Om de offentlige Anklagere

Efter den Cyklus af Kapitler, der

handle om Retten og Rettens Personer i Almindelighed, følger nu en række af almindelige Kapitler om Parterne i Stræffesager, nemlig Kapitlerne IV.—VI. I disse Kapitler fremtræde de første vigtige Konsekventser af et Princip, som Reformbevægelsen på Stræffeprocessens Område fordrer lagt til Grund for dennes Ordning, og som også i Lovene trænger sig frem til stedse fyldigere Anerkjendelse, nemlig Anklageprincipet.

Som bekjendt stilles Anklageprincipet i Modsætning til Inkvisitionsprincipet, der er den ældre Stræfferetsplejes egentlige Særkjende, selv hvor den, som hos os, har bevaret nogle akkusatoriske Former. Skal denne Modsætning betegne en virkelig gjennemgribende, for Nutiden vigtig Adskillelse, kan den ikke bero på, hvad der navnlig tidligere hyppig har været opstillet som Meningen med den, om Forbrydelsernes Forfølgning overlades til Private, eller om Staten virker for denne ved sine Myndigheder. At en rigtig Opfattelse af den i Stræffen liggende Retshåndhævelses Væsen fører til, at det Sidste regelmæssig bør være Tilfældet (Officialprincipet), og at derfor den engelske Stræfferetsplejes modsætte Regel er forældet og mangelfuld, hører til de almindelig, også i England anerkjendte Sætninger. Hvad der ved hin Modsætning haves for Øje, er dette, om den Oplysning om Sandheden, hvorpå det i enhver Stræffesag kommer an, skal opnåes derved, at Retten strider ind i Embeds medfør og uden egentlig Medvirkning af Parter selv har at sørge for Fremskaffelsen af de Beviser, på hvilke Afgjørelsen bygges, eller om Sandhedens Oplysning nærmest ventes af Anklagerens og den Anklagedes Virksomhed med eller mod hinanden, så at Retten væsentlig kommer til at træffe Afgjørelse på Grundlag af de af Parterne forebragte Beviser. Adskillelsen beror altså på den forskjellige Vej, ad hvilken der stræbes efter det samme Mål, og herved er det Anklageprincipets umiskendelige Fortrin og Forsvar, at det ophæver den unaturlige, det psykologisk Umulige fordrende Forening af de forskelligartede Virksomheder som Anklager, Forsvarer og Dommer, der er Særkjende for Inkvisitionsprocessen. Det er en Selvfølge, at denne Grundsætning må

afføde en Mængde vigtige Forskjelligheder med Hensyn til Stræffeprocessens hele Bygning.

Fremfor Alt falder det i Øjnene, at Inkvisitionsprincipet egentlig ikke anerkjender Begrebet Part i Stræffeprocessen. Dommeren kan ikke kaldes Part, og den Sigtede er ikke Part ligeoverfor Dommeren, men Gjenstand for hans på Sandhedens Udforskning rettede Virksomhed. Derfor har den inkvisitoriske Stræffeproces også så såre lidet Karakteren af en Proces, til hvis Begreb Parter ere uundværlige. Jo mere det inkvisitoriske Princip er rent gjennemført, desmere stæeber den hen til at afkaste de processuelle Formers formålsløse Åg, såat der kun bliver det Judicielle tilbage, at det er en Dommer, der er i Virksomhed. Anklageprocessen må for det Første have et selvstændigt, fra Dommeren forskjelligt Organ for Anklagen, og den anerkjender ligeoverfor dette Organ den Sigtede som Modpart i Processen, hvis Egenskab

