Om Forandringer i Anklagen eller i de om Henvisning og Høvedforhandlingens Forberedelse trufne Bestemmelser.

Det ved Anklagen og de dertil sig sluttende Bestemmelser vundne Grundlag for Hovedforhandlingen kan ikke ubetinget være uforanderligt; men Betingelserne og Formerne for en Forandring kræve særegne Regler. At fastsætte disse er Opgaven for nærværende Kapitel. Hvad først angår Forandringer i Anklagen, hviler Reglen i § 267 på den Forudsætning, at en Domfældelse ordentligvis ikke kan gå udenfor den ved Anklagen dragne Grænse, se nærmere herom §§ 308 — 309 og hvad derved

bemærkes. Herefter bliver det et vigtigt Spørgsmål, hvorvidt Forandringer i den en Gang rejste Anklage kunne tilstedes. Bortset fra det Tilfælde, hvor Forandringen ingen Betydning har for Forsvaret, og hvor den derfor, om end formelt korrekt, ifølge Reglerne i § 309 ikke er nødvendig, må det nu i den Sigtedes Interesse fastholdes, at der må forregne Grunde til at hjemle den. Reglen må Være, at Anklageren skal indrette sin Anklage med fornøden Omsigt, så at det, der ikke er optaget i Anklagen, må gjælde som frafaldet. Det vilde ellers stå i Anklagernes Magt ved idelige Forandringer at forhale Afgjørelsen, idet Sagens nye Grundlag måttekræve ny Forberedelse, se §§ 267 og 274; men en sådan Forhaling i det Ubestemte skal den Sigtede ikke Være udsat for. Forandringer kunne derfor kun tilstedes, dels når de komme frem på et Tidspunkt, hvor de ikke rille forårsage Forhaling af Sagen (f. Ex. når Hovedforhandlingen alligevel ikke kan sinde Sted for Udløbet af den Tid, den nye Forberedelse vil kræeve, eller endog på Grund af den Sigtedes Flugt, flet ikke kan berammes), se § 267 Nr. 1, dels når sådanne Omstændigheder foreligge, som vilde begrunde Gjenopsagelse af en Straffesag, i hvilken forfølgning er frafalden, se § 267 Nr. 2, jfr. § 422. De formelle Regler i §§ 268—269 om Forandringer i Anklagen ere i Overensstemmelse med Principerne i det forrige Kapitel. Forandringen kan tænkes bragt frem og afgjort under Hovedforhandlingen eller udenfor denne; for det sidste Til« fælde bliver i formel Henseende flere Regler fra det foregående Kapitel at overfore, se § 276. Da Anklagen ikke kan rejses, forend Anklageren antager sig tilstrækkelig forberedt, kan der, efter at Anklagen er rejst, kun være spørgsmål om på hans Begjæring at henvise Sagen til Forundersøgelse, når der er Grund til at antage, at nye Data ville komme frem, fom efter Bestemmelsen under Nr. 2 ville hjemle Forandring; men under denne Forudsætning må det også være muligt at fåe Sagerne rykket tilbage i dette forberedende Stadium, se herom § 269.

Beslutningen om Sagens Henvisning til Hovedforhandling har ikke bindende Virkning

for Hovedforhandlingen som retskraftig Afgjørelse, end ikke med Hensyn til de nægtelses« grunde, der nævnes i § 251, forsåvidt ikke det Modsætte særlig er bestemt, se § 304, jfr. §§ 13 og 68. Derimod kræver Forholdets Natur, at selve Henvisningsbeslutningen ikke kan gjøres om, medmindre noget Nyt er fremkommet, og selv under denne Forudsætning kun, når Sagens Stilling ikke er den, at Målet nu ligeså godt og mere fuldstændigt kan nåes ved Afvisnings- eller Frisindelsesdom under Hovedforhandlingen. Ere disse Betingelser derimod tilstede, må Henvisningsbeflutningen kunne tages tilbage (Kjendelse, der harver Sagen) og det af de samme Grunde, som vilde have medført nægtelse af Henvisningen, idet der selvfølgelig ikke er Grund til at optage sådanne Indskrænkninger, som §§ 13 og 68 have optaget for selve Hovedforhandlingen; se §270 1ste St., jfr. herved § 199 Nr. 3. I Overensstemmelse hermed er fremdeles § 270, 2det Stykke, samt § 271. Hvad den sidst, nævnte Paragraf angår. bemærkes blot, at nødvendigheden af Henvisning til Forunder« søgesse for Forsvarets Skyld selvfølgelig også kan vise sig under Hovedforhandlingen, at den her må kunne besluttes i Embeds medfør og at der ikke særlig kan kræves „nye Grunde" da Alt, hvad der fremkommer under Hovedforhandlingen, forsåvidt er nyt, som det fores frem efter Umiddelbarhedsprincipets Fordringer og derved kan fremkalde en Overbevisning hos Retten, som de samme Momenter ikke i skriftlig Forelæggelse formåede.

