Om Rettens Fornndersøgelse.

Ved Andragende om Rettens Forundersøgelse anhængiggjøres Sagen som Helhed for Undersøgelsesdommeren; Andragendet er at betragte som en foreløbig Anklage. Formålet for denne Forundersøgelse er selvfølgelig ikke at fåe Dom over den Sigtede. Det er heller ikke at fåe Underføgelsesdommerens Afgjørelse af, om Anklage skal rejses; thi i Overensstemmelse med Anklageprincipet har Udkastet henlagt denne Afgjørelse til Anklageren (jfr. næste Afsnit), og ikke, som det Sædvanlige er i den fransk-tyske Straffeproces, enten til Undersøgelsesdommeren eller til en Undersøgelsesret, (Rådskammer, Anklagekammer), som hvis Delegerede til Tilvejebringelse af Grundlaget for Afgjørelsen Undersøgelsesdommeren er at betragte. Formålet er i og for sig ikke forskjelligt fra det, som karakteriserer Efterforskningen, med den Lempning, som følger af, at denne også kan tjene til at forbevede Rettens Forundersøgelse. altså Forberedelse af Anklagen ved Tilvejebringelse af de Oplysninger, som behøves for Anklageren til at tage Beslutning om denne, samt den Forberedelse til Hovedforhandlingen, som dermed følger. Betydningen af, at denne forberedende Undersøgelse anhængiggjøres for Dommeren, viser sig under den Forudsætning, at Forundersøgelsen er inkvisitorisk, ligefrem deri, at Undersøgelsens Ledelse går over til Dommeren. Det er imidlertid ikke nødvendigt, at Forundersøgelsen går frem efter det inkvisitoriske Princip; den engelske Proces frembyder Exempel på en akkusatorisk ordnet Forundersøgelse. Skal man derfor angive Betydningen af den forberedende Undersøgelses Anhængiggjørelse for Dommeren med et Udtryk, som rummer begge Ordninger, må den på en mere almindelig Måde bestemmes derhen, at Undersøgelsens Formål og Midler sættes under Dommerens vedvarende Kontrol. Undersøgelsen må efter Anhængiggjørelsen indrettes

på, at Dommeren er istand til at følge den og fåe en begrundet Overbevisning med Hensyn til Formålets vedvarende Berettigelse og Midlernes Formålstjenlighed, på hvilken Overbevisning det vil bero, om Rettens Hjælp til samme skal ydes.

Ved Straffeprocessens Omdannelse bibeholdt man i Frankrig og senere i Tyskland det inkvisitoriske System som Norm for Forundersøgelsen. Undersøgelsesdommeren leder frit Undersøgelsens Gang. Anklagerens Andragende betinger kun Begyndelsen, hvorhos der må gives ham Lejlighed til Andragender inden Slutningen; men imellem disse to Punkter skal Dommeren ikke afvente Anklagerens Andragender. Dommeren forener altså i Løbet af Undersøgelsen Anklagerens og Dommerens Pligter og Ansvar i sin Person. Forsvaret indrømmes der ingen selvstændige Rettigheder; i Henseende til Omsorgen for dette må der alene stoles på Dommeren. Denne Ordning har givet Anledning til levende og vid tgående Reformønster i Frankrig, Belgien og Tyskland*): Dommeren kan vanskelig fåe en upartisk Dom om Formål og Midler, når han selv skal overtage Partsfunktionerne med Hensyn til Sagens Oplysning; hans Handlinger kunne derfor vanskelig undgå det partiske Præg, som den judicielle Forundersøgelse netop skulde være en Betryggelse imod både for Forberedelsens egne Formåls Skylo og med Hensyn til den umiddelbare Betydning, som efter Omstændighederne de under den fremkomne Oplysninger kunne fåe for Hovedforhandlingen og Dom-

*) For Tysklandes Bedkommende mærkes her navnlig Forhandlingerne på den tredie tyske Iuriftsorsamling 1862. For Frankrigs Bedkommende jævnføres Indberetning til Kejseren af 12te Marts 1870 om en Revision i Iustitslovgivningen, i hvillen det hedder: La procédure pénale a été divisée par les lois instruction préparatoire, restée sous le coup du régime inquisitorial, celle de la procédure de jugement, placéé sous les régles du régime accusatoire … Le temps est venu de rechercher, si l’on ne pourrait sans danger pour la société, reduire la part løissée au système inquisitorial. Med Hensyn til Belgien ere Resormønskerne navnlig komme til Orde i et Bærk af 1871: Réforme de l’instrunction préparatoire en belgique par Adolphe Prins et Herman Pergsmeni, avocats près la cour la cour d’apple de Bruxelles.

