§ 371.

Domme, afsagte i første Instants af en Landsret, med eller uden Nævninger, kunne påankes til Højesteret. Lige med Domme i Henseende til Påanke stilles den i § 350 ommeldte Beslutning.

§ 372.

Dommen påankes af Statsanklageren i Anklagens Interesse, og i den Sigtedes Interesse af den Sigtede selv samt af

hans Værge, forsåvidt han ikke er personlig myndig.

De Skridt, som i Anledning af Påanke blive at foretage ved Landsretten i den Sigtedes Interesse, er den for den Sigtede ved Landsretten beskikkede Forsvarer pligtig at foretage, når det begjæres.

§ 373.

Afkald på Påanke kan finde Sted, efterat Dommen er afsagt. Beslutning om Påanke kan frafaldes, for Anklagens Vedkommende af Overstatsanklageren, sålænge Dom ikke er afsagt af Højesteret. Frafaldes Anke, efterat Forhandlingen om Påankens Gjenstand er begyndt, kan derved dog ikke prøvelse af sådanne Ankegrunde unddrages Højesteret, som skulle tages i Betragtning i Embeds medfør (§ 391).

§ 374.

Dommen kan påankes på Grund af Krænkelse af Rettergangsreglerne i følgende Tilfælde:

1) når det lovbestemte Antal Dommere ikke har deltaget i Dommens Vedtagelse, eller Reglen i § 278 1ste Stykke med Hensyn til nogen af Dommerne er tilsidesat;

2) når en Dommer, som ifølge Loven var udelukket eller burde udelukkes fra at deltage i Sagens Behandling, har medvirket ved Hovedforhandlingen;

3) når Retten var inkompetent eller har afvist Sagen, skjønt den var kompetent;

4) når Anklagen ellers uden lovlig Grund er bleven afvist eller ikke i sin hele Udstrækning er pådømt;

5) når Hovedforhandlingen i Strid med Loven er foregået for lukkede Døre;

6) når Dom mod Loven er gået uden Anklage eller i en gjenoptagen Sag uden Hjemmel i Reglerne herom, når Retten i at

domfælde er afvegen fra Anklagen videre, end Loven tilsteder, eller Forandringer i Anklagen ere tilstedte med Tilsidesættelse af Lovens Regler, naar Forsvarer ikke har været bestikket, hvor dette burde være sket, eller naar Forhandlingen mod Loven er fremmet i Anklagerens, den Sigtedes eller den beskikkede Forsvarers Fraværelse;

7) naar dømmen ikke er forsynet med de fornødne Domsgrunde, eller Domsstutningen lider af væsentlige Mangler;

8) naar den Forbrydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen saa tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller der ikke er givet den Sigtede eller hans Forsvarer tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, eller der uden Hjemmel er givet den 3igtede kortere Varsel end en Uge;

9) naar det paa Grund af Retsvildfarelse eller i aabenbar Miskjendelse af den i Forhandlingerne liggende Opfordring er nægiet Anklageren eller den Sigtede eller er undladt i Embeds medfør at fore Bevis angaaende Omstændigheder, som under Forhandlingen ere komne paa Tale, eller at henvise Sagen til Forundersøgelse, eller Udsættelse ikke er given, hvor det i Loven er bestemt;

10) naar i andre end de forannævnte Tilfælde Rettergangøregler ere krcenkede, og det er tvivlsomt, om ikke deres Iagttagelse vilde have ført til en anden Afgjørelse.

§ 375.

I Sager, som ere paakjendte under Medvirkning af nævninger, afgiver Krcenkelse af Rettergangøreglerne endvidere Grund til Paaanke i følgende Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal nævninger ikke har deltaget i Erklæringens Vedtagelse, eller nogen af nævningerne ikke har været tilstede under hele den forudgaaende Del af Hovedforbandlingen;

2) når en Person, som ifølge Loven er udelukket fra Nævningehvervet i Almindelighed eller i den pågjældende Sag, har medvirket som Nævning;

3) når den i Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 81, jfr. § 90, foreskrevne Meddelelse er forsømt, eller når Lodtrækning af Nævninger til en Sag er foretagen, uden at det i § 314 forestrevne Antal Nævninger var tilstede, eller når Forskrifterne i §§ 315—17 ere tilsidesatte, eller når Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfæstede;