Ved § 272, der iøvrigt ikke trænger til Forklaring, jævnføres §§ 72—74.

Det ligger i Forholdets Natur, at om ubetinget Udelukkelse af Beviser, fordi de ikke ere angivne på de forskjellige førtegnelser (Anklagerens, den Sigtedes, Rettens), kan der i Straffesager ikke være spørgsmål. Navnlig er det ^ indlysende, at den Beføjelse, Retten (udenfor Hovedforhandlingen Formanden efter Reglerne i § 256 Nr. 3) har til i Embeds Med. for at lade yderligere Beviser, deriblandt også Vidner, hvis Indkaldelse tidligere er nægtet, fremføre, må kunne udøves, sålænge Sagens processuelle Stilling tilsteder det, se § 273. 2det Stykke. Den kan ikke i den Henseende

Være bunden ved tidligere Beslutninger, Parternes Andragender eller Afkald, jfr. det tyske Udkast § 207. Hvad Parterne angår, må derimod tillige det Hensyn tages i Betragtning, at det såvidt mulig må forebygges, at de undlade i Tide at nævne Beviser, som de dog ere betænkte på at fremfore, for da senere pludselig at komme frem med dem, og således enten gjøre Regning på Modpartens Mangel på Forberedelse eller hidføre Sagens Forhaling, når Udsættelse bliver nødvendig (jfr. § 300). Det går nu vel ikke an at forebygge dette derved, at yderligere Beviser afskjæres; men der kan virkes derimod, idet nye Bevisers Frem« førelse får Karakteren af noget Extraordinært, der udenfor forregne Tilfælde — selv om det er godvillig mødende Vidner — kræver Samtykke af Retten, ved hvilket det almindelige Hensyn til, om Noget kan ventes oplyst derved, selvfølgelig bliver at tage. Der må da i ethvert Tilfælde gjøres Rede for Grunden til, at Beviserne ikke for ere komne frem, og dette vil faktisk i hoj Grad forhindre hin upasfende Fremgangsmåde, foruden at der kan blive spørgsmål om særeget Ansvar, se det 9de Afsnit. § 273 skjelner derfor mellem de Tilfælde, hvor de yderligere Bevisers Fremførelse ingen særegen Hjemmel kræver, (når Anmeldelsen sker så betimelig, at Modparten kan fåe Tid til behørig Forberedelse uden Udsættelse af Sagen, når Modparten samtykker, når Beviserne ere ny opdagede, eller når senere af Modparten anmeldte Beviser have foranlediget det), og andre Tilfælde, hvor der, selv om Bevisernes Fremskaffelse iøvrigt ikke kræver Rettens Medvirkning, fordres Andragende til Retten og dennes Tilladelse, se § 273 1ste Stykke, jfr. § 293.

Udsættelser af den berammede Hovedforhandling for Forhandlingens Begyndelse (se § 274) kunne af forskjellige Grunde blive nødvendige, og have ikke få store Betænkeligheder som Udsættelser senere, jfr. herom § 286. iøvrigt kan Forandring i Berammelsen også tænkes i modsat Retning, se § 275.

Reglerne i § 273 behøve ikke nærmere Forklaring. Det Første Punktum angår kun Afgjørelser udenfor Hovedforhandlingen (altså for dennes Begyndelse eller medens den er

udsat); med Hensyn til Afgjørelser, som sinde Sted under Hovedforhandlingen, blive de på« gjældende Bestemmelser enten uanvendelige eller overflødige som følge af de for denne gjældende Regler.