men. Optages Anklageprincipet som Norm

for Forundersøgelsen, og faar i Medfer heraf Anklagen og Forsværet ogsaa under denne sine særegne Organer med tilsvarende Beføjelser, vil dømmeren derimod troede tilbage i sin naturlige, prsvende og dømmende Virksomhed, hvorved alene hans Beslutningers Upartifkhed fuldkommen betrygge«. Efter dette Princip er nu ogsaa Forundersøgelsen i England ordnet. Anklageren og dm Sigtede er det vcesentlig overladt selv at efterforske Angrebs- og Forsvarsbeviserne og foreligge dømmeren dem, som derefter prsver og trcrffer Afgjørelse navn« lig med Hensyn til det Punkt, der særlig i England fremhæves som Forundersøgelsens Formaal, om der er tilstrækkelig Gmnd til at sikre den Sigtedes møde for den dømmende Ret ved fængsling eller Sikkerhedsstillelse.

Hele Kommissionen har været enig i, at Anklageprincipet ikke helt kunde eller turde holdes ude fra Forundersøgelsen. Men medens Flertallet har ment, at man for Tiden maatte blive staaende ved en Ordning, der kan siges at gaa en Mellemvej mellem den celdre, rent inkvisitoriske Ordning og den rent akkusatoriske Form af Forundersøgelsen, som den engelske Ret kjender, en Ordning, der ogsaa i de væsentligste Punkter svarer til det System, som det tyske Udkast har optaget, og henimod hvilket de nyere tyske Love have bevceget sig, har et Mindretal i Kommissionen antaget, at man alt nu burde gaa endnu noget videre i Retning af Anklage« Principe:. Herved er der fremkommet den alle« rede tidligere bersrte Meningsulighed i Kommissionen, som finder sit Udtryk i de to Forstag, der henholdsvis af Flertallet og Mindretallet ere stillede med Hensyn til Affattelsen af Udkastets § 231.

Kommissionens Flertal erkjender, at der ikke bør være Tale om at opretholde Inkvisitionsprincipet ved Forundersøgelsen i den Strenghed, at Parterne udelukkes fra Selvvirksomhed og bersves enhver Ret, der muliggjør en saadan. Naar den franske og tyske Straffeproces gaa saavidt, navnlig ligeoverfor Forsværet, ere Angrebene paa dem utvivlsomt berettigede. Herom kan der siges at være noget nær almindelig Enighed, og i denne Ret« ning vedtog ogsaa den tredie tyske Iuristforsam-

ing 1862 den Resolution, at Offentlighed, i det Mindste Offentlighed for Parterne, burde anerkjendes som Regel for Forundersøgelsen. Enhver Ordning, der bryder med hint celdre strenge Inkvisitionsftrincip, har gjort et afgjørende Skridt henimod An> klageprincipets Virkeliggjørelse i Forundersøgelsen. Paa den anden Side maa det erindres, at det ikke med nødvendighed ligger i Anklageprincipet, eller at dette i al Fald ikke kan eller skal gjennemføres, end ikke under Hovedforhandlingen, i den Iderlighed, at Ret« ten kun har at prsve og bygge sin Afgjørelse paa de Beviser, der fremføres for den af Parterne, Selv ved den akkufatorisk ordnede Hovedforhandling følger det af Straffeprocessens Grundprincip, at det er Rettens Pligt indenfor Anklagens Ramme selvstændig, altsaa uden, ja imod Parternes Villie at tage i Betragtning ny fremtrædende Angrebs- og Forfvarsbeviser, og efter Omstændighederne i Embeds medfør at drage Omsorg for Tilvejebringelsen af manglende Beviser, fe Udkastets §§ 260 og 273, jfr. § 271. Det Ejendømmelige ved den akkusatorisk ordnede Hovedforhandling er altsaa kun dette, at der er selvstændige Organer for Anklage og Forsvar ogsaa med Hensyn til Bevisførelsen, og at det er disse, hvem det nærmest paahviler at føre Beviserne frem, saa at der i Reglen ikkun bliver ringe Plads for Rettens Selvvirksomhed, fordi Anklagen og Forsværet skulle og ville møde udrustede med de Beviser, der skjønnes fornødne, og fremdeles i løbet af Hovedforhandlingen fremsætte fornødne Andragender med Hensyn til Bevisets Fuldstændiggjørelse. Rettens Selvvirksomhed for Bevisførelsen bliver derfor her Undtagelsen, men den er ikke udelukket. Dette Samme maatte felvfølgelig i det Mindste ogsaa være Regel i en akkusatorisk ordnet Forundersøgelse og er i Virkeligheden ogsaa Tilfældet i den engelske Rtt. dømmeren giver efter denne Anklageren Vink, i hvilken Retning hans Bevis behsver Fuldstændiggjørelse, og drager Omsorg for, at i Mangel af en frivillig Anklager en egnet Personlighed tilholdes at tage sig af Anklagen; han tommer fremdeles Forsværet til Hjælp i Kraft af den hele Straffeprocessen beherfkende

