I.

Udkastet omhandler i Kapitlets første Underafsnit Ransagning som Middel til at fåe Adgang til synlige Bevismidler*). Der er herved kun Spørgsmål om den Ransagning, som medfører Indgreb i Borgernes private Livs Fred (Hus, Gjemmer, Person, Papirer), og som netop derfor udkræver Tilstedeværelsen af visse materielle Betingelser til sin Retfærdiggjørelse og Iagttagelsen af visse Regler med Hensyn til Beslutningen og dens Iværksættelse. I første Henseende frembyder der sig nu en meget væsentlig Sondring. Ransagningen kan nemlig for det første Være en exekutiv Forholdsregel for at iværksætte Besiddelsestagelsen af en bestemt Ting, som den, mod hvem Forholdsreglen er rettet, besidder, men vægrer sig ved at udlevere. Det er på den ene Side en Selvfølge, at Ransagning i denne Forstand kan sinde Sted mod Enhver, den Sigtede eller Trediemand, der vægrer sig ved at efterkomme den lovlig hjemlede Udleveringspligt, og at det heller ikke kan gjøre nogen Forskjel,

Ransagning, som foretages for at fåe fat på en Sigtet eller for at sikre sig imød Undvigelse, omhandles i Forbindelse med Anholdelse og Fængsling, se §§ 175, 176, 186.

om Forbrydelsen er en større eller mindre. Retten til at fordre Udleveringen kan i intet Tilfælde være uden Retsbeskyttelse. Selve Udleveringspligten må dernæst med enkelte Undtagelser udstrække sig til alle Ting, der kunne tjene til Bevis. På den anden Side forudsætter denne Ransagning, at der er Tale om Krav på Udlevering af en bestemt Gjenstand, som den Pågjældende enten indrømmer at være i Besiddelse af, men vægrer sig ved at udlevere, eller som han vel nægter at besidde og derfor erklærer sig ude af Stand til at udlevere, men som dog ifølge de foreliggende Oplysninger må antages at være i hans Besiddelse. At tage Tingen ved Ransagning uden forudgående Opfordring til at udlevere den, kan som en Foregribelse af Rettens Tvang, i al Fald kun forsvares i sådanne Tilfælde, hvor der er Grund til at antage, at en Udsættelse af Forholdsreglen vilde forspilde Øjemedets Opnåelse. Den for Strafferetsplejen ejendommelige Form af Ransagning er imidlertid den, hvor den ikke iværksættes for at eftersøge en bestemt Gjenstand, men for at efterspore, om og hvad der måtte sindes hos den Pågjældende, som kunde tjene til Oplysning om Forbrydelsen, altså en Besigtigelse. Da denne Forholdsregel baade i sig selv er højst trykkende og derhos ordentligvis må kaste Mistanke på den, mod hvem den iværksættes, for Skyld eller Medskyld i Forbrydelsen, må den nødvendigvis være bunden til særegne Betingelser. Til disse hører af den sidstnævnte Grund, at den ordentligvis kun må foretages mod den, der alt er mistænkt. Dernæst tale vægtige Grunde for at begrænse denne Ransagning i Henseende til sin Gjenstand. Man vilde ellers opstille den ubegrænsede Pligt for Enhver, der rammes af Mistanke, at sinde sig i, at hans hele Privatliv lægges blot; thi at det på Forhånd skulde være klart, at Intetsomhelst til Sagens Oplysning kunde findes ved en sådan Ransagning, vil sjælden eller aldrig kunne siges. Skal ikke al Retsbeskyttelse for en Mistænkts private Liv ophøre ligeoverfor det Offentlige, bør denne Ransagning kun kunne foretages for at efterspore Gjenstande, som stå i en direkte, objektiv Forbindelse med Forbry-

delsen, altså Ting, der kunne antages at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse (corpora delicti) eller hvad der iøvrigt kan give umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Sigtedes Forhold til denne. At det ikke kan ventes, at stige Ting skulde være at sinde hos den Mistænkte, kan ofte være klart efter Forbrydelsens Beskaffenhed og de konkrete Omstændigheder; den omspurgte Ransagning bør da ikke sinde Sted. Endelig er der Grund til at indskrænke Anvendelsen af denne Forholdsregel, der hører til de mest trykkende, som Straffeprocessen kjender, således at den ikke kan sinde Anvendelse ved en hvilkensomhelst, nok så ubetydelig Lovovertrædelse. Forbillede herfor haves i Grundlovens Bestemmelse om Udelukkelse af Varetægtsfængsel ved ubetydelige Forseelser, en Indskrænkning, som heller ikke har anden Hjemmel end Hensynet til Misforholdet mellem Middel og Formål, da det ikke kan siges, at de Grunde, der i Almindelighed hjemle Varetægtsfængsel, ikke ligeså vel kunne forekomme ved disse Forseelser.