4) når Reglerne om Måden, hvorpå Spørgsmålene til Nævningerne skulle stilles, ere tilsidesatte, eller det på Grund af Retsvildfarelse eller i åbenbar Miskjendelse af den i Forhandlingerne liggende Opfordring er undladt at stille spørgsmål, som burde være stillede, forsåvidt ikke Udfaldet af Nævningernes Erklæring viser, at Fejlen er bleven uden Betydning;

5) når Nævningernes Erklæring er så ufuldstændig, utydelig eller modsigende, at en Domfældelse ikke burde være støttet på den, men Retten burde have gjort Anvendelse af sin Beføjelse efter § 348, eller når Retten uden Føje har fundet en Erklæring, som begrundede Frifindelse, ufuldstændig, utydelig eller modsigende og derfor har bragt § 348 til Anvendelse;

6) når Erklæringer, som det ligger udenfor Nævningernes Beføjelse at afgive, ere tagne i Betragtning af Retten;

7) når Retten i Henhold til § 350 har frifundet eller henvist Sagen til ny Forhandling, men Beslutningen derom enten hviler på en Netsvildfarelse eller ikke er ledsaget af Grunde eller ikkun begrundet ved en almindelig Henvisning til Forhandlingernes Resultat, eller når Slutningsbestemmelsen i § 351 er tilsidesat;

8) når ellers mod Loven Dommen ikke er grundet på Nævningernes Erklæring.

§ 376.

Påanke i Anklagens Interesse kan ikke finde Sted på Grund af Krænkelse af Rettergangsregler, som ere foreskrevne til den Sigtedes Tarv, og omvendt kan Påanke i den Sigtedes Interesse ikke finde Sted, fordi Rettergangsregler, som ere foreskrevne for Anklagens Skyld, ere tilsidesatte.

Krænkelser af Rettergangsregler, med Hensyn til hvilke Loven kræver, at Indsigelse skal fremsættes inden en vis Frist, kunne ikke benyttes som Ankegrund, når Fristen er forsømt. Det Samme gjælder. når Besværing kunde anvendes som Retsmiddel, men ikke er anvendt eller ikke er tagen til Følge.

§ 377.

Dommen kan fremdeles påankes:

1) når Loven er urigtig anvendt ved Spørgsmålet, om Statsanklageren i Henhold til §§ 34 og 36—37 var berettiget til Påtale;

2) når i Sager, som ere påkjendte uden Nævninger, Retten ved at domfælde eller frifinde har anvendt Loven urigtig på de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger;

3) når i Nævningesager Retten har grundet Domfældelse på en Erklæring af Nævningerne, som indeholder en Retsvildfarelse, eller når Retten har domfældt eller frifundet på Grund af urigtig Anvendelse af Loven i Henseende til sådanne Punkter, som ikke høre under Nævningernes Afgjørelse;

4) når Retten i at fastsætte Straffen er gået udenfor de i Loven foreskrevne Grænser;

5) når Retten har truffet Valget af Straffen indenfor de lovbestemte Grænser således, at den fastsatte Straf står i åbenbart Misforhold til Brøden.

Rettens Afgjørelse af, hvilke Kjendsgjerninger der ere beviste eller ikke beviste, kan ikke underkjendes af Højesteret, ej heller Næv-

ningernes Erklæring udenfor det i Nr. 3 nævnte Tilfælde.

Tilsvarende Regler sinde Anvendelse med Hensyn til de Spørgsmål, som afgjøres efter denne Lov i Henhold til §§ 2 og 3.

§ 378.

Påanke bør anmeldes inden 3 Dage fra Dommens Afsigelse at regne. Var den domfældte Sigtede ikke tilstede ved Afsigelsen, regnes Fristen fra den Dag, da Udskrift af Dommen blev ham forkyndt; om denne Dag giver Rettens Formand betimelig Anklageren Meddelelse.