Regel „the judge is the counsel of the prisoner". Den engelske Ret går endog under Bibeholdelse af Reglen, at det nærmest er Parternes Sag at væretage deres Interesser, og at Dommeren forsåvidt kun træder supplerende til, et væsentligt Skridt videre end under Hovedforhandlingen i at lempe det exklusive Anklageprincip, idet den har måttet gjøre Afkald på at krave, hvad dette Princip fordrer (jfr. Udkastets § 279), nemlig Anklagerens vedvarende Nærværelse og Medvirkning i alle Retsmøderne under Forundersøgelsen. Når således allerede den engelske Ret har set sig nødt til på dette vigtige Punkt at fravige Anklageprincipets Konsekventser under Forundersøgelsen, er der formentlig afgjørende Grunde hos os til end ikke at gå så vidt som i England, men overhovedet opgive den Tanke, at Parternes Selvvirksomhed skulde stilles fåledes i Forgrunden under Forundersøgelsen, at Dommerens inkvisitoriske Virksomhed kun skulde være suppletorisk, ↄ: kun indtræde, når Anklagen og Forsvaret lod ham i Stikken, — overhovedet føres tilbage til det ringest mulige Mål. Opnåelsen af Formålet for Undersøgelsen, navnlig i vigtigere og vanskeligere Tilfælde, afhænger væsentlig af, at en bestemt Plan ligger til Grund for den, og at Forhalinger, som Dommerens vedvarende Afhængighed af Parternes Andragender måtte føre med sig, undgåes. Skal dette opnåes, må enten Undersøgelsens Ledelse i Første Linie overlades Dommeren, eller man måtte stille uoverkommelige Krav til Anklageren og Forsvaret. Det måtte da ikke blot være Ret, men Pligt for hine Organer at være tilstede ved enhver enkelt Akt af Forundersøgelsen. Afhørelsen af de indkaldte Personer måtte ske ved dem. Mundtlighedsprincipet måtte også under Forundersøgelsen gjennemføres så vidt, at en Protokolførelse for fraværende Personers Skyld ej behøvedes. Dette kan nu kræves ved Hovedforhandlingen, hvor Alt koncentrerer sig om få Retsmøder, og hvor Statsanklageren skal være tilstede. Men det kunde i en Proces, der i Modsætning til den engelske Ret forudsætter, at Forbrydelser forfølges af det Offentlige, og at Forsvaret om fornødent beskikkes af det Offentlige, ikke gjennemføres under Forunder-

søgelsen uden en sådan Forøgelse af de personlige Kræfter i begge Retninger (Statsanklagere, offentlige Forsvarere), som man umuligt kan forudsætte at fåe til sin Rådighed. Det må sikkert også erkjendes for uforsvarligt at gjøre Krav herpå, når det tages i Betragtning, at det dog kun er Undtagelsestilfælde, hvor nogen reel Betydning kunde tillægges Fordringen om så mange medvirkende Kræfter ved Forundersøgelsen på Grund af dennes ordentligvis dog blot forberedende Karakter, og at en sådan Regel derfor i de fleste Tilfælde vil have Udseendet af og i Virkeligheden være at ødsle med Kræfter, Tid gg Penge. Ikke blot i Henseende til Tallet af disse Kræfter måtte der stilles overdrevne Fordringer; men der måtte også forudsættes en Dygtighed hos Politiets Personale i denne Retning, som man under en ny Ordning umulig strax kan gjøre Regning på til et i og for sig vanskeligt og uvant Hverv, som yderligere kan vanskeliggjøres ved en Utilbøjelighed hos Dommeren til at indrømme Anklagen de Foranstaltninger, den mener at måtte gjøre Krav på, en Strenghed, som let, om end ubevidst, kan udvikle sig hos Dommeren, når han skal indtage den tilbagetrukne Stilling, som en stærkere Fremhævelse af Anklageprincipet vil medføre. Flertallet har derfor i sit Forslag til § 231 opretholdt den Regel, at Dommeren i Embeds medfør, og uden at yderligere Andragende behøves, skal virke for Forundersøgelsens Formål. Det har indskrænket sig til det, der er det opnålige, men også det vigtige og afgjørende Skridt henimod Anklageprincipet, at Parterne erkjendes for berettigede til og derfor udrustes med Rettigheder, der også sætte dem i Stand til at virke for deres Interesser under Forundersøgelsen, derved betrygge sig mod Ensidighed og Partiskhed fra Dommerens Side samt tilføre Dommeren en velkommen og vigtig Understøttelse til Løsningen af hans vanskelige Opgave med lige Omhyggelighed at tage Hensyn til Anklagen og Forsvaret, jfr. herved Motiverne til det tyske Udkast. I denne sidstnævnte Henseende mærkes § 231 2det Stykke (Ret til at fremsætte Andragender til Dommeren om Foretagelsen af enkelte Undersøgelseshandlinger, om hvilke

