden Parternes, navnlig også den Sigtedes personlige Medvirkning, selv om denne Medvirkning består i et ganske passivt Forhold lige overfor Anklagen og dens Beviser. følgelig kan, da Straffesagernes væsen udelukker et retsgyldigt Afkald på fuldstændigt Bevis, ingen Domfældelse finde Sted, når den Anklagede ikke personlig har været tilstede. Om denne først i den nyere Tid til Klarhed bragte Konsekvents af det rigtig opfattede Anklageprincip, der bl. A. forer til Udelukkelsen af Udeblivelsesdomme mod Fraværende, og hvortil også det tyske Udkast nu har sluttet sig, og om de Undtagelser, der kunne tilstedes, skal nærmere tales ved dette Kapitels fjerde Underafsnit (IV). På dette Sted skal blot fremhæves, at heraf følger Retspligten for den Sigtede til personlig nærværelse ved Hovedforhandlingen, da hans Udeblivelse vil gjøre Sagens Gjennemførelse eller Tilendebringelse umulig. Hvad den Hovedforhandlingen forudgående undersøgelse angår, kommer hin Betragtning ikke til Anvendelse, i al Fald med Undtagelse af de Tilfælde, hvor en anticiperet Bevisførelse finder Sted. Bortset herfra, er der kun en enkelt Retshandling, til hvis Foretagelse den Sigtedes nærværelse er nødvendig, nemlig hans egen afhørelse. Om end enhver Tvang, umiddelbar eller middelbar, til at give Forklaring bortfalder, og om end Afhørelsen således har en anden Karakter end Forhoret i den nugældende Straffeproces, er det dog utvivlsomt den Sigtedes Pligt at møde til den Afhørelse, der skal finde Sted såvel for hans egen Skyld, uden at han kan give Afkald derpå, fom for Anklagerens Skyld, der for at bestemme, om Anklage bør rejses og i hvilket Omfang Bevisførelse vil blive nødvendig, har Krav på at såe at vide, hvorledes den Sigtede stiller sig til Anklagen, hvil-! ken Forklaring han vil give, om og hvorvidt han tilstår. benægter eller nægter at udtale sig. Det bliver altså også i den reformerede Straffeproces den Sigtedes Retspligt

at møde for Retten til Afhørelse samt iøvrigt, hvor Loven kræver hans nærværelse. Endelig påhviler der i den nye Proces som for den Sigtede den negative Retspligt at lade sådanne Bevismidler urørte, til hvilke Anklageren har en af den Sigtede uafhængig Ret, altså Forbrydelsens Spor og Oplysninger af Trediemand.

Til at lette Indsigten i Kapitlets Regler skulle nu, førend der gåes ind på Enkeltheder, de vigtigste Bestemmelser sammenstilles, knyttede til disse trende Retspligter for den Sigtede, nemlig 1) Pligten at give møde for Retten, forsåvidt denne får særlig Betydning ved Siden af 2) Pligten at underkaste sig forfølgning og eventuelt dømmen, samt 3) Pligten at afholde sig fra Kollusioner.

mødepligten har kun særlig Betydning, når den Sigtede befinder sig på fri Fod, og der ikke allerede foreligger tilstrækkelig Grund til at ramme ham med den Frihedsberøvelse, som hjemles ved Håndhævelsen af de tvende andre ovenfor nævnte Retspligter. Det regelmæssige Middel til at hidføre den Sigtedes møde er hans Indkaldelse for Retten (se Kapitlets første Underafsnit). Udebliver den Sigtede uden behørigt Forfald, må mødet kunne fremtvinges ved Afhentelse; thi andre Udeblivelsesvirkninger ere ordentligvis udelukkede ved Straffesagens Natur. Dette må som Regel gjælde i alle Straffesager. Forsåvidt der imidlertid i visse ubetydelige Straffesager anerkjendes Undtagelser fra den almindelige Regel om den ubetingede nødvendighed af den Sigtedes nærværelse ved Hovedforhandlingen, se § 200 2 det Stykke, bør Afhentelse af den Sigtede med Magt som følge af Udeblivelse kun finde Sted, når dømmeren finder, at hans nærværelse under de givne Omstændigheder ikke kan undværes, og herpå må den Sigtede udtrykkelig være gjort opmærksom i Indkaldelsen. Viser det sig altså først under Forhandlingen, at hans nærværelse er nødvendig, må Indkaldelsen gjentages med dette særlige Pålæg (se § 169). Denne Afhentelse med Magt af en Udebleven, der er uafhængig af Betingelserne for de Forholdsregler, som hjemles ved den Sigtedes øvrige Retspligter, plejer i Lovene at betegnes med

et særeget Navn („Vorführung", i Modsætning til både „vorläufige Festnahme" og „Verhaftung"). Hos os må imidlertid på Grund af Grundlovens § 80 enhver Frihedsberøvelse, som den Sigtede undergives for Straffesagens Skyld, henføres under et af Begreberne Anholdelse eller Fængfling eller i al Fald undergives de for hver af disse ifølge den nævnte Grundlovsbestemmelse gjældende Regler. Navnlig må Ingen for en Forseelse, der kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel, være Friheden berøvet for Straffesagens Skyld ud over der Retsmøde, der skal finde Sted inden 24 Timer efter Frihedsberøvelsen, hvad der så end er Hjemmelen for denne. Da denne Regel altså også gjælder for Afhentelse af en Udebleven med Magt, der dog, som bemærket, ikke ubetinget kan være udelukket ved hine ringe Forseelser, blev det uundgåeligt her at anvende Begrebet og Retsreglerne om Anholdelse. Forsåvidt det Tilfalde kan tænkes, at det på Grund af Afstanden ikke er muligt i løbet af 24 Timer at bringe den Pågjældende for den Ret, der har udstedt Indkaldelsen, hjemler dette naturligvis ikke Ret til at fravige Grundlovens Bestemmelser om disse ringe Forseelser, men dertil må Hensyn tages ved Værnethingsbestemmelserne (fe § 65, jfr. § 69).

