§ 129.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om, hvad der med Hensyn til Undersøgelsens Gjenstand er ham bekjendt, forsåvidt ingen af de i §§ 130—131 angivne Undtagelser finder Anvendelse.

Foranstående Regel gjælder også om den ved Forbrydelsen Forurettede, selv om han under en af det Offentlige forfulgt Stræffesag gjør Erstatningskrav gjældende.

§ 130.

Vidnesbyrd må ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller iøvrigt i deres Egenskab som Sjælesørgere måtte være dem betroet;

2) Forsvarere angående de Meddelelser, der ere gjorte dem i denne deres Egenskab;

3) de ved den kgl. Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn ansætte Embedsmand, Betjente og Iordemødre angående de Fruentimmers Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet netop tilsigtes at oplyse et as et sådant Fruentimmer begået Drab af eller anden strafbar Handling mod Barnet.

Samtykker den, som har Krav på Hemmeligholdelsen, eller er det iøvrigt klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Ønske, finde foranstående Regler ikke Anvendelse. Ej heller skulle de Være til Hinder for, at den, der har gjort Meddelelse om, at en Forbrydelse er begået. kan tilpligtes at bekræfte sin Udtalelse med Ed, naar dette findes nødvendigt til at forebygge, at en Uskyldig bliver dømt.

Den Embedsmænd og Andre, som handle i offentligt Hverv, påhvilende Tavshedspligt er ordentligvis ikke til Hinder for, at Vidnesbyrd kan afkræves dem i Stræffesager; dog kan det, naar vedkommende Minister finder, at ubetinget Tavshed om et offentligt Anliggende kræves af Statens Interesse, af denne pålægges de nævnte Personer ikke at afgive Vidnesbyrd herom.

Retten har på Embeds Vegne såvidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de ovenanførte Tilfælde. Er det efter Omstændighederne klart at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstående Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 131.

Vidnesbyrd kan nægtes:

1) naar Vidnet må antages ikke at kunne besvare et spørgsmål uden at udsige Noget, som umiddelbart udsætter det selv eller en Person, til hvem det står i et af de under

Nr. 2 nævnte Forhold, for Straf eller Bestemmelse eller velfærdstruende Formuetab;

2) af den Sigtedes ægtefælle. Forældre og Børn;

3) af en Person, hvem Ansværet for et trykt Skrifts Indhold i medfør af Lov 3dje Jan. 1851 § 3 kan komme til at påhvile, angående Betingelserne for en Forgjængers Ansvar, naar han enten selv vil overtage Ansværet, eller Opfordringen til ham ikke er sket inden 3 Måneder, efter at Bekjendtgjørelse om Skriftets Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

At nogen af de forannævnte Personer har sundet sig i at afgive en Forklaring, som han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undstå sig.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen ere tilstede, skal Retten for Afhørelsen gjøre Pågjældende op« mærksom på hans Ret til at undstå sig.

vægring ved at afgive Vidnesbyrd må fremsættes udtrykkelig; naar det af Retten findes fornødent, må Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan sees, at Vægringen er grundet.

§ 132.

Ingen er Pligtig at møde som Vidne for en Undersøgelsesdommer eller i Sager, som behandles ved Underretten, udenfor den Underretskreds, i hvilken han boer eller opholder sig, naar han vilde komme til at rejse mere end 9 Mile på Jernbane eller 3 Mile på anden Måde, eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde, for at nå hen til Retten.

Under Hovedforhandling i Sager, der pådømmes af Landsretten uden Nævningers Medvirkning, er Ingen Pligtig at møde som Vidne udenfor den Landsretskreds. i hvilken han boer eller opholder sig, naar han vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbane eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde.

§ 133.