Begjæringer Dommeren skal træffe Afgjørelse), § 234 jfr. §§ 235, 238, 239 (Ret til at overvære og deltage i Retsforhandlingerne, såvidt mulig fåledes, at Parterne forud betimelig underrettes om deres Foretagelse) og § 236 (Ret til Gjennemsyn af Sagens Aktstykker). Frygten for, at under denne Ordning den Sigtedes Afhørelse skal på samme Måde som tidligere blive Forundersøgelsens Tyngdepunkt og derved fåe den Karakter af en Pression på den Sigtede, som er karakteristisk for det strenge Inkvifitionsprincip, fjernes ikke blot ved Udkastets Regel om, at Forunderføgelsen regelmæssig er offentlig, men også i Særdeleshed ved den Bestemmelse, som § 237 indeholder mod gjentagne Afhørelser på uforandret Grundlag. Det er jo navnlig ved sådanne Afhørelser, at den Sigtede udsættes for at behandles som et Objekt for Dommerens Bestræbelser efter at presse Sandheden ud af ham. Hermed står der videre i Forbindelse, at Udkastet i § 233 har kunnet anordne Forskrifter for Forundersøgelsens Gang, der indeholde Betryggelse mod dens Forhaling med det Mål for Øje, at Tilståelse mulig kan opnåes af den Sigtede. Det hele Indbegreb af Regler er overhovedet af den Beskaffenhed, at det giver Anklageprincipet og navnlig den Sigtedes Betryggelse så Meget, som der i al Fald for Tiden kan ansees opnåligt hos os, når Straffelovenes Håndhævelse ikke skal lammes, og Mere, end de fleste nyere Love, det tyske Udkast medregnet, have dristet sig til at gjøre. Mindretallet (Goos, Nellemann, Nyholm) erkjender med Flertallet, at Anklageprincipet ikke skal udelukke en Selvvirksomhed fra Rettens Side, og at der under Forundersøgelsen kan og må blive Spørgsmål om denne i større Udstræekning end under Hovedforhandlingen. Det erkjender fremdeles, at der ved det hele Indbegreb af Bestemmelser i dette Kapitel af Udkastet, om hvilke Flertal og Mindretal ere enige, er brudt med det strenge Inkvisitionsprincip og opnået ikke uvæsentlige Fremskridt. Heller ikke miskjender det, at den Adgang, der er åbnet for Parternes Selvvirksomhed under Forundersøgelsen, under gunstige Forhold kan bidrage til, at Forundersøgelsen faktisk antager en mere akkusatorisk

Karakter, og at således også ved Flertallets Forslag en Spire er lagt til Udvikling henimod det, der må betragtes som det Principrigtige. Endelig har heller ikke Mindretallet ment, at der for Tiden kunde eller burde skrides til at optage de videstgående Konsekventser af Anklageprincipets Indførelse i Forundersøgelsen. Det erkjendes således, at det vilde blive uoversommeligt, når Parternes Nærværelse under Retsmøderne i Forundersøgelsen skulde fordres på samme Måde som under Hovedforhandlingen. Ej heller er det blevet foreslået at optage Krydsforhøret i Forundersøgelsen. Da det efter Udkastets Ordning af Statsanklagerinstitutionen under ingen Omstændigheder kunde fordres eller regelmæssig ventes, at Statsanklageren selv er tilstede i Retsmøderne, må der også nødvendigvis sinde en Protokolførelse Sted under Forundersøgelsen, beregnet på den fraværende Statsanklager. Med en sådan Protokolførelse vilde Krydsforhøret også vanskelig kunne forenes.*) Men Mindretallets Standpunkt er dette, at der ikke bør indrømmes det inkvisitoriske Princip under Forundersøgelsen en større Plads, end der virkelig kan siges under de givne Forhold at være en Nødvendighed, og denne Grænse overskrides formentlig i Flertallets Forslag til § 231. Efter dette er Inkvisitionsprincipet stadig det herskende og aldeles overvejende under Forundersøgelsen. Mindretallet ser ikke i Kapitlets øvrige Bestemmelser en tilstrækkelig Modvægt mod, at Forundersøgelsen efter denne Ordning bevarer de væsentligste, med Inkvisitionsprincipet forbundne Mangler. Og til disse kommer der, netop på Grund af Uensartetheden mellem Forundersøgelsens Princip og de Grundsætninger, hvorpå Udkastets Bygning ellers hviler, nye ejendommelige Ulemper, som ikke træde frem i et rent og ublandet inkvisitorisk System.

