Om Beslaglæggelse på den Mistænktes Gods for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud.

Om Beslaglæggelse som Middel til at sikre akeessoriske Formål (Erstatning, Omkostninger) i Straffesagen handle §§ 207 — 209. Ved disse kommer på den ene Side i Betragtning, at det i Realiteten gjælder civilretlige Krav, og at derfor de Grundsætninger, der gjælde om Arrest på Gods, må komme til Anvendelse ved de materielle Retsspørgsmål, som i den Anledning opstå, men at på den anden Side disse Retshandlinger skulle indpasses i Straffesagen og derfor med Hensyn til Formerne må behandles som de Retshandlinger i Straffesagen, der have sammes Hovedformål for Øje. Hvad det Første Punkt angår, mærkes blot, at der ikke bør forlanges Sikkerhedsstillelse af den offentlige Anklager og derfor, når den Forurettede forfølger Erstatningskrav under den offentlige Straffesag, heller ikke af denne. Hvad det sidste Punkt angår, medfører Forbindelsen med Straffesagen en større Simpelhed i Retsreglerne. Den almindelige Regel i Straffeprocessen medfører nemlig, at det er den Ret, for hvilken Sagen er anhængig, der tager Beslutningen om Beslaglæggelsen, som og om dens Ophør, hvorhos det følger af dens Selvvirksomhed, at den selv har at sørge for, at den Sigtede, der ikke var hørt forud med Hensyn til Foranstaltningen, får den Lejlighed til at fremsætte Indsigelser, som i borgerlige Retssager opnåes ved Arrestsagen. Besluttes Beslaglæggelsen undtagelsesvis af en anden Ret end den, for hvilken Sagen er anhængig (jfr. § 76 og § 225), bliver det dog denne, der foretager de videre Skridt, hvortil den bliver sat istand ved de den i Embeds Medfør tilstillede Meddelelser.

Medens det civilprocessuelle Forbudsinstitut ikke kan forekomme i Straffesager, hvor Loven allerede forudsættes at ramme Handlingen med Straf, bliver der derimod Spørgsmål om lignende Forholdsregler i nogle af de Sager, der, uden at være Sager om Straf, forfølges som sådanne. § 210 1ste Stykke

gjentager blot Grundloven, uden at indlade sig på at give nærmere Bestemmelse af Ordet „strax" i Gdl's § 87. Paragrafens 2det Stykke optager i det Væsentlige Lov 3. Jan. 1851 § 14 med nogle mindre betydelige Ændringer og Supplementer, der bringe Reglen i Samklang med Udkastets øvrige Regler. Det er ikke i Lov 3. Jan. 1851 sagt, at allerede Overtrædelsen af det foreløbige Forbud pådrager den, mod hvem det er gjort, Straf; men det kræver Øjemedet. Forskjellen fra Dommen er, at denne, efter at Være bekjendtgjort på den i Loven foreskrevne Måde, binder Alle.