§ 6.

Forundersøgelse og andre akcessoriske Retshandlinger i Sager, der høre under denne Lov, foretages af Underdømmeren som Undersøgelsesdømmer. Dog kan det i Sager, hvis

Påkjendelse hører under Landsretten, eller som svæve for højesteret, undtagelsesvis af Landsrettens eller højesterets Formand overdrages til et Medlem af Landsretten at handle som Undersøgelsesdommer.

§ 7.

Af Underretterne kunne ikkun følgende Straffe idømmes, nemlig bøder. Konfiskation, simpelt fængsel, fængsel på sædvanlig Fangekost, fængsel på Vand og brød, Tvangsarbejde, Ris, Rottingstag samt Fortabelse af en næringøret.

§ 8.

Ved Underretterne behandles og påkjendes i første Instants med den af § 7 følgende Begrænsning i

1) Sager angående Handlinger, som stå under en Straffebestemmelse, der enten alene eller alternativt med andre Strafarter hjemler Anvendelsen af Formuestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse af en næringøret;

2) Sager angående Handlinger, der stå under en Straffebestemmelse, som ikke hjemler Anvendelse af anden Strafart end fængsel på Vand og brød;

3) Sager angående Handlinger, som stå under en Straffebestemmelse, der hjemler Anvendelse af Fængsel på Vand og brød alternativt med Strafarbejde, når den Sigtede afgiver en fuldstændig og troværdig Til« ståelse, og han eller, hvis han er personlig umyndig, hans Værge ikke begjærer Pådømmelse ved Landsretten.

Ved Underretten behandles og påkjendes fremdeles Sager angående Anvendelsen af Straffelovens § 299.

Embedsforbrydelser og de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser ere ude» lukkede fra Underrettens Kompetence.

§ 9.

Ved Anvendelsen af Reglerne i § 8 kommer, når Sigtelsen angår Forjog eller Meddelagtighed. den Straffebestem«

melse i Betragtning, som vilde Være anvendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet, eller den Sigtede var Gjerningsmand; fremdeles bliver Lovens almindelige Straffebestemmelse at tage i Betragtning uden Hensyn til, at sådanne i Loven bestemt betegnede Omstændigheder måtte Være forhånden, som hjemle Nedsættelse af Strafferammen.

§ 10.

Alle under denne Lov borende Sager, som

ikke ved ovenstående Regler eve henlagte til Underretterne, behandles og påkjendes af Landsretterne. Finder Forening af Straffesager Sted, sker behandlingen og Påkjendelsen ved Landsretten, når nogen af de forenede Sager ligger udenfor Underrettens Kompetence, og fremdeles, når den samlede Straf for en Sigtet vilde overskride den ved § 7 dragne Grænse.

§ 11.

Ved Påkjendelse af de til Landsretten henlagte Sager skulle Nævninger medvirke, når Sagen angår en Forbrydelse, for hvilken Straffebestemmelsen hjemler Livsstraf eller livsvarigt Strafarbejde, eller nogen af de i Straffelovens Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser.

Fremdeles skulle Nævninger i Reglen medvirke i andre til Landsretten henlagte Sager, når Strafarbejde findes at Være forskyldt, medmindre den Sigtede eller, hvis han er personlig umyndig, hans værge vælger Påkjendelse uden Nævninger. Er den, der sigtes for en af de i Straffelovens Kap. 23—27 omhandlede Forbrydelser, forhen for en sådan Forbrydelse dømt til Strafarbejde, finder den her omtalte Medvirkning kun Sted, såfremt Sigtelsen angår en Forbrydelse, for hvilken Strafarbejde er den laveste Straf, når den første Gang begåes, eller der er forløbet 10 År efter Udståelsen af den tidligere Straf, førend den Handling, som Sigtelsen angår, blev begået.

I de under Landsretten horende Sager, i hvilke de ovenfor foreskrevne Betingelser for Nævningers Medvirkning mangle, kan Landsretten tage et af Anklageren eller den Sig-

tede fremsat Andragende om Sagens Henvisning til nævninger til følge.

§ 12.

Finder Forening af flere Straffesager Sted, deltage Nævningerne i Påkjendelsen, når deres Medvirkning udkræves til nogen af de forenede Sager, og fremdeles, når det på Grund af den samlede Straf for en Sigtet måtte blive Tilfældet, at Betingelserne i § 11 ere tilstede. Dog bor Forening af Sager mod flere Sigtede, som adskilte vilde kræve På« kjendelse dels med dels uden Nævninger, klin finde Sted. når færegne Grunde findes at gjøre Adskillelsen uhensigtsmæssig.

§ 13.

Retten prøver i Embeds medfør, om en foreliggende sag efter foranstående Regler hover under dens Virkekreds, og om Nævninger skulle medvirke ved Påkjendelsen. Dog bliver herved at iagttage:

1) Forsåvidt Afgjørelsen beror på Størrelsen af den i det givne tilfælde forskyldte Straf eller på Beskaffenheden af den Sigtedes Forklaringer, har Retten foreløbig at følge Anklagerens Skjøn (jfr. dog § 197) og kan først ester endt Hovedforhandling afvise Sagen af sådan Grund. Påanke af dømmen, fordi Rettens Skjøn over de nævnte Omstændigheder har været urigtigt, er udelukket.

2) Afvisning under hovedforhandlingen kan ikke finde Sted, fordi den ved Landsretten behandlede Sag findes at høre til Underrettens Virkekreds; ej heller, når den til Nævninger henviste Sag findes at kunnne Være påkjendt uden Nævninger, medmindre Henvisningen til Nævninger er i Strid med den sigtedes i Medhold af Loven trufne Valg. og Indsigelse gjøres. forend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger er begyndt.

3) Er ved upåankelig Afgjørelse Påkjendelse af en Sag ved Landsretten afskåren, fordi Sagen er antagen at høre til Underrettens Pirkekreds, er Underretten bunden herved. Er ved Afgjørelse ifølge Påanke en Sags Påkjendelse ved Underretten afskåren. fordi den er antagen at høre til Landsrettens Virkekreds, er Landsretten bunden herved.

§ 13.

Under højesterets Virkekreds høre alle Afgørelser i Anledning af Påanke af (Besværing over) Landsrettens dømme, Kjendelser og Beslutninger, derunder indbefattet Handlinger af det Medlem af Landsretten, hvem det måtte være overdraget at handle som Undersøgelsesdommer.

Til Landsrettens Virkekreds høre Afgjørelser i Anledning af Påanke af (Besværing over) Underrettens dømme, Kjendelser og beslutninger.