Anmeldelsen sker skriftlig til Formanden for den Landsret, ved hvilken Dommen er afsagt, eller hvis Anmeldelsen sker strax ved Dommens Afsigelse, mundtlig til Retsbogen. Er den Sigtede fængslet, kan han anmelde Påanke mundtlig til Retsbogen for Undersøgelsesdommeren i den Retskreds, hvor han hensidder; fornøden Udskrift af Retsbogen tilstilles snarest mulig Rettens Formand.

Om foranstående Regler meddeles der den Sigtede Underretning ved Dommens Afsigelse eller henholdsvis ved Udskriftens Meddelelse.

§ 379.

Er Påanke ikke anmeldt inden Udløbet af den i § 378 foreskrevne Frist, kan den kun tilstedes, når den Omstændighed, som afgiver Påankegrund, først senere er bleven Pågjældende bekjendt, eller det iøvrigt er ham utilregneligt, at Fristen er oversiddet, og derhos fornødent Andragende fremsættes inden 3 Dage, efterat Påankegrunden er kommen til hans Kundskab, eller de Omstændigheder ere fjernede, som have foranlediget Oversiddelsen af Fristen og hindret tidligere Andragende.

Sådant Andragende med fornødne Oplysninger indgives skriftlig til Formanden for Landsretten; er den Skyldige fængslet, kan det fremsættes mundtlig til Retsbogen for Undersøgelsesdommeren i den Retskreds, hvor han hensidder, hvilken uopholdelig tilstiller Rettens Formand Udskrift af Retsbogen.

Andragendet indsendes af Landsretten med

Erklæring til Højesterets Afgjørelse (§ 108). Afgjørelsen tilstilles Landsretten til videre Foranstaltning.

§ 380.

Anmeldelse af Påanke før Udløbet af den i § 378 foreskrevne Frist hindrer Dommens Fuldbyrdelse for de Domfældtes Vedkommende, hvem Påanken angår.

Indgives Andragende om Adgang til Påanke i Henhold til § 379, kan såvel Landsretten som Højesteret beslutte, at Fuldbyrdelsen skal standses. Tilstedes Påanken, standses Fuldbyrdelsen.

§ 381.

Det påhviler den ankende Part at angive Ankegrundene med fornøden Betegnelse af Kjendsgjerninger enten samtidig med Anmeldelsen eller inden Udløbet af en Uge, at regne fra Anmeldelsen eller fra det senere Tidspunkt, til hvilket Udskrift af Dommen, når en sådan efter Loven skal meddeles ham eller af ham er begjært før eller ved Anmeldelsen, bliver ham tilstillet. I Tilfælde af Andragende om Adgang til Påanke regnes Fristen fra Meddelelsen om, at Påanke er tilstedt. Nærmere Udvikling af de angivne Ankegrunde er ikke udelukket.

Med Hensyn til Formen finde Reglerne i § 378 2det Stykke Anvendelse.

§ 382.

Gjenpart af Anmeldelsen og Begrundelsen tilstiller Rettens Formand Modparten. Denne har i Løbet af en Uge fra Modtagelsen Adgang til at fremkomme med en Moderklæring, med Hensyn til hvilken Reglerne i § 378 2det Stykke finde Anvendelse.

Er Påanken Støttet på en Grund, ifølge hvilken ny Realitetsdom kan blive afsagt uden Hjemvisning til ny Hovedforhandling, bliver den Modpart, hvem Dommens Indhold eller Fristens Udløb udelukker fra selvstændig Påanke, berettiget til at modpåanke af Grunde, som ville nødvendiggjøre en hel ny Forhandling.

Sådan Modanke bør anmeldes ved og Grunden angives i den ovennævnte Erklæring.

§ 383.

Adgang til Gjennemsyn af Sagens Aktstykker efter Rettens Formands nærmere Bestemmelse står den Påankende åben, indtil den i § 381 ommeldte Begrundelse af Påanken er afgiven, og Modparten i den i § 382 ommeldte Frist.

De i §§ 381 og 382 omhandlede Frisker kunne af Rettens Formand forlænges, når det begjæres, og særegne Grunde findes at tale derfor. Ved Forsømmelser af den i § 381 ommeldte Frist finder § 379 tilsvarende Anvendelse.

§ 384.