Det rent inkvisitoriske System bevarer Enheden i Undersøgelsens Ledelse fra først til sidst. Det er Dommeren, der har både Efterforskningen

*) De nyeste tyste Love og Udkast have end ikke, trods lydelige Fordringer derom, optaget Krydsforhøret under Hovedforhandlingen i den Udstrækning, som nærværende Udkast, overebsskemmende med de tidlingere danske samt Udkastet om den borgerlige Retspleje, har gjort.

og Forundersøgelsen i sin Hånd, eller disse to Trin af Sagens Behandling smelte sammen til eet. Men efter den Ordning, der vil blive følgen af Flertallets Forslag, er undersøgelsens Ledelse på det første Trin i Politimesterens Hånd, på det andet i Dommerens. Politimesteren har vel Ret til at stille fine Andragender til Dommeren; men han behøver det ikke. Intet forhindrer ham fra at holde sig passiv, og det kan forudsees, at han i de fleste Tilfælde vil lade Dommeren være ene om Sagen. Forundersøgelsen betegner således ikke blot derved et nyt Trin af Eagen, at nye Faktorer komme til at medvirke; men en ny Undersøgelsesplan må lægges. Underføgelsen begynder forfra. Det under Efterforskningen gjorte Arbeide kommer for en stor Del ikke til Nytte under Forundersøgelsen. Meget vil til Unytte blive gjentaget. Gn Forhaling af den Anklagen forudgående Undersøgelse bliver uundgålig følgen af den Dualisme, der indføres. Men derhos svække:- denne Splittelse Interessen og Ansvarsfølelsen. Politimesteren vil ikke bevare en levende Interesse for Sagen, når den først er gået over i andre Hænder. Dommeren, der skydes ind i Sagen på et Mellemtrin mellem Politimesterens Efterforskning og Statsanklagerens Bevisførelse, vil, når han holder sig til den Opgave, Loven fætter ham, ikke opnå den Interesse for Sagen, som han har, hvor Forundersøgelsen indbefatter både Efterforskning og Bevisførelse.

Den præsumtive ftørre Dygtighed til at lede en kriminel Undersøgelse hos Dommeren kan tjene til Forsvar for et helt gjennemført Inkvisitionssystem, men ikke for et sådant blandet System som det, der vil fremkomme efter Flertallets Forslag. Er det givet, at det rene Inkvisitionssystem må opgives, må for Anklagens Skyld Enhed under Politimesteren foretrækkes for Splittelse mellem to hinanden afløsende Kræfter. Men det må iøvrigt, hvad hin Sammenligning mellem Politimesteren og Dommeren angår, ikke oversees, at det jo er Udkastets Mening, at Forundersøgelsens Tyngdepunkt ikke skal ligge i det Middel, som en Dommer retlig alene kan bringe til Anvendelse og med Føje under de givne Forhold må antages bedre end Andre at kunne arbejde med,

nemlig et i egentlig Forstand inkvisitorisk Forhør over den Sigtede. Opgaven under den nye Ordning er lige uvant for Politimester og Dommer. Men for Politimesteren står den i Samklang med det hele øvrige Hverv, som tilfalder ham, medens den for Dommeren står i Strid med den strengere Opfattelse af Dommerhvervet, som Udkastet ellers har gjennemført. Hvis det at lægge Forundersøgelsen i Dommerens Hånd ikke lidt efter lidt medfører en Synken tilbage i det tidligere System, hvad ikke kan være Målet, tror Mindretallet derfor, at Samsundets Interesser i Straffelovens Håndhævelse ville være udsatte for større Farer ved Flertallets Ordning, end når det fastholdes, at under Forundersøgelsen ikke mindre end under Efterforskningen er det Politimesteren, der er kaldet til i Første Række at værne om Anklagens Interesser, medens Dommerens Selvvirksomhed her som under Hovedforhandlingen er væsentlig suppletorisk. At dette er en Ordning, der skulde gjøre Dommeren utilbøjelig til at give Anklagen, hvad Anklagens er, er en Frygt, Mindretallet ikke kan dele. Når Politivirksomheden stilles i første Række under Forundersøgelsen, får Dommeren den upartiske Stilling, han naturlig bør have. Han er netop da stillet på den eneste Måde, der gjør det muligt for ham uden Forudindtagethed til nogen Side at give hver Part, hvad Ret er.

