Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Landsretten.

Det foreliggende Afsnits 3 sidste Kapitler give Regler for Hovedforhandlingen, idet det 3die Kapitel fastsætter de fælles Regler, det 4de og 5te Kapitel de særlige Regler henholdsvis om Hovedforhandlingen for og uden nævninger.

I det 3die Kapitel kunne næst efter § 277, der angiver de væsentlige Dele af Hovedfor« handlingen, Bestemmelserne henføres til fol« gende Grupper: §§ 278—283 om de til Hovedforhandlingen nødvendige Personer. §§ 284—286 om dens Afbrydelse, § 287 om Mundtlighedsprincipet. §§ 288—290 om Forbandlingernes Ledelse. § 291 om den Sigtedes afhørelse, §§ 292—302 om Bevisførelsen, §§ 303—309 om Kjendelser og dømmen.

At for det Første de dømmere, der ere kaldede til at deltage i Sagens Afgjørelse, samt i nævningesager Nævningerne uafbrudt må være tilstede under hele Hovedforhandlingen, de sidste, indtil deres Erklæring er afgiven, er i en på Umiddelbarhedsprincipet grundet Proces nødvendigt, og må gjælde undtagelsesfrit; hvorledes der ved vidsløskige Forhandlinger bliver at forholde, for at ikke et Tilfælde skal spilde en Forhandling, anviser § 278 2det Stykke, jfr. § 311. En Retsskriver må og så være tilstede under hele Forhandlingen, men en Vexling af Personerne er her selvfølgelig ikke udelukket. Det Samme gjælder om Statsanklageren og en bestikket Forsvarer, se § 279. Skulde det Tilfælde indtræde, at Statsanklageren eller nogen til at møde på hans Vegne Berettiget udeblev, måtte Sagen udsættes, selv om Udeblivelsen ikke skyldes lovligt

Forfald; der ligger nemlig i Forholdets Natur, at Udeblivelsesvirkninger til Skade for det Offentlige ikke kunne indtræde som følge heraf (jfr. derimod ved private Anklagere § 442 Nr. 1 og § 450). Betryggelsen imod, at sådan Udeblivelse ikke finder Sted, ligger selvfølgelig i Statsanklagerens Embedspligt og det Ansvar, han pådrager sig ved dens Tilsidesættelse. Hvad den beskikkede Forsvarer angår, er det en Til' sidesættelse af den Sigtedes Ret, når flere Love foreskrive, at hans Undladelse af at møde og væretage sit Hverv ikke skal forhindre Forhandlingen eller vitiere dennes Gyldighed. Sagen bør udsættes, medmindre Forholdene tilstede skrax at bestikke en anden, jfr. det tyske Udkast § 128. Det Samme må gjælde, når en valgt Forsvarer ikke møder, i de Tilfalde, hvor Mangel af en sådan gjør Beskikkelse nødvendig. Ellers kan derimod en valgt Forsvarers Udeblivelse ikke begrunde Krav på Udsættelse, jfr. det tyske Udkast § 192; men om Udsættelse under særegne Omstændigheder bør indrømmes, nuia afgjøres efter Grundsætningen i § 286 1ste Stykke. Hvad endelig den Sigtede angår, følger nødvendigheden af hans personlige nærværelse af, hvad der er udviklet ved § 200. Af den der fremstillede Betragtning følger det, at Reglen må gjælde, sålænge den Eigtede har Adgang til at fåe Ordet under Hovedforhandlingen, altså, indtil Sagen er optagen til Dom, fe §§ 354 og 357, hvorved endvidere er at bemærke § 288 i Slutningen. Det kan ikke erkjendes for tilstrækkeligt, at han er bleven hørt angående Anklagen, således som det tyske Udkast vil, fe § 194, jfr. Meyer strafversahren gegen Abwesende S, 315. Mod vilkårlige Udeblivelser haves Midler i Reglerne om Anholdelse og Famgsting, Sikkerhedsstillelse m. V. Der opstår imidlertid spørgsmå! om, hvorvidt Undtagelser fra Reglen skulle anerkjendes. Ubetænkelig er for det Første Reglen i § 282; da afhørelsen skal gjentages, når den Sigtede atter er kommen ind, kan den end ikke betragtes som en virkelig Undtagelse. Det mærkes herved, at det i fremmede Love i Almindelighed er erkjendt, at en gjentagen afhørelse må finde Sted, og at det ikke er tilstrækkeligt, at den Sigtede gjøres bekjendt med

