Almindelige Bestemmelser..................... §§ 1-109.

Kapitel I.

Om Louens Virkekreds.............................................................. z§ 1—5.

Kapitel II,

Om Retternes Virkekreds............................................................ §§ 6-14.

Kapitel III,

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages

for at handle i Sagen..................................................... §§ 15—22,

Kapitel IV.

Om de offentlige Anklagere.......................................................... §§ 23-30.

Kapitel V.

Om Påtalen.................................................................... §§ 31-42.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar........................................................... §§ 43—59.

Kapitel VII.

Om Barnething, Straffesagers Forening og stedlige Grænser for Embedshandlinger i Straffe-

retsplejen........................ ......................................... §§ 60-78.

Enkelte Banething......................................... §§ 60—69.

Forening af Straffesager..................................... §§ 70—75.

III. Stedlige Grænser for Embedshandlinger i Strafferetsplejen........ §§ 76—78.

Kapitel VIII.

Om Retsmøder og Retsbøger....................................................... §§ 79—92.

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre fra Retten udgående Meddelelser.............................. §§ 93—104.

Kapitel X.

Om Rettens dømme, Kjendelser og andre Beslutninger.................................. §§ 105—109.

Om Midlerne til Opnåelse af Straffesagers Formål.....§§ 110-210.

Kapitel I.

Om Adgang til synlige Bevismidler.................................................. §§ 112—128.

Om Ransagning efter synlige Bevismidler...................... §§ 112-119.

n. Andre Midler til at faae synlige Bevismidler i Hænde........... §§ 120—124.

Om Beslaglæggelse af Ting, der kunne tjene til Bevis, m. V.....§§ 125-128.

Kapitel II.

Om Vidner..................................................................... §§ 129-147.

Kapitel III.

Om Besigtigelser, Syn og Skjøn................................................... §§ 148—165.

Kapitel IV.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fængsling samt om Beslaglæggelse af

dens Formue, som unddrager sig Forfølgning m. V............................. §§ 166 200.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten..................... §§ 166—168,

II.

Om Anholdelse........................................ §§ 169-181.

III. Om fængsling......................................... §§ 182-196.

Om Beslaglæggelse på dens Formue, som unddrager sig Forfølgning,

samt om Sagens Pådømmelse i den Sigtedes Fraværelse. §§ 197—200.

Kapitel V.

Om Afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager.................................. §§ 201 -206.

Kapitel VI.

Om Beslaglæggelse på den Mistænktes Gods for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud.. §§ 207 — 210.

Om Undersøgelsen, forend Anklage er reist, i Sager, som forfølges af Statsanklageren eller Politiet ........... §§ 211- 246.

Kapitel I.

Om Efterforskningen............................................................... §§ 211-226.

Kapitel II.

Om Forundersøgelsen ned Retten..................................................... §§ 227—246.

Om Anklage for og Sagens Behandling ved Landsretten... §§ 247-353.

kapitel i.

Om Anklage samt om Henvisning til og Forberedelse af Hovedforhandlingen ..,.......... §§ 247—266.

Kapitel II.

Om Forandringer i Anklagen eller i de om Henvisning og Hovedforhandlingens Forberedelse

trusne Bestemmelser....................................................... Zs 267 -276.

Kapitel III.

Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Landsretten......................... §§ 277-309.

Kapitel IV.

særlige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Nævninger............................. §§ 310-355.

Kapitel V.

Sirlige Bestemmelser om Hovedforhandlingen uden rærvninger............................ §§ 356—358.

Om Anklage for og Sagens Behandling ved Underretten.. , §§ 359- 370.

Kapitel I.

Om Sager, som påtales af Statsankløgeren.......................................... §§ 360-362.

Kapitel II.

Om Sager, som påtales af Politiet................................................. §§ 363-370.

Om Retsmidlerne...................... §§ 371-439.

Kapitel I.

Om Påanke af dømme, afsagte af Landsretten i første Instants..........................§§ 371-396.

Kapitel II.

Om Påanke af dømme, afsagte af Underretten........................................ §§ 397-406.

Kapitel III.

Om Besværing til højere Ret.................................................. §§ 407—419.

Om Besværing mod Undersøgelsesdommerens Kjendelser og Beslutninger §§ 408—415.

n. Om Besværing mod den dømmende Rets Kjendelser og Beslutninger §§ 416—419.

Kapitel IV.

Om Gjenoptagelse af en Straffesag..................................................§§ 420-439.

Om Behandlingen af Sager, der ikke forfølges af Statsanklageren eller Politiet.................... §§ 440 ~ 462.

Kapitel I.

Om Sager, der påtales i Henhold til § 38 eller § 40................................. §§ 440-445.

Kapitel II.

Om Sager, der påtales af Private i Henhold til § 39........................ §§ 446—455.

Kapitel III.

Om Påtale af borgerlige Retskrav i Forbindelse med Straffesagen........................ §3 456-462.

Om Omkostninger i Straffesager samt om Rettergangsbøder.. §§ 474 433.

Kapitel I.

Om Omkostninger i Straffesager..................................................... §§ 474-484.

Kapitel II.

Om Rettergangsbøder.............................................................. §§ 485—488.

§ 1.

Alle Spørgsmål om Straf, som ikke t medfør af Lovgivningen afgjøres uden særlig Straffesag eller henhore under de bestående særlige Domstole, behandles og afgjøres efter de Regler, som denne Lov anordner.

§ 2.

Efter denne Lovs Regler behandles og afgjøres endvidere:

1) Sager, som i medfør af Grundlov af 28de Juli 1866 § 87 anlægges mod en Forening til dens Ophævelse;

2) Sager angående de i Lov af 3die Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud mod Udbredelse af fremmede Skrifter; samt

3) Sager angående Anvendelse af Straffeovens § 299.

§ 3.

I Forbindelse med Straffesagen og efter de for samme gjældende Regler afgjøres fremdeles efter Anklagerens Påstand Spørgsmål om:

1) Udvisning af Riget i Henhold til Straffelovens § 16;

2) Konfiskation efter Straffelovens § 34 eller iøvrigt, hvor Konfiskation er hjemlet som følge af en Forbrydelse, uden at have Karakter af Straf;

3) Sikkerhedsforanstaltninger i Henhold til Straffelovens § 38. andet Stykke;

4) Mortifikation af Ærefornærmelser efter Straffelovens § 218;

5) Arverets Forbrydelse;

6) Forbrydelse af Embede, hvor denne ikke er foreskreven som Straf, samt Forbrydelse af Rang, Titel, Orden eller hæderstegn;

7) at erklære et ægteskab for ugyldigt, som er indgået trods et Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold, der er ubetinget Ægteskabshindring, eller trods et endnu bestående ægteskab.

§ 4.

Borgerlige Retskrav på den Sigtede, som følge af strafbare Handlinger, kunne af den Forurettede forfølges i Forbindelse med Straffesagen, forsåvidt denne ikke derved vil lide væsentligt Ophold.

§ 5.

Når Afgjørelsen af en Handlings Strafbarhed beror på, om et vist Retsforhold bestod på den Tid, Handlingen blev foretagen, undersøges og bedømmes Spørgsmålet herom under Straffesagen efter Reglerne for strafferetsplejen. Den Afgjørelse, som måtte virre truffen under en borgerlig Retstrætte, foregriber ikke Afgjørelsen af Strasspørgsmålet.

§ 6.

Forundersøgelse og andre akcessoriske Retshandlinger i Sager, der høre under denne Lov, foretages af Underdømmeren som Undersøgelsesdømmer. Dog kan det i Sager, hvis

Påkjendelse hører under Landsretten, eller som svæve for højesteret, undtagelsesvis af Landsrettens eller højesterets Formand overdrages til et Medlem af Landsretten at handle som Undersøgelsesdommer.

§ 7.

Af Underretterne kunne ikkun følgende Straffe idømmes, nemlig bøder. Konfiskation, simpelt fængsel, fængsel på sædvanlig Fangekost, fængsel på Vand og brød, Tvangsarbejde, Ris, Rottingstag samt Fortabelse af en næringøret.

§ 8.

Ved Underretterne behandles og påkjendes i første Instants med den af § 7 følgende Begrænsning i

1) Sager angående Handlinger, som stå under en Straffebestemmelse, der enten alene eller alternativt med andre Strafarter hjemler Anvendelsen af Formuestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse af en næringøret;

2) Sager angående Handlinger, der stå under en Straffebestemmelse, som ikke hjemler Anvendelse af anden Strafart end fængsel på Vand og brød;

3) Sager angående Handlinger, som stå under en Straffebestemmelse, der hjemler Anvendelse af Fængsel på Vand og brød alternativt med Strafarbejde, når den Sigtede afgiver en fuldstændig og troværdig Til« ståelse, og han eller, hvis han er personlig umyndig, hans Værge ikke begjærer Pådømmelse ved Landsretten.

Ved Underretten behandles og påkjendes fremdeles Sager angående Anvendelsen af Straffelovens § 299.

Embedsforbrydelser og de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser ere ude» lukkede fra Underrettens Kompetence.

§ 9.

Ved Anvendelsen af Reglerne i § 8 kommer, når Sigtelsen angår Forjog eller Meddelagtighed. den Straffebestem«

melse i Betragtning, som vilde Være anvendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet, eller den Sigtede var Gjerningsmand; fremdeles bliver Lovens almindelige Straffebestemmelse at tage i Betragtning uden Hensyn til, at sådanne i Loven bestemt betegnede Omstændigheder måtte Være forhånden, som hjemle Nedsættelse af Strafferammen.

§ 10.

Alle under denne Lov borende Sager, som

ikke ved ovenstående Regler eve henlagte til Underretterne, behandles og påkjendes af Landsretterne. Finder Forening af Straffesager Sted, sker behandlingen og Påkjendelsen ved Landsretten, når nogen af de forenede Sager ligger udenfor Underrettens Kompetence, og fremdeles, når den samlede Straf for en Sigtet vilde overskride den ved § 7 dragne Grænse.

§ 11.

Ved Påkjendelse af de til Landsretten henlagte Sager skulle Nævninger medvirke, når Sagen angår en Forbrydelse, for hvilken Straffebestemmelsen hjemler Livsstraf eller livsvarigt Strafarbejde, eller nogen af de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser.

Fremdeles skulle Nævninger i Reglen medvirke i andre til Landsretten henlagte Sager, når Strafarbejde findes at Være forskyldt, medmindre den Sigtede eller, hvis han er personlig umyndig, hans værge vælger Påkjendelse uden Nævninger. Er den, der sigtes for en af de i Straffelovens Kap. 23—27 omhandlede Forbrydelser, forhen for en sådan Forbrydelse dømt til Strafarbejde, finder den her omtalte Medvirkning kun Sted, såfremt Sigtelsen angår en Forbrydelse, for hvilken Strafarbejde er den laveste Straf, når den første Gang begåes, eller der er forløbet 10 År efter Udståelsen af den tidligere Straf, førend den Handling, som Sigtelsen angår, blev begået.

I de under Landsretten horende Sager, i hvilke de ovenfor foreskrevne Betingelser for Nævningers Medvirkning mangle, kan Landsretten tage et af Anklageren eller den Sig-

tede fremsat Andragende om Sagens Henvisning til nævninger til følge.

§ 12.

Finder Forening af flere Straffesager Sted, deltage Nævningerne i Påkjendelsen, når deres Medvirkning udkræves til nogen af de forenede Sager, og fremdeles, når det på Grund af den samlede Straf for en Sigtet måtte blive Tilfældet, at Betingelserne i § 11 ere tilstede. Dog bor Forening af Sager mod flere Sigtede, som adskilte vilde kræve På« kjendelse dels med dels uden Nævninger, klin finde Sted. når færegne Grunde findes at gjøre Adskillelsen uhensigtsmæssig.

§ 13.

Retten prøver i Embeds medfør, om en foreliggende sag efter foranstående Regler hover under dens Virkekreds, og om Nævninger skulle medvirke ved Påkjendelsen. Dog bliver herved at iagttage:

1) Forsåvidt Afgjørelsen beror på Størrelsen af den i det givne tilfælde forskyldte Straf eller på Beskaffenheden af den Sigtedes Forklaringer, har Retten foreløbig at følge Anklagerens Skjøn (jfr. dog § 197) og kan først ester endt Hovedforhandling afvise Sagen af sådan Grund. Påanke af dømmen, fordi Rettens Skjøn over de nævnte Omstændigheder har været urigtigt, er udelukket.

2) Afvisning under hovedforhandlingen kan ikke finde Sted, fordi den ved Landsretten behandlede Sag findes at høre til Underrettens Virkekreds; ej heller, når den til Nævninger henviste Sag findes at kunnne Være påkjendt uden Nævninger, medmindre Henvisningen til Nævninger er i Strid med den sigtedes i Medhold af Loven trufne Valg. og Indsigelse gjøres. forend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger er begyndt.

3) Er ved upåankelig Afgjørelse Påkjendelse af en Sag ved Landsretten afskåren, fordi Sagen er antagen at høre til Underrettens Pirkekreds, er Underretten bunden herved. Er ved Afgjørelse ifølge Påanke en Sags Påkjendelse ved Underretten afskåren. fordi den er antagen at høre til Landsrettens Virkekreds, er Landsretten bunden herved.

§ 13.

Under højesterets Virkekreds høre alle Afgørelser i Anledning af Påanke af (Besværing over) Landsrettens dømme, Kjendelser og Beslutninger, derunder indbefattet Handlinger af det Medlem af Landsretten, hvem det måtte være overdraget at handle som Undersøgelsesdommer.

Til Landsrettens Virkekreds høre Afgjørelser i Anledning af Påanke af (Besværing over) Underrettens dømme, Kjendelser og beslutninger.

§ 15.

Ingen dømmer eller nævning må handle i en Straffesag, når han

1) selv er Part i Sagen eller er forurettet ved Forbrydelsen eller af Sagens Udfald kan have Skade eller Fordel, eller når det iøvrigt under Sagen bliver nødvendigt at bedømme hans egen tidligere Færd;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne eller den Forurettede i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som søskende, eller er nogen af disse Personers ægtefælle, værge, Ku- rator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiveller plejeson;

3) ev beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linie eller beslægtet i Sidelinien så nær som søskende med den i Sagen optrædende offentlige Anklager eller Politiembedsmand, en privat Anklagers eller den Forurettedes Rettergangsfuldmægtig eller den Sigtedes Forsvarer;

4) eller har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller Skjønsmand i Sagen eller handlet i den som offentlig Anklager, Politiembedsmand, Rettergangsfuldmægtig

for en privat Anklager eller den Forurettede eller som Forsvarer; 5) ej heller når nævningen har handlet som dømmer i Sagen, eller når dømmeren har handlet som dømmer eller nævning i Sagen ved den underordnede Instants. Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne Regel bliver dog at iagttage, at den Omstændighed, at dømmeren, fordi flere Embeds« virksomheder ere forenede i hans Person, tidligere af den Grund har havt med Sagen at gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende Omstæn- digheder er Grund til at antage, at ban har havt nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 16.

I de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde er dømmeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kjendelse afsagt af ham selv at vige sit sæde. beklæder han Retten i Forening med andre dømmere, er ban pligtig at gjøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregående Paragraf formenes at medføre hans Inhabilitet, hvorefter Afgjørelse træffes af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Påkjendelsen af Spørgsmålet. Førend Lodtrækningen af Nævninger til en Sag begynder, stiller Rettens Formand Spørgsmål til Anklageren, den eller de Sigtede og den eller de beskikkede Forsvarere, til Dom- merne og Nævningerne, om der med Hensyn til nogen af de indkaldte, tilstedeværende Nævninger måtte Være dem nogen Omstændighed bekjendt, som efter § 15 udelukker fra at Være nævning i den foreliggende Sag. De herefter opstående Spørgsmål afgjøres af Dømmerne i den sammentrådte Ret.

§ 17.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en dømmer stal vige sit sæde i de i § 15 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en dømmer beklæder retten, når andre Omstændigheder foreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan også en dømmer

selv, når han frygter for, at Parterne ej kunne have fuld Tillid til ham, vige sit sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsættes.

De Spørgsmål. der måtte opstå i Henhold til næværende Paragraf, afgjøres på samme Måde, som i § 16 er bestemt med Hensyn til de i § 15 omhandlede Tilfælde.

§ 18.

Indsigelse mod, at en dømmer beklæder Retten, bør fremsættes ved Forhandlingens Begyndelse, under Hovedforhandlingen for Anklageskriftets Oplæsning, Indsigelse mod en nævning for Lodtrækningens Begyndelse, jfr. § 16, 2det Stykke. Senere fremsættelse af den heromhandlede Indsigelse tillades kun, når det skjønnes at have været umuligt at fremkomme med den i rette Tid, eller Parten har Været i ham utilregnelig Uvidenhed om de Omstændigheder, som begrunde Indsigelsen.

dømmeren er pligtig, hvor han af egen Drift stal eller vil vige sit sæde, at gjøre dette, forend Forhandlingen begynder, eller undre Hovedforhandlingen for Anklageskriftets Opløsning, medmindre den Omstændighed, som ve« grunder hans Inhabilitet, er indtrådt senere.

§ 19.

Spørgsmål, om en dømmer af egen Drift stal eller må vige sit sæde, afgjøres, uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelser fra Parternes Side mod en Dommers eller nævnings Habilitet behandles i processuel Henseende som andre Formalitetsindsigelser.

§ 20.

Kjendelser, hvorved en Underretsdommer erklærer at ville vige sit sæde, eller hvorved det pålægges eller tillades en dømmer i en Kollegialret at vige sit sæde, eller hvorved en nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved Indsigelser imod en Dommers eller nævnings Inhabilitet forkastes, eller hvorved dømmerens egen Begjæring om at måtte vige sit sæde afslåes, kan der finde Besværing Sted. Når det strax forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilståes.

§ 21.

Fra det øjeblik af. da Retskendelse for, at en dømmer stal eller må vige sit sæde, er afsagt, er denne dømmer kun berettiget til at foretage sådanne Handlinger i Sagen, som ej kunne opsættes.

§ 22.

De om dømmere givne Forskrifter sinde også Anvendelse på Retsfkrivere. Afgjørel- sen af Habilitetsspørgsmålet tilfalder den Net, ved hvilken Retsskriveren er ansat.

§ 23.

De offentlige Anklagere virke for Forfølgning af Forbrydelser dels ved umiddelbar Virksomhed dels ved Henvendelse til og udenfor Kjøbenhavn Tilsyn med Politimyndighederne efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Udenfor de offentlige Anklageres Pirkekreds ere de Lovovertrædelser, som ved Lovgivningen ere henviste til Påtale af Private, samt de Lovovertrædelser, som ifølge nærværende Lov påtales af Politimyndighederne l§ 35). forsåvidt ikke Reglerne om Straffesagers Forening medføre Undtagelser, eller der, hvad de sidstnævnte Lovovertrædelser angår, finder Påanke Sted.

§ 24.

Det påhviler de offentlige Anklagere som Embedspligt at fremme enhver Sag med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader, og derved ikke blot at have forøje, at strafskyldige Personer drages til Ansvar, men også, at Forfølgning af Personer, som ikke ere strafskyldige, ikke finder Sted. De ere pligtige at vise Retten skyldig Agtelse samt at efterkomme de af Retten i medfør af nærværende Lov givne Pålæg.

§ 25.

Justitsministeren kan give sådanne almindelige Forskrifter for Udførelsen af de offentlige Anklageres Forretninger, som ved Siden af Loven findes fornødne, fremdeles med Hensyn til enkelte Sager pålægge vedkommende Anklager at begynde eller fortsætte, undlade eller standse Førfølgning, at foretage bestemte Forfølgningsskridt, at gjøre Retsmidler gjældende o. s. fr., samt afkræve Indberetning om Straffesager også udenfor de lovbestemte Tilfælde.

§ 26.

Står en offentlig Anklager i et Forhold, om vilde udelukke en dømmer fra at handle i sagen, stal han gjøre Meddelelse herom til sin nærmeste Foresætte, for at denne kan træffe sådan Foranstaltning, som i den Anledning måtte findes fornøden.

§ 27.

Overstatsanklageren væretager det For« nødne i Anklagens Interesse med Hensyn til Straffesagers Forhandling for højesteret; han kan fremdeles efter Pålæg af Justitsministeren eller af egen Drift ganske eller tildels overtage det til de ved Landsretterne beskikkede Statsanklageres Forretningskreds horende Hverv i en hvilkenfomhelst Straffesag.

Overstatsanklageren er de andre offentlige Anklagere overordnet og fører Tilsyn med deres Hvervs Udførelse, hvorved Reglerne i § 25 finde tilsvarende Anvendelse. Han gjør Indberetning årlig til Justitsministeren om de i Årets løb afgjorte og endnu henstående Straffesager så og ellers, når Omstændighederne opfordre dertil, eller når det fordres.

§ 28.

Den til Overstatsanklagerens Bistand beskikkede Statsanklager er beføjet til efter Pålæg af Overstatsanklageren eller i Tilfælde af dennes Forhindring uden Pålæg at foretage enhver Embedshandling, som hører under Overstatsanklagerens Virkekreds.

§ 29.

De for Landsretskredsene beskikkede Statsanklagere virke for Forfølgning af alle, ikke

ifølge § 23 undtagne Forbrydelser, hvad enten disses Pådømmelse i Første Instants sker ved Landsretten eller ved Underretterne i Landsretskredsen; endvidere væretage de Anklagens Interesser ved Forhandling for Landsretten af de under Politiets Anklagemyndighed horende Sager, der ere påankede.

Overstatsanklageren kan pålægge en Statsanklager at overtage i det Hele eller for en Del det offentlige Anklagerhverv i en Sag, som hører under en anden Statsanklagers Forretningskreds.

Det påhviler Statsanklagerne at gjøre Indberetning månedlig til Overstatsanklageren

om afgjorte og henstående Straffesager, i hvilke de have handlet som offentlige Anklagere, endvidere når tvivlsomme eller særdeles vigtige Spørgsmål opstå i de Sager, som de behandle, så og ellers, når det fordres.

§ 30.

Hjælpe-Statsanklagerne ere beføjede til efter Pålæg af Statsanklageren eller i Tilfælde af dennes Forhindring uden Pålæg at foretage enhver Embedshandling, som hører under Statsanklagerens Virkekreds.

De beskikkede Anklagere ved Underretten have efter Pålæg af Statsanklageren at udfore Anklager for Underretten.

§ 31.

Retterne troede i de under denne Lov horende Sager kun i Virksomhed ifølge Begjæring af den til Påtale Berettigede, forsåvidt ikke Undtagelse er hjemlet ved særlig Bestemmelse.

§ 32.

Rettens Virksomhed standser, når den til Påtalen Berettigede frafalder Forfølgning. Denne kan frafaldes, sålænge ikke Dom er afsagt eller henholdsvis Nævningernes Erklæring afgiven (jfr. dog § 350). Frafaldes Påtale, efter at Hovedforhandlingen er begyndt, afsiger

Retten Frifindelsesdom; når ellers den begyndte Forfølgning frafaldes, udsteder Retten på Forlangende et skriftligt Vidnesbyrd herom.

§ 33.

Påtalen tilkommer efter de nedenstående Regler Statsanklageren, Politimesteren, særlige Forvaltningsmyndigheder og Private.

§ 34.

I alle Sager, hvis Forfølgning ikke er henvist til Politimesteren eller Private (§§ 35 og 39), tilkommer det Statsanklageren at påtale for den dømmende Ret, Politimesteren for Undersøgelsesdommeren. Om Statsankla- gerens Adgang til at påtale for Undersøgelsesdommeren gjælde de nærmere Regler i tredie Afsnit. Politimesteren kan i disse Sager kun frafalde Forfølgning med Statsanklagerens Samtykke.

§ 35.

Politimesteren tilkommer det at påtale i de nedenfor nævnte, til Underrettens Kompetence hørende Tilfælde, forsåvidt disse ikke ere henviste til Påtale af Private, nemlig i:

1) Sager angående Handlinger, som stå under en Straffebestemmelse, der ikke hjemler anden Straf end Formuestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde, Ris, eller Fortabelse af en næringsøret, dog med Undtagelse af Embedsforbrydelser, og de i Straffelovens Kap. 9—11 samt §§ 208, 209 og 242 omhandlede Forbrydelser (jfr. § 9);

2) Sager angående de Forbrydelser, som om« handles i

a. Plan for Fattigvæsenet i Kjøbenhavn af 1. Juli 1799 § 141;

b. Fdg. om uberettiget bæren af Unifor- mer m. v. af 27. Novbr. 180! § 2;

c. Fdg. angående Befordringsvæsenet i i Danmark af 27. Jan. 1804 §§ 60, 62, 66, 67 og 68, når Sagen i medfør af § 87 er henvist til Domstol;

d. Pl. angående Anmeldelser om de naturlige Koppers og andre smitsomme Sygdømmes Udbrud af 27. Maj 1808 §§ 1 og 5;

e. Pl. om Kystpolitiet af 28. Febr. 1817 § 12;

f. Fdg. angående, hvad der i Strandingstilfælde stal iagttages, af 28. Decbr. 1836 § 37 I, 1ste Punktum, II og III;

g. Lov. hvorved Straffebestemmelserne i

Fdg. 5. Sept. 1794 § 5 forandres,

af 3. Marts 1854; h. Tyendelov af 10. Maj 1854 § 63

1ste Punktum; i. Lov om Kjøbenhavns Vandforsyning

af 30. Novbr. 1857 § 10; j. Lov om Straffen for Løsgjængeri og

Betleri af 3. Marts 1860;

k. almindelig borgerlig Straffelov §§ 111. 180, 277, 2det stykke, 278, 2det Stykke og 296;

l. Lov om Tilsyn med Udvandreres Ve«

fordring af 1. Maj 1868 § 10; m. Lov om Værnepligt af 6. Marts 1369

§ 13, jfr. § 54;

n. Lov om Foranstaltninger til at mod« arbejde den veneriske Smittes Udbredelse af 10. April 1874 §§ 6 og 10. For Påtalen af Sager, der høre under Politimesterens Virkekreds, blive Reglerne i § 34 anvendelige, når Forening med en Straf« fesag, som hører under sidstnævnte Paragraf, finder Sted. så og ellers ifølge Overenskomst mellem Statsanklageren og Politimesteren.

§ 36.

Statsanklageren og Politimesteren påtale i Embeds medfør. Dog udkræves:

1) Justitsministerens Befaling til Påtale af Embedsforbrydelser samt af andre Forbrydelser, ved hvilke dette særlig er foreskrevet;

2) Opfordring af vedkommende særlige Myndighed, når Handlingen er en Overtrædelse af Love, hvis Efterlevelse det nærmest Pahviler en sadan at våge over;

3) Begjæring af vedkommende Private, når den offentlige Påtale ved Lovgivningen er betinget heraf. Sådan Begjæring af en Privat må, for at kunne tages til følge. ikke udelukke nogen Medskyldig fra Forfølg« ningen; angår den kun en enkelt Skyldig, men uden at udelukke mulige Medskyldige, kan Forfølgningen udstrækkes til disse.

At Befalingen, Opfordringen eller den Privates Begjæring i de forannævnte Tilfalde

mangler, udelukker ikke, at uopsætrelige Skridt foretages, når Gjerningen må antages at Være Vedkommende ubekjendt, og Omstændighederne gjøre det rimeligt, at Påtale vil blive begjært. Tages Befalingen eller Opfordringen tilbage, inden Dom er afsagt eller Nævningernes Erklæring afgiven, ophører Retten til at påtale; det Samme gjælder, når den Privates Begjæring tages tilbage, dog, når Anklage alt er rejst, kun ved de Forbrydelser, som omhandles i Stl's §§ 159, 175 og 254. Den Undsagte kan på ethvert Trin standse en Sag om Anvendelse af Stl's § 299.

§ 37.

Når Statsanklageren i Sager, der høre under hans Virkekreds, skjønner, at undersøgelsen kan ventes at fore til, at en Person findes skyldig, kan han ordentligvis kun ifølge Pålæg af Justitsministeren undlade eller standse Påtale. Dog er Statsanklageren berettiget til at tage sådan Bestemmelse:

1) i de Tilfælde, bvor Lovgivningen indeholder særlig Hjemmel til, at offentlig Påale under visse Betingelser kan bortfalde, uden at henlægge Afgjørelsen til Justitsministeren ;

2) i de Tilfælde, på hvilke Straffelovens § 7 eller § 64 er anvendelig, når det skjønnes, at ingen eller kun en ubetydelig Straf vilde blive idømt, og en Domfældelse ikke har den Betydning, at Forbrydelsens senere Gjentagelse derved vil komme ind under et Straffebud, der foreskriver forhøjet Straf;

3) når den Private, af hvis Begjæring offentlig Påtale er betinget, udenfor de i § 36 i Slutn. nævnte Tilfælde frafalder en fremsat Begjæring. efterat Anklage er rejst, og Statsanklageren skjønner, at ingen offentlig Interesse kræver Påtale.

I det i Straffelovens § 70 omhandlede Tilfælde skal Statsanklageren indhente Justitsministerens Afgjørelse. om Påtale bør fra« faldes; det Samme gjælder, når Statsanklageren finder, at der kan Være Grund til Anvendelse af Straffelovens § 36 sidste Punktum.

§ 38.

Er en Handling, hvis Påtale i Henhold

til § 35 påhviler Politimesteren, Overtrædelse af en Lov, hvis Efterlevelse det påhviler en særlig offentlig Myndighed at våge over, kan den påtales af den vedkommende særlige Embedsmand, medmindre Forening med en Straffesag, som påtales af Statsanklageren eller Politimesteren, skal finde Sted.

§ 39.

Strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til Påtale af Private, forfølges af den til Påtalen Berettigede som Privatanklager.

Når den samme Handling, der udgjør en Lovovertrædelse af ovennævnte Art, tillige indeholder en Lovovertrædelse, som påtales af Statsanklageren eller Politimesteren, er denne berettiget til, efter Begjæring af den til Privatanklage Kompetente, at forfølge hin Lovovertrædelse i Forbindelse med den sidstnævnte. Den Private kan med Hensyn hertil opfordres til at erklære, om ban ønsker Sagen forfulgt på denne Måde. Den Private kan på ethvert Trin standse den efter hans Begjæring begyndte offentlige Forfølgning.

Reglen i Straffelovens § 212 2det Punktum bliver stående ved Magt.

§ 40.

Har Statsanklageren (§ 34) eller Politimesteren (§35) nægtet at påtale i et under deres Virkekreds hørende Tilfælde, uden at dette har Hjemmel i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i § 37 sidste Stykke eller i en stedfunden Benådning, er den ved den formentlige Forbrydelse forurettede private Person berettiget til som privat Anklager at bringe Sagen for Retten efter de nærmere Regler i syvende Afsnit Kap. I.

De Lovbestemmelser, som særlig hjemle Private Beføjelse til at påtale Lovovertrædelser, der også kunne forfølges af det Offentlige, uden at sætte som Betingelse, at offentlig På« tale er nægtet, blive stående ved Magt.

§ 41.

Retten prøver i Embeds medfør, om den, der forfølger, efter foranstående Regler er berettiget til Påtale.

§ 42.

De i Loven om den borgerlige Retspleje

givne Regler med Hensyn til Tagsøgerens Myndighed til at råde over Sagen, han? Adgang til at gå i Rette for sig selv, samt om Sagsøgeres Rettergangsfuldmægtige blive at følge i Sager, som i Henhold til §§ 39 og 40 anlægges af en privat Anklager, samt ved borgerlige Retskrav, der i Henhold til § 4 forfølges i Forbindelse med en Straffesag.

I Sager, som anlægges af en privat Anklager i Henhold til § 39, kan denne efter Omstændighederne fåe en Sagsører beskikket til at væretage sit Tarv efter de for borgerlige Domssager gjældende Regler.

§ 43.

Den, hvem Mistanke for en strafbar Handling rammer, ansees som sigtet, når Forfølgning er indledet mod ham for Undersøgelsesdommeren eller den dømmende Ret, eller den er forberedt ved Anholdelse eller lignende mod ham rettede Forholdsregler.

§ 44.

Når Anklage er rejst, har den Sigtede Ret til at benytte en af ham selv valgt Forsvarer til på sine Vegne at væretage sit Tarv under Retsmøderne eller til at bistå sig herved samt til Affattelse af Processkrifter. Rettens Formand kan tilstede, at flere Forsvarere medtages under Hovedforhandlingen for Landsretten, dog således at ordentligvis kun een af disse kan optræde på hvert enkelt af Forhandlingens Trin. Den Sigtede, som lader en Forsvarer handle for sig, er ikke udelukket fra selv tillige at tage Ordet til sit Forsvar.

Under Forundersøgelsen har den Sigtede Ret til at benytte en valgt Forsvarer til at fremsætte skriftlige Andragender til Dommeren og Besværing til højere Ret, ved Besigtigelser og Syns- eller Skønsforretninger, samt ved Afhørelse i de i § 49 nævnte Tilfælde.

Er den Sigtede ikke personlig myndig, er ans værge berettiget til at vælge ham en orfvarer.

§ 45.

Som Forsvarere i Henhold til § 44 kunne benyttes:

1) enhver til Mede i vedkommende Ret berettiget Sagforer samt ved Underretterne de andre mænd. der af Justitsministeren måtte virre antagne til at modtage Bestikkelse som offentlige Forsvarere.

2) Personer, som ere beslægtede eller be- svogrede med den Sigtede i den op- eller nedstigende Linie, hans Søskende, ægtefælle, værge. Kurator, Adoptiv- eller Plejeforældre, Adoptiv- eller Plejebørn, forudsat at de nævnte Personer ere personlig myndige og uberygtede. Den, der angiver at stå i et af de nævnte Forhold til den Sigtede, skal fore Bevis herfor, når og såsnart det af Retten forlanges.

Retten har ordentligvis at afvise Personer, der ikke ere berettigede til at møde som Forsvarere, samt at tilbagevise Processkrifter, der ere underskrevne af sådanne. Dog kan Rettens Formand eller vedkommende Underdømmer af særegne Grunde undtagelsesvis tilstede, at andre personlig myndige og uberygtede Personer end de ovenfor nævnte benyttes som Forsvarere under Hovedforhandlingen.

Personer, der ere indkaldte til at afhøres som Vidner eller Syns- eller Skjønsmænd i Sagen, kunne ikke Være Forsvarere, ej heller Personer, som ere begjærte indkaldte i den nævnte Egenskab, indtil Retten har truffet Afgørelse herom.

§ 46.

Virkningen i Straffesagen af Stillingen som valgt Forsvarer indtræder først, efter at Meddelelse er gjort til Retten om Valget. Når nogen Anden end de i § 45 Nr. 1 nævnte Personer i Egenstab af valgt Forsvarer optræder som handlende på den Sigtedes Vegne, skal derhos Bevis for Fuldmagten haves ved Hånden eller ledsage Processkriftet; tilstrække- ligt Bevis er den Sigtedes Erklæring til Rets. bogen eller en med Underskrift af ham og to Vitterlighedsvidner forsynet Erklæring. Mangler sådant Bevis, eller erklærer Nogen, der kan vælges til Forsvarer, at mangle Fuldmagt, men at handle i Forventning af den Sigtedes Billigelse, kan Retten tilstede ham at optræde,

under Fastsættelse af en kort Tid til Tilvejebringelse af Beviset eller Godkendelsen; på denne Måde forholdes også, når Retten måtte finde det nødvendigt at afkræve de i § 45 Nr. 1 nævnte Personer Bevis for Fuldmagt.

§ 47.

Den Sigtede, som er fængstet, har Ret til mundtligt og skriftligt Samkvem med sin valgte Forsvarer, dog sålænge Anklage ikke er rejst, kun under sådan Kontrol, som dømmeren finder fornøden. I Retsmøderne har den Sigtede Net til at rådslå med ham, forsåvidt ikke det Modsætte Mig er foreskrevet.

§ 48.

Når der i en Sag, som er indbragt for Landsretten, ikke er antaget en Sag« fører til Forsvarer, eller den antagne Sagfører udebliver, bliver i Embeds medfør en offentlig Forsvarer al bestikke, dersom enten Nævninger skulle medvirke ved Påkjendelsen, eller der kan opstå Spørgsmål om at lægge Beslag på den Sigtedes Formue i Henhold til § 197, såvelsom iøvrigt, når Rettens For« mand ikke efter Sagens Omstændigheder måtte skjønne retskyndig Bistand overflødig.

Er Anklage rejst for Underretten, og færegne Omstændigheder findes at gjøre retskyndig Bistand ønskelig, kan en offentlig Forsvarer beskikkes, ordentligvis dog kun på Begjæring. og når den Sigtedes Formuesforfatning er således beskaffen, at han ikke uden at savne det fornødne til sit og Families Underhold eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan udrede Pederlag til en Sagfører.

Retshandlinger, som, efter at Anklage er rejst, finde Sted udenfor Hovedforhandlingen, har den beskikkede Forsvarer Ret til at deltage i; skal Handlingen foregå udenfor den Under« retskreds, i hvilken Forsvareren boer, bliver der på hans Begjæring at bestikke en særlig Forsvarer til at møde ved samme. Dog bør i påtrængende Tilfælde Retshandlingen ikke udsættes af Hensyn til foranstående Forskrift.

Imod Beslutninger, hvorefter Forsvarer beskikkes, haves intet Retsmiddel; imod Beslutninger, ved hvilke Forsvarers Bestikkelse nægtes, kan Besværing til højere Ret finde Sted.

§ 49.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer for den Sigtede finder fremdeles Sted under Betingelser, svarende til de i § 48 angivne, når under en Sags Behandling, førend Anklage er rejst, Forklaringer skulle afgives af Vidner eller Syns« eller Skjønsmænd, for at benyttes ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, samt når Besigtigelse ved dømmeren eller under dømmerens Ledelse en Syns- eller skjønsforretning skal foretages under Forhold, der medføre Fare for, at Gjentagelse ikke senere vil kunne finde Sted. Dog bliver Retshandlingen ikke af denne Grund at udsætte, når det må befrygtes, at Beviset i så Fald kunde tabes.

§ 50.

Når Landsrettens Dom påankes, eller der i Anledning af Andragende om Tagens Gjenoplagelse skal finde mundtlig Forhandling Sted for højesteret, og Sagforer ikke er antagen eller ikke møder, beskikkes altid en offentlig Forsvarer til at optræde under Forhandlingen for højesteret.

Når Underrettens Dom påankes, eller der i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse af en Sag, i hvilken Landsretten har afsagt Dom som følge af Påanke, skal finde mundtlig Forhandling Sted for Landsretten, bliver med Hensyn til Beskikkelse af en offentlig Forsvarer til at optræde for Landsretten Reglen i § 48 2det Stykke at følge. Denne finder fremdeles Anvendelse, når der i Anledning af Besværing undtagelsesvis skal finde mundtlig Forhandling Sted for Landsretten eller højesteret, samt når undtagelsesvis Påanke af Landsrettens Dom i anden Instants til højesteret tilstedes.

Når i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse af en Sag, der er pådømt af Landsretten i Første Instants, mundtlig Forhandling skal sinde Sted for Landsretten, bliver offentlig Forsvarer at bestikke efter Reglerne i § 48 1ste Stykke.

§ 51.

Til at modtage Bestikkelse som offentlig Forsvarer antager Justitsministeren efter Overenskomst et tilstrækkeligt Antal af de til Mede i vedkommende Ret berettigede Sagførere, med

særligt Hensyn til den fortrinlige Adgang, der er indrømmet de af Kongen udnævnte Sagførere. Til at beskikkes som Forsvarere ved Underretten kunne også andre dertil egnede Mand antages af Justitsministeren, når Begrænsningen til Sagførere vilde medføre uforholdsmæssigt VesVær eller Bekostning.

Andre til Møde i vedkommende Ret berettigede Sagførere kunne beskikkes til offentlige Forsvarere, når den Sigtede begjærer det, og de ere villige til at overtage Forsværet uden noget Vederlag fra det Offentlige, samt når derhos ingen lovlig Hindring er forhånden.

§ 52.

Forsvareren beskikkes af vedkommende Rets Formand eller henholdsvis vedkommende Enkeltdømmer. Sagerne bør såvidt mulig fordeles mellem de antagne Forsvarere efter Omgang; ønsker den Sigtede en bestemt Person bestikket og oplyser, at denne er villig, er dømmeren berettiget til, og. når den Pågjældende tillige giver Afkald på Vederlag fra det Offentlige, pligtig til at bestikke denne uden Hensyn til den regelmæssige Omgang, forudsat at ingen lovlig Hindring er forhånden.

§ 53.

Til offentlig Forsvarer må Ingen bestik« kes, der selv er forurettet ved Forbrydelsen eller står i et sådant Forhold til den Forurettede eller dennes Rettergangsfuldmægtig i Sagen eller til Anklageren, som vilde udelukke en dømmer fra at handle i Sagen, eller der er kaldet til at forklare som Vidne, Syns- eller Skjøns« mand i Sagen eller har handlet i den som Anklager eller Rettergangsfuldmægtig for den Forurettede eller fom Politiembedsmand eller som dømmer eller i en anden Straffesag har været Forsvarer for en Sigtet, med hvis Interesse i Sagen den nu Sigtedes står i Strid.

Ere flere Personer sigtede under samme Sag, kan Forsvaret kun udføres af den samme Person, når de Sigtedes Interesser under Sagen ikke ere modstridende.

§ 54.

Beskikkelsen kan tilbagekaldet når det findes nødvendigt i Forsvarets Interesse, samt.

forsåvidt Sagen ikke derved forhales, efter Begjæring af den Sigtede på Grund af en senere truffen Overenskomst om det offentlige Forsvars Udførelse uden Vederlag af det Offentlige.

§ 55.

De offentlige Forsvarere ere Pligtige med Flid og Trostab at udfore de dem betroede Sager, at fremme dem med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader, at vise Retten skyldig Agtelse og at efterkomme de Pålæg, som Retten i medfør af nærværende Lov giver.

§ 56.

For Pligtovertrædelser i deres Hvervs Ud førelse pådrage de offentlige Forsvarere sig Ansvar efter Lovgivningens almindelige Forskrifter; Straffelovens 13de Kapitel er anvendeligt på dem.

Ansværet forfølges efter de almindelige Regler, forsåvidt ikke Andet er særlig hjemlet i nærværende Lov.

§ 57.

De den Sigtede for Forsvarets Skyld tillagte Rettigheder tilkomme også, indenfor Bestikkelsens Grænser, den offentlige Forsvarer, forsåvidt ikke Andet er særlig foreskrevet eller følger af Forholdets Natur. Til Foretagelse af de Handlinger, som den offentlige Forsvarer finder fornødne eller hensigtsmæssige til den Sigtedes Tarv, behøver han ikke dennes Samtykke.

Den offentlige Forsvarer har Ret til mundtligt og skriftligt Samkvem med den Sigtede, som er fængstet, uden Opsyn. Under Retsmøderne er han berettiget til at rådslå med den Sigtede, forsåvidt ikke det Modsætte særlig er foreskrevet.

§ 58.

De offentlige Forsvarere erholde Vederlag af det Offentlige for den enkelte Sag, forsåvidt Krav herpå ikke er frafaldet (jft. §§ 51 og 52). Retten fastsætter dette Vederlag efter Arbejdets Betydning og Omfang ved dømmen eller, når Forsvarerens Virksomhed er afsluttet.

§ 59.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer indflrænker ikke den Sigtedes Ret til selv at drage Omsorg for sit Forsvar.

§ 60.

Enkeltstående Retshandlinger, om hvilke der bliver Spørgsmål, førend eller efter at Sag er begyndt, foretages i den Retskreds, hvor den Person boer eller opholder sig, eller hvor den Ting findes eller antages at vare, til hvilken Retshandlingen har Hensyn.

§ 61.

Straffesager forfølges ved de nedenfor an« førte Værnething. Reglerne herom sinde Anvendelse såvel med Hensyn til Forundersøgelsen som med Hensyn til Behandlingen ved den dømmende Ret.

§ 62.

Ved den Ret, i hvis Kreds Handlingen er foretagen, kunne alle i Kongeriget begåede Forbrydelser forfølges. Udkræves flere Handlinger til Forbrydelsens Begreb, er den Ret Værnething, i hvis Kreds den sidste af dem er foretagen. Udgjøre flere i forskjellige Retskredse foretagne strafbare Handlinger, som hver især vilde begrunde Værnething efter foranstående Regler, tilsammen een Forbrydelse, eller er en Forbrydelse begået på Grænsen af flere Retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte Retskredse en Forbrydelse er begået, kan Forfølgningen ske ved en hvilkensomhelst af de Retter, om hvilke der på Grund af de angivne Omstændigheder opstår Spørgsmål.

§ 63.

Som Gerningsstedets Værnething ved For« brydelser, der begåes udenfor Kongerigets Sø-

territorium ombord på dansk Skib eller af Personer, som høre til sådant Skib, ansees den Ret, til hvis Kreds Skibet ved sin Hjemkomst til Kongeriget ankommer for at losse eller lade.

§ 64.

Ved den Ret, i hvis Kreds den Sigtede boer, eller, hvis han ikke har Bolig i Riget, ved Forfølgningens Begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i Riget, ved den Ret, i hvis Kreds han sidst havde Bolig eller opholdt sig, kunne forfølges:

1) de under de danske Domstoles Påkjendelse hørende Forbrydelser, som begåes udenfor Kongerigets Grænser;

2) de Forseelser, som det tilkommer Politimesteren at påtale (§ 35), uden Hensyn til, om de påtales af ham eller af Andre, samt de Handlinger, som påtales af Private i medfør af § 39;

3) andre Forbrydelser, når der mangler sådanne Oplysninger, som betinge Anvendelsen af § 62.

Danske i Udlandet ansætte, med Exterritorialitetsret forsynede Embedsmand og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer ansees ved Anvendelsen af ovenstående Regel som havende Bolig i København, forsåvidt de ikke måtte have vedligeholdt Bolig noget andet Sted i Riget. Det Samme gjælder, indtil anderledes bestemmes, om danske Undersåtter, som ifølge traktatmæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i det Land, hvor de have eller have havt Bopæl.

§ 65.

De i § 64 ommeldte Forbrydelser kunne også forfølges ved den Ret, i hvis Kreds den Sigtede i medfør af de om Anholdelse og Fængsling givne Regler er bleven pågreben.

§ 66.

Sager mod en Forening til dens Ophævelse i medfør af Grundloven af 28de Juli 1866 § 87 forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse har sit Sæde.

Sag til Stadfæstelse af de i Lov af 3die Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede

Forbud forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Forbudet er nedlagt.

Sag angående Anvendelse af Straffelovens § 299 forfølges ved et af de i §§ 62—65 ommeldte Værnething.

§ 67.

Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en Person indledes, kunne i påtrængende Tilfalde uden Hensyn til de ovenstående Regler foretages af Underdømmeren i den i § 64 ommeldte Retskreds. Sagen afgives snarest mulig til den kompetente Ret.

Iøvrigt kan Afvigelse fra Reglerne om Værnething for Sager, der høre under Statsanklagerens eller Politimesterens Virkekreds, på Andragende, og når særegne Grunde findes at tale derfor, besluttes as Landsretten, der« som Spørgsmålet angår Underretter i samme Landsretskreds, og i andre Tilfælde af højesteret (§ 108).

I Sager, som påtales af Private i Henhold til § 39, kan Afvigelse vedtages af Parterne.

§ 68.

Retten prøver i Embeds Medfør, om Sagen er indbragt for ret Værnething. Under Hovedforhandlingen samt i Sager, der påtales i Henbold til § 39, kan Afvisning på Grund af Værnethingsreglernes Tilsidesættelse dog kun finde Sted, når Indsigelse gjøres; Indsigelse bør fremsættes for Anklageskriftets Oplæsning, eller i Nævningesager forend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger begynder, og den er udelukket, når den Sigtede, førend Hovedforhandlingen er begyndt, har havt Adgang til at fremsætte den, uden at dette er sket.

At Forundersøgelse eller Retshandlinger udenfor Hovedforhandleren ikke ere foregåede ved rette Værnething, berøver dem ikke deres Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Af gjørelser af et Værnethingsspørgsmål, kan det af Anklageren indbringes til Afgjørelse for Landsretten, hvis Retterne høre til samme Landsretskreds, og i andre Tilfælde for højesteret. Herved finde iøvrigt Reglerne om Retsmidler Anvendelse, således at der ved Friskernes Beregning tages Hensyn til den sidste Afgjørelse.

§ 69.

Mellem flere Værnething, ved hvilke Sagen kan forfølges, har Anklageren Valget. Fra den Ret, ved hvilken Forfølgning først er begyndt, kan Sagen kun gå over til et andet Værnething, når i en privat Sag (§ 39) den Sigtede samtykker, og i offentlige Sager, når Retten på Anklagerens Andragende formedelst Vidners Bopæl eller af anden Megen Grund sinder det hensigtsmæssigt til Sagens Fremme. Beslutning herom tages af den Ret, ved hvilken Forfølgningen er begyndt, når den anden Ret deri er enig, og ellers af den fælles overordnede Ret (§ 108).

Valg af Ret til Forundersøgelsen er ikke bindende for Valget af den dømmende Ret.

§ 70.

Søgsmål mod dm samme Person for forskellige strafbare Handlinger samt mod flere Personer som delagtige i en strafbar Handling kunne af den eller de Påtaleberettigede forenes til een Sag. Finder Forfølgningen Sted samtidig, henholdsvis for Undersøgelsesdommeren eller den dømmende Ret, skulle Søgsmålene forenes, medmindre Påtalen tilkommer flere Private.

Retten forbeholdes den i §§ 72—74 omhandlede Myndighed.

§ 71.

Når i Henhold til § 70 flere Forbrn- delser forfølges under Et, kan Forfølgningen iværksættes ved enhver Ret, som er Værnething for nogen af de pågjældende Forbrydelser; dog kan kun et af Gjerningsstedernes Værnething vælges, når nogen af Forbrydelerne hører til dem. der alene kunne forfølges ved et sådant Værnething. hører nogen af de Forbrydelser, mellem hvis Værnething Valg haves, for Underretten, medens en eller flere andre høre under Landsrettens Påkjendelse, træder i Underrettens Sted den Landsret, i hvis Kreds den er beliggende.

Iøvrigt finde ved foranstående Regel §§ 67 —69 tilsvarende Anvendelse.

§ 72.

Retten kan på Andragende eller i Embeds medfør beslutte Adskillelse af de Straffesager, som ere forenede i Henhold til § 70. Det beror på Retten, om de Sager, som kun på Grund af Foreningen forfølges for den, efter Adskillelsen fremdeles skulle behandles ved den eller ikke; samme Regel gjælder, naar Foreningen ophører af anden Grund, såsom Frafald af Forfølgning.

§ 73.

Retten kan beslutte, at selvstændige, henholdsvis for Undersøgelsesdommeren eller den dømmende Ret svævende Straffesager skulle forbindes til een Sag, dog, naar Søgsmålene ikke stå i det i § 70 forudsætte Forhold til hinanden, kun. naar ingen af Parterne gjør Indsigelse derimod.

Beslutningen tages af den Ret, for hvilken Sagerne svæve, eller, hvis Spørgsmål er om Forening af Sager, som ere anhængiggjorte dels for Landsretten, dels for en under den hørende Underret, af Landsretten. Forfølges Sagerne ellers for forskjellige Retter, og der ikke er Enighed, afgjøres Spørgsmålet af vedkommende overordnede Ret (§ 108).

§ 74.

Forandring i Rettens Beslutninger i medfør af §§ 72 og 73 kan finde Sted; dog bliver Beslutningen herom, forsåvidt der tillige opstår Spørgsmål om Overgang af en Sag til en anden Ret, at tage på den i § 73 2det Stykke foreskrevne Måde.

§ 75.

Den, der sagsøges af den Fornærmede for Ærefornærmelser eller personlig Overlast, kan anlægge Modsøgsmål for lignende Forhold, som har givet Anledning til Gjerningen, ved Hovedsøgsmålets, Værnething. Reglerne i §§ 72—74 finde herved Anvendelse.

§ 76.

Retterne, statsanklagerne og Politiets Embeds- og Bestillingsmænd kunne ordentligvis kun foretage eller lade foretage Embeds« handlinger vedrørende Strafferetsplejen i den Embedskreds, for hvilken de ere beskikkede.

Udkræves i en Sag Foretagelsen af Embedshandlinger i en anden Kreds end den, for hvilken den i Sagen kompetente Myndighed er bestikket, har denne, forsåvidt ikke nedenstående Paragrafer hjemle Undtagelser, derom at henvende sig med Vegjæring til vedkommende Myndigbed i den fremmede Kreds. Saadan Begjæring er denne pligtig at efterkomme, medmindre den Handling, den anmødes om at foretage eller lade foretage, vilde stride mod Loven eller ligge udenfor dens Embedsbefsjelser.

§ 77.

Retterne ere beføjede til i en fremmed Retskreds, uden Mellemkomst af Retten i denne, at lade foretage Forkyndelser samt at lade Anholdelsesbeslutninger, fængslingskjendelser og Befalinger om ved Tvang at fremstille Vidner samt Syns- eller Skjønsmænd for Retten udfore. Naar det iøvrigt til Undersøgelsens Fremme findes hensigtsmæssigt, kan Retten foretage Embedshandlinger i en fremmed Retskreds med Bemyndigelse af Retten i denne eller af højere Ret, og i påtrængende Tilfælde uden saadan Bemyndigelse. fornøden Meddelelse skal snarest mulig ske til Retten i den pågjældende Kreds.

Naar Politiet i ovennævnte Tilfælde udfører Rettens Beslutninger, er det beføjet til at handle i en fremmed Politikreds.

§ 78.

Selvstændige Embedshandlinger kunne Statsanklageren og Politimesteren foretage eller lade foretage i en fremmed Kreds ifølge Bemyndigelse af vedkommende Embedsmand i

Kredsen eller af højere Autoritet, samt uden saadan Bemyndigelse i påtrængende Tilfalde, såsom naar en Person anholdes, der uafbrudt er bleven eftersat. fornøden Meddelelse skal snarest mulig ske til vedkommende Embedsmand i Kredsen.

§ 79.

Retsmøderne ere offentlige, hvor ikke det Modsætte særlig er foreskrevet. Dog kan Retten på Vegjæring af en Part eller i Embeds medfør beslutte, at Forbandlingen skal foregå for lukkede Døre, naar Hensyn til Endelighed eller den offentlige Orden kræver det, ved Retshandlinger, som finde Sted udenfor Hovedforhandlingen, tillige, naar særegne Om« stændigheder give Grund til at antage, at Retsmødets Offentligbed vil Være til Hinder for Sagens Oplysning. dømme afsiges stedse i offentligt møde.

§ 80.

Rettens Beslutning, at Dørene skulle lukkes, sker ved Kjendelse, efter at Parterne have havt Lejlighed til at udtale sig. Kjendelsen afsiges offentlig; om Dørene skulle lukkes under den forudgående Forhandling, afgjør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dørene skulle lukkes, kan træffes såvel ved Forhandlingens Begyndelse som i Lovet af denne; den kan strax eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingen.

§ 81.

Naar det i medfør af de foregående Paragrafer besluttes, at Retshandlinger udenfor Hovedforhandlingen for en Ret, som består af en enkelt dømmer, og ved hvilke ingen Retsskriver er tilstede, skal foregå for lukkede Døre, samt ellers, hvor Loven særlig bestemmer det, skulle to mænd tilkaldes som Retsvidner. Kunne disse ikke strax komme tilstede, bliver Retshandlingen at udsætte, medmindre dens

Øjemed derved vilde stå Fare for at for« spildes.

Retsvidnerne tilkaldes af dømmeren blandt de Mænd, der findes opførte på Nævningegrundlisten for den Kjøbstad eller det Sogn, i hvilket Retshandlingen skal finde Sted; dog ere de Mænd fritagne, som måtte være optagne på Nævningekredsens Aarsliste. Grundlistens Gyldighed i fornævnte Henseende regnes fra 1. Juni til 31. Maj. Reglerne i § 15 samt Lov om Domsmagtens Ordning m. v. § 65 finde tilsvarende Anvendelse ved Retsvidners Tilkaldelse; de derved opstående Spørgsmål asgjøres af dømmeren. Denne sørger såvidt mulig for, at Tilkaldelsen sker efter Omgang; kun i nødsfald kan en Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter hinanden. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller uden betimelig Anmeldelse herom, kan dømmeren idømme det en Bode af indtil 20 Kr. dømmeren kan pålægge ret^» vidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved Retshandlingen erfare om Undersøgelsens Gjenstand; Overtrædelse af sådant Pålæg straffes med Beder indtil 100 Kr. Retsvidnerne erholde ingen Godtgjørelse.

§ 82.

Naar Hovedforhandlingen holdes for lukkede Døre, have de ved den påtalte Handling forurettede Personer, fremdeles dømmere, øvrighedspersoner, offentlige Anklagere, Eagførere, samt de, der ere tilstede ifølge Indkaldelse til at udøve Nævningehvervet i Rettens Samling, Adgang til at overvære samme; endvidere kan enhver af Parterne fordre, at der tilstedes indtil tre af ham opgivne Personer Adgang, og enkelte Andre kan Adgangen til« stedes af Rettens Formand.

Hvorvidt der ved Retshandlinger, som udenfor Hovedforhandlingen finde Sted for lukkede Døre, kan tilstedes enkelte Personer, som ikke skulle deltage i Forhandlingen, Adgang, beror på Rettens Formand.

§ 83.

Rettens Formand våger over, at Forhandlingen foregår med den tilbsrlige Orden

og værdighed. Han er berettiget til at afbryde og tilrettevise Parter, Vidner eller Andre, naar de tillade sig upassende Udtalelser eller utilbsrlige personlige Angreb. Vedbliver en Part hermed trods Tilrettevisning, kan Ordet fratages ham. Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrre Forhandlingen eller tilsidesætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne udvises af Retssalen.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i Retten mødende, Uordener, hvorved Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod Formandens Befalinger kan Retten ved en Kjendelse, der afsiges strax, pålægge Straf af bøder indtil 40 Kr. eller simpelt fængsel indtil 8 Dage.

De Ordensstraffe, som pålægges i Henhold til denne Paragraf, medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Stræffelovens almindelige Regler, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerlig og sjeblikkelig at yde Retten Bistand til Udførelse af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 84.

Angående alle Retshandlinger i Strafferetsplejen optages Beretning i Retsbogen. I Retsbogen indføres først Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) de Personers Navne, der have fungeret som dømmere, Nævninger, Retsskriver og Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) de Personers Navne, der ere tilstede som Parter eller på disses Vegne eller til deres Bistand, samt Bemærkning om de Forholdsregler, som måtte Være trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet har været offentligt eller ikke.

§ 85.

Fuldstændigt optages i Retsbogen Parternes Påstande, Andragender og Indsigelser, forsåvidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er

tilstrækkelig, Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, Rettens dømme, Kjendelser og svrige Beslutninger og i Nævningesager de til Nævningerne stillede Spørgsmål samt Nævningernes Erklæring over disse.

Af de Personers Udsagn, som afhøres for Underssgelsesdommeren, skal det væsentlige Indhold gjengives; vigtigere Erklæringer af den Sigtede og navnlig Tilståelftr skulle såvidt mulig gjengives med hans egne Ord; det Samme gjælder om Vidneforklaringer, Syns- eller Ekjønsmænds Forklaringer, som afgives for at benyttes ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, samt om Eyns- eller skjønsmænds Erklæringer til Retsbogen. Tilsvarende Regler gjælde med Hensyn til Hovedforkandlingen for Underretten i Sager, der ikke ere undtagne fra Påanke. Af Udsagn, der afgives under Afhørelse for Landsretten, optager Retsskriveren under Formandens Vejledning det Væsentligste i en særfkilt Bog; ere de Pågjældende tidligere afhørte for en Ret, er dog Henvisning tilstrækkelig, og kun væsentlige Afvigelser eller Fuldstændiggjørelser optegnes.

Angående Besigtigelser, som foretages af undersøgelsesdømmeren eller af Underretten i Sager, der ikke ere undtagne fra Påanke, skal Retsbogen indeholde så Meget, at den giver et fuldstændigt og tro Billede af det Besigtigede.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Påstande, Andragender eller Indsigelser, optages Intet i Retsbogen; dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skulle optages.

Eærlig Bemærkning gjøres i Retsbogen om, hvorledes der er gået tilværks med Hensyn til Former, som efter Loven skulle iagttages, om hvad der fremlægges i Retten, og hvilke Dokumenter der ere blevne oplæste.

§ 86.

Oplæsning og Vedtagelse af Tilførsler til Retsbogen angående afhørte Personers Udsagn finder kun Sted ved afhørelser for Undersøgelsesdommeren og under Hovedforhandlingen for Underretten i Sager, som ikke ere undtagne fra Påanke.

§ 87.

Retsbogen underskrives af Rettens Formand, fremdeles af de Personer, der måtte have fungeret som Retsskliver eller Retsvidner. Den afgiver Bevis for, hvad der er foregået under Retshandlingen, og særlig for, hvorledes der er gået tilværks med Hensyn til Former, som efter Loven skulle iagttages; Modbevis er ikke udelukket.

§ 88.

Aktstykker og andre Dokumenter, som frem« lagges i Retten, forsynes med Fremlæggelses« påtegning.

§ 89.

Parternes Processkrifter forblive i Rettens Arkiv. Af Dokumenter og Aktstykker, der benyttes som Bevis, skulle, naar de forlanges tilbageleverede, bekræftede Gjenparter forblive hos Retten; dog undtages herfra Dokumenter, der ere Udskrift af Embedsprotokoller. Om Gjen« part skal tages af Handelsbøger, Regnskabsbøger eller andre sådanne Dokumenter af særdeles betydeligt Omfang, beror på Formanden.

Retsskriveren samler de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevarer dem samt de af tilbageleverede Originaler tagne Gjenparter.

§ 90.

Udenfor de Tilfalde, for hvilke der i denne Lov er truffet særlig Bestemmelse, kunne Parterne samt Andre, som deri have retlig Interesse, hos Retsskriveren forlange Udskrift af Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivningsbogen, samt af de øvrige hos Retten beroende, til en Stræffesag hørende Dokumenter, dog kun mod herfor at erlægge sportelmæssig Betaling, medmindre Udskriften er begjært af en offentlig Myndighed.

Vægrer retsskriveren sig ved at meddele en begjært Udskrift, kommer Reglen i Lov om den borgerlige Retspleje § 49 til Anvendelse.

§ 91.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til Retten må ske i noget andet Sprog. Af-

hørelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Afhørelse udenfor Hovedforhandlingen for en Landsret Tilkaldelse af Tolk undlades, naar dømmeren tiltror sig fornødent Kjendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede Sprog, skulle ledsages af en Oversættelse, som bliver at autorisere af en offentlig ansat Translator, medmindre Retten og Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhørelse af Døve, Stumme og Devstumme foregår enten ved Hjalp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige spørgsmål og Svar.

Til at bistå som Tolk eller Tegnsprogkyndig må Ingen af Retten tilkaldes, der vilde Være udelukket fra at handle som dømmer i Sagen (§§ 15 og 17). iøvrigt blive de om Vidner givne Regler at anvende på de nævnte Personer med de Lempelser, der følge af Forholdets Natur og, forsåvidt ikke noget Andet særlig er foreskrevet.

§ 92.

De Forretninger, som ifølge denne Lov Påhvile Rettens Formand, udføres, naar Retten beklædes af en enkelt dømmer, af denne.

§ 93.

De fra Retten udgående Meddelelser i Stræffesager, for hvilke Loven ingen særlig Forskrift indeholder, ske på den Måde, som rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder hensigtsmæssigst, og uden at hans Beslutninger herom ere Gjenstand for Påanke. Det er tilladt at tilstille Meddelelsen pr. Post.

§ 94.

Naar en Beslutning med Hensyn til Tagens videre Foretagelse eller Retshandlingers Iværksættelse træffes af Retten i et behørig

afholdt møde, er ingen særlig Forkyndelse eller Meddelelse herom nødvendig til de Personer, der have erholdt saadan Underretning om hint Møde, som også vilde Være tilstrækkelig med Hensyn til det nye Mede.

§ 95.

Ved Stævningsmændene eller ved Politiet skal, med de i §§101—103 hjemlede Undtagelser. Forkyndelsen eller Meddelelsen foregå i følgende Tilfælde:

1) ved Tilsigelse af den Sigtede til Afhørelse for undersøgelsesdommeren, ved Anklageskriftets Meddelelse til ham, ved stævning eller Tilsigelse af den Sigtede til Møde under Hovedforhandlingen, ved Forkyndelse af Domsudskrift til den domfældte Sigtede, der ikke var tilstede ved Dommens Afsigelse, samt ved Meddelelse til den Sigtede af de Skrifter eller Tilfersler til Retsbogen, ved hvilke Anklageren indleder Anvendelse af Retsmidler mod en Dom',

2) ved Indkaldelse til Afhørelse af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, ved Forkyndelse af Udmeldelsesbeswtningen for de sidstnævnte, samt ved Forkyndelse af den i § 137, jfr. § 162, ommeldte Kjendelse for udeblevne Vidner, Syns- eller Skjønsmænd;

3) ved Indkaldelse til personlig Afhørelse af en privat Anklager eller den Forurettede, der forfølger et Erstatningskrav under Sagen, samt ved Meddelelse til disse af de Skrifter eller Tilførsler til Retsbogen, ved hvilke den dømte indleder Anvendelse af Retsmidler mod dømmen.

§ 96.

Enhver bestikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser og Meddelelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det Foretagne svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

De for en Retskreds beskikkede Etævningsmænd ere pligtige at besørge alle Forkyndelser og Meddelelser indenfor Retskredsens Grænser. Dog må en Stævningsmand ikke foretage eller deltage i Forretningen, naar nogen af Parterne er hans ægtefælle eller er ham beslægtet eller besvogret i den lige op- eller nedstigende Linie

eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel.

Ved Anordning gives der en Instrux samt de fornødne Disciplinærbestemmelser for Stævningsmænd.

§ 97.

Det, der skal forkyndes eller meddeles på den i § 95 foreskrevne Måde, gives af Rettens Formand i dobbelt Udfærdigelse til den, der skal iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen. Udgår denne fra en Landsret, eller skal den ske i en anden Underretskreds end den, i hvilken Retten har sæde, kunne Udfærdigelserne sendes til Underdømmeren i den Kreds, hvor Forkyndelsen skal ske, for af ham at overgives til Stævningsmanden eller Politiet.

Pålæget skal efterkommes snarest muligt, i Byerne senest inden 24 Timer, på Landet senest inden -18 Timer ester Modtagelsen. Om Tiden, på hvilken Pålæget er modtaget, undertegnes en skriftlig Tilståelse.

Naar Forretningen udføres af en Stævningsmand, skal en anden Stævningsmand eller, hvis Tiden ikke tillader at fåe en saadan tilkaldt, en god Mand tilkaldes som Vidne.

§ 98.

Ved Iværksættelsen af Forkyndelsen eller Meddelelsen gjælde følgende Regler:

a) Forkyndelsen eller Meddelelsen bør såvidt mulig søges iværksat for den Pågjældende personlig, ordentligvis på hans Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Forkyndelsen for den Pågjældende personlig er gyldig, selv om han er truffen udenfor sin Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Dog kan den i intet Fald ske i Kirken eller på andet Sted, medens Gudstjeneste eller kirkelige Handlinger foregå der.

d) Kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke ske til den Pågjældende personlig, kan den gyldig iværksættes på hans Bolig i Riget for hans ægtefælle, Born over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voxne Personer, som ere tilstede der; ere sådanne ikke at træffe, da for Vedkommendes Husvært, Principal, Husbonde, læremester eller Arbejdsbene. forsåvidt som denne træffes tilstede der. Har den Pågjældende ikke Bopæl i Riget.

kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske på hans

midlertidige Opholdssted i Riget for dem, hos hvem han er til Huse.

c) Har den Stævningsmand, af hvem Forretningen skal foretages, ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen på nogen af de ovenfor angivne Måder, skal han i Forbindelse med det tilkaldte Vidne påtegne Udfærdigelsen Attest herom og strax overlevere den til Politiet, der snarest mulig skal søge at iværksætte Forkyndelsen.

d) Forkyndelser eller Meddelelser, som ske på Vedkommendes Bolig eller sædvanlige Opholdssted, skulle foregå imellem Kl. 7 Morten og Kl. 8 Aften. På Son- og helligdage må de ordentligvis ikke foregå i Tiden fva Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag.

Udføres Forretningen af en Stævningsmand, har denne for at iværksætte den ikke blot at handle efter de Pålæg, som gives ham, men bør også selv efter bedste Evne søge alle for- nødne Underretninger.

§ 99.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning behøver ikke at godtgjøres for den eller dem, til hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker.

De Personer, for hvem det i Henhold til Reglerne i § 98 d ansees nødvendigt at foretage Forkyndelsen eller Meddelelsen, kunne i Reglen ikke vægre sig ved at modtage den. Ubeføjet nægtelse medfører Forpligtelse til at betale Udgifterne ved Forretningen; Etævningsmanden har derhos i sådant Fald strax at opfordre Politiet til at overtage Forkyndelsen, og den Pågjældende har da endvidere til dette at erlægge en passende, af Politimesteren fastsat Godtgjørelse for den forårsagede Ulejlighed.

De Personer, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen i Henhold til § 93 foregår, naar rette Vedkommende ikke træffes, ere pligtige at underrette denne om det Stedfundne, naar det kan ske uden Udgift eller Besvær. Tilsidesættelsen af denne Pligt medfører Erstatningsansvar.

§ 100.

Naar de til Forkyndelsens eller Meddelelsens Iværksættelse befalede Skridt ere fore-

tagne, forsyner Vedkommende begge Exemplarer med Påtegning herom. Det ene Exemplar overgives til den eller dem, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker, det andet Exemplar tilbagegives Retten.

Påtegningen skal indeholde forneden Angivelse af Dag og Time, på hvilken, Stedet, hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen er sket. Naar denne ikke er flet til Vedkommende selv, skal det tillige i Våtegningen bemærkes, hvorledes der i den Anledning er forholdt, samt hvad der er opgivet om bans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen, fordi den På« gjældende ikke kan antræffes i Retskredsen og ej heller har Bolig eller midlertidig Opholdssted der. tilbagegive Udfærdigelsen til Retten med Påtegning om det Stedfundne samt om, hvad der er Politiet bekjendt angående hans Bolig eller Opholdssted.

Påregningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er foregået; dog er Modbevis ikke udelukket.

§ 101.

Har Vedkommende bekjendt Bolig eller Opholdosted i Udlandet, foretages Forkyndelsen eller Meddelelsen stå den ved Stedets Love hjemlede Måde. Retten tilstiller den pågjælbende fremmede Myndighed fornøden Be« gjæring herom.

§ 102.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at opspørge Vedkommendes Bopæl eller Opholdssted, eller har en Sigtet, som vides at opholde sig i Udlandet, unddraget sig Forfølgning ved Flugt, iværksættes Forkyndelsen eller Meddelelsen ved 3 Gange gjentaget Indrykkelse i de til retslige Bekjendtgjørelser bestemte Tidender. Det er i sådant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning, at den selv henligger til Modtagelse på vedkommende Rets Skriverkontor. I Bekjendtgjørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvorpå det ststtes, at denne Forkyndelsesmåde benyttes.

Ovenstående Regel gjælder også. naar den pågjældende fremmede Myndigbed har vagret sig ved at efterkomme den til samme

ifølge § 101 rettede Begjæring; dog skal i sådant Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles Vedkommende pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne det ene Exemplar af Udfærdigelsen, førend det tilbagegives Retten, med Påtegning om, at ligelydende Exemplar er afsendt til nærmere betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Påtegningen afgiver Bevis for det Stedfundne, indtil Modbevis fores.

§ 103.

Naar den Sigtede er fængslet, eller den Vedkommende er tilstede, hvor Retten holdes, kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske mundtlig til Retsbogen ved Rettens Formand.

§ 104.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære. hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser blive at iværksætte efter de i dette Kapitel givne Regler, skulle tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger Pågjældendes møde for Retten, hvor Sådant gjøres fornødent.

§ 105.

dømme. Kjendelser og andre Beslutninger af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt dømmer, og som ikke høre til de Beslutninger, Rettens Formand kan træffe, vedtages ved Afstemning efter forudgående Rådslagning. Afstemningen foregår efter Tjenesteyderen, således at det yngste Medlem stemmer først. Formanden stemmer altid sidst; han forestår Afstemningen og samler Stemmerne. Afstemningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog. Enhver dømmer har Ret til at påse. at hans Stemme gjengives rigtig.

dommernes Rådflagninger og Afstemninger må ikke overværes af Tilhørere, med Undtagelse af Retsskriveren.

§ 106.

For Afgørelsens Resultat skal der vare Stemmeflerhed. Kræver Afgjørelsen Afstemning over flere Punkter, ere de dømmere, som have befundet sig i Mindretal, pligtige at deltage i de senere Afstemninger, forsåvidt det Modsætte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig om det samme spørgsmål mere end to forskjellige Meninger, af hvilke ingen er i Flertal, blive de for den Sigtede ugunstigste Stemmer regnede sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemmeflerhed.

Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den ugunstigste for den Sigtede, eller opstår der Meningsforskjel om, hvorledes spørgsmålene stulle stilles, eller om Afstemningens Resultat, bliver der afstemt særskilt herom.

§ 107.

Dømme og Kjendelser skulle ledsages af Grunde; herved iagttages de for visse Tilfalde givne nærmere Regler. Afgjørelsen sker ved Kjendelse i de Tilfælde, hvor denne Form er særlig foreskreven.

Andre Beslutninger af Retten eller Rettens Formand behøve ikke at begrundes, medmindre Sådant særlig er foreskrevet.

§ 108.

I de Tilfalde, hvor en efter Loven tilstedelig Afvigelse fra de almindelige Regler betinges af en forudgående Beslutning af en Ret, for hvilken den Sag, med Hensyn til hvilken Eporgsmålet opstår, ej er anhængig, bliver spørgsmålet skriftlig at forelægge Retten. Er denne højesteret eller en Landsret, træffes Afgjørelsen af Formanden med to Medlemmer af Retten eller, hvor Sådant særlig er bestemt, af Formanden. Retten tager Beslutning På Grundlag af det Forelagte samt de Yderligere Oplysninger og Erklæringer, som måtte være indhentede; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved Undersøgelsesdømmeren. Mundtlig Forhandling finder ikke Sted, medmindre Formanden af særegne Grunde finder Anledning til at beslutte en saadan; dog er Retsmødet i så Fald ikke offentligt. Mod de i denne Paragraf ommeldte Afgjørelser kunne Retsmidler ikke anvendes.

§ 109.