Der er ikke sundet tilstrækkelig Grund til ved de Forbrydelser, der overhovedet tilstede Fængsling, tillige at opsøre Udeblivelse efter Indkaldelse som selvstændig Fængflingsgrund. Thi når her Anholdelse ikke er tilstrækkelig til Djemedets Opnåelse på Grund af Afstand i Rum eller Tid, — hvad der udenfor Hovedforhandlingen vil være sjældnere (jfr. § 167), — vil det i det Retsmøde, der finder Sted inden 24 Timer efter Anholdelsen, vise sig, om Udeblivelsen, skjønt ikke grundet i lovligt Forfald, dog er således undskyldelig, at vedkommende Dømmer kan nøjes med at give Pålæg om at møde til den Tid, til hvilken Sagen på Grund af Udeblivelsen er udsat, eller om den ikke er det, i hvilket Fald der i de almindelige Regler vil være tilstrækkelig Hjemmel til at affige Fængstingskjendelse eller i al Fald Kjendelse om Sikkerhedsstillelse.

Det næste spørgsmål er, om der nogensinde

kan være Hjemmel til at anticipere en Tvangsfremstilling for retten, uden at der spørges, om de Grunde foreligge, der hjemle Frihedsberøvelse af Hensyn til den Sigtedes andre Retspligter. Dette har Udkastet indenfor visse Grænser anerkjendt, når den Pågjældende træffes i Udsørelsen af Forbrydelsen eller på friske Spor, se § 174 Nr. 1 og 2 det Stykke (jfr. L. 11 te Febr. 1863 § 10). At Retten har den samme Beføjelse som efter de nævnte Bestemmelser Politiet og private Personer, er indlysende. Det er hjemlet ved den omfattende Forskrift i§ 170 Nr. 2. Principielt forsvares en sådan Regel ved den Betragtning, at den Pågjældende under hin Forudsætning må finde sig i at stå til Ansvar for sit Forhold strax, praktisk ved den Betragtning, at Anholdelsesbeføjelsen vil blive vanskelig at anvende i sådanne Tilfælde, når Anholderen særlig tillige skal gjøre sig Rede for, om der er Grund til at antage, at den Pågjældende vil unddrage sig Ansværet, en Overvejelse, fom Forholdene ofte itke ville give ham Lejlighed til at anstille. Men det gjælder på den anden Side om denne som om mange andre Forholdsregler i Strafferetsplejen, at der ikke må være Misforhold mellem Mål og Middel. Ved Forbrydelser, som ikke tilstede fængsling i Henhold til reglerne i § 183 Nr. 2 og 3 — altså efter Udkastet ved Forbrydelser, som det efter § 35 tilkommer Politimesteren eller efter § 39 en Privat at påtale —, bør denne Tvangsfremstilling, der er uafhængig af de almindelige Betingelser for den Sigtedes Frihedsberøvelse, derfor ikke sinde Sted. Heri ligger heller ingen Vanskelighed, da disse Betingelser her samle sig om visse let kjendelige mærker. Thi Reglen bliver herefter, at den for en sådan Forseelse på fersk Gjerning Trufne kun kan anholdes, når han er en omstrejfende Perfon eller en Fremmed eller en Ubekjendt. Den Vanskelighed, der efter Omstændighederne kan ligge i selve Gromsen mellem de pågjældende Forbrydelsesklasser, kommer alligevel på andre Punkter frem formedelst Grundlovens Bestemmelser.

Opfyldelsen af den Sigtcdes Pligt at underkaste sig forfølgning og eventuelt dømmen må Anklageren under

visse Omstændigheder have Krav på at fåe

sikret ved, at Unddragelse fm Forfølgning gjøres den Sigtede umulig, eller ved andre mindre indgribende Forholdsregler, der i det givne Tilfælde må antages at være tilstrækkelige. Den naturlige Betingelse herfor er, at der virkelig er Grund til at frygte for, at den Sigtede vil unddrage sig Ansværet ved Flugt eller Forstikkelse. Den Frihedsberøvelse, der af denne Grund finder Sted, må efter Forholdets Natur vare, indtil Sagen er endt, eventuelt Straffen kan fuldbyrdes, hvis den angivne Betingelse vedbliver. I og for sig må det siges, at Betingelsen kan forekomme felv ved ringe Forbrydelser; men Grundloven har af Hensyn til Misforholdet mellem Mål og Middel udelukket en så langvarig Frihedsberøvelse ved sådanne Handlinger, der ikke kunne med føre anden Straf end Bøder eller simpelt fængsel. Derimod udelukker Grundloven ikke ved de nævnte Forseelser en Anholdelse, der ikke varer udover det Retsmøde, som skal finde Sted inden 24 Timer efter Pågribelsen. Dersom imidlertid en så kortvarig Frihedsberøvelse måtte siges ikke at Være egnet til at opnå det formål, der er Tale om, vilde der dog ingen Mening være i at tilstede Anholdelse, hvor fængsling var udelukket, for at sikre den Sigtedes Pligt at underkaste sig forfølgning, eventuelt Straf. Men det er ikke så. I mange af de heromhandlede Tilfælde vil det være muligt, let og naturligt, at Sagen afgjøres ved Dom i det samme Retsmøde, i hvilket den Anholdte fremstilles for Retten, jfr. Udkastets §§ 363 og 447, og fremdeles vil ofte Påanke være udelukket, se § 397, og derfor Fuldbyrdelse umiddelbart efter Dommen kunne sinde Sted. se § 465. Der er følgelig god Mening i at anerkjende, at Anholdelse efter Omstændighederne kan sinde Sted for dette Øjemeds Skyld, selv i de Tilfælde, hvor fængsling er udelukket. Der bliver da at gjøre en Adskillelse mellem de Tilfælde, hvor kun en kort ved Loven skarpt afgrænset Frihedsberøvelse (Anholdelse) er tilstedelig for det omspurgte Øjemed, og dem, hvor en kun red de naturlige Betingelser, nemlig Sagens Slutning og Forudsætningens Vedvaren, begrænset Frihedsberøvelse (fængsling) kan anvendes Men