Indholdet af de afgivne Forklaringer, hvad der under Forunderføgelsen er tilstrækkeligt, se dog nu det nye tyske Udkast § 209, der i dette Punkt fraviger det oprindelige Udkasts i Motiverne til samme S. 171—2 begrundede Forflag i § 201, som stemmer med det her Foreslåede. Fremdeles må Reglen i § 283 utvivlsomt erkjendes for velgrundet. Når den Sigtede ved sit Forhold gjør sin NærVærelse umulig, ophæver han den Forud' sætning, under hvilken der overhovedet kan være Tale om den akkusatoriske Proces; da han dog ikke derved skal undgå sin Dom, bliver der intet Andet muligt end at fortsætte Forhandlingen i hans Fraværelse på bedst mulige Måde. Dog kan naturligvis en Udsættelse besluttes, når Omstændighederne anbefale det. Mere tvivlsom er Berettigelsen af en Undtagelse for det Tilfalde, som omhandles i § 281, jfr. henmod Meyer 1. c. S 312—13. I al Fald bør vistnok ikke det Tilfælde medtages, som endel Love nævne (forsåvidt disse Love kjende en Kontumacialbehandling, indtræder altså ikke denne, men den regelmæssige Behandling fortsættes), nemlig at den Sigtede indvilger. Derved tillægges ham en Dispositionsret, som altfor stærkt afviger fra Straffeprocessens Principer. Derimod har Udkastet beholdt det Tilfælde, at Forhandlingen er såvidt fremrykket, at Retten skjønner, at Udfaldet vil blive Frifindelse. Dette kan felvfølgelig ikke finde Anvendelse i nævningesager; men her finder ifølge § 353 ingen Forhandling Sted, cfterat Nævningerne have erklæret den Sigtede ikke skyldig, og dennes nærværelse på dette Tidspunkt er altså ikke nødvendig. Derimod tænkes der på sådanne Tilfælde i andre Landsretssager, hvor Forhandlingen er så langt fremrykket og har givet et så utvetydigt Udslag til Gunst for den Sigtede, at det vilde være en noget pedantisk Fastholden af Konsekventsen at forbyde Afsigelse af Fri« findelsesdom, fordi Sagen, da den Sigtede blev syg, ej endnu var optagen til Dom.

Ved Reglerne i §§ 284—286. der i det Hele ingen nærmere Forklaring behøve, er kun, hvad Slutningen af § 284 angår, at bemærke, at ikke få Love, jfr. også det tyske Udkast § 191, foreskrive et bestemt Maximum

(i Reglen 3 eller 4 Dage) af det Tidsrum, der i Udsættelsestilfælde kan hengå, uden at Hovedforhandlingen nødvendigvis skal begynde forfra. Da en sådan Bestemmelse imidlertid vil være noget vilkårlig, har Ud« kastet ikke optaget en sådan Regel, idet der gåes ud fra, at Formanden vil vide i ethvert givet Tilfælde at vurdere, hvorvidt der kan stoles på, at den tidligere Del af Forhandlingen endnu står så levende for alle Ved° kommende, at den kan fortsættes, eller cm Gjentagelse er nødvendig.

I Spidsen for Bestemmelserne om selve Forhandlingen stiller § 287 Grundprincipet: Mundtligheden. Netop denne er det, som gjør Hovedforhandlingen til Straffesagens egentlige Kjærne. Vigtige følgesætninger af Principet samt Lempninger af det med Hensyn til Bevisførelsen ere optagne dels i tidligere Bestemmelser (se Udkastets 2 det Afsnit) dels i efterstående Regler.

Om Forhandlingens Ledelse indeholde §§ 288—291 de fornødne Regler. Efter Sagens Natur må den almindelige Regel være, at Ledelsen tilfalder Rettens Formand, og deraf drage de nævnte Paragrafer en række Konsekventser, jfr. fremdeles §§ 284—286. En Lempning må imidlertid finde Sted, forsåvidt de pågjældende Beslutninger angå Bevisførelsen. Afgjørelser, om Beviser skulle fores, bero på et skjøn, om de kunne have Betydning for den dømmendes Overbevisning med Hensyn til spørgsmålet om den Sigtedes Skyld. Afgjørelsen bør derfor tilkomme den, der skal afgjøre Skyldspørgsmålet. Forsåvidt der er Tale om Nævningesager, lempes denne Grundsætning dog nødvendigvis derved, at Nævningerne ikke kunne have nogen positiv Indgriben i Forhandlingerne. Tanken i Nævningeprocesfen er den, at den Sigtede kun skal kunne kjendes skyldig, når forstandige lægmænd af Vedkommende (Anklager og Ret) kunne overbevises om hans Skyld. Fejle de Vedkommende i Nfgjørelsen af, hvad der behøves for at fremkalde en sådan Overbevisnina, bliver Virkningen, at Nævningerne ville kjende Ikke-skyldig. For Nævningerne forelægges altså Bevismaterialet af Andre, dem tilkommer ingen inkvisitorisk Be«

føjelse. Der kan kun være Tale om undtagelses« vis at tillægge dem en Indflydelse med Hensyn til Bevisførelsen, se §§ 291, 296 og 324. Derimod har Retten en inkvisitorisk Beføjelse, om end denne under Anklageprincipet kun kan træde udfyldende til. Derfor bør under Hovedforhandlingen Retten og ikke Formanden afgjøre Spørgsmål, om Beviser skulle fores eller ikke. På dette Princip er § 273 (1ste Stykke i Slutningen og 2det Stykke) grundet; fremdeles følge heraf Slukningsbestemmelserne i § 288 og endvidere § 301.