Den omtalte Adskillelse med de væsentlige dertil knyttede retlige Forskelligheder mellem Ransagning som Eftersøgning af bestemte Gjenstande og som Besigtigelse for at opspore Bevismidler, har længe været hævdet i Videnstaben og er nu i Reglen også optagen i Lovene, se også det tyske Udkast §§ 93 og 94. I det foreliggende Udkast faar den sit Udtryk i Modsætningen mellem §§ 112 og 113 på den ene og § 114 på den anden Side. Reglerne i § 112 ere i Overensstemmelse med det om Ransagninger af den sidstnævnte Art Bemærkede. Paragrafens andet Stykke kan kun ansees som en Anvendelse af den almindelige Regel; det sees let, at det deri omhandlede Tilfælde er væsentligt forskjelligt fra dem, der omhandles i § 113, særlig Nr. 3. Med Hensyn til denne sidste Paragraf bemærkes Følgende.

Undtagelse fra den Regel, at den i § 112 omtalte Ransagning kun kan finde Sted hos den Mistænkte, må efter Forholdets Natur forudsætte to Betingelser, dels at Omstændighederne udelukke, at Mistanken der-

ved kastes på den, hos hvem den foretages, dels at Forholdene medføre en faktisk Begrænsning for Besigtigelsens Udstrækning, der væsentlig formindsker Indgrebet i Privatlivets Fred. Dette gjælder i de Tilfælde, som de sleste Love nævne, nemlig ved Ransagning af Hus, hvor Forbrydelsen er begået, eller i hvilket den Mistænkte er pågreben, eller som han har betrådt, medens han forfulgtes på friske Spor, og dernæst når (og naturligvis også kun forsåvidt) der ifølge Husets Bestemmelse tilstedes Enhver Adgang til samme (Fælleslokaler i Gjæstgiverier osv.). Mere tvivlsomt er det, om der fremdeles bør gjøres en Undtagelse, når Husransagningen er en såkaldet almindelig, ɔ: en sådan, som foretages i en større Kreds af Huse, der udgjøre en stedlig Enhed. Vistnok vil der ved en sådan ordentligvis ikke kastes Mistanke på nogen Enkelt; men på den anden Side rammer Indgrebet i det private Livs Fred mange Flere, og det er derhos vanskeligt at undgå den Misbrug, at den almindelige Ransagning, der kun kan Være begrundet, når den Formodning, der ligger til Grund for den, fra første Færd er og må være rettet på den hele Kreds af Huse, uden at knytte sig til noget enkelt, benyttes til at dække en speciel Ransagning, der mangler Hjemmel i Loven. Mange Love optage heller ikke denne Undtagelse, og det gjælder navnlig også om det nye tyske Udkast. Det kan imidlertid til Forsvar for den gjøres gjældende, at en almindelig Ransagning efter sin Beskaffenhed og med Hensyn til det Apparat, den udkræver for at lykkes (hensigtsmæssigst er det, at Ransagningen foregår samtidig), kun sjælden vil finde Anvendelse og ordentligvis kun i sådanne ejendommelige Tilfælde, hvor enhver af de Pågjældende i sin egen Interesse må ønske den, og at det, naar den foretages, regelmæssig vil forbyde sig af sig selv, at den går således i Enkeltheder som den specielle Ransagning, samt at det ovenberørte Misbrug af denne Grund og i Betragtning af de almindelige Betingelser for denne Slags Ransagninger neppe vil være særdeles vanskeligt at ramme. Om den anden Art af Ransagninger, Eftersøgningen af bestemte Ting, der kunne

tjene til Bevis, handler § 114, hvis Regler ligeledes ere i Overensstemmelse med det tidligere Bemærkede. Medens der ikke i Henseende til Gjenstanden her findes nogen sådan Indskrænkning, som i § 112, er det i Overensstemmelse med den Tanke, der ligger til Grund for Reglerne i § 130 og § 131 Nr. 2 om visse Personers Udelukkelse fra eller Fritagelse for at aflægge Vidnesbyrd, at også de skriftlige Meddelelser mellem den Sigtede og disse Personer ere undtagne fra den ommeldte Ransagning, sålænge Meddelelserne ikke ere komne i Andres værge, og de pågjældende Personer ikke selv ere mistænkte. Reglen findes på samme Måde i flere Love, og navnlig nu også i det tyske Udkasts § 88.