Netten kan til enhver Tid i Embeds Medfør eller ifølge Andragende berigtige Ekrivfejl, som ere indløbne i Henseende til Ord. Navne eller Tal, blotte Regningsfejl, samt sådanne Fejl og Forglemmelser, der alene vedrøre Udfærdigelsens Form. Fremdeles kan den også berigtige den i Afgjørelsen indeholdte Fremstilling af den faktiske Sammenhæng, forsåvidt denne erkjendes at lide af Fejl, bestående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser, men derimod ikke iøvrigt foretage Forandringer enten i Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning om stige Berigtigelser træffes og Meddelelse om dem sker efter de samme Regler, som Mide for den berigtigede Afgjørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning be. rigtigede Afgørelse træder i alle Henseender i Stedet for den oprindelige. Mod Beslutningen om Berigtigelsen finder intet særskilt Retsmiddel Sted.

§ 110.

Forsåvidt de i dette Afsnit omhandlede Midler til Opnåelse af Stræffesagers Formål gå ud på at pålægge Borgerne en Pligt til at handle eller til at tåle Indstrænkning i Rettigheder, kunne de kun bringes til Anvendelse, naar der efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at formøde, at en Forbrydelse er begået. iøvrigt blive de særlige Betingelser, som angives ved de enkelte Midler, at påagte.

§ 111.

De i dette Afsnit givne Regler finde Anvendelse på ethvert Trin af Stræffesagen, forsåvidt ikke enten Forholdets Natur eller særlige Bestemmelser udelukke det.

Forsåvidt der udenfor stræfferetsplejen er Hjemmel for Anvendelsen af lignende Forholdsregler, såsom Ransagning eller Anholdelse,

for andre offentlige Formåls Skyld, berøres de derom gjaldende Regler ikke af denne Lov.

§ 112.

Ransagning af Hus, Gjemmer, Person og Papirer for at søge efter Spor af Forbrydelsen eller Ting, der kunne antages at Være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have Været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som iøvrigt kunne give umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Eigtedes Forhold til denne, kan finde Sted hos den, der er mistænkt for en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Statsanklageren at forfølge, naar Omstændighederne give Grund til at antage, at Ransagningen ikke vil Være frugtesløs. I Klasse med de ovenfor nævnte Ting stilles sådanne Ting, som ere undergivne Konfiskation.

Er der Mistanke om, at en blandt flere Personer er den Skyldige, men der mangler Grund til at mistænke nogen Enkelt af disse fremfor de Andre, kan saadan Ransagning ske hos alle de Pågjældende.

§ 113.

Hos Personer, der ikke ere mistænkte, kan Ransagning af Hus med det i § 112 angivne Formål og iøvrigt med de i den nævnte Paragraf angivne Begrænsninger finde Sted:

1) naar Forbrydelsen er begået i Huset, eller den Misternkte er pågreben i Huset eller har betrådt det, medens han forfulgtes på friske Spor;

2) naar der ifølge Husets Bestemmelse tilstedes Enhver Adgang til samme;

3) naar Ransagningen omfatter en Samling af Huse, som udgjor en By eller en støre, afgrænset Del af en By eller et Sogn.

§ 114.

Ransagning i detøjemed at eftersøge bestemte Spor af Forbrydelsen eller bestemte Ting, der kunne tjene til Bevis, kan i Anledning af en hvilkensomhelst Forbrydelse foretages såvel hos den Mistænkte som hos Andre, naar der er påviselig Grund til at antage, at det Efterssgte findes hos ham, men han forgjordes har været opfordret til at påvise eller udlevere det, i på« trængende Tilfælde også uden saadan forudgående Opfordring.

Er der påviselig Grund til at antage, at en blandt flere Personer bar det Eftersøgte -i sin Besiddelse, men Formodningen ikke er særlig rettet mod nogen Enkelt, kan Ransagning under Iagttagelse af foranstående Regel foretages hos alle de Pågjældende.

Fra ovenstående Bestemmelser ere undtagne skriftlige Meddelelser mellem den Sigtede og de i §§ 130 og 131 Nr. 2 nævnte Personer, naar der ikke er grundet Mistanke om Meddelagtigbed, og Meddelelserne ikke ere i Andres Værge.

§ 115.

Ransagningen kan ordentligvis kun finde Sted ifølge Retskjendelse, medmindre den Pågjældende udtrykkelig frafalder Krav herpå. Gjenpart af Kjendelsen meddeles den Pågjældende på Forlangende inden 24 Timer.

§ 116.

Kjendelsens Iværksættelse kan kan ved Politiet, dog kun i påtrængende Tilfælde ved dettes underordnede Betjente. Politiet forsynes med en Udskrift af Kjendelsen.

Naar Papirer skulle ransages, eller naar i Forbindelse med Ransagningen en Syns- og Skønsforretning under dømmerens Ledelse skal foretages på Stedet, skal Ransagningen ske ved dømmeren. Kan Ransagning af Papirer ikke ske på Stedet, kan dømmeren lade en foreløbig Beslaglæggelse foretage ved Politiet.

§ 117.

Undtagelsesvis kan Ransagning foretages af Politiet uden foregående Retskjendelse:

1) naar en Person eftersættes eller pågribes, som er truffen i Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, og Omstændig-

hederne ikke tilstede at afvente en Retskjendelse,

2) samt ellers, naar Ransagningen har Hjemmel i § 114, og der er Fare for, at Øjemedet med Ransagningen kunde forspildes, hvis Retskjendelse forinden skulde erhverves.

Af Papirer kan dog ikke Ransagning finde Sted uden Retskjendelse, men kun en foreløbig Beslaglæggelse.

Har Ransagning eller forelsvig Beslaglæggelse fundet Sted i medfør af denne Paragraf hos en Mistænkt, imod hvem forfølgning ikke tidligere var begyndt, skal Sagens Behandling ved Retten foranlediges inden 24 Timer.

§ 118.

Ved Ransagninger blive såvidt muligt tvende uberygtede Mand at tiltage som Vidner. Enhver er pligtig til på Vedkommendes Opfordring at give Medfølge og ansees, naar han uden lovligt Forfald vægrer sig, med bøde fra 2—20 Kr.

§ 119.

Endvidere blive følgende Regler at iagttage:

Al den Skånsel og Varsomhed skal udvises ved Ransagningers Iværksættelse, som Øjemedet tilsteder.

Ved Nattetid bør Ransagninger kun foretages, når Øjemedets Opnåelse afhænger deraf.

Åbning med Magt af lukkede Adgange eller Gjemmer bør kun finde Sted. naar en Opfordring om at åbne har vist sig frugtesløs, eller der Ingen er tilstede, til hvem den kan rettes.

Personlig Ransagning af en Kvinde skal ske under tilbørligt Hensyn til, at Blufærdigbeden ikke krænkes, i fornødent Fald ved ær« bare Kvinder og da ikke i Overværelse af Mænd, medmindre en dermed forbunden Synsforretning udkræver det.

Den, hvis Hus. Gjemmer eller Papirer ransages, skal opfordres til at overvære Forretningen, eller hvis han er fraværende, et voxent Medlem af Familien, eller i Mangel deraf en Husfælle eller Nabo.

Rettens Kjendelse oplæses ved Forretningens Begyndelse; hvor ingen Kjendelse fore«

ligger, meddeles Øjemedet den Pågjældende eller den til Nærværelse Opfordrede.

Bliver en Ransagning uden Resultat, skal der på Forlangende meddeles den Pågjældende skriftlig Bevidnelse herom.

§ 120.

Vægrer den Sigtede sig ved efter Retten?

Opfordring at forevise eller til Benyttelse under Sagen at udlevere synlige Bevismidler, som ere i hans Besiddelse, og Ransagning enten ikke kan anvendes eller har vist sig frugtesløs, har dømmeren at forholde sig på samme Måde som, naar den Sigtede vægrer sig ved at svare under Ashørelsen (§ 205).

Vægrer en privat Anklager sig ved at efterkomme en Opfordring af Retten til at fremkomme med synlige Bevismidler, som ere i hans Besiddelse, indtræder den i § 206 ommeldte Virkning.

Naar Andre vægre sig ved at efterkomme et Pålæg af Retten af det ovenfor nævnte Indhold, kunne de Tvangsmidler anvendes, som ere hjemlede mod Personel, der ubeføjet vægre sig ved at afgive Forklaring som Vidner; dog er saadan Tvang udelukket i Tilfælde, svarende til dem, der hjemle Undtagelse fra Vidnepligten, og kan ellers først anvendes, naar Ransagning har vist sig frugtesløs. Til Afhørelse i Anledning af Epørgsmål om Forevisning eller Udlevering af synlige Bevismidler kan den Pågjældende indkaldes for Retten efter de om Vidner foreskrevne Regler.

§ 121.

Embedsakter, som skjønnes at kunne give Oplysning om en Forbrydelse, kan Retten, Statsanklageren og Politimesteren kræve meddelte, medmindre Hemmeligholdelse findes nødvendig i statens Interesse, hvorom Afgjørelse træffes af vedkommende Minister. Meddelelsen kan fke i bekræftet Gjenpart; dog er Retten beføiet til at kræve Fremlæggelse af Originalen.

Andre hos offentlige Myndigheder beroende Dokumenter kan Retten, naar det findes nød-

vendigt, ved Kjendelse fordre foreviste eller udleverede til Benyttelse under Sager, selv om de måtte Være givne i embedsmæssig Forvaring med det Formål, at Indholdet skal være hemmeligt.

Dog finde ved denne Paragraf Reglerne i § 130 Nr. 1 og 3 tilsvarende Anvendelse.

§ 122.

Breve og andre Forsendelser, som afsendes til den Sigtede, eller om hvilke det efter de foreliggende Omstændigheder er sandsynligt, at de ere afsendte af den Sigtede, kan det ved Kjendelse pålægges Postvæsenet at udlevere til Retten, naar Mistanken angår en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel til^kommer Statsanklageren at forfølge, og der derhos er påviselig Grund til at antage, at Forsendelsens Indhold er af Betydning for Sagen. Undtagne herfra ere Breve, som verles med en Forsvarer, forsåvidt dette følger af Reglerne i §§ 47 og 57.

Under samme Betingelser kan det ved Retskendelse pålægges Postvæsenet at udlevere Forsendelser fra og til Andre end den Sigtede, naar det er sandsynligt, at disse afsendes på hans Vegne eller ere bestemte til ham.

Kjendelsen skal angive enten den bestemte Forsendelse, hvis Udlevering fordres, eller det Tidsrum, i løbet af hvilket de omtalte Forsendelser skulle udleveres. Udskrift af den med« deles Postembedsmanden.

§ 123.

Naar Anholdelse finder Sted uden Rettens Anholdelsesbeslutning for en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Statsanklageren at forfølge, kan Politiet pålægge Postvæsenets Embedsmand at tilbageholde Forsendelser til og fra den Anholdte, naar der er Grund til at antage, at deres Udlevering kan være af Betydning for Undersøgelsen, indtil Retten i det møde, i hvilket den Anholdte fremstilles, kan tage Beslutning om Udlevering.

§ 124.

Under Betingelser, som svare til de i §§ 122 og 123 angivne, kan det pålægges Tele-

grafvæsenets Funktionærer at tilbageholde og meddele Retten eller henholdsvis foreløbig tilbagebolde de til Befordring indleverede Telegrammer.

§ 125.

Findes ved Ransagning Ting. som lovlig kunne eftersøges ved en saadan, eller udleveres Ting i medfør af Bestemmelserne i dette Kapitels 2det Underafsnit, eller påtræffes ellers Ting. som skjønnes at have Betydning for Undersøgelsen, blive de at tage i Forvaring.

Medfører denne Forholdsregel Indgreb i en persons Rådighed, udkræve>? en Beslutning af Retten om Beslaglæggelse. Dog kan Politiet iværksætte en foreløbig Beslaglæggelse, men må da inden 24 Timer begjære Rettens Stadfæstelse.

Beslaglæggelse af et trykt Skrift kan alene finde Sted efter Retskendelse.

§ 126.

Over beslaglagte Ting affattes snarest mulig en nøjagtig skriftlig Fortegnelse. Tillige påtrykkes strax Embedssegl eller andet fyldestgjørende mærke; den, i hvis Værge Tingen var, kan vedføje yderligere mærke.

Den, i hvis værge Tingen var, er« holder på Forlangende et Modtagelsesbevis udfærdiget. Ved mærkets Aftagelse skal ban, forsåvidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, opfordres til at Være tilstede. Indeholde Papirer, som skulle beslaglægges, tillige Meddelelser, som ikke vedkomme Undersøgelsen, skal der såvidt mulig drages Omsorg for, at kun det Sagen Vedkommende forbliver ved Akterne i Original eller i bekræftet Gjenpart.

Udleveres private Dokumenter i medfør af § 121 2det Stykke eller Breve, andre Forsendelser eller Telegrammer i Henhold til §§ 122—124, skulle den eller de deri Interesserede underrettes herom, så snart det kan ske uden Skade for Undersøgelsen.

§ 127.

Er Øjemedet med en Beslaglæggelse opnået. eller viser det sig. at det ikke kan opnåes, skulle de beslaglagte Ting tilbagegives. Herom kan den i Tilbagegivelsen Interesserede æske Kjendelse.

Vilde en Beslaglæggelse udsætte en ikke sigtet Person for Tab. bliver Fritagelse for samme ordentligvis at indremme mod Løfte om at fremlægge Tingen på Anfordring; Sikkerhedsstillelse herfor kan kræves.

§ 128.

Ere uåbnede Breve eller andre lukkede Dokumenter beslaglagte, og det findes nødvendigt for undersøgelsens Skyld at komme til Kundskab om deres Indhold, besluttes og iværksættes Åbningen af dømmeren; herved blive såvidt mulig tvende Retsvidner at tilkalde, når Åbningen ikke sker under Hovedforband' lingen for en Landsret, eller en Retsskriver er tilstede. Den Vedkommende stal. forsåvidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, opfordres til at være tilstede.

Retten drager Omsorg for. at de af Posteller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller Telegrammer, hvis Indhold viser sig at virre uden Betydning for Undersøgelsen. eller den Del af Indholdet, som måtte vane Sagen uvedkommende, befordres videre efter Bestemmelsen.

§ 129.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om, hvad der med Hensyn til Undersøgelsens Gjenstand er ham bekjendt, forsåvidt ingen af de i §§ 130—131 angivne Undtagelser finder Anvendelse.

Foranstående Regel gjælder også om den ved Forbrydelsen Forurettede, selv om han under en af det Offentlige forfulgt Stræffesag gjør Erstatningskrav gjældende.

§ 130.

Vidnesbyrd må ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller iøvrigt i deres Egenskab som Sjælesørgere måtte være dem betroet;

2) Forsvarere angående de Meddelelser, der ere gjorte dem i denne deres Egenskab;

3) de ved den kgl. Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn ansætte Embedsmand, Betjente og Iordemødre angående de Fruentimmers Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet netop tilsigtes at oplyse et as et sådant Fruentimmer begået Drab af eller anden strafbar Handling mod Barnet.

Samtykker den, som har Krav på Hemmeligholdelsen, eller er det iøvrigt klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Ønske, finde foranstående Regler ikke Anvendelse. Ej heller skulle de Være til Hinder for, at den, der har gjort Meddelelse om, at en Forbrydelse er begået. kan tilpligtes at bekræfte sin Udtalelse med Ed, naar dette findes nødvendigt til at forebygge, at en Uskyldig bliver dømt.

Den Embedsmænd og Andre, som handle i offentligt Hverv, påhvilende Tavshedspligt er ordentligvis ikke til Hinder for, at Vidnesbyrd kan afkræves dem i Stræffesager; dog kan det, naar vedkommende Minister finder, at ubetinget Tavshed om et offentligt Anliggende kræves af Statens Interesse, af denne pålægges de nævnte Personer ikke at afgive Vidnesbyrd herom.

Retten har på Embeds Vegne såvidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de ovenanførte Tilfælde. Er det efter Omstændighederne klart at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstående Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 131.

Vidnesbyrd kan nægtes:

1) naar Vidnet må antages ikke at kunne besvare et spørgsmål uden at udsige Noget, som umiddelbart udsætter det selv eller en Person, til hvem det står i et af de under

Nr. 2 nævnte Forhold, for Straf eller Bestemmelse eller velfærdstruende Formuetab;

2) af den Sigtedes ægtefælle. Forældre og Børn;

3) af en Person, hvem Ansværet for et trykt Skrifts Indhold i medfør af Lov 3dje Jan. 1851 § 3 kan komme til at påhvile, angående Betingelserne for en Forgjængers Ansvar, naar han enten selv vil overtage Ansværet, eller Opfordringen til ham ikke er sket inden 3 Måneder, efter at Bekjendtgjørelse om Skriftets Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

At nogen af de forannævnte Personer har sundet sig i at afgive en Forklaring, som han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undstå sig.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen ere tilstede, skal Retten for Afhørelsen gjøre Pågjældende op« mærksom på hans Ret til at undstå sig.

vægring ved at afgive Vidnesbyrd må fremsættes udtrykkelig; naar det af Retten findes fornødent, må Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan sees, at Vægringen er grundet.

§ 132.

Ingen er Pligtig at møde som Vidne for en Undersøgelsesdommer eller i Sager, som behandles ved Underretten, udenfor den Underretskreds, i hvilken han boer eller opholder sig, naar han vilde komme til at rejse mere end 9 Mile på Jernbane eller 3 Mile på anden Måde, eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde, for at nå hen til Retten.

Under Hovedforhandling i Sager, der pådømmes af Landsretten uden Nævningers Medvirkning, er Ingen Pligtig at møde som Vidne udenfor den Landsretskreds. i hvilken han boer eller opholder sig, naar han vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbane eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde.

§ 133.

Vidnesbyrd, som afkræves. efter at For-

følgning er begyndt, afgives i Reglen for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. Undtagelse herfra finder Sted:

1) naar Vidnet ifølge § 132 ikke er pligtigt at møde for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig, og ikke frivillig vil give sådant møde;

2) naar Vidnet formedelst Sygdom, boj Alder eller Legemssvaghed ikke kan tåle at rejse eller forlade sit Opholdssted, og den Ret, ved hvilken Sagen svæver, ikke kan sættes på det Sted, som sådanne Forhold nødvendiggjøre;

3) naar det findes, at Vidnets Fremstillelse for en Ret. der sættes udenfor den Underretskreds, hvor Vidnet boer, vil medføre Udgifter og Ulemper, som ikke stå i rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for samme;

4) naar et Vidne skal afhøres for Hovedforhandlingen i en Sag, som er anhængiggjort ved en Landsret, eller under en ved et Retsmiddel foranlediget Forhandling, ved hvilken Vidners Afhørelse for vedkommende Ret ikke finder Sted.

I ovennævnte Tilfalde fores Vidnet for Undersøgelsesdommeren §§ 6 og 60).

Kan et Vidne formedelst Sygdom, hej Alder eller Legemssvaghed ikke forlade sit Opholdssted, sættes retten til dets Afhørelse der.

§ 134.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige at aflægge Vidnesbyrd i Stræffesager for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i §§ 132—133.

§ 135.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgår fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges.

Indkaldelsen skal indeholde:

Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted;

en almindelig Angivelse af Undersøgelsens Gjenstand;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tid og Sted, naar og hvor mødet skal foregå;

Henvisning til det Ansvar, som Udeblivelse medfører. med Afskrift på den skriftlige Indkaldelses Bagside af denne Lovs §§ 137 og 138.

Indkaldelsen skal give sådant Varsel, som retten skjønner fornødent til at sætte Vidnet i Stand til at møde til den berammede Tid, og det påagtes, at Forkyndelsen sker så betimelig, at Vidnet faar det bestemte Varsel.

§ 136.

Naar Politiet anholder Nogen, som træffes under Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, kan det tilsige enhver Tilstedeværende, som må antages at kunne give Oplysning om det Forefaldne, til at møde ved den Anholdtes Fremstilling for Retten.

Tilsigelsen sker mundtlig med Angivelse af Retten. Tid og Sted og under Erindring om Ansværet for Udeblivelse. Den Tilsigende skal fordre nøjagtig Opgivelse af den eller de Tilsagtes Navn og Bopæl eller Opholdssted. Skriftlig Beretning om den. stedfundne Tilsigelse fremlægges i Retten og afgiver Bevis for denne; dog er Modbevis ej udelukket.

Det Samme iagttages, naar en Privat, som har anholdt Nogen, af Politiet tilsiges at møde ved den Anholdtes Fremstilling for Retten.

§ !37.

Udebliver uden oplyst lovligt Forfald et Vidne, hvis Indkaldelse skjønnes at Være lovlig iværksat, og hvis Udeblivelse ikke er hjemlet ved Loven, eller bortfjerner et Vidne sig for Tiden uden Tilladelse eller oplyst lovligt Forfald, afsiger Retten Kjendelse, ved hvilken der idømmes Vidnet en bøde fra 20 til 200 Kr. eller, hvis Vidnet var indkaldt til Hovedforhandling for Navninger, indtil 400 Kr., samt Erstatning for de Udgifter, som måtte Være forårsagede ved Udeblivelsen. Denne Kjendelse foranstalter Rettens Formand forkyndt for Vidnet.

Skjønnes det, at Sagens Udsættelse derved kan undgåes, kan Retten tillige strar udstede Ordre til det udeblevne Vidnes Afhentelse med Magt.

Udsættes Sagen, kan Retten

a) i Kjendelsen pålægge Vidnet at indfinde sig til det berammede nye Møde under samme Ansvar som for Udeblivelse efter Indkaldelse,

d) eller beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd har fundet Sted; dog har Vidnet Adgang til løsladelse mod saadan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og fremdeles bliver den i § 145 2det Stykke fastsætte Tidsgrænse at iagttage.

At retten bar fulgt den under Litra a angivne Fremgangsmåde, udelukker den ikke f>a, om det sinde? fornødens, al beslutte Anvendelse af den under Litta b nævnte Forholdsregel.

§ 138.

Er der i medfør af § 137 idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning. bar Vidnet, naar det fremstilles eller møder for Retten til Vidnesbyrds Afgivelse, eller, hvis det ikke påny er indkaldt, i 8 Dage fra Kjendelsens Forkyndelse, Adgang til at fremkomme med Oplysninger om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at det har havt lovligt Forfald. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, og det tillige, hvis Forfald anføres, findes, at det ikke har været Vidnet muligt at anmelde og bevisliggjøre dette betimeligt, ophæver Retten sin Kjendelse. Findes det, at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men at Mangelen af betimelig Anmeldelse eller Bevisliggørelse må tilregnes det, kan Retten nedsætte den idømte Straf eller efter Omstændighederne lade den bortfalde.

§ 139.

Vidneforklaringer, som afgives under Hovedforhandlingen, skulle beediges, medmindre Vidnet hører til de Personer, hvis Edfæstelse i medfør af § 140 ikke må sinde Sted, eller der mangler en for det Troessamfund, hvortil Vidnet hører, anvendelig Edsformular. En

højtidelig Forsikring i Eds Sted og med samme Virkning, som denne, kan kun finde Sted, hvor særlig Lov hjemler det for visse Troessamfund.

' Vidneforklaringer, som afgives udenfor Hovedforhandlingen, blive i Reglen ikke at beedige. Dog finder med de ovenfor angivne

afgives, for at kunne benyttes ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, af et Vidne, der ikke skal indkaldes til, eller som på Grund af Sygdom, forestående Bortrejse eller lignende Forhindring befrygtes ikke at kunne møde under denne. Såvidt mulig blive i sådant Fald to Retsvidner at tilkalde, naar en Retsskriver ikke er tilstede. møder et således edfæstet Vidne senere under Hovedforhandlingen, kan det påny edfæstes.

§ 140.

Som Vidner må ikke edfæstes:

1) Børn under femten År;

2) Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækkelse;

3) Perjoner, som ere under Tiltale for (se § 261) eller fundne skyldige i Mened;

4) Personer, der ere dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Undersøgelsens Gjenstand, eller på hvem der efter Rettens skjøn hviler grundet Mistanke om saadan Skyld;

5) Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres Stilling til Sagen eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal Være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skjønnes at være i en særlig Grad upålideligt;

6) Personer, der ikke kunne antages at tillægge Eden den Betydning, som den efter sit Begreb skal have.

De i denne Paragraf ommeldte Personer kunne indkaldes som Vidner og afhøres uden Ed, dog, hvad de under Nr. 1 og 2 nævnte Personer angår, kun, forsåvidt deres Åndstilstand ikke sætter dem ud af Stand til at afgive en fornuftig Forklaring.

§ 141.

Et Vidnes Edfæstelse under Hovedforhandlingen gaar forud for dets Afhørelse, medmindre Retten af Hensyn til Reglerne i § 140 Nr. 2, 4 og 5 finder Grund til at udsætte Afgjørelsen, om Edfæstelse skal sinde Sted. Skal en Vidneforklaring, som afgives udenfor Hovedforhandlingen, beediges, bestemmer Retten, om Edfæstelsen skal gå forud for eller følge efter Afhørelsen.

Edfæstes Vidnet for Afhørelsen, lover og sværger det. at det vil udsige den rene Sandhed og Intet fordølge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Edfæstes e: Vidne efter Afhørelsen, sværger Vidne", at den afgivne Forklaring i Et og Alt er overensstemmende med Sandheden, og at Intet er fortiet,

Forend Eden aflægges. skal dømmeren indskærpe Vidnet Edens Helligbed og betyde det Stræffen for Mened.

§ 142.

Efterat Vidnet er påråbt, stiller dømmeren de Spørgsmål til det. som findes fornødne for at forvisse sig om dets Identitet, eller om det står i et Forbold til den Sigtede, der hjemler Fritagelse for at vidne, samt for at afgjøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse etter for Vidnets Edfæstelse, hvis denne skal eller påtænkes at skulle finde Sted for Afhørelsen.

Derefter sker Edfæstelsen, forsåvidt en saadan ifølge de ovenstående Regler skal gå forud for Afhørelsen, Skal Vidnet ikke edfæstes for Afhørelsen, skal dømmeren alvorligt lægge det på Hjerte at følge Sandheden, og efter Omstændighederne erindre det om, at det kan vente senere at blive taget i Ed. Det beror på dømmeren at lade denne Forberedelse til Afhørelsen foregå enkeltvis for hvert Vidne eller under Et for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 143.

Derpå følger Vidnets Afhørelse dels om Sagen selv dels angående Omstændigheder, som kunne have Indflydelse på dets Troværdighed, hvorved mærkes, at Vidnet ikke kan undslå sig for at besvare spørgsmål. om der

er overgået det en Stræffedom. Hvert Vidne afhøres for sig; dømmeren drager Omsorg for, at ingen Meddelelser finde Sted mellem Vidnerne indbyrdes eller imellem dem og den Sigtede.

Afhørelsen skal såvidt mulig ske således, at Vidnet foranlediges til at udtale sig sammenhængende om de Punkter, med Hensyn til hvilke dets Forklaring æskes. og derefter, naar dertil findes Anledning, opfordres til at fuldstændiggjøre Forklaringen eller hæve det Utydelige, Ubestemte eller Modsigende, som måtte forekomme. Det bør særlig bringes på det Rene. om Vidnets Kundskab notter sig På egen Iagttagelse.

Spørgsmål, hvori der foreholdes Vidnet Omstændigheder, der først skulle bekræftes ved dets Svar, må kun stilles, naar Vidnet ikke på anden Måde kan ledes hen på hine Omstændigheder.

Skulle Personer fremstilles eller Ting forevises Vidnet til Gjenkjendelse, skal det først opfordres til en muligst nøjagtig Beskrivelse.

Om nedskrevne Optegnelser må benyttes ved Besvarelsen af de til Vidnet rettede spørgsmål, afgjøres af Retten, efter at det er opgivet af hvem, og i hvilket Øjemed de ere affattede.

§ 144.

Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Dog bør ved Vidneforklaringer, som afgives for Hovedforbandlingen, Sådant kun ske, naar Øjemedet ikke tillader at opsætte det til denne.

§ 145.

vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller ved at aflægge Vidneeden, bestemmer Retten ved Kjendelse, at Vidnet skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets førelse frafaldes.

Vidnet kan holdes i Forvaring, indtil det bekvemmer sig til at svare eller aflægge Eden, medmindre dets førelse senere frafaldes, dog i intet Tilfalde udover et Tidsrum af 6 Måneder, være sig uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet dømmes derhos til at erstatte de ved dets vægring forårsagede Omkostninger,

§ 146.

Den, som indkaldes til at vidne for en Net, der holdes udenfor den Underretskreds, hvori han boer eller opholder sig, og som må tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde for at nå til Retten, kan fordre sine Reiseudgifter godtgjorte samt Tærepenge af 2 Kr. for Dagen, eller hvis det er nødvendigt at overnatte udenfor Boligen, 4 Kr. for hver Dag. De Ydelser. på hvilket Vidnet bar Krav. eller, hvor disse ikke kunne anslåes bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 147.

Politimesteren er berettiget til at afkræve Enhver, som er pligtig at aflægge Vidnesbyrd for Retten, ubeediget Forklaring angående Forbrydelser, der ere Gjenstand for offentlig Forfølgning, samt til den Ende at indkalde Personer, som bo eller opholde sig i den Politikreds, hvor Forklaringen skal afgives. Udebliver den Indkaldte, er Politimesteren berettiget til at pålægge ham en bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden 8 Dage. forsåvidt ikke Klage fremsættes efter Reglen i § 226. Mod den, der vægrer sig ved at afgive Forklaring, kunne ingen Tvangsforanstaltninger træffes af Politimesteren.

§ 148.

Politiet har at foretage Besigtigelser i alle

Tilfælde, hvor dets Pligter med Hensyn til Efterforskningen medføre det. Skjønnes det,

at Besigtigelse bør ske ved Retten, har Politiet at drage Omsorg for, at den forefundne Tilstand bliver uforandret, indtil Retshandlingen kan finde Sted.

Retten kan foretage Besigtigelse af Personer, Gjenstande og Lokaliteter, naar Sådant findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for Sagens Oplysning. Vilde det medføre uforholdsmæssige Udgifter eller Ulemper, at Besigtigelsen foretages af den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig, eller skal Besigtigelsen foretages for Hovedforhandlingen i en Sag, som er anhængig for Landsretten, foretages den af vedkommende Undersøgelsesdommer (§§ 6 og 60).

Undersøgelsesdommeren skal ved Besigtigelser såvidt mulig tilkalde to Retsvidner, naar en Retsskriver ikke er tilstede. Foretager den dømmende ret under Hovedforhandlingen en Besigtigelse på Åstedet, skulle alle de Personer Være tilstede, som ellers skulle være nærværende under Hovedforhandlingen.

Forudsætter Adgangen til Besigtigelse en Ransagning, skulle de ovenfor for denne fore« skrevne Betingelser og Regler iagttages.

§ 149.

Kræves der til en Besigtigelse eller iøvrigt til en Undersøgelse eller Bedømmelse af et faktisk Forhold, til hvilken undersøgelsen findes at give Anledning, Indsigter, som ikke kunne forudsættes hos Retten, tilkalder denne en eller flere Syns- eller Skjønsmænd. Retten bestemmer Antallet, forsåvidt ingen særlig Forskrift herom er given.

Tilkaldelsen sker ved Rettens Udmeldelsesbeslutning, eller, hvis den Tilkaldte har en almindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af sådant Syn eller Skjøn. ved Rettens til ham rettede Begjæring.

§ 150.

Personer, der vilde være udelukkede fra at handle som dømmere i Sagen, må ikke tilkaldes som Syns- eller Skjønsmænd.

Skulle Syns- eller Skjøsmænd udmeldes,

kunne kun uberygtede Personer vælges, der høre til et Troessamfund, for hvilket en anvendelig Edsformular forefindes, eller højtidelig Forsikkring i Eds Sted er hjemlet, og som ikke vilde Være udelukkede fra at edfæstes som Vidner.

§ 551.

Enhver, der er Pligtig at vidne, er også pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skjønsmand. Dog skulle de om Vidner givne Afstandsbestemmelser ikke Være til Hinder for en Udmeldelse, som Forholdene findes at gjøre nødvendig.

statens Embeds- og Bestillingsmænd fritages for Udmeldelse, naar de ved Skrivelse fra de dem foresætte Myndigheder oplyse, at de ikke have Tid, eller at Forretningens Foretagelse iøvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter.

§ 152.

Forsåvidt Personer ere beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af visse Syn eller skjøn, bør Andre kun udmeldes hertil, naar Henvendelse til hine vilde medføre en Forhaling, hvorvedøjemedet kunne forspildes, eller naar andre særegne Grunde gjøre det nødvendigt eller tilrådeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegne videnskabelige Kundskaber eller færdigheder, som forudsætte sådanne, bør i Reglen kun udmeldes mænd, der ifølge offentlig Stilling eller dog ifølge offentlig aflagte prøver må ansees for duelige hertil.

Udkræves andre særegne Indsigter eller fagmæssige Færdigheder, bør i Reglen vælges mænd, som ifølge Livsstilling eller sædvanligt Erhverv ere kyndige i de omspurgte Retninger.

Skal en Kvinde synes på Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det til Øjemedets Opnåelse er tilstrækkeligt, ærbare Kvinder dertil vælges; navnlig bor, hvor spørgsmål foreligger om Svangerskab eller Barnefødsel, istedenfor læger Iordemødre benyttes, naar disse må antages at have tilstrækkelig Indsigt til at afgive Erklæring om spørgsmålet.

§ 153.

Parterne kunne gjøre Henstillinger til Retten om Valget af Syns- eller Skjønsmændene; men Retten er ikke bunden herved. førend en Udmeldelse finder Sted, skal Retten, forsåvidt det kan ske uden Fare forøjemedet, meddele Parterne, hvilke Personer der agtes udmeldte, og give dem Lejlighed til i den Anledning at ytre sig.

§ 154.

Personer, som bo udenfor vedkommende Rets Embedsområde, kunne kun udmeldes af deling, naar det er oplyst, at de ere villige til at efterkomme Udmeldelsen. Er dette ikke oplyst, og det, enten fordi der indenfor Retskredsen ikke findes sagkyndige Personer, som kunne benyttes, eller fordi den Ting, der er Genstand for Forretningen, er udenfor Retskredsen, findes, nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at Personer udenfor Retskredsen udmeldes, sker Udmeldelse efter Pålæg eller Begjæring ved den Undersøgelsesdommer, i hvis Kreds de, som ønskes udmeldte, bo.

§ 155.

Skal Forretningen foregå under dømme« rens Ledelse, må Rettens Beslutning eller Begjæring, næst en almindelig Angivelse af Forretningensøjemed, nævne Tid og Sted, naar og hvor Mændene skulle møde til Foretagelsen.

I andet Fald bør Beslutningen eller Ve« gjæringen angive Forretningens Gjenstand og Øjemed nøjagtig og tydelig, forelægge bestemte spørgsmål til Besvarelse, samt være ledsaget af fornødne Oplysninger; tillige skal Fristen til Erklæringens Afgivelse angives.

Parterne kunne andrage på, at opgivne Punkter inddrages under Forretningen.

§ 156.

Forretningen ledes ordentligvis af en dømmer. Udkræves fortsætte Iagttagelser eller Forsøg, inden Erklæring kan afgives, eller findes Forretningens Ledelse af en dømmer af andre Grunde uhensigtsmæssig eller ufornøden, foretages Forretningen af den eller de tilkaldte

Mand efter den i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen givne Anvisning.

Naar Sømmelighedshensyn forbyde det, må dømmeren ikke personlig overvære Forretningen.

§ 157.

Om Forretningen ledende dømmer påminder Mændene om at gå samvittighedsfuldt og upartisk tilværks, henleder deres Opmærksomhed på, hvad det i Særdeleshed kommer an på, og foreligger dem de spørgsmål, som skulle besvares.

Syns- eller Skjønsmændene kunne fordre spørgsmål forelagte den Sigtede eller Vidner angående Punkter, som ere af Vigtighed for deres Erklæring.

Om fornødent bør der gives Mændene Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker.

Vil Forretningen medføre Tilintetgørelse af eller Forandringer ved dens gjenstand, bør såvidt mulig en Del af samme holdes udenfor Forretningen. Lader dette sig ikke gjøre, bør altid mindst to Syns- eller skjønsmænd tilkaldes.

De gjaldende Regler om visse Syns eller skjøns Foretagelse blive stående ved Magt, forsåvidt de ikke stride mod denne Lovs Forskrifter.

§ 158.

Forretningen afgives efter Rettens Beslutning enten i Form af en skriftlig Erklæring undertegnet af Syns- eller skjønsmændene, som overgives til retten, eller mundtlig til Retsbogen.

Ere Mændene ikke enige, bør det fremgå af Erklæringen, af hvilken Anskuelse de enkelte Syns- eller skjønsmænd ere.

De gjældende nærmere Regler om Formen for visse Erklæringers Afgivelse blive stående ved Magt.

§ 159.

Syns- og skjønsmændene ere Pligtige for retten at aflægge Ed på deres Forretning samt at besvare de til dem i Anledning af de«

res Erklæring stillede spørgsmaal. Er Forretningen foretagen af en dertil beskikket kollegial Myndighed, fyldestgjøres ovennævute Forpligtelse derved, at et eller, navnlig naar der er Meningsforskjel, flere af dens Medlemmer efter Kollegiets Bestemmelse give møde paa dets Vegne.

Edfcrstelse sinder udenfor Hovedforhandlingen kun Sted, naar Mcendene ikke skulle indkaldes til eller befrygtes ikke at kunne møde under denne; to Retsvidner skulle i saa Fald saavidt mulig tilkaldes, naar en Netsffriver ikke er tilstede. Er Forretningen foretagen i Henhold til en almindelig Bemyndigelse, bortfalder Edsasterggelsen. Eden gaar ud paa, at Forretningen er udfort med Samvittighedsfuldhed og efter bedste Overbevisning; den aflægges for Erklæringens Afgivelse, eller hvis denne er afgiven tidligere, for dens Oplæsning.

Afhørelsen sker efter de om Vidner gjældende Regler ^ dog raadslaa mændene i Reglen om. Sværet, med mindre retten beslutter, at de skulle afhøres enkeltvis.

§ 160.

næst Forpligtelsen til efter Omstændighederne at udtale sig for den dømmer, som leder Forretningen, paahviler det Syns- og skjønsmænd til Fyldestgørelse af Bestemmelserne i §§ 158 og 159 efter lovlig Indkaldelse at give Msde for vedkommende Ret. Udenfor Hovedforhandlingen samt i Sager, der behandles ved Underretten, er mødepligten begramse: paa samme Maade som for Vidner.

§ 161.

Findes den af Syns- eller skjønsmcend afgivne Erklæring utydelig, ufuldstændig eller ubestemt, modsigende eller Støttet paa urigtige eller ubeviste Forudsætninger, kan Retten paalægge dem at omgjøre eller fuldstændiggjøre Forretningen.

Kan et tilfredsstillende Resultat ikke opnaaes eller ventes ad denne Vej, eller findes der iøvrigt Grund dertil, kan Retten tilkalde andre Syns- eller skjønsmænd til en ny Forretnings Foretagelse.

§ 162.

Imod Syns- eller Skjønsmænd, der uden lovligt Forfald udeblive, eller uden tilstrækkelig Grund forsømme at gjøre deres Forretning færdig, eller nægte at deltage i Forretningen eller ubeføjet vægre sig ved at efterkomme Rettens Pålæg om at omgøre eller fuldstændiggjøre Forretningen, anvendes de i § 137, jfr. § 138, for Vidner bestemte Tvangsmidler med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur. Imod Syns- eller Skjønsmænd, der nægte at afgive Erklæring eller at besvare de til dem angående Erklæringen i Retten stillede spørgsmål eller at aflægge Ed på Forretningen, hvor Ed er foreskreven, komme Reglerne i § 145 til Anvendelse.

§ 163.

Til Understøttelse under Efterforskningen kan Politimesteren lade foretage Syns- eller Skønsforretninger ved mænd, som han selv tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Erklæring angående Forretningens Resultat. Ere de Pågjældende ikke beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af sådant Syn eller skjøn, ere de dog kun Pligtige til at efterkomme Kaldelsen, naar Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Politikreds, i hvilken de bo. Udeblive eller vægre den eller de Tilkaldte sig ved at efterkomme Kaldelsen, kan en bøde af indtil 10 Kr. til Politikassen pålægges dem, at udrede inden 8 Dage, forsåvidt ikke Klage fremsættes efter Regelen i § 226; iøvrigt kunne ingen Tvangsforanstaltninger træffes af Politimesteren.

Er Forretningens Gjenstand udsat for, eller vil Forretningen medføre dens Tilintetgørelse eller sådanne Forandringer ved den, at Gjentagelse senere ikke vil kunne finde Sted, er Politimesteren dog kun berettiget til at tilkalde Syns- eller Skjønsmænd, naar Omstændighederne ikke tillade Opsættelse. Tillige har han i sådant Fald snarest mulig at henvende sig til Retten om Varetagelse af det videre fornødne i Anledning af Forretningen. Den, der udebliver eller vægrer sig ved at efterkomme Kaldelsen under de nævnte Omstændigheder, kan om sornødent afhentes med Magt.

iøvrigt komme de ovenfor givne Regler også til Anvendelse ved de i denne Paragraf ommeldte Forretninger med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 164.

For Syns- eller Skønsforretninger, som ikke foretages ifølge Embedspligt, erholde Syns- og Skjønsmænd, forsåvidt det dem pålagte Hverv kræver deres nærværelse mere en ½ Mil borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befordring 1½ Kr. for hver løbende Mil samt derhos i Tærepenge 6 Kr. for hver Dag, de ere fraværende fra Hjemmet. Disse Ydelser eller, hvis de ikke kunne anslåes bestemt, passende Forstud på dem, skulle tilbydes forud. Syns- og Skjønsmænd have derhos Krav på Godtgjørelse af havte Udlæg og på sportelmassig Betaling for deres Forretnings Udførelse. Har Forretningen udkrævet særlig møje eller Tidsanvendelse, kan Rettens Formand forhøje Betalingen efter sit Skjøn.

Udenfor de omhandlede Betalinger må Syns- og Skjønsmænd under den i Stræffelovens § 117 bestemte Straf Intet modtage af Parterne for deres Forretning.

For møder for Retten i Anledning af den foretagne Forretning erholde Mændene Godtgjørelse efter de for Vidner givne Regler.

§ 165.

De om Vidner givne Regler skulle med de Lempelser, der følge af Forholdets Natur, anvendes på Syns- og Skjønsmænd, forsåvidt ovenstående Forskrifter ikke ere til Hinder derfor.

§ 166.

Den Sigtede, som besinder sig på fri Fod, er pligtig til efter lovlig Indkaldelse Personlig at møde for Retten til Afhørelse

og iøvrigt, naar Loven kræver hans Nærvcrrelse. Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald kan efter de nærmere i Loven givne Regler medføre Anholdelse, fængsling, Beslaglæggelse af Formuen eller Sagens Pådømmelse i dm Sigtedes Fraværelse.

§ 167.

Den Sigtede er ordentligvis pligtig at møde for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. Udenfor Hovedforhandlingen samt i Sager, som det ifølge § 35 tilkommer Politimesteren eller ifølge § 39 Private at påtale, finder Undtagelse Sted under de i § 133 Nr. 2 og 3 nævnte Betingelser, naar den Sigtede andrager derpå eller er udebleven. Fremdeles finder Undtagelse Sted under de i § 133 Nr. 4 nævnte Omstændigheder.

Retten bestemmer Indkaldelsesvarslet, hvor Loven ikke indeholder Forskrift.

§ 168.

Indkaldelsen sker, hvor den ikke er indeholdt i Berammelsen af Retsmødet, i Form af Tilsigelse, eller ved Indkaldelse til møde under Hovedforhandling i Sager, som det tilkommer Statsanklageren at påtale, i Form af Stævning. og udgår fra den Ret, for hvilken mødet skal finde Sted.

Tilsigelsen eller stævningen skal indeholde den Sigtedes Navn, og hvad der iøvrigt udkræves til hans nøjagtige Betegnelse, hans Bolig eller Opholdssted, fremdeles Angivelse af Sigtelsen, ved Indkaldelse til Hovedforhandling under Påberåbelse af Anklagen og Henvisningsbeslutningen, og ellers med saadan Nøjagtighed, som Sagens Stilling tilsteder, endvidere Betegnelse af Retten, Mødets Tid og Sted, Varslet, som gives, samt Bemærkning om de følger, som kunne ventes i Tilfælde af Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald.

§ 169.

Naar en Mistænkt, som befinder sig på fri Fod. er udebleven efter behørig Ind« kaldelse uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten beslutte hans Anholdelse. I de Tilfælde, hvor der kan strides til Påkjen-

delse, skjønt den Sigtede er udebleven ved Hovedforhandlingen, kan Anholdelse af denne Grund dog kun finde Sted, naar det i en efter Reglerne i § 95 ff. forkyndt Indkaldelse udtrykkelig er bemærket, at hans personlige nærværelse findes nødvendig.

§ 170.

Uden foregående Indkaldelse kan Retten beslutte en Mistænkts Anholdelse:

1) naar den Pågjældende er en Person, der strejfer om uden Midler til lovligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Ophold i Riget, eller er en Ubekjendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller kunne fremskaffes;

og, forsåvidt Mistanken angår et Forhold, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Statsanklageren at forfølge,

2) naar det, skjønt Betingelserne for Afsigelse af Fængslingskjendelse ikke fuldstændig ere tilstede, efter Omstændighederne skjønnes fornøden: at sikre en Persons foreløbige Tilstedeblivelse og Afsondring fra Samkvem med Andre.

§ 171.

Finder Oprør eller den i Stræffelovens § 168 ommeldte Forbrydelse Sted, eller udøves den i Stræffelovens § 87 ommeldte Forbrydelse af en samlet Mængde, eller er Drab eller betydeligere Legemsbeskadigelse påfulgt i Slagsmål, i hvilket Flere have deltaget, og Omstændighederne ikke umiskjendelig udpege den eller de Skyldige, kan Enhver, der træffes i den samlede Mængde eller indviklet i Slagsmålet, og som ikke strax formår at rense sig for Mistanken om strafbar Deltagelse, anholdes.

§ 172.

Anholdelsesbeslutningen tilføres Retsbogen strax eller, så snart ske kan, med en så nøjagtig Betegnelse af den Pågjældende som mulig samt Angivelse af Sigtelsens Gjenstand, i det Mindste i Almindelighed, og Grunden til Anholdelsen. Udskrift skal på Forlangende meddeles den Anholdte inden 24 Timer.

§ 173.

Kan Pågribelsen strax iværksættes, gives der den Anholdte Meddelelse om de Punkter, som Beslutningen skal angive, efter Omstændighederne ved Oplæsning af det Retsbogen Tilsørte.

Kan Pågribelsen ikke ske strax, udfærdiges en skriftlig Ordre eller Udskrift af Retsbogen med Rettens Formands Underskrift, som overgives til Politiet til Iværksættelse og oplæses for den Anholdte ved Pågribelsen. Er den Pågjældendes Opholdssted ubekjendt, kan Politiet ved Indrykkelse i Polititidenden opfordre alle Politiøvrigheder til efter Evne at sørge for Iværksættelsen.

§ 174.

Politiet kan under de i § 170, jfr. § 171, angivne Betingelser iværksætte Anholdelse for Forbrydelser, som ere offentlig forfølgning undergivne, uden foregående Beslutning af Retten i

1) når den Pågjældende træffes i Udførelsen eller på friske Spor;

2) når den Pågjældende træffes i Besiddelse af Gjenstande, som kjendelig henpege på hans Skyld, eller lignende Omstændigheder gjøre ham i høj Grad mistænkt, og der derhos er Grund til at befrygte, at Ophold for at fremskaffe Rettens Beslutning vil forspildeøjemedet.

Samme Myndighed, som Politiet har efter Reglen under Nr. l, har også enhver Anden. For Lovovertrædelser, der ere udelukkede fra offentlig Påtale, kan den vedkommende Private iværksætte Anholdelse, når Fornærmeren træffes i Udførelsen eller på friske Spor, og han derhos er en sådan Person, som § 170 Nr. 1 ommelder.

§ 175.

Ved en Anholdelses Iværksættelse skal der gåes frem med så megen Skånsel mod den Pågjældende, som Øjemedet tillader.

Gjenstande, som kunne benyttes til Vold eller Undvigelse, kunne fratages den Pågrebne, og personlig Ransagning finde Sted ved den, der er berettiget til Anholdelsen, når der er Grund til at formøde, at han har sådanne Gjenstande hos sig.

§ 176.

Ransagning af Hus for at eftersøge den som skal anholdes, kan foretages, når der er Grund til at antage, at han holder sig skjult der, i Andenmands Hus dog kun under Betingelser, svarende til de i § 114 angivne, medmindre der efter Husets Bestemmelse tilstedes Enhver Adgang til det, eller Ransagningen omfatter en Samling af Huse, som udgjør en By eller en større afgrænset Del af en By eller et Sogn.

Sådan Ransagning kan foretages af Politiet uden retskjendelse:

1) når en Person eftersættes, der er trussen i Udførelsen af Forbrydelsen eller på friske Spor, eller som er undvegen, efter at Være pågreben;

2) og ellers, når der er Grund til at antage, at Øjemedet vil forspildes, hvis Kjendelse skal afventes, og navnlig, at en blot Bevogtning af Huset så længe vil virre utilstrækkelig.

Udenfor disse Tilfælde udkræves Retskjendelse, medmindre den Pågjældende udtrykkelig frafalder Krav herpå. Iøvrigt finde ved disse Ransagninger Reglerne i §§ 115—119 Anvendelse.

§ 177.

Enhver, der anholdes, skal senest inden 24 Timer, fra Pågribelsen at regne, stilles for Retten, medmindre han forinden løslades. Kan han ikke strax føres for Retten, sørger Politiet for den fornødne midlertidige Bevogtning på den muligst lempelige Måde, og kun, når han ikke på anden Måde kan holdes afsondret fra Andre, ved Hensættelse i Lokale for varetægtsfanger. Er Anholdelsen iværksat af en Privat, og den Anholdte ikke strax kan fores for Retten, skal Anholderen uopholdelig foranstalte den Anholdte afleveret til Politiet, som afkræver Anholderen nøjagtig Forklaring om det Forefaldne og pålægger ham, hvis det ikke strax løslader den Anholdte, at møde ved Fremstillingen for Retten.

§ 178.

I Retsmødet skal Sag mod den Anholdte anhængiggjøres ved Begjæring om

Forundersøgelse eller Anklage (jfr. § 363), hvis dette ikke tidligere har fundet Sted. Den Anholdte høres strax om Sigtelsen og Anholdelsen. For det Tilfælde, at den Anholdte fremstilles for en anden Ret end den, som har taget Beslutning om Anholdelsen, må der af denne være sørget for, at de fornødne Oplysninger stå til den førstnævntes Rådighed, enten ved direkte Tilsendelse eller ved Overleverelse med fornødent Pålæg til den Politiembedsmand, som fik i Hverv at iværksætte Anholdelsen.

§ 179.

Har Anholdelse fundet Sted for en Handling, for hvilken Fængsling er udelukket, skal den Anholdte sættes på fri Fod, når det i §§ 177 og 178 ommeldte Retsmøde er sluttet, medmindre allerede i dette en Straf er idømt ham, som strax kan fuldbyrdes.

I andre Tilfælde kan Retten ved Retsmødets Slutning efter Forholdets Beskaffenhed

1) enten beslutte, at den Anholdte skal sættes på fri Fod,

2) eller efter de nedenfor givne Regler afsige Kjendelse om fængsling eller om Forholdsregler, som træde istedenfor fængsling,

3) eller beslutte, at den Pågjældende foreløbig skal forblive under Anholdelse eller undergives anden midlertidig Forholdsregel.

§ 180.

Er en Person, som sigtes for en Handling, for hvilken fængsling ikke er udelukket, enten uden foregående Anholdelse mødt eller afhørt for Retten eller som anholdt stillet for Retten, kan denne beslutte, at han foreløbig skal forblive under Anholdelse efter Retsmødets Slutning, når der iøvrigt vilde være Hjemmel til at afsige Fængslingskjendelse, men dette ikke kan ske, fordi det endnu ikke har vist sig, om Mistanken er tilstrækkelig grundet, eller fordi vedkommende Ret ikke er kompetent til at afsige Fængslingskjendelse (§ 184).

Beslutningen afgives til Retsbogen under Iagttagelse af Reglerne i § 172; med Hensyn til Bevogtningen iagttages Reglen i § 177. Skal den Pågjældende henbringes til en anden Ret, sker dette ved Politiet; af Beslut-

ningen og de forudgåede Forhandlinger tilstilles der den nævnte Ret Udskrift.

§ 181.

Senest inden 3 Dage skal enten den under Anholdelse Forblevne løslades eller Kjendelse afsiges om fængsling eller anden endelig Forholdsregel.

Istedenfor den i § 180 nævnte Forholdsregel blive med tilsvarende Begrænsning de i § 190 ff. nævnte Forholdsregler og navnlig løsladelse mod Sikkerhed, indtil endelig Bestemmelse træffes, at anvende under de der angivne Betingelser og nærmere Bestemmelser.

§ 182.

Ingen kan underkastes fængsling for Handlinger, som kun kunne medføre Straf af Bøder eller simpelt fængsel.

Fængsling kan kun sinde Sted i Kraft af en Retskjendelse; en sådan kan først afsiges, efter at den Påglædende er hørt for en Ret angående Sigtelsens Gjenstand, medmindre han unddrager sig Forfølgning ved Ophold i Udlandet.

§ 183.

Under de i § 182 angivne Forudsætninger kan fængsling af en Mistænkt besluttes af Retten:

1) ved Forbrydelser, som det efter § 35 tilkommer Politimesteren eller efter § 39 en Privat at påtale, naar den Mistænkte er en Person, der strejfer om uden Midler til lovligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Ophold i Riget, eller er en Ubekjendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller kunne fremskaffes;

samt ved andre Forbrydelser,

2) når der enten på Grund af de under Nr. 1 angivne Omstændigheder eller iøvrigt På Grund af Sagens Bestaffenhed og den

Mistænktes Forhold er Grund til at frygte, at han vil unddrage sig Ansværet ved Flugt eller Forstikkelse;

3) eller der ester Sagens Omstændigheder er Grund til at antage, at han vil bestræbe sig for at gjøre Undersøgelsen frugtesløs ved Fjernelse af Gjerningens Spor, Aftale med Medsigtede eller Vidner eller på anden lignende Måde;

endvidere

4) for at forhindre, at en Person, som sigtes for det i Stræffelovens § 299 ommeldte Forhold, skal bringe sin Trusel til Udførelse.

§ 184.

Fængslingskjendelse afsiges af den Ret, for hvilken Sagen er anhængig. Er en Anholdt ikke fremstillet for denne Ret, og der er Grund til at frygte for, at han ikke så betimelig kan henføres til samme, at Kjendelsen kan blive afsagt der inden Udløbet af den Frist, i hvilken en Person kan forblive under Anholdelse, afsiges Kjendelsen af den Underssgelsesdommer, for hvilken den Anholdte er fremstillet; af Kjendelsen og de i den Anledning stedfundne Forhandlinger tilstilles der i så Fald den Ret, ved hvilken Sagen svæver, Udskrift.

§ 185.

Fængslingskjendelsen skal indeholde den Sigtedes Navn og den iøvrigt muligst nøjagtige Betegnelse af ham, samt Være ledsaget af Grunde, i hvilke Sigtelsens Gjenstand og Henvisning til det eller de Lovbud, hvorunder Sigtelsen falder, samt til den Bestemmelse, som i det givne Tilfalde hjemler Fængslingen, skal indeholdes. Udskrift meddeles på Forlangende den Fængslede inden 24 Timer.

§ 186.

Er den Sigtede tilstede i Retten ved Fænglingskjendelsens Afsigelse, oplæsts denne for ham.

Er den Sigtede ikke tilstede, udfærdiges en Udskrift af Retsbogen med rettens Formands Underskrift, som overgives Politiet til Iværksættelse. Ved denne finde

Reglerne i §§ 173. 175 og 176 tilsvarende Anvendelse.

§ 187.

Er Fængslingskjendelsen afsagt, uden at den fængslede har været hørt angående Sigtelsen, skal Afhørelse for Retten finde Sted inden 24 Timer efter Pågribelsen eller Indbringelsen i Riget, jfr. § 178. iøvrigt finder Afhørelse af den fængslede Sted, når de almindelige Regler medføre det.

Den fængslede hensættes i væretægtsfængslet på det Sted, hvor Sagen er anhængig. Om hans Henbringelse til Varetægtsfængslet på et andet Sted, hvor Sagen senere anhængiggjøres, tager vedkommende Rets Formand Beslutning.

§ 188.

Den fængslede er undergiven de Indskrænkninger, som ere nødvendige til Sikring af Fængslingens Øjemed eller til Opretholdelse af Fængselsordenen. særlig fastsættes følgende Regler med Hensyn til den Sigtedes Behandling:

1) Hvorvidt Andre end de ved fængslet Ansatte skulle have Adgang til Fangen, beror på Rettens Formand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere §§ 47 og 57. Tilladelse til, med de Indskrænkninger, som Fængselsordenen kræver, og under sådant Opsyn, som Rettens Formand finder fornødent, at modtage Besøg af en Læge eller Præst eftex eget Valg, af Slægtninge eller af Personer, som stå i Forretningsforhold til Fangen, eller med hvem han ønsker at rådføre sig, bør kun nægtes, når Omstændighederne give Grund til at frygte, at deraf vil opstå Skade for Undersøgelsen.

2) Om det skal tillades Fangen at afsende og modtage Breve,belor på Rettens Formand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere §§ 47 og 57. Tilladelse bør kun nægtes, når Rettens Formand, efter at have læst Brevet, finder enten, at der kan Være Grund til at befrygte, at dets Afsendelse eller Udlevering vil Være til Skade for undersøgelsen, eller at dets Afsendelse vilde indeholde et Retsbrud. Afsendelse af lukkede Skrivelser til Ret eller Øvrighed kan ikke nægtes Fangen.

3) Varetægtsfanger have Ret til at sysselsætte sig, dog med de Begrænsninger, som følge af fængslingens Øjemed og Fængselsordenen. Denne Ret kan kun betages en Fange, når han har forstyldt det som disciplinær Straf.

4) Legemlig Revselse må ikke anvendes som disciplinær Straf på Varetægtsfanger.

5) Hverken Arrestforvareren eller andre Personer må benyttes til at udforske Fangen.

Nærmere Regler om Fængselsordenen fastsættes ved kongelig Anordning under Iagttagelse af det i nærværende Paragraf Foreskrevne.

§ 189.

Den anordnede Fængsling bortfalder, når Forfølgning frafaldes, eller den Sigtede frisindes, og der ikke er anden af den endte Sag uafhængig Grund til at holde ham fængslet.

Fængslingen ophæves ved Rettens Beslutning, når i Løbet af undersøgelsen de Grunde, hvorpå den støttedes, bortfalde, og Grunde til Fængsling ved en ny Kjendelse ikke ere forhånden. Navnlig bør den på § 183 Nr. 3 støttede fængsling ophæves, såsnart Underføgelsen i Pågjaldende Retning er sikret, i hvilken Henseende det Fornødne snarest mulig skal iværksættes.

De med Hensyn til fængslingens Ophør fornødne Afgjørelser og Forholdsregler træffes af den Ret, for hvilken Sagen er eller var anhængig.

§ 190.

Er den Sigtede under 18 År, skal Retten, forsåvidt det efter Sigtelsens Gjenstand, den Sigtedes Personlighed og de forhåndenværende Forhold lader sig gjøre, istedenfor Fængsling beslutte, at han sættes under Tilsyn af pålidelige Personer, Forældre eller Andre. Når Forældre eller Andre fremsætte Ønske om, at en sådan Sigtet må betroes til deres Tilsyn, kan Retten, om det findes nødvendigt, knytte Indvilgelse heri til den Betingelse, at Sikkerhed stilles af de Pågjældende overensstemmende med Reglerne i §§ 191 og 192.

I andre Tilfalde stal, hvor Sådant må ansees for tilstrækkeligt til Formålets Opnåelse, istedenfor Fængsling efter Rettens Beslutning træde Bevogtning i Hjemmet På

den Sigtedes Bekostning efter Sikkerhedsstillelse for det hertil sandsynlig medgående Beløb. Tilhold om ikke uden Dommerens Tilladelse at forlade et anvist Opholdssted eller en bestemt Kreds, Pålæg om til bestemte Tider at fremstille sig for Politiet, Beslaglæggelse af Pas eller andre Legitimationsdokumenter, samt løsladelse mod Sikkerhed efter de nærmere Regler i efterfolgende Paragrafer.

§ 191.

Løsladelse mod sikkerhed kan ikke finde Sted, når den i § 183 Nr. 3 nævnte Fængslingsgrund er forhånden.

I de i § 183 Nr. 1 og 2 nævnte Tilfælde skal Fritagelse for Fængsling tilstedes, når Formålet må antages tilstrækkelig betrygget ved, at Sikkerhed stilles for, at den Sigtede vil møde i Retten til enhver Forhandling i Sagen efter behørig Indkaldelse, samt indfinde sig til Dommens Fuldbyrdelse, hvis den går ham imod; det påhviler den Sigtede i så Fald at opgive Bolig eller Opholdssted i Kongeriget, hvor alle Forkyndelser til ham kunne ske.

I det i § 183 Nr. 4 ommeldte Tilfalde tilstedes Fritagelse for fængsling, når det findes tilstrækkeligt, at Sikkerhed stilles for, at den Sigtede vil undlade den Virksomhed, som frygtes, indtil Dommen, hvis den går ham imod, kan fuldbyrdes.

§ 192.

Netten fastsætter Sikkerhedssummens Størrelse. Herved tages efter Tilfældenes Forstjellighed Hensyn til den sandsynlige Straf, til Beskaffenheden af den Virksomhed, som frygtes, til den sandsynlige Udgift og Besvær, som et Brud på den overtagne Forpligtelse vil medføre, samt til den Sigtedes Forhold og den Sikkerhedsstillendes Formue.

For Summens Betaling i Tilfælde af dens Forbrydelse stilles Sikkerhed ved Overleverelse af rede Penge eller sikre værdipapirer efter Dagens Kurs, hvilke, når det forlanges eller af Dommeren findes hensigtsmæssigt, blive at opbevare i Nationalbanken eller vedkommende Amtstue, eller derved, at tvende i Kongeriget bosatte vederhæftige Personer gå i Bor-

gen som Selvskyldnere, Een for Begge og Begge for Een. Den, der tilbyder sig som Borgen, skal på Forlangende godtgjøre sin Vederheftighed.

§ 193.

Er Sikkerhed stillet for en Sigtets Møde, forbrydes Beløbet til Statskassen, når den Pågjældende udebliver uden at være forhindret ved lovligt Forfald, hvilket det påhviler den Sigtede i rette Tid at oplyse. Om Forbrydelsen afsiger Retten Kjendelse; oplyser den Sigtede senere, at han ved lovligt Forfald var forhindret i at møde og tillige, at det ikke var ham muligt i rette Tid at oplyse Sådant, ophæver Retten sin Kjendelse.

Fremstiller den Sigtede sig frivillig inden 14 Dage, efter at han skulde være mødt, eller fremstille de Personer, som ere gåede i Borgen, den udeblevne Sigtede for Retten inden 14 Dage, efterat de ere underrettede om Udeblivelsen, eller meddeles der af dem inden den nævnte Frist sådanne Oplysninger, ved Hjælp af hvilke det lykkes at pågribe den Udeblevne, kan Retten indrømme Fritagelse for Eikkerhedssummens Forbrydelse, ganske eller for en Del; dog hæfter den altid for alle ved Udeblivelsen foranledigede Bekostninger.

Er Sikkerhed stillet for Undladelsen af en vis Virksomhed, forbrydes Beløbet, når den Sigtede foretager nogen Handling, der sigter til at forberede eller udfore hin Virksomhed. Beløbet hæfter i dette Tilfælde også for den Erstatning eller Godtgørelse, som det ifølge slig Virksomhed måtte påhvile ham at udrede.

§ 194.

Indtræde Omstændigheder, der vise, at en Forholdsregel, som Retten har besluttet iftedenfor Fængsling, er utilstrækkelig, træffer Retten ved Kjendelse den efter de forandrede Forholds Krav fornødne Bestemmelse, såsom om fængsling eller om Hensættelse under andre Personers Tilsyn, eller om yderligere Indskrænkninger i den indrømmede Frihed, eller om Forhøjelse af Sikkerhedssummen eller om ny Sikkerhedsstillelse.

§ 195.

Forholdsregler, som af Retten ere anordnede istedenfor fængsling, bortfalde eller ophæves i de samme Tilfælde som Fængslingen.

Fremdeles ophører en stillet Sikkerhed at hæfte, naar i medfør af § 194 fængsling finder Sted, eller naar en Sigtet under 18 År sættes under andet Tilsyn end den Persons, hvem han mod Sikkerhed var betroet, samt naar den i Overensstemmelse med H 191 påtagne Forpligtelse er opfyldt, eller naar den, der er gået i Borgen, ved at fremstille den Sigtede for Retten opsiger sit Forløfte.

§ 196.

Afgjørelser og Foranstaltninger med Hensyn til Forholdsregler, som troede istedenfor fængsling, træffes af den Ret, der efter §§ 184 og 189 ta,M Beslutning om fængsling og dens Ophor.

§ 197.

Naar der i en under Landsretten hørende Sag er rejst Anklage, som af Retten er bleven henvift til Hovedforhandling, men den Sigtede har unddraget sig Sagens videre forfølgning, kan Retten på Anklagerens Begjæring og, efter at Forsvareren er hørt, ved Kjendelse bestemme, at der skal lægges Beslag på den Formue, som han måtte besidde eller erhverve i Riget. Kjendelsen forkyndes overensstemmende med Reglerne i § 102.

Beror Afgjørelsen af, om Sagen skulde pådømmes ved Landsretten, på størrelsen af den i det givne Tilfælde forskyldte Straf, kan Retten kun træffe en saadan Bestemmelse, naar den finder Anklagerens skjøn om Straffen hjemlet ved det Foreliggende.

Oplyses det senere, at det var den Sigtede umuligt at møde, kan Retten ophæve Be«

slaglæggelsen for et bestemt med Hensyn til den oplyste Undstyldningsgrund afpasset Tidsrum.

§ 198.

Retten drager Omsorg for, at der beskikkes en værge til at bestyre den beslaglagte Formue efter de Regler, som gjælde om borteblevne Personers Formue. værgen har at afgive Løfte om ikke at lade den Sigtede tilflyde nogen Indtægt af Formuen. Om Ægtefælles og Børns Underholdning af Formuen gjælde den almindelige Lovgivnings Regler.

Den Sigtede bliver fra det Dieblik, Kendelsen er afsagt, uberettiget til at forflytte eller ved Retshandler at rande over nogen Del af den beslaglagte Formue, sidste Villiesbestemmelser dog derunder ikke indbefattede. For at denne Virkning af Beslaglæggelsen skal kunne gjøres gjældende overfor en godtroende Trediemand, således at de foretagne Retshandler tabe Gyldigbed, bliver at iagttage, hvad der i Loven om den borgerlige Retspleje er foreskrevet med Hensyn til Arrest på Gods.

§ 199.

Beslaglæggelsen ophører:

1) naar den Sigtede fremstiller sig for retten eller pågribes;

2) naar Formuen på Grund af den Sigtedes Død eller ifølge de i Fdg. 11. Sept. 1839 foreskrevne Regler tilfalder bans Arvinger ;

3) naar Anklagen frafaldes eller Sagen ved Rettens Kjendelse hæves.

Den Ret, som har besluttet Beslaglæggelsen, tager Beslutning om Ophøret i de forannævnte Tilfælde; Formuen med de under Beslaglæggelsen vundne Indtægter og efter Fradrag af de havte Udgifter udleveres derefter til den Sigtede, eller henholdsvis Arvingerne.

§ 200.

I den Eigtedes Fraværelse kan ordentligvis ingen Hovedforhandling finde Sted. Kan den Sigtede ikke staffes tilstede, kan Anklagen vel henvises til Hovedforhandling,

men uden at denne berammes; er dette alt sket, udfættes Sagen; dog bør Sagens Fremme mod Medsigtede derved intet Ophold lide. Opstår der Fare for, at Beviser ved Hovedforhandlingens Udsættelse af den foranførte Grund vilde gå tabt, eller at de ved senere Benyttelse vilde give et mindre sikkert Resultat, kunne de efter Rettens Beslutning fores udenfor Hovedforhandlingen.

I Sager, som det ifølge § 35 tilkommer Politimesteren eller ifølge § 39 Private at påtale, kan. naar den Sigtede udebliver uden oplyst lovligt Forfald, og dømmeren ikke finder hans personlige Nærværelse nødvendig, Hovedforhandling finde Sted (§§ 366 og 451).

§ 201.

Enhver Sigtet, som indkaldes eller fremstilles for Retten til Afhørelse, skal høres angående Sigtelsen og de mod ham fremførte Beviser.

Den Sigtedes Begjæring om at afgive Forklaring for Retten skal altid tages til følge (jfr. § 167).

§ 202.

førend videre Afhørelse finder Sted, adspørges den Sigtede af Rettens Formand om Navn, Alder, Bopæl, Stilling og, hvad der iøvrigt måtte findes fornødent for at forvisse sig om hans Identitet, samt gjøres bekjendt med den mod ham rettede Sigtelse.

§ 203.

Den Sigtede opfordres af dømmeren til at udtale sig angående de Kjendsgjerninger, som udgjøre Sigtelsens Gjenstand. Endvidere opfordrer dømmeren den Sigtede til at ud-

tale sig om de ved Vidneforklaringerne samt i andre Måder mod ham fremkomne Bevisligheder. Forsåvidt det imod den Sigtede Fremkomne eller den Sigtedes egne Udtalelser dertil give Anledning, kan dømmeren rette spørgsmål til ham angående enkelte Punkter. Den Sigtedes Afhørelse må ikke forlanges i detøjemed at fremskaffe Tilståelse.

§ 204.

Sålænge den Sigtede er tilstede i Retten, skal han være fri for Bånd og Tvang.

Under afhørelsen skal dømmeren tiltale den Sigtede uden Vrede eller Hån.

spørgsmålene, som rettes til den Sigtede, skulle være bestemte, tydelige og fåledes stillede, at det er ham klart, hvad han bekræfter eller benægter med sit Svar.

Intet spørgsmål må stilles således, at Noget, der er benægtet eller ikke redgået af den Sigtede, forudsættes som tilstået.

Lofter, urigtige Foregivender, Truster og andre Tvangsmidler må ikke anvendes for at bevæge den Sigtede til Tilstæelse eller anden Udtalelse af bestemt Indhold.

' Det er ikke den Sigtede tilladt at rådfore sig med en Forsvarer angående den umiddelbare Besvarelse af de ham gjørte spørgsmål.

§ 205.

Mod en Sigtet, der vægrer sig ved at svare, være sig i det Hele eller på enkelte spørgsmål, eller som hindrer Afhørelsen ved forstilt Afsindighed eller på lignende Måde, må ingen Tvang anvendes.

skjønnes det, at den Sigtedes forannævnte Forhold vil medføre Sagens Forhaling eller vansteliggjøre Forsværet, skal dømmeren gjøre den Sigtede opmærksom herpå, se endvidere §§ 367 og 453.

§ 206.

Afhorelse af den, der som privat Anklager forfølger en Straffesag, finder Sted, naar Retten finder det nyttigt til Sagens Oplys-

ning. Afhørelsen sker for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig, dog at Undtagelse finder Sted under de i § 133 Rr. 2—4 nævnte Betingelser. Om Indkaldelsen og Afhørelsen gjælde med fornødne Lempelser Reglerne i §§ 135 og 143—145; Edfæstelse finder ikke Sted. Udebliver Anklageren uden oplyst lovligt Forfald, eller vægrer han sig ved at svare, ansees han at frafalde Anklagen.

Lignende Regler gjælde også om den Forurettede, der forfølger et Erstatningskrav under Sagen, med Hensyn til dette Krav. Forsåvidt Udeblivelsen eller Vægringen her ikke medfører, at Påkjendelse ej kan sinde Sted (§ 460), kan Retten fortolke den på den for den Sigtede gunstigste Måde og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 207.

Beslaglæggelse på en Mistænkts Gods til Sikkerhed for Sagens Omkostninger og Erstatningsansvar k.m finde Sted ifølge Rettens Kjendelse, på Andragende af Anklageren eller henholdsvis den ved Forbrydelsen Forurettede.

Begjærer en privat Anklager Beslaglæg« gelse, kan Sikkerhedsstillelse kræves efter de i Loven om den borgerlige Retspleje givne Regler om Arrest på Gods.

Beslaglæggelsen medfører de samme Retsvirkninger som Arrest på Gods ifølge Loven om den borgerlige Retspleje.

§ 208.

Veslaglæggelsen iværksættes af dømmeren; er Beslutningen tagen af en Landsret, iværksættes den efter Pålæg af denne ved undersøgelsesdømmeren. MedHensyn til Iværksættelsen samt de Forholdsregler, som blive at træffe for at sikre Beslaglæggelsens Retsvirkninger, gjælde med fornødne Lempelser de i Loven om den bor-

gerlige Retspleje givne Regler om Arrest på

Gods.

§ 209.

Beslaglæggelsen bortfalder, naar Forfølgning frafaldes, eller den Sigtede frifindes, og den ophæves, naar den på Grund af senere fremsætte Indsigelser eller senere indtrufne Om« stændigheder findes ikke at have Hjemmel. Beslutninger og Forholdsregler med Hensyn til Beslaglæggelsens Ophor træffes af den Ret, for hvilken Sagen er eller var anhængig. Med Hensyn til Krav på Erstatning for Beslaglæglæggelsen finde Reglerne i Lov »m den borgerlige Retspleje om Arrest på Gods Anvendelse med fornødne Lempelser.

§ 210.

Med Hensyn til foreløbigt Forbud mod Foreninger i Henhold til Grl. af 28. Juli 1866 § 87, bliver det på det nævnte Sted i Grundloven Foreskrevne at iagttage.

Forbud mod Udbredelse af Skrifter, som efter Justitsministerens Befaling forfølges i Henhold til Lov af 3 die Jan. 1851 §§ 14 og 15, besluttes og iværksættes på Statsanklagerens Andragende af Underføgelsesdommeren. Sag i den Anledning skal anlægges inden en Uge. Forbudet bortfalder, naar forfølgning ikke iværkfættes inden den foreskrevne Frist, eller naar den frafaldes. Den i Lov af 3 die Jan. 1851 § 14 fastsætte Straf for Dommens Overtrædelse gjælder også for Overtrædelse af det foreløbige Forbud.

§ 211.

Det påhviler Politiembedsmanden at efterforske alle strafbare Handlinger, hvis Påtale

tilkommer det Offentlige. Han troeder i få Henseende i Virksomhed af egen Drift, naar Betingelserne iøvrigt ere tilstede, uden at afvente Pålæg af nogen overordnet Myndighed.

Statsanklageren forer udenfor Kjøbenhavn Overtilsyn med Politiets Efterforskning af de Forbrydelser, hvis Påtale hører under hans Virkekreds. Ligesom han som følge heraf kan give Politiet almindelige Forskrifter, således kan han også i de enkelte Tilfælde begjære Oplysninger, stille Forlangender og, naar særegne Omstændigheder måtte opfordre dertil, selv handle i Politimesterens Sted. Det påhviler Politimesteren at gjøre Indberetning månedlig til Statsanklageren om alle foretagne Efterforskninger, endvidere naar tvivlsomme eller særdeles vigtige Spørgsmål opstå under Efterforskningen, samt iøvrigt naar det fordres.