Til Realitetsforhandlingen hører først den Sigtedes afhørelse, der ikke kan henregnes til Bevisførelsen, om end hans Udsagn kan blive et frivilligt ydet Bevis mod kam. Medens Udkastet lader afhørelsen af Vidner i Almindelighed ffe ved Parterne, se § 293, kan det ikke gå an at lægge afhørelsen af den Sigtede i Modpartens, Skatsanklagerens, Hånd; afhørelsens Betydning forbyder dette, jfr. også det tyske Udkast § 201. De Misligheder, som afhørelsen ved Rettens Formand har medført andetsteds, skyldes udelukkende Afhøreisens inkvisitoriske Karakter. Har afhørelsen denne Karakter, er det lige misligt at overlade den til Rettens Formand — den Sigtede vil i så Fald i denne se en Anklager, ikke en dømmer, — og til Anklageren, hvad der er Bevis for det Forkerte ved en sådan afhørelse. Men når Afhørelsen gjennemføres efter Udkastets Tanke, kan den naturlig kun lægges i Formandens Hånd. Og derfor, at den vil blive gjennemført på denne Måde, hvad Loven ikke fuldstændig kan sikre, om end Ordningen af Bevisførelsen og Afhørelsen vil bidrage dertil, derfor er der under alle Omstændigheder større Betryggelse, når Formanden (dømmeren), end når Anklageren (Modparten) foretager den. At der derimod af enhver deri med Rette Interesseret kan andrages på, at spørgsmål stilles til den Sigtede, idet Formanden træffer Afgjørelse, og at endvidere dømmere og nævninger også selv må kunne rette enkelte spørgsmål til den Sigtede, når de have fået Ordet af Formanden dertil, behøver ingen videre Begrundelse.

For Reglerne om Bevisførelsen stiller §

292 i Spidsen først den nu allevegne anerkjendte og i Særdeleshed med den frie Bevisbedømmelses Princip stemmende Grundsætning, at Bevis kan fores både direkte og indirekte (ved Indicier), dernæst, at Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis, forsåvidt Loven ingen Indskrænkning gjør. Slige Indskrænkninger findes i § 130, om hvilken er talt tidligere, samt i§ 298, om hvilken det fornødne vil blive bemærket i det følgende. Derimod har Udkastet ikke optaget Regler om Utilstedeligheden af Bevismidler, navnlig Vidner, på Grund af deres Upålidelighed. Udkastet er i den Henseende i Overensstemmelse med hele den nyere Retsudvikling, som stedse mere har indskrænket Kredsen af de utilstedelige Bevismidler, en Udvikling, der også iagttages på den engelsk-amerikanske Rets Område, jfr. Bar Recht u. Beweis im Geschwger. S. 353 Note, og som også ?r fuldstændig stemmende med den frie Bevisbedømmelses Princip. Ved Loven at udelukke Beviser, som kunne være af Betydning, på Grund af deres Upålidelighed, er altid at bygge på abstrakte Regler, — thi først når alle Bevismidler ere frem« førte, kan der med Sikkerhed dømmes om de enkeltes Upålidelighed —, og det kan derfor i det enkelte Tilfælde ligeså godt tænkes at blive til Sandhedens som til Falskhedens Undertrykkelse. At gribe til denne Udvej som Forsigtighedsregel i Sager, der skulle på« dømmes af nævninger, må derfor også misbilliges. Ad hvilken Vej de særlige Hensyn, som i nævningesager gjøre sig gjældende i denne Henseende, bør fyldestgjøres, skal nærmere omtales ved Reglerne i det følgende Kapitel. — I § 293 opstilles først den af Anklageprincipets Gjennemførelse under Hovedforhandlingen følgende Regel, at Bevisførelsen nærmest er Parternes Sag, medens Rettens inkvisitoriske Beføjelse troeder tilbage i anden række, skjønt den ikke udelukkes (se §§260, 273 2 det Stykke, 294). Det bemærkes herved, at den Rettens Formand i den franske Ret og efter flere tyske Love hjemlede diskretionære Myndighed med Hensyn til Bevisførelsen, der hjemler ham Ret og Pligt til af alle Kræfter

at virke for Sandhedens Oplysning, og til den Ende fritager ham for alle ellers for Bevisførelsen bindende Forfkrifter, ikke er optaget, ej heller, da den gjør alle formelle Bestemmelser om Forhandlingen og Garantier for Forsvaret illusoriske, bør optages i Udkastet; navnlig hjemles den, som let sees, ikke ved § 294. At vedkommende Part ikke har kunnet opnå Indkaldelse af Vidner ved Retten, udelukker selv« følgelig ikke fra at fore dem, når de godvillig møde; dog mærkes herved § 273 1 ste Stykke samt § 288. Som en naturlig og til Sandhedens Udfindelse højst tjenlig Konsekvents af Anklageprincipet, har Udkastet endvidere optaget den engelske Rets Regel, at Parterne selv afhøre de på deres Andragende indkaldte eller af dem fremstillede Vidner, at Modparten har Ret til Krydsforhor, medens Rettens Formands Virksomhed kun er kontrollerende og supplerende, jfr. også det civile Udkast §§ 190 og 191. Ved at foreskrive dette, er Udkastet i Overensstemmelse med Fordringer, for hvilke også udenfor England mange vægtige Stemmer have taget Ordet, men som kun med væsentlige Indskrænkninger ere god« kjendte selv i de nyeste fremmede Love og Udkast. Således har det tyske Udkast vel ikke fastholdt den hidtil i Tyskland sædvanlige Regel, at sådan Afhørelse kun kan finde Sted, når Formanden, Skatsanklageren og Forsvareren ere enige, en Betingelse, i hvilken Motiverne nærmest se Grunden til, at afhørelse på denne Måde kun lidet er kommet til Anvendelse; men den går dog ikke videre end til at foreskrive, at Formanden kan overlade afhørelsen til Anklageren eller Forsvareren, og at, når den ene Part har gjort Brug af sådan Bemyndigelse, kan den ikke nægtes den anden Part. Motiverne anerkjende vel, at den engelske Regel har Fortrin, idet den befrier Formanden for en byrdefuld Funktion, der kan blive til Skade for hans øvrige Hverv, og fremdeles yder særlig Garanti for hans Upartiskhed, samt fordi en af Parterne selv foretagen Afhørelse er virksomst til Formålets Opnåelse; men Hovedindvendingen er, at denne Regel dog ikke kan komme til Anvendelse i alle Sager, fordi en Forsvarer ikke