der bliver fremdeles at gjøre en anden Adskillelse. De Omstændigheder, der berettige til at antage, at den Sigtede vil unddrage sig Ansvaret, kunne Være meget forskjellige. I Almindelighed kan der ikke gives bestemte Regler for, af hvilke Data denne Frygt skal fremgå; det vilde føre til unaturlige Resultater. Men det følger af Forholdets Natur, at Frygten langt fjældnere vil være begrundet ved ubetydelige Forseelser end ved større Forbrydelser, og det er navnlig ved slige mindre Forseelser, hvor der let fremkommer et Misforhold mellem Mål og Middel, af større Vigtighed, at der ikke åbnes Døren for Misbrug ved Anvendelse af en Regel, der ikke kan hare fuldkommen Bestemthed, end at i et enkelt Tilfælde Forholdsreglen ikke kan anvendes, hvor den dog under de givne Forhold vilde være begrundet. Derfor bør forholdsreglen ved ringe forseelser kun kunne anvendes, hvor man, som oftest med stor Sandsynlighed, kan sige, at man ikke, når det kommer til Stykket, kan såe fat på Personen, hvis man ikke holder på ham, fordi den Pågjældende er en omkringstrejfende Person (uden Midler til lovligt Underhold) eller en fremmed, der ej har nogenlunde varigt Ophold her i Riget, eller en Ubekjendt. Denne Betingelse bør dernæst ikke blot opstilles for de Tilfælde, hvor kun Anholdelse er hjemlet, men for en noget større Kreds; Udkastet har troet, at det efter de foreslåede Regler og den øvrige Lovgivning var en i alle Henseender passende Bestemmelse, når denne Kreds kom til at omfatte alle Handlinger, hvis Påtale er henlagt til Politiet (§ 35) eller til Private (§ 39). Herefter bliver der følgende 3 Klasser:

1) Tilfælde, hvor kun Anholdelse er hjemlet, og hvor altså Betingelsen er, at den Mistænkte er Omstrejfer, Fremmed eller Ubekjendt (§ 170 Nr. 1, jfr. § 182);

2) Tilfælde, hvor fængsling er hjemlet, men kun under samme Betingelse (§ 183 Nr. 1, jfr. s 182), og

3) Tilfælde, hvor fængsling er hjemlet, men uden Indskrænkning til den angivne Betingelse, fe § 183 Nr. 2.

At Anholdelse er et Begreb som er uund-

værligt på dette Område, følger. som nys bemærket, af den i og for sig positive Regel om Fængslings Uanvendelighed ved visse ubetydelige Forseelser. Tvivlsommere kan det være, om der er tilstrækkelig Grund til i de Tilfalde, hvor Fængsling ikke er udelukket, at gjøre en Adskillelse mellem Anholdelse (med den dertil sig sluttende Mellemtilstand, der omhandles i §§ 179—181, jsr. Grundlovens § 80) som den foreløbige, bestemt begrænsede Frihedsberøvelse og Fængslingen som den endelige, forudsat at også Anholdelsen finder Sted ifølge en Retsbeslutning. Mod denne Adskillelse, som Udkastet har i Lighed med det overvejende Flertal af Love. og hvis Betydning væsentlig er den processuelle, at Fængslingen kun kan besluttes, efterat den Vedkommende er hørt, samt ved Kjendelse, medens Anholdelsen kan besluttes uden egentlig Kjendelse og, uden at Vedkommende er hørt, hvorimod afhørelsen skal følge efter inden en kort Frist, bemærkes det i Motiverne til det tyske Udkast, at den har mere tilsyneladende end virkelig Betydning. Det keelle Øjemed at sikre, at den Pågjældende bliver hørt inden en vis Frist, for at afgjøre, om den foreløbige Forholdsregel skal gå over til en endelig, kan ligeså godt opnåes ved en dertil sigtende Forskrift i Loven, om end Forholdsreglen strax fra Begyndelsen kaldes Fængsling, idet da Hensigten med denne afhørelse bliver at afgjøre, om Fængslingen atter skal ophæves. Det indrømmes imidlertid dog i de nævnte Motiver, at Dommeren må kunne gå den Vej foreløbig at beslutte Anholdelse og først derester Fængsling, og dette kan hos os yderligere blive en Nødvendighed på Grund af den Regel, at Fængslingen skal besluttes ved en af Grunde ledsaget Kjendelse. De herhenhørende Regler i § 170 blive altså under alle Omstændigheder ikke overflødige. Spørgsmålet er kun, om den Betingelse skal fastholdes, at Fængsling først bør kunne besluttes, efterat den Vedkommende er hørt, eller om det også udenfor det færlige i § 182 nævnte Tiifælde skal Være muligt for Dommeren at beslutte den uden denne Betingelse. Må det nu end indrømmes, at dette spørgsmål under den Forudsætning, som hine Mo-

tiver gå ud fra, nemlig at de samme Regler om afhørelse inden 24 Timer efter Pågribelsen, der gjælde ved Anholdelse, overføres, er af liden Betydning, så fees det på den anden Side heller ikke, at der vindes Noget ved at opgive denne processuelle Forskjel i Betingelserne, der dog altid tjener til at skjærpe Begrebernes Forskjel. Selv om endvidere de materielle Betingelser i Principet ere de samme, ligger det dog i Forholdets Natur, at disse ere modtagelige for mange Nuancer. Da der nødvendigvis må være større Sikkerhed for Afgjørelsen om Betingelsernes Tilstedeværelse, når den Pågjældende er hørt, ligger det derfor også i denne forskjel, at der, når der er Tale om Fængsling, forudsættes stærkere objektive Holdepunkter, hvad der ikke turde blive uden al Betydning med Hensyn til Rundhåndetheden af denne forholdsregels Anvendelse. Derfor har Reglen i § 170 Nr. 2 også kunnet affattes i langt almindeligere Udtryk end de tilsvarende Bestemmelser om Fængsling. En Undtagelse fra Reglen, at Fængsling kun kan besluttes, efterat den Pågjældende er hørt, bør dog indrømmes i det Tilfælde, § 182 omtaler, allerede fordi en Fængslingskjendelse kan være Betingelse for at opnå Udlevering; men i så Fald bør da også den ved Anholdelse gjældende Regel om Afhørelse inden en vis Frist overføres, se § 187.

Når det er lykkedes den Sigtede at unddrage sig forfølgning, bliver der Spørgsmål om yderligere Forholdsregler til at bevirke hans Fremstillelse for Retten. Udkastet har i den Henseende foreslået i Lighed med flere andre Love under visse nærmere Betingelser at tilstede en Beslaglæggelse på den Formue, den Sigtede besidder her i Riget, jfr. også Lov om værnepligt 6. Marts 1869 § 13. Men det nærmere herom vil blive berørt ved de pågjældende Bestemmelser i §§ 197—199.