Politidirektøren i Kjøbenhavn, der i sin Esterforfkningsvirksomhed er Justitsministeren umiddelbart underordnet, er pligtig at efterkomme alle lovlige Vegjæringer af Statsanklageren, vedrorende Efterforskningen af de under Sidstnævntes Virkekreds borende Forbrydelser, samt at meddele de herhenhørende Oplysninger, som denne begjærer; i særlige Tilfælde kan Statsanklageren med Justitsministerens Billigelse overtage Ledelsen af Efterforskningen, og det underordnede Politi står da i fornødent Omfang under hans Befaling.

Retshandlinger i Efterforskningens Interesse, der ikke tåle Opsættelse, blive at foretage af Undersøgelsesdømmeren uden at afvente Begjæring. fornøden Meddelelse til Politimesteren bør i sådant Fald uopholdelig sinde Sted.

§ 212.

Efterforskningen bør påbegyndes, såsnart vedkommende Embedsmand enten ved egen Iagttagelse eller ved Anmeldelse fra en offentlig Myndighed eller fra Private eller på anden Måde faar Grund til at antage, at en Forbrydelse er begået, eller faar Kundskab om Begivenheder, som vække Mistanke om, at en Forbrydelse er begået, eller i Anledning af hvilke visse Gfterforskningsskridt ere påbudte.

§ 213.

Offentlige Myndigheder, derunder Dom«

stolene, ere Pligtige at gjøre Meddelelse, ledfaget af fornødne Oplysninger, til Politimesteren, naar Omstændigheder, som give Grund til at antage, at en Forbrydelse er begået, komme til deres embedsmæssige Kundskab.

Det påhviler særlig under fådanne Omstændigheder Skifteretten i et Konkursbo at fremsende Gjenpart af den i Lov om den borgerlige Retspleje omhandlede Indberetning af Kurator eller handelskyndige Revisorer i Konkursboer.

§ 214.

Anmeldelse fra Private om formentlig begåede Forbrydelser eller om Forhold, der vække Mistanke om, at en Forbrydelse er begået, gjøres ordentligvis til Politiet. Dog blive de også at modtage af Statsanklageren og i påtrængende Tilfælde af Undersøgelsesdømmeren, som da snarest mulig tilstiller Politimesteren samme.

Anmeldelsen kan gjøres skriftlig eller mundtlig; i sidste Fald skal af den, som modtager Anmeldelsen, skriftlig Beretning optages.

§ 215.

Forklaring skal afkræves Anmelderen om alle Omstændigheder, som ere af Indflydelse på Anmeldelsens Sandsynlighed og hans personlige Troværdighed, samt angående de mulig forhåndenværende Bevismidler; efter Omstændighederne kan han også udspørges om Bevæggrunden til Anmeldelsen og erindres om Straffen for falsk Angivelse.

Findes det fornødent. kan Anmelderen ved Begjæring til Undersøgelsesdommeren foranlediges afhørt for retten, inden videre Skridt foretages.

§ 216.

Gr Sagens Påtale afhængig af Justitsministerens Befaling eller af en Opfordring fra en særlig offentlig Myndigbed (jfr. § 3 6), skal Politimesteren bringe de ham tilkomne Oplysninger henholdsvis til Statsanklagerens eller den særlige Myndigheds Kundskab, men iøvrigt ikke foretage yderligere Efterforskninger, forend Vedkommendes Befaling eller Opfordring foreligger.

Er en Handling, hvis offentlige forfølg-

ning er betinget af en Privats Begjæring, kommen til Politimesterens Kundskab, men der er Grund til at antage, at den er den pågjældende Private ubekjendt, kan han gjøre Meddelelse til denne, men foretager iøvrigt ingen Efterforskning, forend Begjæringen foreligger. Denne må fremsættes udtrykkelig under Iagttagelse af Reglen i § 214. Indeholder en af den Private indgiven Anmeldelse om Forbrydelsen ingen saadan Begjæring, skal han foranlediges til at afgive den fornødne Erklæring.

Ovenstående Regler udelukke dog ikke, at uopsættelige Efterforskningsskridt foretages, forend Befalingen, Opfordringen eller Begæringen foreligger, under de i § 36 angivne Betingelser.

§ 217.

Finder Politimesteren, at der mangler Grund til at foretage videre Skridt i Anledning af en indgiven Anmeldelse eller en fremsat Begjæring om forfølgning, skal han på Forlangende meddele en skriftlig erklæring om sin Vægring, og om denne er grundet på, at den formentlige Lovovertrædelse ikke antages at være Gjenstand for offentlig forfølgning, eller på Anmeldelsens utilstrækkelige Grundlag.

Den, som har indgivet Anmeldelsen eller fremsat Begjæringen, kan derefter henvende sig til den overordnede Myndighed med Andragende om, at det må blive pålagt Vedkommende at træde i Virksomhed.

§ 218.

Efterforskningen skal rettes på at fremskaffe fådanne Oplysninger om Gjerningen og den eller de formentlig Skyldige, som ere tilstrækkelige til at bestemme, om Forfølgning ved Domstolene mod en bestemt Person skal begynde, være sig ved Begjæring om Forundersøgelse eller ved Anklage for den dømmende Ret.

Så bør og iøvrigt alle Oplysninger erhverves og Foranstaltninger træffes, som skjønnes nødvendige eller tjenlige til at forberede Sagens Behandling ved Retten.

§ 219.

Til Opnåelse af Efterforskningensøjemed

er Politimesteren berettiget til under de Betingelser og med de nærmere Bestemmelser, som herom i det Foregående ere fastsætte, at foretage Ransagninger og Beslaglæggelser, fordre Oplysninger af offentlige Myndigheder, indkalde Vidner, foretage Besigtigelser, lade foretage Syn og skjøn, anholde Mistænkte m. v.

Kræver Loven i Anledning af en således truffen Foranstaltning en efterfølgende Henvendelse til Retten, påhviler det den pågjældende Embedsmand at sørge for, at denne finder Sted på lovbefalet Måde.

Om de foretagne Gfterforskningshandlinger optages skriftlig Beretning.

§ 220.

skjønner Politimesteren enten strax eller i løbet af Efterforskningen, at der vil blive spørgsmål om at undlade Påtale i Medfør af § 37, forelægger han de fremkomne Oplysninger for Statsanklageren og standser alle ikke uopsættelige Efterforskningsskridt, indtil Statsanklagerens Beslutning foreligger.

§ 221.

Finder Politimesteren (jfr. §211), at der til Efterforskningens Fremme bør træffes Foranstaltninger, som det overhovedet eller under de givne Omstændigheder ligger udenfor hans Myndighed selv at træffe, er han berettiget til herom at rette Andragende til Undersøgelsesdommeren. Det Samme gjælder, naar det iøvrigt findes hensigtsmæssigt, at Vidner af- høres for Retten, eller at Besigtigelser og Syn eller skjøn foretages ved Rettens Hjælp.

Undersøgelsesdømmeren er pligtig at tage Andragendet til følge, naar de i Loven foreskrevne Betingelser findes at foreligge.

Retshandlinger mod en Mistænkt kunne kun begjæres i Forbindelse med Andragende om Forundersøgelse eller Anklage.

Naar den begjærte Retshandling har fundet Sted, ophører Undersøgelsesdommerens Virksomhed.

§ 222.

De under Efterforskningen forefaldende Retsmøder ere ikke offentlige.

Med Hensyn til Undersøgelsesdommerens Virksomhed under Efterforskningen finde de i §§ 232—239 givne Regler Anvendelse, forsåvidt det ikke udelukkes ved Forholdets Natur.

Udskrift af det i Retsinøderne Foregåede meddeles Politimesteren og på Begjæring Statsanklageren.

§ 223.

Tages den Begjæring eller Opfordring, af hvilken en offentlig Forfølgning er afhængig, tilbage, eller befales det af overordnet Myndighed, henlægges Sagen med Vedtegning af Grunden. Har Politimesteren i en Sag, der hører under Statsanklagerens Virkekreds, ikke fået Meddelelse om den Sagens Henlæggelse foranledigende Omstændighed fra Statsanklageren, gjør han Indberetning til denne derom.

§ 224.

Findes Efterforskningensøjemed at være opnået, tager vedkommende Embedsmand Beslutning om Sagens Forfølgning ved Retten i Overensstemmelse med de i det følgende givne regler eller om Efterforskningens Afslutning ved Sagens Henlæggelse. Henlægges Sagen, vedtegnes Grunden.

Er Politimesteren påtaleberettiget i Henhold til § 35, tilkommer det ham at tage de ovenmeldte Beslutninger. hører Sagen under Statsanklagerens Virkekreds, har Politimesteren at andrage på Forundersøgelse, naar han ifølge Efterforskningens Resultat finder Anledning dertil, og gjør derom Indberetning til Statsanklageren; ellers indsender han Sagen til Statsanklageren, der tager fornøden Beslutning om yderligere Efterforskning, Begjæring af Forundersøgelse, Anklage eller Sagens Henlæggelse.

§ 225.

Efterforskningen fortsættes, efter at Sagen er indbragt for Retten, naar Omstændighederne opfordre dertil. Under den fortsætte Efterforskning kunne efter Begæring, eller i påtrængende Tilfælde uden en saadan, Retshandlinger foretages af en Undersøgelsesdommer, naar Forholdene ikke tilstede at afvente den Rets Beslutning, ved hvilken Sagen er anhængig.

§ 226.

For strafbare Handlinger eller Undladelser, hvori Statsanklageren eller Politiets Gmbedseller Bestillingsmænd måtte gjøre sig skyldige under Efterforskningen, ifalde de Ansvar efter Lovgivningens Regler.

Klage over de efter Lovgivningen strafbare Myndigheds Misbrug kan af den Forurettede fremsættes for Underføgelsesdømmeren i den Kreds, hvor den påklagede Handling har fundet Sted, eller for den Ret, hvis Virksomhed mod Klageren af vedkommende Embedsmand påkaldes, eller for hvilken Sag om Forbrydelsen af det Offentlige anhængiggjøres.

Finder Retten, efter at have hørt den pågjældende Embeds- eller Bestillingsmand, Sagen klar og højere Straf end bøder ej at være forskyldt, træffer den Ufgjørelsen. I modsat Fald som og, hvor Klage fra den Forurettede ikke er fremsat på den angivne Måde, forfølges Sagen efter de almindelige Neg ler.

Pålæg af bøder i Henhold til §§ 147 og 163 kan ophæves af den Ret, for hvilken Klage over Myndigheds Misbrug fremsætles.

§ 227.

Forundersøgelse ved Retten finder ikke Sted ved Handlinger, som det efter § 35 tilkommer Politimesteren at påtale, ej heller i Sager angående de i Lov af 3. Jan. 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud.

Forundersøgelse ved Retten finder kun Sted, naar derpå andrages, og en bestemt Person sigtes. Andragende om Forundersøgelse fremsættes af Politimesteren af egen Drift eller ifølge Statsanklagerens Beslutning; det fremsættes af Statsanklageren, naar han i Henhold til § 211 træder i Politimesterens Sted. Netshandlinger mod en Mistænkt, hvorved en Forundersøgelse indledes, kunne i påtrængende Tilfælde foretages uden Andragende; Politi-

mesteren opfordres i så Fald til snarest mulig at erklære, om han andrager på Forundersøgelse.

§ 228.

Andragende om Forunderføgelse fremsættes skriftlig eller mundtlig til Retsbogen; det skal betegne den Person, mod hvem, og den Handling, på Grund af hvilken Undersøgelsen skal foretages, samt ledsages af Sagens Aktstykker og forhåndenværende synlige Bevismidler.

Ved Andragendets Indgivelse til dømmeren er Sagen anhængiggjort.

Forundersøgelsen angår kun de Handlinger og de Personer, som betegnes i Andragendet, men er iøvrigt ikke indskrænket ved dette. Fremkommer der i løbet af Forundersøgelsen grundet Mistanke mod Medskyldige eller om strafbare Handlinger as den Sigtede, som Andragendet ikke ommelder, eller vender Mistanken sig mod en Anden end den oprindelig Sigtede, skal dømmeren ved fornøden Meddelelse give Politimesteren Lejlighed til at fremkomme med sådant Andragende, som derved måtte findes foranlediget; uopsættelige Skridt har dømmeren dog i Henhold til § 227 at foretage uden at afvente Andragende.

§ 229.

Finder dømmeren, at Sagen ikke er indbragt for ret Værnething, eller at den, der påtaler, ej er berettiget dertil, eller at Forundersøgelse er udelukket ved Reglen i § 227, eller at Handlinger af den Art. som Sigtelsen angår, ikke ere Gjenstand for Straf, eller at Strafskylden er forældet eller Forfølgning af andre lignende Grunde utilstedelig, afsiger han Kjendelse om, at Andragendet om Forundersøgelse ikke kan tages til følge.

§ 230.

Forundersøgelsens Øjemed er at tilvejebringe sådanne Oplysninger, som udfordres for at afgjøre, om, for hvilken Forbrydelse og for hvilken Ret Anklage fkal rejses. Tillige blive sådanne Beviser at fore, som maa ventes ikke at kunne blive fremførte under Hovedforhændlingen.

Til at opnå de nævnte Øjemed kunne alle

efter Loven tilladte Midler anvendes; videre, end disse Øjemed udkræve, må Forundersøgelsen ikke udstrækkes.

§ 231.

Naar Andragende om Forunderføgelse er taget til følge, har dømmeren i Embeds Medfør, uden at yderligere Andragende udfordres, med størst mulig Hurtighed at foretage alle hensigtsmæssige Skridt og benytte alle efter Loven tilladte Midler til Ovnåelse af Forundersøgelsens Øjemed.

Parterne (jfr. § 227) ere berettigede til at rette Andragende til dømmeren om Foretagelse af enkelte Undersøgelseshandlinger. Angående sådanne Andragender må dømmeren træffe Afgjørelse; findes det, at Andragendet ikke kan tages til følge, afsiges Kjendelse.

Ogsaa udenfor de Undtagelsestilfælde, hvor Statsanklageren påtaler for Undersøgelsesdømmeren, er han berettiget til at rette de ovennævnte Andragender til denne.

§ 232.

Politiet er pligtigt at efterkomme de Pålæg, dømmeren giver i Forundersøgelsens Interesse. Om Udførelsen afgives skriftlig Beretning til dømmeren.

dømmeren er berettiget til at henvende sig med Begjæring om Retshandlingers Foretagelse i en anden Retskreds til Undersøgelsesdømmeren i denne (jfr. § 76). Ledes Forundersøgelsen af et Medlem af Landsretten, er dette fremdeles berettiget til at fordre enkelte Retshandlinger foretagne af undersøgelsesdømmeren i Retskredsen.

Om Efterforskninger, som foretages i Henhold til § 225, skal dømmeren snarest mulig underrettes.

§ 233.

Fremstilles en Person som anholdt for retten eller møder en Sigtet frivillig uden Rettens Tilsigelse fammen med den, der påtaler, bliver Sagen strax at foretage til Forundersøgelse. Blive yderligere Retshandlinger nødvendige, beslutter Retten det fornødne og berammer et nyt møde.

§ 234.

Uden Hensyn til, om -Retsmødet er offentligt eller ikke, have Parterne (jfr. § 227) ordentligvis Ret til at overvære og overensstemmende med Lovens Regler at deltage i Retshandlingerne under Forundersøgelsen. Samme Ret har Statsanklageren samt i de i § 44 2 det Stykke nævnte Tilfælde den Forsvarer, den Sigtede måtte benytte. Er den Sigtede fængslet, bør ban henbringes til det Sted, hvor Handlingen skal foregå, medmindre den finder Sted udenfor Underretskredsen og i saadan Afstand, at uforholdsmæssigt Besvær kan forudfees at følge deraf.

Undtagelse fra foranstående Regel finder Sted:

1) naar dømmeren finder Anledning til at anvende den ham efter § 83 1ste Stykke tilkommende Beføjelse mod nogen af de nævnte Personer;

2) den Sigtede kan midlertidig fjernes, naar der er Grund til at antage, at en uforbeholden Udtalelse af en Person, der afhøres, ellers ikke kan opnåes;

3) den Sigtede kan midlertidig udelukkes fra Deltagelse, naar der er Grund til at antage, at han vil modvirke Undersøgelsen på den i § 183 Nr. 3 omtalte Måde; har den Sigtede begjært Deltagelse, afsiges Kjendelse herom.

Har den Sigtede i Henhold til Reglerne under Nr. 1—3 været udelukket, bliver Retsbogen at oplæse for ham, naar Grunden til hans Udelukkelse er ophørt og i ethvert Fald inden Forundersøgelsens Slutning, forsåvidt han ej har unddraget sig forfølgning.

Fores Beviser under Forundersøgelsen for

at kunne benyttes ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, skal den Sigtede være personlig tilstede, med mindre Sagen ingen Udsættelse tåler, dog at Reglerne under Nr. 1—3 finde Anvendelse.

§ 235.

Om Tid og Sted for Foretagelse af Retshandlingerne skal dømmeren forud betimelig underrette Parterne. Ligeledes bliver den Forsvarer, der måtte være beskikket, at underrette herom. I påtrængende Tilfælde kunne Retshandlingerne foretages, uden at den nævnte Meddelelse har fundet Sted. For Tilkaldelse af en Forsvarer, som den Sigtede overensstemmende med Reglen i § 44 2det Stykke vil benytte, har denne selv at sørge; der bør såvidt mulig indrømmes ham Tid hertil.

Udeblivelse af nogen til Mede Berettiget hindrer ikke Retshandlingens Foretagelse; dette gjælder også, naar en bestikket Forsvarer måtte forsomme at møde.

§ 236.

Politimesteren, Statsanklageren, den Sigtede og hans Forsvarer have Adgang til at gjøre sig bekjendt med Retsbøgerne angående de under Forundersøgelsen foretagne Retshandlinger, under Iagttagelse af de af dømmeren givne nærmere Bestemmelser. Dog kan dømmeren ved Kjendelse nægte den Sigtede og hans Forsvarer det, naar der er Grund til at befrygte Modvirken af Undersøgelsen på den i § 183 Nr. 3 ommeldte Måde; men i så Fald skal Gjennemfynet tilstedes inden Undersøgelsens Slutning.

Skal der i Anledning af en Retshandling under Forundersøgelsen beskikkes den Sigtede en offentlig Forsvarer, bør der såvidt mulig gives denne Lejlighed til forinden at gjøre sig bekjendt med Sagens Dokumenter.

§ 237.

Afhørelse af den Sigtede om Sigtelsen og Beviserne finder Sted overensstemmende med Reglerne i andet Afsnit, Kap. V. Gjentagen afhørelse finder kun Sted, naar ny fremkomne Beviser give Anledning dertil, eller på den Sigtedes Forlangende, eller naar Beviser fores til Benyttelse under Hovedforhandlingen.

Afhørelsen sker ved dømmeren; Politimesteren kan andrage på, at yderligere spørgsmål stilles til den Sigtede.

§ 238.

Som Vidner indkaldes under Forunderføgelsen alle Personer, hvis Forklaringer skjønnes nødvendige eller nyttige til Opnåelse af Underføgelsens Øjemed. Begjærer nogen af Parterne Personer indkaldte som Vidner, kan dømmeren fordre, at de Punkter i det Mindste i Almindelighed angives, angående hvilke de opgivne Personer skulle afhøres.

Vidner samt Syns- og Skjønsmænd afhøres af dømmeren (§ 143 jfr. § 159), Parterne kunne andrage på, at yderligere spørgsmål forelægges dem; dømmeren kan overlade til dem selv at stille disse.

§ 239.

Om Tvistepunkter, som opstå under Forundersøgelsen, samt om Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, træffes Afgjørelsen af dømmeren ved Kjendelse.

§ 240.

Den påbegyndte Forundersøgelse standser, naar Statsanklageren begjærer det, fordi Sagen er indbragt for den dømmende Ret; Gjenpart af Anklageskriftet med Paitegning om dets Indlevering til den dømmende Ret bliver i så Fald at fremlægge.

Fremdeles standser Forundersøgelsen, naar forfølgning frafaldes (§§ 32 og 34). Erklæring om Frafald af forfølgning indgives enten skriftlig til dømmeren eller fremsættes mundtlig til Retsbogen. dømmeren træffer de fornødne Foranstaltninger med Hensyn til Ophøret af de Forholdsregler af varigere Karakter, som måtte være foranledigede ved Forfølgningen.

§ 241.

Statsanklagerens Beslutning om Frafald af forfølgning binder ikke den overordnede Myndighed; dog må Forfølgningens Fortsættelse efter den overordnede Myndigheds Be-

slutning finde Sted inden Udløbet af to Måneder, med Forbehold af Reglerne om en Straffesags Gjenoptagelse.

§ 242.

Fremkommer der under Forundersøgelsen Oplysning om Omstændigheder, ifølge hvilke Politimesteren skjønner, at der vil blive spørgsmål om at undlade Påtale i medfør af § 37, og som må antages at være Statsanklageren ubekjendte, meddeler han ham Underretning herom, ledsaget af fornøden Udskrift af Undersøgelsen. Indtil hans Beslutning inden en af dømmeren fastsat Frist indtræffer, foretages der kun sådanne Undersøgelseshandlinger, som ikke tåle Ophold.

§ 243.

Finder dømmeren, at Forundersøgelsen er såvidt fremmet, som dens Øjemed udkræver, tilstiller ban Statsanklageren Udskrift af Undersøgelsen og Tagens Aktstykker og opfordrer ham til, hvis han måtte ønske yderligere Foranstaltninger trufne fer Undersøgelsens Slutning, at fremkomme med sit Andragende desangående inden en af Domnieren fastsat Frist. Ogsaa til den Sigtede skal dømmeren gjøre Meddelelse om sin Hensigt at slutte Forundersøgelsen og rette en lignende Opfordring. Fremkommer intet sådant Andragende, eller forkastes det ved dømmerens Kjendelse, sluttes Forundersøgelsen, og Statsanklageren underrettes herom.

§ 244.

Gr Forunderføgelse under Et indledet mod en Perfon for flere Forbrydelser eller mod flere Personer, og det findes, at Undersøgelsen af en eller nogle Forbrydelser eller med Hensyn til enkelte Sigtede er fremmet såvidt, som Øjemedet udkræver, kan dømmeren på Andragende eller i Embeds medfør forsåvidt slutte undersøgelsen, dog i det Første Tilfælde kun, naar ingen af de Forbrydelser, hvis Undersøgelse ikke er moden til Slutning, antages at medføre en strengere Strafart.

Sluttes Forundersøgelsen for en eller

nogle af de Forbrydelser, for hvilke den samme Person er sigtet, kan Undersøgelsen af de andre Forbrydelser midlertidig hvile, indtil Afgjørelse for den eller de førstnævnte Forbrydelsers Vedkommende har fundet Sted, naar Statsanklageren forlanger det, og den Sigtede ikke fordrer Fortsættelse.

§ 245.

Inden Udløbet af 14 Dage efter modtagen Meddelelse om Forundersøgelsens Slutning skal Statsanklageren indlevere sit Anklageskrift til den dømmende Ret; sker dette ikke, ansees Forfølgningen for frafalden. Underretning om, at Anklageskriftet er indleveret, meddeles uopholdelig Undersøgelsesdommeren.

Kan der på Grund af en for en anden Forbrydelse rejst Anklage blive spørgsmål om at undlade Påtale i Henhold til §37 Nr. 2, er det tilstrækkeligt, at Statsanklageren inden den nævnte Frist meddeler Undersøgelsesdommeren, at han forbeholder sig Beslutning, indtil Afgjørelse af hin Anklage har fundet Sted. Fristen regnes i så Fald fra Udløbet af Påankefristen eller den endelige Dom. Fra dette Tidspunkt regnes også Fristen, naar den rejste Anklage afvises, fordi den hører for en anden Ret; skal Anklagen bringes for en anden Ret, fordi forenede Sager adskilles, regnes Fristen fra Rettens Beslutning herom. Finder Statsanklageren det nødvendigt at andrage på yderligere Undersøgelseshandlinger, inden Beslutning om Anklage tages, eller vil han indstille spørgsmålet, om An! lage skal finde Sted, til Overstatsanklageren, eller finder han Grund til at andrage på en Afvigelse fra Værnethingsreglerne, er det tilstrækkeligt, at han inden den nævnte Frist gjør de fornødne Skridt hos vedkommende Myndighed eller Domstol samt meddeler dømmeren dette. Forsåvidt da Sagens videre Fremme beror på Overstatsanklageren, forlænges Fristen en Uge; forsåvidt den beror på en Rets Afgjørelse eller Virksomhed, finder en Ugesfrist Sted, fra Meddelelsen om Afgjørelsen eller Virksomhedens Slutning at regne.

Undersøgelsesdommeren kan på Andragende af særegne Grunde indrømme Forlængelse af de ovenfor nævnte Frisker.

Indtil Anklage er rejst, eller de nævnte Frisker ere udløbne, ansees Sagen for anhængig for UndersøgelsesdOmmeren.

§ 246.

Indgives efter Forundersøgelsens Slutning Andragende om yderligere Undersøgelseshandlinger, skulle disse nøjagtig betegnes i Andragendet. Tages dette til følge, finde med Hensyn til den derved foranledigede Gjenoptagelse af Forundersøgelsen de ovenfor givne Regler Anvendelse.

§ 247.

Statsanklageren indbringer Sagen for Landsretten red en skriftlig affattet Anklage, som indleveres til Rettens Formand.

Ved Anklageskriftets Indlevering er Sagen anhængiggjort.

§ 248.

Anklageskriftet skal indeholde:

a) Statsanklagerens Navn.

b) Den Sigtedes Navn og hvad der ellers måtte udkræves til hans nøjagtige Betegnelse, hans Bopæl eller Opholdssted, forsåvidt det er bekjendt, med Angivelse af, om han er anholdt eller fængslet.

c) Angivelse af den Forbrydelse, for hvilken Anklage rejses, ved Hjælp af dens lovbestemte Kjendemærker eller dens i Loven hjemlede Betegnelse i Forbindelse med mulige Strafforhøjelses- og Strafnedsættelses-grunde, samt med Tilføjelse af sådanne særlige Omstændigheder i Henseende til Sted, Tid, Gjenstand, Udførelsesmåde osv., som efter de i ethvert Tilfælde foreliggende Forhold udkræves til dens tilstrækkelige

og tydelige Betegnelse. Tillige nævnes det eller de Lovbud, i Henhold til hvilke Påstand om Straf for den pågjældende Forbrydelse agtes nedlagt. Anklagens Gjenstand kan angives alternativt, såvelsom principalt og subsidiært. d) Begjæring om, at Sagen må henvises til Hovedforhandling. Det må udtrykkelig bemærkes, om og i Henhold til hvilken Lovbestemmelse der andrages på Medvirkning af Nævninger eller på Forhandling for Landsretten uden saadan Medvirkning. Det Lovbud eller den Afgjørelse, som hjemler det valgte Værnething, bør påberåbes.

Hverken Udviklinger om de mod den Sigtede forhåndenværende Beviser eller af Retsspørgsmål må findes i Anklageskriftet.

Omfatter Anklagen flere Sigtede eller flere strafbare Handlinger af den samme Sigtede, bliver hver af disse punktvis at ommelde.

§ 249.

Med Anklageskriftet skulle følge Dokumenter og andre synlige Bevismidler, som Anklageren har i Hænde, og som agtes fremlagte under Sagen, de i § 219 tredie Stykke ommeldte Beretninger samt Udskrift af Retshandlinger, som måtte have fundet Sted under Efterforskningen, og af Forundersøgelsen, naar en saadan har været foretagen.

Endvidere skulle medfølge så mange Gjenparter af Anklageskriftet, som der er Sigtede.

§ 250.

Samtidig med Anklageskriftets Indlevering skal Anklageren tilstille Rettens Formand en Fortegnelse, med Genpart for den Sigtede, over de Beviser, som han agter at fremfore under Hovedforhandlingen, med Bemærkning om, hvad han ved disse vil godtgjøre, og i Forbindelse dermed fremsætte sine til Bevisførelsens Forberedelse sigtende Andragender til Retten.

Andre Andragender til Retten, sigtende til at fremme Stræffesagens Formål, såsom om den Sigtedes Anholdelse eller Fængsling, Beslaglæggelse af hans Formue o. s. fr., stå Anklageren åbne, såsnart Anklageskriftet er

indleveret; de fremsættes skriftlig og tilstilles Rettens Formand.

§ 251.

Naar Rettens Formand finder,

1) at Anklageskriftet ikke tilfredsstiller Lovens Fordringer,

2) eller at den Forbrydelse, for hvilken Anklage er rejst, er udelukket fra Påkjendelse ved Landsretten, uden at dette beror på Skjøn over Stræffens rimelige Størrelse, og uden at Sammenhæng med en anden Stræffesag deri gjør Forandring,

3) eller at Sagen ikke er indbragt for ret Værnething,

4) eller at Anklageren ikke er påtaleberettiget,

5) eller at Handlinger af den Art, Anklagen angår, ikke ere Gjenstand for Straf,

6) eller at forfølgning er udelukket ved Forældelse, uden at dette beror på Skjøn over Stræffens rimelige størrelse, eller af lignende Grund er utilstedelig,

og naar derhos, hvis Manglen kan afhjælpes, det fornødne i så Henseende ikke sker inden en af Formanden fastsat Frist, sammentræder han med tvende Medlemmer af Retten til Afgørelse af Spørgsmålet, om Henvisning af Anklagen til Hovedforhandling strax skal nægtes, uden at videre Foranstaltninger træffes i Anledning af samme. Anklageren gives der Lejlighed til for Afgjørelsen at udtale sig skriftlig eller mundtlig.

Nægtes der Anklagen Fremme, afsiges Kjendelse herom.

§ 252.

Finder Retten ikke strax i Embeds Medfør at burde nægte Anklagen Fremme, meddeler Rettens Formand den Sigtede Gjenpart af Anklageskriftet og Bevisfortegnelsen. Ved Meddelelsen affordres den Sigtede Erklæring, om han selv har valgt en Forsvarer; hvis dette ikke er Tilfældet, beskikker Formanden efter Omstændighederne Forsvarer, hvem ligeledes gjenparter Milles.

Hensidder den Sigtede i fængsel på et andet Sted end Rettens sæde, og det er givet, at Hovedforhandlingen skal foregå her, kan Rettens Formand allerede på dette Tidspunkt foranstalte ham henbragt til samme.

§ 253.

Rettens Formand fastsetter en Frist for den Sigtede og den beskikkede Forsvarer til Indgivelse af de i § 254 ommeldte Andragender til Retten.

Fristen bestemmes således, at der bliver tilstrækkelig Lejlighed for de Pågjældende til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, hvortil såvel den Sigtede som hans Forsvarer, være sig valgt eller bestikket, efter den stedfundne Meddelelse have Adgang; om de Foranstaltninger, der ere trufne med Hensyn hertil, gives fornøden Underretning. Fristen kan af Formanden forlænges, naar det begjæres, og særegne Grunde findes at tale derfor.

§ 254.

Den digtede og den beskikkede Forsvarer have Adgang til, inden Udløbet af den i § 253 ommeldte Frist,

1) at andrage på, at der, førend Sagen videre fremmes, foretages Forundersøgelse, hvis en saadan ikke har fundet Sted, eller at en stedfunden Forundersøgelse fuldstændiggjøres, naar det angives, at nærmere betegnede Oplysninger derved kunne fremskaffes, som ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller godtgjøre Grunde til Straffrihed;

2) at andrage på, at Henvisning af Anklagen til Hovedforhandling må blive nægtet, naar det påståes, at enten nogen af de i § 251 nævnte Omstændigheder foreligger, eller at der ved de stedfundne Efterforskninger eller Forundersøgelsen ikke er fremkommet rimelig Grund til Mistanke mod den Sigtede eller er oplyst Omstændigheder, som begrunde hans Straffrihed;

3) at fremkomme med Andragender og Erklæringer om Sagens Henvisning til Nævninger eller til Landsretten uden Nævninger ;

4) at indlevere en Fortegnelse over Beviser, som agtes fremførte under Hovedforhandlingen, med Bemærkning om, hvad der ved disse skal godtgjøres, og i Forbindelse dermed at fremsætte Andragender til

Retten, sigtende til Bevisførelsens Forberedelse.

Ovennævnte Andragender indgives skriftlig til Rettens Formand tilligemed Gjenpart, som tilstilles Anklageren.

Er den Sigtede fængslet, blive hans Andragender og Erklæringer på Begjæring at modtage af Undersøgelsesdommeren til Retsbogen; denne har ved Anklageskriftets Meddelelse udtrykkelig at gjøre ham opmærksom på den ham efter nærværende Paragraf tilkommende Net. Udskrift af Retsbogen tilstilles snarest mulig Rettens Formand, som meddeler Anklageren, naar og hvor Adgang til Gennemsyn af samme står ham åben.

Den beskikkede Forsvarer kan ikke mod den Sigtedes Villie andrage på nægtelse af Henvisning til Hovedforhandling af Grunde, som Retten ikke i Embeds medfør kan tage i Betragtning, ej heller på Henvisning til Nævninger, medmindre han antager den hjemlet ved § 11 Nr. 1.

§ 255.

Andre Andragender til Retten end de i § 254 ommeldte, hvortil der med Hensyn til den anhængiggjorte Sag findes Anledning for Hovedforhandlingen, stå den Sigtede, den beskikkede Forsvarer eller andre Vedkommende åbne, såsnart Meddelelse af Anklageskriftet har fundet Sted. De fremsættes skriftlig og tilstilles Rettens Formand; er den Sigtede fængslet, har han Ret til at fremsætte dem til Retsbogen for Undersøgelsesdommeren, som snarest mulig tilstiller Rettens Formand fornøden Udskrift.

§ 256.

Efter Udløbet af den fastsætte Frist eller tidligere, hvis det begjæres af den Sigtede og den beskikkede Forsvarer, træffes Afgjørelse, om Sagen skal henvises til Hovedforhandling, og i bekræftende Fald, om den skal henvises til Nævninger eller ikke, samt om Forening eller Adskillelse af Søgsmål. I Forbindelse hermed træffes Afgjørelse om Foranstaltninger sigtende til Bevisførelsens Forberedelse eller iøvrigt til Opnåelsen af Stræffesagens Formål; dog bør forsåvidt Fristens

Udløb ikke afventes, naar Forholdene ikke tilstede Opsættelse.

Retten træffer Afgjørelsen:

1) angående de i § 254 Nr. 1 og 2 ommeldte Andragender, samt naar Anklagen i Embeds Medfør nægtes Fremme;

2) angående Andragende om Henvisning til Nævninger udenfor Lovens almindelige Regler, samt naar Spørgsmålet, om en Sag i Henhold til disse skal henvises til Nævninger eller ikke, enten er omstridt mellem Parterne, eller, uden at dette er begrundet i den Sigtedes Valgret, afgjøres i Strid med Anklagerens Begjæring;

3) angående Foranstaltninger i Bevisførelsens eller iøvrigt i Sagens Interesse med Undtagelse af Beslutning om Vidners eller Syns- eller Skjønsmænds Indkaldelse til Hovedforhandlingen samt Foranstaltninger, der ere påtrængende. Andre Afgjørelser end de ovenfor nævnte

kunne træffes af Formanden i Rettens Navn. Forend Afgjørelsen træffes, kan Formanden eller Retten indhente Oplysninger og Erklæringer, ved Undersøgelsesdommeren lade afhøre Vidner m. V. Adgang til herved fremkomne nye Aktstykker står Parterne åben efter Formandens nærmere Bestemmelse.

§ 257.

Om de Spørgsmål, som i Henhold til § 256 skulle afgjøres af Retten, tages Bestemmelse af Rettens Formand i Forbindelse med to andre Medlemmer. Afgjørelsen træffes i et ikke offentligt Retsmøde, som Anklageren, den Sigtede og dennes Forsvarer have Ret til at overvære, og i hvilket de nærmere kunne begrunde de af dem fremsætte Andragender, som foreligge til Afgjørelse. Rettens Formand underretter dem betimelig om mødets Afholdelse. Hensidder den Sigtede i fængsel på et andet Sted, end det, hvor Retten holdes, skal han dog kun, naar rettens Formand finder, at særlige Grunde tale for at efterkomme hans Begjæring derom, foranstaltes henbragt til mødet; i modfat Fald kan han enten indgive en skriftlig Udtalelse til Retten til Begrundelse af sine Andragender, eller afgive sin erklæring til Rets-

bogen for Undersøgelsesdommeren, som snarest mulig indsender Udskrift til Rettens Formand. Udeblivelse af nogen til Møde Berettiget hindrer ikke Afgjørelsen af de foreliggende Spørgsmål.

§ 258.

Sagen kan ved Kjendelse henvises til Forundersøgelse, naar der, efter hvad der foreligger, findes ikke at mangle rimelig Grund for et herom fremsat Andragende, eller i Embeds medfør, naar det findes fornødent, forend Beslutning tages i Anledning af et Andragende om at nægte Anklagen Fremme.

Om Forundersøgelsen gjælde de i 3die Afsnit Kap. II givne Regler med de af Sagens Stilling flydende Lempelser. Udskrift af samme tilstilles Rettens Formand og Anklageren; den Sigtede og hans Forsvarer have Ret til at gjøre sig bekjendt med den efter Formandens nærmere Beslutning.

Efter at have modtaget Udskrift af den sluttede Forundersøgelse, har Anklageren inden en Uge at indlevere nyt Anklageskrift, forsåvidt han ikke vil henholde sig til det tidligere indgivne.

§ 259.

Anklagens Henvisning til Hovedforhandling kan nægtes, naar et herom fremsat Andragende findes begrundet, eller i Embeds medfør, naar nogen af de i § 251 nævnte Omstændigheder findes at foreligge. Det er ikke til Hinder for at nægte Anklagen Fremme af en af de sidstmeldte Grunde, at Retten ikke har fundet Anledning til i Henhold til § 251 strax at nægte Henvisning.

Om nægtelsen, som kan omfatte Anklagen i det Hele eller for en Del, afsiges Kjendelse.

Er der nægtet Anklagen Fremme delvis, påhviler det Anklageren inden en af Rettens Formand ved Kjendelsens Meddelelse fastsat kort Frist at indlevere et overensstemmende med Kjendelsen rettet Anklageskrift. Sker dette ikke, ansees Forfølgning for frafalden.

§ 260.

Ved Afgjørelsen af Andragender om Indkaldelse af Vidner eller om Udmeldelse eller

Indkaldelse af Syns- eller Skjønsmænd bliver det at tage i Betragtning, om der er Grund til deraf at vente noget Udbytte til Sagens Oplysning, hvorved navnlig tages Hensyn til, om der foreligger en fuldstændig og troværdig Tilståelse af den Sigtede, eller om flere Vidner ere bragte i Forstag til at forklare om et og samme Punkt. Naar den Sigtede har andraget på Indkaldelse af Vidner, kan det gjøres til Betingelse for at tage Andragendet til følge, at Sikkerhed stilles for de derved forårsagede Udgifter.

Bestemmelser om Foranstaltninger sigtende til Bevisførelsens Fremme eller iøvrigt til at fremme Stræffesagens Formål kunne ogsoa træffes i Embeds medfør; en særegen Fartegnelse affattes over Beviser, som i Henhold hertil blive at fremføre under Hovedforhandlingen.

§ 261.

Om Afgjørelser i Sagen, som træffes i Henhold til Bestemmelserne i dette Kapitel, underrettes alle Vedkommende.

Er Sagens Henvisning til Hovedforhandling besluttet, giver Formanden i Henhold hertil Anklageskriftet fornøden Påtegning. Påhviler det Anklageren ifølge § 259 sidste Stykke at indkomme med et rettet Anklageskrift, sier Påtegningen, naar dette er indleveret og af Formanden fundet stemmende med Rettens Kjendelse.

De følger, som ved Lovgivningen ere knyttede til den Omstændighed, at en Perfon er sat under Tiltale for en Forbrydelse, indtræde, naar Henvisning til Hovedforhandling af den rejste Anklage er besluttet overensstemmende med foranstående Regler.

§ 262.

Formanden berammer Dagen, på hvilken, eller, forsåvidt Sagen skal behandles i en af de regelmæssig tilbagevendende Samlinger. og Dagen endnu ikke kan angives, Samlingen, hvilken Hovedforhandling af den henviste Sag skal finde Sted; i sidste Fald berammes Dagen så snart ske kan.

Det iagttages, at den nærmeste Tægtedag eller Samling vælges, som Forholdene tilstede, og til hvilken der kan gives alle Vedkommende behørigt Varsel.

Ordentligvis bør den Sigtede have en Uges Varsel til Dagen eller Samlingen; kortere Varsel kan vælges, naar den Sigtede og Forsvareren begjære det eller samtykke deri; længere Varsel kan vælges, naar Rettens Formand finder, at det almindelige Varsel af særegne Grunde er utilstrækkeligt.

En senere Tægtedag end den, der vilde følge af ovenstående Regel, kan berammes, naar særegne Grunde findes at gjøre en Afvigelse nødvendig.

§ 263.

Om Berammelsen af Hovedforhandlingen underretter Rettens Formand Anklageren, Forsvareren samt i Nævningesager Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

Den Sigtede indkaldes til det berammede Mede ved en skriftlig Stævning, som udstedes as Rettens Formand i Rettens Navn. Om de Foranstaltninger, som ere trufne for at give alle Vedkommende behørig Adgang til Gjennemsyn af Sagens Aktstykker, meddeles samtidig Underretning, Vidner samt Syns- og Skjønsmænd, hvis Indkaldelse til Hovedforhandlingen er besluttet, indkaldes af Formanden.

Hensidder den Sigtede i fængsel eller Vidner, Syns- eller Skjønsmænd i Forvaring på et andet Sted end det, hvor den berammede Hovedforhandling skal foregå, foranstalter Rettens Formand dem betimeligt henførte til dette.

§ 264.

Over Nævningesager og andre Straffesager, som ere berammede til Foretagelse i en af Rettens Samlinger, affattes der af Rettens Formand med Retsskriverens Bistand en samlet Retsliste, hvori angives de Sager, som ville blive fortagne, samt såvidt mulig de Dage, til hvilke de enkelte Sager ere berammede. Denne Retsliste bekjendtgjøres en Uge for Retssamlingens Begyndelse ved Opslag på det Sted, hvor Retten skal holdes.

Senere Forandringer eller Tillæg, som gjøres for eller under Samlingen, indføres strax på Retslisten.

Over Sager, som berammes til Foretagelse udenfor Samlingerne, affattes for hver enkelt Retsdag en Retsliste, som bekjendtgjøres ved Opslag mindst 3 Dage for Retsdagen; Forandringer eller Tillæg indføres strax.

Retslisten optages strax i en Retsbog, som fores dels for Nævningesager dels for andre Straffesager.

§ 265.

Naar det er overdraget et Medlem af højesteret at være Formand for Landsretten, hvad Nævningesager angår, påhviler det ham i betimelig Tid for Samlingens Begyndelse at roere tilstede ved rettens sæde, !)g derefter, om fornøden: med Bistand af den for andre Straffesager beskikkede Formand, at væretage de efter ovenstående Regler Rettens Formand påhvilende Pligter med Hensyn til de Sager, som ere eller blive henviste til Nævninger.

§ 266.

Naar under en stedfindende Hovedforhandling Anklage for andre Handlinger rejses, kan denne uanset Reglerne i dette Kapitel strax medtages under Forhandlingen, naar enten den Sigtede og den beskikkede Forsvarer indvilge deri, eller den Forbrydelse, som den nye Anklage angår, er begået af den Sigtede under selve Hovedforhandlingen, og naar Retten iøvrigt Intet finder til Hinder derfor. Anklagen kan da fremsættes mundtlig til Retsbogen.

§ 267.

Forandringer i Anklagen, som ikke i nogen væsentlig Grad forandre eller besværliggjøre Forsvaret, kunne af Anklageren foretages, så længe Sagen ikke er optagen til Dom eller til at forelægges Nævningerne.

Andre Forandringer i Anklagen, hvad enten disse have Hensyn til Handlingens retlige Karakter eller de særlige Omstændigheder, hvormed Handlingen er betegnet, tilstedes kun,

1) naar de foretages, førend Henvisning til Hovedforhandling har fundet Sted, eller dog på et sådant Tidspunkt, at en Forhaling af Hovedforhandlingen ikke vil følge deraf,

2) eller naar der inden Sagens Optagelse er fremkommet nye Beviser eller Kjendsgjerninger mod den Sigtede, som vilde give Hjemmel til Genoptagelse af en Straffesag, i hvilken forfølgning er frafalden.

§ 268.

Om Forandringer i Anklagen gjøres der Meddelelse til Retten skriftlig eller, hvis de fremkomme under Hovedforhandlingen, mundtlig til Retsbogen. Finder Retten ikke Anledning til strax at tilbagevise Forandringen, gives der den Sigtede og den beskikkede Forsvarer Lejlighed til i den Anledning at udtale sig, hvortil efter Omstændighederne indrømmes en Frist. Er der Strid om Forandringens Tilstedelighed, eller tilbagevises den, eller tilstedes den i medfør af Reglen i § 267 Nr. 2. afsiger Retten Kjendelse; i andre Tilfælde træffer Formanden Afgjørelsen. Tilstedes under Hovedforhandlingen Anklagens Forandring i Henhold til Reglen i § 267 Nr. 2, bliver Sagen at udsætte, medmindre den Sigtede og hans beskikkede Forsvarer give Afkald herpå.

§ 269.

Foreligger der rimelig Grund til at antage, at sådanne nye Beviser eller Kjendsgjerninger ville komme for Dagen, som efter

Reglen i § 267 Nr. 2 hjemle Forandring i Anklagen, kan Retten på Anklagerens Begjæring ved Kjendelse henvise Sagen til Forundersøgelse; Anklageren har da inden en Uge efter Modtagelse af Udskrift af denne at fremsætte de Andragender, hvortil han finder Anledning.

§ 270.

Er der, efter at Sagen er henvist til Hovedforhandling, kommet nye Beviser for Dagen eller indtrådt nye Kjendsgjerninger, som vilde have ført til på Andragende eller i Embeds medfør at nægte Anklagen Fremme, kan Retten hæve Sagen ved Kjendelse, naar Beslutning derom kan tages for Hovedforhandlingens Begyndelse uden dennes Udsættelse eller på en Tid, da denne af anden Grund er udsat.

Under tilsvarende Forudsætninger kan Beslutningen om Sagens Henvisning til Nævninger eller til Landsretten uden Nævninger forandres; er denne kun en følge af Bestemmelsen om Sagens Forening eller Adskillelse, kommer Reglen i § 272 til Anvendelse.

§ 271.

Fremkommer der, efter at Sagen er henvist til Hovedforhandling, nye Grunde til at antage, at Oplysninger kunne fremskaffes, som ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller godtgjøre Grunde til Straffrihed, eller giver det under Hovedforhandlingen Fremkomne rimelig Grund til at antage Sådant, kan Retten på Andragende eller under sidstnævnte Forudsætning i Embeds medfør henvise Sagen til Forundersøgelse ved Kjendelse. Anklageren har da inden en Uge efter Modtagelsen af Udskriften af denne at fremkomme med de Andragender, hvortil han finder Anledning.

§ 272.

Forandring i de tagne Beslutninger om Sagens Adskillelse og Forening, kan gjøres af Rettens Formand, indtil Afgjørelse i Sagen har fundet Sted.

§ 273.

Andre Beviser end de på de til Retten

indleverede Fortegnelser opførte kunne fremføres under Hovedforhandlingen, naar de anmeldes, forend Sagen er henvist, eller dog så betimelig, at Modparten kan erholde Meddelelse om dem mindst 4 Dage for Hovedforhandlingens Begyndelse, uden at dennes Udsættelse derved bliver nødvendig. I andet Fald kan det uden Modpartens Samtykke kun finde Sted, naar nye Beviser ere komne for Dagen, eller senere af Modparten anmeldte Beviser skjønnes at give Grund dertil, eller naar Retten iøvrigt på Andragende af særegne Grunde giver Adgang dertil.

Retten cg udenfor Hovedforhandlingen efter Omstændighederne (jfr. § 256 Nr. 3) Formanden har Beføjelse til i Embeds Medfør at tage Bestemmelse om Bevisers førelse, som findes nødvendige til Sagens Opklaring, uden anden Begrænsning end den, Sagens Stilling medfører.

§ 274.

Udsættelse as den berammede Hovedforhandling kan for Forhandlingens Begyndelse besluttes af Rettens Formand, naar enten Hensyn til Retten eller andre Aarsager, såsom den Sigtedes Flugt, uovervindelige Forhindringer for Parterne, den beskikkede Forsvarer, uundværlige Vidner eller Syns- og Skjønsmænd, Forandringer i Anklagen, senere Henvisning til Forundersøgelse, nye Bevisers Anmeldelse m. v. findes at gjøre Udsættelsen nødvendig.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde for Hovedforhandlingen, påhviler det enhver Vedkommende snarest mulig at underrette Rettens Formand.

Om Sagens Udsættelse skal Rettens Formand snarest mulig og såvidt mulig, førend den berammede Hovedforhandling skulde have fundet Sted, underrette alle Vedkommende, deriblandt de Vidner og Skjønsmænd, som allerede måtte være indkaldte.

§ 275.

Viser det sig, at Intet er til Hinder for en Sags Berammelse til en tidligere Tægtedag end den oprindelig bestemte, kan Rettens Formand foretage en ny Berammelse og træffe

de Foranstaltninger, som derved gjøres nødvendige.

§ 276.

Med Hensyn til de i dette Kapitel ommeldte Afgjørelser af Retten eller Formanden, som træffes udenfor Hovedforhandlingen, finde Reglerne i §§ 256 i Slum,, 257 og 261 1ste Stykke Anvendelse. Ligeledes finde Reglerne i forrige Kapitel om Meddelelser til Parterne samt om Adgang til at gjøre sig bekjendt med fremkomne Aktstykker tilsvarende Anvendelse. Forundersøgelse, som finder Sted i Henhold til ovenstående Bestemmelser, følger Reglerne i tredie Afsnit Kap. II. med de af Sagens Stilling følgende Lempelser.

§ 277.

Under Hovedforhandlingen afsiges dømmen, efterat Bevisførelse har fundet Sted og Parterne ere hørte.

§ 278.

De til Sagens Afgjørelse kaldede dømmere samt en til at fore Retsbogen bemyndiget Person skulle være tilstede under hele Hovedforhandlingen. Det Samme gjælder om Nævningerne, indtil deres erklæring er afgiven.

Ved Forhandlinger, som forudsees at blive af længere Varighed, kunne Erstatningsdommere medtages; disse have at overvære Forhandlingen samt, naar det på Grund af en Dommers Forfald bliver nødvendigt, efter Tjenestealder at indtræde i dennes Sted.

Med Hensyn til Erstatningsnævninger gjælder Reglen i § 311.

Retsskriverens Hverv kan, naar det måtte gjøres fornødent, udføres af forskjellige Personer efter hverandre.

§ 279.

Statsanklageren samt den beskikkede For-

svarer skulle være tilstede under hele Hovedforhandlingen, sålænge de have Adgang til at fåe Ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskjellige Personer udfore Statsanklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv i Sagen.

Udebliver Statsanklageren enten ved Hovedforbandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, udsættes Sagen. Det Samme gjælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Sagforer ikke møder i Tilfælde, hvor dette vil gjøre en Beskikkelse nødvendig, medmindre Omstændighederne måtte gjøre det muligt for Formanden at beskikke en Forsvarer, som strax kan udføre Hvervet.

§ 280.

Den Sigtede stal, forsåvidt Loven ikke hjemler Undtagelser, personlig være tilstede ved hele Hovedforhandlingen, sålænge han har Adgang til at fåe Ordet under samme.

Udebliver den Sigtede ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, og Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han strax kan bringes tilstede, udsættes Sagen.

§ 281.

Bliver den Sigtede i løbet af Hovedforhandlingen så syg, at han ikke længere kan være tilstede, kan Sagens Behandling fortsættes, naar Retten efter Forhandlingens Standpunkt og det under samme Fremkomne skjønner, at Udfaldet utvivlsomt vil blive Frifindelse.

§ 282.

Formanden kan beslutte, at en Sigtet skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en Medsigtet afhøres, naar særegne Grunde tale for, at en uforbeholden Udtalelse af denne ellers ikke kan opnåes.

Er en Sigtet i medfør af foranstående Bestemmelse aftrådt, skal Afhørelsen gjentages efter de almindelige Regler, naar han atter indlades i Retssalen.

Ovenstående Regler gjælde også med Hensyn til de i Henhold til § 45 Nr. 2 valgte Forsvarere.

§ 283.

Naar en Sigtet fjernes fra Retssalens i Henhold til § 83, kan Forhandlingen fortsættes, hvis Formanden ikke finder en Udsættelse nødvendig.

Den Sigtede bør i så Fald, såsnart og såvidt hans Adfærd gjør det muligt, atter indføres i Retssalen og gjøres bekjendt med det under hans Fraværelse Forefaldne; så

bør der og, forsåvidt det ester Forhandlingens Standpunkt endnu er muligt, gives ham Adgang til at fremkomme med, hvad han under almindelige Forhold vilde havt Lejlighed til.

Lignende Regler gjælde med fornøden Lempelse, naar Ordet fratages den Sigtede i Henhold til § 83 eller § 288.

§ 284.

Naar Hovedforhandlingen er begyndt, fortsættes den såvidt mulig uafbrudt, indtil endelig Afgjørelse har fundet Sted.

Rettens Formand afbryder Forhandlingen,

a) naar han af Hensyn til den fornødne Hvile for de medvirkende Personer finder det nødvendigt at udsætte eller slutte Retsmødet;

d) naar han beslutter Sagens Udsættelse.

Finder Afbrydelsen Sted, efterat den Sigtedes Afhørelse angående Anklagen var begyndt, kan Rettens Formand beslutte, at Forhandlingen, fra og med den Sigtedes Af-

hørelse, skal gjentages, naar Sagen atter kommer for.

§ 285.

Naar Forhandlingen afbrydes, fordi Retsmødet udsættes eller sluttes, fortsættes den henholdsvis til den for Retsmødets Gjenoptagelse af Formanden fastsætte Tid eller i det næste påfølgende Retsmøde.

Sker Afbrydelse på Grund af Sagens Udsættelse, tilkendegives det alle Vedkommende, at de skulle møde til den Tid, som berammes i Retsmødet, eller hvorom senere Meddelelse finder Sted.

§ 286.

Efterat Hovedforhandlingen er begyndt,

bør Formanden kun udsætte Sagen, være sig

på Andragende eller i Embeds medfør, når det ifølge Lovens Bud eller iøvrigt af vigtige Grunde findes nødvendigt.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde på en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, påhviler det enhver Vedkommende snarest mulig at underrette rettens Formand, for at Bestemmelse om Udsættelsen om mulig kan tages og Meddelelse til alle Vedkommende finde Sted, førend Sagen påny skulde have Været for.

§ 287.

Hovedforhandlingen er mundtlig; Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes frit Foredrag; Oplæsning tilstedes kun, hvor Loven hjemler det.

§ 288.

Rettens Formand leder Hovedforhandlingen. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, forsåvidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom. Ingen må tage Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg for såvidt mulig at fjerne Alt, hvad der til Unytte trækker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhandlingens enkelte Dele, når han anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig behandlet.

Om Slutning af Bevisførelsen i det Hele eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne ere fremførte, samt om Gjentagelse af den sluttede Bevisførelse, tager Retten Beslutning.

§ 289.

Omfatter Hovedforhandlingen Anklage mod den samme Person for flere strafbare Handlinger eller Anklage mod flere Personer, skal Formanden ordentligvis lade Forhandlingen foregå og tilendebringe postvis for de enkelte Forbrydelser. Dommen omfatter alle Anklagepunkterne under Et.

§ 290.

Fremsættes Afvisningspåstand, eller antager Rettens Formand, at Omstændigheder

ere tilstede, ifølge hvilke der kan opstå Spørgsmål om Afvisning, kan han udsætte eller standse Forhandlingen om Sagens Realitet og sætte Afvisningsspørgsmålet særlig under Forhandling. Når Afvisningsdom ikke afsiges fortsættes den afbrudte Forhandling.

Tilsvarende Regler finde Anvendelse, når der opstår Spørgsmål, om Anklageren er påtaleberettiget.

§ 291.

Den Sigtede høres af Rettens Formand angående Sigtelsen og de Beviser, som fremføres mod ham. Dommerne og Nævningerne, Anklageren og Forsvareren kunne andrage på, at yderligere spørgsmål stilles til ham. Dommerne og Nævningerne have også Ret til selv at rette enkelte Spørgsmål til den Sigtede, efter dertil at have fået Ordet af Formanden.

§ 292.

Bevis kan føres både direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis, forsåvidt Loven ingen Indskrænkning gjør.

§ 293.

Bevisførelsen er nærmest Parternes Sag; de ere ikke udelukkede fra at føre Vidner, som Retten har nægtet at indkalde, forsåvidt § 273 ej er til Hinder; men de således førte Vidner have intet Krav på Godtgjørelse af det Offentlige.

Parterne afhøre selv de ifølge Andragende af dem indkaldte eller af dem fremstillede Vidner, Syns- eller Skjønsmænd. Når Partens Tilspørgsel om et Punkt er tilendebragt, er Modparten berettiget til nærmere at udspørge med Hensyn til dette.

Skal på en Parts Begjæring Oplæsning af Dokumenter og Aktstykker finde Sted for Bevisførelsens Skyld, beslutter Rettens Formand, om Oplæsningen skal ske ved Parten eller ved Retsskriveren.

§ 294.

Rettens Formand våger over, at util-

børlige, navnlig forvirrende Spørgsmål ikke finde Sted ved Afhørelsen af Vidner og Synseller Skjønsmænd. Sker Afhørelsen trods Formandens Pålæg og Irettesættelser på utilbørlig Måde eller på en Måde, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som går udenfor Sagen, kan han unddrage den pågjældende Part Afhørelsen og selv overtage den. Skjønner han, at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

Formanden er berettiget og forpligtet til, nårsomhelst han i Sandhedens Interesse finder Grund dertil, at rette Spørgsmål til den, som afhøres. Har den Sigtede hverken beskikket eller valgt Forsvarer, overtager Formanden Afhørelsen på hans Vegne.

§ 295.

Vidner og Syns- eller Skjønsmænd, som fremstilles efter rettens eller Formandens Beslutning i Ginbeds medfør, afhøres af Formanden; dog er han beføjet til at overlade Afhørelsen til Parterne efter foranstående Regler.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand, kunne Parterne andrage på, at yderligere Spørgsmal stilles; Formanden kan overlade det til dem selv at stille sådanne enkelte Spørgsmål.

Skulle ifølge Beslutning i Embeds medfør Dokumenter og andre Aktstykker oplæses for Bevisførelsens Skyld, sker Oplæsning ved Retsskriveren.

§ 296.

Dommerne og Nævningerne ere berettigede til at rette Spørgsmål til de fremstillede Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, efter at have erholdt Ordet af Formanden.

§ 297.

De afhørte Vidner samt Syns- eller Skjønsmænd forblive tilstede under den senere Forhandling, indtil Formanden, efter at have givet Parterne Lejlighed til derom at udtale sig, tillader dem at forlade Retten ubetinget eller mod at blive tilstede i Nærheden. Retten kan på Begjæring eller i Embeds medfør lade

dem afhøre påny, når dertil findes Anledning, sir. § 144.

Formanden kan på Begjæring af en Part eller i Embeds medfør bestemme, at et Vidne midlertidig skal forlade Retssalen, når en uforbeholden Forklaring af et andet Vidne ellers ikke kan ventes.

Vidnerne samt Syns- eller Skjønsmænd må ikke forelægge den Sigtede eller hverandre Spørgsmål, men de kunne andrage på, at de selv eller et andet Vidne eller den Sigtede yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuldstændiggjøre eller berigtige forudgående Udsagn.

Syns- eller Skjønsmænd kunne i Henhold til § 157 2det Stykke også under Hovedforhandlingen fordre Spørgsmål forelagte den Sigtede eller Vidner angående Punkter, som ere af Vigtighed for deres Svar.

§ 298.

Dokumenter, der påståes at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som yde umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Sigtedes Forhold til denne, blive at oplæse, når Bevisførelsen kræver det.

Dokumenter og Aktstykker, som indeholde Erklæringer eller Vidnesbyrd, må ordentligvis ikke benyttes som Bevismidler. Herfra undtages:

1) Tilførsler i Retsbøger om Ransagninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser, Syns- eller Skønsforretninger, foretagne udenfor Hovedforhandlingen;

2) Erklæringer til Retten afgivne af Syns- eller Skjønsmænd;

3) tilførfler til Retsbøger om de af den Sigtede under afhørelsm om Sigtelsen afgivne Erklæringer, når den Sigtede enten nu vægrer sig ved at svare, eller den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere;

4) Tilførsler til Retsbøger angående de af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd under afhørelse afgivne Forklaringer, når disse Personer enten ere døde eller af anden Grund ikke kunne afhøres påny, eller deres Fremstilling for Retten ikke finder Sted af de i §

133 Nr. 1—3, jfr. § 160, angivne Grunde, eller når den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller når et Vidne vægrer sig ved at afgive Forklaring uden Hjemmel i § 131, og de foreskrevne Tvangsmidler forgjæves ere blevne anvendte.

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i medfør af et offentligt Hverv, derunder Udskrifter af tidligere den Sigtede overgåede Straffedomme.

Hvad der er tilført Retsbøger om Retshandlinger under Efterforskningen, kan dog kun benyttes som Bevis, når Opsættelse af Retshandlingen, indtil Sag mod den Sigtede kunde anhængiggjøres, vilde have medført Fare for Tab af Bevismidler, eller den Sigtede har indvilget eller indvilger i Benyttelsen.

§ 299.

Oplæsning af Tilførsler til Retsbøger angående Udsagn af den Sigtede, Vidner eller Syns- eller Skjønsmænd på Grund af de nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med de tidligere afgivne bør kun finde Sted, efterat der på foreskreven Måde er givet de Pågjældende Lejlighed til sammenhængende Udtalelser om Gjenstanden for Afhørelsen, og de yderligere Spørgsmål, hvortil denne Udtalelse opfordrer, ere stillede.

Når Oplæsning af de i § 298 Nr. 3 og 4 ommeldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden meddeles af Rettens Formand og tilføres Retsbogen; så bør det og bemærkes, om Vidnets eller Syns- og Skjønsmandens Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken Grund.

§ 300.

Når Beviser i medfør af § 273 skulle færes, om hvilke Meddelelse til vedkommende Part ikke er sket mindst 4 Dage før Hovedforhandlingens Begyndelse, bliver Sagen at udsætte, medmindre Parten har givet Afkald herpå.

Formanden træffer fornøden Foranstaltning

for at give alle Vedkommende behørig Adgang til Gjennemsyn af Aktstykker i Sagen, som indkomme efter Hovedforhandlingens Begyndelse.

§ 301.

En Part kan med Modpartens Samtykke frafalde et af ham anmeldt Bevis; dog kan Retten bestemme, at det frafaldte Bevis skal føres.

Vægrer Modparten sig ved at samtykke i, at et anmeldt Bevis frafaldes, træffer Retten Afgjørelse.

§ 302.

Rettens Afgjørelse af Tvistepunkter, som opstå under Bevisførelsen mellem Parterne, samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, sker ved Kjendelse.

§ 303.

Førend Dom eller Kjendelse afsiges under Hovedforhandlingen, bør der være givet Parterne Lejlighed til at udtale sig. Den Sigtede 📖 har stedse det sidste Ord.

Ved Begrundelsen af Kjendelser, der ikke særskilt kunne påankes, skulle de faktiske Omstændigheder, hvorpå der bygges, nøjagtig angives, forsåvidt Retsbogen ikke indeholder det Fornødne.

§ 304.

Alle Forsvarsgrunde mod den rejste Anklage, som ere egnede til at bevirke Afvisning eller Frifindelse, kunne under Hovedforhandlingen gjøres gjældende af den Sigtede, ligesom de og i Embeds Medfør bør tages i Betragtning af Retten. Dette gjælder også om sådanne Afvisningsgrunde, der kunde være gjort gjældende, eller som af Retten have været prøvede i Anledning af Spørgsmålet om Anklagens Henvisning til Hovedforhandling, forsåvidt Andet ikke særlig er bestemt.

Indsigelser, som gå ud på, at den Forbrydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen så tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller

at der ikke er givet tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, eller at der uden Hjemmel er givet kortere Varsel end en Uge, skulle fremsættes før Oplæsningen af Anklageskriftet, eller i Nævningesager førend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger begynder, jfr. endvidere §§ 13, 18, 68, 312, 314, 318, 322 samt Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 81.

§ 305.

Hovedforhandlingen afsluttes ved Rettens Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som anhængig ved Retten, indtil Dommens Fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af Påanke Sagens Aktstykker ere indsendte til Højesteret.

Den vedtagne Afgjørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller den af de i Afgjørelsen deltagende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages. Stemmetallet må ikke optages i Rettens Afgjørelser eller iøvrigt gjøres bekjendt.

Efter at være affattet, underskrives Afgjørelsen af Rettens Formand og Retsfkriveren. Dens Afsigelse foregår derved, at den oplæses i et Retsmøde. Er den Sigtede fængslet, bør ban bringes tilstede ved Dommens Afsigelse.

Rettens Afgjørelser træffes snarest mulig, efterat den pågjældende Forhandling er tilende. Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, skulle Kjendelser afsiges senest Dagen efter, Dommen senest inden 8 Dage.

Er den Sigtede domfældt, bliver Udskrift af Dommen at forkynde ham, hvis han ikke var tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde meddeles der ham Udskrift på Begjæring. Af alle Domme tilstilles der Statsanklageren Udskrift.

§ 306.

Dommen skal, forfåvidt den ikke går ud på Sagens Afvisning, enten domfælde eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, når Anklageren ikke er påtaleberettiget, når Anklage frafaldes, samt når den Sigtede ikke findes skyldig.

§ 307.

Ved Afgjørelsen af, om Noget er bevist eller ikke, har Retten, henholdsvis Nævningerne, alene at tage Hensyn til de Beviser, som ere

fremførte under Hovedforhandlingen; Aktstykker og andre Dokumenter kunne kun tages i Betragtning som Bevismidler, når de ere blevne oplæste under denne.

Iøvrigt er Afgjørelsen ikke bunden ved Lovregler, men træffes efter fri, på samvittighedsfuld prøvelse af det Fremførte beroende Overbevisning.

§ 308.

Retten kan kun domfælde for den eller de Forbrydelser, for hvilke Anklage på lovlig Måde er rejst. Denne Regel galder ikke blot, forsåvidt Talen er om en anden Handling end den, der ligger til Grund for Anklagen, men også, med de i § 309 nævnte Undtagelser, i Henseende til Anklagens Angivelse af de nærmere Omstændigheder ved Handlingen og den i samme indeholdte Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter.

§ 309.

Undtagelser fra de i § 308 ommeldte Begrænsninger for Domfældelsen finde Sted:

1) når det eller de Lovbud, som i Anklagen nævnes til Hjemmel for Påstanden om Straf, eller de den Sigtede betimelig meddelte Aktstykker tydelig vise, at den Måde, hvorpå Anklagen er stilet, ikke udtrykker Anklagerens virkelige Mening;

2) også ellers, når den Adgang til Forsvar, som den Sigtede har havt, uanset Afvigelsen fra Anklagen, under de foreliggende Omstændigheder må betragtes som fyldestgjørende. I Henhold hertil kan der i Domfældelsen afviges fra Anklagens Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter:

a) når Anklagen går videre end Domfældelsen, idet alle de begrebsmæssige Bestanddele af den Forbrydelse, på hvilken Dommen lyder, indeholdes i den Forbrydelses Begreb, på hvilken Anklagen lyder;

b) når der er så nært Slægtskab mellem de Forbrydelser, på hvikke Anklagen og Dommen lyder, at Afvigelsen i og for sig ikke kan medføre Forandring i Forsvarets Forudsætninger, og der iøvrigt ikke i det enkelte Tilfælde er Noget, som efter det angivne Synspunkt udelukker Afvigelsen.

§ 310.

Efterat Dommeren, Anklageren og den

Sigtedes beskikkede Forsvarer ere komne tilstede, lader Rettens Formand den Sigtede føre ind i Retssalen, angiver i Korthed den Sag, som vil blive Gsenstand for Forhandling, lader Vidner samt Syns- og Skjønsmænd påråbe og anviser dem Venteværelse, idet han påminder dem og efter Omstændighederne træffer anden Foranstaltning for at forhindre indbyrdes Meddelelse.

Derefter skrides, forsåvidt der ikke opstår Spørgsmål om Udsættelse, Afvisning eller desl., som findes forinden at burde afgjøres eller forhandles, til Udtagelse af Nævninger.

§ 311.

I enhver Nævningesag skulle 12 Nævninger udtages til at deltage i Afgjørelsen.

Kan det forudsees, at en Sags Forhandling vil medtage et længere Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, beslutte, at endvidere 1 eller 2 Erstatningsnævninger skulle udtages. Såfremt da nogen af Nævningerne måtte blive forhindret i at overvære den hele Forhandling, indtil Nævningernes Erklæring er afgiven, indtræder en Erstatningsnævning i hans Sted efter den Rækkefølge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Erstatningsnævningerne overvære Forhandlingen, men deltage ikke i Nævningernes Rådstagninger og Afstemninger, sålænge de ikke ere trådte i en Nævnings Sted.

§ 312.

Foranstaltningerne til Nævningernes Udtagelse begynde med, at de indkaldte Nævninger påråbes. Indsigelser fra Parternes Side, at en Nævning er udelukket i Medfør af Reglerne i Lov om Domsmagtens Ordning m. m., andet Afsnit, Kap. I, må fremsættes, førend Lodtrækningen begynder. Kjendelser, hvorved en Nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved en Indsigelse forkastes, kan der finde Besværing Sted (jfr. §§ 16, 18 og 20).

§ 313.

Ere ikke mindst 24 Nævninger, eller, hvis Erstatningsnævninger skulle tiltræde, henholdsvis 26 eller 28 Nævninger mødte, eller synker Nævningernes Tal ved Rettens Afgjørelser under det nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne Antal af Nævninger bringes tilveje ved Tilkaldelse af Hjælpenævninger i den Orden, i hvilken disse Navne findes opførte på Hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke kunne staffes tilveje på denne Måde, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning, således som i Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 90 bestemt.

§ 314.

Når mindst 24 eller, hvis 1 eller 2 Erstatningsnævninger skulle udtages, henholdsvis 26 eller 28 Nævninger, som kunne medtages ved Lodtrækningen, ere tilstede, lader Rettens Formand denne foretage. Til den Ende lægges Sedler, hvorpå Nævningernes fulde Navne ere skrevne, og som oplæses, i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og oplæses.

Indsigelse, der går ud på, at Lodtrækning er foretagen, uden at det ovenfor foreskrevne Antal Nævninger var tilstede, skal fremsættes for Lodtrækningens Slutning.

§ 315.

Såsnart et Navn er trukket af Urnen og oplæst, har først Anklageren, indtil Ordet er givet den Sigtede, og derefter den Sigtede, indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne Nævning. En afgiven Erklæring kan tilbagetages, når det sker indenfor de angivne Tidsgrænser. Afgives ingen Erklæring, gjælder Nævningen for antagen.

§ 316.

I det Hele kunne så mange Nævninger forkastes i Henhold til § 315, som Forskjellen mellem 12, eller, hvis 1 eller 2 Erstatningsnævninger skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 og Tallet på de i Urnen lagte Sedler angiver.

Halvdelen af de tilladte Forkastelser tilkommer Anklageren, Halvdelen den Anklagede. Er Tallet ulige, har den Anklagede Ret til at forkaste een Nævning mere end Anklageren.

§ 317.

Er der i samme Sag flere Anklagede, ere disse lige nær berettigede til at udøve den en enkelt Anklaget ved § 316 hjemlede Forkastelsesret.

Kunne de ikke enes om Udøvelsen af denne Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser ligelig mellem dem. Med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kunne fordeles således, afgjøres det ved Lodtrækning, hvem af de Anklagede de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skulle erklære sig om Antagelse eller Forkastelse. En herefter af en af de Anklagede erklæret Forkastelse gjælder også for de andre.

§ 318.

Indsigelser, der gå ud på, at Reglerne i §§ 315—17 ere tilsidefatte, skulle fremsættes før Anklageskriftets Oplæsning.

§ 319.

Når 12 eller, hvis Erstatningsnævninger skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 uforkastede Nævninger ere udtrukne, ophører Lodtrækningen. De 12 først Udtrukne ere Nævningerne i Sagen; den eller de, hvis Navne senere måtte udtrækkes, ere Erstatningsnævninger.

§ 320.

Ere flere Sager berammede til Forhandling På een Dag, kunne de for en foregående Sag udtrukne Nævninger, forudsat at ingen af de i § 15 angivne Grunde er til Hinder, også medvirke ved Afgjørelsen af andre til Forhandling på samme Dag ansætte Sager, såfremt den eller de Anklagede i disse antage dem også for deres Sag, og Anklageren afgiver samme Erklæring. Spørgsmål herom afgjøres, førend Nævningernes Edfæstelse finder Sted. Ved denne skulle i bekræftende Fald samtlige Anklagede Være tilstede.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen af foranstående Regel, og der således påny skal udtages Nævninger for en senere til Forhandling på samme Dag ansat Sag, kan efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for

den senere Sag foretages, førend Forhandlingen i den tidligere Sag begynder.

§ 321.

Nævningerne indtage deres sæde i den ved Lodtrækningen for enhver Sag bestemte Orden.

§ 322.

Formanden tager derefter Nævningerne i Ed, idet han tiltaler dem således:

„De skulle love og sværge ved Gud den Almægtige, den Alvidende og Retfærdige, at de i Sagen mod N. N. med Troskab og Nidkjærhed ville opfylde en Nævnings Pligter, ikke samtale med Nogen, der ikke er Nævning i Sagen, om denne, førend den er afgjort, af yderste Evne omhyggeligt veje Beviserne såvel imod som for den (de) Anklagede, og uden at lade Dem forlede af Frygt, Nid eller Venskab, af Hensyn til Gunst eller Gave, Magt eller Anseelse, afgive deres Stemme alene efter samvittighedsfuld Overbevisning.“

Herpå svare Nævningerne, hver for sig, stående og med oprakte Fingre efter Lovens Forskrift om Eds Aflæggelse:

„Jeg lover og sværger det. så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.“

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler Medlemmer af visse Troessamfund til at aflægge Ed på anden Måde end den sædvanlige, eller at afgive en højtidelig Forsikring, som træder i Eds Sted, skal også her komme til Anvendelse.

I det i § 320 1ste Stykke omhandlede Tilfælde sker der ved de Ord i Formandens Tiltale „i Sagen mod N. N.“ fornøden Forandring.