altid forefindes, medmindre man af denne Grund vil beskikke Forsvarer i en Udstrækning, der i og for sig ikke kan ansees forsvarlig. Vel har nu det nærværende Udkast heller ikke i alle Landsretssager fordret som en Nødvendighed nærværelsen af en Forsvarer; men dels gjælder dog dette i meget betydelig Udstrækning, dels kan den forøvrigt faktiske, ikke retlige Hindring for den fulde Gjennemførelse, der ligger i, at Forsvarer mangler, dog ikke fore til at fjerne sig såmeget fra Reglen, som det tyske Udkast gjør. Den kan kun for det Tilfælde, at Forsvareren ikke er mødt, gjøre en Forskrift nødvendig om, at Formanden i så Fald overtager den Afhørelse, som vilde være tilfaldet Forsvareren, fe § 294. iøvrigt mærkes ved den sidstnævnte Paragraf, at Reglen om, at et enkelt Vidnes afhørelse kan sluttes af Formanden, ikke kommer i Strid med Reglen i § 288, at kun Retten kan slutte Bevisførelsen i det Hele eller om et enkelt Punkt, før« end alle anmeldte Beviser ere fremførte. Det er klart, at den førstnævnte Bestemmelse er af langt mindre indgribende Art end den sidste. At de i medfør af Rettens inkvisitoriske Beføjelse fremstillede Vidner ordentligvis af- høres af Rettens Formand, er i og for sig det Naturlige, og da selve denne inkvisitoriske Beføjelse kun har en udfyldende Karakter, kan der heller ikke Være Fare for, at ad denne Vej Formandens Stilling under og til Bevisførelsen i væsentlig Grad skulde forandres; dog bør han også her kunne overdrage afhørelsen til Parterne. Når § 295 endvidere hjemler Parterne Ret til, hvor Afhørelsen sker ved Formanden, at andrage på, at spørgsmål må blive stillede, er det en Selvfølge, at Andragendet må tages til følge, forfåvidt Formanden ikke i § 294 finder Beføjelse til at nægte det. Da Bevisførelsen sker for dømmerens og Nævningernes Skyld, må Reglen i § 296 ansees for naturlig. — nødvendigheden af den Første Regel i § 297 er grundet i, at der ikke fjælden bliver spørgsmål om fornyet afhørelse, særlig Konfrontation. Idet iøvrigt Bestemmelserne i § 297 ingen Forklaring udkræve, erindres blot, at Forskrifterne i dette Kapitel om afhørelsen af

Vidner-, Syns- og Skjønsmænd under Hovedhandlingen må fuldstændiggjøres med de almindelige Regler i 2 det Afsnit Kap. II og III. Et vigtigt med Umiddelbarhedsprincipets Sjennemførelse i nor Forbindelse stående spørgsmål er det, i hvilket Omfang Opløsning af Dokumenter kan finde Sted som Led af Bevisførelsen under Hovedforhandlingen. Den franske Lovgivning og de fleste tyske Love indeholde i denne Henseende nøsten ingen virkelig Indskrænkning. Efter den franske Lov beror Alt her på Retsformandens diskretionære Beføjelse, efter de fleste tyske Love, således f. Ex. den preussiske, på Rettens Skjøn. Den Adskillelse, som herved gjøres mellem, om Oplæsningen sker „til Bevis" eller „til Sagens Oplysning", er begrebsmæssig ligeså vanskelig, som den i det enkelte Tilfælde er betydningsløs; for den Virkning, som Opløsningen har på de dømmende Personers Overbevisning, er det ganske ligegyldigt, om Retten eller Formanden erklærer, at det sker til Bevis eller kun til Sagens Oplysning. De Angreb, for hvilke dende Ordning har været Gjenstand, må ansees for beføjede. Der åbnes ved den Døren for Oplysninger i mange Tilfælde, hvor dette står i ligefrem Strid med Mundtlighedsprincipet, hvorved dommens Pålidelighed svækkes. En Lovgivning, der ikke kjender Pånke med Hensyn til Bevisspørgsmålet, netop fordi Appeldomstolen væsentlig er henvist til skriftlige Beviser, kan ikke uden Modsigelse tilstede Opløsning, hvor den ikke er nødvendig Kun når Retten er henvist tit at ose sin Overbevisning af den mundtlige Forhandlings levende Erkendelseskilder, vil den Domfældte og den offentlige Mening finde tilstrækkelig Betryggelse for Retssikkerheden i Afgjørelsen i een Instants. Det må derfor vore Lovens Opgave at give faste, bindende Regler om, i hvilke Tilfælde Opløsning af Dokumenter for Bevisførelsens Skyld kan finde Sted, se også nu det tyske Udkast §§ 211—216 og Motiverne til samme. Den første Adskillelse, som herved frembyder sig efter Forholdets Natur, er den mellem Dokumenter, som på en eller anden Måde yde umiddelbar Oplysning i Sagen, ɔ: en