Vidnesbyrd, som afkræves. efter at For-

følgning er begyndt, afgives i Reglen for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. Undtagelse herfra finder Sted:

1) naar Vidnet ifølge § 132 ikke er pligtigt at møde for den Ret, ved hvilken Sagen er anhængig, og ikke frivillig vil give sådant møde;

2) naar Vidnet formedelst Sygdom, boj Alder eller Legemssvaghed ikke kan tåle at rejse eller forlade sit Opholdssted, og den Ret, ved hvilken Sagen svæver, ikke kan sættes på det Sted, som sådanne Forhold nødvendiggjøre;

3) naar det findes, at Vidnets Fremstillelse for en Ret. der sættes udenfor den Underretskreds, hvor Vidnet boer, vil medføre Udgifter og Ulemper, som ikke stå i rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for samme;

4) naar et Vidne skal afhøres for Hovedforhandlingen i en Sag, som er anhængiggjort ved en Landsret, eller under en ved et Retsmiddel foranlediget Forhandling, ved hvilken Vidners Afhørelse for vedkommende Ret ikke finder Sted.

I ovennævnte Tilfalde fores Vidnet for Undersøgelsesdommeren §§ 6 og 60).

Kan et Vidne formedelst Sygdom, hej Alder eller Legemssvaghed ikke forlade sit Opholdssted, sættes retten til dets Afhørelse der.

§ 134.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige at aflægge Vidnesbyrd i Stræffesager for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i §§ 132—133.

§ 135.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgår fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges.

Indkaldelsen skal indeholde:

Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted;

en almindelig Angivelse af Undersøgelsens Gjenstand;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tid og Sted, naar og hvor mødet skal foregå;

Henvisning til det Ansvar, som Udeblivelse medfører. med Afskrift på den skriftlige Indkaldelses Bagside af denne Lovs §§ 137 og 138.

Indkaldelsen skal give sådant Varsel, som retten skjønner fornødent til at sætte Vidnet i Stand til at møde til den berammede Tid, og det påagtes, at Forkyndelsen sker så betimelig, at Vidnet faar det bestemte Varsel.

§ 136.

Naar Politiet anholder Nogen, som træffes under Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, kan det tilsige enhver Tilstedeværende, som må antages at kunne give Oplysning om det Forefaldne, til at møde ved den Anholdtes Fremstilling for Retten.

Tilsigelsen sker mundtlig med Angivelse af Retten. Tid og Sted og under Erindring om Ansværet for Udeblivelse. Den Tilsigende skal fordre nøjagtig Opgivelse af den eller de Tilsagtes Navn og Bopæl eller Opholdssted. Skriftlig Beretning om den. stedfundne Tilsigelse fremlægges i Retten og afgiver Bevis for denne; dog er Modbevis ej udelukket.

Det Samme iagttages, naar en Privat, som har anholdt Nogen, af Politiet tilsiges at møde ved den Anholdtes Fremstilling for Retten.

§ !37.

Udebliver uden oplyst lovligt Forfald et Vidne, hvis Indkaldelse skjønnes at Være lovlig iværksat, og hvis Udeblivelse ikke er hjemlet ved Loven, eller bortfjerner et Vidne sig for Tiden uden Tilladelse eller oplyst lovligt Forfald, afsiger Retten Kjendelse, ved hvilken der idømmes Vidnet en bøde fra 20 til 200 Kr. eller, hvis Vidnet var indkaldt til Hovedforhandling for Navninger, indtil 400 Kr., samt Erstatning for de Udgifter, som måtte Være forårsagede ved Udeblivelsen. Denne Kjendelse foranstalter Rettens Formand forkyndt for Vidnet.

Skjønnes det, at Sagens Udsættelse derved kan undgåes, kan Retten tillige strar udstede Ordre til det udeblevne Vidnes Afhentelse med Magt.

Udsættes Sagen, kan Retten

a) i Kjendelsen pålægge Vidnet at indfinde sig til det berammede nye Møde under samme Ansvar som for Udeblivelse efter Indkaldelse,

d) eller beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd har fundet Sted; dog har Vidnet Adgang til løsladelse mod saadan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og fremdeles bliver den i § 145 2det Stykke fastsætte Tidsgrænse at iagttage.

At retten bar fulgt den under Litra a angivne Fremgangsmåde, udelukker den ikke f>a, om det sinde? fornødens, al beslutte Anvendelse af den under Litta b nævnte Forholdsregel.