Indsigelser, der gå ud på, at Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfæstede. skulle fremsættes før Anklageskriftets Oplæsning (§ 323).

§ 323.

Efterat Nævningerne ere tagne i Ed, forelægges der den Sigtede de i § 202 nævnte Spørgsmål, hvorpå Formanden lader Anklageskriftet oplæse ved Retsskriveren.

§ 324.

Derefter finder den Sigtedes Afhørelse angående Anklagen samt Bevisførelsen Sted.

Afgiver den Sigtede ved Afhørelsen en fuldstændig og ubetinget Tilståelse, kan Rettens Formand, såfremt ingen af Dommerne eller Nævningerne erklærer sig derimod, bestemme, at Bevisførelse skal bortfalde.

§ 325.

Ved Bevisførelsen fremføres først de af Anklageren, dernæst de af eller for den Sigtede anmeldte Beviser, endelig de, hvis førelse er besluttet af Retten i Embeds medfør. Afvigelser herfra kan Formanden beslutte.

Førend hvert enkelt Bevis fremføres, angiver vedkommende Part, henholdsvis Rettens Formand, i Korthed dets væsentlige Gjenstand.

Ester de enkelte Bevisers Fremførelse finder afhørelse af den Sigtede Sled overensstemmende med § 203.

§ 326.

Efterat Bevisførelsen er sluttet, får først Anklageren, dernæst Forsvareren og den Sigtede Ordet for at udtale sig om Bevisførelsens Resultat samt om Retsspørgsmålene i Sagen, dog såvidt mulig uden at omhandle sådanne Punkter, som ikke skulle forelægges Nævningerne til Afgjørelse.

§ 327.

Ved Slutningen af sit Foredrag skal Anklageren overlevere Formanden et skriftligt Udkast til de Spørgsmål, som han foreslår stillede til Nævningerne.

Udkastet meddeles strax den beskikkede Forsvarer og den Anklagede, som derefter, når de have fået Ordet, kunne fremsætte Indsigelser mod de foreslåede Spørgsmål samt skriftlige Forstag til Ændringer eller Tillæg.

§ 328.

Efterat Forhandlingen mellem Parterne er sluttet, fastsætter Retten Spørgsmålene til Nævningerne; dog oplæses de først, når Formandens Foredrag er endt, og kunne forinden undergives fornyet Prøvelse af Retten. I de Tilfælde, hvor Spørgsmålenes Fastsættelse viser sig i særlig Grad tvivlsom, sker denne ved Kjendelse.

Efter at Spørgsmålene ere fastsatte, tager Rettens Formand Ordet. Han sammenstiller Forhandlingens Hovedpunkter og udvikler de

Retssætninger, som komme i Betragtning. Fremdeles bør han, når Bevisførelsen dertil giver Anledning, henlede Nævningernes Opmærksomhed på sådanne Hensyn, som efter Erfaringens Vidnesbyrd må komme i Betragtning ved Bedømmelsen af Bevisernes Vægt; dog skal han i så Fald tillige udtrykkelig betyde Nævningerne, at de selvstændig og på eget Ansvar må afgjøre, om de Hensyn, som han har påpeget, kunne fåe Betydning i det foreliggende Tilfælde, og hvilken Vægt til den Sigtedes Skade eller Fordel der således må tillægges de pågjældende Beviser.

Formandens Foredrag må ikke afbrydes.

§ 329.

Ved Spørgsmålene til Nævningerne skal det forelægges dem til Afgjørelse, om den Sigtede er skyldig i den eller de Forbrydelser, for hvilke Anklage på lovlig Måde er rejst.

Ordentligvis bør Spørgsmålenes Gjenstand hverken udstrækkes videre eller yderligere begrænses, end det følger af den Måde, hvorpå Forbrydelsen er betegnet i Anklagen, såvel i retlig som i faktisk Henseende. Herfra finder Undtagelse Sted:

1) når de Betingelser ere tilstede, som hjemle en fra Anklagen afvigende Domfældelse;

2) når det ifølge den stedfundne Bevisførelse findes nødvendigt at optage flere Kjendsgjerninger til Betegnelsen af den Handling, som lægges den Sigtede til Last, end sket er i Anklagen.

§ 330.

Som følge af Reglen i § 329 hører det under Nævningernes Afgjørelse, om sådanne almindelige eller særlige Grunde, som udelukke Straf, ere tilstede, samt om sådanne i Straffeloven bestemt betegnede Omstændigheder ere forhånden, der hjemle Nedsættelse af Strafferammen, så og om lignende Omstændigheder, der hjemle Strafforhøjelse, foreligge, forudsat at disse ere indbefattede under Anklagen.

Undtagne fra Nævningernes Afgjørelse ere Spørgsmål om

a) Strafskyldens Forældelse,

b) de i Straffelovens §§ 7 og 58 ommeldte Omstændigheder,

c) Forbrydelsens Gjentagelse.

Forsåvidt det imidlertid ved Anvendelsen

af Reglerne om Strafskyldens Forældelse og Forbrydelsens Gjentagelse kommer an på det Tidspunkt, da den påklagede Handling blev begået, afgjøres dette Spørgsmål af Nævningerne efter den almindelige Regel.

Om Anklageren er påtaleberettiget, er ikke Gjenstand for Nævningernes Afgjørelse.

§ 331.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgjøre Noget om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, der kunne komme i Betragtning ved Straffens Udmåling indenfor Lovens Strafferamme, og som Følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor Loven på Grund af skjærpende eller formildende Omstændigheder, men uden nærmere Betegnelse af disse eller blot med Angivelse af vejledende Exempler, har udvidet Grænserne for Straffens Valg, at afgjøre, om sådanne Omstændigheder foreligge.

§ 332.

Hovedspørgsmålet til Nævningerne går ud på, om den Sigtede er skyldig i den Forbrydelse, som lægges ham til Last. Dette Spørgsmål må ikke deles i flere, undtagen forsåvidt en Deling er hjemlet ved §§ 334 og 335. Lyder Nævningernes Svar på Hovedspørgsmålet bekræftende, er derved tillige afgjort, at ingen Omstændighed, som udelukker Straf, er tilstede, medmindre Fastsættelsen heraf ifølge § 330 er forbeholdt Retten.

Hovedspørgsmålet indledes altid med Ordene: Er den Sigtede skyldig?

Forbrydelsen skal betegnes og Spørgsmålet stilles således, at Reglerne i § 329 derved blive fyldestgjorte. Til retlig Betegnelse af den Forbrydelse, som påståes at foreligge, anvendes Forbrydelsens i Loven hjemlede Navn eller, hvor intet sådant findes, en Henvisning til den pågjældende Straffebestemmelse, hvorhos den i Loven indeholdte nærmere Beskrivelse af Forbrydelsen skal medoptages i Spørgsmålet.

§ 333.

Når der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til Hjemmel for

en Omstændighed, der vil udelukke Straf, eller som der efter Rettens Skjøn mulig kan blive tillagt en sådan Virkning, kan der stilles et særskilt Spørgsmål om Tilstedeværelsen af samme, som Tillæg til Hovedspørgsmålet, for at fremkalde en udtrykkelig Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Måde, hvorpå Hovedspørgsmålet bliver at fremsætte, sker der i sådanne Tilfælde ingen Forandring.

§ 334.

Spørgsmål om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, der ifølge Loven hjemle Nedsættelse af Straffen, må ikke optages i Hovedspørgsmålet, men bør altid gjøres til Gienstand for særskilte Tillægsspørgsmål.

Andrager den beskikkede Forsvarer eller den Sigtede på, at et sådant Spørgsmål stilles, kan det kun nægtes når Retten finder, at den omspurgte Omstændighed ikke efter Loven hjemler Nedsættelse af Straffen. Retten kan også i Embeds medfør stille et sådant Spørgsmål, når den ifølge det under Forhandlingen Fremkomne finder Grund dertil.

§ 335.

Når der i medfør af Anklagen skal

stilles Spørgsmål om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, som hjemle Strafforhøjelse, bør de regelmæssig gjøres til Gjenstand for særskilte Tillægsspørgsmål og altid, når Anklageren fordrer det.

§ 336.

De i §§ 333—335 omhandlede Tillægsspørgsmål bortfalde, når Hovedspørgsmålet besvares benægtende.

Når der spørges om Tilstedeværelsen af en i Loven anerkjendt Grund til at udelukke, nedsætte eller forhøje Straffen, skal det fornødne faktiske Grundlag optages i Spørgsmålet.

§ 337.

Når det efter Anklagens Indhold er nød-

vendigt til udtømmende Forelæggelse af samme, eller Retten i det under Forhandlingen Fremkomne og Reglen i § 329 Nr. 1 finder Hjemmel dertil, bliver der efter hverandre at stille flere Spørgsmål til Nævningerne angående en og samme Handlings Henførelse under forskjellige Straffebestemmelser. Med Hensyn til hver Gruppe af Spørgsmål finde de ovenstående Regler Anvendelse.

Angå de flere Spørgsmål Handlingens Henførelse under forskjellige Straffebestemmelser med forskjellig Strafferamme, sættes det Spørgsmål først, hvis Bekræftelse medfører den strengeste Bedømmelse.

§ 338.

Har Forhandlingen undtagelsesvis omfattet flere strafbare Handlinger af samme Sigtede eller flere Sigtede under Et, skal der stilles Spørgsmål for hver enkelt Handling eller hver enkelt Sigtet under Iagttagelse af ovenstående Regler.

§ 339.

Ethvert Spørgsmål skal fremsættes således, at det kan besvares med Ja eller Nej.

Når et Spørgsmål kun skal besvares under Forudsætning af en bestemt Besvarelse af et forudgående Spørgsmål, bør dette udtrykkelig bemærkes i den skriftlige Udfærdigelse.

§ 340.

De af Retten fastsætte, skriftlig udfærdigede og med Formandens og Retsskriverens Underskrift forsynede Spørgsmål oplæses af Formanden i Retsmødet og overgives derefter tilligemed Anklageskriftet samt Udskrift af de Tillæg til og Forandringer i dette, som måtte være tilførte Retsbogen, til den af Nævningerne, hvis Navn først blev udtrukket ved Lodtrækningen.

Formanden kan fremdeles efter sit Skjøn medgive Nævningerne sådanne Ting, der påståes at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som yde umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Sigtedes Forhold til denne, samt sådanne Aktstykker, som ommeldes i § 298 Nr. 1, 2

og 5. Begjæring herom kan fremsættes af en nævning, men ikke fra nossen anden Side. Formanden henleder Nævningernes Opmærksomhed på de i §§ 341—346 indeholdte Bestemmelser om, hvad de ved deres Rådslagning have at iagttage, og forklarer disse nærmere, forsåvidt han finder det fornødent; derefter opfordrer han Nævningerne til at begive sig til det for dem bestemte værelse og lader den Sigtede, hvis han er fængslet, føre ud af Retssalen.

§ 341.

Indtil Nævningernes Erklæring er vedtagen, må intet Samkvem finde Sted mellem de til Rådslagning forsamlede Nævninger og andre Personer, ej heller nogen Nævning forlade Værelset eller nogen Anden betræde dette uden Tilladelse af Rettens Formand eller særlig Hjemmel i Loven. Rettens Formand træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse heraf.

Finder Overtrædelse af foranførte Bestemmelser Sted af en Nævning eller Andre, kan Retten idømme den eller de Skyldige Bøder indtil 1000 Kr.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skulle Aftryk af denne Lovs §§ 341—346 være opslåede i flere Exemplarer.

§ 342.

Nævningerne vælge under Ledelse af den Nævning, hvis Navn først blev udtrukket, en Formand, som leder deres Forhandlinger. Valget sker ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af lige Stemmer foretrækkes den Ældste.

Formanden oplæser følgende til Rettesnor for Nævningerne:

„Loven fordrer ikke af Nævningerne Angivelse af de Grunde, som bestemme deres Overbevisning, og den foreskriver dem ikke bindende regler, efter hvilke de skulle bedømme Bevisernes Vægt; men den pålægger dem den ved deres Ed bekræftede Pligt omhyggeligt og upartisk at veje samtlige for og imod den Sigtede fremførte Beviser og at afgive deres Stemmer om den Sigtedes Skyld efter deres På samvittighedsfuld Prøvelse af det under

Forhandlingen for dem Fremførte beroende Overbevisning.

Der tilkommer ikke Nævningerne nogen Dom om Retfærdigheden eller Hensigtsmæssigheden af Straffeloven; Størrelsen af den Straf, som kan indtræde, hvis den Sigtede erklæres skyldig, må ikke bestemme dem ved deres Afgjørelse. Om Rådslagningen og Afstemningen skulle de iagttage ubrødelig Tavshed.“

§ 343.

Efter tilendebragt Rådslagning afstemme Nævningerne om de enkelte Spørgsmål i den Orden, hvori disse ere stillede. Formanden afæsker hver nævning enkeltvis hans Stemme i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for den Sigtede ugunstig Besvarelse af et Hoved- eller Tillægsspørgsmål kan kun vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel finder også Anvendelse ved de i §§ 333 og 334 ommeldte Tillægsspørgsmål. Ved hvert Spørgsmål skal det af Rettens Formand være vedtegnet, hvormange Stemmer der udkræves til dets bekræftende Besvarelse.

Er den bekræftende Besvarelse af et Hovedspørgsmål bleven vedtaget med den fornødne Stemmeflerhed, blive de Nævningers Stemmer, som måtte have erklæret sig for det benægtende Svar, al regne til den Sigtedes Gunst ved Afgjørelsen af de til samme sig sluttende Tillægsspørgsmål; som følge heraf bliver der ved Afstemningen over disse ikke at afæske disse Nævninger en særlig Grklæring.

§ 344.

Opstår der Tvivl hos Nævningerne om den Fremgangsmåde, som de skulle iagttage, eller om Betydningen af de stillede Spørgsmål eller om Svarenes Affattelse, kunne de derom udbede sig nærmere Oplysning af Rettens Formand. Denne meddeler dem det fornødne i Retsmødet. Komme herved Forandringer i Spørgsmålene på Bane, eller finder Rettens Formand det iøvrigt fornødent, gjenoptages Forhandlingen, således at Parterne have Adgang til at udtale sig.

§ 345.

Overbevise Nævningerne sig ved deres Rådslagning om Nødvendigheden af, at yderligere Spørgsmål stilles til dem foruden de forelagte, ere de beføjede til at fremkomme med Begjæring derom til Retten. Forhandlingen bliver i så Fald at gjenoptage. Går Begjæringen ud på Tilføjelse af de i §§ 333 og 334 ommeldte Tillægsspørgsmål, kan den kun forkastes, når Retten finder, at den pågjældende Omstændighed ikke efter Loven hjemler Udelukkelse eller Nedsættelse af Straffen.

Nævningerne ere berettigede til, uden at særligt Spørgsmål derom er forelagt, at erklære, at en i Loren anerkjendt Omstændighed, som hjemler Straffens Nedsættelse, er tilstede.

§ 346.

Nævningemes Formand vedtegner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sammentælling, ligeoverfor ethvert af Spørgsmålene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre Nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 347.

Efterat Nævningerne ere vendte tilbage til Retssalen, spørger Rettens Formand dem om Udfaldet af deres Rådslagning. Derefter oplæser Nævningernes Formand de stillede Spørgsmål og umiddelbart efter hvert af disse det vedtagne Svar. Erklæringen overleveres dernæst til Rettens Formand, der underskriver den tilligemed Retsskriveren.

§ 348.

Lider Nævningernes Erklæring af Mangler i Formen, eller er dens Indhold utydeligt, modsigende eller ufuldstændigt, eller opstår der Tvivl, om den oplæste Erklæring udtrykker Nævningernes virkelige Mening eller er vedtagen med det foreskrevne Stemmetal, og Mangelen ikke strax kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en Erklæring af Nævningernes Formand, pålægger Retten ved Kjendelse Nævningerne at begive sig tilbage til deres Værelse, for ved en ny Erklæring at afhjælpe Manglen eller fjerne Tvivlen. De fornødne

Forklaringer meddeles Nævningerne ved Kjendelsens Afsigelse af Rettens Formand.

Vedrører Mangelen kun Formen, må Nævningerne Intet forandre i Erklæringens Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis Berigtigelse eller Fuldstændiggjørelse ikke fordres, forblive uforandrede. Utilstedelige Ændringer må ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen vedføjes således, at det træder tydelig frem, hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den heromhandlede Forholdsregel kan træffes, sålænge Retten ikke har afsagt Dom.

§ 349.

Efterat Nævningernes Erklæring er oplæst og overleveret Rettens Formand, kunne ordentligvis ingen yderligere Spørgsmål forelægges Nævningerne. Dog kunne sådanne Tillægsspørgsmål, som ommeldes i §§ 333 og 334, også forelægges Nævningerne senere, sålænge Retten ikke har afsagt Dom, når det under Forhandlingen Fremkomne så klart påbød at stille stige Spørgsmål i Embeds Medfør, at Undladelse heraf kan antages at ville medføre Dommens Ophævelse.

§ 350.

Finder Retten, at Indholdet af en for den Sigtede ugunstig Erklæring af Nævningerne viser, at den beror på en Retsvildfarelse, afsiger Retten Frifindelsesdom.

Finder Retten, at Forhandlingerne ikke have ydet et efter Erfaringens Vidnesbyrd tilstrækkeligt godtgjort faktisk Grundlag for en ugunstig erklæring, kan Retten istedetfor at afsige Dom henvise Sagen til ny Hovedforhandling. Denne skal foregå for andre Dommere og andre Nævninger; bliver det på Grund heraf nødvendigt, at Sagen forhandles for en anden Ret, bestemmer Højesteret det fornødne på Overstatsanklagerens Andragende. Har Retten i Henhold til foranstående Regel henvist Sagen til ny Hovedforhandling, bliver Overstatsanklageren beføjet til, indtil Nævningerne have erklæret sig under den nye Sag, at frafalde Anklagen, i hvilket Fald Frifindelsesdom bliver at afsige.

Rettens ovennævnte Beslutninger skulle

være ledsagede af Grunde. Stemmeflerhed skal være tilstede ikke blot med Hensyn til Resultatet, men også med Hensyn til enhver af de anførte Grunde; de Dommere, som ikke billige Resultatet, skulle vel være tilstede ved hele Rådstagningen, men stemme ikke ved Fastsættelse af de enkelte Grunde.

Andragende fra Parternes Side om de nævnte Beslutninger kunne ikke finde Sted; Beslutningen kan tages af Retten, sålænge ikke Dom er afsagt.

§ 351.

Kommer Retten under den nye Hovedforhandling, der finder Sted i Henhold til Reglen i § 350 2det Stykke, enstemmig til det samme Resultat som Retten under den første Forhandling, afsiger den Frifindelsesdom; Enstemmigheden skal være tilstede såvel med Hensyn til Resultatet som med Hensyn til enhver af de i Dommen anførte Grunde. I andre Tilfælde bliver Dommen at grunde på den af de to foreliggende Erklæringer af Nævninger, som i sin Helhed fører til det gunstigste Resultat for den Sigtede.

§ 352.

Førend Forhandlingen fortsættes på Grundlag af Nævningernes Erklæring, bliver den Sigtede, som var ført ud af Retssalen, atter fremstillet og Nævningernes Erklæring oplæst for ham af Retsskriveren.

§ 353.

Have Nævningerne erklæret, at den Sigtede ikke er skyldig, afsiger Retten strax Frifindelsesdom. Hertil henregnes også det Tilfælde, at Nævningerne vel have besværet Hovedspørgsmålet bekræftende, men tillige have givet et for den Sigtede gunstigt Svar på et Tillægsspørgsmål om en Omstændighed, som udelukker Straf (§ 333). Domsgrundene indskrænke sig til den fornødne Henvisning til Nævningernes Erklæring.

§ 354.

Er den Sigtede af Nævningerne erklæret

skyldig, får først Anklageren Ordet for at

udtale sig om Straffelovens Anvendelse; dernæst høres Forsvareren og den Sigtede.

De ved Nævningernes Erklæring afgjorte Punkter må ikke mere drages i Tvivl under denne Forhandling; kun de deraf flydende retige Følger må forhandles.

§ 355.

Efter at Forhandlingen er sluttet, rådslår Retten om Dommen.

Ved Valget af Straffen skal Nævningernes Afgjørelse tages til Udgangspunkt uden Hensyn til mulige Tvivl hos Dommerne om dennes Rigtighed.

I Domsgrundene skal henvises til Nævningernes Erklæring, og de Lovbestemmelser, som ere bragte til Anvendelse, anføres.

Domsslutningen angiver de retlige Følger af Sagens Udfald.

§ 356.

Reglerne i §§ 310 og 323—326 finde

Anvendelse ved Forhandlinger for Landsretten uden Nævninger med Undtagelse af de Bestemmelser, som særlig have Hensyn til Nævninger. Parternes Udtalelser efter endt Bevisførelse omfatte alle Spørgsmål, som skulle afgjøres ved Dommen, uden nogen Deling. Dog kan Rettens Formand beslutte, at Spørgsmålet, om den Sigtede er skyldig, først skal forhandles og afgjøres; i så Fald sinde de om Forhandlingen for Nævninger givne Regler i § 326 og § 354 tilsvarende Anvendelse.

§ 357.

Efterat Parterne have udtalt sig, optages Sagen til Dom.

Ved Afstemningen skal det Spørgsmål, om den Sigtede er skyldig i den Forbrydelse, der lægges ham til Last, sondres fra Spørgsmålet om Stræffen og først bringes til Afstemning. Stemmes der særskilt om Straf-

forhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde, blive de Dommeres Stemmer, som have erklæret sig mod den Sigtedes Skyld, men ere forblevne i Mindretal, at regne til Gunst for den Sigtede.

Særskilt Vedtagelse af Punkter hørende til Sagens faktiske Sammenhæng, således som denne i Henhold til Bevisførelsen antages at være, finder Sted, når Sådant skjønnes nødvendigt af Hensyn til mulig Påanke, jfr. § 358.

§ 358.

Dommen skal ledsages af Grunde.

Domfældes den Sigtede, skulle de til Grund for Domfældelsen liggende Omstændigheder, der antages beviste, nøjagtig angives, og det eller de Lovbud nævnes, som bringes til Anvendelse på dem.

Frifindes den Sigtede, skulle de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at mangle eller ikke at være beviste, eller de Straf udelukkende Omstændigheder, som antages at foreligge, angives og de anvendte Retsregler betegnes.

Tillige skal Dommen indeholde fornøden Udtalelse om, hvorvidt Kjendsgjerninger, som ere fremkomne under Forhandlingen, men som efter Rettens Opfattelse af Sagen ikke komme i Betragtning ved Afgjørelsen, må ansees for beviste eller ikke, når det skjønnes, at der dog muligvis i Tilfælde af Påanke kan blive tillagt dem Betydning af Højesteret.

Domsslutningen angiver de retlige Følger af Sagens Udfald.

§ 359.

De i fjerde Afsnit Kap. I—III og V givne Regler om Sagers Behandling for Landsretterne blive med de Indskrænkninger og Lempelser, som flyde af Behandlingen og Afgjørelsen af en enkelt Dommer, at følge i Sager, hvis Påkjendelse er henlagt til Under«

retterne, forsåvidt Loven ikke indeholder afvigende Forskrifter.

§ 360.

Finder Dommeren ikke Grund til at nægte Anklagen Fremme, uden at videre Foranstaltninger træffes i Anledning af samme, jfr. § 251, henviser han strax Sagen til Hovedforhandling, og berammer Tægtedag.

Anklageskriftets Meddelelse sker samtidig med Stævningens Forkyndelse. Ved Varselets Beregning tages Hensyn til, at der bliver tilstrækkelig Lejlighed for den Sigtede til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker.

De foreskrevne Meddelelser til Statsanklageren ske til den, der i Anklageskriftet måtte være betegnet som bemyndiget til at udføre Anklagen for Retten på Statsanklagerens Vegne.

§ 361.

Dommeren kan, førend Hovedforhandlingen skulde finde Sted, ved Kjendelse

1) på Andragende eller i Embeds medfør hæve Sagen, når nogen af de i § 251 nævnte Grunde findes at foreligge.

2) på Andragende af den Sigtede henvise Sagen til Forundersøgelse, når der findes ikke at mangle rimelig Grund til at antage, at derved Oplysninger kunne fremskaffes, som ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller godtgjøre Grunde til Straffrihed.

Med de Ændringer, som følge af foranstående Regler, komme iøvrigt §§ 270 og 271 til Anvendelse.

§ 362.

Beviser, som den Sigtede agter at føre, bør anmeldes så betimelig, at Modparten kan erholde Meddelelse om dem mindst 4 Dage før Hovedforhandlingens Begyndelse, uden at dennes Udsættelse derved bliver nødvendig, jfr. iøvrigt § 273.

Vil den Sigtede begjære en Sag, der

i Henhold til § 8 Nr. 3 er bragt for Underretten, og som ikke af anden Grund bliver at afvise, påkjendt af Landsretten, bør Påstand derom fremsættes ved Anklageskriftets Forkyndelse.

§ 363.

Fremstilles en Person som anholdt for Retten, eller møder en Sigtet frivillig uden Rettens Tilsigelse sammen med Anklageren, kan Anklagen fremsættes mundtlig til Retsbogen og umiddelbart derefter foretages til Hovedforhandling. Bliver Bevisførelse nødvendig, beslutter Retten det fornødne og udsætter Sagen, hvis de Beviser, der skulle føres, ikke haves ved Hånden.

Udenfor disse Tilfælde indgives en kortfattet skriftlig Anklage, indeholdende de fornødne Angivelser om Anklageren, den Sigtede og Forseelsen.

§ 364.

Skal udenfor de i § 363 1ste Stykke ommeldte Tilfælde Hovedforhandling sinde Sted, berammer Dommeren en Tægtedag og lader den Sigtede tilsige til møde uden samtidig at træffe Foranstaltninger med Hensyn til Bevisførelsen; Aftens Varsel er efter Omstændighederne tilstrækkeligt. Viser det sig, efterat den Sigtede er hørt, eller undtagelsesvis i Tilfælde af den Sigtedes Udeblivelse (jfr. § 366), at Bevisførelse er nødvendig, bestemmer Retten på Andragende eller i Embeds medfør det fornødne i Henseende til Bevisførelsen og udsætter Sagen, hvis de Beviser, der skulle føres, ikke haves ved Hånden.

§ 365.

Anklagerens Udeblivelse medfører ikke nødvendigvis, at Hovedforhandlingen skal udsættes. Finder Dommeren, at Sagen bør foretages, skjønt Anklageren ikke er tilstede, afhøres de ifølge hans Begjæring indkaldte Vidner af Dommeren.

§ 366.

Er den Sigtede udebleven uden lovligt Forfald, og Dommeren ikke finder hans personlige Nærværelse nødvendig for Sagens Påkjendelse, ansees den Sigtede at vedgå den ham i Indkaldelsen tillagte Brøde, og Sagen bliver at påkjende uden videre Bevisførelse, medmindre Dommeren i Sagens Beskaffenhed eller de iøvrigt foreliggende Omstændigheder finder tilstrækkelig Grund til at anordne en sådan.

Finder Bevisførelse Sted i den Sigtedes Fraværelse, og heller ingen Forsvarer for denne er mødt, afhører Dommeren de Vidner, som måtte være indkaldte efter hans Begjæring.

§ 367.

Nægter den Sigtede at udtale sig om de imod ham anførte Kjendsgjerninger, kan Dommeren anse disse for beviste, når Omstændighederne ikke tale derimod.

§ 368.

Tilbyder den Sigtede under Hovedforhandlingen i en Sag, der kan falde ud til Bødestraf, for at undgå Dom, at erlægge en sådan Bøde, som Dommeren finder passende, kan Dommeren, når han ikke finder Grund til at betvivle den Sigtedes Skyld, modtage sådant Tilbud, idet han fastsætter Bødens Størrelse. Dommeren er herved berettiget til at gå under den lovbestemte Bøde. Er Anklageren nærværende, må der forinden Være givet ham Lejlighed til at udtale sig om den Sigtedes Tilbud.

Den vedtagne Afgjørelse tilføres Retsbogen med den Begrundelse, som efter Omstændighederne findes fornøden.

§ 369.

Findes et Barn under 15 År skyldig, men Forældre eller de, som troede Barnet i deres Sted, erklære sig villige til at tildele Barnet en legemlig Revselse i Hjemmet, kan Dommeren, når han finder, at Omstændighederne tale derfor, afgjøre Sagen i Henhold hertil uden at afsige Dom. Dommeren kan

betinge Sagens Afgjørelse på denne Måde af, at Revselsen tildeles under Tilsyn af en ved Politiet Ansat.

Er Anklageren nærværende, må der forinden være givet ham Lejlighed til at udtale sig om Sagens Afgjørelse på denne Måde.

Den stedfundne Afgjørelse tilføres Retsbogen med den Begrundelse, som efter Omstændighederne findes fornøden.

§ 370.

Når Dommeren, efter at have optaget Sagen, finder, at den Sigtede er skyldig, men at Sagen efter Brødens Beskaffenhed, såsom navnlig i Tilfælde af Første Gang begået ringe Forseelse, egner sig til Afgjørelse ved en Advarsel, er han berettiget til istedenfor at afsige Dom at tildele den Sigtede en sådan Advarsel.

Den trufne Afgjørelse tilføres Retsbogen med den Begrundelse, som efter Omstændighederne findes fornøden.

§ 371.

Domme, afsagte i første Instants af en Landsret, med eller uden Nævninger, kunne påankes til Højesteret. Lige med Domme i Henseende til Påanke stilles den i § 350 ommeldte Beslutning.

§ 372.

Dommen påankes af Statsanklageren i Anklagens Interesse, og i den Sigtedes Interesse af den Sigtede selv samt af

hans Værge, forsåvidt han ikke er personlig myndig.

De Skridt, som i Anledning af Påanke blive at foretage ved Landsretten i den Sigtedes Interesse, er den for den Sigtede ved Landsretten beskikkede Forsvarer pligtig at foretage, når det begjæres.

§ 373.

Afkald på Påanke kan finde Sted, efterat Dommen er afsagt. Beslutning om Påanke kan frafaldes, for Anklagens Vedkommende af Overstatsanklageren, sålænge Dom ikke er afsagt af Højesteret. Frafaldes Anke, efterat Forhandlingen om Påankens Gjenstand er begyndt, kan derved dog ikke prøvelse af sådanne Ankegrunde unddrages Højesteret, som skulle tages i Betragtning i Embeds medfør (§ 391).

§ 374.

Dommen kan påankes på Grund af Krænkelse af Rettergangsreglerne i følgende Tilfælde:

1) når det lovbestemte Antal Dommere ikke har deltaget i Dommens Vedtagelse, eller Reglen i § 278 1ste Stykke med Hensyn til nogen af Dommerne er tilsidesat;

2) når en Dommer, som ifølge Loven var udelukket eller burde udelukkes fra at deltage i Sagens Behandling, har medvirket ved Hovedforhandlingen;

3) når Retten var inkompetent eller har afvist Sagen, skjønt den var kompetent;

4) når Anklagen ellers uden lovlig Grund er bleven afvist eller ikke i sin hele Udstrækning er pådømt;

5) når Hovedforhandlingen i Strid med Loven er foregået for lukkede Døre;

6) når Dom mod Loven er gået uden Anklage eller i en gjenoptagen Sag uden Hjemmel i Reglerne herom, når Retten i at

domfælde er afvegen fra Anklagen videre, end Loven tilsteder, eller Forandringer i Anklagen ere tilstedte med Tilsidesættelse af Lovens Regler, naar Forsvarer ikke har været bestikket, hvor dette burde være sket, eller naar Forhandlingen mod Loven er fremmet i Anklagerens, den Sigtedes eller den beskikkede Forsvarers Fraværelse;

7) naar dømmen ikke er forsynet med de fornødne Domsgrunde, eller Domsstutningen lider af væsentlige Mangler;

8) naar den Forbrydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen saa tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller der ikke er givet den Sigtede eller hans Forsvarer tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, eller der uden Hjemmel er givet den 3igtede kortere Varsel end en Uge;

9) naar det paa Grund af Retsvildfarelse eller i aabenbar Miskjendelse af den i Forhandlingerne liggende Opfordring er nægiet Anklageren eller den Sigtede eller er undladt i Embeds medfør at fore Bevis angaaende Omstændigheder, som under Forhandlingen ere komne paa Tale, eller at henvise Sagen til Forundersøgelse, eller Udsættelse ikke er given, hvor det i Loven er bestemt;

10) naar i andre end de forannævnte Tilfælde Rettergangøregler ere krcenkede, og det er tvivlsomt, om ikke deres Iagttagelse vilde have ført til en anden Afgjørelse.

§ 375.

I Sager, som ere paakjendte under Medvirkning af nævninger, afgiver Krcenkelse af Rettergangøreglerne endvidere Grund til Paaanke i følgende Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal nævninger ikke har deltaget i Erklæringens Vedtagelse, eller nogen af nævningerne ikke har været tilstede under hele den forudgaaende Del af Hovedforbandlingen;

2) når en Person, som ifølge Loven er udelukket fra Nævningehvervet i Almindelighed eller i den pågjældende Sag, har medvirket som Nævning;

3) når den i Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 81, jfr. § 90, foreskrevne Meddelelse er forsømt, eller når Lodtrækning af Nævninger til en Sag er foretagen, uden at det i § 314 forestrevne Antal Nævninger var tilstede, eller når Forskrifterne i §§ 315—17 ere tilsidesatte, eller når Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfæstede;

4) når Reglerne om Måden, hvorpå Spørgsmålene til Nævningerne skulle stilles, ere tilsidesatte, eller det på Grund af Retsvildfarelse eller i åbenbar Miskjendelse af den i Forhandlingerne liggende Opfordring er undladt at stille spørgsmål, som burde være stillede, forsåvidt ikke Udfaldet af Nævningernes Erklæring viser, at Fejlen er bleven uden Betydning;

5) når Nævningernes Erklæring er så ufuldstændig, utydelig eller modsigende, at en Domfældelse ikke burde være støttet på den, men Retten burde have gjort Anvendelse af sin Beføjelse efter § 348, eller når Retten uden Føje har fundet en Erklæring, som begrundede Frifindelse, ufuldstændig, utydelig eller modsigende og derfor har bragt § 348 til Anvendelse;

6) når Erklæringer, som det ligger udenfor Nævningernes Beføjelse at afgive, ere tagne i Betragtning af Retten;

7) når Retten i Henhold til § 350 har frifundet eller henvist Sagen til ny Forhandling, men Beslutningen derom enten hviler på en Netsvildfarelse eller ikke er ledsaget af Grunde eller ikkun begrundet ved en almindelig Henvisning til Forhandlingernes Resultat, eller når Slutningsbestemmelsen i § 351 er tilsidesat;

8) når ellers mod Loven Dommen ikke er grundet på Nævningernes Erklæring.

§ 376.

Påanke i Anklagens Interesse kan ikke finde Sted på Grund af Krænkelse af Rettergangsregler, som ere foreskrevne til den Sigtedes Tarv, og omvendt kan Påanke i den Sigtedes Interesse ikke finde Sted, fordi Rettergangsregler, som ere foreskrevne for Anklagens Skyld, ere tilsidesatte.

Krænkelser af Rettergangsregler, med Hensyn til hvilke Loven kræver, at Indsigelse skal fremsættes inden en vis Frist, kunne ikke benyttes som Ankegrund, når Fristen er forsømt. Det Samme gjælder. når Besværing kunde anvendes som Retsmiddel, men ikke er anvendt eller ikke er tagen til Følge.

§ 377.

Dommen kan fremdeles påankes:

1) når Loven er urigtig anvendt ved Spørgsmålet, om Statsanklageren i Henhold til §§ 34 og 36—37 var berettiget til Påtale;

2) når i Sager, som ere påkjendte uden Nævninger, Retten ved at domfælde eller frifinde har anvendt Loven urigtig på de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger;

3) når i Nævningesager Retten har grundet Domfældelse på en Erklæring af Nævningerne, som indeholder en Retsvildfarelse, eller når Retten har domfældt eller frifundet på Grund af urigtig Anvendelse af Loven i Henseende til sådanne Punkter, som ikke høre under Nævningernes Afgjørelse;

4) når Retten i at fastsætte Straffen er gået udenfor de i Loven foreskrevne Grænser;

5) når Retten har truffet Valget af Straffen indenfor de lovbestemte Grænser således, at den fastsatte Straf står i åbenbart Misforhold til Brøden.

Rettens Afgjørelse af, hvilke Kjendsgjerninger der ere beviste eller ikke beviste, kan ikke underkjendes af Højesteret, ej heller Næv-

ningernes Erklæring udenfor det i Nr. 3 nævnte Tilfælde.

Tilsvarende Regler sinde Anvendelse med Hensyn til de Spørgsmål, som afgjøres efter denne Lov i Henhold til §§ 2 og 3.

§ 378.

Påanke bør anmeldes inden 3 Dage fra Dommens Afsigelse at regne. Var den domfældte Sigtede ikke tilstede ved Afsigelsen, regnes Fristen fra den Dag, da Udskrift af Dommen blev ham forkyndt; om denne Dag giver Rettens Formand betimelig Anklageren Meddelelse.

Anmeldelsen sker skriftlig til Formanden for den Landsret, ved hvilken Dommen er afsagt, eller hvis Anmeldelsen sker strax ved Dommens Afsigelse, mundtlig til Retsbogen. Er den Sigtede fængslet, kan han anmelde Påanke mundtlig til Retsbogen for Undersøgelsesdommeren i den Retskreds, hvor han hensidder; fornøden Udskrift af Retsbogen tilstilles snarest mulig Rettens Formand.

Om foranstående Regler meddeles der den Sigtede Underretning ved Dommens Afsigelse eller henholdsvis ved Udskriftens Meddelelse.

§ 379.

Er Påanke ikke anmeldt inden Udløbet af den i § 378 foreskrevne Frist, kan den kun tilstedes, når den Omstændighed, som afgiver Påankegrund, først senere er bleven Pågjældende bekjendt, eller det iøvrigt er ham utilregneligt, at Fristen er oversiddet, og derhos fornødent Andragende fremsættes inden 3 Dage, efterat Påankegrunden er kommen til hans Kundskab, eller de Omstændigheder ere fjernede, som have foranlediget Oversiddelsen af Fristen og hindret tidligere Andragende.

Sådant Andragende med fornødne Oplysninger indgives skriftlig til Formanden for Landsretten; er den Skyldige fængslet, kan det fremsættes mundtlig til Retsbogen for Undersøgelsesdommeren i den Retskreds, hvor han hensidder, hvilken uopholdelig tilstiller Rettens Formand Udskrift af Retsbogen.

Andragendet indsendes af Landsretten med

Erklæring til Højesterets Afgjørelse (§ 108). Afgjørelsen tilstilles Landsretten til videre Foranstaltning.

§ 380.

Anmeldelse af Påanke før Udløbet af den i § 378 foreskrevne Frist hindrer Dommens Fuldbyrdelse for de Domfældtes Vedkommende, hvem Påanken angår.

Indgives Andragende om Adgang til Påanke i Henhold til § 379, kan såvel Landsretten som Højesteret beslutte, at Fuldbyrdelsen skal standses. Tilstedes Påanken, standses Fuldbyrdelsen.

§ 381.

Det påhviler den ankende Part at angive Ankegrundene med fornøden Betegnelse af Kjendsgjerninger enten samtidig med Anmeldelsen eller inden Udløbet af en Uge, at regne fra Anmeldelsen eller fra det senere Tidspunkt, til hvilket Udskrift af Dommen, når en sådan efter Loven skal meddeles ham eller af ham er begjært før eller ved Anmeldelsen, bliver ham tilstillet. I Tilfælde af Andragende om Adgang til Påanke regnes Fristen fra Meddelelsen om, at Påanke er tilstedt. Nærmere Udvikling af de angivne Ankegrunde er ikke udelukket.

Med Hensyn til Formen finde Reglerne i § 378 2det Stykke Anvendelse.

§ 382.

Gjenpart af Anmeldelsen og Begrundelsen tilstiller Rettens Formand Modparten. Denne har i Løbet af en Uge fra Modtagelsen Adgang til at fremkomme med en Moderklæring, med Hensyn til hvilken Reglerne i § 378 2det Stykke finde Anvendelse.

Er Påanken Støttet på en Grund, ifølge hvilken ny Realitetsdom kan blive afsagt uden Hjemvisning til ny Hovedforhandling, bliver den Modpart, hvem Dommens Indhold eller Fristens Udløb udelukker fra selvstændig Påanke, berettiget til at modpåanke af Grunde, som ville nødvendiggjøre en hel ny Forhandling.

Sådan Modanke bør anmeldes ved og Grunden angives i den ovennævnte Erklæring.

§ 383.

Adgang til Gjennemsyn af Sagens Aktstykker efter Rettens Formands nærmere Bestemmelse står den Påankende åben, indtil den i § 381 ommeldte Begrundelse af Påanken er afgiven, og Modparten i den i § 382 ommeldte Frist.

De i §§ 381 og 382 omhandlede Frisker kunne af Rettens Formand forlænges, når det begjæres, og særegne Grunde findes at tale derfor. Ved Forsømmelser af den i § 381 ommeldte Frist finder § 379 tilsvarende Anvendelse.

§ 384.

Ere ved Anmeldelsen og Begrundelsen af Påanke de foreskrevne Frister og Former ikke iagttagne, eller er den, som har anmeldt Påanken, dertil uberettiget, eller ere kun Påankegrunde angivne, der ikke kunne være lovmedholdelige, nægter Landsretten ved Kjendelse Påanken Fremme.

Med Hensyn til Afsigelsen af denne Kjendelse blive Reglerne i § 257 med fornøden Lempelse at iagttage.

Mod Kjendelsen kan Besværing til Højesteret finde Sted inden en Frist af 3 Dage efter Reglerne i dette Afsnits Kapitel III.

§ 385.

Opstår ingen Tvivl med Hensyn til Påankens Fremme, indsender Formanden, efterat Moderklæringen er indleveret eller Fristen dertil udløben, alle Sagens Aktstykker tilligemed Sagen vedrørende Udskrift af Retsbøgerne til Højesterets Formand.

Har Landsretten fremmet Påanke i Tilfælde, hvor Fremme burde være nægtet, kan Højesteret strax afvise Påanken ved en Kjendelse, på hvilken Reglerne i § 257 finde Anvendelse med fornøden Lempelse.

§ 386.

Findes ikke Grund til strax at afvise Påanken, beskikker Højesterets Formand efter Omstændighederne den Sigtede en Forsvarer og tilstiller denne Udskrift af Dommen med de fremkomne Anmeldelser og Begrundelser af Påanke, efter Omstændighederne i Gjenpart.

Højesterets Formand berammer, med tilbørligt Hensyn til den nødvendige Forberedelse til Forhandlingen, Dag til Sagens Foretagelse og gjør herom Meddelelse til alle Vedkommede. Om de Foranstaltninger, som ere trufne for at give behørig Adgang til Gjennemsyn af Sagens Akter, meddeles samtidig Underretning.

§ 387.

Ved Forhandlingen for Højesteret finde Reglerne i §§ 278 og 279 tilsvarende Anvendelse.

Er den Sigtede ikke fængslet, har han Ret til at deltage i Mødet; er han fængslet, bliver han kun, når Højesterets Formand finder, at særlige Grunde tale for at efterkomme hans Begjæring derom, at foranstalte henbragt til Mødet.

Berettigede til at møde ere fremdeles værgen, som har påanket, samt den Sigtedes valgte Forsvarer.

Udeblivelse af den Sigtede, værgen eller en valgt Forsvarer hindrer ikke Sagens Fremme, når en offentlig Forsvarer er beskikket.

§ 388.

Forhandlingen om Påankens Gjenstand begynder med, at Formanden lader Retsskriveren oplæse de fremsatte Ankegrunde. Derefter erholder den Ankende Ordet for at begrunde sin Anke, under Henvisning til og Oplæsning af Landsrettens Dom og Sagens øvrige Aktstykker, og dernæst Modparten for at imødegå Anken og at begrunde sin Modanke, hvis en sådan er fremsat.

Iøvrigt finde ved Forhandlingen alle de Regler i fjerde Afsnit Kapitel III Anvendelse, som ikke er udelukkede ved Forholdets Forskjellighed eller ved særlig Bestemmelse.

§ 389.

Anke- eller Modankegrunde, som ikke ere fremsatte for Landsretten, kunne gjøres gjældende af eller for den Sigtede, når de fremsættes for Højesteret senest umiddelbart, efterat Realitetsforhandlingen er indledet, men på et senere Tidspunkt eller af Anklageren kun, når Højesteret finder, at særegne Grunde tale derfor. Findes det, at de nye, fremkomne Ankegrunde gjøre yderligere Forberedelse for Modparten nødvendig, udsætter Højesteret Sagen derefter.

§ 390.

Til Grundlag for Højesterets Påkjendelse af Sagen tjener Dommen i Forbindelse med Sagens Aktstykker og Udskriften af Retsbøgerne. Opstår der Tvivl om Rigtigheden af det Retsbogen Tilførte. kan Højesteret indhente yderligere Oplysninger og navnlig Erklæring fra Landsretten; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved Undersøgelsesdommeren.

Når Sagens Forhandling er tilende, afsiges Dom strax eller dog snarest mulig.

§ 391.

Højesteret påkjender ordentligvis kun Dommen, forsåvidt påanket er.

Dog har Højesteret i Embeds medfør at tage i Betragtning til den Sigtedes Fordel:

1) når den Sigtede er idømt Livsstraf, alle af de foreliggende Oplysninger fremgående Påankegrunde, som kunde være gjort gjældende af eller for den Sigtede,

2) i andre Påanketilfælde sådanne Ankegrunde, som medføre, at en ny, for den Sigtede gunstigere Realitetsdom bliver at afsige af Højesteret uden Hjemvisning.

Angår Dommen flere Medsigtede, men ikke for Alles Vedkommende er påanket, har Højesteret fremdeles i Embeds Medfør at påkjende Dommen også med Hensyn til dem, der ikke have anket, når det findes, at Ankegrunde, som ifølge denne Paragraf skulle tages i Betragtning i Embeds medfør, også må komme sådanne Medsigtede til Gode.

§ 392.

Findes en lovlig Ankegrund, der er gjort gjældende af en Part, eller som ifølge forrige Paragraf skal tages i Betragtning, at foreligge, ophæver Højesteret Dommen og efter Omstændighederne den stedfundne Behandling. I Forbindelse hermed har Højesteret, forsåvidt Ankegrunden ikke er en sådan, at den udelukker Realitetsdom i den foreliggende Sag, efter Omstændighederne enten at hjemvise Sagen eller selv at afsige ny Realitetsdom.

§ 393.

Ny Realitetsdom afsiges af Højesteret i følgende Tilfælde:

1) når Dommen ophæves på Grund af Lovens urigtige Anvendelse, medmindre denne måtte have medført en ufuldstændig Afgjørelse af Bevisspørgsmålet;

2) når Dommen ophæves, fordi Retten uden Føje har undladt at grunde Dommen på Nævningernes Erklæring, eller af den i § 375 Nr. 6 nævnte Grund eller iøvrigt således, at der kun skal finde en ny Fastsættelse Sted af de retlige Følger på Grundlag af en gyldig Erklæring af Nævninger eller Afgjørelse af Retten;

3) når den Sigtede er domfældt, uagtet Anklagen var frafalden, efterat Hovedforhandlingen var begyndt.

Fastsætter Højesteret ved en ny Realitetsdom andre Virkninger end Frifindelse, bør der være givet Parterne Lejlighed til under Forhandlingen at udtale sig om disse.

§ 394.

Ophæves Dommen af andre Grunde end de i § 393 ommeldte, men som dog ikke udlukke Realitetsdom i Sagen, hjemvises denne.

Højesteret bestemmer da tillige, fra hvilket Punkt den nye Behandling ifølge Ophævelsesgrundens Beskaffenhed skal tage sin Begyndelse. Hjemvises Sagen alene til ny Dom, bør der, førend denne Dom afsiges, gives Parterne Lejlighed til at udtale sig. Finder Landsretten det i sådant Tilfælde nødvendigt, at den forudgående Behandling gjen-

tages, er den ikke udelukket fra at træffe Bestemmelse herom.

I ethvert Tilfælde, hvor ikke blot ny Dom bliver at afsige, efterat Parterne ere horte, bør Hovedforhandlingen fuldstændig gjentages.

§ 395.

Sagen hjemvises til den samme Landsret, ved hvilken den ophævede Dom blev afsagt. Skal Hovedforhandlingen fuldstændig gjentages, maa de samme nærninger ikke medvirke.

højesterets Formand tilstiller vedkommende Ret Sagens Aktstykker tilligemed højesterets Dom. Rettens Formand træffer derefter Foranstaltning til Sagens nye Foretagelse overensstemmende med de almindelige Regler.

§ 396.

Hjemvises en Sag, er Retten forpligtet til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at følge de af højesteret udtalte Reisanskuelser; derimod er dm ikke bunden ved de Anskuelser, der ligge til Grund for Kjendelser og Beslutninger, afsagte eller tagne under den tidligere Behandling.

Den nye Dom er Gjenstand for Paaanke efter de ovenfor givne Regler.

§ 397.

dømme, afsagte af Underretten, kunne ordentligvis paaankes til den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger.

I Sager, bvis forfølgning paahviler Politiet, kan dømmen kun paaankes i Anklagens Interesse, naar anden Straf end bøder, simpelt fængfel, Tvangsarbejde eller Ris kan idømmes for Handlingen, og i den Sigtedes Interesse kun, naar hoiere Straf end

Bøder af 40 Kr., simpelt Fængsel i 8 Dage, Tvangsarbejde i 30 Dage, eller med Hensyn til Børn under 15 År Ris eller Fængsel i 8 Dage er idømt. Dog kan Landsrettens Formand på Andragende, som må fremsættes inden 3 Dage efter Dommens Afsigelse, tilstede Påanke, når Sagen skjønnes at have en almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for den Sigtede (§ 108). Indgives sådant Andragende af en Domfældt, kan Rettens Formand bestemme, at Fuldbyrdelsen skal udsættes; tilstedes Påanke, udsættes eller standses Fuldbyrdelsen.

Under tilsvarende Betingelser kunne de i §§ 368—370 ommeldte Afgjørelser påankes i Anklagens Interesse og den i § 370 omhandlede Afgjørelse af den Sigtede.

§ 398.

De i §§ 372—385 indeholdte Regler finde også Anvendelse ved Påanke af Underrettens Domme med de Lempelser, som følge af, at Landsretten træder i Stedet for Højesteret, Underretten for Landsretten og Statsanklageren for Overstatsanklageren, eller iøvrigt af Forholdets Natur, samt med følgende nærmere Bestemmelser:

1) Påanke i Anklagens Interesse i Sager, som påtales af Politimesteren, finder kun Sted på dennes Begjæring.

2) De Skridt, som i Anledning af Påanke blive at foretage ved Underretten i Anklagens Interesse, kunne uden særlig Bemyndigelse foretages af den, der har udført Anklagen for Underretten.

3) De Anmeldelser og Erklæringer, som i Tilfælde af Påanke skulle eller kunne afgives af den Sigtede for Underretten, kunne altid afgives mundtlig til Retsbogen, hvorved Dommeren skal være ham behjælpelig.

4) Påanke af Underretsdommens Realitet er ikke indskrænket til Lovens Anvendelse, men udstrækker sig også til Bevisspørgsmålet, medmindre det Modsatte udtrykkelig erklæres af begge Parter.

5) Ved Påanke, der rettes mod Dommens Realitet i Almindelighed, finder ingen videre Begrundelse af Påanken Sted, ej heller

de i §§ 381 og 382 ommeldte skriftlige Udviklinger og Moderklæringer.

6) Underretten nægter Påanken Fremme, også, når Sagen efter § 397 ikke er Gjenstand for Påanke.

§ 399.

Påankes på Grund af Krænkelse af Rettergangsregler eller, hvad Realiteten angår, alene på Grund af Lovens urigtige Anvendelse, blive Reglerne i §§ 386—396 at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

Møder den Sigtede, som har påanket, og for hvem ingen Forsvarer er beskikket, hverken selv eller ved en Forsvarer ved Påankens Forhandling, betragtes hans Påanke som frafalden; udebliver han som Modpart, fremmes Sagen på foreskreven Måde, således at han går glip af den Medvirkning ved Forhandlingen, hvortil han ellers bar Adgang, og en mulig Modpåanke fra hans Side bortfalder. Dog indskrænkes ikke herved Reglen i § 391 om Ankegrunde, som Retten i Embeds Medfør skal tage i Betragtning.

§ 400.

Når udenfor det i § 399 nævnte Tilfælde Underretsdommen ved Påanken søges forandret i Realiteten, bliver Sagen behandlet for og påkjendt af Landsretten efter de Regler, som gjælde i Sager, der behandles ved denne i første Instants, forsåvidt de ikke med Nødvendighed ere udelukkede ved Forholdets Natur, og med Iagttagelse af de i §§ 401 —405 givne nærmere Bestemmelser. Ved Dommen kan et for den Sigtede gunstigere Resultat fastsættes, selv om kun Anklageren har påanket; derimod kan der ikke idømmes en strengere Straf end den ved Underretsdommen bestemte, når kun den Sigtede har påanket.

§ 401.

Når Rettens Formand har modtaget Sagens Aktstykker, fastsætter han en Frist, inden hvilken Anklageren, hvem Adgang til Sagens Aktstykker i Løbet af Fristen står åben, har at tilstille Formanden Anklageskrift

samt en Fortegnelse over de Beviser, som han agter at fremføre; undlader Anklageren dette, uden at Forlængelse af Fristen er given, og kan Oprejsning mod Fristforsømmelsen ej opnåes, ansees hans Påanke, eller, hvis Dommen er påanket af den Sigtede, Anklagen, såvidt Påanken rækker, for frafalden, i hvilket sidste Fald Retten afsiger Dom i Overensstemmelse hermed. Begjæring om Afvisning af den Sigtedes Påanke bør fremsættes inden den samme Frist.

§ 402.

Gjenpart af Anklageskriftet og Anklagerens Bevisfortegnelse tilstilles den Sigtede; bliver Forsvarer beskikket, erholder denne ligeledes sådanne Gjenparter samt de i § 386 1ste Stykke ommeldte Dokumenter. Tillige fastsættes en Frist, inden hvilken der er Adgang til:

1) at begjære Anklagerens Påanke afvist,

2) at andrage på, at Anklagen nægtes Fremme, fordi Anklageskriftet ikke tilfredsstiller Lovens Fordringer,

3) at andrage på Nægtelse af Anklagens Fremme af de i § 251 Nr. 4, 5 og 6 nævnte Grunde, når Anklageren har påanket en frifindende Dom,

4) at andrage på Forundersøgelse, forsåvidt derom efter Sagens Beskaffenhed kan blive Tale, og

5) at indlevere Bevisfortegnelse.

§ 403.

Spørgsmål om Afvisning af Påanken afgjøres af Retten efter Reglerne i § 257; den kan ikke finde Sted, efter at Sagen er henvist til Hovedforhandling, Nægtes Anklagen Fremme, fordi Anklageskriftet ikke tilfredsstiller Lovens Fordringer, har det samme Virkning som Undladelse as at fremkomme med Anklageskrift.

§ 404.

Under Hovedforhandlingen skal en fuldstændig ny Bevisførelse finde Sted. Dog bliver herved at iagttage, at Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4 også omfatte Tilførsler til Retsbogen under Sagens Behandling ved Underretten.

Udenfor de Tilfælde, i hvilke i Henhold til § 298 Nr. 4 de ved Underretten afgivne, Retsbogen tilførte Forklaringer af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, kunne oplæses under Bevisførelsen, kan Retten også ellers, når den ifølge Sagens Beskaffenhed og øvrige Omstændigheder finder føje dertil, beslutte, at sådanne Udsagn skulle gjælde, uden at de pågjældende Personer påny føres for Landsretten.

§ 405.

Har den Sigtede påanket, men enten før Hovedforhandlingen har unddraget sig forfølgning eller udebliver under Hovedforhandlingen uden oplyst lovligt Forfald, betragtes hans Anke som frafalden, dog med Forbehold af Bestemmelsen i § 391.

Har Anklageren påanket, og den Sigtede på den foran angivne Måde unddrager sig Forfølgning eller udebliver, bliver Sagen at udsætte, medmindre i Henhold til § 200, jfr. § 366, Hovedforhandling og Påkjendelse kan sinde Sted i den Sigtedes Fraværelse eller Anklageren frafalder Anken eller indskrænker den til Påanke af den i § 399 ommeldte Art.

§ 406.

Landsrettens Dom i en fra Underretten påanket Sag kan i Reglen ikke yderligere påankes. Dog kan Højesteret (§ 108) undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for samme, når den skjønnes at have almindelig Interesse eller videregående betydelige følger for Vedkommende. Andragende herom må fremsættes inden 3 Dage fra Dommens Afsigelse, jfr. § 397 2det Stykke i Slutn.

Tilstedes Påanke til Højesteret, finde Reglerne i §§ 398 og 399 tilsvarende Anvendelse.

§ 407.

Besværing til højere Ret benyttes som Retsmiddel:

1) mod Undersøgelsesdommerens Kjendelser og Beslutninger,

2) mod den dømmende Rets Kjendelser og Beslutninger, som ikke påankes i Forbindelse med Dommen.

§ 408.

Berettiget til Besværing er Enhver, som ved Undersøgelsesdommerens Handlinger eller Undladelser antager sig krænket i sine Rettigheder eller hindret i Opfyldelsen af sine Pligter.

§ 409.

Besværingsfrisken er ordentligvis 4. Uger.

Imod Kjendelser, ved hvilke det pålægges Vidner, Synsmænd eller andre Trediemænd mod deres Indsigelse at afgive Vidnesbyrd, foretage Syn eller Skjøn, fremkomme med Dokumenter eller Lignende, må Besværing iværksættes inden en Frist af 3 Dage. Samme Frist gjælder også for Besværing imod Kjendelser, ved hvilke Straf er pålagt. Besværing imod Kjendelser af sidstnævnte Art kan kun finde Sted under de Betingelser med Hensyn til Straffens Størrelse, som § 397 angiver.

Oprejsning mod Forsømmelse af Besværingsfristen kan gives efter Reglen i § 379.

§ 410.

Imod Kjendelser, som i Henhold til §§ 137 og 162 have pålagt et udeblevet Vidne eller Syns- eller Skjønsmand Straf, kan Besværing kun finde Sted, når Begjæring om Kjendelsens Ophævelse overensstemmende med § 138 forgjæves har været fremsat, og Fristen regnes fra Rettens Nægtelse at efterkomme Begjæringen. En lignende Regel gjælder med Hensyn til Kjendelser om Forbrydelse af Sikkerhedsstillelse (§ 193).

§ 411.

Besværingen iværksættes ved Anmeldelse til Undersøgelsesdommeren, skriftlig eller mundtlig til Retsbogen. Om Besværingen underretter Dommeren den eller dem, som måtte have retlig Interesse i Kjendelsens eller Beslutningens Opretholdelse.

§ 412.

Besværing imod de i § 409 2det Stykke ommeldte Beslutninger og Kjendelser hindrer deres Fuldbyrdelse, når den finder Sted inden den foreskrevne Frist. I andre Tilfælde medfører Besværing ikke Opsættelse af Beslutningens Udførelse; dog kan såvel Undersøgelsesdommeren selv som den Ret, til hvilken Besværingen sker, beslutte en sådan Opsættelse.

§ 413.

Er Besværing anmeldt, indsendes de fornødne Akter, eller, forsåvidt disse ikke kunne undværes, bekræftede Afskrifter samt fornøden Udskrift af Retsbogen til den Ret, til hvilken Besværingen sker; om fornødent findes, lader Undersøgelsesdommeren sin Erklæring medfølge.

I Løbet af en Uge fra Anmeldelsen eller fra Meddelelsen om samme til Modparten har den, som besværer sig, og Modparten Adgang til at indsende til den Ret, til hvilken Besværing er sket, skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet. Senere indsendte Udtalelser kunne tages i Betragtning, når Afgjørelse ikke har fundet Sted. Den Sigtede, som er fængslet, kan fremsætte sin Erklæring mundtlig til Rets bogen for Undersøgelsesdommeren, som uopholdelig indsender fornøden Afskrift

Den Forsvarer, som måtte være beskikket, er pligtig til på Begjæring at være den Sigtede behjælpelig ved Fremsættelsen af de fornødne Anmeldelser og Erklæringer.

§ 414.

Førend Afgjørelse træffes, kan Retten efter sit Skjøn indhente yderligere Oplysninger eller Erklæringer, som og ved Undersøgelsesdommeren eller et Medlem af Landsretten lade afhøre Vidner m. V.

På Grundlag af de indsendte Akter, indkomme Udtalelser og Erklæringer samt indhentede Oplysninger træffer Retten snarest mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Når særlige Grunde tale derfor, kan Retten på Andragende eller i Embeds Medfør anordne mundtlig Forhandling. Udebliver i så Fald den, der besværer sig, betragtes Besværingen som

frafalden; udebliver Modparten, er dette ikke til Hinder for, at Sagen påkjendes, efterat den Klagendes mundtlige Fremstilling er hørt.

Retten er i sin Afgjørelse ikke bunden ved Undersøgelsesdommerens Skjøn om det faktiske Grundlag.

Afgjørelsen meddeles uden Ophold alle Vedkommende.

§ 415.

Imod Landsrettens Afgjørelser i de heromhandlede Tilfælde kan i Reglen ikke yderligere Besværing finde Sted. Dog kan Højesteret undtagelsesvis tillade, at Spørgsmålet indbringes for samme (§ 108). Andragende herom må fremsættes inden 3 Dage fra Meddelelsen om Afgørelsen.

Tilstedes Besværing til Højesteret, finde ovenstående Regler Anvendelse med fornødne Lempelser.

§ 416.

De af den dømmende Ret afsagte Kjendelser og tagne Beslutninger, der vedrøre Sagens Gang og Ledelse, og som ikke gå ud på at nægte Anklagen Fremme ganske eller delvis, kunne af Parterne ikkun påankes i Forbindelse med Dommen, forsåvidt ikke Andet særlig er bestemt.

For Besværing mod Kjendelser, hvorved der ganske eller delvis nægtes Anklagen Fremme gjælder en Frist af 3 Dage.

§ 417.

Udelukkede såvel fra Besværing som fra Påanke i Forbindelse med Dommen ere:

1) Beslutninger, hvorved Sagen henvises til Hovedforhandling;

2) Kjendelser og Beslutninger, hvorved Sagen henvises til Forundersøgelse, forsåvidt Sådant ikke er udelukket ved Sagens Beskaffenhed, eller ifølge hvilke Vidner blive at indkalde eller andre Be-

viser at fremføre, medmindre Bestemmelsen er i Strid med Loven; 3) Procesledende Beslutninger om Adskillelse og Forening af Straffesager, om Rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, forsåvidt Loven ikke indeholder Forskrifter herom, samt om Udsættelser og Fristforlængelser.

§ 418.

Imod andre Kjendelser og Beslutninger af den dømmmde Ret end de i §§ 416 1ste Stykke og 417 ommeldte kan der iværksættes Besværing henholdsvis til Højesteret eller Landsretten, hvorved §§ 409 og 412 finde tilsvarende Anvendelse.

§ 419.

Når Besværing finder Sted mod den dømmende Rets Kjendelser og Beslutninger, finde iøvrigt Reglerne i dette Kapitels I. Anvendelse med fornødne Lempelser.

§ 420.

Har Statsanklageren eller Politimesteren henlagt en Sag, i hvilken endnu ingen bestemt Person var sigtet, kan han til enhver Tid gjenoptage Sagen, forsåvidt Bestemmelserne om Strafskylds Forældelse ej måtte være til Hinder.

§ 421.

Har en bestemt Person været sigtet, men på Grund af manglende Påtaleret Forfølgningen er frafalden eller nægtet Fremme, eller Frifindelsesdom af nævnte Grund er afsagt, kan Sagen mod ham gjenoptages af eller på Begjæring af rette Vedkommende efter Lovens almindelige Regler.

§ 422.

Frafaldes ellers Forfølgningen mod en Person, uden at Dom bliver afsagt, eller nægtes der ved Retskjendelsen Forfølgningen

Fremme som ugrundet, kan Sagen mod den Sigtede kun gjenoptages, når nye Kjendsgjerninger eller Beviser af vægt fremkomme mod ham. Dog er Undersøgelsesdommerens Kjendelse i Henhold til § 229 ikke til Hinder for, at Sagen indbringes for den dømmende Ret, når det sker inden Besværingsfristens Udløb (§ 409).

Om den nysangivne Betingelse er tilstede, afgjør overensstemmende med Lovens almindelige Regler den Ret, for hvilken Sagen anhængiggjøres.

§ 423.

Er den Sigtede ved Dom frifunden af anden Grund end den i § 421 nævnte, kan den Påtaleberettigede andrage på ny Foretagelse af Sagen:

1) når det må antages, at Frifindelsen er hidført ved urigtige under Sagen afgivne Forklaringer eller Erklæringer af Vidner eller Synsmænd eller ved falske eller forfalskede under Sagen benyttede Dokumenter eller ved et sådant Forhold af Statsanklageren, en Dommer eller Nævning, som ommeldes i Straffelovens §§ 120, 123, 124, 125, 131, 133, 134 eller 141;

2) når nye Kjendsgjerninger eller Beviser komme for Dagen, som enten for sig alene eller i Forbindelse med det tidligere Fremkomne ere egnede til at begrunde Domfældelse eller at fjerne Frifindelsesgrunden.

§ 424.

Den, som er domfældt under en Straffesag, kan andrage på ny Foretagelse af Sagen,

1) når det må antages, at Omstændigheder af den i § 423 Nr. 1 nævnte Art, jfr. også Straffelovens § 126, eller lignende pligtstridigt Forhold af den beskikkede Forsvarer har bidraget til Sagens Udfald,

2) når Kjendsgjerninger eller Beviser, som ikke ere komne frem under den tidligere Sag, forebringes, og det skjønnes, at de

enten alene eller i Forbindelse med tidligere førte Beviser ere egnede til at begrunde Frifindelse.

3) når to eller flere Personer ved forskjellige Domme ere dømte for den samme Handling, og det ved at sammenholde Dommene med Nødvendighed fremgår, at en eller nogle af de Pågjældende ere uskyldige.

§ 425.

Foruden den Domfældte selv er også dans Værge berettiget til at andrage på ny Foretagelse af Sagen i Henhold til § 424. Angår Domfældelsen en i den offentlige Mening vanærende Handling, ere efter den Domfældtes Død hans Ægtetælle, Forældre Børn eller Søskende berettigede til sådant Andragende.

Komme Kjendsgjerninger eller Beviser, som skjønnes at give den Sigtede eller Andre på hans Vegne føje til at andrage på Sagens Gjenoptagelse, til Rettens eller Statsanklagerens Kundskab, bør de derom underrette den Pågjældende.

§ 426.

Når de i §§ 423 og 424 angivne Betingelser ere tilstede, kan Sagens Gjenoptagelse også bevilges, hvor Spørgsmålet er om Anvendelse af en strengere eller mildere Straffebestemmelse eller om Valget af en højere eller lavere Straf indenfor den samme Strafferammes Grænser, dog i begge Tilfælde kun, når det kan forudsees, at Gjenoptagelsen vil føre til en væsentlig strengere eller mildere Dom.

§ 427.

Andragende om Sagens Gjenoptagelse i Henhold til §§ 423—426 er udelukket ved de af Underretten afsagte Domme.

Det kan ikke fremsættes i den Frist, i hvilken Påanke i medfør af Loven står åben, eller sålænge Afgjørelse af en stedfunden Påanke ikke har fundet Sted.

At Straffen er udstået, er ikke til Hinder for Genoptagelsen.

§ 428.

Andragende om Sagens Gjenoptagelse rettes til Højesteret, når denne som Følge af Påanke har afsagt Dommen (§§ 393), samt når Andragendet finder Sted i Henhold til § 424 Nr. 3. I andre Tilfælde rettes Andragende til den Landsret, der har afsagt Dommen i første Instants eller som Følge af Påanke.

Andragendet, der indgives skriftlig til Rettens Formand, må angive de Kjendsgjerninger eller Beviser, på hvilke det støttes. Er Andragendet støttet på nogen af de i § 423 Nr. 1 eller § 424 Nr. 1 nævnte Grunde, må det ledsages af Udskrift af en med Hensyn hertil afsagt Straffedom eller, hvis en sådan ikke er afsagt, med Oplysning om Grunden hertil. Udskrift af den tidligere Dom i Sagen eller af de flere uforenelige Domme bør vedlægges.

§ 429.

Finder Retten sig ifølge, hvad der indeholdes i Andragendet og Sagens Aktstykker, hvilke om fornødent fordres indsendte, tilstrækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af Sagen bør nægtes, kan den ved Kjendelse strax afvise Andragendet.

Findes der ikke Grund til sådan Afvisning, tilstiller Rettens Formand Modparten en Gjenpart af Andragendet med Bilag; denne har i Løbet af en Uge fra Modtagelsen Adgang til at fremkomme med en Moderklæring.

§ 430.

Har Statsanklageren erklæret sig for Bevilgelsen af et fra den Domfældtes Side indgivet Andragende, og Retten efter det Oplyste finder samme tilstrækkelig begrundet, kan den strax tage det til Følge (jfr. § 432).

Udenfor dette Tilfælde finder en mundtlig Forhandling Sted angående Spørgsmålet, om det fremkomne Andragende bør bevilges.

§ 431.

Finder Retten det nødvendigt, førend Afgørelse træffes, at Sagen yderligere oplyses, kan den efter Omstændighederne anordne så-

vel Forundersøgelse som enkelte Undersøgelseshandlinger foretagne af Undersøgelsesdommeren, saa og iøvrigt indhente fornødne Oplysninger. Er Andragendet slottet på nogen af de i § 423 Nr. 1 eller § 424 Nr. 1 nævnte Grunde, men en i den Anledning begyndt Stræffesag endnu ikke er bragt til Ende, udsættes Forhandlingen og Afgjørelsen, om fornødent, indtil dette Tidspunkt.

§ 432.

Med Hensyn til den mundtlige forhandling finde Reglerne i §§ 386—388, jfr. § 399, Anvendelse med de af Loven eller Forholdets Natur følgende Lempelser.

Naar Forhandlingerne ere endte, befluter Retten ved Kjendelse, om Andragendet kan tages til følge. I bekræftende Fald opbæver Retten den afsagte Dom, eller når tvende uforenelige domme foreligge, om fonødent begge Dommene, og beslutter, at ny Hovedforhandling skal finde Sted, forsåvidt den ikke i medfør af § 433 strax afsiger ny Dom.

§ 433.

Ny Dom afsiges strax:

1) når Retten i Overensstemmelse med Anklageren finder en Domfældts Andragende om Gjenoptagelse af Sagen, hvorved tilsigtes Frifindelse eller Anvendelse af en mildere Straffebestemmelse, begrundet, og Anklageren derhos frafalder sin Anklage, henholdsvis ganske eller delvis,

2) når der alene foreligger Andragende om Genoptagelse af Sagen med Hensyn til Stræffens Valg indenfor de lovbestemte Grænser, og et sådant Andragende findes begrundet.

Fastsættes ved den nye Dom andre Virkninger end Frifindelse, bør der være givet Parterne Lejlighed til forinden at udtale sig om disse.

§ 434.

Ny Hovedforhandling finder ordentligvis Sted ved den Net, som tidligere i Første

Instants har pådømt Sagen. Ere tvende uforenelige Domme ophævede, sker den nye Forhandling af begge Sagerne efter højesterets Bestemmelse ved en tredie Ret af samme Art. Er der i en i Første Instants af Underretten pådømt Sag nu spørgsmål om Anvendelse af en strengere Stræffebestemmelse, som udelukker Pådømmelse ved Underretten, sinder den nye Forhandling Sted ved Landsretten. Om Nævninger skulle deltage ved den nye Hovedforhandling, afgjøres efter de almindelige Regler.

I de Tilfælde, hvor Beslutningen om Sagens Gjenoptagelse er tagen af en anden Ret end den, ved hvilken den nye Forhandling skal finde Sted, blive Sagens Aktstykker og Udskrift af den afsagte Kjendelse at tilstille denne.

§ 435.

Hovedforhandlingen finder Sted på Grundlag af det tidligere Anklageskrift, forsåvidt Anklagerens Andragende om Sagens Gjenoptagelse ikke hviler på en Grund, som gjør et nyt Anklageskrift nødvendigt.

Retten fastsetter en Frist, inden hvilken Anklageren har at indlevere sin Bevisførtegnelse og efter Omstændighederne sit nye Anklageskrift. Undlades dette af den Anklager, på hvis Andragende Sagens nye Foretagelse er bevilget, uden at Fristforlængelse har fundet Sted, betragtes denne som frafalden, og Retten fætter ved Kjendelse den ophævede Dom atter i Kraft; er Sagens nye Forhandling derimod bevilget på Andragende af den Domfældte, ansees Anklagen, såvidt Andragendet rækker, for frafalden, og Retten afsiger Dom overensstemmende hermed.

§ 436.

Ved Sagens nye Forhandling finde iøvrigt de om Domssagers Behandling i Første Instants givne Regler Anvendelse med de af Forholdets Natur flydende Lempelser og følgende nærmere Bestemmelser:

1) De i fjerde Afsnit Kap. I givne Regler for Afgjørelsen af, om Anklagen skal henvises til Hovedforhandling og fælig Reglerne i § 254 Nr. 1 og 2 blive som en følge af Forholdets Natur uden Anvendelse.

2) Opstår der i de Tilfælde, hvor Beslutningen om Sagens Gjenoptagelse er tagen af en højere Ret end den, for hvilken den for« handles, spørgsmål om væsentlige Forandringer i Anklagen, som ligge udenfor Forudsætningerne for Kjendelsen om Sagens Gjenoptagelse, eller om Anvendelse af § 270, må Sagen, hvis Retten ikke finder Grund til at forkaste Begæringen, påny forebringes for den pågjældende højere Ret til Asgjørelse overensstemmende med foranstående Regler.

3) Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4 omfatte også Tilsørler til Retsbogen under Sagens tidligere Forhandling.

4) Er Sagens Gjenoptagelse bevilget på Andragende af en Domfældt, men denne unddrager sig forfølgning, og Sagen ikke i medfør af § 200 kan påkjendes i den Sigtedes Fraværelse, sætter Retten ved Kjendelse den ophævede Dom i Krast påny; hvis Gjenoptagelsen skyldes Andragende af Anklageren, beror det i sådant Fald på denne, om Sagen skal udsættes, eller om Dommen atter skal sættes i Kraft.

5) Finder ny Forhandling Sted alene ifølge Andragende af en Domfældt, og Sagen atter falder ud imod ham, sættes den ophævede Dom atter i Kraft, uden at der kan idømmes en strengere Straf end den, som er fastsat ved denne. Findes den Sigtede i andre Tilfælde skyldig til strengere Straf end den tidligere idømte, bliver der, når denne ganske eller delvis er udstået, at tage Hensyn hertil ved Stræffens Fastsættelse. Et for den Sigtede gunstigere Resultat kan antages, selv om Gjenoptagelsen alene er sket ifølge Anklagerens Andragende.