Kan således Flertallets Forslag end ikke tilfredsstille fra Anklagens Standpunkt, så må det dog navnlig fremhæves, at det lider af den samme Grundskade som Inkvisitionsprincipet overhovedet, nemlig at det tillægger Dommeren en Funktion som Anklager, der er i Strid med Dommerens naturlige Stilling, og berøver den Sigtede den Garanti, som Retfærdigheden byder at give ham, at den, han står for som Dommer, ikke blot kaldes så, men virkelig er det. Grundlovens Forskrifter om, at de i den Sigtedes Ret indgribende Foranstaltninger, såsom Fængsling, Ransagning, kræve Retskjendelse, kunne ikke blive til fuld indre Sandhed under Inkvisitionsprincipet. Det må fremdeles erindres, at Loven ikke kan sikre fuldstændig mod, at der ved den Sigtedes Afhørelse anvendes en vis indirekte

Tvang eller Pression på ham for at afvriste ham den formentlige Sandhed. Den afgjørende Garanti herimod ligger i, at Dommeren, i hvis Hånd den Sigtedes Afhørelse lægges, ikke i den Opgave. Loven stiller ham, har en Fristelse til et sådant Forhor. Derom vil der nu ikke være Tale, når undersøgelsen er akkusatorisk ordnet. Men når Dommeren skal tage Anklagens Interesser i sin Hånd og have Ansvaret for, at Undersøgelsen får det Udbytte, der kan ventes, er en sådan Fristelse så nær liggende, at der er megen Fare for, at Undersøgelsesdommeren vil falde tilbage i den Forhørsmåde, som har Traditionen for sig. Hvorledes det inkvisitoriske Princip under Forundersøgelsen medfører særegne Vanskeligheder ved Spørgsmålet om Adgang for den Sigtede til at have Forsvarer med i Retsmøderne, er omtalt ved Udkastets første Afsnit, Kap. VI.

I Henhold til disse Betragtninger har Mindretallet fremsat et Forslag til § 231, som i Modsætning til Flertallets opstiller den Grundsætning, at Dommerens Beslutninger under Forundersøgelsen ordentligvis tages ifølge Andragende af Parterne. vægten er altså herved lagt på Parternes Selvvirksomhed. Deraf er så draget den Første og vigtige Konsekvents, at Politimesteren skal ledsage fin Begjæring om Forundersøgelse med de fornødne nærmere Andragender om Indkaldelse af Vidner m. V., jfr. herved endvidere § 238. Dommerens første Opgave bliver altså ikke den på Grundlag af et af Politimesteren samlet Materiale, som overgives ham uden nærmere Vejledning, at danne sig en Undersøgelsesplan. Det er Politimesterens Plan, der vedblivende behersker Undersøgelsen, og som Dommeren har at gjøre sig bekjendt med for at kunne varetage sin Opgave, blandt Andet ved Afhørelsen af de Personer, som nu i Henhold hertil indkaldes. Straffeprocessens almindelige Grundsætninger udelukke imidlertid ikke en supplerende Selvvirksomhed fra Dommerens Side og det så meget mindre under Forundersøgelsen, som denne jo også umiddelbart forbereder den dømmende Rets Hverv, og en lignende Selvvirksomhed tilkommer denne. Da Parternes Nærværelse ikke er gjort til Pligt under Retsmøderne — bortset fra den

Sigtedes Afhørelse —, vil denne Virksomhed faktisk vel også fåe større Betydning end under Hovedforhandlingen. Hovedsagen er, at Parterne og navnlig Anklageren ikke ere berettigede til at slå sig til Ro derved. Politimesteren bærer Ansvaret for, at Anklagens Interesser blive tilbørligt varetagne. Iøvrigt må denne supplerende Virksomhed udøves til begge Sider, både med Hensyn til Anklagen og Forsvaret; den skal tjene til Sandhedens fulde Oplysning. Men da Anklagen har et offentlig beskikket Organ, vil den navnlig fåe Betydning for den Sigtede, der regelmæssig vil komme til at stå uden Forsvarer, og til hvem man derfor ikke kan gjøre så store Fordringer. Det er disse Grundsætninger om Dommerens Selvvirksomhed, som det andet Stykke af Mindretallets § 231 udtaler.

Med Hensyn til Kapitlets øvrige Bestemmelser skal Følgende bemærkes. Hvorfor § 227 udelukker Forundersøgelse i de mindre betydelige Sager, og hvorfor den betinger Forundersøgelse af et Andragende derom og deraf, at en bestemt Person sigtes, er tidligere begrundet. At Dommeren i påtrængende Tilfælde må foretage de Første Skridt uden Andragende, er i Samklang med Reglen i § 211 sidste Stykke, men det måtte på Grund af Reglen i § 221 3die Stykke om Karakteren af de Retshandlinger, der kunne finde Sted under Efterforskningen, atter her udtales. Om Politimesterens og Statsanklagerens Kompetence til at fremsætte Andragendet om Forundersøgelse er tidligere talt.