som sådan fætter retlige Grænser for hans Behandling og kræver Anerjkendelse af Rettigheder, som sætte ham i Stand til den Virksomhed, der forudsættes af ham som Part i Retstrætten. Parternes Virksomhed i Processen for Dommeren må dernæst med samme Nødvendighed som i den civile Proces foregå i Former, hvilke Stræffeprocessen for en stor Del får tilfælles med hin. Mange andre vigtige Konsekventser af Anklageprinciper ville blive omtalte i det Følgende ved forskjellige Bestemmelser i Udkastet. Det var iøvrigt langtfra, at man ved Reformbevægelsens Begyndelse havdeøje for Rækkevidden af Anklageprincipets Konsekventser. Det var fra Begyndelsen endnu kun visse ydre Former, i hvilke man såe Anklageprocessens særkjende. Da Videnstaben senere påviste, hvor langt mere gjennemgribende Principet var, erkjendte man, at Reformen kun havde frembragt en Anklageform, men bibeholdt Inkvisitionsprincipet som Kjærne. Kampen fik da til Gjenstand, om man skulde blive stående herved som en virkelig fornuftig Form af Stræffeprocessen, eller om videre gående Konsekventser af Anklageprincipet stulde optages. At det Sidste bør ske, er for Videnstaben ikke tvivlsomt; men også Lovene have, om end, som natur-

ligt er, langsomt, erkjendt det Rigtige heri, så at der i dem kan påpeges en jævnt fremskridende Bevægelse henimod en virkelig Anklageproces. Grænserne for denne Bevægelse ligge i, at Modsætningen mellem Anklageprincipet og Inkvisitionsprincipet overhovedet ikke er absolut, hvad allerede den ovenfor givne Begrebsbestemmelse viser, at navnlig hint ikke udelukker en Selvvirksomhed sra Rettens Side til Sagens Oplysning, der på Sagens forskjellige Trin gjør sig gjældende med større eller mindre Styrke, og at en fornuftig Opfattelse af Anklageprincipet derfor ikke kan eller vil tilspidse Konsekvenserne af det nye Element, som Inkvisitionsprincipet ikke kjender, nemlig Partsvirksomheden, stærkere, end Livet og Forboldene tåle. Om et Spring til de yderligst gående, i sig selv altid tvivlsomme Konsekventser kan der aldrig blive Tale.

For Kommissionen kunde det ikke være tvivlsomt, at den danske Stræffeprocesses Reform måtte ske på Anklageprincipets Grund. På andet Grundlag er overhovedet en virkelig Reform ikke tænkelig. Når Grundloven af 1849 ikke, som flere samtidige Forfatningslove, udtrykkelig nævnte dette Princip ved Siden af de andre som Udgangspunkt for Reformen, er det dog vist, at Ånden i dens stræffeprocessuelle Bestemmelser kræver det. I disse fremtræde nemlig dels visse Fordringer med Hensyn til Formen for Strafferetsplejen Mundtlighed, Offentlighed, Nævninger), som enten vanskelig eller aldeles ikke kunne forenes med Inkvisitionsprincipet, dels Anerkjendelsen af retlige Grænser for Midlerne til Opnåelse af Stræffesagers Formål (§§ 80 og 81 og midl. Best. 4), der ere ganske i Anklageprincipets Ånd og som ikke kunne fåe deres fulde tilsigtede Betydning uden dette. Med Hensyn til det Spørgsmål, hvor langt Anklageprincipets Konsekventser skulle gjennemføres, har der heller ikke i Kommissionen Været Meningsforskjel derom, at Reformen ikke burde blive stående ved Anklageform med inkvisitorisk Kjærne, såmeget mindre, som allerede de ældre danske Udkast ere udover dette Standpunkt. Endelig har der med Undtagelse af et enkelt Spørgsmål, der senere

vil blive forklaret, heller ikke været Uenighed i Kommissionen om, hvorledes Principet i det Enkelte skulde gjennemføres, uden at overskride de Grænser, som Forholdene byde. Det vil

af, hvad der på vedkommende Steder i det Følgende bemærkes, sees, at det foreliggende Udkast uden Ængstelighed har fulgt den Retning, som Videnskaben og Fremskridtet fordre.

Efter disse almindelige Bemærkninger om Udkastets Forhold til et Princip, der har større, i al Fald almindeligere Betydning end noget andet for Stræffeprocessens Reform, skal der med Hensyn til det Emne, der særlig er Gjenstand for nærværende Kapitel, bemærkes Følgende.