Om Kompetencen til at tage Beslutning om Ransagning, Form og Fremgangsmåde gives Reglerne i §§ 115—119. § 115 indeholder den i Forholdets Natur begrundede og i Grundloven hjemlede Regel, at Ransagning ordentligvis kun kan finde Sted ifølge Retskendelse, hvorpå dog den Pågjældende efter Karakteren af de Retsgoder, hvori Ransagning gjør Indgreb, må kunne give Afkald, kun at der til Betryggelse af Reglen fastholdes, at Afkaldet må være udtrykkeligt. Med Hensyn til det Spørgsmål, ved hvem Kjendelsens Iværksættelse skal ske, kommer det i Betragtning, at Loven giver en Række Regler om Iværksættelsen, af hvilke flere ikke kunne være anderledes bestemte, end at Meget vil være overladt til den Iværksættendes Takt og Kjendstab til Sagen, hvad der i Særdeleshed får Betydning ved de Ransagninger, der ere Gjenstand for §§ 112 og 113. Flere Love have med Hensyn hertil opstillet som almindelig Regel, at Dommeren selv skal iværksætte Kjendelsen. Udkastet har dog ikke troet, at det var nødvendigt at gå så vidt, hvad der ikke ret vilde stå i Samklang med den Stilling, der ellers er tiltænkt Dommeren. §116 har derfor givet den Regel, at Iværksættelsen kan ske ved Politiet, men med den efter det Anførte naturlige Indstrænkning, at Politiets underordnede Betjente kun kunne benyttes i påtrængende Tilfælde. En yderligere Garanti, der navnlig har Betydning for den Mis-

tænkte, giver § 118 (jfr. det tyske Udkast § 96), hvis Regel dog ej kan være ubetinget, dersom Øjemedet ikke i mange Tilfalde skal forspildes. Iværksættelse ved Dommeren fordrer Udkastet kun, dels hvor den er selvfølgelig, fordi Ransagningen træder i Forbindelse med en Synsforretning, der skal ledes af Dommeren, se § 156, dels ved den for den Pågjældende mest byrdefulde Ransagning, nemlig af Papirer; tilstede Forholdene altså ikke at foretage en sådan Ransagning på Stedet, bør Dommeren anordne en foreløbig Bestaglæggelse af Papirerne, hvilken kan iværksættes af Politiet, for da selv fenere at foretage Ransagningen.

Undtagelse fra den Regel, at Ransagning kræver en Retskendelse, er imidlertid nødvendig. Dog bør Politiets Ret til at ransage uden Retskjendelse holdes indenfor snevre Grændser. Ransagning af den i § 112 ommeldte Art bør kun tilstedes uden Kjendelse, når de i § 117 Nr. 1 ommeldte færegne Betingelser foreligge, den i § 114 ommeldte Ransagning tillige i det Tilfælde, som nævnes i Nr. 2, jfr. hermed Reglerne om Politiets Anholdelsesret, med hvilke også Paragrafens Slutningsregel stemmer. Ransagning af Papirer behøver aldrig og bør derfor aldrig finde Sted uden Retskjendelse; kun en foreløbig Beslaglæggelse ar Papirerne kan tilkomme Politiet under de Betingelser, der ellers hjemler det Ret til at ransage.

En række nærmere Bestemmelser om Ransagningens Iværksættelse — være sig, at at den sker efter eller uden Retskjendelse — indeholde §§ 118—119. Udkastet hav med de fleste Love ikke anset det for nødvendigt at give en Definition af „Nattetid", hvilket derimod er sket i det tyske Udkast (fra 1ste April til 30te September Kl. 9 Aften til 4 Morgen, fra 1ste Oktober til 31te Marts Kl, 9 Aften til 6 Morgen). Fra denne Bestemmelse, at Ransagninger ordentligvis ikke kunne ske om Natten, gjøres der undertiden Undtagelser ikke blot i Almindelighed, „hvor Øjemedets Opnåelse afhænger deraf", men i specielle, nærmere bestemte Tilfælde (således det tyske Udkast), hvilke dog dels synes unødvendige red Siden

af den almindelige Forskrift, dels ikke vel kunne overføres („Personer, som stå under Politiets Opsyn").