sådan, som ikke kan haves ligeså god og bedre ved Afhørelse af Personer, — hvortil hører ikke blot Dokumenter, der ere corpora delicti, men også sådanne, hvis Indhold kan blive Led af et Bevis ved Indicier — og sådanne Dokumenter, hvis bevisende Betydning alene ligger i de Erklæringer eller Vidnesbyrd, de indeholde, og som derfor ikke alene kunne erstattes ved afhørelse, men hvis Opløsning ifølge Mundtlighedsprincipet end ikke kan erstatte Udstedernes afhørelse. At Dokumenter af den første Slags altid må kunne benyttes til Bevisførelse, er en Selvfølge. Det er kun med Hensyn til Dokumenter af den anden Klasse, at det kan gjorde, at Opløsningen må vore Undtagelse. Undtagelserne findes nævnte i § 298 Nr. 1—5, hvorved jævnføres § 299. Her mærkes først Reglen under Nr. 4. Om Undtagelser fra den Regel, at Vidner, Syns- og Skjønsmænd skulle afhøres personlig under Hovedforhandlingen, således at skriftlig optegnede Udsagn af dem kunne foreløses, bør der kun vore spørgsmål, når disse Udsagn ere fremkomne under afhørelse for Retten, og det, der skulde oplæses, altså er tilførsler til Retsbøger. I så Fald må der for det Første anerkjendes en Undtagelse, når de pågjældende Personer ikke kunne afhøres påny, fordi de ere dæde, blevne afsindige eller forsvundne. I så Fald bør altså Opløsning af deres tidligere Udsagn kunne ske, og det selv om de ikke ere edfæstede, for at der ikke ganske skal gives Afkald på det foreliggende Bevismiddel; men det bliver udtrykkelig at bemærke, om den tidligere Forklaring er beediget eller ikke, for at de dømmende Personer strax kunne være sætte i Stand til at overveje, hvilken Vogt de kunne tillægge Udsagnet, se § 299. Hermed kan endvidere sammenstilles det Tilfølde, at en vidnepligtig Person, der tidligere har afgivet Forklaring, nu vogrer sig, og de forestrevne Tvangsmidler forgjoves ere blevne anvendte. Det andet Tilfolde, hvor Opløsning må tilstedes, er det, hvor afhørelse vel kan finde Sted, men ifølge Reglerne i § 133 Nr. 1 — 3, jfr. §§ 160 og 165, ikke kan eller skal ske under Hovedforhandlingen. I få Fald bør selvfølgelig Gdfostelse have fAndet Sted efter de

almindelige Regler, og hvis der altså ikke har været Anledning dertil allerede tidligere, bør afhørelse påny for vedkommende Ret foranledige^ jfr. § 139. Forfkjelligt fra de foregående Tilfælde er det, at der i Anledning af en Persons mundtlige afhørelse under Hovedforhandlingen bliver Anledning til at oplæse tilførfler om tidligere Udsagn, for at konstatere eller fjerne Modsigelser. Mod Oplæsning i sådanne Tilfælde kan der ikke gjøres nogen Indvending', når derved blot fastholdes, hvad § 299 1ste Stykke foreskriver. — Om Oplæsning af, hvad den Sigtede under tidligere afhørelse har forklaret, kan der i Sager, som forhandles for Landsretten, kun blive spørgsmål, når den Sigtede enten nu vægrer sig ved at svare eller den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, fe § '298 Nr. 3. Om Oplæsning i så Fald bør tilstedes, er ikke ligefrem givet derved, at det kan finde Sted ved Vidner. Disse ere pligtige at lade sig fore som Beviser; det er den Sigtede ikke. spørgsmålet er altså, om det af ham frivillig under Forundersøgelsen hdede Bidrag til Sagens Oplysning kan benyttes mod ham under Hovedforhandlingen. Dette måtte visselig have Betænkeligheder, når Forundersøgelsen er indrettet efter et strengt inkvisitorisk Princip, og afhørelsen under samme rettet på at opnå Tilståelse, jsr. Kommissionsbetænkning om det würtb. Udkast S. 354 —355. Efter den Ordning af Forunderføgelsen og Afhørelsen, som Udkastet har optaget, kan der derimod ingen principiel Be« tankelighed være ved at antage den engelske og skotske Rets Regel, at den Sigtedes frivillig under Forundersøgelsen afgivne Forklaring kan benyttes som Bevis mod ham. — Reglen under Nr. 2 angår kun den til Grund for Syns- og skjønsmændenes afhørelse liggende Erklæring, jfr. § 158. Nr. 1 og 5 angå særlig Erklæringer og Vidnesbyrd af offentlige Myndigheder. Ved spørgsmålet, om Oplæsning af sådanne kan sinde Sted, bliver der Førskjel at gjøre imellem, om de skrive sig fra selve de ved Sagens Undersøgelse virksomme Myndigheder eller fra andre Autoriteter. I sidste Tilfælde må Oplæsning altid kunne finde Sted; det bliver med

andre Ord Retten overladt, om den vil indkalde dem til personligt Mede. I Første Fald kan denne Regel derimod kun gjælde om de judicielle Myndigheder, ikke om Statsanklager og Politi. Når der i § 298 Nr. 1 nævnes Tilførsler om Besigtigelser udenfor Hovedforhandlingen, medfører dette selvfølgelig ingen Forandring i den i § 148 forudsætte Regel, at den dømmende Ret selv skal foretage Besigtigelsen, hvis det er muligt og ikke altfor besværligt.

