Om Retsmøder og Retsbøger.

De tilbageværende Kapitler af Udkastets første Afsnit omhandle forskjellige Forhold, som

komme frem under Behandlingen ved Retten, og som på Grund af deres almindelige Karakter bør hade Plads allerede her. I det nærværende 8de Kapitel gives dels almindelige Bestemmelser om Retsmøder (§§ 79—82 om deres Offentlighed, § 83 om Orden i Retsmøderne), dels om Retsbøgerne og hvad dermed står i Forbindelse (§§ 84—90), endelig i § 91 om Retssproget.

Særlige Undtagelser fra den ved Grundloven hjemlede almindelige Regel om Offentlighed hjemler Udkastet i §§ 108, 222 1ste Stykke og 257. Derimod er Forundersøgelsen ikke undtagen fra Reglen, dog at der indrømmes Dommeren Ret til at lukke Dørene, ikke blot som ved Hovedforhandlingen, når „Sædelighed" eller „den offentlige Orden" kræver det, men også, når „særegne Omstændigheder give Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens Oplysning”. Det er ikke almindeligt, at Offentligheden udstrækkes såvidt, at den også omfatter Forundersøgelsen. Det er vel Tilfældet i den engelske Straffeproces, men ikke i de franske eller tyske Proceslove eller Udkast, end ikke i de nyeste, og således heller ikke i Udkastet til en fælles tyst Straffeproces. Forundersøgelsens forskjellige Karakter efter de nævnte Lovgivninger har herved selvfølgelig havt Indflydelse. I England er Forundersøgelsen væsentlig akkusatorisk ligesom Hovedforhandlingen; Parternes Virksomhed står i første Række; Offentligheden måtte da ved den ligesåfuldt finde Anvendelse som ved Hovedforhandlingen. På Fastlandet bevarede Forundersøgelsen længe og navnlig i de ældre Former af den reformerede Stræffeproces sin tidligere rent inkvisitoriske Karakter, der ganske udelukkede en Medvirkning ved Undersøgelsen af Parterne som sådanne; men det er klart, at Offentligheden må være udelukket, når end ikke den begramsede Offentlighed for Parterne indrømmes. Den Ordning, som Kommissionens Flertal foreflår, i væsentlig Overensstemmelse med de nyeste Love og Udkast (navnlig også det nye tyste), går nu vel ikke ud på Optagelse af den engelske Forundersøgelse; men den fjerner sig dog på den anden Side meget bestemt fra den tidligere rent

inkvisitoriske Forundersøgelse, idet den anerkender som Regel Parternes Ret til Medvirkning med de deraf følgende Konsekventser. Heri ligger et afgjørende Brud med den ældre Forundersøgelse. Er først dette væsentlige Skridt gjort, så kan det ikke fra denne Side have nogen særlig Betænkelighed også at gjøre det videre, langt mindre vcæsentlige Skridt, at indrømme fuldstændig Offentlighed. End mindre Betænkelighed kan dette selvfølgelig have efter Mindretallets Forstag om Forundersøgelsen, der lader Anklageprincipet fåe endnu større Betydning. Når Forundersøgelsen ikke er hemmelig for den Sigtede, når han regelmæssig har Ret til at være tilstede og medvirke ved Retsmøderne samt til at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, kan Forundersøgelsens Øjemed ordentligvis ikke påberåbes mod fuldstændig Offentlighed. Det sees også af Motiverne til det nye tyske Udkast, at det egentlig ikke er store Betænkeligheder, der have afholdt det fra at optage Reglen om Forundersøgelsens Offentlighed. Det anføres egentlig kun, at Offentligheden under den i dette Udkast givne Ordning af Forundersøgelsen, navnlig også den større Skriftlighed, har liden reel Betydning og mindre end i den engelske Proces. Forsåvidt derved sigtes til Offentligbedens Betydning til positivt at fremme Forundersøgelsens Øjemed, er dette måske rigtigt. Men det er heller ikke Hensynet hertil, der er det vigtigste Forsvar for Offentligheden af en Forundersøgelse, der er ordnet på den Måde, som det tyske Udkast har optaget. Forsvaret ligger i den almindelige Betragtning, at Offentligheden indeholder en Garanti for den Sigtede mod Misbrug af Undersøgelsens Midler og for Dommeren mod ugrundet Mistanke, en Garanti, som ikke bør opgives, når den blot kan haves uden Skade for undersøgelsen. Der må så meget mere lægges Vægt på denne Garanti, som Undersøgelsesdommeren er Enkeltdommer, medens Retsvidneinstitutionen er bestemt til at ophøre, og der ikke altid kan regnes på, at en Retsskriver er tilstede, se Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 31. Herimod kan det da ikke komme i Betragtning, at Offentligheden også har sine ubehagelige Sider for den Sigtede. Da imidlertid den