§ 437.

Mod Kjendelser af Landsretten, hvorved Sagens Gjenoptagelse nægtes, kan inden en Frist af 3 Dage Besværing til højesteret finde Sted; skulde Sagens nye Forhandling finde Sted ved Underretten, kan Besværing dog kun finde Sted, når højesteret undtagelsesvis tilsteder det (§ 108).

Mod den Dom, der som følge af Sagens Gjenoptagelse afsiges efter eller uden ny

Hovedforhandling, stå de almindelige Retsmidler mod Domme Parterne åbne.

Indgives Andragende om Sagens Gjenoptagelse af en Domfældt, kan Retten, som skal tage Beslutning om samme, bestemme, at den tidligere Doms Fuldbyrdelse skal udsættes eller standfes. Tages den Domfældtes Andragende om Genoptagelse til følge, bliver Fuldbyrdelsen af den ophævede Dom altid at udsætte eller standse.

§ 438.

Er der i Henbold til § 200 overgået en udebleven Sigtet Stræffedom, mod hvilken Påanke er udelukket, eller er en af den Sigtede iværksat Påanke eller hans Andragende om Sagens Gjenoptagelse på Grund af hans Udeblivelse betragtet som frafalden, men den Sigtede ved ham utilregnelige Omstændigheder er bleven forhindret i at fremsætte sin begjæring eller at møde samt fra betimelig at gjøre Anmeldelse herom, og oplyses Sådant senest inden 3 Dage efter Hindringens Ophør, har Retten, som har kjendt i Sagen, eller for hvilken Påanken, Andragendet eller Sagen skulde have været forhandlet, på hans Begjæring at tilstå Oprejsning mod de i Loven foreskrevne Virkninger af Fristforsømmelsen eller Udeblivelsen.

§ 439.

Er på Grund af Anklagerens Forsømmelse med at foretage ham påbudne Handlinger en af ham begyndt forfølgning eller et af ham anvendt Retsmiddel bleven anset som frafalden, men Forfømmelsen skyldes ham utilregnelige Omstændigheder, som det heller ikke har været ham muligt betimelig at bringe til Rettens Kundskab, og Sådant oplyses senest inden 3 Dage efter Hindringens Ophør, har Retten, ved hvilken hin Handling skulde være foretagen, på Begæring at tilstå Oprejsning mod de i Loven foreskrevne Virkninger af Forsømmelsen.

Ved de i denne og den foregående Paragraf omhandlede Beslutninger finder § 108 Anvendelse.

§ 440.

Når Nogen i Henhold til § 38 eller § 40 tager Påtalen af en Sag i sin Hånd, blive med de af Forholdets Natur følgende Lempelser samt de i §§ 441 og 442 foreskrevne nærmere Bestemmelser reglerne i tredie til sjette Afsnit om Indbringelse for Retten og videre Behandling af Sager, der påtales af Statsanklageren eller Politimesteren, samt om Retsmidlerne at følge. De særegne Regler om Sager, der forfølges af Politimesteren, komme til Anvendelse, når Sagens offentlige Påtale vilde tilfalde denne.

Foretagelse af Retshandlinger, førend Sagen anhængiggjøres, kan finde Sted ifølge Andragende af den Pågjældende, når Omstændighederne ikke tilstede Opsættelse, under Iagttagelse af Reglerne i tredie Afsnit Kap. I.

§ 441.

følgende særegne Forskrifter blive at iagttage:

1) Når Påtaleretten grundes på § 40 1ste Stykke, skal det pågjældende Andragende til Retten eller Anklagen ledsages af Oplysning om, at Statsanklageren eller Politimesteren har nægtet at påtale, og at Gjenpart af Andragendet eller af Anklagen er meddelt denne; i modsat Fald afvises Andragendet eller Anklagen i Embeds medfør. Under Hovedforhandlingen kan Afvisning, fordi den Vægring, som betinger Påtaleretten, ikke har fundet Sted, kun ske, når Statsanklageren eller Politimesteren fremsætter Indsigelse, før Anklageskriftets Oplæsning, eller i nævningesager førend Lodtrækning

til Udtagelse af nævninger begynder, og Indsigelsen er udelukket, når Adgangen til at fremsætte den for Hovedforhandlingen ikke er bleven benyttet; derimod er under disse Omstændigheder Statsanklageren eller Politimesteren altid berettiget til at tage Sagen i sin Hånd.

2) Den, der påtaler i Henhold til § 40. har i sit Andragende at angive sin Bolig samt, hvis han ikke boer på det Sted, hvor Retten holdes, at nævne en der bosat Mand, til hvem Sagen vedkommende Meddelelser, som ikke skulle forkyndes efter Reglerne i § 95 ff., kunne gjøres med samme Virkning, som om de vare gjorte til ham selv; Undladelse heraf bevirker, at stige Meddelelser gyldig kunne gjøres på Rettens Skriverkontor.

3) Andragende om Forundersøgelse skal indgives til Landsretten; det nægtes Fremme ikke blot i de i § 229 nævnte Tilfælde, men også når de forelagte Oplysninger ikke findes at vække grundet Mistanke imod den Sigtede.

4) Henvisning til Hovedforhandling af den for Landsretten i Henhold til § 40 indbragte Anklage bliver at nægte ikke blot på Andragende, men også i Embeds medfør, når der ifølge de med Anklageskriftet fulgte Aktstykker ikke findes rimelig Grund til Mistanke mod den Sigtede eller er oplyst Omstændigheder, som begrunde hans Straffrihed. Er Anklage i Henhold til § 38 eller § 40 rejst for Underretten, bliver Reglen i § 364 at følge.

§ 442.

Endvidere bliver at iagttage:

1) Udebliver den, der påtaler i Henhold til § 40, ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, førend han sidste Gang havde Adgang til Ordet, udsættes Sagen, dersom lovligt Forfald er oplyst. Mangler der Hjemmel til at udsætte Sagen, betragtes Anklagen som frafalden, hvis Udeblivelsen finder Sted, førend Bevisførelsen fra Anklagerens Side er sluttet; finder Udeblivelsen Sted senere, fremmes Sagen på foreskreven Måde, således at Anklageren går glip af den Medvirkning ved Sagens Forhandling, hvortil han ellers har Adgang. Samme Virkninger indtræde, når den Pågjældende vægrer sig ved at tage Ordet, hvor

det under Forhandlingen påhviler ham, eller når Ordet fratages ham, eller han måtte blive udvist af Retssalen. Reglen i § 365 finder ikke Anvendelse i Sager, der påtales i medfør af § 40,

2) afhørelse af en privat Anklager foretages af Rettens Formand, jfr. § 291.

3) Berettiget til Anvendelse af Retsmidler i Anklagens Interesse i Sager, som ere påtalte i Henhold til § 38, er Statsanklageren efter Begjæring af vedkommende Embedsmand.

4) Når den, der har påtalt i Henhold til § 40, påanker, men udebliver ved Forhandlingen i Påankemltantsen, førend han har begrundet sin Anke, og uden oplyst lovligt Forfald, betragtes hans Påanke som frafalden; udebliver ban ellers, fremmes Sagen på foreskreven Måde, således at han går glip af den Medvirkning ved Forhandlingen, hvortil han ellers har Adgang. Er en Underretsdom påanket efter Reglerne i § 400 ff., medfører Anklagerens Udeblivelse ved Hovedforbandlingen (Nr. 1), at henholdsvis Anken eller Anklagen ansees som frafalden. Tilsvarende Regler gjælde med Hensyn til Gjenoptagelse af Stræffesagen.

§ 443.

Har Statsanklageren eller Politimesteren taget en Sag i sin Hånd, som kan påtales i medfør af § 38 eller § 40, men frafalder dens videre Forfølgning, er den, hvem Påtale i Henhold til de nævnte Paragrafer tilkommer, berettiget til at optage Sagens forfølgning efter ovenstående Regler uden Hensyn til de almindelige Betingelser for en Sags Gjenoptagelse.

Herved bliver at iagttage:

1) Om Forfølgningens Begyndelse ved Andragende om Forundersøgelse eller Anklage skal Statsanklageren eller Politimesteren fåvidt mulig underrette den Påtaleberettigede. Denne kan til enhver Tid æske Oplysning af Retten, om Sagen fortsættes, og på hvilket Trin den befinder sig; han har Adgang til Gjennemsyn af Sagens Aktstykker efter Rettens nærmere Bestemmelse, dog under Forundersøgelsen kun, når Dommeren finder, at

det ikke vil være til Skade for Undersøgelsen.

2) Frafalder statsanklageren eller Politimesteren den begyndte forfølgning, kan Sagen af Vedkommende optages på det Trin, hvorpå den befandt sig. erklæring til Retten herom bør ske strax, hvis Anklagen frafaldes under Hovedforhandlingen, og ellers inden en Uge. Rettens Beføjelse til i Embeds medfør at nægte en Sag Fremme eller at ophæve Forholdsregler, der ere foranledigede ved Undersøgelsen, men som ikke længer findes hjemlede, berøres ikke af foranstående Regler.

3) Anvendelse af Retsmidler i Anklagens Interesse i en Sag, som er påtalt af Statsanklageren eller Politimesteren, står den i Henhold til § 40 Påtaleberettigede åben, når Vedkommende på det Offentliges Vegne undlade eller vægre sig ved at gjøre Brug af dem. Anmeldelse af Påanke i Henhold hertil bør ske inden den samme Frist, som gjælder for hine. Frafalder Overstatsanklageren eller Statsanklageren en begyndt Påanke, eller frafalder han ligeoversor et af den Domfældte anvendt Retsmiddel Anklagen, forsåvidt derom bliver spørgsmål, kan den Påtaleberettigede optage Anken eller Anklagen efter de under Nr. 2 givne Regler.

§ 444.

Når en Privat er beføjet til at påtale en Lovovertrædelse, der også kan forfølges af det Offentlige, uden at denne Ret er betinget af, at offentlig Påtale er nægtet (§ 40 2det Stykke), er han berettiget til at indtræde som Medanklager i den af det Offentlige anhængiggjorte Sag med samme Beføjelser som, når han selvstændig havde rejst Sagen. Eamme Ret såvelfom Ret til efter Reglerne i § 443 at optage en forfølgning, der frafaldes, har i fådanne Sager omvendt Vedkommende på det Offentliges Vegne, når Sag er anhængiggjort af den Private.

§ 445.

Forfølges en Sag af en Privat i Henhold til § 40 1ste Stykke, er Statsanklageren eller Politimesteren berettiget til at tage Sagen i sin Hånd, når sådanne Omstændig-

heder ere tilstede, som vilde give Hjemmel til Gjenoptagelse af en Stræffesag, i hvilken Forfølgning er frafalden. Den samme Grundsætning gjælder med Hensyn lil Retsmidlers Anvendelse.

§ 446.

Ved Lovovertrædelser, som Lovgivningen henviser til Påtale af Private, sinder ingen Efterforskning af Statsanklageren eller Politiet Sted, ej heller Indskriden af Undersøgelsesdommeren af egen Drift. Andragender til Undersøgelsesdommeren om Foretagelse af enkelte Retshandlinger stå den Påtaleberettigede åbne, når Omstændighederne ikke tilstede Opsættelse. Også den anden Part kan rette Andragende til Undersøgelsesdommeren om førelsen af et Bevis, som han ellers står Fare for at tabe, f. Ex. angående Rigtigheden af en af ham fremført Bejkyldning. Herved blive Reglerne om stige Retshandlinger i tredie Afsnit Kap. I at anvende.

Forundersøgelse ved Retten er udelukket i de herommeldte Sager.

§ 447.

Med Hensyn til den private Stræffesags Indbringelse for Retten finde Reglerne i § 363 Anvendelse.

Skal Anklageskrift indleveres i Sager, i hvilke Stræffen ikke kan overstige en Bøde af 40 Kr., kan Anklageren begjære af Dommeren, at denne skal være ham behjælpelig ved Affattelsen.

Angivelse af Bolig m. V. må gjøres overensstemmende med § 441 Nr. 2.

Finder Dommeren ikke Grund til i Henhold til § 251 at nægte Anklagen Fremme, uden at videre Foranstaltning træffes i Anledning af samme, berammer han Tægtedag, hvorved Reglerne i § 364 blive at følge.

§ 448.

Dommeren skal, førend Forhandlingen begynder, mægle Forlig mellem Parterne. Forlig, hvorved den Sigtede underkaster sig Straf af Bøde, kan vedtages, når Dommeren ikke finder Grund til at betvivle den Sigtedes Skyld. Forliget tilføres Retsbogen.

Tilbud om Forlig fra den Sigtedes Side kan fremdeles Dommeren modtage overensstemmende med Reglerne i § 368.

Rettens Beføjelse til i Embeds medfør at beslutte Bevisers førelse eller andre Foranstaltninger under Sagen finder kun Sted, hvor Sådant skjønnes fornødent i den Sigtedes Interesse.

Domfældes den Sigtede, må højere Straf, end Anklageren måtte have andraget på, ej idømmes.

§ 449.

Den Sigtede har Adgang til at gjøre borgerlige Retskrav, der have Oprindelse af samme Forhold, gjældende som Modfordring overensstemmende med Loven om borgerlige Domssager og med Forbehold af Rettens Beføjelse til i Henhold til denne at adskille Søgsmålene.

Den,, der er sagsøgt under en borgerlig Domssag, kan gjøre en Straffepåstand, som har Oprindelse af samme Forhold, gjældende som Modsøgsmål, dog at Beføjelse til at adskille Søgsmålene er Retten forbeholdt; iøvrigt bliver sådant Modsøgsmål at behandle efter Reglerne i nærværende Lov.

§ 450.

Hvis Anklageren ikke møder personlig eller ved Fuldmægtig (§ 42) ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, førend han sidste Gang havde Adgang til Ordet, udsættes Sagen, dersom lovligt Forfald er oplyst. Mangler der Hjemmel til at udfætte Sagen, betragtes Anklagen som frafalden, hvis Udeblivelsen finder Sted, forend Bevisførelsen fra Anklagerens Side er sluttet; finder Udeblivelsen Sted senere, og Sigtede ikke påstår Anklagen betragtet som frafalden, fremmes Sagen på forestrevne Måde, således at Anklageren går glip af den Med-

virkning ved Sagens Forhandling, hvortil han ellers har Adgang. Samme Virkninger indtræde, når Anklageren vægrer sig ved at tage Ordet, hvor det under Forhandlingen påhviler ham, eller hvor Ordet fratages ham, eller han måtte blive udvist af Retssalen.

§ 451.

Er den Sigtede udebleven uden lovligt Forfald, og Dommeren ikke finder hans per« sonlige nærværelse nødvendig for Sagens Påkjendelse, anfees den Sigtede at vedgå den ham i Indkaldelsen tillagte Brøde, og Sagen bliver at påkjende uden videre Bevisførelse, medmindre Dommeren i Sagens Beskaffenhed eller de iøvrigt foreliggende Omstændigheder, finder tilstrækkelig Grund til at anordne en sådan.

Finder Bevisførelse Sted i den Sigtedes Fraværelse, og heller ingen Forsvarer for denne er mødt, afhører Dommeren de Vidner, som måtte være indkaldte efter hans Begæring.

§ 452.

afhørelse af Anklageren sker efter Reglerne i § 291 med fornødne Lempelser; undlader han at give personligt møde, eller vægrer han sig ved at svare, kommer Reglen i § 206 1ste Stykke til Anvendelse.

§ 453.

nægter den Sigtede at udtale sig over de imod ham anførte Kjendsgjerninger, kan Dommeren anse disse for beviste, når Omstændighederne ikke tale derimod.

§ 454.

Påanke er udelukket, når Stræffen ikke kan overstige Bøder af 40 Kr. Udeblivelse af Anklageren, når Påanke finder Sted, medfører de i § 442 Nr. 4 angivne Virkninger.

§ 455.

Med de af ovenstående Regler og ellers af Forholdets Natur følgende Lempelser blive iøvrigt ved de herommeldte Sager de i fjerde Afsnit Kap. I—III og V samt i sjette Afsnit Kap. II—IV givne Regler at følge.

§ 456.

Vil den Forurettede i Henhold til § 4 forfølge sit af den påtalte Handling følgende borgerlige Retskrav i Forbindelse med Stræffesagen, bør han, når Anklage er rejst af Statsanklageren, tilstille Retten sin Klage, førend den Sigtede er bleven indstævnet til Hovedforhandlingen. Påtales Straffesagen af Politimesteren, bør Anklagen fremsættes, førend Forhandling om Sagens Realitet er begyndt i det Retsmøde, i hvilket det i Henhold til § 364 afgjøres, om Bevisførelse skal sinde Sted. Påtales Straffesagen af den Forurettede selv, bør Fordringen fremsættes i Forbindelse med Anklagen.

Senere end til de nævnte Tidspunkter kan Kravet kun gjøres gjældende under Stræffesagen, når den Sigtede indvilger deri, eller når det fremsættes på en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, og fåledes, at den Sigtede kan fåe så betimelig Meddelelse derom, som Retten finder fornøden, uden at Hovedforhandlingen behøver yderligere at udsættes, eller endelig, når Kravet begrundes ved og fremkommer i Forbindelse med en Forandring i Anklagen, som er hjemlet ved § 267 Nr. 2.'

§ 457.

Er det i en af det Offentlige forfulgt Stræffesag tvivlsomt, om den Forurettede er bekjendt med Sagens forfølgning, har Politimesteren eller Statsanklageren såvidt mulig at underrette ham herom, for at give ham Lejlighed til betimelig at fremsætte sit Retskrav. Efterforskningen og Forundersø gelsen kan på den Forurettedes Begjæring udftroekkes til Omstændigheder, der ere af Vigtighed for hans Krav, forsåvidt det kan ske uden væsentlig Forhaling.

§ 458.

Klagen, hvorved det borgerlige Retskrav gjøres gjældende, affattes striftlig; dog kan den, hvis den fremkommer under Hovedforhandlingen, fremfættes mundtlig til Retsbogen. Ved Underretten skal Dommeren på Begjæ-

ring være behjælpelig med Klagens Affattelse, når Beløbet ikke er over 40 Kr.

Klagen skal indeholde Parternes Navne, Bopæle eller Opholdssteder (§441 Nr. 2), Henvisning til Anklagen samt nøjagtig Angivelse af Påstanden.

§ 459.

Den Forurettede, som uden selv at være Anklager forfølger et borgerligt Retskrav under Straffesagen, har Ret til at møde under Hovedforhandlingen, om hvilken Meddelelse til ham sker. Han kan andrage på, at spørgsmål stilles til den Sigtede, Vidner samt Syns- eller skjønsmcend. Med Anklagerens Samtykke kan han selv udspørge Vidner, Syns- eller skjønsmænd efter samme Regler som hin. Efterat Bevisførelsen bar fundet Sted og Anklageren har udtalt sig, har han Adgang til Ordet, i nævningesager, jfr. § 356, først, efter at Nævningerne have erklæret den Sigtede skyldig, og Anklageren bar udtalt sig om Stræffelovens Anvendelse.

Udebliver den Forurettede, som ikke selv er Anklager, oplæses hans Påstand og tages på foreskreven Måde i Betragtning; men han må sinde sig i, at Ufuldstændigheder og Tvetydigheder i hans Påstand fortolkes til hans Ugunst.

Indtil Bevisførelsen er begyndt, står det ham frit for at tage fin Klage tilbage med Forbehold af at forfølge sit Krav i den borgerlige Retsplejes Former, senere kun med den Sigtedes Samtykke.

§ 460.

Retten kan såvel strar som senere under Sagens Gang nægte det borgerlige Retskravs forfølgning i Forbindelse med Straffesagens Fremme, når det findes, at den sidste derved vil lide væsentligt Ophold.

Påkjendelse af Kravet finder ikke Sted:

1) når Retten finder, at det i Anledning af Strafspørgsmålet Oplyste ikke indeholder tilstrækkelige Forudsætninger for Pådømmelsen;

2) når Frifindelse for eller Idømmelse af Straf ikke findes at føre en Afgjørelse af Kravet i samme Retning med sig.

I alle Tilfælde, hvor Retten ikke har på-

kjendt Kravet, staar det den Paagjældende frit for at forfølge sit Krav i den borgerlige Retsplejes Former.

Har der under Sagens Forhandling været Strid, om en Skade er foraarfaget, eller om Erstatningens størrelse, træffer Retten Afgjørelse efter frit skjøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder, forsaavidt Paakjendelsen ikke i medfør af foranstaaende Regler er udelukket. Tilkjendes Erstatning, anslaaes den i Reglen til en rund Sum.

§ 461.

Mod Rettens Nfgjørelser med Henfyn til det borgerlige Rekskrav kunne ordentligvis Retsmidler ikke anvendes særstilt; dog kan Besværing finde Sted, naar Paakjendelse er fket, uagtet Kravet ikke er paatalt af den Forurettede, eller imod Reglen i § 460 Nr. 2, eller naar Anken alene angaar størrelsen af den fastsætte Erstatning.

gjøres der Brug af Retsmidler mod Afgjørelsen af Strafspørgsmaalet, indbefattes Afgjørelsen af det borgerlige Retskrav herunder, naar ikke det Modsatt? udtrykkelig er udtalt.

Har Retten ikke taget Kravet under Paakjendelse, er den Forurettede udelukkende henvist til at gjøre dette gjældende ved en borgerlig Retssag, medmindre fom følge af et Retsmiddels Anvendelse en ny Hovedforhandling skal finde Sted.

§ 462.

Ting, der ere unddragne Nogen ved en strafbar Handling eller ere Udbyttet af saadanne Ting, og som i Anledning af Stræffesagen ere komne i Rettens værge, har Retten i Embeds medfør at udlevere den Forurettede, naar Sagen er endt ved upaaankelig Dom, felv om han ikke har paatalt sit Kr.iv under Sagen, medmindre enten Trediemand gjør paa Fordring paa Tingen, eller Stræffelovens § 34 finder Anvendelse.

Udlevering for det nævnte Tidspunkt eller naar Sagen ender uden Dom, kan under tilsvarende Betingelser finde Sted, med mindre den Sigtede modsætier sig det.

Kjendes den Berettigede ikke, oplyses Tingen efter de hidtil gjældende Regler.

§ 463.

Politimesteren drager Omsorg for Stræffedommes Fuldbyrdelse. Han står herved under Statsanklagerens Overtilsyn, forsåvidt Sagen hører under dennes Virkekreds.

Bøder, som ere tillagte den Forurettede, og Erstatning, der under Stræffesagen er tilkjendt ham, inddrives efter de i Lov om den borgerlige Retspleje foreskrevne Regler. Med Hensyn til Afsoning af den Del af nysnævnte Bøder, som ikke betales eller indkommer ved Exekution, har den Forurettede at henvende sig til vedkommende Politimester.

§ 464.

Opstår der med Hensyn til Dommens Fortolkning, Beregningen af Frihedsstræffe, som ere idømte eller træde istedetfor idømt Straf, eller andre Indsigelser af den Domfældte Strid mellem denne og Statsanklageren eller Politimesteren, bliver spørgsmålet på den Domfældtes Begjæring at forelægge den Ret, som bar afsagt Dom i Sagen i Første Instants eller ifølge Påanke i Henhold til § 400 ff., men uden at den af Statsanklageren eller Politimesteren anordnede Fuldbyrdelse af den Grund behøver at udsættes, medmindre Retten beslutter det. Mod Af« qjørelsen, der træffes efter Reglerne i § 257, kan Besværing finde Sted.

Angår spørgsmålet Identiteten af en undvegen Domfældt og en senere pågreben Person, skal mundtlig Forhandling og Bevisførelse finde Sted i et offentligt Retsmøde i den Pågrebnes nærværelse; Påanke til Højesteret kan i dette Tilfælde ske på Grund af væsentlige Formfejl og med fore Hjemvisning, medens der ved Påanke til Landsretten må finde ny Bevisførelse Sted; endvidere kan Andragende om Gjenoptagelse finde Sted, hvorved Grundsætningerne i sjette Afsnit Kap. IV komme til Anvendelse.

§ 465.

Ingen Straffedom kan fuldbyrdes før Udløbet af den Frist, i hvilken Påanke i

medfør af Loven står åben, medmindre Afkald på Påanke forinden er givet.

For Bødedomme, felv om de ej kunne påankes, gjælder en Fuldbyrdelsesfrist af 3. Dage, som beregnes på den i § 378 1ste Stykke angivne Måde. Er Bøden tillagt den Forurettede, er Fuldbyrdelsesfristen den i Lov om den borgerlige Retspleje foreskrevne, hvilken også gjælder med Hensyn til Erstatning, som ved Straffedommen er tilkjendt.

§ 466.

Ingen Dødsdom må fuldbyrdes, førend den af Justitsministeren har været Kongen forelagt, og Fuldbyrdelsen af Kongen er bifaldet.

Den Landsret, som har afsagt Dødsdommen, og højesteret, når Dommen har været påanket, skulle afgive Erklæring, hvorvidt der sindes Grund til at anbefale den Domfældte til Benådning. Erklæringen forelægges Justitsministeren, når PåankefristenF er udløben, eller Dommen er stadfæstet af højesteret.

§ 467.

Foruden den Udsættelse eller Standsning af en Straffedoms Fuldbyrdelse, som er eller kan blive følgen af Påanke eller Andragende om Sagens Gjenoptagelse, finder sådan Udsættelse eller Standsning fremdeles Sted:

1) når en svanger Kvinde er dømt til Døden,

2) når den, som skal udftå Livsstraf, Frihedsstraf eller legemlig Straf, bliver afsindig eller overfaldes af en heftig, livsfarlig Sygdom,

3) når den, som skal udstå Frihedsstraf eller legemlig Straf, er i en saadan legemlig Tilstand, at Fuldbyrdelsen af Straffen eller af den Straf, som efter Omstændighederne (Stræffelovens § 23) skulde træde i Stedet, ikke kan finde Sted uden livsvarig Forværrelse af Tilstanden eller anden varig og betydelig Skade,

4) når en umiddelbar Udståelse af Stræffen vilde medføre uforholdsmæssige Følger for den Pågjældendes Velfærd eller væsentlige Ulemper for det Offentlige, kan Justitsministeren tilstede en kortvarig Udsættelse.

Når den Ret, som har fældet Dommen, finder Grund til at indstille den Domfældte til fuldstændig Benådning eller til at benådes med at lide Straf af en mildere Art, udsættes Stræffens Fuldbyrdelse; det Samme gjælder, når Ansøgning herom indgives af den Domfældte, forsåvidt ikke allerede tidligere en Ansøgning er afslået. Hvorvidt den alt begyndte Fuldbyrdelse af Straffen skal standses på Grund af Ansøgning om Benådning, afgjør Justitsministeren.

§ 468.

Hvorvidt en Domfældt, der ikke tidligere var fængslet, i det Tidsrum, som forløber, førend Stræffen kan fuldbyrdes, eller når Fuldbyrdelsen udsættes eller standses, bør hensættes i varetægtsfængsel, afgjør Retten, jfr. § 225; herved sinde da Reglerne i andet Afsnit om fængsling Anvendelse med fornøden Lempelse. På lignende Måde finde Reglerne i andet Afsnit Kap. VI Anvendelse med Hensyn til Beslaglæggelse på Gods for Omkostninger og Erstatning, efter at Dom er gået.

Har den, som er dømt til Strafarbejde eller til Statsfængsel over 2 År, unddraget sig Stræffens Fuldbyrdelse, kan Beslaglæggelse på hans Formue her i Riget anordnes efter Reglerne om denne Forholdsregel i andet Afsnit Kap. IV. Er der efter Afsigelsen af Straffedommen hengået 10 År, kan Andragende til Retten herom kun stilles efter Justitsministerens Befaling. Foruden i de i § 199 Nr. 1 og 2 nævnte Tilfælde bortfalder Beslaglæggelsen, når Benådning finder Sted; fremdeles bortfalder den, når 10 År ere hengåede efter Straffedommens Afsigelse, medmindre Justitsministeren begjærer den vedligeholdt.

§ 469.

Ophæves en Straffedom ifølge Påanke, kommer det varetægtsfængsel, som den Domfældte har været underkastet efter Afsigelsen af den påankede Dom, i Betragtning ved den nye Stræffedom, som måtte blive afsagt i Sagen, efter Grundsætningerne i Stræffelovens § 58.

Det Samme gjælder, når Straffedommen alene er påanket i Anklagens Interesse, men Påanken afvises eller Dommen stadfæstes; Afgjørelsen træffes efter Reglerne i § 464.

§ 470.

Når der til Fuldbyrdelsen af en Stræffedom bliver spørgsmål om den Domfældtes Pågribelse, kunne de samme Forholdsregler anvendes, som ere hjemlede, når fængslingskjendelse er afsagt.

§ 471.

Bødestræffe, som ikke ere fuldbyrdede, bortfalde ved den Domfældtes Død.

§ 472.

Med Hensyn til Æresoprejsning har det sit Forblivende ved Lov af 3. April 1868.

§ 473.

Ovenstående Regler finde med de af Forholdets Natur eller særlige Forskrifter følgende Lempelser også Anvendelse ved Fuldbyrdelsen af Kjendelser, hvorved Retten har pålagt Vidner eller Andre Straf.

Er Besværing udelukket mod de i § 137, jfr. § 162, omtalte Kjendelser, kan Fuldbyrdelsen dog først finde Sted, når Frisken til at fremsætte Begjæring om Kjendelsens Ophævelse i Henhold til § 138 er forløben, eller Retten har nægtet at efterkomme en sådan Begjæring.

Med Hensyn til Fuldbyrdelsen af de i §§ 147 og 163 ommeldte Bødepålæg forholdes efter de almindelige Regler om Bøder, som pålægges af Øvrighedsmyndigheder.

§ 474.

I Straffesager, som forfølges af en offentlig Myndighed, udredes Omkostningerne ved Sagens Behandling og Stræffens Fuldbyrdelse af det Offentlige, med Forbehold af

Ret til at fåe dem erstattede efter nedenstående Regler.

Vederlag til valgte Forsvarere og Udgifter i Anledning af Beviser, som den Sigtede fremskaffer uden Rettens Foranstaltning, vedkomme ikke det Offentlige, ej heller Vederlag til en beskikket Forsvarer, som har frafaldet Krav på Godtgjørelse af det Offentlige, samt Udgifter, der foranlediges ved Skridt, som en Trediemand foretager i sin Interesse.

Udgifterne for det Offentlige beregnes efter de foreskrevne Regler af vedkommende Statsanklager, Politimester, Dommer, Retsformand eller Ret.

§ 475.

Findes den Sigtede skyldig, er han pligtig at erstatte det Offentlige de påførte Udgifter.

Har Underføgelsen været rettet på en anden Forbrydelse end den, eller på andre Forbrydelser foruden den, for hvilken den Sigtede dømmes, er han ikke pligtig til at erstatte de derved foranledigede yderligere Omkostninger (jfr. dog § 477); kan en Sondring ikke ske, bestemmer Retten, om og hvor stort et Afdrag der bør gjøres.

Omkostninger, som ere forårsagede ved Andres Fejl eller Forsømmelser, falde ikke den Domfældte til Last.

Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Landsrettens Personale i Anledning af Rettens møder udenfor dens Hovedsæde, Rejsegodtgjørelser til nævninger, Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Statsanklageren, som foranlediges ved, at denne har Embedsbolig på et andet Sted end det, hvor Retten holdes, falde heller ikke den Domfældte til Last.

§ 476.

Dømmes flere Sigtede som Meddelagtige i den samme Handling, har Enhver især af dem at erstatte de Udgifter, som hidrøre fra Forhold, der alene vedrøre ham. Med Hensyn til andre Omkostninger pålægger Retten de enkelte Deltagere at udrede en i Forhold til Graden af deres Deltagelse bestemt Andel og kan tillige bestemme, at alle eller enkelte Deltagere skulle hæfte solidarisk.

§ 477.

Frifindes den Sigtede, eller endes Sagen iøvrigt uden at have ført til hans Domfældelse, påhviler der ham ingen Erstatningspligt for Omkostningerne, undtagen forfåvidt disse målte være forårsagede ved hans tilregnelige og retsstridige Handlinger eller Undladelser.

§ 478.

Omkostninger ved Brug af et Retsmiddel i Anklagens Interesse, som ikke fører til Forandring af Dommen til den Sigtedes Skade, påbviler det ikke denne at erstatte. Derimod er han (eller henholdsvis de i § 425 nævnte Personer) Pligtig at erstatte Omkostningerne ved frugtesløs Brug i hans Interesse af et Retsmiddel, medmindre dette er gjort gjældende af hans Værge.

medfører Anvendelsen af et Retsmiddel Forandring i Dommen, afgjøres det efter Reglerne i §§ 475 og 477, om der påhviler den Sigtede Erstatningspligt med Hensyn til Omkostningerne såvel ved Retsmidlets Anvendelse som ved Sagens tidligere Behandling; medføre disse den Sigtedes Fritagelse for Omkostninger, som alt ere erlagte, blive de at tilbagebetale ham af det Offentlige.

§ 479.

Er Stræffesagen foranlediget ved tilregnelige og retsstridige Handlinger af Andre end den Sigtede, eller ere færegne Udgifter forårsagede ved sådanne Handlinger eller Undladelser (jfr. §§ 137 og 138), påhviler der den Pågjældende Erstatningspligt for de Omkostninger, hans Forhold har medført.

Bortfalder en Stræffesag, hvis offentlige forfølgning er betinget af den Forurettedes Begjæring, fordi denne tager sin Begjæring tilbage, kan han på Statsanklagerens eller Politimesterens Andragende tilpligtes at erstatte det Offentlige de påførte Udgifter.

§ 480.

Når en Privat forfølger en Straffesag i Henhold til § 40 1ste Stykke, udredes Omkostningerne foreløbig af det Offentlige efter Reglerne i § 474, dog derunder ikke indbefattet Vederlag til Anklagerens Rettergangs-

fuldmægtig og Udgifter i Anledning af Beviser, som Anklageren fremskaffer uden Rettens Foranstaltning; ender Sagen uden at føre til den Sigtedes Domfældelse, er den private Anklager pligtig at erstatte såvel de det Offentlige påførte Udgifter som og den Sigtede sådanne Udgifter, der ere det Offentlige uvedkommende, og som Retten ikke skjønner ufornødne. Anklageren er pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter Rettens skjøn passende Sikkerhed i rede Penge for de Omkostninger, som det således kan blive ham pålagt at tilsvare det Offentlige og den Sigtede; stilles denne ikke, betragtes Anklagen som frafalden. Over Rettens Afgjørelse i denne Henseende kan der finde Besværing Sted.

Iøvrigt finde de ovenstående Regler også Anvendelse i disse Sager, således dog at den Sigtedes Erstatningspligt også omfatter Udgifter for Anklageren, som Retten ikke skjønner ufornødne.

§ 481.

I andre Straffesager end de i § 480 nævnte, som forfølges af en privat Anklager, har enhver Part at betale de Omkostninger, som medføres ved processuelle Skridt, der af ham begjæres eller foranlediges, med Forbehold af Erstatningsret. Omkostninger ved processuelle Skridt, som Retten i Embeds medfør beslutter, samt ved den idømte Strafs Fuldbyrdelse — Inddrivelse af Bøder til den Forurettede undtagen — udredes af det Offentlige med Forbehold af den Sigtedes Erstatningspligt.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten og efter Omstændighederne det Offentlige de påførte Udgifter, som Retten ikke skjønner ufornødne, overensstemmende med de efter Forholdets Natur lempede Regler i foranstående Paragrafer.

Optræder en Udlænding som Sagsøger, er han pligtig til, når den Sigtede fordrer det, eller Retten ellers finder Grund dertil, at stille Sikkerhed for de Omkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare; Sikkerhedens Art og størrelse og Fristen til dens Tilvejebringelse fastsættes af Retten; stilles den ikke, betragtes Anklagen som frafalden.

Over Rettens Afgjørelse i denne Henseende kan der finde Besværing Sted.

§ 482.

særlige Omkostninger, som forårsages ved forfølgning af borgerlige Retskrav i Forbindelse med Straffesagen, udredes af hver Part for sig, med Forbehold af Retten til at fåe Erstatning af den Tabende. Finder Påkjendelse ikke Sted, falde fådanne særlige Udgifter den Klagende til Last, men kunne efter Omstændighederne kræves erstattede under den borgerlige Domssag, som står ham åben.

§ 483.

Om Erstatning af Omkostninger træffer Retten Afgjørelse ved Dommen eller, når Sagen endes uden Dom, ved Kjendelse, når Sagen sluttes. Skal som følge af den i Anledning af et Retsmiddel trufne Afgjørelse yderligere Behandling af Sagen finde Sted, afgjøres spørgsmålet om Omkostningerne ved den endelige Dom.

Er spørgsmålet om Erstatning af Omkoftninger ved enkelte Retshandlinger eller Afsnit i Sagens Behandling uafhængigt af Sagens Udfald, kan der strar derom træffes Afgjørelse ved Kjendelse.

Trediemand, hvem det pålægges at erstatte Omkostninger, bør der forinden være givet Lejlighed til at udtale sig herom, for« såvidt ikke særegne Forskrifter ere givne, fåsom med Hensyn til udeblevne Vidner.

Om Dommere ere pliatige at bære Om« kostninger, afgjøres af den overordnede Ret, til hvilken Påanke har fUndet Sted, efterat der er givet Dommeren Lejlighed til at fremføre sit Forsvar.

§ 484.

Påankes Dommen i Hovedsagen, kunne Dommens Bestemmelser med Hensyn til Erstatning af Omkostninger påankes i Forbindelse dermed. En tilsvarende Regel gjælder, når der finder Besværing Sted mod en Kjendelse, der har pålagt Erstatning af Omkostninger i Forbindelse med Straf eller lignende følger. Mod andre Afgjørelser om Erstatning af Omkostninger, som ere uafhængige af Sagens Udfald, kan Besværing finde Sted, når Beløbet overstiger 40 Kr.

Foranstående Regler gjælde også med Hensyn til Fastsættelsen af Vederlag til offentlige Anklagere, hvor derom bliver spørgsmål, og til beskikkede Forsvarere.

Omkostninger, som det er pålagt at erstatte, inddrives efter de i Lov om den bor« gerlige Retspleje foreskrevne Regler.

§ 485.

Når offentlige Anklagere, som fåe Vederlag for den enkelte Sag, eller beskikkede Forsvarere eller Sagførere, hvem Anklage eller Forfølgning af et borgerligt Retskrav eller Forsværet er betroet af en Privat eller Sigtet, gjøre sig skyldige i skjødesløs eller forsømmelig Adfærd i Sagen, ansees de ved Dommen eller efter Omstændighederne ved Kjendelse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

For andre Pligtovertrædelser under Sagen kunne de nævnte Personer på lignende Måde stræffes, når Sagen sindes klar og højere Straf end Bøder ikke sindes at være forskyldt.

Angående Pligtovertrædelser, hvori andre offentlige Anklagere eller Politiets Embeds- og Bestillingsmænd i en Stræffesag måtte skjønnes at være skyldige, have Retterne at gjøre Indberetning til de Vedkommendes Foresætte, dog med Forbehold af Reglerne i § 226.

§ 486.

skjønnes det i Sager, som forfølges af en Privat, at denne uden nogen rimelig Grund har rejst Anklage, ansees han ved Dommen eller efter Omstændighederne ved Kjendelse med Bøder fra 40 til 400 Kr. Herved udelukkes ikke, at den Skyldige kan drages til Ansvar efter Stræffelovens almindelige Regler, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

§ 487.

Dommere og Retsskrivere, som i en Stræffesag gjøre sig skyldige i strafbare Hand-

linger eller Undladelser, kan der, når Påanke sinder Sted, herfor pålægges Straf af den overordnede Ret i Forbindelse med Ankens Afgørelse, når Sagen findes klar, og højere Straf end Bøder ej er forfkyldt.

§ 488.

Mod Rettens Bestemmelser om Strafs Pålæg ifølge foranftående Paragrafer kan Besværing finde Sted; påankes Dommen i Hovedsagen, kan Besværingen behandles i Forbindelse med denne efter Rettens Bestemmelse.

§ 489.

Denne Lov træder i Kraft samtidig med Loven om Domsmagtens Ordning m. v

Det vil ved særlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning Reglerne i nærværende Lov skulle gjøres anvendelige på færøerne.

§ 490.

Stræffesager, i hvilke der på den Tid, Loven træder i Kraft, endnu ikke er afsagt Dom, behandles efter de Regler, som denne Lov foreskriver. Der må derfor, selv om Sagen måtte være optagen til Dom, sinde Hovedforhandling med Bevisførelse Sted for den dømmende Ret, førend Dommen kan afsiges. Sagens Akter tilstilles til den Ende Statsanklageren eller Politimesteren eller den vedkommende Private, for at Anklage på forefkreven Måde kan blive rejst. Herved finder den i §245 fastsætte Frist Anvendelse, at regne fra Modtagelsen af Sagens Aktstykker. Gyldigheden af Retshandlinger, som ere foretagne i Sagen, førend Loven træder i Kraft, bedømmes efter den tidligere Lovgivning.

§ 491.

Påanke af Stræffedømme, som ere afsagte, førend Loven træder i Kraft, sker efter de hidtil gjældende Regler, dog at Statsanklageren ved den Landsret, som træder i vedkommende Landsoverrets Sted, eller henholds-

vis Overstatsanklageren varetager, hvad der i Anledning af sådan Påanke vilde påhvile Overøvrigheden eller en bestikket Aktor. Med Hensyn til Dommens Fuldbyrdelse blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 492.

Gjenoptagelse af Straffesager, der ere afsluttede ved upåankelig Dom eller på anden Måde, førend denne Lov træder i Kraft, eller i Henhold til § 491, kan ske efter Andragende fra Statsanklageren eller den Domfældte såvelsom fra de i § 425 nævnte Personer; i Henseende til sådan Gjenoptagelse blive de i sjette Afsnit- Kap. IV forestrevne Regler at følge. Om Gjenoptagelse af en Sag, der er afsluttet ved upåankelig Underretsdom, kan finde Sted, beror på, om Sagen efter denne Lovs Regler vilde høre for Landsretten; Afgjørelsen træffes af vedkommende Landsret.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel I.

Om Lovens Virkekreds.............................................................. 5—10.

Kapitel II

Om Retternes Virkekreds............................................................ 10—20.

Kapitel III.

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages

for at handle i Sagen ..................................................... 20—22.

Kapitel IV.

Om de offentlige Anklagere................................... ...................... 22—27.

Kapitel V.

Om Påtalen....................................................... ............ 27 — 37.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar.......................................................... 37 —44.

Kapitel VII.

Om Barnething, Straffesagers Forening og stedlige Granser for Embedshandlinger i Strafferetsplejn................................................................ 44 — 52.

I.Enkelte Varnething......................................... 45—49.

II. Forening af Straffesager..................................... 49 — 52.

III. Stedlige Græmser for Embedshandlinger i Strafferetsplejen........ 52.

Kapitel VIII.

Om Retsmøder og Retsbøger....................................................... 52—56.

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre fra Retten udgående Meddelelser.............................. 56—57.

Kapitel X.

Om Rettens Domme, Kjendelser og andre Beslutninger.................................. 57 — 60.

Om Midlerne til Opnelse af Stræffesagers Formål.

Side.

Indledende Bemærkninger............................................................ 69—61.

Kapitel I.

Om Adgang til synlige Bevismidler................................................... 62—67.

I.Om Ransagning efter synlige Bevismidler....................... 62 — 65.

II. Andre Midler til at fåe synlige Bevismidler i Hænde............ 65—66.

III.

Om Beslaglæggelse af Ting, der kunne tjene til Bevis, m. B...... 66 — 67.

Kapitel II.

Om Vidner....................................................................... 67—73.

Kapitel III.

Om Besigtigelser, Syn og skjøn..................................................... 73—75.

Kapitel IV.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fængsling samt om Beslaglæggelse af

dens Formue, som unddrager sig Forfølguing, m. B............................. 75 — 86.

Kapitel V.

Om Afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager................................... 86—87.

Kapitel VI.

Om Beslaglæggelse paa den Mistænktes Gods for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud... 88.

Om Undersøgelsen, forend Anklage er reist, i Sager, som forfølges af Statsanklageren eller Politiet.

Indledende Bemærkninger............................................................. 88—93.

Kapitel I.

Om Efterforskningen................................................................. 93—96.

Kapitel II.

Om Forundersøgelsen ved Retten...................................................... 96—103.

Om Anklage for og Sagens Behandling ved Landsretten.

Kapitel I.

Om Anklage samt om Henvisning til og Forberedelse af Hovedforhandlingen .,.............. 103—114.

Side.

Kapitel II.

Om Forandringer i Anklagen eller i de om henvisning og hovedforhandlingens Forberedelse trusue Bestemmelser...................................... 114—116.

Kapitel III.

Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Landsretten............... 116—124.

Kapitel IV.

Sarlige Bestemmelser om hovedsorhandligen for navninger....................... 124—143.

Kapitel V.

Sarlige Beftemmlser om hovedhandlingen for navninger.......................... 124—143.

Om Anklage for og Sagens Behandling ved Underretten.

Indledende Bemærkninger............................................. 143.

Kapitel I.

Om Sager, som påtales af Statsanklageren............................. 144.

Kapitel II.

Om Sager, som påtales af Politiet.................................... 144—145.

Om Retsmidlerue.

Indledende Bemærkninger............................................... 146—148.

Kapitel I.

Om Våanke af Domme, affagte af Landsretten i sørfte Iustants................148—157.

Kapitel II.

Om Våanke af Domme,afsagte af Underretten.................................. 157—160.

Kapitel III.

Om Besværing til højere Ret.............................................. 160—163. I. Om Besværing mod Undersøgelsesdommerens Kjendelser og Beslutninger.... 161.

II

Om Besværing mod den dømmende Rets Kjendelser og Beflutninger.. 161—163.

Kapitel IV.

Om Gjenoptagelse af en Straffesag .............................. 163—170.

Om Behandlingen af Sager, der ikke forfølges af Statsanklageren eller Politiet.

Side

Indledende Bemærkninger............................................... 170.

Kapitel I.

Om Sager, der påtales i Henhold til § 38 eller § 40................... 170—174.

Kapitel II.

Om Sager,der påtales af Private i henhold til § 39.................... 174—175.

Kapitel III.

Om Påtale af borgerlige Retskrav i Forbindelse med Straffesagen......... 175—177.

Om Omkostninger i Straffesager samt om Rettergangsbøder.

Kapitel I,

Om Omkostninger i Straffesager............................................ 180—181.

Kapitel II.

Om Rettergangsbøder.................................................... 181—182.

Slutuingsbestemmelser............... 182.

Den Opgave, som det foreliggende Udkast til en Lov om Strafferetsplejen stræber at løse, er ikke og kunde ikke være forskjellig fra den, hvis Løsning de flere ældre, hos os fremkomne Udkast om dette Emne have tilsigtet, nemlig Gjennemførelsen af de Reformer, som Grundlovens Ord og Ånd fordre. En Sammenligning mellem dette Udkast og hine ældre vil også vise, at det har en ikke ringe Del af sit Indhold tilfælles med dem. Navnlig gjælder dette om det Forslag, der af Regjeringen blev forelagt Rigsdagen i Året 1864, og til hvilket Kommissionen så meget mere var opfordret til at tage et særligt Hensyn, som det ved det Allerh. Refer. af 28de Febr. 1868 blev anvist Kommissionen til Grundlag for Behandlingen af Strafferetsplejen. En sådan Sammenligning vil imidlertid tillige vife, at det nu foreliggende Udkast ikke blot er felvstændigt i Formen, men at også dets Indhold i flere vigtige Punkter er nyt, og at Emnet i det Hele er blevet mere fuldstændigt gjennemarbejdet, end tidligere har været Tilfældet. En væsentlig Grund hertil ligger i forandrede Forhold.

For det første er det ikke nu som før alene en Reform af Strafferetsplejen, hvorom Talen er. Kommissionens Hverv har været at udarbejde Forstag til en Reform af hele Retsplejen overensstemmende med Grundlovens Bud. Denne Omstændighed måtte ikke blot naturlig føre til en vis Ensartethed i den ydre Behandling af Opgavens forfkjellige Dele, men den måtte nødvendigvis også påvirke Indholdet. De vigtige Grundsætninger, som Strafferetsplejen

har fælles med den borgerlige Retspleje, måtte såvidt mulig gjennemføres på ensartet Måde Det er tilstrækkeligt som Exempel på Indflydelsen heraf at gjøre opmærksom på eet Hovedpunkt. Ved Behandlingen af den borgerlige Retspleje kom Kommissionen til den Erkjendelse, at en virkelig Gjennemførelse af Mundtlighedsprincipet måtte udelukke en Appel i den Forstand, i hvilken den findes i den nu gjældende Proces. Men skulde Appellen opgives, måtte dette medføre den indgribende Forandring i den gjældende Ret, at Retsplejen i Første Instants Som Regel blev henlagt til Kollegialretter, hvilket atter gjorde en hel Omordning af den nuværende Retsorganisation nødvendig. Alt dette gjælder nu på samme Måde om Strafferetsplejen; thi Mundtlighedsprincipet er fælles. Og selv af rent ydre Grunde er det en Selvfølge, at den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen måtte bygges på en fælles Retsorganisation Som Grundlag. Derved var da en række af nye Hensyn og Forudsætninger givne, som ikke havde været tilstede, da de tidligere Udkast udarbejdedes. For disse var Hovedsagen egentlig kun det ene: Indførelse af nævninger. Nu måtte andre Former for en Straffesags Pådømmelse i Første Instants gjøres til Gjenstand for en ligeså omhyggelig Behandling fra nye Synspunkter.

Dertil kommer en anden meget væsentlig Omstændighed. Det er en Selvfølge, at man ved Indføreisen i danst Ret af den nye, ved Grundloven bebudede Strafferetspleje må søge Vejledning og Forbilleder i de store evro-

pæifke Stater, hvor de Institutioner, som Grundloven har for Øje, i længere eller kortere Tid have været i Virksomhed, og drage Nytte af de her indhøstede Erfaringer, samt af de videnskabelige Arbejder og Forhandlinger, hvortil Institutionen i disfe Lande har givet Anledning. I denne Henfeende har der nu fundet en vigtig og indholdsrig Udvikling Sted i de År, der ligge efter Udarbejdelsen af Regjeringens ovenfor omtalte Forslag, en Udvikling, som dengang i al Fald endnu kun var i sin Begyndelse. Som bekjendt, er England med Skotland det oprindelige Hjemsted for de Institutioner, om hvis Indførelse i den danske Strafferetspleje der er Tale. først den franske Revolution gav Stødet til deres Overførelse til Fastlandets Stater. Det Første Land, hvor denne fandt Sted, var Frankrig. Selvfølgelig skete Overførelsen ikke uden meget væsentlige Ændringer. Den franske Straffeproces kan ikke kaldes en blot Kopi af den engelske. Mange af de Ændringer, der gjordes, vare også utvivlsomt velgrundede. Der måtte ved Overførelsen gjøres en Sondring mellem det Fornuftige og Almene i de engelske Institutioner og det mere Tilsældige, ved særlige engelske Forhold og historiske Forudsætninger Betingede. På den anden Side er det også vist, at mange Forandringer hvilede på et mangelfuldt Kjendskab til den engelske Ret og deraf flydende Misforståelser. Et stort Fortrin havde den franske code d'instruction criminelle fremfor den engelske Straffeprocesret derved, at den gav en systematisk, let overstuelig og tilgjængelig Fremstilling af Strafferetsplejens Ordning, medens den engelske på mange spredte Bud og på Praxis hvilende Ret ofte er tvivlsom, altid vanskelig at trænge ind i. Året 1848 bragte Tyskland ligesom Danmark Tilsagnet om en Reform i Strafferetsplejen efter det engelfk-franske Forbillede. Og delte Tilsagn blev i Tyskland meget hurtig indfriet. I Årene 1848—1850 fik de fleste daværende tyske Stater en ny Ordning af Straffeprocessen. Men disse Love gav med en ganske enkelt Undtagelse, nemlig den brunsvigske Straffeproceslov af 1849, ikke nogen selvstændig Behandling af Opgaven. Den engelske Ret kjendte man Lidet til fra Første

Hånd. Man holdt sig sågodtsom udelukkende til det franske Forbillede. Dette lå så meget nærmere, som de tyske Rhinlande havde bevaret den i Århundredets Begyndelse indførte franske Proces, der således i en Årrække havde udgjort en Bestanddel af den i Tyskland gjældende Ret Under disse Omstændigheder kunde den tyske Lovgivning fra hin Tid ikke betragtes som et tredie, jævnbyrdigt Led i Rækken af de Ordninger, til hvilke der ved Åbejdet på at overføre de nye Institutioner til Danmark måtte tages Hensyn. Således var Forholdet i Hovedsagen, da Regjeringens Udkast hos os blev udarbejdet. Fra Tyskland var intet væsentligt selvstændigt eller nyt Bidrag til Sagens Behandling at hente. Kun den engelske og franske Ret stod som Forbilleder. Det er hint Udkasts ubestridelige Fortjeneste og et Fortrin, det havde i Sammenligning med de allerfleste tyske Love fra 1848 — 50, at det ikke udelukkende holdt sig til den franske Proces, men i renere Skikkelse overførle Meget fra den engelske Ret, som i de fleste dagjældende Love på Fastlaudet var misforstået og forvansket.

Da Kommissionen skred til Behandlingen af Strafferetsplejen, vare Forholdene i den omtalte Retning meget forandrede. Tyskland var trådt ind i Rækken af de Lande, til hvis Lovgivning der måtte tages særligt Hensyn, og hvis Retsvidenskab ydede vigtige Bidrag til den rette Besvarelse af mange Spørgsmål af indgribende Betydning for Strafferetsplejens Reform. Var Tyskland kommet sent, havde det nu kastet sig over Opgaven med så meget større Iver. Medens der i England og Frankrig iagttages en vis Stilleståen på disse Områder, have baade Principspørgsmål og Enkeltheder i Tyskland været Gjenstand for levende Forhandlinger i Skrifter, Iuristforsamlinger og Folkerepræsentationer. Den engelske Ret er bleven dyrket og bragt til Klarhed. Nye Synspunkter ere opstillede, som ikke sjælden ere bedre grundede i Forholdets Natur end både den engelske og franske Rets Ordning. Om end denne Bevægelse langtfra var og endnu ikke er på alle Punkter nået til Afslutning, stod dog Lovgivningen heller ikke stille. Det er tvertimod be-

tegnende for Tidsrummet, at sågodtsom alle tyske Stater havde fået nye reviderede Straffeproceslove, der stadig og jævnt have ført den gjældende Ret frem til Fyldestgørelse af de Fordringer, som Videnskaben havde skaffet Anerkjendelse, eller at der idetmindste forelå Udkast, sigtende til en sådan Revision. I Første Række stod, hver for sig udmærkende sig ved ejendommelige Fortrin, den badenske Lov af 1864, den würtembergfke af 1868, den sachsiske ligeledes af 1868, det preussiske Udkast af 1865, og endelig det østrigske Udkast af 1867. Der kunde for Kommissionen ikke være Tvivl om, at den burde drage Nytte af dette betydelige i Tyskland udførte Arbejde. Det lå så meget nærmere, som det måtte erkjendes, at de danste Forhold og Samfundstilstande, til hvilke de nye Institutioner skulde afpasses, ofte havde større Lighed med de tyske end med de franske eller engelske Forhold og Tilstande. Kommissionen stod fåledes også af denne Grund på en anden Måde ligeoverfor Opgaven end Forgjængerne.

Som alt bemærket, var det langtfra, at den Reformbevægelse i Tyskland med Hensyn til stræfferetsplejen, hvis Resultater Kommissionen måtte søge at drage Nytte af, var afsluttet, da den begyndte sit Arbejde. På forholdsvis sene Stadier af dette er der i Tyskland fremkommet meget betydningsfulde Lovgivningsarbejder. De to vigtigste er den østrigske Straffeproceslov af 1873 samt Udkastet til en fælles Straffeproceslov for hele det tyske Rige. Den første slutter sig dog væsentlig til det ældre østrigske Udkast, som Kommissionen fra Begyndelsen har kunnet tage Hensyn til. Den bevarer navnlig de Ejendommeligheder, hvorved hint Udkast adskilte sig fra de almindelige tyske Love og Udkast, og i hvilke Kommissionen havde set den rigtige Løsning af visse vigtige spørgsmål, jfr. navnlig hvad der bemærkes ved Udkastets 4de Afsnit, Kap. I. om Betingelserne for en Anklages Henvisning til Hovedforhandling. Det sidstnævnte Udkast foreligger i 3 Skikkelser*) fra Årene 1873 og 1874. I den sidste Form er det vedtaget af Forbundsrådet og derefter forelåt den tyske Rigsdag i den

*) Henvisningerne i det Følgende gjælde Udkastet i dets sidste Slikkelse, hvor ikke Andet udtrykkelig er sagt.

i Slutningen af Året 1874 begyndte Session. Dette Udkast adskiller sig i ikke få Henseender fra de tidligere tyske Love og Udkast. På Grund af det Tidspunkt, på hvilket det fremkom, har det imidlertid for Kommissionen for Størstedelen kun havt Betydning til Iævnførelse med de Resultater, til hvilke den var kommen. Herved har det imidlertid vist sig, at de utvivlsomme Fremskridt, som dette Udkast indeholder, i Reglen allerede vare optagne af Kommissionen. På de Punkter, hvor væsentlige Afvigelser findes, kunde Kommissionen så meget mindre finde Anledning til at for« andre sit Udkast efter det tyste, som det her oftest gjaldt Punkter, hvor dette, som også af den tyske Kritik er gjort gjældende ikke tilfredsstiller de Krav, der stilles af Videnska. ben efter det Standpunkt, den nu indtager.

Det bebøver neppe særlig at bemærkes, at Kommissionens Medlemmer ikke altid have været enige om de theoretifke Synspunkter, der måtte lægges til Grund for Besvarelsen af de mange, meget omtvistede Spørgsmål, som Reformen af Strafferetsplejen fremkalder. Når de ikke desto mindre med Undtagelse af et enkelt Medlem, W. Ussing, som i det følgende*) særlig har gjort Rede for sin Opfattelse, have kunnet forene sig om det foreliggende Udkast, således at der i dette kun på eet Punkt fremtræder en Meningsulighed, så have nogle Medlemmer dog ikke været uden Betænkelighed ved at slutte sig til så vidt gående Forandringer, som Udkastet vil medføre. Om de nemlig end med Andre — tilsammen det overvejende Flertal i Kommissionen — erkjende de Principer, der ligge til Grnnd for Udkastet, for absolut rigtige og ligeledes indrømme, at en Gjennemførelse deraf i det Væfentlige på den Måde, som Udkastet tilsigter, i ethvert Fald må være det endelige Mål, så have de dog ment, at de Overgangsformer, gjennem hvilke man i andre Lande er gået over fra Inkvisitionsprincipet til Anklageprocessen, ikke alene hidrøre fra Misforståelser, men have en naturlig Grund i Overgangens Vanskelighed, og disse med-

*) Se den S.183 O.ff. vedsøjede Udtalelse, ligeoverfor hvilken kommissiones øvrige Motiverne til udkast til Lov om domsmagtens Domsmagtens Ordning m.m.

lemmer have derfor antaget, at lignende Overgangsformer i flere Retninger bedre vilde svare til de her forhåndenværende Kræfter, som netop gjennem disse Former formentes naturligst at ville kunne udvikles til at fyldestgjøre de store Krav, som Udkastets Ordning unægtelig stiller. Imidlertid have disse Medlemmer dog sluttelig troet at kunne tiltroede Udkastet, idet de ere gåede ud fra, at dets Ordning også hos os kan gjennemføres uden at udsætte Retssikkerheden for Fare, men rigtignok kun under den Forudsætning, at man ikke vil stye de Ofre, som ville udfordre« for på anden Måde, navnlig gjennem Politiorganisationen, at give det Offentlige fornødne Midler ihænde til kraftigt at værne Samfundet ligeoverfor Forbydelser. Andre af Kommissionens Medlemmer, hvis principielle Standpunkt snarere vilde føre videre end Udkastet, erkjende, at det under de givne Forhold og, når Henfyn tages til det Standpunkt, på hvilket Strafferetsplejen andetsteds på det evropæifke Fastland befinder sig, må Være Fremtiden forbeholdt mulig at gjennemføre en på visse Punkter endnu mere indgribende Reform. Som Udkastet foreligger, tør det i al Fald stille sig i Række med de Love og Udkast fra Nutiden, som føre Reformen videst.

Til Forklaring af Stoffets Ordning i Udkastet skal følgende bemærkes:

De to Første Afsnit indeholde, hvad der kunde kaldes Lovforslagets almindelige Del, idet de i dem indeholdte Forskrifter angå Forhold, der ere fælles dels for de forskjellige Former af Straffeprocessen, dels for de forskjellige Stadier, gjennem hvilke en Straffesag bevæger eller kan bevæge sig, fra Efterforskningen og indtil dens endelige Afslutning, eller som, om end af en mere særlig Karakter, ligge udenfor Stræffesagens Gang (jfr. f. Ex. Første Afsnit Kap. III.) nødvendigheden eller Hensigtsmæssigheden af at forudskikke sådanne almindelige Bestemmelser, som det Første Afsnit indeholder, kan ikke være Tvivl undergiven og har gjort sig gjældende også i tidligere Udkast samt på tilsvarende Måde i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje. Kun om Grænsen for, hvor Meget der her bør medtages, kan der tænkes forskjellige Meninger. Den Forfkjel, som i så Henseende på enkelte

Punkter viser sig imellem dette Udkast og Udkastet til Processen i borgerlige Domssager, har en naturlig Forklaring i Gjenstandens Forskjellighed. Navnlig er det den for Straffeprocessen ejendommelige Forundersøgelse og det Trin af Sagen, på hvilket der er Spørgsmål om en rejst Anklages Henvisning til Hovedforhandling, der på den ene Side opfordrer til at tage noget Mere med, f. Ex. de Bestemmelser, som findes i Afsnittets Kap. X, men som i andre Retninger nødvendigvis må indskrænke Området, navnlig hvad angår de almindelige Grundsætninger for Procesmåden. At det dernæst også er rigtigt at samle som et for hele Straffeprocessen fælles Parti de Forskrifter, der findes i Forstagets 2det Afsnit under Overskriften „om Midler til Opnåelse af Straffesagers Formål", derfor er det et vægtigt Vidnesbyrd, at denne Vej er fulgt i alle de nyere fremmede Straffeproceslove og Udkast. Det er navnlig Hensynet til, at der såvel før som efter, at Anklage er rejst, kan blive Spørgsmål i det Mindste om de fleste af de her omhandlede Forholdsregler, som gjør, at enhver anden Ordning dels bliver mindre naturlig, dels vil medføre Gjmtagelser og dog udsætte for, at Synspunkter og Spørgsmål blive upåagtede, der ved den samlede, for alle Processtadier fælles Behandling ikke så let kunne undgå Opmærksomheden. Det Anførte finder også særlig Anvendelse på de Partier i det 2det Afsnit, som handle om Bevismidlerne. Disse ere nemlig i Straffeprocessen ikke blot Bevismidler i strengere Forstand, beregnede på den dømmende Ret, men de ere også Oplysningsmidler, om hvilke der bliver selvstændigt Spørgsmål for de Formåls Skyld, der betegne den Anklagen forudgående undersøgelse. Forskrifterne herom kunne derfor ikke passende, som i Udkastet til Processen i borgerlige Domssager, bringes i Forbindelse med Domsbehandlingen.

Fra det 3die til det 6te Afsnit omhandler Udkastet de Stræffesager, der forfølges af Statsanklageren eller Politiet, altfå de af offentlige, dertil beskikkede Myndigheder påtalte Sager, en Klasfe, som felvfølgelig vil udgjøre Hovedbestanddelen af dem, for hvilke regler blive at søge i Loven om Strafferets-

plejen. Af disse Afsnit handler det 3die om Undersøgelsen, førend Anklage er rejst, hvad enten Domslagen skal behandles for Landsretten eller for Underretten, det 4 de og 5te Afsnit

handle hver for sig om Domssagers Behandling ved Landsretten og ved Underretten, det 6te Afsnit endelig om Retsmidlerne. I det 7de

Afsnit gives Regler for Behandlingen af Sager, der ikke forfølges af Statsanklageren eller Politiet, men som dog høre under Lovens Område. For disse særegne Sager har Udkastet vel for en stor Del kunnet indfkrænke sig til at henvise til de i 3 die til 6te Afsnit givne Forskrifter, men har dog ikke ganske kunnet undVærs særlige Regler. Det 8de Afsnit om Fuldbyrdelsen as Domme i Straffesager og det 9de om Omkostninger og Rettergangsbøder ere atter fælles Afsnit, men deres naturlige Plads måtte blive efter de Afsnit, der omhandle Procesmåden. Det 10de Afsnit indeholder Forskrifter om Lovens Træden i Kraft og de fornødne Overgangsbestemmelser.

Om Lovens virkekreds.

Det første, som der må blive spørgsmål om i det Afsnit, der indeholder Lovens almindelige Bestemmelser, er at afgrænse Lovens Virkekreds i faglig Henseende. Den almindelige Regel her følger vel ligefrem af, hvad der ligger i Navnet Lov om Strafferetsplejen; men efter den nugjældende Ret er det dog hverken alle spørgsmål om Straf eller alene Spørgsmål om Straf, som behandles efter den kriminelle Processes Regler, og det bliver altså et Spørgsmål, om og i hvilken Udstrækning disse Afvigelser fra det Almindelige skulle bevares, indskrænkes eller udvides.

Som bekjendt, er der efter den nugjældende Ret visse Klasser af Straffesager, der forsølges som borgerlige Retstrætter, nemlig dels de, der ved Lovgivningen ere henviste til privat forfølgning, dels de, der anlægges af

andre offentlige Myndigheder end Justits- og Politiøvrighederne, såsom Sager angående Toldsvig, angående Stempelovertrædelser (L. 19 de Febr. 1861 § 82)m.fl. Denne Ejendommelighed har i den nugjældende Ret sin Forklaring i Reglen om Påtalen af disse Sager. Påtalen udelukker nemlig Anvendelsen af den gjældende kriminelle Proces, som kun er en Proces for Straffesager, der vedkomme Justitsog Politiøvrighederne; på den anden Side omfatter den oprindelig fælles og almindelige civile Proces endnu stedse ikke blot, hvad der kunde henføres under Begrebet om en borgerlig Retstrætte, men enhver Klasse af Retsfager, som ikke ved Lovgivningen er udskilt.

Der er nu sikkert hverken Grund til at ophæve Reglen om privat Påtale af visse Forbrydelser, eller til at udelukke særlige Forvaltningsmyndigheder fra, om end ikke nøde dem til, selv at påtale Handlinger, der gjøre Brud på Love, hvis Håndhævelse påhviler dem (jfr. Udkastets § 38). Men denne Om« stændighed vil under den forandrede Straffeproces ikke gjøre det nødvendigt at behandle de nævnte Straffesager som borgerlige Retstrætter. Hvis det da må erkjendes, at de trods Påtalens Ejendommelighed have det væsentlige tilfælles med de Straffesager, som forfølges af den offentlige Anklagemyndighed, kan der ikke være Tvivl om, at de bør drages ind under den om Strafferetsplejen handlende Lovs Område. Forsåvidt Påtalens særegenhed medfører nødvendigheden af visse ejendommelige Regler, bliver det denne Lovs Opgave at fastsætte det fornødne herom. Det, der nu efter Forholdets Natur må betegnes som det egentlig væsentlige ved en Straffesag, det, der nemlig altid må begrunde en Forfkjel mellem Strafferetsplejen og den almindelige borgerlige Retspleje, trods al den Tilnærmelje, der vil følge af fællesskab i Mundtlighedsprincipet, af Inkvisitionspnncipets Opgivelse eller Indskrænkning i hin og de væsentlige Lempelser i den strenge Forhandlingsmaxime i denne, det er ikke en særegenhed ved Påtalen, men netop dette, at den er en Sag om Pålæg af Straf. Thi da Straf efter fin Natur kun bør anvendes af Staten, når den Sigtede er skyldig, og aldrig blot

på den Grund, at den Sigtede finder sig i, samtykker i eller vedtager at lide Straffen, så er det givet, at for den Sigtedes Vedkommende må i enhver Straffesag al Anvendelse af det Princip, at Parten er rådig over Procesgjenstanden, være udelukket. Heraf følge videre en Mængde vigtige Konsekventser med Hensyn til Bevisførelse, Virkningen af Udeblivelse, Tvang til personligt Møde for Retten osv. Denne Grundsætning og dens Konsekventser må i og for sig gjælde uden Hensyn til, om Påtalm tilkommer det Offentlige eller Private eller denne eller hin offentlige Myndighed. Forsåvidt Lempelser med Hensyn til visse Konsekventser forekomme, om hvilke her må henvises til hvad der på vedkommende Steder i det følgende bemærkes, ere disse i al Fald ikke grundede i Påtalens Ejendommelighed, men i Straffens Ubetydelighed, og derfor også fælles for de nævnte og andre ubetydelige Straffesager. udre Vanskelighed ved at inddrage hine Straffesager under Lovens Område er der ikke. Det viser netop den til Grund liggende Ensartethed af disse Sager med andre Straffesager, at Lovens to første almindelige Afsnit, og således navnlig også det andet Afsnit om Midlerne til Opnåelse af Straffesagens Formål, i det Hele ligefrem ere anvendelige på dem. En« kelte særlige Forskrifter i disse Afsnit lade sig let indordne. At Påtalens Særegenhed udelukker visse foreløbige Stadier i Sagens Gang, kræver i Loven blot en Bemærkning, og for Domsbehandlingen behøves kun et ringe Antal særegne Forskrifter. Ulige vanskeligere vilde det vistnok vise sig at blive, når man vilde opretholde Behandlingen af de nævnte Sager som borgerlige Retstrætter, men samtidigt forsøge på at optage som særegne Forskrifter de Ejendommeligheder, hvilke deres Egenskab som Straffesager efter Forholdets Natur må medføre. At undlade dette sidste er en Udvej, som mindst kan forsvares; det har allerede den nugjældende Lovgivning og Praris i visse Retninger erkjendt, se dels Pl. 23de Mai 1840 § 2, dels Kskr. 26de Juni 1830, 29de Juni 1833 og 4de Marts 1837. jfr. dog Kjendelse i jur. Ugeskr. VI. S. 637. Man har i Henhold til det Anførte ment,

at de nævnte Sager burde drages ind under Lovens Område, i Ligbed med hvad der andetsteds er Tilfældet eller i al Fald anerkjendt for det Rigtige, jfr. det preussiske Udkast af 1865 S. 239 ff. Anm. og nu det fælles tyfke Udkast af 1874, 5te Bog 2 det Afsnit.

Derimod må fra Lovens Område selv« følgelig være udelukkede fådanne spørgsmål om Straf, der efter Lovgivningen afgjøres uden nogen færlig Processag. Herunder hører:

1) Pålæg af Straf ved Øvrighedens Resolution i de forskjellige særlige Forbold. bvor dette er hjemlet, være sig uden eller med Ret for det Offentlige til at vælge Rettergangsvejen, og uden eller med Ret for den Straffældte til at ty til Domstolene. Herhen høre også de i dette Udkasts §§ 147 og 163 ommeldte Bøder, som Politimesteren eller efter Omstændighederne Statsanklageren kan pålægge, men mod hvilke Adgang til Afgjørelse ved Retten er bjemlet ved § 226.

2) Vedtagelse af Straf før eller udenfor Straffesagen ifølge Tilbud, som modtages af Øvrigheden efter de derom i Lovgivningen fastfatte Regler, jfr. L. 6te Marts 1869 § 54, Bekj. 23de April 1874 § 13. De Regler, som dette Udkast indeholder om Sager, der påtales af Politiet (5te Afsnit Kap. II.), og særlig om Vedtagelse af Straf ifølge den Sigtedes Tilbud under en sådan Sag (§ 368), kunne ikke ophæve den ved særlige Bestemmelser hjemlede Afgjørelse ved Vedtagelse før eller udenfor Straffesagen. Derimod bortfalder Forlig om Straf med en privat Anklager for Forligelseskommissionen, når de private Straffesager ikke længer behandles som borgerlige Retstrætter, jfr. derimod om Forlig for Retten under den anlagte Sag Udkastets § 448.

3) Processuelle Straffe, der under en Retssag, være sig en borgerlig Retstrætte eller en Straffesag, pålægges af Retten i Medfør af Rettergangslovene som Ordensstraffe, disciplinære Straffe eller desl. (se f. Er. Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje §§ 81, 218 og 1ste Afsnit Kap. XII. og dette Udkasts §§ 83, 137, 226, samt 9de Afsnit Kap. II.).

4) Straffe, som pålægges af en Ret i

Henhold til den ved Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 50. jfr. § 54, hjemlede Tilsynsmyndighed, se endvidere samme Udkast § 142.

Dernæst blive fra Lovens Område udelukkede de Straffesager, der vel afgjøres under en særlig Sag, men som efter Lovgivningen henhøre under særlige Domstole, jfr. Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 3. Dette gjælder om de Straffesager, der høre under Rigsretten, under de militære og de gejstlige Retter. Disse Sagers ejendommelige Beskaffenhed kræver en særlig Behandling i Lovgivningen. Sessionerne have derimod ikke Myndighed til at idømme Straf, se L. 6te Marts 1869 §§ 10 og 54. So- og Handelsretten for Kjøbenhavn vil efter Lovudkastet om Domsmagtens Ordning ophøre at bestå som særlig Domstol; som følge heraf ville de under den ved L. af 19de Febr. 1861 henlagte Straffesager ikke falde udenfor Lovens Område.