Hvad endelig angår den Sigtedes ovenfor omtalte negative Retspligt mod Undersøgelsen, ikke at tilintetgjøre eller forvanske Bevismidler, til hvilke Anklageren har en af den Sigtede uafhængig Ret, er det endnu stedse i Theorien et omtvistet spørgsmål, om det er principielt

tilstedeligt. for at hindre Tilsidesættelse af denne Pligt, at berøve den Sigtede Friheden eller iøvrigt gjøre Indstrænkning i hans Rettigheder. Det bemærkes f. Ex. af Zachariæ, Handbuch des deutschen Strafprocesses S. 137, om det væretægtsfængsel, der finder Sted af denne Grund, at det vel er ganske stemmende med det inkvisitoriske Princip, men i afgjort Strid med Anklageprincipet, da det kommer i Modsigelse med al virkelig Procesret at gjøre Modparten værgeløs på Grund af muligt Misbrug af hans Forsvarsrettigheder eller at berøve ham det for et virksomt forsvar uundværlige Samkvem med Omverdenen, medens den anden Part har sin fulde frie Bevægelse. Da imidlertid denne Betragtning vilde føre til at udelukke væretægtsfængsel af en hvilkensomhelst Grund, og da den Sigtedes Forsvar sikres ham ved de almindelige Rettigheder (Tilstedeværelse i Retsmøderne, Adgang til Sagens Aktstykker) foruden ved Dommerens Opgave under den egentlige forundersøgelse, kan kun så Meget erkjendes for rigtigt, at den ubestemte Formodning, at en Sigtet kunde misbruge sin Frihed til Vanskeliggjørelse af Undersøgelsen, ikke er tilstrækkelig til at berøve ham Friheden, ligesom det selvfølgelig også vilde være en retstridig Misbrug, når Fængslingen benyttedes som et Middel til at opnå Tilståelse. Denne Misbrug kan imidlertid heller ikke befrygtes — i højere Grad end alle andre Misbrug —, når Fordringen er, som Udkastet (§ 183 Nr. 3) forudsætter, at der efter Sagens Omstændigheder skal være Grund til Frygten for Kollusioner, og det vilde være at stille Anklageren værgeløs og derved i mange Tilfælde ophæve Muligheden af en Strashåndhævelse, hvis det i så Fald skulde være utilstedeligt at lægge den Sigtede Hindringer i Vejen. Den Sigtedes Forsvarsret indbefatter hverken en Ret til at unddrage sig Forfølgning eller til uhindret at virke for at gjøre Undersøgelsens Formål srugtesløs, hvis den ikke skal udelukke Statens Ret til at straffe. Grundlovens Bestemmelse om Udelukkelse af Fængsling ved mindre Forseelser gjælder imidlertid selvfølgelig også Fængsling af denne Grund; og der vilde her ingen Mening være i at hjemle Anholdelse

for dette Øjemeds Skyld, når Fængsling er udelukket. Udkastet går imidlertid et Skridt videre, idet det udelukker Frihedsunddrcigelse af denne Grund ved de samme Forbrydelser, ved hvilke også Flugtmistanken som Frihedsberøvelsesgrund blev begrænset, nemlig de Forseelser, der påtales af Politimester (§ 35) eller Private (§ 39), medens iøvrigt Forholdet mellem Anholdelse og Fængsling her er det samme som ellers, se §§ 170 Nr. 2, 182 og 183 Nr. 3. Det er også i fremmede Love gjennemgående, at denne Fængsling holdes indenfor snevrere Grænser end Fængsling på Grund af Flugtmistanke, jfr. det tyske Udkast § 102. Nogle Love have optaget en anden Begrænsning af denne Fængsling, nemlig en bestemt Tidsgrænse, således den badenske Lov (højst 10 Dage ved mindre, 20 Dage ved større Forbrydelser) og den zürichske Lov (ordentligvis ikke udover 14 Dage). Det er imidlertid klart, at enhver fådan Grænse har en vilkårlig Karakter. Drages den snever, opofsres let Anklagerens Ret; drages den vid, bliver det angivne Maximum let til Regel til Skade for den Sigtede. Derimod har Udkastet i den Sigtedes Interesse fastsat den almindelige Regel, som findes i Udkastets § 189, at det fornødne for at sikre Undersøgelsen i den Retning, i hvilken Kollusion befrygtes, skal iværksættes snarest mulig; når det er sket, må Fængsling af denne Grund selvsølgelig atter ophæves.

Frihedsberøvelse er den videstgående Retsbeskyttelse mod den Sigtedes Virksomhed for at tilintetgjøre Beviferne; så vidt behøver man ikke altid at gå. Det kan være tilstrækkeligt midlertidigt at unddrage den Sigtede de ham ellers for Forsværets Skyld tilkommende Rettigheder, navnlig Retten til at blive bekjendt med Sagens Aktstykker, og til Deltagelse i Retsmøderne; men Reglerne herom findes andetsteds, se §§ 234 og 236.

Når nogle Love endnu omtale Anholdelse og Fængsling i Strafferetsplejen som Middel til at forhindre en fortsat forbryderisk Virsomhed fra den Sigtedes Side, må det med Motiverne til det tyske Udkast crkjendes, at de derved gå udenfor Rammen af en Straffeproceslovs naturlige Op-

gave; thi denne kan, som alt ved § 111 bemærket, ikke være at give Ordning af forebyggende Politiforholdsregler. Udkastet har derfor ikke fulgt denne Vej. Anderledes forholder det sig med det i Straffelovens § 299 ommeldte Forhold. Her er Tale om et Præventionsmiddel, som går ud over de Beføjelser, der tilkomme Politiet for at hindre eller afværge Forbrydelser. Idet Loven foreskriver, at Sag herom skal behandles efter Reglerne om Straffesager, måtte der også særlig træffes Bestemmelse i Loven om den efter Omstændighederne nødvendige foreløbige Anvendelse af Forebyggelsessmidlet (se herom § 183 Nr. 4). Gn Anvendelse af Fængsling af denne Grund er naturligvis aldeles ikke udelukket ved Grundloven; derimod vil det stemme med Ånden i Grundlovens Bestemmelser at udelukke i disse Sager Fængsling af andre Grunde.