At Andragendet om Forundersøgelsen må angive den Person, mod hvem, og den Handling, på Grund af hvilken undersøgelsen skal foretages, see § 228, følger ligefrem af Grundsætningen i § 227. Det er indlysende, at Konsekventsen kræver, at den begyndte Forundersøgelse ikke kan gå udenfor denne Ramme uden nyt Andragende. Handlingens og Perfonens Identitet må nødvendigvis begrænse Forundersøgelsen. Ulemper kunne heller ikke flyde heraf, når det pålægges Dommeren i påkommende Tilfælde at give Vedkommende Lejlighed til at fremkomme med yderligere Andragende, og da der er taget tilstrækkeligt Hensyn til de Tilfælde, i hvilke en Opsættelse vilde

forspilde Øjemedet. Derimod må Grænsen ikke drages så snevert, at nyt Andragende kræves, så snart der bliver Spørgsmål om Omstændigheder, der ere egnede til at hidføre en Udvidelse af eller Ændring i den oprindelige Sigtelse. Hovedforhandlingen, med Hensyn til hvilken om dette Punkt henvises til § 308, og Forundersøgelsen kunne i denne Henseende ikke sammenstilles. Idet Anklageren andrager på en Forundersøgelse, kan han kun have et foreløbigt Skjøn over Handlingens nærmere Beskaffenhed og retlige Karakter; ofte vil han ikke være i Stand til at angive samtlige de Retninger, i hvilke Handlingen kan være strafbar. Forundersøgelsen skal netop skaffe ham Midler til en endelig Anklage. Det vilde derfor være unaturligt at stille samme Fordring om Bestemthed til hint Andragende som til Anklagen. Og dette behøves heller ikke for den Sigtedes Skyld således som ved Hovedforhandlingen, hvor den Sigtede selv skal sørge for at fåe sit Forsvar fremført, førend Dommen går, og derfor nøjagtig må vide, hvad han kan dømmes for og er opfordret til at forsvare sig imod. Rammens Ubestemthed kan under Forundersøgelsen aldrig udsætte den Sigtede for at afskjæres fra noget Forsvarsmiddel.

Ifølge § 229 vil Dommeren ikke kunne nægte at tage Andragendet om Forundersøgelsen til følge af den Grund, at han ikke finder, at der er grundet Mistanke mod den Sigtede i det ham med Begjæringen Forelagte, Lovene frembyde nogen Uensartethed ved dette Spørgsmåls Afgjørelse. Udkastets Regel er den samme, som det tyske Udkast har. Det stemmer med Anklageprincipet, som i al Fald følges så vidt, at Forundersøgelsen forudsætter et Andragende, ikke på Forhånd at afskjære Anklagen fra en Undersøgelse undtagen af de Grunde, § 229 nævner. Vel har Udkastet med Hensyn til Anklagen for den dømmende Ret foreslået en Lempning, som nærmere vil blive omtalt i det Følgende. Men Andragende om Forundersøgelse kan heller ikke i denne Henseende sammenstilles med Anklagen for den dømmende Ret. Overbeviser Dommeren sig derimod under Forundersøgelsen om, at der mangler Grund til Forfølgning, bør han ikke

tvinges til at fortsætte Undersøgelsen. Han slutter da Forundersøgelsen, se § 243. Med Hensyn hertil har Udkastet ikke, som flere Love med Urette, gjort Dommeren afhængig af Statsanklagerens Samtykke. Derimod står det Anklageren frit for i et sådant Tilfælde at rejse Anklage overensstemmende med de almindelige Regler; det er heller ikke Udkastets Mening, at Retten til at rejse Anklage i noget Tilfælde skal Være betinget af Undersøgelsesdommerens skjøn, jfr. næste Afsnit Kap. I.

Forundersøgelsens Øjemed angiver § 230. Det er kun at tilvejebringe det nødvendige Materiale for Statsanklagerens Beslutning, om Anklage skal finde Sted, og forsåvidt det er indbefattet deri, at forberede Hovedforhandlingen. Derved adskiller den sig væsentlig fra den nuværende Forundersøgelse, der tillige er Bevisførelse. Det vilde være i Strid med Udkastets Tanke, om Forundersøgelsen bredte sig således, at Bevisførelsen under Hovedforhandlingen kun blev en Gjentagelse. Kun undtagelsesvis, når Nødvendigheden kræver denne Afvigelse fra Mundtlighedsprincipet, blive Beviser allerede nu at føre til Benyttelse under Hovedforhandlingen.