Det andet Spørgsmål, som opstår ved Afgrænsningen af Lovens saglige Område, er det, om Afgjørelser, der ikke angå spørgsmål om Straf, Skulle drages ind under den. Herom handle Udkastets §§ 2—4. Den første af disse Paragrafer nævner visse selvstændige Sager, som ikke angå Straf, men som dog findes at burde behandles efter Reglerne i Loven om Strafferetsplejen. Til de fra den gjældende Ret hentede, under Nr, 2 og 3 nævnte Tilfælde er her føjet Sager, som i Medsør af Grundlovens § 87 anlægges mod en Forening til dens Ophævelse. I alle disse Sager er der spørgsmål om Præventionsmidler mod Retsbrud. Disse ere viftnok i Begrebet forskjellige fra Straf; men deres Beskaffenhed kræver en lignende processuel Behandling, navnlig med Hensyn til Midlerne til Opnåelse af Sagens Formål. Paragraferne 3 og 4 hjemle dernæst i Overensstemmelse med den gjældende Ret akcessorifk Afgjørelse under en Straffesag af forskjellige Spørgsmål, der ej angå Straf. Da der i § 3 Nr. 1, 2, 5 og 6 er Tale om Forbrydelse af Rettigheder, der, om den end ikke efter Begrebet eller ifølge Lovgivningens Opfattelse er Straf, dog til sin Indtræden forudsætter det Samme som Stræffen,

kan der ikke være Tvivl om det Rigtige i her at bevare den gjældende Ret, Med Hensyn til de i § 3 under Nr. 3 omhandlede præventive Forholdsregler, hvis Forudsætning er, at der ikke idømmes Straf, forsvares den gjældende, ved Straffelovens § 38 stadfæstede Regel ved den samme Betragtning, som er påberåbt ved § 2. Hvad angår § 3 Nr. 4, bør den Omstændighed, at Ærefornærmelser ikke blive at behandle som borgerlige Retstrætter, ej forandre den Fornærmedes hidtil selvfølgelige Ret til at fåe Mortifikation under den Sag, han anlægger for at fåe Fornærmeren Straf idømt, og det efter Om« stændighederne, selv om Straf ikke bliver idømt. Reglen i § 3 Nr. 7 flutter sig til den i den nugjældende Ret antagne sætning, at ved en Stræffedom for Blodskam eller Bigami antages uden særlig Udtalelse herom det indgåede Ægteskab for hævet; men den giver Domstolen Hjemmel til udtrykkelig at udtale Ugyldigheden, hvad der må foretrækkes, samt udstrækker denne Beføjelse også til sådanne Tilfælde, hvor Påstanden om Straf f. Ex. på Grund af Vedkommendes Utilregnelighed ikke får Medhold. Vistnok vil der ifølge Lovudkastet om den borgerlige Retspleje ikke blive den samme Trang til en fådan Beføjelse for Domstolene som nu, idet der vil blive Adgang for det Offentlige til ved en borgerlig Domssag at fåe Ugyldigheden udtalt, (se Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje sjette Afsnit, Kap. IV), og den her givne Bestemmelse kunde forsåvidt undværes. Men at gjøre to Sager til en Nødvendighed, vilde være urimeligt, når en Forening ikke kan have Betænkelighed, og som en Forening af Sager må Forholdet opfattes, da Påkjendelsen i den nævnte Retning kun sker efter Anklagerens Påstand, se Paragrafens Begyndelse. At den ved Civilprocesloven anviste Vej må vælges, når der mangler Grund til at anlægge Straffefag, er en Selvfølge.

Det er også væsentlig Hensyn til Besparelse af Tid, Kræfter og Udgifter, som har foranlediget, at Udkastet i § 4 har optaget den nugjældende Rets Regel, at den Forurettede kan forfølge sit Erstatningskrav, eller , borgerlige Retskrav" i Almindelighed, i Forbindelse med Straffesagen. Denne Regel findes også

i mange fremmede Love (Frankrig, de tyske Rhinlande, Sachsen, Baden, Østrig osv.) Endel tyske Love have dog ikke villet optage en sådan Regel, mod hvilken også det preussiske Udkast af 1865 udtalte sig, fe dettes § 10 med Anmærkning. Det fælles tyske Udkast havde i sine to første Skikkelser anerkjendt den omspurgte Adgang for den Forurettede; men i sin tredie, endelige Skikkelse har det atter udelukket den. Blandt de Retskyndige i Tyskland have Meningerne været delte; dog var der overvejende Stemning for Reglen, da Sagen var under Forhandling på den tyske Juristdag 1861, se disse Forhandlinger II. S. 405 og 672. Når de Love, som ikke have villet optage denne Ordning, til gjengjæld i større eller mindre Udstrækning opstille den Regel, at Dommen i Straffesager er bindende for den senere Erstatningssag, har dette langt større principielle Betænkeligheder, se Pland i den tyske Juristdags Forhandlinger VII. (1868) S. 1 ff. Når dernæst den ommeldte Fordel for den Forurettede undergives de fornødne Indskrænkninger, og det iøvrigt ved den nærmere Ordning ikke tabes af Sigte, at Erstatningskravet efter sin Natur er Gjenstand for en borgerlig Rktstrætte, kan Reglen ikke blive til Skade for den Sigtede. En Selvfølge bliver det fremdeles, at hin For« del kun kan indrømmes, når Straffesagen ikke derved vil lide noget væsentligt Ophold, og at det må Være Retten overladt uden Påanke at afgjøre, om dette er Tilfældet (se Udkastets §§ 460 og 461). Herved ville Hovedindvendingerne mod den ommeldte Ordning fjernes. Når også den Indvending er gjort gjældende, at følgen kan blive, at den samme Person under den af det Offentlige anlagte Sag kommer til at optræde som Part og som Vidne (jfr. Udkastets § 129), har dette mindre Betydning. Da den Forurettedes Interesse i Sagen alligevel på Grund af den vægt, Straffesagens Afgjørelse vil have for et senere civilt Søgsmål, er tilstede og må tages i Betragtning ved at bedømme Vagten af hans Vidneudsagn, har det kun formel Betydning eller er endog hensigtsmæssigt for Berisbedøm« melsen, at denne Interesse træder udvortes frem derved, at han bliver Part, hvad Erstatningskravet angår. I Motiverne til det fælles

tyske Udkast S. 290 anføres som Grund mod Ordningen Forskjellen på Retsmiddelsystemet i Civil- og Straffeprocessen. Men dette Hensyn er uden Betydning for Kommisfionens Udkast, hvis Retsmiddelsystem netop ikke i Grundsætningerne adskiller sig fra det, som er optaget i Udkastet om den borgerlige Retspleje. Da iøvrigt en Række nærmere, dette Forhold ordnende Regler ere fornødne (se Udkastets 7de Afsnit Kap. III.), er på dette Sted kun den almindelige Regel given, fom hjemler Tilslutningen indenfor den af Hensynet til Straffesagen følgende Grænse. Det vilde vistnok kun være strengt konsekvent, når Retten til at forfølge et borgerligt Retskrav i Forbindelse med en Straffesag ved Underretten undergaves den yderligere Indskrænkning, at Kravets forfølgning som særlig borgerlig Domssag ikke skulde ske ved Landsretten, jfr. det civilprocessuelle Udkast § 2 og § 8. Da imidlertid denne Indskrænkning i de færreste Tilfælde vilde have praktisk Betydning, og da den i enkelte Tilfælde, hvor et sådant Forhold imellem Straffen og Erstatningen lettere kan forekomme, på Grund af Straffelovgivningens særegne Indhold vilde kunne volde praktiske Vanskeligheder, jfr. Straffeloven § 284, har man ment dog ikke at burde opstille en sådan Gramse. De ovrige Indskrænkninger Udkastet opstiller for Erstatningskravs Forfølgning og Påkjendelse i Forbindelse med en Straffesag, må også ansees for tilstrækkelig betryggende for den Sigtede. Hin yderligere Indskrænkning vilde ved Siden af disse kult fåe Betydning i Tilfælde, hvor Erstatningskravet var klart og hvor den Sigtede ikke let kunde have anden Bevæggrund til at modsætte sig Påkjendelsen under Straffesagen end den at chikanere.

Af en anden Karakter end de i §§ 2—4 givne Regler er Forskriften i Udkastets § 5. Den går nemlig kun ud på at hævde Rettens Beføjelse til under Straffesagen at undersøge og bedømme efter de for Straffefager gjældende Regler Betingelserne for Strafbarheden, selv hvor til disse hører Afgjørelsen af, om et vist Retsforhold bestod eller ikke, da Handlingen blev begået, uden Hensyn til at dette Spørgsmål som umiddelbar Procesgjen«

stand måtte afgjøres under en borgerlig Rets«

trætte, altså uden at Udsættelse af Straffesagen skulde være nødvendig, fordi en sådan svæver for Retten, eller endog for at give Lejlighed til at bringe den for Retten, og uden at den Afgjørelse, som måtte være truffen under en borgerlig Retstrætte, foregriber Afgjørelsen af Strafspørgsmålet. Disse Regler kunne vel antages at følge af sig selv, hvor intet Andet positivt er foreskrevet, fe Larsens Forelæsninger over den danske Kriminalproces S. 18—19. Men da de fleste nyere Straffeproceslove dog efter den franske Lovgivnings Mønster i større eller mindre Omfang gjøre Undtagelser fra denne Regel, og der altså må siges at være Anledning til at prøve, om særlige Hensyn skulde tilråde fådanne, er det anset for rigtigt i Udkastet at optage en Regel om dette Punkt, uagtet den kun går ud på at stadfæste den almindelige i Forholdets Natur grundede Sætning uden at hjemle Undtagelser.

At den almindelige Regel må være, at Afgørelsen under en borgerlig Retstrætte ikke er bindende for Straffesagen, der har det samme Retsforhold til Forudsætning, er en følge af den i Gjenstandens Forskjel grundede nødvendige Forfkjel i Procesmåden. Dertil kommer, at en modsat Regel som oftest vilde indeholde en positiv Udvidelse af Domskraften til Skade eller Fordel for en Tredie, nemlig i alle de Tilfælde, hvor det Offentlige påtaler Straffesagen, medens den borgerlige Retstrætte er ført mellem den Sigtede og en anden privat Mand. Men selv hvor Forholdet er et andet, f. Ex. når Sagsøgeren i den borgerlige Retstrætte er privat Anklager under Straffesagen, må det sørste Hensyn være afgjørende. Det Tilfælde, der fkulde være tvivlsomst, er det, hvor Statsanklageren er optrådt på det Offentliges Vegne under den borgerlige Retstrætte, jfr. t. Ex. Udkastet om den borgerlige Retspleje § 407 angående Annullation i offentlig Interesse af et Ægtefkab, og nu ligeledes optræder som Anklager under en senere Straffesag angående det samme Forhold. Man kunde her såmeget mere finde en Undtagelse velgrAndet, som den almindelige borgerlige Procesmådes Grundsætninger i disse Sager undergives

væsentlige Lempelser. Det nævnte Exempel, hentet fra ugyldige Ægtefkaber, hører også til dem, for hvilke Undtagelse er hjemlet i den franske Ret, og flere tyske Love (Würtemberg, Baden, Østrig), have af den Række af Undtagelser, som den franske Ret kjender, alene optaget denne ene. Man kunde endvidere her særlig påberåbe sig det Anftødelige i, om den tidligere civile Dom og den senere Straffedom kom til forfkjellige Resultater med Hensyn til det Spørgsmål, om Ægteskabet var ugyldigt eller ikke. Trods det Anførte mangler der dog sikkert selv i disse særegne Tilfælde tilstrækkelig Grund til at udstrække den forudgangne civile Doms Retskraft så vidt. Den Grundsætning, at Ingen kan dommes til Straf uden Bevis for hans Skyld, forbyder at tillægge den tidligere civile Dom anden Betydning mod ham end som et Bevismiddel med Hensyn til det pågjældende Retsforholds Tilværelse, hvis Vægt afgjøres af Retten overensstemmende med den almindelige Regel om Bevisbedømmelsen i Straffesager, se Udkastets § 307. Dette vil også være tilstrækkeligt til at medføre, at der kun under ganske særegne Omstændigheder vil kunne fremkomme den befrygtede Modsigelse mellem Dommene, således, når i Mellemtiden nye Beviser ere komne for Dagen. Men i et fådant Tilfælde er det så meget mindre anstødeligt, at Dommen i Straffesagen overensstemmende med Retfærdighedens Krav kommer til et andet Resultat end den civile Dom, som der endog ordentligvis i det ny Fremkomne vil være Hjemmel til en Gjenoptagelse af den engang ved Dom afgjorte civile Sag efter de i Udkastet om den borgerlige Retspleje indeholdte Regler, At iøvrigt til de Retsforhold, fom bestod på den Tid, da Handlingen blev begået, også høre de, som før den Tid vare begrundede ved Dom eller anden Retshandling, og at disse som sådanne må anerkjendes under en Straffesag, kan ikke betvivles; det sees let, at dette Tilfælde er væsentlig forskjelligt fra det ovenfor omhandlede.

Udkastets § 5 udtaler ikke, at den Afgjørelse af det privatretlige spørgsmål, som træffes under Stræffesagen, er bindende under en senere borgerlig Retstrætte. En så-

dan Regel, som i større eller mindre Udstrækning opstilles af flere nyere Love, vilde, om den var hjemlet, ikke have sin Plads i Loven om Strafferetsplejen, men i Loven om den borgerlige Retspleje; men at den har Hjemmel i Forholdets Natur, kan vistnok ingenlunde er« kjendes, se den ovfr citerede Afhandling af Pland.

Om Retternes Virkekreds.

Hovedbestemmelserne i dette Kapitel ere dels §§ 7 og 8, jfr. § 10, angående Grænserne mellem Underrettens og Landsrettens Kompetence til Straffesagers Påkjendelse i første Instants, dels § 11 angående Området for Nævningers Medvirkning ved denne. Den Organisation af Retterne, som Kapitlet forudsætter, er given i det særlige Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning. Med Navnet Landsretter ere de kollegialt sammensætte Retter betegnede, der ere bestemte til at være de egentlige Bærere af Retsplejen i Første Instants, og som tillige skulle være anden Instants med Hensyn til de til Underretterne henlagte Sager. Hver Landsretskreds omfatter et Antal Underretskredse. De Sager og Retshandlinger, som ere henlagte til Underretterne, behandles eller foretages af en enkelt Dommer, ordentligvis med Landsretten som anden Instants. højesteret er som hidtil øverste Instants for hele Riget. Om Enkelthederne ved denne Ordning af Domsmagten må iøvrigt henvises til det nævnte, Udkast.

Ved Sførgsmålet om, til hvilken Art af Retter Påkjendelsen i Første Instants af Straffesager bør henlægges, går Udkastet ud fra følgende Grundsætninger: 1) at Betryggelsen for en retfærdig Pådømmelse væsentlig må søges opnået ved Sagens Behandling i Første Instants, og at dette Hensyn kræver som det Regelmæssige, at den i Første Instants dømmende Ret er en Kollegialret, 2) at de af praktiske Hensyn nødvendige Undtagelser fra denne Regel ikke må gå så vidt, at Straffesager af alvorligere Betydning henlægges til Underretten (en enkelt Dommer) i Første Instants, med

mindre i al Fald særegne Omstændigheder ved den enkelte Sag træde til, og 3) at den særlig fortrinlige, men også særlige Ofre af Stat og Borgere krævende Garanti for en retfærdig Pådømmelse, som ligger i nævningers Medvirkning, for det første lun bør finde Sted i Sager, hvis Gjenstand giver dem en alvorligere Betydning, men dernæst end ikke ubetinget ved disse, idet flere Henfyn må føre til yderligere Begrænsning.

De to første Sætninger svare på Strafferetsplejens Område ganske til de Principer, efter hvilke Lovudkastet om den borgerlige Retspleje har draget Grænsen mellem Underrettens og Landsrettens Kompetence til Domssagers Behandling og Påkjendelse, og udgjøre i Forbindelse med disse Forudsætningen for Lovudkastet om Domsmagtens Organisation. Hovedgrunden, hvorpå denne Ordnings nødvendighed hviler, ligger i Mundtligbedsprincipets Konsekventser i Henseende til Bevisførelsen og Retsmidlerne, jfr. herom navnlig hvad der bemærkes ved Udkastets 6te Afsnit. I Kraft deraf må Landsretten også i Straffeprocessen blive den egentlige Bærer af Retsplejen i Første Instants, og til Underretten kunne kun henlægges sådanne Straffesager, hvis Karakter tilsteder at lade det bero ved en enkelt Dommers Afgjørelse, når Parterne ikke påanke, samt at lade fig nøje med, at en Forhandling for Landsretten efter de samme Regler, der gjælde for de til denne i første Instants henlagte Sager, kan fremkaldes ved Påanke, forsåvidt Loven ikke endog må finde Grund til at afskære Adgangen hertil. At det i Strafferetsplejen ikke kan stå Parterne frit at komme overens om, at gå til Underretten i Sager, der regelmæssigt høre under Landsretten, medens det kan tilstedes i den borgerlige Retspleje, følger af den tidligere påpegede Grundforskjel mellem disfe Arter af Retspleje.

Hvad den tredie Grundsætning angår, har Udkastet betragtet det som et ved Grundtoven givet urokkeligt Grundlag, at den Medvirkning af lægmænd med de retskyndige Dommere i Strafferetsplejen, som er et af Hovedpunkterne i Nutidens Reform af denne, skal ske ved Indførelsen af nævningeinstitutionen (Jury, Edsvorne), altså efter den Institutions

Tanke, som fra England er overført til Kontinentet og her er blevet optagen i de fleste og vigtigste nyere Love, det vil sige, således at Nævningerne og de retskyndige Dommere medvirke ved Sagens Afgjørelse som fra hinanden sondrede Bestanddele af Retten. Men forøvrigt er det overvejende Flertal af Kommissionens Medlemmer også af den Anskuelse, at denne Institution i indre værd står langt over Meddomsmandsinstitutionen, der sammensmelter de retskyndige og læge Dommere til et Kollegium, og hvoraf vi have en — rigtignok meget ufuldkommen — Anvendelse i Livssager. Denne Institution, som i den nyere Tid har fundet enkelte varme Forkæmpere i Tyskland (Schöffengericht) , er i nogle tyske Stater optagen med Henfyn til de mindre betydelige Straffesager, altså ved Siden af nævningeinstitutionen. Ved det al« mindelige tyske Udkast var det fra først af påtænkt at indføre Påkjendelse ved Meddomsmænd som almindelig Regel og ganske at lade den egentlige nævningeinstitution falde. Deri skulde ligge Gjenovlivelsen af et gammelt nationalt Institut og en principielt rigtigere Ordning. Tanken fandt imidlertid kun ringe Tilslutning. Kritiken anerkendte hverken den ene eller den anden af de anførte Grunde. Med Ret eller Uret antog man, at Forslaget udsprang af Uvillie mod Principet om Lægmænds Medvirkning og havde til Hensigt at forringe Betydningen af denne Medvirkning. Ligeoverfor denne Modstand blev Tanken ikke fastholdt. I sin endelige Skikkelse er det tyske Udkast vendt tilbage til nævningeinstitutionen i de vigtigste Straffesager.

Idet nævningeinstitunonen kalder et dobbelt, forskelligartet Element til Medvirkning ved Afgjørelsen, er Tanken derved at yde navnlig den Sigtede en førøget Garanti for en retfærdig Afgjørelse, den største Garanti, som det overhovedet er muligt at nå ved den retlige Ordning. Deri og i den Betragtning, at denne fortrinlige Garanti kræver særlige Ofre af Staten og Borgerne, ligger Hjemmelen til at indskrænke Anvendelsen til Straffesager af alvorligere Betydning, så at der overhovedet ikke bliver Spørgsmål om Anvendelse af nævninger i Sager, der høre til

Underrettens Kompetence. Men derefter alene kan Grænsen ikke drages; både praktiske Hensyn og Grunde, som udledes af nævninge« institutionens Væfen, føre til yderligere Begrænsninger, Således vil da ikke enhver Stræffesag, hvis Påkjendelse henlægges til Landsretten, derved med det Samme blive nævningesag.

Udkastet kommer altså til en Tredeling af Straffesagerne i Henseende til Pådømmelsen i Første Instants. nemlig:

1) Sager, som påkjendes af Landsretten under Medvirkning af Nævninger (Nævningeret).

2) Sager, som påkjendes af Landsretten, men uden Nævninger, og

3) underretsager.

En Todeling, som de celdre hos os foreliggende Udkast kjende, således at der kun bliver at skjelne imellem nævningesager og Underretssager, skjønnes ikke at kunne undgå de Skjær, enten at udstrække den Første Klasses Omåde ud over det praktisk Gjennemforlige eller den sidste Klasses ud over det principielt Tilstedelige. Nogen anden Vej til at lose Vanskeligheden frembød der sig imidlertid ikke for hine Udkast, som forudsætte, at den nuværende Retsorganisation i det Væsentlige blev bestående. Gjennemgående er derimod Tredelingen i den franske og de tyske Straffeproceslove. Når den imidlertid i de fleste af disse bygges på en Inddeling af Forbrydelserne efter deres forskellige, i Straffen udtrykte Grovhed (crimes,, délits, contraventions, — Verbrechen, Vergchen, Uebertretungen), er der med Rette af Strafferetsvidenfkaben herimod gjort den Indvending, at en fådan Tredeling af Forbrydelserne er vilkårlig, ikke udsprungen ar disses eget væsen, men alene optagen i Straffeloven for at give Straffeprocessen et Skema at henbolde sig til. Medens Adskillelsen mellem grove og ringe Forbrydelser har en af Straffeprocesfen uafhængig naturlig Grund, der viser sin Indflydelse i Straffenes forskjellige Karakter Øjemed, lader en yderligere Adskillelse mellem de grove Forbrydelser sig ikke begrunde på samme Måde, og når Kompetenceforholdene i Processen bygges på en sådan Adfkillelse, kan der herfor kun påberåbes det rent

praktiske Hensyn, at det ikke lader sig gjøre at udstrække nævningesagernes Område til den hele Klasse af grove, Underretten unddragne Forbrydelser. Men dette er at overhugge, ikke at løse Knuden med Hensyn til Asgrænsningen af nævningesagernes Område, og en sådan Fremgangsmåde kunde kun billiges, når der ikke af selve nævningeinstitutionens væsen kunde udledes Begrænsninger, ved hvilke tillige hint praktiske Hensyn fyldestgjordes. At dette kan gjøres. har længe været Videnskabens Påstand, og Udkastet er, i Erkjendelsen af det Rigtige heri og følgende det af enkelte fremmede Love givne Gxempel (jfr. navnlig den sachsifke Lov af 1868) slået ind på denne Vej. Den Tredeling af Sagerne, som det hjemler, er derfor væsentlig forskjellig fra den i de nvere Love sædvanlige. Kun ved Grænsen for Underretssagerne er Hovedhensynet Forbrydelsens Størrelse; ved Afgrænsningen af nævningesagernes Område indenfor Landsretssagernes Kreds er det et andet. Hvorledes Udkastet i det Enkelte har løft hver af disfe, af hinanden uafhængige Opgaver, skal nu nærmere påvises.

Ved at afgrænse Området for de mindre betydelige Stræffesager, der bør henlægges til Underretten, bliver Hovedhensynet den for Handlingen fastsatte Straf. Adskillige af de Straffe, Lovgivningen gjør Anvendelse af, ere af den Beskaffenhed, at de ikke i Almindelighed kunne eller efter Lovgiverens Opfattelse skulle have en afgjørende Indflydelse på den Persons hele Velfærd, som må lide dem. Handlinger, der ikke kunne pådrage anden Straf, ville hverken efter den almindelige Forestilling eller efter Lovgiverens Opfattelse kunne be« tragtes som grove Forbrydelser. Her vil da foreligge en stor Mængde af strafbare Handlinger, som uden nogen Betænkelighed kan henlægges til Underretten. Men Udkastet kunde ikke blive stående ved en herpå alene bygget Regel. For det Første forekommer der mange Tilfælde, i hvilke den for en strafbar Handling foreskrevne Strafferamme indbefatter såvel Straffe af den nysberørte Karakter som også Straffe af en mere alvorlig Betydning. Ubetinget at udelukke Sager angående sådanne Handlinger fra Underrettens

Kompetence, som Tilfældet måtte blive, når der alene skulde sees på Marimum af den Straf, der kan idømmes, vilde være at miskjende den Dom om Forbrydelsens Karakter, der lægger sig for Dagen i Strafferammens Fastsættelse på den nævnte Måde. Der kan af denne kun udledes, at Handlingen efter Lovgiverens Opfattelse kan være en grov Forbrydelse, ikke, at den altid eller endog blot regelmæssig er det, så meget mindre som det hos os står fast, at Straffen i det overvejende Flertal af Tilfælde vælges nærmere ved Minimum end ved Maiximum, hvad der ikke kan antages at være i Strid med Lovgiverens Tanke. Det må derfor endog siges, at en Handling, for hvilken Strafferammen har fået hin Vidde, i Regelen egner sig til at henlægges til Underrettens Kompetence, og kun undtagelsesvis må være forbeholdt Landsretten. Afgjørelsen af, bvor Pådømmelsen af sådanne Handlinger skal ske, må altså træffes efter Hensyn til den i det konkrete Tilfcclde forskyldte Straf, om denne er en sådan, som griber afgjørende ind i den Sigtedes Velfærd, eller ikke.

Hertil kommer nu endvidere en anden Betragtning. I Reglen bar det vistnok ingen særlig Vanskelighed at afgjøre, om en i Lovgivningen anvendt Straf hører til den ene eller den anden Klasse. Om Flertallet af de i Udkastets § 7 opregnede Straffe må det utvivlsomt siges, at de med Henfyn til Beskaffenheden af det Onde, de tilføje den Straflidende, og de Grænser for Strafondets Grad, Lovgiveren har draget, ikke kunne henregnes til de Straffe, der gribe afgjørende ind i den Pågjældendes hele Velfærd. Omvendt er det Modsætte klart med Hensyn til den Straf, der udenfor de i § 7 opregnede har den største Betydning, nemlig Strafarbejde og selvfolgclig også med Hensyn til Livsstraf. Om Fortabelse af Embede, Bestilling eller Valgret gjælder regelmæssig det Samme, og hvad disse Straffe angår, føre i al Fald også andre Grunde til at udelukke dem fra Underrettens Kompetence, de Grunde nemlig som overhovedet tale for altid at henlægge Embedsforbrydelser og politiske Forbrydelser til Landsretten. Disse samme Grunde med-

føre endelig også, at Statsfængsel må være en Straf, som det ligger udenfor Underrettens Kompetence at idømme; der er kun eet Tilfælde, hvor denne Straf idømmes for en Handling, der ikke kan betegnes som politisk Forbrydelse, nemlig for Duel ifølge Straffelovens § 208 2 det Punktum. Men Stræffen forekommer her alternativt med simpelt fængsel, og Udkastets Regel vil altså kun føre til, at Duel skal pådømmes af Landsretten i de særlig grove Tilfælde, hvor mere end 2 Års simpelt fængfel er forstyldt, d. v. s. en så lang Tids Frihedsberøvelse, at Sagen allerede derved må være udelukket fra Underretten. Derimod er der een af de i Udkastets § 7 nævnte Straffe, om hvilken det såvel efter den almindelige Forestilling som Lovgivningens Anvendelse af den er mere tvivlsomt, til hvilken Klasse den skal henregnes, eller rettere, om bvilken det må siges, at den efter Omstændighederne har snart den ene snart den anden Karakter, nemlig Straffen af fængsel på Vand og Brød. Til denne Straf knytter der sig ofte, og navnlig hos visse Klasser af Befolkningen, Forestillingen om, at den har en vanærende Karakter og derved er en væsentlig strengere Straf end det simple fængsel. Efter en anden Opfattelse adskiller den sig kun fra simpelt fængsel ved de Skjærpelser i Ud« ståelsesmåden, der ere forbundne med den, men som igjen opvejes ved den betydelige Tidsforkortelse, der opnåes, en Omstændighed, som rimeligt nok kan medføre, at simpelt fængsel endog for Mange vil stille sig som en føleligere Straf. En lignende Forskjel i Opfattelsen kan nu imidlertid også spores i Lovgivningen. Denne optager i mange Tilsælde Vand- og Brødstraffen i Strafferammen, hvor det må antages, at den sidstnævnte Opfattelse alene er fulgt. Derom kan der f. Ex. ikke være Tvivl, når kun en vis lav Grad af Straffen er foreskreven (jfr. f. Ex. Lov 10de Mai 1854 § 63, 1ste Punktum, Lov 10de April 1874 §§ 6 og 10), eller når fængsel på Vand og Brød er anvendt ved Siden af simpelt fængsel, men således, at der for dette er foreskreven en vilkårlig og temmelig lav Grænse; thi dette Sidste kan ikke forenes med den Opfattelse, at Vand- og Brødstræffen skulde

være noget væsentlig forskjelligt fra og strengere end simpelt fængsel, da Strafferammen i så Fald vilde indeholde et uforklarligt Spring ved at udelukke de højere Grader af simpelt fængsel. Ofte vil det Samme også fremgå af selve den Handlings Beskaffenhed, for hvilken Vand- og Brødstraf er foreskreven, således med Hensyn til adskillige ældre Straffebud, der hjemle denne Straf uden Alternativ.*) Som Regel må det derimod siges om den almindelige Straffelov, at den ikke åar ud fra det Forhold mellem fængsel på Vand og Brød og simpelt fængsel, at Længden af det sidste kan opveje Ejendommelighederne ved det første, hvilket s, Ex. fremgår af Lovens §§ 31, 36, 66 (jfr. også Grundlovens § 80), samt af de mange Tilfælde, hvor Strafferammen omfatter Strafarbejde og fængsel på Vand og Brød, men ikke simpelt fængsel, eller omvendt simpelt fængsel, men ikke fængsel på Vand og Brød. Men at den dog ikke ganske har lukket sig for den Betragtning, at individuelle Omstændigheder knnne gjøre den simple Fængselsstraf til et mere føleligt onde for den Skyldige, sees af § 30, og Domstolene må vistnok anerkjendes for beføjede til i de talrige Tilfælde, hvor Strafferammen indbefatter både simpelt fængsel og fængsel på Vand og Brød (jfr. Lovens § 25), at tage Henfyn hertil ved fængselsartens Valg, og af denne Grund vælge Vand- og Brødstraf, selv hvor der ikke vilde have været Opfordring til at vælge den som dm i og for sig strengere Strafart. Denne sidste Opfattelse har derimod alene været den herskende i de Tilfælde, hvor Vand- og Brødstraffen er optagen i Strafferammen ved Siden af Strafarbejde, men med Udelukkelse af det simple fængsel, Noget, hvorpå der findes mange Exempler i Straffeloven, og som navnlig er Tilfældet med så hyppig forekommende Forbrydelser som Tyveri og Bedrageri (se §§ 228 og 251). Loven har her nærmest betragtet Vand- og Bødstræffen som en Straf, der står i Klasse med og derfor kan træde i Stedet for Strafarbejde, hvor denne skulde

*) I Straffeloven findes kun eet Exempel på en fådan Strafferamme, nemlig § 183 i Slutningen.

idømmes i larere Grader, end Lovgivningen tilsteder, i Overensstemmelse med den Tankegang, som fik sit Udtryk i Frd. 12te Juni 1816, der indførte den omfattende Anvendelse af Vand- og Brødstraffen, vi endnu kjende, ved at sætte den i Stedet for de tidligere hjemlede lave Arbejdsstraffe. Og i disse Tilfælde vil i Regelen også Handlingens Karakter som vanærende i den almindelige Mening medføre, at en Straffedom må siges at være afgjørende for den Sigtedes Velfærd, selv om Straffen i det konkrete Tilfalde kun falder ud til fængsel på Vand og Brød og ikke til Strafarbejde. Af de anførte Betragtninger om Vand- og Brødstraffen følger, at Handlinger, for hvilke denne Straf kan eller skal idømmes, uden væsentlig Betænkelighed vil kunne henlægges til Underrettens Kompetence i følgende Tilfælde:

1) ubetinget, når Strafferammen hjemler Valg mellem Vand- og Brødstraf og andre af de i § 7 ommeldte Strafarter, men ingen højere Straf.

2) når Strafferammen ved“Siden af det under Nr. 1 omtalte Valg hjemler Adgang til at vælge højere Straf, navulig Strafarbejde, forsåvidt Strafarbejde ikke findes forskyldt i det konkrete Tilfælde, og

3) når Strafferammen alene hjemler Vand- og Brødftraf, men hverken højere eller lavere Strafarter.

Ubetinget udelukkede fra Underrettens Kompetence vilde derimod herefter de Tilfælde være, hvor strafferammen hjemler Valg mellem fængsel på Vand og Brød og Strafarbejde, men ingen ringere Straffe; de vilde ikke kunne komme ind under Underrettens Kompetence, om end Straffen i det konkrete Tilfælde kun blev fængsel på Vand og Brød, ikke Strafarbejde,.

Det turde imidlertid vistnok være nødvendigt af praktiske Hensyn at lempe dette Resultat noget, og derved yderligere udvide Underrettens Kompetence. Til de Forbrydelser, som efter de fremstillede Regler vilde være udelukkede fra Underrettens Kompetence, høre, som bemærket, de mest gængse Ejendomsforbrydelser, Tyveri og Bedrageri, forsåvidt de ikke falde ind under de ved Straffelovens §§ 235 og 256 hjemlede undtagne Tilfælde. Så rigtigt dette

nu end kan være i Principet, kan det dog ikke miskjendes, at en sådan Ordning er forbunden med Ulemper, som det må være Opgaven om muligt at undgå. Disse Forbrydelser og navnlig Tyveri udgjøre nemlig et få stort Procenttal af Summen af de Forbrydelser, der årlig komme for Domstolene, at hin Ordning vil medføre et Besvær og en Udgift, der ikke står i Forhold til den Betydning, som Flertallet af disse Sager i Virkeligheden have. Skal dette praktiske Hensyn fyldestgjøres, uden at gjøre altfor stærkt Brud på Principet, er der, fåledes som straffeloven foreligger, kun een Vej at gå, den nemlig at udvide Underrettens Kompetence til at pådømme stige Sager, når der ikke er Tale om den mest graverende Straf (Strafarbejde), og der derhos er Omstændigheder tilstede, som give Grund til at antage, at Sagen hverken bar faktiske eller juridiske Vanskeligheder, idet nemlig den Sigtede har afgivet en fuldstændig og troværdig Tilståelse og ikke begjærer Pådømmelse ved Landsretten.. Det tor sikkert antages, at en stor Mængde simple Tyverier vil fvldeftgjøre disse Betingelser. Iøvrigt er der, når Bestemmelsen overhovedet vinder Bifald, ikke Grund til at indskrænke den netop til Ejendomsforbrydelser, men den bør være almindelig for alle de Tilfælde, hvor Strafferammen er anordnet på lignende Måde. Når der til det i det foregående Udviklede føjes, at den Særstilling, Udkastet har tiltænkt politiske Forbrydelser (Straffelovens Kap. 9—11) og Embedsforbrydelser, har Hjemmel i Lovgivningens Opfattelse af disse Forbrydelser, jfr. med Hensyn til de Første Grundl. § 74 og med Hensyn til de sidste Straffel. § 66, samt at Henlæggelsen af de i Straffet. § 299 ommeldte Sager til Underretten er naturlig efter Beskaffenheden af det Onde, der her er Tale om, medens de andre i § 2 nævnte Sager have en Betydning, der må udelukke Underretskompctencen, så ville dermed Reglerne i Udkastets §§ 7, 8 og 10 1ste Punktum være tilstrækkelig begrundede. § 7 angiver de Straffe, som Underretten overhovedet kan pålægge. Handlinger, som ikke knnne medføre anden Straf, høre, med Undtagelse af politiske og Embedsforbrydelser, ubetinget til Underrettens Kompetence (§ 8 Nr. 1 og 2). For at

Handlinger, som også kunne medføre andre Straffe, skulle kunne pådømmes af Underretten, udkræves altid, at Stræffen dog i det konkrete Tilfælde ikke overskrider den ved § 7 dragne Grænse, og derhos, når Valget i Strafferammen alene er mellem fængsel på Vand og Brød og Strafarbejde, yderligere, at den Sigtede har afgivet en troværdig Tilståelse og ikke selv begjærer Dom ved Landsretten (§ 8 Nr. 1 og 3). I Modsætning hertil omfatter Landsrettens Kompetence foruden politiske og Embedsforbrydelser 1) alle Forbrydelser, for hvilke Straffen ikke kan gå ned til de i § 7 nævnte Straffe, 2) de Forbrydelser, for hvilke Straffen vel kan gå så langt ned, men hvor dog den i det konkrete Tilfælde forskyldte Straf overskrider hin Grænse, og 3) de Forbrydelser, for hvilke Straffen vel kan gå ned til fængsel på Vand og Brød — men ej lavere — og i det konkrete Tilfælde vil gå ned hertil, men hvor dog den Sigtede enten har begjært Dom ved Landsretten eller ikke har afgivet en sådan Tilståelse, som § 8 Nr. 3 kræver. Det ligger iøvrigt i Sagens Natur, at de til Underretten henlagte Sager ikke ere således udelukkede fra Landsretten, at de ikke gyldig kunne pådømmes der; Straffesagers Forening kan medføre Nødvendigheden af en fådan Pådømmelse (§10 2det Punktum), og under Hovedforhandlingen bør en Sag aldrig afvises fra Landsretten, fordi den kunde være pådømt ved Underretten (§ 13 Nr. 2).

Da den i Straffel. § 46 givne Strafferamme for Forføg på Forbrydelser intet Minimum fastsætter, hvilket også gjælder om flere Forskrifter i Straffeloven, der hjemle Strafnedsættelse (f. Ex. § 39), og da Strafferammen i andre Tilfælde af Strafnedsættelse, ligesom efter Omstændighederne ved Meddelagtighed i Forbrydelser synker meget betydelig, vilde Reglen i § 8 Nr. 1 i stige Tilfælde give Underrettens Kompetence en Rækkevidde, som ikke ligger i Tanken, da Forbrydelsens objektive Karakter, der bestemmes ved Beskaffenheden af det Retsbrud, den indeholder eller tilsigter, ikke væsentlig forandres derved, at kun forsøg eller meddelagtighed foreligger, eller at strafnedsættende Omstændigheder ere tilstede,

og da § 8 kun henviser til Strafferammen, fordi man af den kan udlede Lovgiverens Dom om Forbrydelsens Karakter, altså har den normale, fuldbyrdede Forbrydelse for Øje. Udkastets § 9 er derfor et nødvendigt Tillæg til § 8, for at hævde Tanken ligeoverfor Bogstaven. Dertil kommer, at der netop i de Tilfælde, som § 9 taler om, ofte vil foreligge spørgsmål, som i færlig Grad kræve en omhyggelig Prøvelse; navnlig vil der her jævnlig foreligge Tilfælde, som ligge på Grænsen af Strafbarheden, og hvor spørgsmålet altså er, om der overhovedet er pådraget Straf. Som et enkelt vigtigt herhen- hørende Tilfælde skal her berøres, hvilke Resultater Udkastets Bestemmelser føre til ved Forbrydelser, som begåes af Børn. I eet Tilfælde, det praktisk vigtigste, har Straffeloven en ganske selvstændig Straffebestemmelse herom, nemlig § 233 med Hensyn til Tyveri; her er Underrettens Kompetence ligefrem hjemlet ved § 8 Nr. 1. I alle andre indenfor Straffeloven faldende Tilfælde, hvor Børn overhovedet kunne straffes, er ingen særegen Straffebestemmelse given; men en meget betydelig Strafnedsættelse er hjemlet ved § 36. Her bliver altså ifølge Udkastets § 9 Kompetencen at bedømme efter den almindelige Stræfferamme for Forbrydelsen. Deraf vil med Hensyn til Bedrageri følge, at Reglen i § 8 Nr. 3 bliver anvendelig. Men det vil også findes ikke unaturligt, at der netop her, hvor der nødvendigvis ifølge Reglerne i Straffel. §36 må opstå spørgsmål, om Barnet overhovedet skal straffes, fordi det så let kan stille sig så, at det ikke har havt åndelig Modenhed nok til at indse en sådan Handlings Strafbarhed, skjønt det meget vel forstår sig t. Ex. på et Tyveris Strafbarhed, ikke lettelig unddragcs Barnet nogen Garanti for en omhyggelig Vedømmelse af spørgsmålet om deis Tilregnelighed, og at en sådan Sag derfor kun under de samme Betingelser, som gjælde for den Vorne, unddrages fra Landsretten.

Hvad det andet Hovedspørgsmål angår, med hvilket § 11 beskjæftiger sig, nemlig Afgrænsningen af nævningernes Kompetence, skal følgende bemærkes til Begrundelse af Ud-

kastets Regler. At nævninger ordentligvis kun bør tilkaldes til Medvirkning ved betydelige Straffesager, blev allerede ovenfor bemærket; kun bliver det overensstemmende med Grundloven at fastholde, at politiske Lovovertrædelser ikke, selv om de ere mindre betydelige, kunne holdes udenfor deres Kompetence. Da disse imidlertid også efter Udkastet ere holdte udenfor Underrettens Kompetence, er det Udkastets første undtagelsesfrie Regel, at nævninger overhovedet kun kunne komme til Anvendelse i Sager, der ere henlagte til Landsretten. Det er denne alene, som ved Tilkaldelse af nævninger kan udvide sig til en Nævningeret. Det blev fremdeles ovenfor bemærket, at allerede praktiske Hensyn forbyde at tilkalde Nævninger til alle under Landsretten hen« lagte Straffesager. Skal imidlertid denne snevrere Grænse ikke blive vilkårlig, kan den ikke alene begrundes på Hensynet til Straffens størrelse. Det kan vel forsvares i visse Tilsælde at lade dette Hensyn fåe Indflydelse. Således vil det findes naturligt, at nævninger ubetinget tilkaldes i alle Tilfælde, hvor den Strafferamme, der er spørgsmål om at bringe til Anvendelse, hjemler Livsstraf eller livsvarigt Strafarbejde, selv om Straffen også kan blive lavere. På den anden Side kan der anføres Grunde for ikke at give den Sigtede Retskrav på nævninger, når der i Sagen kun er Spørgsmål om en ringere Straf end Strafarbejde, omend en sådan Sag på Grund af Reglen i § 8 Nr. 3 eller § 9 må for Landsretten (ved politiske Lovovertrædelser tilsteder Grundloven ikke at gjøre dette Hensyn gjældende). Det må her ansees for tilstrækkeligt, at nævningers Medvirkning ikke ubetinget er udelukket, men af Retten kan tilståes, når Sagens faktiske eller juridiske Beskaffenhed findes at give Grund dertil. Med Hensyn derimod til den hele mellemliggende Klasse af Sager, hvor et tidsbestemt Strafarbejde er forskyldt, hvad enten dette nu med nødvendighed følger af Strafferammen eller af Sagens konkrete Beskaffenhed, giver hverken Forholdets Natur eller Straffeloven noget holdbart Støttepunkt for en Sondring efter Straffens størrelse, hvilken derfor ikke vilde kunne undgå at blive vilkårlig. Her er

det da, at det Spøsrgsmål bliver af Vigtighed, om ikke en Sondring efter andre Hensyn bør gjøres, hvorved tillige det praktiske Formål fyldestgjøres, at nævningesagernes Område ikke bliver altfor stort og bebyrdende. Det kan nu i og for sig ikke være tvivlsomt, at en naturlig Grund til at tilkalde nævninger til Medvirkning er der ordentligvis kun da, når Sagens faktiske eller retlige Beskaffenhed frembyder Tvivl, medens de mange Tilfælde, hvor spørgsmålet, om Straf er fortjent, aldeles ingen Tvivl frembyde, og hvor den nævningerne uvedkommende Strafudmåling i Virkeligheden er det Eneste, Retten har at afgjøre, ikke bør henlægges under Nævningerne, til ingen Nytte for Sagen og til Besvær for disse. Det er fremdeles indlysende, at en Grænse for Nævningernes Område efter Straffens størrelse sætter dette Hensyn ganske til Side, overlader det ganske til Tilfældet, om det endog blot tilnærmelsesvis sker Fyldest. Men det må endvidere erkjendes, at det Samme vil gjælde om ethvert andet abstrakt Kriterium, man vilde vælge, og navnlig også om det af Mange anbefalede Princip, at sondre efter Forbrydelsernes Art uden Henfyn til Straffen. Kun hvor Forholdet er af en sådan færegen Beskaffenhed som ved politiske Lovovertrædelser, er der Rimelighed for at lægge afgjørende Vægt på Forbrydelsens Art, hvortil også Grundloven henviser. Det, hvorpå det i Reglen må komme an, er det konkrete Tilfældes Beskaffenhed, og Spørgsmålet bliver da, hvem der skal bedømme dette. Skal det nu være den Sigtedes Ret at dømmes af Nævninger, når Sagen egner sig dertil, så kan hverken Anklagerens eller Domstolenes Skjøn herom blive afgjørende, men alene den Sigtedes eget skjøn. Med andre Ord, det må regelmæssig overlades den Sigtede at afgjøre, om han vil dømmes af Landsretten uden Næuninger, eller om han vil have Nævningers Medvirkning. En fuldstændig Sikkerhed for, at den rigtige Grænse kommer til Gyldighed, ligger der selvfølgelig ikke heri, men derom kan der overhovedet ikke være Tale. Der er iøvrigt ingen Grund til at nære Frygt for, at den Sigtede i utvivlsomme Sager dog regelmæssig

skulde vælge Nævninger; dertil vilde ordentligvis intet Motiv være — den, der har afgivet en klor Tilståelse i en retlig ikke tvivlsom Sag, kan ikke have Håb om at slippe, fordi han påkalder Nævninger —; et vægtigt Motiv i modsat Retning vil det derimod være, at Sagen kan blive hurtigere afgjort, idet den ikke behøver at vente, til Nævningeret holdes. Snarere kan man tænke sig, at der vilde være Utilbøjelighed til vælge Nævninger, selv hvor Sagen egner sig dertil; men dette vil dog ganske bero på, om Nævningeinstitutionen forstår at vinde Tillid i Befolkningen. At dette vil ske, derom vil nu den, der har Tro på den og vurderer de foreliggende Erfaringer, ikke Være i Tvivl; men der er i Principet Intet at indvende imod, at Institutionens fulde Virkning bliver afhængig heraf, så at det ordentligvis ikke påtvinges Nogen at dømmes af Nævninger. Det Anførte vil endvidere forklare, hvorfor Udkastet lægger vægten på den Sigtedes Valg og ikke sætter i Stedet, om der foreligger Tilståelse af den Sigtede. Selv om denne nemlig er fuldstændig og troværdig, har den dog kun Betydning som Bevis for Sagens faktiske Grundlag, men udelukker ikke, at den retlige Bedømmelse kan være tvivlsom. Tilståelsen kan derfor efter Straffeprocessens Grundsætninger kun have Betydning til at afkorte Bevisførelsen, således som det er foreskrevet i Udkastets § 324, men ej som sådan udelukke den Sigtede fra at fane Spørgsmålet om sin Strafskyld bedømt af Nævninger. Heller ikke er der tilstrækkelig Grund til som Betingelse for Sagens Pådømmelse uden Nævninger at kræve både, at den Sigtede vælger det, og at der foreligger en fuldstændig og troværdig Tilståelse. I mange Tilfælde kan Domfældelsen være utvivlsom, hvor den Sigtede dog ikke har Selvovervindelse nok til at afgive en åben og fuldstændig Tilståelse, f. Ex. om kvalificerende Omstændigheder ved Forbrydelsen; at en sådan Tilståelse ikke foreligger, godtgjør derfor ikke, at hans Valg bør tilsidesættes, Det kan heller ikke påberåbes, at begge hine Betingelser fordres i § 8 Nr. 3; Valget imellem Landsretten med eller uden Nævninger kan ikke sam-

menstilles med Valget mellem Landsret og Underret. At tilstede det sidste Valg er overhovedet uregelmæssigt og bør som en Nødhjælp kun tilstedes under særlig strenge Betingelser.

Fra den Regel, at den, der sigtes for en Forbrydelse, for hvilken Strafarbejde findes at være forskyldt, har Ret til at dømmes af Nævninger, er der imidlertid Grund til at gjøre en Undtagelse. Gn stor Del Straffesager angå Personer, som alt forhen ere dømte og nu sigtes for Gjentagelse af Forbrydelsen. Om der nu end ofte her vil være Spørgsmål om en strengere Straf, har denne dog i Almindelighed ikke en så afgjørende Betydning for den Sigtede som den tidligere Domfældelse. På den anden Side vil der her lettest forekomme Exempler på, at Retten til at forlange Nævninger kunde misbruges, og der er derfor særlig Opfordring til at drage Omsorg for, at Nævningerne ikke overbebyrdes med denne Slags Sager. Ved Forbrydelser, hvor Gjentagelse forekommer jævnlig, (altså ikke blot de Tilfælde, hvor Gjentagelsen efter Straffeloven medfører en kvalificeret Straf, men ved alle de Forbrydelser, der omhandles i Straffelovens Kap. 23—27, og uden Hensyn til, om det er den samme eller kun en beslægtet Forbrydelse, om hvilken der nu er Tale), kan det derfor fuldkomment forsvares, at den videst gående Garanti for Bedømmelsen, som ligger i Nævningers Medvirkning, ikke ubetinget indrømmes i Gjentagelsestilsælde. I Henhold hertil har Udkastet tun da anerkjendt Ret til Nævninger i stige Tilfælde, når den Tid er forløben, som efter Straffelovens Regel medfører Ophøret af den i visse Tilfælde foreskrevne særegne Straffevirkning af Gjentagelsen, eller når der er Spørgsmål om meget grove Forbrydelser. Denne Undtagelse medfører ikke, at Medvirkning af Nævninger flet ikke kan finde Sted i disse Tilfælde; for det Første skulle Nævninger medvirke, når Reglen i § 11 Nr. 1 medfører det, og i andre Tilfælde kan Retten i Henhold til § 11 Nr. 3 bevilge Nævninger.

Reglerne i § 11 kunne efter det Fremstillede kortelig sammenfattes således: Prin-

cipet er, at Nævninger skulle medvirke i sådanne Landsretssager, hvis Beskaffenhed gjør dem egnede dertil. Dette må nu siges ubetinget om de Sager, i hvilke der er Spørgsmål om de yderste (absolute) Stræffe, Loven kjender samt i Sager om politiske Forbrydelser. Selv om den Sigtede i disse Sager ikke ønskede Nævninger, tillader Hensynet til Samsundet, jfr. Grundloven, ikke at holde dem borte (§11 1ste Stykke). I alle andre Tilfalde skal derimod Hensynet til Sagens konkrete Beskaffenhed være afgjørende. Dommen herom er regelmæssig overladt den Sigtede, som altså får en Ret, han dog kan give Afkald på, til at dømmes af Nævninger (§11 2 det Stykke), men Afgjørelsen er overladt Retten, når den Sigtede eller Anklageren andrager på Nævninger udenfor Lovens almindelige Regler (§ 11 3die Stykke)*).

Når Forening af Stræffesager finder Sted (se herom Udkastets 1ste Afsnit Kap. VII, andet Underafsnit), kan deraf følge en Forandring i Kompetencen, således som denne vilde være, når Sagerne behandledes adskilte. Dette vil for det Første være Tilfældet, når en eller nogle, men ikke alle de forenede Sager kræve Nævninger eller Landsret, idet da også de Sager, om hvilke det Samme ikke vilde gjælde, når de behandledes adskilte, må dele Skjæbne med hine. Da Forandringen i Kompetence er til Gunst for den Sigtede, kan dette selvfølgelig ingen Betænkelighed have. Kun forsåvidt de forenede Sager

*) Som Følge af Udkastets Regler vil første Gang begået simpelt Tyveri i mange Tilfælde kunne påkjendes af Underretten (§ 8 Nr. 3); skal det påkjendes af Landsretten, vil det dog kun undtagelsevis være den Sigtedes Ret at dømmes af Nævninger (§ 11 2det Stykke), men Retten vil altid på hans Andragende kunne bevilge Henvisning til Nævninger (§ 11 3die Stykke). Er Tyveriet grovt, er det altid den Sigtedes Ret at dømmes af Nævninger. Den, der sigtes for anden Gang begået Tyveri, kan vel undtagelsesvis komme for Underetten, men regelmæssig vil Landsretten have at dømme hem, og det vil være at pådømme af Landsretten, men hyppigst uden Ret for den Sigtede til Nævninger, og dette vil altid være Tilfældet ved fjerde Gang eller oftere begået Tyveri, med mindre Tyveriet er grovt.

angå flere Sigtede, og Kompetencens Bestemmelse ellers beror på den Sigtedes Valg, kan der gjøres den Indvending, at denne Valgret tabes. Det er imidlertid klart, at den Forening, som Processens Interesse måtte kræve, ikke kan opofres af denne Grund; det kan kun være et Hensyn til ikke at fastholde en Forening uden afgjørende Motiver. En Anvisning i denne Retning har Udkastet udtalt i § 12 i Slutningen, til hvilken Retten altså ved Anvendelsen af sin Beføjelse efter Udkastets § 72 1ste Punktum har at tage Hensyn. Et andet Tilfælde, hvor Foreningen af flere Stræffesager, nemlig mod den samme Person, vil medføre Forandring i Kompetencen, fremkommer derved, at den samlede Strafskyld nåer en Størrelse, som efter Reglerne i §§ 7 og 11 har Betydning for Kompetencen, medens ingen af de enkelte Forbryddelser for sig nåer så høst i Strafskyld. Underretten er aldrig, og derfor heller ikke i et sådant Tilfælde, kompetent til at pålægge Strafarbejde, og når den samlede Strafskyld nåer Strafarbejde, er også dette tilstrækkeligt til at hjemle den Sigtede Ret til at vælge Nævninger. Finder der i sådanne Tilfælde enten, fordi alle Forbrydelserne ikke vare oplyste, eller af anden Grund en Adskillelse af Sagerne Sted, vil Kompetencen vel blive forandret, (jfr. dog § 72 2det Punktum); men Reglen i Straffelovens § 64 eller dens Analogi, som bliver Normen for Stræffens Bestemmelse i den sidste Sag, vil også da udelukke, at Strafarbejde kan blive idømt (jfr. derimod Straffelovens § 24), medmindre der ved Anvendelse af Reglerne om Retsmidler kan komme en ny Forhandling i Stand, under hvilken Sagerne forenes (Udkastets §§ 400, 423 Nr. 2, jfr. § 426).

Det følger af sig selv, at den almindelige Regel må være, at Retten i Embeds Medfør — ikke blot, når Indsigelse gjøres — skal prøve sin Kompetence efter de foran fremstillede Regler med Hensyn til en for den anhængiggjort Sag, og at den bør gjøre det på ethvert Trin af Sagen, så at Afgjørelser herom kunne fremtræde i forskjellig Form, jfr. med Hensyn til Landsretten Udkastets §§ 251 (Nr. 2). 256, 259, 270,

290, 304, og mev Hensyn til Underretten Udkastets §§ 359, 360, 361. Forskjellige Lempelser i denne Regel ere dog nødvendige eller hensigtsmæssige dels i Betragtning af, at kun den lavere Rets Kompetence er exklusiv, dels på Grund af de Hensyn, der ved at drage Grænserne for Kompetencen i visse Tilfælde ere tagne til konkrete Omstændigheder ved Sagen, dels endelig for at afbøde Urimeligheder, som en streng Fastholden af de almindelige Regler om Dommes Retskraft på dette Område vilde føre til under den givne Ordning af Kompetenceforholdene. Herom handler Udkastets § 13.

Simplest stiller Sagen sig i de Tilfælde, hvor der til Bestemmelse af Kompetencen ikke behøver at anstilles et Skjøn over Omstændigheder, til hvis Bedømmelse der først, når Sagen er tilende, foreligger et fuldstændigt Materiale. Dette er Tilfældet, hvor Afgørelsen alene beror på Stræfferammen, efter Omstændighederne (§ 11 2det Stykke) i Forbindelse med Hensynet til en den Sigtede tidligere overgået Dom eller en Erklæring af denne, som senest må foreligge inden Udløbet af den i § 253 ommeldte Frist (se § 254 Nr. 3), jfr. også med Hensyn til § 8 Nr. 3 Udkastets § 362. Ved Underretten må her den almindelige Grundsætning regelmæssig komme til Anvendelse uden Undtagelse. Ved Landsretten er der ingen Grund til at afvige fra den på alle foreløbige Stadier i Sagen. Men når Sagen her er kommen til Hovedforhandling, bør Sagen dog ikke ende med en Afvisningsdom og derved den stedfundne Forhandling spildes til Unytte, da Landsretten selvfølgelig er god nok til at påkjende Sager, der kunne lade sig nøje med en Underretspåkjendelse. Regelmæssig må det Samme gjælde, når en Sag er bleven forhandlet for Nævninger, skjønt den kunde være påkjendt uden disse; men forsåvidt den Sigtede har Ret til at kræve Pådømmelse uden Nævninger, må dog det under Nr. 2 med Hensyn hertil tagne Forbehold gjøres. — Har Anklageren begyndt forfølgning ved Landsretten, men denne har nægtet Anklagen Fremme, fordi Sagen antages at høre for Underretten (altså på foreløbige Stadier i Sagen), så vilde

efter almindelige Regler om Dommes Retskraft denne Afgjørelse ikke forpligte Underretten til at erkjende sig kompetent (jfr. Nellemanns Procesmåde S. 834). Ikke altid vilde Overensstemmelse i Afgjørelserne kunne fremskaffes ved Retsmidler. Hvis Anklageren har ladet Landsrettens Afgjørelse upåanket inden den foreskrevne Frist, vilde det negative Resultat, at Sagen ikke hører for Landsretten, stå fast som endelig Dom. Om det nu end er sandsynligt, at Underrettens på en anden Opfattelse hvilende Dom, der afviste Sagen fra Underretten, ved Påanke vilde blive bragt i Overensstemmelse med Landsrettens Opfattelse, er dette dog ikke nødvendigt, og i al Fald er her et Omsvøb, som det fuldkomment stemmer med Forholdet mellem Landsret og Underret at undgå på den Måde, at hin Landsrettens Afgjørelse bliver bindende for Underretten (§ 13 Nr. 3 1ste Punktum). Så meget mere må da det Samme være Tilfældet, når Landsrettens Afgjørelse var stadfæstet af Højesteret. At gå lige så vidt med Hensyn til Underrettens Afgjørelse, kan på Grund af Forholdet mellem Domstolene ikke forsvares, men vel, når Landsretten ifølge Påanke har afvist Sagen fra Underretten eller stadfæstet en sådan Afvisning (§ 13 Nr. 3 2det Punktum). Lignende Spørgsmål opstå ikke med Hensyn til Nævningers Medvirkning, fordi slige Afgjørelser her altid fremtræde som Forandringer i tidligere Afgjørelser af den samme Ret, der ikke nødvendiggjøre en ny Sags Anlæg ved en anden Ret, men kun Sagens Gjennemførelse på en anden Måde ved den samme Ret.

Mere omfattende blive Afvigelserne fra den almindelige Grundsætning, når Kompetencen beror på den i det konkrete Tilfælde forskyldte Straf eller på Beskaffenheden af den Sigtedes Forklaringer om Sigtelsen (§ 8 Nr. 3). Et begrundet skjøn herom kan Retten ofte ikke have på Sagens føreløbige Stadier, og det stemmer i al Fald bedst med Mundtlighedsprincipet ikke at kræve et sådant af Retten. Den bør foreløbig, indtil Hovedforhandlingen er endt, følge Anklagerens skjøn. Da nu derhos Landsretten ikke på

det sidstnævnte Tidspunkt kan henvise Sagen til Underretten (§ 13 Nr. 2), bliver altså Resultatet, at Anklageren er Herre over at bringe en sådan Sag for Landsretten, et Resultat, som heller ikke kan findes unaturligt. Derimod kan og skal Underretten i Overensstemmelse med Udkastets Principer for Kompetenceafgrænsningen afvise den Sag, i hvilken den efter endt Hovedforhandling finder, at hine Betingelser for dens Kompetence mangle. Da der, selv om Underretten skulde give Dom i et sådant Tilfælde, lydende f. Ex. på Strafarbejde (altså afvigende fra Reglen i § 7), altid kunde fremkaldes en ny fuldstændig Forhandling for Landsretten ved Påanke, bliver den virkelige Forskjel den, at denne nye Forhandling med Nødvendighed skal finde Sted. Ligeledes skal Landsretten, når Hovedforhandling er ført for den uden Nævninger, men den nu finder, at Stræffens Størrelse giver den Sigtede Ret til at dømmes af Nævninger, give denne Lejlighed til at erklære sig herom og eventuelt henvise Sagen til en ny Forhandling med Nævninger. Er Anklageren tvivlende i sit Skjøn, vil han, for ikke at spilde en Forhandling, selvfølgelig være opfordret til at vælge den højere Ret eller henholdsvis Nævninger, hvorved det bliver sikkert, at ingen Forhandling spildes, og hvorved den Sigtede får den ham i tvivlsomme Tilfælde naturlig tilkommende Fordel. At den Afgjørelse, Retten kommer til efter endt Hovedforhandling med Hensyn til hine Omstændigheder, og i Kraft af hvilken den afgjør sin Kompetence, ikke kan være Påankegrund som Krænkelse af Rettergangsregler (Udkastets §§ 374 og 399), kræver Forholdets Natur. Den Sigtede kunde ikke blive berettiget til sådan Påanke; thi hvad enten den lavere Ret hævder sin Kompetence eller henviser Sagen til højere Ret, er han ikke forurettet. Det skulde da blot være Spørgsmålet om Ret for Anklageren til at påanke, når Retten afvigende fra hans Skjøn henviser Sagen til højere Ret. Men Påankeinstantsen kan ikke have en så godt begrundet Dom om disse Omstændigheder som den Ret, for hvilken Bevisførelsen har fundet Sted, og det vilde være højst unaturligt, om denne skulde have en Dom påtvungen om

disse Omstændigheder. Som Følge af Reglerne under Nr. 1 og 2 bliver der i de heromspurgte Tilfælde ikke Tale om Anvendelsen af § 13 Nr. 3, om det første Punktums Regel ikke, fordi Sagen i disse Tilfælde ej kan henvises fra Landsretten, for hvilken Anklageren har bragt den, til Underretten, om det sidste Punktums Regel ikke, fordi Anklageren er udelukket fra Påanke, og altså når han vil føre Sagen videre, må gjøre Underrettens Skjøn til sit, hvilket da atter er bindende for Landsretten.

Den første og den sidste Paragraf i dette Kapitel trænge ikke til nogen udførlig Forklaring. Med Udkastets System står det i god Samklang, at Underdommeren er Undersøgelsesdommer også i Landsretssager (§ 6). om det end ikke må være udelukket, at et Medlem af Landsretten benyttes som sådan. Sker det Sidste, bør Påanke af hans Handlinger gå til Højesteret og ikke til den Ret, af hvilken han selv er Medlem (§ 14).

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages for at handle i Sagen.

Indholdet af dette Kapitel er i alt Væsentligt overensstemmende med Indholdet af det tilsvarende Kapitel i Udkast til Lov om Rettergangsmåden i borgerlige Domssager (første Afsnit, Kapitel III.). Afvigelserne ere ikke andre end de, der følge af, at der i Stræffeprocessen ikke blot bliver Spørgsmål om Dommernes, men og om Nævningernes specielle Inhabilitet, eller iøvrigt af de forskjellige faktiske Forudsætninger. Da nu dernæst Udkastets Regler om den specielle Inhabilitet i Hovedtrækkene stemme med, hvad der altid og allevegne har været gjældende Ret og anerkjendt som stemmende med Forholdets Natur, og således også med hvad der for Tiden er dansk Ret, jfr. Nellemanns Civilproces alm. Del S. 169 ff. og S. 191 ff., ville kun enkelte Punkter behøve nærmere Begrundelse.

I de i § 15 ommeldte Tilfælde må Dommeren eller Nævmngen ikke handle i

Stræffesagen. Ikke blot Parterne kunne fremsætte Indsigelse imod ham, men Reglerne skulle iagttages i Embeds medfør, se § 16 De ere også af den Beskaffenhed, at de må være fælles for Dommere og for Nævninger. Kun under Nr. 5 fremtræder en i Forholdets Natur begrundet Forskjel. Med Hensyn til denne Regel bemærkes Følgende:

Det stemmer med Forholdets Natur og den gjaldende Ret, at den Omstændighed ikke i Almindelighed gjør en Dommer inhabil, at han tidligere har handlet som Dommer i Sagen under andre Forhold eller på andre Trin af Sagen. Udenfor hvad der følger af Reglen i § 15 Nr 1 sidste Stykke, har § 15 Nr. 5 ikkun, overensstemmende med det civile Udkast, udelukket den Dommer, der i Påankeinstantsen vilde fåe med en Sag at gjøre, i hvilken han har handlet som Dommer i den underordnede Instants, jfr. om et aldeles ejendommeligt Tilfælde § 350. Det gjør altså f. Ex ikke Dommeren inhabil, at han har dømt i en Sag, der nu på Grund af Reglerne om det Retsmiddel, Udkastet betegner som Sagens Gjenoptagelse, se 6te Afsnit Kapitel IV, påny skal påkjendes i samme Instants. Dette er også ifølge de Forudsatninger, der betinge en pådømt Sags Gjenoptagelse, aldeles naturligt. Heller ikke gjør det i og for fig en Dommer i den dømmende Ret inhabil, at han som Undersøgelsesdommer har handlet i Sagen. Til hvilke praktiske Vanskeligheder en modsat Sætning vilde føre, sees let. Navnlig vilde i Underretssager, der behandles af en enkelt Dommer, i de fleste Tilfælde en Sættedommer blive nødvendig til Påkjendelsen. Når Spørgsmålet har været rejst, er Grunden den, at man har stillet Undersøgelsesdommerens Virksomhed jevnsides med Politiembedsmandens eller den offentlige Anklagers, der virker for Efterforskning af Forbrydelser, og som sådan må betragtes som Part i Sagen, hvoraf følger, at han ikke kan være Dommer i den, se § 15 Nr. 4. At det nu aldrig bar været den retlige Betragtning, selv under det inkvisitoriske Princips Herredømme i Stræffeprocessen, at Undersøgelsesdommeren skulde indtage en Parts Stilling mod den Sigtede, er klart. Men ganske vist er det en faktisk

Mislighed i Inkvisitionsprocessen, der bliver des større, jo mere rent inkvisitorisk Processen er formet, at Undersøgelsesdommerens Hverv vanskelig kan undgå at antage Karakteren af en Anklagers, eller at han i al Fald let må blive betragtet således. Den rent inkvisitoriske Proces kjender jo heller ikke en Adskillelse imellem Politiembedsmandens og Undersøgelsesdommerens Virksomhed til en Stræffesags Oplysning. Så længe nu den resormerede Stræffeproces i alt Væsentligt bevarede Forundersøgelsen i den Ånd og Karakter, som den havde under den tidligere inkvisitoriske Proces, kunde der derfor med nogen Grund spørges, om ikke den Regel, at den, der havde handlet som offentlig Anklager eller Politiembedsmand i Sagen, var inhabil som Dommer, måtte overføres således, at den, der havde handlet som Undersøgelsesdommer i en Sag, måtte Være inhabil til at påkjende eller deltage i Påkjendelsen af denne Sag. Udkastets Ordning af Forundersøgelsen i videre Forstand har imidlertid en anden Karakter. For det Første er det indlysende, at Undersøgelsesdommernes Virksomhed på det Trin af Sagen, der i Udkastet betegnes som Efterforskningen, ikke med nogen Skygge af Grund kunde gjøre ham inhabil. Hvad dernæst Forundersøgelsen ved Retten angår, er denne efter Udkastets Ordning, selv bortset fra den Meningsulighed, der på dette Punkt er imellem Kommissionens Medlemmer, så forskjellig fra den gjældende Rets og overhovedet den inkvisitoriske processes Forundersøgelse, at Forudsætningerne for hint Spørgsmåls Besvarelse ere ganske forandrede. Politiembedsmanden forsvinder ikke under Forundersøgelsen, han vedbliver at repræsentere Anklagen, hvad enten man stiller hans Virksomhed mere eller mindre i Forgrunden. Der kan derfor ikke være den Fare som tidligere, for at Dommeren skal miste sin Karakter af Dommer, og det så meget mindre, som Forundersøgelsens Øjemed nu er ganske anderledes begramset end tidligere. Selv efter den Ordning af Forundersøgelsen, for hvilken Kommissionens Flertal tager Ordet, må det derfor siges, at der mangler tilstrækkelig Grund til som almindelig Regel at erklære Undersøgel-

sesdommeren for inhabil til at dømme i den Sag, ved hvis Behandling han har virket i hin Egenskab. Det er åbenbart kun under særegne Omstændigheder, at en Inhabilitet kunde begrundes derved; men for sådanne exceptionelle Tilfælde indeholder § 17 aldeles tilstrækkelig Hjælp.

I Overensstemmelse med det Udviklede er det fremdeles, at det kun gjør en Dommer inhabil, når han i Påankeinstantsen skal påkjende en Sag, i hvilken han måtte have været Nævning i den underordnede Instants, derimod ikke f. Ex., at han har været Nævning i en Sag, der nu på Grund af Sagens Gjenoptagelse kommer for den Ret, i hvilken han imidlertid er bleven Dommer.

Hvad Nævninger angår, kan det Tilfælde ikke forekomme, som ifølge Nr. 5 gjør en Dommer inhabil. Det er altså ganske overensstemmende med den udviklede Grundsætning, at nævningen overbovedet ikke bliver inhabil, fordi han engang tidligere har været Nævning i samme Sag, altså ikke i Tilfælde af Sagens Gjenoptagelse, jfr. derimod også her § 350. Derimod er det en Afvigelse, at nævningen bliver inhabil, når han har handlet som Dommer (f. Ex. som sættedommer) i Sagen. Denne Afvigelse har fin Grund i Nævningeinstitutionens særegne Karakter, jfr. også de almindelige Udelukkelsesgrunde i § 17.

Den Regel, som § 16 indeholder om Måden, på hvilken Spørgsmål om en Dommers specielle Inhabilitet afgjøres, er stemmende med den gjældende Ret. At Reglen må være en anden med Hensyn til Nævninger, se Paragrafens Slutning, følger af de almindelige Grundsætninger om Nævningers Stilling og Hverv i en Stræffesag.

Ved Siden af de i § 15 opregnede Omstændigheder, hvis Tilstedeværelse medfører, at Dommeren ikke må handle i Sagen, anerkjender § 17, at Parterne kunne gjøre Påstand på, at en Dommer skal vige sit Sæde også i andre Tilfælde, hvor der er grundet Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed, og fremdeles, at Dommeren i slige Tilfælde også af egen Drist kan vige sit Sæde. En sådan Regel gjælder overalt og er stemmende

med Forholdets Ratur. Men den gilder efter Udkastet ikke om Nævninger. Grunden hertil er, at Parterne med Hensyn til disse have den langt videre gående Ret, at de i stor Udstrækning kunne forkaste Nævninger uden Angivelse af Grunde, se §§ 315—317, en Regel, som efter Forholdets Natur ikke kan gjælde med Hensyn til Dommerne, blandt Andet fordi disse ikke haves til Rådighed i så stort Antal, som en sådan Forkastelsesret vilde forudsætte. Ved Siden af denne Ret kan der ikke erkjendes at være Trang til også at tillægge Parterne den i § 17 ommeldte Ret ligeoverfor Nævningerne. Disse bør derfor heller ikke udsættes for en Forhandling, der efter den Ubestemtbed, Reglen i § 17 har og må have, så overordentlig let kan antage en for dem meget ubehagelig Karakter. Også vilde det åbne Døren for en Række ufrugtbare Forhandlinger og Forsøg på at slippe fra Byrden og Ansværet ved Nævningehvervet, når man vilde tillægge Nævningen selv Ret til at rejse Spørgsmål om sin Udelukkelse i Henbold til § 17, en Regel, som heller ikke kjendes nogetsteds.

De formelle Regler i §§ 18 og 19 behøve ingen Begrundelse, ligesålidt som de Regler, der indeholdes i § 20 om Retsmidler mod Kjendelser anagånde de heromhandlede Spørgsmål. De svare ganske til Reglerne i det civile Udkast. Om det ejendommelige Retsmiddel, der her første Gang nævnes, nemlig Besværing, henvises til Udkastets 6te Afsnit, Kap. III. og hvad derved bemærkes.

Hovedreglen i § 21 er given ved Forholdets Natur. Undtagelsen har ingen Betænkelighed. Den vil aldrig kunne medføre, at en Sags Afgjørelse sker ved en inhabil Dommer, men forebygger kun uoprettelig Skade, som Reglens strenge Fastholden efter Omstændighederne kunde bevirke. Reglerne i § 22 ere stemmende med Forholdets Natur og den gjældende Ret.

Om de offentlige Anklagere

Efter den Cyklus af Kapitler, der

handle om Retten og Rettens Personer i Almindelighed, følger nu en række af almindelige Kapitler om Parterne i Stræffesager, nemlig Kapitlerne IV.—VI. I disse Kapitler fremtræde de første vigtige Konsekventser af et Princip, som Reformbevægelsen på Stræffeprocessens Område fordrer lagt til Grund for dennes Ordning, og som også i Lovene trænger sig frem til stedse fyldigere Anerkjendelse, nemlig Anklageprincipet.

Som bekjendt stilles Anklageprincipet i Modsætning til Inkvisitionsprincipet, der er den ældre Stræfferetsplejes egentlige Særkjende, selv hvor den, som hos os, har bevaret nogle akkusatoriske Former. Skal denne Modsætning betegne en virkelig gjennemgribende, for Nutiden vigtig Adskillelse, kan den ikke bero på, hvad der navnlig tidligere hyppig har været opstillet som Meningen med den, om Forbrydelsernes Forfølgning overlades til Private, eller om Staten virker for denne ved sine Myndigheder. At en rigtig Opfattelse af den i Stræffen liggende Retshåndhævelses Væsen fører til, at det Sidste regelmæssig bør være Tilfældet (Officialprincipet), og at derfor den engelske Stræfferetsplejes modsætte Regel er forældet og mangelfuld, hører til de almindelig, også i England anerkjendte Sætninger. Hvad der ved hin Modsætning haves for Øje, er dette, om den Oplysning om Sandheden, hvorpå det i enhver Stræffesag kommer an, skal opnåes derved, at Retten strider ind i Embeds medfør og uden egentlig Medvirkning af Parter selv har at sørge for Fremskaffelsen af de Beviser, på hvilke Afgjørelsen bygges, eller om Sandhedens Oplysning nærmest ventes af Anklagerens og den Anklagedes Virksomhed med eller mod hinanden, så at Retten væsentlig kommer til at træffe Afgjørelse på Grundlag af de af Parterne forebragte Beviser. Adskillelsen beror altså på den forskjellige Vej, ad hvilken der stræbes efter det samme Mål, og herved er det Anklageprincipets umiskendelige Fortrin og Forsvar, at det ophæver den unaturlige, det psykologisk Umulige fordrende Forening af de forskelligartede Virksomheder som Anklager, Forsvarer og Dommer, der er Særkjende for Inkvisitionsprocessen. Det er en Selvfølge, at denne Grundsætning må

afføde en Mængde vigtige Forskjelligheder med Hensyn til Stræffeprocessens hele Bygning.

