Om Besigtigelser, Syn og Stjsn.

Reglerne om Besigtigelser og om Syn og Ekjøn har Udkastet forenet i eet Kapitel, fordi disse Akter i Skræffesager stå i nøje Forbindelse med hinanden, og Tilkaldelse af Syns- og skjønsmænd fortrinsvis finder Sted ved Besigtigelser, ligesom det også er optaget som Regel, at Syns- og Skønsforretningen ordentligvis ledes af en dømmer (§ 156).

At ikke blot Retten (Undersøgelsesdommeren og den dømmende Ret), men også Politiet (Statsanklageren) til egen Oplysning kunne og bør foretage de fornødne Besigtigelser, er en Selvfølge. Med- Hensyn til det Spørgsmål, om Beretninger om slige Besigtigelser, foretagne af Politiet eller en Undersøgelsesdommer, kunne benyttes ved Oplæsning for den dømmende Ret, henvises til § 295 Nr. 1. Umiddelbarhedsprincipet kræver, at den dømmende Ret selv foretager de Besigtigelser, hvorpå den skal bygge en Overbevisning; men ligesom Forholdene kunne gjøre dette faktisk umuligt, fordi Besigtigelsesgjenstanden ikke mere existerer, således må Reglen også undergives Indskrænkninger i Tilfælde, der svare til de i § 133 Nr. 3 og 4 med Hensyn til Vidners afhørelse nævnte. I sådanne Tilfælde må Undersøgelsesdømmerens under Efterforskningen og Forundersøgelsen eller efter Pålæg eller Begjæring af den dømmende Ret foretagne Besigtigelser altid kunne oplæsee. Derimod

bør Beretninger om Besigtigelser, foretagne af Politiet, ikke kunne oplæses for den dømmende Ret; thi kun Retshandlinger kunne gjælde som selvstændige Bevisakter. Er der Forhold tilstede, der give Grund til at antage, at en Oplæsning af Beretning om Besigtigelsen vil behøves for den dørmmende Ret, bør Besigtigelse ved Undersøgelsesdommeren altså foranlediges, jfr. § 221. Er det ikke flet, bør Oplæsning ikke tilstedes, men de Pågjældende må indkaldes og afhøres som Vidner. — også den Omstændighed, at Besigtigelsen forudsætter en Ransagning, kan gjøre det nødvendigt at henvende sig til dømmeren.

Tilkaldelse af Syns- og Skjønsmænd bør ligeledes kunne foretages både af Retten, — Undersøgelsesdommeren såvelsom den dømmende Net, — og af Politiet. Om Synog skjøn ifølge Tilkaldelse af Retten handler Udkastet i §§ 149—162, i § 163 om Tilkaldelse af Politiet; Kapitlet slutter derpå med nogle fælles Bestemmelser.

Ved §§ 149-162 kunne adskilles §§ 149—155 om Mændenes Tilkaldelse, §§ 156—157 om Forretningens Foretagelse, §§ 158—160 om Forretningens Afgivelse (Erklæringen) og om Mændenes afhørelse over samme, og endelig §§ 161 og 162, indeholdende nogle almindelige Bestemmelser.

Hvad Tilkaldelsen af Mændene angår, når den efter det i § 149 udtalte Synspunkt er fornøden, gjør Udkastet en formel Adskillelse mellem de i Straffesager hyppige Tilfalde, at den Tilkaldte har en almindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af sådanne Syn eller Skjøn (f. Ex. når Retslægen tilkaldes), og de Tilfælde, hvor andre Personer tilkaldes. Kun i sidste Fald findes en egentlig Udmeldelsesbestutning at være passende (§ 149, 2det Stykke), ligesom der og kun da bliver spørgsmål om de Regler, der indeholdes i § 150 2det Stykke (jfr. § 159) samt §§ 151, 153 2det Punknm 154, 164 1ste Stykke o. fi. Herved mærkes Neglen i § 152 1ste 3 tykke, der vel ikke skal binde Retten til vedkommende offentlig ansætte Personer, men dog udtaler det Naturlige, at der vel særegne Grunde til at vælge Andre. Det stemmer med den moderne Proteses Grundsætninger, at Retten be-

stemmer Antallet, jfr. dog § 157 4de Stykke samt de i forfkjellige Instruxer givne Regler med Hensyn til Obduktioner, hvilke skulle stå ved Magt, forsåvidt de ikke ere i Strid med Udkastets Bestemmelser, se § 157 5 te Stykke og § 158 3die Stykke. iøvrigt er der i Bestemmelserne i §§ 149—157 Intet, som behøver særlig Forklaring. Udkastet har, så» vidt Forholdenes Forskellighed tillod det, holdt sig til de Grundsætninger og Regler, som det civile Udkast har optaget med Hensyn til Syn og Skjøn.