Anklageprincipet kræver nødvendigvis særegne Organer for Anklagen. Skal derhos den Grundsætning fastholdes, som der i Nutiden ikke mere kan være Tale om at opgive, at Forbrydelser i Reglen skulle forfølges af den offentlige Magt (Officialprincipet), må der altså være en fra Domstolene forskjellig offentlig Myndighed, der overtager den Virksomhed, som ifølge Anklageprincipet må påhvile Anklagerne i Stræffeprocessen. Dette er da også en af de Konsekventser af Anklageprincipet, som man ved den nye Stræffeprocesses Indførelse på Kontinentet allevegne har anerkjendt. I Frankrig skabte man med dette for Øje 10 ministèrs public, i Tyskland die Ståtsanwaltschaft. Vistnok var det en væsentlig Misforståelse, hvori man var hildet, når man antog, at man allerede med denne Ramme, i hvilken en Anklagcproces kunde udformes, i Virkeligheden havde fået en sådan, og vistnok var man så langt fra at forstå denne Procesmådes egentlige Væsen, at man fordelte, og tildels endnu fordeler Funktionerne i Processen mellem offentlig Anklager og Dommer på en aldeles princivstridig Måde. Men rigtigt var og er det under alle Omstændigheder, at Dannelsen af et sådant særligt Organ for den offentlige Anklage er en nødvendig Forudsætning for, at der overhovedet kan blive Tale om en Anklageproces. Er der ved denne Organisation af Domstolene og Anklagemagten som forskjellige Myndigheder end kun skabt en Ramme, så er det dog en Ramme, der ikke kan undværes.

De egentlig organisatoriske Forskrifter om denne offentlige Anklagemyndighed ere ikke optagne i nærværende Udkast. De finde deres naturlige Plads i det særlige Udkast til en Lov om Ordningen af Domsmagten m. m., se dette Udkasts Afsnit III. De høre så meget mere hjemme der, som der også, om end kun undtagelsesvis, bliver Spørgsmål om at benytte de offentlige Anklagere i den borgerlige Retspleje. I Udkastet om Stræfferetsplejen måtte derimod optages de nærmere Regler om de offentlige Anklageres Virksomhed i Strafferetsplejen, og det er de almindelige Bestemmelser herom, som dette Kapitel indeholder.

Som følge af denne Stoffets Fordeling er det også i Motiverne til hint Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. v., at Oplysning må søges om de Betragtninger, der have været bestemmende for Kommissionen med Hensyn til dens Forslag om Organisationen af den offentlige Anklagemagt. Til disse må derfor her henvises angående Nødvendigheden hos os som andetsteds af den Ordning, på hvilken det nærværende Udkast helt igjennem er bygget, og som går ud på Oprettelsen af en ny særegen Myndighed til at være Anklagemagtens Organ for alle ikke ganske ubetydelige offentlige Sager, om de personlige Kræfter, som denne Myndighed må udrustes med, for at kunne fyldestgjøre sit Hverv, samt særlig om dens Forhold til Politimyndighederne. Det kan her bemærkes, at skjønt Politimesteren i visse Sager fungerer som offentlig Anklager, foruden at han i alle Sager leder Efterforskningen og virker i Forundersøgelsen under Statsanklagerens Tilsyn, hvilke Funktioner efter Begrebet falde ind under det offentlige Anklagerhverv, har man dog helt igjennem i Udkastet, for ikke at frembringe Uklarhed ved den dobbelte Benævnelse, undgået at betegne ham som offentlig Anklager. Med hans Virksomhed i Stræfferetsplejen beskjæftiger derfor det nærværende Kapitel sig ikke. De offentlige Anklagere, om hvilke her tales, ere i Henhold til Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m.m. Afsnit III: Overstatsanklageren ved Højesteret, Statsanklagerne ved Landsretterne samt de til disses Bistand beskikkede Mænd, nemlig den til Hjælp for Overstatsanklageren be-

skikkede Statsanklager samt de Statsanklagerne ved Landsretterne understøttende Hjælpe-Statsanklagere og Anklagere ved Underretterne.