Fremfor Alt falder det i Øjnene, at Inkvisitionsprincipet egentlig ikke anerkjender Begrebet Part i Stræffeprocessen. Dommeren kan ikke kaldes Part, og den Sigtede er ikke Part ligeoverfor Dommeren, men Gjenstand for hans på Sandhedens Udforskning rettede Virksomhed. Derfor har den inkvisitoriske Stræffeproces også så såre lidet Karakteren af en Proces, til hvis Begreb Parter ere uundværlige. Jo mere det inkvisitoriske Princip er rent gjennemført, desmere stæeber den hen til at afkaste de processuelle Formers formålsløse Åg, såat der kun bliver det Judicielle tilbage, at det er en Dommer, der er i Virksomhed. Anklageprocessen må for det Første have et selvstændigt, fra Dommeren forskjelligt Organ for Anklagen, og den anerkjender ligeoverfor dette Organ den Sigtede som Modpart i Processen, hvis Egenskab

som sådan fætter retlige Grænser for hans Behandling og kræver Anerjkendelse af Rettigheder, som sætte ham i Stand til den Virksomhed, der forudsættes af ham som Part i Retstrætten. Parternes Virksomhed i Processen for Dommeren må dernæst med samme Nødvendighed som i den civile Proces foregå i Former, hvilke Stræffeprocessen for en stor Del får tilfælles med hin. Mange andre vigtige Konsekventser af Anklageprinciper ville blive omtalte i det Følgende ved forskjellige Bestemmelser i Udkastet. Det var iøvrigt langtfra, at man ved Reformbevægelsens Begyndelse havdeøje for Rækkevidden af Anklageprincipets Konsekventser. Det var fra Begyndelsen endnu kun visse ydre Former, i hvilke man såe Anklageprocessens særkjende. Da Videnstaben senere påviste, hvor langt mere gjennemgribende Principet var, erkjendte man, at Reformen kun havde frembragt en Anklageform, men bibeholdt Inkvisitionsprincipet som Kjærne. Kampen fik da til Gjenstand, om man skulde blive stående herved som en virkelig fornuftig Form af Stræffeprocessen, eller om videre gående Konsekventser af Anklageprincipet stulde optages. At det Sidste bør ske, er for Videnstaben ikke tvivlsomt; men også Lovene have, om end, som natur-

ligt er, langsomt, erkjendt det Rigtige heri, så at der i dem kan påpeges en jævnt fremskridende Bevægelse henimod en virkelig Anklageproces. Grænserne for denne Bevægelse ligge i, at Modsætningen mellem Anklageprincipet og Inkvisitionsprincipet overhovedet ikke er absolut, hvad allerede den ovenfor givne Begrebsbestemmelse viser, at navnlig hint ikke udelukker en Selvvirksomhed sra Rettens Side til Sagens Oplysning, der på Sagens forskjellige Trin gjør sig gjældende med større eller mindre Styrke, og at en fornuftig Opfattelse af Anklageprincipet derfor ikke kan eller vil tilspidse Konsekvenserne af det nye Element, som Inkvisitionsprincipet ikke kjender, nemlig Partsvirksomheden, stærkere, end Livet og Forboldene tåle. Om et Spring til de yderligst gående, i sig selv altid tvivlsomme Konsekventser kan der aldrig blive Tale.

For Kommissionen kunde det ikke være tvivlsomt, at den danske Stræffeprocesses Reform måtte ske på Anklageprincipets Grund. På andet Grundlag er overhovedet en virkelig Reform ikke tænkelig. Når Grundloven af 1849 ikke, som flere samtidige Forfatningslove, udtrykkelig nævnte dette Princip ved Siden af de andre som Udgangspunkt for Reformen, er det dog vist, at Ånden i dens stræffeprocessuelle Bestemmelser kræver det. I disse fremtræde nemlig dels visse Fordringer med Hensyn til Formen for Strafferetsplejen Mundtlighed, Offentlighed, Nævninger), som enten vanskelig eller aldeles ikke kunne forenes med Inkvisitionsprincipet, dels Anerkjendelsen af retlige Grænser for Midlerne til Opnåelse af Stræffesagers Formål (§§ 80 og 81 og midl. Best. 4), der ere ganske i Anklageprincipets Ånd og som ikke kunne fåe deres fulde tilsigtede Betydning uden dette. Med Hensyn til det Spørgsmål, hvor langt Anklageprincipets Konsekventser skulle gjennemføres, har der heller ikke i Kommissionen Været Meningsforskjel derom, at Reformen ikke burde blive stående ved Anklageform med inkvisitorisk Kjærne, såmeget mindre, som allerede de ældre danske Udkast ere udover dette Standpunkt. Endelig har der med Undtagelse af et enkelt Spørgsmål, der senere

vil blive forklaret, heller ikke været Uenighed i Kommissionen om, hvorledes Principet i det Enkelte skulde gjennemføres, uden at overskride de Grænser, som Forholdene byde. Det vil

af, hvad der på vedkommende Steder i det Følgende bemærkes, sees, at det foreliggende Udkast uden Ængstelighed har fulgt den Retning, som Videnskaben og Fremskridtet fordre.

Efter disse almindelige Bemærkninger om Udkastets Forhold til et Princip, der har større, i al Fald almindeligere Betydning end noget andet for Stræffeprocessens Reform, skal der med Hensyn til det Emne, der særlig er Gjenstand for nærværende Kapitel, bemærkes Følgende.

Anklageprincipet kræver nødvendigvis særegne Organer for Anklagen. Skal derhos den Grundsætning fastholdes, som der i Nutiden ikke mere kan være Tale om at opgive, at Forbrydelser i Reglen skulle forfølges af den offentlige Magt (Officialprincipet), må der altså være en fra Domstolene forskjellig offentlig Myndighed, der overtager den Virksomhed, som ifølge Anklageprincipet må påhvile Anklagerne i Stræffeprocessen. Dette er da også en af de Konsekventser af Anklageprincipet, som man ved den nye Stræffeprocesses Indførelse på Kontinentet allevegne har anerkjendt. I Frankrig skabte man med dette for Øje 10 ministèrs public, i Tyskland die Ståtsanwaltschaft. Vistnok var det en væsentlig Misforståelse, hvori man var hildet, når man antog, at man allerede med denne Ramme, i hvilken en Anklagcproces kunde udformes, i Virkeligheden havde fået en sådan, og vistnok var man så langt fra at forstå denne Procesmådes egentlige Væsen, at man fordelte, og tildels endnu fordeler Funktionerne i Processen mellem offentlig Anklager og Dommer på en aldeles princivstridig Måde. Men rigtigt var og er det under alle Omstændigheder, at Dannelsen af et sådant særligt Organ for den offentlige Anklage er en nødvendig Forudsætning for, at der overhovedet kan blive Tale om en Anklageproces. Er der ved denne Organisation af Domstolene og Anklagemagten som forskjellige Myndigheder end kun skabt en Ramme, så er det dog en Ramme, der ikke kan undværes.

De egentlig organisatoriske Forskrifter om denne offentlige Anklagemyndighed ere ikke optagne i nærværende Udkast. De finde deres naturlige Plads i det særlige Udkast til en Lov om Ordningen af Domsmagten m. m., se dette Udkasts Afsnit III. De høre så meget mere hjemme der, som der også, om end kun undtagelsesvis, bliver Spørgsmål om at benytte de offentlige Anklagere i den borgerlige Retspleje. I Udkastet om Stræfferetsplejen måtte derimod optages de nærmere Regler om de offentlige Anklageres Virksomhed i Strafferetsplejen, og det er de almindelige Bestemmelser herom, som dette Kapitel indeholder.

Som følge af denne Stoffets Fordeling er det også i Motiverne til hint Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. v., at Oplysning må søges om de Betragtninger, der have været bestemmende for Kommissionen med Hensyn til dens Forslag om Organisationen af den offentlige Anklagemagt. Til disse må derfor her henvises angående Nødvendigheden hos os som andetsteds af den Ordning, på hvilken det nærværende Udkast helt igjennem er bygget, og som går ud på Oprettelsen af en ny særegen Myndighed til at være Anklagemagtens Organ for alle ikke ganske ubetydelige offentlige Sager, om de personlige Kræfter, som denne Myndighed må udrustes med, for at kunne fyldestgjøre sit Hverv, samt særlig om dens Forhold til Politimyndighederne. Det kan her bemærkes, at skjønt Politimesteren i visse Sager fungerer som offentlig Anklager, foruden at han i alle Sager leder Efterforskningen og virker i Forundersøgelsen under Statsanklagerens Tilsyn, hvilke Funktioner efter Begrebet falde ind under det offentlige Anklagerhverv, har man dog helt igjennem i Udkastet, for ikke at frembringe Uklarhed ved den dobbelte Benævnelse, undgået at betegne ham som offentlig Anklager. Med hans Virksomhed i Stræfferetsplejen beskjæftiger derfor det nærværende Kapitel sig ikke. De offentlige Anklagere, om hvilke her tales, ere i Henhold til Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m.m. Afsnit III: Overstatsanklageren ved Højesteret, Statsanklagerne ved Landsretterne samt de til disses Bistand beskikkede Mænd, nemlig den til Hjælp for Overstatsanklageren be-

skikkede Statsanklager samt de Statsanklagerne ved Landsretterne understøttende Hjælpe-Statsanklagere og Anklagere ved Underretterne.

I §§ 23—26 gives nogle almindelige Regler om de offentlige Anklageres Virksomhed. I § 23 angives i almindelige Træk de offentlige Anklageres Hverv i Stræfferetsplejen. Den Opgave, som ifølge Anklageprincipet tilfalder den offentlige Anklagemyndigheds Organer, indbefatter: Fremskaffelse af de Oplysninger, som ere nødvendige til at rejfe Anklage for den dømmende Ret, derunder Påkaldelse af den Medvirkning af Undersøgelsesdommeren, som Loven hjemler, dernæst Beslutning om Anklagen og dennes Formulering overensstemmende med de langt strengere Fordringer til Nøjagtighed og Fuldstændighed, som den nye Ordning må kræve, end der nu er Tale om ved Aktionsordrerne, endelig Anklagens Gjennemførelse både fra den faktiske og retlige Side for den dømmende Ret. Dette Sidste har i den nye Proces en ganske anden og ulige vigtigere Betydning end i den nugjældende Ret Aktors Virksomhed ifølge Aktionsordren. Hovedopgaven bliver i medfør af Mundlighedsprincipet at føre Beviserne frem umiddelbart for den dømmende Ret. Der er ikke længere Tale om et blot Referat eller Sammenstilling af et Bevismateriale, som forudsættes fuldstændigt skaffet til Veje under Forundersøgelsen. Dertil kommer endvidere Håndhævelse af Anklagens Interesser med Hensyn til og under Anvendelsen af de Retsmidler, Loven hjemler, samt endelig Omsorgen for en Stræffedoms Fuldbyrdelse. Som det udvikles i Motiverne til det Lovudkast, der indeholder Bestemmelserne om den offentlige Anklagemagts Organisation, er denne Organisation dog ikke beregnet på, at de offenlige Anklagere skulle ved egne Kræfter umiddelbart udføre alle disse Hverv. Virksomheden under Efterforskningen og Forundersøgelsen er forudsat regelmæssig at være Politimyndighedens Sag, jfr. dette Udkasts §§ 211, 227, 231 o. fl. Men for at denne af praktiske Hensyn uundgåelige Lempelse ikke skal opløse den Enhed i Virksomheden for Anklagens Øjemed, som er aldeles nødvendig, når Anklageprincipcts Indførelse i Stræffeprocessen ikke skal

udsætte de Samfundsinteresser, det her gjælder om, for alvorlig Fare, måtte (udenfor Kjøbenhavn) Politiet i denne Forgrening af sin Virksomhed sættes under Statsanklagernes Overtilsyn i Stedet for som hidtil under Amtmandens, se § 211. I Overensstemmelse hermed er § 23 1ste Stykke affattet. Den videre Udførelse af den her givne Regel indeholdes i Lovudkastet på forskjellige Steder, hvor da også det Nærmere herom vil blive bemærket.

Ved Organisationsloven omtales det også, at Ordningen af Anklagemyndigheden er beregnet på, at i et stort Antal mindre betydelige Sager, der som sådanne også altid høre for Underretten, er Funktionen som offentlig Anklager fra Sagens Begyndelse til dens Slutning i første Instants henlagt under Politimyndighederne, se nærmere det næste Kapitel. Disse Sager, foruden de Sager, i hvilke Lovgivningen henviser til Påtale af Private, ligge udenfor de offentlige Anklageres Virkekreds, se § 23 2det Stykke. Imidlertid antydes det i Paragrafen, at de offentlige Anklagere under visse Forhold fåe med slige Sager at gjøre. Herom henvises til § 35, sidste Stykke, § 39 2det Stykke, samt 6te Afsnit Kap. II., jfr. § 29.

Til de almindelige Grundsætninger, som § 24 opstiller for Udførelsen af det offentlige Anklagerhverv, hører efter Forholdets Natur, at Anklageren ikke blot bør have for øje, at straffkyldige Personer drages til Ansvar, men også, at Forfølgning af Personer, som ikke ere straffkyldige, ikke finder Sted. Det er klart, at det Sidste ikke mindre er i Retssamfundets Interesse end det Første. Der ligger altså heri en naturlig Betingelse og Gramse for den offentlige Anklagers Virksomhed. Når man derimod ofte i Theori og Praxis heraf har draget den videre Slutning, at de offentlige Anklagere også i Embeds medfør skulde væretage den Sigtedes Tarv i Processen, og således navnlig også påanke, ikke blot i Anklagens, men og i den Sigtedes Interesse, har Udkastet ikke fulgt denne Betragtningsmåde. Man indfører derved atter en af de naturstridige Foreninger af Hverv, som det netop er Anklage-

processens Opgave at fjerne. Aldrig vil det kunne lykkes at bibringe de Sigtede den Overbevisning, at den, der optræder imod dem, tillige optræder til deres Forsvar. Det er Retten og de offentlig beskikkede Forsvarere, ved hvilke Samfundet kan fyldestgjøre sin Pligt til Forsorg for den Sigtede, men ikke ved Anklageren. — I Paragrafens andet Punktum udtales Sætninger, der vise Statsanklagerens Stilling ligeoverfor Retten. Også her har der, navnlig i Frankrig, og efter dets Forbillede i mange Love i Tyskland, dannet sig en Opfattelse, der ikke kan erkjendes for stemmende med Forholdets Natur, og som levende er bleven bekæmpet. Ifølge denne Opfattelse er Anklageren ikke blot, hvad den i Udkastet valgte Benævnelse viser, Anklager, men og i Almindelighed Lovens Vogter, derfor Domstolens Vejleder og dens Tilsynsmand. Det er indlysende, hvor uforenelig denne Opfattelse, hvis Forklaring overhovedet må søges i ejendommelige historiske Forhold, er med Rettens Værdighed. Men ikke mindre farlig er den for den Sigtede. Gjennemføres den, er Partsligheden på det Dybeste kæenket; thi der står da for Domstolene ikke to ligestillede Parter, en Anklager og en Sigtet, der søge Ret, og over hvilke Domstolen er den upartiske, Retten haandhævende Myndighed. Den Opfattelse, som Udkastet erklærer sig for, fremgår af det sidste Punktum i § 24, der kræver det Samme af den offentlige Anklager, som kræves af enhver Part og enhver Sagfører i Henseende til Agtelse og Lydighed mod Retten. Som Følge deraf ere f. Ex. de offentlige Anklagere også Rettens Myndighed efter § 83 undergivne. — Det er imidlertid kun som Ret søgende Part, at de offentlige Anklagere ere Domstolen underordnede. Som Embedsmænd kunne de ikke være Retten undergivne, når Anklageprincipet skal opretholdes. Deres naturlige Overordnede er Justitsministeren,, se Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 103, og hvad derved nærmere bemærkes. I Overensstemmelse hermed ere de nærmere regler i § 25 affattede. — Reglen i § 26 behøver ingen Forklaring.

I § 27 — 30 omtales de Funktioner, der tilfalde de enkelte offentlige Anklagere.

Herved mærkes, at Loven vel går ud fra, at Overstatsanklageren og de ved Landsretterne beskikkede Statsanklagere have en regelmæssig, ved Loven given Virkekreds, hin ved Højesteret, disse ved Landsretterne og Underretterne; men denne Funktionernes regelmæssige Fordeling skal ikke være til Hinder for at bruge de forhåndenværende Kræfter på den Måde, som Forholdene i hvert enkelt Tilfælde måtte gjøre ønskeligt. Derfor skal Overstatsanklageren selv kunne overtage ganske eller tildels en Statsanklagers Hverv i en hvilkensomhelst Stræffesag; se § 27 1ste Stk.; derfor skal han fremdeles kunne pålægge en Statsanklager at overtage en anden Statsanklagers Hverv i en Stræffesag, se § 29 2det Stk. Heri fremtræder altså for det Første de forskjellige offentlige Anklageres Forening til en Enhed. Den viser sig fremdeles i Statsanklagerens Underordnelse under Overstatsanklageren, som fører Tilsynet med hines Virksomhed, se § 27 2 det Stk., jfr. § 29 3die Stk. — Den Tanke, som ligger til Grund for Beskikkelsen af Hjælpe-Statsanklagere, se Motiverne til Lovudkastet om Domsmagtens Ordning m. m., kræver, at disse skulle kunne foretage enhver Embedshandling, som hører under Statsanklagerens Virkekreds, se §30 1ste Ttk. Tilsvarende Regel gjælder med Hensyn til den Statsanklager, der beskikkes til Overstatsanklagerens Bistand, se § 29. Derimod have de beskikkede Anklagere ved Underretten en mere begrænset Opgave; de kunne i Virkeligheden sammenstilles med den nugjældende Rets Aktorer, dog at det Hverv „at udføre en Anklage", se § 30 2det Stk., i den nye Proces får en større Betydning end tidligere.

Om Påtalen.

Anklageprincipets første Konsekvents er, at Rettens Virksomhed betinges af en Anklagers Optræden (uden Anklager ingen Dommer). Denne almindelige Sætning udtaler § 31. Begjæringen til Retten er efter Omstændighederne Andragende til Undersøgelsesdommeren eller Anklage for den dømmende Ret. Undtagelsen sigter til Reglerne i §

211 sidste Stykke og § 227 i Slutningen. Den angår sådanne Tilfælde, hvor Øjemedet vilde forspildes, hvis Begjæring skulde afventes, og er ikke udstrakt udover, hvad denne Grund kroever.

Men ikke blot Rettens træden i Virksomhed, også dens Forbliven i Virksomhed betinges af en Anklage. De almindelige herpå beroende Sætninger udtaler § 32. Først når Dom er gået, eller hvad dermed må sættes i Klasse, Nævningernes Erklæring afgiven, er Sagen bragt til et Punkt, hvor der ikke længere kan blive Spørgsmål om en Ret for den Påtaleberettigede til at frafalde Forfølgning*). At Rettens Virksomhed må standse, når den til Påtalen Berettigede frafalder forfølgning, er en så klar Konsekvents af Anklageprincipet, at der måtte særegne Grunde til at afvige fra den. En sådan kan nu ikke søges i den offentlige Interesse; thi i Sager, som forfølges af det Offentlige, må man gå ud fra, at de Myndigheder, hvem Anklagerhvervet er betroet, tilbørlig væretage den offentlige Interesse. Kunde der ikke gåes ud fra det, måtte Anklagerhvervet betroes Domstolene, d. v. s. Anklageprincipet , opgives; men det fremkalder el skjævt Forhold, når man fastholder Adskillelsen mellem de anklagende og dømmende Myndigheder, da at sætte hine under disses Kontrol i Punkter, der efter deres Natur uimodsigelig høre under de førstes Område. Ikke heller kan man indrømme den Sigtede et Retskrav på Sagens Fortsættelse, om end en sådan mulig kunde have Interesse for ham, lige så lidt som der kan indrømmes en Person Ret til at fordre en kriminel Undersøgelse for Retten for at fåe Ugrundetheden af en mod ham forhåndenværende Mistanke godtgjort. Kun det Hensyn må der tages til den Sigtedes Interesse, at han, når forfølgningen frafaldes,

*) Et ejendommeligt Tilfælde, hvor Anklagen ifølge Udkastet kan frasaldes, efter at Nævningernes Erklæring er afgiven, omhandles i § 350; men den nærmere Forklaring herom kan ikke gives på dette Sted.

efterat Hovedforhandlingen er begyndt, retlig bliver stillet på samme Måde, som når Retten ester ført Forhandling kommer til det Resultat, at han bør frisindes. I sådant Tilfælde bør derfor Opgivelsen af forfølgningen medføre en Frifindelsesdom af Retten. I Modsætning til Udkastet er det i tyske Love den almindelige Regel, at den offentlige Klage, efterat Sagen er bleven anhængig, ikke kan tages tilbage, jfr. nu også det tyske Udkasts § 136. Men i de tyske Straffeproceslove er overhovedet Anklageprincipet i Almindelighed meget ufuldstændig gjennemført. Navnlig er den offentlige Anklagemyndighed gjennemgående sat under Domstolenes Kontrol også i Punkter, som efter Sagens Natur må siges at falde indenfor dens Hvervs Område. Det rigtige Princip er derimod på dette Punkt i det Væsentlige kommet til sin Ret i den østrigske Stræffeproceslov, se §§ 109, 112 og 259 Nr. 2, jfr. herfor navnlig også Glaser Ges. kl. Schr. II S. 98 ff.

Det kan på dette Sted bemærkes, at der også af Anklageprincipet følger nødvendige Begrænsninger for Omfanget af Retternes Virksomhed. Men Reglerne herom, der stille sig forskjellig efter det Trin, på hvilket Sagen besinder sig, ere givne i anden Forbindelse, hvortil her må henvises, se §§ 221 i Slutningen, 228 3 die Stykke, 308 og 309, jfr. endvidere § 391.

Efter de to almindelige Bestemmelser i §§ 31 og 32 indeholder det nærværende Kapitel en Række Regler for, hvem Påtalen af Forbrydelser tilkommer, og hvad dermed står i Forbindelse. Grundlaget for disse Regler er givet i den materielle Stræfferet, forsåvidt denne drager Grænsen mellem Forbrydelser, der ere offentlig Påtale undergivne, og dem, som ere henviste til privat Forfølgning, og fremdeles giver Regler om den betingede offentlige Påtale; og der er al Grund til i det Væsentlige at bibeholde den herom gjaldende Ordning. Det erindres imidlertid, at også Sager om Forbrydelser, der forfølges af Private, i Henhold til ovenfor fremstillede Betragtninger falde indenfor Udkastets Ramme, og det Samme gjælder om Sager, hvis Forfølgning der findes Grund til at overlade andre

offentlige Myndigheder end dem, hvem det egentlige offentlige Anklagerhverv er betroet. Foruden de sidstnævnte Myndigheder, hvis Opgave det regelmæssig bliver at påtale de under Lovens Område hørende Sager, nævner derfor § 33 også særlige Forvaltningsmynheder og Private i Opregningen af de Påtaleberettigede.

Som Myndigheder, hvem Påtale af Forbrydelser på det Offentliges Vegne er overdraget, nævner § 33 Statsanklageren og Politimesteren. Statsanklagerens Påtaleret omfatter alle ikke undtagne Sager, se § 34. Som alt ved forrige Kapitel bemærket, er der Opfordring til at overdrage Politimesteren en selvstændig Påtaleret i en stor Mængde Underretssager, ved hvilke en særlig let og hurtig Afgjørelse bør være Formålet (jfr. den nugjældende Rets offentlige Politisager). Når derimod § 34 også tillægger Politimesteren Retten til at påtale for Undersøgelsesdommeren i de Sager, der høre under Statsanklagerens Virkekreds, er dette ingen selvstændig Påtaleret. Dels skal Statsanklageren ikke være udelukket fra selv at træde i Politimesterens Sted, dels står Politimesteren i denne sin Funktion under Statsanklagerens Overtilsyn, jfr. §§ 211, 221, 227, 231 samt Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 109, hvorved dog mærkes de særlige Regler for Kjøbenhavn. Om Grunden til denne Ordning henvises til, hvad der bemæcks ved det sidstnævnte Udkast og ved forrige Kapitel. En Følge af Politimesterens Afhængighed på dette Område af Statsanklageren er Reglen i Slutningen af § 34. Den Råden over Sagen, som ligger i Frasaldelse af Forfølgning, kan han i en Sag, i hvilken han blot skal forberede Statsanklagerens Virksomhed, kun udøve med dennes Samtykke.

I § 35 angives nærmere Området for Politimesterens selvstændige Påtaleret. At Politimesterens Kompetence til at påtale må være indskrænket til Underretssager, er påvist. Men ikke i alle Underretssager kan Påtalen overdrages ham. Behandlingsmåden af alle Underretssager kan nemlig ikke være ens. Vel er Principet for Afgrænsningen af Underrettens Kompetence det,

at kun mindre betydelige Stræffesager ere henlagte til den; men foruden at den væsentlig ved praktiske Hensyn motiverede Regel i § 8 Nr. 3 går noget udenfor denne Gramse, er også Kredsen af Underretssager blevet videre, end den strengeste Opfattelse af hint Princip vilde have ført til, idet alle de Sager, om hvilke det kan siges, at de ligge på Grænsen, ere henlagte til Underretten. At disse Grænsetilfælde ikke ere få, forklares naturligt ved, at Stræffelovgivningen ikke hidtil har havt Opfordring til såavidt mulig at anordne Stræfferammerne med særligt Hensyn til en Forskjel i Retternes Kompetence. Til Grænsetilfældene må navnlig efter det tidligere ved §§ 7 og 8 Udviklede i Almindelighed henregnes de, hvor Stræfferammen stiller simpelt Fængsel og Fængsel på Vand og Brød til rettens Valg. Sager om sådanne strafbare Handlinger har Udkastet henlagt til Underretten, undtagen i de Tilfælde, hvor Stræfferammen tillige rummer Strafarbejde, og denne Straf findes forskyldt i det konkrete Tilfalde. Så rigtigt det nu end er af praktiske Hensyn at give Underretskompetencen en sådan Rummelighed, som på nogen Måde kan forenes med Principet, gjør den det dog nødvendigt indenfor Underretssagernes Kreds atter at gjøre en Adskillelse med Hensyn til Behandlingen. Der er utvivlsomt en Trang til med Hensyn til en stor Mængde af de til Underretten henlagte Stræffesager at anordne en så simpel, hurtig og let Behandling, som overhovedet er forenelig med de Straffeprocessuelle Principer, ja endog til i visse Retninger at stå Noget af på, hvad den strenge Konsekvents af disse Principer i og for sig fordrer, ligesom der på den anden Side er Opfordring til at give Afkald på Anvendelsen af visse Midler til Opnåelse af en Stræffesags Øjemed, som ikke stå i Forhold til Beskaffenheden af den Straf, hvorom der er Spørgsmål. Ligesom Grundloven i sidstnævnte Henseende anviser Vejen ved at udelukke Varetægtsfængsel ved Forseelser, der kun kunne pådrage Straf af Bøder eller simpelt Fængsel, således har Udkastet en Række af særegne Bestemmelser i den angivne Ånd for Underretssager, som ligge

indenfor en nærmere bestemt lav Gramse, således angående snevrere Grænser for Anvendelsen af Ransagning, Varetægtsfængsel m. v., Udelukkelse af Forundersøgelse (§ 227), særegne Regler om Domsbehandlingen, hvorunder navnlig må fremhæves Bestemmelserne i §§ 365—367, samt med Hensyn til Påanke, se § 397 2 det Stykke. De nævnte Bestemmelser kunne eller bør imidlertid ikke gjøres anvendelige paa alle Underretsfager, for det Første ikke, når det beror på det konkrete Tilfælde, om Sagen kommer for Underretten eller Landsretten, og dernæst overhovedet ikke i hine Grænsetilfælde af tvivlsom Karakter. Det bliver således nødvendigt indenfor Underretssagerne at gjøre en Adskillelse mellem de Sager, hvis Behandling væsentlig kun derved skjelner sig fra Landsretssagernes, at Pådømmelsen i første Instants er henlagt til Underretten, medens iøvrigt i Hovedsagen de samme processuelle Regler finde Anvendelse på dem, og de Sager, ved hvilke det ovenfor angivne Hensyn bør være ledende, og indenfor hvis Kreds derfor de antydede særegne Bestemmelser alene kunne finde Anvendelse. Med Hensyn til den Første Klasse af Sager bør, navnlig på Grund af den i Hovedsagen med Landsretsproceduren ensartede Hovedforhandling, Påtalen være Statsanklageren forbeholdt, medens hele den lettere Behandling gjør det muligt og hensigtsmæssigt at overdrage Påtalen i den anden Klasse til Politimesteren. Denne Klasse af Sager vil da under den nye Proces indtage en lignende Plads som de offentlige Politisager nu, ihvorvel det følger af den hele Forandring i Processen, at hverken Behandlingen af de offentlige Politisager i Udkastets Betydning i alle Stykker kan blive den samme, som den er nu, eller Bestemmelsen af disse Sagers Område blive den samme som nu, såmeget mindre som der i sidstnævnte Henseende i den nugjældende Ret er så megen Uensartethed og Vilkårlighed, en naturlig Følge af Reglernes Fremkomst spredt og lejlighedsvis.

Efter det ovenfor angivne Synspunkt kan der ingen Indvending gjøres imod at henlægge til Politimesterens Påtalemyndighed alle For«

seelser, som stå under en Stræffebestemmelse, der ikke hjemler anden Straf end Formuestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse af en Næringøret (§ 35 Nr. 1)*). Når herfra undtages Embedsforbrydelser og de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser, følger dette allerede af, at Sager herom ikke ere Underretssager,' i de 3 andre undtagne Tilfælde kunne Handlingerne trods Stræffens Ensartethed heller ikke sættes i Klasse med de Forseelser, på hvilke Reglen under Nr. 1 ellers bliver anvendelig. Henvisningen til § 9 tilsigter ved Reglens Anvendelse at overføre den samme Forståelse, som ved hin Paragraf er opstillet med Hensyn til § 8, hvad Forholdets Natur kræver. Af hvad der er udviklet ved §§ 7 og 8, vil det imidlertid fremgå, at ikke enhver Forseelse, for hvilken fængsel på Vand og Brød kan idømmes, bør være unddragen Politimesterens Påtale, i de Tilfælde nemlig ikke, hvor Lovgiveren åbenbart ikke har betragtet den som en i sig selv strengere Straf end simpelt Fængsel, men er gået ud fra, at Skjærpelsen i Udførelsen og Forkortelsen af Tidslængden gå lige op. At dette er Synspunktet, kan fremgå af forskjellige Omstændigheder, snart af Handlingens Karakter (navnlig ved adskillige ældre Lovbud, som hjemle Vand- og Brødsstraf), snart af den ringe Straffegrad, der foreskrives, eller af den Omstændighed, at simpelt Fængsel er hjemlet alternativt men ikke til det legale Maximum. En på en Prøvelse af disse og lignende Synspunkter grundet Opregning af de pågjældende Forseelser enkeltvis er imidlertid nødvendig, og en sådan er given i § 35 Nr. 2. Det skal herved kun med Hensyn til Litr. k. bemærkes, at Straffelovens § 111 er det eneste Exempel i Stræffeloven på en Stræfferamme, der stiller et i Henseende til Mari-

*) Af de i 7 nævnte Strafarter er der ved denne Lejlighed ingen Grund til særlig Omtale af Fængsel på sædvanlig Fangkost, da Lovgivningen intet Exempel frembyder på en Strafferamme, der hjemler denne Straf uden tillige at hjemle Fængsel på Band og Brød, ej heller Rottingslag, da denne straf kun anvendes som subsidiær Straf.

mum begrænset simpelt Fængsel til Rettens Valg ved Siden af Fængsel på Vand og Brød, at Straffelovens §§ 277 2det Stykke og 278 2det Stykke ere medtagne, fordi den forhøjede Straf for Gjentagelse ikke bør gjøre Forandring i den Kompetence til at påtale, der gjælder for Forseelsen, første Gang begået, § 296, fordi den her undtagelsesvis indtrædende offentlige Påtale egentlig ikke grunder sig på en Egenskab ved Forseelsen selv, men på dens Sammenstød med en anden, offentlig Påtale undergivet Forseelse, der bortset fra Sammenstødet vilde falde ind under Politimesterens Påtale, og § 180 med særligt Hensyn til Forholdet til de under Litr. n. nævnte Stræffebestemmelser. Med Hensyn til Litr. l. finder den samme Betragtning Anvendelse som ved Straffelovens § 111, og hvad Litr. m. angår, den nysanførte Betragtning om Forbrydelsens Gjentagelse.

Af den selvstændige Stilling. Politimesteren indtager med Hensyn til de forannævnte, under hans Påtale henlagte Forseelser, følger, at Påtalen kun kan ske red Statsanklageren efter Overenskomst med Politimesteren; imod en sådan Overenskomst kan imidlertid ingen Indvending gjøres, da Sagens Behandling bliver omhyggeligere. Derimod må Statsanklageren træde ind i Sagen, når Forening med en Sag, der påtales af Statsanklageren, skal finde Sted, altså når Politimesteren vil have Forseelsen forfulgt på samme Tid som hin Sag, jfr. Udkastets § 70.

§§ 36 og 37 give nærmere Regler med Hensyn til Statsanklagerens og Politimesterens Ret og Pligt til at påtale. Dog er kun den første Paragraf fælles; den sidste angår alene Statsanklageren. Ordentligvis ere de nævnte Myndigheder berettigede til at påtale i Embeds Medfør. De i § 36 ommeldte Undtagelser fra denne Regel optage i det Væsentlige gjældende Ret, idet det dog med Hensyn til Nr. 1 bemærkes, at Udkastet altid fordrer Justitsministerens Befaling til Påtale af Embedsforbrydelser, fordi den under en særlig Forvaltningsmyndighed hørende Embedsmands Overtrædelse af en Embedspligt, der ej kan stræffes disciplinært, ikke kan be-

tragtes blot fra det Synspunkt, der er gjort gjældende under Nr. 2, — og med Hensyn til Nr. 3, at der er tilføjet en ikke tidligere udtalt Regel om Medskyldige, som kræves af Retfærdighedshensyn og stemmer med Ånden i de pågjældende Bestemmelser. Reglen i § 36 under Nr. 2, der navnlig får praktisk Betydning for Politimesteren, idet stige Overtrædelser regelmæssig ville falde ind under § 35, er i den nugældende Ret måske hyppigere det i Forholdene begrundede faktisk Sædvanlige end retlig Nødvendige; men det stemmer ganske med disse Forseelsers Natur, at det bliver den pågjældende særlige (Stats- eller kommunale) Myndigheds Ret og Ansvar at afgjøre, om de skulle påtales. I 2det Stykke af § 36 udtales de i Forholdets Natur grundede Regler, at der under visse nærmere Betingelser kan i de undtagne Tilfælde foretages uopsættelige Skridt, uagtet Betingelsen for Påtale endnu ikke foreligger, og dernæst, at den Myndighed, der ifølge Reglerne under Nr. 1 og 2 er rådig over, om forfølgning skal finde Sted, også kan standse den, indtil Dom er afsagt. Derimod ligger det ikke nødvendigt i Forholdets Natur, at den samme Magt skal tilkomme den Private, af hvis Begjæring den offentlige Påtale er afhængig. Thi Forholdet ved den således betingede offentlige Forfølgning er ikke det, som i § 39, at det Offentlige undtagelsesvis påtager sig at handle som Fuldmægtig for den Private; men Lovgivningens Synspunkt er det, at en i og for sig det Offentlige tilkommende Forfølgning af særegne Hensyn gjøres afhængig af en Privats Begjæring. At den Private skulde have Ret til at standse den engang begyndte Forfølgning, kan heller ikke antages at være gjældende Ret, hvor det ikke særlig er udtalt som i Straffelovens § 254, jfr. med Hensyn til denne Bestemmelse Bornemann: Saml. Skr. III. S. 251 —52. I hvilken Udstrækning den Private bør have en sådan Ret, må bero på en Prøvelse af de enkelte Tilfælde, og herefter vil Svaret blive forskjelligt. Det Skånsomhedshensyn, som motiverer Reglerne i Straffelovens § 159 og § 175, er der nu vistnok al Grund til at indrømme den videst mulige Indflydelse. Det Samme kan derimod

ikke siges med Hensyn til Straffelovens § 174 og § 176, jfr. § 174. Det vilde, når hensees til disse Forbrydelsers Karakter, være urimeligt, om Forbryderen her skulde kunne slippe for Straf, når Alt i Sagen allerede var oplyst, og den krænkede Kvinde således dog ikke i nogen væsentlig Grad kunde opnå at undgå en hendes Følelser sårende og hendes Ulykke måske forværrende Undersøgelse. Ej heller er der Grund til at indrømme Tilbagekaldelsen en så indgribende Virkning i de Tilfælde, hvor Reglen væsentlig er begrundet ved den på Sagens første Trin i Reglen forhåndenværende faktiske Tvivl, om der virkelig foreligger et strafbart Forhold, som er Gjenstand for offentlig Forfølgning, en Tvivl, der vanskelig kan hæves, når den Forurettede holder sig tilbage. Er først Vanskeligheden hævet, er der ingen Grund til senere at standse Forfølgningen, fordi den Forurettede ønsker det. I de ommeldte Tilfælde er det derfor naturligt at begramse den vedkommende Parts Ret til at standse forfølgningen således, at den ikke finder Anvendelse, når Anklage for den dømmende Ret alt er sket; efter dette Tidspunkt vil den Regel, som § 37 Nr. 3 indeholder, være tilstrækkelig til at fyldestgjøre alle berettigede Hensyn. At den Undsagte derimod må kunne standse den efter hans Begjæring begyndte Sag om Anvendelsen af Straffelovens § 299, er uomtvisteligt. Forholdet er her et andet end ved den betingede offentlige forfølgning af Forbrydelser; den offentlige Påtale er her virkelig en Hjælp, der bydes den Undsagte. Det sees deraf, at også efter Dommen kan den Undsagte opgive Sikkerhedsstillelsen, Noget, hvorom der aldrig er Tale med Hensyn til Straf, der er idømt under en ifølge Begjæring anlagt offentlig Sag.

Udkastets § 37 opstiller den Regel, at Statsanklageren er forpligtet til at påtale i ethvert Tilfælde, hvor han skjønner, at Undersøgelsen kan ventes at føre til, at en Person findes skyldig, hvorunder indbefattes Hensyn både til Bevis- og Retsspørgsmålet*); en

*) Også den er ikke-skyldig, hvis oprindelige Strafskyld er udslettet senere, f. Ex. ved Foraldelse.

diskretioner Beføjelse til at skjønne, om ikke andre Hensyn end Straffelovens Håndhævelse gjøre Forfølgning utilrådelig, er ikke tillagt ham (Legalitetsvrincipet). Omvendt kan det selvfølgelig ikke være Pligt for Statsanklageren at påtale, når han stjønner, Være sig af faktiske eller retlige Grunde, at Undersøgelsen ikke kan føre til, at en Person findes skyldig; det er hans Embedspligt ikke blot at agte på, at strafskyldige Personer drages til Ansvar, men også på, at Forfølgning af Personer, som ikke ere strafskyldige, ikke finder Sted, se § 24. Dette gjælder navnlig også om de i § 36 Nr. 2 og 3 berørte Tilfælde; Opfordringen eller Begjæringen kan ikke i og for sig forpligte ham til Påtale. Derimod følger det af Statsanklagerens Underordnelsesforhold til Justitsministeren (og Overstatsanklageren), at en Befaling fra denne om at påtale er forbindende uden Hensyn til eget Skjøn, se §§ 25 og 27.

Idet Udkastet opstiller Legalitetsprincipet som Norm for Statsanklageren, går det ikke ud fra, at Straffelovens Håndhævelse er et så ubetinget og ufravigeligt Krav, at der ikke kan være Spørgsmål om i noget Tilfælde at lade dette Hensyn vige for andre modstridende Samfundsinteresser, en Grundsætning, som i denne Strenghed hverken har Hjemmel i Forholdets Natur eller i Staternes virkelige Praxis, andetsteds lige så lidt som hos os, hvad der blandt Andet fremgår af den forfatningsmæssig hjemlede Benådningsret. Men Udkastet er gået ud fra, at den Afvejelse af Hensynet til Straffelovens Håndhævelse og andre Samfundsinteresser, som efter Omstændighederne kan gjøre Undladelse af forfølgning forsvarlig, ikke kan ligge indenfor en Myndigheds Kompetence, som særlig er beskikket til at virke for Straffelovens Håndhævelse (jfr. også Straffelovens § 131), men kun kan tilkomme Myndigheder, hvis offentlige Hverv er Varetagelsen af Samfundsinteresser i større Almindelighed, hvorved Straffelovens Håndhævelse kun bliver et enkelt, om end ofte overvejende Hensyn. Ved de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds, vil denne Myndighed regelmæssig være Justitsministeren. Derfor hedder det i § 37, at kun ifølge Pålæg

af denne kan Statsanklageren undlade Forfølgning, jfr. § 25. Når iøvrigt et sådant Pålæg måtte være i Realiteten forsvarligt, er et Spørgsmål, som ligger udenfor Grænserne af de Undersøgelser, der vedkomme Loven om Stræfferetsplejen. Er Talen om Overtrædelser af Love, der vedkomme særlige Forvaltningsmyndigheder, må Afgjørelsen efter Forholdets Natur tilfalde denne, hvis fulde Frihed i så Henseende er væretaget ved Reglen i § 36 Nr. 2.

Det står selvfølgelig altid i Statsanklagerens Magt at foranledige en Afgjørelse af Justitsministeren, om Påtale skal finde Sted, når han finder, at særegne Hensyn kunde begrunde dens Bortfald, og i visse Tilfælde skal han forelægge Sagen til Ministerens Afgjørelse, se § 37 i Slutn. Men der gives fremdeles Tilsælde, hvor det undtagelsesvis bør være overladt Statsanklageren selv at undlade en forfølgning, hvortil han efter de almindelige Regler vilde være forpligtet. Disse Undtagelser opregnes i § 37 Nr. 1—3. Tilfælde af den under Nr. 1 nævnte Art findes f. Ex. i Straffelovens §§ 203, 256 og 257. Det er netop Meningen med disse Lovbud at lægge Spørgsmålet i den almindelige Anklagemyndigheds Hånd; hvor en Påtale undlades i Henhold til disse Bestemmelser, er det klart, at Straffelovens § 131 er uanvendelig. Det under Nr. 3 omtalte Tilfælde er allerede ovenfor berørt; Reglen herom ligger også i Konsekventsen af Reglen under Nr. 1. Hvad endelig det under Nr. 2 nævnte Tilfælde angår, er Forholdet det, at det vel må siges, at den Pågjældende er „skyldig“, selv om der på Grund af Reglerne i Straffelovens §§ 7 og 64 ikke idømmes nogen Straf (det vilde ikke være rigtigt at lade Domskonklusionen lyde på Frifindelse), men at det dog efter Straffeprocessens Øjemed og selve den Tanke, der ligger til Grund for de pågjældende Bestemmelser, ordentligvis ikke er naturligt, at en Straffesag skal finde Sted i sådanne Tilfælde. Det bør derfor heller ikke i dem være en Pligt for Statsanklageren at påtale. At en ved Forbrydelsen forurettet Privat kunde have Interesse af Sagens Anlæg, kan ikke komme i Betragtning, da det

ikke er Stræffeprocessensøjemed at skaffe den Private en Hjælp til privatretlige For« maals Opnaaelse, om det end kan indrømmes ham, naar Stræffesag skal finde Sted, at faae et Erstatningskrav paadømt under dm. Det

bør herved bemærkes, at den omhandlede Regel under den nye Proces vil faae en ikke li« det større praktisk Betydning end efter den nugjældende Net. Denne forudsætter, at flere af en Person begaaede Forbrydelser regelmæssig blive at paadømme under een Sag, hvorfor ogsaa Stræffelovens § 64 kun har det forøje, at der bliver Grund til en fe« nere Stræffesag om en Forbrydelse, der rar begaaet, forend Dom gik for en anden Forbrydelse, fordi hin ikke dengang var , oplyst V En saadan Regel frembyder nu heller ingen væsentlige Ulemper under en skriftlig Proces; derimod vil den under en mundtlig Procesform kunne blive overordentlig byrdefuld og stille uoverkommelige Krav til dømmere, nævninger og andre medvirkende Personer. Er der nu end ikke tilstrækkelig Grund til at at opstille ben modsætte Regel, at hver Forbrydelse skal være Gjenstand for særlig Sag, ,aa maa der dog indrommes retten en stor Frihed til at stille Behandlingen ad (jfr. herom Udkastets § 72). Sker det, er det en Selvfølge, at Reglerne i Stræffelovens § 64 maa finde analogisk Anvendelse med Hensyn tit de Forbrydelser, hvis Paadømmelse udsættes, og at saaledes jævnlig det i § 37 Nr. 2 omtalte spørgsmaal kan komme til at foreligge for Statsanklageren. Men ikke blot Retten kan adskille Forbrydelsernes forfølgning. Det ligger i Forholdets Natur og udelukkes selvfølgelig ikke ved Legalitetsprincipet, at Stats« anklageren maa have Frihed til at bestemme, Paa hvilket Tidspunkt han af processuelle Hensyn finder det benfigtsmæssigt at paatale; kun naar Forundersøgelse ved Retten har fAndet Sted, er der en Frist for Statsanklageren, inden hvilken han skal rejfe Anklage, hvis ban overhovedet vil (se § 245). § 70 medfører kun, at de flere Forbrydelser af den samme Person, som han paa samme Tid forfølger for Retten, skulle forenes at ham til eet Sogsmaal, hvilket det da bliver Retten overladt, om det findes rigtigt, at ad-

skille. Statsanklageren vil saaledes have det i sin Magt, naar Forholdene opfordre dertil, ved at udfætte forfølgningen as de Forbrydelser, som ikke kunne medføre nogen væsentlig Forhojelse af Stræffen, derfom Domfældelse ved den første Sag sinder Sted, at fremkalde den Situation, under hvilken Reglen i § 37 Nr. 2 kan blive anvendelig, jfr. ogsaa § 245, som færlig har taget Hensyn hertil.

For Politimesteren kan Legalitetsprincipet ikke gjøres til Regel. Med Hensyn til ham gjør sig netop ikke gjældende, at han som Statsanklageren er en væsentlig til at væretage det offentlige Anklagerhverv beskikket Embedsmand. Hans Myndighed til at paat^.le visse Forseelser er nærmeft at betragte som et enkelt Led eller Forgrening af Politiets mere omfattende Hverv. Ligger det nu i Forholdets Natur, at der ved de Forseelser, som paatales af ham, langt jævnligere end ved de Statsankiageren vedkommende Forbrydelser maa blive spørgsmaal om at undlade en Forfølgning, skjønt en Domfældelse kunde ventes, saa vilde det være urimeligt og besværmde, om Loven i ethvert faadant Tilfælde vilde forlange Afgjørelse af højere Myndighed*) og blot indrømme ham diskretionær Vi yndighed i de i § 37 Nr. 1—3 nævnte Tilfælde. At træffe Regler om dette spørgsmaal, hvad Politimyndighederne angaar, maa overhovedet betragtes fom liggende udenfor Stræffeproceslovens Opgave, ligesom ved de Overtrædelser, der vedkomme særlige Forvalmingsmyndigheder. De for Politiet nugjældende Regler blive alt« faa her bestaaende.

Overtrædelser af Love, hvis Efterlevelse det paahviler særlige offentlige Myndigheder at vaage over, er der i og for sig ingen Grund til at udelukke fra de offentlige Anklagemyndigheders Virkekreds. Dette gjælder ogsaa om Toldsvig, Ltempelovertrædelser m. v., for hvilke der i den nugjældende Ret gjælder særegne Regler. Ligesom dog § 36 Nr. 2 her ordent«

ligvis kræver en Opfordring (mærk dog Ordet „nærmest“), således har § 38 hjemlet vedkommende særlige Embedsmænd en Påtaleret, der er beregnet på at undgå det Omsvøb, som det efter Omstændighederne vil være, navnlig i klare Sager, når en Henvendelse først skal ske til Politimesteren, for at Sagen af ham kan bringes for retten. Den er indskrænket til de Tilfælde, hvor Påtalen vilde tilkomme Politimesteren, og hvor derfor Sagens simple Behandling ikke kan frembyde nogen Vanskelighed ved Reglens Anvendelse. Skal efter Loven (§ 70) Forening med en Straffesag, der påtales af Statsanklager eller Politimester, finde Sted, bortfalder selvfølgelig denne Påtaleret.

Hvad endelig angår den Private tilkommende Påtaleret, er der med Hensyn til § 39 kun at bemærke, at det følger af Grænserne for Underrettens Kompetence, sammenholdt med Straffebestemmelserne for de Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til Påtale af Private, at de Sager, som påtales i Henhold til denne Paragraf, alle ere Underretssager. Den Regel, som indeholdes i § 39 2det Stykke, kan ingen Betænkelighed have og har Forbilleder i den gjaldende Ret, se således Lov om Jagt 1. April 1871, § 19.

Ved Siden af denne Påtaleret i Sager, der bortset fra de ved § 39 hjemlede Undtagelser ikke kunne påtales af det Offentlige, har imidlertid Udkastet fremdeles ment at burde hjemle den ved en Forbrydelse, der er offentlig Påtale undergiven, forurettede Private Ret til at påtale denne, når Statsanklageren eller Politimesteren har nægtet at påtale, — altså ment at burde optage den såkaldte subsidiære Privatanklage. Principet herom er opstillet i § 40 1ste Stykke. Som bekjendt, er det i den nugjældende Ret omtvistet, om den private Forfølgning til Straf, der en Gang var Reglen, endnu kan finde Sted ved de Forbrydelser, ved hvilke offentlig Påtale er bleven det Regelmæssige. Hin private Påtaleret er nemlig aldrig udtrykkelig ophævet, og den er åbenbart ikke i og for sig uforenelig med Anerkendelsen af den offentlige Påtale. Ligesom det imidlertid er vist, at der i lange Tider ikke har været gjort Brug af den, så-

ledes kan det heller ikke nægtes, at der er en så stor Modsætning imellem en Forbrydelses Forfølgning i en væsentlig inkvisitorisk Proces, og dens Forfølgning efter den civile Processes Regler, at der vel kan spørges, om ikke dette Hensyn må føre til at betragte hin Ret til privat Påtale som ikke længere bestående, hvilket undertiden andetsteds, hvor Processen antog hin inkvisitoriske Karakter, f. Ex. i Preussen, udtrykkelig udtaltes af Lovgiveren. Indførelsen af en Anklageproces gjør det derimod ikke blot muligt at inddrage de private Straffesager overhovedet under Straffeprocessen og fjerne den Anomali, at visse Straffesager behandles som borgerlige Retstrætter; men den gjør det også muligt, hvis det ellers er rigtigt og hensigtsmæssigt, at anerkjende en privat Påtaleret ved Siden af den offentlige. Derved ville nemlig nu ikke væsentlig forskjellige Regler eller Grundsætninger blive bragte til Anvendelse ved Sagens Behandling. I Anklageprocessens Hjem er man også fuldkommen på det Rene med, at en privat Påtaleret kan og bør bestå ved Siden af den offentlige. I England, hvor man endnu mangler en fast offentlig Anklagemyndighed, men hvor dette allerede længe har været anerkjendt som en Mangel, er man dog langtfra tilsinds ganske at lade den private Anklage fortrænges af den offentlige Anklage, på hvis Indførelse der arbejdes. Hin opfattes som en vigtig forfatningsmæssig Ret, der ved Indførelsen af en offentlige Anklagemyndighed kun skal indskrænkes forsåviot, som den bliver subsidier, altså kun skal finde Sted, når denne ikke strider ind. I Skotland og Irland, hvor der er offentlige Anklagemyndigheder (Lord Advocate, Attorney-general), er den subsidiære Privatanklage anerkendt i fuldeste Omfang, og det Samme gjælder om flere sveißerste Straffeproceslove (Argau 1858, Zurich 1866). Da Anklageprocessen indførtes i Frankrig med en offentlig Anklagemyndighed (ministère public), blev der vel ikke indrømmet den forurettede Private en egentlig Straffeklage, men han kan efter art. 63 ff. i cods d’instruction criminelle bringe sit Erstatningskrav for Straffedømmeren, og denne må da, når han antager en strafbar Handling for bevist, dømme ikke blot til Erstatning, men og til Straf, selv om

den offentlige Anklager ikke andrager herpå. Heri ser man (Hélie, traité de l’ingtr. crim. II. S. 284) en vigtig Garanti for den borgerlige Frihed. Ved Siden heraf er den Regel optagen (c. d’instr. crim. art. 235), at de overordnede Domstole kunne pålægge den offentlige Anklagemyndighed at påtale. Derimod blev ved Indførelsen i de tyske Stater af Anklageproressen med offentlig Anklagemyndighed (Ståtsanwaltschaft) hverken den egentlige subsidiære Privatanklage eller den ejendommelige Adgang til Straffedommeren, som den franske Lovgivning hjemler den Forurettede, anerkjendt; men adskillige tyske Love optog den franske Rets Regel om Adgang til at fåe Statsanklagerens Nægtelse prøvet af Domstolene, der da kunde pålægge ham at påtale. Den vigtigste tyske Straffeproces, nemlig den preussiske, optog dog heller ikke denne Regel; den hævder udelukkende Ret for den offentlige Anklager til Initiativet til offentlige Forbrydelsers Forfølgning. I de senere År har der imidlertid i Tyskland, og navnlig i Preussen, rejst sig mange Stemmer for Indførelsen af den subsidiære Privatanklage, og på den første tyske Juristforfamling i Året 1860 blev, efterat Spørgsmålet var bragt på Bane af preussiske Jurisker, med overvejende Flertal en Resolution til Fordel for denne vedtagen, se disse Forhandlingers Bind I. S. 243 og II. S. 308-10, 332, 366—68, 669 ff. Den preussiske Regjering foranledigedes ved denne Bevægelse til i Året 1862 at forelægge et Lovforslag, der gik ud på at tillægge Appellationsretten Beføjelse til at påbyde offentlig Påtale, hvorimod Indførelsen af en subsidiær Privatanklage fandtes at være en Reform af så indgribende Betydning, at Spørgsmålet derom burde forbeholdes den fælles tyske Straffeproceslov, som man alt den Gang havde for Øje. Det nedsætte Udvalg frarådede imidlertid at gå ind på denne Lov, tog Ordet for Indførelsen af Privatanklagen og udarbejdede et herpå grundet Forslag. Til Forhandling kom Sagen ikke, da Repræsentationen blev opløft. I de senere tyske Udkast og Love findes den subsidiære Privatanklage i Reglen optagen, og Striden drejer sig for Tiden egentlig kun om, i hvilket Omfang dette bør ske. Den nye østrigske Lov

har optaget den i fuld Udstrækning (se §§ 2 og 48); andre Love og Udkast, og deriblandt navnlig det fælles tyske Udkast, ville kun anerkjende den i de Tilfalde, hvor den offentlige Forfølgning er betinget af den Forurettedes Begjæring (Antragsverbrechen *).

Ved Udkastets Ordning af dette Forhold have følgende Betragtninger været ledende Optagelsen af den fubsidiære Privatanklage Straffeprocessystemet kan og bør ikke betragtes som en delvis Opgivelse af den Opfattelse af Straffen, som udenfor den begramsede Kreds af Handlinger, hvis Påtale henvises til Private, er trængt igjennem i Nutidens Retsbevidsthed, nemlig som en Netshåndhævelse i Samfundets Interesse, ikke blot en Retsbeskyttelse for den Forurettede. Også den private Anklager må i hine Tilfælde betragtes som den, der kræver Retten håndhævet i Samfundets Interesse. Uden dette Synspunkt kan den fubsidiære Privatanklage ikke retfærdiggjøres, hverken i Almindelighed eller indenfor den snevrere Kreds, til hvilken det tyske Udkast vil have den indskrænket. Dette sidste hviler på den Betragtning, at Påtalen af de Forbrydelser, hvis offentlige Forfølgning er betinget af den Forurettedes Begjæring, sker i dennes Interesse; men denne Opfattelse kan i al Fald for den danske Rets Vedkommende ikke erkjendes for rigtig, således som det allerede i det Foregående er bemærket. Berettigelsen af Privatanklagen fra hint Synspunkt kan nu ikke bestrides ved den Betragtning, at den skulde indeholde et Indgreb i den offenlige Anklagemyndigheds Beføjelser. I Indførelsen af en sådan Myndighed med Ret og Pligt til at væretage den offentlige Interesse i Straffelovens Håndhævelse ligger ikke en Eneret, et Monopol. Privatanklagen indrømmes som Betryggelse mod Vilkårlighed, mod den offentlige Anklagemagts pligtstndige Forsømmelse af sit Hverv. Ihvorvel der nu ingenlunde kan eller skal gåes ud fra, at der skulde være nogen særlig Grund til at frygte for hin Vilkårlighed, så viser dog det ovenfor Meddelte om

*) Se her „Anlagen zu den Motiven der Strafprozeß- Ordnung". S. 147—171.

fremmede Lovgivninger, at man allevegne har havt Følelsen af, at det Straffeprocessystem, som intet Betryggelsesmiddel har derimod, er ufuldstændigt, og at det under særegne Forhold, hvis Mulighed ikke kan benægtes i nogetsomhelst Samfund, vil føles som en åbenbar Brøst, at den i og for sig velgrundede Tillid til de offentlige Myndigheder har ført til at berøve Samfundets Medlemmer ethvert Våben, hvormed Pligtforsømmelsen kunde mødes. Det er derfor intet Argument mod Privatanklagen, at den rimeligvis og efter Erfaringerne andetstedsfra (f. Ex. Skotland) meget sjælden vil fåe praktisk Anvendelse. Den skal efter sin Hensigt kun Være et Nødmiddel og må endnu mere blive det i et System, der hævder Legalitetsprincipet for Statsanklageren.

Af de to Veje, som Lovene gå for at skabe en Betryggelse mod vilkårlig Undladelse af Påtale, må den at tilstede Anke til Domstolene, for at påtvinge Anklagemyndigheden en Påtale, den ikke af egen Drift vil tage i sin Hånd, siges at være uforenelig med Anklageprocessens Grundsætninger, hvorimod det at tilstede en subsidiær privat Anklage fuldstændig pasfer ind i Processystemet. Spørgsmålet er da, om der skulde være nogen særegen Fare ved denne Ordning. Men det kan ikke erkendes. Thi det er ikke en Fare, der først ved denne Ordning skabes, at der af urene Bevæggrunde kan finde Misbrug Sted f. Ex. til Pengeudpresning. Dette er også uden et sådant Institut en uundgåelig Fare i alle Tilfalde, hvor Angivelse faktisk er Betingelse for forfølgningen. Og bortset herfra lader det sig gjøre ved forskjellige særlige Bestemmelser at værne mod Institutionens Misbrug. Blandt disse Bestemmelser, som iøvrigt på vedkommende Steder i det Følaende ville blive omtalte, skal her allerede nævnes dette, at Retten til Privatanklage alene er tildelt den ved Forbrydelsen Forurettede. Det forholder sig nemlig vel så, som det i Motiverne til det tyske Udkast bemærkes, at den ovenfor hævdede Hjemmel for Privatanklagen i og for sig konsekvent fører til at indrømme ethvert Medlem af Samfundet samme, ligesom Tilfældet var ved den romerske actio popularis,

og som Reglen er i England; og det er fremdeles rigtigt, at der ellers også vil mangle en kompetent Privatanklager ved alle de Forbrydelser, som krænke en offentlig Interesse uden at krænke en Privat, hvilket dog den samme Tanke måtte kræve. Men når det med de nævnte Motiver må erkjendes, at det i al Fald ligeoverfor den almindelige Retsbevidsthed vilde have overvejende Betænkelighed at optage hin romersk-engelske Retsregel om Adgang for Alle og Enhver til at optræde som Anklager i Straffeprocessen, så kan denne Erkendelse dog ikke være et Argument mod den private Anklage indenfor de i Udkastet hjemlede Grænser. Det er en Indskrænkning, som forsvares ved det Hensyn, at en sådan ubegrænset Privatanklage giver et langt bredere og mere sandsynligt Grundlag for Misbrug, medens det vil være sjældnere, at den ved Forbrydelsen Forurettede træder i Skranken for Samfundet i „Kampen om Retten“ af urene og sædelig forkastelige Motiver. En anden Bestemmelse med lignende Formål er den, at Privatanklagen ikke skal kunne finde Sted, når den offentlige Påtales Undladelse har Hjemmel i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i denne Paragrafs 2den Stykke eller i en stedfunden Benådning, — altså overhovedet hvor Loven har givet de offentlige Myndigheder en særlig Hjemmel til at undlade Påtalen. Med Hensyn til de i § 37 Nr. 1 og 3 nævnte Tilfælde vil dette ordentligvis være en Selvfølge; men Indskrænkningen er af Vigtighed med Hensyn til Nr. 2, hvorved det imidlertid er klart, at den offentlige Anklagers Skjøn ikke er bindende for Retten. At en Benådning i Kraft af den Kongen grundlovsmæssig tilkommende Ret er en Hindring for den subsidiære Privatanklage, er klart; på at modvirke formentlige Misbrug af Benådninasretten er Privatanklagen ikke beregnet.

Uden Hensyn til hvad der antages om det Spørgsmål, om den ved en Forbrydelse Forurettede efter den nugjældende Ret kan påtale en offentlig Forbrydelse, er der enkelte Lovbud, som tillægge Private en med det Offentliges Ret jævnsides gående Påtaleret. Disse Lovbud, som hvile på

ganske andre Betragtninger, kunne ikke berøres af Bestemmelsen i § 40 1ste Stykke, se denne Paragrafs 2det Stykke.

At Retten i Embeds Medfør må prøve, om den, der forfølger, er berettiget til Påtale, se § 41, er efter Straffeprocessens Grundsætninger en Selvfølge. Det skal blot fremhæves, at denne Ret også vil komme til at gjælde med Hensyn til den private Påtale efter § 39, hvad Forholdets Natur efter det tidligere derom Bemærkede kræver.

Optagelsen af Privatanklagen, såvel den principale som den subsidiære, i Loven om Strafferetsplejen samt Anerkendelsen af den Forurettedes Ret til at påtale sit Erstatningskrav i Forbindelse med en Straffesag, nødvendiggjøre endelig Bestemmelser angående disse Personers Myndighed til at råde over Sagen (i den Udstrækning, i hvilken slig Rådighed efter Straffeprocesloven finder Sted), deres Adgang til at gå i Rette for sig selv samt om deres Rettergangsfuldmægtige. Men disse Bestemmelser kunne her gives ved Henvisning til de tilsvarende Regler i Loven om den borgerlige Retspleje om Sagsøgere; thi de høre ikke til dem, på hvilke Straffeprocessens særegne Grundsætninger fåe Indflydelse. Om Adgang til at fåe Sagfører beskikket efter de for borgerlige Domssager gjældende Regler kan der kun være Tale, når en Privat påtaler i Henhold til § 39, derimod hverken ved den subsidiære Privatanklage, ifølge dens Begrundelse, eller ved forfølgning af Erstatningskrav i Forbindelse med Straffesagen, der kun indrømmes, hvor dets Afgjørelse klart er given ved Udfaldet af Straffesagen.

Om den Sigtedes Forsvar.

I dette Kapitel omhandles den anden Part i Straffesagen, den Sigtede. Den formelle Betingelse for, at en Mistænkt kan betragtes som Part, er selvfølgelig, at en Straffesag mod ham er begyndt, hvilket ikke blot er

Tilfældet, når Anklage for den dømmende Ret er rejst, men også når der er andraget på Rettens Forundersøgelse, hvilken efter Udkastet kun kan finde Sted, når en bestemt Person sigtes (§ 227 2det Stykke). Det er iøvrigt ikke anset for nødvendigt, som enkelte Love gjøre, at lægge det Bånd på den almindelige Sprogbrug, som vilde behøves for at skabe særegne Betegnelser for den Mistænkte (f. Ex. henholdsvis „Anklaget“ og „Sigtet“), eftersom Sagen befinder sig på det ene eller det andet af disse Trin. Da Rettens Indskriden imod en Mistænkt efter Udkastets §221 3die Stykke kun kan begjæres i Forbindelse med Andragende om Forundersøgelse eller Anklage, og da Undersøgelsesdommerens Indskriden mod en Mistænkt uden Andragende, hvilken Udkastet hjemler i påtrængende Tilfælde, i § 227 betragtes som en exceptionel Måde at indlede Forundersøgelse på, der snarest mulig skal suppleres ved det fornødne Andragende af Politimesteren, vil det regelmæssig ikke finde Sted, at en Person i Realiteten behandles som mistænkt, uden at den formelle Betingelse for at betragte ham som sigtet, nemlig at Forfølgning mod ham er indledet eller begyndt for Retten, er tilstede. Udkastet hjemler imidlertid overensstemmende med Forholdets Natur Politiet en Ret til under særegne Betingelser at skride ind mod en Mistænkt, mod hvem ingen Forfølgning for Retten endnu er indledet, f. Ex. ved Anholdelse, se § 174, ved Ransagning, se § 117. Her mangler den formelle Betingelse for at betegne den Mistænkte som Sigtet; det er kun foreskrevet, at Sagens Behandling ved Retten skal foranlediges inden en vis kort Frist, se §§ 117 og 177. I det mellemliggende korte Tidsrum er Sag mod den Mistænkte endnu ikke indledet, men kun forberedt. Retsreglerne om den Sigtede må imidlertid komme til Anvendelse også i denne Mellemtid, forsåvidt de ikke udelukkes ved Forholdets Natur. Med særliat Hensyn hertil er § 43 affattet. Grundsynspunktet for den Sigtedes Stilling som Part i Straffesagen er ifølge dennes Natur hans Ret til at forsvare sig, hvorimod der kun i enkelte Retninger, såsom med Hensyn til Retsmidler, Valg af Ret eller af Forsvarer,

bliver Spørgsmål om Beføjelse for ham til at råde over Sagen, således som Reglen er i borgerlige Retstrætter; om Myndigheden til at udøve Rådigheden over Sagen i disse enkelte Retninger findes det Fornødne på vedkommende Steder. Af det Anførte følger, at det, der vilde kunne være Gjenstand for de almindelige Regler om den Sigtede som Part, vilde være Alt, hvad der betinger hans Adgang til Forsvar, altså hans Ret til at blive bekjendt med Sagens Aktstykker og Beviser, hans Ret til at deltage i Retsmøderne, og hans Ret til at benytte eller have Forsvarer. Reglerne om de to første Punkter synes det imidlertid hensigtsmæssigere at medtage i andre Forbindelser, nemlig ved de forskjellige Trin i Straffesagen, da de i ikke ringe Grad nødvendigvis må præges af disses særegne

Karakter. Udkastet har derfor i dette Kapitel kun optaget Regler om det sidste Punkt, om Forsvarerne, idet det i §§ 44—47 omhandler valgte, i §§ 48—59 beskikkede eller offentlige Forsvarere. At herved Reglerne om valgte Forsvarere stilles i Spidsen, har sin Grund i, at Bestikkelsen af en offentlig Forsvarer naturlig fremtræder som en Forholdsregel, der kun bør finde Sted, når den Sigtede ikke selv har sørget for sit Forsvar på en sådan Måde, at også det Offentliges Interesse i Forsvaret derved må ansees for betrygget.

Udkastets § 44 udtaler i sit 1ste Stykke den Regel, at den Sigtede har Ret til at benytte en valgt Forsvarer, når Anklage er rejst for den dømmende Ret, såvel i Retsmøderne som ved Affattelse af Processkrifter (jfr. f. Ex. § 254 samt Skrifter i Anledning af Retsmidler). Om den Sigtedes Ret til fra dette Tidspunkt og på de Trin af Sagen, der herefter fremkomme, at benytte en valgt Forsvarer har der ingenfinde været rejst Tvivl. Sagen ligger nu for til Bevisførelse og Afgjørelse. Anklageprincipet kræver med ufravigelig Nødvendighed, at den Sigtede får fuld og fri Adgang til Forsvar og til Benyttelse derved af den Bistand, han finder fornøden. Yderligere Udvikling herom vil ikke i behøves. Forsvarerens Hverv kan være såvel at handle for den Sigtede som at bistå ham;

i Retsmøderne kunne altid både den Sigtede og hans Forsvarer tage Ordet. Nogen Grund til skarp Sondring mellem Forsvareren i hans Egenskab af egentlig Rettergangsfuldmægtig og af Bistand, som enkelte Love have gjort („Vertreter“ i Modsætning til „Vertheidiger“), er der hverken i Retsreglerne eller i den hos os tilvante Sprogbrug. En Trang til flere Forsvarere kan tænkes at forekomme ved Hovedforhandlingen, idet f. Ex. navnlig een Forsvarer benyttes ved Bevisførelsen (f. Ex. ved afhørelsen af Vidner) en anden til Forsvarsforedraget. Da en Ret til at medtage flere Forsvarere uden Indskrænkning dog let kunde misbruges til Skade for Sagens Forhandling, har Udkastet ment at burde gjøre Adgangen afhængig af

Rettens Indvilgelse, og at indskrænke selve Adgangen til Hovedforhandlingen for Landsretten, idet der udenfor denne ikke let vil kunne tænkes en virkelig Trang til flere Forsvarere. Fremdeles er det anset for rigtigt særlig at udtale, at flere Forsvarere ordentligvis kun kunne benyttes på den Måde, at de dele Opgaven imellem sig, ikke således, at de flere Forsvarere i Forening kunne optræde på de enkelte Trin af Forhandlingen, hvorved denne vilde kunne trækkes i Langdrag; i ganske særlige Tilfælde bør det dog ikke være udelukket, at Rettens Formand kan give Tilladelse hertil.

Medens den Sigtedes Ret til at benytte Forsvarer, efter at Anklage er rejst, står fast er det et i den nyere Tid meget omtvistet Spørgsmål, om og i hvilken Udstrækning der bør indrømmes den Sigtede Adgang til at benytte Forsvarer allerede under Forundersøgelsen.