§ 138.

Er der i medfør af § 137 idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning. bar Vidnet, naar det fremstilles eller møder for Retten til Vidnesbyrds Afgivelse, eller, hvis det ikke påny er indkaldt, i 8 Dage fra Kjendelsens Forkyndelse, Adgang til at fremkomme med Oplysninger om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at det har havt lovligt Forfald. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, og det tillige, hvis Forfald anføres, findes, at det ikke har været Vidnet muligt at anmelde og bevisliggjøre dette betimeligt, ophæver Retten sin Kjendelse. Findes det, at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men at Mangelen af betimelig Anmeldelse eller Bevisliggørelse må tilregnes det, kan Retten nedsætte den idømte Straf eller efter Omstændighederne lade den bortfalde.

§ 139.

Vidneforklaringer, som afgives under Hovedforhandlingen, skulle beediges, medmindre Vidnet hører til de Personer, hvis Edfæstelse i medfør af § 140 ikke må sinde Sted, eller der mangler en for det Troessamfund, hvortil Vidnet hører, anvendelig Edsformular. En

højtidelig Forsikring i Eds Sted og med samme Virkning, som denne, kan kun finde Sted, hvor særlig Lov hjemler det for visse Troessamfund.

' Vidneforklaringer, som afgives udenfor Hovedforhandlingen, blive i Reglen ikke at beedige. Dog finder med de ovenfor angivne

afgives, for at kunne benyttes ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, af et Vidne, der ikke skal indkaldes til, eller som på Grund af Sygdom, forestående Bortrejse eller lignende Forhindring befrygtes ikke at kunne møde under denne. Såvidt mulig blive i sådant Fald to Retsvidner at tilkalde, naar en Retsskriver ikke er tilstede. møder et således edfæstet Vidne senere under Hovedforhandlingen, kan det påny edfæstes.

§ 140.

Som Vidner må ikke edfæstes:

1) Børn under femten År;

2) Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækkelse;

3) Perjoner, som ere under Tiltale for (se § 261) eller fundne skyldige i Mened;

4) Personer, der ere dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Undersøgelsens Gjenstand, eller på hvem der efter Rettens skjøn hviler grundet Mistanke om saadan Skyld;

5) Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres Stilling til Sagen eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal Være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skjønnes at være i en særlig Grad upålideligt;

6) Personer, der ikke kunne antages at tillægge Eden den Betydning, som den efter sit Begreb skal have.

De i denne Paragraf ommeldte Personer kunne indkaldes som Vidner og afhøres uden Ed, dog, hvad de under Nr. 1 og 2 nævnte Personer angår, kun, forsåvidt deres Åndstilstand ikke sætter dem ud af Stand til at afgive en fornuftig Forklaring.

§ 141.

Et Vidnes Edfæstelse under Hovedforhandlingen gaar forud for dets Afhørelse, medmindre Retten af Hensyn til Reglerne i § 140 Nr. 2, 4 og 5 finder Grund til at udsætte Afgjørelsen, om Edfæstelse skal sinde Sted. Skal en Vidneforklaring, som afgives udenfor Hovedforhandlingen, beediges, bestemmer Retten, om Edfæstelsen skal gå forud for eller følge efter Afhørelsen.

Edfæstes Vidnet for Afhørelsen, lover og sværger det. at det vil udsige den rene Sandhed og Intet fordølge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Edfæstes e: Vidne efter Afhørelsen, sværger Vidne", at den afgivne Forklaring i Et og Alt er overensstemmende med Sandheden, og at Intet er fortiet,

Forend Eden aflægges. skal dømmeren indskærpe Vidnet Edens Helligbed og betyde det Stræffen for Mened.

§ 142.

Efterat Vidnet er påråbt, stiller dømmeren de Spørgsmål til det. som findes fornødne for at forvisse sig om dets Identitet, eller om det står i et Forbold til den Sigtede, der hjemler Fritagelse for at vidne, samt for at afgjøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse etter for Vidnets Edfæstelse, hvis denne skal eller påtænkes at skulle finde Sted for Afhørelsen.