Den Adgang, der efter de nys omtalte Bestemmelser i § 298 er til under nærmere Betingelser at benytte, hvad der er tilført Retsbøger, som Bevis ved Oplæsning under Hovedforhandlingen, må imidlertid undergives en yderligere Begrænsning, forfåvidt Retshandlingen har fundet Sted under Efterforskningen. Herom handler det sidste Stykke i § 298. Under Efterforskningen sindes der endnu ingen Sigtet; der bliver altså ikke spørgsmål om de Garantier for den Sigtedes Interesser, som troede i Virksomhed, efter at Sag mod ham er rejst. Der hæfter fra dette Synspunkt en Mangel ved dem, som må medføre, at de ordentligvis ikke kunne benyttes som Bevis under Hovedforhandlingen. Det bør kun kunne ske, når der, efterat Sag er rejst, er givet den Sigtede Dejlighed til at fordre Retshandlingens Gjentagelse, men han har givet Afkald derpå, eller også, når han nu under Hovedforhandlingen indvilger i, at de oplæses, altså giver Afkald på sin Ret. Kun hvor Retshandlingen ikke kunde opsættes, og hvor Gjentagelse Må ikke er mulig, hvilket navnlig let vil indtræde med Hensyn til Besigtigelsen af en Forbrydelses udvortes Spor, vilde det stride mod Forholdets Natur og kunne bersve Anklageren vigtige Bevismidler, om denne sætning blev fastholdt. Ved de om dette Forhold i § 298 trufne Bestemmelser opnåes den eneste mulige Garanti mod, at en forfølgning, der faktisk er rettet mod en bestemt Mistænkt, men mod hvem endnu intet positivt Skridt er blevet nødvendigt, vedbliver at behandles efter Reglerne om Efterforskningen i Stedet for at gå over til en Forunderføgelse ved Retten, hvad den efter Udkastets Tanke bor. Til at fremtvinge dette er der i Virkeligheden intet andet Middel end det,

at der Retshandlinger, der således foretages uden en ud over de rette Grænser fortsat Efterforskning, kun med den Sigtedes Sam« tykke kunne fåe Betydning for Hovedforhandlingen. Dette er også i det Væsentlige den engelske Rets Regel.

I § 300 indeholdes Regler, der tilsiges af Forholdets Natur, idet med det første Stykke af Paragrasen jævnføres § 273, og ved det andet Stykke erindres Grundsætningen, at ingen Forsvarsret bør unddrages, efter at Anklage er rejst. også Bestemmelsen i § 3 01 følger af tidligere udviklede Grundsætninger i Udkastet (jfr. §§ 273 og 288). At de spørgsmål, som nævnes i § 302, må af« gjøres af Retten og ved Kjendelse, kan ikke roere tvivlsomt; om andre Tilfælde under Bevisførelsen, hvor Retten har at træffe Afgjørelse, henvises til §§ 288 og 301.

Hvad den sidste Gruppe af Bestemmelser i dette Kapitel angår, bemærkes med Hensyn til § 303, at Reglen i det Første Stykke får de fornødne Supplementer i de følgende Kapitler. Den Fordring, Reglen i det andet Stykke stiller med Hensyn til Kjendelser, der ilke særskilt kunne påankes, og ved hvilke altså Grundsætningerne cm dømmes Påanke finde Anvendelse (ikke derimod Bestemmelsen i § 414, jfr. § 419), er nødvendig af Hensyn til Påankeinstantsens Opgave. § 304 hviler på den Betragtning, at Afgjørelser af den dømmende Ret før Hovedforhandlingen ikke kunne være præjudicerende for denne; det andet Stykke af Paragrafen nævner udtrykkelig eller ved Henvisning en Del Indsigelser, som kun komme i Betragtning, når de fremsættes inden en vis nærmere foreskreven Tid. Det gjælder ved disse at afskjære Lejlighed til Mis« brug. De nævnte Indsigelser bør ikke kunne fremsættes, efterat Forhandlingen af Sagens Realitet er begyndt. Denne begynder med den i § 323 foreskrevne Opløsning af An» klageskriftet. Indsigelserne bør altså frem, sættes, forend sådan Oplæsning finder Sted. I Nævningefager bør Fremsætlelsen end ikke kunne udsættes sålænge. Det vilde være en Urimelighed at lade den hele Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger, som forbereder Forhandlingen af Realiteten, foregå med Ud-