Det sees let, at det ommeldte Spørgsmål står i nøjeste Forbindelse med den hele Ordning af Forundersøgelsen, og navnlig med Spørgsmålet, om og hvorvidt Anklageprincipet også skal komme i Betragtning på dette Trin af Straffesagens Behandling. Da den nyere Straffeprocesses Indførelse i Fastlandets Stater begyndte, var der ikke Tale herom. Den franske Lovgivning og efter dens Forbillede de tyske Straffeproceslove fra 1848 og de nærmest følgende År — med Undtagelse ar den brunsvigske, i flere Henseender ejendommelige Straffeproces — bibeholdt på dette Punkt ganske Inkvisitionsprincipet uden

nogen Lempelse. Undersøgelsen lededes, når Anklagerens Andragende forelå, af Dommeren, uden at der var Spørgsmål om Medvirkning af Parter som sådanne. Hovedbestanddelen af Forundersøgelsen vedblev at være det inkvisitoriske Forhor over den Sigtede. Hemmelighed og Skriftlighed beherskede Forundersøgelsen, ligesom tidligere. Under disse Omstændigheder var der ingen Rimelighed i eller Tanke om at indrømme den Sigtede Ret til at benytte Forsvarere, når undtages ganske særegne Tilfalde. Senere har imidlertid Videnskaben påpeget den indre Modsigelse, der ligger i at bygge Processens to Hovedtrin på ganske uforligelige Principer, og påvist den uundgåelige praktiske Følge, at Vægten mod alle de Forudsætninger, som lå til Grund for Reformen, kom til at hvile på Forundersøgelsen, ikke på Hovedforhandlingen, så at Anklageprincipets Herredømme under denne udsættes for at blive et illusorisk Fremskridt. Man blev opmærksom på, at England, fra hvis Ret Reformernes Grundtanker vare hentede, kjendte en Forundersøgelse, der væsentlig hvilede på Anklageprincipet, og man stillede mere eller mindre vidtgående Fordringer om, at der ved en Revision af Straffeprocessen skulde tages Hensyn til Anklageprincipet også ved Forundersøgelsen, om man end indrømmede, at det ikke på dette Trin af Sagen kunde komme til ligeså udstrakt Gyldighed som under Hovedforhandlingen. Til de deraf følgende Konsekventser hører også Fordringen om, at den Sigtede skal have en Ret til at benytte Forsvarer allerede under Forundersøgelsen. — Mod disse Fordringer, som Theorien har opstillet, have Lovene ikke sat nogen absolut Modstand. De nyere Udkast og Love have ikke opretholdt Forundersøgelsens gamle Karakter aldeles uforandret, medens det dog derved stadig har været fastholdt, at Inkvisitionsprincipet må bevare en større Betydning for Forundersøgelsen end for Hovedforhandlingen. I Overensstemmelse hermed er der også i de nyere Love og Udkast åbnet den Sigtede en mer eller mindre udstrakt Adgang til at benytte Forsvarer under Forundersøgelsen. Ganske almindeligt er det i de nugjældende tyske Love at tilstede Benyttelse af Forsvarer ved Affat-

telse af Processkrifter på hint Stadium, såsom ved skriftlige Andragender til undersøgelsesdommeren og ved de Skrifter, hvorved Påanke af dennes Handlinger (Besværing) gjøres gjældende. Endvidere indrømme en Del Love Adgang for en valgt Forsvarer til at deltage i Retsmøderne under Forundersøgelsen i Tilfælde af den Art, som Udkastets § 49 omhandler, hvor nemlig Retshandlingen har en definitiv Karakter, og i hvilke der derfor endogså efter Omstændighederne må blive Spørgsmål om en offentlig Forsvarers Bestikkelse. Kun undtagelsesvis gå enkelte Love og Udkast videre i enkelte Retninger, og da under den Betingelse, at Dommeren ikke finder, at en Forsvarers Nærværelse vil være til Skade for Undersøgelsen. Videst gik Udkastet til en fælles tyst Straffeproces i sin tidligere Skikkelse. Det anerkjendte en Ret for den Sigtede til at have Forsvarer også ved Afhørelsen af Vidner og Synsmænd i Almindelighed; kun ved afhørelsen af den Sigtede måtte Forsvareren ikke være tilstede, se det lyske Udkast (ar Januar 1873) §§ 122, 155 og 156. I den Skikkelse, hvori Udkastet efter den sidste Omarbejdelse fremtræder (1874), er Retten derimod atter bleven begrænset. En Forsvarers Nærværelse ved Afhørelsen af Vidner og Synsmænd tilstedes kun, når den afhørte rimeligvis vil være hindret fra at møde under Hovedforhandlingen eller på Grund af Afstanden ikke skal indkaldes til denne (§ 159). Men trods disse Begrænsninger udtales det dog endnu i dette Udkast som i dets tidligere Redaktioner som Reglen, at den Sigtede kan benytte en Forsvarers Hjælp på ethvert Trin af Sagen (§ 124). Til Begrundelse af denne almindelige Grundsætning bemærkes der i Motiverne til det nævnte Udkast følgende: „Det er en Retfærdighedsfordring strax fra Sagens Begyndelse at tilstede den Sigtedes Forsvar fri Bevægelse, ligesom Anklageren har det for sit Angreb. Det kan vel ikke nægtes, at der vil være Tilfælde, i hvilke Tilstedelsen af en Forsvarer under Forundersøgelsen kan være til Hinder for Sandhedens Udfindelse; men det er på den anden Side hævet over enhver Tvivl, at et Forsvar i mange Tilfælde kan fremme Sandhedens Udfindelse og bidrage til

at forhindre, at uskyldige Personer stilles for den dømmende Ret. Til disse almindelige Betragtninger kommer nu den særlige Grund, at Udkastet ikke kjender den egentlige Appel mod Straffedomme. Dermed bortfalder en af de Indretninger i Straffeprocessen, der ansees som Garantier for den Sigtede, og det bliver nødvendigt at udruste den første Instants med desto større Garantier for ham. En sådan Garanti er Tilstedelsen af Forsvareres Benyttelse under Forundersøgelsen. Ligeoverfor denne Vetragtning måtte de Betænkeligheder ansees for underordnede, som for Tiden endnu gjøres gjældende imod Indførelse af Forsvaret i Forundersøgelsen. Udkastet har imidlertid dog ved forskellige Regler taget særligt Hensyn til at forebygge Misbrug af denne Forsvarsret“. Hvad disse Begrænsninger af Regler angår, udtales det særligt med Hensyn til Forhoret over den Sigtede: „Vel må det anerkjendes, at Nærværelsen af en Forsvarer ved Undersøgelsesdommerens Forhor kan være til Nytte for den Sigtede, ligesom også, at mulige Tilståelser under Forundersøgelsen fåe forhøjet værd, når de ere aflagte i Nærværelse af en Forsvarer. Men end skjønt Udkastet helt igjennem lægger an på at forskaffe Forsvaret tilbørlig Anerkjenoelse allerede under Forundersøgelsen, kunde det dog ikke undlade at tage Hensyn til den Betragtning, at den Sigtedes Afhørelse, uagtet denne ikke derved skal nødes til en Tilståelse, dog altid vedbliver at være et vigtigt Undersøgelsesmiddel, på hvilket man i mange Tilfælde sågodtsom ganske vilde give Afkald, når man vilde tilstede Forsvarerne at være tilstede ved afhørelsen og holde den Sigtede tilbage fra enhver Udtalelse, til hvilken han måtte være tilbøjelig“. Under Forhandlingerne om dette Spørgsmål har hele Kommissionen været enig i, at der ikke burde være Tale om ganske at udelukke Benyttelse af Forsvarer under Forundersøgelsen. Allerede i den nugældende Ret er der ved Grundlovens fjerde midlertidige Bestemmelse givet Adgang til Rådførsel med Forsvarer med Hensyn til Påanke af Undersøgelsesdommerens Handlinger. Dette i det Mindste har man altid villet bevare under den forandrede Straffeproces, hvilken

man ved hin Bestemmelse i Grundloven jo på en vis Måde foregreb. Men Kommissionen har endvidere været enig i, at man ikke burde blive stående herved. Muligheden for en noget videre Anerkendelse af Retten til at have Forsvarer ligger i, at Udkastet ikke bevarer Forundersøgelsens strengt inkvisitoriske Karakter og de deraf flydende Konsekventser. Vel er der på dette Punkt en ikke uvæsentlig Meningsulighed mellem Kommissionens Medlemmer; men Enighed er der dog om mange vigtige Punkter, der give Forundersøgelsen en forandret Karakter. Først og fremmest skal et egentlig inkvisitorisk Forhor af den Art, at der udøves en Pression på den Sigtede for at fåe hans Tilståelse, forsvinde, se navnlig § 203 2det Stykke, jfr. § 237. Dernæst skal der i al Fald indrømmes Parterne som sådanne en Ret til Medvirkning under Forundersøgelsen (se §§ 231, 234, 235, 236.) Dette er, som let sees, en betydelig Indrømmelse til Anklageprincipet. Endelig har Udkastet, ligesom de ældre Udkast hos os, ikke taget i Betænkning at fastholde som Regel Retsmødernes Offentlighed under Forundersøgelsen, se § 79, en Regel, hvorved der endog gåes et Skridt videre i at forlade den nuværende Forundersøgelses Karakter, end man endnu andetsteds har dristet sig til, og som navnlig det tyske Udkast ikke har optaget. Med særligt Hensyn til hin Adgang for Pagterne til at medvirke under Forundersøgelsen, og i nær Tilslutning til Tanken i Grundlovens ovenfor nævnte midlertidige Bestemmelse, kunde der ikke være Tvivl om, at der burde indrømmes den Sigtede Ret til at benytte Forsvarer til at fremsætte skriftlige Andragender til Dommeren. Fremdeles kunde de Betænkeligheder, der ellers kunde være mod at tilstede en Forsvarer personlig Adgang til og Deltagelse i selve Retsmøderne, ikke komme i Betragtning i de Tilfælde, hvor Retshandlingen har en definitiv Karakter, og således fremtræder som et foregrebet Stykke af Hovedforhandlingen, eller hvor der ordentligvis ikke kan blive Spørgsmål om Gjentagelse af Handlingen. Derfor ere alle Kommissionens Medlemmer også enige i, at Forsvarer bør kunne medtages ved Besigtigelser, Syns- eller Skjøns-

forretninger samt ved Afhørelse i de i § 49 nævnte

Tilfælde,hvor der jo endog efter Omstændighederne må beskikkes en Forsvarer. På den anden Side have alle Kommissionens Medlemmer også været enige i, at en Forsvarer ikke burde kunne deltage ved Forhøret over den Sigtede. Udkastet står med Hensyn til dette Forhor på samme Standpunkt som det tyske Udkast: enhver Slags Tvang eller Pression på den Sigtede for at opnå Tilståelse bør fjernes. Men når det tyske Udkast desuagtet dog på dette Punkt har troet at burde fastholde Udelukkelsen af Forsvarer, kan Vagten af den derfor i Motiverne anførte, ovenfor refererede Grund ikke miskjendes. Hvad endelig det Spørgsmål angår, om Medvirkning af Forsvarer skal tilstedes ved Afhørelsen af Vidner, Syns- eller Skjønsmænd udenfor de i § 49 ommeldte Tilfælde har Udkastet også, ligesom det tyske Udkast i sin nuværende Skikkelse, besværet dette benægtende, uden at nogen Meningsulighed fremtræder. I Virkeligheden er der imidlertid her en Uenighed tilstede mellem Kommissionens Medlemmer, der står i Forbindelse med den Uenighed, som træder frem ved § 231. De Medlemmer af Kommissionen, der ved denne Paragraf have opstillet et Mindretalsforstag, have kun under den Forudsætning, at dette blev Lov, kunnet tiltræde Udkastets Regel om det her foreliggende Spørgsmål. Under den modsætte Forudsætning vilde de anse det for rigtigt at give Forsvarerens Adgang til Retsmøderne en større Udstrækning. Men til at stille Forslag, der gik ud fra denne Forudsætning, har Mindretallet ikke havt Opfordring. Flertallets Betragtningsmåde er følgende. Da efter dets Forslag om Forundersøgelsens Ordning, se § 231, Dommernes Virksomhed under denne til Formålets Opnåelse ikke skal være blot subsidiær, men Dommeren tvertimod skal vedblive at være den, på hvis Virksomhed der væsentlig regnes som Drivhjulet i Forundersøgelsen, bør Parterne ikke udrustes med Rettigheder, der sætte dem i Stand til at krydse og modarbejde hans Undersøgelsesplan. Ligesom Dommeren må kunne lukke Dørene, hvor Offentligheden vil være til Skade for Sagens Oplysning, se § 79, således må han også under samme Forudsæt-

ning være værnet mod den Sigtedes Forsvarer. Hvor Forholdet derimod er det, hvad der forudsættes at være Reglen, at Offentligheden ikke behøver at udelukkes, da er denne tilstrækkelig. Ved Hjælp af denne og Adgangen til skriftlige Andragender har den Sigtede opnået det Væsentlige af, hvad Retten til at have Forsvarer kan betyde for ham. En direkte Medvirkning af en Forsvarer behøver da ikke at hjemles, og den bør det ikke, fordi det kan forudsees, at det vilde gjøre Undersøgelsesdømmerens i Forvejen besværlige og mange Gange ubehagelige Hverv endnu byrdefuldere, når han, hvad der kan ventes ofte at ville blive Tilfældet, skal kæmpe mod de Hindringer, en Sagfører med Lethed kan lægge ham i Vejen med mere eller mindre chikanøse Indsigelser o. desl. Flertallet kan kun føle sig bestyrket i fin Opfattelse derved, at det tyske Udkast har opgivet den videregående Indrømmelse til Forsvaret, som det i tidligere Redaktioner gjorde. Da det tyske Udkast derhos ikke anerkjender Forundersøgelsens Offentlighed, indrømmer det endogså nu den Sigtede Mindre end Flertallets Forslag.

Det Mindretal i Kommissionen, som opstiller et særligt Forstag til § 231, går ud fra, at ved dette betrygges den Sigtedes Forsvar under Forundersøgelsen på en virksommere og fyldigere Måde, end ved Retten til at benytte en Forsvarer. Når Forundersøgelsens Ordning bliver en sådan, at den ikke påtvinger Dommeren en Rolle, der regelmæssig og naturlig bør tilfalde Anklageren, vil Dommerens supplerende Selvvirksomhed navnlig vise sig deri, at han kommer Forsvaret til Hjælp, jfr. den engelske Rets Sætning: the judge is the counsel of the prisoner. Heri vil ligge en større og betydningsfuldere Betryggelse for de Sigtede end i Retten til at tilkalde en Forsvarer. Denne vil nemlig i Virkeligheden kun undtagelsesvis fåe praktisk Betydning, da der ikke kan være Tale om udenfor de enkelte Tilfælde, som nævnes i § 49, på dette Trin at bestikke den Sigtede en offentlig Forsvarer. Der kunde vel ikke efter denne Ordning af Forundersøgelsen være noget væsentligt imod at give den Sigtede en videre Adgang til at medtage en valgt For-

svarer; thi de Ulemper, som Flertallet befrygter, ville for en stor Del af sig selv forsvinde under denne Ordning. Men selv mindre betydelige Ulemper herved kan der under denne Forudsætning tages Hensyn til uden at gå den Sigtede for nær, og det kan således fra dette Standpunkt retfærdiggjøres at begrænse Adgangen til at benytte Forsvarer under Forundersøgelsen, således som Udkastet har gjort. Forudsættes derimod den af Kommissionens Flertal fastholdte Ordning af Forundersøgelsen, kan Mindretallet ikke erkende, at de påpegede Ulemper ved en Forsvarers Tilstedeværelse ved og Deltagelse i Retsmøderne ved Vidners afhørelse m. v. have den Vægt, at det kan forsvares at berøve den Sigtede Retten hertil. Når den Sigtede ikke har fuld Betryggelse i Dommerens Stilling, er det en Retfærdighedsfordring, at han ikke udelukkes fra selv at sørge for sit Forsvar. Det kan ikke erkjendes, at der er ydet nok ved Retsmødernes Offentlighed; de skriftlige Andragenders Vej er besværlig og langsom og kan ikke have den Betydning som den umiddelbare Deltagelse. Mindretallet miskjender ikke, at der må skabes særegne Værn mod Kollusioner. Men disse Værn ligge i, at den Sigtede under særegne Omstændigheder kan midlertidig udelukkes fra Deltagelse i Retsmøderne; se § 234 Nr. 2 og 3. Sker det, følger deraf, at der heller ikke bliver Spørgsmål om en Forsvarers Deltagelse; thi denne kan kun finde Sted, når den Sigtede selv har Ret til Deltagelse. Der kan altså ikke henvises til Frygten for Kollusioner, men egentlig kun til den Ubehagelighed, en Forsvarers Deltagelse kan medføre for Dommeren; men dette er et Hensyn, der ikke kan veje op mod Retfærdighedens Krav. Ulemperne ere væsentlig begrundede i, at Dommeren tildels får et Anklagerhverv; netop derfor kunne de ikke komme i Betragtning til at skabe Hindringer for den Sigtedes Forsvar.

At Valget af Forsvarer ikke bør være indskrænket til den Kreds af Sagførere, der ere antagne til at modtage Bestikkelse som offentlige Forsvarere, men at enhver til Møde for vedkommende Domstol berettiget Sagfører må kunne vælges, behøver ingen Begrundelse, så lidt som den Sætning, at på den anden

Side også de Mænd må kunne vælges, der vel ikke ere Sagførere, men dog ere antagne til at beskikkes som offentlige Forsvarere, således som Tilfældet ifølge § 51, overensstemmende med den gjældende Ret, kan være ved Underretten. Det stemmer dernæst med de i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje optagne, dog her noget mere begramsede Regler, og det anbefales af nærliggende Grunde også at tilstede Valg af de i § 45 Nr. 2 nævnte Personer. Udenfor disse Grænser er der i Reglen ingen Grund til at gå. For at dog ikke Lovens Regel skal være en ubetinget Hindring i særegne Tilfælde og under Hovedforhandlingen, hvor en Forsvarers Nærværelse dog altid vil have størst Betydning, er der i Paragrafens 2det Stykke givet Retten Beføjelse til under de angivne Betingelser at tilstede en Person udenfor de nævnte Klasser som Forsvarer. Det sidste Stykke i § 45 forklares dels ved Hensynet til det Mislige for Sagens Forhandling i en sådan Dobbelthed i Stillingen, dels ved det Misbrug, der ellers navnlig på Grund af Reglen i Udkastets § 130 Nr. 2 kunde finde Sted. Hensynet til denne Forskrift forklarer også Optagelsen af den første Regel i § 46, hvis øvrige Bestemmelser i det Væsentlige stemme med Reglerne om Rettergangsfuldmægtige i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje. § 47 endelig sikrer dels den fængslede Sigtedes Samkvem med Forsvareren, hvorved den Grundsætning fastholdes, at Undtagelsesforholdsregler, begrundede i Frygten for Modvirkning af Undersøgelsen, i Reglen må ophøre senest, når Anklage er rejst, dels den Sigtedes Frihed til at rådslå med Forsvareren i Retsmøderne, med et Forbehold, der sigter til Reglen i § 204 i Slutningen.

Det Synspunkt, fra hvilket Udkastet er gået ud ved Bestemmelsen af, når en offentlig Forsvarer bliver at beskikke, blev allerede ovenfor angivet. De nærmere Regler indeholdes i §§ 48—50, nemlig henholdsvis med Hensyn til Sagens Behandling for den i Første Instants dømmende Ret, Behandlingen, forend Anklage er rejst, og Retsmidlerne. En ubetinget Nødvendighed for Bestikkelsen af en offentlig Forsvarer er der efter disse Regler ikke i noget Tilfælde; selv ved

Behandlingen af Nævnnigesager for den dømmende Ret i Første Instants er Bestikkelsen gjort afhængig af, at Sagfører ikke er antagen, eller at den antagne Sagfører udebliver, hvorimod der efter Forholdets Natur ikke har kunnet tillægges Valget af en Forsvarer, der ikke er Sagfører, den samme Betydning. Hvad Behandlingen for den dømmende Ret i første Instants angår, skjelnes der iøvrigt imellem, om Sagen er anhængig for Landsretten eller for Underretten. I hint Tilfælde skal under den angivne Betingelse Forsvarer beskikkes i Nævningesager. At gjøre Bestikkelsen til en lignende Nødvendighed i alle Landsretssager vilde derimod føre for vidt. Kompetencereglerne bringe mange Sager til Landsretten, i hvilke der ikke kan siges at være nogen særlig Trang til retskyndig Bistand. Det er derfor fuldkomment tilstrækkeligt, når det i Udkastet også her opstilles som det Regelmæssige, at Forsvarer beskikkes, men således, at det kan undlades, når Rettens Formand skjønner det overflødigt. Ved denne Regel går Udkastet endnu ikke lidet videre end de fleste fremmede Love. I Underretssager er Forsvarers Bestikkelse i intet Tilfælde en Nødvendighed, men den kan finde Sted under de samme Betingelser som ved Landsretten, ordentligvis dog kun på Begjæring, og når lignende Omstændigheder ere tilstede som de, der i den borgerlige Retspleje give Adgang til at fåe Sagfører bestikket. Det kan nemlig ingen Betænkelighed have i disse Sager at fastholde som Regel, at den Sigtede selv bør sørge for at have den Bistand, han mener at behøve. At stille Begjæring eller Fattigdom som absolut Betingelse vilde dog føre for vidt, da den offentlige Interesse i et retskyndigt Forsvar aldrig bør være udelukket fra at kunne tages i Betragtning. Måden, hvorpå Reglen om Underretssager er stillet, gjør det overflødigt at gjøre en yderligere Forskjel mellem Sager, der påtales ved Underretten af Statsanklageren og af Politimesteren. Det følger af selve Reglen, at der vanskelig vil kunne blive Tale om Bestikkelse i de sidste Sager; men en absolut Udelukkelse bør dog ikke udtales. Fremdeles er det klart, at Reglerne ligeså vel rumme og ere passende for

Sager, der forfølges af private Anklagere, som for dem, der påtales af det Offentlige.

Bestikkelsen til Forsvarer i Sager, som ere anhængige for den dømmende Ret, omfatter efter Forholdets Natur også enkeltstående Retshandlinger, som måtte finde Sted på dette Trin af Sagen, hvorved der kan blive Tale om en særegen Forsvarer. Men medens den beskikkede Forsvarers Nærværelse ved Hovedforhandlingen er en Nødvendighed, for at Sagen kan forhandles, se § 279, kræve Forholdene her den samme Lempelse, som også gjælder efter § 49.

Adgang til at fåe offentlig Forsvarer bestikket, førend Anklage er rejst, må efter Forholdets Natur være langt mere indskrænket end ved den dømmende Ret. Den offentlige Interesse i Forsvaret er på dette forberedende Stadium fyldestgjort ved Dommerens Virksomhed ifølge Embedspligt. Dette er Lovens Synspunkt, hvad enten Ordningen af Forundersøgelsen tænkes efter Flertallets eller Mindretallets Forslag til § 231. De Tilfælde, hvor en offentlig Forsvarer på dette Sagens foreløbige Stadium kan blive at bestikke, ere derfor kun de, hvor af særegne Grunde en Foregribelse af Noget finder Sted, som under Tingenes regelmæssige Gang først skulde foretages for den dømmende Ret (anticiperet Bevisførelse), eller hvor det, der sker, i al Fald er afgjørende for Sagens fremtidige Undersøgelse. Under disse Omstændigheder bør offentlig Forsvarer beskikkes, dersom en sådan vilde være at bestikke for den dømmende Ret, dog med den af Forholdene krævede Lempelse i Slutningen af § 49. Forsåvidt det mulig endnu på den Tid, sådan Retshandling foretages, måtte være uvist, for hvilken Art af Ret Hovedforhandlingen skal føres, og dette kan have Betydning for Spørgsmålet om Bestikkelsen, bør dette for Sikkerheds Skyld afgjøres efter den Opfattelse, der vil føre videst i så Henseende.

Hvad endelig angår Beskikkelse af offentlig Forsvarer, når Retsmidler anvendes (§ 50), skjelnes imellem Påanke af Domme, Andragende om Sagens Gjenoptagelse og Besværing. Når Landsrettens Dom påankes til Højesteret, er det anset for rigtigt al-

tid at kræve Bestikkelsen, hvis Sagfører ej er antagen eller møder, til Forhandlingen for Højesteret, altså ikke til de Skridt, der i Anledning af sådan Påanke finde Sted ved Landsretten, se med Hensyn til disse § 372 2det Stykke. Samme Regler må gjælde i de Tilfælde, hvor der undtagelsesvis i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse skal finde Forhandling Sted for Højesteret (§ 428). Når Underrettens Dom påankes til Landsretten, samt naar undtagelsesvis en yderligere Påanke til Højesteret tilstedes i slige Sager (§ 406), mangler der Grund til at gå videre end til Anvendelse af Reglerne om Bestikkelse ved Underretten, og det Samme gjælder, når der for Landsretten, der bar afgjort en Underretssag ifølge Påanke, skal finde mundtlig Forhandling Sted i Anledning af Andragende om Genoptagelse. Når derimod en sådan Forhandling skal finde Sted i en Sag, der er pådømt af Landsretten i første Instants, bør Reglerne i § 48 1ste Stykke følges. Hvad endelig angår Besværing over Kjendelser og Beslutninger, er der efter dette Retsmiddels regelmæssige Behandling ingen Grund til at bestikke en Forsvarer (se § 413 og § 419); kun i de Tilfælde, hvor undtagelsesvis en mundtlig Forhandling af sådan Påanke tilstedes (se § 414), bør der være Mulighed for Bestikkelse af Forsvarer, dog ikke videre end efter Reglerne i § 49 2det Stykke.

Almindelige ordnende Regler med Hensyn til Bestikkelsen af Forsvarer indeholdes i §§ 51 — 56. Grundtrækkene ere ikke forskellige fra den nugældende Ret; kun Ændringer, som den nye Proces kraner, — f. Ex. med Hensyn til den bestikkende Myndighed, se § 53 — ere foretagne, og enkelte med Forholdets Natur stemmende Forskrifter udtrykkelig optagne, f. Ex. Reglen i § 53. Ved § 51 jævnføres Lov om Sagførervirksomheden 26de Maj 1868 § 12. Ved § 55 jævnføres § 24 om de offentlige Anklagere; det sees heraf, at begge ere stillede ens ligeoverfor Retten, en naturlig Grundsætning, der andetsteds ofte er krænket. Ved § 56 2det Stykke jævnføres § 485. Ved de beskikkede Forsvarere kunde den nugjælden de Rets Regler om Rettens Kontrol med deres Hvervs Udførelse bibeholdes, af samme

Grunde som med Hensyn til de „offentlige Anklagere ved Underretterne“. I Overensmelse hermed er også Reglen i § 58 affattet. Den beskikkede Forsvarer har et offentligt Hverv; han må syldestgjøre, hvad dette Hverv kræver, uden Hensyn til den Sigtedes Ønske. Han indtager således en selvstændig Stilling ved Siden af den Sigtede, og det bør derfor udtrykkelig udtales, at han ordentligvis har de samme Rettigheder, som tilkomme den Sigtede for Forsvarets Skyld. Særlige Rettigheder kunne også være tillagte ham, se f. Ex. § 236 2det Stykke. På den anden Side er der også Rettigheder, der kun kunne udøves af den Sigtede, jfr. således § 315 (Retten til at forkaste Nævninger). At den offentlige Forsvarer må nyde den Tillid, at hans Samkvem med den fængslede Sigtede, også på Sagens foreløbige Trin, er uden Opsyn, ansees for en Selvfølge; derimod må Slutningsreglen i § 204 også gjælde ham. Det følger endelig af sig selv, at Beskikkelsen af en offentlig Forsvarer ikke gjør Indskrænkning i den Sigtedes Ret til selv at drage Omsorg for sit Forsvar. En anden Sag er det, at, når dette sker ved Antagelsen af en Sagfører til valgt Forsvarer, bortfalder efter de oven fremstillede Regler den offentlige Forsvarers Hverv.

Om Værnething, Stræffesagers Forening og stedlige Grænser for Embedshandlinger i Strafferetsplejen.

Udkastets 2det Kapitel giver Reglerne for, ved hvilken Art af Net en Stræffesag skal påtales eller en isoleret Retshandling foretages. De flere sideordnede Retskredse med Retter af samme Art (henholdsvis Landsretter og Underretter) gjøre det endvidere nødvendigt at have Bestemmelser om, i hvilken af disse den enkelte Sag eller Retshandling skal behandles eller foretages (Værnething). Ved Indbringelsen for Retten opstår der endvidere Spørgsmål om Forening af Straffesager; Reglerne herom fåe atter Betydning for Værnethinget. Endelig medfører

Retternes eller Myndighedernes Flerhed det Spørgsmål, hvem der skal handle, når der i en Sag skal foretages Embedshandlinger udenfor den stedlig begramsede Kreds, for hvilken den til Sagens Behandling eller forfølgning kompetente Ret eller Myndighed er bestikket. For disse forskjellige, men med hinanden nær forbundne Spørgsmål giver Udkastets 7de Kapitel Regler i 3 Underafsnit.

Enkelte Værnething.

Ved enkelte Værnething forståes her de Værnething, som komme til Anvendelse bortset fra Sagers Forening. Reglerne under I. falde i følgende Grupper: 1) § 60 om de isolerede Retshandlingers Værnething. 2) §§ 61 — 67 om Sagernes Værnething, og 3) §§ 68 og 69, indeholdende mere almindelige Bestemmelser.

Enkeltstående Retshandlinger ↄ: sådanne, hvis Foretagelse må ske i en Retskreds, der er uafhængig af Sagens Værnething, bliver der jævnlig Spørgsmål om i Strafferetsplejen. For det Første kan Sagens Værnetbing ikke være Norm for de Retshandlinger, hvorom der bliver Spørgsmål, førend Sag er rejst, altså under Efterforskningen i offentlige Sager, jfr. med Hensyn til private Straffesager §§ 440 og 446. Men også efter at Sag er rejst, bliver der af forskjellige Grunde ofte Spørgsmål om Retshandlinger, ved hvilke Sagens Værnething ikke er afgjørende, enten fordi de foretages uafhængig af Sagen, se § 225, eller fordi faktiske eller procesretlige Grunde (såsom Afstandsreglerne for Vidner eller at Procesreglerne udelukke Vidners Afhørelse for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig) gjøre en sådan særlig bestemt Retskreds nødvendig. For slige enkeltstående Retshandlinger giver § 60 den ved Forholdets Natur påbudte Regel.

Med Hensyn til Værnethinget for Straffesager — rettens Forundersøgelse derunder indbefattet — vilde den Betragtning, at Værnethinget bør være det, som er bedst tjenligt til Øjemedets Opnåelse, navnlig med Hensyn til

en let, ikke for bekostelig Bevisførelse, og at den Sigtede er pligtig til at underkaste sig ethvert sådant Værnething, nærmest fore til fuldstændig Valgfrihed, da det må indrømmes, at det beror på samtlige konkrete Omstændigheder og ikke kan afgjøres ved en almindelig Regel, hvilket Værnething der efter hint Hensyn er tjenligst for den enkelte Sags Undersøgelse. Da imidlertid et så frit Valg ikke kunde lægges i Anklagerens Hånd på Grund af de Misbrug, for hvilket dette vilde udsætte den Sigtede fra Modpartens Side, og da det vilde føre til urimelig Omstændelighed at fåe Værnethinget i ethvert enkelt Tilfælde bestemt af en Domstol, bliver Fastsættelsen af et eller flere bestemte Værnething ved en almindelig Regel dog en Nødvendighed, og den Mulighed, at et andet Værnetbing ifølge de særlige Omstændigheder måtte være hensigtsmæssigere, kan der kun tages Hensyn til på den Måde, at der åbnes Adgang til Afvigelse fra den almindelige Regel, således som § 67 bestemmer, nemlig i Sager, hvor Værnethingets Bestemmelse har en offentlig Interesse, ved Afgjørelse as en overordnet Ret, i private Straffesager i egentlig Forstand, hvor navnlig Omkostningsspørgsmålet ikke har væsentlig Betydning for det Offentlige (se § 481), ved Vedtagelse mellem Parterne. Skal altså en almindelig Regel gives, må der tages Hensyn til, hvilket Værnething der efter Sandsynlighed vil være det tjenligste for Undersøgelsen, og dette fører da til den altid og allevegne anerkjendte Regel: Gjerningsstedets Værnething. For Tilfælde, hvor denne Regel er faktisk uanvendelig, og hvor hint Hensyn derfor ikke afgiver nogen Bestemmelsesgrund, har Straffeprocessen fremdeles altid kjendt to andre Værnething, nemlig Hjemthinget og Pågribelsesstedets Værnething, og det kan heller ikke være tvivlsomt, at den Sigtede i al Fald da er pligtig at underkaste sig et af disse, når hint mere berettigede Værnething mangler, det første af samme Grund, hvorfor Enhver overhovedet må finde sig i at sagsøges ved sit Hjemthing, hvor ikke særegne Grunde give ham Krav på et andet Værnething, det andet, fordi det er mest tjenligt for Sagens hurtige Afgjørelse, et Hensyn, som Anklageren har naturligt Krav på at fåe taget

i Betragtning, hvor mere afgjørende Hensyn ikke kunne anføres for nogen anden Retskreds. Endel Love, således den nugjældende preussiske Straffeproces, tillægge imidlertid de to sidstnævnte Værnething en mere udstrakt Betydning, idet de i ethvert Tilfælde overlade Anklageren Valget mellem et af dem eller Gjerningsstedets Værnething. Andre Love — og den Regel har det nye tyske Udkast optaget (se § 4) — tillægge vel Pågribelsesstedets Værnething en underordnet Betydning, men tilstede derimod i alle Tilfælde Anklageren Valget mellem Gjerningsstedets Værnetbing og Hjemthinget. At stille Pågribelsesstedets Værnething til frit Valg i ethvert Tilfælde synes nu under alle Omstændigheder ikke at kunne bifaldes; thi når dette Værnething ikke falder sammen med Gjerninasstedets, hvad jo ofte vil være Tilfældet, er der i og for sig ingen Grund til at antage, at netop ved det de Hensyn ville fyldestgjøres, som give Gjerningsstedets Værnething dets naturlige Berettigelse. Dette kan derimod snarere være Tilfældet med Hjemthinget, og herpå Støtter også det tyske Udkast sin Regel. Det bemærkes i Motiverne, at det ikke fjælden forekommer, at de for Sagen væsentligste Vidner ikke bo i den Retskreds, hvor Gjerningen er begået, men hvor den Sigtede boer, og dette Hensyn er ganske vist i den mundtlige Proces særdeles vigtigt. Men om det end må indrømmes, at Sådant kan forekomme, så tor det dog neppe siges, at Sandsynligheden herfor er endog blot tilnærmelsesvis ligeså stor som det omvendte, idet de Tilfælde, som vel ville være de overvejende hyppigste, nemlig hvor Gjerningssted og Hjemsted falde sammen, selvfølgelig ikke komme i Betragtning. Men når Forholdet er det angivne, kan det efter det almindelige Synspunkt ikke være rigtigt at give Anklageren en Valgret; § 67 må da også her være Hjælpemidlet for de mindre hyppige Tilfælde. Vilde man gå videre, måtte i al Fald den Sigtede have Ret til at fremkalde en Retsafgørelse om det hensigtsmæsfigste Værnething. Men det kan forudsees, at der da jevnlig vilde blive måske vidtløftige Forhandlinger om dette Spørgsmål, der dog tildels mindre vel egner sig for Retsafgjørelse, og hvilke i al Fald vilde forhale Sagen.

Udkastet har derfor troet, at det vilde være rigtigt også i den nye Proces, overensstemmende med Flertallet af de nyere Love, at bibeholde den gjældende Rets Regel om Gjerningsstedsværnethingets Fortrin i Almindelighed. Der gives imidlertid Klasser af Sager, hvor det Hensyn, som i Almindelighed begrunder dette Fortrin, ikke så ubetinget kan stilles i første Række, hverken efter den Sandsynlighed, der er for, at det får praktisk Betydning i Sagen, eller ligeoverfor andre Hensyn, der tale for et af de andre Værnething. I de Sager, hvis Forfølgning er henlagt til Politiet, ligesom i de egentlig private Straffesager, vil det i Reglen være ønskeligt for den Sigtede at blive søgt ved sit Hjemthing, og fremdeles er den hurtige Afgørelse i Pågribelsestilfælde i slige Sager et Hensyn af særlig Vægt, blandt Andet fordi Væretægtsfængsel ofte vil være udelukket ved Loven, medens det dog faktisk kan betinge Forfølgningen, at den kan bringes til Ende mod en Anholdt, medens man er ham mægtig. Det bør derfor i disse Sager være Anklagerens Ret at gå til et af de sidstnævnte Værnething, men da hans Ret at gå til Gjerningsstedet dog ikke kan betages ham, vil det sige, at der i disse Sager bør overlades ham Valg mellem alle tre Værnething. Dette er Hovedtrækkene i Udkastets System, om hvilket det endnu skal bemærkes, at det i de vigtigste Dele stemmer med den hos os nu gjældende Ret. Med Hensyn til de foreslåede Regler i det Enkelte kan følgende bemærkes. Gjerningsstedets Værnething bestemmes, overensstemmende med den gjældende Ret og Forholdets Natur, ved Handlingen, ikke Virkningen, selv om denne hører med til Forbrydelsens Begreb. Som Exempel på, at flere Handlinger udkræves til Forbrydelsens Begreb, kan nævnes Dokumentfalsk, se Stl. § 278. Reglen for dette Tilfalde, nemlig at den sidste til Begrebet nødvendige Handling er afgjørende, er i Konsekvents af den almindelige Regel, ligesom det ligger i denne, at hvor Handlingen faktisk opløser sig i flere, der foregå i forskjellige Retskredse, kommer det an på den afsluttende Handling. Forskjelligt fra det nysommeldte Tilfælde er det, at flere Handlinger hver for sig vilde begrunde et forskjelligt Gjerningsstedsværnething,

men dog i strafferetlig Henseende ere at betragte som een Forbrydelse, jfr. s. Ex. Stl.s § 239 (Hæleri som Næringsvej). Her ligger det i den almindelige Regels Konsekvents, at Anklageren har Valg mellem de flere lige begrundede Værnething. Derved undgåes da også de Vanskeligheder, som kunde foranlediges ved Besvarelsen af det Spørgsmål, om de flere Handlinger ere at opfatte som een Forbrydelse, jfr. det i Strafferetten omtvistede Begreb om fortsætte Forbrydelser; thi Reglen bliver den samme, som vil gjælde, når Handlingerne udgjøre flere Forbrydelser, jfr. § 71. At flere Retskredse med lige Føje kunne betragtes som Gjerningssteder, kan iøvrigt også skyldes de faktiske Forhold, som i § 62 i Slutningen ommeldes, og her må der da ligeledes være Valg. Den Fiktion af et Gjerningssteds Værnething, som § 63 opstiller, forklares naturlig ved den Sandsynligbed, der i det ommeldte Tilfælde er for, at de vigtigste Vidner lettest kunne haves der, hvor Skibet begiver sig hen ved sin Hjemkomst, jfr. det tyske Udkast § 3, hvorved bemærkes, at Tilføjelsen „for at losse eller lade“, sigter til at udelukke et ved rent forbigående Øjemed bevirket Ophold. Men iøvrigt er det ikke Meningen at tillægge dette fingerede Gjerningssted samme Fortrin som det virkelige; §§ 64 og 65 vise, at Hjemthmget og Pågribelsesstedets Værnething ved de på dansk Skib eller af et dansk Skibs Besætning udenfor dansk Søterritorium begåede Forbrydelser ikke blot skulle komme til Anvendelse i de Tilfælde, hvor § 63 bliver uanvendelig, f. Ex. fordi den Sigtede er hjemsendt, førend Skibet vendte tilbage, men at de også kunne vælges, hvor Værnethinget efter § 63 vilde kunne komme til Anvendelse.

At Hjemthinget og Pågribelsesstedets Værnething blive anvendelige dels ved de udenfor Kongeriget begåede Forbrydelser, der høre under den danske Straffemyndighed (§ 64, Nr. 1), dels når der mangler sådanne Oplysninger med Hensyn til de i Kongeriget begåede Forbrydelser, der betinge Anvendelse af Gjerningsstedets Værnething (§ 64 Nr. 3), dels endelig ved de i § 64 Nr. 2 nævnte Klasser af Forbrydelser, er begrundet tidligere. Har den Sigtede ikke Bolig i Riget, men den

danske Straffemyndighed dog er anvendelig mod ham, må efter de også i den borgerlige Retspleje anerkjendte Regler hans Opholdssted i Riget begrunde Værnething, og, hvis han ikke findes i Riget, det Sted, hvor han sidst havde Bolig eller opholdt sig. Den første af disse, Mangelen af egentligt Hjemting erstattende Regler bliver ikke overflødig ved § 65, da der kan mangle Grund til Anholdelse, og den sidste er nødvendig for det Tilfælde, at der findes Grund til at foretage de Skridt, som Udkastet hjemler (jfr. navnlig § 197 ff.) mod en Sigtet, der har unddraget sig Forfølgning ved Flugt. Slutningsbestemmelserne i § 64 skabe, tildels i Henhold til den gjaldende Ret, fingerede Hjemthing, hvortil der er en uafviselig Trang, jfr. Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje § 15.

Særegne Regler om Væmethinget må gives for de ejendommelige i § 2 nævnte Sager; Reglerne herom i § 66 behøve ingen nærmere Begrundelse.

De i § 67 2det og 3die Stykke indeholdte Regler ere allerede tidligere omtalte. Foruden disse må Loven imidlertid endvidere umiddelbart åbne Adgang til en midlertidig Afvigelse fra Værnethingsreglerne med Hensyn til Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en Person indledes. Det vil nemlig let kunne stille sig således, at stige Retshandlinger ikke kunne henvises til det rette Værnething, uden at enten Øjemedet vilde forspildes, eller en i Loven foreskreven Frist overstrides, således f. Ex. med Hensyn til Anholdelse. Her må da Reglen i § 60 overføres; umiddelbart finder denne nemlig ikke Anvendelse, da stige Retshandlinger mod Personer, der ikke tidligere vare sigtede, netop ikke efter Udkastet ere isolerede, men Begyndelsen af en Sag mod dem. Selvfølgelig bør Sagen snarest mulig afgives til den kompetente Ret.

At Retten i Embeds medfør må prøve, om Sagen er indbragt for ret Værnething, må ganske vist være Hovedreglen. Det stemmer imidlertid med Forholdets Natur at gjøre vigtige Indskrænkninger i denne Regel. For det første følger det med Hensyn til private Straffesager af den i § 67 givne Regel, hvorefter Værnething i private Straffesager kan

vedtages, at Afvisning på Grund af Afvigelse fra det lovbestemte Værnething kun bør finde Sted, når Indsigelse gjøres; i modsat Fald antages altså Samtykke af den Sigtede til Afvigelsen. Men også i offentlige Sager bør det så vidt mulig undgåes, at Retten af Hensyn til Værnethinget erklærer sig inkompetent, da dette let fører til Forhaling, Gjentagelser og andre Ulemper, uden at Sådant kan siges nødvendigt for det Offentliges Interesse. Dette Hensyn får især Betydning, når Hovedforhandlingen er begyndt. prøvelse i Embeds medfør bør derfor indskrænkes til Sagens foreløbige Stadier; er Sagen kommen ud over disse, bør Afvisning kun sinde Sted, naar Indsigelse gjøres. Grkjendes først dette, at det under visse Forbold ikke er en Nødvendighed, men beror på den Sigtede, om Afvisning skal finde Sted, så må der fremdeles, for at Retten til at gjøre Indsigelse ikke skal misbruges til at gjøre en næsten afsluttet Forhandling frugtesløs, fastsættes en Frist, inden hvilken Indsigelsen skal fremsættes. I Reglen er der Lejlighed for den Sigtede til at fremkomme med Indsigelsen, førend Hovedforhandlingen er begyndt, jfr. § 254; han bør da ikke holde den tilbage, hvis han vil gjøre Brug af den. Derimod må ban, når han har fremsat den, uden at det lykkedes ham derved at hindre Henvisning til Hovedforhandling, Være berettiget til at fremsætte den påny ved denne efter den Grundsætning, som § 304 opstiller; men det bør ske strax, så snart Adgangen dertil er åben, jfr. §§ 310 og 356. Adgang til at fremsætte Indsigelsen før Hovedforhandlingen har den Sigtede dog ikke altid, navnlig ikke i Politifager og private Straffesager, se §§ 363, 364 og 447 (men det Første Møde under Hovedforhandlingen er her heller ikke beregnet på Bevisførelse); i så Fald gjælder kun den sidstnævnte Regel.

Det andet Stykke i § 68 udtaler den med Forholdets Natur stemmende Regel, at Tilsidesættelse af Værnethingsreglerne med Hensyn til Forundersøgelse eller Retshandlinger udenfor Hovedforhandlingen dog ikke berøver dem deres Gyldighed.

Reglerne om Påanke på Grund af Af-

gjørelser af Værnethingsspørgsmål medtages ikke her, men henvises til Afsnittet om Retsmidler. Slutningsstykket af § 68 har Hensyn til et særeget Tilfælde. Have flere Retter efter hinanden erklæret sig inkompetente, medens en af dem må være kompetent, må der være et Middel til at fåe Sagen bragt for den kompetente Ret, selv om Påankefristen med Hensyn til den første Afgjørelse er udløben. Herpå er den nævnte Bestemmelse beregnet, jfr. den ved lignende Hensyn begrundede Regel i § 13 Nr. 3. Reglerne for Forretningsfordelingen i Stræffesager mellem de flere Statsanklagere og Politimestre ere tildels ligefrem givne ved Reglerne om Værnethinget. Berettiget og forpligtet til at påtale er den Embedsmand, til hvis Embedskreds Sagens Værnething hører. Enkeltstående Retshandlinger må regelmæssig foranlediges af ham, selv om de skulle foregå ved en Ret, der ligger udenfor hans Embedskreds, i så Fald nemlig ved Rekvisition til den vedkommende Statsanklager eller Politimester, se § 76, jfr. dog § 78. Begynder Efterforskningen på en Tid, da der endnu mangler Forudsætninger til at bestemme Værnethinget, er enhver Statsanklager eller Politimester, der først får Anledning dertil, berettiget og forpligtet til at tage Sagen i sin Hånd og foranledige de enkelte Retshandlinger, der måtte blive Spørgsmål om, indtil Værnethinget kan bestemmes, dog at Sagen kan gå over til en anden Statsanklager eller Politimester ifølge Aftale eller overordnet Myndigheds Afgjørelse. Uopsættelige Skridt er uden Henfyn til Beføjelsen til at påtale Sagen som Helhed enhver Statsanklager eller Politimester, som dertil får Anledning, berettiget og forpligtet til at foretage. Er der Valg mellem flere Værnething i en offentlig Sag, og således flere Statsanklagere eller Politimestre lige kompetente, kan enhver af dem tage Sagen i sin Hånd; Prævention vil altså være afgjørende, medmindre Andet aftales eller afgjøres af overordnet Myndighed. Alle disse Regler er der imidlertid neppe Grund til at optage i Loven; de høre hjemme i en Instrux. De vedkomme nemlig ikke Domstolene. Disse have alene at prøve, om Sagen

indbringes, eller Retshandlingen begjæres for ret værnething; er det Tilfældet og den vedkommende Embedsmand tillige ifølge sin Bestikkelse eller ifølge særlig Hjemmel, jfr. § 78, er berettiget til at optræde ved dette værnething som Anklager, have Domstolene ikke Videre at prøve. Dersom f. Ex. en Statsanklager begjærer en enkelt Retshandling, uagtet han ikke er kaldet til at paatale Sagen, og uden at den kan betegnes som uopsættelig, vedkommer det ikke Retten, om han er foranlediget dertil af rette Vedkommende eller ikke; det er et spørgsmaal vedkommende den paagjældende Myndigheds indre Forretningsgang. Deraf følger da, at det er tilstrækkeligt med Hensyn til de Tilfælde, hvor flere værnething kunne vcrlges, at udtale den almindelige, baade paa offentlige og private Sager anvendelige Regel, at Valget tilkommer Anklageren; det vil i offentlige Sager sige, at Retten har at anerkjende den Statsanklager eller Politimester som paataleberettiget, der har et af værnethingene for sig, uden at det vedkommer Retten, cm han optræder uden eller efter Aftale med den eller de andre lige kompetente Myndigheder eller ifølge en Afgjørelse af højere Myndighed. Hvad denne Valgret iøvrigt angaar, kræver den Sigtedes Interesse, at Valget ikke ensidig kan gjøres om, men at Omgjørelse maa bero i private Sager paa den Sigtedes Samtykke, i offentlige Sager paa en Retsbestutning ifølge Anklagerens Andragende. Efter det indskrænkede Omfang og Beskaffenheden af de Tilfælde, hvor Udkastet begrunder et Valg, er det derimod ikke fAndet rigtigt at give den Sigtede Net til at fordre en Afgjørelse herom, og heller ikke at give Retten Beføjelse til at omgjøre Valget i Embeds medfør. Da Talen er om to Retter, og Overgangen fra den ene til den anden ikke beror paa Mangel af Kompetence, maa hin Retsbeslutning enten træffes af en dem begge overordnet Ret eller bero paa Enighed. At Valg af Ret til Forunderføgelse ikke prcejudicerer Valget af den dømmende Ret, er naturligt, da der vel er en materiel, men ingen formel Forbindelse mellem disse to Stadier af Stræffesagen.

Forening af Stræffesager.

At der fra den Sigtedes Side ikke i og for sig kan gjøres nogen berettiget Indvending mod Forening til een Sag af Sogsmaal mod den samme Person for forskellige strafbare Handlinger eller mod flere Personer som delagtige i en strafbar Handling, maa ansees for givet. Lovgivningens Regler om Stræffens Beregning ved Sammenstod af Forbrydelser begrunde i det Første Tilfælde, og Forholdet mellem de flere Sigtede i det andet Tilfælde en materiel Sammenhæng mellem Sogsmaalene, i Kraft af hvilken den eller de Sigtede maa finte sig i Foreningen, hvis denne er hensigtsmæssig. Men Foreningen er ikke altid hensigtsmæssig. Den kan medføre Forhaling, gjøre Sagens Behandling vanskelig, bidrage til at forlænge væretcegtsfængsel m. v. Til disse Ulemper, som kunne vise sig faavel under Forundersøgelsen som under Hovedforhandlingen, kommer, hvad den sidste angaar, særligt Hensynet til den mundtlige Forhandling, hvis Tarv ofte vil gjøre en Forening uhensigtsmæssig, som under den skriftlige Proces ikke vilde frembyde betydelige Ulemper. Reglerne om Forening eller. Sondring af de nævnte sammenhængende Sogsmaal bør derfor i den reformerede Proces tilstede en stor Frihed, for at de kunne føje sig efter ethvert enkelt Tilfældes Krav. Det bør herved bemærkes, at den materielle Stræfferets Regler om Straffms Beregning i Sammenstsdstilfælde vel lettest kunne fyldestgjøres ved Paadømmelsen under Eet, men dog ikke frembyde nogen Hindring for en Sondring i flere Sager. Dette viser Stræffelovens § 64, og det er denne Regel, hvis Analogi bliver at følge, naar Adskillelse af stige Ssgsmaal finder Sted, uden at dette har den Grund, som Paragrafen nærmest har forøje. Kun vil det, for at Stræffelovens Tanke kan blive fuldt fyldestgjort, saavidt muligt være at paase af Vedlommende, hvis Beslutning Sondringen skyldes, at der iagttages den rækkefølge, at

den Handling, der antages at ville medføre den strengeste Strafart, behandles først, en Anvisning, der imidlertid ikke altid vil kunne følges, og som ikke egner sig til at optages i Loven, da ingen processuelle Følger kunne knyttes til dens Ikke-Iagttagelse.

Ved Afgørelsen af det Spørgsmål, i hvis Hånd Bestemmelsen om Forening eller Adskillelse af de nævnte sammenhængende Søgsmål, skal lægges, må der skjelnes. Anklagerens selvstændige Stilling medfører ligefrem, at det ikke kan unddrages ham at afgjøre, på hvilket Tidspunkt han finder det rigtigt at bringe et Straffesøgsmål for Retten. Enhver Sag, som ikke har overskredet Efterforskningens Stadium, er som sådan Domstolene uvedkommende; kun Anklageren kan afgjøre, om det rette Tidspunkt for at rejse Sag er kommen. En Gramse herfor ligger kun i vor Rets ikke meget vidtgående Bestemmelser om Forældelse af Strafskyld. Heraf følger, at det altid er muligt for Anklageren at undgå Foreningen, sålænge han ikke har bragt de flere Søgsmål for Retten, være sig til Forundersøgelse eller for den dømmende Ret. En Regel om, at den offentlige Anklager skal forene sine Søgsmål, når de samtidig ere modne til at bringes for Retten, har ingen reel Betydning, da Afgjørelsen af, om de ere modne, kun kan tilkomme ham. Når derimod Søgsmålene på samme Tid svæve for Retten, nemlig henholdsvis Undersøgelsesdommeren eller den dømmende Ret, bør Afgjørelsen af deres Forening eller Adskillelse ligge i Rettens Hånd. Dels følger dette i Almindelighed af Rettens procesledende Myndighed, dels kræves det i Sammenftødstilfælde af Hensynet til den Sigtede, da han har ligeså megen Interesse i spørgsmålet som Anklageren. For at lette Udøvelsen af denne Rettens Myndighed, bør det såvidt mulig være en Pligt for Anklageren at forene de samtidige materielt sammenhængende Søgsmål (strax eller ved Kontinuationssøgsmål); det bliver da den Ret, ved hvilken de flere Søgsmål svæve, overladt at afgjøre, om denne foreløbige Forening skal vedblive eller ikke. En sådan Pligt kan nu pålægges, hvor Anklageren er den samme, og således må altid offentlige Myndigheder opfat-

tes. Flerheden af ligeartede Myndigheder (de flere Statsanklagere, de flere Politimestre) ophæve ikke ligeoverfor Domstolene Myndighedens Enhed, og forsåvidt Myndighederne ikke stå i dette Forhold til hinanden, såsom Statsanklagerne og Politimestrene med Hensyn til deres forskjellige Virkekreds, har Udkastets § 35 sidste Stykke og § 38 fjernet de heraf følgende Vanskeligheder. Kun i det Tilfælde kan hin Pligt altså ikke pålægges, når flere Private ere påtaleberettigede med Hensyn til de forskjellige Søgsmål. Indtræder af denne Grund den Situation, at flere materielt sammenhængende Søgsmål måtte svæve for forskjellige Retter, bør dog Muligheden af Forening ved Retsbeslutning ikke udelukkes, men den kræver særegne Bestemmelser om, hvilken Ret der er beføjet til at tage den ommeldte Beslutning (jfr. det preussiske Udkast af 1865 §§ 61 og 62).

De således udviklede Grundsætninger ligge til Grund for Reglerne i Udkastet. § 70 udtaler den almindelige Regel, at den eller de Påtaleberettigede kunne forene de materielt sammenhængende Søgsmål og knytter hertil i alle Tilfælde, hvor Påtalen ikke tilkommer flere private Anklagere, Forpligtelsen til at forene, når Forfølgning sker samtidig, hvorunder indbefattes såvel de Tilfælde, at de på samme Tid indbringes for Retten, som det, at det ene Søgsmål følger efter det andet, men bringes for Retten, inden Forfølgning er endt (Forundersøgelsen sluttet eller Dom gået). §72 hjemler dernæst Retten Beføjelse til at adskille de i Henhold til § 70 forenede Straffesager, og § 73 til at forene sådanne materielt sammenhængende Søgsmål, som måtte sondrede svæve for Retten, hvortil Paragrafens andet Stykke da indeholder den nødvendige supplerende Regel. Det ligger i Udtrykkene på flere Steder, at de pågjældende Søgsmål, om hvis Forening der skal kunne være Tale, ikke indbyrdes må besinde sig på de forskjellige Trin, der betegnes ved Forundersøgelsen og den dømmende Ret. Det er en Selvfølge, at den dømmende Ret f. Ex. ikke kan benytte sin Myndighed efter § 73 til at beslutte Forening af et for den svævende Søgsmål med en anden Sag, der

befinder sig på Forundersøgelsens Trin. Heller ikke behøver en Forening under Forundersøgelsen at medføre Forening for den dømmende Ret. Forundersøgelsen kan adskilles i Henhold til § 72; navnlig kan det være hensigtsmæssigt at slutte den for en Forbrydelses Vedkommende, medens den fortsættes med Hensyn til en anden, hvilket da ofte vil medføre, at ingen fælles Behandling for den dømmende Ret kan finde Sted. Føres Forundersøgelsen til Ende i Fællesskab, vil vel følgen af den Frist, der er sat for Sagens Indbringelse for den dømmende Ret, ordentligvis være, at Anklageren må forene Anklagen for den dømmende Ret; men herved er dog Reglen i § 245 at mærke.

Foreningen af Søgsmål kan ikke gjennemføres uden særegne Regler dels angående Rettens almindelige Kompetence, når Sagerne sondrede høre for forskjellige Arter af Retter, se herom §§ 10 og 12, dels om Værnethinget, når Sagerne sondrede vilde høre for forskjellige Værnething. Om Værnelhing for Forbrydelser, som i Henhold til § 70 forfølges under Eet, handler § 71. I denne er Principet forsåvidt det samme som efter den gjældende Net, som Værnethinget for en hvilkensomhelst af de til een Sag forenede Søgsmål kan være Værnething for Alle. Fremdeles har Udkastet også den Grundsætning fælles med den gjældende Ret, at Prævention er afgjørende mellem de flere ligeberettigede Værnething. Men medens hin Første Regel i den gjældende Ret kun er udtalt med Hensyn til de forskjellige Gerningssteders Værnething. er Reglen her affattet mere almindelig, idet den også må gjælde ved Konkurrencen mellem flere Hjemthing eller Pågribelsessteders Værnething. Hertil knytter Paragrafen endvidere en Regel, der nødvendiggjøres ved de forskjellige ikke ligeartede Retter. Forsåvidt derimod Udkastet i Almindeligbed tillægger Gjerningsstedet Fortrin for de to andre Værnething, fordrer Konsekventsen Iagttagelsen heraf også ved sammenhængende Sagers Værnething. Medens dernæst den gjældende Ret lader Præventionen indtræde allerede med de første Efterforskningsskridt („hvor den Gjerning er begået, der har givet Årsag til Pågribelsen"

— „nærmest har givet Anledning til Forfølgningen"), stemmer det med den gjennemførte Adskillelse mellem Efterforskningen, som liggende i Anklagemyndighedens Hånd, og Sagens Anhængiggjørelse ved Retten, at Vægten må lægges på denne sidste, en Regel, som også frembyder det Fortrin, at den giver Lejlighed til et overvejet, ikke ved Tilfældigheder bestemt Valg, jfr. også det nye tyske Udkast § 6. Reglen herom udtaler § 71 ved blandt de flere almindelige Bestemmelser i Kapitlets Nr. I. også at henvise til § 69, der har den samme Regel ved det Valg imellem flere Værnething, som denne Paragraf har for Øje.

Når Retten gjør Brug af sin Beføjelse til at adskille Sager, eller der af anden Grund indtræder Adskillelse af Sager, som ere forfulgte i Forening for den, måtte man uden en færegen Regel komme til det Resultat, at de Sager, for hvis famlede Forfølgning ved Retten kun Foreningen indeholder Hjemmel, — hvad enten denne nu har bevirket, at en Sag er kommen for en Landsret, i Stedet for en Underret, eller for et andet Værnething, end ellers vilde være Tilfældet — måtte ophøre at behandles ved denne. At imidlertid denne Konsekvents ikke behøver at fastholdes, ligger i Karakteren af de Retsregler, som på Grund af Foreningen ere fravegne (jfr. §§ 13 og 67). Om Sagen bør beholdes af Retten eller ikke, kan derfor afgjøres efter Hensigtsmæssighedshenfyn, og det bør overlades Retten at tage Bestemmelse herom. Dette udtaler § 72 2det Punktum; derimod ligger der ikke i dette, at Nævninger kunde komme til at medvirke i en udsondret Ikke-Nævningesag.

At Stræffesager, der ikke på den ovenomhandlede Måde ere materielt sammenhængende, forenes, kan under visse Omstændigheder være hensigtsmæssigt, f. Ex. når der er Tale om en række ensartede strafbare Handlinger (Politiforseelser, Toldovertrædelser), begåede af flere Personer, der dog ikke kunne siges at være Deltagere i een Handling. Retten bør da kunne anordne Foreningen, hvis ingen af Parterne gjør Indsigelse herimod, se § 73. Da der her ikke kan være Spørgsmål

om at pålægge Anklageren en Pligt til at

forene Søgsmålene, udkræves også for fådanne Tilfælde den i § 73 2det Stykke givne Regel for uden Hensyn til Tilfældigheder at muliggjøre Foreningen.

Rettens Beslutning at adskille forenede Straffesager er procesledende og må kunne omgjøres; men har retten i Forbindelse med Adskillelsen bortvist Sagen fra sig i Henhold til § 72 2det Punktum, må Bestemmelsen om Gjenforening rette sig efter Reglen i § 73 2det Stykke. Fremdeles kan, når Forening af Sager i Henhold til § 73 2det Stykke er iværksat ved en Beslutning af en anden Ret end den, der nu adskiller, denne ikke frit benytte sin Ret efter § 72 2det Punktum til at bortvise, men en sådan Beslutning kræver atter Anvendelse af Reglen i § 73 2det stykke. Se herom § 74.

En materiel Sammenhæng mellem Stræffesøgsmål af en anden Art end den tidligere omhandlede er der i det i § 75 ommeldte Tilfælde, jfr. Stræffelovens §§ 206 og 219. Her er overensstemmende med den civile Processes Regler et Modsøgsmål begrundet ved Hovedsøgsmålets Værnething, en Regel, der selvfølgelig kun kan finde Anvendelse i private Straffesager. At Retten bør have den i §§ 72 og 74 hjemlede Myndighed med Hensyn til flige Modstraffekrav, kan ikke være tvivlsomt.

Stedlige Grænser for Gmbedshandlinger i Strafferetsplejen.

Retterne ere beskikkede med Domsmyndighed for en bestemt Retskreds (Landsretten selvfølgelig for en Kreds, der omfatter adskillige Underretskredse). Udenfor denne Kreds har Retten ikke Domsmyndighed. Skal der altså i en Sag, som er anhængig ved en Ret, foretages en Retshandling udenfor Retskredsen, vil den regelmæssige Vej være Henvendelse til den Ret, i hvis Kreds Handlingen skal foretages. Det følger af Statsforholdet, at den Ret, til hvilken Rekvisitionen er stillet, ikke kan

vægre sig ved at efterkomme denne, når de for Foretagelsen af den pågjældende Retshandling foreskrevne Betingelser ere tilstede, hvilket det selvfølgelig må være dens Ret og Pligt at prøve. (Forholdet er et andet og ikke herhenhørende, når Landsretten pålægger en den underordnet Undersøgelsesdommer at foretage en Retshandling). Fra den almindelige Regel, som § 76 udtaler, bør der dog af Hensigtsmæssighedshensyn tilstedes Undtagelser, ligesom i den gjældende Ret (se Fdg. 29de November 1837 §§ 4, 6). Herom handler § 77, der skjelner mellem visse Handlinger, som en Ret uden videre Betingelser kan lade foretage i en anden Retskreds, nemlig Forkyndelser (ved Stævningsmænd eller Politiet, se Kap. IX.) og Pågribelser i Tilfælde af Anholdelse, Fængsling m. v., og andre Handlinger, der kun i påtrængende Tilfælde uden Videre kunne foretages i den fremmede Retskreds, men ellers kun ifølge Bemyndigelse. Det vilde ve! nærmest stemme med Retsorganifationen at kræve Bemyndigelse af højere Ret; men Nemhedshensyn f. Ex. ved en Forundersøgelse, tale for, at også Samtykke af Retten i den fremmede Kreds bør være tilstrækkelig. Kan fåledes efter Omstændighederne den Omvej undgåes at henvende sig med Rekvisition til Retten i den fremmede Kreds, da bør også det kunne undgåes til Udførelsen af Beslutningen at henvende sig til Politiet i den fremmede Kreds; den bør kunne ske ved Politiet i Rettens egen Kreds. Også Påtalemyndighederne (Statsanklagerne, Politimestrene) ere beskikkede for bestemte Kredse, og § 76 udtaler derfor den samme Hovedregel for deres Vedkommende hvilken også, som tidligere bemærket, har Betydning for Retten. Men også her bør så meget mere Undtagelser anerkjendes; om disse handler § 78.

Om Retsmøder og Retsbøger.

De tilbageværende Kapitler af Udkastets første Afsnit omhandle forskjellige Forhold, som

komme frem under Behandlingen ved Retten, og som på Grund af deres almindelige Karakter bør hade Plads allerede her. I det nærværende 8de Kapitel gives dels almindelige Bestemmelser om Retsmøder (§§ 79—82 om deres Offentlighed, § 83 om Orden i Retsmøderne), dels om Retsbøgerne og hvad dermed står i Forbindelse (§§ 84—90), endelig i § 91 om Retssproget.

Særlige Undtagelser fra den ved Grundloven hjemlede almindelige Regel om Offentlighed hjemler Udkastet i §§ 108, 222 1ste Stykke og 257. Derimod er Forundersøgelsen ikke undtagen fra Reglen, dog at der indrømmes Dommeren Ret til at lukke Dørene, ikke blot som ved Hovedforhandlingen, når „Sædelighed" eller „den offentlige Orden" kræver det, men også, når „særegne Omstændigheder give Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens Oplysning”. Det er ikke almindeligt, at Offentligheden udstrækkes såvidt, at den også omfatter Forundersøgelsen. Det er vel Tilfældet i den engelske Straffeproces, men ikke i de franske eller tyske Proceslove eller Udkast, end ikke i de nyeste, og således heller ikke i Udkastet til en fælles tyst Straffeproces. Forundersøgelsens forskjellige Karakter efter de nævnte Lovgivninger har herved selvfølgelig havt Indflydelse. I England er Forundersøgelsen væsentlig akkusatorisk ligesom Hovedforhandlingen; Parternes Virksomhed står i første Række; Offentligheden måtte da ved den ligesåfuldt finde Anvendelse som ved Hovedforhandlingen. På Fastlandet bevarede Forundersøgelsen længe og navnlig i de ældre Former af den reformerede Stræffeproces sin tidligere rent inkvisitoriske Karakter, der ganske udelukkede en Medvirkning ved Undersøgelsen af Parterne som sådanne; men det er klart, at Offentligheden må være udelukket, når end ikke den begramsede Offentlighed for Parterne indrømmes. Den Ordning, som Kommissionens Flertal foreflår, i væsentlig Overensstemmelse med de nyeste Love og Udkast (navnlig også det nye tyste), går nu vel ikke ud på Optagelse af den engelske Forundersøgelse; men den fjerner sig dog på den anden Side meget bestemt fra den tidligere rent

inkvisitoriske Forundersøgelse, idet den anerkender som Regel Parternes Ret til Medvirkning med de deraf følgende Konsekventser. Heri ligger et afgjørende Brud med den ældre Forundersøgelse. Er først dette væsentlige Skridt gjort, så kan det ikke fra denne Side have nogen særlig Betænkelighed også at gjøre det videre, langt mindre vcæsentlige Skridt, at indrømme fuldstændig Offentlighed. End mindre Betænkelighed kan dette selvfølgelig have efter Mindretallets Forstag om Forundersøgelsen, der lader Anklageprincipet fåe endnu større Betydning. Når Forundersøgelsen ikke er hemmelig for den Sigtede, når han regelmæssig har Ret til at være tilstede og medvirke ved Retsmøderne samt til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, kan Forundersøgelsens Øjemed ordentligvis ikke påberåbes mod fuldstændig Offentlighed. Det sees også af Motiverne til det nye tyske Udkast, at det egentlig ikke er store Betænkeligheder, der have afholdt det fra at optage Reglen om Forundersøgelsens Offentlighed. Det anføres egentlig kun, at Offentligheden under den i dette Udkast givne Ordning af Forundersøgelsen, navnlig også den større Skriftlighed, har liden reel Betydning og mindre end i den engelske Proces. Forsåvidt derved sigtes til Offentligbedens Betydning til positivt at fremme Forundersøgelsens Øjemed, er dette måske rigtigt. Men det er heller ikke Hensynet hertil, der er det vigtigste Forsvar for Offentligheden af en Forundersøgelse, der er ordnet på den Måde, som det tyske Udkast har optaget. Forsvaret ligger i den almindelige Betragtning, at Offentligheden indeholder en Garanti for den Sigtede mod Misbrug af Undersøgelsens Midler og for Dommeren mod ugrundet Mistanke, en Garanti, som ikke bør opgives, når den blot kan haves uden Skade for undersøgelsen. Der må så meget mere lægges Vægt på denne Garanti, som Undersøgelsesdommeren er Enkeltdommer, medens Retsvidneinstitutionen er bestemt til at ophøre, og der ikke altid kan regnes på, at en Retsskriver er tilstede, se Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 31. Herimod kan det da ikke komme i Betragtning, at Offentligheden også har sine ubehagelige Sider for den Sigtede. Da imidlertid den

Sigtede af særegne Grunde kan udelukkes fra hine Retsmøder (se §§ 234 og 236), og andre Tilfælde vel også kunne tænkes, hvor Offentligheden undtagelsesvis vil være til Skade for Undersøgelsen, må Dommeren dog have den ved § 79 hjemlede diskretionære Beføjelse til at lukke Dørene.

Da det Retsmøde, som omhandles i § 257, finder Sted for en Landsret, og der i det ikke er Spørgsmål om nogen umiddelbar Undersøgelse af Sagen, medens Øjemedet er at afgjøre, om der efter det Foreliggende er Grund til at stille den Sigtede for den dømmende Ret, behøves Offentligheden ikke som Garanti, og der kan derfor her tages Hensyn til, at den må være ubehagelig for den Sigtede. Den Undtagelse fra Offentligheden som § 222 1ste Stykke hjemler, er naturlig af den Grund, at der her endnu ikke er Spørgsmål om nogen Sigtet, hvis Interesse kræver Offentligheden, medens på den anden Side Sagen forudsættes at besinde sig på et Trin hvor Offentligheden let kunde medføre Hindringer for Øjemedets Opnåelse. Om de ejendommelige Forhandlinger, der omhandles i § 108, henvises til, hvad derom i det følgende bliver bemærket.

Den Udelukkelse af Offentlighed ved Hovedforhandlingen, som undtagelsesvis finder Sted af Hensyn til Sømmelighed eller den offentlige Orden, behøver efter sit Øjemed ikke at være absolut. Der gives for det Første Stillinger, som bringe de Pågjældende i sådanne jævnlige Berøringer med Strafferetsplejen, at det er naturligt at tilstede Personer af disse Klasser Adgang, jfr. den würtembergske Lov § 296. Dernæst må også den Forurettede, selv om han ikke optræder som Part i et Erstatningskrav, have Adgang til at være tilstede, og endelig bør Parterne, altså navnlig den Sigtede og en privat Anklager, kunne fordre Adgang for et begrænset Antal af dem opgivne Personer. At også Dommeren (Rettens Formand) må have Ret til at tilstede enkelte Personer Adgang, kan ikke betvivles. Når derimod ellers Behandlingen finder Sted for lukkede Døre, kan Ret til Tilstedeværelse ikke indrømmes Nogen, men det må aldeles bero på Dommeren, hvorvidt enkelte

Perfoner kunne fåe Adgang (se § 82). Denne Omstændighed fører imidlertid atter til Nødvendigheden af en Ordning, hvorved Offentligheden Garanti i de Tilfælde, hvor Offentlighed er Regel, såvidt muligt kan erstattes. Denne Erstatning må søges i Retsskriverens nærværelse. Men da en sådan ikke altid vil være tilstade, må Garantien i så Fald søges i Tilkaldelsen af Retsvidner, hvilken iøvrigt også er foreskreven i Udkastet i enkelte andre Tilfælde på Grund af Handlingens særegne Beskaffenhed, se §§ 118, 128, 139. 148. Det forudsættes herved, at den gjældende Retsvidneinstitution ophæves, og herfor kan den her omhandlede, kun undtagelsesvis indtrædende Tilkaldelse af Retsvidner ingen Hindring være. Byrden at fungere som Retsvidner i de nævnte Tilfælde må pålægges Borgerne ligesom Nævningehvervet. De Foranstaltninger, som træffes af Hensyn til Nævningeinstitutionen, kan der også drages Nytte af her, idet navnlig de kommunale Nævningelister (Grundlister), på Grundlag af hvilke ved en række af Valg og Lodtrækninger Nærningerne kaldes til den enkelte Sag, tillige kunne angive den Kreds af Mænd i hver Kommune, af hvilken Retsvidnerne skulle tages. Herom ere nærmere Regler givne i § 81, i hvilken også sådanne Bestemmelser fra den gjældende Ret om Retsvidner ere optagne, som kunne overføres. En absolut Fordring kan den her omtalte Tilkaldelse af Retsvidner dog ikke være, når Øjemedet ikke ofte skulde forspildes. Mod mulige Misbrug haves den nye Strafferetsplejes Hovedgarantier, Hovedforhandlingens Offentlighed og den dømmende Rets frie Bevisbedømmelse.

Udkastets § 83, som i det Væsentlige stemmer med den tilsvarende Bestemmelse i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje (§ 81), behøver ingen særlig Begrundelse.

Om Protokolleringen ved Retsplejen i Straffesager indeholdes Reglerne i §§ 84— 87. En Del af disse ere fælles for alle Retshandlinger, derunder indbefattede også de enkeltstående. Fælles er således den almindelige Bestemmelse i § 84, at Beretning (ɔ: kort Fremstilling af Gangen) skal optages i Retsbogen, de i samme Paragraf givne Regler om, hvad der skal angives ved Beretningens Be-

gyndelse, og Reglerne i § 87. Med Hensyn til Omfanget i det Enkelte af Protokollationen må derimod tildels forskjellige Regler gjælde. Fælles for alle Tilfælde må Reglerne i § 85 1ste, 4de og 5te Stykke være. Selv om der ikke er Spørgsmål om Retshandlinger, der kunne påankes, i hvilket Fald Reglerne i 1ste og 5te Slykke ere ligefrem nødvendige, angå de der omhandlede Optegnelser dog sådanne faste Punkter af Forhandlingen, at god Orden kræver, at Retsbogen indeholder Alt derom, forsåvidt ikke en Henvisning til Skrifter, der overleveres Retten for at forblive hos den (såsom Anklageskriftet), kan finde Sted. Omvendt er der under ingen Omstændigheder nogen Nødvendighed for at optage de Udviklinger og Foredrag, der omhandles i det 4de Stykke. Forskellen viser sig derimod med Hensyn til de Protokollationer, der omhandles i 2det og 3dte Stykke, og som fåe Betydning med Hensyn til Bevisspørgsmålet i Sagen. Om disse bliver der nu kun Spørgsmål dels ved Undersøgelsesretten, dels under Hovedforhandlingen, derunder indbefattet Forhandlingen for Landsretten i de Påanketilfælde, som ommeldes i § 400 ff. Det nærmeste Øjemed med Afhørelse for Undersøgelsesdommeren er at skaffe Anklageren Midler til at afgjøre, om Anklage bør rejfes, og hvis Anklage rejses, Parterne Midler til at forberede Bevisførelsen for den dømmende Ret; derimod er Afhørelsen ordentligvis ikke en Bestanddel af selve Bevisførelsen, om end Benyttelsen ved denne af de for Undersøgelsesdommeren afgivne Udsagn kan finde Sted efter Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4. Heraf følger, at Protokollationen vel må have et ikke ringe Omfang (Parterne behøve ikke at være tilstede), at den må gjengive det væsentlige Indhold af de fremkomne Udsagn, men at den dog ordentligvis ikke behøver at tilstræbe en Gjengivelse af den Afhørtes egne Ord. Dette vil derimod være nødvendigt i de Tilfælde, hvor Udsagnet fremtræder som et foregrebet Led af Bevisførelsen, jfr. §§ 139 2det Stykke, 159, 298 Nr. 2, 3 og 4. De samme Regler må af Hensyn til Bestemmelserne i § 404 gjælde ved Afhørelsen under Hovedforhandling for Underretten, forsåvidt Sagen ikke er und-

tagen fra Påanke. Den Vanskelighed ved Anvendelsen af denne Regel, som kan fremkomme derved, at det ikke altid forud kan siges, om Sagen er undtagen fra Påanke, se § 396, er ikke større, end der også i andre Retninger kan forekomme i Strafferetsplejen, fordi det med relativt bestemte Strafferammer ikke nøjagtigt forud kan vides, hvad Udfaldet vil blive, jfr. det 2det Kapitel om Kompetenceordningen. I tvivlsomme Tilfælde vil dømmeren være opfordret til at forholde sig på den i § 85 foreskrevne Måde. Skulde det ikke være sket, og det viser sig, at Påanke kan finde Sted og finder Sted, vil det ikkun medføre, at § 404 faktisk ikke kan blive benyttet i så stort Omfang som ellers. Hvad de upåankelige Underretssager angår, har § 85 ingen særskilt Forskrift, og det behøves heller ikke. Protokollationen har kun Betydning for Dommeren selv, og det kan overlades til ham, hvad og hvor meget han vil optage i Retsbogen i Henhold til den almindelige Forskrift i § 84 1ste Stykke. Hvad Afhørelse under Hovedforhandlingen for Landsretten angår, kræves derimod en særegen Forskrift, dels fordi Retten er en Kollegialret, og det kan vaere hensigtsmæssigt i Tilfælde af Uenighed at have nogen Støtte i en Protokollation, dels af Hensyn til Retsmidlerne. Thi vel er det en Grundsætning, at der ikke finder Påanke Sted med Hensyn til Bevisresultaterne; men såvel de Påankegrunde, der tilstedes, som det andet Retsmiddel, Sagens Gjenoptagelse, ere dog ordnede således, at et vist almindeligt Indtryk med Hensyn til Punkter vedkommende Bevisførelsen kan fåes af en anden Ret eller af den samme Ret til et senere Tidspunkt, ikke for derpå at støtte positive Bevisresultater, men til at bevirke Annullation eller Indrømmelse af Gjenoptagelse, hvorom nærmere i det Følgende ved Bestemmelserne om Retsmidlerne, jfr. Bar i Gerichtssål 1867 S. 434—5 og den würtb. Straffeproceslov art. 229, jfr. Kommissionsbetænkning ad art. 228. Den Protokollation, der af disse Henfyn finder Sted, bør dog ikke afbryde eller forstyrre den mundtlige Forhandling; den bør derfor overlades Retsskriveren under almindeligt Tilsyn og Vejledning af Formanden; den bør indskrænke sig

til de væsentligste af de fremkomne Udsagn, den bør holdes affondret fra den egentlige normale Protokollation (en færskilt Bog), og den bør lettes ved Henvisning til tidligere Afhørelser. Hvad § 85 foreskriver om Besigtigelser (§ 148) i det 3die Stykke, har tilstrækkelig Forklaring i det Foregående, jfr. også § 298 Nr. 1. At Oplæsning og Vedtagelse af det Retsbogen Tilførte angående afhørte Personers Udsagn, ikke bør finde Sted ved den Protokollation, der er fremkommen under Hovedforhandlingen ved Landsretten, følger cif dennes Øjemed. Tvivlsomt kan det endog være, om denne Forholdsregel behøver at udstrækkes så vidt, som Udkastet i § 86 fordrer, eller om den ikke kan indskrænkes til de Tilfalde, hvor Udsagnet fåvidt mulig skal gjengives med den Afhørtes egne Ord, jfr. imidlertid Lovudkastet om den borgerlige Rets § 84. Reglerne i §§ 88 —90 stemme i det Væsentlige med Reglerne i det civile Udkast §§ 85 i. k., 86, 88 og 89; nogle mindre Ændringer forklares ved Straffesagers Særegenhed. Med Hensyn til § 90 i Begyndelsen mærkes f. Ex. Reglen i § 305 i Slutningen samt de Udskrifter, der i Påanketilfælde i Embeds medfør skulle indsendes, se §§ 385, 413. Til disse Tilfælde har Reglen i § 90 selvfølgelig ikke Hensyn, derimod til sådanne Tilfælde som, at Udskriften begjæres for senere civile eller kriminelle Sagers Skyld. f. Ex. af den Forurettede, der anlægger et Grstatningsøsgsmål, eller af den offentlige Påtalemyndighed; af denne sidste bliver selvfølgelig ikke Betaling at erlægge for Udskriften. Med § 91 sammenholdes Re