Hvad iøvrigt Bestemmelserne i dette Kapitel angår, behøves der ved Reglerne i det første Underafsnit kun en Bemærkning med Hensyn til Undtagelserne i § 167 fra Reglen, at den Sigtede skal møde for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. At Undtagelse må finde Sted under de angåenda Vidner i § 133 Nr. 4 nævnte Omstændigheder, er klart; det er en retlig nødvendighed. Derimod ere de andre Undtagelser, der gjælde ved Vidner, og som omhandles i § 133 Nr. 1—3, i Reglen uanvendelige på den Sigtede, Nr. 1 ubetinget, Nr. 2 og 3 under Hovedforhandlingen undtagen i de Sager, hvor Hovedforhandling kan sinde Sted i den Sigtedes Fraværelse, se § 200 2 det Stykke, og hvor derfor så meget mere en Afhørelse ved en anden Ret må kunne finde Sted. Udenfor Hovedforhandlingen samt i de sidstnævnte Sager må derimod Undtagelser kunne finde Sted af de samme Grunde, som for Vidner omtales i § 133 Nr. 2 og 3. Men Undtagelserne må dog i den Sigtedes Interesse her været betingede af, at han selv ønsker det, eller at han er udebleven.

Ved Bestemmelserne i det andet Underafsnit kan sondres mellem §§ 169—173 særlig om Anholdelse ifølge Rettens Beslutning, § 174 om Anholdelse uden Rets-

beslutning, §§ 175—178, der indeholde fælles Regler for enhver Anholdelse, samt §§ 179 —181 om Anholdelsens Ophør. Forklaringen af Reglerne i §§ 169 og 170 er given ved det Foregående. Her bliver endnu kun at mærke, at s 171 indeholder en ved Forholdets Natur hjemlet Skjærpelse af Reglen i § 170 Nr. 2, jfr. Vürtb. Lou § 81. §§ 172 og 173 behøve ikke nærmere Forklaring.

I § 174 gives Regler om Anholdelsesbeføjelse uden Rettens Beslutning. først er her spørgsmål om Politiet. Ifølge det almindelige Princip må dette have Anholdelsesret dels, hvor Personen gribes på fersk Gjerning eller friske Spor (thi Personen skal stå til Ansvar strax), dels ellers, når Øjemedet står Fare for at forspildes ved Opsættelse. Men da selvfølgelig de samme Betingelser må gjælde som for Rettens Anholdelse, bliver Reglen, hvad det Første Tilfælde angår, at den, der træffes på fersk Gjerning, kun kan gribes, når det enten er en større Forbrydelse, eller han er en Ubekjendt, Fremmed eller Vagabond. Hvad det andet Tilfælde angår, bør dernæst den almindelige Betingelse, som udkræves ved al Anholdelse, nemlig at der er Grunde til Mistanke, til Borgernes Betryggelse skjærpes på den Måde, som Paragrafen udtaler. Vel ligger det i Forholdets Natur, at en til faste ydre Kjendemærker bunden Regel om Mistankens Begrundelse er umulig, og den Ulempe må man derfor tage med, når Politiets Ret til at anholde Personer, der ej træffes på fersk Gjerning, ikke fuldstændig kan undværes. Men Loven viser dog ved Udtrykkene, at der bør udvises Forsigtighed, og udvider i Virkeligheden også praktisk Ansværets Område.

At også Private kunne anholde for offentlige Forbrydelser, når den Pågjældende træffes på fersk Gjerning eller friske Spor med den samme Adskillelse iøvrigt, der gjælder for Politiet, er en anerkjendt Sætning, og ganske stemmende med rigtige, f. Ex. også ved den subsidiære Privatanklage gjennemførte Principer. Endelig må under samme Betingelser, det vil altså sige, når Fornærmeren er en Fremmed, Ubekjendt eller Vagabond,

ved Forbrydelser, der ere privat Påtale undergivne, den Angrebne kunne anholde Fornærmeren, hvem han træsser på fersk Gjerning.

§§ 175 og 176 indeholde fælles Bestemmelser om Anholdelsens Iværksættelse. De materielle Betingelser i § 176 for en Husransagning efter den, der skal anholdes, ere ganske stemmende med Principerne i Kapitel 1.; thi med disse stemmer det, at der for Trediemands Vedkommende ordentligvis kræves Betingelserne efter § 114, medens Betingelserne efter § 112 ere tilstrækkelige, når det er hos den Mistænkte selv, at Ransagningen skal ske, og undtagelsesvis (jfr. § 113) ogfå, når det er hos andre Personer. Kum vilde det, efter det Hensyn, der alt ved § 170 (jfr. § 174) er taget til Forbrydelsens størrelse, være urimeligt her at tage yderligere Hensyn hertil Ligeledes ere Betingelserne fvr Politiets Beføjelse til Husransagning for at pågribe den Sigtede i Overensstemmelse med § 117.

§ 177 gjentager den ved Grundloven hjemlede Regel, at Enhver, der anholdes, inden 24 Timer, fra Pågribelsen at regne, skal stilles for Retten, med den felvforstålige Undtagelse, at han forinden løslades. Bliver en midlertidig Bevogtning nødvendig, bør denne ske på lempeligfte Måde, og kun, når det er nødvendigt, må den Anholdte hensættes i Lokalet for varetægtsfanger. Medens ellers Politiet ikke er virksomt i Sager, der ere henlagte til privat Forfølgning, se § 446, må det dog. da Anholdelse ikke ganske kan udelukkes i disse Sager, for den Anholdtes Skyld også her overtage den midlertidige Bevogtning.

I § 178 udtales den med § 221 3die Stykke stemmende Regel, at Sagen må anhængiggjøres i det Retsmøde, i hvilket den Anholdte fremstilles, hvis Sagen ikke allerede svæver for Retten. Her ville Forholdene da ofte kunne kunne gjøre Anvendelse af den i § 67 1ste Stykke givne værnethingsregel nødvendig. Den Anholdte skal felvfølgelig strax høres om Sigtelsen og Anholdelsen, overensstemmende med Reglerne i næste Kapitel. Det kan af forskjellige Grunde hænde f. Ex. formedelst Afstanden, eller når en Lands-

ret, for hvilken Sagen er anhængig, har besluttet Anholdelse, men Hovedforhandlingen ikke er i Gang på den Tid, da Fremstillingen skal finde Sted, at den Anholdte må fremstilles for en Undersøgelsesdommer, som ikke har taget Anholdelsesbeslutningen (jfr. § 6 og 60). I flige Tilfælde er det en Selvfølge, at denne må være sat i Stand til at foretage den lovbefalede Afhørelse og tage den Beslutning derefter, der påhviler den afhørende Ret, fe § 178.