sigten til, at en sådan Forhandling dog ikke sinder Sted, fordi en af de nævnte Indsigelser senere tages til følge. Her må Fordringen derfor være, at Indsigelsen fremsættes, førend Lodtrækningen begynder, medmindre den angår selve Fremgangsmåden ved denne, se §§ 314, 318, 322. iøvrigt jævnføres hermed § 310 2det Stykke og § 376. Reglerne i § 305 troenge ikke til Begrundelse. Ved § 306 mankes, at den ligesålidt som den nugjældende Ret tilsteder en „Frifindelse for videre Tiltale". Det kan her bemærkes, at den Omstændighed, at den Sigtede sindes skyldig, ikke med nødvendighed medfører Straf, forsåvidt den materielle Stræfferet hjemler Tilfælde, hvor en tidligere udstået eller idømt Straf eller et lidt Baretægtsfængsel ganske eller delvis træder i Stedet for Straf (Stl's §§ 7, 58 og 64). At Domskonklusionen i sådanne Tilfælde, selv om der slet ikke bliver spørgsmål om Straf, ikke bør lyde på Frisindelse, kan ikke være tvivlsomt. Ganske forskjelligt herfra er det, når f. Ex. Forældelse af Straffkyld foreligger, bror Konklusionen selvfølgelig må lyde på Frifindelse. Merligere Bestemmelser om dømmen, med Hensyn til hvilke Nævningeprocessen medfører Forskjel, sindes i de påfølgende Kapitler. — § 307 hjemler den frie Bevis« bedømmelses Princip. Det bestrides neppe nu af Nogen, at det er unaturligt at binde Bevisafgjørelsen ved Lovregler. Og dette må gjælde, hvad enten der er Tale om retskyndige dømmere eller Nævninger. Ad hvilken Vej Trangen til en Kontrol med Nævningernes Bevisbedømmelse bør søges syldestgjort, skal nærmere omtales ved det følgende Kapitel.

Med Hensyn endelig til § 308 bemærkes følgende. Den i Overensstemmelse med Fordringerne i § 248 c. indrettede Anklage må, for at være et sikkert Grundlag for For» sværet, afgive en bindende Ramme for For« handlingen, således at Domfældelse ordentligvis hverken kan gå udenfor den konkrete faktiske Bestemmelse af Handlingen eller den retlige Kvalifikation af den, som Anklagen har givet; thi en Domfældelse må ikke kunne grundes på Andet, end hvad den Sigtede bar

havt Opfordring til at forsvare sig imod. Det er med føje fremhævet, at uden denne Grundsætning er Anklageprocessen, som skal indeholde en Garanti for den Sigtede, langt farligere for denne end den konsekvente Inkvisitionsproces, hvor dømmeren er sig bevidst, at han nærmest er ansvarlig for Bevisførelsens Fuldstændighed. Sikres der ikke i Anklageproces' sen, hvor Bevisførelsen nærmest er Parternes Sag, den Sigtede Lejlighed til Forsvar mod alle Punkter, som hankan domfældes for, gårhan glip både af Inkvisitionsprocesfens og Anklageprocessens Garanti. Den i den fransk-tyske Anklageproces hyppig fremtrædende Anskuelse, at der i denne Henseende ingen Førfkjel er mellem Forunder« føgelsen og Hovedforhandlingen, kan derfor ikke billiges. Når det til Forsvar for den gjøres gjældende, at Retten dog også ved at domfælde udenfor Anklagens Ramme vil kræve fuldt Bevis, oversees det, at efter Anklageprincipet kan Intet anerkjendes for et fuldstændigt Bevis, som ej er tilvejebragt under Parternes Medvirkning, til hvilken naturlig må kræves, at disse vide, hvorpå det kommer an. Ganske vist kan det blive følgen af den opstillede Regel, at en Frifindelse må finde Sted, fordi dømmen ikke kan tage Hensyn til Synspunkter, der mulig kunde begrunde en Domfældelse, men som Anklagen ikke har optaget, medens en senere Påtale af Handlingen i den ikke påtalte Retning er afskåren ifølge Principet om dømmes Retskraft; thi Domskraften er ikke begrænset til Handlingen i den af Anklagen fremhævede Skikkelse og Forhold til Stræffeloven, men udelukker enhver ny Forhandling om den samme Handling, forsåvidt ikke Betingelserne for en Straffesags Gjenoptagelse ere tilstede. Men da og'å Retten kan overse ftræfferetlige Synspunkter ved Handlingens Bedømmelse, er Forskjellen kun, om Udelukkelsen af sådanne skal indtræde på et tidligere eller senere Stadium af Processen. Kan nu end dømmen, der falder efter Sagens fuldstændige Forhandling, med større Sikkerhed overstue Sagen, behsvcs der til Gjengjæld for Anklagen kun, at det Foreliggende frembyder nogen Sandsynlighed for et vist Synspunkt, til at den ved principale eller subsidiære