Derefter sker Edfæstelsen, forsåvidt en saadan ifølge de ovenstående Regler skal gå forud for Afhørelsen, Skal Vidnet ikke edfæstes for Afhørelsen, skal dømmeren alvorligt lægge det på Hjerte at følge Sandheden, og efter Omstændighederne erindre det om, at det kan vente senere at blive taget i Ed. Det beror på dømmeren at lade denne Forberedelse til Afhørelsen foregå enkeltvis for hvert Vidne eller under Et for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 143.

Derpå følger Vidnets Afhørelse dels om Sagen selv dels angående Omstændigheder, som kunne have Indflydelse på dets Troværdighed, hvorved mærkes, at Vidnet ikke kan undslå sig for at besvare spørgsmål. om der

er overgået det en Stræffedom. Hvert Vidne afhøres for sig; dømmeren drager Omsorg for, at ingen Meddelelser finde Sted mellem Vidnerne indbyrdes eller imellem dem og den Sigtede.

Afhørelsen skal såvidt mulig ske således, at Vidnet foranlediges til at udtale sig sammenhængende om de Punkter, med Hensyn til hvilke dets Forklaring æskes. og derefter, naar dertil findes Anledning, opfordres til at fuldstændiggjøre Forklaringen eller hæve det Utydelige, Ubestemte eller Modsigende, som måtte forekomme. Det bør særlig bringes på det Rene. om Vidnets Kundskab notter sig På egen Iagttagelse.

Spørgsmål, hvori der foreholdes Vidnet Omstændigheder, der først skulle bekræftes ved dets Svar, må kun stilles, naar Vidnet ikke på anden Måde kan ledes hen på hine Omstændigheder.

Skulle Personer fremstilles eller Ting forevises Vidnet til Gjenkjendelse, skal det først opfordres til en muligst nøjagtig Beskrivelse.

Om nedskrevne Optegnelser må benyttes ved Besvarelsen af de til Vidnet rettede spørgsmål, afgjøres af Retten, efter at det er opgivet af hvem, og i hvilket Øjemed de ere affattede.

§ 144.

Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Dog bør ved Vidneforklaringer, som afgives for Hovedforbandlingen, Sådant kun ske, naar Øjemedet ikke tillader at opsætte det til denne.

§ 145.

vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller ved at aflægge Vidneeden, bestemmer Retten ved Kjendelse, at Vidnet skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets førelse frafaldes.

Vidnet kan holdes i Forvaring, indtil det bekvemmer sig til at svare eller aflægge Eden, medmindre dets førelse senere frafaldes, dog i intet Tilfalde udover et Tidsrum af 6 Måneder, være sig uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet dømmes derhos til at erstatte de ved dets vægring forårsagede Omkostninger,

§ 146.

Den, som indkaldes til at vidne for en Net, der holdes udenfor den Underretskreds, hvori han boer eller opholder sig, og som må tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde for at nå til Retten, kan fordre sine Reiseudgifter godtgjorte samt Tærepenge af 2 Kr. for Dagen, eller hvis det er nødvendigt at overnatte udenfor Boligen, 4 Kr. for hver Dag. De Ydelser. på hvilket Vidnet bar Krav. eller, hvor disse ikke kunne anslåes bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 147.

Politimesteren er berettiget til at afkræve Enhver, som er pligtig at aflægge Vidnesbyrd for Retten, ubeediget Forklaring angående Forbrydelser, der ere Gjenstand for offentlig Forfølgning, samt til den Ende at indkalde Personer, som bo eller opholde sig i den Politikreds, hvor Forklaringen skal afgives. Udebliver den Indkaldte, er Politimesteren berettiget til at pålægge ham en bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden 8 Dage. forsåvidt ikke Klage fremsættes efter Reglen i § 226. Mod den, der vægrer sig ved at afgive Forklaring, kunne ingen Tvangsforanstaltninger træffes af Politimesteren.