Sigtede af særegne Grunde kan udelukkes fra hine Retsmøder (se §§ 234 og 236), og andre Tilfælde vel også kunne tænkes, hvor Offentligheden undtagelsesvis vil være til Skade for Undersøgelsen, må Dommeren dog have den ved § 79 hjemlede diskretionære Beføjelse til at lukke Dørene.

Da det Retsmøde, som omhandles i § 257, finder Sted for en Landsret, og der i det ikke er Spørgsmål om nogen umiddelbar Undersøgelse af Sagen, medens Øjemedet er at afgjøre, om der efter det Foreliggende er Grund til at stille den Sigtede for den dømmende Ret, behøves Offentligheden ikke som Garanti, og der kan derfor her tages Hensyn til, at den må være ubehagelig for den Sigtede. Den Undtagelse fra Offentligheden som § 222 1ste Stykke hjemler, er naturlig af den Grund, at der her endnu ikke er Spørgsmål om nogen Sigtet, hvis Interesse kræver Offentligheden, medens på den anden Side Sagen forudsættes at besinde sig på et Trin hvor Offentligheden let kunde medføre Hindringer for Øjemedets Opnåelse. Om de ejendommelige Forhandlinger, der omhandles i § 108, henvises til, hvad derom i det følgende bliver bemærket.

Den Udelukkelse af Offentlighed ved Hovedforhandlingen, som undtagelsesvis finder Sted af Hensyn til Sømmelighed eller den offentlige Orden, behøver efter sit Øjemed ikke at være absolut. Der gives for det Første Stillinger, som bringe de Pågjældende i sådanne jævnlige Berøringer med Strafferetsplejen, at det er naturligt at tilstede Personer af disse Klasser Adgang, jfr. den würtembergske Lov § 296. Dernæst må også den Forurettede, selv om han ikke optræder som Part i et Erstatningskrav, have Adgang til at være tilstede, og endelig bør Parterne, altså navnlig den Sigtede og en privat Anklager, kunne fordre Adgang for et begrænset Antal af dem opgivne Personer. At også Dommeren (Rettens Formand) må have Ret til at tilstede enkelte Personer Adgang, kan ikke betvivles. Når derimod ellers Behandlingen finder Sted for lukkede Døre, kan Ret til Tilstedeværelse ikke indrømmes Nogen, men det må aldeles bero på Dommeren, hvorvidt enkelte

Perfoner kunne fåe Adgang (se § 82). Denne Omstændighed fører imidlertid atter til Nødvendigheden af en Ordning, hvorved Offentligheden Garanti i de Tilfælde, hvor Offentlighed er Regel, såvidt muligt kan erstattes. Denne Erstatning må søges i Retsskriverens nærværelse. Men da en sådan ikke altid vil være tilstade, må Garantien i så Fald søges i Tilkaldelsen af Retsvidner, hvilken iøvrigt også er foreskreven i Udkastet i enkelte andre Tilfælde på Grund af Handlingens særegne Beskaffenhed, se §§ 118, 128, 139. 148. Det forudsættes herved, at den gjældende Retsvidneinstitution ophæves, og herfor kan den her omhandlede, kun undtagelsesvis indtrædende Tilkaldelse af Retsvidner ingen Hindring være. Byrden at fungere som Retsvidner i de nævnte Tilfælde må pålægges Borgerne ligesom Nævningehvervet. De Foranstaltninger, som træffes af Hensyn til Nævningeinstitutionen, kan der også drages Nytte af her, idet navnlig de kommunale Nævningelister (Grundlister), på Grundlag af hvilke ved en række af Valg og Lodtrækninger Nærningerne kaldes til den enkelte Sag, tillige kunne angive den Kreds af Mænd i hver Kommune, af hvilken Retsvidnerne skulle tages. Herom ere nærmere Regler givne i § 81, i hvilken også sådanne Bestemmelser fra den gjældende Ret om Retsvidner ere optagne, som kunne overføres. En absolut Fordring kan den her omtalte Tilkaldelse af Retsvidner dog ikke være, når Øjemedet ikke ofte skulde forspildes. Mod mulige Misbrug haves den nye Strafferetsplejes Hovedgarantier, Hovedforhandlingens Offentlighed og den dømmende Rets frie Bevisbedømmelse.