I §§ 23—26 gives nogle almindelige Regler om de offentlige Anklageres Virksomhed. I § 23 angives i almindelige Træk de offentlige Anklageres Hverv i Stræfferetsplejen. Den Opgave, som ifølge Anklageprincipet tilfalder den offentlige Anklagemyndigheds Organer, indbefatter: Fremskaffelse af de Oplysninger, som ere nødvendige til at rejfe Anklage for den dømmende Ret, derunder Påkaldelse af den Medvirkning af Undersøgelsesdommeren, som Loven hjemler, dernæst Beslutning om Anklagen og dennes Formulering overensstemmende med de langt strengere Fordringer til Nøjagtighed og Fuldstændighed, som den nye Ordning må kræve, end der nu er Tale om ved Aktionsordrerne, endelig Anklagens Gjennemførelse både fra den faktiske og retlige Side for den dømmende Ret. Dette Sidste har i den nye Proces en ganske anden og ulige vigtigere Betydning end i den nugjældende Ret Aktors Virksomhed ifølge Aktionsordren. Hovedopgaven bliver i medfør af Mundlighedsprincipet at føre Beviserne frem umiddelbart for den dømmende Ret. Der er ikke længere Tale om et blot Referat eller Sammenstilling af et Bevismateriale, som forudsættes fuldstændigt skaffet til Veje under Forundersøgelsen. Dertil kommer endvidere Håndhævelse af Anklagens Interesser med Hensyn til og under Anvendelsen af de Retsmidler, Loven hjemler, samt endelig Omsorgen for en Stræffedoms Fuldbyrdelse. Som det udvikles i Motiverne til det Lovudkast, der indeholder Bestemmelserne om den offentlige Anklagemagts Organisation, er denne Organisation dog ikke beregnet på, at de offenlige Anklagere skulle ved egne Kræfter umiddelbart udføre alle disse Hverv. Virksomheden under Efterforskningen og Forundersøgelsen er forudsat regelmæssig at være Politimyndighedens Sag, jfr. dette Udkasts §§ 211, 227, 231 o. fl. Men for at denne af praktiske Hensyn uundgåelige Lempelse ikke skal opløse den Enhed i Virksomheden for Anklagens Øjemed, som er aldeles nødvendig, når Anklageprincipcts Indførelse i Stræffeprocessen ikke skal

udsætte de Samfundsinteresser, det her gjælder om, for alvorlig Fare, måtte (udenfor Kjøbenhavn) Politiet i denne Forgrening af sin Virksomhed sættes under Statsanklagernes Overtilsyn i Stedet for som hidtil under Amtmandens, se § 211. I Overensstemmelse hermed er § 23 1ste Stykke affattet. Den videre Udførelse af den her givne Regel indeholdes i Lovudkastet på forskjellige Steder, hvor da også det Nærmere herom vil blive bemærket.

Ved Organisationsloven omtales det også, at Ordningen af Anklagemyndigheden er beregnet på, at i et stort Antal mindre betydelige Sager, der som sådanne også altid høre for Underretten, er Funktionen som offentlig Anklager fra Sagens Begyndelse til dens Slutning i første Instants henlagt under Politimyndighederne, se nærmere det næste Kapitel. Disse Sager, foruden de Sager, i hvilke Lovgivningen henviser til Påtale af Private, ligge udenfor de offentlige Anklageres Virkekreds, se § 23 2det Stykke. Imidlertid antydes det i Paragrafen, at de offentlige Anklagere under visse Forhold fåe med slige Sager at gjøre. Herom henvises til § 35, sidste Stykke, § 39 2det Stykke, samt 6te Afsnit Kap. II., jfr. § 29.

Til de almindelige Grundsætninger, som § 24 opstiller for Udførelsen af det offentlige Anklagerhverv, hører efter Forholdets Natur, at Anklageren ikke blot bør have for øje, at straffkyldige Personer drages til Ansvar, men også, at Forfølgning af Personer, som ikke ere straffkyldige, ikke finder Sted. Det er klart, at det Sidste ikke mindre er i Retssamfundets Interesse end det Første. Der ligger altså heri en naturlig Betingelse og Gramse for den offentlige Anklagers Virksomhed. Når man derimod ofte i Theori og Praxis heraf har draget den videre Slutning, at de offentlige Anklagere også i Embeds medfør skulde væretage den Sigtedes Tarv i Processen, og således navnlig også påanke, ikke blot i Anklagens, men og i den Sigtedes Interesse, har Udkastet ikke fulgt denne Betragtningsmåde. Man indfører derved atter en af de naturstridige Foreninger af Hverv, som det netop er Anklage-