Ere ved Anmeldelsen og Begrundelsen af Påanke de foreskrevne Frister og Former ikke iagttagne, eller er den, som har anmeldt Påanken, dertil uberettiget, eller ere kun Påankegrunde angivne, der ikke kunne være lovmedholdelige, nægter Landsretten ved Kjendelse Påanken Fremme.

Med Hensyn til Afsigelsen af denne Kjendelse blive Reglerne i § 257 med fornøden Lempelse at iagttage.

Mod Kjendelsen kan Besværing til Højesteret finde Sted inden en Frist af 3 Dage efter Reglerne i dette Afsnits Kapitel III.

§ 385.

Opstår ingen Tvivl med Hensyn til Påankens Fremme, indsender Formanden, efterat Moderklæringen er indleveret eller Fristen dertil udløben, alle Sagens Aktstykker tilligemed Sagen vedrørende Udskrift af Retsbøgerne til Højesterets Formand.

Har Landsretten fremmet Påanke i Tilfælde, hvor Fremme burde være nægtet, kan Højesteret strax afvise Påanken ved en Kjendelse, på hvilken Reglerne i § 257 finde Anvendelse med fornøden Lempelse.

§ 386.

Findes ikke Grund til strax at afvise Påanken, beskikker Højesterets Formand efter Omstændighederne den Sigtede en Forsvarer og tilstiller denne Udskrift af Dommen med de fremkomne Anmeldelser og Begrundelser af Påanke, efter Omstændighederne i Gjenpart.

Højesterets Formand berammer, med tilbørligt Hensyn til den nødvendige Forberedelse til Forhandlingen, Dag til Sagens Foretagelse og gjør herom Meddelelse til alle Vedkommede. Om de Foranstaltninger, som ere trufne for at give behørig Adgang til Gjennemsyn af Sagens Akter, meddeles samtidig Underretning.

§ 387.

Ved Forhandlingen for Højesteret finde Reglerne i §§ 278 og 279 tilsvarende Anvendelse.

Er den Sigtede ikke fængslet, har han Ret til at deltage i Mødet; er han fængslet, bliver han kun, når Højesterets Formand finder, at særlige Grunde tale for at efterkomme hans Begjæring derom, at foranstalte henbragt til Mødet.

Berettigede til at møde ere fremdeles værgen, som har påanket, samt den Sigtedes valgte Forsvarer.

Udeblivelse af den Sigtede, værgen eller en valgt Forsvarer hindrer ikke Sagens Fremme, når en offentlig Forsvarer er beskikket.

§ 388.

Forhandlingen om Påankens Gjenstand begynder med, at Formanden lader Retsskriveren oplæse de fremsatte Ankegrunde. Derefter erholder den Ankende Ordet for at begrunde sin Anke, under Henvisning til og Oplæsning af Landsrettens Dom og Sagens øvrige Aktstykker, og dernæst Modparten for at imødegå Anken og at begrunde sin Modanke, hvis en sådan er fremsat.

Iøvrigt finde ved Forhandlingen alle de Regler i fjerde Afsnit Kapitel III Anvendelse, som ikke er udelukkede ved Forholdets Forskjellighed eller ved særlig Bestemmelse.

§ 389.

Anke- eller Modankegrunde, som ikke ere fremsatte for Landsretten, kunne gjøres gjældende af eller for den Sigtede, når de fremsættes for Højesteret senest umiddelbart, efterat Realitetsforhandlingen er indledet, men på et senere Tidspunkt eller af Anklageren kun, når Højesteret finder, at særegne Grunde tale derfor. Findes det, at de nye, fremkomne Ankegrunde gjøre yderligere Forberedelse for Modparten nødvendig, udsætter Højesteret Sagen derefter.

§ 390.

Til Grundlag for Højesterets Påkjendelse af Sagen tjener Dommen i Forbindelse med Sagens Aktstykker og Udskriften af Retsbøgerne. Opstår der Tvivl om Rigtigheden af det Retsbogen Tilførte. kan Højesteret indhente yderligere Oplysninger og navnlig Erklæring fra Landsretten; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved Undersøgelsesdommeren.