Udkastets § 83, som i det Væsentlige stemmer med den tilsvarende Bestemmelse i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje (§ 81), behøver ingen særlig Begrundelse.

Om Protokolleringen ved Retsplejen i Straffesager indeholdes Reglerne i §§ 84— 87. En Del af disse ere fælles for alle Retshandlinger, derunder indbefattede også de enkeltstående. Fælles er således den almindelige Bestemmelse i § 84, at Beretning (ɔ: kort Fremstilling af Gangen) skal optages i Retsbogen, de i samme Paragraf givne Regler om, hvad der skal angives ved Beretningens Be-

gyndelse, og Reglerne i § 87. Med Hensyn til Omfanget i det Enkelte af Protokollationen må derimod tildels forskjellige Regler gjælde. Fælles for alle Tilfælde må Reglerne i § 85 1ste, 4de og 5te Stykke være. Selv om der ikke er Spørgsmål om Retshandlinger, der kunne påankes, i hvilket Fald Reglerne i 1ste og 5te Slykke ere ligefrem nødvendige, angå de der omhandlede Optegnelser dog sådanne faste Punkter af Forhandlingen, at god Orden kræver, at Retsbogen indeholder Alt derom, forsåvidt ikke en Henvisning til Skrifter, der overleveres Retten for at forblive hos den (såsom Anklageskriftet), kan finde Sted. Omvendt er der under ingen Omstændigheder nogen Nødvendighed for at optage de Udviklinger og Foredrag, der omhandles i det 4de Stykke. Forskellen viser sig derimod med Hensyn til de Protokollationer, der omhandles i 2det og 3dte Stykke, og som fåe Betydning med Hensyn til Bevisspørgsmålet i Sagen. Om disse bliver der nu kun Spørgsmål dels ved Undersøgelsesretten, dels under Hovedforhandlingen, derunder indbefattet Forhandlingen for Landsretten i de Påanketilfælde, som ommeldes i § 400 ff. Det nærmeste Øjemed med Afhørelse for Undersøgelsesdommeren er at skaffe Anklageren Midler til at afgjøre, om Anklage bør rejfes, og hvis Anklage rejses, Parterne Midler til at forberede Bevisførelsen for den dømmende Ret; derimod er Afhørelsen ordentligvis ikke en Bestanddel af selve Bevisførelsen, om end Benyttelsen ved denne af de for Undersøgelsesdommeren afgivne Udsagn kan finde Sted efter Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4. Heraf følger, at Protokollationen vel må have et ikke ringe Omfang (Parterne behøve ikke at være tilstede), at den må gjengive det væsentlige Indhold af de fremkomne Udsagn, men at den dog ordentligvis ikke behøver at tilstræbe en Gjengivelse af den Afhørtes egne Ord. Dette vil derimod være nødvendigt i de Tilfælde, hvor Udsagnet fremtræder som et foregrebet Led af Bevisførelsen, jfr. §§ 139 2det Stykke, 159, 298 Nr. 2, 3 og 4. De samme Regler må af Hensyn til Bestemmelserne i § 404 gjælde ved Afhørelsen under Hovedforhandling for Underretten, forsåvidt Sagen ikke er und-