Påstande kan optage det i sig; og at den offentlige Interesse i få Henseende vil blive tilbørlig væretaget af den Myndighed, hvem det offentlige Anklagerhverv betroes, er en Forudsætning, hvorfra der må gåes ud, når man overhovedet vil bort fra Inkvifitionspricipet, der kumulerer alle Funktionerne, al Tilliden og alt Ansværet hos Retten. For sådanne Tilfælde endelig, hvor noget virkeligt Nyt kommer frem under Hovedforhandlingen, er der givet en Hjælp ved Bestemmelserne om Forandringer i Anklagen, se Udkastets § 267. Ganske vist vilde imidlertid den opstillede Grundsætning kunne fore til stedende og unaturlige Resultater og kunne foranledige et pedantisk og overdrevet Formvæsen i Affattelsen af Anklagen, dersom det lå i dens Mening og Tanke at binde Domfældelsen således til Anklagens Bogstav, at ingen Afvigelse fra denne var mulig. Men dette er ikke Tilfældet. Undtagelser må anerkjendes som grundede i Principet. Hvor en Afvigelse fra Anklagen er uden Betydning for Forsværet, må den kunne finde Sted. Den Sigtede domfældes da ikke uden at have havt den Opfordring og Adgang til Forsvar, som er den nødvendige Forudsætning for en Anklageproces. Der kan for det første ikke være Tvivl om, at en Af« vigelse fra Anklagens Bogstav er berettiget, når Domfældelsen holder sig til, hvad der umiskjendeligt er Anklagens virkelige Mening, om end denne ikke har fået et ganske tilsvarende Udtryk i Anklagen, som den foreligger. Udkastets § 248 fordrer, at Forbrydelsen skal be« tegnes i Anklagen med sine lovbestemte Kjendemærker (eller sit legale Navn); den fordrer tillige, at det eller de Lovbud skulle nævnesk i Henhold til hvilke Påstanden om Stræ' for samme agtes nedlagt. Af det påberåbte Lovbud kan det nu fremgå, at der foreligger en Unosaglighed i Angivelsen af Forbrydelsens Kjendemærker. men at det dog er Meningen f. Ex. at hæwde Tilstedeværelsen af en ikke udtrykkelig omtalt kvalificerende Omstændighed ved Forbrydelsen. Der kan ikke Være Tvivl om, at Retten i et sådant Tilfælde er be. føjet til at domfælde for den kvalificerede For. brydelse, da Meningen er klar og heller ikke

kunde misforståes af den Sigtede*). Men

også andre Aktstykker end Anklagen selv kunne gjøre en sådan Fejltagelse indlysende; navnlig vil dette også kunne fremgå af Forundersøgelsen, hvis Akter den Sigtede har Adgang til inden Hovedforhandlingen. Det kunde efter Omstændighederne ligesåvel blive til Skade for den Anklagede som for Anklagen, når man vilde fingere en Mange! på Sammenhæng mellem Forundersøgelsen og Hoved« forhandlingen, der skulde udelukke Benyttelsen af den Første til Fortolkning af Anklagen. Men heller ikke Afvigelser fra den rigtig for« ståede Anklage kunne ubetinget være udelukkede. Det kan således kor det Første ester Omstændighederne være hjemlet at sætte andre konkrete Omstændigheder ved Handlingen i Stedet for dem, som Anklagen har påstået, f. Ex. en anden Tid, et andet Sted, andre Midler ofy., når det nemlig må erkjendes, at en sådan Forandring i et givet Tilfælde ligesålidt har Betydning for Handlingens Identitet som for Forsværet. Om dette er Tilfældet, kan alene afgjøres efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed, Hvad dernæst angår Handlingens Henførelse under Skræffeloven, kan det også stille sig således, at de forskjellige mulige Anvendelser af Skræffeloven på Handlingen stå i et sådant Forhold til hinanden, at med Forsværet mod den ene er også Forsværet mod den anden givet. Dette er altid Tilfældet, når Anklagen kun går videre end det, Retten antager for bevist, f. Ex. når Anklagen var rettet på et grovt Tyveri, eller på forsætlig eller fuldbyrdet Forbrydelse, men Retten kun antager henholdsvis et simpelt Tyveri, Uagtsomhed eller Forlog. Dernæst kan det

Samme være Tilfældet med meget nær beslægtede Forbrydelser, f. Ex. Tyveri, Bedrageri efter Stræffelovens § 253, jfr. den ovenfor nævnte engelske Lov af 7de August 1851. Dog må her også de enkelte Tilfældes konkrete Beskaffenhed tages med i Betragtning. Det kan tænkes, at Forsværet mod en Anklage for Tyveri ikke falder sammen med Forsværet mod en Anklage for Bedrageri, og i sådanne særegne Tilfælde vil Afvigelsen ikke kunne tilstedes. At der er forskjel på Stræffen for de pågjældende Forbrydelsesarter, vil derimod ikke kunne udelukke en sådan Substitution, da Forsværet ikke beror herpå. At en Asvigelse ikke kan tilstedes i den Retning, at antage en kvalificerende Omstændighed ved Forbrydelsen, som Anklagen ikke er rettet på, vil være klart; thi på et sådant Tillæg har Forsværet ikke havt Opfordring til at forberede sig. Her må derfor Reglen i § 267 finde Anvendelse, hvorved da også Udsættelse til vderligere Forberedelse af Forsværet bliver mulig. De udviklede Sætninger ville findes ud« trykte i Udkastets § 309. At den Påstand, Anklagen måtte indeholde om Straffens størrelse, — en sådan Påstand udkræves ikke —, ej kan begramse Retten, er en Selvfølge; en modsat Regel er kun opstillet med Hensyn til de Forbrydelser, som ere henvifte til privat forfølgning, fe Udkastets § 448 i Slutningen, og har sin Grund i disse Sagers særegne Karakter.