I Overensstemmelse med Grundloven kan der i de Tilfælde, hvor Fængsling ikke er udelukket, indtræde en kortvarig Forlængelse af Anholdelsestilstanden udover det Retsmøde, i hvilket den Anholdte blev afhørt. Ligeledes kan det forekomme, at der med Hensyn til en Person, der ikke som anholdt blev fremstillet, men frivillig er mødt og er bleven afhørt for Retten, findes at være Anholdelsesgrund tilstede. I dette sidste Tilfælde er selvfølgelig Grundlovens Bud om, at den Anholdte skal stilles for en Dommer,med det Samme fyldestgjort, og hin kortvarige Overgang til en endelig Beslutning kan altså her umiddelbart indtræde. Hovedgrunden, der hjemler denne Overgangstilstand, er, at Dommeren ikke finder Mistanken i den Grad bekræftet, at han strax vil afsige Fængslingskjendelse, men på den anden Side heller ikke således afkræftet, at den Sigtede må løslades. Men Grunden kan også være den, at Fængslingskjendelse ifølge den almindelige Regel i § 184 bør afsiges af en anden Ret, og at dette ved Hjælp af denne Forlængelse af Anholdelsestilstanden bliver muligt. Da nemlig den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig, kan afgjøre det foreliggende Spørgsmål med større Sikkerhed, bør det også ske, når det er muligt. De nærmere Regler om denne Forlængelse af Anholdelsestilstanden i §§ 179—181 behøve ingen Begrundelse.

Reglerne i Kapitlets tredie Underafsnit falde i 2 Hovedgrupper, nemlig §§ 182— 189 om Fængsling og §§ 190—196 om Forholdsregler, der træde i Stedet for Fængsling.

Reglerne i §§ 182 og 183 ere begrundede i det Foregående, og ved §§ 184— 187 findes intet særligt at bemærke. Hvad

Behandlingen i Varetægtsfængslet angår, udtaler § 188 i Begyndelsen den almindelige, naturlige Grundsætning om de Indskrænkninger for den Sigtede, der begrundes ved Fængslingen, nemlig dels sådanne, som Øjemedet kræver, dels sådanne, der ere nødvendige til Opretholdelse af Fængselsordenen. Ved denne almindelige Udtalelse bliver det tyske Udkast stående, idet den nærmere Detail henvises til administrative Bestemmelser. Det må nu erkjendes for rigtigt, at den største Del af de Bestemmelser, der nærmere udføre hin almindelige Grundsætning, ikke ere naturlig Gjenstand for Lov, hvorom et Gjennemsyn af det nugjældende Reglement af 7de Maj 1846 let vil overbevise. Dog har Udkastet ikke ment at kunne indskrænke Lovens Regel om dette Forhold til Udtalelsen af det almindelige Princip alene; ej heller er dette det Sædvanlige i fremmede Love. Visse Regler bør for den Fængsledes Skyld slåes fast i Loven som Grænse for Anordningsmyndigheden. Tildels forandre disse den gjældende Ret til Gunst for den Sigtede, tildels ere de Tillæg, som kræves af den nye Procesordning. Under Nr 1 og 2 afgjøres således Spørgsmål, der fremkomme ved Adskillelsen mellem Dommer og Politimester. Den sidste har vel Bestyrelsen af Arresthuset, se Udkast til Lov om Dommagtens Ordning m. m. § 106; men Afgjørelsen af de Fangens mundtlige og skriftlige Samkvem vedrørende Spørgsmål må naturlig tilfalde Dommeren. Iøvrigt ere Bestemmelserne i § 188 Nr. 1 og 2 i Realiteten også lempeligere for den Sigtede, end nu er Tilfældet, hvilket særlig med Hensyn til Forsvareren ligefrem følger af tidligere givne Bestemmelser. Under Nr. 3 udtales en allerede nu hjemlet Regel; men Slutningen af Nummeret indeholder ligesom Nr. 4 Forandringer, som Humanitet og Udkastes hele Ånd kræve. Reglen under Nr. 5 er vel selvfølgelig, men man har dog også andetsteds fundet Opfordring til særlig at udtale den, se würtb. Lov § 110. Hvad § 189 angår, gjør Paragrafen en naturlig Adskillelse mellem Fængslingens Bortfald som følge af Omstændigheder, der gjøre det til umiddelbar Pligt for Retten strax at iværksætte Løsladelsen, og

dens Ophævelse ved en ny, selvstændig Afgjørelse af Retten. Den særlig til Fængsling i Henhold til § 183 Nr. 3 sigtende Bestemmelse er tidligere begrundet.

At der i Stedet for Fængsling bør indtræde andre lempeligere Forholdsregler, når disse under de givne Forhold må antages at være tilstrækkelige til Øjemedets Opnåelse, er en i Forholdets Natur og den gjældende Rets Grundsætninger, jfr. navnlig Grundlovens Bestemmelse om Løsladelse mod Sikkerhed, hjemlet Sætning. Regler herom findes i Udkastets §§ 190—196. En Række af sådanne Forholdsregler, der kunne træde i Stedet for Fængsling, opregner § 190. Særlig bemærkes, at denne Paragrafs første Stykke med nogle i Forholdets Natur og den senere Lovgivning grundede Lempelser optager en allerede i den gjældende Ret hjemlet Regel, se Pl. 11te Maj 1810. Udførlige Regler indeholde dernæst §§ 191—194 særlig om Løsladelse mod Sikkerhedsstillelse. Det bemærkes herved, at det fører til Vilkårligheder at træffe Bestemmelser, der gå ud på, at ved Forbrydelser af en vis størrelse skal Sikkerhedsstillelse ubetinget tilstedes eller omvendt være udelukket, og ligeledes i Loven at fastsætte bestemte Beløb af Sikkerhedsstillelsen for visse Klasser af Forbrydelser eller Personer. Heller ikke kan det antages, at Øjemedet at fremme en så vidtstrakt Anvendelse af denne Forholdsregel, som Forholdene tilstede, vil fremmes bedre ved slige vilkårlige Regler end uden dem, jfr. også Motiverne til det tyske Udkast. §§ 191 og 192 indeholde derfor ingen sådanne Regler og fastsætte overhovedet kun, hvad Forholdets Natur og en liberal Betragtning tilsiger. Med Hensyn til § 193 bemærkes særlig, at det selvfølgelig er af større Vigtighed at fåe fat på den Sigtede end at beholde det i og for sig forbrudte Beløb. Derfor bør det stilles den Sigtede eller de Personer, der ere gåede i Borgen for ham, i Udsigt, at der er Mulighed for at opnå Fritagelse for Beløbets Forbrydelse, når de senere, inden en vis Frist, fyldestgjor deres Forpligtelse, se §193 2det Stykke. Reglerne i §§ 194—196 behøve ikke nærmere Forklaring; de særlige Tilfælde, som §195 2det