tagen fra Påanke. Den Vanskelighed ved Anvendelsen af denne Regel, som kan fremkomme derved, at det ikke altid forud kan siges, om Sagen er undtagen fra Påanke, se § 396, er ikke større, end der også i andre Retninger kan forekomme i Strafferetsplejen, fordi det med relativt bestemte Strafferammer ikke nøjagtigt forud kan vides, hvad Udfaldet vil blive, jfr. det 2det Kapitel om Kompetenceordningen. I tvivlsomme Tilfælde vil dømmeren være opfordret til at forholde sig på den i § 85 foreskrevne Måde. Skulde det ikke være sket, og det viser sig, at Påanke kan finde Sted og finder Sted, vil det ikkun medføre, at § 404 faktisk ikke kan blive benyttet i så stort Omfang som ellers. Hvad de upåankelige Underretssager angår, har § 85 ingen særskilt Forskrift, og det behøves heller ikke. Protokollationen har kun Betydning for Dommeren selv, og det kan overlades til ham, hvad og hvor meget han vil optage i Retsbogen i Henhold til den almindelige Forskrift i § 84 1ste Stykke. Hvad Afhørelse under Hovedforhandlingen for Landsretten angår, kræves derimod en særegen Forskrift, dels fordi Retten er en Kollegialret, og det kan vaere hensigtsmæssigt i Tilfælde af Uenighed at have nogen Støtte i en Protokollation, dels af Hensyn til Retsmidlerne. Thi vel er det en Grundsætning, at der ikke finder Påanke Sted med Hensyn til Bevisresultaterne; men såvel de Påankegrunde, der tilstedes, som det andet Retsmiddel, Sagens Gjenoptagelse, ere dog ordnede således, at et vist almindeligt Indtryk med Hensyn til Punkter vedkommende Bevisførelsen kan fåes af en anden Ret eller af den samme Ret til et senere Tidspunkt, ikke for derpå at støtte positive Bevisresultater, men til at bevirke Annullation eller Indrømmelse af Gjenoptagelse, hvorom nærmere i det Følgende ved Bestemmelserne om Retsmidlerne, jfr. Bar i Gerichtssål 1867 S. 434—5 og den würtb. Straffeproceslov art. 229, jfr. Kommissionsbetænkning ad art. 228. Den Protokollation, der af disse Henfyn finder Sted, bør dog ikke afbryde eller forstyrre den mundtlige Forhandling; den bør derfor overlades Retsskriveren under almindeligt Tilsyn og Vejledning af Formanden; den bør indskrænke sig

til de væsentligste af de fremkomne Udsagn, den bør holdes affondret fra den egentlige normale Protokollation (en færskilt Bog), og den bør lettes ved Henvisning til tidligere Afhørelser. Hvad § 85 foreskriver om Besigtigelser (§ 148) i det 3die Stykke, har tilstrækkelig Forklaring i det Foregående, jfr. også § 298 Nr. 1. At Oplæsning og Vedtagelse af det Retsbogen Tilførte angående afhørte Personers Udsagn, ikke bør finde Sted ved den Protokollation, der er fremkommen under Hovedforhandlingen ved Landsretten, følger cif dennes Øjemed. Tvivlsomt kan det endog være, om denne Forholdsregel behøver at udstrækkes så vidt, som Udkastet i § 86 fordrer, eller om den ikke kan indskrænkes til de Tilfalde, hvor Udsagnet fåvidt mulig skal gjengives med den Afhørtes egne Ord, jfr. imidlertid Lovudkastet om den borgerlige Rets § 84. Reglerne i §§ 88 —90 stemme i det Væsentlige med Reglerne i det civile Udkast §§ 85 i. k., 86, 88 og 89; nogle mindre Ændringer forklares ved Straffesagers Særegenhed. Med Hensyn til § 90 i Begyndelsen mærkes f. Ex. Reglen i § 305 i Slutningen samt de Udskrifter, der i Påanketilfælde i Embeds medfør skulle indsendes, se §§ 385, 413. Til disse Tilfælde har Reglen i § 90 selvfølgelig ikke Hensyn, derimod til sådanne Tilfælde som, at Udskriften begjæres for senere civile eller kriminelle Sagers Skyld. f. Ex. af den Forurettede, der anlægger et Grstatningsøsgsmål, eller af den offentlige Påtalemyndighed; af denne sidste bliver selvfølgelig ikke Betaling at erlægge for Udskriften. Med § 91 sammenholdes Reglen i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje § 92. Reglen i § 92 behører ingen Forklaring.