Når Sagens Forhandling er tilende, afsiges Dom strax eller dog snarest mulig.

§ 391.

Højesteret påkjender ordentligvis kun Dommen, forsåvidt påanket er.

Dog har Højesteret i Embeds medfør at tage i Betragtning til den Sigtedes Fordel:

1) når den Sigtede er idømt Livsstraf, alle af de foreliggende Oplysninger fremgående Påankegrunde, som kunde være gjort gjældende af eller for den Sigtede,

2) i andre Påanketilfælde sådanne Ankegrunde, som medføre, at en ny, for den Sigtede gunstigere Realitetsdom bliver at afsige af Højesteret uden Hjemvisning.

Angår Dommen flere Medsigtede, men ikke for Alles Vedkommende er påanket, har Højesteret fremdeles i Embeds Medfør at påkjende Dommen også med Hensyn til dem, der ikke have anket, når det findes, at Ankegrunde, som ifølge denne Paragraf skulle tages i Betragtning i Embeds medfør, også må komme sådanne Medsigtede til Gode.

§ 392.

Findes en lovlig Ankegrund, der er gjort gjældende af en Part, eller som ifølge forrige Paragraf skal tages i Betragtning, at foreligge, ophæver Højesteret Dommen og efter Omstændighederne den stedfundne Behandling. I Forbindelse hermed har Højesteret, forsåvidt Ankegrunden ikke er en sådan, at den udelukker Realitetsdom i den foreliggende Sag, efter Omstændighederne enten at hjemvise Sagen eller selv at afsige ny Realitetsdom.

§ 393.

Ny Realitetsdom afsiges af Højesteret i følgende Tilfælde:

1) når Dommen ophæves på Grund af Lovens urigtige Anvendelse, medmindre denne måtte have medført en ufuldstændig Afgjørelse af Bevisspørgsmålet;

2) når Dommen ophæves, fordi Retten uden Føje har undladt at grunde Dommen på Nævningernes Erklæring, eller af den i § 375 Nr. 6 nævnte Grund eller iøvrigt således, at der kun skal finde en ny Fastsættelse Sted af de retlige Følger på Grundlag af en gyldig Erklæring af Nævninger eller Afgjørelse af Retten;

3) når den Sigtede er domfældt, uagtet Anklagen var frafalden, efterat Hovedforhandlingen var begyndt.

Fastsætter Højesteret ved en ny Realitetsdom andre Virkninger end Frifindelse, bør der være givet Parterne Lejlighed til under Forhandlingen at udtale sig om disse.

§ 394.

Ophæves Dommen af andre Grunde end de i § 393 ommeldte, men som dog ikke udlukke Realitetsdom i Sagen, hjemvises denne.

Højesteret bestemmer da tillige, fra hvilket Punkt den nye Behandling ifølge Ophævelsesgrundens Beskaffenhed skal tage sin Begyndelse. Hjemvises Sagen alene til ny Dom, bør der, førend denne Dom afsiges, gives Parterne Lejlighed til at udtale sig. Finder Landsretten det i sådant Tilfælde nødvendigt, at den forudgående Behandling gjen-

tages, er den ikke udelukket fra at træffe Bestemmelse herom.

I ethvert Tilfælde, hvor ikke blot ny Dom bliver at afsige, efterat Parterne ere horte, bør Hovedforhandlingen fuldstændig gjentages.

§ 395.

Sagen hjemvises til den samme Landsret, ved hvilken den ophævede Dom blev afsagt. Skal Hovedforhandlingen fuldstændig gjentages, maa de samme nærninger ikke medvirke.

højesterets Formand tilstiller vedkommende Ret Sagens Aktstykker tilligemed højesterets Dom. Rettens Formand træffer derefter Foranstaltning til Sagens nye Foretagelse overensstemmende med de almindelige Regler.

§ 396.

Hjemvises en Sag, er Retten forpligtet til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at følge de af højesteret udtalte Reisanskuelser; derimod er dm ikke bunden ved de Anskuelser, der ligge til Grund for Kjendelser og Beslutninger, afsagte eller tagne under den tidligere Behandling.

Den nye Dom er Gjenstand for Paaanke efter de ovenfor givne Regler.