Stykke nævner, hvor en stillet Sikkerhed ophører at hæfte, ere hjemlede ved Forholdets Natur. I Kapitlets 4de Underafsnit er § 200 Hovedbestemmelsen. Den i Paragrafens Første Stykke indeholdte Regel, at der i den Sigtedes Fraværelse ordentligvis ingen Hovedforhandling kan finde Sted og følgelig ingen Dom gå (Udelukkelse af Kontumacialproces i Straffesager), er endnu kun undtagelsesvis anerkjendt i Lovene (Baden, Württemberg), men nu optaget i det tyske Udkast*) se dettes §§ 193—199 og §§ 273—283. At der til Grund for den hidtil i Almindelighed fulgte Ordning ikke ligger noget klart Princip, indlyser af den store Rigdom af forskjellige Former, som dels de forskiellige Love, dels de enkelte Love med Hensyn til forskjellige Klasser af Sager indeholde. Forskjellighederne vise sig navnlig dels med Hensyn til det Spørgsmål, om Hovedforhandlingen skal være den regelmæssige eller en afkortet, under hvilken sidste Forudsætning der atter viser sig en Mængde Gradationer, dels med Hensyn til Dommens Betydning, om denne skal være blot foreløbig, så at den ubetinget taber sin Kraft ved den Sigtedes Tilstedekomst, en Ordning, hvorved Dommen mister al virkelig Betydning og som derfor også mest nærmer sig til den her foreslåede, — eller endelig, i hvilket Fald der atter er stor Forskjel med Hensyn til Ordningen af Retsmidlerne, idet disse snart kun ere de sædvanlige, snart forøgede med andre, såsom en Adgang til Gjenoptagelse af Sagen enten blot på Grund af en motiveret eller endog på Grund af en ikke-motiveret Indsigelse o. s. v. Hvad den principielle Betragtning angår, kan man fra to højst forskjellige Standpunkter komme til en Kontumacialproces, nemlig dels ifølge den rene Inkvisitionsprocesses Princip, dels ifølge det i Civilprocessen gyldige Rådighedsprincip; men derimod må en konsekvent Gjennemførelse af Anklageprincipet føre til dens Udelukkelse. I Inkvisitionsprocessen kan nemlig vel den Sigtedes Fraværelse

lægge faktiske Hindringer ivejen for Gjennemførelsen af Sagen. Men forsåvidt Tilfælde ikke kunne nægtes at være tænkelige, hvor Dommeren ved sin — af Partens Virksomhed uafhængige — Undersøgelse af Sagen kan komme til en sikker Overbevisning om den Sigtedes Skyld, uagtet han har måttet undvære det i Inkvisitionsprocessen bedste Sandhedsudforskningsmiddel, nemlig den Sigtedes Forklaring under et inkvisitorisk Forhor, er en Pådømmelse af Sagen i den Sigtedes Fraværelse her ingen retlig Umulighed. Der er ingen absolut Uforenelighed mellem Kontumacialdom og Inkvifitionsprincipet. På den anden Side vil Civilprocessens Princip overført på Straffesager selvfølgelig berettige til at lade samme Virkninger indtræde af Udeblivelsen som af et Afkald på Forsvar. Men da nu Inkvisitionsprincipet ikke skal være det for den nye Proces tilgrundliggende, og da der i Straffesager ikke kan være spørgsmål om et retsgyldigt Afkald på Forsvar eller om en Straffedom, bygget på den Sigtedes Indvilgelse i at behandles som skyldig, kan Optagelsen af en Kontumacialproces i den reformerede Proces ikke forsvares ved nogen af disse Betragtninger. I den mundtlige Anklageproces må det siges, at den Sigtedes nærværelse er en retlig Nødvendighed. Thi da Sandhedens Oplysning her ventes af Parternes Samvirken med og for Retten og med hinanden indbyrdes, så kan intet Bevis efter denne anerkjendes for tilstrækkeligt til at bygge en Dom på, ved hvilken ikke begge Parter have været medvirkende. Om end Dommeren kan føle sig overbevist ved de af Anklageren fremførte Beviser og Anbringender og vanskelig kan forestille sig, at denne Overbevisning kan rokkes ved noget Forebringende af den Sigtede, så må det dog efter Processens Organisation siges, at Grundlaget for Afgjørelsen er retlig utilstrækkeligt. Dommeren har kun hørt den ene Part, ikke også den anden, hvis Medvirkning Loven erklærer for ligeså væsentlig. Derfor kan den mundtlige Anklageproces ikke uden Krænkelse af sine Grundprinciper føres til Ende. så længe den Anklagede ikke personlig er mødt for Retten. Det næste Spørgsmål er, om der er Hen-

figtsmæssighedshenfyn, som kunne begrunde en Tilsidesættelse af den principrigtige Løsning. Man vil nu ikke kunne henvise til, at den offentlige Sikkerhed og Retsfølelse ved store, opsigtvækkende Forbrydelser kan kræve en Dom, om endog på mangelfuldt Grundlag; thi dette er Betragtninger, der, som Motiverne til det tyske Udkast bemærke, høre til forlængft opgivne Opfattelser af Straffens væsen og Formål, og som minde om Fuldbyrdelsen af Straf in effigie.*) Den offentlig forkyndte Anklage (se § 102 1ste Stykke) i Forbindelse med de mod den Sigtede besluttede Tvangsforboldsregler ville i al Fald lige så godt og bedre fyldestgjøre i denne Henseende end navnlig en foreløbig Dom, der dog ingen virkelig Dom er. Vigtigere er Hensynet til, at Beviset kan sættes i Fare; men dette fører ikke til, at en Kontumacialforhandling bør finde Sted, men kun til at anerkjende, at de Beviser, der kunne frygtes at gå tabt, må kunne føres for at bevares (in perpetuam rei memoriam) på lignende Måde, som også andre Grunde kunne nødvendiggjøre en Anticipation af Bevisers førelse allerede under Forundersøgelsen, og at dette må kunne ske uden den Sigtedes nærværelse, hvis ellers Øjemedet vilde forspildes, se herom § 200. Derved fyldestgjøres dette Hensyn så fuldstændig, som det overhovedet er muligt; thi selv om Dom gik, vilde Sagen dog ikke stille sig anderledes, hvis man, hvad der i al Fald bør ske, indrømmer en særlig Adgang til Gjenoptagelse mod en sådan Dom. Under den nye Forhandling må dog Beviserne frem påny, og det så umiddelbart om muligt. At endelig Reglen kan medføre nogen Vidtløftighed (Nødvendighed af Udsættelse; se § 280) og gjøre Processen besværligere for den Sigtede, er et Hensyn, der i betydelige Straffesager ikke kan komme i Be-