Efterat §§ 231 — 232 have omtalt de under Forundersøgelsen virkende Kræfter, fastsætter § 233 en orduet Gang for dens Foretagelse. Selv om Forundersøgelsens Princip måtte blive inkvisitorisk, er dog Parternes Ret til Medvirkning anerkjendt, og hertil må Dommeren tage Hensyn. Han er ikke længere alene om Sagen ligeoverfor den Sigtede som et Udforskningsobjekt. At der således i virkelig processuel Forstand er en Sag i Gang, finder sit Udtryk i Bestemmelserne i § 233, der iøvrigt ere dannede efter det her nærliggende Mønster af procesmåden for de af Politiet påtalte Domssager, jfr. 5te Afsnit Kap. II. Slutningen af Paragrafen har særlig for Øje at modvirke unødige Forhalinger. Det antages, at herefter Forundersøgelsen i mange Tilfælde vil kunne tilendebringes i to Retsmøder.

At Grundsætningen i §§ 234 og 235 må være Parternes Ligestilling, er en Selvfølge. Men foruden at den også under Hoved-

forhandlingen nødvendige Regel, at den Sigtede midlertidig kan fjernes, når der er Grund til at antage, at en uforbeholden Udtalelse af en Person, der afhøres, ellers ikke kan opnåes, jfr. § 282, også må gjælde under Forundersøgelsen, må Konsekventsen af den Regel, at den Sigtede under Forundersøgelsen endog kan fængsles, når der er Grund til at frygte Kollusion, se § 183 Nr. 3, føre til den videregående Regel, at af lignende Grund også hine den Sigtedes Rettigheder kunne midlertidig suspenderes. Erkjendes dette nemlig ikke, vil det kunne blive nødvendigt at skride til den hårdere Foranstaltning, Fængsling, hvor det ellers ikke vilde være nødvendigt I den Sigtedes egen Interesse synes det derfor at måtte hjemles, at den mildere Forholdsregel kan vælges, om end Fængslingen har det Fortrin, at det da ordentligvis ikke kan Være nødvendigt at indskrænke den Sigtedes herommeldte Forsvarsrettigheder, undtagen forsåvidt der ved at indrømme den Sigtede Ret til Deltagelse opstår Fare for Undvigelse eller andet uforholdsmæssigt Besvær. Mod den ganske vist nærliggende Fare for Misbrug af den omspurgte Beføjelse Værner det, at Kjendelse i påkommende Tilfælde kræves, at den Regel, som er udtalt i § 189 (Dommeren skal stræbe at fjerne Fængslingsgrunden så hurtig som mulig) selvfølgelig på tilsvarende Måde også må gjælde her, at det vil opfordre til sparsom Brug af Beføjelsen, at Betydningen af en stedfunden Retshandling for Hovedforhandlingen nødvendigvis må svækkes, når sådan Udelukkelse har fundet Sted, og endelig, at Adgang til Udøvelse af de pågjældende Rettigheder, for så vidt den kan finde Sted senere, eller Erstatning for den, må gives inden Forundersøgelsens Slutning.

§ 237 udtaler, at den Sigtede skal afhøres, jfr. imidlertid § 200, som viser, at Forundersøgelsen dog kan sluttes, skjønt den Sigtedes Flugt har gjort Afhørelse umulig. Mod Misbrug af Afhørelsen i Strid med Udkastets Ånd værner særlig Bestemmelsen i Paragrafens andet Punktum.

Ligesom Udkastet sætter Dommeren i Stand til uafhængig af Statsanklageren at slutte Forundersøgelsen, således må omvendt også

denne have en Betryggelse mod, at Forundersøgelsen forhales af Dommeren Det opnåes ved Reglen i § 240 1ste Stykke. De øvrige Bestemmelser i Kapitlets Slutningsparafer behøve ingen særlig Begrundelse. Kun skal det, hvad § 245 angår, bemærkes, at de Love, der henlægge Afgjørelsen, om Anklage skal finde Sted, til Retten (Anklagekammer eller desl.) selvfølgelig ikke have Grund til at fastsætte en Frist, inden hvilken Afgjørelsen skal træffes, men at dette for den Sigtedes Skyld er nødvendigt, når Afgjørelsen henlægges til Anklageren, som Udkastet har gjort (jfr. herom Bemærkninger ved det følgende Afsnit); en lignende Regel findes også i den østerrigske Lov af 1873. Selve Bestemmelserne om Fristens Beregning trænge neppe til Retfærdiggjørelse.