processens Opgave at fjerne. Aldrig vil det kunne lykkes at bibringe de Sigtede den Overbevisning, at den, der optræder imod dem, tillige optræder til deres Forsvar. Det er Retten og de offentlig beskikkede Forsvarere, ved hvilke Samfundet kan fyldestgjøre sin Pligt til Forsorg for den Sigtede, men ikke ved Anklageren. — I Paragrafens andet Punktum udtales Sætninger, der vise Statsanklagerens Stilling ligeoverfor Retten. Også her har der, navnlig i Frankrig, og efter dets Forbillede i mange Love i Tyskland, dannet sig en Opfattelse, der ikke kan erkjendes for stemmende med Forholdets Natur, og som levende er bleven bekæmpet. Ifølge denne Opfattelse er Anklageren ikke blot, hvad den i Udkastet valgte Benævnelse viser, Anklager, men og i Almindelighed Lovens Vogter, derfor Domstolens Vejleder og dens Tilsynsmand. Det er indlysende, hvor uforenelig denne Opfattelse, hvis Forklaring overhovedet må søges i ejendommelige historiske Forhold, er med Rettens Værdighed. Men ikke mindre farlig er den for den Sigtede. Gjennemføres den, er Partsligheden på det Dybeste kæenket; thi der står da for Domstolene ikke to ligestillede Parter, en Anklager og en Sigtet, der søge Ret, og over hvilke Domstolen er den upartiske, Retten haandhævende Myndighed. Den Opfattelse, som Udkastet erklærer sig for, fremgår af det sidste Punktum i § 24, der kræver det Samme af den offentlige Anklager, som kræves af enhver Part og enhver Sagfører i Henseende til Agtelse og Lydighed mod Retten. Som Følge deraf ere f. Ex. de offentlige Anklagere også Rettens Myndighed efter § 83 undergivne. — Det er imidlertid kun som Ret søgende Part, at de offentlige Anklagere ere Domstolen underordnede. Som Embedsmænd kunne de ikke være Retten undergivne, når Anklageprincipet skal opretholdes. Deres naturlige Overordnede er Justitsministeren,, se Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 103, og hvad derved nærmere bemærkes. I Overensstemmelse hermed ere de nærmere regler i § 25 affattede. — Reglen i § 26 behøver ingen Forklaring.

I § 27 — 30 omtales de Funktioner, der tilfalde de enkelte offentlige Anklagere.

Herved mærkes, at Loven vel går ud fra, at Overstatsanklageren og de ved Landsretterne beskikkede Statsanklagere have en regelmæssig, ved Loven given Virkekreds, hin ved Højesteret, disse ved Landsretterne og Underretterne; men denne Funktionernes regelmæssige Fordeling skal ikke være til Hinder for at bruge de forhåndenværende Kræfter på den Måde, som Forholdene i hvert enkelt Tilfælde måtte gjøre ønskeligt. Derfor skal Overstatsanklageren selv kunne overtage ganske eller tildels en Statsanklagers Hverv i en hvilkensomhelst Stræffesag; se § 27 1ste Stk.; derfor skal han fremdeles kunne pålægge en Statsanklager at overtage en anden Statsanklagers Hverv i en Stræffesag, se § 29 2det Stk. Heri fremtræder altså for det Første de forskjellige offentlige Anklageres Forening til en Enhed. Den viser sig fremdeles i Statsanklagerens Underordnelse under Overstatsanklageren, som fører Tilsynet med hines Virksomhed, se § 27 2 det Stk., jfr. § 29 3die Stk. — Den Tanke, som ligger til Grund for Beskikkelsen af Hjælpe-Statsanklagere, se Motiverne til Lovudkastet om Domsmagtens Ordning m. m., kræver, at disse skulle kunne foretage enhver Embedshandling, som hører under Statsanklagerens Virkekreds, se §30 1ste Ttk. Tilsvarende Regel gjælder med Hensyn til den Statsanklager, der beskikkes til Overstatsanklagerens Bistand, se § 29. Derimod have de beskikkede Anklagere ved Underretten en mere begrænset Opgave; de kunne i Virkeligheden sammenstilles med den nugjældende Rets Aktorer, dog at det Hverv „at udføre en Anklage", se § 30 2det Stk., i den nye Proces får en større Betydning end tidligere.