tragtning. Derimod kan dette Hensyn bevirke en Undtagelse fra Reglen ved mindre betydelige Straffesager, således som § 200 2det Stykke har anerkjendt (jfr, også det tyske Udkast §§ 195 og 196). Men det er netop Hovedforskjellen mellem Udkastets Regel og den hidtil almindelige Ordning, at denne sidste ikke blot ved ubetydelige Straffesager, men enten ved alle eller en stor Del af betydelige Straffesager anerkjender en Kontumacialdom, der ikke er blot provisorisk, men definitiv, om end i Reglen på en særegen Måde anfægtelig.

Med Hensyn til Reglens Gjennemførelse i det Enkelte bemærkes først, at den ikke har Hensyn til den Anklagen forudgående Undersøgelse. En Forundersøgelse kan altså føres til Ende, uagtet den Sigtede ikke kan staffes tilstede, og skjønt således den Afhørelse ikke kan finde Sted, som er foreskreven under Forundersøgelsen, når han ikke har unddraget sig forfølgning. At dette må være så og efter Forundersøgelsens Grund og Karakter kan være så, uden at gjøre Brud på noget processuelt Grundprincip, kan ikke være tvivlsomt. Har han ikke unddraget sig forfølgning, behøver hans Afhørelse dog ikke nødvendigvis at ske for den Undersøgelsesdommer, som leder Forundersøgelsen, jfr. § 167. Fremdeles er der heller Intet til Hinder for, at den imod den Sigtede rejste Anklage af den dømmende Ret kan henvises til Hovedforhandling, jfr. § 261, selv om det på dette Tidspunkt vides, at den Sigtede har unddraget sig Forfølgning, idet f. Ex. hans Opholdssted ikke kjendes, eller han opholder sig i Udlandet, og man ikke kan blive ham mægtig. Derimod bør i sådant Fald ingen Berammelse af Hovedforhandling finde Sted. Indtræder senere den Omstændighed, som hindrer Sagens Fortsættelse, må Hovedforhandlingen udsættes på ubestemt Tid. Kan den under Hovedforhandlingen Udeblevne derimod staffes tilstede, må der førges derfor efter de i det Foregående fremstillede Regler (jfr. § 280).

I de Sager, hvor det undtagelsesvis anerkjendes, at Påkjendelse kan finde Sted, uden

at en Hovedforhandling, ved hvilken den Sigtede var nærværende, gik forud, bliver det et

yderligere Spørgsmål, på hvilket Grundlag

her Dommen skal fældes. Reglerne herom høre imidlertid til det Særlige ved disse Sagers Behandling, og findes derfor på andet Sted, se §§ 366 og 451. For Sammenhængens Skyld skal Forklaringen af disse Regler dog gives her. Det civilprocessuelle Princip for Virkningen af den Sigtedes Udeblivelse er uforeneligt med enhver, endog nok så ubetydelig Straffesags Væsen. Det må altid komme an på Dommerens Overbevisning om den Sigtedes Skyld. Men dermed er det ikke i Strid, at det opstilles som Reglen, at den Sigtede ansees som den, der har vedgået Brøden, medens det dog bliver Dommeren forbeholdt efter Omstændighederne at anordne en Bevisførelse, ligesom det også altid må være Dommerens Ret, når han finder det fornødent, at kræve den Sigtedes personlige Nærværelse (§ 169), eller i al Fald, hvis det er nok, og den Sigtedes personlige Nærværelse vilde være til særlig Besvær for denne, at lade ham afhøre hvor han boer (§ 167). Iøvrigt sees det, at Udkastets § 200 2 det Stykke ikke blot hjemler Mulighed af Påkjendelse, når den Sigtede udebliver, men kunde staffes tilstede, men også, hvor han ikke kan staffes tilstede. Det nye tyske Udkast anerkjender vel det Første, men ej det Sidste, med den Bemærkning, at der i slige ringe Sager allermindst kan Være Trang til en Kontumacialproces. I offentlige Sager er det imidlertid en Selvfølge, at Politimesteren netop af denne Grund ikke let vil kræve Pådømmelse, og Afgjørelsen i den Henseende kan vistnok overlades ham. Den Private bør Adgangen ikke berøves til at fåe en Dom, der f. Gx. i Injuriesager med Hensyn til Mortifikation kan have Betydning for ham. Som en særegen Bestemmelse, der står i Forbindelse med Reglen i § 200 2det Stykke, mærkes endnu § 438.

Mange Love og navnlig de Love, der afskaffe Kontumacialdommen, og således også det tyske Udkast, hjemle Beslaglæggelse af den Persons Formue, der unddrager sig Forfølgning, som et Tvangsmiddel mod ham, og uagtet Meyer (l. c. S. 346) erklærer sig imod dette Institut, turde der dog være overvejende Grund til heri at følge de fremmede

Love, jfr. også Loven af 6te Marts 1869 § 13. Men som en særdeles indgribende og hård Forholdsregel bør den, som i Flertallet af Lovene, indskrænkes til betydeligere Straffesager, altså Landsretssager, og kun kunne anvendes, når Henvisning til Hovedforhandling har fundet Sted, og iøvrigt under betryggende Betingelser, jfr. hermed § 48 (offentlig Forsvarers Bestikkelse) se § 197. Nærmere Bestemmelser om denne Forholdsregels Virkninger og Ophør give §§ 198 og 199, hvorved blot mærkes, at den efter Øjemedet (den skal ikke være Konfiskation) ikke bør medføre Hindring for sidste Villiesbestemmelser, jfr. det tyske Udkast § 281. Med Reglen i § 199 Nr. 3 jævnføres § 270.