Medens Erklæringens Afgivelse (§ 158) er en Akt, der kun foregår een Gan være sig til Undersøgelsesdommeren (jfr. herved § 298 Nr. 2) eller til den dømmende Ret, kan der for Syns- og Skjønsmænd, som tilkaldes, forend Anklage er rejst, blive spørgsmål om Afhørelse såuel for Undersøgelsesdommeren som for den dømmende Ret. Det følger imidlertid af Forholdet mellem Hovedforhandlingen og den samme forudgående Underføgelse, at den Edfæftelse, der er foreskreven med Hensyn til udmeldte Mænd. ordentligvis kun bør finde Sted ved den Første, medmindre der er særegne Grunde til at anticipere Edfæstelsesakten, (§ 159 2 det Stykke). Med Hensyn til Pligten, at underkaste sig Afhørelse angående Erklæringen, har Udkastet for det Tilfælde, at Erklæringen afgives af en dertil beskikket kollegial Myndighed (f. Ex. Sundhedskollegiej) truffet den Bestemmelse, at Kollegiet selv be« stemmer, hvem af Medlemmerne der skal give møde pa.i dets Vegne. På den ene Side bør Afhørelsen ligesålidt i dette som i andre Tilfælde opgives; på den anden Side kan det antages, at den pågjældende Myndighed bedst vil forstå at udse den rette Mand, ifr. den würsb. Lov § 283. Kollegiet kan naturligvis give flere af fine Medlemmer dette Hverv, og det bør fornuftigvis ske, hvor der er Meningsforskjel. iøvrigt erindres herved Reglen : § 152 1ste Stykke, samt § 161 2det Stykke, ifølge hvilke Bestemmelser Retten itke er bunden lil at gå til et sådant Kollegium eller til dets Erklæring.

Forsåvidt Afhørelse finder Sted samtidig med Forretningens Foretagelse for den ledende dømmer, behøves der ingen særegne Forskrifter

om Pligten til at give møde for Retten til afhørelse. Derimod udkræves disse ved senere afhørelser; her, men ikke ved selve Forretningen (fe § 151), kunne Afstandsbestemmelserne for Vidner sinde Anvendelse og iøvrigt lignende Regler om Værnethinget for afhørelsen som med Hensyn til Vidner (se § 160).

Hvad § 161 angår, kan her henvises til Udviklingen i Motiverne til det civile Udkast angående Uforeneligheden af den gjældende Nets Regler om Oversyn og Overskjøn med den frie Bevisbedømmelse. Ligeledes har Udkastet i § 162 optaget det civile Udkasts Princip om Anvendeligheden af den samme Tvang mod Syns- og Skjønsmænd som mod Vidner med de af Forholdets Natur flydende Lempelser. Andetsteds har man havt Betænkelighed ved at overfore disse Regler fra Vidner; således bemærkes det i Motiverne til det tyske Udkast, der her kun anordner en Bodestraf (§ 69), at hverken Tvangsafhentelse eller Hensættelse i Forvaring synes passende for at tvinge den sagkyndige Mand, der vægrer sig, til et åndeligt Arbeide, og at den således aftvungne Grklæring i de sjældneske Tilfælde vil have noget værd. Men da Myndigheden til at anvende disse Forholdsregler er fakultativ, og Retten i Tilfalde, hvor intet tilfredsstillende Resultat kan ventes af dem, derfor bør og vil undlade dem og gjøre Brug af sin Beføjelse efter § 161, skjønnes den anførte Betragtning, der ikke kan gjøre Krav på Almengyldighed, ej at kunne være afgjørende.

At Politimesteren til egen Oplysning (,til Understøttelse under Efterforskningen") må kunne tilkalde Syns- og skjønsmænd og navnlig de med Bemyndigelse beskikkede Mænd, såsom Retslægen, bør sikkert indrommes, hvis hans Virksomhed ikke skal lammes for stærkt. Men herved gjælde lignende Indskrænkninger som efter § 147 med Hensyn til Vidner, kun at Boden for ikke at efterkomme Tilkaldelsen er sat noget højere. Når derimod de i § 163 2det Stykke angivne Forudsætninger ere tilstede, når altså Synet eller Skjønnet kun een Gang kan foretages, må det Hensyn Være afgjørende, at det skal foregå på den Måde, at det kan fremføres

som Bevis for den dømmende Ret; det må med andre Ord blive en Retshandling. Kun Forretningens Indledelse kan, når ingen Opsættelse kan sinde Sted, overlades til Politimesteren, der således her handler som uanmodet Forretningsfører og derfor også i dette Tilfælde må være udrustet med Myndighed til at afhente den Pågjældende med Magt.

I de fleste tyske Straffeproceslove findes ved Siden af de almindelige Regler om Syn og Skjøn en Række særlige Bestemmelser om enkelte bestemte Forretninger af denne Art, sasom om Ligsyn, Obduktion, Syn og Skjøn ved Falskmøntneri, Dokumentfalsk m. v. Udkastet har ikke optaget sådanne Regler, der bedre egne sig til at optages i Instruxer end i Loven om Strafferetsplejen, hvad også indrømmes i Motiverne til det tyske Udkast. Forsåvidt sådanne Instruxer for Tiden sindes hos os, blive de altså stående ved Magt i de Punkter, hvor de ikke komme i Strid med de givne almindelige Regler.